Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
14. marts 2024

Vi laver ligestillingsprogrammer, der er i strid med vores egen ligebehandlingslov. Det er ikke ligestilling, når legater kan gives til kvinder, fordi de er kvinder. Det er diskrimination mod mænd

Den største trussel mod ligestillingen anno 2024 er paradoksalt nok selverklærede ligestillingsforkæmpere, der ønsker at forskelsbehandle mænd og kvinder. Svaret er en liberal ligestillingspolitik, hvor alle har samme mulighed og ret til at skabe det liv, de selv ønsker.

På den ene side findes den klassisk liberale tilgang, der ønsker, at den enkelte borger bedømmes på sine egne evner og ideer, og hvor man kompromisløst kæmper for lige muligheder og bekæmper forskelsbehandling på baggrund af køn, hudfarve og seksualitet.

Det er både den historisk mest prominente og Liberal Alliances ligestillingsopfattelse.

Men overfor står en ny ligestillingsopfattelse, der har rod i identitetspolitikken.

Her bliver man netop bedømt og forskelsbehandlet på baggrund af ens køn, hudfarve eller seksualitet – såkaldt positiv særbehandling. De færreste indrømmer det, men gemmer i stedet sandheden bag termer som ‘kønsbalance’ eller ‘repræsentation’.

Men de misforstår helt forskellen mellem lige muligheder og lige resultater.

Diskrimination i ligestillingens navn

Som meget andet i den danske debat kommer denne tendens primært fra USA. Her har en række både offentlige myndigheder og virksomheder i USA indført såkaldte Diversity, Equity & Inclusion-programmer, hvor man systematisk ansætter eller belønner medarbejdere på baggrund af køn, hudfarve eller seksualitet. Altså diskrimination, men i ligestillingens navn.

Her kan man naturligvis indvende, at den danske lov om ligebehandling, der forbyder forskelsbehandling på baggrund af blandt andet køn og etnicitet, ville gøre det samme umuligt i Danmark. Sådan forholder det sig desværre ikke.

I den danske akademiske verden har vi set en række tiltag – blandt andet og senest -programmet, der fremmer positiv særbehandling af kvinder ved ansættelser. Alle programmer har enten været i strid med lov om ligebehandling eller har på bagkant fået en politisk bestemt undtagelse fra lovgivningen.

Tænk engang: Vi lever i et land, hvor man laver ligestillingsprogrammer, der er i strid med vores egen ligebehandlingslov.

Desværre tyder meget på, at vi kommer til at se mange krav, der vil fremme resultatlighed fremover, også her i Danmark.

I en række brancher er der nu anført måltal for kønsfordeling, der åbenlyst skal nøde virksomhederne til at indrette deres medarbejdersammensætning, som politikerne foretrækker, ligesom man har indført krav om detaljerede køns- og etnicitetsregnskaber.

Kønsforskelle handler om livsvalg

Argumentet for dette er en hyppig fejlslutning, hvor man ser på forskelle mellem grupper, og derfra konkluderer, at forskellen skyldes diskrimination eller usynlige strukturer – og ikke bare er et resultat af forskellige personlige valg.

Selv om det gør ondt på nogle at erkende det, så er der åbenlyse – og gennemsnitlige – biologiske forskelle på mænd og kvinder, også i forhold til adfærd og livsvalg.

Ikke alene er det noget, som langt de fleste mennesker uden problemer kan se i deres egne liv, der er også udført en lang række tværkulturelle studier med den såkaldte, der analyserer forskellige karaktertræk.

Gang efter gang og på tværs af landegrænser bliver der konstateret ganske markante forskelle mellem de to køn, ligesom det såkaldte viser, at kønsforskelle inden for blandt andet uddannelsesvalg ofte er større i mere ligestillede samfund end i mere konservative.

Heldigvis er danskerne efter alt at dømme meget lidt identitetspolitisk eller, og jeg er ret sikker på, at langt de fleste ønsker et samfund, hvor borgerne bliver bedømt på deres evner og holdninger og ikke, hvad de har mellem benene, deres hudfarve eller seksualitet.

Et samfund, hvor velfungerende drenge ikke fra politisk hold bliver belært om, at de er toksisk maskuline eller gennem en kønsbaseret arvesynd ansvarlige for årtiers patriarkat. Og svaret på dette er ikke at anklage kvinder og piger for toksisk femininitet, som økonomikonsulent gør i en kronik her i avisen, som jeg ellers kan erklære mig enig i meget af.

Alt er ikke et ligestillingsproblem

Samtidig er der en sørgelig tendens til at gøre alt til et ligestillingsproblem: I en kronik her i avisen skriver og flere andre fra Enhedslisten, at det er et stort problem, at kvinder i voldelige forhold ikke kan få kontanthjælp, hvis deres ægtefælle kan forsørge dem.

Partnervold er en forbrydelse, som i Danmark over 16 år fortæller, de har været udsat for i 2020. At udlægge forsørgerpligt mellem ægtefæller som et ligestillingsproblem er at vende tingene på hovedet.

Hvis man bliver slået af sin partner, er det presserende behov og samfundets ansvar naturligvis at få volden stoppet øjeblikkeligt og straffet hårdt – og formentlig også at bistå offeret med komme ud af parforholdet, uanset om offeret er mand eller kvinde.

For netop at værne om den klassiske ligestillingsopfattelse ønsker vi at nedlægge Ligestillingsministeriet og lade ligestillingsemner behandles integreret i relevante ressortministerier.

Sådan er det også i praksis i dag, hvor relevante ministerier altid deltager i behandling af emner, som vedrører disse – ligestillingsministeriet er derfor et ekstra bureaukratisk lag og indlysende unødvendig brug af skattekroner.

Kvinder er ikke stakler

Det betyder naturligvis ikke, at fortidens diskrimination af kvinder eller andre skal glemmes eller ignoreres. Vi har heldigvis forkastet fortidens patriarkalske syn på kvinden som en uformående og sart blomst, der skal holdes i hjemmet.

Det er jeg selvsagt glad for både politisk og personligt: Det er netop opgøret med et ideologisk kønssyn og fjernelsen af diskrimination, der har gjort det muligt for mig – helt uden kvoter eller måltal – at komme fra en ganske reaktionær opvækst på Færøerne, gøre karriere i en række tidligere traditionelle mandefag som jura og politik og i dag repræsentere mine medborgere i landets parlament.

Og jeg er langtfra nogen særlig undtagelse. Langt hovedparten af fremtidens psykologer, læger, jurister vil være kvinder, hvad vi i Liberal Alliance naturligvis heller ikke ser noget ligestillingsproblem i.

Derfor er Liberal Alliances ligestillingspolitik baseret på at sikre lige rettigheder og muligheder for kvinder såvel som for mænd. Det er derfor, vi kæmper for, at mænd og kvinder får den samme kønsneutrale værneret til at forsvare Danmark.

Det er derfor, benhårdt for at sikre, at kvinder får ret til at beholde deres nedfrosne æg i længere tid end fem år, som mænd allerede kan med nedfrosne sædceller. Og for at gøre kønsneutral, så voldsramte mænd får samme ret til hjælp, som kvinder allerede har.

Desværre er en kønskvoteret barsel blevet en realitet. Allerede nu kan vi se, at det fører til, at en række børn kommer, fordi politikeres ligestillingsideologi bliver vigtigere end konkrete familiers egne ønsker.

Liberalt bliver det aldrig, men Ligestillingsministeriet kører videre i samme rille.

Svaret er derimod en ligestillingsdebat, hvor kvinder ikke konstant bliver påduttet, at de på grund af deres køn er stakler, som kun kan klare sig på arbejdsmarkedet, hvis de bliver sat på måltal, kvoteret ind eller får anden positiv særbehandling.

(Indlæg bragt i Information d. 13/3-2024)

Henrik Dahl
14. marts 2024

At ANC i realiteten støtter Rusland, er det største fald fra den moralske tinde, Nelson Mandela satte ANC på, man overhovedet kan forestille sig.

I sidste uge besøgte Udenrigspolitisk Nævn Etiopien og Sydafrika. Formålet med besøget i Addis Ababa var ikke mindst at holde møder med Den Afrikanske Union, som har sit hovedkvarter der.

Formålet med besøget i Sydafrika – der både gik til Pretoria, Cape Town og Stellenbosch – var generelt at gå i dialog med sydafrikanske beslutningstagere og eksperter om Sydafrikas rolle og ambitioner i den nye verdensorden, der tegner sig.

Et enkelt besøg i Sydafrika giver ikke et fyldestgørende grundlag for at fælde nogen domme eller nå frem til nogen konklusioner. Så de følgende betragtninger er umiddelbare overvejelser over nogle af de ting, jeg fandt mest tankevækkende.

Min første overvejelse er: ANC har et troværdighedsproblem. Jeg vil endda gå så langt som til at sige: ANC har et stort og påtrængende troværdighedsproblem.

ANC (African National Congress) er Nelson Mandelas parti. Og Nelson Mandela var og er en mand, de fleste beundrer. Også jeg. Både for sit personlige mod gennem mange års kamp mod apartheid – herunder en politisk dom, der kostede ham 27 års fængsel – og for sin rolle i at skabe det moderne, demokratiske og tolerante Sydafrika. Men det forekommer nogle gange, at alle ledere af ANC, der efterfulgte Nelson Mandela, har været halvt så gode som den forrige.

Hvis man spørger ANC, hvad partiet mener om krigen mellem Ukraine og Rusland, får man altid svaret: ANC tror på nationernes selvbestemmelse og den regelbundne verdensorden, men … Og ligesom ”jeg går stærkt ind for ytringsfrihed, men …” betyder, at man ikke går stærkt ind for ytringsfrihed, og ”jeg fordømmer 7. oktober, men …” betyder, at man ikke fordømmer den 7. oktober, så betyder ”ANC tror på nationernes selvbestemmelse og den regelbundne verdensorden, men …”, at ANC ikke tror på nationernes selvbestemmelse og den regelbundne verdensorden.

For det, ANC altid fortsætter med at sige, er, at parterne bør slutte fred nu, hvorfor der er behov for forhandlinger.

Der er adskillige ting at sige til det, hvoraf ingen er pæne. Den første og vigtigste er, at Rusland ikke er en partner, man kan stole på. Al erfaring siger, at det ikke giver nogen mening at lave aftaler med Putin-regimet, eftersom det er konsekvent løgnagtigt, uoprigtigt og upålideligt.

”At forhandle med Rusland” er kort og godt et tomt og meningsløst udtryk, der hører hjemme i fantasiens verden.

Men lad os nu som et tankeeksperiment antage, at Rusland var en forhandlingspartner, man kunne stole på. Selv i det tilfælde er ANC’s tilgang absurd. Forudsætningen for, at man bør forhandle, er, at begge parter har fat i en del af sandheden.

At begge parter står med noget, der i sin kerne er en rimelig og retfærdig sag. Men den forudsætning er ikke opfyldt. Rusland har nul andel i sandheden, når det gælder Ukraine. Rusland har nul og ingenting, når det gælder om at repræsentere det rimelige og det retfærdige.

At sige, at Rusland og Ukraine skal forhandle, svarer til at sige, at den, der truer med voldtægt, og den, der trues med at blive voldtaget, burde sætte sig ned og snakke tingene igennem og nå frem til et eller andet rimeligt udfald.

Det er jo det glade vanvid. Men det er den slags vanvid, ANC med usvigelig sikkerhed promoverer, når man spørger om Rusland og Ukraine.

Sandheden er, at Rusland modarbejder ethvert princip, som Sydafrikas forfatning bygger på. Altså ethvert af de principper, Nelson Mandela i sin tid arbejdede for at få ind i Sydafrikas forfatning.

Sydafrikas forfatning bygger på demokrati og menneskerettigheder. På at stække magten ved fastholde, at den er tredelt. Sydafrikas forfatning bygger på respekt for det enkelte menneske, for minoriteter, for privat ejendomsret, for lov og orden.

Rusland kæmper hver dag imod demokrati og menneskerettigheder. Rusland kæmper for at centralisere magten hos Vladimir Putin.

Rusland står for foragt for det enkelte menneske, foragt for minoriteter, foragt for privat ejendomsret, foragt for lov og orden. Ydermere er Rusland alt det, ANC oprindeligt kæmpede imod: Rusland er først og fremmest imperialistisk.

Rusland er kolonialistisk. Rusland er fascistisk. Rusland har nul respekt for andre lande og andre kulturer. Vil ikke tøve et sekund med at udradere dem.

At ANC i realiteten støtter Rusland, er det største fald fra den moralske tinde, Nelson Mandela satte ANC på, man overhovedet kan forestille sig. Hver dag, hvor ANC støtter Rusland, tramper ANC på Nelson Mandelas minde.

På alt, hvad han stod for. Der går vedvarende rygter i Sydafrika om, at alt dette skyldes, at Rusland har købt og betalt ANC med massiv økonomisk støtte. Om det er sandt, er ikke godt at vide. Men det får i hvert fald ANC’s ubegribelige svigt af sine egne værdier til at give en form for mening.

Det andet nedslag fra besøget i Sydafrika er, at de herskende, intellektuelle forestillinger i landet er ekstremt venstreorienterede – iblandet en solid dosis af den identitetspolitiske ideologi, der i de senere årtier er blevet udviklet ved vestlige universiteter.

Under besøget sad vores delegation ved Stellenbosch University i et panel. Der besvarede vi spørgsmål fra en gruppe i øvrigt særdeles dygtige og sympatiske studerende.

Jeg fik en meget stor lyst til at sige til forsamlingen: Præmisserne for meget af, hvad I spørger om, er uhæderlige. Helt og aldeles uhæderlige. Men det kan man jo ikke rejse sig op og sige uden totalt at spolere den gode stemning.

Så her er, hvad jeg ville have sagt: Det er intellektuelt uhæderligt at fremstille erobring og slaveri som vestlige opfindelser. At erobre land og at tage slaver er noget, der har fundet sted overalt, hvor der har levet mennesker, siden tidernes morgen.

Det særlige ved Vesten er derfor ikke, at vestlige magthavere har erobret land, og at de har bidraget til slaveri. Det særlige ved Vesten er tværtimod, at det er i Vesten, der er udviklet ideologier, der retter sig imod erobring og slaveri. Det er i Vesten, man har udviklet den tanke, at det er forkert.

Det er sandt, at disse tanker ikke øjeblikkeligt og umiddelbart blev anerkendt af magthaverne i de vestlige verden. Men det ændrer ikke på det faktum, at idéen om, at erobring og slaveri er moralsk forkastelige handlinger, er vestlig.

Ligeledes fik jeg lyst til at sige: Beslutningen om at etablere kolonier uden for Europa blev i en lang række tilfælde ikke truffet af demokratiske, men af autokratiske regeringer.

Tag for eksempel Danmark. Danmark havde enevælde – altså et gennemført autokratisk styre – frem til 1849. Alle danskere, der ikke nedstammer fra landets herskere, nedstammer med andre ord fra undertrykte mennesker – ikke fra mennesker, der traf beslutninger om at undertrykke andre.

Efter 1849 er der i Danmark ikke taget så meget som en enkelt beslutning, der gik på at skaffe sig flere kolonier, eller som gik på at fastholde slaveri. Så lad lige være med at skyde på det demokratiske Danmark, der opstod efter 1849, i disse komplicerede og – indrømmet – tragiske spørgsmål.

Den sidste ting, jeg nok lige ville have nævnt, er: Lad venligst være med at stille tingene sådan op, at de vestlige lande har pålagt f.eks. Afrika unaturlige grænser. Hvorfor? Fordi det antyder, at grænserne i Europa er naturlige.

Ligesom det antyder, at de er demokratisk fastlagt. Der findes næsten ingen grænser i Europa, er er fastlagt ved folkeafstemning. En af de få er grænsen mellem Danmark og Tyskland. Tværtimod: De fleste grænser i Europa ligger, hvor de ligger, efter diktat fra stormagter, der havde sejret i en krig.

Så modsætningen mellem naturlige grænser i Europa og kunstige grænser i Afrika er ikke en modsætning, der holder så meget som en enkelt meter.

Jeg ved desværre ikke, hvad man kan gøre for at udrydde den identitetspolitiske ideologi, der styrer ANC, og som også har godt fat ved sydafrikanske universiteter (der er nogle af kontinentets bedste).

Det demokratiske Europa (i grove træk EU plus Storbritannien) er den verdensdel, der investerer flest penge direkte i Sydafrika. Dermed er det demokratiske Europa også den verdensdel, der skaber flest arbejdspladser i landet.

Det tæller bare ikke det mindste, når identitetspolitikken behersker sindene. Så vil man hellere have et Rusland, der underminerer ethvert princip, Sydafrika officielt bygger på. Eller et Kina, der stort set ikke skaber nogen beskæftigelse.

Det er i Europa og Vesten, man har formuleret samtlige principper, der er nødvendige for at skabe samfund, der er gode at leve i: Demokrati. Menneskerettigheder. Retssamfund. Magtens tredeling og ansvarliggørelse af magthavere.

Tolerance og respekt for minoriteter. Alligevel består et møde mellem danske politikere og sydafrikanske studerende i den rituelle mistænkeliggørelse og tilsvining af Vesten, der har været god latin i vestlige universitetsmiljøer de seneste to-tre årtier.

Jeg har ikke nogen løsninger på disse problemer. Men jeg tror, det er en god start at omtale problemerne og at sige fra over for de værste urimeligheder og selvmodsigelser.

“At ANC i realiteten støtter Rusland, er det største fald fra den moralske tinde, Nelson Mandela satte ANC på, man overhovedet kan forestille sig.”

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 12/3-2024)

Pernille Vermund
12. marts 2024

Der er mange gode intentioner i regeringens ældreudspil, som vi i disse dage forhandler på højtryk, men Ældre Sagens administrerende direktør Bjarne Hastrup har desværre ret, når han i Avisen Danmark (mandag den 11. marts, red.) kritiserer udspillet for at give frihed til kommunerne på bekostning af de ældre. Gennem livet er vi vant til at træffe egne beslutninger om, hvordan vi vil indrette vores tilværelse.

Vi er rundet af en fælles kultur, men vi prioriterer forskelligt i hverdagen. Det skal vi også kunne, når vi bliver ældre og får brug for pleje. Det kan vi langt fra i dag.

Ældreplejen i Danmark er præget af en alt for stor ensretning i tilbuddene. Det er en skam. Ældre mennesker er lige så forskellige som alle andre, og ældre skal have noget at vælge mellem. Mangfoldighed i tilbuddene kræver et opgør med politisk detailregulering og ensretning.

Med de igangværende forhandlinger om en ny ældrereform har vi en enestående chance for at skabe mere frihed for de ældre. Med målet om at sikre selvbestemmelse og at styrke det frie valg i sidste del af livet lader det også til at være regeringens ambition, og det kan vi i Liberal Alliance kun støtte op om.

Men hvis ikke vi med en ny ældrelov stiller reelle krav til kommunerne, så risikerer de fælles ambitioner om mere frihed, selvbestemmelse og kvalitet at ende som varm luft. I mange år har vi lagt ansvaret for ældreplejen hos kommunerne med tillid til, at de kunne den løse komplekse opgave, som værdig ældrepleje udgør. Den opgave har kommunerne ikke løst godt nok.

Ældre har ret til frit valg, men kun under halvdelen af landets kommuner har etableret friplejehjem, og den reelle valgfrihed mangler stadig i hver fjerde kommune, hvor der ikke er mulighed for at vælge privat pleje som alternativ til den kommunale.

Ser vi på kommunernes medvirken til at skabe det omfattende papirarbejde, som optager en uhyggelig mængde ressourcer i ældreplejen, så er der meget, der tyder på, at det står tilsvarende skidt til. Alt for meget af den tid, der burde gå til omsorg og pleje, drukner i papirarbejde og ineffektive it-løsninger.

Liberal Alliance har altid arbejdet for at fremme det kommunale selvstyre, men aldrig på bekostning af borgernes rettigheder. Derfor istemmer vi os den bekymring, som Ældre Sagens adm. direktør Bjarne Hastrup rejser om regeringens ældreudspil.

Vi skal med en ny ældrelov sikre mere frihed og frigive flere ressourcer til den ældre – ikke til kommunen.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark den 12. marts 2024).

Helena Artmann Andresen
10. marts 2024

I Liberal Alliance har vi længe ønsket en mere tilbundsgående evaluering af, hvilken effekt nedlukningerne har haft på samfundet.

Det er efterhånden et par år siden, at klasselokalerne på landets skoler stod tomme, og eleverne sad hjemme foran computerskærmene. Men selvom coronatiden kan føles fjern, har konsekvenserne af nedlukningerne været enorme for mange skoleelever.

For coronaårene sendte skolen og eleverne ud i et kæmpe eksperiment med fjernundervisning, håndsprit og høje krav til omstillingsparatheden. Bare i 2021 var eleverne i 5.-10. klasse fysisk væk fra skolen i 52 dage. Konsekvenserne er tydelige, særligt for de mest sårbare elever.

En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at der var en markant stigning i antallet af folkeskoleelever, som i 2023 hverken bestod dansk og matematik ved 9.-klassesafgangsprøverne.

Samtidig har flere elever lav faglig trivsel sammenlignet med før coronakrisen, hvilket også smitter af på de faglige resultater. Analysen konkluderer, at nedlukningerne er gået mest udover elever med de laveste faglige forudsætninger, elever fra arbejderfamilier og elever med forældre uden for arbejdsmarkedet.

Den nye analyse falder på et tørt sted, men erfaringsopsamlingen må ikke ende her. I Liberal Alliance har vi længe ønsket en mere tilbundsgående evaluering af, hvilken effekt nedlukningerne har haft på samfundet.

Derfor fremsatte vi allerede sidste år et beslutningsforslag herom – med særligt fokus på at evaluere nødvendigheden af skolenedlukningerne samt på at undersøge de menneskelige konsekvenser, som nedlukningerne har haft for eleverne og deres forældre. Desværre ville hverken regeringspartierne eller SF bakke forslaget op.

Det er mig en gåde, hvordan man kan opponere imod en dybdegående evaluering; for selvfølgelig skal vi lære af erfaringerne fra corona, så vi er bedre forberedt til næste gang, der skulle komme en pandemi. Ifølge børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har vi allerede nogle erfaringer at stå på, men i min optik er de erfaringer på ingen måde blevet evalueret tilstrækkeligt, hvis vi skal stå bedre næste gang, uheldet skulle være ude.

Der er behov for, at vi får samlet grundigt op på erfaringerne fra corona – en tilbundsgående evaluering. Alt andet kan vi ikke være bekendt over for de fremtidige generationer.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 10/3-2024)

Henrik Dahl
7. marts 2024

Hvis Vestens indflydelse på den globalpolitiske scene ikke skal svinde ind i de kommende år, skal de europæiske lande samarbejde mere om udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Netop derfor var det en glædelig nyhed, da Ungarns parlament i sidste uge godkendte Sveriges ansøgning om et Nato-medlemskab efter langvarigt tovtrækkeri.

For Europa kan ikke længere hvile på laurbærrene og høste fredsdividende. Få måneder før krigen i Ukraine startede, havde Sveriges daværende socialdemokratiske regering ellers fastslået, at landet aldrig skulle blive medlem af Nato.

Men da Putins kampvogne rullede ind over Ukraines landegrænse, gik der heldigvis ikke lang tid, før vores svenske naboer fik ansøgt om et medlemskab i verdens mest magtfulde forsvarsalliance.

Selvom Sveriges Nato-medlemskab bestemt er et skridt i den rigtige retning, har vi imidlertid stadig et stort forsvarspolitisk efterslæb, der skal indhentes.

Siden Sovjetunionens kollaps i 1991 har vi nemlig nydt godt af det usvigelige privilegium, at USA har siddet solidt på rollen som global politibetjent i den regelbaserede verdensorden.

Det skal vi være taknemmelige for. Men vi må også erkende, at USA’s sikkerhedspolitiske dominans har fungeret som en sovepude for Europa.
På mange måder minder EU i dag om et privilegieblindt curlingbarn, der har været vant til at få alt serveret på et sølvfad, og som derfor ikke er i stand til at tage ansvar for sig selv.

En af de vigtigste opgaver i EU’s næste valgperiode er at råde bod på dette, så unionen atter bliver i stand til at stå tidens prøver. Og der er nok at tage fat på.

Alene sidste år – efter krigen i Ukraine var brudt ud – var det nemlig stadig 19 af 31 Nato-lande, der ikke brugte de aftalte 2 pct. af bnp på forsvaret.

Og med et amerikansk præsidentvalg i horisonten, hvor Trump meget vel kan genvinde nøglerne til Det Hvide Hus, bliver Europa nødt til også selv at have et troværdigt afskrækkende forsvar.

Det skyldes ikke blot spekulationerne om, at Trump vil forsøge at trække USA ud af Nato eller hans sabelraslen om at lade Rusland gøre »hvad fanden de vil« mod ethvert Nato-land, der ikke betaler de aftalte 2 pct. af bnp til forsvaret.

For uanset om Trump vinder præsidentvalget i november, lader USA nemlig til at ville rette blikket mod andre udfordringer, hvilket vil efterlade et magtvakuum i håndteringen af de geopolitiske udfordringer, som tidligere blev udfyldt af USA.

Derfor var det godt, da Tyskland, Polen og Frankrig for nylig pustede liv i den historiske forsvarsalliance Weimar-trekanten, der indtil Polens PiS-parti kom til magten, var en platform, som knuste udenrigspolitiske problemer i det østlige Europa.

Den slags initiativer har vi brug for langt flere af. For hvis USA’s atomparaply foldes sammen, skal vi have en troværdig europæisk søjle i Nato.

Men hvis visionen om selv at kunne varetage ansvaret for kontinentets sikkerhed skal realiseres, er der brug for mere end blot nye alliancer.
Lige nu står et forældet investeringsprincip eksempelvis i vejen for, at Europas største pengetank, der alene sidste år investerede 660 mia. kr., kan få lov til at investere i forsvaret.

Hvis ambitionerne fra de politiske skåltaler om at fortsætte støtten til Ukraine og at opruste vores hjemlige forsvar skal realiseres, bliver vi nødt til at droppe den slags virkelighedsfjerne forbud mod den industri, der er vores bedste garanti for fred og sikkerhed.

I alt for mange år har EU sovet i timen og ladet amerikanerne bære en uforholdsmæssig stor del af omkostningen for Vestens sikkerhed.

Nu er tiden moden til, at vi ser de nye sikkerhedspolitiske realiteter i øjnene og vågner op til dåd.

For hvis Europa ikke skal efterlades på perronen i det 21. århundrede, er vi nødt til at stå stærkere i egen ret.

Af Henrik Dahl og Mads Strange.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 6/3-2024)

Helena Artmann Andresen
4. marts 2024

Jeg tror, at vi glemmer, at det faktisk er helt normalt, at ungdomslivet er hårdt.

Vibeke Koushede, der er en af Danmarks førende eksperter inden for mental sundhed, rammer hovedet på sømmet, når hun i Jyllands-Posten siger, at vi skal lære at skelne mellem alvorlige mentale lidelser og forbigående skavanker, hvis vi skal mental mistrivsel til livs.

Som samfund taler vi i dag nærmest med samme tyngde om de udfordringer, man kan forvente af ethvert ganske almindeligt ungdomsliv, og det at kæmpe en kamp mod reelle mentale problemer som depression og svær stress.

Jeg er selv 22 år og kender alt til, at ungdomslivet til tider kan være svært og meget andet end perfekt.

Skolearbejde, social status og venskaber, der skal plejes, forventninger og overvejelser om, hvilken vej man skal gå i livet, og den universelle ungdomsusikkerhed om, hvem man er og bør være som person – ja, ungdomslivet rummer mange usikkerheder og bekymringer, og det kan være utroligt svært at acceptere, når unge i dag i højere grad end tidligere lever i en såkaldt perfekthedskultur.

Det er ikke underligt, at mange unge føler sig utilstrækkelige, når vores eget virkelighedsbillede ikke ligner de illusioner om det perfekte liv, vi konstant eksponeres for på sociale medier.

Men løsningen er ikke at dyrke følelsen af at være forkert eller utilstrækkelig. Vi bliver nødt til at lade de unge forstå, at ikke alle dage er lette og bekymringsfrie – og det er helt normalt. Det er et grundvilkår ved at være menneske og særligt et ungt menneske, som forsøger at finde den rette vej i livet.

En af de ting, Vibeke Koushede også peger på, er, at vi skal stoppe med konstant at tage temperaturen på hinanden.

Lige nu ser vi, at uddannelsesinstitutionerne gør mistrivsel til et strategisk fokusområde.

Jeg har møder med organisationer, der mener, at mistrivsel skal være på skoleskemaet, og jeg har for nylig besøgt en erhvervsskole, der havde udviklet sin egen app, hvori eleverne en gang om måneden skulle logge ind og rapportere, hvordan deres trivsel var, så skolelederen kunne holde øje med eleverne.

Jeg frygter, at vi er i gang med at sygeliggøre en hel generation. Hvis man i stedet fokuserede på at gøre børn og unge opmærksomme på, at følelser af usikkerhed og utilstrækkelighed er helt normale i stedet for at problematisere det, tror jeg, at vi ville hjælpe dem langt mere.

Jeg tror, de unge i højere grad vil kunne acceptere og håndtere uperfekthed, hvis de er bevidste om, at det er en normal del af tilværelsen som menneske, og at perfekthed er en illusion.

Du høster som bekendt, hvad du sår, og sår vi konstant et narrativ om, at børn og unge har det dårligt og er mere mentalt skrøbelige end tidligere, så er det ikke overraskende, at det også er den fortælling, ungdommen tager på sig.

Så hvad kan man gøre politisk? Særligt Socialdemokratiet er for tiden ude og skyde Liberal Alliance i skoene, at vores svar til unge med reelle mentale problemer er, at de skal tro på sig selv og stoppe deres jamren.

Det er selvfølgelig ikke vores politik, når det gælder de mest sårbare unge, som har brug for egentlig hjælp og behandling.

Først og fremmest skal vi styrke psykiatrien med flere penge, sengepladser og mere kvalificeret personale, der griber den enkelte patient bedre, end det er tilfældet i dag.

Vi skal gøre op med frygtpædagogikken og sætte antallet af trivselsundersøgelser ned.

De er bureaukratiske for folkeskolerne, og det styrker elevernes narrativ om, at de har det dårligt, når de igen og igen skal svare på ”hvor tit har du ondt i maven?”.

Den navlepillende, dårligdomsdyrkende tilgang til ungdomslivet er ikke vejen til bedre trivsel.

Tværtimod.

I stedet skal vi anerkende, at det er hårdt at være teenager – ligesom det altid har været – og så hjælpe der, hvor vi kan.

“Jeg frygter, at vi er i gang med at sygeliggøre en hel generation.”

Hvis man i stedet fokuserede på at gøre børn og unge opmærksomme på, at følelser af usikkerhed og utilstrækkelighed er helt normale i stedet for at problematisere det, tror jeg, at vi ville hjælpe dem langt mere.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 4/3-2024)

Henrik Dahl
27. februar 2024

Enhedslisten er stødt på manchetterne over, at vi har kritiseret FN. Men forholder man sig til sagens substans, er det tydeligt, at vi har nogle alvorlige problemer.

Det har i mange år været alment kendt, at der er store problemer med antisemitisme hos UNRWA, FN’s nødhjælpsorganisation i Palæstina.

Tidligere har der været sager om, at organisationens ansatte sympatiserer med Hamas, og at vestlige støttemidler går til at producere antisemitisk undervisningsmateriale til deres arbejde i Palæstina.

Men for nyligt kom det ligeledes frem, at UNRWA har flere ansatte, der decideret er anklaget for at have medvirket i terrorangrebet mod Israel d. 7. oktober.

Derfor fremlagde vi i Liberal Alliance et forslag om at trække støtten til organisationen for at sikre, at danske skatteydere ikke betaler løn til terrorister.

Det burde være et ukontroversielt forslag. Ikke mindst med tanke på at en masse lande såsom USA, Storbritannien, Tyskland, Holland, Estland og mange flere også har trukket støtten af netop den årsag.

Men spørger man Enhedslisten, er vores forslag et ”kynisk forsøg på at indtage et ledigt standpunkt i jagten på hurtige likes”.

I nærværende avis har partiets kandidat til Europa-Parlamentet, Ludvig Goldschmidt, nemlig konkluderet, at det på grund af Liberal Alliances kritik af FN nu må ”være op til de voksne og ansvarlige partier at værne om de internationale organisationer i en tid med tiltagende ustabilitet”.

Men Goldschmidts kritik klinger selvfølgelig hult, hvis man forholder sig til sagens substans i stedet for at lade sig blænde af ideologiske skyklapper.

For kaster man et blik på, hvordan FN er skruet sammen, bliver det hurtigt tydeligt, at systemet er ramt af nogle alvorlige problemer.

Tag eksempelvis FN’s menneskerettighedsråd, der lige nu ledes af rædselsregimer som Saudi Arabien (hvor homoseksuelle møder dødsstraf), Kina (hvor muslimer sendes i koncentrationslejre) eller Nigeria (hvor kvinder ikke har basale rettigheder).

Hvordan kan det være kontroversielt at påpege, at der er problemer i et system, hvor nogle af verdens mest undertrykkende lande – som ikke selv overholder menneskerettighederne – skal sikre menneskerettigheder?

Og listen af absurde ting ved FN stopper ikke her.

For nyligt påstod FN’s vice-generalsekretær for humanitære indsatser, at Hamas i virkeligheden ikke er en terrororganisation, og et FN-land som Rusland – der truer verdens sikkerhed ved at starte en krig i Ukraine – kan sidde i FN’s sikkerhedsråd og nedlægge veto mod, at vi får stoppet (eller sågar blot fordømmer) krigen.

Både disse eksempler og skandalen med FN’s nødhjælpsorganisation i Palæstina er symptomatiske på en indbygget systemfejl i FN.
Nemlig at ikke-demokratiske og uciviliserede lande ofte får lov til at blokere for, at vi kan bruge FN til at føre demokratisk og civiliseret politik.

Hvis vi skal kunne løse de mange vigtige udfordringer, som verdenssamfundet står overfor, bliver vi til at erkende, at der er nogle dysfunktionelle dele af FN.

Derfor bør vi forholde os ærligt og sagligt til problemerne ved, at en FN-topchef forvansker sandheden om en barbarisk terrororganisation, eller at vores støttemidler går til en nødhjælpsorganisation, som er gennemsyret af antisemitisme.

I modsætning til hvad Enhedslistens Ludvig Goldschmidt påstår i sin klumme, har vi i Liberal Alliance dog aldrig bebudet, at vi gerne vil vende FN ryggen. Men vi ér imidlertid af den opfattelse, at FN lige nu er ramt af nogle alvorlige problemer.

Hvis disse skal kunne løses, bliver vi nødt til at anerkende deres eksistens i stedet for at vende det blinde øje til problemerne som Enhedslisten.

Af Henrik Dahl og Mads Strange.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 26/2-2024)

Henrik Dahl
26. februar 2024

EIB holder fast i sit forældede forbud mod at understøtte forsvarsindustrien. Det er symptom på et generelt problem i EU

Hvis vi i Europa skal gøre os nogen forhåbninger om, at Ukraine vinder krigen mod Putins imperialisme, har vi brug for langt mere militært materiel. Men lige nu står Europas største långiver i vejen for at sikre den fortsatte opbakning til vores ukrainske allierede.

Den Europæiske Investeringsbank (EIB) er nemlig underlagt et princip om, at man ikke investerer i ammunition og våbensystemer, fordi man hellere vil bruge pengene på fredsbevarende indsatser.

Netop EIB kunne ellers med sin store pengetank, der alene sidste år investerede omtrent 660 mia. kr. i en række initiativer, have udgjort en enorm stor forskel på slagmarken.

Men alligevel har investeringsbanken valgt at holde fast i sit forældede forbud mod at understøtte forsvarsindustrien.

Det princip er symptomatisk på et generelt problem, der plager store dele af EU: nemlig at man ofte vedtager nogle regler, der muligvis lyder godt på papiret, men som i den virkelige verden gør mere skade end gavn.

For hvis der er noget, der bidrager til at sikre fred her i verden, er det selvfølgeligt et troværdigt afskrækkende forsvar.

Forsvarspolitisk efterslæb

Derfor har vi ikke længere råd til at hænge i bremsen, når det kommer til at sikre et kampdygtigt og stærk europæisk militær. Før Putins kampvogne krydsede

Ukraines landegrænse har det i alt for mange lande – inklusive Danmark – været en skammelig kendsgerning, at vi ikke levede op til vores Nato-forpligtelser om at bruge minimum 2 pct. af vores bnp på forsvaret.

Og ikke nok med at vi ikke løbende har investeret yderligere i Forsvaret. I mange lande har det eksisterende materiel sågar været mere eller mindre ude af drift.

En rapport med nogle år på bagen kunne eksempelvis dokumentere, at mindre end halvdelen af Tysklands Euro- og Tornadofighter-kampfly var kampdygtige, og at ikke én eneste af landets seks ubåde var funktionelle.

Med tanke på, at Tyskland er den næststørste bidragsyder til Nato efter USA, er det nedslående læsning, som bør få alle, der kerer sig om Europas sikkerhed, til at råbe vagt i gevær.

Men denne tendens kunne vendes, hvis vi med Den Europæiske Investeringsbank fik sat turbo på investeringerne i EU-landenes forsvar. Derfor bliver EIB nødt til at se de sikkerhedspolitiske realiteter i øjnene og ændre sin praksis.

For det vil være en blåstempling af, at det selvfølgelig ikke bare er ok, men en decideret prisværdig handling, når man sikrer kapital til en kritisk sektor, der bidrager til vores alles sikkerhed.

Det vil betyde, at pensionskasser, kapitalfonde og andre institutionelle investorer – som ofte også er underlagt utidssvarende principper om ikke at røre forsvarsindustrien med en ildtang – vil være mere tilbøjelige til at følge i slipstrømmen af EIB og allokere kapital, som atter kan fylde Europas våbenlagre.

Den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, har allerede bebudet, at hans eget land i det kommende år vil fordoble støtten til Ukraine, og ligeledes opfordret andre EU-lande til at skrue op for støtten. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, der bør stå som et eksempel til efterfølgelse for alle EU-lande.

Et paradigmeskifte

For vi har brug for et paradigmeskift i den europæiske forsvarspolitik. Den tidsalder, hvor vi kunne hvile på laurbærrene og høste fredsdividender, er endegyldigt forbi.

Det skyldes ikke blot, at Putins imperialistiske stormagtsdrømme har skabt krig på det europæiske kontinent for første gang i flere årtier. Det skyldes også, at USA – uanset hvem der vinder præsidentvalget i november – er begyndt at orientere sig væk fra den rolle som global politibetjent i den regelbaserede verdensorden, vi har kendt til, siden Sovjetunionen kollapsede i 1991.

Derfor kan vi ikke længere forvente, at USA altid vil stå klar til at redde dagen. Europa skal kunne stå stærkere i egen ret.

Som Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, bebudede for nyligt, er der nemlig en reel risiko for, at Putins imperialisme ikke stopper ved Ukraines landegrænse.

Hvis vi lader nationalistisk navlepilleri eller virkelighedsfjerne principper stå i vejen for at sikre støtten til Ukraine, risikerer vi således ikke bare, at ukrainernes frihed bliver dem frarøvet af Putin.

Vi risikerer også at afføde en ny verdensorden, hvor den stærkes ret gælder, fordi vestlige demokratier ikke længere magter at være garant for fred og frihed. Derfor er tiden moden til at se de nye sikkerhedspolitiske realiteter i øjnene og gøre vores for at sikre Europas sikkerhed.

Det første sted at starte er ved at lade Europas største pengetank sætte fart på hjulene under den forsvarsindustri, der skal understøtte vores sikkerhed.

Af Henrik Dahl og Mads Strange.

(Indlæg bragt i Børsen d. 22/2-2024)

Henrik Dahl
22. februar 2024

For første gang nogensinde, kommer et EU-valg ikke – for alvor – til at handle om, hvorvidt Danmark bør forblive i EU eller ej.

Der findes stadig modstandslommer, hvor den tro lever, at et land på størrelse med Danmark har flere handlemuligheder uden for en alliance end indenfor. Men det er i vore dage et synspunkt af en eksotisk karakter.

Derfor håber jeg, at valget til Europa-Parlamentet 9. juni kommer til at handle om, hvorvidt det er en blå eller en rød vision om Europa, der skal fremmes i Bruxelles.

Europa har i den grad brug for, at nogen bekymrer sig om selve den økonomiske levedygtighed på kontinentet.

Sammenligner man Europa i dag med Europa for ti år siden, står vi svagere i konkurrencen med USA i vore dage, end vi gjorde i det forrige årti. Der bliver startet alt for få nye virksomheder. De virksomheder, der kommer i gang, har for svært ved at vokse. De helt store virksomheder klarer sig. Selvom også de er ved at segne under byrden af tung regulering.

Hvad angår virksomheder inden for højteknologi, er der oven i købet et ekstra lag af bekymring: Vil EU komme med tung, overforsigtig regulering, der kræver ansættelsen af nye korps af jurister og andet godtfolk? Eller vil EU regulere ud fra et princip om realistisk risiko – der typisk er mere smidigt og liberalt end regulering baseret på den antagelse, at alt, hvad der overhovedet kan gå galt rent teoretisk, også rent faktisk kommer til at gå galt engang i fremtiden? I det blå EU eksisterer der naturligvis regulering. Men den er smidig; mindst muligt bureaukratisk og baseret på rimelige og proportionale overvejelser over risiko.

Over for visionen om et blåt EU står der en vision om et rødt EU. I det røde EU er der ikke noget, der er så godt som selv den mindste, teoretiske og totalt urealistiske risiko. Og hvorfor er der ikke det? Fordi så kan man altid benytte risikoen for, at nogen foretager sig et eller andet komplet vanvittigt eller risikoen for, at noget helt ekstremt urealistisk indtræder (tænk i retning af en kollision mellem to kometer i farlig nærhed af Jorden) som et påskud for at indføre planøkonomi.

Derfor er der faktisk en hel del, der står på spil ved det kommende valg til Europa-Parlamentet.

Danskerne kan vælge at styrke den side i parlamentet, der ved hjælp af påskud om, at vi lever i en ekstremt farlig – og uretfærdig – del af verden vil indføre så meget planøkonomi og centraldirigering, som det overhovedet kan lade sig gøre. Eller danskerne kan vælge at styrke den side i parlamentet, der anerkender behovet for at regulere på en række områder. Men også betragter det som nødvendigt, at regulering opleves som rimelig; ubureaukratisk og proportional med det onde, den skal forebygge.

Vælger danskerne den røde vision for EU, kan vi regne med at sakke endnu længere bagud i konkurrencen med andre kontinenter.

Ligesom vi kan regne med, at Europa som tiden går vil blive et kontinent, der både er renset for små virksomheder og for højteknologiske virksomheder.

Det mest kedelige har jeg gemt til sidst.

Det røde EU er også et EU, der skaber splittelse og radikalisering. For lige så meget splittelse, der opstår som følge af underreguleret indvandring, vil der opstå som følge af en overreguleret klimapolitik.

I et blåt EU skal der være rimelig regulering af indvandring. Og rimelig regulering for at fremme den grønne omstilling.

Det er den eneste farbare vej fremad for vores kontinent. Derfor håber jeg, at valget mellem blåt og rødt EU kommer til at fylde i de kommende måneder.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 22. februar 2024).

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
12. februar 2024

Det er ikke en let proces for alle at få børn – specielt ikke for LGBT+par. Heldigvis er partnerægdonation for kvinder blevet lovligt i Danmark, men vi skal gøre langt mere på fertilitetsområdet

Mange par drømmer om at blive forældre. For nogle par er det en let proces, for andre er det svært. Det gælder ikke mindst for de LGBT+-par, hvor den naturlige, biologiske vej ikke er mulig.
Teknologien har heldigvis udviklet sig på imponerende vis og gjort det muligt for flere par at få opfyldt deres ønske om at blive forældre. Det gælder ikke mindst for kvindelige par.

Ved hjælp af partnerægdonation er det nemlig muligt for begge kvinder at bidrage til en graviditet. Her doneres æg fra den ene kvinde til den anden kvinde. På denne måde kan parret selv bestemme, hvilken kvinde der donerer ægget, og hvilken kvinde der bærer barnet. Således bliver barnet genetisk beslægtet med sin ene mor og født af sin anden mor, og bliver dermed forbundet med begge mødre.

Den 31. januar indgik et flertal i Folketinget en politisk aftale om at lovliggøre partnerægdonation på baggrund af et beslutningsforslag fra Liberal Alliance og Alternativet, som regeringen blev opmærksom på. Hidtil har den danske lovgivning nemlig kun tilladt partnerægdonation, hvis der forelå en sundhedsfaglig begrundelse for den person, som skulle bære barnet. Lovliggørelsen vil træde i kraft den 1. januar 2025.

Der findes ingen fornuftige argumenter for et forbud imod partnerægdonation. Hverken sundhedsmæssigt eller økonomisk. Sundhedsrisiciene forbundet med partnerægdonation svarer nemlig til dem, som eksisterer ved almindelig fertilitetsbehandling, mens behandlingen kan betales af parrene selv.

Fremover vil kvindelige par ikke længere være nødsaget til at rejse til udlandet for at få foretaget behandlingen, der kendes under fænomenet Shared motherhood. Fremadrettet kan behandlingen foregå på dansk jord. Det vil gøre det nemmere og mere fleksibelt for flere regnbuepar at få opfyldt drømmen om familieforøgelse.

Vi skal gøre langt mere på fertilitetsområdet – partnerægdonation er et skridt i den rigtige retning.

(Indlæg bragt i Information d. 12/2-2024)