Derfor er det nødvendigt, at vi genopliver debatten om indoktrinering

Henrik Dahl
8. april 2021

Det er virkelig et pillearbejde at grave sig ned i den sproglige manipulation og de retoriske strategier, der anvendes for at præsentere den såkaldte normkritik som banal og ukontroversiel orientering til børn og unge om, hvordan verden er indrettet.

Gennem en fælles bekendt fik jeg for nylig præsenteret et uddrag af noget undervisningsmateriale, der i dagens Danmark anvendes til at undervise i begrebet ”køn”.

Her kan man blandt andet læse, at begrebet kan opdeles på følgende måder: biologisk køn, juridisk køn, sprogligt køn, kønsidentitet og kønsudtryk.

Om det juridiske køn kan man læse: »Det køn, man tildeles ved fødslen, og som fremgår af ens pas og personnummer.«

Om begreberne cis og trans kan man i det samme materiale læse: »Når man taler om identitet og køn, kan man dele folk ind i to kategorier: Cispersoner og transpersoner.«

På dette sted skal man altid komme med den bemærkning, at kønsdysfori (at man ikke føler, man tilhører sit biologiske køn) findes og gennem en lang årrække har kendetegnet cirka 0,5 pct. af befolkningen. Det er en situation, der fordrer al mulig respekt og forståelse. Men også en situation, hvor man gør klogt i at lytte til, hvad psykiatere gennem en årrække har samlet op af erfaringer om spørgsmålet. Blandt andet kan de fortælle, at tilstanden i barneårene langtfra altid er et forvarsel om, at man som voksen vil forstå sig selv som transseksuel. Det kan også være et forvarsel om, at man som voksen vil forstå sig selv som homoseksuel.

Når det så alt sammen er sagt, er der ikke nogen som helst tvivl i mit sind om, at undervisningsmaterialet er voldsomt tendentiøst.

Blandt andet er det helt ude af proportioner at stille de vilkår, der gælder for 0,5 pct. af befolkningen op som ”den ene side af sagen” og de vilkår, der gælder for de resterende 99,5 pct. som ”den anden side af sagen”.

Hvis man skal oversætte dette til politik, svarer det til at fremstille situationen i Danmark på den måde, at på den ene side findes Veganerpartiet, og på den anden side findes alle andre partier.

På den ene side kan man sige, at det ikke er løgn. På den anden side kan man sige, at det er en helt absurd fortegning og forvrængning af det store billede, hvor et numerisk marginalt fænomen sidestilles med et, der er over 99 gange større.

Under dette ligger selvfølgelig en modvilje mod at bruge ordet ”normalt”. Ikke i en normativ betydning. Men simpelthen i den statistiske betydning: ”Hvad der er mest almindeligt”. Kort sagt ligger manipulationen altså i, at man på forhånd nægter at skelne mellem eller disponere ud fra begreberne ”sjældent” og ”almindeligt”. Det er ikke redeligt.

Idéen om, at man ”tildeles” et juridisk køn, er også en relativt snedig (men gennemført odiøs) manipulation. Det smager nemlig af administrative afgørelser og principiel vilkårlighed. Men giver det mening at sige, at en beskrivelse af et empirisk faktum er det samme som en ”tildeling”? I mit pas er jeg for eksempel ”tildelt” en højde (fodtøj inklusive) på 188 centimeter. Dog er det meningsløst at insinuere, at en administrativ medarbejder i vores vidtforgrenede stat efter diverse arkane overvejelser har truffet den afgørelse, at når jeg har mine sko på, er jeg 1,88 meter høj. Det er langt mere rimeligt at sige, at der står i passet, at jeg har denne højde, fordi det er en afspejling af det, normale mennesker kalder ”sandheden”.

Hele idéen om, at man ”tildeles et juridisk køn” er kort og godt en sproglig manipulation, der er beregnet på at skjule, at det, passet og personnummeret viser, er en fuldkommen objektiv og nøgtern afspejling af det biologiske køn.

Det er virkelig et pillearbejde at grave sig ned i den sproglige manipulation og de retoriske strategier, der anvendes for at præsentere den såkaldte normkritik som banal og ukontroversiel orientering til børn og unge om, hvordan verden er indrettet.

Normkritik er nemlig overhovedet ikke banal og ukontroversiel. Faktisk er den lige det modsatte. Selv om den flere og flere steder smugles ind i folkeskolen som den vedtagne sandhed om køn og seksualitet.

Normkritikken bør altid være voldsomt kontroversiel og bør altid være noget, der udfordres. Og hvorfor så det?

For det første fordi den tilslører alt, hvad der i statistisk forstand er typisk og normalt, til fordel for en gennemført manipulerende sidestilling af det ekstremt sjældne med det ekstremt almindelige. Hvad i alverden kan det store flertal af børn og unge bruge det til? Børn og unge har brug for at vide, at de skal behandle sjældne mennesker med samme omsorg og respekt og forståelse, som de behandler almindelige. Men de har ikke brug for at få udslettet de årsagsforklaringer, der leder frem til, at noget er sjældent og andet almindeligt. Og det gør normkritikken helt systematisk.

Alt i alt ville det jo være meget bedre, hvis man sagde, at det biologiske køn er den typiske årsag til en lang række ting. I den banale ende: Hvor høj og hvor tung det er sandsynligt, at man vil blive som voksen. Samt hvilket køn man vil identificere sig med. I den mindre banale ende: Hvad man vil få af interesser som voksen, samt hvilke erhvervsvalg, der vil være mere eller mindre sandsynlige.

De ting, jeg har listet op her, er der faktisk empirisk evidens for. I modsætning til de luftige manipulationer, normkritikken disker op med.

Den ideologi, der ligger bag normkritikken (queer-/genderideologien) har mange negative konsekvenser. Blandt andet at den truer biologiske kvinder ganske alvorligt (som man kan læse i denne kronik). Kvinder presses i forhold til ”safe spaces” som omklædningsrum. Kvinder presses af, at transkvinder ønsker at deltage i kvinderækkerne inden for idræt, og at dette vældig ofte er dybt unfair. Kvinders erfaringer om kvindelighed presses af transpersoner, der ikke har nogen biologiske erfaringer herom. Men alligevel gerne vil regnes som fuldgyldige deltagere i samtalen. Og så udviskes kvinders historiske erfaringer også støt og roligt, når selve kategorien ”kvinde” gøres så ustabil og uklar, som queer-/genderideologien ønsker.

I 1970’erne rasede en debat om indoktrinering i folkeskolen. Med beklagelse må jeg konstatere, at det problem, indoktrineringsdebatten dengang udsprang af, stadig eksisterer. Alle dannelsesinstitutioner i Danmark (daginstitutioner, folkeskoler, gymnasier, videregående uddannelser, efterskoler, højskoler og sågar folkekirken) er i vore dage erobret af venstreorienterede. De sætter dagsordenen og udskammer med hård hånd alle andre, som gradvis marginaliseres.

Denne indoktrinering med venstreorienterede idéer i enhver dansk dannelsesinstitution skal den omtrentlige halvdel af befolkningen, der ikke er venstreorienteret, naturligvis afvise.

På den ene side er der et hensyn til lærernes metodefrihed, som jeg mener, det er vigtigt at acceptere og respektere (og jeg kan lige så godt på forhånd tilkendegive, at jeg bliver vred, hvis nogen laver stråmænd og hævder, at jeg har andre holdninger).

På den anden side må man insistere på, at lærere (med videre) for det første opfører sig professionelt. Hvilket vil sige, at de parkerer deres personlige holdninger uden for klasselokalet og opfører sig sagligt og fagligt inde i klasseværelset. Og for det andet at det er uacceptabelt at fremstille kontroversielle antagelser, som om de var ukontroversielle.

Dette er desværre, hvad der sker i disse år. Fordi den venstreorienterede magtovertagelse af dannelsesinstitutionerne er tæt på at være perfekt, og stort set intet borgerligt lys er i stand til at slippe ud fra de sorte huller af venstreorienteret dominans og ideologi, der er opstået.

(Blogindlæg udgivet på jp.dk d. 7. april 2021)

Tid til de brølende 20’ere

Alex Vanopslagh
8. april 2021

Når coronakrisen slipper sit greb om Danmark, skal vi have gang i væksten, forbruget og festen. Vi skal have de brølende 20’ere igen.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke har lidt specielt meget under coronakrisens nedlukninger. Jeg har det fint med gåture og lange bøger. Men jeg har det ikke fint med, at titusindvis af menneskers levebrød er i fare, og at unge som gamle har ondt i fællesskabet. Det har vi politikere et ansvar for.

Så når coronaen slipper sit tag i Danmark i løbet af de kommende måneder, skal vi gøre op for det tabte år. Liberal Alliance har en plan for at få de brølende 20’ere tilbage.

Selvom den omfattende nedlukning bringer visse mindelser om spiritusforbuddet i USA i 1920’erne, skal vi nok ikke sætte næsen op efter igen at høre swing-musik, danse Charleston og se zeppelinere på himmelen over Art Deco-skyskrabere. Men mindre kan også gøre det: Vi kan hjælpe et brølende opsving på vej og sætte gang i væksten, gang i forbruget – og gang i festen. Vi skal have mere af alt det, vi har savnet under nedlukningen.

Danmark trænger til mere vækst og fremgang. Selvom regeringen lader som om alt er fryd og gammen, gik vi ud af 2020 med et fald i BNP på 3,3 pct. – det var en hårdere lussing end for Sverige, Norge og Finland. Hver tiende virksomhed er ifølge DI’s Virksomhedspanel udfordret af manglende likviditet.

Udsættelsen af bl.a. moms har været en midlertidig løsning, men nu presser udsigten til tilbagebetaling særligt detailhandlen og oplevelsesindustrien hårdt.

Derfor foreslår Liberal Alliance, at virksomhederne indtil 2023 skal have mulighed for i fuldt omfang at trække deres coronaunderskud fra i deres selskabsskat. Alt andet vil da også være dybt urimeligt.

Danmark trænger til mere forbrug. Cirka 54.000 privatansatte har mistet deres job, imens den offentlige sektor er svulmet med næsten 10.000 ekstra nye ansatte. Coronakrisen kradser altså ikke lige hårdt alle steder.

Derfor foreslår vi, at arbejdende danskere indtil 2023 er forbi skal have 1.000 kroner mere i hånden hver måned gennem et øget jobfradrag. På den måde vil alle i arbejde få flere penge mellem hænderne, og det vil bedre kunne betale sig at tage et job og blive en del af det arbejdende fællesskab.

En fjerdedel af alle virksomheder i oplevelsesindustrien er i stor risiko for afvikling allerede inden sommerferien. Selvom flere andre sektorer har klaret krisen godt, hjælper det jo ikke den nedlukkede oplevelsesøkonomi, som har ekstra meget brug for en saltvandsindsprøjtning.

Derfor foreslår vi, at momsen på besøg på hoteller, restauranter, forlystelser mv. skal halveres indtil 2023, så vi alle sammen kan komme ud og more os med hinanden, sådan som vi har savnet. Samtidig er detailhandlen – stadig – hårdt presset af grænsehandel. Hvis festen stadig skal være i eget hjem, er der også råd for det, for momsen skal også halveres på de varer, danskerne valfarter over grænsen for at købe – sødt og sprut.

Regeringen taler om genstart og vækstplaner, men bag de fine ord gemmer der sig bare mere styring og bureaukrati. Hvis det står til de røde skal genstarten af dansk økonomi sygne hen i puljer, fonde og alverdens andet socialdemokratisk makværk – men vil vi have gang i Danmark igen, er det naturligvis fornuftig, borgerlig politik, der virker.

Dansk Erhverv og Dansk Industri, har taget godt imod LA’s plan. Og jeg indrømmer også gerne, at vores forslag ikke er raketvidenskab. Det er velprøvede instrumenter, som vi ved virker på vækst og velstand.

Diverse økonomer og slænget omkring regeringen har travlt med at fortælle, at opsvinget efter nedlukningen kommer helt af sig selv. Vi skal så at sige bare åbne butikken, så kommer kunderne af sig selv. I den ligning mangler bare, at resten af verden også åbner, og konkurrencen bliver benhård.

Derfor skal vi skabe de optimale vilkår for virksomhederne nu. Gerne i al evighed, men som en start i det genopluknings-kapløb, som hele den vestlige verden står foran.

Og så har vores plan den dejlige bivirkning, at danskerne får råderet over flere af deres egne penge, og virksomhederne får lov til at blomstre uden, at staten skygger helt så meget for solen. Vi skal have sparket Danmark i gang med et brøl.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 8. april 2021)

Det farligste for samfundet lige nu er, at vi holder op med at tro på det

Henrik Dahl
6. april 2021

Hvis man sætter konspirationsteoretiske narrativer – ikke mindst om udokumenterede statslige overgreb i forbindelse med pandemien – i omløb, så er der en vis risiko for, at man leverer føde til bevægelser, der i sidste instans af PET vurderes til at have et voldeligt trusselspotentiale.

I slutningen af marts offentliggjorde Politiets Efterretningstjeneste sin årlige vurdering af terrortruslen mod Danmark. Man kan sige, at den ikke rummer noget nyt fra vestfronten. Forstået på den måde, at det stadig er islamistisk terror, der udgør den største trussel mod Danmark.

En mindre nyhed kunne måske fortjene lidt mere opmærksomhed. I pressemeddelelsen udtaler en medarbejder ved PET: »Vi har igennem den seneste tid set udviklinger i Danmark og internationalt, som kan have betydning for vores vurdering af terrortruslen mod Danmark. Det gælder bl.a. visse konspirationsteorier og antistatslige bevægelser, som ikke er ulovlige, men som kan indeholde et voldeligt trusselspotentiale, der efter en konkret juridisk vurdering kan have karakter af terror.«

Og længere fremme slipper trolden så ud af æsken: Center for Terroranalyse »vurderer det dog som sandsynligt, at covid-19-pandemien har medvirket til at forstærke eksisterende antistatslige narrativer blandt højreekstremister i Danmark«.

Det korte af det lange er, at hvis man sætter konspirationsteoretiske narrativer – ikke mindst om udokumenterede statslige overgreb i forbindelse med pandemien – i omløb, så er der en vis risiko for, at man leverer føde til bevægelser, der i sidste instans af PET vurderes til at have et voldeligt trusselspotentiale.

Det bør alle, der arbejder med covid-19, have i tankerne, når de i fremtiden udtaler sig.

Men mit ærinde i dagens blog er faktisk noget andet. Nemlig at fremhæve, at alle de trusler mod vores samfundsorden, der kan sammenfattes under begrebet ”terror”, kun udgør den næststørste trussel imod den.

Den absolut største trussel mod Vesten er i disse år Vesten selv. Og hvordan skal det så forstås?

Siden Middelalderen og grundlæggelsen af de første universiteter har Vestens hemmelige våben – der endte med at gøre regionen stærkere end nogen andre i verden og gøre den i stand til at eksportere sit koncept til hele kloden – været rationaliteten.

I den vestlige verden indføres, navnlig fra begyndelsen af Oplysningstiden, det grundprincip, at rationelle argumenter har forrang for irrationelle argumenter. Og at hvis to rationelle argumenter støder sammen, så har det mest rationelle argument forrang for det argument, der er mindre rationelt.

Det er absolut ikke et princip, der altid er blevet fulgt. Men det er et princip, man har kunnet appellere til, hvis det blev krænket. Og sådanne appeller har over tid som regel haft den virkning, at rationaliteten endte med at sejre.

Det er troen på rationaliteten, der har givet os vores helt overlegne videnskab og teknologi, der siden er blevet efterspurgt stort set alle andre steder i verden.

En anden ting, der kendetegner den vestlige verden, er dens tro på mennesket i sig selv. Altså med andre ord dens humanisme.

I den vestlige verden har udgangspunktet været, at selve det forhold, at man er menneske, aftvinger en grundlæggende respekt. Samt inden for det seneste århundrede (knap og nap): at det også bør medføre nogle basale rettigheder.

Igen: Vi har svigtet og svigtet dette princip. Men det har stået som et ideal, der kunne appelleres til. Og gennem tålmodige appeller er den ”moralske cirkel”, hvormed vi omslutter mennesker som os selv, blevet en cirkel, der omfattede flere og flere grupper.

Sådan har det vestlige menneske befriet sig selv fra den basalt ondskabsfulde orden, der oprindelig herskede overalt på Jorden.

Den sidste ting, jeg vil nævne, er tolerance. Vi har – igen på baggrund af smertefulde, historiske erfaringer – lært, at det bedste samfund er et samfund, hvor alle har lov til at leve, som de ønsker. Medmindre de tilføjer andre mennesker alvorlig skade, som ligger over den tålegrænse, vi alle er underlagt: at andre mennesker i kraft af deres menneskelighed kan være lige så småirriterende, som vi selv er, uden at det skal udløse død og ødelæggelse.

Den største trussel mod Vesten i dag er, at mange i Vesten tilsyneladende ikke længere vil kæmpe for rationalitet, humanisme og tolerance.

De mest vildfarne iblandt os er begyndt at tro, at rationalitet, humanisme og tolerance er midler til undertrykkelse af ikke-europæere. Og derfor er de begyndt at bekæmpe disse tre ting i den besynderlige tro, at det er en emancipatorisk handling at ødelægge Vestens åndelige grundlag.

De knap så vildfarne tror, at rationalitet, humanisme og tolerance er så stærke begreber, at de ikke har brug for at solidt forsvar. Men det er ikke tilfældet. Al erfaring viser, at de irrationelle, de antihumanistiske og de intolerante ofte har langt mere viljestyrke og langt færre skrupler end mennesker med en vestlig tankegang. Og derfor vil besejre vestligt tænkende mennesker, der ikke forsvarer sig selv resolut.

Det er derfor, vestlig defaitisme og vestlige forsøg på appeasement med ikkevestlig tænkning er en langt stærkere trussel mod Danmark end både Islamisk Stat, al-Qaeda og diverse forvirrede konspirationsteoretikere.

(Blogindlæg udgivet på jp.dk d. 2. april 2021)

Universiteterne er stærke konkurrenter til titlen som Danmarks hårdeste benægtere

Henrik Dahl
30. marts 2021

Det er universiteterne, der gør den vestlige verden til det, den er. Derfor kan vi under ingen omstændigheder tillade, at de går i forfald på grund af slappe ledelser.

At diskutere problemer vedrørende pseudovidenskab og politisk aktivisme med universiteternes rektorer, er nogenlunde lige så ufrugtbart som at diskutere menneskerettigheder med det kinesiske kommunistpartis politbureau.

Allerede i et tidligere blogindlæg har jeg været inde på, at såvel rektorer som medarbejdere benytter sig af en række beskidte tricks, når de forsøger at afværge den helt nødvendige diskussion af, hvordan vi bevarer universiteterne som afgørende samfundsinstitutioner, der har til opgave at fremme videnskab, som er båret af kritik og rationalitet.

Men rektorer og andre centrale skikkelser som for eksempel professor emeritus Heine Andersen kan åbenbart slet ikke holde op med at lyde som talsmænd for KKP’s politbureau. Senest i en stor artikel i dagbladet Information den 29/3 2021.

Lad os allerførst slå fast: Denne diskussion handler ikke om, at der er nogen, der ”ikke kan lide” forskning af den ene eller den anden slags. Den handler om principper, og derfor om nogle meget centrale indvendinger mod tendenser inden for navnlig humaniora og samfundsvidenskab.

Grundlæggende er videnskab defineret ved at bekende sig til rationaliteten. At være videnskabelig vil per definition altid sige at være rationel. Derfor er irrationel argumentation og irrationelle påstande i princippet altid noget, der sætter afsenderen heraf ud af det gode videnskabelige selskab.

Bekendelsen til rationalitet betyder også, at man som medlem af det videnskabelige samfund har en implicit forpligtelse til at opføre sig rationelt. Herunder: at bøje sig for argumenter og data, der er stærkere end dem, man selv har præsenteret.

Lad os dernæst slå fast: At der har sneget sig identitetspolitisk pseudovidenskab – der blandt andet er kendetegnet ved at have et betændt forhold til rationaliteten og ved at være politisk aktivistisk – ind på danske universiteter, står ikke til debat.

Medmindre man vil benytte sig af ”den selektive hyperskepsis”, som for eksempel Heine Andersen godt kan lide, hvor man stædigt bliver ved med at sige, at der mangler beviser, skønt alle normale beviskrav for længst er opfyldt.

I 2013 udgav Mehmet Ümit Necef og Henning Bech for eksempel bogen ”Er danskerne racister?”. Bogen fik ved sin fremkomst særdeles gode anmeldelser og påviser hinsides, at dansk racismeforskning er gennemsyret af unoder, som vi i dag forstår som identitetspolitisk aktivisme.

I 2015 udgav biologen Kåre Fog bogen ”Humaniora – videnskab eller varm luft”. Heri kan forfatteren dokumentere, at humaniora alt for ofte afstår fra at korrigere sig selv (altså: afstår fra at opføre sig rationelt), når det hinsides enhver rimelig tvivl kan påvises, at subjektive påstande forklædt som videnskab savner opbakning fra de mere datadrevne videnskaber.

At Aarhus Universitet i det hele taget kan stå som udgiver af tidsskriftet ”Kvinder, Køn & Forskning” (der ovenikøbet benytter sig af fagfællebedømmelse) mere end antyder, at danske universiteter har et problem med pseudovidenskab.

For eksempel udgav tidsskriftet i 2018 en artikel, hvor forfatteren Mette A. E. Kim-Larsen fremfører den bizarre påstand, at anvendelsen af distinktionen laktosetolerans/-intolerans i Danmark bidrager til at knæsætte ”hvidhed” i spørgsmålet om at drikke mælk og dermed indskriver mælk i en grundlæggende racistisk diskurs.

At påstanden er fuldkommen overstyret og antirationel ses blandt andet af, at evnen til at fordøje laktose netop IKKE er bundet til en bestemt hudfarve.

Min påstand er, at allerede i det øjeblik, hvor en bizar artikel som Mette A. E. Kim-Larsens kan blive trykt i en publikation, der udgives af et universitet, er skaden sket. Det burde aldrig tolereres i et videnskabeligt miljø præget af rationalitet.

Et sidste belæg for, at pseudovidenskaben allerede har godt fat ved danske universiteter, er en kronik i Berlingske af Julia Suárez-Krabbe den 17/3 2021. Den er jeg ikke i stand til at læse på andre måder end som en ren tilståelse af, at forfatteren afviser det rationelt baserede videnskabelige system og i stedet optræder som (venstreradikal) politiker sponseret af midler, som Folketinget har afsat til forskning og videnskab.

At rektorer og andre centrale aktører bliver ved med at afvise, at der foreligger et problem, tjener kun det formål at afspore diskussionen.

Det ses også af den besynderlige afværgemanøvre i artiklen i Information, som består i at motivgranske og hævde, at den eneste grund til, at den franske forskningsminister eller Morten Messerschmidt og jeg bringer disse alvorlige problemer op, er et behov for at profilere sig.

Dette er en fuldkommen infantil omgang motivgranskning på melodien ”det siger du kun, fordi …” Altså i bund og grund en variant at det usaglige ad hominem-angreb.

Det ville klæde en rektor for et universitet – altså en samfundskritisk institution, der er hjemsted for den kritiske rationalitet – at være lidt mindre barnlig og at tage sine meningsmodstandere alvorligt.

Det er klart, at man skal være tålmodig, når man diskuterer menneskerettigheder med det kinesiske kommunistparti. Man bør dog ikke give op, for som bekendt er det dråben, der udhuler stenen.

En lignende tålmodighed imod stråmænd, benægtelse, fornægtelse, fordrejning og infantile argumenter skal man åbenbart belave sig på, når man rejser en principiel kritik af universiteterne. Men igen: Det går ikke at give op. Det er universiteterne, der gør den vestlige verden til det, den er. Derfor kan vi under ingen omstændigheder tillade, at de går i forfald på grund af slappe ledelser, der ikke ønsker at forsvare rationaliteten og den rationalitetsforpligtelse, ikke mindst forskere altid er underlagt.

Pas på – pladsen i Kollerups drivhus er dyr og hæmmende for væksten

Alex Vanopslagh
30. marts 2021

Står det til regeringen, skal fremtidens vækst tilhøre Socialdemokratiet og embedsværkets favoritter. Det er fuldstændig forfejlet.

Står det til regeringen, skal fremtidens vækst tilhøre Socialdemokratiet og embedsværkets favoritter. Det er fuldstændig forfejlet.

Regeringen har i hele coronakrisen været rejsende i den fortælling, at det er politikernes gavmildhed og velvilje, der har reddet dagen. ”Fællesskabet trådte til”, dvs. at regeringen kunne dele ud fra sin bugnende statskasse med folks surt tjente penge. Og Erhvervsminister Simon Kollerups indlæg i Børsen d. 25/03 var ingen undtagelse.

Historien har vist, at det frie initiativ er langt bedre til at skabe fremgang end samfundsingeniørers fikse idéer, men alligevel ser vi konstant det røde behov for at regulere, beskatte og favorisere krybe tilbage.

For første gang længe har vi en regering, der ikke har nogen planer om at give danskerne selv mulighed for at skabe vækst og fremgang. Der skal ikke ske noget, uden at regeringen selv har en finger med i spillet. Som ministeren skriver:

”Nu skal vi bruge det fællesskab til at genstarte samfundsøkonomien og ruste den til fremtidens udfordringer. Derfor har regeringen nedsat syv regionale vækstteams med repræsentanter fra erhvervslivet, fagbevægelsen og kommunerne, der skal sparke gang i væksten i hele Danmark.”

Det betyder, at vejen til vækst skal gå gennem fonde, puljer og bureaukrati – fremtiden skal tilhøre Socialdemokratiet og embedsværkets favoritter.

De smukke vilde planter, som er det frie initiativ, skal omplantes, beskæres og gødes nænsomt i offentlige drivhuse under kyndig overvågning af politikere og bureaukrater med ingen eller ringe erfaring fra det private erhvervsliv.

Jeg vil gerne komme med en advarsel til vores erhvervsliv: Der kan se varmt og trygt ud i Simon Kollerups drivhus, men prisen bliver høj både i penge og frihed.

Men heldigvis er der en anden vej: At vi overlader skabelsen af vækst og velstand til danskerne selv.

Så lad os sænke selskabsskatten, kapitalskatterne, skatten på arbejder, afgifterne – skatter på alt det, der gør Danmark rigere.

Det skal vi nok ikke regne med under det nuværende flertal. Men så må vi jo lave det om. I LA kæmper vi utrætteligt for at overbevise flere danskere om, at erhvervslivets planter har bedre af at gro i det fri end i Simon Kollerups drivhus.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 29. marts 2021)

Ortodokse muslimer og woke virksomheder i fælles kamp mod ytringsfriheden

Henrik Dahl
29. marts 2021

Som politiker har man en forpligtelse til at forsøge at være optimist og holde modet oppe. Ikke blot sit eget, men borgernes i almindelighed.

Alligevel hænder det, at man må spørge sig selv: Kan den orden, vi møjsommeligt – generation efter generation – har skabt, gå til grunde?

Selvfølgelig kan den det, hvis landet angribes af en udenlandsk fjende. Det så vi i Europa under Anden verdenskrig. Og derfor er Danmark medlem af NATO.

Men et mere traurigt spørgsmål må også stilles: Kan den orden, vi har skabt, gå til grunde, fordi indre fjender nedbryder den, og fordi modstandsviljen mangler?

To nylige eksempler fra Storbritannien får mig til at tænke, at et land faktisk godt kan bryde sammen, fordi viljen til at forsvare det mod indre fjender ikke er til stede.

Det ene eksempel er den indtil for ganske få dage siden aldeles ukendte Batley Grammar School i Yorkshire i det nordøstlige England.

Her forsøgte en lærer i et fag, der bedst kan oversættes til ”religionskundskab”, at vise en tegning af Muhammed. Formålet var det helt naturlige og nødvendige at sætte begreber som ytringsfrihed og blasfemi til debat blandt eleverne. Men hurtigt fik muslimske elever alarmeret deres familier og navnlig deres fædre. Og inden man havde set sig om, var skolen midtpunkt for højlydte og truende protester fra en stor gruppe fædre. Den sagesløse lærer måtte – henset til Samuel Patys tragiske skæbne – gå under jorden. Og for at gøre ondt værre, fordømte skolens ledelse i første omgang lærerens handlinger.

Den gode nyhed er, at tusindvis af borgere nu har skrevet under på et krav om, at læreren skal tilbage på arbejde uden reprimander af nogen art. Men hvor sagen ender, er der endnu ingen, der ved.

Nogenlunde samtidig – og det har intet med religion at gøre – meddelte dagligvarekæden Sainsbury’s, at den i mangfoldighedens navn ville begynde at udlevere badges til medarbejderne, hvor de kunne angive de pronomener, de ønskede at blive tiltalt med.

Det rejser igen det gode spørgsmål, Jordan Peterson allerede har stillet: Kan man virkelig tvinge alle mennesker til at bruge sproget på usædvanlige måder, de aldrig ville benytte, hvis de ikke var blevet tvunget?

Spørgsmålet er ikke helt trivielt. For stærke kræfter arbejder på at definere det som en hadforbrydelse, hvis man ikke rent sprogligt føjer LGBT-lobbyen uden diskussion. Det er så infamt, som tænkes kan. I praksis rummer forslaget kimen til et forbud mod kritik af hele den ideologi, Tobias Pultz (TP) for nylig kritiserede i en kronik i Politiken (jeg skal for god ordens skyld sige, at det er TP, der selv benytter udtrykket ideologi).

Inden for en uges tid er der således leveret stærke eksempler på, at ytringsfriheden ikke alene presses af ortodokse muslimer, men også af woke virksomheder, der har allieret sig med ekstremisterne i LGBT-bevægelsen.

Mit gæt er, at et kæmpestort flertal af briter er totalt imod såvel, at muslimerne presser ytringsfriheden som, at den presses af woke ekstremister i alliance med politisk korrekte virksomheder. Eller med andre ord: at fyldestgørende undervisning i et civiliseret land selvfølgelig består i, at man viser og diskuterer tegninger af Muhammed. Samt at der fx. findes et ord for personer, der har menstruation, som vi ikke skal holde op med at bruge: Kvinder.

At vi skal tage hensyn til mindretal, er en selvfølgelighed. Men disse mindretal kan simpelthen ikke forlange, at vi af hensyn til deres følelser tager princippet om ytringsfrihed af bordet.

Hvis ingen gør modstand, så vil der faktisk efter denne uge blive mindre ytringsfrihed i Storbritannien. Voldsmandens veto vil have virket i Batley, og vil virke på andre skoler. LGBT-ideologien vil – fordi den også virker gennem woke virksomheder – gøre det til en forbrydelse at bruge sproget sådan, som det var normalt at bruge det for ti år siden.

Efter min opfattelse er det vigtigt, at den politiske midte forstår sådan og tager flertallet alvorligt. For gør den politiske midte ikke det, vil protesterne mod, at ytringsfriheden presses på denne måde, blive organiseret af ekstremisterne i stedet for.

De fleste vil næppe finde sig i, at friheden indskrænkes år for år. Spørgsmålet er kun, hvordan utilfredsheden til sidst vil komme til udtryk.

(Blogindlæg udigvet på jp.dk d. 27. marts 2021)

Den offentlige sektor vil altid blive dyrere og dyrere – uanset produktiviteten

Henrik Dahl
29. marts 2021

Over tid er den offentlige sektor tæt på at være dømt til at blive dårligere og dårligere. Og hvorfor så det?

Det hænger sammen med det, økonomer kalder Baumols lov. William Baumol var en amerikansk økonom, der i 1960erne påviste, at når lønningerne i samfundet generelt steg som følge af voksende produktivitet, så trak disse lønstigninger op i lønnen inden for de sektorer, hvor produktiviteten ikke steg.

Et eksempel: Man kan ikke spille et værk af Mozart væsentligt hurtigere eller med færre musikere, end partituret foreskriver. Økonomen vil sige, at det nærmest er umuligt at forbedre produktiviteten inden for den klassiske musik. Alligevel ligger orkestermusikeres løn ikke på det niveau, det havde i Mozarts levetid. De får stadig en løn, man kan leve rimeligt for i sin egen samtid.

Der er forholdsvis få orkestermusikere i Danmark. Men prøv at tænke på den offentlige sektor. Her arbejder over 800.000 mennesker. Og de fleste arbejder inden for områder, hvor det er meget vanskeligt at forbedre produktiviteten. Man kan ikke presse børn til at lære at læse meget hurtigere, end man gjorde i gamle dage. Ligesom det er umuligt at yde omsorg for gamle eller pleje til de syge uden et stabilt forbrug af faktoren »tid«.

Alligevel stiger de offentligt ansattes løn år for år automatisk, fordi deres interesseorganisationer har forhandlet sig frem til den såkaldte »reguleringsordning«. Den siger, at de offentlige lønninger i hovedsagen (det gælder ikke 100 procent) skal følge med de private lønninger. Uanset hvordan produktiviteten faktisk udvikler sig i den offentlige sektor.

Det korte af det lange er, at vi i Danmark har indrettet os sådan, at den offentlige sektor altid vil blive dyrere og dyrere rent lønmæssigt. Uanset om lønforhøjelserne afspejler, at den også er blevet bedre og mere effektiv, eller de ikke afspejler nogen af delene.

Kan man så ikke løse det problem ved at sætte skatterne i vejret? Det skulle man tro, men sådan forholder det sig ikke. Der vil altid findes en smertegrænse, hvor mennesker og virksomheder nægter at betale mere skat. Og Danmark har kørt på denne smertegrænse i årtier.

Beskatter man arbejde hårdere, end tilfældet er i dag, vil folk i stort tal holde op med at arbejde (eller arbejde sort, hvis de behersker en metier, der er et sort marked for). Beskatter man virksomhederne hårdere, vil de miste deres konkurrenceevne og gå konkurs (eller flage ud). Derfor må selv den mest beskatningsivrige regering sande, at den heller ikke kan sætte skatterne op, som den har lyst til. Det vil have en pris, og den er meget høj.

Den eneste løsning, som står tilbage, er at levere dårligere kvalitet samtidig med, at man camouflerer den lave kvalitet med øregas og bullshit. Så det gøres i stor stil hver eneste dag.

Eleverne lærer ikke lige så meget, som de lærte i gamle dage. Men heldigvis lærer de »noget andet«, der ikke rigtig kan defineres. Bullshit, selvfølgelig. De gamle får ikke den samme opmærksomhed fra den enkelte hjemmehjælper, som de fik tidligere. Men de får »noget andet«, der også er meget bedre. Bullshit igen.

Reelle produktivitetsforbedringer fører til billigere produkter, der mindst er lige så gode som før. Dækningsløse lønforhøjelser fører nødvendigvis til faldende kvalitet emballeret i bullshit. Det er den jernhårde lov, heller ikke den danske, offentlige sektor slipper for at adlyde. Derfor skal vi også tale om sammenhængen mellem organisationernes visionsløse egoisme og den faldende kvalitet i den offentlige sektor.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 29. marts 2021)

Danmark går mod lysere tider!

Alex Vanopslagh
23. marts 2021

Fra min Facebook statusopdatering:

Det er godt, at Danmark nu har fået en langsigtet genåbningsplan for Danmark. Det har vi blå partier kæmpet for i månedsvis – og nu får vi det endelig.

Nu er Mette Frederiksen bundet til planen – fremfor at danskerne skal være bundet til, hvad Mette lige synes fra uge til uge.

Jeg er særligt glad for, at vi nu har udsigt til at stort hele samfundet kan åbne, når alle over 50 er tilbudt en vaccine. At børnene kommer tilbage i skole, at forretninger og restauranter genåbner og at vi får gang i vores foreningsliv igen.

Det har vi brug for – og yderligere nedlukning kan ikke retfærdiggøres.

Det er logik for perlehøns, at aftalen selvfølgelig havde set anderledes ud, hvis Liberal Alliance havde 90 mandater.

Med indførelsen af coronapasset mener vi, at langt det meste kan åbne. Når nu vi har et coronapas, så lad os da for pokker åbne det meste af samfundet uden nævneværdige undtagelser.

Jeg synes der er en mærkelig overforsigtig hos de røde partier, når de stadig tøver med at åbne samfundet, selvom vi har et coronapas. At man stadig tøver med at tillade meget mere udendørsaktivitet nu og her.

Men jeg må også konstatere, at der er et rødt flertal i folketinget – der er flertal for en anden politik end Liberal Alliances. Og jeg ved, at uden de blå partiers arbejde i går, så havde der været mindre genåbning – og der havde ikke været en udløbsdato på coronapasset.

Vi valgte at rykke tingene i den rigtige retning fremfor at surmule i et hjørne.

Der er dem, der mener, at det er udtryk for tvang, at man ikke bare kan tage på værtshus, til brydning eller koncert, uden at man enten er vaccineret eller testet for corona indtil alle er tilbudt vaccine.

Men kære venner; Det er simpelthen blåøjet naivt at tro, at vi kan åbne hele samfundet i morgen uden nogen som helst former for bekæmpelse af epidemien. Tag bare et kig rundt omkring i Europa, hvor en lang række lande er i gang med at lukke deres samfundet pga. en tredje bølge.

Hvis ikke vi har et coronapas, vil det være risikabelt at åbne hele samfundet på en gang. Så er alternativet til at ”tvungen test” er tvunget delvis nedlukning.

Man kan sagtens blive populær hos vælgerne ved at påstå noget andet, men man gør ikke nogen mere begavet – eller mere frie for den sags skyld.
Det her er en aftale, som giver mere frihed, mere genåbning og mere gang i samfundet for vores hårdt trængte selvstændige.

Selvfølgelig er Liberal Alliance med i en aftale, som samlet gør Danmark til et bedre land at leve i og drive virksomhed i. Også selvom vi ikke får alt, hvad vi peger på.

Danmark går mod lysere tider!

Hvorfor er identitetspolitikere så dårlige til at argumentere?

Henrik Dahl
23. marts 2021

At diskutere med tilhængere af identitetspolitik på universiteterne er svært, fordi de laver så mange beskidte tricks, at samtalen ikke kommer nogen vegne.

Man skulle umiddelbart forestille sig, at akademikere elskede kritik. Når det kommer til stykket, så er et universitet jo en samfundsinstitution, der er skabt til netop at rumme kritikken og den kritiske debat.

Men efter at have deltaget i debatter om identitetspolitik stort set uafbrudt siden jeg for snart et halvt år siden udgav ”Den sociale konstruktion af uvirkeligheden”, tegner sig et andet billede: Forskere hader at blive kritiseret. Så meget, at der stort set ikke er den type af debatmæssige frispark, danske forskere holder sig for gode til begå.

Det mest populære frispark er også det enkleste: Stråmandsargumentationen. Man gør det, at man pådutter sin meningsmodstander et eller andet vanvittigt synspunkt, hun eller han ikke har. Hvorefter man kaster sig over det vanvittige synspunkt, man selv har konstrueret, og gendriver det med fynd og klem.

Sådan argumenterede lektor ved Københavns Universitet Mikkel Willum Johansen for eksempel i sidste uge imod Morten Messerschmidt og mig.

På trods af, at vi meget tydeligt havde sagt, at vi ikke ønskede at blande os i forskningsfriheden (men ønskede bedre ledelse fra dekaner og rektorat), lægger den gode lektor ud med at sige, at vi ønsker at angribe forskningsfriheden. Men det er jo løgn og latin. Det kan man læse i den tekst, lektoren kritiserer. Så hvorfor mon han gør det? Vi kan ikke vide svaret. Det mest nærliggende er at forestille sig, at han tror, at han har løftet sin bevisbyrde i argumentationen. Hvad han selvfølgelig ingenlunde har.

En stråmandsargumentation er også, hvad de to universitetsrektorer Anders Bjarklev og Per Michael Johansen benytter sig af, når de prøver at gendrive kritikken. ”Kritik og evnen til at stille de rigtige spørgsmål ved rodfæstede antagelser og normer er kerneelementer i god forskning. Der skal kunne stilles spørgsmål til alt. Det er faktisk helt grundlæggende for tænkningen på universiteterne”. Det lægger de til grund for deres svar – selvom der absolut ikke er nogen, der er uenige med dem. Og på den måde lykkes de i egen indbildning med at nedkæmpe et standpunkt, der ikke er nogen mennesker, der indtager i denne debat.

Men den mest morsomme, akademiske unode er noget, der hedder ”taktisk nihilisme”. Den går ud på – i ond tro – at stille så mange spørgsmål og underspørgsmål til det emne, der er under debat, at emnet til sidst smuldrer. Med mindre, man siger fra og afslører manøvren.

Hvad mener du egentlig med identitetspolitik? Adskiller det sig overhovedet fra andre former for politik? Og er det ikke også identitetspolitik, når man kritiserer identitetspolitikken? Og er de eksempler, du nævner, ikke lige lovlig hårdt trukket op? Og fandt det overhovedet sted sådan, som det blev beskrevet i medierne? Og har du i grunden de kvalifikationer, der skal til, for at stille disse spørgsmål? Og citerer du ikke de forskere, du kritiserer, på en måde, der er forkert/uretfærdig/ikke godkendt af mig? Og bekræfter du ikke teorien om, at hvide mænd ønsker at forsvare deres privilegier, når du selv – som hvid mand – stiller dig op og kritiserer?

Hvis man oven i købet kan krydre dette med fundet af mikroskopiske unøjagtigheder (som uden videre kan korrigeres uden, at det på nogen måde ændrer de overordnede konklusioner), er man næsten i hus som ødelægger af ethvert tilløb til kritisk debat.

De største ødelæggelser mod identitetspolitikken er dog de ødelæggelser, den retter mod sig selv. For sagen er, at den som oftest er så fuld af selvmodsigelser, at den er svær at tage alvorligt.

Hvis kønnet er en social konstruktion, hvorfor er det så meget vigtigt, at der sidder biologiske kvinder i de store virksomheders bestyrelser?

Hvis naturvidenskaben blot er en måde, hvorpå hvide mennesker underlægger sig brune mennesker, og der ikke er noget, der hedder ”sandhed” i gammeldags forstand bygget ind i den, hvorfor er det så vigtigt, at vi snakker om klimaet? Vores viden om det stammer jo stort set udelukkende fra den type af videnskab, der netop er blevet afvist med fynd og klem som kilde til sandheden.

Hvordan kan det være, at identitetspolitikkerne aldrig taler om klasse? For det kan vel ikke være helt ligegyldigt, om kvinder fra overklassen træder på mænd fra underklassen? Eller om medlemmer af den sorte overklasse træder på medlemmer af den hvide underklasse? Eller det kan det måske alligevel på en eller anden bagvendt måde.

At diskutere med tilhængere af (eller apologeter for) identitetspolitik på universiteterne er svært, fordi de laver så mange beskidte tricks, at samtalen ikke kommer nogen vegne. Derfor er det et held, at de rutinemæssigt modsiger sig selv så ofte, at alle burde kunne indse tomheden af deres påstande.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 22. marts 2021)

Regeringens kamp for at styrke de offentlige monopoler vil ikke gøre den offentlige sektor bedre

Henrik Dahl
15. marts 2021

Systemkritikken er forsvundet på venstrefløjen og erstattet af lavtflyvende krav om flere ressourcer. Men der er en endnu større sygdom i den offentlige sektor.

At vinderen tager det hele, er sandsynligvis et bærende princip i kærligheden. Det mente ABBA i hvert fald. Men det er hundrede procent sikkert, at det er et bærende princip, når det kommer til den offentlige opmærksomhed. Den ting, der står øverst på den offentlige dagsorden, taler alle om. Den ting, der kommer ind som nummer to, taler ingen om.

Men her skal forsøget gøres med et opsamlingsheat. Det er som bekendt en foranstaltning, hvor man giver de absolut stærkeste toere en chance for at vinde den sidste plads i finalen.

En af de bedste toere i den offentlige debat i løbet af en covid-præget februar måned var debatten om den offentlige sektor. Og her skiller navnlig to bidrag sig ud. Det ene var et langt interview i Politiken med Thomas Gyldal Petersen (S), der er borgmester i Herlev. Det andet var et interview i Altinget med den legendariske Holger K. Nielsen (SF), der ikke behøver nærmere præsentation.

Ifølge Herlevborgmesteren er den offentlige sektor på vej mod et kollaps. Det skyldes navnlig to ting. Den første er, at borgernes forventninger vokser hurtigere, end det nogensinde vil være muligt at honorere. Den anden er, at politikerne på Christiansborg tænker for meget i rettigheder og for lidt i faglighed. Hvad hjælper det med flere pædagoger i daginstitutionerne, hvis de arbejder på en uhensigtsmæssig måde? Det spørgsmål er det ikke onde mig – fra et borgerligt parti – der stiller, men den velfærdsvenlige borgmester fra Herlev. Men selvfølgelig har han ret. På hvilken måde har den arme Else gavn af en ekstra umulius, der står og glor på hendes lidelser? Selvom et parti som for eksempel SF i så fald ville kunne sige med triumf i stemmen, at normeringerne var forbedret.

Og her kommer så den anden stemme fra rød blok ind: Holger K. Nielsen. Det, han siger til Altinget, er i virkeligheden ganske opsigtsvækkende: At systemkritikken er forsvundet på venstrefløjen og erstattet af lavtflyvende krav om flere ressourcer. Ikke mere visionære, end vi kender dem fra interesseorganisationerne. Og det er ganske lidt.

Jeg er ikke i tvivl om, at de to røde politikere har ret. Selvom jeg tvivler på, at de vover at pege på de rette løsninger. På Christiansborgs gange er det velkendt, at SF har udviklet sig til en postkasse, som de offentligt ansattes interesseorganisationer kan indsende deres krav til. Så skal partiet nok sørge for, at de bliver oplæst fra Folketingets talerstol og behandlet efter alle kunstens regler.

Den fokus på at være talerør for interesseorganisationerne har nedbragt mængden af systemkritiske forslag fra SF til et minimum. Visionerne rækker i vore dage ikke længere end til et forslag om, at alle skal slappe endnu mere af i det danske uddannelsessystem, end de gør i forvejen.

Derfor er der for så vidt en større visionær kraft at finde hos Thomas Gyldal Petersen. Han har nemlig ret i, at bestandige krav om flere ressourcer ikke gør noget godt, men tværtimod noget skidt for den faglige udvikling. Det har en tendens til at udsætte det tidspunkt, hvor man er nødt til at forbedre sig. Fordi rigelige ressourcer på forunderlig vis har det med at udløse en betydelig dovenskab. Både fysisk og åndeligt.

Men det, der først og fremmest ødelægger den offentlige sektor, er, at den har monopol. Ikke fordi den er offentlig, men fordi monopoldannelse uvægerligt fører til høj pris og lav kvalitet. Derfor vil regeringens kamp for at styrke de offentlige monopoler ikke gøre den offentlige sektor bedre. Den vil med sikkerhed gøre den langt dårligere.