Vi passer på Danmark ved at åbne døren for de flittige

Alex Vanopslagh
18. august 2021

Ved at åbne Danmark mere for kvalificeret udenlandsk arbejdskraft sikrer vi, at Danmark kan gribe opsvinget og komme videre.

Det er kommet på mode at slå sig op på, at man vil passe på Danmark. Og det er også et meget nobelt mål, men der er mange måder at passe på Danmark på.

Jeg synes, vi passer bedst på Danmark, når vi giver danskerne de bedste muligheder for at udfolde deres mange talenter til gavn for sig selv og hinanden, og når vi i øvrigt står åbne for både virksomheder og mennesker fra andre lande, som har lyst til at gøre det samme. Til gavn for Danmark.

Sådan giver vi et rigere, friere og bedre Danmark i arv, end vi selv har fået.

Da jeg førte valgkamp i det vest- og midtjyske ved sidste folketingsvalg for to et halvt år siden, besøgte jeg et hav af virksomheder. Ude i Det konkrete Danmark, hvor man lever af at fremstille og sælge rigtige ting til hele verden, stod noget tindrende klart: De var glade for at tale om god liberal politik som lavere skatter og færre byrder på erhvervslivet, men alle som én var de enige om, at deres suverænt største problem var mangel på kvalificeret arbejdskraft.

Og de var også enige om, at hvis den ikke kunne skaffes i Danmark, måtte man søge den i eller udenfor EU. Og særligt adgangen til arbejdskraft fra ikke-EU-lande lå dem meget på sinde.

Ganske vist er der kommet en coronakrise på tværs i mellemtiden, men i dag er behovet præcis det samme, Og det haster, hvis Danmark skal få fuld gavn af det økonomiske opsving, som buldrer løs i hele den vestlige verden her efter corona. Virksomhederne skriger på arbejdskraft – i Danmark alene bliver der aktuelt slået 65.000 stillinger op om måneden, som ikke besættes*.

Det betyder, at virksomheder må sige nej til nye ordrer, opsige kunder og ærgre sig over, at de ikke kan udnytte opsvinget fuldt ud.
Det er et tab for virksomhederne, og det er et tab for Danmark som helhed. Og politisk er det tudetosset, og ikke bare for os, som gerne vil have et mere velstående Danmark med flere muligheder. Nej, det er også et tab for dem, der gerne vil bruge løs af den private sektors velstand i den offentlige sektor.

Det må vi have en fælles interesse i at gøre noget ved. Danmarks vigtigste udfordring på den korte bane er at tilføre mere kvalificeret arbejdskraft til den private sektor, inden opsvinget er ovre.

Men det skulle man ikke tro, hvis man lyttede til debatten på Christiansborg. Her blokerer et flertal, akkurat som i sidste valgperiode, for at gøre det nemmere at tiltrække udenlandsk arbejdskraft. For hvis vi gør det, må vi forstå, at det er social dumping.

Aktuelt har vi en beløbsordning, som betyder, at Danmark kun er åbent for borgere fra lande udenfor EU, som har et job på hånden til en årsløn på mindst 441.000 kr. (2021-niveau). Det svarer til en månedsløn på 36.750 kr.

Vi må altså forstå, at enhver løn under 36.750 er social dumping og til skade for danskerne. Jeg synes, det er noget vås. Og jeg synes slet ikke, det giver nogen mening at påstå, at man passer på Danmark, når man holder dygtige og flittige mennesker ude.

Vi burde glæde os over, at sådanne mennesker gerne vil udfolde deres talenter i Danmark. Allerede i dag er der mere end 300.000 udlændinge, der arbejder i Danmark, og vores land kunne vel dårligt hænge sammen uden dem. Især så længe, vi bliver ved med at holde danskernes egne produktive kræfter i en spændetrøje af høje skatter og høje offentlige ydelser.

Derfor foreslår Liberal Alliance, at vi halverer beløbsgrønsen for udenlandsk arbejdskraft fra lande udenfor EU, så den ligger på samme niveau som en overenskomstmæssig dansk mindsteløn. Alle med et job på hånden til den løn bør være velkommen til at komme og bidrage og gøre både dem selv og os andre rigere.

Det er klog politik, som løser nogle af dansk erhvervslivs mest presserende problemer.

Der er ingen fornuftige mennesker, der går ind for at åbne Danmark mere for folk, der ikke kan og vil bidrage til det danske fællesskab, hverken økonomisk, socialt eller kulturelt. Men lad os nu være både fornuftige og rimelige og skille tingene ad: Folk, der kommer til Danmark med et job på hånden, gør Danmark bedre.

Vi kommer ikke nærmere en løsning på problemerne med ikke-integrerbare migranter ved at holde kvalificeret arbejdskraft væk. Vi bliver derimod fattigere, dummere og svagere af, at frygten for at fremstå slappe i udlændingepolitikken holder os fra at gøre det fornuftige og rimelige. Det er ikke sådan, man passer på Danmark.

Vi skal videre fra frygt og lukkethed mod muligheder og åbenhed. Videre mod at give et endnu rigere, friere og stærkere Danmark i arv, end vi selv har fået.

*Tallet er ikke om måneden, men fra en halvårlig opgørelse fra Styrelsen fra Arbejdsmarked og Rekruttering fra juni 2021.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 18. august 2021)

Nu kan også De Radikale se, at deres egen idé var dårlig

Henrik Dahl
16. august 2021

Folketinget er ikke en forretning.

Men hvis det var, kunne man sige, at Radikale Venstre har fundet på en spændende forretningsmodel: At tage skarpt afstand fra dårlige reformer, man selv har taget initiativet til. Skal man være konstruktiv – og det skal man jo – er det en form for genbrug eller cirkulær økonomi, der er højeste mode andre steder.

Som jeg allerede var inde på i denne fine avis for nogle år siden, er alle reformer af det danske uddannelsessystem i dette århundrede forfejlede. Reformen af folkeskolen er noget bras. Reformerne af gymnasiet er noget bras. Reformerne af de videregående uddannelser er noget bras.

I teorien er uddannelsesinstitutionerne blevet bedre og mere ambitiøse. Men det skyldes udelukkende, at papir er tålmodigt og ikke protesterer over, at man skriver alt muligt sludder på det. I praksis er institutionerne blevet meget dårligere. Fordi de teorier, der ligger bag reformerne, ikke har noget som helst med virkeligheden at gøre. Man går først og fremmest i skole for at lære noget. Det kræver, at man koncentrerer sig om det væsentlige og gør sig umage med at blive bedre. Længere er sagen ikke. Det ved alle voksne og ansvarlige mennesker.

Hvis Folketinget var bare halvt så klogt, som det selv tror, så tog det ved lære af alle de forfejlede reformer. For det, de reformer i virkeligheden viser, er, at der er grænser for politik. Går man over de grænser, går det galt.

Folketinget kan ikke bestemme i detaljer, hvordan hverdagen skal forme sig rundt om i statens institutioner. Det bør i langt højere grad afhænge af situationen og bero på, at ledelse og medarbejdere i fællesskab udvikler den gode korpsånd, der præger alle velfungerende arbejdspladser.

Derfor burde Folketinget nu – ved indgangen til det kommende, politiske år – ikke offentliggøre en lang liste med forkromede initiativer. I stedet burde det offentliggøre en liste over områder, hvor tiden er kommet til at holde op med at blande sig ned i mindste detalje.

Der er ikke nogen som helst grund til at blande sig i, hvad der foregår på skolerne, ud over det niveau, der gælder for de frie skoler. Der er heller ikke nogen grund til at blande sig i, hvad der foregår på gymnasierne. Ud over det niveau, hvor staten blandede sig for 50 år siden. Og det samme gælder i øvrigt for de videregående uddannelser.

Så ud over standarder for miljø og arbejdsmiljø, som ikke bør føres tilbage, hvor de var i 1970erne, så burde Folketinget i virkeligheden afsætte hele arbejdsåret 2021-2022 til at læse sig ind på, hvordan tingene var dengang, og spørge: Hvad ville der egentlig ske, hvis vi nedsatte regelmængden og reguleringsbyrden til niveauet for 50 år siden?

Sandheden er, at der formentlig ikke ville ske noget som helst dårligt. Det peger erfaringerne fra pandemien i hvert fald på. Sender man regulatorerne hjem, er der mere tid til kerneopgaverne, fordi der ikke skal holdes så mange meningsløse møder og skrives så mange meningsløse indberetninger.

I den bedste af alle verdener, så fokuserede Folketinget mere på at nedskalere sin politiske indblanding i alverdens ting, end det fokuserede på at forøge indblandingen. Det er moralen af de mange forfejlede reformer gennem de seneste 20 år.

I stedet for at blande sig, kunne det passende bruge sin energi på at opfinde den offentlige sektors pendant til konkursen. For det er klart, at den øgede frihed ikke giver mening, medmindre også offentlige institutioner kan gå nedenom og hjem, hvis de er håbløse til at løse deres opgaver.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 13. august 2021 )

Lad os sætte folkeskolen fri og give den tilbage til folket

Alex Vanopslagh
11. august 2021

”Samlet set står folkeskolen i en situation, der er meget, meget rodet, hvor man indfører inklusion og en folkeskolereform, som er en uskøn blanding af ekstrem topstyring gennem mål og så altså en hippieagtig pædagogik, hvor skolen skal være alt fra fritidsklub til hjem og skole. Det er en uskøn blanding, og vi har i Liberal Alliance ingen tillid til, at det samlet set vil give en bedre skole.”

Sådan sagde LA’s egen Merete Riisager, da folkeskolereformen blev vedtaget i Folketinget i 2013.
Og hun fik ret. Folkeskolereformen er en dundrende fiasko – en politisk totalskade.

Børnene er mindre glade for at gå i skole, lærerne ligeså, og rapport på rapport viser, at fagligheden stik imod de gyldne løfter har taget et dyk.
Og derfor er jeg virkelig glad for, at der endelig efter så mange år er ved at brede sig en erkendelse på Christiansborg om, at man med folkeskolereformen for alvor har gjort i nælderne. Senest hos de Radikale og selv Socialdemokratiet.

Og det er på tide. Vi skal videre. Videre med helt at skrotte og tilbagerulle folkeskolereformen.
Og videre mod en friheds- og dannelsesreform i stedet.

Frihed til skolerne, fordi vi politikere skal holde vores naller væk. Lad os give forældrene og skolen magten over undervisningen. Det er trods alt dem, der har ansvaret. Skolerne skal have frie rammer til hvordan de underviser – ligesom friskolerne.

Men også dannelse, fordi formålet med folkeskolen er at skabe dannede borgere med gode faglige færdigheder og kundskaber.

Eneste krav til skolerne bør derfor være, at de får undervist eleverne i de vigtigste færdigheder og den vigtigste viden indenfor hvert fag. I de fleste lande sker det med et nationalt pensum/curriculum, som er obligatorisk for skolerne. Men hvordan de gør det – og hvad de ellers gør derudover – skal være 100 % op til skolerne selv.

Folkeskolen og alle børnene har alt for længe lidt under dårlig politik. Lad os sætte dem fri igen og give folkeskolen tilbage til folket.

I politik findes der et voksenbord og et børnebord

Henrik Dahl
9. august 2021

De fleste kender situationen fra deres eget liv. Når der skal holdes en større familiefest, er det mest bekvemt for alle parter, hvis der bliver dækket et voksenbord og et børnebord.

Ved voksenbordet sidder man i længere tid ad gangen. Man taler sammen på en velopdragen måde. Det vil sige, at man holder sig nogenlunde til det emne, der er slået an. Taler en ad gangen. Og fordeler rollerne som lyttende og talende på en måde, der er fair for alle parter.

At opføre sig på denne måde, kræver både øvelse og dannelse. Belønningen får man i form af godt selskab, god mad og god vin.

Ved børnebordet løbes der til og fra. Man taler om det emne, man er mest interesseret i. Og bekymrer sig ikke synderligt om, hvorvidt det interesserer resten af bordet, eller om der i det hele taget er nogen, der lytter.

At opføre sig sådan kræver ikke noget særligt. Det er sjovt, hvis man godt kan lide at tale og udfolde sig. Men det, der bliver sagt, har hverken værdi eller konsekvenser. Maden er i øvrigt heller ikke værd at skrive hjem om.

I dansk politik er der også både et børnebord og et voksenbordet.

Voksenbordet kan man få adgang til, hvis man er villig til at tale på en høflig og dannet måde om økonomisk politik; velfærdsstaten; udlændingepolitikken; udenrigspolitikken samt miljø- og klimapolitikken.

”Høfligt og dannet” betyder ved det politiske voksenbord, at man ikke forlanger revolutioner. Men accepterer, at på den ene side er disse politiske områder vigtige. Mens der på den anden side ikke kan ske revolutioner. Den stille og rolige, trinvise udvikling og tilpasning er idealet. Taler man ikke ind i disse normer, hører man hjemme ved børnebordet.

Ved det politiske børnebord kan alle problemer løses. Skatterne kan sættes lige så meget ned eller op, som det skal være. Vi kan lukke lige så mange udlændinge ind, som det skal være. Eller lukke grænserne lige så stramt, som det skal være. Gigantiske reformer kan foreslås og gennemføres uden hverken flertal eller finansiering. I det hele taget har fantasien frit spil, og på den måde er det supersjovt at sidde ved børnebordet.

Ulempen er selvfølgelig, at intet af, hvad der siges ved det politiske børnebord, nogensinde kan blive til virkelighed. Af den simple grund, at der aldrig nogensinde kan samles et flertal for de vidtløftige idéer, der livligt råbes ud over bordet til resten af selskabet, som heller ikke hører efter.

Det, der præger voksenbordet, er, hvad man kan kalde Slotsholmens konsensus. Det vil sige en konsensus blandt ledende politikere på Christiansborg og ledende embedsmænd rundt omkring på Slotsholmen (og tilliggende matrikler) om, hvordan verden ser ud, og hvordan de løbende forretninger skal håndteres. Slotsholmens konsensus er, hvad man med et fint ord kan kalde institutionaliseret. Det vil sige, at den er udbygget og konsolideret ved aftaler, traktater og sædvaner.

Er det godt eller skidt, at der findes en Slotsholmens konsensus, der er adgangsbilletten til at sidde ved voksenbordet?

Man kan sige, at det er godt i den forstand, at det beskytter Danmark imod skøre idéer genereret fra dag til dag på Christiansborg. Og dem er der nok af. Se bare på alle de tovlige forslag, Folketinget gennem år og dag drøfter i form af beslutningsforslag og forespørgsler om ditten og datten.

I virkeligheden ville det være enormt farligt, hvis der ikke var nogen til at stoppe Folketinget. For meget af, hvad der sættes til debat, hverken kan eller bør nogensinde blive til virkelighed.

På den anden side, er der også flere gode grunde til, at man bør være kritisk over for Slotsholmens konsensus.

En af de indbyggede fejl ved Slotsholmens konsensus er, at man bliver ved med at lappe på ting, der burde skrottes. Man kan selv foretage en simpel test: Antag, at X ikke eksisterede, og at vi derfor blev nødt til at opfinde X. Er der nogen som helst sandsynlighed for, at det nyopfundne X ville ligne den verden, vi kender?

Er der for eksempel nogen som helst sandsynlighed for, at et helt nyt skattesystem ville komme til at ligne det, vi har? Selvfølgelig ikke – fordi det eksisterende system er totalt vanvittigt og dysfunktionelt. Er der nogen som helst sandsynlighed for, at et nyt beskæftigelsessystem ville komme til at ligne det eksisterende? Igen: Svaret er nej. Fordi det eksisterende system er totalt vanvittigt og dysfunktionelt. Noget lignende gælder for mange andre dele af samfundet. Ville nogen lave en folkeskole, der lignede den nuværende, hvis de kunne slippe fri af tidligere beslutninger? Næppe. Ville nogen acceptere en socialforsorg, der leverede så lidt dokumentation for sin effektivitet som den eksisterende, hvis man kunne starte på et blankt stykke papir? Svært at forestille sig.

Hvis man skal sige det kort, har Slotsholmens konsensus altså en indbygget tendens til at smide gode penge efter dårlige, som i bund og grund er beklagelig.

Det andet problem er, at Slotsholmens konsensus er grå og kedelig og lige netop voksen, når man sammenligner med den muntre og fabulerende pludren ved børnebordet. Det er og bliver sjovere at forestille sig en bemandet mission til Mars, end det er at sørge for, at skraldet bliver samlet ind. At det så er meget værre for almindelige mennesker, at det sidstnævnte projekt kører af sporet, end at der ikke sker særlig meget med det førstnævnte, er så en helt anden sag.

Derfor er der naturligvis mange, der gerne vil lytte med ved børnebordet, fordi det er så festligt. Og et fåtal, der har den naive idé, at de festlige idéer en dag kan blive til virkelighed.

To problemer ved Slotsholmens konsensus har jeg ikke en fiks og færdig løsning på. Det ene er principielt. Det andet er personligt.

Principielt er det sådan, at Slotsholmens konsensus engang imellem har brug for det, man med et rigtig grimt og konsulentagtigt ord kalder ”disruption”. Det vil sige: Der er faktisk brug for, at selve Slotsholmens konsensus bliver taget op til revision.

I Danmark sker det ikke særlig ofte. Man kan sige, at da Poul Schlüter kom til magten i 1982, var der en hel stribe af dagsordener fra 1970’erne, der fra den ene dag til den næste blev taget af bordet. Det mest kendte er Økonomisk Demokrat, men der var mange andre. Da Anders Fogh Rasmussen kom til magten i 2001, blev en hel stribe af dagsordener fra 1990’erne om, hvordan Danmark skulle forholde sig til flygtninge og indvandrere også taget af bordet.

Det, der kan disrupte Slotsholmens konsensus, synes altså at være, at en bestemt tilgang til tingene bryder helt sammen. Det stopper lappeløsningerne, og man begynder forfra på et nogenlunde blankt stykke papir.

Det andet problem er, at både jeg selv og mange andre politikere både har en barnestemme og en voksenstemme inden i os.

På den ene side er man opdraget til at være fornuftig og læse de kedelige papirer fra ministrene om, hvordan vi kan stille lidt på samfundsmaskinens håndtag og hjul uden, at alting bryder sammen. Så går der tid med det, og vi laver et kedeligt kompromis og holder ”doorstep”, som man siger. Og så går vi hver til sit og tænker i vores stille sind, at det nok ikke får de helt store konsekvenser, når det kommer til stykket.

På den anden side har man lyst til at være barnlig og råbe højt: Det her betyder ikke en skid! For hvis I virkelig vil have forandringer, vil det bogstavelig talt koste en krig imod såvel interesseorganisation X, Y og Z, som imod Finansministeriet.

Jeg tror, meget ville være vundet, hvis man som politiker gav sig selv lov til både at tale med voksenstemmen, når det giver mest mening. Og med barnestemmen, når vi skal have en alvorlig snak om, hvordan tingene bliver bedre.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 8. august 2021)

Lad os behandle corona som almindelig influenza

Alex Vanopslagh
6. august 2021

Der er brug for at vi tager livtag med det ekstreme forsigtighedsprincip, som har plaget Danmark gennem coronakrisen.

Det er lige så sikkert som amen i kirken, at der om få uger – når sæsoneffekten aftager – både vil være bekymrede virologer og kontrolivrige, røde politikere, som vil foreslå at vi skal fortsætte med flere restriktioner, forlænge brugen af coronapas og fortsat have lokale nedlukninger ved smitteudbrud.

Men det holder ikke. Det er nu, vi skal tage den vigtige principielle beslutning, at vi behandler coronavirus for hvad det er: En influenza-lignende sygdom.

Faktum er, at vi kommer til at have coronavirus de næste mange, mange år.

Og ja, også med nye varianter. Sådan er det jo med vira. Men vaccinerne virker, de virker ekstremt godt, og behandlingsmulighederne er gode, skulle uheldet være ude.

Hvis vi træder et skridt tilbage og forestiller os, at vi ingen restriktioner havde nu, og vi så blev ramt af en influenzalignende sygdom, som vi har vacciner og gode behandlinger imod, så var der jo ingen verdens grund til at indføre nogen restriktioner. Overhovedet.
Det siger selv. Nu må den sunde fornuft altså genindfinde sig.

Vi skal videre. Videre fra kontrol, utryghed og frygt mod liv, håb og glæde.

Fornuftige mennesker bør ikke længere betvivle, at de bliver fattigere af rød politik

Henrik Dahl
30. juli 2021

Al erfaring viser, at man kan gå på Folketingets talerstol og bruge sin tid på at fremlægge sandheden, understøttet af både tal og argumenter. Det har nul indflydelse på, hvordan landets lovgivning ender med at se ud.

Det siges, at de fejl, idrætsmænd og -kvinder begår som unge, forfølger dem hele karrieren. Forstået på den måde, at hvis man af dunkle årsager er bedre i forhånden end i baghånden, eller foretrækker at skyde til højre for målmanden frem for til venstre, så vil man aldrig helt få sin unode aflagt.

Meget kan udrettes ved hjælp af træning, javist. Men bliver man for alvor presset, smuldrer det tillærte, og instinkterne tager over. Og dermed er man tilbage i sine ungdomsår med de gamle fejl, man gik og troede, man havde fået aflagt.

Om det i sidste instans er korrekt, når det gælder sport, skal jeg ikke kunne sige. Jeg mangler den førstehåndsviden om at dyrke idræt på højt plan, som ville kunne lede min erkendelse frem imod et svar. Til gengæld har jeg dyrket politik på højt plan i tilstrækkeligt mange år til at kunne sige: Omend påstanden måske ikke er helt sand, når det gælder idræt, så holder den 100 procent, når det kommer til politik.

For så vidt angår borgerlige politikere, består deres ungdommelige skavank ofte i en manglende evne til at skelne mellem at have ret og at få ret. Det er en misforståelse, der let kan opstå, hvis man holder meget af tal og teorier. På papiret vil man f.eks. kunne bevise, at økonomiske incitamenter virker, eller at arbejdsudbud fører til beskæftigelse. Men hvad hjælper det i en politisk sammenhæng, hvis der ikke er mindst 89 kolleger, der har lyst til at give en ret i synspunktet? Intet overhovedet.

Som al erfaring viser: Man kan gå på Folketingets talerstol og bruge al sin tid på at fremlægge sandheden, understøttet af både tal og argumenter. Det har absolut nul indflydelse på, hvordan landets lovgivning ender med at se ud.

Alle danskere bliver fattigere af den politik, regeringen og dens støttepartier fører. Det er dokumenteret så mange gange, at fornuftige mennesker ikke bør betvivle det længere. Det hjælper bare ikke, hvis man er oppe imod en ideologi, som siger, at lykken lige præcis består i at fodre staten med borgernes penge, så de alle bliver mindre velstående derved.

Pøbelagtige argumenter
Og dermed er vi fremme ved den kerne, som for alvor bør bekymre borgerlige danskere: På det ideologiske plan er de blå partier så langt agterudsejlet, at de ikke engang kan se røgen fra den røde skude længere.

Det hænger sammen med, at den røde side i Folketinget lige siden ungdomsoprørets dage for mere end halvtreds år siden har satset på at blive i stand til at producere ideologi på en industriel skala.

I dag er et flertal af medarbejderne ved alle dannelsesinstitutioner i Danmark røde. Man kan undersøge, hvad pædagogerne, skolelærerne, gymnasielærerne, universitetslærerne, højskolelærerne og sågar præsterne stemmer. Svaret er altid det samme: De stemmer på et af de partier, der for tiden har magten.

Det har som konsekvens, at sociale og politiske problemer altid vil blive det, man med et uskønt ord kalder italesat, på en måde, der får den røde løsning til at tage sig sagligt og moralsk rigtig ud.

Det er for eksempel vrøvl, at politikere skaber job. For de gør det med penge, der er skaffet til veje ved at destruere job andre steder. Men bliver påstanden aldrig udfordret, bliver den i stedet hængende.

Det svære ved at udfordre de røde selvfølgeligheder på f.eks. velfærdsområdet er, at man kan regne med at blive pandet ned af pøbelagtige argumenter i såvel klassiske som moderne medier. Men det bør altid være en motiverende rettesnor: De steder, hvor de røde argumenterer mest pøbelagtigt, er altid de steder, hvor de har mest at tabe.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 30. juli 2021)

Venstrefløjens ulidelige lethed

Henrik Dahl
28. juli 2021

Der forestår et større, folkeopdragende arbejde i forhold til den manglende, moralske bæredygtighed.

Velfærdsstaten er ikke økonomisk bæredygtig. Det fastslog Gunnar Viby Mogensen allerede i 2010 i konklusionen på bogen ”Det danske velfærdssamfunds historie”.

Der er flere årsager til dette, men først og fremmest bør den såkaldte ”Baumols lov” nævnes. Det er en økonomisk lovmæssighed, som fastslår, at selv om produktiviteten ikke stiger inden for en given sektor, vil der være en tendens til, at lønnen følger den generelle lønudvikling i samfundet.

Der skal ikke bruges væsentligt færre musikere til at opføre ”Messias”, end man brugte ved uropførelsen i 1741, og de spiller ikke væsentligt hurtigere, end man gjorde dengang. Set med økonomens øjne er der altså sket nul med messiasproduktiviteten de seneste 280 år, og derfor burde der – stadig i økonomperspektiv – ikke være grundlag for en lønforbedring. Alligevel modtager vore dages musikere en 2021-løn, og ikke en 1741-løn. Det er ”Baumols lov” i en nøddeskal. Den bidrager voldsomt til, at den offentlige sektor hele tiden bliver dyrere, uden at kerneprodukterne bliver væsentligt bedre eller billigere.

Jeg tror imidlertid, at der mangler en anden form for bæredygtighed, og at denne anden mangel på bæredygtighed er værre end den økonomiske. Det er manglen på moralsk bæredygtighed.

Den manglende, moralske bæredygtighed viser sig ved, at venstreorienterede politikere og interesseorganisationer i mange tilfælde udvikler en hæmningsløshed, der ikke kender nogen grænser, når det gælder om at fremsætte krav, der koster penge.

Et godt eksempel på de manglende hæmninger er pædagogernes gennem næsten halvtreds år gentagne krav om, at produktiviteten på børnepasningsområdet skal sættes ned. Det har de nemlig forlangt lige siden begyndelsen af 1970’erne, hvor den socialdemokratiske økonomiprofessor Jørgen S. Dich bemærkede det i sin klassiske bog ”Den herskende klasse”. Udgangspunktet for pædagogernes fagforening har aldrig været, om der fandtes uvæsentlige arbejdsopgaver, der kunne skæres væk til fordel for kontakt med børnene. Eller den helt kætterske tanke, at man kunne stræbe efter et nationalt sygefravær, der lå på linje med fraværet i de bedste kommuner (som typisk ligger i Jylland). Det har simpelthen været, at der skal ansættes flere kollegaer, så den enkelte på den måde får mindre at lave. Regningen? Den sendes ubekymret videre til skatteborgerne.

Et andet eksempel på manglende hæmninger er venstrefløjens mantra om, at der hele tiden finder ”nedskæringer” sted.

I det store og hele bliver der ikke skåret ned i den offentlige sektor. Finanskrisen i 00’erne kostede – udmålt i hele træskolængder – ikke nogen offentligt ansatte deres job. Ligesom covid-19-krisen heller ikke i nævneværdigt omfang har kostet nogen offentligt ansatte deres stilling. Prisen for den slags bliver altid betalt i et helt disproportionalt omfang af den private sektor.

Men eftersom bruttonationalproduktet (BNP) hele tiden vokser med et gennemsnit på cirka to procent om året, og den offentlige sektor hele tiden konsumerer 47-48 procent af det, så er der altså målt i reelle beløb altid en vis vækst, (der – som vi allerede har set – generelt ikke modsvares af den forbedrede produktivitet, der driver det samlede BNP i vejret).

De manglende hæmninger viser sig ved, at det generelt er fuldkommen umuligt at trække venstrefløjen og interesseorganisationerne ind i en meningsfuld samtale om, at det rent logisk ikke giver mening at blive ved med at anmelde nye krav uden at overveje, om finansieringen er til stede.

Og de stimuleres yderligere af, at venstrefløjen og interesseorganisationerne generelt får et alt, alt for svagt modspil af nyhedsmedierne. Der bliver aldrig for alvor gået til stålet, når nye krav anmeldes. Alene et simpelt spørgsmål som: ”Hvem skal have mindre, hvis I skal have mere?”. Det kunne være velgørende at høre det, men det sker aldrig. Og på den måde slipper de hæmningsløse så godt som altid af krogen.

Men det værste er næsten, at der konstant opfindes nye behov – og at der insisteres på de nye behov med en heftighed, der var en bedre sag værdig.

Hvis man skulle tage læserne af Politiken og Information helt alvorligt, er det efterhånden et helt uoverstigeligt problem at eksistere som menneske, hvis man ikke modtager kostbar hjælp og store, økonomiske tilskud til det fra staten. Altså de helt almindelige skatteborgere, der godt kan klare at gå i skole; tage en uddannelse; passe et arbejde; blive og være forældre; opleve livets større og mindre stød uden at bryde sammen og skrive læserbreve fulde af narcissisme og økonomiske krav.

Der er mange eksempler, men her er et af de skøreste: At nogle træffer ansvarlige og fornuftige beslutninger, mens andre lader være, og at begge dele har konsekvenser, kan selv af et formentlig veluddannet menneske gøres til et politisk problem og påhæftes etiketten ”ulighed”.

De fleste af de absurde krav, der fremsættes i centrum-venstremedierne, finder vej til Folketinget som beslutningsforslag, forespørgselsdebatter og nogle gange sågar lovforslag. På den måde eksploderer mængden af behov, man potentielt kan forestille sig, at skatteborgerne skal betale for at dække. Og som en sidegevinst opstår en livsuduelig og jamrende befolkningsgruppe, der efter grundige studier af egen navle er nået frem til, at de er ofre for et modbydeligt samfund.

Manglen på økonomisk bæredygtighed har indtil videre haft den konsekvens, at venstrefløjen fra tid til anden er blevet regeringsuduelig, og har måttet overlade magten til de økonomisk ansvarlige, borgerlige partier. Det vil også ske igen, når den røde forbrugsfest har stået på i nogle valgperioder, og vi alle er blevet meget fattigere af uansvarligheden.

Men der forestår samtidig et større, folkeopdragende arbejde i forhold til den manglende, moralske bæredygtighed.

I årene, der kommer, bliver vi nødt til at have en offentlig samtale om grænserne for politik. Det må være sådan, at nogle problemer er og skal vedblive med at være private. Det er for eksempel ikke et offentligt anliggende, at man er uansvarlig eller doven. Ligesom det ikke er et offentligt anliggende, at personlige valg har konsekvenser. Eller at livet ikke hver evige, eneste dag kan være en dans på roser.

Den slags må man lære at leve med selv. Uden at blande staten og skatteborgerne ind i sagen.

På samme måde er vi nødt til at have en samtale om interesseorganisationernes konstante opfindelse af nye behov og konstante pres for at lave mindre til samme betaling som før – eller sågar en bedre.

Det er og bliver udtryk for en moralsk hæmningsløshed, hvor man satser på gevinst her og nu. Samtidig med, at man overlader det til fremtidige generationer at løse problemerne, når de ikke længere blot er moralske, men også har udviklet sig til en trussel mod samfundets økonomiske overlevelse.

(Debatindlæg udgivet på Jp.dk d. 27. juli 2021)

Reformtørke gør Danmark fattigere

Alex Vanopslagh
26. juli 2021

Vores børn og børnebørn vil arve et fattigere Danmark, hvis Folketinget fortsat nægter at lave reformer.

Coronakrisen har været hård for mange lande, og også Danmark.

Det er en ringe trøst for de mennesker, hvis livsværk er styrtet i grus eller direkte ødelagt af politiske beslutninger, og hvis tilværelse har været præget af ensomhed og elendighed under nedlukningerne, men ikke desto mindre er coronakrisen et forbigående fænomen med samfundsøkonomiske briller. Hvis vi altså antager, at Mette Frederiksen en dag vil slippe alle restriktioner på samfundet igen – og dét kan vi så diskutere en anden gang.

Men Danmark vågner igen, og Danmarks udfordringer på den anden side af coronakrisen er ikke stort anderledes end Danmarks udfordringer før coronakrisen.

Der er brug for reformer til at skabe mere velstand, og selvom Folketinget de sidste årtier har vedtaget mange kloge reformer, er reformviljen det sidste halve årti erstattet af populistisk reformtørke.

Men lad os lige få noget på det rene: Reformer eller ej, så kan vi politikere ikke skabe velstand. Velstanden skabes af dig. Dig, der går på arbejde. Dig, der investerer – stort eller småt. Dig, der starter en virksomhed. Den velstand, som du skaber, kan vi politikere til gengæld tage fra dig. Eller begrænse.

Og det er vi blevet gode til i Danmark.

Heldigvis betyder det også, at mere fornuftige politikere kan hjælpe med at fjerne den politik, der begrænser borgernes mulighed for at skabe velstand. Det kan vi med reformer.

Reformer skaber velstand så vidt, så godt, men hvorfor betyder det så meget, om væksten er det ene eller det andet tal? Går det ikke meget godt i Danmark? Einstein skulle engang have sagt, at den stærkeste kraft i universet var renters rente. Det fungerer på præcis samme måde med økonomisk vækst – væksten i år danner grundlaget for væksten næste år, og så fremdeles. For at illustrere pointen er her et tænkt eksempel.

Hvis man havde sat 1000 kr. i banken i 1966 til en fast årlig rente på 2,1 pct., ville man i 2019 have ca. 3000 kr. Havde renten kun været 1,5 pct., ville beløbet kun være 2200 kr. En forskel på 0,6 procentpoint om året giver altså over lidt mere end 50 år en forskel i resultatet på næsten 50 pct. Sagt på en anden måde: Selv små forskelle betyder en hulens masse over tid.

Og tallene ovenfor er ikke valgt tilfældigt. De næste 15 år står Danmark ifølge OECD til en realvækst på mellem 1 og 1,5 pct. om året. I sammenligning var gennemsnittet fra 1966 til 2019 ifølge Danmarks Statistik 2,1 pct. om året. Det betyder altså, at vi relativt set giver et fattigere Danmark i arv, end vi selv har fået.

At Danmark bliver rigere i fremtiden er først og fremmest et spørgsmål om retfærdighed for liberale.

Vi er alle sammen enige om, at man er en dårlig forælder, hvis man bruger alle sine penge på sig selv i stedet for at tænke på sine børn. Og det er det, vi gør som land, når vi både konfiskerer næsten halvdelen af danskernes indkomst i skat til offentligt forbrug og overførsler, og når et populistisk folketing nægter at lave reformer, der øger væksten.

Vi laver ikke reformer for at hjælpe de rige med at tjene en ekstra million, selvom det da er dem vel undt. Vi laver reformer for bl. a. for at hjælpe flere med at tjene deres første lønseddel. I dag er der 700.000 danskere i den arbejdsdygtige alder uden for arbejdsmarkedet.

Det tal skal vi simpelthen have bragt ned.

Mindre politik, mere borger. Vi laver heller ikke reformer for at redde velfærdsstaten, men fordi der er noget vigtigere på spil. For den velstand, vi går glip af i fremtiden, fordi vi nægter at reformere Danmark, tager vi direkte ud af lommerne på vores børn og børnebørn.

I sidste ende betyder reformer, at der er mindre politik og mere borger. At borgeren er mere fri til at tage ansvar for sig selv og skabe noget med sine egne hænder og gode idéer. Og det gør kagen større.

Det er ikke noget, vi tror – det er noget, vi ved.

Liberal Alliance har skufferne fulde af forslag til at løfte Danmarks velstand til nye højder. Vi skal gøre det lettere at tiltrække udenlandsk arbejdskraft ved at sætte beløbsgrænsen kraftigt ned.

Vi skal have færre på offentlige ydelser – og færre offentlige ydelser såsom efterløn og Arne-pension.

Vi skal have et beskæftigelsessystem, der ikke behandler borgeren som en umyndig klient, men i stedet opmuntrer flere til at tage ansvar.

Og ja, så skal vi have lavere skat. På arbejde, på investeringer, på virksomheder, på forbrug – på alt det, der gør Danmark rigere.

Liberal Alliance er klar til reformer.

Vi skal videre. For vores børn og børnebørns skyld.

(Kronik udgivet i Børsen d. 20. juli 2021)

Når borgerlige politikere siger midten, skal man forstå det som kodesprog

Henrik Dahl
16. juli 2021

Indenrigs-og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) har fremlagt regeringens planer for storstilet, social ingeniørkunst i Berlingske tidligere på ugen. At borgerne frit kan vælge, hvor de vil bo, tage en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse, bør vi anskue som problematisk. Det fører nemlig til fravalg af steder og mennesker, den frie borger af denne eller hin årsag er mindre begejstret for end andre.

Forslagene er på den ene side meget vidtgående, og på den anden side inkonsekvente.

Det vidtgående består i, at det er kampen mod selve begrebet forskellighed, regeringen kaster sig ind i. Byen Skærbæk i Sønderjylland, hvor jeg trådte mine barnesko, er forskellig fra København. For eksempel når det gælder mulighederne for at tage en uddannelse.

Det har i tidens løb ført til en omfattende udvandring fra Skærbæk, når unge mennesker ønskede at uddanne sig. Men kan det hånden på hjertet nogensinde blive anderledes, hvis vi forpligter os til at være helt ærlige? Det kan det nok ikke, eftersom der er grænser for, hvor mange uddannelsestilbud det giver mening at anbringe i en kommune som Tønder, hvor lidt over 37.000 mennesker er spredt ud på knap 1.200 kvadratkilometer.

På den anden side er det inkonsekvent: Smukke mennesker kan vælge og vrage, når det gælder om at finde en partner. Det samme kan, i mindre omfang, personer, der er kloge eller morsomme. Er det ikke også urimeligt? Fører det ikke også til et skævt Danmark? Og burde det ikke udløse en eller anden form for kæresteværnepligt, så alle – i det mindste i en afgrænset periode – kan prøve, hvordan det føles at have en virkelig attraktiv partner? For den sociale ingeniør vil der altid være nok at tage fat på.

Hvor er det borgerlige modspil, spørger Berlingske på lederplads. Jeg skal forsøge at antyde et svar.

Det borgerlige Danmarks kapitulation
Mest banalt er sagen den, at der i Danmark ikke kan samles 90 stemmer for en egentlig borgerligt-liberal politik. Det ramte allerede Poul Schlüter, der ikke kunne regere uden Centrum-Demokraterne og Radikale Venstre. Men det ramte også Anders Fogh Rasmussen, der ikke kunne regere uden Dansk Folkeparti. Og uden det skal lyde alt for selvoptaget, ramte den samme problemstilling også i den forrige valgperiode mit eget parti ganske hårdt. Det er fint nok at råbe fra ethvert gadehjørne, hvad man vil.

Uden et politisk flertal har det bare ikke de helt store konsekvenser.

Men det egentlige problem for det borgerlige Danmark er, at kampen imod en stor stat, der blander sig i næsten alting, allerede blev tabt i 1960erne. Da Poul Hartling i 1965 inviterede Radikale Venstre til et nærmere samarbejde med Venstre og Konservative, blev vejen banet for den VKR-regering, der tiltrådte i 1968. Og som alle politisk interesserede ved: Den var mere socialdemokratisk end Jens Otto Krag. Så der skete ulykken. Der kapitulerede det borgerlige Danmark.

At det forholder sig sådan, er det ikke mange, der har lyst til at sige. Derfor opstår forestillingen om ‘ midten’.

Når borgerlige politikere siger »midten«, skal man forstå det som kodesprog. At man »vil regere hen over midten« betyder i klar tekst, at man vil administrere velfærdsstaten uden at udfordre den. Eller med andre ord: At man gerne vil have magten, men at man ikke har tænkt sig at benytte den til noget særligt.

Det eneste, der kan bremse velfærdsideologien, er, at den ikke er økonomisk bæredygtig.

Det er set før, og vi ser det atter med den socialdemokratiske regering. Men derfor skal den selvfølgelig udfordres ved enhver given lejlighed.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 16. juli 2021)

Wokeness æder sig ind i det politiske liv

Henrik Dahl
8. juli 2021

I England er wokeness på vej til at blive en afgørende faktor i den politiske verden. Vil dansk politik også blive overtaget af woke-dagsordenen?

Ifølge den amerikanske politiske analytiker Frank Luntz, så er “wokeism” (en ideologi, der blandt andet hævder, at de vestlige lande er strukturelt sexistiske og strukturelt racistiske) på vej til at blive mere splittende i britisk politik end f. eks. modsætningen mellem nord og syd eller modsætningen mellem land og by.

Frank Luntz er ikke hvem som helst. For det første har han i årtier rådgivet Det Republikanske Parti i sit hjemland USA. For det andet gik han i sine unge dage på universitetet i Oxford. Der stiftede han blandt andet bekendtskab med Boris Johnson og hjalp ham i kampen for at blive det, der frit kan oversættes til formand for Studenterrådet. Tilsammen gør de ting ham værd at lytte til.

Mængden af wokeism i henholdsvis det konservative parti og Labour er meget forskellig. Hos de konservative er det kun cirka en femtedel, der opfatter Storbritannien som strukturelt sexistisk og racistisk. Hos Labour er det til gengæld næsten halvdelen, der har den opfattelse.

Frank Luntz er ikke den eneste i Storbritannien, der har den opfattelse, at wokeism er i færd med at udvikle sig til at definere britisk politik. For nylig skrev Douglas Murray (som vi i Danmark blandt andet kender fra den anmelderroste bog om identitetspolitik “Hordernes hærgen”) i The Sun, at wokeness efterhånden findes overalt i landet på universiteterne og i centraladministrationen, men også i de væbnede styrker og i erhvervslivet (der i CSR-tænkningens bullshittende navn forestiller sig, at der er kunder at hente ved at udstille et woke værdisæt).

Den, der tænker, at wokeness er noget, der kan ændre Storbritannien, har bestemt noget at have det i. For nylig afgjorde højesteret, at transkvinder kan indsættes i kvindefængsler, hvis de ønsker det. Også selv om de ikke har undergået nogen form for behandling med hormoner eller lignende.

Anledningen til, at højesteret overhovedet behandlede sagen, var, at en biologisk kvindelig indsat i et fængsel havde klaget over, at hun skulle afsone med biologiske mænd, der var dømt for voldtægt, men erklærede, at de identi-ficerede sig selv som kvinder.

Højesteret erkendte, at der var tale om interesser, der skulle afbalanceres.

På den ene side kvinders ret til at leve i tryghed; også når de afsoner en fængselsdom. På den anden side transpersoners ret til at udleve deres seksualitet. Men konklusionen var, at i denne konflikt måtte transpersonernes legitime krav have forrang for de biologiske kvinders legitime krav.

Den samme konklusion er IOC nået til i forhold til den new zealandske vægtløfter og transperson Laurel Hubbard. Hun gennemlevede puberteten som manden Gavin Hubbard og gik fra middelmådig til verdensstjerne, da hun skiftede til Laurel. Kvindelige atleters legitime krav om at konkurrere med jævnbyrdige må tilsidesættes for Laurel Hubbards ret til at være den, hun føler, at hun er.

Begge sager understreger, at i et woke samfund er der en klar tendens til, at biologiske kvinders legitime krav tilsidesættes til fordel for transpersoners. Det er kvinderne, der må ofre deres “safe spaces” såsom omklædningsrum eller (skønt det berører få) fængsler, hvor de ikke skal frygte at blive voldtaget. Det er de fødte kvinder, der må ofre deres udtagelse til det new zealandske landshold i vægtløftning for en tidligere mand.

Vil det gå lige så galt i Danmark? For ja, det er min klare opfattelse, at der er noget galt, når et samfund bliver woke. På den ene side kan man sige: Nej.

Vi er slet ikke der, hvor amerikanerne, canadierne og briterne er havnet. Men på den anden side kan man fremføre: Nævn et væsentligt kulturfænomen fra den engelsktalende verden, der ikke er kommet til Danmark og Europa.

Jeg giver en gammeldags isvaffel med guf og syltetøj til den, der kan komme i tanke om et gyldigt eksempel.

Den hastighed, hvormed wokefænomener er trængt frem i Danmark, begrunder først og fremmest en vis bekymring. Det er mindre end ti år siden, at kønsneutrale pas og cpr-numre var en skør, politisk prøveballon, der blev opsendt af Det Radikale Venstre hen over sommeren. I dag er juridisk kønsskifte til børn en realitet, som man kan blive udskammet for overhovedet at anfægte.

Wokeness ødelægger alting. Den skaber en frygt-og aflysningskultur på universiteterne. Den fører til aktivistisk pseudovidenskab sammesteds. Men hvad værre er: Wokeness sniger sig også ind hos universiteternes ledelser og ændrer fundamentalt ved forståelsen af eksempelvis ligestilling.

Hvor ligestilling indtil for nylig har betydet forbud mod diskrimination og har betydet lige chancer, når man søger en stilling, er begrebet på vej til at betyde, at kvinder har en kollektiv ret til halvdelen af alle attraktive stillinger på universiteterne.

Det er en uskik. For kollektive rettigheder kan alene tildeles ved, at man diskriminerer på det individuelle plan. Det vil konkret sige: mod mænd, der er bedre kvalificerede end den kvindelig ansøger, der tildeles en stilling som følge af en kollektiv rettighed til at fylde en kvote op.

Wokeness har den tendens, at den tilsidesætter biologiske kvinders legitime krav og ønsker for transpersoners krav og ønsker. Derfor anser jeg det for en kendsgerning, at nogle af de største ofre for wokeness bliver de biologiske kvinder. I hverdagen, når de ikke kan have et safe space som et omklædningsrum i fred. Og i sporten, når de tvinges til at konkurrere med personer, der har gennemgået puberteten som mænd og derfor er tæt på umulige at slå for den, der er født som kvinde.

Oven i det kommer den symbolske udslettelse, når man som J. K.

Rowling, Martina Navratilova eller Maya Forstater skal lægges for had, hvis man fremfører, at det at være kvinde også har at gøre med den biologi, man er født med.

Det værste ved wokeness er for mig at se, at det opløser idealer om rationalitet og om fælles menneskelighed, der har forbedret verden konstant siden Oplysningstiden i 1700-tallet. Det er sandt, at rationaliteten og den fælles menneskelighed er idealer, der ofte er blevet svigtet. Men det forholder sig ikke desto mindre sådan, at når idealer svigtes, kan det udsættes for gyldig kritik.

Mens det ikke er legitimt at kritisere andre mennesker for at svigte mine idealer, så er det jo for det første legitimt at kritisere folk for at svigte egne idealer. Og for det andet er det legitimt at kritisere dem for at svigte fælles idealer.

Så den egentlige værdi i de fælles idealer ligger ikke i, at de til hver en tid bliver fulgt. Den ligger i, at de giver anledning til gyldig kritik.

Derfor er det nødvendigt at sige: Det er ikke sådan, at enten må man blive det woke Storbritannien, eller også må man blive det illiberale Ungarn. Det er odiøs manipulation at hævde, at midterpositionerne ikke findes. Det er et falsk dilemma, at valget står mellem wokeness eller illiberalitet.

Mennesker skal i et meget vidt omfang nyde en respekt, som er begrundet i selve det forhold, at de er mennesker. Men det nytter ikke noget, hvis man benytter ublu krav om overdreven respekt eller en paranoid følelse af, at alle er imod en, til at kræve særrettigheder for sig selv. Og underkastelse fra alle andre.

Derfor skal vi gå så langt, som Oplysningstidens idealer tillader for at give plads til det enkelte menneske. Det ville i enhver henseende være katastrofalt, hvis vi gik længere. Og dermed lod idealer om universel sandhed; om rationalitet og om fælles menneskelighed falde.

Det er mindre end ti år siden, at kønsneutrale pas og cpr-numre var en skør, politisk prøveballon, der blev opsendt af Det Radikale Venstre hen over sommeren.

I dag er juridisk kønsskifte til børn en realitet, som man kan blive udskammet for overhovedet at anfægte.

(Kronik udgivet i Jyllands-Posten d. 8. juli 2021)