Beskæftigelse. Arbejdspligten er endt som ren symbolpolitik

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
14. april 2025

Det er et sundt princip, at man skal yde, før man kan nyde. At man forsørger sig selv og sin familie, og at samfundet tager sig af dem, der har det sværest, når de ikke selv er i stand til det.

I det lys kunne arbejdspligten, som træder i kraft til sommer, ved første øjekast ses som et fornuftigt tiltag. Formålet med arbejdspligten er nemlig at sikre, at personer, som modtager ydelser i kontanthjælpssystemet og samtidig ikke opfylder opholds- og beskæftigelseskravet, skal arbejde op til 37 timer om ugen for at modtage sin ydelse.

Ræsonnementet er, at initiativet særligt vil gøre op med tendensen til, at Danmark udgør et socialkontor for resten af verden, da mange herboende indvandrere ender på offentlig forsørgelse i stedet for at bidrage til samfundet og forsøge sig selv og sin familie. Problemet er bare, at selvom diagnosen er korrekt, er medicinen ikke den rette – og derfor bliver arbejdspligten hverken til en integrations- eller en beskæftigelsessucces.

For på papiret lyder det jo fantastisk, hvis der kan blive sat skub i beskæftigelsen blandt ledige kontanthjælpsmodtagere. Men arbejdspligten vil imidlertid blot have en meget lille effekt på beskæftigelsen, og derudover medfører den tilmed en uønsket bivirkning: Nemlig at bureaukratiet i landets jobcentre vil vokse markant. Ifølge regeringens egne beregninger, vil indsatsen, der koster over 150 millioner kroner om året, kun få omkring 300 personer i beskæftigelse på trods af at arbejdspligten vil omfatte hele 22.000 personer. Og samtidig vil alene tilrettelæggelsen af arbejdspligten skabe nye administrationsudgifter for 62 millioner kroner årligt.

I min optik er det afsindigt mange skattekroner at bruge på at få meget få personer i job. Og derudover er det fuldstændig hovedløst, at man indfører endnu mere bureaukrati i en offentlig sektor, der i forvejen er ved at drukne i tonsvis af regler og kontrol, hvilket udelukkende er intensiveret i antal og omfang, siden Mette Frederiksen indtog Statsministeriet for første gang i 2019. Socialdemokratiet har sagt igen og igen, at de vil gøre op med bureaukratiet. Og bevares. De har også formået at skære ned i jobcenterbureaukratiet med den nye aftale, som regeringen har indgået med Liberal Alliance, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti.

Men når Socialdemokratiet og regeringen så samtidig indfører endnu mere bureaukrati, så begynder deres erklæringer om afbureaukratisering efterhånden at blive voldsomt utroværdige. I Liberal Alliance så vi meget gerne, at arbejdspligten var den rette medicin til at råde bod på udfordringerne på integrations- og beskæftigelsesområdet. Men vi kommer ikke udenom endegyldigt at måtte konstatere, at den mestendels er og bliver et udtryk for symbolpolitik og unødigt bureaukrati. Lur mig, om ikke regeringspartierne står og roser sig selv for at afskaffe den om nogle år, selvom de selv indførte den og blev advaret fra alle led og kanter. I min optik er det afsindigt mange skattekroner at bruge på at få meget få personer i job.

(Indlægt bragt i Avisen Danmark d. 14. april 2025)

Når Bødskov rydder op, er det i en selvskabt rodebutik

Pernille Vermund
11. april 2025

Dansk politik har det til tider med at køre i ring. De samme magthavere, de samme mønstre og det samme rod.

Og som afledt symptom er det nu snart et kvart århundrede siden, vi sidst havde en regering, hvor hverken Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen eller Troels Lund Poulsen bestred en ministerpost.
De tre partiledere for SVM-partierne har siddet så længe, at de nu laver reformer af deres egne reformer. Først en reform af den gamle folkeskolereform.
Så en strukturreform af den gamle strukturreform i sundhedsvæsenet. Dernæst en genopretning af Forsvaret, de selv har sparet i stykker. For ej at forglemme diverse anskaffelser af skatter, som de selv har indført.
På erhvervsområdet udgør erhvervsminister Morten Bødskovs (S) ageren ikke overraskende ingen undtagelse. Tværtimod.Tid til en frisk start
Det seneste skud på stammen er en mildest talt klodset kovending på spørgsmålet om EU’s krav til danske virksomheder om at udarbejde kompliceret og ressourcekrævende bæredygtighedsrapportering i et hidtil uset omfang.
For blot få år siden kunne Bødskov stolt proklamere på talerstolen i Folketinget, at man ville indføre denne bæredygtighedsrapportering, som angiveligt “kunne blive en konkurrencefordel for dansk erhvervsliv”.
I Liberal Alliance og i øvrige dele af oppositionen råbte vi vagt i gevær, for vi vidste, at regeringens lovforslag ville resultere i en for omfattende og konkurrenceevneskadelig byrdebelastning for danske virksomheder.

Kritikken prellede imidlertid af. Men nu har piben fået en anden lyd. For nu vil Bødskov under Danmarks kommende EU-formandskab “ rydde op i byrderne”. Altså de byrder, som han selv har skabt, på trods af at konsekvenserne var blevet gjort klare og tydelige for dem.
Det er dog pudsigt nok ikke en del af de handlekraftige skåltaler og positive pressemeddelelser, som erhvervsministeren og hans ministerie gladeligt er afsendere på efter kovendingen.
Så nu står vi her igen: de samme magthavere, de samme mønstre og det samme rod. Og hver gang der ryddes op, er det i SVM-regeringens selvskabte rodebutik.
Er det ikke på høje tide med en frisk start for Danmark?

(Indlæg bragt i Børsen d. 11. april 2025)

Går vi til valg på højere fartgrænser og flere p-pladser, taber vi igen

Alexander Ryle
11. april 2025

De blå partier har talt for meget om biler og for lidt om byliv, træer og luftige boulevarder med blomster og græs. Derfor stemmer københavnerne rødt.

Selv om man er blå som os, kan man godt få nok af det evige klynk over, hvor rødt københavnerne stemmer.

For hvorfor stemmer så mange københavnere egentlig rødt? Det virker umiddelbart mærkeligt, når mange af dem har ganske høje indkomster, hvilket ofte får vælgere til at stemme blåt. Kunne forklaringen være, at de blå partier i København har gjort noget galt? Så vi ikke kan tillade os at brokke os, men i stedet må kigge indad – fordi vi selv bærer en del af ansvaret? Det mener vi.

Det, de blå partier i København har gjort galt i årtier, er, at de ikke har formuleret en vision for et København, som et grønnere og rarere sted at bo. Et København, hvor der er plads til børn på løbehjul, boldspil på græsplæner i hvert kvarter, træer og blomster i gaderne, mere ro og mindre sort asfalt.

Det er da en god vision at have! Men vi har for længe overladt det til venstrefløjen at sælge den vision til københavnerne, og til ingens overraskelse har byens vælgere kvitteret for det ved at stemme rødt.

Imens har blå partier ført valgkamp på, at byens største problem er, at biler ikke må køre hurtigt nok på vejene, som i øvrigt er for smalle til trafikken og for ensrettede, og at kommunen ikke stiller pladser nok til rådighed for bilerne, når de skal parkeres.

I Liberal Alliance begyndte vi så småt i valgkampen i 2021 at sige fra over for denne blå fortælling. Måske var det ikke realistisk at bygge en masse underjordiske parkeringspladser til én million kroner stykket på de københavnske skatteyderes regning, sagde vi.

Siden har vi i valgperioden i Københavns Borgerrepræsentation bakket op om lokale forskønnelses- og begrønningsprojekter i boligkvarterer og i Indre By, også når det har betydet, at enkelte parkeringspladser blev nedlagt. Og vi har hævet prisen på beboerlicenser ud fra devisen: Vi kan simpelthen ikke mætte et tæt på uendeligt behov for meget billige kommunale parkeringspladser i byen – vi bliver nødt til at hæve prisen på parkering, så borgere med et mindre behov for at eje egen bil tilskyndes til at vælge delebiler og andre løsninger.

Det er også den politik, vi agter at føre i den kommende valgperiode. Pladsen i en by som København er trang, og mange værdige behov skal dækkes. I de senere årtier har vi i København nedlagt parkering på centrale pladser og gader, fordi vi hellere ville skabe rum for byliv, rekreation og en smuk og rar by at være i. Biler kan ikke længere parkere i hverken Nyhavn, på Kongens Nytorv, Israels Plads, Christiansborg Slotsplads eller Gammel Torv. Og det er alle glade for! Vi vil fortsætte med at skabe mere plads til andet byliv fremfor parkering i Middelalderbyen.

Nedlæggelsen af p-pladser i indre København er sket i takt med, ikke i modsætning til, at København er blevet en stadig mere attraktiv by at bo i, arbejde i og besøge. Det er faktisk ikke sådan, at folk ikke vil bo i København længere, fordi der ikke er så mange parkeringspladser i København K, som der var engang. Arbejdspladserne forsvinder heller ikke ud af byen, og turisterne fra resten af Danmark og udlandet er ikke holdt op med at komme til os. Tværtimod!

Flere vil bo i, arbejde i og besøge København i dag, end før de parkeringspladser blev nedlagt. Fordi her er rarere at være, og fordi byen er blevet smukkere af det. Fordi der er plads til mere af det københavnske byliv, som vi alle godt kan lide, men som ikke har med parkering af biler at gøre: en gåtur gennem byen, cafébesøg med udeservering, slikke sol på en bænk og mødes med vennerne.

København blev lavet, før bilen blev allemandseje. Brede boulevarder med træer, græs og blomsterbede prydede byen sammen med smalle brostensbelagte gader, og gående og cyklende københavnere myldrede over det hele. Siden kom fremskridtet til København med individuel persontransport i biler, og boulevardernes træer blev fældet, og blomster blev asfalteret, mens der blev tegnet hvide streger til parkering i de smalle gader.

Nu skriver vi 2025, og man kan som borger i København komme kvikt fra den ene ende af byen til den anden med enten S-tog eller Metro-tog. Vi har cykelstier overalt, og elcyklen er tilgængelig for enhver, som ikke har rå muskelkraft nok til at dække sit behov for tilstrækkelig hurtig fremdrift.

Vi har planlagt en ny østlig ringvej fra Nordhavn til Lufthavnen, så udefrakommende i fremtiden både kan køre den ene og den anden vej rundt om København, uden at skulle igennem byen, og så københavnere med bil også vil kunne køre ud til ringvejssystemet, rundt om byen og ind igen der, hvor de skal hen. Tiden er faktisk moden til, at også vi blå partier i København kan sige, at vi forestiller os en by, hvor bilerne fylder mindre, og hensynet til menneskelivet fylder mere.

Vi tror på, at det er en rigtig vej at gå for København. Vi tror også, at mange flere københavnere vil stemme blåt, hvis vi blå partier siger det højt. De røde har for længe haft monopol på at ville mere med København end gennemkørsel af biler og billige parkeringspladser.

“De røde har for længe haft monopol på at ville mere med København end billige parkeringspladser”

(Indlæg bragt i Politikken d. 11. april 2025)

Fire blå partiledere: Sådan skal vi finansiere oprustningen

Alex Vanopslagh
9. april 2025

Det er for det meste ret nemt at formulere, hvad man gerne vil have, eller hvad man har brug for: »Jeg ønsker mig en ny racercykel,« siger teenageren. Og så kommer det irriterende spørgsmål fra forældrene: »En racercykel er meget dyr. Hvor tænker du, at pengene skal komme fra? Hvis du skal have en ny cykel, så bliver der altså ikke råd til sommerferie i år. Du må vælge, min dreng«. En funklende ny racercykel med ti gear og det nyeste udstyr er nok i kategorien »godt at have«, men ikke »nødvendigt at have«. Og med lidt flid og prioriteringer ville teenageren nok godt selv kunne spare op til cyklen, hvis han for eksempel begyndte at gå med aviser eller tog et andet fritidsjob.

Alvoren er en hel del tungere, når vi taler om, hvad Danmark har brug for. Der er flere altoverskyggende ting lige nu. Det ene er et markant stærkere og større forsvar, som i årevis har sejlet. Den aktuelle udenrigspolitiske situation har gjort det krystalklart, at vi skal opruste nu og langt ind i fremtiden. Det andet er den grønne omstilling. Den kræver blandt andet, at vi skifter fossil energi ud med grøn energi. Det tredje er en omfattende klimasikring af vores huse, bygninger, infrastruktur og landskaber. Der er ingen vej udenom, for vi vil se mere ekstremt vejr med stormfloder og skybrud i de kommende år.

Alt dette er dyrt. Helt ekstremt dyrt. Så spørgsmålet melder sig: »Hvor skal pengene komme fra?« Regeringen anført af Mette Frederiksen er enig i, at forsvar, grøn energi og klimasikring både er nødvendigt og dyrt. Samtidig lancerer statsministeren strøtanker om danskernes pensionsalder. Og vi ved alle, at den demografiske udvikling betyder et stigende pres på velfærden – som danskerne i øvrigt har større og større forventninger til. Det giver milliardregninger.

Men når regeringen bliver spurgt til, hvor pengene skal findes, bliver de tågede og ukonkrete. Det er heller ikke nemt. Men det er nødvendigt. For os borgerlige handler økonomisk politik om sund fornuft, om troen på, at alle kan bidrage og om, at udviklingen og væksten kommer fra et erhvervsliv, som har frihed og gode rammer til at skabe netop vækst og udvikling til gavn for alle. Vi tror ikke på, at alle problemer kan løses ved at blive ved med at hæve skatten. Økonomisk politik er måske kedeligt. Der er ikke stemmer i at tale om penge. Men ikke desto mindre har det aldrig været mere aktuelt.

Vi har formuleret fem dogmer, som tilsammen tegner et konkret billede af den økonomiske politik, der skal føre Danmark sikkert ind i fremtiden.
Dogme 1: Velstand i samfundet er vigtigere end hvor mange penge, der kommer i statskassen Skatter og afgifter koster som regel danskerne og virksomhederne mere, end statskassen tjener på dem. For nogle skatter er dette tab meget markant. Registreringsafgiften, småafgifter på forbrug og diverse kapitalskatter er gode eksempler. Det danske samfund har brug for, at der kigges med et kritisk blik på de mest forvridende skatter og afgifter. Står de ekstra penge i statskassen i et rimeligt forhold til, hvor meget fattigere danskerne bliver, når skatterne skal betales? Og hvor meget bremser skatterne, at Danmark bliver et mere velstående land?

Dogme 2: Danskerne går på arbejde for sig selv – ikke for den socialdemokratiske systemmaskine Borgerne er ikke til for samlebåndet, staten og velfærden. Det er omvendt. Det er en afgørende forskel på borgerlig og socialistisk tankegang. Selvbetalt fleksibilitet i pensionssystemet er godt, selv hvis det koster på arbejdsudbud, og Skat skal selvfølgelig tilbagebetale det de skylder, selv hvis det er besværligt i deres nuværende itsystem. Samtidig udhuler unødvendige overførsler økonomien og undergraver opbakningen til den helt rimelige støtte, som ældre, syge og svage har brug for. Førtidspension skal være forbeholdt de syge, og derfor skal vi ikke parkere to tredjedele af herboende irakere på førtidspension. Et stærkt socialt sikkerhedsnet kræver, at flere tager personligt ansvar og forsøger sig selv.

Dogme 3: De offentlige systemer skal kunne udfordres – af borgerne selv eller af professionelle private Private leverandører skal leve op til samme standarder som det offentlige. Gør de det, skal de ikke sættes uden for døren af ideologiske hensyn. Det vigtige er, at borgerne får den bedste service til den laveste pris. Borgerne skal have mulighed for at vælge det tilbud, der passer bedst til dem. Staten kan ikke vurdere, hvad der giver kvalitet i den enkelte familie, det kan kun danskerne selv. Det betyder for eksempel, at fri- og privatskoler, der er baseret på danske værdier, skal have mere støtte, og vi skal have mulighed for frit valg i sundhedssystemet.

Dogme 4: Hver generation skal betale for sig selv – vi skal ikke sende regningen videre til børn og børnebørn Uansvarlig økonomisk politik øger ikke bare gælden, det skaber også usikkerhed om Danmarks troværdighed på kapitalmarkederne. Hvis vi sætter Danmarks økonomiske troværdighed over styr, så vil fremtidige generationer få sværere ved at låne og dermed blive ramt dobbelt: af højere gæld og højere renter. Det betyder, at vi er modstandere af politik, der sætter den finanspolitiske holdbarhed over styr. Der skal være respekt om den sunde økonomi, vi har opbygget over årtier.

Dogme 5: Det er Christiansborgs fornemmeste opgave at sikre, at man ikke står i vejen for dem, der skaber værdien i vores samfund Erhvervslivet skal kunne klare sig selv – og det kan de også godt. Erhvervslivet har ikke brug for Christiansborg. Erhvervslivet har brug for, at Christiansborg i højere grad formår at blande sig uden om. Vi skal mindske alt det bureaukrati, som hæmmer danske virksomheders vækst. Vi skal også lette skatten på det at drive virksomhed og investere i bedre produktion og flere arbejdspladser i Danmark. Pengene skal i høj grad findes ved at afskaffe en række statslige erhvervsstøtteordninger. Vi ønsker for eksempel at afskaffe unødvendig regulering, vi ønsker en minimumsimplementering af EU-regler. Og vi har foreslået et bureaukratiloft.

Er det et uudtømmeligt katalog? En færdigsnedkereret økonomisk politik? Nej, men med vores fem dogmer har vi trampet en sti til en mere økonomisk bæredygtig fremtid. Og det er fremtid, der er det magiske ord her. For ligesom teenageren nok skal finde pengene til drømmecyklen, så kan vi også godt finde penge her og nu til det akutte. Vi kan eksempelvis godt tage 50 milliarder til Forsvaret fra den strukturelle saldo. Men det anviser ikke en vej. Det er ikke en økonomisk politik. Der er et borgerligt alternativ til regeringen, og én af forskellene på os og dem er, at vi gerne vil tale om, hvor pengene skal komme fra. Det handler om værdier og prioriteringer. Men det hele starter og slutter med pengene.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 9. april 2025)

Regeringen svigter havarealerne

Pernille Vermund
8. april 2025

Den katastrofale tilstand i store dele af vores havmiljø kræver både aktiv og passiv genopretning. Ellers svarer enhver genopretningsindsats til at sætte et Disney-plaster på et blødende kødsår.

I Liberal Alliance og Alternativet er der meget, vi ikke er enige om. Men det betyder ikke, at vi er ude af stand til at finde fælles fodslag på mange områder. For eksempel er vi rørende enige om, at vi alle har en forpligtelse til at passe langt bedre på vores natur – både på landjorden og på havet.

Særligt sidstnævnte er som bekendt under et kolossalt pres, da tilstanden i store dele af det danske havmiljø er decideret katastrofal. Derfor er vi på den ene side positive, fordi regeringen vil afsætte midler til at sætte skub i den aktive genopretning af de havarealer, der er udpeget som særlig beskyttelsesværdige. Men på den anden side er vi dybt bekymrede for regeringens manglende anerkendelse af, at aktiv genopretning simpelthen ikke er nok, hvis der ikke parallelt slås et slag for yderligere passiv genopretning.

For hvis man kun fokuserer på aktiv genopretning i form af f.eks. at udplante ålegræs eller lave stenrev, vil det i bedste fald resultere i en minimal forbedring af de havområder med de allerstørste presfaktorer. I værste fald vil arbejdet og pengene være decideret spildte omkostninger, idet presfaktorerne i mange af havområderne er så omfattende, at hverken ålegræs eller stenrev vil have nogen som helst effekt.

Derfor nytter det ikke noget at negligere de mange former for passiv genopretning, vi kan gøre brug af ved at mindske og helt udfase negative påvirkninger. Det kan man f.eks. formå ved at sætte en stopper for indvending af råstoffer, for klapning og for fiskeri med bundskrabende redskaber i de særligt beskyttelsesværdige havområder. Og lad os gøre det meget klart: Hvis regeringen ikke indser dette faktum, sættes der udelukkende et Disney-plaster på et blødende kødsår.

I Liberal Alliance og Alternativet opfordrer vi derfor på det kraftigste regeringen til at vågne op til dåd og anerkende behovet for passiv genopretning. For der vil være rig mulighed for at tage bestik af vores budskab i forbindelse med de kommende forhandlinger om aftalen bag de to kommende naturnationalparker i henholdsvis Lillebælt og Øresund samt i forbindelse med den forestående fiskeriaftale.

Og konsekvenserne af ikke at tage budskabet alvorligt er ganske enkelt for graverende, til at vi har fantasi til at forestille os, at regeringen vil nægte at lytte til os.

For én ting er at svigte genopretningen af vores havarealer ubevidst. Det er straks værre, hvis man gør det bevidst.

Af: Pernille Vermund & Torsten Gejl (Å)

(Indlæg bragt i Politiken d. 8/4-2025)

Lad os kigge på atomkraft i Danmark

Regeringens dommedagsprofeti bremser grøn omstilling

Steffen Frølund
8. april 2025

I et nyligt indlæg skriver Green Power Denmark og Dansk Erhverv, at Christiansborg nøler med den grønne omstilling, mens kommunerne og virksomhederne trækker læsset.

Og ved du hvad? De har ret.

For ja, Christiansborg nøler med den grønne omstilling. Ikke på grund af manglende idéer.

Men på grund af manglende visioner, hvorfor mange simpelthen ikke formår at tænke i andre baner end de, man har tænkt i siden 1980’erne.

Forældet syn på atomkraft hænger ved
Visionsløsheden stortrives særligt blandt alliancen af følelsesstyrede partier fra SVM-regeringen i midten og ud til den yderste venstrefløj, som med deres dommedagsprofetier og skræmmekampagner holder den grønne omstilling tilbage, fordi de eksempelvis ikke har fornyet deres forældede syn på atomkraft siden 1985.

Resultatet er, at vi fokuserer alt, alt for meget på den volatile del af grøn energiproduktion, mens vi så brænder biomasse samt det sorteste kul og koks, som stadig ikke er udfaset helt, fordi der skal være tilstrækkelig energiproduktion, når solen ikke skinner, og vinden ikke blæser.

I 2024 var det faktiske forbrug af kul og koks på hele 19 petajoule svarende til 5.277 gigawatt-timer.

Og den visionsforladte dommedagsalliance ved udmærket godt, at atomkraft ikke skal erstatte al den grønne sol- og vindenergi, som vi er så gode til at producere i Danmark. Men i stedet erstatte al den biomasse samt kul og koks, vi brænder af lige nu.

Oplagt supplement til sol- og vindenergi
For én af de mange fordele ved atomkraft er nemlig, at man kan op- og nedjustere outputtet nærmest efter forgodtbefindende, hvorfor det netop er et oplagt supplement til sol- og vindenergi.

Tilmed udleder det lige præcis nul gram CO2 at producere strøm med atomkraftværk.

Men hvis man i årevis har fortalt sine vælgere, at atomkraft er farligt (det er det ikke), at affaldet er et problem, vi ikke kan løse (det er det ikke), at det er for dyrt (det er prisen værd), eller at det aldrig vil kunne blive indført i Danmark (det finder vi ud af, hvis vi afskaffer forbuddet), så er alt det ovenstående næppe noget, man gider forholde sig seriøst og redeligt til.

Tilsvarende vil dommedagsprofeterne fra de følelsesstyrede partier heller ikke forholde sig seriøst og redeligt til atomkraft, uanset hvad FN’s eget klimapanel anbefaler.

Og uanset hvor stor succes man har med at producere grøn strøm fra atomkraft i andre lande, og uanset hvor meget strøm fra disse landes atomkraftværker vi importerer.

Danskere ser mod atomkraft
Så ja, det er ofte Christiansborg, som nøler på den grønne omstilling, mens virksomhederne og kommunerne trækker læsset.

Og sådan vil det være, lige så længe den visionsforladte alliance mellem SVM-regeringen og venstrefløjen nægter at forholde sig til virkeligheden og dens muligheder.

Men heldigvis kan vi glæde os over, at danskerne ikke er styret af frygt.

Senest i januar viste en megafon-måling, at et stort flertal af danskerne går ind for atomkraft. Og sågar blandt vælgerne hos alle tre regeringspartier er der flere, som er for atomkraft end imod.

Derfor varer det forhåbentlig ikke længe, før det første parti forlader den visionsløse alliance i et forsøg på at følge med deres vælgere, som for længst er kommet videre fra 1980’erne.

Det vil vi naturligvis hilse velkomment i Liberal Alliance.

For vi skal have udskiftet den teknologifjendske frygt med teknologineutrale visioner for en bedre og grønnere fremtid, så dansk energi- og klimapolitik langt om længe kan få en tiltrængt, frisk start.

Vi skal ikke tvangsfordele velfungerende elever, fordi nogle andre ikke kan opføre sig ordentligt

Alexander Ryle
8. april 2025

I Liberal Alliance er vi fuldt bevidste om, at der er voldsproblemer på visse folkeskoler

Som forælder skal man kunne stole på, at ens barn får en plads på den lokale folkeskole. Det kan man heldigvis som hovedregel i dag, da alle børn er tilknyttet en distriktsskole. En lokal folkeskole skaber værdi for både elever og forældre – med kort afstand til skole og fritidsaktiviteter og klassekammerater i nærområdet.

Men står det til den socialdemokratiske overborgmesterkandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil, skal skoledistrikterne i København ændres, så de tager hensyn til elevernes herkomst og sociale baggrund. Ifølge den tidligere børne- og undervisningsminister er målet at gøre op med den vold, som Berlingske har dokumenteret som udbredt på flere københavnske folkeskoler.

Men Rosenkrantz-Theils forslag løser næppe voldsudfordringerne. Tværtimod risikerer det at sprede dem til velfungerende naboskoler. Hvorfor overføre problemerne fra Harrestrup Å Skole, hvor 55 procent af de ansatte har oplevet vold det seneste år, til Hanssted Skole, hvor tallet kun er tre procent?

Eller fra Nordøstamager Skole, hvor 41 procent af personalet har oplevet vold, til Christianshavn Skole, hvor det gælder ti procent? Vi risikerer, at velfungerende familier fravælger folkeskolen, hvis de mødes af vold, uro eller et utrygt miljø på skolen. Og så bliver folkeskolen endnu mindre »blandet« – altså det modsatte af, hvad Socialdemokratiet siger, de ønsker.

Socialingeniørkunst virker ikke – og det burde selv Socialdemokratiet efterhånden have indset.

Et godt eksempel er Aarhus Kommunes fejlslagne integrationstiltag, hvor man siden 2006 har sendt tosprogede børn med bus til andre skoledistrikter for at forhindre, at børnenes lokale folkeskoler kom ind i en skæv udvikling, hvor ressourcestærke forældre tog deres børn ud.

En undersøgelse af tiltaget viser nemlig, at busbørnene klarer sig dårligere end deres jævnaldrende – både fagligt og socialt. I Liberal Alliance er vi fuldt bevidste om, at der er voldsproblemer på visse folkeskoler.

Men løsningen er ikke endnu et socialdemokratisk eksperiment – vi skal tage fat om problemets rod. Derfor har vi peget på, at det skal være nemmere for lærerne at gribe fysisk ind i voldelige og truende situationer.

For eksempel ved at afskille elever i en slåskamp eller føre en voldelig elev ud af klasseværelset. Det går ikke, at mange lærere i dag holder sig tilbage af frygt for, at det kan koste dem jobbet. Vi skal ikke tvangsfordele velfungerende elever, fordi nogle andre ikke kan opføre sig ordentligt.

Det frie skolevalg handler ikke kun om valgfrihed – det handler også om tryghed. Trygheden ved at vide, at ens barn kan få plads på sin lokale folkeskole.

Af: Alexander Ryle og Signe Bøgevald Nielsen

(Indlæg bragt i Berlingske d. 5/4-2025)

LA om vold i folkeskolen: Mattias Tesfaye må træde i karakter og sikre lærernes ytringsfrihed

Helena Artmann Andresen
7. april 2025

Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) bør slå i bordet, når det handler om lærernes ytringsfrihed og krav på personlig sikkerhed i klasselokalet.

Berlingske Tidende har de seneste måneder afdækket en frygtelig voldskultur, der hersker på en lang række folkeskoler i Danmark.

Som om volden ikke var nok i sig selv, viser det sig nu også, at lærere, der fortæller offentligt om volden, risikerer at komme under pres af den kommunale forvaltning og deres egen ledelse.

Nogle steder tysses volden ned, andre steder kaldes lærere til orden, hvis de har udtalt sig offentligt om vold på deres skole.

Det er naturligvis helt uacceptabelt.

Vi kan ikke komme volden til livs, hvis vi ikke kan tale om den.

Lærere, der fortæller om vold i klasselokalet, skal ikke indkaldes til tjenstlig samtale, men i stedet have et venligt klap på skulderen samt ubetinget støtte til at håndtere de udfordringer, der kommer ved at skulle undervise i et uroligt og til tider truende miljø.

Når skolelederne tier, må ministeren tale højt
Der tegner sig dog desværre et billede af, at lærere, som lægger kortene på bordet, oplever, at de bliver mødt af tavshed og udskamning. Dette har modige lærere som Rikke Johansen og Geeti Amiri berettet om.

Som parti oplever vi også at blive kontaktet af lærere, der fortæller lignende historier, men som ikke tør stå frem af frygt for deres position.

Der ligger altså en kæmpe opgave foran os, hvor undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) må forventes at svinge taktstokken over for alle implicerede parter.

”Sammen om skolen,” der blev oprettet i 2021, har til formål at skabe en fælles ramme og dialog om folkeskolen ved at inddrage relevante organisationer som Kommunernes Landsforening, Skolelederforeningen, Danmarks Lærerforening, BUPL, Børne- og kulturchefforeningen, Skole og Forældre, Danske Skoleelever og naturligvis folkeskoleforligskredsen.

Jeg oplever møderne som positive, men til tider også lidt tandløse.

Jeg savner, at undervisningsministeren adresserer emner, der er tabubelagte, men som også er helt afgørende for, at vi kan have en velfungerende folkeskole.

Jeg vil derfor opfordre ministeren til at sætte både ”vold i folkeskolen” og ”lærernes ytringsfrihed” på dagsordenen næste gang, vi mødes.

Når lærernes ytringsfrihed krænkes, er det nemlig kommunerne (KL) og skolelederne (Skolelederforeningen), der har det konkrete ansvar.

Det er konkrete kommuner og konkrete ledere, der vælger at feje problemenerne ind under gulvtæppet i stedet for at se dem i øjnene, så de kan blive løst.

Ministeren må melde klar besked
Det er muligt, at en sådan dagsorden vil tage en bid af den gode stemning, men jeg mener, vi har et fælles ansvar for, at lærere og elever kan gå trygt i skole.

Derfor er det også oplagt, at vi taler om vold og ytringsfrihed på de fælles møder og bliver enige om, hvilke retningslinjer der gælder.

Undervisningsministeren bør gøre det krystalklart for skoleorganisationerne, at de har et ansvar for at bekæmpe volden, og at det er uacceptabelt at bede lærere, der har været udsat for vold, om at stikke piben ind og fortsætte, som om intet var hændt.

Jeg forventer, at han i utvetydige vendinger gør det klart, at organisationerne skal bakke lærerne op, så de kan håndtere volden i stedet for at tysse problemerne ned. Parterne omkring folkeskolen må sammen forsvare det trygge undervisningsrum og lærernes ytringsfrihed.

Jeg ser derfor frem til ministerens initiativ og til næste møde i ”Sammen om skolen.”

(Indlæg bragt i Altinget d. 7/4-2025)

Psykiatriplanen sejler – nu skal den på sporet igen

Louise Brown
7. april 2025

Det stort lancerede løft lader stadig vente på sig. Håbet om psykiatri i verdensklasse må ikke tabes.

For mere end to et halvt år siden indgik samtlige partier en aftale om et ambitiøst løft af psykiatrien. Nu skulle det være. Endelig skulle den hidtil stedmoderligt behandlede psykiatri have et løft, der kunne mærkes. Knap et år forinden havde en stor gruppe af fagfolk, patienter, pårørende, faglige organisationer og andre eksperter lavet et kæmpe stykke arbejde med at beskrive, hvad der skulle til for at få en værdig og velfungerende psykiatri på tværs af landet, af kommuner og regioner, af skole, sygehuse og i samfundsdebatten.

Det er efterhånden længe siden. Meget af den energi og det håb er svært at se afspejlet helt i samme grad der, hvor det skulle drives fremad. Og det bekymrer os – og veksler det håb, som vi alle havde, til mismod.

Det er helt essentielt, at vi får psykiatrien op som politisk fokus og prioritering igen. Ja, der er mange konkurrerende dagsordener, men det er akut og centralt for et trygt og velfungerende velfærdssamfund.

Uanset om du spørger personale, brugere eller pårørende er oplevelsen, at det stort lancerede løft stadig lader vente på sig. Der er meget, der fungerer godt, men der er også meget, der halter.

Det mest markante er, at de midler, der er kommet ud at leve, mærkes i meget begrænset omfang. Og vi har endnu ikke kunnet få svar på, hvordan de midler, der er investeret, ser ud ift. besparelser på selvsamme afdelinger, sygehuse, bosteder eller samme kommunale indsatser. Når det skal tage så lang tid med noget, der jo reelt er akut for dem, det drejer sig om, titter mismodet altså frem.

Den vældige energi, og håbet om en psykiatri i verdensklasse, må vi ikke tabe på gulvet. Vi har nu, hvor vi står på tærsklen til endelig at skulle forhandle om en markant investering på mere end 2 mia. kr., en chance for at holde fast i ambitionsniveauet og håbet. Men det skal gøres ordentligt.

Derfor er det for os, ordførere og organisationer, helt afgørende at få genskabt håbet, og at få psykiatriplanen tilbage på sporet.

Hvis det skal lykkes, er der for os nogle væsentlige forudsætninger, der skal på plads.

For det første skal psykiatrirådet fungere, som det var tiltænkt, og være et reelt rådgivende organ, der løbende kan monitorere og kvalificere indsatsen. Præcis som vi kender det fra Klimarådets rolle i forhold til klimaloven. Det betyder, at de løbende skal orienteres om indsatsen med implementering, men også konkret og reelt skal inddrages i forbindelse med forhandlingerne om næste skridt. Det betyder, at både aftaleskreds og psykiatrirådet årligt får en status både i forhold til kvalitet og kapacitet.

Vi skal vide, om det, vi vælger at sætte i søen, er tilstrækkeligt, om medarbejderne kan levere en ordentlig kvalitet i behandlingen af patienterne og ønsker at arbejde i psykiatrien, og om børn, unge, voksne med psykiske lidelser får det bedre. For det andet er det afgørende, at vi sikrer, initiativerne implementeres fuldt ud i overensstemmelse med det faglige oplæg, målsætninger og indikatorer. Vi skal ikke havne i en situation, hvor vi laver en lang smørrebrødsseddel, hvor midlerne smøres så tyndt ud, at ingen konkret oplever en forbedret kvalitet. Vi skal have modet til at prioritere og samtidig sikre, at det betyder et mærkbart løft.

Det betyder så som det tredje, at vi skal erkende, at vi er villige til at gå videre med en psykiatriplan 2, hvis midlerne ikke rækker til at sikre en fuld finansiering af samtlige aftalte initiativer i psykiatrihandlingsplanen.

Skrevet af: Lægeforeningen (Camilla Rathcke) Bedre Psykiatri (Jane Sørensen), Dansk Psykiatrisk Selskab (Merete Nordentoft), FOA (Tanja Nielsen, sektorformand, Social og Sundhed), Sind (Mia Kristina Hansen), Psykiatrifonden (Torsten Bjørn Jacobsen), Dansk Sygeplejeråd (Kristina Robbins), Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab (Nina Tejs Jørring), DD (Jens Henrik Thulesen Dahl), LA (Louise Brown), K (Lise Bertelsen), R (Stinus Lindgreen), SF (Charlotte Broman Mølbæk), Alt. (Karin Liltorp) og EL (Peder Hvelplund)

(Indlæg bragt i Politiken d. 7/4-2025)

Tag dig i agt for jubeleuropæerne

Lars-Christian Brask & Henrik Dahl
7. april 2025

Selv den største EU-skeptiker vil i disse uforudsigelige og urolige geopolitiske tider næppe postulere, at behovet for øget europæisk samarbejde om sikkerheds-, vækstog energipolitik er aftaget.

For situation taler klart og tydeligt for, at vi fremover må og skal lægge flere af vores sikkerhedspolitiske æg i den europæiske kurv. Så langt, så godt er langt de fleste på tværs af det politiske spektrum trods alt nået i deres analyseapparat. Men for jubeleuropæerne er det – til ingens overraskelse – ikke nok.

For de kan aldrig tage til takke med det rimelige og fornuftige niveau af EU-integration. Og de kan aldrig nøjes med at centrere deres politiske planer om at løse faktiske problemer. I stedet handler det snarere om at finde problemer, der passer til de løsninger, de allerede har besluttet sig for at gennemtvinge.

I de forgange uger har vi set tre klokkeklare eksempler på ovenstående tendens. Først gik Lars Løkke Rasmussen på talerstolen til Moderaternes årsmøde og bebudede, at han ønsker en folkeafstemning inden for to år om at udskifte den danske krone med euroen.

Dernæst ytrede han i selvsamme tale et ønske om at lave samme øvelse med henblik på at afskaffe retsforbeholdet. Og efterfølgende kom Martin Lidegaard og Radikale Venstre på banen med en gammel traver i form af forslaget om at indføre en EU-hær.

Alle tre problemløse løsninger har én fællesnævner: Nemlig at danskerne har afvist dem. I 2000 gik danskerne til stemmeurnerne og takkede pænt nej til at ophæve euroforbeholdet. Og der er intet, der tyder på, at danskerne har ombestemt sig.

Da befolkningen senest blev spurgt af Epinion for Altinget og DR, var det blot hver fjerde dansker, der var klar til at udskifte kronen med euroen. I 2015 blev ønsket om at afskaffe retsforbeholdet ligeledes mødt med et pænt »nej tak«. Den holdning har næppe ændret sig, for i den seneste måling fra Verian for Tænketanken Europa, er det kun lidt over hver fjerde dansker, der i dag ville afskaffe retsforbeholdet.

Og både til folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet i 2022 samt i europaparlamentsvalgkampen sidste sommer var der hos majoriteten ikke nogen tvivl om, at om end man ønskede et tættere forsvarssamarbejde i EU, så var det altså trods alt ikke en fælles EU-hær, der var drømmescenariet. Men det stopper ikke jubeleuropæerne i at udnytte de igangværende geopolitiske spændinger til at give deres drømmescenarier endnu et skud.

For i deres optik er et »nej« ikke et endegyldigt »nej« – det er blot en mellemvej til et »ja«.

I Liberal Alliance har vi ligesom alle andre ansvarlige partier taget bestik af den sikkerhedspolitiske situation og senest anvist en borgerlig og ansvarlig vej til at øge forsvarsudgifterne til 3,5 procent af BNP.

Formålet kan der næppe sås tvivl om: At finde løsninger på faktiske problemer. En tilgang, som står i skarp kontrast til Moderaternes ønske om at indføre euroen og afskaffe retsforbeholdet samt Radikales drøm om at etablere en fælles EU-hær.

For den danske krone er ikke et problem. Særligt ikke når en afskaffelse af euroforbeholdet derimod vil indebære, at danskerne påtvinges at hæfte for de sydeuropæiske landes økonomiske uansvarlighed. Det danske retsforbehold er ikke et problem.

For i kraft af forbeholdet har vi i Danmark fuldstændig kontrol over vores rets- og udlændingepolitik og samtidig rig mulighed for at tilslutte os de dele af rets- og udlændingepolitikken, som vi ønsker. Og manglen på en fælles EU-hær er ikke et problem.

For vi kan sagens forstærke det forsvarspolitiske samarbejde i EU, uden at etablere en hær. Så tag dig i agt, når du støder på jubeleuropæernes ønskeseddel i disse urolige tider. De er som altid ude på at sælge dig en problemløs løsning, som du højst sandsynligvis allerede har takket nej til.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 7/4-2025)