Læs min folkemødetale – Det drømmer jeg om

Alex Vanopslagh
21. juni 2021

Du kan se talen her eller læse min tale i nedenstående.

___

Mine rådgivere har fortalt mig, at jeg skal blive mere personlig. Folk gider ikke høre så meget om politik og regneark og al den slags.

Derfor vil jeg fortælle jer en personlig historie. Jeg vil fortælle jer om en drøm, jeg havde her den anden nat. Jeg skal på forhånd advare mod, at det er kradsbørstige sager – særligt hvis man er socialdemokrat eller det, der er værre.

Men vi er i år 2044.

Jeg er statsminister.
Jo jo. Det bliver værre endnu.
Jeg er faktisk lige blevet genvalgt som statsminister.

Efter 15 år under Mette Frederiksen tog det borgerlige Danmark sig endelig sammen og vandt flertal. Det første, vi gjorde med magten, var at fjerne de sidste coronarestriktioner, selvom både Mette Frederiksen og Allan Randrup mente, at 3. bølge altså var lige på trapperne.

Og det går godt. Det går godt for Danmark. Og det går også godt for min regering.
Vi har fået vendt tingene på hovedet. I stedet for konstant at lave nye love, nye regler, mere bureaukrati, mere politik – så gør vi det omvendte. Vi fjerner love, fjerner regler, fjerner bureaukrati og lader politik fylde meget mindre.

Og de har ikke meget at lave, for politik fylder utrolig lidt. Staten fylder utrolig lidt i Danmark i 2044.

Ja, faktisk i en sådan en grad, at vi kun er 7 ministre i min regering. På den måde har jeg fortsat traditionen med at være leder af en meget lille gruppe.

Det er nu et deltidsjob at være politiker. På den måde har Ole Birk Olesen ikke bare tid til at være finansminister, han har også tid til at være overborgmester i København – og også tid til at gå tur med sin hund – uden snor – den liberale frihedskamp fordufter ikke!

Men lidt har min regering da fået fra hånden.

Året før, i 2043, satte skattetrykket rekord. Altså, bundrekord. Og det gjorde det også året før. Da vi kom til magten, gjorde vi de første 7.000 kroner skattefrie, vi afskaffede topskatten, halverede selskabsskatten og sænkede skatterne på investeringer. Og SÅ gik vi for alvor i gang – med at sænke skatten.

Danmark modtager derfor også mange flygtninge. Eksempelvis er Lars Seier flygtet fra de høje skatter i Schweiz hjem til Danmark. Og han fortsætter traditionen med at holde hånden under små udrydningstruede partier, så derfor støtter han nu Socialdemokratiet.

Ja, førhen prøvede de blå partier være lige så socialdemokratiske som Socialdemokratiet. Nu prøver Socialdemokratiet at være lige så liberale som Liberal Alliance.

Det uhørt gode erhvervsklima betyder, at mange flere unge starter virksomheder. Og de bliver rent faktisk i Danmark, fordi de ikke bliver behandlet som grådige gøgeunger.

De kan tilmed rejse penge i Danmark og behøver ikke flygte til Sverige og Storbritannien, når de er blevet store.

Nu kommer der hvert år forudsigelige historier om nye danske væksteventyr, som trækker både investeringer og dygtige mennesker til fra hele verden. Ja, de historier kommer lige så tit som Lars Løkkes meldinger om, at NU kommer han snart med et nyt parti. Måske.

***

Men nå, Danmark har bundrekord i skattetryk. Og ved I hvad? Velfærden har aldrig haft det bedre.

For nu har vi sat velfærden fri fra systemet og givet borgerne magten – med masser af valgfrihed og ikke mindst konkurrence om at levere den bedste velfærd til borgerne.

Og hvis nogle borgere er utilfredse med deres service, vælger de en anden. Det er nemlig deres ret. Hvor velfærden før var præget af systemets ret til at gøre, som det ville, og dårlig service blev belønnet med flere af borgernes penge, er det nu borgeren, der har ret til at vælge – både vælge til og vælge fra.

Vi har ladet tusind blomster blomstre – vi har massevis af pædagoger, hjemmehjælpere og lærere, som vil være selvstændige og starte fri-børnehaver, friskoler og friplejehjem.

Og hvad med bøvl og bureaukrati, skemaer og papirarbejde? Det har vi for længst afskaffet. I stedet har vi tillid til medarbejdernes faglighed og borgernes frie valg.

Det har ført til glade medarbejdere og noget helt vildt – nemlig tilfredse borgere. Det virkede helt underligt i starten, men med tiden er det blevet naturligt.

Det var selvfølgelig en lidt hård omgang for de tusindvis af akademikere, journalister og kommunikationsfolk vi måtte afskedige fra det offentlige – men de fandt hurtigt arbejde i det private.

Årtiers ond cyklus af højere udgifter, mere bureaukrati og frustrationer over kvaliteten i velfærden hos borgerne er brudt.

Et godt eksempel er plejehjemmene i 2044. De er sat fri og kan tilpasse deres service til andet end kommunale samlebåndsløsninger. Der er eksempelvis plejehjem til musikere, plejehjem til homoseksuelle, ja selv et plejehjem tilpasset gamle socialisters behov, hvor de holder videoaften med Mette Frederiksens pressemøder fra 2020’erne og drømmer om dengang, man kunne regere uden hverken at respektere Folketinget eller Grundloven. Jo jo, der er plejehjem til alles behov.

Der er dog ingen plejehjem, hvor man bliver hængt op i en kran for at komme på toilettet.

Helt generelt er stilstand og frustration erstattet af fremgang og glæde, fordi vi turde reformere Danmark. Vi turde se fremad og satse på fremtidens samfund.

Men nogle gange behøvede vi bare at tage ved lære af fortiden. I 2037 fejrede vi hundredeårsjubilæet for folkeskolens formålsparagraf fra 1937 ved at genindføre den. Den lyder – ”Folkeskolens Formaal er at fremme og udvikle Børnenes Anlæg og Evner, at styrke deres Karakter og give dem nyttige Kundskaber.”

Pist væk er fokus på abstrakte og akademiske mål om at tilegne sig kompetencer, ansvar for egen læring, projektmageri og alverdens gak og gøgl. I stedet handler det nu igen om at hjælpe børn på vej til at blive myndige og dannede borgere med konkrete kundskaber.

Jo jo, og så har Henrik Dahl, der siden er blevet universitetsrektor, afsløret den nye buste af sig selv på Gammel Torv. Den bliver hvert år smidt i vandet, så vi minder hinanden om de sorte år, hvor woke identitetspolitik hjemsøgte landet.

Den slags er der ikke meget af i dag. I stedet lærer vi de unge om det Danmark, de har fået i arv. Både det gode – Grundtvig og Kim Larsen – og det dårlige – Medina og Mette Frederiksen.

Men de gider nu alligevel ikke høre meget på os gamle mennesker, når vi taler om gamle dage.

”Da JEG var ung, betalte man næsten 50 % i skat! Haha”

”Da JEG var ung, blev demente damer mishandlet på plejehjem! Og vi troede det kunne løses med flere penge! Tænk sig engang!”

”Da jeg var ung, da kom der flere og flere regler, love og mere bureaukrati hvert år!”

”Da JEG var ung, gik næsten alle på gymnasiet!”

Især det sidste virker helt tosset. For det er ikke længere sådan, at man automatisk bliver andenrangsborger, hvis man vælger at tage en erhvervsuddannelse i stedet for at gå på gymnasiet og universitetet.

Lavere skatter, bedre uddannelser, mere frihed i velfærden og meget mindre politik.
Jeg ved godt, det lyder som lidt af et mareridt for nogle af jer.

Men bare rolig. Det hele var bare en drøm. Jeg vågnede badet i sved i gamle 2021 med socialdemokratisk beton, tårnhøje skatter, en overvægtig offentlig sektor og tvungen elevfordeling i gymnasierne.

Ja, det var bare en drøm. Men det er det Danmark, vi drømmer om i Liberal Alliance.
Og det er det vi drømmer i dag, som kan blive til virkelighed engang. Hvis vi altså åbner øjnene, og arbejder for det.

Forskere forsøger at lukke munden på deres kritikere ved at spille ofre

Henrik Dahl
9. juni 2021

Drop offerkortet, forskerne må forvente endog meget skarp kritik, når de er så aktivistiske og uvidenskabelige i deres tilgang.

Et stort flertal i Folketinget har præciseret, at Folketinget ikke bestemmer over forskningen. Og så har det samme flertal indskærpet over for universiteternes ledelser, at de har en pligt til at sørge for, at den akademiske selvregulering fungerer efter hensigten.

Jeg har svært ved at forestille mig noget mere fredsommeligt. For i princippet burde alle vel være enige i, at det er sådan, tingene bør være indrettet?

Men uden at overdrive, kan man sige, at den akademiske verden er gået aldeles bersærk. Det siges, at forskningsfriheden er både truet og presset. Der klages over, at navnene på kontroversielle forskere omtales offentligt. Og sidst, men ikke mindst, så er påstanden, at der slet ikke findes nogen anledning til at indskærpe disse ting over for universiteterne.

Lad os tage det sidste først. Der er massevis af årsager til at mene, at aktivisme og pseudovidenskab er et problem på danske universiteter. Allerede i 2005 offentliggjorde den nu afdøde professor i sociologi Henning Bech bogen »Kvinder og Mænd«. Heri siger han kort fortalt, at kønsforskningen er tendentiøs forstået på den måde, at det ikke er bedre at være mand, end det er at være kvinde. Og at den gennemgående tendens i kønsforskningen til at gøre mænd skyldige i alverdens onder derfor er urimelig.

I 2012 offentliggjorde Henning Bech sammen med Ümit Mehmet Necef bogen »Er danskerne racister?«. Heri dokumenteres, at den såkaldte racismeforskning har en uheldig tilbøjelighed til at strø om sig med definitionen »racist« og til at udskamme Gud og hvermand for at være racister.

Som et sidste eksempel på kritik i bogform fra akademikere med uangribelige meritter kan nævnes bogen »Æresrelateret social kontrol« af Yvonne Mørck, Sofie Danneskiold-Samsøe og Bo Wagner Sørensen fra 2019. Heri beskrives, hvordan berøringsangsten over for problemets kerne – at islamisk kultur er præget af en voldsom social kontrol over kvinder – er massiv. Man kan ironisk sige, at det forskersamfund, der skulle forestille at interessere sig for social kontrol, selv er præget af denne.

Problemer tryllet væk
At problemet er reelt, fik alverden en glimrende illustration af, da rapporten Magt og (M)ulighed udkom i 2020. Her lykkedes det nærmest at trylle problemerne væk. Selvom der fra socialarbejdere og fra de berørte selv er massive vidnesbyrd om, at der eksisterer et enormt problem.

Hvis tre veldokumenterede bøger og en sag, der vakte massiv opmærksomhed i offentligheden, ikke er nok, kan man læse vidnesbyrd fra velmeriterede forskere, der kender universitetsverdenen indefra.

Jeg kan i flæng nævne en nylig kronik i Berlingske af Hans Bonde, der blandt andet påviser, hvordan kønsforskningen i Danmark tilsyneladende nægter at korrigere myten om, at kvinder har en større sandsynlighed for at vinde en orkesterprøve, hvis de spiller bag et forhæng. Det forholder sig stik modsat: De har større mulighed for at vinde, hvis dommerkomiteen kan se dem.

Jeg kan nævne en kronik af samme Hans Bonde og Torsten Skov i Information, som påpeger den udbredte unode i kønsforskningen, at man forudsætter det, man vil bevise, og undlader at teste konkurrerende hypoteser.

Og jeg kan nævne en anden kronik i Berlingske, hvor Marianne Stidsen dokumenterer, at professor Mikkel Bolt ved Københavns Universitets Institut for Kunst- og Kulturvidenskab er en yderliggående venstreorienteret aktivist – også i sin forskergerning.

Men sagen er: En stort set samlet universitetsverden og et helt samlet rektorkollegium har valgt at sætte kikkerten for det blinde øje, når det gælder disse vidnesbyrd og mange andre. Man nægter simpelthen at tage sådanne vidnesbyrd alvorligt og undersøge dem nærmere. Og efter kategorisk at have nægtet at tage den veldokumenterede kritik alvorligt, siger man så, at der ikke forefindes dokumentation for noget stort problem. Det er simpelthen så uartigt, som tænkes kan.

Stram op
Når universitetsledelserne bevidst gør sig selv både blinde og døve i forhold til kritikken, må andre tage over. Og det har Folketinget så gjort. Vel at bemærke: ikke ved at blande sig i universiteternes indre liv. Men ved at sige, at rektorerne må stramme lidt op. Og dermed diskret antyde, at de måske burde tage den eksisterende kritik lidt mere alvorligt, end de hidtil har gjort.

Men det bryder rektorerne sig ikke om. Hvis man så meget som antyder, at der er dele af deres jobbeskrivelse, de med fordel kunne afsætte mere tid til at udfylde, er forskningsfriheden truet. Ja, De læste rigtigt: Det er intet mindre end en trussel mod forskningsfriheden, at Folketinget høfligt anmoder rektorerne om at se lidt nærmere på de kritikker for aktivisme og pseudovidenskab, de i årevis har forsømt at reagere fyldestgørende på.

Hvis meldingen om, at sådanne høflige anmodninger – i sidste instans på vegne af de skatteborgere, der betaler gildet – er angreb på forskningsfriheden, er der opstået en absurd situation.

Så siger universitetsrektorerne i virkeligheden, at de er fuldstændig fritaget for kritik og dermed i lighed med paven, når han taler ex cathedra, ufejlbarlige. Dette er en absurd antagelse, som ikke er værdig til at blive taget alvorligt i så meget som et halvt sekund. Selvfølgelig har et organ som Folketinget enhver tænkelig ret til – ovenikøbet venligt og i runde formuleringer – at sige, at det har visse forventninger til universiteternes rektorer.

Men dele af staben af forskere går endnu længere end rektorerne. De har skrevet ikke mindre end to åbne breve. Det ene stilet til Folketinget og det andet stilet til forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Især det sidstnævnte er interessant. For det første, fordi blandt underskriverne finder man nogle af de vildeste aktivister ved de danske universiteter. I en helt grotesk (og fagfællebedømt) artikel i tidsskriftet Social & Cultural Geography hævder de to medunderskrivere Michale Nebeling og Mons Bissenbakker således, at når det vakte offentligt mishag, at så mange mennesker udstillede deres sorg over terroristen Omar el-Husseins død, skyldes det racisme.

Klynk
Situationen er altså: To forskere ved danske universiteter udskammer i praksis alle danskere for at være racister. Og klynker så bagefter i offentligheden over, at der er nogle af de udskammede, der svarer igen med hårde ord. Det er mere grinagtigt end noget, jeg har oplevet, siden Monty Python for mange år siden indstillede deres aktiviteter.

Eller vent: Er det mere grinagtigt end noget, der er sket inden Monty Python? Eller er det endnu mere grinagtigt, at forskerne har opfundet en teori om, at hvis man er blevet truet, må al kritik forstumme. For det har de. Det kan man læse sort på hvidt i opråbet fra 262 forskere i Politiken.

Hvis det virkelig er rigtigt, at truede personer må man ikke kritisere offentligt, så må princippet jo gælde for alle. Det ved de fleste. Og blandt rigtige forskere er det alle, der ved, at ens første pligt er at være konsistent.

Derfor betyder den nyopfundne regel om, at truede personer må ikke kritiseres, at såvel Pia Kjærsgaard som Inger Støjberg og Pernille Vermund fra og med mandag 7. juni er fritaget for enhver form for offentlig kritik. For de er alle tre blevet truet i en grad, at det har været nødvendigt at udkommandere vagter fra politiet.

Ved nærmere eftertanke, er det faktisk endnu mere grinagtigt, end at nogle af de mest udskammende aktivister i den danske forskningsverden ikke kan forstå, at de støder på modstand og hård kritik.

Dette er en vigtig debat om en af de mest afgørende institutioner i Danmark og de vestlige samfund. Jeg ser frem til fortsættelsen.

(Kronik udgivet i Berlingske d. 8. juni. 2021)

Færre restriktioner nu.

Ole Birk Olesen
8. juni 2021

I morgen skal jeg til forhandling om mere åbning af det danske samfund. Mit udgangspunkt er, at alle risikogrupper og alle over 50 år har fået tilbudt vacciner, og at vi derfor kan ophæve alle restriktioner.

Nu.

Jeg er dog 100 pct. sikker på, at Folketingets røde flertal ikke vil være med til det, så lad os så i det mindste gennemføre disse tre punkter:

1. Påbud om mundbind ophæves alle steder. Det har hele vejen igennem været tvivlsomt, om mundbindet har nogen nævneværdig positiv effekt, men nu hvor halvdelen af befolkningen er vaccineret, er det da helt skørt at påtvinge folk et mundbind, når de bevæger sig blandt andre, som for størstedelens vedkommende også er vaccinerede.

2. Corona-pas skal kun kræves i nattelivet, dvs. på steder som har åbent efter midnat, og ved massebegivenheder med over 1.000 deltagere. Alle andre steder afskaffes krav om Corona-pas på linje med alle andre restriktioner: Ingen afstandskrav, ingen lukketider, ingen antalsbegrænsning osv.

3. Nattelivet får igen lov til at åbne fuldstændig, og massebegivenheder må også arrangeres fuldt ud igen, begge mod forevisning af Corona-pas. Dvs. at Parken til lørdagens kamp mellem Danmark og Finland f.eks. må fyldes op med de 38.000 tilskuere, som der er plads til.

Ikke mere livrem og seler, fordi Seruminstituttet igen og igen leverer overdrevne forudsigelser om eksploderende smittespredning, som aldrig bliver virkelighed. Slut.

Læs min grundlovstale her

Alex Vanopslagh
7. juni 2021

I lørdags holdt jeg min grundlovstale i smukke Skanderborg. Der var både godt vejr og godt liberalt selskab.

Desværre kan I ikke se den i sin helhed, fordi TV2 News vogter nidkært over deres ophavsret, så I stedet kan I her læse lidt om det, jeg talte om.

Jeg talte bl.a. om, hvad grundlovsdag egentlig er en hyldest til – mange tror, at vi hylder demokratiet på grundlovsdag. Men vi hylder snarere grænserne for demokratiet, grænserne for folkets vilje – og selvfølgelig grænserne for magtfuldkomne politikere og despoter.

Det banebrydende for de idéer, som Grundloven bygger på, er at fokusere på dét, som statsmagten og politikerne ikke må. Men dermed også hvad et demokratisk flertal ikke må tvinge et demokratisk mindretal til. Uanset hvor mange, den får til at bakke op.

Du må ikke fjerne folks ytringsfrihed. Du må ikke knægte den private ejendomsret. Du må ikke forhindre folk i at forsamle sig frit i politiske forsamlinger. Du må ikke bare blæse på lov, orden og retsstat.

Men som I også ved, har vi set rigeligt af den slags det seneste år. Ikke mindst i Mette Frederiksens overgreb på grundloven ved at smadre dansk minkavl uden lovhjemmel. Det fik selvfølgelig et par ord med på vejen. Jeg glæder mig til at se, hvad granskningskommissionen kommer frem til – for minksagen bliver ikke glemt.

På grundlovsdag var det også passende med en hyldest til Grundtvig, dansk liberalismes åndelige fader.

Ikke mindst følgende citat fra ham er lige så vigtig i dag, som da han skrev det: ”At være en del af samfundet – en del af et folk og et fædreland – indebærer at den enkelte påtager sig et ansvar for det fælles bedste. Det kræver frihed for den enkelte til at påtage sig det ansvar.”

Og netop fordi, vores folkestyre kræver et folk, der påtager sig ansvar, er skolepolitik hjerteblod for mig. Og jeg er glad for, at erkendelserne af, at der er noget helt galt i vores uddannelsessystem, nu også har indfundet sig bredere end blot i Liberal Alliance.

Jeg håber vi kan samarbejde om at skabe en mere velfungerende folkeskole, hvis vores unge skal have de nødvendige færdigheder og den nødvendige dannelse, ikke bare til at blive myndige og frie borgere der kan tage vare på sig selv men også hvis vi ønsker et stærkt fællesskab, hvor folk kender deres kultur, historie og værdier.

Et andet sted, hvor idealet om den myndige borger er udskiftet med magtesløshed og afhængighed, er i vores kontanthjælpssystem. Og særligt blandt de desværre tusindvis af mennesker, der er parkeret mere eller mindre permanent på offentlige ydelser.

De røde støttepartier pisker en hysterisk stemning op om, at fattigdom, i særdeleshed børnefattigdom, skulle være et kæmpe problem i Danmark. Og at løsningen selvfølgelig er højere offentlige ydelser.
Men det er forfejlet. Vi har ikke økonomisk fattigdom i Danmark.

Men mange mennesker er permanent fanget på offentlige ydelser i en tilstand af det, jeg kalder åndelig fattigdom. Afhængige, umyndiggjorte og uden de redskaber, der skal til for at blive en del af det arbejdende fællesskab.
Venstrefløjen har stirret sig blind på pengene alene. De er fuldstændig blinde for, at man simpelthen ikke hjælper mennesker, der har mistet troen på sig selv, ved at give dem flere penge.

Jeg tror hellere vi skal bevæge os i en anden retning. Hvor vi nytænker hele beskæftigelsesindsatsen i retningen af lavere ydelser, bevares, men til gengæld større involvering af civilsamfundet, flere gulerødder og mere opmuntring.
I det hele taget skal vi blive bedre til at opmuntre hinanden til at tage ansvar – til at gøre det rigtige – til at værdsætte de værdier, der bærer det hele.

For grundlovsdag er i sandhed en hyldest til de værdier, der oppebærer det hele! Det skal vi huske.

Det gælder os i Liberal Alliance. Og det gælder vores blå kampfæller. Lad os ranke ryggen, droppe forsøget på at være bedre socialdemokrater end Socialdemokratiet, og kæmpe for, at Danmark for alvor bliver mere borgerligt igen.

Jeg ved, vi kan gøre det.

Universitetsrektorerne forstår ikke problemet

Henrik Dahl
7. juni 2021

Det kunne være en hjælp til de forskere, der er i fare for at blive presset ud i kampen om faste stillinger, hvis universiteternes ledelser tog ansvaret for at beskytte mindretalssynspunkterne ved de danske universiteter alvorligt.

Disse linjer skrives den 6. juni. Det vil sige søndagen, der markerer udgangen på uge 22.

Den 22. uge i det herrens år 2021 kan og vil blive husket på mange måder, når historien engang skal skrives. Men blandt dem, der har sat for sig at beskrive livet ved de danske universiteter, vil en omtale af vedtagelse 137 næppe være til at komme uden om.

Vedtagelsen blev udløst af en forespørgselsdebat i Folketinget, der blev afholdt ugen før. Den omhandlede overdreven aktivisme, og endte i en konklusion – det er, hvad begrebet ”vedtagelse” dækker over – der blandt andet lyder: ”Folketinget har den forventning, at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik.”

Det er jo – skulle man tro – en meget fredsommelig konklusion. Folketinget vil ikke blande sig i det indre liv på universiteterne, men præciserer, at den videnskabelige selvregulering er det bærende princip.

Så fastslår Folketinget, at opgaven med at sikre, at der ikke går noget galt i forhold til selvreguleringen, ligger hos universiteternes ledelser. Og for at undgå misforståelse, så beskriver Folketinget også, hvad ledelserne skal være opmærksomme på. De skal undgå faglig ensretning. De skal undgå, at politik og videnskab sammenblandes. Og de skal sikre sig, at forskere svarer på rimelig kritik af deres arbejde. Hvem kan dog have noget imod det?

Det kan blandt andet universiteternes rektorer. På Twitter skrev formanden for universiteternes rektorkollegium Anders Bjarklev for eksempel: ”Som formand for rektorkollegiet i @Danskeuni kan jeg kun tolke det her som et angreb på forskningsfriheden.”. Og til netstedet videnskab.dk uddybede han: ”Problemet er, at vi sidder i en situation, hvor vi ikke rigtig ved, hvad vi bliver anklaget for”.

Men en gruppe af forskere gik endnu mere amok. De skrev et åbent brev, hvori der blandt andet stod: ”Folketingets position kan blive brugt til at legitimere yderligere angreb og begrænsninger på den akademiske frihed. Det kan resultere i, at flere forskere – særligt dem i udskældte positioner – trækker sig fra den offentlige debat, hvilket leder til selvcensur.” Det åbne brev havde ifølge netstedet videnskab.dk fredag den 4. juni samlet over 1500 underskrifter.

Det mærkelige ved det åbne brev, er, at anklagerne er fuldkommen spekulative. Kan underskriverne fremlægge belæg eller dokumentation for, at Folketinget rent faktisk planlægger angreb og begrænsninger på den akademiske frihed? For V137 kan umuligt tolkes som hverken angreb eller begrænsninger på den sande forskning. Kun som en kritik af pseudovidenskab og politisk aktivisme – som alle vel er enige om, ikke hører hjemme på et universitet. Så der må være noget belæg af en eller anden slags et sted? Det kunne det være rart at få præsenteret.

Den næste anklage i det åbne brev, som heller ikke dokumenteres, er anklagen om, at lige præcis V137 vil få rigtige forskere – altså dem, der ikke benytter sig af pseudovidenskab eller er politiske aktivister – til at udøve selvcensur. Er der nogen som helst dokumentation for, at dette vil ske? Eller er det bare spekulation og konspirationsteori, som der ikke er noget reelt grundlag for tro?

Jeg er godt klar over, at affattelse af åbne breve ikke er det samme som forskning. Alligevel forekommer det mig besynderligt, at dokumentationen for, at der i det hele taget forekommer et problem, er så tynd i en henvendelse, der er skrevet og underskrevet af videnskabsmænd og –kvinder.

Men lad os gå videre og se på Anders Bjarklevs besynderlige påstand om, at han ikke ved, hvad universiteterne kritiseres for.

At rektoren ikke ved, hvad universiteterne kritiseres for, skyldes, at han ikke vil vide det. Ikke ønsker at vide det. Holder fingrene i ørerne og siger la-la-la, når kritikerne tager ordet. For det er ikke sådan, at der mangler tekster, som påpeger eksistensen af et problem.

Den nu afdøde professor i sociologi Henning Bech udgav allerede i 2005 en bog, der hedder Kvinder og Mænd. Den er en akademisk kritik af manglende redelighed i den danske kønsforskning.

I 2012 udgav samme Bech sammen med Ümit Mehmet Necef bogen Er danskerne racister? Den er også en akademisk kritik. Men denne gang af uredeligheden blandt danske racismeforskere.

Og i 2019 udgav de tre forskere Yvonne Mørck, Bo Wagner Sørensen og Sofie Danneskiold-Samsøe bogen ”Æresrelateret social kontrol”. Her beskrives, hvordan forskersamfundet på deres specialeområde (som er socialt arbejde i forhold til den sociale kontrol i indvandrermiljøer) selv er grebet af en social kontrol, der udelukker visse perspektiver på deres forskningsgenstand.

Men sagen er, at forskere i meget vidt omfang ikke vil forholde sig til kritikken. De nægter simpelthen at gå ind på den kritik, der er fremlagt. Det sker ved anvendelsen af alle mulige sange fra de varme lande og al mulig snak for den syge moster, der ikke tjener noget som helst legitimt formål. Men blot forhindrer en realitetsbehandling på universiteterne af kritikken.

Kun hvis man møder enhver kritik med lamme undskyldninger og skøre påstande om imaginære problemer, der sjovt nok bevirker, at man ikke behøver lytte til kritik, giver det mening at hævde, at universiteterne ikke ved, hvad de anklages for.

Hvis de nævnte bøger ikke rækker, findes der desuden kvalificeret påpegning af problemerne i denne kronik af Hans Bonde; i denne kronik af førnævnte Bonde samt Torsten Skov, og i denne kronik af Marianne Stidsen.

Det er et selvstændigt problem, at enhver kritik af universiteterne mødes af en spærreild af lamme undskyldninger for, at kritikken ikke kan realitetsbehandles. Så det første, universitetsrektorerne kunne gøre, var at droppe udflugterne om, at de ikke kender til kritik, og foretage en realitetsbehandling af den kritik, der allerede er fremlagt. For der er noget at komme efter. Som den tidligere rektor for Danmarks Biblioteksskole og nuværende professor ved DPU Lars Qvortrup beskriver her (man skal begynde at læse efter den rituelle nedrakning af borgerlige politikere og debattører).

En vinkel på forespørgselsdebatten, der ikke har været betonet særlig kraftigt hidtil, er, at flertallets vedtagelse kan ses som en beskyttelse af mindretal og af dissidenter.

Efter spørgsmålet om aktivisme og pseudovidenskab dukkede op i den offentlige debat i marts, er jeg blevet kontaktet af tilstrækkeligt mange forskere til, at jeg med sikkerhed kan sige, at vi har et problem.

Problemet består i, at forskere, der er uenige med ortodoksien inden for de områder, der i særlig grad er inficeret med aktivisme og pseudovidenskab, føler sig i en udsat position. De føler, at hvis de ikke holder mund og gør gode miner til slet spil, så er der en fare for, at de vil blive sorteret fra i kampen om en fast stilling (den første ikke-tidsbegrænsede stilling for en forsker, er stillingen som lektor).

Det har tilstrækkelig mange forskere – under meget alvorligt mente ønsker om fortrolighed – fortalt mig. Det bør undersøges med stor alvor af universitetsledelserne. Og der bør tages effektive forholdsregler imod, at forskere, der lever op til kvalitetsstandarderne, men har et andet syn på tingene end ortodoksien, ikke systematisk presses ud af stillingsstrukturen ved universiteterne.

Jeg skal ikke blande mig i, hvordan rektorerne løser deres ledelsesopgave. Men her er et forslag, de kunne overveje:

Hvad med, at ledelserne på universiteterne løbende organiserede konferencer om de emner, som vi fra kritikken ved er underbelyste og uønskede på de fagområder, hvor pseudovidenskaben og aktivismen har godt fat?

Det kunne for eksempel være en konference om biologiens betydning for kønsidentiteten. Det kunne være en konference om religionen islams negative indflydelse på fremkomsten af demokrati i Mellemøsten. Det kunne være en konference om selvdisciplinens generelle betydning for menneskets tilværelse. Det kunne være en konference om intelligensens generelle betydning for menneskets tilværelse. Det kunne være en konference om den mellemøstlige kulturs undertrykkelse af kvinder. Eller det kunne være en konference om humanismens stigende indflydelse på politik og på samfundslivet generelt fra 1700-tallet og frem mod vore dage.

Sådanne perspektiver kommer sjældent frem, når danske forskere udtaler sig. Derfor kunne det være en hjælp til de oversete positioner og til de forskere, der er i fare for at blive presset ud i kampen om faste stillinger, hvis universiteternes ledelser på denne måde tog ansvaret for at beskytte mindretalssynspunkterne ved de danske universiteter alvorligt.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 6. juni 2021)

Erhvervspolitikken er kørt af sporet

Alex Vanopslagh
4. juni 2021

Dansk erhvervspolitik er endt i en dødsspiral med verdens højeste skatter og en enorm statsstøtte til erhvervslivet.

Syv ud af de ti største vækstvirksomheder med fødselsår efter år 2000 har flyttet deres hovedkvarter ud af Danmark. Fem af de disse virksomheder er gået på børsen, og heraf har fire valgt en børsnotering uden for Danmark. Det er nedslående. Ikke nødvendigvis for virksomhederne – de lader til at klare sig rigtig godt, og jeg forstår bestemt deres beslutninger. Men set med danske øjne, er det nedslående at vi ikke formår at skabe de rammevilkår, der kan fastholde attraktive vækstvirksomheder. Vi mærker måske ikke konsekvenserne så hårdt lige nu, men vi skræmmer simpelthen fremtidens Mærsk, Novo, LEGO eller Carlsberg ud af landet.

Høje skatter og høj erhvervsstøtte

Et af de helt store problemer er, at Danmark har de næsthøjeste kapitalskatter i OECD. Det gør det svært for virksomheder at tiltrække kapital.

Sverige har næsten tre gange så meget privat risikovillig kapital som i Danmark justeret for BNP, og en meget sundere privat investeringskultur, der er med til at sikre, at antallet af nye børsnoteringer ligger mangefold foran det, vi formår i Danmark.

Men selv borgerlige partier og erhvervsorganisationerne lader til at være blevet bange for deres egen skygge. De roder rundt med forslag baseret på socialdemokratisk cigarkassetænkning: Regionale vækstteams, statslige investeringsfonde og klassisk ”pick-the-winners”-erhvervspolitik.

Venstres seneste plan for at forbedre danske virksomheders adgang til kapital indeholder bl.a. ”Permanent matchfinansiering gennem Vækstfonden”, altså at en offentlig investeringsfond skal træde til for at løse problemerne.

Mens Venstre taler om ”genstartsteams” der kan sætte ind ”med kirurgisk præcision” har regeringen nedsat ”syv regionale vækstteams med repræsentanter fra erhvervslivet, fagbevægelsen og kommunerne, der skal sparke gang i væksten i hele Danmark.”

Dansk Industri kom med et iværksætterudspil, der bestemt indeholder mange gode takter, men også ”Tilskud til privat rådgivning om finansiering”, ”en tværgående iværksætterenhed” og forlængelse af Vækstfondens matchordninger.

Dansk Erhverv præsenterede ligeledes iværksætterinitiativer som ”Øget tabsramme for Vækstkautioner i Vækstfonden” og ”Vækstlån fra Vækstfonden skal hæves til et tidssvarende niveau”.

Det er til at få hovedpine af, men det handler jo desværre om, at mens vi i Danmark har verdens højeste skatter, har vi faktisk også det højeste niveau af statsstøtte til erhvervslivet blandt de gamle EU-lande.

Som de succesfulde erhvervsfolk Lars Kolind og Jesper Geisler for nyligt forklarede, så er vi havnet i negativ spiral. De høje skatter kvæler private investeringer. Staten forsøger at kompensere med offentlige støtte og aktiv erhvervspolitik, der må finansieres med endnu højere skatter.

Det har aldrig virket og kommer aldrig til at virke, at politikere og embedsmænd skal lege investeringsgenier, for hvis de var så pokkers dygtige til at starte og drive forretninger, havde de jo bare selv gjort det. Det er langt sundere og mere effektivt, at det er private investorer, med hånden på kogepladen, der investerer i og hjælper virksomheder frem.
Kolind og Geisler forklarer også, at statsfondene nu er blevet så store og dominerende, at der er skabt et miljø, hvor private investorer og iværksættere ofte ikke kan undgå at få staten – og dermed indirekte politikerne – som medejere. Det er simpelthen ikke sundt, at dansk erhvervsliv på den måde er afhængig af politisk gunst.

Lektien fra corona kan blive dyr for dansk erhvervsliv

Den socialdemokratiske regering holder sig ikke tilbage med den falske fortælling om Corona-epidemien og påstår, at læren af krisen er, at vi skal trække virksomhederne endnu længere ind i statens favn. Det er velkendt socialdemokratisk drøm at gøre private virksomheder endnu mere afhængig af statslige investeringer og politisk nåde.

Vi ved hvad der virker

Jeg savner flere borgerlige partier, erhvervsorganisationer og andre gode kræfter, der tør gå op imod cigarkasse-politikken og slå et slag for at overlade skabelsen af vækst og velstand til danskerne selv ved at sænke selskabsskatten, kapitalskatterne, skatten på arbejde, afgifterne – skatter på alt det, der gør Danmark rigere.

Det er simpel politik og vi ved det virker. I stedet for at være et land med enormt høje skatter og høj erhvervsstøtte, bør vi sænke begge dele gevaldigt.

Puljer, fradrag og besøg på Marienborg er ganske vist alt sammen tillokkende på den korte bane. Men hvis ikke vi får erhvervspolitikken tilbage på sporet, så ender vi ikke bare med lavere vækst og færre arbejdspladser. Vi ender også med et erhvervsliv, der lever på embedsmænd og politikeres nåde. Det er usundt for balancerne i det danske samfund – men det vil være den størst tænkelige politiske sejr for venstrefløjen.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 4. juni 2021)

Tre sandheder om fattigdom og kontanthjælp

Alex Vanopslagh
2. juni 2021

Debatten om sociale ydelser kører på fulde drøn igen.

De røde støttepartier pisker en hysterisk stemning op om, at fattigdom, i særdeleshed børnefattigdom, skulle være et kæmpe problem i Danmark. Og at løsningen selvfølgelig er højere offentlige ydelser.

Jeg bliver derfor nødt til at slå tre sandheder fast, som punkterer venstrefløjens myter:

1. Vi har ikke økonomisk fattigdom i Danmark.

Det er fuldstændig omsonst at påstå noget andet. Begrebet relativ fattigdom er et vrøvlebegreb. Det betyder, at desto mere rigt og velstående Danmark bliver desto flere fattige vil vi have. Du bliver ikke fattigere af, at andre bliver rigere. De sociale ydelser i Danmark er blandt de højeste i verden – en enlig mor med to børn får over 18.000 kroner udbetalt i sociale ydelser EFTER skat.

Alligevel påstår venstrefløjen at vi har over 40.000 fattige børn i Danmark. Det er noget ævl.

2. Når det kommer til ”børnefattigdom”, er det største problem at forældrene bruger pengene forkert – ikke at de ikke har nok penge.

Når og hvis børn lider afsavn, skyldes det først og fremmest at forældrene på kontanthjælp ikke prioriterer nok penge til børnene.

Nej, det er ingen økonomisk fest at være på kontanthjælp – men det gør det jo bare endnu vigtigere at prioritere i sine udgifter.

3. Det er ikke manglen på penge, der er den egentlige fattigdom, når man er på kontanthjælp. Det er manglen på arbejde – og den mening det giver i tilværelsen at være noget for andre og være en del af et fællesskab på en arbejdsplads.

Den egentlige fattigdom er den fattigdom, hvor man mister troen på sig selv og har været udenfor arbejdsmarkedet i mange år.

Det er det, jeg tidligere har kaldt for åndelig fattigdom.

Venstrefløjen har stirret sig blind på pengene alene. De er fuldstændig blinde for, at man simpelthen ikke hjælper mennesker, der har mistet troen på sig selv, ved at give dem flere penge.

Hvad er så vejen frem? Det er at sikre en pæn forskel på et lavtlønnet job og kontanthjælp. Gør de første 7.000 kroner skattefrie.

Bekæmp ”børnefattigdom” ved at få flere i arbejde. Den bedste måde at bryde social arv er ved at have gode rollemodeller – eksempelvis forældre der går på arbejde.

Og skrot det nuværende beskæftigelsessystem, der behandler arbejdsløse med mistillid og mistro, som er med til at øge den åndelige fattigdom.

Lad os få diskussionen om fattigdom og kontanthjælpssystemet tilbage på sporet.

Er der hold i snakken om aktivistiske forskere?

Henrik Dahl
27. maj 2021

Siden marts har debatten stået i Danmark: Er der ved universiteterne opstået politisk aktivistiske miljøer, der har erstattet gammeldags idealer om forskning med yderligtgående, venstreorienteret aktivisme?

I den forbindelse har apologeter for tingenes nuværende tilstand blandt andet argumenteret for, at problemet overhovedet ikke findes. Det skulle efter denne opfattelse ene og alene være udtryk for nogle højreorienterede politikeres trang til at vække opmærksomhed.

I den mest fornuftige ende finder man lektor Nils Holtug. Han argumenterer for, at forskere gerne må være normative i deres tilgang til de emner, de studerer. Men samtidig sætter han klogeligt nogle grænser op. Både i forhold til redelighed, når det gælder om at fremstille resultater, der støtter ens politiske holdninger. Og i forhold til forskningskvalitet i det hele taget.

I den knap så fornuftige ende finder man en række forskere, som i forskellige variationer siger, at da forskning aldrig kan være helt objektiv og helt værdifri, kan det hele nærmest være lige meget. Et godt eksempel kan læses her.

Men indvendingen mod den måde at argumentere på ligger ligefor: Ja. Det kan godt være, at objektivitet og værdifrihed ikke findes i praksis. Men sandhed er et ideal, man som forsker bør stræbe efter – selvom det er umuligt at nå. På samme måde er spørgsmålet om den almene anerkendelse af videnskabelige resultater et ideal: Det kan godt være, at det aldrig nås. Men den rette måde at forske på er ikke desto mindre stadig at stræbe efter at overbevise alle så godt, det lader sig gøre. Denne vigtige tilføjelse til relativismen og nihilismen, der ligger i påstanden om, at når man ikke kan nå idealerne, kan det hele være ligegyldigt, kan læses hos Lars Qvortrup her.

Endelig er der så de helt outrerede benægtere. Et godt eksempel er for eksempel professor emeritus Heine Andersen, der sammen med Mogens Nygaard Christoffersen skriver i blandt andet Kristeligt Dagblad.

Skønt en person som Julia Suárez-Krabbe decideret har aflagt tilståelse i Berlingske, mener Andersen åbenbart ikke – og den påstand har han gentaget ofte – at der foreligger dokumentation for blandt andet aktivisme. Det er over grænsen ind mod det komiske.

Men den venstreorienterede aktivisme på danske universiteter er ikke bare sporadisk. Den er ekstrem. Det kan man se af et nyligt kampskrift i Politiken med titlen: ”Forskere og undervisere med speciale i Mellemøsten: Danmark bør påtage sig en ledende rolle i kampen mod israelsk apartheid”.

Selvfølgelig har forskere lov til at have en holdning og udtrykke den. Men i manifestet (der har over 30 underskrivere) hedder det: »Som akademikere, forskere og undervisere med speciale i Mellemøsten er vi solidariske med palæstinenserne i Gaza, på Vestbredden, i Israel og de omtrent 7 millioner palæstinensiske flygtninge verden over.«

Det kan ikke læses på andre måder end, at de højtideligt erklærer, at de udfører deres daglige arbejde i solidaritet med palæstinenserne. Og dermed helt klart ikke ud fra et ideal om hverken balance i fremstilling af positionerne eller ligefrem neutralitet.

Navnlig ikke, fordi det gentages mod slutningen af teksten: »Som akademikere, forskere og undervisere i Danmark, en tidligere kolonimagt, er vores støtte til den palæstinensiske befrielse en integreret og fuldstændig nødvendig del af den bredere afkoloniseringsproces.« Det handler tydeligvis ikke om holdninger i fritiden, men om holdninger i arbejdstiden.

Længere nede i manifestet fremstilles Israel gang på gang som et apartheidsamfund. Det er en betegnelse, der primært er lanceret af ngo’en Human Rights Watch, og er – hvis man skal sige det yderst pænt, hvad Adam Holm her bestræber sig på – det, man kan kalde en tilsnigelse.

Som Adam Holm skriver, så har livet som araber i Israel absolut intet at gøre med livet som sort i Sydafrika under apartheidstyret. Og hvorfor lige trække Israel frem som ”apartheidland”, når der f.eks. findes masser af islamiske lande, hvor de rettroende er førsteklassesborgere, og de vantro anden- eller tredjeklasses? Så hvorfor Israel – på et både faktuelt forkert og urimeligt grundlag – skal trækkes frem som slyngelstat på bekostning af andre stater, der faktisk fortjener betegnelsen, står hen i det uvisse.

Et besynderligt træk ved manifestet er, at det slet ikke nævner Hamas. Og dermed heller ikke Iran, der er storsponsor for Hamas.

Hamas har det samme mål som Iran, nemlig staten Israels totale udslettelse. Det er ikke bare noget, man har i munden. Hamas har ved talrige lejligheder forsøgt efter bedste evne at gøre målet til virkelighed.

Skal man forstå Israel til fulde, ville det derfor være en god idé at nævne, at landet står over for en eksistentiel trussel fra Hamas og Iran.

Udover at forskerne selv tilstår yderligtgående venstreorienteret aktivisme, fortæller de også den kyndige læser, hvor de har deres faglige udgangspunkt: Overordnet set handler det alt sammen om afkolonisering.

Det vil blandt andet sige den samme fikse (men i bund og grund forfejlede) idé om en uafvaskelig arvesynd blandt nulevende danskere på grund af den politik, der blev ført under enevælden. Den, som også fik en gruppe vandaler under ledelse af Katrine Dirckinck-Holmfeld til at stjæle en buste af Frederik V og kaste den i Københavns havn.

Den venstreradikale aktivisme stortrives ved danske universiteter. Det er ikke noget, vi tror. Det er noget, vi ved. Fordi den har aflagt fuld tilståelse herom.

(Blogindlæg udgivet på Jp.dk d. 26. maj 2021)

Det er slemt, at vi uddanner til arbejdsløshed. Men værre, at vi uddanner til arbejde

Henrik Dahl
27. maj 2021

Et er, at pseudoarbejde koster mange penge i løn. Men det stjæler også penge fra kerneopgaverne.

Det har vakt en berettiget opsigt, at en række af de mere end 800 fag, man kan studere i Danmark, har en meget høj ledighed for så vidt angår dimittenderne.

Der er ikke nogen tvivl om, at dette er et problem. Men jeg vil gerne gøre opmærksom på et andet problem, der er meget større: At vi uddanner til arbejde.

Og hvad skal så det betyde?

Det betyder, at i overensstemmelse med de helt almindeligt gældende lovmæssigheder for økonomi, så vil den arbejdskraft, der byder sig selv til på arbejdsmarkedet, før eller siden blive ansat (det er derfor, alle ansvarlige politikere til hver en tid forsøger at gennemføre tiltag, der hæver arbejdsudbuddet).

Hvis man ser på, hvem der kommer i arbejde med det samme, er det folk med uddannelser, der helt entydigt er pragmatiske og produktive: Matematikere. Bioanalytikere. Programmører. Den slags.

Omvendt er dem, der ikke kan få et arbejde, folk, som har diffuse og fluffy uddannelser i et eller andet, som ingen rigtig ved, hvad er: Performancedesign. Multimediedesigner. Integrerede fødevarestudier.

En del af de akademikere, der ikke kan få arbejde, ender med at få et arbejde, der ikke er akademisk. Det sker typisk ved, at de fortrænger den arbejdskraft, der typisk er organiseret under HK, og det er galt nok. For ud over, at HK’ere ofte er bedre til at udføre HK-arbejde end akademikere, er det også udtryk for en voldsom overuddannelse, at man som ”pseudo-HK’er” har gået fem år på universitetet.

Men det værste er, at alle de mange generalister med fluffy og tvivlsomme kompetencer inden for et eller andet, ingen rigtig ved, hvad er, ender med at opfinde arbejde til sig selv.

Den slags arbejde, som akademikere opfinder til sig selv, er typisk fuldkommen overflødigt: Verdensmålskoordinator. Facilitator af dit og dat. Oplevelseskoordinator. Det er det ene problem: Skabelsen af pseudoarbejde i pseudostillinger – typisk i den offentlige sektor.

Det andet er, at mennesker, der udfører pseudoarbejde, af en eller anden grund synes at være en invasiv art. Hvis der til et større centralbibliotek i provinsen ankommer en enkelt medarbejder i en pseudostilling, vil der 12-24 måneder senere være fem. Og når ti år er gået, vil der være en hel afdeling for pseudoarbejde. Med ledelse, sekretariat, mellemledere og hele molevitten.

Pengene til at aflønne alle disse overflødige mennesker findes ikke i form af forøgede bevillinger. De findes ved at skære ned på kerneopgaven: At udlåne bøger og hjælpe de besøgende, der ikke umiddelbart kan finde, hvad de leder efter.

At vi har fået masseuddannelse i Danmark som følge af de store reformer i midten af 00’erne, er en af de helt store katastrofer, vi taler for lidt om.

Masseuddannelse fører uvægerligt til faldende akademiske standarder på universiteterne og en skolegørelse af noget, der burde være selvstudium for voksne og motiverede mennesker.

Men det fører også til, at folk med erhvervsuddannelser som fx HK’ere presses ud mange steder. Og værst af alt fører det til, at der opfindes enormt mange meningsløse opgaver og jobfunktioner i primært den offentlige sektor.

Et er, at pseudoarbejde koster mange penge i løn. Men det stjæler også penge fra kerneopgaverne. Og så spilder pseudoarbejdere i vidt omfang de produktive medarbejderes tid ved at indkalde dem til møder og kræve af dem, at de indberetter alverdens ligegyldige oplysninger.

Så ja: Der bør advares imod, at vi uddanner til arbejdsløshed. Men der bør advares mindst dobbelt så kraftigt imod, at vi uddanner til arbejde. Det er i det lange løb væsentligt værre og mere farligt for samfundet.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 23. maj 2021)

Pas på med at råbe»grundlovsbrud«hele tiden – det minder om dengang, de røde råbte»fascisme«efter alting

Henrik Dahl
27. maj 2021

For både fascismen og grundlovsbruddet gælder, at de eksisterer og er noget, man bør være meget bekymret for. Men hvordan var det nu med fascismen i gamle dage, når de røde råbte op om den?

Det var – hvis nogle skulle have glemt det – sådan, at det i 999 ud af 1.000 tilfælde var en vild overdrivelse. På samme måde er det med bruddet på grundloven.

De blå partier har samme forhold til politibetjente, som de røde partier har til skolelærere. Det sagde en vittig hund engang. Som det gælder for alle morsomheder, er også denne kun sjov, fordi der er noget om snakken. Hvis man tror på lov og orden er det klart, at det er nødvendigt at være imødekommende over for betjentene. Ligesom det er klart, at det er nødvendigt at være imødekommende over for lærerne, hvis man tror, at hovedmotoren i den sociale ingeniørkunst er folkeskolen.

Eksemplet er blot et af mange på, at politik er mere end substans. Politik er også en metodik og nogle skabeloner. Det betyder, at man på en række områder kan sætte forskelligartede navne og problemstillinger ind i de velkendte skabeloner. Så genereres der»ny politik«, der i virkeligheden ikke er særlig ny. Bare en variation over et såre velkendt tema.

Kan man tysk, og skulle man være i tvivl om almengyldigheden i mit synspunkt, kan man tænde for debat- og samtaleprogrammet Anne Will, der kører på ARD. Ofte handler programmet om corona. Og på forunderlig vis lyder meget af den røde kritik mod den tyske regering som noget, de blå partier kunne finde på at sige i Danmark. Det skyldes, at den tyske regering er konservativ, mens vores er socialdemokratisk. Men at kritikken i begge lande benytter sig af den samme skabelon.

På den ene side kan man have den opfattelse, at det er for fantasiløst, når de fleste politikere klarer dagen og vejen ved at udfylde gammelkendte skabeloner med navne, problemstillinger og kritikpunkter, der er fremført hundrede gange før.

På den anden side kan det siges, at brugen af skabeloner er så almindelig, at der ikke rigtig er noget at komme efter. En højt elsket musikform som blues består i vidt omfang af skabeloner. Og kunsten består derfor i at kunne udfylde dem med nye drejninger, ingen har hørt før. Fortællekunsten består også et langt stykke ad vejen af skabeloner: Vores helt bliver tilkastet en opgave. Det er klart, at den er farlig, og at meget taler imod at acceptere den. Men pludselig er der ingen vej tilbage. Det kulminerer med, at alting går galt på samme tid. Men præcis i det øjeblik, hvor det ser allermørkest ud, er der et lillebitte lys for enden af tunnelen. Derfor lykkes det til sidst at redde dagen (og i ældre tider som bonus at vinde den udkårnes hånd).

»Faktum er, at grundloven stort set aldrig bliver overtrådt.«

På den opskrift er der lavet i hundredvis af romaner og film. Og når det kommer til stykket: Er selveste Matador ikke i virkeligheden Romeo og Julie, der er flyttet fra Verona til en by, der minder om Roskilde? Det skulle jeg nok mene. Men sagen er: Det gør ikke noget. Fordi historien er så god, og skabelonen så slidstærk.

Grundlovsbrud

Et sted, hvor jeg tror, de blå partier i disse år skal være lidt forsigtige er dog i trangen til at råbe»grundlovsbrud«efter alting. Når det kommer til stykket er det jo også en skabelon. Nemlig den, der fik venstrefløjen til at råbe»fascisme«efter alting i gamle dage.

For både fascismen og grundlovsbruddet gælder, at de eksisterer og er noget, man bør være meget bekymret for. Men hvordan var det nu med fascismen i gamle dage, når de røde råbte op om den? Det var – hvis nogle skulle have glemt det – sådan, at det i 999 ud af 1.000 tilfælde var en vild overdrivelse.

På samme måde er det med bruddet på grundloven. Tvindloven var en overtrædelse af grundloven (som Folketinget i øvrigt valgte at tilgive). Men faktum er, at grundloven stort set aldrig bliver overtrådt. Fordi den lever op til det basale krav til alle gode forfatninger: At være kort og uklar.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 21. maj 2021)