Steffen Frølund
6. september 2022

Det er altid velkomment med bud på, hvordan vi som samfund løser forskellige problemer. Desværre er det ofte dem, som har mest travlt med at spille redningsmænd, der har skabt problemet i første omgang.

Vi møder ofte politiske partier, især på venstrefløjen, som positionerer sig som redningsmænd. Der er mange vælgere, som godt kan lide at blive reddet. En redningsmand er en helt, og en helt er god. Alle vil gerne være gode. Men hvis man har skabt ulykken i første omgang, så kan man ikke siges at være god – uanset hvor flot man redder nogen bagefter.

I førstehjælp lærer alle, at de altid skal standse ulykke først. Men når det kommer til politiske redninger, så forværrer den foreslåede redning tit problemet, som man i første omgang ønsker at redde nogen fra. Det skaber selvforstærkende feedback-loops. Skad, red, skad mere, red mere, osv. ad infinitum. Heri ligger en delforklaring på paradokset: at selvom staten blot vokser og vokser, så bliver serviceniveauet blot ringere og ringere.

Alene den sidste uge har vi hørt på redningsudspil omkring børn og unges psyke, sygeplejerskers løn, en varmecheck, og huslejestigninger. Men fælles for alle disse er, at problemerne er opstået af politikfejl.

For vi ville ikke have samme problemer med børn og unges psyke, hvis ikke man lod ungdommen betale prisen for covid-nedlukningerne, udflyttede uddannelser til provinsbyer langt væk fra deres drømme, tvangsfordelte skolevenner, når de skal i gymnasiet baseret på deres forældres indtægt eller indførte skolereformer, som dræner lærerstaben for gejst og dødlægger al nytænkning af undervisningen.

Og på trods af alt dette, er det venstrefløjen, der går til valg på at gøre livet bedre for Danmarks børn og unge – selvom det er deres politik, der i første omgang har skabt problemerne.

Et andet eksempel er, at man vil afhjælpe inflationsproblemerne ved at uddele en varmecheck, der blot puster yderligere til det bål af inflation, der i disse dage brænder af danskernes privatøkonomi.

Venstrefløjen stod for at, huslejer skulle indekseres til inflationen. Og med paroler om, at der ikke kom nogen regning ved at pumpe flere penge ud i økonomien, lod man gladelig inflationen løbe løbsk, hvilket nu har ført til højere priser på alt fra fødevarer, forbrugsgoder og husleje.

Og for at føje spot til skade har regeringen endda netop meddelt, at de vil sætte yderligere loft på huslejestigninger, hvilket blot vil minimere udbuddet af boliger, så der nu skabes dårligere boligforhold for danskerne.

Et andet eksempel er, at sygeplejerskernes arbejdsmiljø og lønforhold er for dårlige. Det behøver man ikke en subjektiv vurdering af, for man kan bare se på, hvor få unge, der i disse dage har lyst til at blive sygeplejersker. Årsagen er, at man med venstreorienteret planøkonomi har besluttet, hvad en sygeplejerskeløn skal koste.

Altså den venstreorienterede klassiker med prislofter. Indfører man prislofter, så falder udbuddet. Nu falder udbuddet af sygeplejersker så i en tid, hvor der er brug for dem, hvilket skader os alle. Men som sædvanlig står venstrefløjens redningskorps i kø for at indføre flere planøkonomiske tiltag med bureaukrati og detailregulering, som vil forværre arbejdsmiljø og løn yderligere.

Men der er en vej ud af kniben. Ved første øjekast fremstår løsningen måske ikke så heltemodigt. Men hvis vi tager et opgør med forestillingen om, at politik skal fylde alt i danskernes tilværelse, kan vi undgå mange af ulykkerne.

Hvis vi tager et opgør med, at politikerne skal detailregulere danskernes liv fra vugge til grav, kommer vi ikke til at forvilde os ud i situationer, hvor politikerne må ty til halvbagte lappeløsninger. Men det kræver, at vi politikere tør blande os udenom og udviser tillid til danskerne.

(Debatindlæg udgivet i SN d. 26. Oktober)

Steffen Frølund
6. september 2022

Den Grønne Ungdomsbevægelse har vist forsømt at sætte sig ind i LA’s klimapolitik, før de gik til tasterne. Faktum er nemlig, at LA har tårnhøje klimaambitioner.

For nyligt kunne man i nærværende avis støde på et debatindlæg fra Den Grønne Ungdomsbevægelse, der anklager Liberal Alliance for at være et klimaskeptisk parti og turnerer med et postulat om, at partierne i rød blok ”åbenlyst er lysår foran partierne i blå”.
Det er forkert, men åbenlyst ér det imidlertid, at Den Grønne Ungdomsbevægelse tilsyneladende ikke har sat sig ind i Liberal Alliances klimapolitik, før de gik til tasterne.

Faktum er nemlig, at Liberal Alliance er det parti i Danmark, der har den mest ambitiøse klimapolitik målt på CO2-reduktioner.
I vores seneste klimaudspil fra foråret anviser vi nemlig vejen til at reducere CO2-udledningen med 100 procent i 2030. Ja, du læste rigtigt. Hverken Frie Grønne, Enhedslisten, Det Radikale Venstre eller nogen andre partier har en lige så ambitiøs målsætning.

Så hvordan skal vi gøre det i praksis? Jo, det handler om at føre en klimapolitik, der er renset for symbolpolitik.
I dag er den danske klimadebat nemlig kendetegnet ved et ensidigt fokus på nationalistisk navlepilleri, hvor man ikke ser længere end til vores egen danske andedam.

Det er et problem, for i atmosfæren er det fuldstændig ligegyldigt, om CO2-udledningen kommer fra Danmark, Indien eller Kina – den skal reduceres uanset hvad.
Derfor er det Liberal Alliances politik, at vi løfter blikket fra den danske andedam og fører en klimapolitik med internationalt udsyn.

Vi skal således både mindske vores egen udledning med 70 procent og samtidig reducere de resterende 30 procent i udlandet, så vi bliver et reelt foregangsland for den grønne omstilling.
Det gør vi ved at øge klimapuljen med mere end 1 mia. kr. om året og indgå internationale samarbejdsaftaler med udenlandske myndigheder, så vi også hjælper andre lande med at reducere deres CO2-udledning.

Vi skal have en flad og ensartet CO2-afgift samt en afgift på klimaskadelig biomasse, vi skal 17-doble dansk havvind og så skal vi sætte turbo på elektrificeringen af Danmark ved at udbygge vores elektriske infrastruktur.

Og derudover skal vi nedsætte en Niels Bohr-kommission, som fordomsfrit lader forskere undersøge mulighederne for at have kernekraft i den danske energiforsyning.
For hvis man er seriøs omkring den grønne omstilling, så lytter man naturligvis til verdens førende forskere og de officielle anbefalinger fra både EU og FN, der helhjertet støtter op om verdens billigste, sikreste og mest stabile grønne energikilde: nemlig atomkraft.

Så inden Den Grønne Ungdomsbevægelse kommer alt for godt i gang med postulaterne om at ”det står lysende klart, at de blå partier ikke har et klimaprojekt”, så skulle I måske lige læse vores ambitiøse klimaudspil?
Ja, måske vi sågar kan finde fælles fodslag om en politik, der lægger skinnerne til den grønne omstilling? Det håber jeg i hvert fald.

(Debatindlæg udgivet i Politiken d. 6. September)

Henrik Dahl
24. august 2022

Det er lidt mindre end 50 år siden, at forfatteren Henrik Stangerup offentliggjorde romanen »Manden der ville være skyldig«. Den handler om en mand, der gerne vil påtage sig skylden for sine gerninger, men ikke kan få lov til det af samfundet, han lever i.

Når Stangerups roman er værd at huske, er det, fordi det i Danmark i 2022 åbenbart er kontroversielt at sige, at mennesket har et personligt ansvar. Det var en samfundstilstand, forfatteren ønskede at advare imod.

Nu er den i mellemtiden blevet til virkelighed.

Påstår man, at det enkelte menneske har en mulighed for at påvirke sin egen situation, må man regne med et inkvisitorisk interview på en landsdækkende tv-kanal.

Når det er blevet kontroversielt at sige, at mennesket har et personligt ansvar, er det, fordi en af præmisserne for velfærdsstaten er, at mennesket er et magtesløst offer for sit sociale miljø.

I socialpsykologien taler man om den såkaldte socialkarakter. Det vil sige et karakteristisk reaktionsmønster, der kan observeres i store grupper i samfundet.

Før Danmark blev et demokrati, var en afgørende socialkarakter den aristokratiske.

Omdrejningspunktet for den aristokratiske livsform var, at man som arving til sin families privilegier skulle videreføre slægtens magt og gerne gøre den større. Det gjorde man bedst ved at fremstå som indbegrebet af de dyder, slægten historisk stod for. Hvad enten det var en særlig flair for krigsførelse, offentlig administration eller dyrkelse af kunst og videnskab. Den opgave, der lå på den unge generations skuldre, var altså, at den skulle være særligt dygtig til at gøre det samme, som forfædrene altid havde gjort.

Det ændrede sig alt sammen, da man indførte demokrati. I det tidlige demokrati gjaldt det om at bevise sin duelighed.

Ordener hænger man på idioter, havde P. A.

Heiberg frejdigt hævdet i slutningen af 1700-tallet og modtaget en streng straf for det. Skulle man have et embede, var det ikke længere nok, at man havde et traditionsrigt efternavn og indflydelsesrige onkler. Man skulle selv kunne noget og være i stand til at godtgøre det med et eksamensbevis.

Denne borgerlige samfundsorden kalder man den meritokratiske, og den fungerer fortrinligt i de første 100 år af det danske demokratis historie. Men i takt med, at velfærdssamfundet bliver indført, begynder en ny måde at tænke på at konkurrere med den meritokratiske. Nu gælder det ikke længere om at bevise, at man er dygtig. Det gælder om at bevise, at man er magtesløs.

For er man det, går velfærdsstatens pengekasse op, og man kan regne med at blive forsørget resten af sine dage. I den forstand har velfærdsstaten det bagvendte succeskriterium, at det gælder om ikke at kunne. For kan man ikke, står systemet klar til at hjælpe.

Hvis man er et politisk parti, der gerne vil have mange stemmer, er en effektiv metode i Danmark i vore dage at gøre sig til talsmand for grupper, der hævdes at være ofre. Det ses mange steder, men mest tydeligt hos Socialistisk Folkeparti. Her fisker man ihærdigt i vælgerhavet ved at påstå, at selve det at være et ungt menneske er mere eller mindre sundhedsskadeligt.

Men som menneske har man altid et ansvar. Om ikke andet så for, hvordan man fortolker sin egen tilværelse. Det er derfor, det ikke burde være kontroversielt at sige, at folk godt kan. Problemet er, at det rokker ved den grundlæggende logik i velfærdsstaten.

For i så fald bliver behandlersamfundet overflødigt. Det er forklaringen på, det er blevet et rødt tabu at sige, at mennesker godt kan.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 24. august 2022)

Alex Vanopslagh
19. august 2022

Hvis Det Radikale Venstre vil fremtidssikre Danmark, så bliver det næppe på Mette Frederiksens vagt.

Efter i tre år at have støttet en socialdemokratisk regering, der har gjort Danmark fattigere, og som har sjoflet mulighederne for at fremtidssikre vores land, påstår Det Radikale Venstre nu at være kommet på bedre tanker.

Med en ny 2030-plan, der både indeholder visse skattelettelser, en afskaffelse af efterlønnen og et højere arbejdsudbud, har De Radikale netop bebudet, at tiden er inde til en ambitiøs reformpolitik. Og der er et par gode forslag, hvor man kigger på fx topskattelettelser og en afskaffelse af efterlønnen.

Men på trods af disse vil udspillet samlet set medføre, at danskerne kommer til at betale endnu mere i skat, bl.a. på grund af højere afgifter, og at vores kornfede offentlige sektor tager endnu mere på. Det er jo det modsatte af reformpolitik. Det svarer til at nappe en Big Mac med en salat som tilbehør og så påstå, at man spiser sundt.

Jeg tillader mig dog at være optimistisk. Hvis vi smider de dårlige elementer i skraldespanden, står vi jo tilbage med en fin lille radikal reformpakke.

Og hvis de sorte skyer over dansk økonomi skal erstattes med solskin og blå himmel, skal der snart til at ske noget. Og her kan vi jo heldigvis supplere de radikale forslag med mere, der virkelig batter. For eksempel bør vi gå sammen om at fjerne registreringsafgiften, afskaffe topskatten, indføre nulvækst i det offentlige, sløjfe efterlønnen og give en almindelige arbejderfamilie 42.000 kr. i skattelettelser om året.

Men set i lyset af de forgangne tre års parlamentariske udvikling kan jeg nu godt forstå, hvis en enkelt læser eller to rynker lidt på brynene over, om De Radikale ikke er ankommet en lille smule sent til festen. For i hele denne valgperiode har De Radikale jo lagt mandater til en politik, der ikke ligefrem rimer på økonomisk ansvarlighed.

Med Arne-pensionen har man trukket raske danskere ud af arbejdsmarkedet og parkeret dem på offentlig forsørgelse. Med mere end 40 skattestigninger har man gjort 9/10 indkomstgrupper fattigere. Og med højere afgifter har man forøget uligheden, fordi det stigende skattetryk rammer de fattigste hårdest.

Hertil kommer, at man som finansieringskilde til Arne-pensionen har indført en særskat på Danmarks finans-, pensions- og forsikringsselskaber, hvilket skaber højere forbrugerpriser.

Og for at føje spot til skade, har de røde partier endda også gældsat de kommende generationer for at kunne dele rundhåndet ud af særchecks til udvalgte vælgersegmenter – på trods af, at både Nationalbanken og vismændene i Det Økonomiske Råd har advaret mod, at gavebodspolitikken blot forværrer de inflationsproblemer, der i disse dage hænger som sorte skyer over danskernes privatøkonomi.

Ja, den økonomiske politik har på alle tænkelige parametre været en katastrofe under Mette Frederiksens regeringstid. Inflationen galopperer fortsat derudad, erhvervslivet skriger på arbejdskraft og de røde partier har fastklemt borgerne og erhvervslivet i en spændetrøje af høje skatter og overregulering.

Og netop derfor er det kærkomment, at Det Radikale Venstre nu vil lægge kursen om og tage et opgør med Socialdemokratiets økonomiske uansvarlighed. Desværre er det som ofte med Det Radikale Venstre mere et spørgsmål om ord end om virkelighed.

Så kære Sofie Carsten Nielsen: Vis os, at der er vægt bag ordene. Lad os i fællesskab sørge for at fremtidssikre Danmark og befri vores fædreland fra den socialdemokratiske spændetrøje. Det kommer ikke til at ske på Mette Frederiksens vagt. Men du har mit nummer. Jeg ser frem til samarbejdet.

Alex Vanopslagh
19. august 2022

Det bliver en valgkamp, der splitter danskerne. Men splittelsen er allerede et faktum. 

Alle ved, at der snart kommer valg, men kun Mette Frederiksen ved hvornår. Og imens kan vi bruge tiden på at spå om valgets temaer. Jeg håber og tror, at valget vil komme til at handle om de voksende problemer i danskernes hverdag, som Mette Frederiksen og hendes flertal er ideologisk ude af stand til at løse.

Vores ferie fra verdenshistorien, der har varet i hele mit liv, er nu forbi. Det samme er dermed den tid, hvor man kunne få i både pose og sæk, og hvor det ikke gik så galt igen, selv hvis man havde en halvdårlig regering.

Men i en tid, hvor danskernes privatøkonomi igen oplever et pres, de ikke har kendt længe, kan vi ikke længere klare os med en halvdårlig regering.

I årevis, med det første corona-halvår som undtagelse, har mangel på arbejdskraft været en møllesten om halsen på dansk økonomi, og alligevel har regeringen og det røde flertal stort set intet foretaget sig.

De mørke skyer med varemangel, inflation og særligt stigende energipriser var allerede begyndt at trække op over danskernes privatøkonomi i mange måder før Putins overfald på Ukraine, og alligevel har regeringen og det røde flertal stort set intet foretaget sig.

Vi har en regering og et flertal, der har placeret sig selv i en ideologisk spændetrøje, der gør det fuldstændig umuligt for dem at tage ansvarlige beslutninger for Danmarks fremtid. Til gengæld har de hævet skatterne over 40 gange og gjort det dyrere og mere bøvlet for danskere og danske virksomheder at gøre Danmark rigere.

Vi vil gerne tilbyde danskerne at gå den modsatte vej – sænke skatterne i stedet for at hæve dem, gøre det nemmere og mindre bøvlet at skabe vækst og arbejdspladser i stedet for at spænde ben for det, og forbedre mulighederne for at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Sørge for, at de fleste danskere oplever, at deres privatøkonomi næste år bliver bedre og ikke værre.

Og det hele er selvfølgelig fuldt finansieret i vores 2035-plan, sådan som ansvarlige partier sørger for. Dertil kommer klimapolitikken, hvor grønne ambitioner sagtens kan gå hånd i hånd med blå ambitioner, så Danmark både bliver grønnere, friere og rigere, imens det forholder sig langt sværere med at være grøn og rød på samme tid.

Udfordringerne tårner sig også op i velfærdssektorerne. Else-sagen, grædende børn uden opsyn i børnehaver og vuggestuer, voksende ventelister på behandlinger – også her har danskerne hverdagsproblemer, som de røde vil løse med flere penge og flere forbud mod private tilbud.

Noget af den bedste medicin – mere frit valg for borgerne og mere konkurrence mellem velfærdstilbud – er en pille, som det røde flertal nægter at sluge. Men det er vi heldigvis andre, der gerne vil. Det er trods alt borgerne, velfærden er til for.

Vi vil sikre borgerne frit valg fra dag 1, uanset om det gælder dagtilbud, skoler, plejehjem eller sygehus. Så hvis borgerne er tilfredse, kan de blive, og hvis de er utilfredse, kan de gå. Og hvis nok borgere er utilfredse, kan velfærdstilbuddene gå konkurs. Sådan skal det være. Alternativet er jo, at de dårlige velfærdstilbud bliver ved med at bestå. Så kunne vi også undvære en masse af alt det bureaukrati, som forpester velfærden og de ansattes arbejdsglæde.

Vi vil også slippe iværksætteriet løs i velfærden, så ildsjæle med gode idéer har bedre muligheder for at udfolde dem i stedet for at lide skibbrud på bureaukratiets rev. Økonomi og velfærd. To gammeldags emner, som lige pludselig ikke er så gammeldags endda. Jeg tror, at danskerne vil belønne de partier, der tager deres voksende hverdagsproblemer alvorligt, og som har løsninger at tilbyde dem.

I Liberal Alliance tror vi på, at vælgerne vil belønne en modig og ambitiøs vision om et Danmark, der er stærkere og rigere, og som slipperne danskernes kræfter og næstekærlighed fri.

Men vi kan jo ikke vide det, men det er det, vi satser på. Og det er det, som valget burde handle om. Og det skal det nok også komme til. Men et andet emne vil trænge sig på. Nemlig om folkestyret er tjent med Mette Frederiksen som statsminister.

Affødt, naturligvis, af minkskandalen, som for altid vil være et dystert monument over Mette Frederiksens politiske karriere. Og som støttepartierne nu har del i på grund af deres svaghed og manglende lyst til at undersøge, om Mette Frederiksen og hendes ministre kan drages juridisk til ansvar.

Minkskandalen var den værste, men langt fra det eneste eksempel på Mette Frederiksens forhold til magten. Vi må ikke glemme de utallige paniske og pludselige corona-beslutninger, Lars Findsen/Claus Hjort-sagen, og den konsekvente og uhørt store lukkethed, som regeringen har forvaltet magten med.

Vil vi finde os i alt det? Skal vi kalde det magtfuldkommenhed, eller skal vi kalde det handlekraft?

Den slags plejer ikke at være et tema til et valg. Vi plejer at kunne forvente, at der bliver passet nogenlunde på vores folkestyre uanset vinderen. Den luksus har vi ikke længere. Men tingene fungerer jo selvfølgelig ikke sådan, at vi går i seng en aften i et folkestyre og står op næste morgen i en diktatur.

Forfaldet sker stille og roligt, skridt for skridt. Når vi slår ring om vores egne for enhver pris, selv når de går over grænsen. Når vi lyver og fordrejer for at FÅ ret, når vi godt ved, at vi ikke HAR ret. Når vi går mere op i at jorde modstanderne og vinde magten end i, hvad meningen er med, at folket skal betro os magten.

I sidste valgperiode gjorde vi borgerlige os skyldige i noget lignende, om end langt mindre alvorligt. Men vi har erkendt svigtet og taget konsekvensen.

Det nægter Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten at gøre – og vi ved endnu ikke, hvad vi skal stille op med Det Radikale Venstres valgtrussel.

Næste valg er derfor desværre ikke bare et valg mellem blå og rød, mellem borgerlig og venstreorienteret politik, men mellem folkestyre, hvor vi politikere har respekt for borgerne og for magtens ansvar, og cæsarisme, hvor den populære og handlekraftige leders magt står over lov og ret.

Det bliver ikke et normalt valg. Men det bliver et valg, hvor vi skal afgøre, om fremtidens valg igen kan få lov at blive normale – eller om vi skal acceptere, at folkestyret aldrig bliver det samme igen.

Det bliver en valgkamp, der splitter danskerne. Men splittelsen er allerede et faktum. Vælger vi en anden vej end den nuværende, har vi en chance for at gå en anden vej, hvor vi samler mere, end vi splitter. Men det kommer ikke til at ske, hvis Mette Frederiksen fortsætter som statsminister.

Jeg vil ikke benægte, at det kan fremstå en anelse broget med det blå alternativ til Mette Frederiksen, men vi har alle sammen en fælles mærkesag om, at de sidste tre års måde at drive landet på aldrig igen skal gentage sig. Og derudover skal vi nok finde hinanden i spørgsmål om økonomi, skat, arbejdskraft, velfærd og meget andet. Det bliver måske ikke så ambitiøst, som hvis Liberal Alliance havde 90 mandater, men vi tager alle de forbedringer, vi kan få.

Samlet set tror jeg altså, at valget på den ene side vil handle om nogle meget jordnære ting, hvor hver side af Folketinget har klart forskellige idéer, og så en mere grundlæggende diskussion om folkestyret og Mette Frederiksens brug af magten.

Jeg fremstiller selvfølgelig det hele på en måde, der favoriserer mine holdninger. Men omkring halvdelen af befolkningen vil jo mene det modsatte. Og det er præcis derfor, jeg tror, det bliver valgets store temaer: Fordi det er områder, hvor vi blå og røde partier i Folketinget tilbyder danskerne hver vores vej.

Og snart er det op til danskerne at vælge vejen.

(Udgivet i Berlingske d. 12. August 2022)

Alex Vanopslagh
19. august 2022

De høje energipriser har fået de røde partier til at udbetale en varmecheck til visse dele af befolkningen. Men vi politikere bør ikke sende checks afsted til et håndplukket vælgersegment, mens alle andre bliver efterladt på perronen.

I denne uge har vi endnu engang fået bekræftet, at Socialdemokratiet med opbakning fra de røde partier bruger statskassen til at føre gavebodspolitik til gavn for egne vælgere.

Med et folketingsvalg på trapperne har rød blok nemlig taget 2 mia. kr. fra statskassen for at uddele en varmecheck på 6000 kr. til visse vælgere på grund af de galopperende energipriser – og de har endda gjort det i den periode af året, hvor udgifterne til varme er lavest, da vores radiatorer jo ikke ligefrem arbejder på højtryk i 30 graders sommervarme.

Men varmechecken er også en lappeløsning, da de høje priser i første omgang blandt andet skyldes vores høje skatte- og afgiftsniveau.

Danmark er nemlig det land i EU, som har det højeste prisniveau på energi, hvilket blandt andet skyldes vores skatte- og afgiftssystem, og vi er ligeledes det land i EU, der har de højeste elpriser for forbrugere.

Vi befinder os altså i den tragikomiske situation, at staten pålægger danskerne at betale så meget i skat, at staten nu også er nødt til at sende penge tilbage til (nogle af) borgerne, for at de kan betale skatten.

Og som om det ikke er slemt nok i sig selv, har de røde partier finansieret varmechecken ved at kringle budgetloven og optage statslig gæld, så regningen for gaveregnen bliver sendt videre til de kommende generationer.

Hvis venstrefløjen ville give danskerne en håndsrækning, burde de sænke skattetrykket for alle borgere, så det ikke kun er et nøje udvalgt vælgersegment, der bliver hjulpet.

For statskassen skal ikke udnyttes som gavebod til at tilgodese håndplukkede befolkningsgrupper, der kan få glæde af engangsbeløb på statens regning, mens alle andre bliver efterladt tilbage.

(Debatindlæg udgivet på Børsen d. 17. August 2022)

Henrik Dahl
10. august 2022

Det moderne Danmark blev grundlagt på en konflikt mellem den nationalliberale elite i København og Bondevennerne i Jylland. Så der er intet nyt i den modsætning, der igen er blusset op.

Hen over sommeren har der været en livlig diskussion af, om Jylland er en landsdel, der er væsensforskellig fra København og hovedstadsområdet. Det skyldes naturligvis den succes, Danmarksdemokraterne for tiden nyder, og stifteren Inger Støjbergs kritik af de fine saloner i København.

Jeg er enig med Kaare Dybvad Bek, når han i en kronik i JP skriver, at meget af kritikken af Inger Støjberg har været af den fladpandede slags. Det er fuldkommen irrelevant, på hvilke adresser de fine saloner måtte ligge. Det væsentlige er, hvad er menes med udtalelsen, hvis man behandler den sådan, som man generelt bør behandle andres udtalelser: ved at tage den alvorligt.

Hvis man vil i dybden med spørgsmålet om den københavnske elites opfattelse af Jylland og jydernes opfattelse af eliten i København, kan man med fordel orientere sig i bogen ”Opdagelsen af Jylland”. Det er historikeren Steen Bo Frandsens doktordisputats fra 1996.

Før Norges uafhængighed og Slesvig-Holstens indlemmelse i Preussen og senere Tyskland var det almindeligt i den elite, der fra København administrerede Helstaten, at tænke, at den bestod af tre hoveddele: Norge, Danmark og Hertugdømmerne.

Hvad angik den del af Helstaten, der hed Danmark, havde enevælden en ret konsekvent politik, der gik ud på at centralisere og homogenisere. I stedet for de gamle landskabslove, som for eksempel Jyske Lov, fik man således i 1683 Danske Lov. Den skabte et ensartet grundlag for Det Danske Kancelli, når det administrerede forholdene i Danmark, Norge og Island (dansk lov gjaldt ikke i Slesvig-Holsten, derfor blev denne del af Helstaten administreret af Det Tyske Kancelli).

Da man i 1830’erne opretter de rådgivende provinsialstænder (der kunne kommentere enevældens politik), skaber man en selvstændig stænderforsamling for Jylland med sæde i Viborg. Sådan ender man på i alt fire: for Holsten, Slesvig, Nørrejylland og Østifterne.

Dermed er der politisk åbnet for en debat om, hvorvidt Helstaten har egentlige provinser ud over Hertugdømmerne.

De nationalliberale, der var den drivende politiske kraft op imod grundloven i 1849 og i demokratiets første år, mente med eftertryk, at der ikke var provinser i Danmark. Det gentog deres ledende skikkelser ofte.

Den gruppering, der hed Bondevennerne (en af forløberne for Venstre), mente, at Jylland på en række områder blev snydt, når det gjaldt tildeling af ressourcer – ikke mindst infrastruktur. Årsagen var en urimelig grad af centralisering, som eliten i København var ansvarlig for.

Det mener jyderne for så vidt stadigvæk nu, mere end 170 år senere. Og det lagde selvfølgelig op til, at Jylland faktisk var en provins eller en region af Danmark med sine egne, politiske rettigheder og krav.

Politisk satte Bondevennerne fokus på, at Jylland var noget særligt. Kulturelt var der mange i den samme æra, der også gjorde det. Et af de mest berømte eksempler er Steen Steensen Blicher. Han udgav i 1842 novellesamlingen ”Æ Bindstouw” og gjorde på den måde jysk til et skriftsprog, man endda kunne udtrykke sig kunstnerisk på. Blichers arv blev senere løftet af blandt andre Jeppe Aakjær og Johannes V. Jensen.

I begyndelsen af 1900-tallet var Herman Bang – der stammede fra Als, men følte sig bedre tilpas i København – på en stor danmarksturné. Den beskrev han løbende i klummer til hovedstadsaviserne.

I en af de sidste klummer er Bang på besøg på Askov Højskole. Her funderer han over forskellen på eliten i København og højskolebevægelsen, der har fat i resten af landet. Bang når frem til, at eliten i København tror, at det er Georg Brandes, der har vundet værdikampen. Mens alle i provinsen ved, at det er N.F.S. Grundtvig.

Men Bang opholder sig også ved de gensidige fordomme mellem jyder og københavnere – for 120 år siden. Mens københavnerne mener, at jyderne er usofistikerede og bondske, så mener jyderne, at københavnerne er dekadente slapsvanse. Ifølge Bang, så kunne der måske have været noget om snakken i 1870’erne eller 1880’erne. Nu om stunder passer det ikke længere.

At Jylland er en selvstændig region, der har sine egne sprog og sin egen kultur, har jyderne ment i hundredvis af år. Samtidig med at eliten i København også i hundredvis af år har opfattet dette som nonsens.

På den måde opfinder Inger Støjberg ikke noget. Hun holder bare liv i en ældgammel modsætning. Er der så noget om snakken, hvis vi tyr til noget så moderne som statistik?

Hvis man ser på sygefravær, så er det generelt mindre i Jylland uden for det røde Nordjylland og det røde Østjylland, end det er i hovedstadsområdet.

Hvis man ser på stemmeafgivelsen ved valgene, er Jylland i den samme store zone også helt entydigt en borgerlig del af landet. Mit personlige indtryk – som jeg må understrege er netop det og ikke en indsigt, der kommer fra statistik – er desuden, at jyderne i den store, borgerlige zone først og fremmest er værdikonservative (selv om de ofte stemmer på Venstre). De tror på gammeldags ting som personlig ansvarlighed og vigtigheden af arbejde og flid i højere grad, end man gør i de røde storbyer. Ligesom de er mindre tilbøjelige til at tro på velfærdsstaten og på nymodens analyser, man kan erkyndige sig om i Politiken og Information, end folk er i de røde storbyer. Og derfor mindre tilbøjelige til at hoppe på relativisme og verdensfjerne teorier, end eliten i København er.

Der er kort sagt intet nyt i, at eliten i København ihærdigt benægter, at der er forskel på dem selv og jyderne. Det gjorde de nationalliberale allerede i 1850’erne, og det gør deres efterkommere i ånden den dag i dag.

Der er heller ikke noget nyt i, at talsmænd og -kvinder for Jylland siger, at landsdelen bliver snydt for infrastruktur og andre ressourcer af hovedstaden. Og er stolte over, at de har deres eget sprog og deres egen kultur. Sådan har det også været siden 1850’erne.

Om det er sandt, er ikke godt at sige. Men som den sociologiske grundlærdom slår fast: Det får under alle omstændigheder sande konsekvenser.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 9. august 2022)

Henrik Dahl
10. august 2022

1970 erne har et særdeles dårligt ry i Danmark.

Fattige, forvirrede og præget af dagsordener, der i vore dage forekommer nærmest fra en anden verden.

Tænk blot på forestillingen om økonomisk demokrati, der prægede dansk politik i mange år.

I virkeligheden et forslag om, at fagforeningerne gradvist skulle overtage magten over private, danske virksomheder. Det lyder i vore dage som et satirisk indslag i et politisk tv-show.

Hvis man ser sig omkring uden for Danmarks grænser, er nedvurderingen af 1970erne på nogle punkter uretfærdig.

Årtiet er et af de mest frugtbare overhovedet for filmkunsten med hovedværker som for eksempel »The Godfather« og »The Deer Hunter«. Det er også et meget frugtbart årti for populærmusikken, hvor for eksempel David Bowie og Neil Young skriver deres bedste musik.

Men selv i Danmark sker der ting, som er trist, at de fleste har glemt. Skønt en æresoprejsning ikke vil gavne Mogens Glistrup personligt, bør man som borgerlig erkende, at hans kritik af det støt voksende bureaukrati i velfærdsstaten var korrekt og på sin plads. Og så burde man også vende tilbage til den vigtige debat om indoktrinering, der fandt sted i midten af 1970erne.

»Folkeskolen og børnehaver bliver visse steder i disse år præget af yderliggående marxistiske lærertyper, der vil omforme samfundet. De har ikke lov til at misbruge folkeskolen. Den politiske kamp må ikke foregå i skolen. Men vi oplever en udvikling, hvor visse fanatiske lærere udøver et tyranni.« Det er ikke noget, en borgerlig politiker har sagt i forgårs. Det er et uddrag af en kronik i Berlingske, som daværende undervisningsdirektør (og medlem af Radikale Venstre) Asger Baunsbak-Jensen skrev i efteråret 1974.

Som vi kan se i dag, var Baunsbak-Jensens kritik på sin plads. Venstreorienterede synspunkter er dominerende i alle de faglige organisationer, der har magten i danske dannelsesinstitutioner. Og der rejser sig naturligvis spørgsmålet: Kan man stole på, at danske børn og unge bliver oplyst på en fair og afbalanceret måde om, hvordan verden hænger sammen? Det vil sige på en måde, hvor alle politiske aspekter af en given sag fremstilles som ligeværdige? Og på en måde, hvor kontroversielle synspunkter og partsindlæg ikke gengives, som om de var ukontroversielle eller neutrale.

For nogle år siden kunne DRs Detektor afsløre, at 14 ud af 15 af folkeskolens lærebøger i faget historie påstod, at magthaverne på Christoffer Columbus tid mente, at Jorden var flad.

Det er helt og holdent forkert. Allerede grækerne vidste, at Jorden var rund. Det natursyn overtog romerne, og senere levede det videre i middelalderen. Det, Columbus’ modstandere mente, var, at rejsen vestover mod Asien var for lang til, at provianten ville række. Og det havde de i princippet fuldkommen ret i.

Kuriøs som sagen måtte være, så viste den, at der ikke er nogen form for central kvalitetskontrol med læremidler i folkeskolen.

Og heller ikke nogen kontrol med, hvad der egentlig bliver sagt i klasseværelserne.

Der skal ikke være censur i vores uddannelsessystem.

Men der skal være et rimeligt tilsyn med, at hvad der måtte foregå skal være fair, afbalanceret og i overensstemmelse med den bedste viden på området.

Det er ikke et overgreb på nogens rettigheder at sige, at fejlene i de forkerte historiebøger skal rettes uden diskussion. Det følger af det ansvar for sober undervisning, der bør være en selvfølgelighed.

Vi skal ikke have flere sager ligesom Normstormerne. Derfor er det vigtigt at handle – besindigt – nu.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 10. august 2022)

Henrik Dahl
1. august 2022

Henover sommeren har et af de store temaer i mediernes politiske dækning været, om det borgerlige Danmark ikke i disse år kan siges at være løbet tør for idépolitisk brændstof.

Jeg erkender gerne, at det borgerlige projekt i Danmark ikke står lysende klart for tiden. Den ansvarlige, økonomiske politik er knæsat som det indiskutable udgangspunkt for at forvalte statens finanser. Og den stramme udlændingepolitik er på samme måde et helt indiskutabelt udgangspunkt for at forvalte regeringsmagten i Danmark.

Man bør ikke glemme, at det er kæmpestore, politiske sejre for de blå partier. For man skal betænke: Det kostede Socialdemokratiet to gange ti år i den politiske straffeboks at indse, at det ikke kan være anderledes.

Men hvad skal så markere en forskel? Når det ikke længere er de to kerneborgerlige mærkesager, ansvarlig, økonomisk politik og stram udlændingepolitik, der skaber politisk splittelse.

Som et udgangspunkt er det en god idé at forstå, hvad de store, statsbærende partier i Danmark gør, når de er nødt til at indse, at modparten har ret. De indstiller modstanden og skaber på den måde en konsensus om, at på dette eller hint område kan det simpelthen ikke være anderledes i Danmark.

Det er sådan, at blå mærkesager som økonomi og udlændinge er blevet konsensus i Danmark, ligesom det er sådan, at røde mærkesager som klima og miljø er blevet det. Den svageste part i uenigheden har indset, at den har tabt og tilsluttet sig flertallets synspunkt.

Så vidt, jeg ved, er det ret enestående for Danmark, at man håndterer politiske nederlag på den måde: Ved at tilslutte sig det sejrrige standpunkt uden de helt store armbevægelser. Det gode ved fremgangsmåden – som anvendes af de statsbærende partier på begge sider af midten – er, at Danmark som land samlet set kommer videre. Det dårlige ved fremgangsmåden er selvsagt, at ser man ud over det samlede antal af politikområder, som Christiansborg arbejder med, er det en forbløffende stor andel, der er båndlagt af pasmeldinger og borgfred i form af meget brede forlig.

Når kommentariatet spørger de borgerlige partier, hvad de egentlig har at byde på, mener det i klar tekst: Har det blå Danmark overhovedet en stor og principielt vigtig konflikt, den er villig til at tage med det røde Danmark? Jeg tror, der er to principielle konflikter, man kan tage. Den ene kan ikke vindes, men bør markeres. Den anden vil jeg gætte på, at de blå partier faktisk kan vinde.

Konflikten, der ikke kan vindes, er, konflikten om størrelsen på den offentlige sektor (som ikke er lig med konflikten om niveauet for overførselsindkomster). Den offentlige sektor er i Danmark absurd stor og fyldt med helt meningsløse pseudo-jobfunktioner, der omgående burde nedlægges.

Men det kan ikke gennemføres, fordi to tredjedele af befolkningen lever af den offentlige sektor.

Den anden konflikt er konflikten om den massive, røde hjernevask af danskerne. Træder man to skridt tilbage, er det absurd, at alle dannelsesinstitutioner, næsten alle ngo’er og næsten alle medier i Danmark er domineret af venstrefløjen og derfor altid har det røde verdensbillede som præmis.

Det betyder blandt andet noget så banalt som, at man aldrig vinkler krav om større offentligt forbrug eller flere forbud kritisk.

Mens krav om det modsatte altid underkastes inkvisition.

Når denne kamp muligvis kan vindes, er det fordi Socialdemokratiets højrefløj i virkeligheden er værdikonservative med en positiv holdning til omfordeling. Men det kræver i første omgang, at nogen overhovedet vil tage den.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 27. juli 2022)

Alex Vanopslagh
1. august 2022

De røde partier har vedtaget en aftale om at hæve kontanthjælpen, så det i endnu ringere grad kan betale sig at være en af dem, der yder en indsats.

I ly af minkskandalen og den nationale Tour de France-feber har Danmark netop fået en ny kontanthjælpsreform – og det er dårligt nyt, hvis du går op i ansvarlig økonomisk politik.

De røde partier har nemlig vedtaget en aftale om at hæve kontanthjælpen, så det i endnu ringere grad kan betale sig at være en af dem, der yder en indsats.

Da jeg læste om den nye kontanthjælpsreform, kom jeg til at tænke tilbage på en lignende debat i 2011, hvor Liberal Alliances Joachim B. Olsen var kommet i uføre ved at påpege, at man altså ikke var fattig som kontanthjælpsmodtager.

Det fik naturligvis de røde partier til at gå på barrikaderne med en harmdirrende kritik af Joachim B. Olsen, men da fakta kom på bordet og man fik at se, hvor meget en kontanthjælpsmodtager egentlig fik udbetalt, fik piben hurtigt en anden lyd – og selv Özlem Cekic fra SF måtte krybe til korset og anerkende, at der reelt ikke var tale om fattigdom.

Man kunne selvfølgelig håbe, at det ville føre til en vis selvransagelse hos de røde partier, men hvis man kaster et blik på indholdet af den nye kontanthjælpsreform, lader det nu ikke til at være tilfældet.

For med den nye aftale får en enlig kontanthjælpsmodtager med to børn nemlig 21.300 kr. om måneden for at være på offentlig forsørgelse efter skat og udgifter til daginstitution. Er det virkelig retfærdigt over for alle dem, der arbejder og betaler deres skat? Til sammenligning kan en enlig mor til to i fuldtidsbeskæftigelse få 24.000 kr. udbetalt om måneden efter skat. Det betyder altså, at “gevinsten” for at gå fra kontanthjælp til fuldtidsjob svarer til en timeløn på sølle 18 kr. (og nej, der mangler ikke et nul i dét tal!).

Det bekymrer mig, for i Danmark skal det kunne betale sig at arbejde, og hvis der ikke er nogen til først at så marken, er der heller ikke noget at høste. Men udover at være uretfærdig over for alle, der bidrager, er der også noget andet ved aftalen, som bekymrer mig.

For vi bliver nødt til at huske på, at kontanthjælpsmodtagere ikke er syge, men blot midlertidigt lever på offentlig forsørgelse, mens de venter på at finde et arbejde.

Men når venstrefløjen fører gavebodspolitik i håb om at tiltrække vælgere, er der færre penge tilbage til dem, som rent faktisk har brug for en hjælpende hånd fra det offentlige.

Derfor er det ikke retfærdigt, at man får det samme udbetalt i kontanthjælp som i job. For i Danmark skal det kunne betale sig at arbejde, og i Danmark skal der også være penge til dem, der rent faktisk ikke kan klare sig selv.

I Danmark skal det kunne betale sig at arbejde, og i Danmark skal der også være penge til dem, der rent faktisk ikke kan klare sig selv.

(Debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 11. juli 2022)