Hverken mænd eller kvinder skal tvinges i militæret mod deres vilje

Carsten Bach
2. april 2024

Under overskriften ”Hvorfor i alverden kan kvinder ikke være soldater?

Præsenterede Venstres folketingsmedlem Torsten Schack Petersen for nylig i JP en parade af forkerte udlægninger om Liberal Alliances holdning til værnepligt.

Regeringen har nemlig besluttet sig for, at danske kvinder også skal underlægges tvungen værnepligt, som mænd er det i dag.

Svaret er, at det kan kvinder bestemt godt, og at vi i Liberal Alliance hjertens gerne vil have flere dygtige kvinder i Forsvaret.

Det er netop derfor, at vi arbejder for at accelerere den i forvejen opadgående kurve med flere kvinder i militæret, så vores forsvar ikke misser ud på værdifuldt talent, som kan bidrage til vores sikkerhed.

Men måske et mere relevant spørgsmål til Venstre og resten af regeringen er, hvorfor i alverden kvinder skal tvinges til at være soldater, hvis de ikke har lyst, og om regeringen i ramme alvor tror på, at vi får et stærkt forsvar med medarbejdere, der arbejder der under tvang?

I Liberal Alliance har vi altid gået ind for at afskaffe værnepligten og i stedet lade den blive erstattet af en ligestillet værneret, som skal gælde for begge køn.

Så da regeringen annoncerede, at kvinder, der ikke har lyst til at være en del af Forsvaret, i fremtiden skal kunne tvinges i militæret, sagde vi fra.

Det er der grundlæggende tre årsager til. For det første bryder vi os ikke om at skulle tvinge folk til at være soldater, hvis de ikke har lyst.

Som et liberalt parti tror vi på et frit samfund, hvor det er staten, der er til for danskerne, og ikke omvendt. Derfor vil vi ikke have tvungen værnepligt, uanset om den omfatter et eller flere køn.

For det andet er regeringens tvangsbaserede ordning unødvendig og disproportional, hvis vi gerne vil opruste vores forsvar med flere ansatte.

I alt for mange år har skiftende regeringer ledet af socialdemokraterne og Venstre desværre nedprioriteret Forsvaret, hvorfor der i dag er store problemer med rekruttering og fastholdelse af medarbejdere.

Men netop hvad angår værnepligten, er frivillighedsgraden helt i top, og i dag hører det til sjældenhederne, at mænd bliver tvunget til at være værnepligtige.

Hvis vi sørger for bedre vilkår i Forsvaret, vil vi sagtens kunne sikre det fornødne antal medarbejdere, og derfor er den tvangsbaserede ordning fuldstændig unødvendig.

For det tredje tror vi i Liberal Alliance på, at vi får det stærkeste og mest velfungerende forsvar, hvis medarbejderne er der af egen fri vilje – og ikke fordi Venstre og resten af regeringen har tvunget dem i trøjen.

Jo lavere frivillighedsgraden i Forsvaret bliver, desto mindre professionelt og veldrevet bliver vores militær.

Det har vi slet og ret ikke råd til i en tid med krig på det europæiske kontinent.

(Indlæg bagt i Jyllands-Posten d. 28/3-2024)

En ny ældrelov skal sætte kvaliteten under lup

Pernille Vermund
20. marts 2024

Af Pernille Vermund & Jakob Scharff, Branchedirektør i Dansk Industri

Hvem er den kommende ældrelov egentlig til gavn for? Er det for systemet, staten og kommunerne? For medarbejdere og for ledere? Eller er det for borgerne? Det kan være forskelligt, alt efter hvem du spørger. Men der burde ikke herske nogen tvivl om svaret. En ny ældrelov skal først og fremmest gavne landets ældre – om det er den ældre på plejehjemmet, personen, der skal have hjælp i hjemmet, eller de pårørende. Det handler om, at vi skaber de bedste rammer, den bedste pleje og mest mulig værdighed for vores ældre.

Derfor er det også opsigtvækkende, at vi i dag kan få mere information om den restaurant, vi skal besøge, end det plejehjem, vi skal vælge.

I dag er der ingen retningslinjer eller målemetoder for, hvad der kendetegner en god og værdig ældrepleje. Kommunerne måler forskelligt – og det er sjældent noget, som borgere let kan orientere sig i. Derfor er det også stort set umuligt for ældre at få indsigt i kvaliteten af plejen på det enkelte plejehjem, og om den er bedre eller værre end tilsvarende tilbud andre steder.

Det betyder, at ældre i dag træffer valg med bind for øjnene, og det forringer i sidste ende kvalitetsniveauet. For som bekendt bliver kvaliteten af et produkt bedre, når der er konkurrence på markedet, men det er svært at skabe konkurrence, hvis ikke brugeren kan få konkret viden om produktet og derfor ikke kan vælge det gode produkt til og det dårlige fra.

Derfor foreslår vi, at borgerne skal have bedre indsigt i kvaliteten gennem en udvidelse og forbedring af Plejehjemsoversigten.dk – en oversigt over landets plejehjem og friplejeboliger. Konkret vil vi sætte kvaliteten under lup ved at udpege et sæt faste kvalitetsindikatorer for faglige resultater, borgernes tilfredshed og medarbejdernes trivsel, som alle plejehjem skal måles på. På den måde bliver det muligt for borgeren at holde plejehjemmene op mod hinanden og sammenligne dem ud fra de samme mål og krav. Vi skal sikre større selvbestemmelse og bedre kvalitet for de ældre.

Selv om det er 20 år siden, at retten til at vælge mellem kommunale og private plejehjem blev indført ved lov, er det fortsat de færreste ældre, der ved, at de kan vælge en friplejebolig, når de visiteres til en plejehjemsplads. Det er ikke i orden. Det bør derfor fremover være lovpligtigt for kommunerne at informere om plejehjemsoversigten og det frie plejehjemsvalg, når den ældre visiteres til en plejebolig. Hvis vi lykkes med at skabe det nødvendige fokus på kvalitet, sikrer vi også, at alle borgere uanset forudsætninger nemt og hurtigt kan vælge det plejehjem, de helst vil bo på.

Vi sikrer, at medarbejdere, ledere, kommuner og private leverandører kan tage ved lære af hinanden og tydeligt vil kunne se, hvis kvaliteten begynder at halte. Dermed kan vi også afskaffe bureaukratitunge proceskrav, kommunale særregler og de mange tilsyn, der ikke skaber værdi for hverken borgere eller medarbejdere.

Hvis ældreloven skal være til gavn for de ældre, skal vi sikre mere gennemsigtighed og styrke det frie valg af plejehjem.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 19. marts 2024).

Lad os nu udnytte AI i sundhedsvæsenet

Louise Brown
20. marts 2024

Kunstig intelligens-teknologien (AI) stormer frem, og der er ubegribeligt meget potentiale i at udnytte teknologien i vores sundhedsvæsen.

Som sundhedsordfører var jeg i sidste måned på et ekstremt lærerigt besøg i Region Nordjylland, som er “front runner”, når det gælder brugen af AI-løsninger i forskellige områder af sundhedsvæsnet.

Samtaler med overlæger på regionens hospitaler bekræftede, hvor mange uudnyttede fordele, der ligger i teknologien.

Vigtigst af alt er det også forbedre kvaliteten af behandlingen og patientsikkerheden.

Desværre er det i dag for tilfældigt, om man ude på landets hospitaler gør brug af AI-løsninger, fordi det afhænger af den enkelte regions og hospitals velvillighed.

Region Nordjylland gør brug af i alt 11 AI-løsninger i dag.

De bruger for eksempel AI-teknologi til at spotte knoglebrud på røntgenbilleder. Hvor det tidligere var to læger, som skulle aflæse røntgenbillederne og vurdere, hvorvidt en patient havde brud og frakturer på knoglerne, kan det i dag klares af en enkelt læge og AI.

Det sparer både arbejdstid for personalet, og patienten undgår unødig ventetid i skadestuens venteværelse.

AI-løsningen har reduceret ventetiden med en time, og det har også vist sig, at teknologien har reduceret antallet af efterfølgende patienterstatninger på grund af fejl.

Region Nordjylland foretager omkring 50.000 røntgenskanninger om året, og med tid sparet for hver eneste skanning, er det rigtig mange timer om året, som i stedet kan bruges på behandling af patienter og andre kerneopgaver.

Også på kræftområdet har regionen gavn af AI-løsninger, der hurtigere og mere præcist kan finde kræft på scanningsbilleder.

AI kan skanne vævsprøver og finde kræft, som det menneskelige øje ikke kan se, og det giver bedre diagnosticering og mulighed for at begynde kræftbehandling tidligere.

Ifølge regionens egne tal kan personalet ved hjælp af AI-løsningen spare 50 procent af den tid, de normalt ville bruge på scanning af vævsprøver for brystkræft – og samtidig sikrer teknologien et bedre resultat.

Region Nordjylland er det perfekte eksempel på det enorme potentiale, der er i brugen af AI. Derfor er det utilstrækkeligt, at det i dag kun er den enkelte regions og overlæges åbenhed over for teknologien, der afgør, om løsningerne bliver anvendt.

Liberal Alliance går ind for mere selvstyre og mindre mikromanagement fra centralt hold.

Men vi mener også, der er behov for en større indsats for at udbrede brugen af AI i sundhedsvæsnet, hvor det giver mening, når vi ved, hvor ekstremt mange ressourcer det kan frigive blandt læger og sygeplejersker, som ikke længere skal bruge deres tid på opgaver, som kan løses hurtigere og bedre ved hjælp af teknologien.

Lad mig slå fast, at kunstig intelligens ikke skal erstatte sygeplejersken eller speciallægen, men gøre det muligt at bruge deres tid og ressourcer bedre og mere effektivt.

Det skal være sundhedspersonalets super-værktøj.

Mange sygeplejersker, som forlader den offentlige sektor, forklarer deres valg med, at de brugte al deres tid på papirnusseri og for lidt tid på den egentlige sygeplejergerning, de uddannede sig til.

Manglen på personale er den største udfordring i vores sundhedsvæsen i dag, og manglen på sundhedspersonale bliver kun et større problem, hvis vi fortsætter uændret frem.

Det er afgørende, at vi politisk laver de fornødne ændringer og skaber et sundhedsvæsen, hvor kompetent sundhedspersonale bliver og har mulighed for at bruge deres faglighed.

På lang sigt indebærer det et system med mindre bureaukrati. Her og nu kan vi gøre mere for at bruge de kræfter, der allerede er i systemet, klogere.

Kunstig intelligens er for mig at se del af løsningen til, at vi får stoppet flugten fra det offentlige sundhedsvæsen, fordi fagpersonalet igen får mere tid til at udføre kerneopgaverne, og samtidig sikrer bedre behandling af patienterne.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 20/3-2024)

Fritidsjob er opskriften på, hvordan unge skaber en bedre fremtid

Helena Artmann Andresen
18. marts 2024

I Liberal Alliance vil vi meget gerne være med til at se på, hvordan man kan understøtte, at flere unge får et fritidsjob.

De fleste husker deres første job. Dengang de uddelte reklamer, satte varer på plads i det lokale supermarked eller var babysitter. Selv startede jeg som 13-årig med at gå med aviser og har efterfølgende stået i en bager, arbejdet i Lidl og været piccoline.

Desværre er der i dag mange unge, der ikke har et fritidsjob. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at blot 35,7 procent af unge mellem 13 og 17 år havde et fritidsjob i 2022. Samtidig er der store forskelle på tværs af landet.

For eksempel havde 47 procent i Ringkøbing-Skjern Kommune et fritidsjob, mens det kun var tilfældet for 28,3 procent i Gentofte Kommune.

Det er en skam, at der ikke er flere unge, der har et fritidsjob – for der er utallige fordele ved at have et fritidsjob. Jeg lærte at gå på arbejde, tage ansvar og tjene mine egne penge.

Samtidig kan det også være enormt meningsfuldt og motiverende at opleve, at man udvikler sig, møder andre mennesker og er noget for andre end én selv. For nogen kan et fritidsjob også inspirere til en fremtidig karrierevej.

De positive effekter af at have et fritidsjob viser sig også i statistikkerne. For det første får grundskoleelever med fritidsjob i gennemsnit 0,26 point højere karakterer ved afgangseksamen i matematik og dansk i 9. klasse sammenlignet med elever uden fritidsjob.

For det andet stiger sandsynligheden for, at den unge begynder på en ungdomsuddannelse samme år, som de afslutter folkeskolen, med 3,1 procentpoint, hvis de har et fritidsarbejde.

For det tredje viser svensk data, at 17-årige, der har et sommerjob eller et deltidsjob, ofte også får en højere løn som voksne.

Vi ved også, at flere virksomheder er klar til at ansætte de unge. Således svarer hver tredje virksomhed, der endnu ikke har yngre arbejdskraft på lønningslisten, i en rundspørge blandt Dansk Industris medlemmer, at de er klar til at ansætte unge i fritidsjob.

Desværre er nogle af arbejdsmiljøreglerne for unge alt for overbeskyttende. For eksempel er der ikke meget logik at finde i reglen om brug af espressomaskiner.

Det er forbudt for unge, der stadig går i skole, at betjene en maskine på en arbejdsplads, mens en jævnaldrende, der har færdiggjort skolen, godt må bruge den. Vi unge har ikke brug for at være pakket ind i vat. I stedet har vi brug for, at der bliver ryddet op i de regler, hvor logikken mangler!

Der er heldigvis i den seneste tid kommet større fokus på at få flere unge til at tage et fritidsjob.

I øjeblikket afventer vi regeringens udspil på området. I Liberal Alliance vil vi meget gerne være med til at se på, hvordan man kan understøtte, at flere unge får et fritidsjob.

For der er særdeles mange positive effekter af at have et fritidsjob i sine ungdomsår.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 16/3-2024)

Man kan ikke tvinge mænd og kvinder til at ville det samme

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
14. marts 2024

Vi laver ligestillingsprogrammer, der er i strid med vores egen ligebehandlingslov. Det er ikke ligestilling, når legater kan gives til kvinder, fordi de er kvinder. Det er diskrimination mod mænd

Den største trussel mod ligestillingen anno 2024 er paradoksalt nok selverklærede ligestillingsforkæmpere, der ønsker at forskelsbehandle mænd og kvinder. Svaret er en liberal ligestillingspolitik, hvor alle har samme mulighed og ret til at skabe det liv, de selv ønsker.

På den ene side findes den klassisk liberale tilgang, der ønsker, at den enkelte borger bedømmes på sine egne evner og ideer, og hvor man kompromisløst kæmper for lige muligheder og bekæmper forskelsbehandling på baggrund af køn, hudfarve og seksualitet.

Det er både den historisk mest prominente og Liberal Alliances ligestillingsopfattelse.

Men overfor står en ny ligestillingsopfattelse, der har rod i identitetspolitikken.

Her bliver man netop bedømt og forskelsbehandlet på baggrund af ens køn, hudfarve eller seksualitet – såkaldt positiv særbehandling. De færreste indrømmer det, men gemmer i stedet sandheden bag termer som ‘kønsbalance’ eller ‘repræsentation’.

Men de misforstår helt forskellen mellem lige muligheder og lige resultater.

Diskrimination i ligestillingens navn

Som meget andet i den danske debat kommer denne tendens primært fra USA. Her har en række både offentlige myndigheder og virksomheder i USA indført såkaldte Diversity, Equity & Inclusion-programmer, hvor man systematisk ansætter eller belønner medarbejdere på baggrund af køn, hudfarve eller seksualitet. Altså diskrimination, men i ligestillingens navn.

Her kan man naturligvis indvende, at den danske lov om ligebehandling, der forbyder forskelsbehandling på baggrund af blandt andet køn og etnicitet, ville gøre det samme umuligt i Danmark. Sådan forholder det sig desværre ikke.

I den danske akademiske verden har vi set en række tiltag – blandt andet og senest -programmet, der fremmer positiv særbehandling af kvinder ved ansættelser. Alle programmer har enten været i strid med lov om ligebehandling eller har på bagkant fået en politisk bestemt undtagelse fra lovgivningen.

Tænk engang: Vi lever i et land, hvor man laver ligestillingsprogrammer, der er i strid med vores egen ligebehandlingslov.

Desværre tyder meget på, at vi kommer til at se mange krav, der vil fremme resultatlighed fremover, også her i Danmark.

I en række brancher er der nu anført måltal for kønsfordeling, der åbenlyst skal nøde virksomhederne til at indrette deres medarbejdersammensætning, som politikerne foretrækker, ligesom man har indført krav om detaljerede køns- og etnicitetsregnskaber.

Kønsforskelle handler om livsvalg

Argumentet for dette er en hyppig fejlslutning, hvor man ser på forskelle mellem grupper, og derfra konkluderer, at forskellen skyldes diskrimination eller usynlige strukturer – og ikke bare er et resultat af forskellige personlige valg.

Selv om det gør ondt på nogle at erkende det, så er der åbenlyse – og gennemsnitlige – biologiske forskelle på mænd og kvinder, også i forhold til adfærd og livsvalg.

Ikke alene er det noget, som langt de fleste mennesker uden problemer kan se i deres egne liv, der er også udført en lang række tværkulturelle studier med den såkaldte, der analyserer forskellige karaktertræk.

Gang efter gang og på tværs af landegrænser bliver der konstateret ganske markante forskelle mellem de to køn, ligesom det såkaldte viser, at kønsforskelle inden for blandt andet uddannelsesvalg ofte er større i mere ligestillede samfund end i mere konservative.

Heldigvis er danskerne efter alt at dømme meget lidt identitetspolitisk eller, og jeg er ret sikker på, at langt de fleste ønsker et samfund, hvor borgerne bliver bedømt på deres evner og holdninger og ikke, hvad de har mellem benene, deres hudfarve eller seksualitet.

Et samfund, hvor velfungerende drenge ikke fra politisk hold bliver belært om, at de er toksisk maskuline eller gennem en kønsbaseret arvesynd ansvarlige for årtiers patriarkat. Og svaret på dette er ikke at anklage kvinder og piger for toksisk femininitet, som økonomikonsulent gør i en kronik her i avisen, som jeg ellers kan erklære mig enig i meget af.

Alt er ikke et ligestillingsproblem

Samtidig er der en sørgelig tendens til at gøre alt til et ligestillingsproblem: I en kronik her i avisen skriver og flere andre fra Enhedslisten, at det er et stort problem, at kvinder i voldelige forhold ikke kan få kontanthjælp, hvis deres ægtefælle kan forsørge dem.

Partnervold er en forbrydelse, som i Danmark over 16 år fortæller, de har været udsat for i 2020. At udlægge forsørgerpligt mellem ægtefæller som et ligestillingsproblem er at vende tingene på hovedet.

Hvis man bliver slået af sin partner, er det presserende behov og samfundets ansvar naturligvis at få volden stoppet øjeblikkeligt og straffet hårdt – og formentlig også at bistå offeret med komme ud af parforholdet, uanset om offeret er mand eller kvinde.

For netop at værne om den klassiske ligestillingsopfattelse ønsker vi at nedlægge Ligestillingsministeriet og lade ligestillingsemner behandles integreret i relevante ressortministerier.

Sådan er det også i praksis i dag, hvor relevante ministerier altid deltager i behandling af emner, som vedrører disse – ligestillingsministeriet er derfor et ekstra bureaukratisk lag og indlysende unødvendig brug af skattekroner.

Kvinder er ikke stakler

Det betyder naturligvis ikke, at fortidens diskrimination af kvinder eller andre skal glemmes eller ignoreres. Vi har heldigvis forkastet fortidens patriarkalske syn på kvinden som en uformående og sart blomst, der skal holdes i hjemmet.

Det er jeg selvsagt glad for både politisk og personligt: Det er netop opgøret med et ideologisk kønssyn og fjernelsen af diskrimination, der har gjort det muligt for mig – helt uden kvoter eller måltal – at komme fra en ganske reaktionær opvækst på Færøerne, gøre karriere i en række tidligere traditionelle mandefag som jura og politik og i dag repræsentere mine medborgere i landets parlament.

Og jeg er langtfra nogen særlig undtagelse. Langt hovedparten af fremtidens psykologer, læger, jurister vil være kvinder, hvad vi i Liberal Alliance naturligvis heller ikke ser noget ligestillingsproblem i.

Derfor er Liberal Alliances ligestillingspolitik baseret på at sikre lige rettigheder og muligheder for kvinder såvel som for mænd. Det er derfor, vi kæmper for, at mænd og kvinder får den samme kønsneutrale værneret til at forsvare Danmark.

Det er derfor, benhårdt for at sikre, at kvinder får ret til at beholde deres nedfrosne æg i længere tid end fem år, som mænd allerede kan med nedfrosne sædceller. Og for at gøre kønsneutral, så voldsramte mænd får samme ret til hjælp, som kvinder allerede har.

Desværre er en kønskvoteret barsel blevet en realitet. Allerede nu kan vi se, at det fører til, at en række børn kommer, fordi politikeres ligestillingsideologi bliver vigtigere end konkrete familiers egne ønsker.

Liberalt bliver det aldrig, men Ligestillingsministeriet kører videre i samme rille.

Svaret er derimod en ligestillingsdebat, hvor kvinder ikke konstant bliver påduttet, at de på grund af deres køn er stakler, som kun kan klare sig på arbejdsmarkedet, hvis de bliver sat på måltal, kvoteret ind eller får anden positiv særbehandling.

(Indlæg bragt i Information d. 13/3-2024)

Mandela ville være pinligt berørt over jer, ANC

Henrik Dahl
14. marts 2024

At ANC i realiteten støtter Rusland, er det største fald fra den moralske tinde, Nelson Mandela satte ANC på, man overhovedet kan forestille sig.

I sidste uge besøgte Udenrigspolitisk Nævn Etiopien og Sydafrika. Formålet med besøget i Addis Ababa var ikke mindst at holde møder med Den Afrikanske Union, som har sit hovedkvarter der.

Formålet med besøget i Sydafrika – der både gik til Pretoria, Cape Town og Stellenbosch – var generelt at gå i dialog med sydafrikanske beslutningstagere og eksperter om Sydafrikas rolle og ambitioner i den nye verdensorden, der tegner sig.

Et enkelt besøg i Sydafrika giver ikke et fyldestgørende grundlag for at fælde nogen domme eller nå frem til nogen konklusioner. Så de følgende betragtninger er umiddelbare overvejelser over nogle af de ting, jeg fandt mest tankevækkende.

Min første overvejelse er: ANC har et troværdighedsproblem. Jeg vil endda gå så langt som til at sige: ANC har et stort og påtrængende troværdighedsproblem.

ANC (African National Congress) er Nelson Mandelas parti. Og Nelson Mandela var og er en mand, de fleste beundrer. Også jeg. Både for sit personlige mod gennem mange års kamp mod apartheid – herunder en politisk dom, der kostede ham 27 års fængsel – og for sin rolle i at skabe det moderne, demokratiske og tolerante Sydafrika. Men det forekommer nogle gange, at alle ledere af ANC, der efterfulgte Nelson Mandela, har været halvt så gode som den forrige.

Hvis man spørger ANC, hvad partiet mener om krigen mellem Ukraine og Rusland, får man altid svaret: ANC tror på nationernes selvbestemmelse og den regelbundne verdensorden, men … Og ligesom ”jeg går stærkt ind for ytringsfrihed, men …” betyder, at man ikke går stærkt ind for ytringsfrihed, og ”jeg fordømmer 7. oktober, men …” betyder, at man ikke fordømmer den 7. oktober, så betyder ”ANC tror på nationernes selvbestemmelse og den regelbundne verdensorden, men …”, at ANC ikke tror på nationernes selvbestemmelse og den regelbundne verdensorden.

For det, ANC altid fortsætter med at sige, er, at parterne bør slutte fred nu, hvorfor der er behov for forhandlinger.

Der er adskillige ting at sige til det, hvoraf ingen er pæne. Den første og vigtigste er, at Rusland ikke er en partner, man kan stole på. Al erfaring siger, at det ikke giver nogen mening at lave aftaler med Putin-regimet, eftersom det er konsekvent løgnagtigt, uoprigtigt og upålideligt.

”At forhandle med Rusland” er kort og godt et tomt og meningsløst udtryk, der hører hjemme i fantasiens verden.

Men lad os nu som et tankeeksperiment antage, at Rusland var en forhandlingspartner, man kunne stole på. Selv i det tilfælde er ANC’s tilgang absurd. Forudsætningen for, at man bør forhandle, er, at begge parter har fat i en del af sandheden.

At begge parter står med noget, der i sin kerne er en rimelig og retfærdig sag. Men den forudsætning er ikke opfyldt. Rusland har nul andel i sandheden, når det gælder Ukraine. Rusland har nul og ingenting, når det gælder om at repræsentere det rimelige og det retfærdige.

At sige, at Rusland og Ukraine skal forhandle, svarer til at sige, at den, der truer med voldtægt, og den, der trues med at blive voldtaget, burde sætte sig ned og snakke tingene igennem og nå frem til et eller andet rimeligt udfald.

Det er jo det glade vanvid. Men det er den slags vanvid, ANC med usvigelig sikkerhed promoverer, når man spørger om Rusland og Ukraine.

Sandheden er, at Rusland modarbejder ethvert princip, som Sydafrikas forfatning bygger på. Altså ethvert af de principper, Nelson Mandela i sin tid arbejdede for at få ind i Sydafrikas forfatning.

Sydafrikas forfatning bygger på demokrati og menneskerettigheder. På at stække magten ved fastholde, at den er tredelt. Sydafrikas forfatning bygger på respekt for det enkelte menneske, for minoriteter, for privat ejendomsret, for lov og orden.

Rusland kæmper hver dag imod demokrati og menneskerettigheder. Rusland kæmper for at centralisere magten hos Vladimir Putin.

Rusland står for foragt for det enkelte menneske, foragt for minoriteter, foragt for privat ejendomsret, foragt for lov og orden. Ydermere er Rusland alt det, ANC oprindeligt kæmpede imod: Rusland er først og fremmest imperialistisk.

Rusland er kolonialistisk. Rusland er fascistisk. Rusland har nul respekt for andre lande og andre kulturer. Vil ikke tøve et sekund med at udradere dem.

At ANC i realiteten støtter Rusland, er det største fald fra den moralske tinde, Nelson Mandela satte ANC på, man overhovedet kan forestille sig. Hver dag, hvor ANC støtter Rusland, tramper ANC på Nelson Mandelas minde.

På alt, hvad han stod for. Der går vedvarende rygter i Sydafrika om, at alt dette skyldes, at Rusland har købt og betalt ANC med massiv økonomisk støtte. Om det er sandt, er ikke godt at vide. Men det får i hvert fald ANC’s ubegribelige svigt af sine egne værdier til at give en form for mening.

Det andet nedslag fra besøget i Sydafrika er, at de herskende, intellektuelle forestillinger i landet er ekstremt venstreorienterede – iblandet en solid dosis af den identitetspolitiske ideologi, der i de senere årtier er blevet udviklet ved vestlige universiteter.

Under besøget sad vores delegation ved Stellenbosch University i et panel. Der besvarede vi spørgsmål fra en gruppe i øvrigt særdeles dygtige og sympatiske studerende.

Jeg fik en meget stor lyst til at sige til forsamlingen: Præmisserne for meget af, hvad I spørger om, er uhæderlige. Helt og aldeles uhæderlige. Men det kan man jo ikke rejse sig op og sige uden totalt at spolere den gode stemning.

Så her er, hvad jeg ville have sagt: Det er intellektuelt uhæderligt at fremstille erobring og slaveri som vestlige opfindelser. At erobre land og at tage slaver er noget, der har fundet sted overalt, hvor der har levet mennesker, siden tidernes morgen.

Det særlige ved Vesten er derfor ikke, at vestlige magthavere har erobret land, og at de har bidraget til slaveri. Det særlige ved Vesten er tværtimod, at det er i Vesten, der er udviklet ideologier, der retter sig imod erobring og slaveri. Det er i Vesten, man har udviklet den tanke, at det er forkert.

Det er sandt, at disse tanker ikke øjeblikkeligt og umiddelbart blev anerkendt af magthaverne i de vestlige verden. Men det ændrer ikke på det faktum, at idéen om, at erobring og slaveri er moralsk forkastelige handlinger, er vestlig.

Ligeledes fik jeg lyst til at sige: Beslutningen om at etablere kolonier uden for Europa blev i en lang række tilfælde ikke truffet af demokratiske, men af autokratiske regeringer.

Tag for eksempel Danmark. Danmark havde enevælde – altså et gennemført autokratisk styre – frem til 1849. Alle danskere, der ikke nedstammer fra landets herskere, nedstammer med andre ord fra undertrykte mennesker – ikke fra mennesker, der traf beslutninger om at undertrykke andre.

Efter 1849 er der i Danmark ikke taget så meget som en enkelt beslutning, der gik på at skaffe sig flere kolonier, eller som gik på at fastholde slaveri. Så lad lige være med at skyde på det demokratiske Danmark, der opstod efter 1849, i disse komplicerede og – indrømmet – tragiske spørgsmål.

Den sidste ting, jeg nok lige ville have nævnt, er: Lad venligst være med at stille tingene sådan op, at de vestlige lande har pålagt f.eks. Afrika unaturlige grænser. Hvorfor? Fordi det antyder, at grænserne i Europa er naturlige.

Ligesom det antyder, at de er demokratisk fastlagt. Der findes næsten ingen grænser i Europa, er er fastlagt ved folkeafstemning. En af de få er grænsen mellem Danmark og Tyskland. Tværtimod: De fleste grænser i Europa ligger, hvor de ligger, efter diktat fra stormagter, der havde sejret i en krig.

Så modsætningen mellem naturlige grænser i Europa og kunstige grænser i Afrika er ikke en modsætning, der holder så meget som en enkelt meter.

Jeg ved desværre ikke, hvad man kan gøre for at udrydde den identitetspolitiske ideologi, der styrer ANC, og som også har godt fat ved sydafrikanske universiteter (der er nogle af kontinentets bedste).

Det demokratiske Europa (i grove træk EU plus Storbritannien) er den verdensdel, der investerer flest penge direkte i Sydafrika. Dermed er det demokratiske Europa også den verdensdel, der skaber flest arbejdspladser i landet.

Det tæller bare ikke det mindste, når identitetspolitikken behersker sindene. Så vil man hellere have et Rusland, der underminerer ethvert princip, Sydafrika officielt bygger på. Eller et Kina, der stort set ikke skaber nogen beskæftigelse.

Det er i Europa og Vesten, man har formuleret samtlige principper, der er nødvendige for at skabe samfund, der er gode at leve i: Demokrati. Menneskerettigheder. Retssamfund. Magtens tredeling og ansvarliggørelse af magthavere.

Tolerance og respekt for minoriteter. Alligevel består et møde mellem danske politikere og sydafrikanske studerende i den rituelle mistænkeliggørelse og tilsvining af Vesten, der har været god latin i vestlige universitetsmiljøer de seneste to-tre årtier.

Jeg har ikke nogen løsninger på disse problemer. Men jeg tror, det er en god start at omtale problemerne og at sige fra over for de værste urimeligheder og selvmodsigelser.

“At ANC i realiteten støtter Rusland, er det største fald fra den moralske tinde, Nelson Mandela satte ANC på, man overhovedet kan forestille sig.”

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 12/3-2024)

Mere frihed og selvbestemmelse til den ældre – ikke til kommunen

Pernille Vermund
12. marts 2024

Der er mange gode intentioner i regeringens ældreudspil, som vi i disse dage forhandler på højtryk, men Ældre Sagens administrerende direktør Bjarne Hastrup har desværre ret, når han i Avisen Danmark (mandag den 11. marts, red.) kritiserer udspillet for at give frihed til kommunerne på bekostning af de ældre. Gennem livet er vi vant til at træffe egne beslutninger om, hvordan vi vil indrette vores tilværelse.

Vi er rundet af en fælles kultur, men vi prioriterer forskelligt i hverdagen. Det skal vi også kunne, når vi bliver ældre og får brug for pleje. Det kan vi langt fra i dag.

Ældreplejen i Danmark er præget af en alt for stor ensretning i tilbuddene. Det er en skam. Ældre mennesker er lige så forskellige som alle andre, og ældre skal have noget at vælge mellem. Mangfoldighed i tilbuddene kræver et opgør med politisk detailregulering og ensretning.

Med de igangværende forhandlinger om en ny ældrereform har vi en enestående chance for at skabe mere frihed for de ældre. Med målet om at sikre selvbestemmelse og at styrke det frie valg i sidste del af livet lader det også til at være regeringens ambition, og det kan vi i Liberal Alliance kun støtte op om.

Men hvis ikke vi med en ny ældrelov stiller reelle krav til kommunerne, så risikerer de fælles ambitioner om mere frihed, selvbestemmelse og kvalitet at ende som varm luft. I mange år har vi lagt ansvaret for ældreplejen hos kommunerne med tillid til, at de kunne den løse komplekse opgave, som værdig ældrepleje udgør. Den opgave har kommunerne ikke løst godt nok.

Ældre har ret til frit valg, men kun under halvdelen af landets kommuner har etableret friplejehjem, og den reelle valgfrihed mangler stadig i hver fjerde kommune, hvor der ikke er mulighed for at vælge privat pleje som alternativ til den kommunale.

Ser vi på kommunernes medvirken til at skabe det omfattende papirarbejde, som optager en uhyggelig mængde ressourcer i ældreplejen, så er der meget, der tyder på, at det står tilsvarende skidt til. Alt for meget af den tid, der burde gå til omsorg og pleje, drukner i papirarbejde og ineffektive it-løsninger.

Liberal Alliance har altid arbejdet for at fremme det kommunale selvstyre, men aldrig på bekostning af borgernes rettigheder. Derfor istemmer vi os den bekymring, som Ældre Sagens adm. direktør Bjarne Hastrup rejser om regeringens ældreudspil.

Vi skal med en ny ældrelov sikre mere frihed og frigive flere ressourcer til den ældre – ikke til kommunen.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark den 12. marts 2024).

Hvorfor vil regeringen ikke lære af skolenedlukningerne?

Helena Artmann Andresen
10. marts 2024

I Liberal Alliance har vi længe ønsket en mere tilbundsgående evaluering af, hvilken effekt nedlukningerne har haft på samfundet.

Det er efterhånden et par år siden, at klasselokalerne på landets skoler stod tomme, og eleverne sad hjemme foran computerskærmene. Men selvom coronatiden kan føles fjern, har konsekvenserne af nedlukningerne været enorme for mange skoleelever.

For coronaårene sendte skolen og eleverne ud i et kæmpe eksperiment med fjernundervisning, håndsprit og høje krav til omstillingsparatheden. Bare i 2021 var eleverne i 5.-10. klasse fysisk væk fra skolen i 52 dage. Konsekvenserne er tydelige, særligt for de mest sårbare elever.

En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at der var en markant stigning i antallet af folkeskoleelever, som i 2023 hverken bestod dansk og matematik ved 9.-klassesafgangsprøverne.

Samtidig har flere elever lav faglig trivsel sammenlignet med før coronakrisen, hvilket også smitter af på de faglige resultater. Analysen konkluderer, at nedlukningerne er gået mest udover elever med de laveste faglige forudsætninger, elever fra arbejderfamilier og elever med forældre uden for arbejdsmarkedet.

Den nye analyse falder på et tørt sted, men erfaringsopsamlingen må ikke ende her. I Liberal Alliance har vi længe ønsket en mere tilbundsgående evaluering af, hvilken effekt nedlukningerne har haft på samfundet.

Derfor fremsatte vi allerede sidste år et beslutningsforslag herom – med særligt fokus på at evaluere nødvendigheden af skolenedlukningerne samt på at undersøge de menneskelige konsekvenser, som nedlukningerne har haft for eleverne og deres forældre. Desværre ville hverken regeringspartierne eller SF bakke forslaget op.

Det er mig en gåde, hvordan man kan opponere imod en dybdegående evaluering; for selvfølgelig skal vi lære af erfaringerne fra corona, så vi er bedre forberedt til næste gang, der skulle komme en pandemi. Ifølge børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har vi allerede nogle erfaringer at stå på, men i min optik er de erfaringer på ingen måde blevet evalueret tilstrækkeligt, hvis vi skal stå bedre næste gang, uheldet skulle være ude.

Der er behov for, at vi får samlet grundigt op på erfaringerne fra corona – en tilbundsgående evaluering. Alt andet kan vi ikke være bekendt over for de fremtidige generationer.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 10/3-2024)

Hvis Europa ikke står stærkere i egen ret, bliver vi efterladt på perronen i det 21. århundrede

Henrik Dahl
7. marts 2024

Hvis Vestens indflydelse på den globalpolitiske scene ikke skal svinde ind i de kommende år, skal de europæiske lande samarbejde mere om udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Netop derfor var det en glædelig nyhed, da Ungarns parlament i sidste uge godkendte Sveriges ansøgning om et Nato-medlemskab efter langvarigt tovtrækkeri.

For Europa kan ikke længere hvile på laurbærrene og høste fredsdividende. Få måneder før krigen i Ukraine startede, havde Sveriges daværende socialdemokratiske regering ellers fastslået, at landet aldrig skulle blive medlem af Nato.

Men da Putins kampvogne rullede ind over Ukraines landegrænse, gik der heldigvis ikke lang tid, før vores svenske naboer fik ansøgt om et medlemskab i verdens mest magtfulde forsvarsalliance.

Selvom Sveriges Nato-medlemskab bestemt er et skridt i den rigtige retning, har vi imidlertid stadig et stort forsvarspolitisk efterslæb, der skal indhentes.

Siden Sovjetunionens kollaps i 1991 har vi nemlig nydt godt af det usvigelige privilegium, at USA har siddet solidt på rollen som global politibetjent i den regelbaserede verdensorden.

Det skal vi være taknemmelige for. Men vi må også erkende, at USA’s sikkerhedspolitiske dominans har fungeret som en sovepude for Europa.
På mange måder minder EU i dag om et privilegieblindt curlingbarn, der har været vant til at få alt serveret på et sølvfad, og som derfor ikke er i stand til at tage ansvar for sig selv.

En af de vigtigste opgaver i EU’s næste valgperiode er at råde bod på dette, så unionen atter bliver i stand til at stå tidens prøver. Og der er nok at tage fat på.

Alene sidste år – efter krigen i Ukraine var brudt ud – var det nemlig stadig 19 af 31 Nato-lande, der ikke brugte de aftalte 2 pct. af bnp på forsvaret.

Og med et amerikansk præsidentvalg i horisonten, hvor Trump meget vel kan genvinde nøglerne til Det Hvide Hus, bliver Europa nødt til også selv at have et troværdigt afskrækkende forsvar.

Det skyldes ikke blot spekulationerne om, at Trump vil forsøge at trække USA ud af Nato eller hans sabelraslen om at lade Rusland gøre »hvad fanden de vil« mod ethvert Nato-land, der ikke betaler de aftalte 2 pct. af bnp til forsvaret.

For uanset om Trump vinder præsidentvalget i november, lader USA nemlig til at ville rette blikket mod andre udfordringer, hvilket vil efterlade et magtvakuum i håndteringen af de geopolitiske udfordringer, som tidligere blev udfyldt af USA.

Derfor var det godt, da Tyskland, Polen og Frankrig for nylig pustede liv i den historiske forsvarsalliance Weimar-trekanten, der indtil Polens PiS-parti kom til magten, var en platform, som knuste udenrigspolitiske problemer i det østlige Europa.

Den slags initiativer har vi brug for langt flere af. For hvis USA’s atomparaply foldes sammen, skal vi have en troværdig europæisk søjle i Nato.

Men hvis visionen om selv at kunne varetage ansvaret for kontinentets sikkerhed skal realiseres, er der brug for mere end blot nye alliancer.
Lige nu står et forældet investeringsprincip eksempelvis i vejen for, at Europas største pengetank, der alene sidste år investerede 660 mia. kr., kan få lov til at investere i forsvaret.

Hvis ambitionerne fra de politiske skåltaler om at fortsætte støtten til Ukraine og at opruste vores hjemlige forsvar skal realiseres, bliver vi nødt til at droppe den slags virkelighedsfjerne forbud mod den industri, der er vores bedste garanti for fred og sikkerhed.

I alt for mange år har EU sovet i timen og ladet amerikanerne bære en uforholdsmæssig stor del af omkostningen for Vestens sikkerhed.

Nu er tiden moden til, at vi ser de nye sikkerhedspolitiske realiteter i øjnene og vågner op til dåd.

For hvis Europa ikke skal efterlades på perronen i det 21. århundrede, er vi nødt til at stå stærkere i egen ret.

Af Henrik Dahl og Mads Strange.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 6/3-2024)

Det er hårdt at være ung – og det er okay

Helena Artmann Andresen
4. marts 2024

Jeg tror, at vi glemmer, at det faktisk er helt normalt, at ungdomslivet er hårdt.

Vibeke Koushede, der er en af Danmarks førende eksperter inden for mental sundhed, rammer hovedet på sømmet, når hun i Jyllands-Posten siger, at vi skal lære at skelne mellem alvorlige mentale lidelser og forbigående skavanker, hvis vi skal mental mistrivsel til livs.

Som samfund taler vi i dag nærmest med samme tyngde om de udfordringer, man kan forvente af ethvert ganske almindeligt ungdomsliv, og det at kæmpe en kamp mod reelle mentale problemer som depression og svær stress.

Jeg er selv 22 år og kender alt til, at ungdomslivet til tider kan være svært og meget andet end perfekt.

Skolearbejde, social status og venskaber, der skal plejes, forventninger og overvejelser om, hvilken vej man skal gå i livet, og den universelle ungdomsusikkerhed om, hvem man er og bør være som person – ja, ungdomslivet rummer mange usikkerheder og bekymringer, og det kan være utroligt svært at acceptere, når unge i dag i højere grad end tidligere lever i en såkaldt perfekthedskultur.

Det er ikke underligt, at mange unge føler sig utilstrækkelige, når vores eget virkelighedsbillede ikke ligner de illusioner om det perfekte liv, vi konstant eksponeres for på sociale medier.

Men løsningen er ikke at dyrke følelsen af at være forkert eller utilstrækkelig. Vi bliver nødt til at lade de unge forstå, at ikke alle dage er lette og bekymringsfrie – og det er helt normalt. Det er et grundvilkår ved at være menneske og særligt et ungt menneske, som forsøger at finde den rette vej i livet.

En af de ting, Vibeke Koushede også peger på, er, at vi skal stoppe med konstant at tage temperaturen på hinanden.

Lige nu ser vi, at uddannelsesinstitutionerne gør mistrivsel til et strategisk fokusområde.

Jeg har møder med organisationer, der mener, at mistrivsel skal være på skoleskemaet, og jeg har for nylig besøgt en erhvervsskole, der havde udviklet sin egen app, hvori eleverne en gang om måneden skulle logge ind og rapportere, hvordan deres trivsel var, så skolelederen kunne holde øje med eleverne.

Jeg frygter, at vi er i gang med at sygeliggøre en hel generation. Hvis man i stedet fokuserede på at gøre børn og unge opmærksomme på, at følelser af usikkerhed og utilstrækkelighed er helt normale i stedet for at problematisere det, tror jeg, at vi ville hjælpe dem langt mere.

Jeg tror, de unge i højere grad vil kunne acceptere og håndtere uperfekthed, hvis de er bevidste om, at det er en normal del af tilværelsen som menneske, og at perfekthed er en illusion.

Du høster som bekendt, hvad du sår, og sår vi konstant et narrativ om, at børn og unge har det dårligt og er mere mentalt skrøbelige end tidligere, så er det ikke overraskende, at det også er den fortælling, ungdommen tager på sig.

Så hvad kan man gøre politisk? Særligt Socialdemokratiet er for tiden ude og skyde Liberal Alliance i skoene, at vores svar til unge med reelle mentale problemer er, at de skal tro på sig selv og stoppe deres jamren.

Det er selvfølgelig ikke vores politik, når det gælder de mest sårbare unge, som har brug for egentlig hjælp og behandling.

Først og fremmest skal vi styrke psykiatrien med flere penge, sengepladser og mere kvalificeret personale, der griber den enkelte patient bedre, end det er tilfældet i dag.

Vi skal gøre op med frygtpædagogikken og sætte antallet af trivselsundersøgelser ned.

De er bureaukratiske for folkeskolerne, og det styrker elevernes narrativ om, at de har det dårligt, når de igen og igen skal svare på ”hvor tit har du ondt i maven?”.

Den navlepillende, dårligdomsdyrkende tilgang til ungdomslivet er ikke vejen til bedre trivsel.

Tværtimod.

I stedet skal vi anerkende, at det er hårdt at være teenager – ligesom det altid har været – og så hjælpe der, hvor vi kan.

“Jeg frygter, at vi er i gang med at sygeliggøre en hel generation.”

Hvis man i stedet fokuserede på at gøre børn og unge opmærksomme på, at følelser af usikkerhed og utilstrækkelighed er helt normale i stedet for at problematisere det, tror jeg, at vi ville hjælpe dem langt mere.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 4/3-2024)