Debat Arkiv - Side 21 af 31 - Liberal Alliance

Henrik Dahl

8. november 2021

I onsdags ville stats- og justitsministeren bl.a. have befolkningen til at tro, at Danmarks sikkerhed står og falder med, at de nærmeste medarbejder konsekvent bortskaffer en del af dokumentationen for, hvad de beslutter og hvorfor. Det er en påstand, der simpelthen er så vild, at det undrer mig, at bestyrtelsen ikke er større.

Først en advarsel: Jeg er part i sagen om regeringens manglende lovhjemmel til at nedslagte alle mink. Derfor er de følgende linjer ikke neutrale og skal ikke læses som neutrale.

Det begyndte allerede den 8. november 2020. På den dag blev jeg kontaktet af den daværende miljø- og fødevareminister for at høre, om LA ville gå med på hastebehandling af en lov, der gjorde det muligt at slå alle mink i Danmark ned.

Jeg meddelte ministeren, at det ville LA ikke og udsendte ved 15-tiden om eftermiddagen et tweet om, at der lige her og nu slet ikke var lovhjemmel til at aflive alle mink. Hvis jeg ikke var den allerførste politiker i Danmark til at afsløre, hvordan det realpolitiske land lå, var jeg i hvert fald med fremme i førerfeltet. Men jeg tror ganske oprigtigt, at det var mig, der var whistlebloweren.

Derfor har jeg fra dag 1 ment, at det var en skandale at aflive alle mink. Og det mener jeg endnu mere i takt med, at Minkkommissionen afdækker sandheden.

Så lad mig først, inden jeg går over til at analysere, deklarere helt åbent, hvordan jeg mener, at landet ligger.

Det er fuldstændig utænkeligt, at kaptajnen på et skib ikke er dybt inde i beslutningen om, hvor skibet skal sejle hen. På tilsvarende vis er det fuldstændig utænkeligt, at en statsminister ikke er dybt inde i beslutningen om, hvor Danmark skal hen. At påstå andet er en fornærmelse imod den almindelige, sunde fornuft.

For mig er det også fuldstændig utænkeligt, at regeringens koordinationsudvalg ikke kendte de juridiske problemer i forhold til at aflive alle mink i Danmark. Jeg har nemlig læst et hav af såkaldte K-sager (det vil sige forelæggelser for koordinationsudvalget) i den tid, hvor LA sad i regering. Og det er sådan, at alle K-sager har fire obligatoriske elementer: Hvad er problemet? Hvad er forslaget til løsning? Hvad siger Finansministeriet? Og hvad siger Justitsministeriet?

Den eneste undskyldning for ikke at kende de juridiske implikationer af sagen er altså, at man ikke har læst K-sagen. Og den undskyldning synes jeg ikke rigtig kan bruges til noget.

Med andre ord: Jeg har ikke nogen illusioner om, at regeringen ikke vidste, hvad den gjorde for et år siden. Om det så kan bevises, er en anden sag. Og her synes regeringen at være rimeligt opsat på at fjerne og tilsløre så meget bevismateriale, at sagen ender med at blive hængende i luften på grund af det, man kalder ”bevisets stilling”.

Og her er vi så fremme ved den famøse sletning af sms’er i Statsministeriet og Justitsministeriet.

Der er forhåbentlig ingen mennesker i Danmark, der tror på historien om, at sms’erne er slettet af sikkerhedshensyn. Center for Cybersikkerhed – der rådgiver centraladministrationen – anbefaler overhovedet ikke sletning af sms’er som en sikkerhedsforanstaltning. Og selv om man gjorde, giver det ikke nogen mening at slette sms’erne på nogle få telefoner og i øvrigt mangle en konsistent politik på området.

Så forklaringen om sikkerhed er en til lejligheden opfundet forklaring, der ikke – som man siger – holder en meter. Med mindre, man ved ”sikkerhed” forstår det, man i folkemunde kalder beskyttelse af egen røv. I så fald giver det perfekt mening at bortskaffe bevismateriale – for det er, hvad sagen i bund og grund handler om.

Og det efterlader den forundrede offentlighed med ét spørgsmål, når det gælder pressemødet med stats- og justitsministeren i onsdags: Var det, vi hørte, løgn eller bullshit?

Bullshit er et vel bekendt slangudtryk. Men det er også et filosofisk begreb takket være den amerikanske filosof Harry Frankfurt. I 2005 udgav han en lille, men i eftertiden meget læst bog om begrebet bullshit – og hvordan det adskiller sig fra løgn.

Det er sådan, siger Frankfurt, at den, der lyver, kender sandheden og bekymrer sig om den. Men samtidig har den, der lyver, besluttet at lede sin omverden bevidst bort fra sandheden, fordi den anses for at være farlig.

Den, der bullshitter, er ligeglad med sandheden. Hvis man bullshitter, siger man bare det, der skal til, for at fremstå på en fordelagtig måde i omverdenen. Det er på grund af den totale mangel på respekt for sandheden, at Harry Frankfurt har den opfattelse, at bullshit i det lange løb er farligere for samfundet end løgn. Bullshit ophæver nemlig den forventning, at ytringer overhovedet er udtryk for en alvorlig og oprigtig bestræbelse på at tale sandt.

At bullshitte har desværre udviklet sig til en kongedisciplin for enhver regering. Det er jo bullshit, at et sundhedshus er et hospital. Fordi et hospital er et sted med senge og døgnvagt og alt dertil hørende. Mens et sundhedshus bare er et sundhedshus, som vi kender i forvejen. Det er også bullshit at kalde udgifter for investeringer uden at angive, hvad forrentningen på investeringen er. For investeringer skal nemlig have en forrentning et rimeligt stykke over inflationen for at være investeringer. Ellers er de bare udgifter. Det er bullshit at kalde nedskæringer for fokuseret indsats. Hvis man bruger færre penge, bruger man færre penge, og så bør man anvende det udtryk og ikke alt muligt andet. Ellers kan borgerne i virkeligheden ikke orientere sig ordentligt i, hvad der foregår.

Derfor kan man sige, at det var et nybrud, vi oplevede i onsdags: At en regering benyttede sig af bullshit for at skjule, at den ikke fortalte sandheden overhovedet.

Når tricket virkede for en stund, var det fordi landets borgere gennem årtier har vænnet sig til, at politikere bullshitter. Det er en form, de fleste er fortrolige med. Det er en forventning, de fleste har. Politikerne lader, som om de taler ærligt og oprigtigt. Og borgerne lader, som om de tager det alvorligt. Men ingen deltagere i forestillingen tror, at der er tale om andet end en forestilling.

I onsdags ville stats- og justitsministeren have befolkningen til at tro, at der simpelthen ikke var nogen medlemmer af landets øverste, politiske ledelse, der havde sat sig ordentligt ind i minksagen på forhånd. Plus at Danmarks sikkerhed står og falder med, at statsministeren og statsministerens nærmeste medarbejder konsekvent bortskaffer en del af dokumentationen for, hvad de beslutter og hvorfor.

Det er en påstand, der simpelthen er så vild, at det undrer mig, at bestyrtelsen ikke er større. For den efterlader to muligheder: At den øverste, politiske ledelse af Danmark enten er fuld af fup eller inkompetent. Hvis man vil bære de gyldne kæder og have de mest ophøjede embeder, er man nødt til at tage sit ansvar på sig og tage det alvorligt. Det indebærer blandt andet, at man læser de k-sager, man får forelagt.

Men for at skjule, at man koldt og kynisk begyndte at bortskaffe bevismateriale fra det tidspunkt i 2020, hvor Folketinget begyndte at interessere sig seriøst for regeringens magtudøvelse, afholdt man et pressemøde i sædvanlig bullshitstil. Hvor man altså siger en hel masse, der hverken er designet til at være sandt eller til at være løgn, men designet til at blive købt af de fleste. Enten fordi de ikke hører ordentligt efter, eller mangler forudsætningerne for at forstå, at dette kan simpelthen ikke passe.

Det kan som sagt meget vel ende med, at minksagen bliver hængende i det limbo, der hedder ”bevisets stilling”. Fordi centrale aktører i sagen har bortskaffet det afgørende bevismateriale med den absurde undskyldning, at det er et spørgsmål om informationssikkerhed.

Men at der bliver taget så store beslutninger på et rent administrativt niveau, som regeringen prøver at skabe et indtryk af, giver ikke nogen mening overhovedet. Det er uhyrligt, at nogen i det hele taget forsøger at bilde borgerne sådan noget ind. Ligesom det selvfølgelig er uhyrligt til lejligheden at opfinde en påstand om, at det er et spørgsmål om rigets sikkerhed, at dokumentationen for vigtige beslutninger bliver slettet løbende.

Hvis respekten for politikere og politik nogensinde skal genoprettes, er det nødvendigt at erkende dette og handle på det.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 7. november 2021)

Henrik Dahl

8. oktober 2021

På denne tid af året uddeles Nobelpriserne. Derfor ville det være fjollet at hævde, at de højere læreanstalter ikke udvider menneskehedens viden og forståelse for sin omverden.

Når det så er sagt, kommer man ikke uden om, at de højere læreanstalter også er institutioner, der fremmer den højeste grad af ufornuft.

Tag for eksempel marxismen. Der er meget få teorier, der er underkendt på så mange planer, som den er. For at tage noget helt centralt, har profitraten ikke en tendens til fald. Jeg gentager: Profitraten har ikke en tendens til fald.

Det sagde Karl Marx ellers med tung (pseudo)videnskabelig alvor. Kapitalismen gør i øvrigt heller ikke de brede samfundslag fattigere – sådan som Karl Marx blev ved med at gentage – men rigere. Det ses overalt på jordkloden, hvor den har fået lov til at knæsætte sig: Det, der først og fremmest præger Europa, Nordamerika, Sydøstasien og Australien er tilstedeværelsen af store og indflydelsesrige middelklasser.

Dertil kommer det politiske. Overalt, hvor samfund er blevet styret af marxisme, har det ført til massemord, diktatur og undertrykkelse af menneskets værdighed. Ikke blot cirka overalt, sådan cirka. Det gælder ethvert sted i verden, hvor magthaverne har påberåbt sig Karl Marx’ lære. Der er ingen undtagelser fra denne regel overhovedet.

Ikke desto mindre findes der forskere, som både har opnået faste ansættelser og en vis respekt i deres omgangskreds, og som hævder, at der kan udvindes noget videnskabeligt eller etisk forsvarligt fra Karl Marx. Manden, der er klædt mere af til skindet end nogen anden, der har levet før eller siden.

Men dyrkelsen af den moralske og videnskabelige fallent Karl Marx er ikke det eneste eksempel på, at man kan tage en uddannelse og blive en komplet tåbe deraf.

Tag for eksempel ideen om, at man ikke må irettesætte børn. Altså gøre det, der i daglig tale hedder at skælde ud.

Fra naturens hånd har børn ikke nogen som helst anelse om, hvad der er rigtigt eller forkert. Til gengæld har de en vilje til at leve og sætte sig igennem. Den skal man på den ene side være glad for. Eksisterede den ikke, ville børn i overført forstand sætte sig ned og give op, når verden gjorde modstand. På den anden side skal man også være skeptisk. For med viljen forholder det sig altid sådan, at den ekspanderer, til den rammer noget, der er hårdere end den selv. Det er derfor, at også børns væren-i-verden ekspanderer i det uendelige, hvis den ikke på en eller anden måde begrænses.

At irettesætte børn er derfor helt nødvendigt. Inden de bliver voksne, skal de lære at være medlemmer af det civiliserede samfund. Det kan undertiden være træls, fordi det kræver, at man holder bøtte, eller at man respekterer andres behov. Hvilket i udgangspunktet aldrig er sjovt for nogen, der ikke har lært det. Men lærer man ikke i tide at være et civiliseret menneske, vil man på grund af sin ulidelige opførsel blive afskyet af det civiliserede samfund. Derfor har de voksne en forbandet pligt til kærligt at opdrage på det barn, de elsker.

Verden er så paradoksalt indrettet, at der findes en række synspunkter, som er så tåbelige, at det kræver en lang uddannelse at indtage dem. At der kan hentes noget værdifuldt ud af Karl Marx, eller at børn ikke skal civiliseres i løbet af opvæksten, er kun to af dem. At køn og kønsidentitet ikke skulle have noget med biologi at gøre, er et tredje. At intelligensen er ligegyldig, et fjerde.

Det er derfor, bekæmpelsen af tåbelighed burde skilles ud som et selvstændigt mål for universiteterne.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 8. oktober 2021)

Alex Vanopslagh

4. oktober 2021

Kollerups fikse idé er tudetosset. Virksomhederne tørster efter lavere skatter og mere privat kapital – ikke flere ineffektive, offentlige fonde.

Erhvervsminister Simon Kollerup sagde for nylig i Børsen, at han vil samle de tre store, offentlige fonde – Vækstfonden, EKF og Danmarks Grønne Investeringsfond – til én stor “superfond” mhp. at få flere vækstvirksomheder til at blive i Danmark.

Kollerup har ret i, at der er et problem: kun en ud af fem vækstvirksomheder vælger at blive i Danmark. Men årsagen er ikke, at vi mangler en statsstyret superfond. Årsagen er dårlige vilkår for start-ups, fordi skatten på kapital er eksorbitant høj.

Danmark har den næsthøjeste aktiebeskatning i OECD på 42 %, og regeringen vil hæve den til 45 %. Det betyder, at det bliver mindre attraktivt at investere i Danmark, og derfor må mange danske vækstvirksomheder tage til udlandet for at rejse kapital.

Danske vækstvirksomheder har først og fremmest brug for mere privat kapital via lavere kapitalskat og mindre politisk indblanding. Superfonden vil blot gøre danske virksomheder endnu mere afhængige af politikerne.

Det er problematisk, for de bureaukrater og politikere, som styrer fondene, er sjældent investeringsgenier. De offentlige fonde er ineffektive og bestemmes af politiske modeluner og gammeldags ”pick the winners”-tænkning.

Desværre har danske virksomheder ofte intet alternativ til disse fonde, fordi private investeringer er blevet kvast af tårnhøj kapitalskat. Vi er havnet i det, jeg tidligere har beskrevet som en negativ spiral af høje skatter, store, offentlige fonde og alt for lidt privat investering.

Kollerups nye superfond vil grave os endnu dybere ned i den negative spiral. Regeringen insisterer på at straffe virksomheder med højere aktieskat og foreslår superfonden som en slags kompensation. Det er tudetosset, da virksomhederne tørster efter lavere skatter og mere privat kapital – ikke flere ineffektive, offentlige fonde. Men regeringen nægter at lade vækstvirksomheders behov trumfe politiske særhensyn.

Vi skal gå en helt anden vej: skatten på kapital skal sænkes markant, så vi kan få flere private investeringer. Så vil vi ikke have brug for en dyr og ineffektiv superfond, og flere succesvirksomheder vil vælge at blive i Danmark og bidrage med arbejdspladser og vækst. Det er vejen frem.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 4. oktober 2021)

Alex Vanopslagh

4. oktober 2021

Selv socialdemokrater bør kunne se, at det ikke er holdbart på længere sigt.

For nylig fremlagde den socialdemokratiske regering et forslag til en ny velfærdslov. Formålet med velfærdsloven er at få det offentlige forbrug til at stige i takt med, at der kommer flere ældre i vores samfund – også kendt som det demografiske træk.

Bare fordi regeringen med velfærdsloven vil have flere penge til offentligt forbrug, betyder det ikke, at borgerne vil få en bedre velfærd. Regeringen foreslår i stedet, at danskerne skal bruge flere og flere penge på velfærd og offentligt ansatte for at holde velfærden på samme niveau som i dag – en situation, jeg tidligere har beskrevet som velfærdsstatens terminale fase.

Alene det, at der kommer flere ældre og plejekrævende, vil frem mod 2025 beløbe sig til over 20 milliarder kroner eller en årlig udgiftsforøgelse på 0,65 procent. Borgerne kommer derfor ikke til at opleve et kvalitetsløft i velfærd ved, at vi bruger 20 milliarder ekstra.

Ingen nye ideer

Hvis forslaget om en ny velfærdslov bliver en realitet, vil det få alvorlige konsekvenser for dansk økonomi. Der vil i de kommende år være færre i beskæftigelse, fordi der kommer flere ældre, som ikke er på arbejdsmarkedet. En velfærdslov vil altså risikere at blive en underskudslov.

Når vi skal bruge markant flere penge på velfærd, vil vi også skulle ansætte endnu flere i den offentlige sektor. Vi har allerede for få ansatte i den private sektor, som i sidste ende finansierer vores velfærdsstat, og antallet af privatansatte vil skrumpe endnu mere, i takt med at arbejdsstyrken mindskes og flere skal have job i den offentlige sektor.

Selv socialdemokrater bør kunne se, at det ikke er holdbart på længere sigt. Velfærdsstaten bliver dyrere år for år uden, at vi får en bedre service. Regeringens eneste forslag er at bruge flere penge og flytte flere mennesker fra den private til den offentlige sektor: Der er ingen nytænkning og ingen ideer til, hvordan vi kan forandre den offentlige sektor, så den bliver mere effektiv og leverer en bedre service. Det er ganske enkelt fantasiløst.

Borgeren før systemet

I Liberal Alliance vil vi gå en anden vej. Vi tror på, at velfærden kan blive både billigere og bedre, men det kræver nytænkning og et opgør med status quo.

Vi skal give borgeren langt mere frit valg, så man selv kan bestemme hvilke velfærdstilbud, man ønsker. Det vil skabe mere konkurrence, så gode velfærdstilbud belønnes.

Vi skal have langt mindre topstyring af velfærdssektoren fra fagforeninger, bureaukrater og kolde hænder. De sygeplejersker, plejehjælpere og andre medarbejdere, som leverer kernevelfærden, skal have en langt højere grad af autonomi. De kan køre deres egen butik langt bedre og mere effektivt, hvis vi sætter dem fri og udviser tillid.

Det offentlige skal også træde til side, når det private og civilsamfundet kan levere en bedre og billigere velfærd til borgerne. Konkurrencen på det private marked skaber ofte en bedre løsning, end det offentlige kan levere.

Sådan får borgerne en bedre velfærd. Regeringens velfærdslov vil kun pumpe endnu flere penge i en ineffektiv og forvokset offentlig sektor, som ikke formår at give borgerne den velfærd, de forventer.

En velfærdslov er altså ikke andet end en garanti for, at velfærden bliver dyrere.

(Kommentar bragt i Indblik.net)

Henrik Dahl

27. september 2021

Engang var det chikt at bære tøj med Che Guevara og Mao Zedong. Det udstrålede en diffus aura af ungdomsoprør og antiestablishment. Man skulle bare se bort fra, at de begge var brutale mordere, der aldrig angrede deres forbrydelser.

I dag fylder Che Guevaras og Mao Zedongs forbrydelser så meget mere i bevidstheden, end de gjorde i 1960erne. Derfor er det kun meget få mennesker, der finder det passende at bære dem som udsmykning på en T-shirt.

Til gengæld er det stadig på mode at udsmykke sig selv med dybt samfundsundergravende symboler. Nu kommer trenden bare ikke længere fra de unge. Den kommer fra de store erhvervsorganisationer og de store virksomheder. Tilsyneladende kan de ikke få nok af identitetspolitikken. Skønt den i sine værste udformninger er antiliberal og antidemokratisk. Dens ønske er at ødelægge den sociale orden, vi kender, og som langt de fleste foretrækker.

Det skjuler identitetspolitikerne godt, for de benytter sig af en argumentationsform, der hedder »motte-and-bailey« .

Egentlig er motte og bailey begreber, som beskriver en bestemt type forsvarsværk, man benyttede i middelalderen. Bailey er indhegnede arealer omkring et robust forsvarsværk, der hedder motte. Ideen er, at man under fredelige omstændigheder kan drive handel og lignende på bailey-området. Mens man hurtigt kan flygte til den større sikkerhed i motte, hvis fjenden angriber.

Som argumentationskneb består motte-and-bailey i, at man har en eller anden outreret mening, som man gerne ventilerer i bailey-området, når man ikke bliver angrebet. Det kan for eksempel være, at kønnet er en social konstruktion, der frit kan vælges eller fravælges. Bliver man angrebet, flygter man ind i motte og siger noget ganske andet, kun de allerfærreste er uenige i. Det kan være, at alle har ret til at føle det, de føler. Eller at alle minoriteter har krav på respekt.

Fordi der trods alt ikke er mange ledende medarbejdere i de store erhvervsorganisationer og i de store virksomheder, der følger med i, hvordan dekonstruktivismen og socialkonstruktivismen de senere år har udviklet sig, sker det alt for ofte, at de for at indynde sig i diverse pressionsgrupper sluger motte-udgaven af dybt, dybt ødelæggende bailey-holdninger og bailey-krav til samfundsindretningen. Alt imens vi, der i det mindste forsøger at følge med, tager os til hovedet over den kolossale naivitet (og det kolossale hykleri), som på denne måde stilles til skue.

Derfor er jeg nødt til at sige det meget direkte til erhvervsorganisationerne og de store virksomheder: I bør simpelthen stoppe med at være woke i den tro, at det er chikt. For det er det overhovedet ikke. Det er vor tids Che Guevara-T-shirts og Mao Zedong-plakater. Og når I er færdige med at være nyttige idioter for mennesker, der blandt andet vil smadre kvinders muligheder for at være kvinder i fred, og tale om deres specifikt kvindelige erfaringer med for eksempel at få børn, og når revolutionen således er gennemført, bliver I bare smidt på den historiske losseplads.

Wokeismen er svoren fjende af tanken om universelle rettigheder til alle mennesker og af tanken om, at man skal bøje sig for data og rationelle argumenter. Til gengæld dyrker den følelsens forrang over for kendsgerninger. Ligesom den dyrker en meget foruroligende tilbøjelighed til at omskrive historien – og ikke altid af den grund, at der er kommet nye data frem.

Kort sagt: Wokeismen er noget, alle fornuftige kapitalister skal holde sig meget langt væk fra. Der er ikke noget som helst smart ved den.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 24. september 2021)

Alex Vanopslagh

22. september 2021

Øremærkningsmiseren er typisk for barnepigestaten: Først tager man borgernes penge og giver dem flotte rettigheder i bytte. Så bliver de fulgt op af en evigt voksende liste af krav. Først tager man ansvaret, og siden følger friheden skridt for skridt. Øremærkningen af barsel er blot det seneste angreb på familielivet og det frie valg, som udspringer af aktivistisk, politisk elite-feminisme på et korstog for resultatlighed.

NU BLIVER DET et krav, at mænd skal tage mindst 11 ugers barsel – og gør de ikke det, så straffes barnet og familien ved, at der er mindre barsel til rådighed for forældrene.

Nu skal alle familier passe ned i en klassisk systempolitisk ”one size fits all”-løsning, som er dikteret af folk med store planer for andre menneskers liv.

Jeg begriber ikke, at så mange blindt accepterer den form for invasion af familielivet. Især ikke, når der er en anden vej at gå.

For øremærkningen er et angreb på familielivet og det frie valg, som udspringer af aktivistisk, politisk elite-feminisme på et korstog for resultatlighed.

Det er den absurde påstand, at vi først har et fair samfund, når vi alle sammen er ens. Uanset køn, seksualitet, hudfarve og hvad ellers, der bliver smidt på listen af tilfældige identiteter. I dette tilfælde skal samfundet blive mere fair ved at bruge blød tvang til at gøre flere kvinder til karrierekvinder og gerne parkere et par flere mænd derhjemme, så de tjener lidt færre penge.

Man kunne spørge sig selv hvorfor, at såvel kvinder som mænd skal tvinges til noget, de som udgangspunkt ikke har lyst til. Men den slags smålige hensyn er der ikke plads til, når de woke ambitioner skal rulles ud over familierne.

Hvis du også synes, at det virker helt skørt at blande sig i tusinder og atter tusinder af familiers privatliv på den måde, så er du ikke alene. Derfor har LA foreslået, at vi sætter barslen efter fødslen helt fri – væk med både de 14 uger øremærket moren og de nu 11 uger øremærket faren. Vi øremærker så at sige hele barslen til barnet.

I DE SENERE ÅR er det blevet meget mere almindeligt for mænd at tage en større del af barslen. Personligt synes jeg, det er en god udvikling, som jeg er sikker på, at mange familier er glade for. For ellers havde de jo nok ikke gjort det.

Og ærlig talt – det er fair, at kvinder, der gerne vil gøre karriere, stiller krav til deres mænd om at tage del i barslen. Og det er i øvrigt fair, at flere mænd gerne vil bruge mere tid med deres børn og familie for på den måde at få en anden balance i livet end den klassiske stereotyp med en fraværende far, der kommer sent hjem hver dag. Jeg tror på, at det gør flere familier lykkelige. Men hvorfor skal familier straffes for at vælge anderledes?

Dertil kommer også nye alternative familiemønstre som regnbuefamilier og solomødre, der ikke passer ind i nogen kasse. Måske vil man også inddrage andre familiemedlemmer til det samme i en periode.

Med en fri barselsmodel vil der være mulighed for det hele. Traditionelt, alternativt, midt i mellem eller noget helt fjerde. Det er ægte frihed til forskellighed. Og jeg er sådan set fuldstændig ligeglad med, hvordan familierne indretter deres barsel. For det handler om børnene. Og jeg har meget stor tillid til, at borgerne kan finde ud af at være forældre for deres børn. Utroligt nok er dens slags tillid efterhånden sjælden i barnepigestatens Danmark.

ØREMÆRKNINGSMISEREN er til gengæld meget typisk for barnepigestaten: Først tager man borgernes penge og giver dem flotte rettigheder i bytte. Så bliver de fulgt op af en evigt voksende liste af krav. Først tager man ansvaret, og siden følger friheden skridt for skridt. Og så bliver det en legeplads for folk med store planer for andres liv, uanset om det er politikere eller folk, der bare leger politikere.

Som liberal tror jeg på et frit samfund, hvor alle får lige muligheder for at udfolde deres talenter. Det giver frihed til forskellighed. Resultatlighed handler om præcis det modsatte – tvungen enshed. Og i et frit samfund skal vi aldrig juble over den slags.

Derfor er den øremærkede barsel til mænd først og fremmest en sejr for barnepigestaten, der har uendelige krav til dens borgere, og et nederlag for familierne, og ikke mindst for børnene.

Til gengæld ville en fri barselsmodel være en sejr for alle familier, uanset hvordan de ser ud, og for deres børn.

(Kommentar bragt på Ræson d. 21. september 2021)

Alex Vanopslagh

13. september 2021

Ved at sætte skatten op får man faktisk resultatet, at almindelige danskere får sværere ved at kunne finde arbejde.

Den socialdemokratiske regering foreslog for nylig at hæve aktieskatten fra 42 til 45 pct. i sit reformudspil ” Danmark kan mere 1″.

Men Danmark har allerede nu de næsthøjeste kapitalskatter i OECD, og de vil dermed blive næsten dobbelt så høje som OECD-gennemsnittet, hvis Socialdemokratiets forslag bliver en realitet.

Det vil dermed blive sværere for danske virksomheder at rejse kapital – stik imod Mette Frederiksens eget løfte ved den stort anlagte Fredericia-konference, hvor hun sagde, at hun ville arbejde for ” bedre vilkår” for virksomheder, så de nemmere kan rejse kapital. Det udsagn klinger hult, når regeringen nu foreslår at hæve den i forvejen høje aktiebeskatning.

Danmarks tårnhøje kapitalskatter er en bremseklods på investering.

De gør det sværere for virksomheder at rejse kapital, fordi potentielle investorer kan se frem til et stort skattesmæk, hvis de profiterer på en virksomhed.

Ikke de rige

Aktieskatten beskrives tit som en skat på de rige, men det forholder sig faktisk omvendt: De rige kan bare flytte deres investeringer til udlandet, men der bliver skabt færre job og mindre vækst i Danmark.

Så ved at sætte skatten op får man faktisk resultatet, at almindelige danskere får sværere ved at kunne finde arbejde. Dertil skal man i øvrigt huske, at ca. en mio. danskere ifølge Finans Danmark ejer aktier.

Så det er ikke kun de rige.

Som en slags kompensation for den foreslåede skattestigning vil regeringen slå de tre store fonde – Vækstfonden, EKF – Danmarks Eksportkredit og Danmarks Grønne Investeringsfond – sammen til én stor superfond. Flere fusioner og centraliseringer i det offentlige er altså vejen frem, ifølge regeringens udspil.

Mere af det samme

Men noget tyder på, at den høje statsstøtte til erhvervslivet ikke har båret frugt. Danmark har en af de mest generøse erhvervsstøtteordninger i EU, men alligevel er der mange succesvirksomheder, som vælger at forlade landet over tid. Regeringens løsning er mere af det samme.

Fondene har derudover til tider gjort sig uheldigt bemærket. Bl. a.

har Innovationsfonden flere gange handlet i strid med forvaltningsloven ved ikke at opfylde kravet om partshøring i hundredvis af sager.

Den negative spiral

Disse skandalesager belyser, at politikere og embedsmænd sjældent er de bedste til at investere i fremtidens virksomheder.

Men det offentlige spiller nu så stor en rolle, at virksomhedsejere næsten ikke kan undgå at få staten, og dermed politikerne, som medejer.

Derfor lever mange virksomheder på politikernes nåde.

Som jeg tidligere har skrevet her i avisen, er det socialdemokratiske Danmark havnet i en negativ spiral, hvor tårnhøje skatter reducerer private investeringer. Staten forsøger at kompensere med offentlig støtte, der så må finansieres med endnu højere skatter, og sådan går det i ring.

Man nægter at gribe fat om nældens rod – skatten på forskellig slags kapitalindkomst såsom aktier – i stedet vælger regeringen at føre landet endnu dybere ned i den negative spiral med endnu højere aktieskatter.

Det rene gift

En stigning i aktiebeskatningen til 45 pct. er den rene gift i en tid, hvor vækstvirksomheder har en stor tendens til at ville flytte ud af Danmark.

Dét kombineret med en meget høj offentlig støtte, der giver staten uforholdsmæssigt stor magt, har resulteret i en farlig cocktail, som ikke lover godt for dansk økonomi.

Tage et opgør

Den gode nyhed er, at vi ved, hvad der fungerer, hvis vi skal løse problemet med de flygtende virksomheder: Mindre stat og mindre skat på selskaber, kapital og arbejde. Det er vejen frem.

Vi skal ikke straffe folk for at investere, arbejde hårdt og starte virksomhed, men tværtimod tilskynde dem og støtte dem til at bidrage ved at sænke skatten markant.

Med en gevaldigt lavere aktieskat vil de private investeringer stige, og så er der ikke brug for, at skatteyderne skal betale til ineffektive, offentlige fonde, som bestemmes af de politiske modeluner.

Vi må tage et længe ventet opgør med den høje skat og erhvervsstøtte og opprioritere private investeringer, så Danmark igen kan blive et attraktivt sted at drive virksomhed.

For folks egne penge.

De rige kan bare flytte deres investeringer til udlandet, men der bliver skabt færre job og mindre vækst i Danmark.

Henrik Dahl

10. september 2021

Det seneste eksempel på, at man ikke kan stole på indvandringsforskere, stod i fine Berlingske for et par dage siden. Indvandrere er mere tilbøjelige til at tæve deres børn, end danskere er. Ja, godmorgen.

Jeg har nul fidus til dansk forskning i flygtninges og indvandreres forhold. Det betyder ikke, at den hæderlige undtagelse mangler. Men hvis en kritisk masse af forskere – der sagtens kan være et stykke under 100 procent – altid prøver at skjule sandheden om indvandrere, så mister jeg den generelle tillid til, at man overhovedet kan stole på forskerne.

Selvfølgelig er det fup, at æresrelateret vold skyldes økonomisk ulighed. Æresrelateret vold opstår i kollektivistiske kulturer, hvor den enkelte bliver betragtet som ansvarlig for gruppens samlede kapital af ære. Det seneste eksempel, der er kommet til offentlighedens kendskab, er sagen om en fader, der pålagde sin søn at tage det fulde ansvar for drabet på sin moder. Og moderens brøde? At hun ikke i ægtemandens øjne var islamisk nok.

Den slags udspringer ikke af økonomisk ulighed, men af islam. Og forskere, der påstår andet, forhindrer sandheden i at blive kendt (hvad der set med naive menneskers øjne sådan cirka er det modsatte af at forske).

Selvfølgelig er det også fup, at når så mange indvandrere opfører sig som idioter i forhold til covid-19, så hænger det sammen med de små lejligheder og de udsatte job i frontlinjen.

Det er ikke sådan, at alle indvandrere er idioter. Men idiottætheden blandt ikkevestlige indvandrere er bare større, end den er blandt etniske danskere, når det gælder vilje til at følge coronaforskrifter. Der er altså flere corona-idioter pr. 1.000 mennesker, når man ser på indvandrerne, end når man ser på danskerne.

Idiotien kommer blandt andet til udtryk ved, at man vil blæse fornuftige og erfaringsbaserede regler om at forhindre smitte et stykke. Og den kommer til udtryk i alle mulige skøre forestillinger om vaccine. De findes også blandt etniske danskere. Men der er flere mennesker pr. 1.000, der er skøre i forhold til vaccine, end der er blandt danskerne.

Det seneste eksempel på, at man ikke kan stole på indvandringsforskere, stod i denne fine avis for et par dage siden. Indvandrere er mere tilbøjelige til at tæve deres børn, end danskere er.

Ja, godmorgen. Det ved alle, der gider læse Yahya Hassan eller Ahmad Mahmoud eller Sara Omar. I Mellemøsten er det langt mere socialt acceptabelt at tæve børn, end det er i Danmark. Ligesom det er mere socialt acceptabelt at tæve hustruer og ansatte. Der er tonsvis af dokumentation for dette.

Men hvad siger de danske forskere til Berlingske? »Flere undersøgelser viser, at socioøkonomiske forhold spiller en stor rolle for en lang række af de vilkår, børn vokser op med – herunder vold«. Det hævder en psykolog i Red Barnet, der hedder Ane Lemche. Og det redder ingen børn.

En anden forsker, der hedder Signe Boe Rayce, peger på sociale forhold og siger: »Tilsammen kan de faktorer og den pressede situation, man kan stå i med et lille barn, betyde, at forældre i afmagt griber til vold«.

Kort sagt: De voldelige fædre og brødre er i virkeligheden ofre for et ubarmhjertigt, dansk system. Fup og fidus.

Hvis jeg skal stole på danske indvandringsforskere, skal de omgående holde op med at fylde både offentligheden og mig med misinformation. Herunder tricket med at »kontrollere for ditten og datten« og i realiteten sige: »Hvis vi ser bort fra årsagen, er der faktisk ingen årsag«.

Uden for jeres egne, snævre cirkler, er I for længst gennemskuet, indvandringsforskere. Og vi gider jer ikke mere.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 10. september 2021)

Henrik Dahl

2. september 2021

Politik gør ofte mere skade end gavn, især når politikere ikke kan styre deres trang til at lægge deres fikse idéer ned over alle landets offentlige institutioner.

Blandt de politikere på Christiansborg, der til daglig beskæftiger sig med folkeskolen, gælder det efterhånden for en vedtagen sandhed, at folkeskolereformen fra 2013 var forfejlet. Det var der nogle, der allerede var klar over dengang, man lad det blot ligge. Der bliver som bekendt mere glæde i himmerig over en enkelt omvendt synder, end over ni og halvfems, der hele tiden har befundet sig på den rette vej.

Det, vi skal tale om i dag, er fejlslagne reformer generelt.

Med forbehold for FGU-reformen, som det er for tidligt at bedømme, kan jeg med en ret høj grad af sikkerhed sige, at alle reformer i Danmark i dette århundrede, der har noget at gøre med undervisning, er forfejlede.

Gennem en hel stribe af mislykkede reformer, er folkeskolen i dag væsentligt dårligere, end den var for 35-40 år siden. Der er mere larm og kaos på skolerne, end der var dengang. Og den tilbagegang for gymnasiets kernefaglighed, som en meget stor andel af gymnasielærere mener har fundet sted, grundlægges i folkeskolen.

Gennem en tilsvarende stribe af mislykkede reformer, er gymnasiet også i vore dage dårligere, end det var for 35-40 år siden. I vore dage kan man blive student uden at kunne betjene sig af et korrekt dansk. Det var simpelthen ikke sket i 1980’erne. Der var også en rimeligt stor andel af en årgang, der fik lært et brugbart tysk. Den andel er svundet ind til ingenting. Og der kan ikke samles et flertal i Folketinget for at gøre noget. Men hvorfor skulle man også det? Tyskland er kun Danmarks næststørste samhandelspartner (efter USA); største land i Europa og vores naboland.

Omdannelsen af universiteterne til masseuniversiteter har samtidig gjort dem til gymnasiets forlængelse. De studerende ser i vidt omfang sig selv som elever og kan ikke forestille sig, at man af egen drift kan blive klogere på det fag, man har valgt at gøre til sin livsgerning. Desuden skaber masseuddannelse automatisk en efterspørgsel efter nyttesløse fag, fordi hvad der udbydes, det bliver over tid efterspurgt – først og fremmest af den offentlige sektor.

De mellemlange, videregående uddannelser er blevet akademiseret i en helt urimelig grad. Hvad der har været til stor skade for den håndværksmæssige del af ærværdige fag som lærer eller sygeplejerske.

Diverse strukturreformer af amter og kommuner har (med sundhedsvæsenet som en mulig undtagelse) ikke skabt bedre offentlig service eller et mere blomstrende Danmark uden for de største byer.

Reformer af politi og retskredse har ikke givet borgerne en oplevelse af, at politi og retsvæsen er synligt og til stede i deres hverdag. Og stribevis af forbrydelser – som for eksempel cykeltyveri, småhærværk og antisocial adfærd – er i realiteten blevet afkriminaliseret. Ingen har tid til at gøre noget ved dem. Derfor bliver de dårligt nok anmeldt og de skyldige forbliver ustraffede.

Administrative reformer i told- og skattevæsenerne skal vi slet ikke tale om. Det er en af de vildeste skandaler i danmarkshistorien, men ingen vil nogensinde blive draget til ansvar. Fordi så mange er fedtet ind i ansvaret, at det aldrig vil kunne placeres.

Man kan ikke påstå, at togene er begyndt at køre bedre, fordi DSB og Banestyrelsen er gjort til to selvstændige virksomheder. Det har i virkeligheden bare skabt en ansvarsfraskrivelseskarrusel, hvor DSB og Banestyrelsen til enhver tid kan pege på hinanden og sige, at det er den andens fejl.

Man kan heller ikke påstå, at posten bringes mere effektivt ud af, at det kongelige postvæsen blev blåt og til PostNord.

Jeg vil stoppe her. Ellers bliver det for trist.

Men sagen er bare: Med undtagelse af sundhedsvæsenet, så var det enklere at drive landets skoler, gymnasier, universiteter, sygeplejerskeskoler, seminarier, told- og skattevæsen, kommuner, amter, togdrift og postvæsen i gamle dage for 35-40 år siden, end det er i dag. Til gengæld var kvaliteten ofte højere for brugerne af disse institutioner. Og jeg vil tro, at medarbejderne i det store og hele var mere tilfredse.

Hvorfor er det gået så dårligt?

Det helt overordnede svar er: Politik. For mig er der ingen tvivl om, at politik ofte gør mere skade end gavn. Nemlig i alle de tilfælde, hvor politikere ikke kan styre deres trang til at lægge deres fikse (og i nogle tilfælde direkte skøre) idéer ned over alle landets offentlige institutioner.

Jeg er ikke blind for, at mange af de åndssvage idéer, der gennem årene er gjort til virkelighed, er blevet hvisket dårlige politikere i ørerne af interesseorganisationerne. Men her er det enhver politikers pligt at give repræsentanterne for interesseorganisationerne en kop kaffe og en hyggelig sludder – og derpå sende dem bort fra Christiansborg med uforrettet sag. Når man ved, at interesseorganisationerne er eksperter i at mele deres egen kage på bekostning af helheden, skal man naturligvis aldrig give dem medløb i noget som helst. Det vil netop blive til stor skade for samfundets overordnede helhed.

Jeg ville ønske, at flere politikere ville erkende, at vi som samlet stand har fået en række kritiske samfundsinstitutioner til at fungere dårligere i dag, end de gjorde i 1980’erne og 1990’erne. Og derpå drage konklusionen: Vi har ikke brug for flere reformer. Vi har brug for at afvikle de dårlige reformer og sætte medarbejderne fri til at løse opgaverne bedst muligt.

Vil man gerne tilrettelægge undervisningen på et gymnasium, skal man ikke blive politiker, men lærer eller rektor. Vil man gerne tilrette arbejdet på et hospital, skal man blive overlæge. Ikke politiker. Og sådan er det hele vejen igennem. Vil man køre med tog? Så gå DSB-vejen, ikke politikervejen. Vil man befordre breve hurtigt og effektivt fra A til B? Så vælg en karriere i postetaten. Ikke på Christiansborg.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 2. september 2021)

At skjule usandhed bag bullshit

Nogle synspunkter er så tåbelige, at det kræver en lang uddannelse at indtage dem

Nej tak til Kollerups superfond

Regeringens velfærdslov er uansvarlig og fantasiløs

Alle fornuftige kapitalister skal holde sig langt væk fra wokeismen

Den øremærkede barsel til mænd er først og fremmest en sejr for barnepigestaten Danmark

Højere aktieskat rammer ikke kun de rige

I er for længst gennemskuet, indvandringsforskere. Og vi gider jer ikke mere

Politik ødelægger alting

Danskerne fortjener et system uden bøvl og bureaukrati – og hvor borgeren er i centrum