Debat Arkiv - Side 22 af 32 - Liberal Alliance

Alex Vanopslagh

4. oktober 2021

Selv socialdemokrater bør kunne se, at det ikke er holdbart på længere sigt.

For nylig fremlagde den socialdemokratiske regering et forslag til en ny velfærdslov. Formålet med velfærdsloven er at få det offentlige forbrug til at stige i takt med, at der kommer flere ældre i vores samfund – også kendt som det demografiske træk.

Bare fordi regeringen med velfærdsloven vil have flere penge til offentligt forbrug, betyder det ikke, at borgerne vil få en bedre velfærd. Regeringen foreslår i stedet, at danskerne skal bruge flere og flere penge på velfærd og offentligt ansatte for at holde velfærden på samme niveau som i dag – en situation, jeg tidligere har beskrevet som velfærdsstatens terminale fase.

Alene det, at der kommer flere ældre og plejekrævende, vil frem mod 2025 beløbe sig til over 20 milliarder kroner eller en årlig udgiftsforøgelse på 0,65 procent. Borgerne kommer derfor ikke til at opleve et kvalitetsløft i velfærd ved, at vi bruger 20 milliarder ekstra.

Ingen nye ideer

Hvis forslaget om en ny velfærdslov bliver en realitet, vil det få alvorlige konsekvenser for dansk økonomi. Der vil i de kommende år være færre i beskæftigelse, fordi der kommer flere ældre, som ikke er på arbejdsmarkedet. En velfærdslov vil altså risikere at blive en underskudslov.

Når vi skal bruge markant flere penge på velfærd, vil vi også skulle ansætte endnu flere i den offentlige sektor. Vi har allerede for få ansatte i den private sektor, som i sidste ende finansierer vores velfærdsstat, og antallet af privatansatte vil skrumpe endnu mere, i takt med at arbejdsstyrken mindskes og flere skal have job i den offentlige sektor.

Selv socialdemokrater bør kunne se, at det ikke er holdbart på længere sigt. Velfærdsstaten bliver dyrere år for år uden, at vi får en bedre service. Regeringens eneste forslag er at bruge flere penge og flytte flere mennesker fra den private til den offentlige sektor: Der er ingen nytænkning og ingen ideer til, hvordan vi kan forandre den offentlige sektor, så den bliver mere effektiv og leverer en bedre service. Det er ganske enkelt fantasiløst.

Borgeren før systemet

I Liberal Alliance vil vi gå en anden vej. Vi tror på, at velfærden kan blive både billigere og bedre, men det kræver nytænkning og et opgør med status quo.

Vi skal give borgeren langt mere frit valg, så man selv kan bestemme hvilke velfærdstilbud, man ønsker. Det vil skabe mere konkurrence, så gode velfærdstilbud belønnes.

Vi skal have langt mindre topstyring af velfærdssektoren fra fagforeninger, bureaukrater og kolde hænder. De sygeplejersker, plejehjælpere og andre medarbejdere, som leverer kernevelfærden, skal have en langt højere grad af autonomi. De kan køre deres egen butik langt bedre og mere effektivt, hvis vi sætter dem fri og udviser tillid.

Det offentlige skal også træde til side, når det private og civilsamfundet kan levere en bedre og billigere velfærd til borgerne. Konkurrencen på det private marked skaber ofte en bedre løsning, end det offentlige kan levere.

Sådan får borgerne en bedre velfærd. Regeringens velfærdslov vil kun pumpe endnu flere penge i en ineffektiv og forvokset offentlig sektor, som ikke formår at give borgerne den velfærd, de forventer.

En velfærdslov er altså ikke andet end en garanti for, at velfærden bliver dyrere.

(Kommentar bragt i Indblik.net)

Henrik Dahl

27. september 2021

Engang var det chikt at bære tøj med Che Guevara og Mao Zedong. Det udstrålede en diffus aura af ungdomsoprør og antiestablishment. Man skulle bare se bort fra, at de begge var brutale mordere, der aldrig angrede deres forbrydelser.

I dag fylder Che Guevaras og Mao Zedongs forbrydelser så meget mere i bevidstheden, end de gjorde i 1960erne. Derfor er det kun meget få mennesker, der finder det passende at bære dem som udsmykning på en T-shirt.

Til gengæld er det stadig på mode at udsmykke sig selv med dybt samfundsundergravende symboler. Nu kommer trenden bare ikke længere fra de unge. Den kommer fra de store erhvervsorganisationer og de store virksomheder. Tilsyneladende kan de ikke få nok af identitetspolitikken. Skønt den i sine værste udformninger er antiliberal og antidemokratisk. Dens ønske er at ødelægge den sociale orden, vi kender, og som langt de fleste foretrækker.

Det skjuler identitetspolitikerne godt, for de benytter sig af en argumentationsform, der hedder »motte-and-bailey« .

Egentlig er motte og bailey begreber, som beskriver en bestemt type forsvarsværk, man benyttede i middelalderen. Bailey er indhegnede arealer omkring et robust forsvarsværk, der hedder motte. Ideen er, at man under fredelige omstændigheder kan drive handel og lignende på bailey-området. Mens man hurtigt kan flygte til den større sikkerhed i motte, hvis fjenden angriber.

Som argumentationskneb består motte-and-bailey i, at man har en eller anden outreret mening, som man gerne ventilerer i bailey-området, når man ikke bliver angrebet. Det kan for eksempel være, at kønnet er en social konstruktion, der frit kan vælges eller fravælges. Bliver man angrebet, flygter man ind i motte og siger noget ganske andet, kun de allerfærreste er uenige i. Det kan være, at alle har ret til at føle det, de føler. Eller at alle minoriteter har krav på respekt.

Fordi der trods alt ikke er mange ledende medarbejdere i de store erhvervsorganisationer og i de store virksomheder, der følger med i, hvordan dekonstruktivismen og socialkonstruktivismen de senere år har udviklet sig, sker det alt for ofte, at de for at indynde sig i diverse pressionsgrupper sluger motte-udgaven af dybt, dybt ødelæggende bailey-holdninger og bailey-krav til samfundsindretningen. Alt imens vi, der i det mindste forsøger at følge med, tager os til hovedet over den kolossale naivitet (og det kolossale hykleri), som på denne måde stilles til skue.

Derfor er jeg nødt til at sige det meget direkte til erhvervsorganisationerne og de store virksomheder: I bør simpelthen stoppe med at være woke i den tro, at det er chikt. For det er det overhovedet ikke. Det er vor tids Che Guevara-T-shirts og Mao Zedong-plakater. Og når I er færdige med at være nyttige idioter for mennesker, der blandt andet vil smadre kvinders muligheder for at være kvinder i fred, og tale om deres specifikt kvindelige erfaringer med for eksempel at få børn, og når revolutionen således er gennemført, bliver I bare smidt på den historiske losseplads.

Wokeismen er svoren fjende af tanken om universelle rettigheder til alle mennesker og af tanken om, at man skal bøje sig for data og rationelle argumenter. Til gengæld dyrker den følelsens forrang over for kendsgerninger. Ligesom den dyrker en meget foruroligende tilbøjelighed til at omskrive historien – og ikke altid af den grund, at der er kommet nye data frem.

Kort sagt: Wokeismen er noget, alle fornuftige kapitalister skal holde sig meget langt væk fra. Der er ikke noget som helst smart ved den.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 24. september 2021)

Alex Vanopslagh

22. september 2021

Øremærkningsmiseren er typisk for barnepigestaten: Først tager man borgernes penge og giver dem flotte rettigheder i bytte. Så bliver de fulgt op af en evigt voksende liste af krav. Først tager man ansvaret, og siden følger friheden skridt for skridt. Øremærkningen af barsel er blot det seneste angreb på familielivet og det frie valg, som udspringer af aktivistisk, politisk elite-feminisme på et korstog for resultatlighed.

NU BLIVER DET et krav, at mænd skal tage mindst 11 ugers barsel – og gør de ikke det, så straffes barnet og familien ved, at der er mindre barsel til rådighed for forældrene.

Nu skal alle familier passe ned i en klassisk systempolitisk ”one size fits all”-løsning, som er dikteret af folk med store planer for andre menneskers liv.

Jeg begriber ikke, at så mange blindt accepterer den form for invasion af familielivet. Især ikke, når der er en anden vej at gå.

For øremærkningen er et angreb på familielivet og det frie valg, som udspringer af aktivistisk, politisk elite-feminisme på et korstog for resultatlighed.

Det er den absurde påstand, at vi først har et fair samfund, når vi alle sammen er ens. Uanset køn, seksualitet, hudfarve og hvad ellers, der bliver smidt på listen af tilfældige identiteter. I dette tilfælde skal samfundet blive mere fair ved at bruge blød tvang til at gøre flere kvinder til karrierekvinder og gerne parkere et par flere mænd derhjemme, så de tjener lidt færre penge.

Man kunne spørge sig selv hvorfor, at såvel kvinder som mænd skal tvinges til noget, de som udgangspunkt ikke har lyst til. Men den slags smålige hensyn er der ikke plads til, når de woke ambitioner skal rulles ud over familierne.

Hvis du også synes, at det virker helt skørt at blande sig i tusinder og atter tusinder af familiers privatliv på den måde, så er du ikke alene. Derfor har LA foreslået, at vi sætter barslen efter fødslen helt fri – væk med både de 14 uger øremærket moren og de nu 11 uger øremærket faren. Vi øremærker så at sige hele barslen til barnet.

I DE SENERE ÅR er det blevet meget mere almindeligt for mænd at tage en større del af barslen. Personligt synes jeg, det er en god udvikling, som jeg er sikker på, at mange familier er glade for. For ellers havde de jo nok ikke gjort det.

Og ærlig talt – det er fair, at kvinder, der gerne vil gøre karriere, stiller krav til deres mænd om at tage del i barslen. Og det er i øvrigt fair, at flere mænd gerne vil bruge mere tid med deres børn og familie for på den måde at få en anden balance i livet end den klassiske stereotyp med en fraværende far, der kommer sent hjem hver dag. Jeg tror på, at det gør flere familier lykkelige. Men hvorfor skal familier straffes for at vælge anderledes?

Dertil kommer også nye alternative familiemønstre som regnbuefamilier og solomødre, der ikke passer ind i nogen kasse. Måske vil man også inddrage andre familiemedlemmer til det samme i en periode.

Med en fri barselsmodel vil der være mulighed for det hele. Traditionelt, alternativt, midt i mellem eller noget helt fjerde. Det er ægte frihed til forskellighed. Og jeg er sådan set fuldstændig ligeglad med, hvordan familierne indretter deres barsel. For det handler om børnene. Og jeg har meget stor tillid til, at borgerne kan finde ud af at være forældre for deres børn. Utroligt nok er dens slags tillid efterhånden sjælden i barnepigestatens Danmark.

ØREMÆRKNINGSMISEREN er til gengæld meget typisk for barnepigestaten: Først tager man borgernes penge og giver dem flotte rettigheder i bytte. Så bliver de fulgt op af en evigt voksende liste af krav. Først tager man ansvaret, og siden følger friheden skridt for skridt. Og så bliver det en legeplads for folk med store planer for andres liv, uanset om det er politikere eller folk, der bare leger politikere.

Som liberal tror jeg på et frit samfund, hvor alle får lige muligheder for at udfolde deres talenter. Det giver frihed til forskellighed. Resultatlighed handler om præcis det modsatte – tvungen enshed. Og i et frit samfund skal vi aldrig juble over den slags.

Derfor er den øremærkede barsel til mænd først og fremmest en sejr for barnepigestaten, der har uendelige krav til dens borgere, og et nederlag for familierne, og ikke mindst for børnene.

Til gengæld ville en fri barselsmodel være en sejr for alle familier, uanset hvordan de ser ud, og for deres børn.

(Kommentar bragt på Ræson d. 21. september 2021)

Alex Vanopslagh

13. september 2021

Ved at sætte skatten op får man faktisk resultatet, at almindelige danskere får sværere ved at kunne finde arbejde.

Den socialdemokratiske regering foreslog for nylig at hæve aktieskatten fra 42 til 45 pct. i sit reformudspil ” Danmark kan mere 1″.

Men Danmark har allerede nu de næsthøjeste kapitalskatter i OECD, og de vil dermed blive næsten dobbelt så høje som OECD-gennemsnittet, hvis Socialdemokratiets forslag bliver en realitet.

Det vil dermed blive sværere for danske virksomheder at rejse kapital – stik imod Mette Frederiksens eget løfte ved den stort anlagte Fredericia-konference, hvor hun sagde, at hun ville arbejde for ” bedre vilkår” for virksomheder, så de nemmere kan rejse kapital. Det udsagn klinger hult, når regeringen nu foreslår at hæve den i forvejen høje aktiebeskatning.

Danmarks tårnhøje kapitalskatter er en bremseklods på investering.

De gør det sværere for virksomheder at rejse kapital, fordi potentielle investorer kan se frem til et stort skattesmæk, hvis de profiterer på en virksomhed.

Ikke de rige

Aktieskatten beskrives tit som en skat på de rige, men det forholder sig faktisk omvendt: De rige kan bare flytte deres investeringer til udlandet, men der bliver skabt færre job og mindre vækst i Danmark.

Så ved at sætte skatten op får man faktisk resultatet, at almindelige danskere får sværere ved at kunne finde arbejde. Dertil skal man i øvrigt huske, at ca. en mio. danskere ifølge Finans Danmark ejer aktier.

Så det er ikke kun de rige.

Som en slags kompensation for den foreslåede skattestigning vil regeringen slå de tre store fonde – Vækstfonden, EKF – Danmarks Eksportkredit og Danmarks Grønne Investeringsfond – sammen til én stor superfond. Flere fusioner og centraliseringer i det offentlige er altså vejen frem, ifølge regeringens udspil.

Mere af det samme

Men noget tyder på, at den høje statsstøtte til erhvervslivet ikke har båret frugt. Danmark har en af de mest generøse erhvervsstøtteordninger i EU, men alligevel er der mange succesvirksomheder, som vælger at forlade landet over tid. Regeringens løsning er mere af det samme.

Fondene har derudover til tider gjort sig uheldigt bemærket. Bl. a.

har Innovationsfonden flere gange handlet i strid med forvaltningsloven ved ikke at opfylde kravet om partshøring i hundredvis af sager.

Den negative spiral

Disse skandalesager belyser, at politikere og embedsmænd sjældent er de bedste til at investere i fremtidens virksomheder.

Men det offentlige spiller nu så stor en rolle, at virksomhedsejere næsten ikke kan undgå at få staten, og dermed politikerne, som medejer.

Derfor lever mange virksomheder på politikernes nåde.

Som jeg tidligere har skrevet her i avisen, er det socialdemokratiske Danmark havnet i en negativ spiral, hvor tårnhøje skatter reducerer private investeringer. Staten forsøger at kompensere med offentlig støtte, der så må finansieres med endnu højere skatter, og sådan går det i ring.

Man nægter at gribe fat om nældens rod – skatten på forskellig slags kapitalindkomst såsom aktier – i stedet vælger regeringen at føre landet endnu dybere ned i den negative spiral med endnu højere aktieskatter.

Det rene gift

En stigning i aktiebeskatningen til 45 pct. er den rene gift i en tid, hvor vækstvirksomheder har en stor tendens til at ville flytte ud af Danmark.

Dét kombineret med en meget høj offentlig støtte, der giver staten uforholdsmæssigt stor magt, har resulteret i en farlig cocktail, som ikke lover godt for dansk økonomi.

Tage et opgør

Den gode nyhed er, at vi ved, hvad der fungerer, hvis vi skal løse problemet med de flygtende virksomheder: Mindre stat og mindre skat på selskaber, kapital og arbejde. Det er vejen frem.

Vi skal ikke straffe folk for at investere, arbejde hårdt og starte virksomhed, men tværtimod tilskynde dem og støtte dem til at bidrage ved at sænke skatten markant.

Med en gevaldigt lavere aktieskat vil de private investeringer stige, og så er der ikke brug for, at skatteyderne skal betale til ineffektive, offentlige fonde, som bestemmes af de politiske modeluner.

Vi må tage et længe ventet opgør med den høje skat og erhvervsstøtte og opprioritere private investeringer, så Danmark igen kan blive et attraktivt sted at drive virksomhed.

For folks egne penge.

De rige kan bare flytte deres investeringer til udlandet, men der bliver skabt færre job og mindre vækst i Danmark.

Henrik Dahl

10. september 2021

Det seneste eksempel på, at man ikke kan stole på indvandringsforskere, stod i fine Berlingske for et par dage siden. Indvandrere er mere tilbøjelige til at tæve deres børn, end danskere er. Ja, godmorgen.

Jeg har nul fidus til dansk forskning i flygtninges og indvandreres forhold. Det betyder ikke, at den hæderlige undtagelse mangler. Men hvis en kritisk masse af forskere – der sagtens kan være et stykke under 100 procent – altid prøver at skjule sandheden om indvandrere, så mister jeg den generelle tillid til, at man overhovedet kan stole på forskerne.

Selvfølgelig er det fup, at æresrelateret vold skyldes økonomisk ulighed. Æresrelateret vold opstår i kollektivistiske kulturer, hvor den enkelte bliver betragtet som ansvarlig for gruppens samlede kapital af ære. Det seneste eksempel, der er kommet til offentlighedens kendskab, er sagen om en fader, der pålagde sin søn at tage det fulde ansvar for drabet på sin moder. Og moderens brøde? At hun ikke i ægtemandens øjne var islamisk nok.

Den slags udspringer ikke af økonomisk ulighed, men af islam. Og forskere, der påstår andet, forhindrer sandheden i at blive kendt (hvad der set med naive menneskers øjne sådan cirka er det modsatte af at forske).

Selvfølgelig er det også fup, at når så mange indvandrere opfører sig som idioter i forhold til covid-19, så hænger det sammen med de små lejligheder og de udsatte job i frontlinjen.

Det er ikke sådan, at alle indvandrere er idioter. Men idiottætheden blandt ikkevestlige indvandrere er bare større, end den er blandt etniske danskere, når det gælder vilje til at følge coronaforskrifter. Der er altså flere corona-idioter pr. 1.000 mennesker, når man ser på indvandrerne, end når man ser på danskerne.

Idiotien kommer blandt andet til udtryk ved, at man vil blæse fornuftige og erfaringsbaserede regler om at forhindre smitte et stykke. Og den kommer til udtryk i alle mulige skøre forestillinger om vaccine. De findes også blandt etniske danskere. Men der er flere mennesker pr. 1.000, der er skøre i forhold til vaccine, end der er blandt danskerne.

Det seneste eksempel på, at man ikke kan stole på indvandringsforskere, stod i denne fine avis for et par dage siden. Indvandrere er mere tilbøjelige til at tæve deres børn, end danskere er.

Ja, godmorgen. Det ved alle, der gider læse Yahya Hassan eller Ahmad Mahmoud eller Sara Omar. I Mellemøsten er det langt mere socialt acceptabelt at tæve børn, end det er i Danmark. Ligesom det er mere socialt acceptabelt at tæve hustruer og ansatte. Der er tonsvis af dokumentation for dette.

Men hvad siger de danske forskere til Berlingske? »Flere undersøgelser viser, at socioøkonomiske forhold spiller en stor rolle for en lang række af de vilkår, børn vokser op med – herunder vold«. Det hævder en psykolog i Red Barnet, der hedder Ane Lemche. Og det redder ingen børn.

En anden forsker, der hedder Signe Boe Rayce, peger på sociale forhold og siger: »Tilsammen kan de faktorer og den pressede situation, man kan stå i med et lille barn, betyde, at forældre i afmagt griber til vold«.

Kort sagt: De voldelige fædre og brødre er i virkeligheden ofre for et ubarmhjertigt, dansk system. Fup og fidus.

Hvis jeg skal stole på danske indvandringsforskere, skal de omgående holde op med at fylde både offentligheden og mig med misinformation. Herunder tricket med at »kontrollere for ditten og datten« og i realiteten sige: »Hvis vi ser bort fra årsagen, er der faktisk ingen årsag«.

Uden for jeres egne, snævre cirkler, er I for længst gennemskuet, indvandringsforskere. Og vi gider jer ikke mere.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 10. september 2021)

Henrik Dahl

2. september 2021

Politik gør ofte mere skade end gavn, især når politikere ikke kan styre deres trang til at lægge deres fikse idéer ned over alle landets offentlige institutioner.

Blandt de politikere på Christiansborg, der til daglig beskæftiger sig med folkeskolen, gælder det efterhånden for en vedtagen sandhed, at folkeskolereformen fra 2013 var forfejlet. Det var der nogle, der allerede var klar over dengang, man lad det blot ligge. Der bliver som bekendt mere glæde i himmerig over en enkelt omvendt synder, end over ni og halvfems, der hele tiden har befundet sig på den rette vej.

Det, vi skal tale om i dag, er fejlslagne reformer generelt.

Med forbehold for FGU-reformen, som det er for tidligt at bedømme, kan jeg med en ret høj grad af sikkerhed sige, at alle reformer i Danmark i dette århundrede, der har noget at gøre med undervisning, er forfejlede.

Gennem en hel stribe af mislykkede reformer, er folkeskolen i dag væsentligt dårligere, end den var for 35-40 år siden. Der er mere larm og kaos på skolerne, end der var dengang. Og den tilbagegang for gymnasiets kernefaglighed, som en meget stor andel af gymnasielærere mener har fundet sted, grundlægges i folkeskolen.

Gennem en tilsvarende stribe af mislykkede reformer, er gymnasiet også i vore dage dårligere, end det var for 35-40 år siden. I vore dage kan man blive student uden at kunne betjene sig af et korrekt dansk. Det var simpelthen ikke sket i 1980’erne. Der var også en rimeligt stor andel af en årgang, der fik lært et brugbart tysk. Den andel er svundet ind til ingenting. Og der kan ikke samles et flertal i Folketinget for at gøre noget. Men hvorfor skulle man også det? Tyskland er kun Danmarks næststørste samhandelspartner (efter USA); største land i Europa og vores naboland.

Omdannelsen af universiteterne til masseuniversiteter har samtidig gjort dem til gymnasiets forlængelse. De studerende ser i vidt omfang sig selv som elever og kan ikke forestille sig, at man af egen drift kan blive klogere på det fag, man har valgt at gøre til sin livsgerning. Desuden skaber masseuddannelse automatisk en efterspørgsel efter nyttesløse fag, fordi hvad der udbydes, det bliver over tid efterspurgt – først og fremmest af den offentlige sektor.

De mellemlange, videregående uddannelser er blevet akademiseret i en helt urimelig grad. Hvad der har været til stor skade for den håndværksmæssige del af ærværdige fag som lærer eller sygeplejerske.

Diverse strukturreformer af amter og kommuner har (med sundhedsvæsenet som en mulig undtagelse) ikke skabt bedre offentlig service eller et mere blomstrende Danmark uden for de største byer.

Reformer af politi og retskredse har ikke givet borgerne en oplevelse af, at politi og retsvæsen er synligt og til stede i deres hverdag. Og stribevis af forbrydelser – som for eksempel cykeltyveri, småhærværk og antisocial adfærd – er i realiteten blevet afkriminaliseret. Ingen har tid til at gøre noget ved dem. Derfor bliver de dårligt nok anmeldt og de skyldige forbliver ustraffede.

Administrative reformer i told- og skattevæsenerne skal vi slet ikke tale om. Det er en af de vildeste skandaler i danmarkshistorien, men ingen vil nogensinde blive draget til ansvar. Fordi så mange er fedtet ind i ansvaret, at det aldrig vil kunne placeres.

Man kan ikke påstå, at togene er begyndt at køre bedre, fordi DSB og Banestyrelsen er gjort til to selvstændige virksomheder. Det har i virkeligheden bare skabt en ansvarsfraskrivelseskarrusel, hvor DSB og Banestyrelsen til enhver tid kan pege på hinanden og sige, at det er den andens fejl.

Man kan heller ikke påstå, at posten bringes mere effektivt ud af, at det kongelige postvæsen blev blåt og til PostNord.

Jeg vil stoppe her. Ellers bliver det for trist.

Men sagen er bare: Med undtagelse af sundhedsvæsenet, så var det enklere at drive landets skoler, gymnasier, universiteter, sygeplejerskeskoler, seminarier, told- og skattevæsen, kommuner, amter, togdrift og postvæsen i gamle dage for 35-40 år siden, end det er i dag. Til gengæld var kvaliteten ofte højere for brugerne af disse institutioner. Og jeg vil tro, at medarbejderne i det store og hele var mere tilfredse.

Hvorfor er det gået så dårligt?

Det helt overordnede svar er: Politik. For mig er der ingen tvivl om, at politik ofte gør mere skade end gavn. Nemlig i alle de tilfælde, hvor politikere ikke kan styre deres trang til at lægge deres fikse (og i nogle tilfælde direkte skøre) idéer ned over alle landets offentlige institutioner.

Jeg er ikke blind for, at mange af de åndssvage idéer, der gennem årene er gjort til virkelighed, er blevet hvisket dårlige politikere i ørerne af interesseorganisationerne. Men her er det enhver politikers pligt at give repræsentanterne for interesseorganisationerne en kop kaffe og en hyggelig sludder – og derpå sende dem bort fra Christiansborg med uforrettet sag. Når man ved, at interesseorganisationerne er eksperter i at mele deres egen kage på bekostning af helheden, skal man naturligvis aldrig give dem medløb i noget som helst. Det vil netop blive til stor skade for samfundets overordnede helhed.

Jeg ville ønske, at flere politikere ville erkende, at vi som samlet stand har fået en række kritiske samfundsinstitutioner til at fungere dårligere i dag, end de gjorde i 1980’erne og 1990’erne. Og derpå drage konklusionen: Vi har ikke brug for flere reformer. Vi har brug for at afvikle de dårlige reformer og sætte medarbejderne fri til at løse opgaverne bedst muligt.

Vil man gerne tilrettelægge undervisningen på et gymnasium, skal man ikke blive politiker, men lærer eller rektor. Vil man gerne tilrette arbejdet på et hospital, skal man blive overlæge. Ikke politiker. Og sådan er det hele vejen igennem. Vil man køre med tog? Så gå DSB-vejen, ikke politikervejen. Vil man befordre breve hurtigt og effektivt fra A til B? Så vælg en karriere i postetaten. Ikke på Christiansborg.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 2. september 2021)

Alex Vanopslagh

31. august 2021

Jyllands-Posten skriver, at regeringen vil give et “fritidstillæg” til forældre på kontanthjælp, så deres børn kan komme til fodbold, badminton og andre gode ting.

Det kommer til at koste 180 millioner kroner. Det er dog kun de 130 millioner, som børnene får. De sidste 50 millioner skal embedsværket have for at administrere hele ordningen.

Det vil sige at administrationen alene udgør mere end 25 procent.

Hvorfor i alverden kan vi aldrig igangsætte et eneste initiativ i det offentlige, uden at enorme mængder ressourcer bliver ædt op af papirnussere, bureaukrater og kommunalt spild?

For ikke så længe siden mente Kommunernes Landsforening, at de kun kunne indføre minimumsnormeringer ude i børnehaverne, hvis 20 % af pengene gik til administration i kommunerne.

For nogle år siden vedtog Folketinget en glimrende ordning omkring et socialt frikort. 45 millioner kroner lød udgiften på – de 29 millioner gik til administration af ordningen alene.

Udgifterne til den offentlige sektor stiger hvert evig eneste år. Men borgerne oplever ikke, at de får mere for pengene.
Hvorfor? Fordi det meste ryger over i spild, bureaukrati og administration.

Alene de sidste 10 år har vi set en stigning i antallet af akademikere, der bliver ansat i kommunerne på 44 procent. Det er jo helt vildt.
Vi har skabt et bureaukratisk monster i den offentlige sektor, som vi politikere ikke længere har kontrol over.

Jeg tror den eneste måde vi kommer det til livs på er at starte forfra. Riv skidtet ned og start på ny.

Område for område – starte med et blankt stykke papir og spørge os selv: Hvordan skaber vi verdens bedste velfærdssamfund?
Danskerne fortjener et enkelt, gennemskueligt system uden bøvl og bureaukrati – og hvor borgeren er i centrum.

Alex Vanopslagh

18. august 2021

Ved at åbne Danmark mere for kvalificeret udenlandsk arbejdskraft sikrer vi, at Danmark kan gribe opsvinget og komme videre.

Det er kommet på mode at slå sig op på, at man vil passe på Danmark. Og det er også et meget nobelt mål, men der er mange måder at passe på Danmark på.

Jeg synes, vi passer bedst på Danmark, når vi giver danskerne de bedste muligheder for at udfolde deres mange talenter til gavn for sig selv og hinanden, og når vi i øvrigt står åbne for både virksomheder og mennesker fra andre lande, som har lyst til at gøre det samme. Til gavn for Danmark.

Sådan giver vi et rigere, friere og bedre Danmark i arv, end vi selv har fået.

Da jeg førte valgkamp i det vest- og midtjyske ved sidste folketingsvalg for to et halvt år siden, besøgte jeg et hav af virksomheder. Ude i Det konkrete Danmark, hvor man lever af at fremstille og sælge rigtige ting til hele verden, stod noget tindrende klart: De var glade for at tale om god liberal politik som lavere skatter og færre byrder på erhvervslivet, men alle som én var de enige om, at deres suverænt største problem var mangel på kvalificeret arbejdskraft.

Og de var også enige om, at hvis den ikke kunne skaffes i Danmark, måtte man søge den i eller udenfor EU. Og særligt adgangen til arbejdskraft fra ikke-EU-lande lå dem meget på sinde.

Ganske vist er der kommet en coronakrise på tværs i mellemtiden, men i dag er behovet præcis det samme, Og det haster, hvis Danmark skal få fuld gavn af det økonomiske opsving, som buldrer løs i hele den vestlige verden her efter corona. Virksomhederne skriger på arbejdskraft – i Danmark alene bliver der aktuelt slået 65.000 stillinger op om måneden, som ikke besættes*.

Det betyder, at virksomheder må sige nej til nye ordrer, opsige kunder og ærgre sig over, at de ikke kan udnytte opsvinget fuldt ud.
Det er et tab for virksomhederne, og det er et tab for Danmark som helhed. Og politisk er det tudetosset, og ikke bare for os, som gerne vil have et mere velstående Danmark med flere muligheder. Nej, det er også et tab for dem, der gerne vil bruge løs af den private sektors velstand i den offentlige sektor.

Det må vi have en fælles interesse i at gøre noget ved. Danmarks vigtigste udfordring på den korte bane er at tilføre mere kvalificeret arbejdskraft til den private sektor, inden opsvinget er ovre.

Men det skulle man ikke tro, hvis man lyttede til debatten på Christiansborg. Her blokerer et flertal, akkurat som i sidste valgperiode, for at gøre det nemmere at tiltrække udenlandsk arbejdskraft. For hvis vi gør det, må vi forstå, at det er social dumping.

Aktuelt har vi en beløbsordning, som betyder, at Danmark kun er åbent for borgere fra lande udenfor EU, som har et job på hånden til en årsløn på mindst 441.000 kr. (2021-niveau). Det svarer til en månedsløn på 36.750 kr.

Vi må altså forstå, at enhver løn under 36.750 er social dumping og til skade for danskerne. Jeg synes, det er noget vås. Og jeg synes slet ikke, det giver nogen mening at påstå, at man passer på Danmark, når man holder dygtige og flittige mennesker ude.

Vi burde glæde os over, at sådanne mennesker gerne vil udfolde deres talenter i Danmark. Allerede i dag er der mere end 300.000 udlændinge, der arbejder i Danmark, og vores land kunne vel dårligt hænge sammen uden dem. Især så længe, vi bliver ved med at holde danskernes egne produktive kræfter i en spændetrøje af høje skatter og høje offentlige ydelser.

Derfor foreslår Liberal Alliance, at vi halverer beløbsgrønsen for udenlandsk arbejdskraft fra lande udenfor EU, så den ligger på samme niveau som en overenskomstmæssig dansk mindsteløn. Alle med et job på hånden til den løn bør være velkommen til at komme og bidrage og gøre både dem selv og os andre rigere.

Det er klog politik, som løser nogle af dansk erhvervslivs mest presserende problemer.

Der er ingen fornuftige mennesker, der går ind for at åbne Danmark mere for folk, der ikke kan og vil bidrage til det danske fællesskab, hverken økonomisk, socialt eller kulturelt. Men lad os nu være både fornuftige og rimelige og skille tingene ad: Folk, der kommer til Danmark med et job på hånden, gør Danmark bedre.

Vi kommer ikke nærmere en løsning på problemerne med ikke-integrerbare migranter ved at holde kvalificeret arbejdskraft væk. Vi bliver derimod fattigere, dummere og svagere af, at frygten for at fremstå slappe i udlændingepolitikken holder os fra at gøre det fornuftige og rimelige. Det er ikke sådan, man passer på Danmark.

Vi skal videre fra frygt og lukkethed mod muligheder og åbenhed. Videre mod at give et endnu rigere, friere og stærkere Danmark i arv, end vi selv har fået.

*Tallet er ikke om måneden, men fra en halvårlig opgørelse fra Styrelsen fra Arbejdsmarked og Rekruttering fra juni 2021.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 18. august 2021)

Henrik Dahl

16. august 2021

Folketinget er ikke en forretning.

Men hvis det var, kunne man sige, at Radikale Venstre har fundet på en spændende forretningsmodel: At tage skarpt afstand fra dårlige reformer, man selv har taget initiativet til. Skal man være konstruktiv – og det skal man jo – er det en form for genbrug eller cirkulær økonomi, der er højeste mode andre steder.

Som jeg allerede var inde på i denne fine avis for nogle år siden, er alle reformer af det danske uddannelsessystem i dette århundrede forfejlede. Reformen af folkeskolen er noget bras. Reformerne af gymnasiet er noget bras. Reformerne af de videregående uddannelser er noget bras.

I teorien er uddannelsesinstitutionerne blevet bedre og mere ambitiøse. Men det skyldes udelukkende, at papir er tålmodigt og ikke protesterer over, at man skriver alt muligt sludder på det. I praksis er institutionerne blevet meget dårligere. Fordi de teorier, der ligger bag reformerne, ikke har noget som helst med virkeligheden at gøre. Man går først og fremmest i skole for at lære noget. Det kræver, at man koncentrerer sig om det væsentlige og gør sig umage med at blive bedre. Længere er sagen ikke. Det ved alle voksne og ansvarlige mennesker.

Hvis Folketinget var bare halvt så klogt, som det selv tror, så tog det ved lære af alle de forfejlede reformer. For det, de reformer i virkeligheden viser, er, at der er grænser for politik. Går man over de grænser, går det galt.

Folketinget kan ikke bestemme i detaljer, hvordan hverdagen skal forme sig rundt om i statens institutioner. Det bør i langt højere grad afhænge af situationen og bero på, at ledelse og medarbejdere i fællesskab udvikler den gode korpsånd, der præger alle velfungerende arbejdspladser.

Derfor burde Folketinget nu – ved indgangen til det kommende, politiske år – ikke offentliggøre en lang liste med forkromede initiativer. I stedet burde det offentliggøre en liste over områder, hvor tiden er kommet til at holde op med at blande sig ned i mindste detalje.

Der er ikke nogen som helst grund til at blande sig i, hvad der foregår på skolerne, ud over det niveau, der gælder for de frie skoler. Der er heller ikke nogen grund til at blande sig i, hvad der foregår på gymnasierne. Ud over det niveau, hvor staten blandede sig for 50 år siden. Og det samme gælder i øvrigt for de videregående uddannelser.

Så ud over standarder for miljø og arbejdsmiljø, som ikke bør føres tilbage, hvor de var i 1970erne, så burde Folketinget i virkeligheden afsætte hele arbejdsåret 2021-2022 til at læse sig ind på, hvordan tingene var dengang, og spørge: Hvad ville der egentlig ske, hvis vi nedsatte regelmængden og reguleringsbyrden til niveauet for 50 år siden?

Sandheden er, at der formentlig ikke ville ske noget som helst dårligt. Det peger erfaringerne fra pandemien i hvert fald på. Sender man regulatorerne hjem, er der mere tid til kerneopgaverne, fordi der ikke skal holdes så mange meningsløse møder og skrives så mange meningsløse indberetninger.

I den bedste af alle verdener, så fokuserede Folketinget mere på at nedskalere sin politiske indblanding i alverdens ting, end det fokuserede på at forøge indblandingen. Det er moralen af de mange forfejlede reformer gennem de seneste 20 år.

I stedet for at blande sig, kunne det passende bruge sin energi på at opfinde den offentlige sektors pendant til konkursen. For det er klart, at den øgede frihed ikke giver mening, medmindre også offentlige institutioner kan gå nedenom og hjem, hvis de er håbløse til at løse deres opgaver.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 13. august 2021 )

Regeringens velfærdslov er uansvarlig og fantasiløs

Alle fornuftige kapitalister skal holde sig langt væk fra wokeismen

Den øremærkede barsel til mænd er først og fremmest en sejr for barnepigestaten Danmark

Højere aktieskat rammer ikke kun de rige

I er for længst gennemskuet, indvandringsforskere. Og vi gider jer ikke mere

Politik ødelægger alting

Danskerne fortjener et system uden bøvl og bureaukrati – og hvor borgeren er i centrum

Vi passer på Danmark ved at åbne døren for de flittige

Nu kan også De Radikale se, at deres egen idé var dårlig

Lad os sætte folkeskolen fri og give den tilbage til folket