Lad os nu få sænket elafgiften

Alex Vanopslagh
19. januar 2022

Der er sket en voldsom stigning i priserne på varme og el. Det har alvorlige konsekvenser for helt almindelige mennesker og familier i Danmark. Regeringen bør derfor komme i arbejdstøjet og sænke energiafgifterne hurtigst muligt, så alle danskere har råd til den energi, de har brug for.

De seneste måneder har vi været vidner til en bekymrende stigning i energipriserne. Den uheldige udvikling skyldes en række vejrmæssige og politiske forhold og betyder, at danskerne nu skal bruge en langt større del af deres budget på at opvarme og elektrificere deres bolig, samtidig med at en lang række andre varer er blevet markant dyrere på kort tid. Det går især ud over de mindrebemidlede og folk med et højt energibehov.

Oven i selve elprisen pålægger staten borgerne en tårnhøj elafgift, som aktuelt ligger på 90,3 øre pr. kWh. Danskerne betaler de højeste energiafgifter i hele Europa, hvilket koster velstand og job. Hvis vi får den eksorbitant høje elafgift ned til EU’s minimum på 0,4 øre pr. kWh, hvilket næsten vil svare til en afskaffelse af elafgiften, vil det være et vigtigt skridt i forhold til at dulme skadevirkningerne af de stigende priser. Det vil gøre, at en gennemsnitlig familie kan spare 5000 kroner om året, og så skal almindelige danskere ikke i lige så høj grad frygte for ikke at kunne betale elregningen.

En afskaffelse af elafgiften vil desuden bidrage positivt til den grønne omstilling, da flere borgere vil gøre brug af grøn strøm fra vedvarende energikilder.

Det vil gøre, at en gennemsnitlig familie kan spare 5000 kroner om året.

De politiske partier fra højre til venstre bør derfor kunne nå til enighed om hurtigt at få minimeret elafgiften så meget som muligt, så vi kan klare os gennem denne usikre tid med inflationært pres og stigende energipriser. Indtil videre har der dog ikke været politisk vilje fra regeringen og dens støttepartier til at implementere vores forslag om at minimere elafgiften, selvom det er et af de bedste instrumenter vi har til at stå imod energiprisernes himmelflugt.

De røde lader til at være mest optagede af, at staten kan hente mange af borgernes penge hjem via den tårnhøje elafgift. Det er tilsyneladende vigtigere end at sikre, at alle samfundets borgere – uanset økonomisk status – har råd til basale fornødenheder som varme og elektricitet.

Dette er helt uacceptabelt i lyset af situationens alvor. Venstrefløjens ideologiske særhensyn skal ikke stå i vejen for, at almindelige mennesker har råd til at opvarme og elektrificere deres hjem. Så lad os nu få minimeret den elafgift – det vil gavne både økonomien, klimaet og sammenhængskraften i vores samfund.

(Dette er et debatindlæg udgivet i Avisen Danmark d. 19. januar 2022)

Derfor har reformpædagogik social slagside

Henrik Dahl
18. januar 2022

Den antiarbejds- og antiflidsideologi, der præger folkeskolen, vender den tunge ende nedad i social henseende. Det går ud over de børn, hvis forældre ikke evner eller magter at give tingenes rette sammenhæng videre.

Ordrer er ikke noget, man benytter sig af i den danske undervisningsverden. Det, der kan lade sig gøre, er det, man kan blive enige om. Hele vejen rundt om konferencebordet.

Derfor er der ingen ende (sådan føles det i hvert fald) på antallet af uddannelsespolitiske konferencer, jeg i tidens løb har deltaget i.

Hvad er det så, folk kan blive nogenlunde enige om i folkeskoleverdenen? Lad os begynde med laget af åbent udtalte præmisser.

For det første og vigtigste, så må der ikke være forskel på eleverne. Det må ikke fremgå, at nogen er dygtigere eller dårligere end andre. Heraf følger, at man ikke må opdele i hold. For hvis hold bliver opdelt, så vil der hurtigt danne sig forestillinger om, at der er noget galt. Enten med dem, der kommer på det ene af de to delhold. Eller med dem, der kommer på det andet.

En anden ting, de fleste også er enige om, er, at det ikke er heldigt, at eleverne bliver bedømt. I hvert fald ikke på en måde, så det er til at gennemskue, hvem der klarer sig bedst i de enkelte fag.

Desuden er der en udbredt enighed om, at der ikke er nogen fag, der er finere end andre. At folk, der er virkelig gode til de naturvidenskabelige fag, kan regne med at få enormt spændende og højtbetalt job, mens andre, der lige klarer sig igennem de bløde snakkefag, fordi der er så meget gruppearbejde, ikke skal sætte næsen op efter det helt vilde, er ikke noget, man gerne taler om.

Skal man kondensere alt dette til en bouillonterning, bliver det noget i retning af, at alle børn er nogenlunde lige gode til alting. Selv om vi nødigt taler om, hvor gode de enkelte børn faktisk er til noget. Eller om hvad det noget, de er nogenlunde lige gode til, egentlig er.

Det mærkelige er, at der under al denne konsensusformulering aldrig er nogen, der taler om, hvad børn og unge faktisk går op i: at skabe og vedligeholde hierarkier. At se en masse konkurrencer i fjernsynet og på sociale medier. At have stærke meninger om, hvem der har fortjent at vinde disse konkurrencer, og hvem der ikke har. Og for manges vedkommende: at øve sig og konkurrere inden for diverse sportsgrene.

At børn og unge faktisk konkurrerer til den store guldmedalje om snart sagt alting, snakker man i vore dages skole mindre om, end man i forne tider bevægede ind på den sag, at der lå en kønnet forplantning bag børnenes eksistens.

Men under laget af åbent formulerede præmisser ligger de forudsætninger og antagelser, man ikke engang taler om. Tabuerne, med andre ord. De siges aldrig lige ud. Dem skal man analysere sig frem til.

Til de helt store tabuer blandt skolefolk er ikke, at nogen er dygtigere end andre. Men et af dem er, at det enkelte barn og den enkelte unge har en enorm indflydelse på, hvordan det selv klarer sig i skolen. At det forholder sig sådan, er en viden, som er så forbudt, at den end ikke kan siges højt.

Får man flere venner, hvis man opfører sig pænt og ordentligt, end hvis man opfører sig som en spade? Det er totalt og aldeles forbudt at italesætte. Gør man sig selv til en omvandrende hadegave, ingen vil være i gruppe med, hvis man aldrig bidrager til gruppearbejde? Må under ingen omstændigheder nævnes. Og har det en gavnlig effekt på karaktererne, hvis man er flittig til at øve sig og bliver ved, til stoffet sidder? Det tætteste, man kommer på en statshemmelighed i den danske skoleverden.

At det enkelte menneske har et ansvar for sit eget liv og kan gøre meget for at påvirke sin bane igennem tilværelsen, er to af kongehemmelighederne. De indsigter, der skal bevogtes for enhver pris, så de ikke slipper ud i skoleverdenen og videre ud i det generelle samfund.

Og dermed er vi fremme ved det helt store paradoks, der præger skoleverdenen i disse år. Det, man er besat af – mere end noget andet – er at minimere og helst annullere effekten af forældrenes sociale status på børnenes skolegang. Det er derfor, man ikke må sige højt, at nogle er dygtigere end andre; at nogle attituder til kammerater og skolegang er mere perspektivrige end andre; og at nogle fag er bedre end andre – hvad enten målet er at opnå en vis dannelse eller at kvalificere sig til de gode og spændende uddannelser. For alle disse ting kunne på en eller anden måde tænkes at have noget at gøre med, hvordan der er i den enkelte elevs barndomshjem.

Hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen, er der ganske vist vældig mange, der ved. Og mon ikke fortielserne og fortrængningerne af det, alle ved, er med til at skabe mistrivsel og indre ubalance? Sådan var det i hvert fald i gamle dage – selv om det var andre ting, man fortrængte og fortav.

Men det allermest underlige ved vore dages skoleverden har jeg gemt til sidst: at den sociale arv selvfølgelig sætter sig igennem. Lige præcis på grund af de ting, man fortier og fortrænger, for at den ikke skal gøre det.

For når hele den skole, det håbefulde barn går på, har tudet sine elever fulde af forestillinger om, at man ikke må kede sig, og at man ikke selv har et ansvar for noget, kommer forældrene fra middelklassen og siger det modsatte hjemme ved middagsbordet: Det er helt afgørende, at man arbejder hårdt i skolen. Det er helt afgørende, at man overvinder sig selv og bliver ved, selv om vejen til dygtighed kan være stejl og stenet. Der findes – på trods af de mange røverhistorier om det modsatte – ingen eksempler på folk, der klarede sig godt uden at øve sig enormt meget.

Vi taler kort sagt om værdien af arbejde. Noget, som var soleklart for de lavere sociale klasser i gamle dage. For hvis man ikke arbejdede, klarede man ikke dagen og vejen.

I vore dage er værdien af arbejde ikke noget, der er selvfølgeligt i folkeskoleverdenen. Man starter ikke længere med at sige, at uanset hvor langt man i sidste instans kan nå, så vil alle mennesker til hver en tid komme længere, hvis de arbejder hårdt, end hvis de lader være.

Det burde være børnelærdom for alle. Og i de hjem, hvor det ikke er børnelærdom, burde skolen træde til med sin autoritet og sige, at sådan er det.

Men skolen af i dag er af en eller anden grund blevet helt enormt arbejdsforskrækket. Som om det var farligt eller usundt at arbejde, og der kun kan komme dårlige ting ud af det.

Derfor er spørgsmålet om hårdt arbejde og det hårde arbejdes moralske og praktiske værdi blevet den helt store klassemarkør og det sted, hvor den sociale arv for alvor sætter sig igennem.

I virkeligheden er det sådan, at den antiarbejds- og antiflidsideologi, der præger folkeskolen, i den grad vender den tunge ende nedad i social henseende. Det er en ideologi, der udelukkende går ud over de børn, hvis forældre ikke evner eller magter at give tingenes rette sammenhæng videre. Mens de børn, der bliver belært om arbejdets velsignelser af deres forældre, altid vil klare sig godt i skolen.

(Dette er et debatindlæg udgivet i Jyllandsposten d. 18. januar 2022)

De tre skræmmende præmisser i »Don’t Look Up!« gælder også i dansk økonomisk politik

Henrik Dahl
12. januar 2022

Hvis man ville, kunne man indspille en film, der var fuldstændig magen til »Don’t Look Up!« i Danmark. Forstået på den måde, at man kunne indspille en film, der byggede på de samme tre præmisser.

Alle synes i denne tid at have en mening om filmen »Don’t Look Up!« De ved: Filmen, hvor (spoiler alert) nogle forskere opdager en komet, der har kurs direkte mod Jorden. Men Jorden ender med at gå under, fordi ingen – af mange forskellige årsager – kan bekvemme sig til at tage problemet alvorligt.

Den indvending, jeg oftest har hørt, er, at filmen i for høj grad er en ureflekteret venstreliberal kritik af Donald Trump og Trump-æraen i det hele taget. Hvor »de onde« konsekvent er figurer taget ud af Trump-universet, og »de gode« lige så konsekvent er storbyliberale, der tror på videnskaben og på oplysningsprojektet.

Sådan kan man udmærket fortolke filmen, og jeg vil ikke starte en lang diskussion med dem, der gør. Men der er også andre muligheder.

I mine øjne er der tre præmisser, der får begivenhederne i »Don’t Look Up!« til at folde sig ud.

Den første præmis er, at i sidste instans er politikere mere styret af ønsket om genvalg end af noget andet: For at tilsløre en skandale, der kan tippe midtvejsvalget til modpartens fordel, beslutter præsident Orlean sig først for at samle nationen bag at uskadeliggøre kometen. Men da hendes hovedsponsor af (privat-)økonomiske årsager nedlægger veto, sadler hun om.

Den anden præmis følger af den første: Hvis politikere ikke har modet eller styrken til at afbalancere den almene interesse mod særinteressen, er vi som samfund ilde ude.

Endelig er den tredje præmis, at hvis medierne helt ned i opbygningen af de journalistiske formater er indrettet på at forhindre kritisk tænkning, så vil det være umuligt at tænke kritisk inden for disse formater. Selv i en situation, hvor velovervejet og kritisk tænkning er allermest påkrævet og afgørende.

Jeg mener, at disse tre præmisser for »Don’t Look Up!« hver især er sande. Også hvis man ikke har sat sig for at indspille en film, der bekræfter venstreliberale fordomme.

Hvis man ville, kunne man nemlig indspille en film, der var fuldstændig magen til »Don’t Look Up!« i Danmark. Forstået på den måde, at man kunne indspille en film, der byggede på de samme tre præmisser. Altså at politikere vil genvælges, derfor har de en tendens til at fremme de særinteresser, der bringer dem til magten, fremfor almenvellet. Og intet af dette vil nogensinde blive belyst, hvis medierne er gennemført ukritiske. Men i den danske version ville plottet være vendt på hovedet, så det bekræftede centrum-højre fordomme.

Den røde regering bliver advaret om, at den fører en økonomisk politik, der vil sende Danmark i afgrunden. Det kan den røde statsminister måske godt selv inderst inde indse. Men de særinteresser, der holder hende ved magten, forlanger, at den økonomisk uansvarlige politik fortsætter. Derfor bliver det sådan.

I et forsøg på at råbe offentligheden op indvilger formanden for De Økonomiske Råd i at stille op i både morgen- og aftenshows. Men det drukner i hundehvalpe og madopskrifter og samlivsproblemer og almen hyggesnak mellem studieværterne, der aldrig har gjort sig større tanker om verden end, hvad der står på teleprompteren.

Derfor kollapser Danmarks økonomi, og hundredtusinder af mennesker kastes i armod. De samme tre præmisser. Bare i en centrum-højre-marinade og ikke en venstreliberal.

Personligt tror jeg, at de tre præmisser skal tages meget alvorligt. Selvom den venstreliberale vinkling kan virke irriterende.

Politikere bør – i den grad, de overhovedet kan – tænke lidt større og mere ambitiøse tanker end »næste genvalg«. Det er vigtigt, at særinteresserne ikke sætter dagsordenen. Og medierne må gerne være kritiske.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 12. januar 2022)

Hvorfor mon Pelle Dragsted nægter at svare på disse fem spørgsmål til hans venstrepopulisme?

Ole Birk Olesen
12. januar 2022

Enhedslistens program er designet til folkeforførelse, ikke som et indspil til en ægte folkelig debat.

I oktober modtog Enhedslistens Pelle Dragsted en pris for at være folkelig på en – efter uddelernes opfattelse – grundtvigsk måde. N.F.S. Grundtvig-Prisen blev uddelt af Grundtvigsk Forum. Pelle Dragsted fik prisen, fordi han i sin bog, »Nordisk Socialisme«, har argumenteret for, at der skal være mere lighed i Danmark, og at denne lighed skal opnås ved, at ejere af virksomheder tvinges til at afstå bestemmende indflydelse, dvs. reelt overdrage ejerskabet, til virksomhedens ansatte.

Mange spørgsmål rejser sig hos mennesker med almindelig forstand, når de hører om sådan et forslag:

  • Hvorfor skulle man risikere at stifte virksomhed, hvis man ved fiasko hænger på regningen selv, mens man ved succes skal aflevere ejerskabet til de ansatte kvit og frit?
  • Hvad vil det betyde for velstanden i Danmark, hvis entreprenante mennesker holder op med at stifte virksomheder?
  • Hvad vil det betyde for folk, som foretrækker at være lønmodtagere fremfor at være virksomhedsejere, hvis der ikke længere stiftes virksomheder i Danmark, hvor de kan søge ansættelse?
  • Hvad vil allerede etablerede virksomheder i Danmark gøre, hvis der skønnes at være optræk til et flertal i Folketinget, som vil forære ejerskabet af disse virksomheder til deres ansatte? Kan man gøre det på så overraskende en måde, at virksomhederne ikke forinden har lukket ned i Danmark og etableret sig i udlandet i stedet?
  • Hvorfor er det overhovedet retfærdigt at lade virksomhedsejere hænge på regningen ved fiasko, men ved succes forære retten til at bestemme over fordelingen af overskud og egenkapital til virksomhedens ansatte?

Ingen af de spørgsmål er efterfølgende blevet besvaret af Pelle Dragsted. På sociale medier, hvor han er meget aktiv, bliver han løbende udfordret på sin vision, men han besvarer ikke substansen i de spørgsmål, som stilles.

Pelle Dragsted har dog fremlagt en model for visionen: Alle virksomheder med over 35 ansatte skal oprette et medarbejderråd, som skal godkende alle beslutninger fra virksomhedens rigtige bestyrelse, førend de kan gennemføres. Og virksomheder med over 100 ansatte skal udvide aktiekapitalen med to procent om året og forære disse ekstra aktier til en fond, som de ansatte kontrollerer. Efter 37 år vil medarbejderne på den måde sidde på den dominerende aktiemajoritet.

Demonstrativt højt suk

Selvom Pelle Dragsted altså ikke vil svare på, hvad det vil betyde for lysten til at investere i Danmark og tilskyndelsen til at flytte fra Danmark, så har han med sin model dog fortalt mere om, hvordan kollektiviseringen skal foregå end Enhedslistens skiftende politiske ledere har.

Da DR-vært Clement Kjersgaard for fem år siden forsøgte at få daværende partileder Pernille Skipper til at fortælle, hvordan Enhedslistens principprograms vision om kollektivisering skal gennemføres, drog hun et demonstrativt højt suk og svarede så:

»Men jeg gider ikke at lege den der leg. Det bliver jeg bare nødt til at sige til dig. Den leg den kommer vi ikke til at lege. Vi gjorde det ikke, da vi lavede principprogram, fordi det ville vi ikke, og jeg har ikke en færdig skitse til dig om præcis, hvad der kommer til at ske.«

Siden har ingen journalister formået at gennemføre et interview med en ledende person fra Enhedslistens folketingsgruppe om emnet.

Det er faktisk ikke en folkelig debat, som Pelle Dragsted og Enhedslisten her rejser. Det er et forslag i en bog og nogle slagord i et principprogram. Spørgsmålene, som de afstedkommer, er rimelige og udtryk for en tankevirksomhed, som bør benyttes, når repræsentanter fra et parti med tilslutning fra hver 10. dansker fremlægger denne vision om et samfund, hvor erhvervslivet er kollektiviseret ved anvendelse af statsmagt. Det er spørgsmål, som forslagsstillerne helt indlysende må deltage i besvarelsen af, hvis forudsætningerne for en folkelig debat skal være til stede.

Men det sker ikke.

Et andet og mindst lige så vigtigt eksempel på, at hverken Pelle Dragsted eller andre i Enhedslisten deltager i folkelig debat om deres politik, er mere jordnært. Det handler om Enhedslisten-politikeres daglige krav om, at der skal bruges endnu flere penge på så godt som alt, som den offentlige sektor i forvejen bruger mange penge på.

Al tandlægebehandling skal være gratis og det samme med psykolog og receptpligtig medicin. Kontanthjælpen skal være højere, og det skal dagpenge, førtidspension, folkepension og SU også. Oven i skal der i den offentlige sektor ansættes flere lærere, pædagoger, pædagogmedhjælpere, sygeplejersker, læger, sosu’er, integrationsarbejdere, socialrådgivere, kulturformidlere, naturvejledere, gymnasielærere, faglærere, adjunkter, lektorer og professorer. Og alle de ansatte i de grupper skal også alle have mere i løn.

Men når man spørger Pelle Dragsted, hvor meget det alt sammen vil koste, hvilke skatter der skal forhøjes og hvor meget for at bidrage med den nødvendige finansiering, og om partiet har beregninger, som viser, at det kan gøres med en skatteprocent, som ligger under 100, så får man heller ikke her de svar, som er nødvendige for at have en folkelig debat, som hæver sig over udslyngning af fraser og overbud.

Hvis der var en folkelig debat om Enhedslistens forslag, så ville det være godt og måske endda også en grundtvigiansk pris værd, men det er der ikke. Hverken Pelle Dragsted eller andre i partiet stiller op til egentlig debat, hvor gode spørgsmål mødes af reelle svar. Hvad Grundtvigsk Forum i virkeligheden har belønnet med en pris i N.F.S. Grundtvigs navn, er derfor Pelle Dragsteds bidrag som talerør for noget, som bedst kan beskrives som venstrepopulisme:

Forsimpling, overdrivelse, vildledning med det formål at få tilslutning fra mennesker, som ikke er i stand til at gennemskue manglen på realisme i budskaberne, kombineret med modvilje mod at svare på kritiske spørgsmål i offentligheden fra presse og politiske kritikere.

Venstrepopulisme uden modspil

Vi står her med et problem, som er større end uddeling af en pris for folkelighed, hvor folkeligheden er fraværende. Der er masser af mennesker, som går kritisk til højrepopulisme, hvor den forefindes. Tidligere udlændingeminister Inger Støjberg er sågar lige blevet idømt to måneders fængsel for en populisme, som tog så meget overhånd, at hun endte med at bryde loven som minister. Men venstrepopulismen formidles i vores land uden nævneværdigt modspil fra presse og meningsdannere.

Den almindelige dansker hører i pressen, at Enhedslisten vil bruge flere penge på noget rart, men han hører ikke, at Enhedslisten vil bruge flere penge alle steder, som tænkes kan, uden at have en plan for, hvordan så mange penge skulle kunne fremskaffes. Og da slet ikke i et Danmark, hvor Enhedslisten forinden har jaget alle virksomheder ud af landet med trusler om, at de vil blive kollektiviseret, hvis de forbliver danske.

Enhedslistens program er designet til folkeforførelse, ikke som et indspil til en ægte folkelig debat.

Journalister og meningsdannere må udfylde samme rolle med at drage venstrepopulister til ansvar og kræve svar, som de allerede gør med højrepopulister. Ellers har venstrepopulismen frit spil og ender med at få priser for grundtvigsk folkelighed, fordi ingen har fortalt uddelerne, hvad der i virkeligheden foregår.

Pelle Dragsted og Enhedslisten kan ikke få succes i Danmark med at gennemføre politik, som har givet fiasko alle andre steder i verden, hvor den har været forsøgt. Men de kan bilde dele af befolkningen det ind, hvis de ikke møder en offentlighed, som er lige så kritisk over for populisme fra venstre som over for populisme fra højre.

(Dette er et debatindlæg udgivet i Berlingske d. 11. januar 2022)

Der er en reel fare for, at universiteterne kan udvikle sig til formidlere af misinformation

Henrik Dahl
10. januar 2022

Problemet for danske universiteter er, at allerede i dag er universiteternes ledelser ikke tilstrækkelig ihærdige, når det gælder om at sikre, at det, man kalder forskning, faktisk lever op til krav om gentagelighed, reliabilitet, validitet og troværdighed.

Det danske universitetssystem er langt fra at være perfekt. Blandt de største problemer er i upriroriteret rækkefølge topstyringen; bureaukratiseringen; den massive satsning på masseuddannelse; det enorme tidsspilde, der følger af behovet for at skrive eksterne ansøgninger og den idelige sammenblanding af politiske rationaler og videnskabelige rationaler.

For eksempel er det topstyringen, der fører til absurde initiativer som omdannelsen af SDU til verdensmålsuniversitet. Det er bureaukratiseringen, der fører til, at antallet af akademiske medarbejdere, som hverken forsker eller underviser, er skudt i vejret. Det er masseuddannelsen, der til stadighed gør specialer og pensum kortere. Det er lave succesrater til ansøgninger til Den Frie Forskningsfond, der spænder ben for talentudviklingen. Og det er politiske rationaler uden faglige begrundelser, der dikterer nedskaleringen af uddannelser i de store universitetsbyer.

På den anden side: Disse dårligdomme er ikke noget, der umiddelbart truer universiteternes eksistens. De kan sagtens skrumle videre ad de spor, der allerede er lagt. Resultaterne vil bare blive, som Folketinget og skiftende regeringer altid implicit har ønsket sig (trods festtaler om ”verdensklasse”): For det meste middelmådige. Fordi det er en kendt sag, at rigtige verdensklasseuniversiteter på afgørende punkter er styret af logikker, som er diametralt det modsatte af de logikker, der styrer danske universiteter: De er små. De er selektive med hensyn til studenteroptaget. De er ekstremt kompetitive. De har en robust finansiering. Og så har de i øvrigt også hjemmestyre i den forstand, at magten i sidste instans udgår fra de fastansatte forskere.

Sagt på en anden måde: Der er mangt og meget ved danske universiteter, der er irriterende for enhver, der har eliteuniversiteterne som ideal for, hvordan alle universiteter burde prøve på at blive. Men det er ikke trusler, man kan kalde eksistentielle. Alene forhold, der forhindrer universiteterne i at blive fremragende.

Derfor vil jeg ikke fokusere på irritationsmomenterne. I stedet vil jeg se på, hvad der er eller kan blive eksistentielle trusler imod selve universitetets ide. Her skal man huske, at det frie universitet er en institution, der er opstået i den vestlige verden. Og stadig er specifik for den vestlige verden i den forstand, at frie universiteter kun findes i selve Vesten eller i lande uden for det historiske Vesten, der uden forbehold anerkender værdien af rationalitet, fri debat, forrang til det bedre argument og i bred forstand oplysningsprojektet. Altså at mennesket gennem dannelse og uddannelse skal udgå af den selvforskyldte umyndighed, der følger af manglende evne til at tænke selv.

Idealet om sandhed

En egentlig, eksistentiel trussel mod universiteterne er det imidlertid, hvis en tendens, der bl.a. er påpeget af professor ved DPU Lars Qvortrup, får lov til at brede sig: At man opgiver idealet om sandhed.

Det er populært blandt de fladere ånder på universiteterne at sige, at objektiv sandhed ikke findes. Det er jo sandt nok i en eller anden meget abstrakt forstand: Vi kan aldrig være hundrede procent sikre på, at selv det, vi opfatter som den mest grundfæstede sandhed (at 2 + 2 = 4, eller at tyngdekraften er en realitet) ikke vil blive kuldkastet engang i fremtiden.

Omvendt er påstanden også noget vrøvl, hvis den implicit antages at være belæg for diverse følgeslutninger.

Påstanden om, at der ikke findes en objektiv sandhed, er for eksempel vrøvl, hvis den bruges som belæg for den påstand, at det derfor er meningsfuldt at være i tvivl om alt. Der findes nemlig masser af forhold både i den sociale verden og i naturens verden, som det er helt og aldeles uden mening at betvivle.

Påstanden om, at der ikke findes en objektiv sandhed, er også vrøvl, hvis den bruges som belæg for den påstand, at derfor kan ethvert udsagn om den sociale verden eller naturens verden være lige god.

Og her kommer spørgsmålet om idealet om sandhed ind. For som Lars Qvortrup skriver: ”Kun demagoger ville sige, at man med en bestemt analyse af for eksempel det danske samfund i 2021 har fundet den objektive sandhed om samfundet. Forskere ville sige, at en bestemt analyse lever op til et bestemt sæt af gyldighedskriterier. Disse kriterier er løbende under forhandling og ændrer sig over tid, men hvis man ikke anerkender idealet om, at de skal kunne alment anerkendes, leverer man ikke viden, hvis gyldighed kan deklareres og testes af andre. I så fald tilhører man ikke forskerfællesskabet. I så fald er ”sandhed” et anliggende for den enkelte forsker: Jeg har min metode, og du har din. Jeg producerer mine sandheder, og du finder sikkert nogle andre. For min position er anderledes end din, og mine erfaringer er alene mine og ikke andres.”

Problemet for danske universiteter er ifølge Lars Qvortrup, at allerede i dag er universiteternes ledelser ikke tilstrækkelig ihærdige, når det gælder om at sikre, at det, man kalder forskning, faktisk lever op til krav om gentagelighed, reliabilitet, validitet og troværdighed. Det har han dokumenteret udførligt i en kronik, der stod at læse i Politiken 25. juni 2021.

Hvis den idé skrider, at der i det hele taget findes almen viden og rationelle argumenter, man som forsker er nødt til at bøje sig for, så har Lars Qvortrup den opfattelse, at det er selve idéen om et universitet, der skrider.

Det er jeg helt og aldeles enig i. Ligesom jeg også er enig i, at der er plads til forbedringer ved de danske universiteter allerede i dag.

Peer review er ikke en garanti for, at der ikke publiceres nonsens. Det har Torben Skov dokumenteret i denne artikel, ligesom Rune Selsing har dokumenteret det her. Derfor må universiteternes ledelser sætte sig i spidsen for et arbejde, hvis mål er at sikre akademisk kvalitet bedre, end peer review gør i dag (man kunne bla. overveje at arbejde med et begreb om ”kvalificeret kritik” – for eksempel fra tilgrænsende videnskaber).

Det er allerede i dag sådan, at der er en udbredt mistillid til universiteternes vidensproduktion inden for visse områder. Der er en reel fare for, at universiteterne kan udvikle sig til formidlere af misinformation, hvis man ikke lytter til Lars Qvortrups advarsler. Derfor er det min anbefaling, at de tages yderst alvorligt.

(Dette er en kommentar udgivet i Ræson d. 09/01/2022)

Ren “gaslighting” at påstå, at identitetspolitik ikke findes i Danmark

Henrik Dahl
10. januar 2022

At stå op for det politisk liberale samfund er ikke fanatisme. Til gengæld er det udtryk for den mest enøjede fanatisme at prøve at gaslighte den danske offentlighed til ikke at stole på sin egen viden og erfaringer.

Ved De, hvad ”gaslighting” er? Det er en strategi for at manipulere, hvor man prøver at få den person, man gerne vil forvirre, til at tvivle på sine egne erfaringer eller sin egen viden om et eller andet.

Oprindeligt talte man mest om gaslighting inden for psykologien. Et barn eller en hel børneflok kunne for eksempel mene, at der foregik ting og sager i barndomshjemmet, der ikke var i orden. Og en manipulerende forælder kunne modgå ved at sige, at sådan er det såmænd i alle hjem, eller at nu skal man også huske at se på tingene i deres rette sammenhæng. Og en-to-tre: Kritikken opløser sig i det rene ingenting. Det er gaslighting.

I vore dage har gaslighting fået en ekstra dimension. Det er blevet en af de foretrukne strategier for dem, der gerne vil have identitetspolitiske dagsordener gennemført i det skjulte.

Til den ende forsøger man sig ofte med gaslighting: Kathleen Stock blev næsten ikke presset ud af sin stilling ved University of Sussex (jo – det blev hun. Det er hævet over enhver tvivl). Der er praktisk taget ingen eksempler på, at identitetspolitik har negative konsekvenser i Danmark (jo – der er masser. Medmindre man i overført forstand har valgt at stikke sine egne øjne ud).

Men for nu alligevel at gå en lille smule ind på gaslighternes dagsorden: Hvordan ligger det med beviser for, at identitetspolitik har alvorlige, negative konsekvenser i Danmark?

Et af de steder, hvor man tydeligst ser, at identitetspolitikken fylder og har problematiske konsekvenser, er i spørgsmålet om grupperettigheder.

Muslimer har i mange år krævet en form for grupperettighed til at få islamiske regler anerkendt og respekteret – også af mennesker, der ikke bekender sig til islam. Det er et klokkeklart eksempel på en identitetspolitisk logik, der allerede fylder alt for meget.

Men feminismen er også gået ind i en fase, hvor det ikke handler om at forhindre diskrimination af den enkelte, men om at kvinder har en grupperettighed til en andel af alle attraktive stillinger, der modsvarer deres andel i befolkningen.

Der findes mange eksempler, men jeg vil fremdrage et nyligt: Institut for Menneskerettigheder har kastet sig ind i kønsfordelingen ved kommunalvalget. Her finder man, at der er for få kvinder i landets kommunalbestyrelser. Ikke fordi der er blevet diskrimineret imod individuelle kvinder. Men fordi den grupperettighed, man implicit hævder, at kvinder har til 50 pct. af alle poster i landets kommunalbestyrelser, angiveligt er blevet trådt på.

Det rejser så det interessante spørgsmål, hvem der nu skal stå op for menneskerettighederne? For når Institut for Menneskerettigheder åbenbart har valgt at gøre sig selv til Institut for Grupperettigheder, kan de ikke længere være den rette institution. Det forholder sig nemlig sådan, at hvis man giver grupperettigheder forrang over individuelle rettigheder, så vil de individuelle rettigheder – som instituttet egentlig skulle forestille at stå vagt om – uvægerligt blive trådt under fode.

Så for at samle op: Når det drejer sig om muslimers krav om grupperettigheder og feministers krav om grupperettigheder, står vi som samfund allerede konfronteret med to meget velorganiserede, identitetspolitiske aktører, der allerede har haft en betydelig indflydelse på samfundets indretning.

Når det drejer sig om identitetspolitik inden for det kønspolitiske område, er en betydelig modsætning under opsejling mellem Den Internationale Olympiske Komité, IOC, og Danmarks Idrætsforbund, DIF.

Hvor IOC lægger op til, at transkvinder må konkurrere i kvinderækkerne ved OL, lægger DIF op til det modsatte: at være født og opvokset som mand giver i voksenlivet så store fordele inden for sport, at transkvinder ikke bør have adgang til kvinderækkerne.

Det bliver med garanti en stor konflikt, hvor det sidste ord ikke vil blive sagt før om mange år.

Til sidst er der så de videregående uddannelser.

Generelt er det sådan, at alle forskere over et vist niveau er nødt til at indrette sig på, hvordan forholdene er i Storbritannien og USA. Det hænger sammen med, at de har en uskreven pligt til at publicere i tidsskrifter, der udgives i disse to lande. Bliver redaktører og bedømmere ved britiske og amerikanske tidsskrifter woke, er danske forskere nødt til at indrette sig på det. Ellers vil de ikke få en karriere i Danmark.

Alene derfor er det sludder og vrøvl, at identitetspolitik ikke har negative konsekvenser for danske forskere allerede. I det omfang, identitetspolitikken har indflydelse på britiske og amerikanske tidsskrifter, har den også direkte indflydelse på danske forskeres hverdag. Det mest berømte eksempel på dette er naturligvis de ubehageligheder, der for nogle år siden overgik freds- og konfliktforskeren Ole Wæver.

Identitetspolitik har kostet både rektor og en fastansat lektor ved Kunstakademiet deres stillinger. Den har også i et eller andet omfang været medvirkende til, at Marianne Stidsen har følt sig presset ud af den offentlige debat. Altså de facto er blevet ”cancelled” – aflyst.

Identitetspolitik har massiv indflydelse på indkøbspolitikken ved danske kunstmuseer. Godt illustreret ved fejden mellem de to kunsthistorikere Lennart Gottlieb og Mikael Wivel om kvaliteten af Bertha Wegmanns kunst og det rimelige i, at der i disse år investeres så mange penge og så megen tid i hende.

Identitetspolitik førte til et forsøg på at få professor Thomas Hoffmann afskediget og anklaget for videnskabelig uredelighed – altså cancelled – fordi han havde blandet sig i en debat mellem Weekendavisens Søren K. Villemoes og en norsk ph.d.-studerende.

Vi taler altså ikke om småting. Vi taler om konflikter, der rammer mennesker på deres levebrød. Og beslutninger til mange millioner kroner – der senere får indflydelse på de mest anerkendte museers udstillingspolitik.

Senest har to medarbejdere ved Den Danske Filmskole så meddelt i tidsskriftet Ekko, at de ikke vil vise film, der krænker de studerende.

I et klima, hvor (en del af) skolens studerende i forvejen retter alle mulige woke anklager imod filmskolen, betyder det, at en hvilken som helst woke studerende nu kan censurere, hvad der må vises på filmskolen. Alt, hvad det kræver, er en påstand om, at for eksempel ”The Birth of a Nation” eller ”Triumph des Willens” er krænkende. Så garanterer i hvert fald to af lærerne, at disse hovedværker i filmkunstens historie aldrig vil blive vist på filmskolen.

Det er fuldstændig absurd gaslighting at hævde, at der ikke allerede i dag er store problemer med identitetspolitik i Danmark. Den har store konsekvenser på det kønspolitiske område. Den har store konsekvenser i forhold til muslimer i Danmark. Den har store konsekvenser på kunstens område. Og den har store konsekvenser for de videregående uddannelser i Danmark. Hvor konsekvenserne hver gang trækker i samme retning: et Danmark og nogle danske institutioner, der i politisk henseende bliver mindre liberale og mindre frie.

At stå op for det politisk liberale samfund er ikke fanatisme og ikke noget, der kun optager minoriteter (jævnfør Danmarks Idrætsforbunds glædelige udmeldinger for hele kvindeidrætten).

Til gengæld er det udtryk for den mest enøjede fanatisme at prøve at gaslighte den danske offentlighed til ikke at stole på sin egen viden og sine egne erfaringer.

(Dette er et debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 10/01/2022)

Jeg er træt af, at røde mærkesager skal sælges som grøn omstilling

Henrik Dahl
17. december 2021

Danske Gymnasier – det tidligere Rektorforeningen – mener, at tiden er inde til en gennemgribende omstilling til bæredygtighed i gymnasierne.

I princippet er det sandt. Som langt de fleste anerkender, er det en skidt idé at lukke ubegrænsede mængder af kuldioxid ud i atmosfæren. Derfor skal vi i stigende grad lade være.

Men kan det virkelig passe, at det heraf følger, at »det stiller krav til revision af det faglige indhold og til fagdidaktikken«? Man kunne vel også sige, at produktion og lagring af energi, der ikke er frembragt ved at udlede kuldioxid, stiller krav om at beherske de klassiske fag som matematik, fysik og kemi? For når alt kommer til alt, er det i høj grad ingeniører, der både har skabt problemerne og må forventes at løse dem.

Det korte af det lange er: Jeg savner en begrundelse for, at »den grønne omstilling kræver […], at fag, som førhen blev anset som forskellige fagdiscipliner, bliver samtænkt på ny via obligatoriske projektforløb. Det kunne ske i forbindelse med en justering af fagrækken«.

Hvorfor gør den egentlig det? Er det ikke bare en bekvem anledning til at argumentere for den ødelæggelse af den klassiske faglighed, som flertallet af landets gymnasierektorer af uransagelige årsager går ind for alligevel.

Hvorfor gør den egentlig det? Er det ikke bare en bekvem anledning til at argumentere for den ødelæggelse af den klassiske faglighed, som flertallet af landets gymnasierektorer af uransagelige årsager går ind for alligevel.

På samme måde savner jeg en begrundelse for, at produktionen af energi, der ikke er skabt ved at udlede kuldioxid, lige præcis er et argument for, at fremtiden skal være asketisk. For det er det åbenbart for gymnasierektorerne: »Ved at sætte bæredygtighed på dagsordenen […] har gymnasierne mulighed for at påvirke eleverne til at foretage personlige valg, der er mere klimavenlige«.

På en måde kan jeg godt lidt tanken. Slut med anvendelsen af ekstremt klimabelastende computere i undervisningen. Slut med fjollede ekskursioner til fjerne egne af verden, der først og fremmest er morsomme at deltage i, men ikke har noget fagligt indhold. Og i stedet ind med blyant og papir og fordybelse i litterære værker, der udvider forståelsen for den verden, vi lever i.

Men det er nok ikke det, der menes. Mon ikke tanken først og fremmest er, at fremtiden skal være asketisk? Med en politisering og regulering af traditionelle spisevaner. Udskamning af garderober, der er alt for store og spraglede. Og udskamning af individuel transport, naturligvis.

Hvis verden skal udlede mindre kuldioxid til atmosfæren, og den del af Jordens befolkning, der stadig ikke har fået adgang til en levestandard, vi i Danmark anser for at være rimelig, skal løftes op, bør man satse massivt på atomkraft. For det er den eneste måde at producere energi i stor skala, der faktisk er emissionsfri.

Men jeg er hundrede procent sikker på, at det ikke er, hvad Danske Gymnasier mener. For det, Danske Gymnasier i virkeligheden går ind for, er, at verden bør være venstreorienteret. I den forbindelse er behovet for ikke at udlede kuldioxid i atmosfæren den perfekte anledning til bilde folk ind, at den eneste vej frem er venstreorientering.

For at være helt ærlig, er jeg dødhamrende træt af, at venstrefløjen er trængt ind i alle danske dannelsesinstitutioner. Og at den fra sine magtbastioner benytter enhver lejlighed til at indoktrinere sagesløse borgere med sine røde holdninger.

Det er simpelthen ikke rimeligt, at man under det tilsyneladende uskyldige flag »grøn omstilling« sejler med en giftig kontrabande af røde mærkesager. Som man har tænkt sig at præsentere som den eneste løsning på et påtrængende problem. Grønt er grønt – ikke en speciel nuance af rødt.

Henrik Dahl er sociolog, forfatter og MF for Liberal Alliance.

»På en måde kan jeg godt lidt tanken. Slut med anvendelsen af ekstremt klimabelastende computere i undervisningen. Slut med fjollede ekskursioner til fjerne egne af verden, der først og fremmest er morsomme at deltage i, men ikke har noget fagligt indhold. Og i stedet ind med blyant og papir og fordybelse i litterære værker, der udvider forståelsen for den verden vi lever i,« skriver Henrik Dahl.

Det er simpelthen ikke rimeligt, at man under det tilsyneladende uskyldige flag »grøn omstilling« sejler med en giftig kontrabande af røde mærkesager.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 17/12/2021)

Trump-kortet er ikke noget trumfkort

Alex Vanopslagh
7. december 2021

Seneste skud på den socialdemokratiske spinstamme er at beskylde os andre for at opføre os som Trump. Det er lige så dovent, som det er gennemskueligt.

På det seneste har de sociale medier været plastret til med opslag fra mere eller mindre prominente socialdemokrater, der i nogenlunde enslydende fraser fordømmer os borgerlige for ”tonen” og for at bedrive hetz. Flere af dem sætter trumf på ved at beskylde os for at opføre os ligesom Donald Trump.

Vi borgerlige må forstå, at vores vedholdende kritik af regeringens lovbrud, mørklægning og bortforklaringer i minkskandalen har antaget en usaglig karakter, der leder tankerne hen på den orange mand fra Amerika, der som bekendt er meget dum og ond og højreorienteret.

Trump-kortet har siden midten af sidste årti fungeret som en form for nazikort light, hvor man med den sammenligning regner med at lukke debatten ved at afskrive modstanderen som en højreorienteret klovn, hvis ikke-stuerene tosserier ikke fortjener nogen saglige modargumenter.

Og det er jo meget belejligt, hvis man ikke rigtigt har nogen saglige modargumenter på lager.

Sandheden er jo, at Socialdemokratiet i over et år nu har skøjtet rundt i forskellige slags forsvar for Mette Frederiksens handlinger i minkskandalen. Først var det en fejl, men hun ville alligevel gøre det samme igen, og så var det i øvrigt nødvendigt på grund af situationen (beskrevet i et papirtyndt notat med tvivlsomme fund fra SSI, som hurtigt blev tilbagevist). Dernæst havde man ikke læst bilagene, og så manglede der måske slet ikke hjemmel alligevel. Og nu er vi så nået dertil, at forsvaret for Mette Frederiksen består i at kalde os andre for Trump.

Det eneste, vi ikke ved endnu og måske aldrig finder ud af, er, om Mette Frederiksen vidste, at hun brød loven, da hun gjorde det

Men Trump-kortet er ikke det trumfkort, Socialdemokraterne tror. Først og fremmest fordi det er dovent, men allervigtigst fordi kortet spilles samtidig med, at Mette Frederiksen turnerer land og rige rundt med en historie om, at hun er bekymret for den demokratiske samtale.

Der er noget ejendommeligt og skamløst i at udråbe sig selv til ridder af den demokratiske samtale samtidig med, at håndlangerne er sendt i byen med iltfattige beskyldninger mod os andre for at slægte den dumme og onde orange mand i Amerika på.

Retorikken er blevet hård efter minkskandalen. Jeg holder mig personligt ikke tilbage for at kalde det for én af Danmarkshistoriens største politiske skandaler, og mine kritiske spørgsmål til statsministeren er lige så sylespidse, som hendes svar er undvigende og ubrugelige.

Nej, vi taler ikke normalt sådan om hinanden i dansk politik, men det er heller ikke normalt, at en regering bryder loven, krænker danske borgeres ejendomsret og dernæst forsøger at spinne sig ud af det.

Det eneste, vi ikke ved endnu og måske aldrig finder ud af, er, om Mette Frederiksen vidste, at hun brød loven, da hun gjorde det. Hun vidste det i hvert fald bagefter, og det stoppede hende ikke. Som tidligere omtalt sagde hun ligefrem, at hun ville gøre det igen. Den lader vi bare stå.

Det havde nok været lettere for alle parter, hvis regeringen bare havde ladet være med at bryde Grundloven. Ikke mindst for minkavlerne. Og hvis det bedste argument imod det er at kalde os i oppositionen for Trump, så er der vist kun tilbage at citere manden selv: ”So sad”.

Der er noget ejendommeligt og skamløst i at udråbe sig selv til ridder af den demokratiske samtale samtidig med, at håndlangerne er sendt i byen med iltfattige beskyldninger mod os andre for at slægte den dumme og onde orange mand i Amerika på

(Detbatindlæg udgiver i Ræson d. 7. december 2021)

Problemet med minkskandalen er ikke overdrivelse, men bagatellisering

Alex Vanopslagh
3. december 2021

Man kan ikke være halvt gravid, det er enten eller, og det samme gælder for folkestyret: Enten bliver det respekteret, eller også gør det ikke.
Ifølge Helle Ib, Børsens politiske kommentator, er den borgerlige kritik af minksagen “kammet over”.

Vi blå ”forvansker” proportionerne med vores retorik. Det var jo kun ”nogle få” minkavlere uden for zonerne, som blev sat i gang med at aflive deres dyr uden lovhjemmel og med udsigt til en tempobonus, der heller ikke var lovhjemmel til. Og flertallet var jo på plads, selvom hjemlen endnu ikke ved vedtaget – det blev den først, da alle minkene var døde.

Jeg tillader mig at være uenig. Man kan ikke være halvt gravid, det er enten eller, og det samme gælder for folkestyret: Enten bliver det respekteret, eller også gør det ikke. Når regeringen bare sætter myndigheder med politi og militær i front i gang uden lovhjemmel, regeres landet jo ikke af love, men af dekreter. Når Folketinget først godkender beslutninger, når regeringen har ført dem ud i livet, er Folketinget jo reduceret til et gummistempel.
Det er i bogstaveligste forstand ikke et demokrati værdigt.

Problemet med retorikken er ikke overdrivelse, men derimod bagatellisering: At det ifølge støttepartier og visse medier åbenbart ikke er værre, end at Mette Frederiksen fint kan fortsætte ovenpå minkskandalen, hvis det viser sig, at hun ikke inden pressemødet 4. november 2020 vidste, at det krævede lovhjemmel at aflive alle mink.

Men vi ved, at regeringen har handlet ulovligt – og vi ved, at bilagene til mødet, hvor beslutningen blev truffet, klart beskrev den manglende hjemmel. Og den blev ved med at handle ulovligt, selv da hele Danmark vidste det. Hvordan kan det så på nogen måde frikende regeringen for ansvar, at den ikke læser sine egne bilag?

Det er et dybt bekymrende skred i grænsen for, hvad vi skal tolerere fra magthavernes side. Man kan tilsyneladende bare undskylde sig med, at man har travlt og ikke har sat sig ordentligt ind i beslutningsgrundlaget. Man må godt køre for stærkt, hvis man bare tager bind for øjnene.
I normale tider ville en statsminister aldrig slippe afsted med det, Mette Frederiksen har gjort mod minkavlerne. Og står det til mig, bliver der snart normale tider igen i dansk politik.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 2. december 2021)

Nej tak til socialdemokratisk udgiftslov: Det er en fantasiløs plan, som ikke giver mere velfærd

Alex Vanopslagh
11. november 2021

For nylig skrev Berit Rousing, kandidat til Aarhus Byråd for Socialdemokratiet, i Århus Stiftstidende, at Socialdemokratiet “tager ansvar” med den nye velfærdslov, som skal sikre flere penge til velfærd i takt med, at befolkningen bliver ældre og får brug for flere velfærdsydelser.

Men den ubekvemme sandhed bag denne “velfærdslov” er, at den ikke vil føre til bedre velfærd, hverken for borgerne i Aarhus eller resten af Danmark. Det er en fantasiløs plan, hvor der bare skal bruges flere og flere penge for at holde kvaliteten på samme niveau, mens borgerne skal betale mere og mere i skat.

Velfærdsloven er en udgiftslov, som ikke handler om at give bedre velfærd. Hovedproblemerne med vores velfærdssektor – for meget bureaukrati og for lidt innovation og konkurrence – adresseres slet ikke. Det er en uholdbar situation og vil skabe store problemer for dansk økonomi.

Det, vi i stedet skal have, er nytænkning, innovation og effektivisering af vores velfærd. Ved at investere i ny teknologi, skære markant i bureaukratiet og udvise mere tillid til medarbejderne kan vi levere en bedre velfærd til borgerne – til lavere pris.

Vi skal have langt mere konkurrence og frit valg i velfærdssektoren, så de bedste udbydere vinder frem, og dårlige udbydere sorteres væk. Alt sammen til gavn for borgerne. Det er vejen frem.

Socialdemokratiets velfærdslov er en ikke-løsning, som bare vil øge udgifterne uden at give borgerne en bedre velfærd.

(Debatindlæg udgivet i Stiften d. 10. november 2021)