Lovgivning må aldrig betragtes som stentavler
Derfor har Liberal Alliance i denne måned fremlagt et politisk udspil, der foreslår at ændre på Danmarks anvendelse af menneskerettighederne, så de
Danske værdier skal dyrkes i folkeskolen
Folkeskolen bør afspejle vores grundlæggende liberale, demokratiske, individorienterede, ligestillede og meritokratiske samfund.
Ytringsfriheden er under pres i den offentlige sektor
Vores offentlige sektor burde være et sted, hvor de, der arbejder tæt på borgerne og de store samfundsproblemer, trygt kan dele deres erfaringer og forslag.
I stedet ser vi, at offentligt ansatte i stigende grad bliver mødt med tavshedskultur, trusler og sanktioner. Det gælder både i sundhedsvæsnet, folkeskolen, på det sociale område og i forskningen. Forrige år brød en sygeplejerske sammen i gråd under en lokal debat. Hun fortalte, hvordan hun var blevet mobbet ud af sin arbejdsplads, blot fordi hun foreslog måder at forbedre arbejdsgangene på. Dette er desværre ikke et enkeltstående tilfælde. I Region Hovedstadens psykiatri er der eksempler på medarbejdere, der er blevet stemplet som »i bad standing« i HR-systemet, fordi de har udtalt sig kritisk om arbejdsforholdene.
Disse mennesker er blevet blacklistet ikke på grund af dårlig faglighed, men fordi de havde modet til at tale højt. Samtidig er det i praksis blevet forbudt at tale højt om vold og trusler i københavnske folkeskoler pga. frygten for repressalier. Eksempelvis stod en lærer frem og fortalte om vold på sin tidligere arbejdsplads, hvorefter hun blev indkaldt til en »tjenstlig samtale« hos forvaltningen. Et andet eksempel er en tidligere skoleleder, der fortæller, at det har været en fast del af kulturen i forvaltningen, at man ikke må tale offentligt om problemer. Derudover viser en undersøgelse, at 14 pct. af FOAs medlemmer i social- og sundhedssektoren har fået at vide af deres ledelse, at oplevelser med omsorgssvigt, brud på arbejdsmiljøregler, dårlig ledelse eller andre kritisable forhold på arbejdspladsen ikke bør deles offentligt.
Yderligere 25 pct. oplever at have fået indirekte besked på ikke at ytre sig offentligt om kritisable forhold på arbejdspladsen. Også i forskningens verden er ytringsfriheden under pres. Eksempelvis svarer 26 pct. af de adspurgte samfundsvidenskabelige forskere i Djøf og Forskerens undersøgelse af forskeres arbejdsforhold, at de, inden de publicerer deres artikel, overvejer, om de kan komme i modvind fra politikere eller presse pga. deres forskningsresultater. Desuden svarer 13 pct., at de overvejer, om de kan komme i modvind internt fra kolleger eller ledelse. Ovenstående eksempler viser således, at der er tale om et generelt problem med ytringsfriheden i den offentlige sektor, der ikke er forbeholdt bestemte delsektorer. Når offentligt ansatte tier, er det ikke kun dem selv, det går ud over.
Det går ud over hele samfundet. Hver gang en sygeplejerske, sosu-assistent, skolelærer eller forsker undlader at dele en idé til forbedring eller kritisere et problem, risikerer vi, at fejl får lov at bestå, og at muligheder for udvikling går tabt. For borgerne betyder det dårligere velfærd, mens det for medarbejderne betyder en arbejdsplads, hvor innovation og faglig stolthed bliver undertrykt. Det er ikke bare ineffektivt det er uværdigt. Vi har brug for et system, der belønner kritik og fremmer udvikling. Offentligt ansatte skal vide, at de ikke bare har ret til at ytre sig de har også pligt til det, når det handler om at forbedre forholdene for borgere og kolleger. Det kræver en kulturændring. Vi skal gøre op med forestillingen om, at kritik er illoyalitet. Kritik er tværtimod en forudsætning for forbedring. Arbejdspladser, der værdsætter åben dialog, er ikke kun bedre for de ansatte de er også bedre for de borgere, de skal hjælpe. Vi skal stå fast på, at friheden til at ytre sig er afgørende for innovation, for demokratiet og for værdigheden på vores arbejdspladser. I Liberal Alliance vil vi kæmpe for den frihed.
(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 2 maj 2025)
Socialdemokratiet modarbejder den forandring, arbejderne ønsker sig
Socialdemokratiet har nu brugt de seneste to år af sin regeringstid på at skælde ud på arbejderne og belære dem om, hvordan de bør leve deres liv.
Først tog de en helligdag. Så dikterede statsministeren, at man ikke skal gå hjem fra samlebåndet før klokken 16. Og følger man debatten om arbejdstid og prioriteringer, kan man høre, at det nu er kvinderne, der vælger noget andet end et fuldtidsarbejde, der står for skud.
Fordeler man forsørgelsen af sin familie, hvor den ene arbejder deltid, som flere kvinder end mænd gør, så er man en underskudsforretning, må vi forstå.
Det største maskefald for, at den socialdemokratiske model har spillet fallit i forhold til reelt at kere sig som arbejderen, var da Kaare Dybvad Bek skrev en hel bog om, at helt almindelige danskere bliver nødt til at vælge præcis den livsstil, der er bedst for at sikre overlevelsen af den socialdemokratiske velfærdsstat – koste hvad det vil.
Et ellers fint budskab og betragtninger om danskernes gode arbejdsmoral blev smidt på gulvet med den systemelskende erkendelse: Staten kommer i første række, borgeren i anden.
Socialdemokratiet har mistet sin kerne
På trods af, at Socialdemokratiet nyder at kalde sig for arbejdernes parti, er det fuldt forståeligt, at mange arbejdervælgere ikke gider at stemme på Socialdemokratiet, men i stedet søger tilflugt hos borgerlige partier. Vi har selv mange stolte arbejdervælgere her i Liberal Alliance.
Det kan siges helt simpelt: Socialdemokratiet er ude af trit med arbejdernes visioner for eget arbejdsliv.
Danskerne er trætte af bureaukratiske systemer og rigide arbejdspladser – og det gælder i særlig grad de offentligt ansatte i velfærdsjobs.
Det forstår jeg godt. Danmark er et velstående land. Vi er nået til et sted, hvor fritid er en eftertragtet valuta.
Men når Mette Frederiksen og co. har de ideologiske skyklapper på, kan de ikke se, at velfærd er andet end arbejde, offentlige institutioner og trepartsforhandlinger.
Fritid er også velfærd. Fleksibilitet er også velfærd. Frihed er også velfærd.
Derfor er vi nødt til at tænke nyt. Velfærden skal overleve, og det betyder, at de politiske systemer skal passe til det samfund, de arbejder for. Faktisk ser jeg det som den måske allervigtigste politiske opgave at fremtidssikre velfærdssamfundet.
Netop derfor skal vi ikke binde os fast til et ideologisk projekt, som nogle socialdemokrater opfandt i 60’erne.
Vi skal lytte til arbejderne, ikke udskamme dem for deres valg. Den politiske opgave handler om, at flest mulige danskere er tilfredse med den velfærd, de kan få for deres surt tjente skattekroner.
Fri for 60’ernes tankegods
Lige nu er der en stigende utilfredshed med velfærden. Budgetterne vokser og vokser, men kvaliteten følger ikke med.
I stedet er det sandet til i bureaukrati og kassetænkning. Det gavner hverken de borgere, der har brug for velfærden, eller de hårdtarbejdende medarbejdere, der bruger deres dagligdag på at arbejde med velfærd.
Jeg kender ingen, der ser frem til tilværelsen på det kommunale plejehjem med vakuumpakket mad i nuancer af grå og brun.
Og jeg hører aldrig nogen offentligt ansatte, der er glade for de mange bureaukratiske tiltag, som tvinger dem til at arbejde mere ved computeren end med borgeren.
Der er brug for noget nyt. Brug for nytænkning af velfærden. Brug for nye idéer og løsninger, der ikke er bundet til gamle tanker fra 60’ernes velfærdsideologier, men som har fokus på, hvad der rent faktisk virker.
Derfor arbejder vi benhårdt for dette regimeskifte. Et skifte, hvor et opgør med bureaukratiet ikke bare er noget, vi holder skåltaler om, men reelt får gjort noget ved. Hvor velfældsydelserne bliver fleksible og indrettet efter, hvad borgerne efterspørger. Hvor friheden til selv at tage styring over sit liv og prioriteringer højnes.
Men Socialdemokratiet er en fjende af den forandring. De har siddet så længe på statsmagten, at de ikke længere kan se tingene fra andet end systemets side.
Nu er det tydeligere end nogensinde før: Danmark har brug for en frisk start.
Vi skal stå stærkere i egen ret
SVM-regeringens forsvarsindustrielle strategi lader vente på sig. Men hvis Europa skal håndtere det sikkerhedspolitiske trusselsbillede, skal vi ændre strategi øjeblikkeligt
Det transatlantiske fundament, der siden Anden Verdenskrig har været Europas sikkerhedsgaranti, er begyndt at slå revner.
USA’s præsident taler om at lade Europa sejle sin egen sø.
Og for første gang i flere årtier er der atter krig på det europæiske kontinent.
Derfor blev det i forbindelse med forsvarsforliget fra 2023 aftalt, at der skal etableres en ny forsvarsindustriel strategi, der står mål med det aktuelle trusselsbillede.
For hvis USA vender Europa ryggen, kan vi ikke fortsat hvile på laurbærrene, når det kommer til vores sikkerhedspolitik.
Når Washington tøver, må Europa vise handlekraft.
Vi skal stå stærkere i egen ret, og det kræver, at vi kan forsyne os selv med våben og ammunition.
Men vores reaktion på USA’s isolationisme må ikke blive præget af det fodslæbende bureaukrati, der normalt kendetegner beslutningsgangene i Bruxelles.
Ukraine viser vejen
Her kan Ukraine være et forbillede for resten af kontinentet.
For siden putins kampvogne rullede ind over Ukraines landegrænse, har landet nemlig formået at få fart på hjulene under sin egen forsvarsindustrielle produktion.
Nød lærer nøgen kvinde at spinde, som man siger – og fra de ukrainske samlebånd strømmer der netop nu både droner, våben og ammunition ud til slagmarken i rekordtempo.
Det er bl.a. sket med direkte støtte fra Danmark, der gennem “den danske model” har købt materiel fra den ukrainske forsvarsindustri som donation til frihedskampen mod putins angribende styrker.
Hvis Europa skal håndtere det nuværende trusselsbillede, kræver det, at vi tager ved lære af denne tilgang. Det liberale svar på tidens udfordringer er nemlig at befri den europæiske iværksætterkraft fra EU’s bureaukratiske spændetrøje og at lade vores store kapitalmarkeder accelerere produktionen til forsvarsindustrien.
For vi behøver ikke at tage til takke med hverken afhængigheden af en utilregnelig og lunefuld Trump i USA eller en bureaukratisk selvforsyning i EU.
Ukrainsk inspiration
Krigen i Ukraine har vist os, at vækst og konkurrenceevne er mindst lige så afgørende som eksisterende våbenkapaciteter.
Derfor er det en bunden politisk opgave at udstikke en liberal ramme for forsvarsproduktionen, som erhvervslivet kan agere inden for.
Europa bør hurtigst muligt etablere en integreret forsvarsindustriel akse, der bygger videre på det forspring, som Ukraines imponerende produktion har skabt.
En fælles europæisk indsats med Danmark i spidsen skal gøre Ukraine til en integreret partner i den europæiske forsvarsindustri, så produktion og innovation kan skaleres hurtigst muligt, og forsyningssikkerheden styrkes.
Det vil både være til gavn for Europas militære kampkraft, vores langsigtede forsyningssikkerhed samt vores vækst og konkurrenceevne.
Vi kan ikke vente
Vi skal med andre ord adoptere Ukraines tilgang i hele EU ved at etablere fælles produktionslinjer for ammunition, droner og andre kampafgørende komponenter i både Ukraine og i resten af EU.
For Danmarks vedkommende vil det aktuelt betyde, at vi kan lægge skinnerne til produktionen af maritime droner og autonome enheder, som også vil styrke vores egen sikkerhed i Østersøen.
For der er en tydelig sammenhæng mellem vores egen sikkerhed i Østersøen og vores ukrainske allieredes sikkerhed i Sortehavet.
I Sortehavet har ukrainerne vist, at evnen til at integrere og udnytte ny teknologi har afgørende betydning for evnen til at operere militært.
Disse erfaringer skal vi i Danmark sætte i spil i et fælles samarbejde om i første omgang en mere effektiv farvandsovervågning i Østersøen, både over og under overfladen.
I den nye miniaftale om Forsvarets flådeplan har vi søsat et udviklingsprojekt, der skal koble den danske forsvarsindustri til erfaringerne fra Ukraine i forbindelse med udviklingen af autonome enheder til maritim overvågning.
Det er initiativer som disse, der skal revitalisere Europas forsvarsindustri, så vi igen bliver i stand til at forsvare os selv.
For vi er nødt til at agere hurtigt, hvis vi skal sikre Europas langsigtede sikkerhed.
Vi kan ikke vente på, at EU’s bureaukratiske system tilpasser sig de hastigt skiftende realiteter.
Kun gennem et tættere samarbejde og en stærk, integreret forsvarsindustri kan Europa bevare sin selvstændighed og støbe fundamentet for en fremtid, hvor vi ikke er afhængige af lande uden for kontinentet.
For hvis fremtidens europæere også skal vokse op på et velstående og sikkert kontinent, bliver vi nødt til at stå stærkere i egen ret.
En forfejlet mudderkastning mod Nordic Waste
DEBAT: Sagen om Nordic Waste blev aldrig den miljøkatastrofe, som miljøministeren advarede imod. Det står i dag klart. Jordskredet er afværget, og intet tyder på, at miljøet har taget skade.
Men selvom krisen er afblæst, fortsætter kampen om narrativet. I horisonten lurer et økonomisk efterspil om, hvem der har ansvaret for at betale regningen. Forureneren skal betale, lyder det fra regeringen, og det er, ifølge dem, ejerfamilien bag Nordic Waste. En ejerfamilie, som ganske belejligt viser sig at være velhavende. Regeringen har således god grund til at miskreditere Nordic Waste og fremstille dem som miljøsynderne. Men nogle gange går det tilsyneladende for hurtigt.
Nordic Waste havde til opgave at rense samfundets forurenede jord. En af konsekvenserne ved virksomhedens konkurs er, at PFAS-forurenet jord hober sig op rundt om i landet, fordi der ikke længere findes anlæg til opbevaring af jorden. Så regionerne har ingen steder at placere den, og den allermest forurenede jord opbevarer de i containere eller bigbags. Ledelsen fra selskabet Norrecco var ude for et par uger siden og fortælle om, hvordan de transporter PFAS-belastet jord 2.000 km op til deponering og behandling I Norge.
På miljøministeren må vi forstå, at man må gå anderledes til værks, fordi “vi kan se, hvordan det endte med Nordic Waste”. I stedet for at opbevare jorden i deponier, vil ministeren rense den, men det kræver nye teknologier, og de er endnu ikke klar, lyder det fra ham til DR.
Men teknologien findes. Det gjorde den i hvert fald hos Nordic Waste. Det har ministerens egen styrelse bekræftet i efteråret, da Miljøstyrelsen udkom med konklusionerne fra projektet “Behandling af PFAS-forurenet jord til recirkulering af råstoffer”. Projektet skulle udvikle en jordvaskeenhed til rensning af netop PFAS-forurenet jord. Nordic Waste deltog i projektet og byggede en mindre version af deres anlæg, som blev brugt i undersøgelsen.
Konklusionen? PFAS var let at vaske ud af jorden. Så teknologien findes – og den virker. Tilsyneladende også I Norge.
Tilbage står spørgsmålet, om miljøministeren i sin iver efter at kaste med mudder efter Nordic Waste og gøde jorden for, at Kammeradvokaten når frem til, at de ultimative ejere bag Nordic Waste bør betale milliardregningen for et jordskred, har malet et forfejlet skræmmebillede op af en virksomhed, der havde til opgave at hjælpe miljøministeren med at holde Danmark fri for forurenet jord. Jeg tænker mit.
I værste fald risikerer regeringen at skræmme andre nødvendige investeringer i miljøteknologier væk, fordi virksomhederne udsætter sig selv for udskamning fra øverste hylde, hvis der sker en ulykke som i Ølst.
Som det sidste nye er advokatundersøgelsen af Randers Kommune blevet lækket den 24. april, og Randers Kommune mener, at de fuldstændigt er renset for fejl og mangler i deres tilladelser og tilsyn i rapporten.
Ungdommen er færdig med Socialdemokratiets offergørelse af dem – derfor stemmer de LA
Socialdemokraters manglende forståelse for ungdommen illustreres fint, når man kritiserer LA for at lave kampagner til unge, men politik til boomere. Den slags kan de unge heldigvis gennemskue
»Liberal Alliance laver kampagner til unge, men fører politik for boomere.« Sådan lød budskabet for nylig i et indlæg af socialdemokraten Kasper Stisen. Et indlæg, som på fornemmeste vis illustrerer socialdemokraters manglende forståelse for majoriteten af den danske ungdom såvel som følgerne af LA’s politik.
For i LA går vores kampagner og politik skam hånd i hånd. Og når vi fortæller danskerne ting som » Du kan godt « og » Du har altid et valg «, køber ikke mindst ungdommen ind på både fornuften i budskaberne samt på de politiske forslag, der understøtter disse.
For de unge er øjensynligt i stigende grad liberale . De fravælger politisk offergørelse og tilvælger i stedet liberale kerneværdier som frihed, ansvar og optimisme. De fristes ikke af kortvarige gaveboder. Og de forstår om nogle, at man både kan og skal yde, før man kan nyde.
Derfor lyder der ikke et ramaskrig, når LA præsenterer politiske forslag, som understøtter vores kampagner. I Stisens øjne er der ellers tilsyneladende en håndfuld af gode eksempler på forslag, som ikke kommer de unge til gavn, men derimod »primært vil gavne boomere«.
For det første langer han ud efter vores forslag om at sænke dimittendsatsen til SU-niveau. Et forslag, som vi ikke oplever, at ungdommen protesterer imod. Muligvis fordi de unge har tiltro til egne evner til at komme hurtigt i job og har forståelse for, at de har nogle af de bedste økonomiske vilkår under uddannelse i verden.
Tilsvarende råber ungdommen ikke vagt i gevær, når de hører, at kagen fra vores økonomiske politik ikke kan skæres fuldstændigt ligeligt mellem alle landets borgere. For de forstår, at en økonomisk politik, der gør alle danskere rigere – og i øvrigt særligt letter skatten i bunden – er sund fornuft.
Og endeligt ser de unge ingen årsag til at fortænke LA i at ville give andelsboligforeninger muligheden for at omdanne andelsboliger til ejerboliger. For socialdemokraterne glemmer igen, at danskernes boligdrømme – i hvert fald i otte ud af ti tilfælde – ultimativt kredser om ét ønske: at eje en ejerbolig.
Summa summarum har ungdommen svært ved at se den manglende sammenhæng mellem LA’s kampagner og LA’s politik. Det ændrer sig næppe lige foreløbig.
(Indlæg bragt i Information d.25/4-2025)
Ghettopakken er ikke symbolpolitik. Den virker
I et nyligt debatindlæg i Politiken fremstår ghettopakken (fremover betegnet som parallelsamfundspakken) som et fejlslagen og kynisk symbolpolitikforsøg ifølge Alternativet.
Men virkeligheden fortæller en anden historie.
Aftalen om bekæmpelse af parallelsamfund har allerede haft en mærkbar positiv effekt på Danmarks udsatte boligområder og har været et væsentligt skridt mod et mere sammenhængende samfund.
Før ghettopakken blev vedtaget i 2018, havde vi 57 store udsatte boligområder, heraf 25 parallelsamfund, hvoraf 16 var kategoriseret som hårde parallelsamfund.
Det taler et tydeligt sprog: Tiltagene virker.
De udsatte boligområder var en blanding af høj kriminalitet, arbejdsløshed, lav indkomst og ringe uddannelsesniveau – ofte også med en høj andel af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, hvis kultur i mange tilfælde adskiller sig markant fra danske værdier og normer.
I dag er disse områder i positiv forandring, netop fordi et bredt politisk flertal valgte at handle i stedet for at se passivt til.
Beboerne i de udsatte boligområder er kommet i arbejde, andelen af kriminelle er faldet, og både uddannelsesniveauet og indtægterne er steget.
Samtidig er der sat hårdt ind over for kulturer, der modarbejdede integration og danske liberale værdier. Parallelsamfundene er blevet færre, og flere områder er blevet integrerede dele af deres byer frem for at være isolerede enklaver. Det er alt andet end symbolpolitik.
Alle beboere behandles ens
Alternativets kritik baseres på en vurdering fra EU-Domstolens generaladvokat, som mener, at ghettoloven indebærer direkte forskelsbehandling baseret på etnisk oprindelse.
Krogen er at det kræver en høj andel af borgere med ikke-vestlig baggrund for at kunne blive defineres som parallelsamfund.
Denne kritik er imidlertid en forenkling af virkeligheden. Lovgivningen er ikke målrettet en bestemt etnicitet. Ingen beboer er blevet diskrimineret på baggrund af hudfarve eller herkomst.
Tværtimod er udvælgelsen af de boligblokke, der er blevet omdannet som led i ghettopakken, sket uden hensyn til beboernes etnicitet. Alle beboere, uanset oprindelse, er blevet behandlet ens.
Det politiske mål er at stoppe udviklingen af parallelsamfund med kulturer, der modarbejder integration og demokratiske værdier – et mål, der på den ene eller anden måde også kan relateres til borgere fra ikke-vestlige lande, selvom der er stor diversitet i den gruppe.
Erfaringen viser, at borgere fra ikke-vestlige lande ofte er overrepræsenteret i de negative statistikker.
Indsatsen har virket
Mindre indgribende tiltag har været forsøgt i årtier uden at bryde de negative mønstre i de udsatte boligområder. Derfor var det nødvendigt og tiltrængt at give boligforeningerne de rette værktøjer til at skabe reel, positiv forandring.
Kritikken af nedrivningen af boliger overser de nye, bedre boligområder, der er opstået i stedet. Moderne boliger, studieboliger og rækkehuse tiltrækker en mere blandet beboersammensætning og modvirker, at områderne igen udvikler sig til parallelsamfund.
Et godt eksempel er Nørager/Søstjernevej i Sønderborg, som jeg selv har besøgt. De har forladt ghettolisten ved at skabe attraktive nye boliger og bistå beboerne med konkrete indsatser.
Jeg vil ikke spekulere i, hvad EU-Domstolen endeligt vil vurdere, men vi kan se på tidligere danske domme, som for eksempel Østre Landsrets afvisning af ulovlig diskrimination i ghettoloven. Jeg vælger at tage den afgørelse for gode varer, indtil en ny dom måtte ændre dette.
Hvis det sker, må vi naturligvis følge rettens afgørelse, men indtil da skal vi fortsat arbejde på at rette op på årtiers forfejlede boligpolitik.
Vi skal være åbne for at justere de elementer af lovgivningen, der ikke lever op til hensigten, som vi for eksempel har gjort i forhold til dagtilbud i disse områder.
Men vi må ikke miste det store perspektiv: Indsatsen mod parallelsamfund har virket.
Den har banet vejen for et Danmark uden parallelsamfund, og vi skal fastholde indsatsen for at afvikle parallelsamfundene helt inden 2030 – på den ene eller anden måde.
Det er ikke symbolpolitik.
(Indlæg bragt i Altinget d. 24. april 2025)
Frie og demokratiske fællesskaber bygges af frihedselskende borgere
De liberale værdier, der har skabt verdenshistoriens mest frie og velstående samfund, er under pres af årtiers fejlslagen integrations- og udlændingepolitik. Derfor er det nødvendigt at gøre op med misforstået tolerance, berøringsangst og destruktiv asylpolitik.
At være liberal betyder ikke, at man mener, at alle værdier, kulturer og samfund er lige gode. Vi mener uden antydningen af vaklen, at personlig frihed er bedre end kollektiv ære- og skamkultur. Vi mener, at demokratiske samfund, hvor borgerne i fællesskab kan beslutte deres fremtid, er bedre end diktaturer, og at ytringsfrihed er bedre end stats- eller religionsdikterede sandheder, der sætter både videnskab og debat i stå. Derfor vil vi kæmpe for et samfund, hvor staten både bygger på og understøtter disse værdier.
Dermed ikke sagt, at der ikke er masser af problemer i Vestens fortid. Men at der findes sider dryppende af blod og undertrykkelse i Vestens historiebøger, gør ikke Vesten unik. Selvom mange blandt venstrefløjens wokeister opfatter Vestens historie som i særklasse gennemsyret af racistiske, imperialistiske og sexistiske arvesynder, er dette en del af alle civilisationers og kulturers fortid.
Nej, det særlige ved Vesten er, at arven fra antikken, kristendommen og oplysningstiden har skabt et Vesten og et Danmark, hvor menneskelig værdighed, frihed og velstand er uden fortilfælde.
Vestens niveau af frihed og velstand er også grunden til, at migrant- og flygtningestrømme næsten entydigt går mod vestlige lande, mens strømmen den anden vej er temmelig begrænset.
Det frie og velstående Danmark er imidlertid ikke kommet af sig selv. Det er skabt gennem generationers kamp. Og det kræver både et konsekvent og robust forsvar samt en forståelse for og tilslutning til de værdier, som friheden bygger på. Frie og åbne samfund skabes nemlig kun af borgere, der vil friheden og demokratiet.
Derfor er det på tide, at vi erkender, at netop de værdier – og dermed også vores samfundsmodel – er under pres. Det er ikke kun, men heller ikke mindst, en konsekvens af mere end 40 års fundamentalt forfejlet indvandrings- og integrationspolitik, hvor antallet af mennesker med ikkevestlig baggrund i Danmark er tidoblet fra godt 50.000 først i 1980’erne til mere end en halv million i dag.
Selvom der er kommet mange udefra, som har ydet et værdifuldt bidrag til det danske samfund, deler demokratiske værdier og vil det liberale og frie samfund, er det uomgængeligt, at alt for mange ikke gør.
I en måling fra 2024 blandt danske muslimer angiver 59 pct., at de ikke ville acceptere, at deres barn levede som homoseksuel, mens 18 pct. siger, at de følger deres opfattelse af at være en rettroende muslim, selvom det betyder, at de »bryder love og regler i Danmark«.
Forstemmende nok er der særligt blandt de yngre en udtalt grad af sympati for religiøse dogmer, hvor cirka halvdelen af de adspurgte udtrykker sympati for terrorbevægelsen Hamas eller ikke ønsker, at deres børn skal blive gift med en ikkemuslim.
Selvom man naturligvis har ret til at ønske, hvad man vil for sine børn og tænke sit om Mellemøstkonflikten, ændrer det ikke på, at man ikke kan bygge demokratiske og frie samfund på sympati for totalitære terrorbevægelser eller et ønske om at isolere sin familie religiøst fra det samfund, man er en del af.
Problemerne kommer desværre ikke kun til udtryk i meningsmålinger, men også i den virkelige verden, hvor statistikkerne for indvandrere fra især MENAPT-landene i forhold til både kriminalitet og overførselsindkomster er sørgeligt forstemmende.
Værdimæssigt kolliderer det frie samfunds normer desuden konstant med dem, man finder hos en del indvandrere og efterkommere. Ytringsfriheden er under massivt pres, som Muhammedkrisen og regeringens pinlige knæfald for islamister i form af koranloven har demonstreret.
Vi ser et uddannelsessystem, hvor både eksperter, undervisere og statistikker fortæller, at både vold, uro og social og religiøs kontrol fylder mere. Vi ser undervisere, som fortæller, at muslimske dogmer bliver reproduceret af kommende socialrådgivere, og rektorer, som kan fortælle, at bederum bliver brugt til social kontrol blandt muslimer.
Vi ser også klaner, der i krydsfeltet mellem kriminalitet og religiøs kontrol – ofte med overlap til moskeer – styrer hele boligområder med hård hånd, som TV 2’s nylige dokumentar ”Ghetto” og tidligere ”Moskeerne bag sløret” har afsløret.
Det er ikke en udvikling, som Liberal Alliance ønsker for Danmark. Vores tilgang til løsningen af disse problemer er kompromisløst at kæmpe for de værdier, som det demokratiske Danmark er bygget på. Det indebærer et opgør med den asylmigration, der både har ført til et mere splittet og usikkert Danmark, men også at danske uddannelsesinstitutioner og myndigheder gør op med den berøringsangst, der alt for længe har præget tilgangen til indvandring.
På Liberal Alliances landsmøde blev vi dybt berørt af den 21-årige Sihaams fortælling om kompromisløst at ville Danmark, men også om at blive modarbejdet af såvel social kontrol i familie og somalisk parallelsamfund som af repræsentanter for Velfærdsdanmark. De så igennem fingre med blå mærker og udstedte beredvilligt udrejsetilladelser, som blev brugt til at sende en lille pige på koranskole i Somalia – og dermed væk fra både skole og venner i Danmark i flere år.
Vi ønsker et samfund, hvor mennesker som Sihaam, der ønsker at kæmpe for det demokratiske, ligestillede og liberale Danmark, som en selvfølge bliver budt velkommen. Mens de, der ønsker et Danmark præget af social kontrol og formørkede religiøse dogmer, ikke får et ben til jorden, men konsekvent bliver imødegået af myndigheder, der aldrig – af frygt for racismeanklager eller misforstået tolerance – accepterer, at basale frihedsrettigheder bliver trådt under fode.
Derfor vil Liberal Alliance sikre, at forsvaret for de liberale værdier, som det danske samfund er bygget på, i langt højere grad bliver tænkt ind i både vores indvandringspolitik, tildeling af statsborgerskaber, undervisningspolitik og socialpolitik.
Vi vil gøre op med den asylmigration, der har vist sig at være en eklatant og destruktiv fiasko gennem mere end 40 år. Vi vil sikre, at undervisning i centrale værdier som ligestilling og ytringsfrihed bliver obligatorisk i folke- og gymnasieskolen, og vi vil forhindre, at skattekroner bliver brugt på at oprette bederum, der kan understøtte religiøs kontrol.
Vi vil heller ikke længere acceptere, at vold mod børn i minoritetsmiljøer kræver langt flere indberetninger, før myndighederne griber ind, end tilfældet er for etnisk danske børn. Og så vil vi, helt i overensstemmelse med vores grundlovsfædres ønsker, sikre, at statsborgerskab ikke længere uddeles til mennesker, der aktivt har handlet i modstrid med landets demokratiske værdigrundlag. Hvis man ønsker at skabe sig en fremtid i Danmark, kræver det, at man tilslutter sig de værdier, den nation, man ønsker at blive en del af, er bygget på.
Det mener vi ikke er et vidtgående krav – tværtimod mener vi, det er det allermindste, man kan forlange.
Det liberale demokrati, som vi har arvet, er et resultat af generationers kamp for frihed, ligestilling og åbenhed. Men disse værdier kan også fortabes, hvis vi ikke forsvarer dem konsekvent, aktivt.
Danmark skylder både nuværende og kommende generationer, at friheden ikke blot bliver et slogan, men et princip, der håndhæves uden vaklen eller berøringsangst – netop fordi den er værd at kæmpe for.
“Ytringsfriheden er under massivt pres, som Muhammedkrisen og regeringens pinlige knæfald for islamister i form af koranloven har demonstreret.”
Forsvaret for de liberale værdier, som det danske samfund er bygget på, skal i langt højere grad tænkes ind i både vores indvandringspolitik, tildeling af statsborgerskaber, undervisningspolitik og socialpolitik. Det mener Alex Vanopslagh og Steffen Larsen.
(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 19/4)
Bliver de civile palæstinensere glemt i frihedskampen?
Modstanden mod Israel har bragt tusindvis af demonstranter på gaden. Men opbakningen til den civile palæstinensers frihedskamp mod Hamas har ingen gennemslagskraft.
I krigens mørke skygge har vi set store protester, hvor slagord om Israels udslettelse og anklager om folkemord har afsløret en dyb foragt for staten Israel. Argumentet lyder ofte, at det handler om frihed for palæstinenserne – men det overses alt for ofte, at palæstinenserne i Gazas største undertrykker ikke er Israel, men Hamas.
Israels hårde svar er langtfra uproblematiske, og Netanyahu gør ikke altid sagen lettere, men det ændrer ikke på, at mange på venstrefløjen synes mere optaget af at bekæmpe Israel end af at støtte de civile, der for alvor betaler prisen i konflikten.
For tiden udspiller der sig historiske scener i Gaza. Modige palæstinensere demonstrerer ikke mod Israel, men mod Hamas. Deres råb handler ikke om udslettelse af en stat, men om afskaffelsen af et brutalt styre.
NÅR CIVILE i Gaza trodser risikoen for fængsling, tortur eller død og råber »Hamas ud!« og »Vi vil leve i fred!«, bør det vække genklang – også i København, Paris og Berlin. Det er dybt bevægende at observere, hvordan brave civile trodser Hamas’ undertrykkende regime, der har forårsaget uendelig meget lidelse i regionen med tusindvis af dræbte til følge. På samme måde er det befriende at se israelere på gaden i modstand mod genoptagelsen af kampene for i stedet at få gidsler hjem igen.
Men det er forstemmende, at de store internationale protester er forstummet nu, hvor mange palæstinensere siger fra over for Hamas. Hvor blev solidariteten af, når den endelig kan bruges til at støtte en ægte frihedskamp?
Hamas har gjort Gaza til et umenneskeligt sted, præget af tortur, dødsstraf, kvindeundertrykkelse og forfølgelse af homoseksuelle – og har kynisk brugt civile som menneskeskjold i kampen mod Israel. Det kan derfor undre, at tavsheden starter netop nu.
2025 KAN forhåbentlig blive året, hvor krigen afsluttes en gang for alle, men vi kan begynde med at støtte dem, som tager afstand fra ekstremismen.
Udsigterne til fred er uden tvivl dystre, men de folkelige protester på begge sider af konflikten er startskuddet til, at vi måske kan ane en smule lys for enden af den lange tunnel. Det kræver, at begge parter i konflikten er villige til at indstille kampene og i samarbejde opretholde en tostatsløsning. Det kræver indrømmelser fra begge parter. De civiles opråb i Gaza er en tydelig stillingtagen til, at man hellere vil have fred end krig mod Israel – en holdning, Hamas ikke deler.
Danmarks rolle bør sammen med EU være, at vi på sigt kan sikre palæstinensernes ret til eget land. Men timingen er ikke ligegyldig, og så længe terrorbevægelsen Hamas sidder ved magten, kan og vil vi ikke realisere drømmen om et frit land.
Derfor skal man også stå på de civiles side, hvis man ønsker et frit Palæstina, og hjælpe til i deres kamp mod det undertrykkende regime. I Liberal Alliance vil vi altid stå på de civiles side – uanset om de taler arabisk eller hebraisk. Det er de civile, der bærer håbet om en fremtid i fred, og det ønsker vi at hjælpe dem med.