I vil jo aldrig skyde de ulve alligevel vel, Venstre?

Ole Birk Olesen
26. juli 2025

Det er en ærlig sag, hvis man vil udrydde ulven i Danmark. Det vil Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti, og det er et helt legitimt synspunkt.

Men Venstre vil ikke udrydde ulven i Danmark, og det vil sige, at også Venstre bliver nødt til at forholde sig til, hvordan der kan holdes får i vores land i områder, hvor der er ulv, uden at det er dyrplageri.
Det er dyrplageri at have får gående i folde, som ikke holder ulve ude.
Fåret er i Danmark ude af stand til at beskytte sig mod ulve, fordi vi ikke har bjerge, som fåret kan søge tilflugt i, og ulvene kan derfor frit komme ind, slå flere får ihjel, end de kan æde, og bare fortære indvolde, lever og hjerte, som er mest næringsrige.

Derfor skal fåreavlere beskytte deres får med ulvesikrede hegn eller vogterhunde. Regeringen har lige forhøjet tilskuddet til opsætning af ulvesikrede hegn og som noget nyt også indført et tilskud til vedligehold af hegnet.

Men i nogle områder hævder fåreavlerne, at det ikke er muligt at ulvesikre hegnene, så hvad er svaret der? Her taler Venstre med to tunger:
Europaparlamentsmedlem Asger Christensen bilder Jyllands-Postens læsere ind, at Venstre vil skyde ulve, indtil der ikke er flere angreb på får. I praksis vil det betyde, at der ikke kan være en eneste ulv i Danmark, for selv en enkelt ulv vil tage får bag hegn, som ikke er ulvesikrede.

Men Venstre på Christiansborg vil ikke gå så langt. Venstre på Christiansborg vil bare blive ved med at udbetale kompensation for hvert ulveangreb på får til avlere, som holder deres dyr på arealer, som hævdes umulige at ulvesikre.
Den diskussion må Venstre jo afklare internt. Omend jeg har en fornemmelse af, at Venstre slet ikke har noget imod at tale med to tunger her: Hvis danskere, som vil udrydde ulven, tror, at Asger Christensens synspunkt er Venstres, så kan de stemme på Venstre, samtidig med at danskere, som ikke vil udrydde ulven, også kan stemme på Venstre, hvis de bare tror på, at det er Venstre på Christiansborg, som repræsenterer Venstres synspunkt på ulv.
Det er godt nok ikke ærligt af Venstre, men det synes ikke, som om Venstre i 2025 går særligt meget op i, at vælgerne skal vide, hvor de har partiet.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d.7 august 2025)

Venstrefløjen ofrer gerne ansvarlig klimapolitik for symbolpolitik

Henrik Dahl
23. juli 2025

Venstrefløjen himler igen op om, at højrefløjen i EU er i gang med at køre den grønne omstilling helt af skinnerne.

Endnu en gang skal vi høre på venstrefløjens gamle plade: at det er os på højrefløjen, der er problemet. At det er farligt, at vi stemmer, som vi gør. At det er forkert, at vi bruger det flertal, vi faktisk har fået af vælgerne. Der bliver rullet med øjnene og slået korsets tegn for sig, hver gang demokratiet ikke leverer den slags politik, venstrefløjen mener, vi bør have.
Det konkrete drama denne gang handler om 2040-klimamålet.

Europa-Kommissionen præsenterede i starten af juli sin plan for, hvor klimaneutral EU skal være i 2040. Målet er nu, at EUs udledning af drivhusgasser skal være reduceret med 90 procent i 2040 sammenlignet med niveauet i 1990 og det er bare et delmål. For det endelige mål er, at EU skal være helt klimaneutral i 2050. Dermed har EU den mest ambitiøse klimapolitik i verden. Nu er opgaven at finde den bedste løsning på, hvordan vi faktisk lykkes med det. En vigtig opgave, som vi netop fordi den er vigtig ikke skal forhaste igennem og risikere at vælge uigennemtænkte løsninger, vi senere vil fortryde. Jeg og min borgerlige gruppe i EuropaParlamentet mener, at det er den ansvarlige tilgang, der både sikrer en fornuftig og gennemtænkt politik, hvor vi også tænker konkurrenceevne, arbejdspladser og virksomheder ind i ligningen.

Men allerede få dage efter at målene var præsenteret, krævede venstrefløjen i EU heriblandt Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Moderaterne og sågar Venstre en afstemning om, hvorvidt 2040-målet skulle hastes igennem en fremskyndet proces. Hvilket ikke er andet end endnu et symbolpolitisk nummer for at se ekstra grønne ud i vælgernes øjne. Det blev et nej fra højrefløjen til så forhastet og uigennemtænkt et forslag. At ville forhaste denne opgave er den slags logik, som kun eksisterer i venstrefløjens osteklokke og i Venstres, åbenbart.

Jeg og resten af mine borgerlige kolleger i Europa-Parlamentet mener, at vi selvfølgelig skal følge den sædvanlige lovgivningsprocedure, så vi sikrer både demokratisk inddragelse af de nødvendige parter og dermed en høj kvalitet af den lovgivning, vi i sidste ende vedtager på så afgørende et område.
Da det ikke lykkedes venstrefløjen at få opbakning til sit præmature forslag, røg selvbeherskelsen. Det er tilsyneladende skandaløst, at flertallet i salen ikke danser efter venstrefløjens pibe. Generelt mener vi på højrefløjen blot, at der er andre veje mod 2040-målene, end den symbolpolitiske og selvpineriske vej venstrefløjen peger på.

Men når vi på højrefløjen tillader os at stille os kritisk over for venstrefløjens plan for, hvordan målet nås, portrætteres vi straks som en fjende af klimaet. Det er polemisk og langt fra sandheden. Det er et udtryk for en ekstrem arrogance på den politiske venstrefløj over for højrefløjen, som de har stemplet som det dårlige selskab.

Det er mangel på respekt for politiske uenigheder, det vigtige lovgivningsarbejde, vi står over for, eller for flertallet af vælgerne, der ved det seneste Europa-Parlamentsvalg gjorde det klart, at de ikke ønsker at gå ad venstrefløjens vej. Hvis vi for alvor skal have EU til at gennemføre en gennemtænkt klimapolitik, må vi føre velovervejet, klog politik. Politik, hvor vi også tænker virksomheder og arbejdspladser ind.
Alt andet er håbløst.

Regeringen gambler med danskernes strøm

Pernille Vermund
19. juli 2025

Europa har gennem årtier ført en uansvarlig energipolitik. Med gode intentioner om at gøre noget godt for klimaet har vi satset alt på vind og sol. Men det har gjort os dybt afhængige af russisk gas.

Det har skabt voldsomt dyre og svingende energipriser. Og det har ført til, at vi lige nu risikerer ikke at have strøm nok i kontakterne.
Vores ensporede energipolitik, kombineret med en forældet frygt for atomkraft og utallige luksusbeslutninger, har efterladt os i en situation, ikke mange havde troet ville være aktuel i 2025: strømmangel.
Det ser man lige nu i Holland, hvor staten er nødt til at rationere strømmen. Tusindvis af virksomheder og husholdninger venter i øjeblikket på at blive tilsluttet det hollandske elnet.

Udenlandske eksperter advarer om, at det kan brede sig til resten af Europa. Og Danmark kan stå for tur næste gang.
For lige nu har vi direkte kurs mod ikke at have strøm nok i kontakterne. Klimaministeren har indrømmet det, som både Energirådet og Energinet melder ud – nemlig det faktum, at danskerne potentielt kan opleve såkaldte brownouts, hvor strømmen er væk i perioder, så man må planlægge med rationering.
Det værste ved det hele er, at det skyldes politik. Det er politikere, der har svigtet. Det er politikere, der har ladet ideologi stå i vejen for en energipolitik, der virker. Vi mangler ikke strøm vi mangler ansvarlige politikere.

Alvoren er nu gået op for flere af vores nabolande. Sverige er i gang med at genopføre atomkraftværker. Finland er godt i gang. Selv Norge har nedsat en kommission, der skal undersøge mulighederne for atomkraft. Vores egen regering modsatte sig en kommission.
Hvor mange gange har ansvarlige” politikere ikke sagt, at atomkraft ikke skal indføres, fordi det tager for lang tid? Hvis de bare havde taget en langsigtet og klog beslutning i første omgang, havde vi haft en grøn og stabil energikilde så vi ikke skulle frygte for udfald i elnettet.
Jeg lærer nok aldrig at forstå regeringens dumstædige modstand mod kernekraft. Men når de nu kan se, at vores nabolande er nødt til at rationere strøm, må de da kunne indse, at de kører i den forkerte vejbane.
Det er ikke atomkraft, der er farlig. Det er regeringens energipolitik.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 19. juli).

Regeringen svigter industri og Nato-mål

Carsten Bach
18. juli 2025

Var det den socialdemokratiske regerings manglende kompas i form af en forsvarsindustriel strategi, der fik forsvarsminister Troels Lund Poulsen til

… at stoppe op lige før målstregen, dagen før vi i forsvarsforligskredsen kunne have truffet de afgørende beslutninger vedr. fremtidigt byggeri af store flådeskibe i Danmark?

ELLER var det SVM partiernes indre slagsmål om finansiering af udgifterne til forsvaret, der betyder, at der kan komme til at mangle penge til at leve op til væsentlige styrkemål fra Nato?
I dagene lige før sommerferien mødtes forsvarsforligskredsen – og på halvandet døgn formåede forsvarsministeren på mærkværdigvis fuldstændig at save både sin egen materielchefs og forsvarschefens materiel- og militærfaglige anbefalinger over på midten.

På trods af al snak om hurtig opbygning af kampkraft og “køb køb køb” blev væsentlige beslutninger, selv på det mest velkonsoliderede grundlag fra Forsvarsministeriets materiel- og indkøbsstyrelse nogensinde, fejet af bordet. Troels Lund Poulsen ønskede simpelthen ikke at træffe de afgørende beslutninger, hvad angår flådeskibsbyggeri i Danmark.

Det sender et utilgiveligt signal til den danske forsvarsindustri, der står klar på sidelinjen, klar til at blive skiftet ind og tage teten i opbygningen af en ny og mere slagkraftig flåde i Danmark.

Desværre får regeringen med sin manglende forsvarsindustrielle strategi og den manglende vilje til at træffe rettidige beslutninger sendt det signal, at den danske forsvarsindustri må vente forgæves og måske aldrig kommer i spil.
Lige så utilgiveligt er det, at regeringen på trods af højttravende retorik om tempo og nyt materiel ikke kan stille den nødvendige strukturelle finansiering til rådighed for at opfylde de nye Nato-styrkemål.

Landets forsvarschef sættes i en helt utålelig kattepine, når han ikke får stillet tilstrækkelig økonomi til rådighed af sin minister til at komme videre med opbygning af forsvarets kampkraft – for hvad nytter det at sige “køb køb køb”, hvis man her og nu ikke tør tage de modige beslutninger og på den lange bane ikke har fundet finansieringen?

Regeringens modvilje mod her og nu at træffe afgørende beslutninger om dansk flådeskibsbyggeri – trods ekspertanbefalinger – vidner om en manglende forståelse for, at kampkraft også handler om opbygning af en stærk forsvarsindustri og politisk forudsigelighed i samarbejdet med forsvaret.

Det danske forsvar fortjener handling – ikke kun ord. Og hvis ikke regeringen har hverken kompas eller finansiering klar til det, må vi spørge os selv: Står SVM regeringen tilbage uden en samlet forsvarspolitik? Det sender et utilgiveligt signal til den danske forsvarsindustri

(Indlæg bragt i Børsen d.18 juli 2025)

DI skal bremse deres kinesiske charmeoffensiv

Pernille Vermund
15. juli 2025

Trump har en særlig evne til at fremprovokere det værste i os.

Og nu har hans voldsomme toldkrig, antidemokratiske tilbøjeligheder og kaosstrategi tilsyneladende fået Dansk Industri (DI) ud i en slags kærlighedserklæring til Kina.

Men Kina bliver ikke mere fornuftige af, at Trump ter sig.

DI mener, at det er forkert, når vi bruger vores moralske kodeks til at vurdere vores handelspolitik med Kina. Jeg synes, at det i bedste fald er naivt – og i værste fald direkte samfundsskadeligt – hvis ikke vi grundigt overvejer samhandlen med Kina ud fra etiske, værdi- og sikkerhedsmæssige årsager.

Kina kæmper aktivt for at skabe en ny verdensorden, hvor Vesten skal knuses. De samarbejder tæt med klodens værste regimer for at opnå deres mål. Blandt andre Nordkorea, Rusland og Iran.

Vi ved, at Kina bruger deres økonomiske magt til politisk pres.

Det et tydeligt, når vi kigger på situationen i Taiwan, undertrykkelsen af frihedsbevægelser i Hongkong og ikke mindst undertrykkelsen, marginaliseringen og overvågningen af deres egen befolkning.

Jeg siger ikke, at det danske erhvervsliv slet ikke kan handle med Kina. Men mange virksomheder har gudskelov erkendt, at vi ikke kan fortsætte den naive tilgang, vi har haft siden 1980erne, hvor mange troede, at samhandlen ville bløde Kina op og gøre dem mere demokratiske.

DI har ret i, at vi ikke blindt kan regne med USA, og at vi også skal huske, at størstedelen af vores samhandel ikke er med amerikanerne. Men vi har masser af andre muligheder end at knytte os tættere til Kina. Der ligger tidligere frihandelsaftaler med Canada og Storbritannien, som vi burde sætte skub i.

Desværre har det danske erhvervsliv ofte stået på den forkerte side af historien. Under Muhammed-krisen lagde store dele af erhvervslivet pres på regeringen for at bukke under for den islamiske verden. Og under tilblivelsen af koranloven skete præcis det samme. Ja, den selvsamme viceadministrerende direktør, der optræder i Berlingskes interview, var blandt dem, der støttede regeringens lov for at tækkes islamiske regimer.

Det kræver mod og vilje at stå fast på sine værdier og på den rigtige side af historien, når Trump skaber kaos og usikkerhed. At føre Danmark tættere sammen med Kina er dog ikke opskriften.

Så mit budskab til DI er klart: I har et samfundsansvar, så tag det alvorligt. Verden bliver et værre sted, hvis Kina får mere magt. Lad os ikke bidrage unødvendigt til det.

Liberal Alliance er et markedsorienteret parti. Ikke erhvervslivets parti. Og nogle gange er der vigtigere ting end bundlinjen.

Vores danske værdier, demokratiske rettigheder og verdensorden står altid først.

Det bør danske erhvervsorganisationer også erkende.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 14. juli 2025)

Tiden er ikke inde til flere afrikanske studerende

Sandra Skalvig & Steffen Larsen
2. juli 2025

For nylig kunne SVM-regeringen med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) i spidsen med

… stor stolthed i stemmerne præsentere et nyt afrikansk samarbejdsprogram til den nette sum af 430 millioner kroner. Samarbejdsprogrammets formålbeskrevet i en pressemeddelelse af Udenrigsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet – er utvetydig: Danmark »skal fremme partnerskaber mellem danske og afrikanske universiteter og få flere afrikanske studerende på studieophold i Danmark«.

»Flere afrikanske studerende.« Er det virkelig SVM-regeringens bedste bud på en fornuftig uddannelsespolitik i disse dage? Mener de to moderate topministre i ramme alvor, at Danmark anno 2025 ligefrem gør klogt i at øge tilstrømningen fra afrikanske lande yderligere? Og skal initiativet helt reelt finansieres af næsten en halv milliard danske skattekroner?

Bemærk i øvrigt, at hvis man går på en anerkendt uddannelse i Danmark, har man tilmed ret til at tage sin ægtefælle og børn med. Altså kan det blive et betydeligt antal menneskerudover de studerende selv – vi samlet vil skulle tage imod. Og et betydeligt antal, som det desuden kan være svært at komme af med igen, hvis det bliver nødvendigt. Det er initiativer som dette, der til tider får os til at overveje, hvorvidt et parti som Moderaterne befinder sig i en anden verden, end den vi andre lever i. I hvert fald som minimum i et andet Danmark, end det vi andre værner om.

En overvejelse, hvis legitimitet desværre blot blev forstærket yderligere, da Lars Løkke Rasmussen forleden troppede op på Folkemødet og helt oprigtigt satte spørgsmålstegn ved behovet for at tage højde for »antal, oprindelse og religion« i den udlændingepolitiske debat. Dels er det stærkt bekymrende, at Moderaterne abonnerer på et så virkelighedsfjernt verdensbillede. Men hvad værre er, at de med initiativer som det nye afrikanske samarbejdsprogram sågar formår at få både Socialdemokratiet og Venstre til at købe deres naive standpunkt.

For hvordan er det nu lige, at det går for store dele af de afrikanere, der har bosat sig i Danmark? Hvis vi blot kigger på nogle af de største afrikanske grupper fra hhv. Somalia og Marokko, udgør disse nogle af de lande, som vi har absolut værst erfaring med. For eksempel er beskæftigelsesfrekvensen blandt somaliere blot 49 procent, og somaliske efterkommere har samtidig den højeste frekvens af unge, som hverken er i beskæftigelse eller i uddannelse.
I forhold til kriminalitet er somalierne dertil den gruppe med næstmest overkriminalitet og gruppen fra Marokko ligger ikke langt væk fra det somaliske eksempel.

Så kan nogen fra Moderaterne eller den øvrige SVM-regering forklare danskerne, hvorfor det er klogt at importere folk fra lande, som vi har dårlige erfaringer med, og som er svære at komme af med igen? Det skylder de danskerne et fyldestgørende svar på særligt når de tilmed tillader sig at bruge knap en halv milliard skattekroner på det.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 2 juli 2025)

Trumps toldcirkus kalder på et stærkere indre marked

Alexander Ryle & Lars-Christian Brask
30. juni 2025

Det er svært at finde hoved og hale i præsident Trumps seneste meldinger om told.

I sidste måned annoncerede den amerikanske præsident, at USA vil indføre 20 pct. told på næsten alle EU-importerede varer. Senere blev det skruet ned til 10 pct. Så op til 50 pct. Senest har vi erfaret, at Trump måske slet ikke har mandat til at indføre toldsatser. Præsidenten skifter mening oftere, end han skifter slips. Derfor nytter det ikke, at vi i Europa venter på, hvad de endelige toldsatser bliver – og om de overhovedet bliver en realitet. Vi må handle nu. I Liberal Alliance mener vi, at svaret på Trumps toldkrig skal findes der, hvor EU står stærkest: i at styrke og udvikle det indre marked og satse på ambitiøse frihandelsaftaler.

Mindre afhængighed af USA

Selv hvis en ny toldkrig ikke bliver til noget, må vi ikke lade os lulle i søvn. For det indre marked er og bliver EU’s stærkeste kort, når det gælder om at fremme europæisk erhvervsliv, innovation og økonomisk modstandskraft.
Det indre marked har allerede skabt enorme fordele for dansk erhvervsliv og europæisk samhandel. Markedet udgør 18 pct. af verdens bnp og har gjort den europæiske velstand 9 pct. højere, end den ville have været uden.
Vi har en værktøjskasse fuld af redskaber, der kan sikre økonomisk vækst og europæisk konkurrenceevne – uanset om Trumps toldcirkus ender med at blive en realitet eller ej. Ved at styrke det indre marked og fjerne barrierer kan vi gøre det lettere for virksomheder at handle internt i EU og mindske afhængigheden af markeder uden for EU. Også det amerikanske. Det kræver faktisk kun en stigning i samhandel internt i EU på 2,4 pct. at kompensere for et fald i samhandlen med USA på 20 pct. Det er faktisk ret simpelt: mere samhandel i EU betyder mindre afhængighed af USA. Samtidig må vi ikke glemme resten af verden. USA står for ca. 13 pct. af verdenshandelen – de resterende 87 pct. foregår andre steder. Det åbner nogle døre at rette blikket udad, hvilket understreger vigtigheden af, at EU skruer op for de ambitiøse frihandelsaftaler med hele verden.

Forudsætning for overlevelse

Kommissionens opdaterede strategi for det inde marked er et skridt i den rigtige retning. Strategien sigter mod at fjerne unødvendige barrierer for erhvervslivet, fremme digitalisering, mindske bureaukrati og sikre fair og ens vilkår for virksomheder i EU. Vi har i Liberal Alliance længe efterlyst fælles regler, der sikrer lige konkurrencevilkår for alle medlemslande – for et indre marked fungerer bedst, når alle spiller efter de samme regler. Derfor hilser vi særligt idéen om “Regime 28” og et sæt fælles selskabsretlige EU-regler velkommen. Det vil ikke alene gøre det lettere for virksomheder at operere på tværs af landegrænser, men også sikre, at EU står stærkt i den globale konkurrence. Et stærkere indre marked er ikke bare en forudsætning for overlevelse. Det er også vores bedste våben mod protektionisme og trædestenen til en bedre økonomisk fremtid for Danmark og Europa. Det skal vi værne om.
Det er faktisk ret simpelt: mere samhandel i EU betyder mindre afhængighed af USA. Det indre marked er og bliver EU’s stærkeste kort, når det gælder om at fremme europæisk erhvervsliv, innovation og økonomisk modstandskraft.

(Indlæg bragt i Børsen d. 30 juni 2025)

Selvfølgelig skal venstreekstreme mobbere ikke kortlægge kønnet had

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
28. juni 2025

Både som politiker og som mor er jeg i stigende grad bekymret for konflikter og kløfter mellem kønnene.

For det er, som om der fra flere og flere fronter nærmest arbejdes aktivt for, at mænd og kvinder, drenge og piger skal have sværere og atter sværere ved at nå hinanden. Disse fronter som særligt kommer til udtryk digitalt fodrer nemlig en gensidig mistillid mellem kønnene, som er fuldstændig ude af trit med tingenes tilstand i den virkelige verden, hvor kvinder og mænd jo trods alt ikke befinder sig i en konstant storskalakrig med hinanden.

Derfor er det enormt bekymrende, at regeringen nu har sat sig for at lave en ensporet kortlægning af kønnet had på nettet, der udelukkende skal beskæftige sig med den såkaldte manosfære. Aggressiv feminisme eller hadefulde ytringer om drenge og mænd er der således ikke plads til at afdække i kortlægningen, som der i øvrigt afsættes 700.000 kr. til at føre ud i livet. Undersøgelsen har med andre ord i essensen allerede konkluderet, hvem der er gerningsmanden, når det kommer til kønnet had på nettet: drengene. Og tilsvarende står det på forhånd klart, hvem der udelukkende udgør en offerrolle: pigerne.

Hvad værre er, har regeringen formået at udvælge en helt og aldeles absurd samarbejdspartner i form af foreningen Cybernauterne. En forening, hvis medlemmer selv udøver systematisk og venstreekstrem onlinemobning. Værst af alt hånede Harald Toksværd, underviser ved Cybernauterne, tidligere cheføkonom hos Cepos Mads Lundby Hansen, da nyheden om dennes død blev delt. I samme tråd står Cybernauternes bestyrelsesformand, Anne Katrine Raahede, bag en omfattende satireprofil, der bl.a. har anklaget en navngiven filminstruktør for at være pædofil med ekstremt store personlige omkostninger til følgeen praksis, som flere eksperter vurderer som værende decideret ulovlig. Endvidere har foreningens medstifter, Maia Kahlke Lorentzen, eksempelvis gjort sig bemærket ved at hylde branden på Børsen.

Og i den fysiske verden kan en anden aktiv i Cybernauterne, Justice Monir Mooghen, brystet sig med at have været med til fysisk at blokere gruppen Lesbiske Feminister fra at få adgang til Kvindehuset, fordi denne gruppe ikke mener, at transkvinder er 100 pct. kvinder. Ovenstående udgør blot en række af eksemplerne på, at Cybernauterne, der beskriver sig selv som »eksperter i cybersikkerhed og digitale medier«, først og fremmest må siges at være eksperter i at mobbe politiske modstandere digitalt.

SVM-regeringen står dermed i min optik med et meget stort forklaringsproblem. For ja, selvfølgelig skal vi passe på pigerne men vi skal i allerhøjeste grad også passe på drengene og på den gensidige tillid og respekt. Det gør man ikke ved at lave en ensporet analyse, som allerede har udpeget ofre og gerningsmænd på forhånd. Og hvis man i fuldt alvor mener, at det er hensigtsmæssigt at sætte en venstreekstremistisk forening, hvorfra centrale personer bl.a. har stået for massiv onlinemobning i form af forhånelse af nyligt kræftdøde og udokumenterede pædofilianklager, til at undersøge problematisk onlineadfærd, bør man søge læge.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 28 juni 2025)

Løkkes forsvar for udenlandsk arbejdskraft er virkelighedsfjernt – måske lever han i en anden verden

Pernille Vermund
27. juni 2025

Selvfølgelig skal vi tage højde for antal, religion og oprindelse, når vi debatterer udenlandsk arbejdskraft. At lade være ville være en nedprioritering af Danmarks sammenhængskraft.

Udenlandsk arbejdskraft er og bliver essentiel for Danmarks arbejdsstyrke og danske virksomheder. For vi kommer ikke udenom, at vi er et relativt lille land med en relativt lille arbejdsstyrke, og at vores erhvervsliv har og får regelmæssigt brug for flere flittige hænder fra udlandet.
Men konsekvenserne af blindt at øge tilstrømningen af udenlandske arbejdstagere er selvsagt ikke noget, der skal tages let på.

Særligt ikke når det kommer til vores sammenhængskraft, som – historien har vist – sættes over styr, hvis importen af arbejdskraft får lov til at løbe løbsk med eksklusivt afsæt i erhvervslivets interesser og ikke samfundets som helhed.

Derfor skriger det til himlen, at Lars Løkke Rasmussen (M) på talerstolen til årets folkemøde brugte nærmest al sin tid og alle sine kræfter på at underminere de retvisende og forståelige bekymringer, som enhver med øjne i hovedet med rette inkluderer i debatten om udenlandsk arbejdskraft:

»Desværre er den hårde tone og de sort-hvide argumenter i udlændingedebatten ved at stikke sit grimme hoved frem igen. Og flere er begyndt at debattere antal, oprindelse og religion,« sagde han blandt andet i sit forsvar for uhæmmet udenlandsk arbejdskraft.

Løkkes budskab er selvsagt paradoksalt, for det er jo netop sort-hvidt at affeje betydningen af en så fundamental del af debatten, reducere analysen til at omhandle virksomhedernes bundlinje og synge en sang fra de varme lande om, at alt er godt, hvis blot vi pakker bekymringerne væk.

Det er tværtimod ikke sort-hvidt at debattere antal – for selvfølgelig har antallet af udenlandske arbejdstagere en betydning for Danmarks sammenhængskraft.

Tilsvarende er det naturligvis ikke sort-hvidt at debattere oprindelse, for selvfølgelig har de udenlandske arbejdstageres oprindelse en betydning for Danmarks sammenhængskraft.

Og endelig er det åbenlyst ikke sort-hvidt at debattere religion, for selvfølgelig har de udenlandske arbejdstageres religion en betydning for Danmarks sammenhængskraft.

At undlade disse faktorer i debatten om udenlandsk arbejdskraft er og bliver således en komplet nedprioritering af vores samfund, vores værdier og vores kultur. Og det er beskæmmende, at landets udenrigsminister er villig til at lave sådan en nedprioritering med åbne øjne.

For Danmark er ikke en virksomhed. Danmark er et nationalt fællesskab. Vi har andet at beskytte og tage højde for end en bundlinje, der kan måles i kroner og øre.

Så når vi øger mængden at udenlandsk arbejdskraft, må antal, oprindelse og religion selvsagt ikke reduceres til erhvervslivets snævre interesser, som Amalie Lyhne fornuftigt påpegede forleden her i Berlingske

Det håber jeg inderligt, at Lars Løkke Rasmussen vil skrive sig bag øret i fremtiden.

Han har i hvert fald haft magten tilstrækkelig længe til at vide, at hans forsvar for uhæmmet udenlandsk arbejdskraft er virkelighedsfjern. Alternativt må han leve i en anden verden end os andre.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 21/6 2025).

Danmark skal have flere milliardærer, ikke færre

Pernille Vermund
27. juni 2025

Enhedslistens Pelle Dragsted var klar i mælet, da han fornyligt her i Avisen Danmark tordnede mod danske milliardærer.

“Grundlæggende burde der slet ikke eksistere milliardærer, som skævvrider vores samfund og risikerer at undergrave både demokratiet og den sociale sammenhængskraft”, fastslog han blandt andet.
Jeg ville ønske, at en leder af et politisk parti i Folketinget så sig for god til at slynge om sig med sådan en omgang socialistisk misundelsespolitik, som med sikkerhed høster billige point i Enhedslistens bagland, men i virkelighedens verden udgør et både besynderligt og destruktivt syn på de danskere, der i kroner og ører bidrager allermest til statskassen.

Dertil kan det kun vække undren, at Pelle Dragsted kan få sig selv til at komme med et forslag, som vil gøre det endnu sværere for ham selv at finde finansiering til sine utallige velfærdsforslag og gaveboder til diverse socialistiske kernevælgere.
For Danmark har jo brug for flere milliardærer, ikke færre. Hvis Pelle Dragsted og hans kumpaner på venstrefløjen får magt, som de har agt, bliver Danmark nemlig på et splitsekund fattigere.

Vores vækst vil stagnere, og flere og flere succesfulde danskere og virksomheder vil søge mod udlandet. Den økonomiske og sociale fremgang, som vi har oplevet gennem generationer, vil ende brat. Unge mennesker i dag vil leve markant ringere liv med færre muligheder og dårligere velfærd, end vi andre har oplevet.
Og det vil alt sammen skyldes en misundelsespolitisk agenda om resultatlighed for resultatlighedens skyld. En agenda, hvor man hellere vil se alle danskere blive fattigere, end at acceptere, at det er helt okay, at nogle bliver rigere end andre, så længe vi alle bliver rigere. Så lad os nu hæve niveauet i debatten om velstand og velfærd og glæde os over og lære af dygtige og succesrige danskere i stedet for at synke ned i den dystre socialistiske sump af misundelse. For det er ikke denne sump, der har gjort Danmark rigt og velstående og det kommer det heller aldrig til at blive.

Lad os i stedet gøre brug af de værktøjer, som vi ved, gør alle danskere og vores samfund som helhed rigere:
Skatten skal ned, bureaukratiet skal barberes, og det skal være lettere at skaffe adgang til risikovillig kapital i alle egne af landet.
Hvis Pelle Dragsted og hans kumpaner på venstrefløjen får magt, som de har agt, bliver Danmark nemlig på et splitsekund fattigere.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 21/6 2025).