Barnepigestatens nye brugsbetingelser

Alex Vanopslagh
16. marts 2022

Mette Frederiksen betragter dig som for svag og dum til at tage vare på dit eget liv, så systemet skal tage vare på dig, så du ikke vælger forkert.

Når du skal downloade en ny app, skal du godkende dens brugsbetingelser. Hvis du er ligesom mig, læser du dem ikke. Vi bemærker det ikke – lige indtil den dag, vi støder ind i dem. Når en uigennemskuelig algoritme sletter dit Facebook-opslag, eller når éns data bliver solgt videre til alverdens lyssky foretagender. Så er der pludselig ingen kære mor. Og brugsbetingelserne bliver ændret hele tiden.

Den danske stat fungerer mere og mere på samme måde. Det er Mette Frederiksens socialdemokratiske ideal. Her skal systemet sørge for, at dit liv bliver godt og trygt. Borgeren er en svag og dum klient, som barnepigestaten konstant skal hjælpes til at gøre det rigtige.

Det er en brugsbetingelse for at arbejde i Danmark, at staten skal tage en kæmpe andel af pengene og bruge dem til det, den har lyst til. Og det er blevet en brugsbetingelse for at drive virksomhed, at du skal pålægges flere og flere gakkede og bøvlede regler – og selvfølgelig punge ud til statskassen.

Det blev også en brugsbetingelse for at holde ferie, at staten skal administrere et feriepengesystem for dig.

Og under Mette Frederiksen er det gået helt bersærk.

Pludselig er det blevet en brugsbetingelse for din barsel, at den skal fordeles på en bestemt måde mellem mor og far.

Pludselig er det blevet en brugsbetingelse for at gå på gymnasiet, at man skal flyttes rundt som skakbrikker i et tvangsfordelingsspil på baggrund af forældres indkomst.

Pludselig skulle det være en brugsbetingelse for at drive et friplejehjem, at man ikke måtte tjene profit. Det fik vi heldigvis stoppet.

Og nu skal det så også være en brugsbetingelse for danskere født i år 2010 og senere, at de ikke må købe tobak. Nogensinde. Heller ikke når de bliver voksne.

I det almindelige frie samfund fandtes der nogle få love, der forhindrede folk i at skade hinanden, og man skulle betale nogle penge i skat til at opretholde de love, og derudover kunne man gøre, hvad man ville med sig selv og sin ejendom. Frihed og ansvar til mennesker som myndige borgere, der kunne tage vare på sig selv.

Det er det ideal, jeg kæmper for i politik, når vi skal til valg igen og stemme denne forbudsregering ad Hekkenfeldt til.

Så du får lov til at bestemme over flere af dine egne penge. Og kan drive virksomhed uden konstant at være tynget af bøvlede regler.

Så du kan spare op til at holde ferie, som det passer dig.

Så du kan indrette din barsel med udgangspunkt i din families behov i stedet for systemets.

Så dine børn frit kan vælge gymnasium, hvis de vil gå den vej.

Så du kan drive privat velfærd uden at blive forfulgt som folkefjende. Og så du selv kan vælge din velfærd.

Så du kan nyde en smøg til en fest eller en god cigar til nytårsaften som voksent menneske, hvis du har lyst til det.

For du er en myndig borger, der ikke konstant skal lide under nye brugsbetingelser blot for at leve dit liv.

Jeg ved godt, det er en vild tanke i dagens barnepigestat, at danskerne er stærke og ikke svage. Men heldigvis er der et parti for så vilde tanker. Det hedder Liberal Alliance.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 16. marts 2022).

Ruslands krig har vist os venstrefløjens egentlige projekt

Henrik Dahl
10. marts 2022

Hvis Nato forsvandt, og den vestlige verden afrustede, ville ikke bare den vestlige verden som en fysisk størrelse, men også den vestlige verdensorden, forsvinde. Det ville passe venstrefløjen så aldeles glimrende.

Hvis jeg havde bedre tid, ville jeg skrive flere bøger. Og en af de bøger, jeg ville skrive, skulle omhandle den sande natur af venstrefløjens projekt.

Den sande natur af venstrefløjens projekt ser man mest tydeligt, når man betragter Enhedslistens modvilje mod Nato og Frie Grønnes forestillinger om afrustning.

Hvis Nato forsvandt, og den vestlige verden afrustede, ville ikke bare den vestlige verden som en fysisk størrelse, men også den vestlige verdensorden, forsvinde. Jeg besøgte engang øen Palawan. Den er filippinsk og ligger ud til Det Sydkinesiske hav. En af de personer, jeg talte med, var den øverstkommanderende for de væbnede styrker i området. Jeg spurgte ham, om der faktisk var fri sejlads på Det Sydkinesiske hav. Sådan som FN’s havretskonvention foreskriver. Og han svarede: ja. Men udelukkende, fordi USA patruljerer med hangarskibe.

Sådan er det: Uden overlegen våbenmagt er fjenderne af det, vi selv står for, klar til at ødelægge det alt sammen. Og lade deres egen orden tage over.

Enhedslistens strategi for at ødelægge den vestlige orden er direkte overtaget fra DKP – der havde fået den tilsendt fra Sovjetunionen.

Skab mistillid til det bestående. Fremsæt forslag til alternativer, der er langt dårligere. Men lyder troværdige i naive og urealistiske menneskers øren. Og skab på den måde splittelse blandt Sovjetunionens fjender.

Det er derfor, Enhedslisten taler om andre alliancer. Andre tilgange til at skabe sikkerhed. Styrken ved neutralitet. Der er ingen af tingene, der nogensinde vil kunne realiseres. Og hvis de kunne – hvad ethvert fornuftigt menneske på forhånd burde være i stand til at indse, at de ikke kan – ville de ikke have nogen effekt. Til gengæld fører den slags destruktive og verdensfjerne forslag til, at det er nødvendigt at bruge tid på at diskutere dem. Og den diskussion fører så til en farlig splittelse i det samfund, DKP eller Enhedslisten ønsker at ødelægge. Altså vores.

Vi kan se, at venstrefløjens energipolitik i mange år har haft det samme mål som sikkerhedspolitikken: at sikre den vestlige verdens ødelæggelse. Og at midlerne har været de samme: at komme med fuldstændig verdensfjerne forslag til, hvordan udslippet af CO2 begrænses. At lokke så mange som muligt til at tilslutte sig disse verdensfjerne forslag. Og på den måde opnå et af to: enten en politisk sejr, der i sig selv fører til en risikabel energipolitik, der ligger lige på grænsen til det egentligt farlige. Eller en splittelse, der er praktisk taget lige så god.

Nu står vi med resultaterne af venstrefløjens energipolitik i hele Europa: Den atomkraft, der kunne forhindre både udslip af CO2 og afhængighed af den vestlige verdens fjender, har vi ikke. Til gengæld har vi en super usikker energipolitik, der nødvendiggør, at vi fylder kasserne hos alverdens diktatorer.

Som jeg ser det, handler venstrefløjens politik på stort set alle områder om at så kimen til, at Danmark og den vestlige verdensorden bliver totalt ødelagt.

Det mest tydelige område er naturligvis flygtninge- og indvandringspolitikken. Hvor man gennem årtier har ønsket en politik, der ville destabilisere de vestlige lande ved at tilføre dem et enormt stort befolkningselement fra Mellemøsten.

Al erfaring siger nemlig, at jo større befolkningselementet fra Mellemøsten er, jo større er den økonomiske belastning for velfærdsstaten, trykket fra kriminalitet, trykket på de almindelige borgerlige rettigheder, trykket på samfundstilliden og kravene om, at de vestlige lande tilpasser sig mellemøstlig kultur og levevis.

Med den økonomiske politik forholder det sig ikke meget bedre: Opbyggelsen af et kolossalt, offentligt forbrug er ødelæggende for den økonomiske vækst. Samtidig med at den moral, der gennemsyrer velfærdsstaten, stimulerer selv-offergørelse, klientgørelse, passivisering og bortfald af almindeligt samfundssind.

Område for område kan man se, hvordan røde politikker ødelægger samfundet. Hele uddannelsessystemet er efterhånden designet til at stimulere dovenskab, selvmedlidenhed og uvidenhed og udslette forskellen på viden og synsninger.

Socialforsorgen er designet til at ødelægge al virkelyst hos det enkelte menneske og udslette opfattelsen hos det enkelte menneske af, at det er et subjekt med handlemuligheder.

Miljøpolitikken er nødvendig. Men venstrefløjen har altid været flittig til at sikre, at den lægger så mange hindringer i vejen for at skabe og drive virksomheder som overhovedet muligt.

Men hvorfor er der ikke nogen, der siger fra, kan man spørge sig selv.

Her kommer vi til noget af det mest geniale, venstrefløjen har udtænkt: et helt enormt system af repression. Der ene og alene er designet til at forhindre rationaliteten, erfaringen og den sunde fornuft i at triumfere.

Fundamentet for venstrefløjens system til repression af rationalitet, erfaring og sund fornuft er universiteterne. Her har man siden 1970’erne opbygget et mægtigt teoretisk apparat, som allerede fra en ung alder lærer mennesker at opfatte de mest vanvittige antagelser som fornuftige: at kvinder i Danmark bliver groft undertrykt af usynlige og udokumenterbare ”strukturer”. At problemer med indvandring fra Stormellemøsten skyldes ”strukturel racisme” og ”islamofobi”. At biologien ikke har nogen indflydelse på opfattelsen af eget køn. At den vestlige samfundsmodel er et kriminelt system, der bygger på kolonialisme.

Samtidig har man iværksat et omfattende system af negativ social kontrol. Dette system virker gennem at stemple, udskamme og udgrænse ethvert menneske, der appellerer til rationalitet, erfaring og sund fornuft.

Jeg hader at måtte indrømme dette. Men strategien er faktisk tæt på at være genial: Man udnævner det til en psykisk lidelse – en fobi – at kritisere de ting, det er tabu at kritisere. Hvis man kritiserer kvindeundertrykkelsen i den islamiske verden eller dens negative indflydelse på udviklingen af demokrati, lider man af en sygelig islamfrygt: islamofobi. Hvis man siger, at uden en biologisk dimension er forestillinger om køn meningsløse, er man transfob. Og så fremdeles.

Jeg ville egentlig ønske, at højrefløjen var lige så udspekuleret. Så kunne vi omtale den røde antisemitisme som israelofobi. Vi kunne kalde modviljen imod fornuftige samtaler for faktofobi. Og vi kunne kalde hele venstrefløjens projekt for oikofobi. Altså: sygeligt had til vores eget hjem i verden.

Forsøger man at påvise, at kvinder ikke på et plan, der kan ses i nogen statistikker, bliver undertrykt, bliver man ikke mødt med redelig, intellektuel modstand, men med negativ social kontrol i både klassiske og sociale medier.

Fremlægger man dokumentation for, at separatismen og antagonismen mod Danmark og resten af Europa udgår fra de mennesker, der er indvandret fra Stormellemøsten: det samme. Man mødes med negativ social kontrol og ikke rationelle og sobre argumenter.

Og sådan er det punkt for punkt: negativ social kontrol imod mennesker, der kan dokumentere, hvordan 1700-tallets samfundsøkonomi faktisk hang sammen. Eller kan dokumentere, hvordan biologi faktisk påvirker f.eks. kønsidentiteten eller evnen til at præstere i en idrætskonkurrence. Eller hvordan intelligens og flid sætter sit præg på de karakterer, man opnår i skolen.

Der er ikke meget godt at sige om Ruslands krig mod Ukraine.

Men den har fået maskerne til at falde. Og på den måde har den påvist, hvad venstrefløjens egentlige projekt er: at ødelægge den vestlige samfundsorden så godt og grundigt, det overhovedet lader sig gøre. Gid jeg dog havde bedre tid. Så ville alt dette ligge i boghandlen som en spændende bog engang i løbet af efteråret.

(Dette er en blog udgivet i Jyllands-Posten d. 10/03-2022)

John Lennons flyvske drømme virker ikke i en verden med krig i Europa

Henrik Dahl
9. marts 2022

Verden blev ny 24. februar. Forude venter et kæmpe arbejde med at drage de rette konsekvenser.

Når vi engang ser tilbage på 20erne, vil datoen 24. februar 2022 blive anset for at være mindst lige så skelsættende som 9. november 1989, hvor Berlinmuren faldt. Eller 11. september 2001, hvor USA blev angrebet af al-Qaeda.

I alle tre tilfælde er der tale om datoer og begivenheder, der sætter et helt klart før og efter. Hvad der var standardantagelser om Europa 8. november 1989, var modent til en grundlæggende revision 10. november. Ligesom alle standardantagelser om USAs og den vestlige verdens sikkerhed måtte revideres 12. september 2001, og enhver rutinepræget mening om Rusland, Europa og NATO har set nusset og forældet ud siden 25. februar i år.

Lad os derfor gøre nogle nedslag i, hvad der nu har været nussede og forældede antagelser i snart to uger.

EU er fredens projekt. Nej, det er EU ikke. EU er den økonomiske velstands projekt, og det skal vi være glade for. Men fredens projekt er NATO. Fordi fred ikke står og falder med, at inflationen er lav og reguleringen ensartet. Men med at det er så afskrækkende at angribe, at selv den største tåbe kan indse, at det er en dårlig idé.

Grænser hører fortiden til. Nej, det gør grænser ikke. Det kunne i teorien være dejligt, hvis løven græssede ved siden af lammet og Kardemommeloven gjaldt i hele verden. Men ingen af delene er tilfældet. Og så er det tvingende nødvendigt at kunne fastslå, hvem der har jurisdiktion hvor.

I Europa uden for Rusland og nogle få, tidligere sovjetrepublikker hersker én orden, som for det meste garanteres af NATO. Kampen om Ukraine handler fra landets eget synspunkt om, at det gerne vil være en del af denne orden. Mens kampen set fra Ruslands synspunkt handler om at indføre en russisk orden, der i hvert fald breder sig så langt mod vest, som det blev aftalt på topmøderne i Jalta og Potsdam i 1945. Derfor er det ekstremt vigtigt at få trukket nogle grænser, som definerer, hvor henholdsvis den vestlige orden og den russiske orden hersker.

Ville det ikke være lettere at forestille sig, at der ikke var nogen lande? Ikke noget at dræbe eller dø for? Ikke nogen religion? At forestille sig, at alle mennesker levede i fred? Jo. Hvis man havde for vane at tage lige så mange stoffer som ophavsmanden til tanken, nemlig John Lennon.

Flyvske tanker er smukke. Men de har ikke noget som helst at gøre med, hvordan verden faktisk er indrettet, og hvordan man bedst muligt sikrer sig, at de fleste mennesker kan leve en tålelig tilværelse.

For nu at tage John Lennons flyvske ideer en for en: Der findes lande. Og det betyder ikke bare områder, hvor passet har et bestemt udseende. Det betyder også samfundsmodeller for, hvordan man sikrer liv, frihed og enhvers stræben efter det gode liv (eller lader være med at sikre disse ting).

Det ubehagelige ved samfundsmodellerne er, at de ikke altid kan lade hinanden i fred. Styret i Rusland vil for eksempel gerne have, at de politiske bedetæpper i Europas hovedstæder peger imod Moskva. Det vil vi ikke have i resten af Europa. Og dermed har vi en ballade, der ikke kan forebygges med en ballade.

Desværre findes der også religioner, der gerne vil dominere over mange mennesker og store landområder. Og gerne vil bruge vold for at nå deres mål. Hvis krigeriske repræsentanter for disse religioner ikke vil høre, er verden desværre sådan indrettet, at så må de føle. Og fordi det er prøvet så tit, kan jeg sige med 100 procents sikkerhed: De bremser ikke op ved lyden af en hippiesang.

Verden blev ny 24. februar. Forude venter et kæmpe arbejde med at drage de rette konsekvenser.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 9 marts 2022)

Det er ikke forbudt at kritisere Nato og EU. Men husk bare lige, at verden er forandret efter den 24. februar

Henrik Dahl
8. marts 2022

Nato er vores eneste beskyttelse imod den eksistentielle trussel om at leve i en ugunstig og uønsket verdensorden, der kommer fra Rusland.

Den 24. februar faldt maskerne. Ud fra diverse teoretiske begrundelser havde en række eksperter sagt, at Rusland ikke ville indlede en militær konflikt med Ukraine. Den række var den længste.

En anden og meget kortere række havde sagt det modsatte: Rusland mener sine erklæringer om behovet for en russisk verdensorden dødsens alvorligt. Og dermed vil Ukraine blive invaderet som et led i den langsigtede strategi om at vende tilbage til det gamle system, hvor Rusland omkring sig har en interessesfære af lande, der i bedste fald er en slags vasaller. Og i værste blot neutrale og alliancefri.

Efter invasionen kan vi så gøre status: Rusland forlanger en vasalagtig neutralitet af landene i sin interessesfære. Og landet skyr ikke nogen midler for at gøre dette ønske til virkelighed.

Derfor indbefatter midlerne indadtil en skærpelse af diktaturet og en omfattende brug af misinformation mod egne borgere. Udadtil en evig hybridkrig mod Ruslands modstandere: de vestlige lande og den vestlige samfundsorden.

Det, vi skal se i øjnene, at vi står overfor, er altså for det første den evige hybridkrig. For det andet den evige trussel om brugen af våbenmagt over for ethvert land, som Rusland mener burde tilhøre interessesfæren. Det vil blandt andet sige de baltiske lande og Polen. Og for det tredje: Den evige trussel med atomvåben for at forhindre de vestlige lande i at forsvare deres interesser og deres samfundsorden effektivt.

Sådan ved vi efter den 24. februar i år med sikkerhed, at verden er indrettet. Og derfor kan man også sige, at enhver, der lægger andre præmisser til grund, tager fejl.

For eksempel Enhedslisten, der betragter krigen i Ukraine som Natos ansvar eller delvise ansvar.

Eller de naivister, der har troet, at deltagelse i globaliseringen og medlemskab af internationale organisationer i sig selv havde en forebyggende virkning, når det gjaldt brugen af militær magt for at nå sine politiske mål.

Eller de sværmere, der siger, at vi skal forstå Rusland og tilpasse os Rusland, fordi landet trods alt er en kristen kulturnation. Hør lige her: Tyskland var også ”Land der Dichter und Denker”. Lige indtil den dag, hvor det blev ”Land der Richter und Henker”.

Det, der begrænser konsekvenserne af russisk hybridkrig, reducerer truslen for russisk invasion og gør atomtrusler uacceptabelt afskrækkende, er vestlig, militær styrke og intet andet.

"Kritik, der hviler på præmisserne fra verden af i går, kan jeg ikke bruge til noget."

Hvad EU siger, betyder ikke noget. Hvad Nato siger: heller ikke. Det eneste, der virker, er, hvad Nato gør eller tydeligvis formår at gøre.

Det er derfor, vi burde have oprustet for meget længe siden. Og derfor vi trods alt bør lette på hatten for den flok slubberter, der stemte imod et forslag om at gå til 2 pct. sidste år. Og nu vedtager at gøre det uden at inddrage de hæderlige partier, som faktisk anerkendte problemerne for et år siden.

På det mentale plan er vi nødt til at sige: Alt, hvad folk gik rundt og sagde om udenrigs- og sikkerhedspolitik til og med den 23. februar, er nu ”die Welt von gestern”. Verden af i går, der ikke findes længere. Som man kan mindes med varme eller det modsatte. Men samtidig: en verden, hvis regler ikke gælder mere, og hvis præmisser er meningsløse.

Det er selvfølgelig legitimt at kritisere både Nato og EU. Men hvis man kritiserer Nato og EU på de præmisser, der gjaldt til og med den 23. februar, er man galt afmarcheret.

Til og med den 23. februar var præmissen for kritikken af Nato og EU, at der ikke bestod en eksistentiel trussel imod vores verdensorden. Nu ved vi, at det er løgn. Der findes en eksistentiel trussel, og den hedder Rusland.

Derfor håber jeg, vi i de måneder og år, der kommer, får masser af substantiel diskussion om både Nato og EU. Samtidig med at jeg er nødt til at sige: Kritik, der hviler på præmisserne fra verden af i går, kan jeg ikke bruge til noget.

Nato er vores eneste beskyttelse imod den eksistentielle trussel om at leve i en ugunstig og uønsket verdensorden, der kommer fra Rusland. Og Europa er nødt til – inden for den præmis, der ligger i Lissabontraktatens artikel 42, nemlig at Nato altid har forrang – at overveje, hvordan kontinentet bedst muligt kan forsvare sine interesser og fremstå tilpas militært afskrækkende over for Rusland.

Alle de gamle skræmmebilleder fra Den Kolde Krigs tid og fra 1990’erne bør nu pakke sig selv bort. Ikke fordi det skal være forbudt at kritisere Nato og EU. Men fordi verden efter den 24. februar 2022 er så radikalt anderledes end verden før, at skræmmebillederne ikke længere kan bruges til noget som helst.

(Dette er en blog udgivet af Jyllands-Posten 07/03-2022)

Putin vil tabe krigen før eller siden

Alex Vanopslagh
28. februar 2022

Talte i dag til demonstration foran den russiske ambassade. Her et par af mine ord:

“Putin regnede med at den russiske overmagt ville kunne indtage og vælte Ukraine på få dage.

Men det ukrainske folk har ikke givet op. De er ikke flygtet. Og forrest går deres præsident Zelensky og skaber håb. Selvom han risikerer sit liv, takkede han nej, da amerikanerne tilbød at evakuere: Jeg har brug for ammunition, ikke et lift, lød svaret.

Vi ser en nation af mænd og kvinder, som griber til våben og risikerer deres liv for at forsvare deres frie land mod Putin.

Deres mod, håb og gerninger er en stor inspiration.

Når jeg ser på ukrainernes mod, tænker jeg, det måske er NATO, der skal spørge, om de må blive medlem af Ukraine.

Når de russiske krigsskibe angriber, får de et klart svar fra tilbage fra ukrainerne: russian warship, go fuck yourself.

Samme budskab kan vi passende sende Putin.

Kære Rusland, Kære Putin: I har startet en krig, som I kommer til at tabe.

I troede, at ukrainerne vil møde jer som befriere og glædeligt overgive sig til jer. I stedet er i mødt af molotivcocktails og en nation på barrikaderne.

I troede I ville opleve, at Europa og Vesten ikke kunne blive enige om sanktioner, men I er ved at blive mødt af de hårdeste sanktioner i mands minde.
I troede, at I med jeres aggressive fremfærden kunne fremprovokere en ny sikkerhedsorden, hvor man skulle tage hensyn til Rusland.

Og dér har I ret. Europa og NATO opruster. Tyskland dropper pacifiscismen. Det går op for flere og flere, at vi må tage hensyn til jer og Putins utilregnelighed – derfor opruster vi militært, så vi kan standse jer.

Som sagt. Den krig, som Putin har startet, vil han tabe før eller siden.

Alt ære til ukrainske folk – må Gud være med jer.”

Putins imperiedrømme stopper først, når Vesten gør prisen for høj

Henrik Dahl
25. februar 2022

Putin kunne enten betale en enorm pris i blod og fattigdom for sin egen og andres befolkninger for at genoplive et afdødt imperium. Eller han kunne tilvælge fred og velstand mod at leve efter den traktat- og regelbundne orden. Han valgte det første.

Ud fra det system af traktater og aftaler, verdens lande har forhandlet sig frem til siden afslutningen på Anden Verdenskrig, har Rusland ingen ret til en sikkerhedszone af lydstater rundt om sit eget territorium. Rusland har heller ikke ret til at diktere, hvilke alliancer andre lande vælger at tilslutte sig. Rusland har ingen ret til at bestemme over alliancer, landet ikke selv er en del af. Rusland har ikke ret til ensidigt at ændre på grænsedragningen mellem sig selv og sine nabolande.

Dertil kommer, at Rusland naturligvis ikke har ret til at invadere og annektere nabolande. At Rusland ikke har ret til at blande sig i valg i andre lande. At Rusland ikke har ret til at ødelægge eller angribe andre landes it-infrastruktur. Og at Rusland selvsagt ikke har ret til at udsende dødspatruljer til andre lande.

Jeg skriver ikke disse ting, fordi jeg anser dem for kontroversielle. Tværtimod: Jeg er født og opvokset i en tidsalder, som giver mig anledning til at mene, at de er selvindlysende.

Når jeg skriver denne liste, er det for det første, fordi det er en liste over ting, Rusland mener at have ret til. Og for det andet, fordi en del mennesker gerne vil argumentere for, at skønt de ting, Rusland mener at have ret til, udelukkes af det eksisterende traktat- og aftalesystem, så bør man have en vis forståelse for, at Rusland alligevel foretager de handlinger og stiller de krav, landet gør.

Rusland opfører sig udelukkende sådan, som landet gør, af to grunde: Den første er, at der er tale om adfærdsmåder, landet tidligere havde under navnet Sovjetunionen. Den anden er, at det kan lade sig gøre.

I sin egenskab af kommunistisk (og dermed ikke-demokratisk og ikke-liberalt) imperium mente Sovjetunionen, at landet havde ret til en periferi af lydstater. At det bestemte disse lydstaters allianceforhold og politiske forhold i øvrigt. At landet havde ret til at ændre grænsedragningen mellem sig selv og sine nabolande. At landet kunne invadere lande, der ikke adlød USSR. At man på daglig basis var i sin gode ret til at blande sig i andre landes indre anliggender. Og at udsendelsen af dødspatruljer var et af midlerne hertil.

Det meste af dette blev aftalt ved topmødet i Jalta i februar 1945 og stadfæstet ved topmødet i Potsdam i juli og august samme år. Som følge af den såkaldte To-plus-fire-aftale fra 1990, der banede vejen for Tysklands genforening, bortfaldt Potsdam-aftalen imidlertid. Derfor har Rusland – som efterfølgerstat til Sovjetunionen – siden 1990 ikke haft nogen af de rettigheder, landet påberåber sig i konflikten med Ukraine.

At Rusland fører sig frem, som om Jalta- og Potsdam-aftalerne stadig eksisterede, skyldes fantomsmerter i det gamle imperium, kombineret med at landet i forhold til både Ukraine og NATO har opbygget en militær magt, der gør det muligt at udleve fantomsmerterne og opføre sig som Sovjetunionen.

Det er ikke noget, som tidligere imperier har nogen som helst form for ret til, eller som man skal have forståelse for. Det habsburgske imperium har opført sig nogenlunde tåleligt over for sine gamle enkeltlande og sin gamle omverden (hvis man tillader sig at se bort fra en enkelt undersåt med yderst dårlig opførsel, der stod i spidsen for Tyskland fra 1933 til 1945). Det osmanniske imperium har opført sig så tåleligt, som det formentlig er i stand til, over for sin omverden siden opløsningen i 1922. Det britiske imperium har været i stand til så nogenlunde at beherske sig, siden det smuldrede efter Anden Verdenskrig. Og det samme må man sige om det japanske (selvfølgelig hjulpet på vej af et totalt forbud efter Anden Verdenskrig imod at opstille væbnede styrker ud over det allermest nødtørftige).

Forhenværende imperier skal hverken ses eller høres. De kan med fordel omdanne deres flotteste bygninger til seværdigheder og prøve at få dem optaget som UNESCO-verdensarv. Bortset fra det, så bør de indse, at de er almindelige lande, der bør opføre sig som andre almindelige lande.

Men sådan er det ikke gået med Rusland. Ud fra spilteoretiske overvejelser over multiple spil med samme deltagerkreds kan man sige, at Rusland formentlig ville stå sig økonomisk og socialt ved at køre efter reglerne og lade være med at være en plage for sin omverden. Gevinsten i form af tillid, når man opfører sig ordentligt, er der særdeles gode grunde til at antage, at både den russiske elite og det russiske folk ville kunne aflæse som økonomisk vækst; pæne social-økonomiske nøgletal; stigende levestandard og så videre. Det er i hvert fald sådan, den regel- og traktatbundne verdensorden har virket for EU og for den vestlige verden i videre forstand siden Anden Verdenskrig.

Men stillet over for valget mellem at revitalisere imperiet på bekostning af vækst og velstand hjemme, eller at satse mest muligt på vækst og velstand til den pris, at man skal leve efter den traktat- og regelbundne orden, har den russiske ledelse valgt den førstnævnte option.

Hvordan kan det så være? Det spørgsmål kan kun besvares på to måder: Ved at være en tankelæser, der kan se, hvad Vladimir Putin tænker og ønsker. Eller ved at drive en helt enormt effektiv efterretningsvirksomhed mod den russiske elite. Jeg har ikke nogen af mulighederne. Stillet over for valget mellem at gætte eller at lade være, vil jeg gøre det samme, som jeg synes, andre burde: lade være.

For hver dag der går, er det mere klart, at Rusland har valgt at bruge en svagt modificeret udgave af den drejebog, Tyskland benyttede over for Tjekkoslovakiet i 1938 og over for Polen i 1939. Jeg tror ikke, det betyder en storkrig, der går langt ud over Rusland og Ukraine. For i mellemtiden er atombomben blevet opfundet. Men jeg tror, det kalder på noget erkendelse fra vestlig side. Så lad os nøjes med at fastholde nogle observationer.

Ukraine er alene, når det kommer til at forsvare sig imod et angreb fra Rusland og Belarus. Ganske vist har man modtaget en del våben fra vestlige lande. Men der er ikke andre end ukrainere til at betjene dem, lader det til. Det hænger først og fremmest sammen med, at USA og NATO ikke i sidste instans vil risikere en militær konflikt og en risiko for tab, når det gælder et land uden for medlemskredsen.

NATO vil heller ikke optage Ukraine som medlem. Det hænger både sammen med, at landet er enormt korrupt, og at man ikke vil optage medlemmer, der er del af en uløst konflikt med et atombevæbnet land. Det virkelig afgørende for NATO og den vestlige verden er, at det internationale rets- og traktatsystem, man opbyggede efter Anden Verdenskrig, må anses for at være ensidigt opsagt fra russisk side. Der er ikke nogen fornuftig grund til at tro, at dette system stadig lever i forhold til Rusland, eller at det kan producere nyttige resultater.

Rusland anerkender altså ikke et begreb om national suverænitet, ligesom landet ikke anerkender et begreb om folkenes ret til selvbestemmelse. I den forstand kan man sige, at Rusland nu officielt sætter magt over ret. Det, der kan lade sig gøre, og som er opportunt for Rusland, det gør Rusland uden at spørge andre eller tage hensyn til andre.

I NATO og den vestlige verden kan vi ikke gøre så meget andet end at indrette os på, at sådan er det.

Russiske overvejelser over, hvordan lande som Polen, de baltiske stater og Finland skal behandles, vil udelukkende blive styret af overvejelser over den samlede pris for den ønskede tilgang. Derfor har vi i NATO og den vestlige verden ikke så mange andre handlemuligheder end at hæve prisen på den russiske dominansadfærd til et for dem uacceptabelt niveau. Medmindre vi er villige til at tolerere den russiske dominans, selvfølgelig.

Der er ingen tvivl om, at ledende beslutningstagere i Vesten har under- og fejlvurderet Rusland.

Ingen nævnt og ingen glemt. Men der vil uden tvivl komme en kraftig omvurdering af diverse tyske regeringer efter Helmut Kohl i årene, der kommer. Som spydige tunger har sagt om Angela Merkel: Først ødelagde hun Sydeuropa med sparepolitik. Så ødelagde hun Nordeuropa med flygtningepolitik. Og til sidst finansierede hun undertrykkelsen af Østeuropa med en hovedløs energipolitik.

Skønt det ikke har andet end symbolsk betydning, mener jeg også, at man af hensyn til historiebevidstheden hos de opvoksende og fremtidige generationer snarest bør opstille en skamstøtte af tidligere kansler Gerhard Schröder på en central plads i København.

Det hele kommer til at ende med, at “den regelbundne verdensorden” er noget, vi bruger tid på i den vestlige verden. Men som ikke vil optage andre aktører i synderlig grad. Tysklands vaghed og NATO’s svaghed er helt sikkert noteret i både Beijing og Teheran.

(Debatindlæg udgivet på kontrast.dk d. 24. februar 2022)

Derfor bør alle liberale sige nej til kønskvoter

Alex Vanopslagh
25. februar 2022

Kønskvoter er ikke et fremskridt for ligestillingen. Det vil tværtimod diskriminere på baggrund af køn og dermed gøre det vigtigere, hvad du er, end hvad du kan.

I debatten om kvinders adgang til topposter i samfundet kom jeg til at tænke på kvinden, der står over os alle sammen, nemlig dronning Margrethe.

For i forbindelse med sit regeringsjubilæum for ikke så længe siden blev hun faktisk spurgt til køn og topposter: ” Man skal gøre sig umage, det (at få topposter, red.) kommer ikke af sig selv. (For, red.) en kvinde, der opnår en høj position i et eller andet foretagende, dér må det være kolossalt vigtigt at vide, at det er, fordi jeg gjorde mig umage. Hvor det er sådan, at det bliver dygtigheden og evnerne – og ikke om man er kvinde eller mand, det tror jeg er frygtelig væsentligt.” Det er en klog dronning, vi har.

Jeg ved det ikke med sikkerhed, og hun må jo slet ikke have politiske holdninger, men det er svært at forstå anderledes end en kritik af f. eks. kvoter for kvinder i virksomheders bestyrelser, sådan som regeringen og venstrefløjen ønsker det. Det er jeg imod.

Jeg har ikke tidsånden med mig, når jeg siger det her, men så må jeg nøjes med den sunde borgerlige fornuft og det værdigrundlag, hele den frie verden bygger på.

For jeg er liberal, fordi jeg tror på det enkelte menneskes lige ret til i frihed og ansvar at leve sit liv, som man ønsker. Og jeg er imod alle former for forskelsbehandling, der går på irrelevante forhold som køn, race, seksualitet osv., uanset om det er den ene eller den anden vej.

Det er ikke et fremskridt for ligestillingen, at vi nu skal diskriminere på baggrund af køn. Ligestilling handler jo for pokker om det modsatte.

Målet må være, at vi undgår diskrimination, ikke at vi diskriminerer os frem til resultatlighed.

Vil skabe tvivl

Det er i virkeligheden grotesk newspeak, når tilhængerne af kvoter, ligesom med tvangsfordelt barsel, påstår det modsatte. Når staten tager valget for den enkelte person eller virksomhed, er det per definition selvfølgelig tvang og ikke frihed.

Ja, i gamle dage var der mere eller mindre formel diskrimination mod kvinder for at tage aktiv del i livet uden for hjemmet. Det er vi alle sammen i dag enige om, at vi aldrig skal tilbage til. Men et opgør mod diskrimination kan jo aldrig bestå af at indføre ny diskrimination.

Man har jo heller ikke lov til at stjæle, bare fordi man selv er blevet stjålet fra engang.

Samtidig har jeg svært ved at se det anderledes end, at kvoter bygger på den åndssvage idé, at kvinder er for svage og udygtige til selv at gøre sig gældende.

Når kvinder fremover – på grund af kvoter – bliver valgt til bestyrelsesposter, vil det skabe tvivl hos omgivelserne og måske dem selv, om hvorvidt de har fået stillingen på grund af kompetencer eller deres køn. Den tvivl er ingen tjent med – og det er et tilbageskridt for ligestillingen, for hvorfor skulle kvinder ikke være lige så dygtig som mænd til bestyrelsesarbejde? Sig mig, regner kvotetilhængere virkelig kvinder for så lidt? Splittende og ærgerligt Hvis vi skal se sagen i et større perspektiv, forstår jeg sådan set heller ikke, at det pludselig skal være målet i et frit samfund, at der er en bestemt fordeling af mænd og kvinder eller noget som helst andet nogen steder.

Tænk lige over det: Ville du kun flytte ind i dit hus, hvis lige mange mænd og kvinder havde været med til at bygge det? Ville du kun købe ind i Netto, hvis butikken havde lige mange mænd og kvinder ved kasseapparaterne? Ville du kun opereres for livsfarlig kræft af et hold af læger, hvor kønsbalancen var 50/ 50? Nej, vel? Hvorfor skulle det være anderledes i virksomheders bestyrelser, bare fordi nogle socialister påstår det? I et moderne og frit samfund, hvor folk kan vælge at gøre de ting i livet, de har lyst til, fordeler folk sig meget forskelligt.

Og jeg er glad for, at mennesker, der er dygtige og flittige, generelt når længere inden for deres branche, end folk, der er det modsatte.

Ikke altid, desværre, men dog for det meste. Men den slags skaber selvfølgelig ulige repræsentationer overalt. Og det er ikke i sig selv et bevis på unfair diskrimination.

Det er noget studentermarxistisk vrøvl.

Det er en udokumenteret teori, at kvinder fravælges til bestyrelsesposter alene, fordi de er kvinder.

Af samme grund har vi set ingen sager i medierne om kvinder, der er blevet fravalgt poster på grund af deres køn. Erhvervslivet ønsker, at flere kvinder vil søge topposter, så erhvervslivet får flere talenter og flere kompetencer i spil. Det får vi dog næppe med kvoter.

Men vi får til gengæld et samfund, hvor du bliver bedømt mere på det, du er, i stedet for det, du kan.

Det er både ærgerligt og splittende.

I stedet bør vi lytte til vores dronnings vise ord.

Når staten tager valget for den enkelte person eller virksomhed, er det per definition tvang og ikke frihed.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 25. februar 2022)

Kvinders identitetspolitiske påstande om snyd og forskelsbehandling holder sjældent

Henrik Dahl
24. februar 2022

Identitetspolitik svækker den tillid mellem borgerne i vores samfund, vi som danskere kan være helt utrolig glade for. Derfor er det nødvendigt at sige fra, når den kommer med fuldstændig grundløse påstande.

Det bliver undertiden sagt, at selve identitetspolitikken er et spøgelse. Altså at politik, hvis hovedformål er at opnå anerkendelse, ikke findes. Man må forstå, at den er en form for skræmmebillede, højrefløjen har fundet på.

At identitetspolitikken overhovedet ikke findes, er selvfølgelig nonsens.

Det kan man blandt andet se af den potentielle konflikt, der er opstået mellem Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Den Internationale Olympiske Komité (IOC) i spørgsmålet om transkvinders adgang til at konkurrere mod biologiske kvinder. Hvor IOC står for det synspunkt, at det er acceptabelt, siger DIF, at i afvejningen mellem inklusion, retfærdighed og sikkerhed, kan man ikke bare tilsidesætte de biologiske kvinders krav om, at idrætskonkurrencer grundlæggende skal være fair – og at det naturligvis skal være sikkert at deltage. IOCs position og DIFs position kan ikke eksistere samtidig. Derfor ligger der på dette område en konflikt og venter på at bryde ud.

Men det største område for identitetspolitik i Danmark er kvinders identitetspolitik. Det kommer man ofte til at overse. Fordi kvindernes identitetspolitik som en anden eremitkrebs er flyttet ind i det tomme hylster fra tidligere tiders feminisme. Og derfor på overfladen ligner den gammeldags feminisme, der handlede om at forhindre diskrimination.

Et godt eksempel på, hvordan feminismen er blevet til ren identitetspolitik, er spørgsmålet om kvinders løn.

I udgangspunktet er det sådan, at det er ulovligt at aflønne personer, der udfører det samme arbejde, efter to forskellige tariffer. Og derfor er det heller ikke sandt, at der findes en mandetarif og en kvindetarif nogen steder, hvor arbejdsmarkedet er reguleret af en overenskomst. En mandlig og en kvindelig gymnasielærer, der blev ansat på samme tidspunkt og har de samme opgaver, tjener præcis det samme. En mandlig og en kvindelig MFer, der blev valgt ved det samme valg, har præcis det samme vederlag og den samme pension.

Derfor kan det selvfølgelig undre, når kvindelige gymnasielærere eller kvindelige MFere viser deres lønsedler frem og siger, at der er 14 procent forskel på mænds og kvinders løn. Det gælder for eksempel ikke for den lønseddel, de selv står og blafrer med.

Men desværre lever kvinders identitetspolitik af, at den type af påstande ikke bliver undersøgt tilstrækkelig kritisk i medierne.

Passer det, at kvinder tjener 14 procent mindre end mænd? For så ville enhver arbejdsgiver jo kunne spare 14 procent i lønbudgettet ved at erstatte sin mandlige arbejdsstyrke med en kvindelig. Nej, selvfølgelig passer det ikke. Man kan ikke som vognmand spare 14 procent i løn ved at erstatte alle sine mandlige langturschauffører med kvindelige.

Passer det, at kvinder bliver snydt, når de søger et job som adjunkt, lektor eller professor? Nej, det passer ikke. Ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriets egne tal, så har kvindelige ansøgere faktisk en lidt bedre chance for at få jobbet, end mænd har. Og sådan bliver det ved og ved: Kvinders identitetspolitiske påstande om snyd og forskelsbehandling, er som hovedregel ikke sande.

Vi savner i den grad en kritisk presse, der tager den slags påstande ved vingebenet. Senest løgnen om, at mænd hader kvinder og har en »kultur«, der fremelsker vold imod dem. Det har simpelthen intet på sig.

Identitetspolitik svækker den tillid mellem borgerne i vores samfund, vi som danskere kan være helt utrolig glade for. Derfor er det nødvendigt at sige fra, når den kommer med fuldstændig grundløse påstande.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 23. februar 2022)

Dan Jørgensens skræmmekampagne mod atomkraft er fordomsfuld og uoplyst

Alex Vanopslagh
13. februar 2022

Danskerne er ikke længere så fordomsfulde om kernekraft, som Dan Jørgensen går og tror. Men det skal han sikkert nok snart erkende.

Man har ret til sine egne holdninger, men ikke til sine egne fakta. Det gælder også, hvis man er Danmarks klimaminister og fremturer med skræmmebilleder om kernekraft bygget på mølædte Tjernobyl-historier i pressen og på sociale medier.

Ministeren må føle sig presset over, at debatten om kernekraft har fået nyt liv, og at det ikke længere er så nemt at udskamme os, der ser fordomsfrit på kernekraftens muligheder.

Virkeligheden taler modsat Dan Jørgensen sit klare sprog, men man kan også se HBOs spændende serie om Tjernobyl, som ganske vist tager sig nogle kunstneriske friheder med sit materiale, men som alligevel stiller skarpt på, at Tjernobyl-ulykken i 1986 skyldtes tre ting:

At værket var noget gammelt skrammel, som havde indbyggede svagheder, man ikke tog højde for.

At værket var bemandet af inkompetente og fejlangste medarbejdere, fordi der var kronisk mangel på kvalificeret arbejdskraft i Sovjetunionen. Sådan er det nemlig i et kommunistisk samfund, hvor man får cirka det samme i løn for at sælge æbler på gaden, som man får for at være højt specialiseret ingeniør.

At ulykken skete i et diktatur, der aldrig ville indrømme, hvis noget var galt, og ulykken derfor blev mørklagt og redningsindsatsen forsinket og modarbejdet.

Lektien fra Tjernobyl handler altså ikke om kernekraft – men om at droppe gammelt skrammel, sikre sig kvalificeret arbejdskraft og holde sig fra at have magtfuldkomne ledere, der ikke tåler kritik og mørklægger problemer.

Vi kan jo bare sammenligne med de værste ulykker med kernekraft i den frie verden: Three Mile Island i USA i 1979, hvor ingen døde, og Fukushima i 2011, hvor én person døde i selve ulykken.

Det mest anerkendte tal om Tjernobyl-ulykkens dødsfald stammer fra WHO og ligger på cirka 4000. Det lyder jo af mange, men til sammenligning dør cirka 4000 danskere om året på grund af luftforurening ifølge en rapport fra Københavns Universitet og Hjerteforeningen.

Og Danmarks beslutning om ikke at satse på kernekraft netop har betydet, at danskerne har fået langt mere partikelforurening ned i deres lunger. Vi kunne have påbegyndt erstatningen af vores kulkraftværker allerede i 70erne, men i stedet har de fået lov at pumpe giftige partikler ud i atmosfæren lige siden, og gør det stadig, selvom de i dag fyrer med træ og selvfølgelig har fået bedre filtre.

Det er altså sandsynligt, at Danmarks fravalg af kernekraft til fordel for kulkraft siden 1970erne over tid har ført til flere menneskers død på grund af luftforurening, end Tjernobyl-ulykken medførte. Plus en langt højere CO₂-udledning, fordi kul helt generelt sviner noget så skrækkeligt.

Dan Jørgensen er velkommen til at være modstander af kernekraft, men kunne han i det mindste ikke være det på et oplyst og fordomsfrit grundlag?

Vi er mange, der ikke er vokset op med de samme fordomme som folk på Dan Jørgensens alder eller ældre, og det giver nok et mere åbent syn på kernekraftens muligheder for at levere ren og stabil energi uanset vind og vejr.

Danskerne er ikke længere så fordomsfulde om kernekraft, som Dan Jørgensen går og tror. Men det skal han sikkert nok snart erkende.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 12. februar 2022)

Armene bliver kortere og kortere i forskningspolitikken

Henrik Dahl
11. februar 2022

Jeg tror ikke en døjt på venstrefløjen, når den bedyrer, at den helt principielt bekymrer sig for armslængdeprincippet og forskningsfriheden.

Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen vil nu ifølge et svar til SF’s Astrid Carøe indkalde partierne til drøftelser af en udvidelse af universiteternes formålsparagraf, så den også kommer til at omfatte bæredygtighed.

At Socialistisk Folkeparti på den måde vil blande sig i, hvad universiteterne forsker i, er et alvorligt angreb på armslængdeprincip, der normalt hyldes på venstrefløjen.

Her behøver jeg ikke gå længere end til Astrid Carøe selv. For hvad sagde hun, da Folketinget i maj 2021 diskuterede overdreven aktivisme på universiteterne: ”Vores helt klare kommentar i SF til den her debat er, at det først og fremmest er afgørende ikke at bryde med armslængdeprincippet”.

Det er det så alligevel ikke, når det kommer til at bestemme, hvad universiteterne i det hele taget skal forske i. For skriver man bæredygtighed ind i universiteternes formålsparagraf, vil det være en slags tjenesteforseelse, dersom de lokale ledelser ikke indtænker bæredygtighed i deres planlægning og øvrige gerning.

Man kan vist godt tillade sig at sige, at SF kun går ind for armslængdeprincippet engang imellem. For eksempel når et flertal i Folketinget end ikke vil blande sig i, hvordan der forskes i hvad på universiteterne – men ene og alene indskærper over for ledelserne, at de skal sikre sig bedst muligt imod usaglig politisering. Så er det rent ud sagt frygteligt, må man forstå. Mens et førergreb på alt, hvad der i det hele taget foregår – i form af en ændring af formålsparagraffen – bare er legitim politik og ikke noget, der har med beskyttelsen af armslængdeprincippet at gøre.

Kan man stole på Radikale Venstre, vil de være imod at blande sig i universiteternes indre liv og skrive bæredygtighed ind i formålsparagraffen. For ved samme debat om aktivisme, sagde deres forskningsordfører Stinus Lindgreen blandt andet: ”Jeg mener, at vores fremmeste opgave herinde er at sikre forskningsfriheden, at sikre universiteternes autonomi og ret til selv at vælge deres forskningsfelter”.

I virkeligheden er det en uskik, at den nuværende, danske universitetslov overhovedet har skrevet målsætninger som vækst og velfærd ind i formålsparagraffen. Det er tankegods fra den mest åndløse del af Anders Fogh-æraen.

Og heller ikke Enhedslisten bør tilslutte sig ændringen i formålsparagraffen. For – igen ved debatten om aktivisme – udpegede Pernille Skipper det som et problem, at Folketinget ”i mange år har overført flere og flere midler til strategiske forskningsmidler og mindre til basisforskning, og det betyder, at der bliver skruet bare en lille smule tættere på forskningen – en politisk styring – hvert evigt eneste år”. Det har Pernille Skipper sådan set ret i. Men så kan hendes parti da umuligt mene, at skruen med politisk styring skal have nok et par omdrejninger med en ændring af formålsparagraffen?

For at være helt ærlig: Jeg tror ikke en døjt på venstrefløjen, når den bedyrer, at den helt principielt bekymrer sig for armslængdeprincippet og forskningsfriheden.

Venstrefløjen bryder sig ikke om, at røde forskere, der bruger offentlige bevillinger og deres anseelse som forskere til at politisere og agitere under dække af, at de forsker sagligt og nøgternt, bliver ”outet” (som man siger på moderne dansk) og forsøgt kaldt til orden.

Men samtidig blander venstrefløjen sig meget gerne og meget detaljeret i, hvad universiteterne ellers foretager sig. For eksempel da Alternativets Christian Poll i 2019 kaldte den daværende forskningsminister Tommy Ahlers i samråd for at kræve, at der blev undervist i økonomi på en anden og rødere måde på universiteterne. Eller når venstrefløjen helt generelt bifalder, at universiteterne forfalder og gør sig selv til konsulenthuse for FN’s verdensmål.

I virkeligheden er det en uskik, at den nuværende, danske universitetslov overhovedet har skrevet målsætninger som vækst og velfærd ind i formålsparagraffen. Det er tankegods fra den mest åndløse del af Anders Fogh-æraen. Som Dansk Folkeparti med hædersmanden Jesper Langballe som ordfører oven i købet tog afstand fra, så flertallet måtte hentes hos blandt andet Socialdemokratiet.

Derfor er jeg fuldkommen enig med Emil Karlebjerg, når han på netmediet Kontrast blandt andet skriver: ”Vækst, velfærd, udvikling, bæredygtighed og FNs verdensmål har alle det tilfælles, at de er udtryk for mærkværdige top-down-målsætninger, som udelukkende baserer sig på, hvilke arbitrære politiske tendenser, som har gjort sig gældende i samfundet på et pågældende tidspunkt. Og den slags hører selvfølgelig ikke hjemme i formålsparagrafferne til landets højeste uddannelses- og forskningsinstitutioner.

Derfor mener jeg, at det borgerlige Danmark bør arbejde lige så hårdt for at skrive vækst, velfærd og udvikling ud af universitetsloven, som vi gør, når vi taler imod at skrive bæredygtighed og FN’s verdensmål ind i selvsamme”.

Man må håbe, at universitetsledelserne har den fornødne stamina til at gå imod regeringen og venstrefløjen. Seks danske universiteter (København, Aarhus, Aalborg, Roskilde, SDU og DTU) har siden 1998 skrevet under på det såkaldte Magna Charta Universitatum. Her hedder det blandt andet: ”Universitet[et], som fungerer i samfund, der på grund af forskelligartede geografiske betingelser og historiske forudsætninger er organiseret så forskelligt, er en selvstyrende institution, som på kritisk vis spiller en rolle som kulturbærer og –formidler inden for forskning og højere uddannelse. For at kunne være åben over for behovene i verden omkring det bør det være uafhængigt af enhver politisk, økonomisk og ideologisk magt”.

Vi får at se, hvad der sker. Men jeg er ikke alt for optimistisk. Venstrefløjen dyrker kun armslængdeprincippet og den akademiske frihed i det omfang, det tjener til at beskytte venstreorienterede forskere imod at blive afsløret som ideologer og manipulatorer. Står der andet på spil, er venstrefløjen altid de første til at begrænse den akademiske frihed og se bort fra armslængdeprincippet. Mens universiteternes ledelser – med få, hæderlige undtagelser – først og fremmest forekommer at være lydige lakajer for de til enhver tid siddende magthavere og den til enhver tid rådende tidsånd.

Der skal ikke flere tossede målsætninger ind i universiteternes formålsparagraf. Tværtimod: De frygtelige levn fra Fogh-æraens åndløshed og instrumentalisering skal ud. Sådan beskytter vi bedst den frie tanke og det frie universitet.

(Dette er et debatindlæg udgivet i Jyllandsposten d. 2. februar 2022)