Alex Vanopslagh
3. februar 2022

Er det fælles borgerlige udspil om udenlandsk arbejdskraft racistisk? I så fald er vores system vitterligt strukturelt racistisk.

Liberal Alliance, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige står sammen om et udspil om, at der skal gælde en lavere beløbsordning for udlændinge, der vil arbejde i Danmark, som kommer fra lande, som EU har et visumsammenarbejde med. Det har fået en lang række debattører til at trække racismekortet og beskylde os for at sælge ud af liberale værdier.

Når folk fra udvalgte lande skal have særlig let adgang til at komme til Danmark, er det et udtryk for diskrimination på baggrund af religion og herkomst, lyder analysen. Og det er jo rødglødende racisme, må man forstå. Men kender de overhovedet vores nuværende system?

Er man født dansker, er det utrolig let at tage ophold i Danmark. Tilhører man det danske mindretal i fx Sydslesvig, så har vi en særlig let adgang til permanent opholdstilladelse. Nordiske statsborgere kan bosætte sig i Danmark uden visum eller opholdstilladelse. Som EU-borger fra fx Spanien er det lille bitte smule mere omstændigt, hvor man skal søge ophold som arbejdstager, selvstændig, studerende eller selvforsørgende. Men det er mest af alt en formalitet. Er man statsborger i et land uden for Europa, bliver tingene straks mere speget, og man skal altså til at leve op til kriterierne i en af de mange ordninger. Det kan fx være asyl, familiesammenføring, studieophold eller særlige erhvervsordninger.

Så hvis man vil til Danmark, gælder der et gradueret system af diskrimination baseret på folks herkomst. Det er i hvert fald ikke en udfordring for min liberalisme, at alverdens borgere ikke frit kan bosætte sig i Danmark. For det er jo den naturlige konsekvens af det modsatte synspunkt, hvor man ikke må diskriminere folk på baggrund af, hvor de kommer fra – sådan som vores kritikere åbenbart drømmer om.

Der er ikke noget fundamentalt problem i at sige, at adgangsbarrieren skal være lavere for en amerikaner end for en somalier. Det er ikke et udsalg af vores værdier. Men det er dårligt købmandskab. For som tilhængerne af udenlandsk arbejdskraft rigtig nok påpeger, så skaber den et gigantisk overskud i statskassen og i det danske samfund. Når det gælder de højtlønnede, som kan benytte beløbsordningen, viser seneste opgørelse, at de ca. 7.000 mennesker, som er på beløbsordningen, i gennemsnit lægger ca. 300.000 kr. om året mere i skatter, end de får i offentlige ydelser og services. De 7.000 mennesker giver altså danske politikere 2 mia. kr. mere at bruge på sygehuse, skoler og politibetjente. Det kræver ikke store matematikkundskaber at se fidusen i udenlandsk arbejdskraft.

Selvom tallene er så entydigt positive, har man de senere år lukket beløbsordningen af og ladet udlændinges ansøgninger sande til i årevis uden svar. Man har gjort alt for at undgå, at dygtige mennesker kommer til Danmark og bidrager til at skabe vækst og fremgang. Og det har virket. Antallet af mennesker i Danmark på beløbsordningen falder.

I Liberal Alliance vil vi gerne en anden vej. Vi synes, det skal være let at komme til Danmark, hvis man har noget at bidrage med. VI vil gerne have en mere nuanceret udlændingepolitik, hvor vi får skilt problemerne med en fejlslagen asylpolitik fra de meget positive erfaringer vi har med anden indvandring. Herunder danskeres familiesammenføring, udenlandske studerende og især udenlandsk arbejdskraft. Det allermest nuanceret udlændingepolitik er den politik, som tager stilling til det enkelte menneske.

Vi kan kun komme derhen, hvis vi er ærlige omkring, at indvandringen fra visse lande er gået meget dårligt. Det er fx ikke en stor gave, at der i de senere år er kommet 30.000 syrere til Danmark, som har meget dårlige forudsætninger for at begå sig i det danske samfund. Skal vi nogensinde derhen, hvor de fleste danskere kan se på en dygtig syrer, som en gevinst, så må vi også sørge for at der ikke kommer 30.000, hvor få bidrager.

I den bedste af alle verdener sænkede vi beløbsordningen for alle. Men det er der ikke opbakning til. Lige nu er der to kompromisforslag på bordet. Et rødt, som sænker for alle herkomster – men kun i 2 år, hvis ledigheden holder sig på et ekstremt lavt niveau, og hvor man sendes hjem igen efter senest fem år. Og et blåt forslag, som udelukker visse herkomster, men som til gengæld er permanent. Det sidste vil dog i praksis udelukke meget få kvalificerede ansøgere.

Så er der det røde forslag, som er så dårligt, at erhvervsorganisationer har frabedt sig det. Sjovt nok er det ikke et attraktivt tilbud at sige ”velkommen til Danmark, skrid hjem om fem år.” Det er et forslag, der operer i en parallelvirkelighed, hvor vi i Danmark kan håndplukke den arbejdskraft, vi har lyst til. Imens er virkeligheden den, at landene omkring os konkurrerer hårdt om at tilbyde attraktive forhold. Hvorfor skulle det egentlig være mere attraktivt for en kvalificeret udlænding at komme til Danmark under de her forhold? Skulle man designe en ordning, hvis formål var at være en fiasko, så er det her et meget godt bud.

Ude i virkeligheden venter virksomhederne stadig på løsninger, der kan skaffe mere arbejdskraft. De kommer til at vente forgæves. For det regerende flertal tager ikke behovet alvorligt. De har travlt med at beskylde de partier, som de ikke har valgt at lave en aftale med, for, ikke at ville gøre noget. Det er lidt komisk. Og det lukker døren for utallige velkvalificerede udlændinge.

(Dette er et debatindlæg udgivet i Politiken d. 3. februar 2022).

Henrik Dahl
2. februar 2022

Identitetspolitik bliver til erkendelsesteori. Konsekvensen er, at det klassiske ideal om universitetet bliver smidt på historiens mødding. Men ikke alene går idealet om alment anerkendte gyldighedskriterier tabt. Det gør også den åbne og kritiske diskussion.

Sidste år klagede en studerende ved RUC over artiklen ”Race, Gender, and Researcher Positionality Analysed Through Memory Work”. Klagen gik på, at artiklen benyttede sig af en tvivlsom forskningspraksis og blev efter udveksling af opklarende spørgsmål behandlet af universitetets forskningsetiske udvalg.

Klageren, der gerne vil være anonym, har givet mig adgang til besvarelsen og givet mig tilladelse til at citere fra den.

Omdrejningspunktet for klagen var, at artiklen benytter sig af den såkaldte ”autoetnografiske metode”. Og hvad er så det? Alt kan siges langt i videnskabens verden. Men udtrykt i korthed er det en metode, hvor forskeren benytter sin egen erindring og sine egne oplevelser som datagrundlag.

Hvis nogen bestrider, at subjektive udsagn kan godkendes som data, kan forskeren indtage krænkelsespositionen og sige, at det f.eks. er en kritik af selve forskerens eksistens som kvinde eller minoritet.

Jeg har tidligere henvist til en kronik af professor ved DPU Lars Qvortrup, der i 2021 blev bragt i Politiken. Her siger Qvortrup blandt andet: »Vi er nødt til at operere med og referere til alment gyldige gyldighedskriterier for videnskabelige udsagn. Gør vi ikke det, bryder idéen om universitetet sammen.

Det betyder ikke, at disse gyldighedskriterier er hugget i sten. De diskuteres løbende, og de ændres som følge af diskussionerne. Hvad der blev erklæret for sandt for 100 år siden, er ikke nødvendigvis sandt i dag. Men selve idealet holder vi fast i, og i vores forskning henholder vi os til de til enhver tid gældende kriterier.«

Det afgørende i passagen er: Videnskab er noget, der opererer med alment gyldige kriterier for videnskabelige udsagn. Ellers bryder idéen om universitetet sammen.

Længere fremme i kronikken forklarer Qvortrup, at netop den opfattelse af videnskab i dag er omstridt på universiteterne. Han skriver: »Allerede i 1988 udgav en kendt feministisk forsker en artikel om det, hun kaldte situated knowledges: Viden er afhængig af situationen forstået som den enkelte persons eller gruppes køn, race, sociale position osv.

Min viden er ikke din viden. Ja, selve idéen om alment anerkendte og gyldige kvalitetskriterier er undfanget af hvide, europæiske mænd og kan alene af den grund erklæres ugyldige. Det, der sker, er, at identitetspolitik bliver til erkendelsesteori. Konsekvensen er, at det klassiske ideal om universitetet bliver smidt på historiens mødding.

Men ikke alene går idealet om alment anerkendte gyldighedskriterier tabt. Det gør også den åbne og kritiske diskussion. For hvis viden knyttes sammen med personlig identitet, race og køn, vil kritik af viden blive opfattet som kritik af den pågældende persons identitet, race og/eller køn. Og hvis det sker, trækkes krænkelseskortet, for så opfattes kritik af videnskabelige udsagn som en kritik af den person, der har fremført udsagnet, eller af den gruppe, personen tilhører.«

Problemet ved det moderne universitet er altså, at det nogle steder har givet slip på selve idealet om, at videnskabelige påstande er påstande, forskersamfundet kan godkende ud fra et sæt af almene kriterier. Det, en forsker oplever, kan efter den ideologi, Qvortrup kritiserer, godt være sandt, uden at andre forskere kan efterprøve eller genkende det. Og hvad næsten værre er: Hvis nogen bestrider, at subjektive udsagn kan godkendes som data, kan forskeren indtage krænkelsespositionen og sige, at det f.eks. er en kritik af selve forskerens eksistens som kvinde eller minoritet.

Hvor ender dette skred i videnskaben, hvor rent subjektive udsagn godtages som videnskabelige. Jeg giver igen ordet til Qvortrup: Det ender med, at der er »nogle, der forkaster idealet om gentagelighed, reliabilitet, validitet eller troværdighed, fordi det angiveligt repræsenterer et ideologisk og normativt standpunkt«. Eller med andre ord: at universiteterne helt opgiver tanken om, at til et begreb om videnskabelighed hører, at andre forskere kan prøve udsagn efter, tage kritisk stilling til dem, tage stilling til, om de ud fra gængse, videnskabelige forestillinger holder vand og er til at stole på.

Det er klart, at klageren over artiklen ”Race, Gender, and Researcher Positionality Analysed Through Memory Work” har en pointe. For uden at henvise til Lars Qvortrup er det hans pointer, der bringes i spil: Autoetnografi er ikke en videnskabelig metode. Den forkaster nemlig – med Qvortrups egne ord – »idealet om gentagelighed, reliabilitet, validitet eller troværdighed«. Ingen kan jo for alvor efterprøve, hvad en forsker føler eller har oplevet engang i fortiden. Det kan være gengivet oprigtigt. Det kan være ærlige fejlerindringer. Men det kan også være manipulation og digt. Vi ved det ikke, og vi kommer aldrig til at vide det. Fordi metoden på forhånd udelukker det.

Men hvad gør Forskningsetisk Udvalg ved RUC?

Det svarer blandt andet klageren således: »Hvis man søger på ”autoethnography” i en anerkendt forsknings-søgemaskine, eksempelvis scholar.google.com, fremkommer hundredvis af artikler fra både konferencer og tidsskrifter, heriblandt rigtig mange publiceret i de bedste tidsskrifter inden for diverse forskningsområder. Endvidere er der dusinvis af artikler, som har tusindvis af citationer, der anvender autoetnografi som metode. Det kan derfor fuldstændig afvises at autoetnografi er ”uvidenskabelig”. Tværtimod ses det, at det i dag er en anerkendt metode inden for mange videnskabelige områder. Fsva. det andet klagepunkt om, at ”metoden under alle omstændigheder (er) udtryk for tvivlsom forskningspraksis”, kan dette også afvises fuldt og helt, alene ud fra hvor mange forskellige forskningsjournals og -forlag, der publicerer artikler, som har benyttet autoetnografi. Der er intet tvivlsomt ved metoden.«

Det siger den højeste, forskningsetiske autoritet ved RUC, hvorefter konklusionen bliver, at »Forskningsetisk Udvalg indstiller klagen over tilfælde af tvivlsom forskningspraksis til afvisning hos prorektor, da den vurderes at være åbenlyst grundløs.«

RUC – og hele den del af universitetsverdenen, der anerkender den såkaldte ”autoetnografiske metode” – har et kæmpe problem.

For det er aldeles ikke grundløst at kritisere anvendelsen til videnskabelig brug af personlige erindringer og følelser. Der er blandt andet en offentlig kritik af Lars Qvortrup at forholde sig til – og så kan man ikke længere sige »grundløst«, eftersom der findes mindst en grund.

Men skal vi ikke også være lidt mere ærlige?

Ethvert hæderligt og eftertænksomt menneske burde kunne indse, at personlige erindringer og følelser pr. definition ikke kan være basis for alment gyldige udsagn om den sociale verden.

Og hvorfor kan de ikke det?

Personlige erindringer og følelser kan ikke sige noget alment om den sociale verden, fordi de er usikre, og fordi de ikke kan kontrolleres. Husker forfatterne til den kritiserede artikel forkert? Eller har forfatterne digtet nogle erindringer, der passer ind i en politisk dagsorden? Eller er der faktisk noget om snakken?

Det kan ingen mennesker vide eller kontrollere eller prøve efter. Fordi det nu engang er sådan med personlige erindringer og følelser, at de hverken kan kontrolleres eller efterprøves.

Særligt vellykkede gengivelser af personlige erindringer og følelser kan man kalde ”lyrik” eller ”kunst” eller lignende. Men man kan aldrig nogensinde kalde dem videnskab. Fordi til videnskabelighed hører – som Lars Qvortrup så udmærket beskriver – at de øvrige medlemmer af forskersamfundet kan efterprøve og kritisere det, der bliver lagt frem, på et sagligt og transparent grundlag.

RUC’s afvisning af overhovedet at gå ind på, om det er acceptabelt at anvende den autoetnografiske metode, siger alt om, hvad der er galt ved de moderne universiteter i almindelighed og ved RUC i særdeleshed: Man kan ikke længere være sikker på, at der overhovedet er tale om videnskab. Det kan lige så godt være politik og aktivisme. Eller løgn og latin. Eller lyrik, der kan være interessant nok – men bare ikke kan diskuteres rationelt af andre forskere.

Og dermed er vi fremme ved den kerne, der virkelig truer RUC’s eksistens: Den dag, alting er videnskab, er der i virkeligheden ikke noget, der er videnskab.

Den dag, alting er videnskab, er RUC og de øvrige universiteter overflødige. Og så kan vi lige så godt lukke dem og bruge pengene på noget, der er mere fornuftigt. For eksempel at hæve det danske forsvarsbudget til 2 pct. af bruttonationalproduktet.

Henrik Dahl
2. februar 2022

SDU-rektor Jens Ringsmoses kronik i Berlingske er fremragende. Den viser, hvordan en ansvarlig universitetsledelse tænker og arbejder.

Det var en bemærkelsesværdig kronik, det stod at læse i papirudgaven af Berlingske i fredags. Den var forfattet af SDUs nye rektor, historikeren Jens Ringsmose, og handlede om akademisk frihed.

Ringsmose indleder med at sige, at universitetet som idé og institution har været en succes. Der har man skabt ny indsigt på en lang række områder, der er afgørende vigtige for menneskeheden: Matematik, fysik, kemi, medicin, for at nævne nogle eksempler. Men også inden for historie, filosofi, samfundsvidenskab, lingvistik, jura og de humanistiske discipliner.

Det er et vigtigt udgangspunkt, jeg er enig i. Det frie universitet er en unik vestlig opfindelse. Det findes alene i det historiske Vesten og i en lille gruppe af lande udenfor, som har valgt at indrette sig som de vestlige lande. I den forstand er universiteterne en af de afgørende samfundsinstitutioner, der gør os vesterlændinge til dem, vi er.

Ser man nærmere på de akademiske friheder, siger Ringsmose, at der er tre: Forskningsfriheden, undervisningsfriheden og debatfriheden. Og han tilføjer: De tre friheder bør både forstås som negative (frihed fra noget) og positive (frihed til noget). Det kan udlægges sådan, at vi politikere skal gøre det muligt faktisk at nyde de rettigheder, vi giver.

Det svære i debatten berører Ringsmose, når han i kronikken siger, at skønt friheden er principiel, findes der legitime begrænsninger. Det går for eksempel ikke an, hvis man forsker ved hjælp af umoralske metoder. Det er også legitimt at prioritere, eftersom ønskerne til nye projekter altid vil overstige det beløb, der er bevilget til forskning og undervisning.

En sidste ting, jeg vil trække frem fra kronikken, er bemærkningen om, at universiteternes forhold til omverdenen hviler på en uskrevet kontrakt: Friheden (og pengene) er givet på den betingelse, at universiteterne holder sig til sunde og respektable, videnskabelige metoder. Jeg kunne ikke være mere enig. Afsætter Folketinget penge til at bygge en vej på Fyn, og kan det efter et par år konstateres, at pengene er benyttet til at ansætte en masse konsulenter i København (mens de arme fynboer stadig må køre på underdimensionerede veje) er det ikke i orden. Ligesom det ikke er i orden, hvis Folketinget afsætter en sum penge til forskning, og det efter nogle år kan konstatere, at pengene er benyttet til politisk agitation uden, at der i begrebets egentlige forstand er blevet forsket for dem.

Sidste sommer havde vi i Danmark en voldsom debat om Folketingets såkaldte vedtagelse »V 137 Om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer«.

Den blev – navnlig af mennesker med anlæg for konspirationsteorier – udlagt som et voldsomt indgreb i den akademiske frihed.

Men det, vedtagelse V 137 faktisk sagde, var at grundprincippet for et universitet er akademisk selvregulering. Folketinget må – ligesom alle andre – gerne mene noget om universiteternes forskning. Men det er og bliver universiteterne selv, som bestemmer, hvad der forskes i og hvordan.

Det, der formentlig udløste vreden blandt nogle ansatte på universiteterne, var, at V 137 udtrykte nogle forventninger til universiteternes ledelser: De skal sørge for, at selvreguleringen fungerer i praksis. De skal forhindre aktivisme (at politik forklædes som videnskab). Og så skal de sikre sig en levende debat. Således, at ting, der bør kritiseres, faktisk bliver kritiseret.

Det er derfor, Jens Ringsmoses kronik er så fremragende. Den viser, hvordan en ansvarlig universitetsledelse tænker og arbejder. Jeg glæder mig til at se, hvad der kommer ud af det arbejde, der er sat i gang.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 28. januar 2022)

Henrik Dahl
21. januar 2022

Hvis jeg kunne bestemme, ville jeg kræve af alle MF’ere og alle fagforeningsformænd, at de ikke måtte fremføre deres foretrukne (tvangs)tanke ved næste møde.

Inden for ganske få dage har jeg været til to generelle debatter om nøglesektorer i samfundet: sundhedsvæsenet og folkeskolen.

Jeg ved desværre ikke, hvordan jeg skal få det sagt på en pæn måde. Så jeg vil bare sige det frimodigt og lige ud af posen: Det er deprimerende at høre på, hvad stort set alle nøglespillere inden for de to områder har at sige.

Det deprimerende ligger først og fremmest i, at uanset hvad der kommer frem af spændende oplysninger fra de eksperter, der holder oplæg, eller de bilag, man som optakt har kunnet fordybe sig i, så mener langt de fleste, at hvad der netop er lagt frem til diskussion, lige præcis bekræfter, hvad de allerede mente i forvejen.

Mener du i forvejen, at sundhedsvæsenet kun kan helbredes ved hjælp af store lønforhøjelser til sygeplejerskerne? Så bekræfter ethvert ekspertudsagn om sundhedsvæsenet, at sådan er det.

Mener du i forvejen, at det, der er brug for, er flere ansatte? Så bekræfter den seneste analyse, at flere skal ansættes.

Mener du i forvejen, at sundhedsvæsenet i mange år er blevet udsultet økonomisk? Så bekræfter ethvert ekspertudsagn, at der skal tilføres flere penge.

Når det gælder folkeskolen, står det ikke bedre til. Mener du i forvejen, at det eneste, der kan redde folkeskolen, er flere pædagoger, så vil enhver undersøgelse vise, at folkeskolen mangler pædagoger.

Mener du i forvejen, at folkeskolens redning er lavere klassekvotienter eller to-lærerordninger eller afskaffelse af karakterer, så er konklusionen på enhver rapport, der bliver fremlagt, at der skal lavere klassekvotienter og flere to-lærerordninger og færre karakterer til.

Det vidner jo alt sammen om en helt enestående og meget trist åndelig dovenskab blandt centrale beslutningstagere. Hvor ingen (undtagen mig, da jeg ikke tror, at hverken sundhedsvæsenet eller folkeskolen kan reddes ved at sænke topskatten) er i stand til at forestille sig andet, end at deres egne, enøjede analyser er fuldkomne. Og at selv de mest komplekse problemer kan løses ved at bringe den fikse idé i spil, der tilfældigvis har fundet vej til ens partiprogram.

For at være helt ærlig: Jeg tror ikke, at den generation af politikere og fagforeningsformænd, der har magten i dag, kan løse nogen af de alvorlige problemer, den offentlige sektor står overfor. Dertil er de simpelthen for mageligt anlagt. For vant til at kværne løs med deres forudfattede meninger foran et publikum, der uanset hvad klapper bevidstløst. I for dårlig vane med at tænke fordomsfrit og kritisk rationelt over komplekse problemstillinger.

At dømme efter, hvad jeg har hørt i nogle af landets fineste forsamlinger siden nytår, så står hverken sundhedsvæsenet eller folkeskolen til at redde. Fordi de beslutningstagere, der skal sammenfatte, hvad eksperterne lægger frem, og drage de bedst mulige konklusioner, er for sløve og for vanetænkende til at foreslå andet, end hvad de selv har ment de sidste mange år.

Det nytter nok ikke stort at gentage, hvad der står ovenfor. Så lad mig omformulere: Det er 100 pct. sikkert, at sundhedsvæsenet ikke som ved et mirakel kommer på ret køl, hvis sygeplejerskerne får en klækkelig lønforhøjelse, men alt andet forbliver business as usual. Det er 100 pct. sikkert, at sundhedsvæsenet ikke kommer på ret køl, hvis man tilfører det 25 eller 50 pct. større bevillinger, men i øvrigt fortsætter, som man plejer. Det er 100 pct. sikkert, at vi ikke får de læsesvage gjort læsestærke, hvis vi sænker klassekvotienten, men i øvrigt lader stå til. Ligesom det er 100 pct. sikkert, at vi aldrig nogensinde får brudt den sociale arv, hvis vi ikke vover at sige til eleverne, at udbyttet af skolegangen først og fremmest er noget, man selv er herre over.

Vi er kørt fast. Der er ikke noget, der ligner flertal for at sige: Lad os droppe fordommene og de fikse idéer. Lad os erkende, at ingen af os på egen hånd kan løse problemerne. Så lad os komme i gang med at gøre noget andet. Idet vi lover hinanden ikke at sige det mest tåbelige, politikere kan sige (og som de siger hele tiden): Når tingene ikke går efter hensigten, så skyldes det, at vi gør for lidt af det, der ikke virker.

Når tingene ikke går efter hensigten, så skyldes det med garanti, at vi gør for meget af noget, der ikke virker. Sådan som det er på alle andre områder af tilværelsen end politik. Lærer man ikke et klap af at lalle omkring, styret af sin egen (manglende) motivation? Så stop med at ordinere den medicin, at eleverne skal lalle omkring styret af egen (manglende) motivation. Bliver sundhedsvæsenet dårligere af en masse registrering, der skal gennemføres ved hjælp af dårlig it? Så lad (for helvede, havde jeg nær skrevet) være med at foreslå, at vi kan løse problemerne med mere registrering og mere dysfunktionel it.

Hvis jeg kunne bestemme, ville jeg kræve af alle MF’ere og alle fagforeningsformænd, at de ikke måtte fremføre deres foretrukne (tvangs)tanke ved næste møde. Men at de simpelthen skulle foreslå det, de troede var den næstvigtigste eller tredjevigtigste årsag til problemerne. Desuden ville jeg indføre en bødekasse: Det skal koste 1.000 kr. at sige, at årsagen til, at det går skidt, er, at vi gør for lidt af det, der forårsager ulykkerne.

Jeg er stensikker på, at den offentlige sektor ville gå en gylden fremtid i møde, hvis man fulgte disse få og enkle principper.

(Dette er en blog udgivet af Jyllands-Posten 20/01-2022)

Henrik Dahl
20. januar 2022

Claus Hjort Frederiksen oplyste i sidste uge til flere medier, at han var sigtet efter straffelovens paragraf 109 for at have overtrådt sin tavshedspligt og videregivet statshemmeligheder.

Hvis det ender med, at Anklagemyndigheden ønsker at rejse en tiltale mod Claus Hjort Frederiksen, vil Folketinget efter grundlovens paragraf 57 komme i den situation, at det skal give sin tilladelse til, at det kan ske. Udgangspunktet er nemlig, at man som medlem af Folketinget nyder immunitet imod retsforfølgelse.

I Liberal Alliance kommer vi ikke til at stemme for en ophævelse af Claus Hjort Frederiksens parlamentariske immunitet, med mindre der foreligger et fuldt oplyst grundlag for at gøre det.

Det vil som minimum sige, at vi ønsker at kende anklageskriftet, og at vi ønsker at føle os betryggede i, at sagen med overvejende sandsynlighed vil føre til en domfældelse.

Når vi ønsker et fuldt oplyst grundlag, før vi tager stilling til spørgsmålet om parlamentarisk immunitet, er det på grund af de forhold, som er skyld i, at grundlovens paragraf 57 i det hele taget eksisterer.

Ingen regering skal kunne opdigte anklager imod et medlem af oppositionen, og med disse anklager i hånden rejse en sag, der munder ud i en fængselsdom. Derfor eksisterer paragraf 57.

Det er vigtigt at understrege, at vi på ingen måde anklager regeringen for, at sigtelsen imod Claus Hjort Frederiksen er opdigtet. Sagen er blot: I realiteten ved vi ingenting om den. Og må ikke få noget at vide om den.

Derfor er vi nødt til at spørge: Er en sigtelse og mulig tiltale imod Claus Hjort Frederiksen virkelig den bedste og eneste vej at gå?
Antag for eksempel, at Claus Hjort Frederiksen i virkeligheden ikke har sagt andet end, hvad der kan stykkes sammen fra oplysninger, der allerede er offentlige (det kunne for eksempel være dokumenter lækket af Edward Snowden).

I så fald gør det kun den allerede stedfundne skade fuldstændig marginalt værre – hvis overhovedet. Set i det lys, vil både hemmeligholdelsen af sigtelsens nærmere karakter og selve skridtet til at gennemføre en retssag – oven i købet efter paragraf 109 – være ganske disproportionale. Og endnu mere tvivlsome, end de allerede er, når det indirekte kommer til at handle om forholdet mellem en regering og dens opposition.

Et andet spørgsmål, man også er nødt til at overveje, er, om det overhovedet er opportunt at sigte og rejse en tiltale (det såkaldte ”opportunitetsprincip”)?
Opportunitetsprincippet kender de fleste danskere. Det var dette princip, regeringen for nylig anvendte, da den satte de overlevende pirater fra Guineabugten på en jolle og pegede dem ind mod fastlandet: Hvis det skader samfundet mere, end det gavner at sigte eller rejse tiltale, kan regeringen og/eller anklagemyndigheden frit vælge at lade være.

I Liberal Alliance synes vi, at Anklagemyndigheden og regeringen meget alvorligt burde overveje, om ikke opportunitetsprincippet også ville være vel anbragt i Claus Hjort Frederiksens sag.

Det skader det danske samfund langt mere, end det gavner, når en sigtelse imod en oppositionspolitiker – muligvis for noget så banalt som på et overordnet plan at have bekræftet de oplysninger, man kan læse i Edward Snowdens dokumenter – så let, som tilfældet er, lader sig aflæse i en politisk optik.

Uden fuld indsigt i, hvad sagen drejer sig om, vil Liberal Alliance af principielle årsager ikke stemme for at ophæve Claus Hjort Frederiksens parlamentariske immunitet, skulle det komme dertil.

Vi opfordrer resten af Folketinget til at overveje at indtage den samme holdning.

Ole Birk Olesen
20. januar 2022

Løkke fremstiller det, som om det er en naturlov, at vi har mange mennesker på langvarig kontanthjælp, men det er det ikke. Det er et resultat af politiske beslutninger, som vi kan omgøre, hvis vi vil.

Så gav Lars Løkke Rasmussen op. Der er enorm efterspørgsel på arbejdskraft i Danmark, men de 10.000-15.000 personer, som er på langvarig kontanthjælp i dag, skal vi bare acceptere.

Faktisk skal vi udvide kredsen med et ukendt antal tusinde ved at stille dem i udsigt, at hvis de holder sig uden for arbejdsmarkedet i syv år, kan de overgå til en såkaldt »værdighedsydelse«, hvor der ikke stilles krav om, at man skal søge arbejde eller deltage i aktivering, men hvor man gerne må arbejde ved siden af, uden at man mister sin offentlige ydelse. Den bliver populær og skal nok afholde folk, der nærmer sig de syv år fra at tage et arbejde.

Løkke fremstiller det, som om det er en naturlov, at vi har mange mennesker på langvarig kontanthjælp, men det er det ikke. Det er et resultat af politiske beslutninger, som vi kan omgøre, hvis vi vil.

De 11.700 kroner, som vi giver i kontanthjælp til enlige, der er fyldt 30 år, svarer til en timeløn på 80 kroner Det sikrer en levestandard til uforsikrede ledige, som er høj i Danmark sammenlignet med andre landes niveauer, men det har også en omkostning: Mennesker, som ikke kan tjene en løn, der væsentligt overstiger 80 kroner i timen, er ikke i arbejde i Danmark.

Nogle mennesker er faktisk ikke så effektive i et job, at de kan tjene meget mere end 80 kroner i timen. De kan være fysisk eller mentalt udfordret, eller de kan være socialt besværlige, så en arbejdsgiver kun vil hyre dem, hvis det kan ske til en lavere løn end nutidens mindsteløn.

Når det offentlige lokker med en kontanthjælp på niveau med, hvad disse mennesker ville kunne tjene, kan fagforeningerne aftale minimumslønninger på 120 kroner i timen, fordi der alligevel ikke er nogen, som søger stillinger med et lavere lønniveau. Og så ender folk, som kunne være i arbejde, til 12.000-15.000 kroner om måneden, med i stedet at være på kontanthjælp til 11.700 kroner om måneden.

Det er det, som Lars Løkke Rasmussens forslag om permanent kontanthjælp uden modkrav er et opgivende svar på.

Vi kan faktisk gå en anden vej. Vi kan sørge for en lavere beskatning af danskere, som arbejder, så forskelsbeløbet på at være på kontanthjælp og i arbejde bliver større. Liberal Alliance foreslår nul indkomstskat af de første 7.000 kroners månedsløn. Det øger indkomstforskellen på at være på kontanthjælp eller i arbejde med 1.700 kroner om måneden.
Vi kan også sænke kontanthjælpen, for eksempel lade den falde til samme niveau som integrationsydelsen efter et år på kontanthjælp.

I Danmark taler nogle om såkaldte »working poor« – arbejdende fattige – i lande som Tyskland, fordi man der kan være fuldtidsbeskæftiget på lønninger, der nærmer sig dansk kontanthjælp. Men hvem er godt tjent med, at borgere i Danmark i stedet er ledige med samme indkomst?

Vi behøver ikke at give op som Lars Løkke Rasmussen og bare parkere en stor del af befolkningen på permanent kontanthjælp uden modkrav.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 20. januar 2022)

Alex Vanopslagh
19. januar 2022

Der er sket en voldsom stigning i priserne på varme og el. Det har alvorlige konsekvenser for helt almindelige mennesker og familier i Danmark. Regeringen bør derfor komme i arbejdstøjet og sænke energiafgifterne hurtigst muligt, så alle danskere har råd til den energi, de har brug for.

De seneste måneder har vi været vidner til en bekymrende stigning i energipriserne. Den uheldige udvikling skyldes en række vejrmæssige og politiske forhold og betyder, at danskerne nu skal bruge en langt større del af deres budget på at opvarme og elektrificere deres bolig, samtidig med at en lang række andre varer er blevet markant dyrere på kort tid. Det går især ud over de mindrebemidlede og folk med et højt energibehov.

Oven i selve elprisen pålægger staten borgerne en tårnhøj elafgift, som aktuelt ligger på 90,3 øre pr. kWh. Danskerne betaler de højeste energiafgifter i hele Europa, hvilket koster velstand og job. Hvis vi får den eksorbitant høje elafgift ned til EU’s minimum på 0,4 øre pr. kWh, hvilket næsten vil svare til en afskaffelse af elafgiften, vil det være et vigtigt skridt i forhold til at dulme skadevirkningerne af de stigende priser. Det vil gøre, at en gennemsnitlig familie kan spare 5000 kroner om året, og så skal almindelige danskere ikke i lige så høj grad frygte for ikke at kunne betale elregningen.

En afskaffelse af elafgiften vil desuden bidrage positivt til den grønne omstilling, da flere borgere vil gøre brug af grøn strøm fra vedvarende energikilder.

Det vil gøre, at en gennemsnitlig familie kan spare 5000 kroner om året.

De politiske partier fra højre til venstre bør derfor kunne nå til enighed om hurtigt at få minimeret elafgiften så meget som muligt, så vi kan klare os gennem denne usikre tid med inflationært pres og stigende energipriser. Indtil videre har der dog ikke været politisk vilje fra regeringen og dens støttepartier til at implementere vores forslag om at minimere elafgiften, selvom det er et af de bedste instrumenter vi har til at stå imod energiprisernes himmelflugt.

De røde lader til at være mest optagede af, at staten kan hente mange af borgernes penge hjem via den tårnhøje elafgift. Det er tilsyneladende vigtigere end at sikre, at alle samfundets borgere – uanset økonomisk status – har råd til basale fornødenheder som varme og elektricitet.

Dette er helt uacceptabelt i lyset af situationens alvor. Venstrefløjens ideologiske særhensyn skal ikke stå i vejen for, at almindelige mennesker har råd til at opvarme og elektrificere deres hjem. Så lad os nu få minimeret den elafgift – det vil gavne både økonomien, klimaet og sammenhængskraften i vores samfund.

(Dette er et debatindlæg udgivet i Avisen Danmark d. 19. januar 2022)

Henrik Dahl
18. januar 2022

Den antiarbejds- og antiflidsideologi, der præger folkeskolen, vender den tunge ende nedad i social henseende. Det går ud over de børn, hvis forældre ikke evner eller magter at give tingenes rette sammenhæng videre.

Ordrer er ikke noget, man benytter sig af i den danske undervisningsverden. Det, der kan lade sig gøre, er det, man kan blive enige om. Hele vejen rundt om konferencebordet.

Derfor er der ingen ende (sådan føles det i hvert fald) på antallet af uddannelsespolitiske konferencer, jeg i tidens løb har deltaget i.

Hvad er det så, folk kan blive nogenlunde enige om i folkeskoleverdenen? Lad os begynde med laget af åbent udtalte præmisser.

For det første og vigtigste, så må der ikke være forskel på eleverne. Det må ikke fremgå, at nogen er dygtigere eller dårligere end andre. Heraf følger, at man ikke må opdele i hold. For hvis hold bliver opdelt, så vil der hurtigt danne sig forestillinger om, at der er noget galt. Enten med dem, der kommer på det ene af de to delhold. Eller med dem, der kommer på det andet.

En anden ting, de fleste også er enige om, er, at det ikke er heldigt, at eleverne bliver bedømt. I hvert fald ikke på en måde, så det er til at gennemskue, hvem der klarer sig bedst i de enkelte fag.

Desuden er der en udbredt enighed om, at der ikke er nogen fag, der er finere end andre. At folk, der er virkelig gode til de naturvidenskabelige fag, kan regne med at få enormt spændende og højtbetalt job, mens andre, der lige klarer sig igennem de bløde snakkefag, fordi der er så meget gruppearbejde, ikke skal sætte næsen op efter det helt vilde, er ikke noget, man gerne taler om.

Skal man kondensere alt dette til en bouillonterning, bliver det noget i retning af, at alle børn er nogenlunde lige gode til alting. Selv om vi nødigt taler om, hvor gode de enkelte børn faktisk er til noget. Eller om hvad det noget, de er nogenlunde lige gode til, egentlig er.

Det mærkelige er, at der under al denne konsensusformulering aldrig er nogen, der taler om, hvad børn og unge faktisk går op i: at skabe og vedligeholde hierarkier. At se en masse konkurrencer i fjernsynet og på sociale medier. At have stærke meninger om, hvem der har fortjent at vinde disse konkurrencer, og hvem der ikke har. Og for manges vedkommende: at øve sig og konkurrere inden for diverse sportsgrene.

At børn og unge faktisk konkurrerer til den store guldmedalje om snart sagt alting, snakker man i vore dages skole mindre om, end man i forne tider bevægede ind på den sag, at der lå en kønnet forplantning bag børnenes eksistens.

Men under laget af åbent formulerede præmisser ligger de forudsætninger og antagelser, man ikke engang taler om. Tabuerne, med andre ord. De siges aldrig lige ud. Dem skal man analysere sig frem til.

Til de helt store tabuer blandt skolefolk er ikke, at nogen er dygtigere end andre. Men et af dem er, at det enkelte barn og den enkelte unge har en enorm indflydelse på, hvordan det selv klarer sig i skolen. At det forholder sig sådan, er en viden, som er så forbudt, at den end ikke kan siges højt.

Får man flere venner, hvis man opfører sig pænt og ordentligt, end hvis man opfører sig som en spade? Det er totalt og aldeles forbudt at italesætte. Gør man sig selv til en omvandrende hadegave, ingen vil være i gruppe med, hvis man aldrig bidrager til gruppearbejde? Må under ingen omstændigheder nævnes. Og har det en gavnlig effekt på karaktererne, hvis man er flittig til at øve sig og bliver ved, til stoffet sidder? Det tætteste, man kommer på en statshemmelighed i den danske skoleverden.

At det enkelte menneske har et ansvar for sit eget liv og kan gøre meget for at påvirke sin bane igennem tilværelsen, er to af kongehemmelighederne. De indsigter, der skal bevogtes for enhver pris, så de ikke slipper ud i skoleverdenen og videre ud i det generelle samfund.

Og dermed er vi fremme ved det helt store paradoks, der præger skoleverdenen i disse år. Det, man er besat af – mere end noget andet – er at minimere og helst annullere effekten af forældrenes sociale status på børnenes skolegang. Det er derfor, man ikke må sige højt, at nogle er dygtigere end andre; at nogle attituder til kammerater og skolegang er mere perspektivrige end andre; og at nogle fag er bedre end andre – hvad enten målet er at opnå en vis dannelse eller at kvalificere sig til de gode og spændende uddannelser. For alle disse ting kunne på en eller anden måde tænkes at have noget at gøre med, hvordan der er i den enkelte elevs barndomshjem.

Hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen, er der ganske vist vældig mange, der ved. Og mon ikke fortielserne og fortrængningerne af det, alle ved, er med til at skabe mistrivsel og indre ubalance? Sådan var det i hvert fald i gamle dage – selv om det var andre ting, man fortrængte og fortav.

Men det allermest underlige ved vore dages skoleverden har jeg gemt til sidst: at den sociale arv selvfølgelig sætter sig igennem. Lige præcis på grund af de ting, man fortier og fortrænger, for at den ikke skal gøre det.

For når hele den skole, det håbefulde barn går på, har tudet sine elever fulde af forestillinger om, at man ikke må kede sig, og at man ikke selv har et ansvar for noget, kommer forældrene fra middelklassen og siger det modsatte hjemme ved middagsbordet: Det er helt afgørende, at man arbejder hårdt i skolen. Det er helt afgørende, at man overvinder sig selv og bliver ved, selv om vejen til dygtighed kan være stejl og stenet. Der findes – på trods af de mange røverhistorier om det modsatte – ingen eksempler på folk, der klarede sig godt uden at øve sig enormt meget.

Vi taler kort sagt om værdien af arbejde. Noget, som var soleklart for de lavere sociale klasser i gamle dage. For hvis man ikke arbejdede, klarede man ikke dagen og vejen.

I vore dage er værdien af arbejde ikke noget, der er selvfølgeligt i folkeskoleverdenen. Man starter ikke længere med at sige, at uanset hvor langt man i sidste instans kan nå, så vil alle mennesker til hver en tid komme længere, hvis de arbejder hårdt, end hvis de lader være.

Det burde være børnelærdom for alle. Og i de hjem, hvor det ikke er børnelærdom, burde skolen træde til med sin autoritet og sige, at sådan er det.

Men skolen af i dag er af en eller anden grund blevet helt enormt arbejdsforskrækket. Som om det var farligt eller usundt at arbejde, og der kun kan komme dårlige ting ud af det.

Derfor er spørgsmålet om hårdt arbejde og det hårde arbejdes moralske og praktiske værdi blevet den helt store klassemarkør og det sted, hvor den sociale arv for alvor sætter sig igennem.

I virkeligheden er det sådan, at den antiarbejds- og antiflidsideologi, der præger folkeskolen, i den grad vender den tunge ende nedad i social henseende. Det er en ideologi, der udelukkende går ud over de børn, hvis forældre ikke evner eller magter at give tingenes rette sammenhæng videre. Mens de børn, der bliver belært om arbejdets velsignelser af deres forældre, altid vil klare sig godt i skolen.

(Dette er et debatindlæg udgivet i Jyllandsposten d. 18. januar 2022)

Henrik Dahl
12. januar 2022

Hvis man ville, kunne man indspille en film, der var fuldstændig magen til »Don’t Look Up!« i Danmark. Forstået på den måde, at man kunne indspille en film, der byggede på de samme tre præmisser.

Alle synes i denne tid at have en mening om filmen »Don’t Look Up!« De ved: Filmen, hvor (spoiler alert) nogle forskere opdager en komet, der har kurs direkte mod Jorden. Men Jorden ender med at gå under, fordi ingen – af mange forskellige årsager – kan bekvemme sig til at tage problemet alvorligt.

Den indvending, jeg oftest har hørt, er, at filmen i for høj grad er en ureflekteret venstreliberal kritik af Donald Trump og Trump-æraen i det hele taget. Hvor »de onde« konsekvent er figurer taget ud af Trump-universet, og »de gode« lige så konsekvent er storbyliberale, der tror på videnskaben og på oplysningsprojektet.

Sådan kan man udmærket fortolke filmen, og jeg vil ikke starte en lang diskussion med dem, der gør. Men der er også andre muligheder.

I mine øjne er der tre præmisser, der får begivenhederne i »Don’t Look Up!« til at folde sig ud.

Den første præmis er, at i sidste instans er politikere mere styret af ønsket om genvalg end af noget andet: For at tilsløre en skandale, der kan tippe midtvejsvalget til modpartens fordel, beslutter præsident Orlean sig først for at samle nationen bag at uskadeliggøre kometen. Men da hendes hovedsponsor af (privat-)økonomiske årsager nedlægger veto, sadler hun om.

Den anden præmis følger af den første: Hvis politikere ikke har modet eller styrken til at afbalancere den almene interesse mod særinteressen, er vi som samfund ilde ude.

Endelig er den tredje præmis, at hvis medierne helt ned i opbygningen af de journalistiske formater er indrettet på at forhindre kritisk tænkning, så vil det være umuligt at tænke kritisk inden for disse formater. Selv i en situation, hvor velovervejet og kritisk tænkning er allermest påkrævet og afgørende.

Jeg mener, at disse tre præmisser for »Don’t Look Up!« hver især er sande. Også hvis man ikke har sat sig for at indspille en film, der bekræfter venstreliberale fordomme.

Hvis man ville, kunne man nemlig indspille en film, der var fuldstændig magen til »Don’t Look Up!« i Danmark. Forstået på den måde, at man kunne indspille en film, der byggede på de samme tre præmisser. Altså at politikere vil genvælges, derfor har de en tendens til at fremme de særinteresser, der bringer dem til magten, fremfor almenvellet. Og intet af dette vil nogensinde blive belyst, hvis medierne er gennemført ukritiske. Men i den danske version ville plottet være vendt på hovedet, så det bekræftede centrum-højre fordomme.

Den røde regering bliver advaret om, at den fører en økonomisk politik, der vil sende Danmark i afgrunden. Det kan den røde statsminister måske godt selv inderst inde indse. Men de særinteresser, der holder hende ved magten, forlanger, at den økonomisk uansvarlige politik fortsætter. Derfor bliver det sådan.

I et forsøg på at råbe offentligheden op indvilger formanden for De Økonomiske Råd i at stille op i både morgen- og aftenshows. Men det drukner i hundehvalpe og madopskrifter og samlivsproblemer og almen hyggesnak mellem studieværterne, der aldrig har gjort sig større tanker om verden end, hvad der står på teleprompteren.

Derfor kollapser Danmarks økonomi, og hundredtusinder af mennesker kastes i armod. De samme tre præmisser. Bare i en centrum-højre-marinade og ikke en venstreliberal.

Personligt tror jeg, at de tre præmisser skal tages meget alvorligt. Selvom den venstreliberale vinkling kan virke irriterende.

Politikere bør – i den grad, de overhovedet kan – tænke lidt større og mere ambitiøse tanker end »næste genvalg«. Det er vigtigt, at særinteresserne ikke sætter dagsordenen. Og medierne må gerne være kritiske.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 12. januar 2022)

Ole Birk Olesen
12. januar 2022

Enhedslistens program er designet til folkeforførelse, ikke som et indspil til en ægte folkelig debat.

I oktober modtog Enhedslistens Pelle Dragsted en pris for at være folkelig på en – efter uddelernes opfattelse – grundtvigsk måde. N.F.S. Grundtvig-Prisen blev uddelt af Grundtvigsk Forum. Pelle Dragsted fik prisen, fordi han i sin bog, »Nordisk Socialisme«, har argumenteret for, at der skal være mere lighed i Danmark, og at denne lighed skal opnås ved, at ejere af virksomheder tvinges til at afstå bestemmende indflydelse, dvs. reelt overdrage ejerskabet, til virksomhedens ansatte.

Mange spørgsmål rejser sig hos mennesker med almindelig forstand, når de hører om sådan et forslag:

  • Hvorfor skulle man risikere at stifte virksomhed, hvis man ved fiasko hænger på regningen selv, mens man ved succes skal aflevere ejerskabet til de ansatte kvit og frit?
  • Hvad vil det betyde for velstanden i Danmark, hvis entreprenante mennesker holder op med at stifte virksomheder?
  • Hvad vil det betyde for folk, som foretrækker at være lønmodtagere fremfor at være virksomhedsejere, hvis der ikke længere stiftes virksomheder i Danmark, hvor de kan søge ansættelse?
  • Hvad vil allerede etablerede virksomheder i Danmark gøre, hvis der skønnes at være optræk til et flertal i Folketinget, som vil forære ejerskabet af disse virksomheder til deres ansatte? Kan man gøre det på så overraskende en måde, at virksomhederne ikke forinden har lukket ned i Danmark og etableret sig i udlandet i stedet?
  • Hvorfor er det overhovedet retfærdigt at lade virksomhedsejere hænge på regningen ved fiasko, men ved succes forære retten til at bestemme over fordelingen af overskud og egenkapital til virksomhedens ansatte?

Ingen af de spørgsmål er efterfølgende blevet besvaret af Pelle Dragsted. På sociale medier, hvor han er meget aktiv, bliver han løbende udfordret på sin vision, men han besvarer ikke substansen i de spørgsmål, som stilles.

Pelle Dragsted har dog fremlagt en model for visionen: Alle virksomheder med over 35 ansatte skal oprette et medarbejderråd, som skal godkende alle beslutninger fra virksomhedens rigtige bestyrelse, førend de kan gennemføres. Og virksomheder med over 100 ansatte skal udvide aktiekapitalen med to procent om året og forære disse ekstra aktier til en fond, som de ansatte kontrollerer. Efter 37 år vil medarbejderne på den måde sidde på den dominerende aktiemajoritet.

Demonstrativt højt suk

Selvom Pelle Dragsted altså ikke vil svare på, hvad det vil betyde for lysten til at investere i Danmark og tilskyndelsen til at flytte fra Danmark, så har han med sin model dog fortalt mere om, hvordan kollektiviseringen skal foregå end Enhedslistens skiftende politiske ledere har.

Da DR-vært Clement Kjersgaard for fem år siden forsøgte at få daværende partileder Pernille Skipper til at fortælle, hvordan Enhedslistens principprograms vision om kollektivisering skal gennemføres, drog hun et demonstrativt højt suk og svarede så:

»Men jeg gider ikke at lege den der leg. Det bliver jeg bare nødt til at sige til dig. Den leg den kommer vi ikke til at lege. Vi gjorde det ikke, da vi lavede principprogram, fordi det ville vi ikke, og jeg har ikke en færdig skitse til dig om præcis, hvad der kommer til at ske.«

Siden har ingen journalister formået at gennemføre et interview med en ledende person fra Enhedslistens folketingsgruppe om emnet.

Det er faktisk ikke en folkelig debat, som Pelle Dragsted og Enhedslisten her rejser. Det er et forslag i en bog og nogle slagord i et principprogram. Spørgsmålene, som de afstedkommer, er rimelige og udtryk for en tankevirksomhed, som bør benyttes, når repræsentanter fra et parti med tilslutning fra hver 10. dansker fremlægger denne vision om et samfund, hvor erhvervslivet er kollektiviseret ved anvendelse af statsmagt. Det er spørgsmål, som forslagsstillerne helt indlysende må deltage i besvarelsen af, hvis forudsætningerne for en folkelig debat skal være til stede.

Men det sker ikke.

Et andet og mindst lige så vigtigt eksempel på, at hverken Pelle Dragsted eller andre i Enhedslisten deltager i folkelig debat om deres politik, er mere jordnært. Det handler om Enhedslisten-politikeres daglige krav om, at der skal bruges endnu flere penge på så godt som alt, som den offentlige sektor i forvejen bruger mange penge på.

Al tandlægebehandling skal være gratis og det samme med psykolog og receptpligtig medicin. Kontanthjælpen skal være højere, og det skal dagpenge, førtidspension, folkepension og SU også. Oven i skal der i den offentlige sektor ansættes flere lærere, pædagoger, pædagogmedhjælpere, sygeplejersker, læger, sosu’er, integrationsarbejdere, socialrådgivere, kulturformidlere, naturvejledere, gymnasielærere, faglærere, adjunkter, lektorer og professorer. Og alle de ansatte i de grupper skal også alle have mere i løn.

Men når man spørger Pelle Dragsted, hvor meget det alt sammen vil koste, hvilke skatter der skal forhøjes og hvor meget for at bidrage med den nødvendige finansiering, og om partiet har beregninger, som viser, at det kan gøres med en skatteprocent, som ligger under 100, så får man heller ikke her de svar, som er nødvendige for at have en folkelig debat, som hæver sig over udslyngning af fraser og overbud.

Hvis der var en folkelig debat om Enhedslistens forslag, så ville det være godt og måske endda også en grundtvigiansk pris værd, men det er der ikke. Hverken Pelle Dragsted eller andre i partiet stiller op til egentlig debat, hvor gode spørgsmål mødes af reelle svar. Hvad Grundtvigsk Forum i virkeligheden har belønnet med en pris i N.F.S. Grundtvigs navn, er derfor Pelle Dragsteds bidrag som talerør for noget, som bedst kan beskrives som venstrepopulisme:

Forsimpling, overdrivelse, vildledning med det formål at få tilslutning fra mennesker, som ikke er i stand til at gennemskue manglen på realisme i budskaberne, kombineret med modvilje mod at svare på kritiske spørgsmål i offentligheden fra presse og politiske kritikere.

Venstrepopulisme uden modspil

Vi står her med et problem, som er større end uddeling af en pris for folkelighed, hvor folkeligheden er fraværende. Der er masser af mennesker, som går kritisk til højrepopulisme, hvor den forefindes. Tidligere udlændingeminister Inger Støjberg er sågar lige blevet idømt to måneders fængsel for en populisme, som tog så meget overhånd, at hun endte med at bryde loven som minister. Men venstrepopulismen formidles i vores land uden nævneværdigt modspil fra presse og meningsdannere.

Den almindelige dansker hører i pressen, at Enhedslisten vil bruge flere penge på noget rart, men han hører ikke, at Enhedslisten vil bruge flere penge alle steder, som tænkes kan, uden at have en plan for, hvordan så mange penge skulle kunne fremskaffes. Og da slet ikke i et Danmark, hvor Enhedslisten forinden har jaget alle virksomheder ud af landet med trusler om, at de vil blive kollektiviseret, hvis de forbliver danske.

Enhedslistens program er designet til folkeforførelse, ikke som et indspil til en ægte folkelig debat.

Journalister og meningsdannere må udfylde samme rolle med at drage venstrepopulister til ansvar og kræve svar, som de allerede gør med højrepopulister. Ellers har venstrepopulismen frit spil og ender med at få priser for grundtvigsk folkelighed, fordi ingen har fortalt uddelerne, hvad der i virkeligheden foregår.

Pelle Dragsted og Enhedslisten kan ikke få succes i Danmark med at gennemføre politik, som har givet fiasko alle andre steder i verden, hvor den har været forsøgt. Men de kan bilde dele af befolkningen det ind, hvis de ikke møder en offentlighed, som er lige så kritisk over for populisme fra venstre som over for populisme fra højre.

(Dette er et debatindlæg udgivet i Berlingske d. 11. januar 2022)