Henrik Dahl
21. januar 2022

Hvis jeg kunne bestemme, ville jeg kræve af alle MF’ere og alle fagforeningsformænd, at de ikke måtte fremføre deres foretrukne (tvangs)tanke ved næste møde.

Inden for ganske få dage har jeg været til to generelle debatter om nøglesektorer i samfundet: sundhedsvæsenet og folkeskolen.

Jeg ved desværre ikke, hvordan jeg skal få det sagt på en pæn måde. Så jeg vil bare sige det frimodigt og lige ud af posen: Det er deprimerende at høre på, hvad stort set alle nøglespillere inden for de to områder har at sige.

Det deprimerende ligger først og fremmest i, at uanset hvad der kommer frem af spændende oplysninger fra de eksperter, der holder oplæg, eller de bilag, man som optakt har kunnet fordybe sig i, så mener langt de fleste, at hvad der netop er lagt frem til diskussion, lige præcis bekræfter, hvad de allerede mente i forvejen.

Mener du i forvejen, at sundhedsvæsenet kun kan helbredes ved hjælp af store lønforhøjelser til sygeplejerskerne? Så bekræfter ethvert ekspertudsagn om sundhedsvæsenet, at sådan er det.

Mener du i forvejen, at det, der er brug for, er flere ansatte? Så bekræfter den seneste analyse, at flere skal ansættes.

Mener du i forvejen, at sundhedsvæsenet i mange år er blevet udsultet økonomisk? Så bekræfter ethvert ekspertudsagn, at der skal tilføres flere penge.

Når det gælder folkeskolen, står det ikke bedre til. Mener du i forvejen, at det eneste, der kan redde folkeskolen, er flere pædagoger, så vil enhver undersøgelse vise, at folkeskolen mangler pædagoger.

Mener du i forvejen, at folkeskolens redning er lavere klassekvotienter eller to-lærerordninger eller afskaffelse af karakterer, så er konklusionen på enhver rapport, der bliver fremlagt, at der skal lavere klassekvotienter og flere to-lærerordninger og færre karakterer til.

Det vidner jo alt sammen om en helt enestående og meget trist åndelig dovenskab blandt centrale beslutningstagere. Hvor ingen (undtagen mig, da jeg ikke tror, at hverken sundhedsvæsenet eller folkeskolen kan reddes ved at sænke topskatten) er i stand til at forestille sig andet, end at deres egne, enøjede analyser er fuldkomne. Og at selv de mest komplekse problemer kan løses ved at bringe den fikse idé i spil, der tilfældigvis har fundet vej til ens partiprogram.

For at være helt ærlig: Jeg tror ikke, at den generation af politikere og fagforeningsformænd, der har magten i dag, kan løse nogen af de alvorlige problemer, den offentlige sektor står overfor. Dertil er de simpelthen for mageligt anlagt. For vant til at kværne løs med deres forudfattede meninger foran et publikum, der uanset hvad klapper bevidstløst. I for dårlig vane med at tænke fordomsfrit og kritisk rationelt over komplekse problemstillinger.

At dømme efter, hvad jeg har hørt i nogle af landets fineste forsamlinger siden nytår, så står hverken sundhedsvæsenet eller folkeskolen til at redde. Fordi de beslutningstagere, der skal sammenfatte, hvad eksperterne lægger frem, og drage de bedst mulige konklusioner, er for sløve og for vanetænkende til at foreslå andet, end hvad de selv har ment de sidste mange år.

Det nytter nok ikke stort at gentage, hvad der står ovenfor. Så lad mig omformulere: Det er 100 pct. sikkert, at sundhedsvæsenet ikke som ved et mirakel kommer på ret køl, hvis sygeplejerskerne får en klækkelig lønforhøjelse, men alt andet forbliver business as usual. Det er 100 pct. sikkert, at sundhedsvæsenet ikke kommer på ret køl, hvis man tilfører det 25 eller 50 pct. større bevillinger, men i øvrigt fortsætter, som man plejer. Det er 100 pct. sikkert, at vi ikke får de læsesvage gjort læsestærke, hvis vi sænker klassekvotienten, men i øvrigt lader stå til. Ligesom det er 100 pct. sikkert, at vi aldrig nogensinde får brudt den sociale arv, hvis vi ikke vover at sige til eleverne, at udbyttet af skolegangen først og fremmest er noget, man selv er herre over.

Vi er kørt fast. Der er ikke noget, der ligner flertal for at sige: Lad os droppe fordommene og de fikse idéer. Lad os erkende, at ingen af os på egen hånd kan løse problemerne. Så lad os komme i gang med at gøre noget andet. Idet vi lover hinanden ikke at sige det mest tåbelige, politikere kan sige (og som de siger hele tiden): Når tingene ikke går efter hensigten, så skyldes det, at vi gør for lidt af det, der ikke virker.

Når tingene ikke går efter hensigten, så skyldes det med garanti, at vi gør for meget af noget, der ikke virker. Sådan som det er på alle andre områder af tilværelsen end politik. Lærer man ikke et klap af at lalle omkring, styret af sin egen (manglende) motivation? Så stop med at ordinere den medicin, at eleverne skal lalle omkring styret af egen (manglende) motivation. Bliver sundhedsvæsenet dårligere af en masse registrering, der skal gennemføres ved hjælp af dårlig it? Så lad (for helvede, havde jeg nær skrevet) være med at foreslå, at vi kan løse problemerne med mere registrering og mere dysfunktionel it.

Hvis jeg kunne bestemme, ville jeg kræve af alle MF’ere og alle fagforeningsformænd, at de ikke måtte fremføre deres foretrukne (tvangs)tanke ved næste møde. Men at de simpelthen skulle foreslå det, de troede var den næstvigtigste eller tredjevigtigste årsag til problemerne. Desuden ville jeg indføre en bødekasse: Det skal koste 1.000 kr. at sige, at årsagen til, at det går skidt, er, at vi gør for lidt af det, der forårsager ulykkerne.

Jeg er stensikker på, at den offentlige sektor ville gå en gylden fremtid i møde, hvis man fulgte disse få og enkle principper.

(Dette er en blog udgivet af Jyllands-Posten 20/01-2022)

Henrik Dahl
20. januar 2022

Claus Hjort Frederiksen oplyste i sidste uge til flere medier, at han var sigtet efter straffelovens paragraf 109 for at have overtrådt sin tavshedspligt og videregivet statshemmeligheder.

Hvis det ender med, at Anklagemyndigheden ønsker at rejse en tiltale mod Claus Hjort Frederiksen, vil Folketinget efter grundlovens paragraf 57 komme i den situation, at det skal give sin tilladelse til, at det kan ske. Udgangspunktet er nemlig, at man som medlem af Folketinget nyder immunitet imod retsforfølgelse.

I Liberal Alliance kommer vi ikke til at stemme for en ophævelse af Claus Hjort Frederiksens parlamentariske immunitet, med mindre der foreligger et fuldt oplyst grundlag for at gøre det.

Det vil som minimum sige, at vi ønsker at kende anklageskriftet, og at vi ønsker at føle os betryggede i, at sagen med overvejende sandsynlighed vil føre til en domfældelse.

Når vi ønsker et fuldt oplyst grundlag, før vi tager stilling til spørgsmålet om parlamentarisk immunitet, er det på grund af de forhold, som er skyld i, at grundlovens paragraf 57 i det hele taget eksisterer.

Ingen regering skal kunne opdigte anklager imod et medlem af oppositionen, og med disse anklager i hånden rejse en sag, der munder ud i en fængselsdom. Derfor eksisterer paragraf 57.

Det er vigtigt at understrege, at vi på ingen måde anklager regeringen for, at sigtelsen imod Claus Hjort Frederiksen er opdigtet. Sagen er blot: I realiteten ved vi ingenting om den. Og må ikke få noget at vide om den.

Derfor er vi nødt til at spørge: Er en sigtelse og mulig tiltale imod Claus Hjort Frederiksen virkelig den bedste og eneste vej at gå?
Antag for eksempel, at Claus Hjort Frederiksen i virkeligheden ikke har sagt andet end, hvad der kan stykkes sammen fra oplysninger, der allerede er offentlige (det kunne for eksempel være dokumenter lækket af Edward Snowden).

I så fald gør det kun den allerede stedfundne skade fuldstændig marginalt værre – hvis overhovedet. Set i det lys, vil både hemmeligholdelsen af sigtelsens nærmere karakter og selve skridtet til at gennemføre en retssag – oven i købet efter paragraf 109 – være ganske disproportionale. Og endnu mere tvivlsome, end de allerede er, når det indirekte kommer til at handle om forholdet mellem en regering og dens opposition.

Et andet spørgsmål, man også er nødt til at overveje, er, om det overhovedet er opportunt at sigte og rejse en tiltale (det såkaldte ”opportunitetsprincip”)?
Opportunitetsprincippet kender de fleste danskere. Det var dette princip, regeringen for nylig anvendte, da den satte de overlevende pirater fra Guineabugten på en jolle og pegede dem ind mod fastlandet: Hvis det skader samfundet mere, end det gavner at sigte eller rejse tiltale, kan regeringen og/eller anklagemyndigheden frit vælge at lade være.

I Liberal Alliance synes vi, at Anklagemyndigheden og regeringen meget alvorligt burde overveje, om ikke opportunitetsprincippet også ville være vel anbragt i Claus Hjort Frederiksens sag.

Det skader det danske samfund langt mere, end det gavner, når en sigtelse imod en oppositionspolitiker – muligvis for noget så banalt som på et overordnet plan at have bekræftet de oplysninger, man kan læse i Edward Snowdens dokumenter – så let, som tilfældet er, lader sig aflæse i en politisk optik.

Uden fuld indsigt i, hvad sagen drejer sig om, vil Liberal Alliance af principielle årsager ikke stemme for at ophæve Claus Hjort Frederiksens parlamentariske immunitet, skulle det komme dertil.

Vi opfordrer resten af Folketinget til at overveje at indtage den samme holdning.

Ole Birk Olesen
20. januar 2022

Løkke fremstiller det, som om det er en naturlov, at vi har mange mennesker på langvarig kontanthjælp, men det er det ikke. Det er et resultat af politiske beslutninger, som vi kan omgøre, hvis vi vil.

Så gav Lars Løkke Rasmussen op. Der er enorm efterspørgsel på arbejdskraft i Danmark, men de 10.000-15.000 personer, som er på langvarig kontanthjælp i dag, skal vi bare acceptere.

Faktisk skal vi udvide kredsen med et ukendt antal tusinde ved at stille dem i udsigt, at hvis de holder sig uden for arbejdsmarkedet i syv år, kan de overgå til en såkaldt »værdighedsydelse«, hvor der ikke stilles krav om, at man skal søge arbejde eller deltage i aktivering, men hvor man gerne må arbejde ved siden af, uden at man mister sin offentlige ydelse. Den bliver populær og skal nok afholde folk, der nærmer sig de syv år fra at tage et arbejde.

Løkke fremstiller det, som om det er en naturlov, at vi har mange mennesker på langvarig kontanthjælp, men det er det ikke. Det er et resultat af politiske beslutninger, som vi kan omgøre, hvis vi vil.

De 11.700 kroner, som vi giver i kontanthjælp til enlige, der er fyldt 30 år, svarer til en timeløn på 80 kroner Det sikrer en levestandard til uforsikrede ledige, som er høj i Danmark sammenlignet med andre landes niveauer, men det har også en omkostning: Mennesker, som ikke kan tjene en løn, der væsentligt overstiger 80 kroner i timen, er ikke i arbejde i Danmark.

Nogle mennesker er faktisk ikke så effektive i et job, at de kan tjene meget mere end 80 kroner i timen. De kan være fysisk eller mentalt udfordret, eller de kan være socialt besværlige, så en arbejdsgiver kun vil hyre dem, hvis det kan ske til en lavere løn end nutidens mindsteløn.

Når det offentlige lokker med en kontanthjælp på niveau med, hvad disse mennesker ville kunne tjene, kan fagforeningerne aftale minimumslønninger på 120 kroner i timen, fordi der alligevel ikke er nogen, som søger stillinger med et lavere lønniveau. Og så ender folk, som kunne være i arbejde, til 12.000-15.000 kroner om måneden, med i stedet at være på kontanthjælp til 11.700 kroner om måneden.

Det er det, som Lars Løkke Rasmussens forslag om permanent kontanthjælp uden modkrav er et opgivende svar på.

Vi kan faktisk gå en anden vej. Vi kan sørge for en lavere beskatning af danskere, som arbejder, så forskelsbeløbet på at være på kontanthjælp og i arbejde bliver større. Liberal Alliance foreslår nul indkomstskat af de første 7.000 kroners månedsløn. Det øger indkomstforskellen på at være på kontanthjælp eller i arbejde med 1.700 kroner om måneden.
Vi kan også sænke kontanthjælpen, for eksempel lade den falde til samme niveau som integrationsydelsen efter et år på kontanthjælp.

I Danmark taler nogle om såkaldte »working poor« – arbejdende fattige – i lande som Tyskland, fordi man der kan være fuldtidsbeskæftiget på lønninger, der nærmer sig dansk kontanthjælp. Men hvem er godt tjent med, at borgere i Danmark i stedet er ledige med samme indkomst?

Vi behøver ikke at give op som Lars Løkke Rasmussen og bare parkere en stor del af befolkningen på permanent kontanthjælp uden modkrav.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 20. januar 2022)

Alex Vanopslagh
19. januar 2022

Der er sket en voldsom stigning i priserne på varme og el. Det har alvorlige konsekvenser for helt almindelige mennesker og familier i Danmark. Regeringen bør derfor komme i arbejdstøjet og sænke energiafgifterne hurtigst muligt, så alle danskere har råd til den energi, de har brug for.

De seneste måneder har vi været vidner til en bekymrende stigning i energipriserne. Den uheldige udvikling skyldes en række vejrmæssige og politiske forhold og betyder, at danskerne nu skal bruge en langt større del af deres budget på at opvarme og elektrificere deres bolig, samtidig med at en lang række andre varer er blevet markant dyrere på kort tid. Det går især ud over de mindrebemidlede og folk med et højt energibehov.

Oven i selve elprisen pålægger staten borgerne en tårnhøj elafgift, som aktuelt ligger på 90,3 øre pr. kWh. Danskerne betaler de højeste energiafgifter i hele Europa, hvilket koster velstand og job. Hvis vi får den eksorbitant høje elafgift ned til EU’s minimum på 0,4 øre pr. kWh, hvilket næsten vil svare til en afskaffelse af elafgiften, vil det være et vigtigt skridt i forhold til at dulme skadevirkningerne af de stigende priser. Det vil gøre, at en gennemsnitlig familie kan spare 5000 kroner om året, og så skal almindelige danskere ikke i lige så høj grad frygte for ikke at kunne betale elregningen.

En afskaffelse af elafgiften vil desuden bidrage positivt til den grønne omstilling, da flere borgere vil gøre brug af grøn strøm fra vedvarende energikilder.

Det vil gøre, at en gennemsnitlig familie kan spare 5000 kroner om året.

De politiske partier fra højre til venstre bør derfor kunne nå til enighed om hurtigt at få minimeret elafgiften så meget som muligt, så vi kan klare os gennem denne usikre tid med inflationært pres og stigende energipriser. Indtil videre har der dog ikke været politisk vilje fra regeringen og dens støttepartier til at implementere vores forslag om at minimere elafgiften, selvom det er et af de bedste instrumenter vi har til at stå imod energiprisernes himmelflugt.

De røde lader til at være mest optagede af, at staten kan hente mange af borgernes penge hjem via den tårnhøje elafgift. Det er tilsyneladende vigtigere end at sikre, at alle samfundets borgere – uanset økonomisk status – har råd til basale fornødenheder som varme og elektricitet.

Dette er helt uacceptabelt i lyset af situationens alvor. Venstrefløjens ideologiske særhensyn skal ikke stå i vejen for, at almindelige mennesker har råd til at opvarme og elektrificere deres hjem. Så lad os nu få minimeret den elafgift – det vil gavne både økonomien, klimaet og sammenhængskraften i vores samfund.

(Dette er et debatindlæg udgivet i Avisen Danmark d. 19. januar 2022)

Henrik Dahl
18. januar 2022

Den antiarbejds- og antiflidsideologi, der præger folkeskolen, vender den tunge ende nedad i social henseende. Det går ud over de børn, hvis forældre ikke evner eller magter at give tingenes rette sammenhæng videre.

Ordrer er ikke noget, man benytter sig af i den danske undervisningsverden. Det, der kan lade sig gøre, er det, man kan blive enige om. Hele vejen rundt om konferencebordet.

Derfor er der ingen ende (sådan føles det i hvert fald) på antallet af uddannelsespolitiske konferencer, jeg i tidens løb har deltaget i.

Hvad er det så, folk kan blive nogenlunde enige om i folkeskoleverdenen? Lad os begynde med laget af åbent udtalte præmisser.

For det første og vigtigste, så må der ikke være forskel på eleverne. Det må ikke fremgå, at nogen er dygtigere eller dårligere end andre. Heraf følger, at man ikke må opdele i hold. For hvis hold bliver opdelt, så vil der hurtigt danne sig forestillinger om, at der er noget galt. Enten med dem, der kommer på det ene af de to delhold. Eller med dem, der kommer på det andet.

En anden ting, de fleste også er enige om, er, at det ikke er heldigt, at eleverne bliver bedømt. I hvert fald ikke på en måde, så det er til at gennemskue, hvem der klarer sig bedst i de enkelte fag.

Desuden er der en udbredt enighed om, at der ikke er nogen fag, der er finere end andre. At folk, der er virkelig gode til de naturvidenskabelige fag, kan regne med at få enormt spændende og højtbetalt job, mens andre, der lige klarer sig igennem de bløde snakkefag, fordi der er så meget gruppearbejde, ikke skal sætte næsen op efter det helt vilde, er ikke noget, man gerne taler om.

Skal man kondensere alt dette til en bouillonterning, bliver det noget i retning af, at alle børn er nogenlunde lige gode til alting. Selv om vi nødigt taler om, hvor gode de enkelte børn faktisk er til noget. Eller om hvad det noget, de er nogenlunde lige gode til, egentlig er.

Det mærkelige er, at der under al denne konsensusformulering aldrig er nogen, der taler om, hvad børn og unge faktisk går op i: at skabe og vedligeholde hierarkier. At se en masse konkurrencer i fjernsynet og på sociale medier. At have stærke meninger om, hvem der har fortjent at vinde disse konkurrencer, og hvem der ikke har. Og for manges vedkommende: at øve sig og konkurrere inden for diverse sportsgrene.

At børn og unge faktisk konkurrerer til den store guldmedalje om snart sagt alting, snakker man i vore dages skole mindre om, end man i forne tider bevægede ind på den sag, at der lå en kønnet forplantning bag børnenes eksistens.

Men under laget af åbent formulerede præmisser ligger de forudsætninger og antagelser, man ikke engang taler om. Tabuerne, med andre ord. De siges aldrig lige ud. Dem skal man analysere sig frem til.

Til de helt store tabuer blandt skolefolk er ikke, at nogen er dygtigere end andre. Men et af dem er, at det enkelte barn og den enkelte unge har en enorm indflydelse på, hvordan det selv klarer sig i skolen. At det forholder sig sådan, er en viden, som er så forbudt, at den end ikke kan siges højt.

Får man flere venner, hvis man opfører sig pænt og ordentligt, end hvis man opfører sig som en spade? Det er totalt og aldeles forbudt at italesætte. Gør man sig selv til en omvandrende hadegave, ingen vil være i gruppe med, hvis man aldrig bidrager til gruppearbejde? Må under ingen omstændigheder nævnes. Og har det en gavnlig effekt på karaktererne, hvis man er flittig til at øve sig og bliver ved, til stoffet sidder? Det tætteste, man kommer på en statshemmelighed i den danske skoleverden.

At det enkelte menneske har et ansvar for sit eget liv og kan gøre meget for at påvirke sin bane igennem tilværelsen, er to af kongehemmelighederne. De indsigter, der skal bevogtes for enhver pris, så de ikke slipper ud i skoleverdenen og videre ud i det generelle samfund.

Og dermed er vi fremme ved det helt store paradoks, der præger skoleverdenen i disse år. Det, man er besat af – mere end noget andet – er at minimere og helst annullere effekten af forældrenes sociale status på børnenes skolegang. Det er derfor, man ikke må sige højt, at nogle er dygtigere end andre; at nogle attituder til kammerater og skolegang er mere perspektivrige end andre; og at nogle fag er bedre end andre – hvad enten målet er at opnå en vis dannelse eller at kvalificere sig til de gode og spændende uddannelser. For alle disse ting kunne på en eller anden måde tænkes at have noget at gøre med, hvordan der er i den enkelte elevs barndomshjem.

Hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen, er der ganske vist vældig mange, der ved. Og mon ikke fortielserne og fortrængningerne af det, alle ved, er med til at skabe mistrivsel og indre ubalance? Sådan var det i hvert fald i gamle dage – selv om det var andre ting, man fortrængte og fortav.

Men det allermest underlige ved vore dages skoleverden har jeg gemt til sidst: at den sociale arv selvfølgelig sætter sig igennem. Lige præcis på grund af de ting, man fortier og fortrænger, for at den ikke skal gøre det.

For når hele den skole, det håbefulde barn går på, har tudet sine elever fulde af forestillinger om, at man ikke må kede sig, og at man ikke selv har et ansvar for noget, kommer forældrene fra middelklassen og siger det modsatte hjemme ved middagsbordet: Det er helt afgørende, at man arbejder hårdt i skolen. Det er helt afgørende, at man overvinder sig selv og bliver ved, selv om vejen til dygtighed kan være stejl og stenet. Der findes – på trods af de mange røverhistorier om det modsatte – ingen eksempler på folk, der klarede sig godt uden at øve sig enormt meget.

Vi taler kort sagt om værdien af arbejde. Noget, som var soleklart for de lavere sociale klasser i gamle dage. For hvis man ikke arbejdede, klarede man ikke dagen og vejen.

I vore dage er værdien af arbejde ikke noget, der er selvfølgeligt i folkeskoleverdenen. Man starter ikke længere med at sige, at uanset hvor langt man i sidste instans kan nå, så vil alle mennesker til hver en tid komme længere, hvis de arbejder hårdt, end hvis de lader være.

Det burde være børnelærdom for alle. Og i de hjem, hvor det ikke er børnelærdom, burde skolen træde til med sin autoritet og sige, at sådan er det.

Men skolen af i dag er af en eller anden grund blevet helt enormt arbejdsforskrækket. Som om det var farligt eller usundt at arbejde, og der kun kan komme dårlige ting ud af det.

Derfor er spørgsmålet om hårdt arbejde og det hårde arbejdes moralske og praktiske værdi blevet den helt store klassemarkør og det sted, hvor den sociale arv for alvor sætter sig igennem.

I virkeligheden er det sådan, at den antiarbejds- og antiflidsideologi, der præger folkeskolen, i den grad vender den tunge ende nedad i social henseende. Det er en ideologi, der udelukkende går ud over de børn, hvis forældre ikke evner eller magter at give tingenes rette sammenhæng videre. Mens de børn, der bliver belært om arbejdets velsignelser af deres forældre, altid vil klare sig godt i skolen.

(Dette er et debatindlæg udgivet i Jyllandsposten d. 18. januar 2022)

Henrik Dahl
12. januar 2022

Hvis man ville, kunne man indspille en film, der var fuldstændig magen til »Don’t Look Up!« i Danmark. Forstået på den måde, at man kunne indspille en film, der byggede på de samme tre præmisser.

Alle synes i denne tid at have en mening om filmen »Don’t Look Up!« De ved: Filmen, hvor (spoiler alert) nogle forskere opdager en komet, der har kurs direkte mod Jorden. Men Jorden ender med at gå under, fordi ingen – af mange forskellige årsager – kan bekvemme sig til at tage problemet alvorligt.

Den indvending, jeg oftest har hørt, er, at filmen i for høj grad er en ureflekteret venstreliberal kritik af Donald Trump og Trump-æraen i det hele taget. Hvor »de onde« konsekvent er figurer taget ud af Trump-universet, og »de gode« lige så konsekvent er storbyliberale, der tror på videnskaben og på oplysningsprojektet.

Sådan kan man udmærket fortolke filmen, og jeg vil ikke starte en lang diskussion med dem, der gør. Men der er også andre muligheder.

I mine øjne er der tre præmisser, der får begivenhederne i »Don’t Look Up!« til at folde sig ud.

Den første præmis er, at i sidste instans er politikere mere styret af ønsket om genvalg end af noget andet: For at tilsløre en skandale, der kan tippe midtvejsvalget til modpartens fordel, beslutter præsident Orlean sig først for at samle nationen bag at uskadeliggøre kometen. Men da hendes hovedsponsor af (privat-)økonomiske årsager nedlægger veto, sadler hun om.

Den anden præmis følger af den første: Hvis politikere ikke har modet eller styrken til at afbalancere den almene interesse mod særinteressen, er vi som samfund ilde ude.

Endelig er den tredje præmis, at hvis medierne helt ned i opbygningen af de journalistiske formater er indrettet på at forhindre kritisk tænkning, så vil det være umuligt at tænke kritisk inden for disse formater. Selv i en situation, hvor velovervejet og kritisk tænkning er allermest påkrævet og afgørende.

Jeg mener, at disse tre præmisser for »Don’t Look Up!« hver især er sande. Også hvis man ikke har sat sig for at indspille en film, der bekræfter venstreliberale fordomme.

Hvis man ville, kunne man nemlig indspille en film, der var fuldstændig magen til »Don’t Look Up!« i Danmark. Forstået på den måde, at man kunne indspille en film, der byggede på de samme tre præmisser. Altså at politikere vil genvælges, derfor har de en tendens til at fremme de særinteresser, der bringer dem til magten, fremfor almenvellet. Og intet af dette vil nogensinde blive belyst, hvis medierne er gennemført ukritiske. Men i den danske version ville plottet være vendt på hovedet, så det bekræftede centrum-højre fordomme.

Den røde regering bliver advaret om, at den fører en økonomisk politik, der vil sende Danmark i afgrunden. Det kan den røde statsminister måske godt selv inderst inde indse. Men de særinteresser, der holder hende ved magten, forlanger, at den økonomisk uansvarlige politik fortsætter. Derfor bliver det sådan.

I et forsøg på at råbe offentligheden op indvilger formanden for De Økonomiske Råd i at stille op i både morgen- og aftenshows. Men det drukner i hundehvalpe og madopskrifter og samlivsproblemer og almen hyggesnak mellem studieværterne, der aldrig har gjort sig større tanker om verden end, hvad der står på teleprompteren.

Derfor kollapser Danmarks økonomi, og hundredtusinder af mennesker kastes i armod. De samme tre præmisser. Bare i en centrum-højre-marinade og ikke en venstreliberal.

Personligt tror jeg, at de tre præmisser skal tages meget alvorligt. Selvom den venstreliberale vinkling kan virke irriterende.

Politikere bør – i den grad, de overhovedet kan – tænke lidt større og mere ambitiøse tanker end »næste genvalg«. Det er vigtigt, at særinteresserne ikke sætter dagsordenen. Og medierne må gerne være kritiske.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 12. januar 2022)

Ole Birk Olesen
12. januar 2022

Enhedslistens program er designet til folkeforførelse, ikke som et indspil til en ægte folkelig debat.

I oktober modtog Enhedslistens Pelle Dragsted en pris for at være folkelig på en – efter uddelernes opfattelse – grundtvigsk måde. N.F.S. Grundtvig-Prisen blev uddelt af Grundtvigsk Forum. Pelle Dragsted fik prisen, fordi han i sin bog, »Nordisk Socialisme«, har argumenteret for, at der skal være mere lighed i Danmark, og at denne lighed skal opnås ved, at ejere af virksomheder tvinges til at afstå bestemmende indflydelse, dvs. reelt overdrage ejerskabet, til virksomhedens ansatte.

Mange spørgsmål rejser sig hos mennesker med almindelig forstand, når de hører om sådan et forslag:

  • Hvorfor skulle man risikere at stifte virksomhed, hvis man ved fiasko hænger på regningen selv, mens man ved succes skal aflevere ejerskabet til de ansatte kvit og frit?
  • Hvad vil det betyde for velstanden i Danmark, hvis entreprenante mennesker holder op med at stifte virksomheder?
  • Hvad vil det betyde for folk, som foretrækker at være lønmodtagere fremfor at være virksomhedsejere, hvis der ikke længere stiftes virksomheder i Danmark, hvor de kan søge ansættelse?
  • Hvad vil allerede etablerede virksomheder i Danmark gøre, hvis der skønnes at være optræk til et flertal i Folketinget, som vil forære ejerskabet af disse virksomheder til deres ansatte? Kan man gøre det på så overraskende en måde, at virksomhederne ikke forinden har lukket ned i Danmark og etableret sig i udlandet i stedet?
  • Hvorfor er det overhovedet retfærdigt at lade virksomhedsejere hænge på regningen ved fiasko, men ved succes forære retten til at bestemme over fordelingen af overskud og egenkapital til virksomhedens ansatte?

Ingen af de spørgsmål er efterfølgende blevet besvaret af Pelle Dragsted. På sociale medier, hvor han er meget aktiv, bliver han løbende udfordret på sin vision, men han besvarer ikke substansen i de spørgsmål, som stilles.

Pelle Dragsted har dog fremlagt en model for visionen: Alle virksomheder med over 35 ansatte skal oprette et medarbejderråd, som skal godkende alle beslutninger fra virksomhedens rigtige bestyrelse, førend de kan gennemføres. Og virksomheder med over 100 ansatte skal udvide aktiekapitalen med to procent om året og forære disse ekstra aktier til en fond, som de ansatte kontrollerer. Efter 37 år vil medarbejderne på den måde sidde på den dominerende aktiemajoritet.

Demonstrativt højt suk

Selvom Pelle Dragsted altså ikke vil svare på, hvad det vil betyde for lysten til at investere i Danmark og tilskyndelsen til at flytte fra Danmark, så har han med sin model dog fortalt mere om, hvordan kollektiviseringen skal foregå end Enhedslistens skiftende politiske ledere har.

Da DR-vært Clement Kjersgaard for fem år siden forsøgte at få daværende partileder Pernille Skipper til at fortælle, hvordan Enhedslistens principprograms vision om kollektivisering skal gennemføres, drog hun et demonstrativt højt suk og svarede så:

»Men jeg gider ikke at lege den der leg. Det bliver jeg bare nødt til at sige til dig. Den leg den kommer vi ikke til at lege. Vi gjorde det ikke, da vi lavede principprogram, fordi det ville vi ikke, og jeg har ikke en færdig skitse til dig om præcis, hvad der kommer til at ske.«

Siden har ingen journalister formået at gennemføre et interview med en ledende person fra Enhedslistens folketingsgruppe om emnet.

Det er faktisk ikke en folkelig debat, som Pelle Dragsted og Enhedslisten her rejser. Det er et forslag i en bog og nogle slagord i et principprogram. Spørgsmålene, som de afstedkommer, er rimelige og udtryk for en tankevirksomhed, som bør benyttes, når repræsentanter fra et parti med tilslutning fra hver 10. dansker fremlægger denne vision om et samfund, hvor erhvervslivet er kollektiviseret ved anvendelse af statsmagt. Det er spørgsmål, som forslagsstillerne helt indlysende må deltage i besvarelsen af, hvis forudsætningerne for en folkelig debat skal være til stede.

Men det sker ikke.

Et andet og mindst lige så vigtigt eksempel på, at hverken Pelle Dragsted eller andre i Enhedslisten deltager i folkelig debat om deres politik, er mere jordnært. Det handler om Enhedslisten-politikeres daglige krav om, at der skal bruges endnu flere penge på så godt som alt, som den offentlige sektor i forvejen bruger mange penge på.

Al tandlægebehandling skal være gratis og det samme med psykolog og receptpligtig medicin. Kontanthjælpen skal være højere, og det skal dagpenge, førtidspension, folkepension og SU også. Oven i skal der i den offentlige sektor ansættes flere lærere, pædagoger, pædagogmedhjælpere, sygeplejersker, læger, sosu’er, integrationsarbejdere, socialrådgivere, kulturformidlere, naturvejledere, gymnasielærere, faglærere, adjunkter, lektorer og professorer. Og alle de ansatte i de grupper skal også alle have mere i løn.

Men når man spørger Pelle Dragsted, hvor meget det alt sammen vil koste, hvilke skatter der skal forhøjes og hvor meget for at bidrage med den nødvendige finansiering, og om partiet har beregninger, som viser, at det kan gøres med en skatteprocent, som ligger under 100, så får man heller ikke her de svar, som er nødvendige for at have en folkelig debat, som hæver sig over udslyngning af fraser og overbud.

Hvis der var en folkelig debat om Enhedslistens forslag, så ville det være godt og måske endda også en grundtvigiansk pris værd, men det er der ikke. Hverken Pelle Dragsted eller andre i partiet stiller op til egentlig debat, hvor gode spørgsmål mødes af reelle svar. Hvad Grundtvigsk Forum i virkeligheden har belønnet med en pris i N.F.S. Grundtvigs navn, er derfor Pelle Dragsteds bidrag som talerør for noget, som bedst kan beskrives som venstrepopulisme:

Forsimpling, overdrivelse, vildledning med det formål at få tilslutning fra mennesker, som ikke er i stand til at gennemskue manglen på realisme i budskaberne, kombineret med modvilje mod at svare på kritiske spørgsmål i offentligheden fra presse og politiske kritikere.

Venstrepopulisme uden modspil

Vi står her med et problem, som er større end uddeling af en pris for folkelighed, hvor folkeligheden er fraværende. Der er masser af mennesker, som går kritisk til højrepopulisme, hvor den forefindes. Tidligere udlændingeminister Inger Støjberg er sågar lige blevet idømt to måneders fængsel for en populisme, som tog så meget overhånd, at hun endte med at bryde loven som minister. Men venstrepopulismen formidles i vores land uden nævneværdigt modspil fra presse og meningsdannere.

Den almindelige dansker hører i pressen, at Enhedslisten vil bruge flere penge på noget rart, men han hører ikke, at Enhedslisten vil bruge flere penge alle steder, som tænkes kan, uden at have en plan for, hvordan så mange penge skulle kunne fremskaffes. Og da slet ikke i et Danmark, hvor Enhedslisten forinden har jaget alle virksomheder ud af landet med trusler om, at de vil blive kollektiviseret, hvis de forbliver danske.

Enhedslistens program er designet til folkeforførelse, ikke som et indspil til en ægte folkelig debat.

Journalister og meningsdannere må udfylde samme rolle med at drage venstrepopulister til ansvar og kræve svar, som de allerede gør med højrepopulister. Ellers har venstrepopulismen frit spil og ender med at få priser for grundtvigsk folkelighed, fordi ingen har fortalt uddelerne, hvad der i virkeligheden foregår.

Pelle Dragsted og Enhedslisten kan ikke få succes i Danmark med at gennemføre politik, som har givet fiasko alle andre steder i verden, hvor den har været forsøgt. Men de kan bilde dele af befolkningen det ind, hvis de ikke møder en offentlighed, som er lige så kritisk over for populisme fra venstre som over for populisme fra højre.

(Dette er et debatindlæg udgivet i Berlingske d. 11. januar 2022)

Henrik Dahl
10. januar 2022

Problemet for danske universiteter er, at allerede i dag er universiteternes ledelser ikke tilstrækkelig ihærdige, når det gælder om at sikre, at det, man kalder forskning, faktisk lever op til krav om gentagelighed, reliabilitet, validitet og troværdighed.

Det danske universitetssystem er langt fra at være perfekt. Blandt de største problemer er i upriroriteret rækkefølge topstyringen; bureaukratiseringen; den massive satsning på masseuddannelse; det enorme tidsspilde, der følger af behovet for at skrive eksterne ansøgninger og den idelige sammenblanding af politiske rationaler og videnskabelige rationaler.

For eksempel er det topstyringen, der fører til absurde initiativer som omdannelsen af SDU til verdensmålsuniversitet. Det er bureaukratiseringen, der fører til, at antallet af akademiske medarbejdere, som hverken forsker eller underviser, er skudt i vejret. Det er masseuddannelsen, der til stadighed gør specialer og pensum kortere. Det er lave succesrater til ansøgninger til Den Frie Forskningsfond, der spænder ben for talentudviklingen. Og det er politiske rationaler uden faglige begrundelser, der dikterer nedskaleringen af uddannelser i de store universitetsbyer.

På den anden side: Disse dårligdomme er ikke noget, der umiddelbart truer universiteternes eksistens. De kan sagtens skrumle videre ad de spor, der allerede er lagt. Resultaterne vil bare blive, som Folketinget og skiftende regeringer altid implicit har ønsket sig (trods festtaler om ”verdensklasse”): For det meste middelmådige. Fordi det er en kendt sag, at rigtige verdensklasseuniversiteter på afgørende punkter er styret af logikker, som er diametralt det modsatte af de logikker, der styrer danske universiteter: De er små. De er selektive med hensyn til studenteroptaget. De er ekstremt kompetitive. De har en robust finansiering. Og så har de i øvrigt også hjemmestyre i den forstand, at magten i sidste instans udgår fra de fastansatte forskere.

Sagt på en anden måde: Der er mangt og meget ved danske universiteter, der er irriterende for enhver, der har eliteuniversiteterne som ideal for, hvordan alle universiteter burde prøve på at blive. Men det er ikke trusler, man kan kalde eksistentielle. Alene forhold, der forhindrer universiteterne i at blive fremragende.

Derfor vil jeg ikke fokusere på irritationsmomenterne. I stedet vil jeg se på, hvad der er eller kan blive eksistentielle trusler imod selve universitetets ide. Her skal man huske, at det frie universitet er en institution, der er opstået i den vestlige verden. Og stadig er specifik for den vestlige verden i den forstand, at frie universiteter kun findes i selve Vesten eller i lande uden for det historiske Vesten, der uden forbehold anerkender værdien af rationalitet, fri debat, forrang til det bedre argument og i bred forstand oplysningsprojektet. Altså at mennesket gennem dannelse og uddannelse skal udgå af den selvforskyldte umyndighed, der følger af manglende evne til at tænke selv.

Idealet om sandhed

En egentlig, eksistentiel trussel mod universiteterne er det imidlertid, hvis en tendens, der bl.a. er påpeget af professor ved DPU Lars Qvortrup, får lov til at brede sig: At man opgiver idealet om sandhed.

Det er populært blandt de fladere ånder på universiteterne at sige, at objektiv sandhed ikke findes. Det er jo sandt nok i en eller anden meget abstrakt forstand: Vi kan aldrig være hundrede procent sikre på, at selv det, vi opfatter som den mest grundfæstede sandhed (at 2 + 2 = 4, eller at tyngdekraften er en realitet) ikke vil blive kuldkastet engang i fremtiden.

Omvendt er påstanden også noget vrøvl, hvis den implicit antages at være belæg for diverse følgeslutninger.

Påstanden om, at der ikke findes en objektiv sandhed, er for eksempel vrøvl, hvis den bruges som belæg for den påstand, at det derfor er meningsfuldt at være i tvivl om alt. Der findes nemlig masser af forhold både i den sociale verden og i naturens verden, som det er helt og aldeles uden mening at betvivle.

Påstanden om, at der ikke findes en objektiv sandhed, er også vrøvl, hvis den bruges som belæg for den påstand, at derfor kan ethvert udsagn om den sociale verden eller naturens verden være lige god.

Og her kommer spørgsmålet om idealet om sandhed ind. For som Lars Qvortrup skriver: ”Kun demagoger ville sige, at man med en bestemt analyse af for eksempel det danske samfund i 2021 har fundet den objektive sandhed om samfundet. Forskere ville sige, at en bestemt analyse lever op til et bestemt sæt af gyldighedskriterier. Disse kriterier er løbende under forhandling og ændrer sig over tid, men hvis man ikke anerkender idealet om, at de skal kunne alment anerkendes, leverer man ikke viden, hvis gyldighed kan deklareres og testes af andre. I så fald tilhører man ikke forskerfællesskabet. I så fald er ”sandhed” et anliggende for den enkelte forsker: Jeg har min metode, og du har din. Jeg producerer mine sandheder, og du finder sikkert nogle andre. For min position er anderledes end din, og mine erfaringer er alene mine og ikke andres.”

Problemet for danske universiteter er ifølge Lars Qvortrup, at allerede i dag er universiteternes ledelser ikke tilstrækkelig ihærdige, når det gælder om at sikre, at det, man kalder forskning, faktisk lever op til krav om gentagelighed, reliabilitet, validitet og troværdighed. Det har han dokumenteret udførligt i en kronik, der stod at læse i Politiken 25. juni 2021.

Hvis den idé skrider, at der i det hele taget findes almen viden og rationelle argumenter, man som forsker er nødt til at bøje sig for, så har Lars Qvortrup den opfattelse, at det er selve idéen om et universitet, der skrider.

Det er jeg helt og aldeles enig i. Ligesom jeg også er enig i, at der er plads til forbedringer ved de danske universiteter allerede i dag.

Peer review er ikke en garanti for, at der ikke publiceres nonsens. Det har Torben Skov dokumenteret i denne artikel, ligesom Rune Selsing har dokumenteret det her. Derfor må universiteternes ledelser sætte sig i spidsen for et arbejde, hvis mål er at sikre akademisk kvalitet bedre, end peer review gør i dag (man kunne bla. overveje at arbejde med et begreb om ”kvalificeret kritik” – for eksempel fra tilgrænsende videnskaber).

Det er allerede i dag sådan, at der er en udbredt mistillid til universiteternes vidensproduktion inden for visse områder. Der er en reel fare for, at universiteterne kan udvikle sig til formidlere af misinformation, hvis man ikke lytter til Lars Qvortrups advarsler. Derfor er det min anbefaling, at de tages yderst alvorligt.

(Dette er en kommentar udgivet i Ræson d. 09/01/2022)

Henrik Dahl
10. januar 2022

At stå op for det politisk liberale samfund er ikke fanatisme. Til gengæld er det udtryk for den mest enøjede fanatisme at prøve at gaslighte den danske offentlighed til ikke at stole på sin egen viden og erfaringer.

Ved De, hvad ”gaslighting” er? Det er en strategi for at manipulere, hvor man prøver at få den person, man gerne vil forvirre, til at tvivle på sine egne erfaringer eller sin egen viden om et eller andet.

Oprindeligt talte man mest om gaslighting inden for psykologien. Et barn eller en hel børneflok kunne for eksempel mene, at der foregik ting og sager i barndomshjemmet, der ikke var i orden. Og en manipulerende forælder kunne modgå ved at sige, at sådan er det såmænd i alle hjem, eller at nu skal man også huske at se på tingene i deres rette sammenhæng. Og en-to-tre: Kritikken opløser sig i det rene ingenting. Det er gaslighting.

I vore dage har gaslighting fået en ekstra dimension. Det er blevet en af de foretrukne strategier for dem, der gerne vil have identitetspolitiske dagsordener gennemført i det skjulte.

Til den ende forsøger man sig ofte med gaslighting: Kathleen Stock blev næsten ikke presset ud af sin stilling ved University of Sussex (jo – det blev hun. Det er hævet over enhver tvivl). Der er praktisk taget ingen eksempler på, at identitetspolitik har negative konsekvenser i Danmark (jo – der er masser. Medmindre man i overført forstand har valgt at stikke sine egne øjne ud).

Men for nu alligevel at gå en lille smule ind på gaslighternes dagsorden: Hvordan ligger det med beviser for, at identitetspolitik har alvorlige, negative konsekvenser i Danmark?

Et af de steder, hvor man tydeligst ser, at identitetspolitikken fylder og har problematiske konsekvenser, er i spørgsmålet om grupperettigheder.

Muslimer har i mange år krævet en form for grupperettighed til at få islamiske regler anerkendt og respekteret – også af mennesker, der ikke bekender sig til islam. Det er et klokkeklart eksempel på en identitetspolitisk logik, der allerede fylder alt for meget.

Men feminismen er også gået ind i en fase, hvor det ikke handler om at forhindre diskrimination af den enkelte, men om at kvinder har en grupperettighed til en andel af alle attraktive stillinger, der modsvarer deres andel i befolkningen.

Der findes mange eksempler, men jeg vil fremdrage et nyligt: Institut for Menneskerettigheder har kastet sig ind i kønsfordelingen ved kommunalvalget. Her finder man, at der er for få kvinder i landets kommunalbestyrelser. Ikke fordi der er blevet diskrimineret imod individuelle kvinder. Men fordi den grupperettighed, man implicit hævder, at kvinder har til 50 pct. af alle poster i landets kommunalbestyrelser, angiveligt er blevet trådt på.

Det rejser så det interessante spørgsmål, hvem der nu skal stå op for menneskerettighederne? For når Institut for Menneskerettigheder åbenbart har valgt at gøre sig selv til Institut for Grupperettigheder, kan de ikke længere være den rette institution. Det forholder sig nemlig sådan, at hvis man giver grupperettigheder forrang over individuelle rettigheder, så vil de individuelle rettigheder – som instituttet egentlig skulle forestille at stå vagt om – uvægerligt blive trådt under fode.

Så for at samle op: Når det drejer sig om muslimers krav om grupperettigheder og feministers krav om grupperettigheder, står vi som samfund allerede konfronteret med to meget velorganiserede, identitetspolitiske aktører, der allerede har haft en betydelig indflydelse på samfundets indretning.

Når det drejer sig om identitetspolitik inden for det kønspolitiske område, er en betydelig modsætning under opsejling mellem Den Internationale Olympiske Komité, IOC, og Danmarks Idrætsforbund, DIF.

Hvor IOC lægger op til, at transkvinder må konkurrere i kvinderækkerne ved OL, lægger DIF op til det modsatte: at være født og opvokset som mand giver i voksenlivet så store fordele inden for sport, at transkvinder ikke bør have adgang til kvinderækkerne.

Det bliver med garanti en stor konflikt, hvor det sidste ord ikke vil blive sagt før om mange år.

Til sidst er der så de videregående uddannelser.

Generelt er det sådan, at alle forskere over et vist niveau er nødt til at indrette sig på, hvordan forholdene er i Storbritannien og USA. Det hænger sammen med, at de har en uskreven pligt til at publicere i tidsskrifter, der udgives i disse to lande. Bliver redaktører og bedømmere ved britiske og amerikanske tidsskrifter woke, er danske forskere nødt til at indrette sig på det. Ellers vil de ikke få en karriere i Danmark.

Alene derfor er det sludder og vrøvl, at identitetspolitik ikke har negative konsekvenser for danske forskere allerede. I det omfang, identitetspolitikken har indflydelse på britiske og amerikanske tidsskrifter, har den også direkte indflydelse på danske forskeres hverdag. Det mest berømte eksempel på dette er naturligvis de ubehageligheder, der for nogle år siden overgik freds- og konfliktforskeren Ole Wæver.

Identitetspolitik har kostet både rektor og en fastansat lektor ved Kunstakademiet deres stillinger. Den har også i et eller andet omfang været medvirkende til, at Marianne Stidsen har følt sig presset ud af den offentlige debat. Altså de facto er blevet ”cancelled” – aflyst.

Identitetspolitik har massiv indflydelse på indkøbspolitikken ved danske kunstmuseer. Godt illustreret ved fejden mellem de to kunsthistorikere Lennart Gottlieb og Mikael Wivel om kvaliteten af Bertha Wegmanns kunst og det rimelige i, at der i disse år investeres så mange penge og så megen tid i hende.

Identitetspolitik førte til et forsøg på at få professor Thomas Hoffmann afskediget og anklaget for videnskabelig uredelighed – altså cancelled – fordi han havde blandet sig i en debat mellem Weekendavisens Søren K. Villemoes og en norsk ph.d.-studerende.

Vi taler altså ikke om småting. Vi taler om konflikter, der rammer mennesker på deres levebrød. Og beslutninger til mange millioner kroner – der senere får indflydelse på de mest anerkendte museers udstillingspolitik.

Senest har to medarbejdere ved Den Danske Filmskole så meddelt i tidsskriftet Ekko, at de ikke vil vise film, der krænker de studerende.

I et klima, hvor (en del af) skolens studerende i forvejen retter alle mulige woke anklager imod filmskolen, betyder det, at en hvilken som helst woke studerende nu kan censurere, hvad der må vises på filmskolen. Alt, hvad det kræver, er en påstand om, at for eksempel ”The Birth of a Nation” eller ”Triumph des Willens” er krænkende. Så garanterer i hvert fald to af lærerne, at disse hovedværker i filmkunstens historie aldrig vil blive vist på filmskolen.

Det er fuldstændig absurd gaslighting at hævde, at der ikke allerede i dag er store problemer med identitetspolitik i Danmark. Den har store konsekvenser på det kønspolitiske område. Den har store konsekvenser i forhold til muslimer i Danmark. Den har store konsekvenser på kunstens område. Og den har store konsekvenser for de videregående uddannelser i Danmark. Hvor konsekvenserne hver gang trækker i samme retning: et Danmark og nogle danske institutioner, der i politisk henseende bliver mindre liberale og mindre frie.

At stå op for det politisk liberale samfund er ikke fanatisme og ikke noget, der kun optager minoriteter (jævnfør Danmarks Idrætsforbunds glædelige udmeldinger for hele kvindeidrætten).

Til gengæld er det udtryk for den mest enøjede fanatisme at prøve at gaslighte den danske offentlighed til ikke at stole på sin egen viden og sine egne erfaringer.

(Dette er et debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 10/01/2022)

Henrik Dahl
17. december 2021

Danske Gymnasier – det tidligere Rektorforeningen – mener, at tiden er inde til en gennemgribende omstilling til bæredygtighed i gymnasierne.

I princippet er det sandt. Som langt de fleste anerkender, er det en skidt idé at lukke ubegrænsede mængder af kuldioxid ud i atmosfæren. Derfor skal vi i stigende grad lade være.

Men kan det virkelig passe, at det heraf følger, at »det stiller krav til revision af det faglige indhold og til fagdidaktikken«? Man kunne vel også sige, at produktion og lagring af energi, der ikke er frembragt ved at udlede kuldioxid, stiller krav om at beherske de klassiske fag som matematik, fysik og kemi? For når alt kommer til alt, er det i høj grad ingeniører, der både har skabt problemerne og må forventes at løse dem.

Det korte af det lange er: Jeg savner en begrundelse for, at »den grønne omstilling kræver […], at fag, som førhen blev anset som forskellige fagdiscipliner, bliver samtænkt på ny via obligatoriske projektforløb. Det kunne ske i forbindelse med en justering af fagrækken«.

Hvorfor gør den egentlig det? Er det ikke bare en bekvem anledning til at argumentere for den ødelæggelse af den klassiske faglighed, som flertallet af landets gymnasierektorer af uransagelige årsager går ind for alligevel.

Hvorfor gør den egentlig det? Er det ikke bare en bekvem anledning til at argumentere for den ødelæggelse af den klassiske faglighed, som flertallet af landets gymnasierektorer af uransagelige årsager går ind for alligevel.

På samme måde savner jeg en begrundelse for, at produktionen af energi, der ikke er skabt ved at udlede kuldioxid, lige præcis er et argument for, at fremtiden skal være asketisk. For det er det åbenbart for gymnasierektorerne: »Ved at sætte bæredygtighed på dagsordenen […] har gymnasierne mulighed for at påvirke eleverne til at foretage personlige valg, der er mere klimavenlige«.

På en måde kan jeg godt lidt tanken. Slut med anvendelsen af ekstremt klimabelastende computere i undervisningen. Slut med fjollede ekskursioner til fjerne egne af verden, der først og fremmest er morsomme at deltage i, men ikke har noget fagligt indhold. Og i stedet ind med blyant og papir og fordybelse i litterære værker, der udvider forståelsen for den verden, vi lever i.

Men det er nok ikke det, der menes. Mon ikke tanken først og fremmest er, at fremtiden skal være asketisk? Med en politisering og regulering af traditionelle spisevaner. Udskamning af garderober, der er alt for store og spraglede. Og udskamning af individuel transport, naturligvis.

Hvis verden skal udlede mindre kuldioxid til atmosfæren, og den del af Jordens befolkning, der stadig ikke har fået adgang til en levestandard, vi i Danmark anser for at være rimelig, skal løftes op, bør man satse massivt på atomkraft. For det er den eneste måde at producere energi i stor skala, der faktisk er emissionsfri.

Men jeg er hundrede procent sikker på, at det ikke er, hvad Danske Gymnasier mener. For det, Danske Gymnasier i virkeligheden går ind for, er, at verden bør være venstreorienteret. I den forbindelse er behovet for ikke at udlede kuldioxid i atmosfæren den perfekte anledning til bilde folk ind, at den eneste vej frem er venstreorientering.

For at være helt ærlig, er jeg dødhamrende træt af, at venstrefløjen er trængt ind i alle danske dannelsesinstitutioner. Og at den fra sine magtbastioner benytter enhver lejlighed til at indoktrinere sagesløse borgere med sine røde holdninger.

Det er simpelthen ikke rimeligt, at man under det tilsyneladende uskyldige flag »grøn omstilling« sejler med en giftig kontrabande af røde mærkesager. Som man har tænkt sig at præsentere som den eneste løsning på et påtrængende problem. Grønt er grønt – ikke en speciel nuance af rødt.

Henrik Dahl er sociolog, forfatter og MF for Liberal Alliance.

»På en måde kan jeg godt lidt tanken. Slut med anvendelsen af ekstremt klimabelastende computere i undervisningen. Slut med fjollede ekskursioner til fjerne egne af verden, der først og fremmest er morsomme at deltage i, men ikke har noget fagligt indhold. Og i stedet ind med blyant og papir og fordybelse i litterære værker, der udvider forståelsen for den verden vi lever i,« skriver Henrik Dahl.

Det er simpelthen ikke rimeligt, at man under det tilsyneladende uskyldige flag »grøn omstilling« sejler med en giftig kontrabande af røde mærkesager.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 17/12/2021)