Debat Arkiv - Side 2 af 31 - Liberal Alliance

Henrik Dahl

7. marts 2024

Hvis Vestens indflydelse på den globalpolitiske scene ikke skal svinde ind i de kommende år, skal de europæiske lande samarbejde mere om udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Netop derfor var det en glædelig nyhed, da Ungarns parlament i sidste uge godkendte Sveriges ansøgning om et Nato-medlemskab efter langvarigt tovtrækkeri.

For Europa kan ikke længere hvile på laurbærrene og høste fredsdividende. Få måneder før krigen i Ukraine startede, havde Sveriges daværende socialdemokratiske regering ellers fastslået, at landet aldrig skulle blive medlem af Nato.

Men da Putins kampvogne rullede ind over Ukraines landegrænse, gik der heldigvis ikke lang tid, før vores svenske naboer fik ansøgt om et medlemskab i verdens mest magtfulde forsvarsalliance.

Selvom Sveriges Nato-medlemskab bestemt er et skridt i den rigtige retning, har vi imidlertid stadig et stort forsvarspolitisk efterslæb, der skal indhentes.

Siden Sovjetunionens kollaps i 1991 har vi nemlig nydt godt af det usvigelige privilegium, at USA har siddet solidt på rollen som global politibetjent i den regelbaserede verdensorden.

Det skal vi være taknemmelige for. Men vi må også erkende, at USA’s sikkerhedspolitiske dominans har fungeret som en sovepude for Europa.
På mange måder minder EU i dag om et privilegieblindt curlingbarn, der har været vant til at få alt serveret på et sølvfad, og som derfor ikke er i stand til at tage ansvar for sig selv.

En af de vigtigste opgaver i EU’s næste valgperiode er at råde bod på dette, så unionen atter bliver i stand til at stå tidens prøver. Og der er nok at tage fat på.

Alene sidste år – efter krigen i Ukraine var brudt ud – var det nemlig stadig 19 af 31 Nato-lande, der ikke brugte de aftalte 2 pct. af bnp på forsvaret.

Og med et amerikansk præsidentvalg i horisonten, hvor Trump meget vel kan genvinde nøglerne til Det Hvide Hus, bliver Europa nødt til også selv at have et troværdigt afskrækkende forsvar.

Det skyldes ikke blot spekulationerne om, at Trump vil forsøge at trække USA ud af Nato eller hans sabelraslen om at lade Rusland gøre »hvad fanden de vil« mod ethvert Nato-land, der ikke betaler de aftalte 2 pct. af bnp til forsvaret.

For uanset om Trump vinder præsidentvalget i november, lader USA nemlig til at ville rette blikket mod andre udfordringer, hvilket vil efterlade et magtvakuum i håndteringen af de geopolitiske udfordringer, som tidligere blev udfyldt af USA.

Derfor var det godt, da Tyskland, Polen og Frankrig for nylig pustede liv i den historiske forsvarsalliance Weimar-trekanten, der indtil Polens PiS-parti kom til magten, var en platform, som knuste udenrigspolitiske problemer i det østlige Europa.

Den slags initiativer har vi brug for langt flere af. For hvis USA’s atomparaply foldes sammen, skal vi have en troværdig europæisk søjle i Nato.

Men hvis visionen om selv at kunne varetage ansvaret for kontinentets sikkerhed skal realiseres, er der brug for mere end blot nye alliancer.
Lige nu står et forældet investeringsprincip eksempelvis i vejen for, at Europas største pengetank, der alene sidste år investerede 660 mia. kr., kan få lov til at investere i forsvaret.

Hvis ambitionerne fra de politiske skåltaler om at fortsætte støtten til Ukraine og at opruste vores hjemlige forsvar skal realiseres, bliver vi nødt til at droppe den slags virkelighedsfjerne forbud mod den industri, der er vores bedste garanti for fred og sikkerhed.

I alt for mange år har EU sovet i timen og ladet amerikanerne bære en uforholdsmæssig stor del af omkostningen for Vestens sikkerhed.

Nu er tiden moden til, at vi ser de nye sikkerhedspolitiske realiteter i øjnene og vågner op til dåd.

For hvis Europa ikke skal efterlades på perronen i det 21. århundrede, er vi nødt til at stå stærkere i egen ret.

Af Henrik Dahl og Mads Strange.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 6/3-2024)

Helena Artmann Andresen

4. marts 2024

Jeg tror, at vi glemmer, at det faktisk er helt normalt, at ungdomslivet er hårdt.

Vibeke Koushede, der er en af Danmarks førende eksperter inden for mental sundhed, rammer hovedet på sømmet, når hun i Jyllands-Posten siger, at vi skal lære at skelne mellem alvorlige mentale lidelser og forbigående skavanker, hvis vi skal mental mistrivsel til livs.

Som samfund taler vi i dag nærmest med samme tyngde om de udfordringer, man kan forvente af ethvert ganske almindeligt ungdomsliv, og det at kæmpe en kamp mod reelle mentale problemer som depression og svær stress.

Jeg er selv 22 år og kender alt til, at ungdomslivet til tider kan være svært og meget andet end perfekt.

Skolearbejde, social status og venskaber, der skal plejes, forventninger og overvejelser om, hvilken vej man skal gå i livet, og den universelle ungdomsusikkerhed om, hvem man er og bør være som person – ja, ungdomslivet rummer mange usikkerheder og bekymringer, og det kan være utroligt svært at acceptere, når unge i dag i højere grad end tidligere lever i en såkaldt perfekthedskultur.

Det er ikke underligt, at mange unge føler sig utilstrækkelige, når vores eget virkelighedsbillede ikke ligner de illusioner om det perfekte liv, vi konstant eksponeres for på sociale medier.

Men løsningen er ikke at dyrke følelsen af at være forkert eller utilstrækkelig. Vi bliver nødt til at lade de unge forstå, at ikke alle dage er lette og bekymringsfrie – og det er helt normalt. Det er et grundvilkår ved at være menneske og særligt et ungt menneske, som forsøger at finde den rette vej i livet.

En af de ting, Vibeke Koushede også peger på, er, at vi skal stoppe med konstant at tage temperaturen på hinanden.

Lige nu ser vi, at uddannelsesinstitutionerne gør mistrivsel til et strategisk fokusområde.

Jeg har møder med organisationer, der mener, at mistrivsel skal være på skoleskemaet, og jeg har for nylig besøgt en erhvervsskole, der havde udviklet sin egen app, hvori eleverne en gang om måneden skulle logge ind og rapportere, hvordan deres trivsel var, så skolelederen kunne holde øje med eleverne.

Jeg frygter, at vi er i gang med at sygeliggøre en hel generation. Hvis man i stedet fokuserede på at gøre børn og unge opmærksomme på, at følelser af usikkerhed og utilstrækkelighed er helt normale i stedet for at problematisere det, tror jeg, at vi ville hjælpe dem langt mere.

Jeg tror, de unge i højere grad vil kunne acceptere og håndtere uperfekthed, hvis de er bevidste om, at det er en normal del af tilværelsen som menneske, og at perfekthed er en illusion.

Du høster som bekendt, hvad du sår, og sår vi konstant et narrativ om, at børn og unge har det dårligt og er mere mentalt skrøbelige end tidligere, så er det ikke overraskende, at det også er den fortælling, ungdommen tager på sig.

Så hvad kan man gøre politisk? Særligt Socialdemokratiet er for tiden ude og skyde Liberal Alliance i skoene, at vores svar til unge med reelle mentale problemer er, at de skal tro på sig selv og stoppe deres jamren.

Det er selvfølgelig ikke vores politik, når det gælder de mest sårbare unge, som har brug for egentlig hjælp og behandling.

Først og fremmest skal vi styrke psykiatrien med flere penge, sengepladser og mere kvalificeret personale, der griber den enkelte patient bedre, end det er tilfældet i dag.

Vi skal gøre op med frygtpædagogikken og sætte antallet af trivselsundersøgelser ned.

De er bureaukratiske for folkeskolerne, og det styrker elevernes narrativ om, at de har det dårligt, når de igen og igen skal svare på ”hvor tit har du ondt i maven?”.

Den navlepillende, dårligdomsdyrkende tilgang til ungdomslivet er ikke vejen til bedre trivsel.

Tværtimod.

I stedet skal vi anerkende, at det er hårdt at være teenager – ligesom det altid har været – og så hjælpe der, hvor vi kan.

“Jeg frygter, at vi er i gang med at sygeliggøre en hel generation.”

Hvis man i stedet fokuserede på at gøre børn og unge opmærksomme på, at følelser af usikkerhed og utilstrækkelighed er helt normale i stedet for at problematisere det, tror jeg, at vi ville hjælpe dem langt mere.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 4/3-2024)

Henrik Dahl

27. februar 2024

Enhedslisten er stødt på manchetterne over, at vi har kritiseret FN. Men forholder man sig til sagens substans, er det tydeligt, at vi har nogle alvorlige problemer.

Det har i mange år været alment kendt, at der er store problemer med antisemitisme hos UNRWA, FN’s nødhjælpsorganisation i Palæstina.

Tidligere har der været sager om, at organisationens ansatte sympatiserer med Hamas, og at vestlige støttemidler går til at producere antisemitisk undervisningsmateriale til deres arbejde i Palæstina.

Men for nyligt kom det ligeledes frem, at UNRWA har flere ansatte, der decideret er anklaget for at have medvirket i terrorangrebet mod Israel d. 7. oktober.

Derfor fremlagde vi i Liberal Alliance et forslag om at trække støtten til organisationen for at sikre, at danske skatteydere ikke betaler løn til terrorister.

Det burde være et ukontroversielt forslag. Ikke mindst med tanke på at en masse lande såsom USA, Storbritannien, Tyskland, Holland, Estland og mange flere også har trukket støtten af netop den årsag.

Men spørger man Enhedslisten, er vores forslag et ”kynisk forsøg på at indtage et ledigt standpunkt i jagten på hurtige likes”.

I nærværende avis har partiets kandidat til Europa-Parlamentet, Ludvig Goldschmidt, nemlig konkluderet, at det på grund af Liberal Alliances kritik af FN nu må ”være op til de voksne og ansvarlige partier at værne om de internationale organisationer i en tid med tiltagende ustabilitet”.

Men Goldschmidts kritik klinger selvfølgelig hult, hvis man forholder sig til sagens substans i stedet for at lade sig blænde af ideologiske skyklapper.

For kaster man et blik på, hvordan FN er skruet sammen, bliver det hurtigt tydeligt, at systemet er ramt af nogle alvorlige problemer.

Tag eksempelvis FN’s menneskerettighedsråd, der lige nu ledes af rædselsregimer som Saudi Arabien (hvor homoseksuelle møder dødsstraf), Kina (hvor muslimer sendes i koncentrationslejre) eller Nigeria (hvor kvinder ikke har basale rettigheder).

Hvordan kan det være kontroversielt at påpege, at der er problemer i et system, hvor nogle af verdens mest undertrykkende lande – som ikke selv overholder menneskerettighederne – skal sikre menneskerettigheder?

Og listen af absurde ting ved FN stopper ikke her.

For nyligt påstod FN’s vice-generalsekretær for humanitære indsatser, at Hamas i virkeligheden ikke er en terrororganisation, og et FN-land som Rusland – der truer verdens sikkerhed ved at starte en krig i Ukraine – kan sidde i FN’s sikkerhedsråd og nedlægge veto mod, at vi får stoppet (eller sågar blot fordømmer) krigen.

Både disse eksempler og skandalen med FN’s nødhjælpsorganisation i Palæstina er symptomatiske på en indbygget systemfejl i FN.
Nemlig at ikke-demokratiske og uciviliserede lande ofte får lov til at blokere for, at vi kan bruge FN til at føre demokratisk og civiliseret politik.

Hvis vi skal kunne løse de mange vigtige udfordringer, som verdenssamfundet står overfor, bliver vi til at erkende, at der er nogle dysfunktionelle dele af FN.

Derfor bør vi forholde os ærligt og sagligt til problemerne ved, at en FN-topchef forvansker sandheden om en barbarisk terrororganisation, eller at vores støttemidler går til en nødhjælpsorganisation, som er gennemsyret af antisemitisme.

I modsætning til hvad Enhedslistens Ludvig Goldschmidt påstår i sin klumme, har vi i Liberal Alliance dog aldrig bebudet, at vi gerne vil vende FN ryggen. Men vi ér imidlertid af den opfattelse, at FN lige nu er ramt af nogle alvorlige problemer.

Hvis disse skal kunne løses, bliver vi nødt til at anerkende deres eksistens i stedet for at vende det blinde øje til problemerne som Enhedslisten.

Af Henrik Dahl og Mads Strange.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 26/2-2024)

Henrik Dahl

26. februar 2024

EIB holder fast i sit forældede forbud mod at understøtte forsvarsindustrien. Det er symptom på et generelt problem i EU

Hvis vi i Europa skal gøre os nogen forhåbninger om, at Ukraine vinder krigen mod Putins imperialisme, har vi brug for langt mere militært materiel. Men lige nu står Europas største långiver i vejen for at sikre den fortsatte opbakning til vores ukrainske allierede.

Den Europæiske Investeringsbank (EIB) er nemlig underlagt et princip om, at man ikke investerer i ammunition og våbensystemer, fordi man hellere vil bruge pengene på fredsbevarende indsatser.

Netop EIB kunne ellers med sin store pengetank, der alene sidste år investerede omtrent 660 mia. kr. i en række initiativer, have udgjort en enorm stor forskel på slagmarken.

Men alligevel har investeringsbanken valgt at holde fast i sit forældede forbud mod at understøtte forsvarsindustrien.

Det princip er symptomatisk på et generelt problem, der plager store dele af EU: nemlig at man ofte vedtager nogle regler, der muligvis lyder godt på papiret, men som i den virkelige verden gør mere skade end gavn.

For hvis der er noget, der bidrager til at sikre fred her i verden, er det selvfølgeligt et troværdigt afskrækkende forsvar.

Forsvarspolitisk efterslæb

Derfor har vi ikke længere råd til at hænge i bremsen, når det kommer til at sikre et kampdygtigt og stærk europæisk militær. Før Putins kampvogne krydsede

Ukraines landegrænse har det i alt for mange lande – inklusive Danmark – været en skammelig kendsgerning, at vi ikke levede op til vores Nato-forpligtelser om at bruge minimum 2 pct. af vores bnp på forsvaret.

Og ikke nok med at vi ikke løbende har investeret yderligere i Forsvaret. I mange lande har det eksisterende materiel sågar været mere eller mindre ude af drift.

En rapport med nogle år på bagen kunne eksempelvis dokumentere, at mindre end halvdelen af Tysklands Euro- og Tornadofighter-kampfly var kampdygtige, og at ikke én eneste af landets seks ubåde var funktionelle.

Med tanke på, at Tyskland er den næststørste bidragsyder til Nato efter USA, er det nedslående læsning, som bør få alle, der kerer sig om Europas sikkerhed, til at råbe vagt i gevær.

Men denne tendens kunne vendes, hvis vi med Den Europæiske Investeringsbank fik sat turbo på investeringerne i EU-landenes forsvar. Derfor bliver EIB nødt til at se de sikkerhedspolitiske realiteter i øjnene og ændre sin praksis.

For det vil være en blåstempling af, at det selvfølgelig ikke bare er ok, men en decideret prisværdig handling, når man sikrer kapital til en kritisk sektor, der bidrager til vores alles sikkerhed.

Det vil betyde, at pensionskasser, kapitalfonde og andre institutionelle investorer – som ofte også er underlagt utidssvarende principper om ikke at røre forsvarsindustrien med en ildtang – vil være mere tilbøjelige til at følge i slipstrømmen af EIB og allokere kapital, som atter kan fylde Europas våbenlagre.

Den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, har allerede bebudet, at hans eget land i det kommende år vil fordoble støtten til Ukraine, og ligeledes opfordret andre EU-lande til at skrue op for støtten. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, der bør stå som et eksempel til efterfølgelse for alle EU-lande.

Et paradigmeskifte

For vi har brug for et paradigmeskift i den europæiske forsvarspolitik. Den tidsalder, hvor vi kunne hvile på laurbærrene og høste fredsdividender, er endegyldigt forbi.

Det skyldes ikke blot, at Putins imperialistiske stormagtsdrømme har skabt krig på det europæiske kontinent for første gang i flere årtier. Det skyldes også, at USA – uanset hvem der vinder præsidentvalget i november – er begyndt at orientere sig væk fra den rolle som global politibetjent i den regelbaserede verdensorden, vi har kendt til, siden Sovjetunionen kollapsede i 1991.

Derfor kan vi ikke længere forvente, at USA altid vil stå klar til at redde dagen. Europa skal kunne stå stærkere i egen ret.

Som Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, bebudede for nyligt, er der nemlig en reel risiko for, at Putins imperialisme ikke stopper ved Ukraines landegrænse.

Hvis vi lader nationalistisk navlepilleri eller virkelighedsfjerne principper stå i vejen for at sikre støtten til Ukraine, risikerer vi således ikke bare, at ukrainernes frihed bliver dem frarøvet af Putin.

Vi risikerer også at afføde en ny verdensorden, hvor den stærkes ret gælder, fordi vestlige demokratier ikke længere magter at være garant for fred og frihed. Derfor er tiden moden til at se de nye sikkerhedspolitiske realiteter i øjnene og gøre vores for at sikre Europas sikkerhed.

Det første sted at starte er ved at lade Europas største pengetank sætte fart på hjulene under den forsvarsindustri, der skal understøtte vores sikkerhed.

Af Henrik Dahl og Mads Strange.

(Indlæg bragt i Børsen d. 22/2-2024)

Henrik Dahl

22. februar 2024

For første gang nogensinde, kommer et EU-valg ikke – for alvor – til at handle om, hvorvidt Danmark bør forblive i EU eller ej.

Der findes stadig modstandslommer, hvor den tro lever, at et land på størrelse med Danmark har flere handlemuligheder uden for en alliance end indenfor. Men det er i vore dage et synspunkt af en eksotisk karakter.

Derfor håber jeg, at valget til Europa-Parlamentet 9. juni kommer til at handle om, hvorvidt det er en blå eller en rød vision om Europa, der skal fremmes i Bruxelles.

Europa har i den grad brug for, at nogen bekymrer sig om selve den økonomiske levedygtighed på kontinentet.

Sammenligner man Europa i dag med Europa for ti år siden, står vi svagere i konkurrencen med USA i vore dage, end vi gjorde i det forrige årti. Der bliver startet alt for få nye virksomheder. De virksomheder, der kommer i gang, har for svært ved at vokse. De helt store virksomheder klarer sig. Selvom også de er ved at segne under byrden af tung regulering.

Hvad angår virksomheder inden for højteknologi, er der oven i købet et ekstra lag af bekymring: Vil EU komme med tung, overforsigtig regulering, der kræver ansættelsen af nye korps af jurister og andet godtfolk? Eller vil EU regulere ud fra et princip om realistisk risiko – der typisk er mere smidigt og liberalt end regulering baseret på den antagelse, at alt, hvad der overhovedet kan gå galt rent teoretisk, også rent faktisk kommer til at gå galt engang i fremtiden? I det blå EU eksisterer der naturligvis regulering. Men den er smidig; mindst muligt bureaukratisk og baseret på rimelige og proportionale overvejelser over risiko.

Over for visionen om et blåt EU står der en vision om et rødt EU. I det røde EU er der ikke noget, der er så godt som selv den mindste, teoretiske og totalt urealistiske risiko. Og hvorfor er der ikke det? Fordi så kan man altid benytte risikoen for, at nogen foretager sig et eller andet komplet vanvittigt eller risikoen for, at noget helt ekstremt urealistisk indtræder (tænk i retning af en kollision mellem to kometer i farlig nærhed af Jorden) som et påskud for at indføre planøkonomi.

Derfor er der faktisk en hel del, der står på spil ved det kommende valg til Europa-Parlamentet.

Danskerne kan vælge at styrke den side i parlamentet, der ved hjælp af påskud om, at vi lever i en ekstremt farlig – og uretfærdig – del af verden vil indføre så meget planøkonomi og centraldirigering, som det overhovedet kan lade sig gøre. Eller danskerne kan vælge at styrke den side i parlamentet, der anerkender behovet for at regulere på en række områder. Men også betragter det som nødvendigt, at regulering opleves som rimelig; ubureaukratisk og proportional med det onde, den skal forebygge.

Vælger danskerne den røde vision for EU, kan vi regne med at sakke endnu længere bagud i konkurrencen med andre kontinenter.

Ligesom vi kan regne med, at Europa som tiden går vil blive et kontinent, der både er renset for små virksomheder og for højteknologiske virksomheder.

Det mest kedelige har jeg gemt til sidst.

Det røde EU er også et EU, der skaber splittelse og radikalisering. For lige så meget splittelse, der opstår som følge af underreguleret indvandring, vil der opstå som følge af en overreguleret klimapolitik.

I et blåt EU skal der være rimelig regulering af indvandring. Og rimelig regulering for at fremme den grønne omstilling.

Det er den eneste farbare vej fremad for vores kontinent. Derfor håber jeg, at valget mellem blåt og rødt EU kommer til at fylde i de kommende måneder.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 22. februar 2024).

Sólbjørg Jakobsen

12. februar 2024

Det er ikke en let proces for alle at få børn – specielt ikke for LGBT+par. Heldigvis er partnerægdonation for kvinder blevet lovligt i Danmark, men vi skal gøre langt mere på fertilitetsområdet

Mange par drømmer om at blive forældre. For nogle par er det en let proces, for andre er det svært. Det gælder ikke mindst for de LGBT+-par, hvor den naturlige, biologiske vej ikke er mulig.
Teknologien har heldigvis udviklet sig på imponerende vis og gjort det muligt for flere par at få opfyldt deres ønske om at blive forældre. Det gælder ikke mindst for kvindelige par.

Ved hjælp af partnerægdonation er det nemlig muligt for begge kvinder at bidrage til en graviditet. Her doneres æg fra den ene kvinde til den anden kvinde. På denne måde kan parret selv bestemme, hvilken kvinde der donerer ægget, og hvilken kvinde der bærer barnet. Således bliver barnet genetisk beslægtet med sin ene mor og født af sin anden mor, og bliver dermed forbundet med begge mødre.

Den 31. januar indgik et flertal i Folketinget en politisk aftale om at lovliggøre partnerægdonation på baggrund af et beslutningsforslag fra Liberal Alliance og Alternativet, som regeringen blev opmærksom på. Hidtil har den danske lovgivning nemlig kun tilladt partnerægdonation, hvis der forelå en sundhedsfaglig begrundelse for den person, som skulle bære barnet. Lovliggørelsen vil træde i kraft den 1. januar 2025.

Der findes ingen fornuftige argumenter for et forbud imod partnerægdonation. Hverken sundhedsmæssigt eller økonomisk. Sundhedsrisiciene forbundet med partnerægdonation svarer nemlig til dem, som eksisterer ved almindelig fertilitetsbehandling, mens behandlingen kan betales af parrene selv.

Fremover vil kvindelige par ikke længere være nødsaget til at rejse til udlandet for at få foretaget behandlingen, der kendes under fænomenet Shared motherhood. Fremadrettet kan behandlingen foregå på dansk jord. Det vil gøre det nemmere og mere fleksibelt for flere regnbuepar at få opfyldt drømmen om familieforøgelse.

Vi skal gøre langt mere på fertilitetsområdet – partnerægdonation er et skridt i den rigtige retning.

(Indlæg bragt i Information d. 12/2-2024)

Pernille Vermund

8. februar 2024

Sådan fortæller de to voksne døtre til den 77-årige demente mand, som vi forleden kunne læse om i medierne. Følelsen af magtesløshed hos de pårørende var åbenlys. En følelse, jeg desværre genkender alt for godt fra min egen mors tid på plejehjem, før hun i sommer gik bort.

Vi har et af verdens højeste skattetryk, og alligevel frygter langt de fleste af os at ende vores dage på et plejehjem. Ældreområdet er som mange andre dele af vores velfærdssystem blevet umenneskeligt og umyndiggørende.

Marineret i love og regler er det sandet til i bureaukrati, detailstyring og ensretning.

Alt for ofte oplever man som pårørende, at både kompetente og fagligt engagerede medarbejdere sidder på et lukket kontor bag en skærm frem for at bruge tiden sammen med de ældre. Det er ubærligt at være vidne til.

Et opgør med det regeltyranni, der stjæler medarbejdernes dyrebare tid fra borgerne, er en helt afgørende prioritet for Liberal Alliance i de kommende forhandlinger om en ældrereform.

Det handler om tillid og respekt. Vi skal give friheden og ansvaret tilbage til de ansatte, der leverer vores kernevelfærd – og selvbestemmelsen tilbage til borgerne. For selv om vi skal sikre flere penge, når vi bliver flere ældre, så er det ikke kun penge, der mangler.

Der mangler også sund fornuft. Pengene bliver mange steder prioriteret forkert. Unødvendige dokumentationskrav kan spare os for meget. Det samme kan kompetent og ansvarlig ledelse.

Aktuelt ser vi, hvordan stigende udgifter til vikarer på de offentlige plejehjem presser kommunerne. Automatreaktionen fra lokalpolitikerne har været at kræve flere penge. Skatteborgerne må igen til lommerne. Men hvor er ansvaret for at nedbringe sygefraværet – og dermed behovet for vikarer?

Tal fra Dansk Erhverv viser, at medarbejdernes sygefravær er mere end dobbelt så højt på offentlige plejehjem som på private. På landsplan ligger sygefraværet på det offentlige plejehjemsområde på 7 pct., mens det private kun er på 3 pct. i gennemsnit.

Hvis det offentlige fravær blev nedbragt til at være på niveau med det private, ville det svare til 1.422 flere fuldtidsansatte på de danske plejehjem. Tænk, hvor meget mere overskud der ville være til omsorg for de ældre, hvis alle plejehjem blev drevet som de private. Potentialet er enormt.

Halvdelen af landets kommuner har udelukkende offentlige plejehjem. Og selv om antallet af private plejehjem generelt er stigende, så er det kun ca. 5 pct. af alle danske plejehjemspladser, der er private. Der kommer til at mangle op mod 7.500 plejehjemspladser frem mod 2030.

Et politisk mål for Liberal Alliance i de kommende forhandlinger om en ny ældrereform er at sikre, at langt flere plejehjem fremover opføres og drives privat, så borgerne kan få et reelt frit valg – og dermed den bedst mulige service for de skattekroner, vi afsætter.

Og ja, der vil altid være en risiko for, at der begås fejl, eller der er ældre og pårørende, der føler sig dårligt behandlet – også på private plejehjem. Men ikke mindst derfor er det så afgørende, at borgerne kan vælge dårlige tilbud fra og gode til.

Venstrefløjens ideologiske modstand mod private leverandører og en elendig information om valgmulighederne for de ældre gør det alt for svært for borgerne at tage magten over situationen og stemme med fødderne, når velfærden svigter.

Kun 3 af 10 ældre ved, at de har ret til frit valg af plejebolig. Derfor ser vi gang på gang sager, hvor borgerne føler sig magtesløse over for systemet. Præcis som vi så det i den ulykkelig sag med den demente 77-årige mand, der var overladt til sig selv.

Ældre og pårørende skal i langt højere grad end i dag oplyses om, hvilke muligheder der er, når man får brug for praktisk hjælp i hverdagen eller bliver plejekrævende.

Det er tid til at tage et borgerligt opgør med det socialdemokratiske velfærdssystem – med det regeltyranni og den ensretning, der gør borgerne magtesløse over for systemet. Det kæmper vi for i Liberal Alliance, når vi i denne uge sætter os til forhandlingsbordet om en ny ældrereform med ældreministeren.

“Der vil altid være en risiko for, at der begås fejl, eller der er ældre og pårørende, der føler sig dårligt behandlet – også på private plejehjem. Men ikke mindst derfor er det så afgørende, at borgerne kan vælge dårlige tilbud fra og gode til.”

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 8/2-2024)

Henrik Dahl

7. februar 2024

Der er ikke nogen nævneværdig ekstremisme i Danmark. EU har meget at lære af os.

Europa kan lære meget af Danmark.

Som regel er det en selvovervurderende påstand, der ikke er belæg for, når man udforsker den nærmere.

Men i forhold til politisk radikalisering er der faktisk noget om snakken. I Danmark er de politiske yderfløje ikke særligt store eller vigtige.

På godt og ondt foregår hovedparten af den politiske samtale mellem ansvarlige partier, der gerne vil lave aftaler med hinanden. De vilde og voldsomme meldinger om, at samfundet skal ændres totalt og fra bunden, skal man langt ind i aviserne for at finde. Der, hvor de bringer notitser om småting af den mere kuriøse art.

Når europæiske politikere udtrykker deres frygt for, at de kommende års valg rundtomkring i Europa vil føre til en styrkelse af radikaliserede partier, kan vi i Danmark med god samvittighed melde hus forbi.

Jeg er sikker på, at det skyldes, at den politiske elite i Danmark ligger langt over det europæiske gennemsnit, når det gælder om at være lydhør over for spørgsmål, der optager den brede befolkning.

I Danmark siger den politiske elite ikke nej, når venstrefløjen hævder, at klimaet er et problem. I stedet lytter man til bekymringerne. Og derefter udformer man politiske forslag, der ikke er lige så radikale som venstrefløjens egne.

Men som man med god samvittighed kan sige er en imødekommelse af de bekymringer, der er blevet udtrykt.

Efter lidt tøven i 1990’erne har det meste af den politiske elite i Danmark også erkendt, at ukontrolleret indvandring fra Stormellemøsten er et problem.

Der findes en stædig yderfløj. I disse dage fordriver den tiden med at prøve at gendrive Frederik Vads uafviseligt korrekte påstand om dominansadfærd blandt indvandrere og efterkommere fra Stormellemøsten.

Ellers kommer den med ”solstrålehistorier”, som ingen normale mennesker fæster nogen som helst lid til.

Men bortset fra denne marginaliserede gruppe ved alle, at Danmark har et problem, og at dette problem kræver en fordomsfri håndtering. Og lige præcis derfor betyder yderfløjene ikke det helt store i Danmark. Hvis yderfløjene har ret – er den politiske elites ræsonnement – så har de ret.

Det betyder ikke, at man skal kopiere deres politik. Men det betyder, at man skal tage de rejste spørgsmål alvorligt.

Prøv at betragte Tyskland som kontrast. Her skal jeg selvfølgelig fremkomme med den sædvanlige disclaimer: Fordi jeg i det følgende udtrykker forståelse for, at Alternative für Deutschland drives af ægte bekymring, så indebærer det ikke, at jeg er enig i dets løsningsforslag.

Og vi tager den lige en gang til for elevrådspolitikerne og stråmandspolemikerne: Jeg er ikke enig i Alternative für Deutschlands løsningsforslag.

Men det nytter ikke noget, at den politiske elite i Tyskland end ikke er i stand til at erkende, at Alternative für Deutschlands politiske drivmiddel er ægte bekymring over ægte problemer.

Jeg havde forleden en lang samtale med en virkelig stor kender af både Tyskland og Danmark. Han sagde noget til mig, som faktisk bekymrede mig: at den politiske elite i Tyskland befinder sig i en tilstand af fornægtelse, når det gælder de problemer, indvandringen fra Stormellemøsten har skabt overalt i landet.

I Tyskland er der i disse år ved at ske aldeles irreversible forandringer, når det gælder jøders sikkerhed. Når det gælder kvinders sikkerhed. Når det gælder seksuelle minoriteters sikkerhed. Og når det gælder helt almindelige borgeres mulighed for at færdes uantastet overalt i samfundet.

Men dette udgangspunkt for en samtale om, hvad der kan og bør gøres, er det nærmest umuligt at få et medlem af regeringspartierne til at erkende (i CDU/CSU går det en anelse bedre).

Ifølge pålidelige kilder overvejer Erdogan-regimet at starte en tysk filial af AKP. Altså det islamistiske parti, der har styret Tyrkiet med hård hånd i mange år.

Hvis det sker, kan mennesker fra Tyrkiet leve fuldstændig uforstyrret i Tyskland i en tyrkisk boble:

Man kan stemme på ”Die AKP”. Man kan gå til fredagsbøn i en moské drevet af det tyrkiske religionsministerium, Diyanet.

Og man kan takket være Ankaraaftalen fra 1963, der sidestiller tyrkere med EU-borgere, rejse uhindret rundt ikke bare i Tyskland, men i hele Schengenområdet.

Det fører ikke i retning af integration, men i retning af selvsegregering. Fremragende eksemplificeret ved den tyske fodboldlandsholdsspiller Ilkay Gündogan, der til Frank-Walter Steinmeiers formentlige forbløffelse overrakte Erdogan en af sine spillertrøjer med erklæringen: »Für meine verehrten Präsidenten, hochachtungsvoll.«

Hvad har den politiske elite i Tyskland at sige til alt sådan noget (som – i parentes bemærket – næsten ethvert medlem af den politiske elite i Danmark kan se udgør et problem)?

Stort set intet.

Hvis der ikke er andre, der vil sige det, må jeg tage opgaven på mig: Det er en absurd og vanvittig idé at forbyde Alternative für Deutschland. Men samtidig er det en tilståelsessag for dem: Vi i den tyske politiske elite aner ikke vores levende råd, når det gælder de problemer, der er Alternative für Deutschlands drivmiddel.

Tror tilhængerne af et forbud mod Alternative für Deutsland, at den problembevidsthed, der er partiets drivmiddel, vil fordufte og opløse sig selv i ingenting?

Tror tilhængerne af et forbud, at det er en god og samlende idé at sætte en tyk streg under, at der stadig går en massiv skyggegrænse ned gennem Tyskland, der adskiller det gamle DDR fra det gamle BRD?

Tror tilhængerne af et forbud, at det er en god idé at gøre som i Sverige? Det vil sige at udskamme en femtedel af befolkningen, fordi den har en anden opfattelse af samfundets største problemer, end den politiske elite har?

Der er kun én måde at reducere opslutningen til Alternative für Deutschland, der virker. Og det er at tilbyde partiets støtter noget politik, der er bedre end den, de får hos Alternative. Ikke den samme politik, naturligvis. Men en pakke med løsningsforslag, der samlet set opleves som bedre.

Det er sådan, vi i Danmark har undgået radikalisering og ekstremisme. Der er ingen, der har patent på modellen. Så den kan frit benyttes alle andre steder.

Der er kun én måde at reducere opslutningen til Alternative für Deutschland, der virker. Og det er at tilbyde partiets støtter noget politik, der er bedre end den, de får hos Alternative.

Ikke den samme politik, naturligvis. Men en pakke med løsningsforslag, der samlet set opleves som bedre, skriver Henrik Dahl.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 7/2-2024)

Hvorfor vil regeringen ikke lære af skolenedlukningerne?

Hvis Europa ikke står stærkere i egen ret, bliver vi efterladt på perronen i det 21. århundrede

Det er hårdt at være ung – og det er okay

Vi bliver nødt til at forholde os til problemerne med FN

Skal Putin tage hele Ukraine, før EU’s største pengetank tør investere i krudt og kugler?

Det røde EU er et EU, der skaber splittelse og radikalisering

Kvinder, der danner par, får endelig lov til at blive gravide med hinandens æg

Danmark skal have flere private plejehjem

Derfor er det en vanvittig idé at forbyde AfD

Mere tillid og respekt i ældreplejen