Turisme. Vi skal skabe friheden til at udvikle dansk camping

Katrine Daugaard
12. maj 2026

Sommeren nærmer sig, og for mange danskere betyder det camping. Ikke nødvendigvis den samme slags camping som for 30 år siden, men ferie tæt på kysten, naturen, børnene, grillen, roen og friheden.

Camping er en vigtig del af dansk feriekultur. Fra Vesterhavet til Bornholm. Fra de fynske øer til Djursland, Lolland-Falster, Sønderjylland og Nordsjælland.
Det er familier på ferie, pensionister på langtur, autocampere ved vandet og udenlandske gæster, der oplever Danmark fra sin mest jordnære side.
Og det er arbejdspladser, omsætning og liv i lokalsamfund. Når gæsterne kommer, handler de i den lokale købmand, spiser på restauranten, besøger museet og køber is ved havnen.

Derfor er camping også erhvervspolitik, landdistriktspolitik og turismepolitik.
Men staten behandler alt for ofte campingpladser, som om de skal passe ned i en skabelon fra en anden tid. Campingreglementet er fyldt med regler, som burde pensioneres.

Liberal Alliance vil afskaffe kravet om, at en campingplads som udgangspunkt skal have mindst 100 campingenheder. Det spænder ben for mindre, lokale og mere nicheprægede pladser. En lille plads ved en havn, en sø, et naturområde eller en lokal attraktion skal ikke tvinges op i en størrelse, som hverken markedet eller lokalområdet kan bære.

Vi vil også fjerne kravet om, at mindst halvdelen af pladsen i højsæsonen skal være reserveret til korttidscampering. Det lyder måske uskyldigt i et ministerium. Men pladser er forskellige. Nogle lever af børnefamilier i juli. Andre af sæsongæster, lystfiskere, seniorer, autocampere eller gæster uden for de klassiske ferieuger. Ejerne kender deres gæster bedre end staten gør.

Det samme gælder reglerne om campinghytter. I dag blander staten sig i størrelse, højde, antal og indretning på måder, der gør det sværere at investere i moderne overnatningsformer. Vi foreslår en enklere regel: Vil man opføre campinghytter, skal det kræve kommunal tilladelse. Punktum.
Så kan kommunen tage hensyn til lokalplaner, natur, naboer, trafik og landskab – uden at Christiansborg behøver detailstyre, hvor store hytterne må være, eller om to forbundne hytter også skal kunne udlejes hver for sig.

Vi vil også afskaffe reglen om, at campingvogne over 25 kvadratmeter højst må stå på en campingplads i fire uger om året. Enten er en enhed forsvarlig, lovlig og passer ind på pladsen eller også er den ikke. Størrelsen alene bør ikke udløse et statsligt stopur.
Og så skal vintercamping gøres enklere. Kravet om særskilt tilladelse til vintercamping bør fjernes, ligesom kravet om, at 30 procent af campingpladsen ikke må bruges om vinteren.
Hvorfor skal staten forhindre en campingplads i at holde liv i lokalområdet i januar, hvis der er efterspørgsel, og kommunen vurderer, at forholdene er i orden?

Det handler ikke om at bygge frit i naturen. Det handler ikke om at omgå planlov, miljøregler eller kommunal myndighedsbehandling. Det handler om at flytte ansvaret væk fra rigide landsregler og tættere på dem, der kender området.

For danske campingpladser betyder det frihed til at tilpasse sig gæsterne. Flere hytter, hvis markedet efterspørger det. Mere vinteråbent, hvis gæsterne kommer. Bedre muligheder for små pladser og autocampere. Og bedre grundlag for investeringer i en branche, hvor vejret, sæsonerne og gæsternes vaner allerede gør det svært nok.

For Danmark betyder det mere helårsturisme, mere liv i små byer og flere muligheder for lokale iværksættere.
Det bør ikke være staten, der bestemmer den perfekte campingplads. Det bør være gæsterne, ejerne og den lokale kommune.
Det bør ikke være staten, der bestemmer den perfekte campingplads. Det bør være gæsterne, ejerne og den lokale kommune.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 12. maj 2026)

Friheden stopper ikke ved plejehjemmets dør

Thorbjørn Jacobsen
6. maj 2026

Forestil dig en ældre dame på 93 år lad os kalde hende Agnes som har levet et langt liv og nu bor på et københavnsk plejehjem.

Hendes største glæde i hverdagen er den mad, hun kender: hakkebøf, kartofler og syltede pærer til dessert. Men Agnes får ikke lov til at vælge. Kommunen mener nemlig, at den ret er skidt for klimaet.

Som man kunne læse i Berlingske, bliver de ældre i Københavns Kommune i stigende grad serveret linser og vegetarmad af hensyn til klima og økologi. Det betyder i praksis, at mennesker, der er fuldstændig afhængige af det offentlige, mister indflydelse på noget så grundlæggende som deres egen mad.

Det er ikke værdigt. Milton Friedman formulerede et simpelt princip: »Free to choose«. At man selv kan vælge. Det bør også gælde i velfærden, men i dagens Danmark ser vi det modsatte.
Systemhensyn og politiske mål vejer tungere end det enkelte menneskes ønsker.
Problemet er ikke kun menuen. Problemet er, at der ikke findes et reelt alternativ.

Når det offentlige både bestemmer og leverer, er borgeren låst fast. Derfor bør vi indrette velfærden, så der altid findes et frit valg også for ældre. Muligheden for at vælge noget andet end standardløsningen. Noget, der passer til den enkelte.

For nogle vil det være vegetarisk mad. For andre en klassisk dansk ret. Begge dele skal være mulige. Og når man skal træffe beslutning om hvilket plejehjem, man skal på, bør stedets madpolitik være åbent tilgængelig, så man kan træffe et informeret valg.

Ligesom der altid bør være et privat alternativ til det offentlige tilbud.
Vi skal selvfølgelig tage klimaet alvorligt. Men det er ikke rimeligt, at Agnes på 93 år skal spise sig igennem en klimapolitik, som hun aldrig har bedt om.
Et samfund skal måles på, hvordan vi behandler de svageste. I dag svigter vi dem ved at tage deres frie valg fra dem.

Det kan og skal vi gøre bedre.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 6. maj)

Tiden er løbet fra fagforeningernes bøllemetoder

Pernille Vermund
3. maj 2026

»Vi har ikke bedt om jeres hjælp, og vi ønsker ikke jeres overenskomst!« Så tydeligt sagde 14 medarbejdere i den lille maskinfabrik Bendix Tool fra, da 3F for nylig blokerede deres arbejdsplads.

Årsagen til blokaden? At den lille virksomhed fra Svebølle havde tilladt sig at tegne overenskomst med et andet fagforbund.
3F havde ikke ulejliget sig med at spørge medarbejderne, inden de blokerede deres arbejdsplads. De interesserede sig ikke for deres mening, men for at eliminere den konkurrerende fagforening med alle midler. De ansatte i Bendix Tool er nemlig rigtig glade for deres arbejdsplads og for deres vilkår, som de mener er bedre, end hvad 3F kan tilbyde.

Medarbejdernes offentlige opråb og store loyalitet over for deres fælles arbejdsplads har sat en midlertidig stopper for 3Fs blokade.
Men historien er kun én af mange om fagforeningens ublu bøllemetoder for at presse og chikanere sig til flere medlemmer.

Et andet nyligt eksempel var, da 3F indledte sympatikonflikt mod et eventsted i Kolding. Det betød bl.a., at eventstedet pludselig ikke kunne få leveret øl længere af sin sædvanlige leverandør. Igen var årsagen, at det lokale eventsted havde indgået overenskomst med en anden fagforening. Og det er ikke kun virksomhederne, der oplever presset fra 3F. I december kom det frem, at omkring 500.000 danskere har følt sig presset ind i en bestemt fagforening. Det er, på trods af at retten til frit fagforeningsvalg blev implementeret i dansk lovgivning for 20 år siden.

Derfor skulle man også tro, at politikere på tværs af fløjene kunne enes om at støtte de medarbejdere, der udsættes for chikane og pres for at skifte fagforening.
Men nej tværtimod er der politikere, der aktivt bidrager til presset. Socialdemokratiets Thomas Skriver Jensen skrev »Cry me a river« på Facebook om de medarbejdere, der beretter om fagforeningspres. Ligeledes roste SF’s Karsten Hønge »kollegial tilretning« i forhold til valg af fagforening i et nyligt samråd om fagforeningspres, hvor han også sammenlignede det at være medlem af en forkert fagforening med at stjæle fra arbejdspladsen.

Virkeligheden er, at færre og færre danskere ønsker at være medlem af 3F. Selvom flere end nogensinde er medlem af en fagforening, bløder 3F medlemmer.
Fagforeningen må som alle andre skaffe sig kunder ved at levere et godt produkt ikke med pression og bøllemetoder, der mest af alt lyder som noget fra 1920ernes Chicago, ikke Danmark i 2026. Når 3F indleder konflikter, der kan skade de berørte virksomheders forretning, bør det kunne begrundes sagligt med en reel bekymring for de ansattes vilkår og ikke stik imod medarbejdernes ønsker.

Vi er med rette stolte af den danske model i Danmark, hvor arbejdsmarkedets parter selv håndterer aftaler og konflikter. Det må ikke udvikle sig til en skolegård uden opsyn, hvor den stærkes ret gælder, og de store kan tryne de små. Selvfølgelig skal der være grænser for, hvad medarbejdere og virksomheder skal finde sig i, hvis retten til frit fagforeningsvalg skal gælde i praksis. Derfor vil jeg opfordre arbejdsmarkedets parter til at komme i gang med at finde en løsning.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 3. maj 2026)

Sandheden må aldrig blive kontroversiel

Henrik Dahl
3. maj 2026

For nylig var jeg i audiens hos pave Leo XIV i Vatikanet. Ikke alene, men sammen med min politiske gruppe i Europa-Parlamentet, Det Europæiske Folkeparti (EPP).

Det var en ganske højtidelig og tankevækkende oplevelse. Ikke mindst fordi paven holdt en glimrende tale om forholdet mellem religion og politik.
I sin tale der blev holdt på pavens modersmål, engelsk citerede Leo XIV den italienske statsmand Alcide De Gasperi for at sige, at politik skulle sætte mennesket i centrum »with his spirit of evangelical brotherhood, with his reverence for the law inherited from antiquity, with his appreciation for beauty refined over the centuries and with his commitment to truth and justice, sharpened by millennia of experience«.

Konteksten for paven var, at ideologi kan være af det onde. Ikke fordi idéer i sig selv er problemet, men fordi idéer kan blive totaliserende. Det var ideologier, der var en grundlæggende årsag til Anden Verdenskrig, og ideologi kan blive en form for vold imod den enkelte, hvis mennesket placeres i et underordnet forhold til en abstrakt idé.

Senere vendte paven tilbage til spørgsmålet om sandhed. Med sine egne ord sagde han, at »being a Christian engaged in politics also means investing in freedom – not a trivialized freedom reduced to mere personal preferences, but one rooted in the truth, which safeguards religious freedom as well as freedom of thought and of conscience in every place and circumstance.«

Men her er vi inde ved en kerne, som jeg må sige bekymrer mig. De Gasperi understregede, at politik skulle bekende sig til sandhed og retfærdighed. Og paven gentog dette synspunkt ved at sige, at udgangspunktet for (kristen) politik må være sandheden.

Men for nu at være ganske ærlig: Sandheden som begreb har trange kår i vore dages politik.
På den politiske højrefløj har Donald Trump omdannet sit stolte, gamle parti til noget, der i vidt omfang fungerer som en lukket kreds, hvor præsidentens mange usande påstande om hvad som helst accepteres uden nævneværdig modstand (en dårlig vittighed i Bruxelles lyder: Hvordan kan man vide, at Donald Trump lyver? Hans mund bevæger sig).

På dele af den politiske venstrefløj ser man tilsvarende en vilje til at bøje virkeligheden, så den passer til bestemte ideologiske forestillinger om identitet og historie. Det gælder eksempelvis i diskussioner om køn, hvor biologiske realiteter undertiden fortrænges, og i dele af historieskrivningen, hvor komplekse historiske forløb reduceres til moralske skemaer, der ikke tåler nærmere efterprøvning.

Oven over dette svæver så de andre titusindvis af usande påstande, der bliver spredt fra troldefabrikker til de sociale medier. Om hvad som helst fra årsagerne til krigen i Ukraine over konsekvenserne af Hamas angreb på Israel til skøre konspirationsteorier om snart sagt alt.

I denne storm af usandhed fra mange sider ligner sandheden det skrøbelige lys fra en kerte, der blafrer langt mere, end godt og betryggende er.
Det forekommer underligt at være nødt til at skrive det. Men hverken som mennesker eller som politikere kan vi gøre verden bedre, før det lykkes os at fastholde, at sandheden som begreb findes. Og at det må være den, der er målestokken for alt, hvad der kan tænkes rationelle tanker om.

Derfor men det nævnte paven ikke direkte bliver vi også nødt til at tage et opgør med den relativisme og nihilisme, der præger vores tidsalder.
Det er ikke sandt, at alting kan være lige sandt og lige godt, som om det i sidste instans blot var et personligt spørgsmål.

Det er bedre at forlade sig på en norm om sandhed end på en norm om altings ligegyldighed. Det er bedre at forlade sig på kærlighed end på had. Og det er bedre for de fleste at leve i et frit og politisk liberalt samfund end i nogen anden samfundsmodel.

Derfor er det også vores pligt både som mennesker og som politikere at søge sandheden og værne om den. Det er vores pligt at udfordre og kritisere det, der ikke er sandt. Det er vores pligt at gå foran med et godt eksempel i stedet for et dårligt. Og det er vores pligt at forsvare vores frie og lige samfund imod dem, der vil underminere det.

Når det gælder viljen til at fordreje virkeligheden, har den hårde højrefløj og den hårde venstrefløj ikke noget at lade hinanden høre. Udsagn fra magtens centrumhvad enten de kommer fra regeringer, aktivistiske miljøer eller fremmede staters påvirkningsoperationer bør derfor mødes med en sund og systematisk skepsis.

Men skepsis er ikke det samme som kynisme. Hvis vi på forhånd beslutter os for, at alt er løgn, har vi i virkeligheden allerede opgivet sandheden.
Tilbage står derfor en mere beskeden, men også mere krævende opgave: at insistere på, at sandhed findes og at den kan findes.

Måske er det i virkeligheden det, paven mindede os om. Ikke som et fromt håb, men som en forudsætning. For i en verden, hvor sandheden blafrer som en kerte i storm, er det ikke nok at beklage mørket.
Man er også nødt til at holde hånden om flammen.
Det er vores pligt både som mennesker og som politikere at søge sandheden og værne om den.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 3. maj. 2026)

Krisen i Hormuzstrædet afslører, at Danmark er en søfartsnation uden en flåde

Carsten Bach
1. maj 2026

I og omkring Hormuzstrædet udspiller der sig aktuelt en alvorlig sikkerhedskrise i et af verdens mest centrale maritime knudepunkter. Fri sejlads er ikke længere en selvfølge, og konsekvenserne rækker langt ud over regionen.

De første tegn kan allerede mærkes. Det værste ligger formentlig forude. Alligevel står Danmark på sidelinjen.

Sidste torsdag blev der afholdt årsmøde i Danske Rederier, hvor blandt andet den fungerende udenrigsminister var på scenen. Her måtte deltagerne forstå, at der hverken var gode nyheder om en ny regering eller om dansk deltagelse i en international maritim indsats for at sikre fri sejlads gennem Hormuzstrædet igen.

Fredag kunne den fungerende statsminister på et topmøde på Cypern så også afvise, at Danmark har planer om at bidrage militært til at sikre den internationale skibstrafik. Det er i sig selv problematisk. Men det er også afslørende.

For Danmark er en af verdens førende søfartsnationer, placeret stabilt i topti på verdensrangordenen. Dansk skibsfart er en vigtig styrkeposition, vores største eksporterhverv og et bærende element i dansk økonomi.

I 2025 udgjorde eksporten fra danske rederier 348 milliarder danske kroner, hvilket svarer til cirka 16 procent af den samlede danske vare- og tjenesteydelseseksport.

Det er et vigtigt strategisk aktiv i en turbulent verden – både for Danmark og Europa. Af samme årsag er det i bedste udlægning ærgerligt, i værste udlægning pinligt, at vi i en højspændt international situation ikke har en arbejdsdygtig regering, der kan byde sig til i de internationale drøftelser om sikker og fri sejlads i Hormuzstrædet.

Sandheden er dog, at problemet stikker dybere end den nuværende regeringssituation.

Søværnets forfald
Selv hvis der i morgen sad en fuldt beslutningsdygtig minister, står Danmark reelt uden de maritime kapaciteter, der skal til for at gøre en forskel.

Efter missionen i Det Røde Hav, hvor fregatten Iver Huitfeldt oplevede alvorlige tekniske svigt i våben- og ildledelsessystemer, har Søværnet haft betydelige udfordringer med at indsætte de eksisterende enheder af samme klasse i internationale missioner.

Fejlen var ikke alene isoleret til ét skib, da alle tre fregatter i Iver Huitfeldt-klassen deler samme våben-, ildledelse og sensorsystemer, er hele klassen ramt af de velkendte problemer.

De tekniske mangler begrænser selvsagt Søværnets evne til at deltage i internationale opgaver. Det centrale spørgsmål er derfor ikke alene, hvad Danmark politisk ønsker at bidrage med, men om vi – militært – råder over kapaciteter, der er troværdige, pålidelige og klar til indsættelse. Og det har vi så ikke.

Vi har kort sagt ladet den danske flåde forfalde til et niveau, hvor vores internationale ambitioner ikke længere matcher vores faktiske evner.

Den danske flådes fremtid
Derfor bør en kommende regering og forsvarsminister hurtigt fremlægge en reel og samlet plan for den danske flådes fremtid.

Først og fremmest handler det om opbygning af arktiske kapaciteter. Dernæst om hvordan Danmark hurtigst muligt igen får indsættelsesparate krigsskibe, der kan operere i globale brændpunkter. Og så skal der opbygges både national og europæisk industriel kapacitet omkring dem.

Det bør ske i tæt samarbejde med en Nato‑allieret med dokumenteret erfaring i at levere moderne krigsskibe hurtigt og med mulighed for industriel involvering i Danmark, så vi samtidig sikrer, at vi helt eller delvist bliver i stand til at bygge disse skibe herhjemme.

Derudover er det helt essentielt, at vi ikke lader os nøje med andenrangsløsninger. Vi har brug for højniveau- og flerfunktionsfregatter uden afgørende kompromiser, som kan sikre en troværdig konventionel afskrækkelse på tværs af alle domæner.

Med vores fremtidige fregatter må ingen ubåde kunne true danske interesser i Arktis og Nordatlanten. Ingen fjendtlige langtrækkende missiler – særligt ballistiske – må kunne true vores territorium, befolkning eller vitale interesser heller.

Samtidig skal vi have en permanent og troværdig kapacitet til præcise og langtrækkende indsatser fra skibene – både forebyggende og som øjeblikkelig gengældelse.

Et kapløb mod tiden
Vores fremtidige danske krigsskibe skal fremover kunne indsættes selvstændigt i internationale operationer. Den geopolitiske virkelighed har forandret sig markant, og Danmarks hidtil vigtigste maritime samarbejdspartner er ikke længere til at stole på i alle tænkelige scenarier.

Det betyder, at danske kapaciteter ikke må være afhængige af, at andre først skaber et sikkert miljø, før vi kan operere. I stedet skal vi kunne tage ansvar. Danske fregatter skal kunne skabe sikkerhed i alle domæner – over, under og på havets overflade – og indgå som ligeværdige bidrag i Nato‑rammen.

For at håndtere den akutte situation – og det alvorlige tab af tillid til vores militære kapaciteter – er tid en afgørende faktor. Modne og gennemprøvede løsninger er nødvendige. Vores modstandere venter ikke på, at vi bliver klar.

Det centrale spørgsmål er derfor, hvilken allieret der bedst kan støtte Danmark med at genopbygge et stærkt, troværdigt og pålideligt søværn, som kan fungere som et reelt strategisk afskrækkelsesmiddel, der hurtigt garanterer indsættelsesklare kapaciteter og bidrager til opbygningen af dansk industriel og teknologisk suverænitet gennem langsigtet samarbejde.

Når truslen er reel, må løsningerne være både pragmatiske, men også handlekraftige.

(Indlæg bragt i Altinget d. 1. maj 2026)

Retssikkerheden er brudt sammen i sager om anbragte børn

Katrine Daugaard
22. april 2026

RIGSREVISIONENS nye kritik og tal er knusende: I Rigsrevisionens beretning om kommunernes sagsbehandling i sager om anbringelse af børn er der i 69 procent af sagerne lovkrav, som ikke er opfyldt. Det er ikke småfejl. Det er et system i opløsning.

Kommunerne bryder loven igen og igen, og det sker alt for ofte med åbne øjne og uden reelle konsekvenser.

Rigsrevisionens kritik burde ikke overraske nogen. I hvert fald ikke nogen, der har bare den mindste indsigt i området. Når endnu en vagthund nu retter hård kritik af kommunernes lovbrud i sager om anbragte børn, er det endnu en bekræftelse af det, mange familier, fagpersoner og politikere som jeg selv har sagt i årevis: Retssikkerheden er i praksis brudt sammen i alt for mange sager.
Jeg har selv belyst det her i adskillige år. Igen og igen.

Men der bliver ikke grebet reelt ind. Og imens fortsætter kommunerne, uden at nogen for alvor bliver stillet til ansvar. Når Ankestyrelsen i statistikken over omgjorte sager selv oplyser, at 80 procent af omgørelserne i 2024 skyldes manglende væsentlige oplysninger eller mangelfulde begrundelser, så taler vi ikke om småfejl, men om helt grundlæggende svigt i sagsbehandlingen.

KONSEKVENSERNE ER dybt alvorlige. For når loven brydes i anbringelsessager, er det ikke bare et spørgsmål om paragraffer. Det handler om børn, der burde være blevet beskyttet, men som ikke bliver det i tide. Og det handler også om børn, der bliver fjernet fra deres hjem på et mangelfuldt eller ulovligt grundlag. Begge dele er retssikkerhedsmæssige katastrofer. Begge dele er udtryk for en stat, der ikke formår at beskytte barnet mod vilkårlighed.

Og Mette Frederiksens prestigeprojekt Barnets lov har kun forværret det hele. Tallene viser nemlig, at problemerne ikke er blevet mindre. Tværtimod. På socialområdet generelt steg omgørelsesprocenten til 48,9 procent i 2024. Det er markant højere end i 2023, hvor den var 38,5 procent, i 2022, hvor den var 37,5 procent, og i 2021, hvor den var 31,8 procent. Selv i 2020 lå den lavere med 36,3 procent. Når næsten hver anden påklaget afgørelse på socialområdet enten bliver ændret, ophævet eller sendt tilbage, er det et tegn på et system med massive kvalitetsproblemer.

Problemet stopper desværre ikke ved kommunerne. For staten fører heller ikke et effektivt tilsyn. Rigsrevisionen konkluderede i juni 2025, at Ankestyrelsens tilsyn med kommuner og regioner på socialområdet »ikke er tilfredsstillende«. Statsrevisorerne kaldte det ligefrem ’utilfredsstillende’ og pegede på lange sagsbehandlingstider, mangelfuld dokumentation og svag opfølgning. Konsekvensen er, at ulovlig praksis kan fortsætte i længere tid og dermed svække borgernes retssikkerhed. Samtidig fremgår det af materiale til Folketinget, at tilsynet på socialområdet i 2024 blev udført af blot 4-5 årsværk. Det er svært at beskrive som andet end grotesk, når Ankestyrelsen samtidig selv oplyser, at den har mere end 600 ansatte.

OG SÅ ER der klagesystemet. I sager om anbringelse uden samtykke fastholdt Ankestyrelsen i 2018 hele 99 procent af de afgørelser, som kommunernes børn- og ungeudvalg havde truffet. Kigger man på tredje instans, domstolene, stadfæster de ligeledes 99 procent af sagerne uden at efterprøve skønnet eller vurdere, hvilken betydning de mange lovbrud har haft for den trufne afgørelse.
Det er et tal, der bør mane til dyb eftertanke. For et klagesystem skal ikke blot eksistere på papiret; det skal også opleves som en reel og uafhængig prøvelse. Ellers mister borgerne tilliden. Og uden tillid har vi ingen retssikkerhed.

Derfor er det ikke nok med endnu en rapport, endnu en alvorlig ministerkommentar eller endnu et beklagende skuldertræk fra kommunernes side. Vi har brug for konsekvenser. Vi har brug for et langt skarpere tilsyn. Vi har brug for, at kommunalbestyrelser, der år efter år får underkendt deres praksis, mødes med mere end vejledende ord. Og vi har brug for et system, hvor barnets og familiens retssikkerhed vejer tungere end hensynet til kommunal bekvemmelighed.

For i et retssamfund må det aldrig være sådan, at børn overlades til et system, hvor lovbrud kan fortsætte år efter år, uden at nogen stopper det.
Det er et tal, der bør mane til dyb eftertanke.

(Indlæg bragt i Politiken d. 22. april 2026)

Det er på tide at gøre op med »det pink patriarkat«, som fratager kvinder frihed

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
22. april 2026

Hvis man vil ødelægge den gode stemning i familien, skal man bare tage et spil Matador. Og hvis man skal ødelægge den gode stemning i den offentlige debat, skal man bare tale om ligestillingspolitik uden at være enig med venstrefløjen.
Det har jeg efterhånden en del erfaring med efter tre og et halvt år som ligestillingsordfører for Liberal Alliance.

Det har været tre og et halvt år midt i en af samfundets mest betændte og polariserede debatter. En arena, hvor man efterhånden skal liste sig rundt i tykke uldstrømper for ikke at træde nogen over tæerne eller blive stemplet som en fjende af fremskridtet.

Nogle vil måske løfte et øjenbryn her, da jeg bestemt ikke har været stiltiende modstander. Men tro mig. Forsigtigheden har været prioriteret højt. Og jeg er langt fra den første kvinde, der har lagt bånd på mig selv for at bevare den gode stemning.

Man har et helt begreb for det, nemlig »tend and befriend«, hvor man forsøger at afværge en trussel med venlighed og imødekommenhed. Men jeg gider ikke at gøre mig så flink og forsigtig, når truslen er så urimelig og aggressiv.
Jeg er træt af, at vi skal være bange for at forsvare den sunde fornuft og den personlige frihed. Især når det sker over for en bevægelse, der kalder sig frigørende, men som i virkeligheden gør både kvinder og mænd mindre frie.
Det er på tide, at det er bevægelsen, der skal forsvare sin ufrihedsdagsorden og blive kaldt ud på det udskammende røgslør, den i stedet ynder at forplumre debatten med.

Kvinde på den forkerte måde

Jeg kalder denne bevægelse for »det pink patriarkat«.
Det er en tendens i tiden, hvor kvinder konstant skal have at vide, at de kun er gode nok og kun er rigtigt frigjorte hvis de opfører sig efter det karrierefokuserede mandeideal.

Det pink patriarkat opererer med en ekstremt rigid og snæver målestok for, hvad et succesfuldt liv er. Det anerkender udelukkende de arenaer, der historisk set har været mandsdominerede: den stejle, ubrudte karrierestige, løncheckens bundlinje og adgangen til de bonede gulve i bestyrelseslokalerne.

Det er derfor, jeg kalder det et patriarkat, selvom det primært håndhæves af og handler om kvinder. For nu skal selve ligestillingen måles ud fra, om vi kvinder er gode nok til at være mænd. Det er vi sjældent gudskelov for det.
Det er dermed en logik, der i sin yderste konsekvens fører til statsligt dikterede kønskvoter.

Her ender vi i en situation, hvor det, man har mellem benene, bliver vigtigere end det, man har mellem ørerne. Man reducerer komplekse mennesker til kønslige kategorier i et forsøg på at opnå en matematisk 5050-fordeling i alle samfundets lag.

Men er det virkelig fremskridt? Er det frigørelse at blive valgt eller vurderet på sit køn frem for sine kompetencer?
Samtidig ser vi, hvordan nærvær, familieliv og omsorgsarbejde konsekvent devalueres. I det pink patriarkats optik er disse elementer ikke kilder til livskvalitet, men derimod systemiske byrder, som særligt kvinder anses for at være ubevidste ofre for.

Hvis man som kvinde mener og mærker, at det giver mere værdi og mening at bruge tid sammen med sine børn end at kæmpe sig vej til en toppost, dikterer denne ideologi, at man er kvinde på den helt forkerte måde.
Man »hjælper i hvert fald ikke ligestillingen« og er angiveligt »fanget« af strukturer, man ikke selv kan se.

Det er mit valg

Jeg nægter at deltage i det absurde teater. Jeg nægter at reducere mig selv – som menneske og som kvinde – til et simpelt datapunkt i et kønspolitisk Excel-ark, der skal gå op i en højere enhed for statsadministrationen.

Om jeg eller andre kvinder finder mening i at forfølge en opslidende direktørpost, i at bygge en stor familie med mange børn eller i en helt tredje livskonstellation er og bliver mit valg alene.

For de fleste af os er mening og glæde en blanding af forskellige elementer. Som det skal være. Det er selve essensen af et frit samfund, at vi har retten til at prioritere forskelligt uden at skulle stå til regnskab for en ideologisk statistik.

Men det pink patriarkat anerkender ikke denne fundamentale frihed.
Nej, frihed er udelukkende lig med resultatlighed et kollektivistisk regnestykke, hvor kvinder konstant skal optimeres til at præstere som mænd, mens mænd evigt skal korrigeres, og hvor ethvert frit valg, der skaber skævhed i en tabel, mistænkeliggøres som et demokratisk problem.

Påvirker nybagte forældre

Vi ser det måske tydeligst i spørgsmålet om barsel. Her er ideologien trådt direkte ind i hjemmet.
Når familier fordeler barslen ud fra deres egne behov, deres økonomi og deres ønsker for barnets første år, burde det være en sag for familien alene.
Men hvis fordelingen betyder, at mor tager den største del, betragtes det som noget, der skal bekæmpes politisk.

Løsningen blev en EU-forordning hvad rager det dog EU? der i ligestillingens navn har øremærket barslen med fuld opbakning i Danmark fra hele venstrefløjen og Venstre. Men hvem har bedt politikerne om at lave den fordeling for os? Det er i hvert fald ikke de nybagte forældre.

Utilfredsheden med de danske barselsregler er beviseligt vokset massivt, siden øremærkningen blev indført, hvilket blandt andet en nylig undersøgelse fra CBS har afdækket.
Det er et klassisk eksempel på, hvordan det pink patriarkat prioriterer den ideologiske vision om lighed over de faktiske menneskers ønsker om frihed.
Desværre har denne tænkning skabt en kultur, hvor især unge, ressourcestærke kvinder opfordres til at anskue deres eget liv som et stort, uoverskueligt problemkompleks, længe før voksenlivet overhovedet er begyndt.

Stop ynken, mænd

Jeg vil også knytte en kommentar til mændene. For mens det pink patriarkat dominerer den ene side af debatten, findes der en lige så ulidelig klynkefløj på den anden side.
Det er de mænd, som pr. automatik galer »hvad med os?«, hver eneste gang en udfordring for kvinder italesættes.

Til den fløj vil jeg sige: I er ikke et hak bedre end det pink patriarkat.
Hvis der eksisterer en kønnet dagsorden for mænd eksempelvis de veldokumenterede udfordringer for mange drenge i folkeskolen skal den dagsorden løftes seriøst, faktuelt og selvstændigt.

Den skal ikke bruges som et billigt point i en evig kønskamp eller som en undskyldning for at klynke over kvinders fremskridt. Tag ansvar for udfordringerne uden at forfalde til ynk.
Det pink patriarkat lever af at gøre forskelle mistænkelige og det frie valg til et problem. Men sandheden er, at ligestilling ikke handler om, at vi skal ende det samme sted eller leve vores liv på den samme måde.

Det handler om, at vi skal have de samme rettigheder til at vælge forskellige veje. Vi skal ikke have vejen banet for os eller stillet flere forhindringer op på vejen, så andre kan komme hurtigere frem end én selv.
Vi kvinder har ikke brug for statens ynk, vi har ikke brug for kvoter, og vi har ikke brug for politikere, der fortæller os, om vi må bage en kage til kontoret, boller til vores børn, eller hvordan vi skal fordele vores barsel.
Vi har brug for frihed til at være præcis de mennesker, mødre og karrierekvinder, vi ønsker at være.

Sand ligestilling handler om retten til at vælge den vej i livet, man har lyst til, ikke om at presse kvinder ned i et bestemt ideal.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 22. april 2026)

Tag din frihed alvorligt, søster

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
7. marts 2026

Jeg er rigtig glad for at være kvinde i Danmark.

Jeg kan uddanne mig, arbejde, have min egen bankkonto, starte en virksomhed, se ud som jeg har lyst, klæde mig som jeg har lyst, føde børn eller lade vær, vælge min egen partner og meget mere. Kvinder har formelt opnået ligestilling i Danmark, for der er intet i dansk lovgivning, der juridisk stiller kvinder ringere end mænd.

Jeg kan grundlæggende leve et liv, hvor min ret til at bestemme over mig selv bliver taget alvorligt. Det er i den grad værd at fejre på kvindernes internationale kampdag. Det er ikke kommet af sig selv. Det er resultatet af et samfund, der bygger på frihed, ansvar og gensidig respekt, hvor det først og fremmest er dine meritter som menneske, der betyder noget. Du skal ikke have en far, en mand, en bror eller en stat til at sige god for de ting du ønsker at opnå. Du har friheden til at træffe dine egne valg, og du må leve med konsekvenserne af dem. Det er sådan, det skal være.

Desværre findes der alligevel miljøer i Danmark, hvor de danske frihedsrettigheder ikke reelt gør sig gældende. I nogle indvandrermiljøer hersker negativ social kontrol, æresrelaterede normer og fastlåste kønsroller, som skaber parallelsamfund, hvor kvinder og piger ikke har friheden til at træffe deres egne valg. For dem er det ikke en selvfølge, selv at bestemme hvad de har på, hvor de færdes eller hvem de er sammen med. Her bliver unge kvinder presset ud af fællesskaber og udelukket fra uddannelser og arbejdsmarkedet.

Alligevel handler debatten herhjemme sjældent om de mennesker, for hvem frihed ikke er en selvfølge, og oftere om mange af de forskelle mellem kønnene vi stadig ser i praksis herhjemme. Der er nogen, der mener, at forskellene i sig selv skyldes kønsdiskrimination – personligt kan jeg ikke se meget, der tyder på det. Jeg mener, det handler om frihed. Om valgfrihed og om at mennesker prioriterer forskelligt. Nogle vælger mest mulig tid med familien, nogle mere karriere, og andre ønsker at balancere begge dele. Og ja, der findes stadig kønnede forventninger, som er svære at ændre, og som vi skal tage alvorligt. Men i Danmark er du ikke tvunget til at efterleve forventningerne til dit køn. Eller nogen som helst andre forventninger. Du har friheden til at sige nej og til at bryde med traditioner eller til at efterleve dem.

Det er derfor, at vi i Danmark ofte rammer ved siden af, når den 8. marts bliver en dag, hvor mange kalder på politiske værktøjer, som staten skal tage i brug for at skabe endnu mere ‘ligestilling’. Kønnede forskelligheder skal ikke løses med kønnet lovgivning. De forskelle vi stadig ser mellem mænd og kvinder i Danmark, handler i høj grad om kultur og personlige valg. Om hvordan vi møder hinanden, og hvad vi forventer af hinanden. Så kan man godt mene, at kulturen skal ændres, eller at danske kvinder bør træffe nogle andre valg. Det er din frihed at have den holdning, ligesom det er din frihed at træffe de valg, der passer bedst til dig. Dét, der ikke er din frihed, er at tvinge andre til at træffe nogle bestemte valg gennem lovgivning.

Det er nok det, der er forskellen på den autoritære og den liberale ligestilling. Den autoritære ligestilling ønsker at styre mennesker hen mod et bestemt politisk mål. Den liberale insisterer på, at ligestilling først og fremmest handler om friheden til at vælge selv. Og netop derfor er det så ærgerligt, når kvinders frihed bliver et spørgsmål om blokpolitik. I Danmark er vi alle sammen enige om det grundlæggende: Både kvinder og mænd er myndige mennesker, hvis frie valg skal respekteres. Her er der ingen etablerede politiske kræfter, der gerne vil begrænse det fundamentale frie valg – måske med undtagelse af dem, der insisterer på en tvangsfordelt barsel mellem mor og far og måltal og kvoter for kønssammensætningen i fx virksomheder. Så er vi kvinder puttet i en kasse og er ikke længere bare mennesker, men det svagere køn, der skal beskyttes og guides af statslige påbud.

Og så er vi jo på en løjerlig måde endt med at bruge samme logik, som man bruger til at undertrykke kvinder i andre dele af verden – nemlig at kvinder ikke kan det samme som mænd. Det er jo derhen, vi i verdens måske mest ligestillede land bør rette blikket: Der hvor frihed ikke er en selvfølge, men noget der stadig skal kæmpes for. Vi skal være glade for, at vi har skabt et samfund fyldt med frihed og frit valg. Og netop med den frihed følger også et ansvar for at insistere på, at den mest præsente kvindekamp ikke længere foregår i Danmark.

Mens du læser det her, kæmper iranerne mod et præstestyre, hvor undertrykkelse og kontrol er et vilkår i hverdagen. Ingen er for alvor frie, og kvinder er mest ufrie i et system, der bygger på religiøs tvang og frygt. Det blev tydeligt for hele verden i 2022, da Jina Mahsa Amini døde i moralpolitiets varetægt efter at være blevet anholdt for sin påklædning. Siden da har protesterne og oprøret levet under ordene “Kvinde. Liv. Frihed.”, og svaret fra regimet har været brutalt. Ikke nok med at hundredvis af demonstranter er blevet dræbt, tortureret og mishandlet, så beskriver Amnesty International også, hvordan regimet har strammet grebet om kvinder yderligere. Moralpolitiet hersker stadig og kvinder, der ikke retter ind efter kravet om tilsløring, bliver nu straffet og undertrykt på flere nye måder, der spænder fra begrænsninger i adgangen til sundhedsvæsenet til nedværdigende straffe som at skulle vaske lig.

I Iran er pointen ikke, om kvinder “vælger rigtigt”. Pointen er, at de slet ikke får lov at vælge. Og det er præcis her, frihed bliver målestokken for ligestilling: I et frit samfund kan du både vælge at bryde med normer eller at efterleve dem. I et ufrit samfund bliver normerne håndhævet med straf, og retten til at træffe dine egne beslutninger er noget, du må kæmpe for. Det er de kampe, 8. marts bør handle om. Ikke fordi vi ikke også må tale om ligestilling i Danmark, men fordi der er forskel på at diskutere forskelle mellem kønnene i et frit land og på at mangle frihed helt grundlæggende. Kvindernes internationale kampdag skal handle om de kvinder, der ikke har de basale frihedsrettigheder – ikke os, der har alle muligheder for at forme vores egen skæbne.

Desværre har vi jo de sidste årtier fået noget, der ligner små lommer af Mellemøsten her i Danmark. Det er her, den vigtigste kvindekamp står i Danmark. I Danmark gælder friheden til selv at bestemme også for kvinder, der er født i hjem med andre normer. Det må aldrig blive et stigma at sige højt, og vi må aldrig blive tolerante over for ufrihed forklædt som kultur. Man kan ikke kæmpe for kvinders rettigheder og samtidig benægte eller forklejne problemerne med mellemøstlig indvandring eller modarbejde, at vi gør noget ved dem.

Så længe vi stadig har medsøstre i vores eget land, der ikke selv bestemmer over deres tøj, uddannelse, partnervalg, ja, hele deres liv, så er vi ikke i mål. Men det kommer vi heller ikke, når kvindesagen skal handle mere om lønstatistikker end om basale frihedsrettigheder.
Glædelig kampdag. Tag din frihed alvorligt og brug den.

Udlændingepolitik bør også handle om kvinders frihed i Danmark

Sandra Elisabeth Skalvig & Katrine Daugaard
10. februar 2026

Venstrefløjen, Moderaterne og De Radikale ønsker en mere lempelig udlændingepolitik. Det samme gør arbejdsgiverne, der peger på, at vi skal se på udlændinge som arbejdskraft. Men så enkel er verden naturligvis ikke. For når der kommer mange nye borgere til landet, der har et helt andet kvindesyn end det, vi har fremelsket i Danmark gennem århundreder, ændrer det også på kvinders helt almindelige frihed, tryghed og livsudfoldelse i Danmark.

Helt konkret er det sådan, at mellem 80 og 90 procent af beboerne på det mest topsikrede krisecenter i Danmark gennem 20 år, RED Center – Safehouse & Krisecenter, kommer fra MENAPT-lande. Kvinder fra Mellemøsten, Nordafrika, Afghanistan, Pakistan og Tyrkiet udgør altså den helt store andel af de mest truede kvinder i Danmark. De mænd, der truer disse kvinder, er ikke etnisk danske mænd. Det er mænd, der har den samme etniske baggrund som de truede kvinder.

Det er et spørgsmål om kultur. Ser man på for eksempel Afghanistan, er det et af de absolut værste steder i verden at være kvinde. Piger og kvinder er udsat for en uddannelsesblokade, og piger må ikke gå i skole, efter de er omkring 12 år. Kvinder må ikke færdes frit mange steder i det offentlige rum, og der er strenge regler for tildækning. Kvinder, der udsættes for vold og overgreb, har meget få juridiske muligheder for retfærdighed og beskyttelse.

I Pakistan er kvinder i høj grad underlagt patriarkalske normer, og mange kvinder har begrænset beslutningskraft over deres egne liv. Der er udbredt vold mod kvinder i hjemmet, og æresdrab og social kontrol er et vilkår for alt for mange. Undertrykkelse og risiko for seksuel vold ligger som en latent trussel over mange kvinders liv i Pakistan. I et land som Syrien kriminaliserer man ikke voldtægt inden for ægteskabet, og der er en udbredt forståelse af, at mænd kan »disciplinere« kvindelige familiemedlemmer. Kvinders juridiske stilling er dårlig set i forhold til for eksempel forældremyndighed og skilsmisse. I Bangladesh – som er et af de lande, Danmark har modtaget tusindvis af migranter fra i de seneste år – lever kvinder i en af de mest patriarkalske kulturer i verden. Kvinder bliver ofte gift, mens de er helt unge, og børneægteskaber er udbredt, selv om loven er imod det. Piger og kvinder bliver ofte dårligere uddannet end mænd, og partnervold er udbredt og fører alt for ofte ikke til dom.

I Danmark har vi nogle gange haft den naive forestilling, at mennesker efterlader deres kulturelle normer og adfærd i lufthavnen, når de lander i Kastrup. Det er naturligvis ikke tilfældet. Derfor har indvandring fra lande med dårlige vilkår og rettigheder for kvinder også direkte indflydelse på kvinders liv i Danmark. Der er en tydelig overrepræsentation i forhold til voldskriminalitet begået af indvandrere fra MENAPT-lande, og fænomener som »æresdrab«, »social kontrol« og tildækning af kvinder er noget, der er kommet til som følge af indvandring fra disse lande. I sig selv er det ikke overraskende. Det overraskende er snarere, at vi ikke tager højde for det.

Brian Mikkelsen, der er direktør i Dansk Erhverv, udtalte for nylig, at han var »bekymret for en højredrejning på udlændingeområdet«, og han huskede os på, at vi har brug for arbejdskraft i Danmark. Det er vi klar over. Vi gør blot opmærksom på, at fremtiden for vores døtre (og for vores sønner) ikke kun handler om arbejdsudbud, men også om den virkelighed, som de møder, når de begiver sig ud på uddannelser, på arbejdspladser og i nattelivet. Vi er helt med på, at der er borgere i Danmark fra MENAPT-lande, der ikke udøver social kontrol over kvinder, og som respekterer vores ligestillingskultur. Nogle af dem er vores venner og bekendte. Men når der laves udlændingepolitik, bliver man nødt til at forholde sig til de samlede effekter af bestemte typer af indvandring.

Når en person fra for eksempel Bangladesh søger om studietilladelse i Danmark, forholder man sig jo ikke til, hvad denne person mener om kvinders rettigheder, men der er en vis sandsynlighed for, at der flytter helt andre holdninger til kvinder og ligestilling med. Vi mener derfor, at vi bør føre en udlændingepolitik, der skruer helt ned for indvandring fra de lande, som vi har dårlige erfaringer med, og som vi ved har kulturer, der ikke udviser respekt for kvinders værdighed og rettigheder. For samlet set vil fortsat indvandring fra lande, hvor der er en beskeden respekt for kvinder, afspejle sig i dårligere livsvilkår for kvinder i Danmark.

Faktisk forstår vi ikke en lyd af, at partier fra venstrefløjen og midterpartierne kan være så kulturblinde, at de ikke kan se, at vi må have en udlændingepolitik i Danmark, der også forholder sig til kvinders liv og frihed i praksis. For nylig lagde kvindelige politikere fra Enhedslisten en video ud, hvor de bakker op om kurdiske kvinders kamp mod islamister, der på den mest brutale vis undertrykker kvinder i Mellemøsten. Desværre overfører venstrefløjen ikke samme logik til Danmark, hvor de gladeligt uddeler opholdsgrundlag og statsborgerskab til personer, der viderefører en kvindeundertrykkende kultur.

Vi har et godt samfund for begge køn i Danmark. Vi kan diskutere »mental load« og marginale lønforskelle, men grundlæggende har vi en stærk ligestillingskultur. Denne kultur skal vi passe på, så vores piger kan arve de samme rettigheder, som vi selv har nydt godt af.

Sandra Skalvig er MF, Katrine Daugaard er MF, Merete Riisager er folketingskandidat og tidligere MF, Karen West er bestyrelsesmedlem i LA København, Joanne Bywater er medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Charlotte Nellemann er bestyrelsesmedlem i LA København og folketingskandidat, Anna Lorentzen er medlem af LAU, Ida Werner Larsen er medlem af LAU, og Louise Siv Ebbesen er folketingskandidat. Alle for Liberal Alliance.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 10. februar 2026)

En papirstynd liberalisme

Alex Vanopslagh
17. januar 2026

Martin Krasniks nytårsessay om liberalismens påståede krise rummer mellem mange gode betragtninger om verden desværre også fundamentale misforståelser af såvel liberalisme som konservatisme. Krasniks kort over det borgerlige landskab har en brusende flod, som skiller det liberale og det konservative ad.

Billedsproget udelukker, at man kan have fodfæste på begge bredder samtidig, og floden kan tydeligvis ikke krydses uden fare for både våde sokker og bortskyllet værdighed. Antydningen er klart, at man bør forblive ovre på venstre bred med de gode, de fromme og ikke mindst vores fine institutioner, og ikke krydse floden over til »den mere mudrede modsatte bred«, hvor skumle typer som Trump, Orbán og andre bussebøhmænd holder til.

Det er med udgangspunkt heri, at Krasnik ikke mindst kritiserer mit partis holdninger til udlændingepolitik generelt og åbenhed over for at forlade visse konventioner i særdeleshed. Det stammer ikke mindst fra Krasniks insisteren på, at det er institutioner og konventioner, som de ser ud i dag, som er det reelle fundament for en liberal samfundsorden.

SÅ SÅRE ENKLE er tingene ikke. Et samfund (for) bliver ikke liberalt og åbent alene ved at have en solid retsstat, stærke frihedsrettigheder og en tilstrækkeligt fri markedsøkonomi. Et samfund skal udover liberale institutioner også have den rette kultur med myndige borgere, som føler sig forpligtede på friheden og på samfundet i al almindelighed.

I Krasniks politiske verdensbillede eksisterer mennesker ikke som handlende subjekter, kun som modtagere af institutioners nåde eller ofre for eventuelle rettighedsbrud. Men hvis menneskene ikke er liberale, kan det være fuldstændig ligemeget, hvad der står på de stykker papir, som Krasnik fæster sin lid til.

Det får også Krasnik til at overse, at de liberale principper i lige så høj grad kan krænkes af mennesker som af systemet. Når vi eksempelvis taler om, at ytringsfriheden er truet i sagen om muhammedtegningerne, er det jo ikke, fordi folk risikerer at blive arresteret af systemet, når de »krænker« islamiske dogmer (med undtagelse af den infame koranlov, som SVM-regeringen har indført). Det er, fordi mennesker risikerer at blive angrebet eller decideret dræbt af andre mennesker her i landet, som på eget initiativ krænker ytringsfriheden.

TAGER MAN UDGANGSPUNKT i, at et liberalt samfund forudsætter liberale mennesker, er en udlændingepolitik, der vil begrænse tilstrømningen af ikkeliberale mennesker til Danmark, ikke bare en pragmatisk indrømmelse, men indlysende rigtig. Når vi lægger dertil, at det danske folkestyre bygger på en særlig dansk ansvars- og tillidskultur, som selv mange liberale lande ikke deler, tørrer Krasniks flod gevaldigt ind og efterlader ikke meget andet end en lille mudderpøl eller to, som selv et par ankelhøje Blundstone-støvler kan klare.

Jeg forstår heller ikke, at Krasnik behandler konventionerne som en art guddommelige åbenbaringer. For brugen af dem har jo netop ændret sig radikalt, siden de blev indført. Tag retten til familieliv, der blev udformet i kontekst af modbydelige forbrydelser begået af Nazityskland, hvor familier blev revet itu i deportationer til udryddelseslejre. I dag bruges den til at forhindre udvisning af mordere og voldtægtsforbrydere fra Danmark. Vi kan også se på retten til asyl, som ikke mindst blev indført i skam over, at mange af Nazitysklands nabolande, inklusive Danmark, tog imod meget få mennesker, som flygtede fra nazisternes forfølgelse. Det er nu ændret til en ret til groft sagt at rejse flere tusind kilometer gennem utallige sikre lande og få offentlig forsørgelse i Europa.

(Indlæg bragt i Weekendavisen d. 17. januar 2026)