Debat Arkiv - Side 23 af 31 - Liberal Alliance

Henrik Dahl

2. juli 2021

I 1970erne kunne man kort og godt blive populær på at sige, at ikke alene slugte den offentlige sektor for mange af skatteborgernes penge, men den gjorde også noget dårligt både for medarbejderne, der blev motivations- og initiativløse bureaukrater, og for borgerne, der blev frataget deres personlige ansvar og virkelyst.

I dag er det svært at forestille sig en større tabersag end at fremsætte en grundlæggende kritik af velfærdsstaten. På en god dag giver det cirka fem procent af stemmerne. På en almindelig dag omtrent det halve.

Sådan har det ikke altid været.

I 1970erne kunne den socialdemokratiske økonomiprofessor Jørgen S. Dich opleve, at hans fagbog»Den herskende klasse«blev en bestseller. Mogens Glistrup kunne komme i Folketinget med 28 mandater. Henrik Stangerup kunne få både gode anmeldelser og mange læsere med romanen»Manden der ville være skyldig«.

Og i den folkelige afdeling ligger der som regel en robust kritik af bureaukrati og embedsvælde i Olsen-banden. Man kan tænke på politiet, der ikke fremstår som en særligt veldrevet eller effektiv organisation. Eller man kan tænke på den halv-fiktive myndighed Rigsregistraturen, der i filmen»Olsen-banden går i krig«har vokset sig så stor, at det er Herlev Hospital, der spiller rollen som dens hovedkvarter.

Nederlag for velfærdskritik

Det endelige nederlag for velfærdskritikken kommer i to tempi i årene 1998-2001.

I 1998 gik Venstre under ledelse af Uffe Ellemann-Jensen til valg på et program, der set med LA-øjne var glimrende. Blå blok tabte knebent til Poul Nyrup Rasmussen (dog ikke mindst, fordi Det Konservative Folkeparti fik et katastrofevalg).

Hurtigt dropper den nye leder Anders Fogh Rasmussen velfærdskritikken. Det vækker naturligvis stor opsigt, fordi han i 1993 har udgivet den ramsaltede velfærdskritik»Fra socialstat til minimalstat«. Opgivelsen af bogen medfører en del kritik for opportunisme. Men Fogh Rasmussen vinder en knusende sejr over rød blok, indgår en pagt med Pia Kjærsgaard om, at velfærden skal tøjles af et skattestop (som kommunerne i øvrigt blæser på), og at Danmark skal have en stram udlændingepolitik. Det holder blå blok ved magten de næste ti år.

Frås, spild og inkompetence

Der findes dem, som hævder, at når velfærdskritikken er forstummet, så skyldes det, at den såkaldte velfærdskoalition er kommet til at udgøre langt over halvdelen af befolkningen. Det vil sige koalitionen af dem, der arbejder i den offentlige sektor og dem, der lever af overførsler af den ene eller den anden art.

Jeg opfatter ikke argumentet om velfærdskoalitionen som et dårligt argument. Tværtimod har det nok en del for sig.

Men selve det forhold, at der eksisterer en velfærdskoalition, forklarer ikke i sig selv, hvorfor vi har en velfærdsideologi, der er tæt på uovervindelig.

Ser man sig omkring i velfærdssamfundet, må man konstatere, at befolkningen i det store og hele finder sig i både frås, spild og inkompetence. Disse ting er langt fra at være allestedsnærværende. Og der findes masser af offentligt ansatte, der gør et virkelig godt job. Men selv tanken om, at der måske kunne spares nogle procent af de samlede driftsomkostninger ved at sætte ind over for det rene spild, bliver som oftest mødt med mistænksomhed.

Jeg tror, at velfærdsideologien er en del af det skjulte pensum i vore dannelsesinstitutioner. Ikke forstået sådan, et der undervises i, at dette er det rigtige at gøre. Men forstået sådan, at moralen af næsten al undervisning i Danmark er, at det er umuligt at forestille sig, at tingene nogensinde kan blive anderledes.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 1. juli 2021)

Alex Vanopslagh

28. juni 2021

Afspil video

I to måneder har Simon Kollerup skældt ud på bankerne for at følge Nationalbankens renteniveau.

Henrik Dahl

21. juni 2021

I Sverige, hvor man har en ulyksalig tendens til at tage aktivistiske forskere alvorligt, er det gået helt galt. I Danmark, hvor de fleste godt kan gennemskue, at de har deres egne dagsordener, som ikke har noget med virkeligheden at gøre, er det gået knap så galt.

»Sæt dig ned på centerpubben eller stil dig ved en pølsevogn og tag en snak om indvandring med et tilfældigt udsnit af klientellet. Ja, gør det samme hos en kebab-ruller på Nørrebro. Hvis du skærer de værste sprittere og konspirationsteoretikere fra, så vil den analyse, du får præsenteret, være mere solid og sanddruelig, end det, der kommer fra mange forskere.«

Sådan skrev historikeren Niels Jespersen i Ræson i 2017.

Det er hårde ord. Men ikke usande. Dansk forskning i alt, hvad der har med migration og indvandring at gøre, er i udgangspunktet fuld af fup. Det betyder ikke, at danske forskere inden for emnet ikke undertiden er drevet af sandhedskærlighed og i stand til at producere ægte indsigt. For der findes hæderlige undtagelser. Men det betyder, at man skal være forsigtig og ikke tro på noget, med mindre der kan gives en særlig begrundelse for dette.

Og dermed er vi inde ved en af de allerinderste kerner i debatten om danske universiteter.

I virkeligheden er det en slags tragedie, at det er endt, hvor det er endt. Nemlig at ingen fornuftige mennesker kunne drømme om at fæste lid til, hvad der kommer fra et helt forskningsfelt. Men det bliver selvfølgelig resultatet, når forskersamfundet som helhed ikke gennem en periode på omkring 40 år har været i stand til at producere brugbare og indsigtsfulde analyser af indvandringen fra Stormellemøsten og dens konsekvenser.

Selvfølgelig er det løgn og latin, at islam ikke spiller en negativ rolle, når det gælder overgreb mod ytringsfriheden, eller når det gælder undertrykkelse af kvinder. Ligesom det er løgn og latin, at mellemøstlig kultur ikke spiller en rolle, når det gælder afvisning af assimilation som strategi for at leve i Vesteuropa. Og så er det selvfølgelig løgn og latin, at noget af dette er vesteuropæernes skyld. For uanset hvilken politik, det enkelte land måtte have ført, er man i store træk endt med de samme problemer. De konstante faktorer i ligningen skal man være blind for ikke at få øje på.

Det eneste, der gør forskellen, er graden, i hvilken man har lyttet til forskere. I Sverige, hvor man har en ulyksalig tendens til at tage aktivistiske forskere alvorligt, er det gået helt galt. I Danmark, hvor de fleste godt kan gennemskue, at de har deres egne dagsordener, som ikke har noget med virkeligheden at gøre, er det gået knap så galt.

Jeg synes, vi skal undgå at fortabe os i proces og detaljer, når vi diskuterer universiteterne. For det er tabet af tillid, der er det afgørende.

I samlet kor har vores universitetsrektorer haft travlt med at sige, at der ikke er noget galt med selvreguleringen på danske universiteter. Med sådanne udtalelser spilder de offentlighedens tid. For det store spørgsmål består på trods af de udflugter, man kommer med: Hvad vil det ærede rektorkollegium gøre for, at fornuftige mennesker ikke bare trækker på skuldrene af dansk islam-, Mellemøsten- og migrationsforskning og tænker, at her kommer endnu en dosis vrøvl og sludder, der snakker uden om ethvert spørgsmål af nogenlunde væsentlighed?

Det er selvfølgelig heller ikke »de små lejligheder og jobbene i frontlinjen«, der fører til, at covid-19-epidemien har haft så godt fat blandt indvandrere fra Stormellemøsten. Men også her har man måttet spilde kostbar tid på at nedkæmpe vrøvl og sludder fra forskere, der blandt andet skulle forestille at være til hjælp og støtte for beslutningstagerne.

Det er tillidstabet til dele af universitetsverdenen, vi først og fremmest bør diskutere. For det er et dybt alvorligt problem.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 18. juni 2021)

Alex Vanopslagh

21. juni 2021

Du kan se talen her eller læse min tale i nedenstående.

___

Mine rådgivere har fortalt mig, at jeg skal blive mere personlig. Folk gider ikke høre så meget om politik og regneark og al den slags.

Derfor vil jeg fortælle jer en personlig historie. Jeg vil fortælle jer om en drøm, jeg havde her den anden nat. Jeg skal på forhånd advare mod, at det er kradsbørstige sager – særligt hvis man er socialdemokrat eller det, der er værre.

Men vi er i år 2044.

Jeg er statsminister.
Jo jo. Det bliver værre endnu.
Jeg er faktisk lige blevet genvalgt som statsminister.

Efter 15 år under Mette Frederiksen tog det borgerlige Danmark sig endelig sammen og vandt flertal. Det første, vi gjorde med magten, var at fjerne de sidste coronarestriktioner, selvom både Mette Frederiksen og Allan Randrup mente, at 3. bølge altså var lige på trapperne.

Og det går godt. Det går godt for Danmark. Og det går også godt for min regering.
Vi har fået vendt tingene på hovedet. I stedet for konstant at lave nye love, nye regler, mere bureaukrati, mere politik – så gør vi det omvendte. Vi fjerner love, fjerner regler, fjerner bureaukrati og lader politik fylde meget mindre.

Og de har ikke meget at lave, for politik fylder utrolig lidt. Staten fylder utrolig lidt i Danmark i 2044.

Ja, faktisk i en sådan en grad, at vi kun er 7 ministre i min regering. På den måde har jeg fortsat traditionen med at være leder af en meget lille gruppe.

Det er nu et deltidsjob at være politiker. På den måde har Ole Birk Olesen ikke bare tid til at være finansminister, han har også tid til at være overborgmester i København – og også tid til at gå tur med sin hund – uden snor – den liberale frihedskamp fordufter ikke!

Men lidt har min regering da fået fra hånden.

Året før, i 2043, satte skattetrykket rekord. Altså, bundrekord. Og det gjorde det også året før. Da vi kom til magten, gjorde vi de første 7.000 kroner skattefrie, vi afskaffede topskatten, halverede selskabsskatten og sænkede skatterne på investeringer. Og SÅ gik vi for alvor i gang – med at sænke skatten.

Danmark modtager derfor også mange flygtninge. Eksempelvis er Lars Seier flygtet fra de høje skatter i Schweiz hjem til Danmark. Og han fortsætter traditionen med at holde hånden under små udrydningstruede partier, så derfor støtter han nu Socialdemokratiet.

Ja, førhen prøvede de blå partier være lige så socialdemokratiske som Socialdemokratiet. Nu prøver Socialdemokratiet at være lige så liberale som Liberal Alliance.

Det uhørt gode erhvervsklima betyder, at mange flere unge starter virksomheder. Og de bliver rent faktisk i Danmark, fordi de ikke bliver behandlet som grådige gøgeunger.

De kan tilmed rejse penge i Danmark og behøver ikke flygte til Sverige og Storbritannien, når de er blevet store.

Nu kommer der hvert år forudsigelige historier om nye danske væksteventyr, som trækker både investeringer og dygtige mennesker til fra hele verden. Ja, de historier kommer lige så tit som Lars Løkkes meldinger om, at NU kommer han snart med et nyt parti. Måske.

***

Men nå, Danmark har bundrekord i skattetryk. Og ved I hvad? Velfærden har aldrig haft det bedre.

For nu har vi sat velfærden fri fra systemet og givet borgerne magten – med masser af valgfrihed og ikke mindst konkurrence om at levere den bedste velfærd til borgerne.

Og hvis nogle borgere er utilfredse med deres service, vælger de en anden. Det er nemlig deres ret. Hvor velfærden før var præget af systemets ret til at gøre, som det ville, og dårlig service blev belønnet med flere af borgernes penge, er det nu borgeren, der har ret til at vælge – både vælge til og vælge fra.

Vi har ladet tusind blomster blomstre – vi har massevis af pædagoger, hjemmehjælpere og lærere, som vil være selvstændige og starte fri-børnehaver, friskoler og friplejehjem.

Og hvad med bøvl og bureaukrati, skemaer og papirarbejde? Det har vi for længst afskaffet. I stedet har vi tillid til medarbejdernes faglighed og borgernes frie valg.

Det har ført til glade medarbejdere og noget helt vildt – nemlig tilfredse borgere. Det virkede helt underligt i starten, men med tiden er det blevet naturligt.

Det var selvfølgelig en lidt hård omgang for de tusindvis af akademikere, journalister og kommunikationsfolk vi måtte afskedige fra det offentlige – men de fandt hurtigt arbejde i det private.

Årtiers ond cyklus af højere udgifter, mere bureaukrati og frustrationer over kvaliteten i velfærden hos borgerne er brudt.

Et godt eksempel er plejehjemmene i 2044. De er sat fri og kan tilpasse deres service til andet end kommunale samlebåndsløsninger. Der er eksempelvis plejehjem til musikere, plejehjem til homoseksuelle, ja selv et plejehjem tilpasset gamle socialisters behov, hvor de holder videoaften med Mette Frederiksens pressemøder fra 2020’erne og drømmer om dengang, man kunne regere uden hverken at respektere Folketinget eller Grundloven. Jo jo, der er plejehjem til alles behov.

Der er dog ingen plejehjem, hvor man bliver hængt op i en kran for at komme på toilettet.

Helt generelt er stilstand og frustration erstattet af fremgang og glæde, fordi vi turde reformere Danmark. Vi turde se fremad og satse på fremtidens samfund.

Men nogle gange behøvede vi bare at tage ved lære af fortiden. I 2037 fejrede vi hundredeårsjubilæet for folkeskolens formålsparagraf fra 1937 ved at genindføre den. Den lyder – ”Folkeskolens Formaal er at fremme og udvikle Børnenes Anlæg og Evner, at styrke deres Karakter og give dem nyttige Kundskaber.”

Pist væk er fokus på abstrakte og akademiske mål om at tilegne sig kompetencer, ansvar for egen læring, projektmageri og alverdens gak og gøgl. I stedet handler det nu igen om at hjælpe børn på vej til at blive myndige og dannede borgere med konkrete kundskaber.

Jo jo, og så har Henrik Dahl, der siden er blevet universitetsrektor, afsløret den nye buste af sig selv på Gammel Torv. Den bliver hvert år smidt i vandet, så vi minder hinanden om de sorte år, hvor woke identitetspolitik hjemsøgte landet.

Den slags er der ikke meget af i dag. I stedet lærer vi de unge om det Danmark, de har fået i arv. Både det gode – Grundtvig og Kim Larsen – og det dårlige – Medina og Mette Frederiksen.

Men de gider nu alligevel ikke høre meget på os gamle mennesker, når vi taler om gamle dage.

”Da JEG var ung, betalte man næsten 50 % i skat! Haha”

”Da JEG var ung, blev demente damer mishandlet på plejehjem! Og vi troede det kunne løses med flere penge! Tænk sig engang!”

”Da jeg var ung, da kom der flere og flere regler, love og mere bureaukrati hvert år!”

”Da JEG var ung, gik næsten alle på gymnasiet!”

Især det sidste virker helt tosset. For det er ikke længere sådan, at man automatisk bliver andenrangsborger, hvis man vælger at tage en erhvervsuddannelse i stedet for at gå på gymnasiet og universitetet.

Lavere skatter, bedre uddannelser, mere frihed i velfærden og meget mindre politik.
Jeg ved godt, det lyder som lidt af et mareridt for nogle af jer.

Men bare rolig. Det hele var bare en drøm. Jeg vågnede badet i sved i gamle 2021 med socialdemokratisk beton, tårnhøje skatter, en overvægtig offentlig sektor og tvungen elevfordeling i gymnasierne.

Ja, det var bare en drøm. Men det er det Danmark, vi drømmer om i Liberal Alliance.
Og det er det vi drømmer i dag, som kan blive til virkelighed engang. Hvis vi altså åbner øjnene, og arbejder for det.

Henrik Dahl

9. juni 2021

Drop offerkortet, forskerne må forvente endog meget skarp kritik, når de er så aktivistiske og uvidenskabelige i deres tilgang.

Et stort flertal i Folketinget har præciseret, at Folketinget ikke bestemmer over forskningen. Og så har det samme flertal indskærpet over for universiteternes ledelser, at de har en pligt til at sørge for, at den akademiske selvregulering fungerer efter hensigten.

Jeg har svært ved at forestille mig noget mere fredsommeligt. For i princippet burde alle vel være enige i, at det er sådan, tingene bør være indrettet?

Men uden at overdrive, kan man sige, at den akademiske verden er gået aldeles bersærk. Det siges, at forskningsfriheden er både truet og presset. Der klages over, at navnene på kontroversielle forskere omtales offentligt. Og sidst, men ikke mindst, så er påstanden, at der slet ikke findes nogen anledning til at indskærpe disse ting over for universiteterne.

Lad os tage det sidste først. Der er massevis af årsager til at mene, at aktivisme og pseudovidenskab er et problem på danske universiteter. Allerede i 2005 offentliggjorde den nu afdøde professor i sociologi Henning Bech bogen »Kvinder og Mænd«. Heri siger han kort fortalt, at kønsforskningen er tendentiøs forstået på den måde, at det ikke er bedre at være mand, end det er at være kvinde. Og at den gennemgående tendens i kønsforskningen til at gøre mænd skyldige i alverdens onder derfor er urimelig.

I 2012 offentliggjorde Henning Bech sammen med Ümit Mehmet Necef bogen »Er danskerne racister?«. Heri dokumenteres, at den såkaldte racismeforskning har en uheldig tilbøjelighed til at strø om sig med definitionen »racist« og til at udskamme Gud og hvermand for at være racister.

Som et sidste eksempel på kritik i bogform fra akademikere med uangribelige meritter kan nævnes bogen »Æresrelateret social kontrol« af Yvonne Mørck, Sofie Danneskiold-Samsøe og Bo Wagner Sørensen fra 2019. Heri beskrives, hvordan berøringsangsten over for problemets kerne – at islamisk kultur er præget af en voldsom social kontrol over kvinder – er massiv. Man kan ironisk sige, at det forskersamfund, der skulle forestille at interessere sig for social kontrol, selv er præget af denne.

Problemer tryllet væk
At problemet er reelt, fik alverden en glimrende illustration af, da rapporten Magt og (M)ulighed udkom i 2020. Her lykkedes det nærmest at trylle problemerne væk. Selvom der fra socialarbejdere og fra de berørte selv er massive vidnesbyrd om, at der eksisterer et enormt problem.

Hvis tre veldokumenterede bøger og en sag, der vakte massiv opmærksomhed i offentligheden, ikke er nok, kan man læse vidnesbyrd fra velmeriterede forskere, der kender universitetsverdenen indefra.

Jeg kan i flæng nævne en nylig kronik i Berlingske af Hans Bonde, der blandt andet påviser, hvordan kønsforskningen i Danmark tilsyneladende nægter at korrigere myten om, at kvinder har en større sandsynlighed for at vinde en orkesterprøve, hvis de spiller bag et forhæng. Det forholder sig stik modsat: De har større mulighed for at vinde, hvis dommerkomiteen kan se dem.

Jeg kan nævne en kronik af samme Hans Bonde og Torsten Skov i Information, som påpeger den udbredte unode i kønsforskningen, at man forudsætter det, man vil bevise, og undlader at teste konkurrerende hypoteser.

Og jeg kan nævne en anden kronik i Berlingske, hvor Marianne Stidsen dokumenterer, at professor Mikkel Bolt ved Københavns Universitets Institut for Kunst- og Kulturvidenskab er en yderliggående venstreorienteret aktivist – også i sin forskergerning.

Men sagen er: En stort set samlet universitetsverden og et helt samlet rektorkollegium har valgt at sætte kikkerten for det blinde øje, når det gælder disse vidnesbyrd og mange andre. Man nægter simpelthen at tage sådanne vidnesbyrd alvorligt og undersøge dem nærmere. Og efter kategorisk at have nægtet at tage den veldokumenterede kritik alvorligt, siger man så, at der ikke forefindes dokumentation for noget stort problem. Det er simpelthen så uartigt, som tænkes kan.

Stram op
Når universitetsledelserne bevidst gør sig selv både blinde og døve i forhold til kritikken, må andre tage over. Og det har Folketinget så gjort. Vel at bemærke: ikke ved at blande sig i universiteternes indre liv. Men ved at sige, at rektorerne må stramme lidt op. Og dermed diskret antyde, at de måske burde tage den eksisterende kritik lidt mere alvorligt, end de hidtil har gjort.

Men det bryder rektorerne sig ikke om. Hvis man så meget som antyder, at der er dele af deres jobbeskrivelse, de med fordel kunne afsætte mere tid til at udfylde, er forskningsfriheden truet. Ja, De læste rigtigt: Det er intet mindre end en trussel mod forskningsfriheden, at Folketinget høfligt anmoder rektorerne om at se lidt nærmere på de kritikker for aktivisme og pseudovidenskab, de i årevis har forsømt at reagere fyldestgørende på.

Hvis meldingen om, at sådanne høflige anmodninger – i sidste instans på vegne af de skatteborgere, der betaler gildet – er angreb på forskningsfriheden, er der opstået en absurd situation.

Så siger universitetsrektorerne i virkeligheden, at de er fuldstændig fritaget for kritik og dermed i lighed med paven, når han taler ex cathedra, ufejlbarlige. Dette er en absurd antagelse, som ikke er værdig til at blive taget alvorligt i så meget som et halvt sekund. Selvfølgelig har et organ som Folketinget enhver tænkelig ret til – ovenikøbet venligt og i runde formuleringer – at sige, at det har visse forventninger til universiteternes rektorer.

Men dele af staben af forskere går endnu længere end rektorerne. De har skrevet ikke mindre end to åbne breve. Det ene stilet til Folketinget og det andet stilet til forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Især det sidstnævnte er interessant. For det første, fordi blandt underskriverne finder man nogle af de vildeste aktivister ved de danske universiteter. I en helt grotesk (og fagfællebedømt) artikel i tidsskriftet Social & Cultural Geography hævder de to medunderskrivere Michale Nebeling og Mons Bissenbakker således, at når det vakte offentligt mishag, at så mange mennesker udstillede deres sorg over terroristen Omar el-Husseins død, skyldes det racisme.

Klynk
Situationen er altså: To forskere ved danske universiteter udskammer i praksis alle danskere for at være racister. Og klynker så bagefter i offentligheden over, at der er nogle af de udskammede, der svarer igen med hårde ord. Det er mere grinagtigt end noget, jeg har oplevet, siden Monty Python for mange år siden indstillede deres aktiviteter.

Eller vent: Er det mere grinagtigt end noget, der er sket inden Monty Python? Eller er det endnu mere grinagtigt, at forskerne har opfundet en teori om, at hvis man er blevet truet, må al kritik forstumme. For det har de. Det kan man læse sort på hvidt i opråbet fra 262 forskere i Politiken.

Hvis det virkelig er rigtigt, at truede personer må man ikke kritisere offentligt, så må princippet jo gælde for alle. Det ved de fleste. Og blandt rigtige forskere er det alle, der ved, at ens første pligt er at være konsistent.

Derfor betyder den nyopfundne regel om, at truede personer må ikke kritiseres, at såvel Pia Kjærsgaard som Inger Støjberg og Pernille Vermund fra og med mandag 7. juni er fritaget for enhver form for offentlig kritik. For de er alle tre blevet truet i en grad, at det har været nødvendigt at udkommandere vagter fra politiet.

Ved nærmere eftertanke, er det faktisk endnu mere grinagtigt, end at nogle af de mest udskammende aktivister i den danske forskningsverden ikke kan forstå, at de støder på modstand og hård kritik.

Dette er en vigtig debat om en af de mest afgørende institutioner i Danmark og de vestlige samfund. Jeg ser frem til fortsættelsen.

(Kronik udgivet i Berlingske d. 8. juni. 2021)

Ole Birk Olesen

8. juni 2021

I morgen skal jeg til forhandling om mere åbning af det danske samfund. Mit udgangspunkt er, at alle risikogrupper og alle over 50 år har fået tilbudt vacciner, og at vi derfor kan ophæve alle restriktioner.

Nu.

Jeg er dog 100 pct. sikker på, at Folketingets røde flertal ikke vil være med til det, så lad os så i det mindste gennemføre disse tre punkter:

1. Påbud om mundbind ophæves alle steder. Det har hele vejen igennem været tvivlsomt, om mundbindet har nogen nævneværdig positiv effekt, men nu hvor halvdelen af befolkningen er vaccineret, er det da helt skørt at påtvinge folk et mundbind, når de bevæger sig blandt andre, som for størstedelens vedkommende også er vaccinerede.

2. Corona-pas skal kun kræves i nattelivet, dvs. på steder som har åbent efter midnat, og ved massebegivenheder med over 1.000 deltagere. Alle andre steder afskaffes krav om Corona-pas på linje med alle andre restriktioner: Ingen afstandskrav, ingen lukketider, ingen antalsbegrænsning osv.

3. Nattelivet får igen lov til at åbne fuldstændig, og massebegivenheder må også arrangeres fuldt ud igen, begge mod forevisning af Corona-pas. Dvs. at Parken til lørdagens kamp mellem Danmark og Finland f.eks. må fyldes op med de 38.000 tilskuere, som der er plads til.

Ikke mere livrem og seler, fordi Seruminstituttet igen og igen leverer overdrevne forudsigelser om eksploderende smittespredning, som aldrig bliver virkelighed. Slut.

Alex Vanopslagh

7. juni 2021

I lørdags holdt jeg min grundlovstale i smukke Skanderborg. Der var både godt vejr og godt liberalt selskab.

Desværre kan I ikke se den i sin helhed, fordi TV2 News vogter nidkært over deres ophavsret, så I stedet kan I her læse lidt om det, jeg talte om.

Jeg talte bl.a. om, hvad grundlovsdag egentlig er en hyldest til – mange tror, at vi hylder demokratiet på grundlovsdag. Men vi hylder snarere grænserne for demokratiet, grænserne for folkets vilje – og selvfølgelig grænserne for magtfuldkomne politikere og despoter.

Det banebrydende for de idéer, som Grundloven bygger på, er at fokusere på dét, som statsmagten og politikerne ikke må. Men dermed også hvad et demokratisk flertal ikke må tvinge et demokratisk mindretal til. Uanset hvor mange, den får til at bakke op.

Du må ikke fjerne folks ytringsfrihed. Du må ikke knægte den private ejendomsret. Du må ikke forhindre folk i at forsamle sig frit i politiske forsamlinger. Du må ikke bare blæse på lov, orden og retsstat.

Men som I også ved, har vi set rigeligt af den slags det seneste år. Ikke mindst i Mette Frederiksens overgreb på grundloven ved at smadre dansk minkavl uden lovhjemmel. Det fik selvfølgelig et par ord med på vejen. Jeg glæder mig til at se, hvad granskningskommissionen kommer frem til – for minksagen bliver ikke glemt.

På grundlovsdag var det også passende med en hyldest til Grundtvig, dansk liberalismes åndelige fader.

Ikke mindst følgende citat fra ham er lige så vigtig i dag, som da han skrev det: ”At være en del af samfundet – en del af et folk og et fædreland – indebærer at den enkelte påtager sig et ansvar for det fælles bedste. Det kræver frihed for den enkelte til at påtage sig det ansvar.”

Og netop fordi, vores folkestyre kræver et folk, der påtager sig ansvar, er skolepolitik hjerteblod for mig. Og jeg er glad for, at erkendelserne af, at der er noget helt galt i vores uddannelsessystem, nu også har indfundet sig bredere end blot i Liberal Alliance.

Jeg håber vi kan samarbejde om at skabe en mere velfungerende folkeskole, hvis vores unge skal have de nødvendige færdigheder og den nødvendige dannelse, ikke bare til at blive myndige og frie borgere der kan tage vare på sig selv men også hvis vi ønsker et stærkt fællesskab, hvor folk kender deres kultur, historie og værdier.

Et andet sted, hvor idealet om den myndige borger er udskiftet med magtesløshed og afhængighed, er i vores kontanthjælpssystem. Og særligt blandt de desværre tusindvis af mennesker, der er parkeret mere eller mindre permanent på offentlige ydelser.

De røde støttepartier pisker en hysterisk stemning op om, at fattigdom, i særdeleshed børnefattigdom, skulle være et kæmpe problem i Danmark. Og at løsningen selvfølgelig er højere offentlige ydelser.
Men det er forfejlet. Vi har ikke økonomisk fattigdom i Danmark.

Men mange mennesker er permanent fanget på offentlige ydelser i en tilstand af det, jeg kalder åndelig fattigdom. Afhængige, umyndiggjorte og uden de redskaber, der skal til for at blive en del af det arbejdende fællesskab.
Venstrefløjen har stirret sig blind på pengene alene. De er fuldstændig blinde for, at man simpelthen ikke hjælper mennesker, der har mistet troen på sig selv, ved at give dem flere penge.

Jeg tror hellere vi skal bevæge os i en anden retning. Hvor vi nytænker hele beskæftigelsesindsatsen i retningen af lavere ydelser, bevares, men til gengæld større involvering af civilsamfundet, flere gulerødder og mere opmuntring.
I det hele taget skal vi blive bedre til at opmuntre hinanden til at tage ansvar – til at gøre det rigtige – til at værdsætte de værdier, der bærer det hele.

For grundlovsdag er i sandhed en hyldest til de værdier, der oppebærer det hele! Det skal vi huske.

Det gælder os i Liberal Alliance. Og det gælder vores blå kampfæller. Lad os ranke ryggen, droppe forsøget på at være bedre socialdemokrater end Socialdemokratiet, og kæmpe for, at Danmark for alvor bliver mere borgerligt igen.

Jeg ved, vi kan gøre det.

Henrik Dahl

7. juni 2021

Det kunne være en hjælp til de forskere, der er i fare for at blive presset ud i kampen om faste stillinger, hvis universiteternes ledelser tog ansvaret for at beskytte mindretalssynspunkterne ved de danske universiteter alvorligt.

Disse linjer skrives den 6. juni. Det vil sige søndagen, der markerer udgangen på uge 22.

Den 22. uge i det herrens år 2021 kan og vil blive husket på mange måder, når historien engang skal skrives. Men blandt dem, der har sat for sig at beskrive livet ved de danske universiteter, vil en omtale af vedtagelse 137 næppe være til at komme uden om.

Vedtagelsen blev udløst af en forespørgselsdebat i Folketinget, der blev afholdt ugen før. Den omhandlede overdreven aktivisme, og endte i en konklusion – det er, hvad begrebet ”vedtagelse” dækker over – der blandt andet lyder: ”Folketinget har den forventning, at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik.”

Det er jo – skulle man tro – en meget fredsommelig konklusion. Folketinget vil ikke blande sig i det indre liv på universiteterne, men præciserer, at den videnskabelige selvregulering er det bærende princip.

Så fastslår Folketinget, at opgaven med at sikre, at der ikke går noget galt i forhold til selvreguleringen, ligger hos universiteternes ledelser. Og for at undgå misforståelse, så beskriver Folketinget også, hvad ledelserne skal være opmærksomme på. De skal undgå faglig ensretning. De skal undgå, at politik og videnskab sammenblandes. Og de skal sikre sig, at forskere svarer på rimelig kritik af deres arbejde. Hvem kan dog have noget imod det?

Det kan blandt andet universiteternes rektorer. På Twitter skrev formanden for universiteternes rektorkollegium Anders Bjarklev for eksempel: ”Som formand for rektorkollegiet i @Danskeuni kan jeg kun tolke det her som et angreb på forskningsfriheden.”. Og til netstedet videnskab.dk uddybede han: ”Problemet er, at vi sidder i en situation, hvor vi ikke rigtig ved, hvad vi bliver anklaget for”.

Men en gruppe af forskere gik endnu mere amok. De skrev et åbent brev, hvori der blandt andet stod: ”Folketingets position kan blive brugt til at legitimere yderligere angreb og begrænsninger på den akademiske frihed. Det kan resultere i, at flere forskere – særligt dem i udskældte positioner – trækker sig fra den offentlige debat, hvilket leder til selvcensur.” Det åbne brev havde ifølge netstedet videnskab.dk fredag den 4. juni samlet over 1500 underskrifter.

Det mærkelige ved det åbne brev, er, at anklagerne er fuldkommen spekulative. Kan underskriverne fremlægge belæg eller dokumentation for, at Folketinget rent faktisk planlægger angreb og begrænsninger på den akademiske frihed? For V137 kan umuligt tolkes som hverken angreb eller begrænsninger på den sande forskning. Kun som en kritik af pseudovidenskab og politisk aktivisme – som alle vel er enige om, ikke hører hjemme på et universitet. Så der må være noget belæg af en eller anden slags et sted? Det kunne det være rart at få præsenteret.

Den næste anklage i det åbne brev, som heller ikke dokumenteres, er anklagen om, at lige præcis V137 vil få rigtige forskere – altså dem, der ikke benytter sig af pseudovidenskab eller er politiske aktivister – til at udøve selvcensur. Er der nogen som helst dokumentation for, at dette vil ske? Eller er det bare spekulation og konspirationsteori, som der ikke er noget reelt grundlag for tro?

Jeg er godt klar over, at affattelse af åbne breve ikke er det samme som forskning. Alligevel forekommer det mig besynderligt, at dokumentationen for, at der i det hele taget forekommer et problem, er så tynd i en henvendelse, der er skrevet og underskrevet af videnskabsmænd og –kvinder.

Men lad os gå videre og se på Anders Bjarklevs besynderlige påstand om, at han ikke ved, hvad universiteterne kritiseres for.

At rektoren ikke ved, hvad universiteterne kritiseres for, skyldes, at han ikke vil vide det. Ikke ønsker at vide det. Holder fingrene i ørerne og siger la-la-la, når kritikerne tager ordet. For det er ikke sådan, at der mangler tekster, som påpeger eksistensen af et problem.

Den nu afdøde professor i sociologi Henning Bech udgav allerede i 2005 en bog, der hedder Kvinder og Mænd. Den er en akademisk kritik af manglende redelighed i den danske kønsforskning.

I 2012 udgav samme Bech sammen med Ümit Mehmet Necef bogen Er danskerne racister? Den er også en akademisk kritik. Men denne gang af uredeligheden blandt danske racismeforskere.

Og i 2019 udgav de tre forskere Yvonne Mørck, Bo Wagner Sørensen og Sofie Danneskiold-Samsøe bogen ”Æresrelateret social kontrol”. Her beskrives, hvordan forskersamfundet på deres specialeområde (som er socialt arbejde i forhold til den sociale kontrol i indvandrermiljøer) selv er grebet af en social kontrol, der udelukker visse perspektiver på deres forskningsgenstand.

Men sagen er, at forskere i meget vidt omfang ikke vil forholde sig til kritikken. De nægter simpelthen at gå ind på den kritik, der er fremlagt. Det sker ved anvendelsen af alle mulige sange fra de varme lande og al mulig snak for den syge moster, der ikke tjener noget som helst legitimt formål. Men blot forhindrer en realitetsbehandling på universiteterne af kritikken.

Kun hvis man møder enhver kritik med lamme undskyldninger og skøre påstande om imaginære problemer, der sjovt nok bevirker, at man ikke behøver lytte til kritik, giver det mening at hævde, at universiteterne ikke ved, hvad de anklages for.

Hvis de nævnte bøger ikke rækker, findes der desuden kvalificeret påpegning af problemerne i denne kronik af Hans Bonde; i denne kronik af førnævnte Bonde samt Torsten Skov, og i denne kronik af Marianne Stidsen.

Det er et selvstændigt problem, at enhver kritik af universiteterne mødes af en spærreild af lamme undskyldninger for, at kritikken ikke kan realitetsbehandles. Så det første, universitetsrektorerne kunne gøre, var at droppe udflugterne om, at de ikke kender til kritik, og foretage en realitetsbehandling af den kritik, der allerede er fremlagt. For der er noget at komme efter. Som den tidligere rektor for Danmarks Biblioteksskole og nuværende professor ved DPU Lars Qvortrup beskriver her (man skal begynde at læse efter den rituelle nedrakning af borgerlige politikere og debattører).

En vinkel på forespørgselsdebatten, der ikke har været betonet særlig kraftigt hidtil, er, at flertallets vedtagelse kan ses som en beskyttelse af mindretal og af dissidenter.

Efter spørgsmålet om aktivisme og pseudovidenskab dukkede op i den offentlige debat i marts, er jeg blevet kontaktet af tilstrækkeligt mange forskere til, at jeg med sikkerhed kan sige, at vi har et problem.

Problemet består i, at forskere, der er uenige med ortodoksien inden for de områder, der i særlig grad er inficeret med aktivisme og pseudovidenskab, føler sig i en udsat position. De føler, at hvis de ikke holder mund og gør gode miner til slet spil, så er der en fare for, at de vil blive sorteret fra i kampen om en fast stilling (den første ikke-tidsbegrænsede stilling for en forsker, er stillingen som lektor).

Det har tilstrækkelig mange forskere – under meget alvorligt mente ønsker om fortrolighed – fortalt mig. Det bør undersøges med stor alvor af universitetsledelserne. Og der bør tages effektive forholdsregler imod, at forskere, der lever op til kvalitetsstandarderne, men har et andet syn på tingene end ortodoksien, ikke systematisk presses ud af stillingsstrukturen ved universiteterne.

Jeg skal ikke blande mig i, hvordan rektorerne løser deres ledelsesopgave. Men her er et forslag, de kunne overveje:

Hvad med, at ledelserne på universiteterne løbende organiserede konferencer om de emner, som vi fra kritikken ved er underbelyste og uønskede på de fagområder, hvor pseudovidenskaben og aktivismen har godt fat?

Det kunne for eksempel være en konference om biologiens betydning for kønsidentiteten. Det kunne være en konference om religionen islams negative indflydelse på fremkomsten af demokrati i Mellemøsten. Det kunne være en konference om selvdisciplinens generelle betydning for menneskets tilværelse. Det kunne være en konference om intelligensens generelle betydning for menneskets tilværelse. Det kunne være en konference om den mellemøstlige kulturs undertrykkelse af kvinder. Eller det kunne være en konference om humanismens stigende indflydelse på politik og på samfundslivet generelt fra 1700-tallet og frem mod vore dage.

Sådanne perspektiver kommer sjældent frem, når danske forskere udtaler sig. Derfor kunne det være en hjælp til de oversete positioner og til de forskere, der er i fare for at blive presset ud i kampen om faste stillinger, hvis universiteternes ledelser på denne måde tog ansvaret for at beskytte mindretalssynspunkterne ved de danske universiteter alvorligt.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 6. juni 2021)

Alex Vanopslagh

4. juni 2021

Dansk erhvervspolitik er endt i en dødsspiral med verdens højeste skatter og en enorm statsstøtte til erhvervslivet.

Syv ud af de ti største vækstvirksomheder med fødselsår efter år 2000 har flyttet deres hovedkvarter ud af Danmark. Fem af de disse virksomheder er gået på børsen, og heraf har fire valgt en børsnotering uden for Danmark. Det er nedslående. Ikke nødvendigvis for virksomhederne – de lader til at klare sig rigtig godt, og jeg forstår bestemt deres beslutninger. Men set med danske øjne, er det nedslående at vi ikke formår at skabe de rammevilkår, der kan fastholde attraktive vækstvirksomheder. Vi mærker måske ikke konsekvenserne så hårdt lige nu, men vi skræmmer simpelthen fremtidens Mærsk, Novo, LEGO eller Carlsberg ud af landet.

Høje skatter og høj erhvervsstøtte

Et af de helt store problemer er, at Danmark har de næsthøjeste kapitalskatter i OECD. Det gør det svært for virksomheder at tiltrække kapital.

Sverige har næsten tre gange så meget privat risikovillig kapital som i Danmark justeret for BNP, og en meget sundere privat investeringskultur, der er med til at sikre, at antallet af nye børsnoteringer ligger mangefold foran det, vi formår i Danmark.

Men selv borgerlige partier og erhvervsorganisationerne lader til at være blevet bange for deres egen skygge. De roder rundt med forslag baseret på socialdemokratisk cigarkassetænkning: Regionale vækstteams, statslige investeringsfonde og klassisk ”pick-the-winners”-erhvervspolitik.

Venstres seneste plan for at forbedre danske virksomheders adgang til kapital indeholder bl.a. ”Permanent matchfinansiering gennem Vækstfonden”, altså at en offentlig investeringsfond skal træde til for at løse problemerne.

Mens Venstre taler om ”genstartsteams” der kan sætte ind ”med kirurgisk præcision” har regeringen nedsat ”syv regionale vækstteams med repræsentanter fra erhvervslivet, fagbevægelsen og kommunerne, der skal sparke gang i væksten i hele Danmark.”

Dansk Industri kom med et iværksætterudspil, der bestemt indeholder mange gode takter, men også ”Tilskud til privat rådgivning om finansiering”, ”en tværgående iværksætterenhed” og forlængelse af Vækstfondens matchordninger.

Dansk Erhverv præsenterede ligeledes iværksætterinitiativer som ”Øget tabsramme for Vækstkautioner i Vækstfonden” og ”Vækstlån fra Vækstfonden skal hæves til et tidssvarende niveau”.

Det er til at få hovedpine af, men det handler jo desværre om, at mens vi i Danmark har verdens højeste skatter, har vi faktisk også det højeste niveau af statsstøtte til erhvervslivet blandt de gamle EU-lande.

Som de succesfulde erhvervsfolk Lars Kolind og Jesper Geisler for nyligt forklarede, så er vi havnet i negativ spiral. De høje skatter kvæler private investeringer. Staten forsøger at kompensere med offentlige støtte og aktiv erhvervspolitik, der må finansieres med endnu højere skatter.

Det har aldrig virket og kommer aldrig til at virke, at politikere og embedsmænd skal lege investeringsgenier, for hvis de var så pokkers dygtige til at starte og drive forretninger, havde de jo bare selv gjort det. Det er langt sundere og mere effektivt, at det er private investorer, med hånden på kogepladen, der investerer i og hjælper virksomheder frem.
Kolind og Geisler forklarer også, at statsfondene nu er blevet så store og dominerende, at der er skabt et miljø, hvor private investorer og iværksættere ofte ikke kan undgå at få staten – og dermed indirekte politikerne – som medejere. Det er simpelthen ikke sundt, at dansk erhvervsliv på den måde er afhængig af politisk gunst.

Lektien fra corona kan blive dyr for dansk erhvervsliv

Den socialdemokratiske regering holder sig ikke tilbage med den falske fortælling om Corona-epidemien og påstår, at læren af krisen er, at vi skal trække virksomhederne endnu længere ind i statens favn. Det er velkendt socialdemokratisk drøm at gøre private virksomheder endnu mere afhængig af statslige investeringer og politisk nåde.

Vi ved hvad der virker

Jeg savner flere borgerlige partier, erhvervsorganisationer og andre gode kræfter, der tør gå op imod cigarkasse-politikken og slå et slag for at overlade skabelsen af vækst og velstand til danskerne selv ved at sænke selskabsskatten, kapitalskatterne, skatten på arbejde, afgifterne – skatter på alt det, der gør Danmark rigere.

Det er simpel politik og vi ved det virker. I stedet for at være et land med enormt høje skatter og høj erhvervsstøtte, bør vi sænke begge dele gevaldigt.

Puljer, fradrag og besøg på Marienborg er ganske vist alt sammen tillokkende på den korte bane. Men hvis ikke vi får erhvervspolitikken tilbage på sporet, så ender vi ikke bare med lavere vækst og færre arbejdspladser. Vi ender også med et erhvervsliv, der lever på embedsmænd og politikeres nåde. Det er usundt for balancerne i det danske samfund – men det vil være den størst tænkelige politiske sejr for venstrefløjen.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 4. juni 2021)

I velfærdsstaten finder befolkningen sig i frås, spild og inkompetence

Kan Simon Kollerup forstå negative renter?

Dansk forskning i migration og indvandring er fuld af fup

Læs min folkemødetale – Det drømmer jeg om

Forskere forsøger at lukke munden på deres kritikere ved at spille ofre

Færre restriktioner nu.

Læs min grundlovstale her

Universitetsrektorerne forstår ikke problemet

Erhvervspolitikken er kørt af sporet

Tre sandheder om fattigdom og kontanthjælp