Kernekraft i Danmark? Lad os kigge på det!

Alex Vanopslagh
30. april 2022

Lad os nu se sagligt på kernekraft

Lad os nu komme videre fra alle de skimlede skræmmebilleder og mavefornemmelser og få et seriøst kig på kernekraft.

Kernekraft er grøn, stabil og sikker energi. Punktum.

Hver evig eneste dag splitter reaktorer over alt i Europa atomer ad og skaber massevis af energi, som er til glæde og gavn for europæerne. Og lande som UK, Frankrig og Polen er i gang med ambitiøse planer for at udbygge deres kernekraft. For der er ingen grøn fremtid for Europa uden kernekraft.

Gælder det også Danmark? Det synes jeg, at vi skal finde ud af. Derfor har Liberal Alliance foreslået at nedsætte en Niels Bohr-kommission, der skal gøre os klogere på de fordele og ulemper, der vil være forbundet med at få kernekraft på dansk jord. For lige nu er debatten domineret af skræmmebilleder og mavefornemmelser, og danskerne fortjener bedre end det.

Siden 1970’erne har den generelle holdning til kernekraft i overvejende grad været baseret på venstrefløjens skræmmekampagner. Én af de højeste stemmer i den kernekrafts-fobiske kakofoni er desværre vores egen klimaminister, Dan Jørgensen, der ofte har for vane at male skræmmebilleder, der bevæger sig langt væk fra virkeligheden.

Det kommer eksempelvis til udtryk ved, at Dan Jørgensen ofte ynder at turnere med mølædte referencer til Tjernobyl-værket, der blev opført for 45 år siden, som om at dette enkeltstående, anekdotiske eksempel er repræsentativt for, hvor sikre nutidens kernekraftværker er. Det er en usaglig spinmetodik.

For at turnere med Tjernobyl-værket som case er lige så usagligt, som hvis man brugte Dybbøl Mølle som case for nutidens vindmølle-teknologi, og så dårligt oplyst kan Dan Jørgensen da umuligt være, når han bestrider det vigtige hverv som manden, der skal stå i spidsen for Danmarks grønne omstilling.

De førende klimaforskere på området har i tillæg til de officielle anbefalinger fra både EU og FN allerede dokumenteret, at vi på global plan kommer til at bruge kernekraft, hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling.

Ved at nedsætte en kommission bestående af landets førende forskere får vi muligheden for at føre klimapolitik på et velkvalificeret og fagligt grundlag. Hvis folk som Dan Jørgensen reelt er interesserede i, at vi får muligheden for at føre klimapolitik på et så oplyst grundlag som muligt, burde han også gå ind for Liberal Alliances Niels Bohr-kommission.

Lad os nu kortlægge mulighederne for brugen af kernekraft på dansk jord, så vi har et sagligt overblik over de bedste måder at imødegå klimaforandringerne og komme i mål med en grøn omstilling på.

Sådan fører man klimapolitik, hvis man oprigtigt går op i at gøre det bedste for klimaet. Og det gør jeg.

(Dette er et opinionsindlæg udgivet i Berlingske d. 30. april 2022).

Socialdemokratiets populistiske klapjagt på finanssektoren vil gøre danskerne fattigere

Alex Vanopslagh
29. april 2022

Socialdemokratiets idé om en særskat for den finansielle sektor vil gøre det betydeligt dyrere at være dansker

Med regeringens planer om at tørre regningen for den forkromede Arne-pension af på de danske forsikrings-, pensions- og finansselskaber har vi nået et nyt lavpunkt for Socialdemokratiets skurvognspopulistiske bøllemetoder. Regeringen har nemlig bebudet, at finansieringen af Arnes tidlige pension skal sendes videre til de danske finansselskaber, som i fremtiden skal betale 26 procent i selskabsskat i stedet for de almindelige 22 procent, som alle andre betaler. Det bør få alarmklokkerne til at ringe af flere forskellige årsager.

For det første er det naturligvis udtryk for en mageløs bøllemetodik, når Socialdemokratiet udnytter statsmagten til at håndplukke én sektor som syndebuk, der skal straffes med en særlig skat. Det anstændige princip om, at alle er lige for loven, bør naturligvis også gøre sig gældende for virksomheder. Derfor kan det ikke retfærdiggøres, at man udvælger én sektor, som uden nogen videre årsag skal påtvinges at drive virksomhed på ringere vilkår end alle andre.

På Orwellsk vis har regeringen endda sendt lovforslaget igennem den socialdemokratiske spinmaskine, så særskatten nu kaldes for et ”samfundsbidrag”, hvilket får det til at lyde som om, at disse selskaber ikke bidrager i forvejen. Det gør de, så hvordan kan det egentlig være, at det er netop finansinstitutionerne, der skal brandbeskattes for at få råd til at sende Arne på tidligere pension? Det har regeringen ikke ulejliget sig med at give svar på, så her kommer et gæt.

Mit bud er, at Socialdemokraterne har set deres snit til at smide en sektor, der navnlig siden Finanskrisen har været notorisk udskældt og upopulær, under bussen. Det beror på en velkalkuleret vurdering af, at en særskat på netop finanssektoren vil falde i bedre jord, end hvis det eksempelvis var Danmarks (i øvrigt langt mere lukrative) medicinalindustri, der skulle straffes med ekstraregninger.

Der har bestemt været enkeltstående sager i den finansielle sektor, som det er værd at kritisere visse virksomheder for, men langt de fleste pensions-, forsikrings- og finansselskaber har rent mel i posen ligesom resten af Danmarks erhvervsliv. Disse virksomheder spiller en vital rolle i den danske økonomi, da det naturligvis er afgørende, at borgerne har muligheden for at få adgang til ordentlige forsikringsydelser, bankvilkår og pensionskasser.

Derfor giver det heller ikke mening, at man uden nogen begrundelse vil ofre netop finanssektoren på Socialdemokraternes fordelingspolitiske alter, mens alle andre sektorer får lov til at slippe for særskatten. Det er en kynisk form for populisme, hvor man som bøllen i skolegården udser sig det nemmeste offer, man kan nappe penge fra.

Men regeringens særskat er også problematisk, fordi den i praksis blot vil gøre det betydeligt dyrere at være dansker. En særskat på visse virksomheder betyder nemlig, at disse selskaber er nødsaget til at forøge forbrugerpriserne tilsvarende for at kunne holde tandhjulene i gang, hvorfor regningen i sidste ende blot ender hos borgerne.

Hertil kommer, at de økonomiske vismænd ligeledes har vendt tommelfingeren nedad til regeringens forslag, fordi særskatten har nogle afledte konsekvenser for samfundsøkonomien. Således vil danskerne altså dels skulle betale direkte for særskatten ved kasse ét gennem højere forbrugerpriser, men udover det vil de afledte effekter af særskatten på sigt også ende med at gøre samfundet som helhed fattigere. Klassisk socialdemokratisk politik.

Men selvom det er skræmmende, at regeringen dumstædigt ignorerer rådgivningen fra statens uafhængige eksperter for at føre uansvarlig økonomisk politik, er dét imidlertid ikke min største bekymring. Det mest uhyggelige ved, at regeringen håndplukker en prygelknabe til strafbeskatning, er nemlig, at det varsler et farligt nybrud i dansk politik. For hvilken sektor – som socialdemokraterne tilfældigvis har et horn i siden på – kan forventes at stå for skud som syndebuk, næste gang man vil hæve skatterne for at tilgodese en bestemt befolkningsgruppe?

Det er klart, at jeg har en anden tilgang til skattepolitik end de røde partier. De vil gerne vride hver en krone ud af samfundet til statskassen, mens jeg tror på, at pengene som udgangspunkt ligger bedst i borgernes egne lommer. Men med planen om en særskat fører man uanstændig syndebukspolitik, der ender med at gøre alle danskere fattigere på sigt. Det er kun én af de mange grunde til, at Liberal Alliance hver dag kæmper for, at vi får en ny regering i Danmark, som sætter borgerne og ikke sig selv først.

(Dette er en kommentar udgivet i Børsen d. 29. april 2022).

Løsningen ligger lige for: Mere kernekraft kan gøre os uafhængige af Putins gas

Alex Vanopslagh
5. april 2022

Putins forbryderiske invasion af Ukraine har forskudt de tektoniske plader i international politik og affødt en ny sikkerhedstrussel.

Med den russiske aggression i Ukraine som bagtæppe er det blevet fastslået, at vi ikke kan forblive afhængige af Putins gas.

Europa og Danmark skal kunne stå på egne ben, når det kommer til at sikre vores energiforsyning, og løsningen ligger lige for. Vi skal have mere kernekraft i Europa.

I EU får vi omtrent 40 procent af vores gas fra Rusland, og i Danmark er vi desværre også storforbrugere af den russiske gaseksport. Det er ikke langtidsholdbart. For konsekvensen af, at vi har deponeret vores energiforsyning hos en lunefuld og utilregnelig diktator som Putin, er, at han med et fingerknips kan lukke for gashanerne og gøre det sværere for os at opvarme vores boliger eller tænde vores komfurer.

Men forhåbentlig kan vi selv trække stikket til Putins gasforsyning, inden det bliver for sent. For når et bredt flertal i Folketinget kan finde fælles fodslag om at opruste vores forsvar for at imødegå sikkerhedstruslen fra Rusland, burde et bredt flertal også kunne finde fælles fodslag om at sikre vores energiforsyning.

Tiden er derfor moden til, at vi lægger 1970’ernes faktaresistente skræmmekampagner mod kernekraft på hylden, så vi kan stikke en kæp i hjulet på Putins despotiske krigsmaskine og komme i mål med den grønne omstilling.

Og hvis vi vil tage taktstokken fra Putin og stoppe med at betale til hans forkastelige invasion af Ukraine, er den mest oplagte løsning, at vi støtter vores nabolandes brug af kernekraft.

Når snakken falder på kernekraft, pibler det ofte frem med en syndflod af fordomme og klichefyldte referencer til Tjernobyl-ulykken, der typisk giver en unuanceret udlægning af den ekstremt begrænsede risiko, der er forbundet med anvendelsen af teknologien. Det så vi eksempelvis for nylig, da vores klimaminister, Dan Jørgensen, turnerede med en tyndslidt skræmmekampagne mod den grønne teknologi på de sociale medier og i pressen.

Det er ærgerligt, for forskning dokumenterer utvetydigt, at risikoen ved kernekraft er væsentligt mindre end ved andre energiformer, og at vi har brug for kernekraft, hvis vi skal nå i mål med en grøn omstilling. Netop af den årsag støtter både EU og FN også med bred opbakning brugen af kernekraft, fordi vi dermed kan få en billig, ren og stabil energikilde uanset vind og vejr.

Tiden er derfor moden til, at vi lægger 1970’ernes faktaresistente skræmmekampagner mod kernekraft på hylden, så vi kan stikke en kæp i hjulet på Putins despotiske krigsmaskine og komme i mål med den grønne omstilling. For kun med kernekraft har vi på sigt muligheden for at fravriste os Putins jerngreb om vores energiforsyning og tilvejebringe de bæredygtige klimaløsninger, vi har brug for.

(Debatindlæg udgivet i Aarhus Stiftstidende d. 5. april 2022)

At angribe frie skoler er at angribe grundloven

Henrik Dahl
29. marts 2022

Kulturkampen raser i USA. I Florida har delstatens parlament for nylig vedtaget lovgivning, der ifølge tilhængerne beskytter familier imod læreres indoktrinering med wokeness i de små klasser. Og ifølge modstanderne er udtryk for både transfobi og hårdhændet statslig censur.

I Virginia blev guvernørvalget i 2021 afgjort af midtervælgere, der stemte imod den woke, demokratiske kandidat og pegede på en mere moderat republikaner.

Og i processen frem imod udpegelsen af en ny højesteretsdommer spillede det også en stor rolle i Kongressen, om Bidens foretrukne kandidat måtte antages at ville træffe afgørelser for eller imod regler på delstatsniveau, der skal dæmme op for den værste wokeness.

Set fra denne side af Atlanterhavet er det mest ulykkelige polariseringen. Det er selvfølgelig ekstremt, at lærere vil indoktrinere børn i de små klasser med radikale idéer om racisme, køn og slaveri. Men det er desværre også ekstremt, at man som en modreaktion indfører brede forbud mod bestemte emner i offentlige skoler.

I Storbritannien er det ikke meget bedre end i USA. I sommeren 2021 kom det frem, at den britiske lærerforening var i færd med at udgive et sæt af totalt woke retningslinjer. Her hed det blandt andet, at britiske skoler var formet af kolonialismen, og at lærere derfor havde som en primær opgave at lære deres elever om hvidhed, anti-racisme og kolonialisme.

I begge lande vokser forældrenes protester støt og roligt. Og det har mærkeligt nok at gøre med covid-19-epidemien.

I de perioder, hvor både skoler og arbejdspladser var lukket ned, opdagede mange forældre nemlig med forfærdelse, hvor ekstremt venstreorienteret deres børns undervisning var. Og med næsten lige så stor forfærdelse opdagede forældrene, at skolerne i mange tilfælde gjorde en aktiv indsats for at skjule, at der fandt en massiv indoktrinering sted.

I lande, hvor forfatningen eller anden lovgivning ikke på en robust måde garanterer forældrene indflydelse på, hvad der foregår i skolerne, er man særligt udsat for, at aktivister kaprer grundskolen og forsøger at gennemføre en massiv indoktrinering, uden at nogen forældre har givet tilladelse til dette. Og uden at forældre kan beskytte sig selv og deres børn imod indoktrinering ved at oprette frie skoler.

Den indoktrinering, der finder sted i USA og UK, er udtryk for en storstilet, social ingeniørkunst. Gennem en massiv indoktrinering og ved at holde forældre ikke bare uden for indflydelse, men nogle gange helt i mørke med hensyn til denne indoktrinering, skal et bedre samfund skabes.

I Danmark forsøger Socialdemokratiet også konstant at udføre social ingeniørkunst ved hjælp af vores uddannelsessystem. Urbaniseringen omkring navnlig København og Aarhus skal bremses med en reform, der sætter loft over antallet af studiepladser i de to byer og opretter nye uddannelser over hele landet.

Den negative indflydelse, som nogle elever med indvandrerbaggrund har på ungdomsuddannelserne, skal begrænses ved hjælp af tvang og afskaffelse af det frie gymnasievalg. Og forældres uvilje mod at lægge børn til det socialdemokratiske skolesyn, der først og fremmest er præget af ideologi, kaos og lav faglighed, skal begrænses mest muligt.

I Danmark er det sådan, at alle forældre har en grundlovssikret ret til at sætte deres børn i en skole, der er uafhængig af staten. Hvilket i disse år først og fremmest vil sige sætte deres børn i en skole, der er uafhængig af socialdemokratisk ideologi, kaos og lav faglighed. Denne grundlovssikrede ret sikres ved, at pengene til at gå i skole følger barnet (så nogenlunde).

Derfor må man se med den allerstørste alvor på Socialdemokratiets hetz imod de forældre, der benytter deres grundlovssikrede ret til at sætte deres børn i en uafhængig skole. I sidste instans er denne hetz lig med en angreb på grundloven. Ligesom man må se med den allerstørste alvor på Socialdemokratiets underminering af den grundlovssikrede uafhængighed, derigennem at man knytter et utal af socialdemokratiske betingelser til de penge, der som en selvfølge og uden betingelser burde følge barnet.

Det vigtigste instrument, når man vil indoktrinere børn eller gennemføre social ingeniørkunst (hvad der langt hen ad vejen er det samme), er at holde forældre uden for indflydelse. Det ser man i USA og Storbritannien. Og man ser det også i Danmark – desværre. Derfor er det vigtigt at slå fast: Vi har i Danmark en grundlov. Den garanterer blandt andet, at ingen børn skal tvangsindlægges til det skolesyn, som præger en regering eller en tidsånd.

At udfordre eller angribe idéen om, at forældre bestemmer, hvordan deres børns skole skal være, er at udfordre eller angribe selve grundloven. Derfor skal socialdemokraterne og deres lakajer i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd selvfølgelig omgående få deres klamme, socialdemokratiske fingre væk fra de uafhængige skoler.

De uafhængige skoler er ikke en nådegave fra regeringen. De er en ret, der er givet i kraft af grundloven, og som det er forkasteligt, at regeringen forsøger at underminere.

(Debatindlæg udgivet på jp.dk d. 29. marts 2022)

Vi har også tabuer i Danmark

Henrik Dahl
24. marts 2022

Det enorme forbudsregime, regeringen påtænker, er ene og alene kommet på dagsordenen, fordi det er absolut forbudt blandt røde politikere og i velfærdsstatens elite at sige, at man selv har et ansvar for ikke at drikke for meget og for ikke at spise så meget, at man bliver farligt overvægtig.

Et tabu er lig med et emne, det af religiøse eller sociologiske årsager er forbudt at omtale, eller en handling, det af de samme årsager er forbudt at udføre.

I alle miljøer, hvor man tager sin religion alvorligt, er det for eksempel tabu at fornedre den gud, man tror på. Og i stort set alle samfund er det tabu at have sex med nært beslægtede personer.

Forestillingen om tabu kender man først og fremmest fra antropologien. Og det kunne friste til at tro, at der ikke findes tabuer i moderne og verdslige vestlige samfund.

Men sandheden er, at også en velfærdsstat som den danske har sine tabuer. Det oplever man som politiker nærmest hver uge. Derfor vil jeg gerne stille skarpt på spørgsmålet om tabuer i velfærdsstaten.

Et af de største af de tabuer, der findes i velfærdsstaten, er, at mennesket har ansvaret for sit eget liv.

At nævne, at det forholder sig sådan, er derfor noget, der straffes ganske overordentligt hårdt af alle dele af den elite, der har magten i velfærdsstaten.

Hvis man siger, at mennesket som udgangspunkt har ansvaret for sit eget liv, må man for det første regne med at blive udskammet af alle politikere, der er valgt for et rødt parti. Man har i så fald et betænkeligt menneskesyn. Vi taler her om amerikanske tilstande. Det siger alt om kynismen og hjerteløsheden blandt liberale. Hvor er de pæne borgerlige henne? Og så videre og så videre i den toneart.

Desuden må man regne med at få grovfilen fra hele socialsektoren. Her vil man diske op med et omhyggeligt kurateret sæt af eksempler på, at mennesket absolut ikke har et ansvar for sig selv.

I mange tilfælde handler eksemplerne om grupper, hvor der for så vidt hersker enighed om, at de har mistet deres selvkontrol. Det kan for eksempel være alkoholikere eller narkomaner. Derfor kan de ikke bruges til at modbevise, at et normalt og velfungerende menneske som udgangspunkt har ansvar for sit eget liv.

Men eksemplerne kan også handle om, at mennesket er et offer for uheld og vilkårlighed i en grad, så det er helt urimeligt at tale om personligt ansvar. Siger man for eksempel, at i langt de fleste tilfælde er der en direkte sammenhæng mellem den personlige indsats og den karakter, man opnår ved eksamen, står et helt kor af onde ånder klar til at diske op med anekdotiske vidnesbyrd om folk, der var uheldige til eksamen. Selv om det er velkendt, at anekdotiske vidnesbyrd ikke beviser noget som helst.

Endelig er der store dele af moderne socialvidenskab, der har som sin skjulte dagsorden, at mennesket ikke er herre over sig selv. Fra den dårlige sociologs parodiske udsagn om, at det er samfundets skyld, til den lige så dårlige psykologs lige så parodiske udsagn om, at mennesket i den grad er slave af sine drifter og laster og følelser, at det slet ikke giver mening at tale om personligt ansvar.

Når både de røde politikere, de professionelle inden for socialforsorgen og den overvældende majoritet af alle, der har en samfundsvidenskabelig uddannelse, påstår, at mennesket ikke har et ansvar for sig selv, er det, fordi det er kritisk vigtigt at holde fast i den antagelse.

At mennesket ikke har kontrol over sig selv, er nemlig en af grundforudsætningerne for hele velfærdsstaten.

Hvis man teoretisk forestillede sig, at udgangspunktet for det samfundsmæssige verdensbillede var, at mennesket har kontrol over sig selv og derfor også må stå til ansvar for sig selv, var der kun brug for en offentlig sektor, der – anslået, det indrømmer jeg – var halvt så stor som den, vi rent faktisk har.

Det hænger sammen med, at en af grundforudsætningerne for velfærdsstaten er, at mennesket er et uskyldigt offer. Man er altså i velfærdsstatens optik et fuldstændigt uskyldigt offer for sin skolegang, for sit erhvervsvalg; man er et fuldstændigt uskyldigt offer for sine prioriteter og livsvalg; man er uskyldigt offer for, at man ryger, drikker for meget og er for tyk. Faktisk er det korte af det lange – i velfærdsstatens optik – at man ikke har ansvar for noget som helst.

Og netop det, at man ikke har ansvar for noget, berettiger, at der ansættes i titusindvis af medarbejdere i den offentlige sektor. Til at afbøde konsekvenserne af, at ingen borgere i Danmark har noget som helst ansvar for, hvordan deres eget liv folder sig ud.

Hvis alt dette bare kostede en masse penge, kunne man til nød trække på skulderen ad det hele. Men det står meget værre til. Fordi det er tabu at sige, at man selv har ansvaret at gøre sig umage, så man får gode karakterer i skolen, har vi et helt uddannelsessystem, hvor det er forbudt at italesætte, at sådan hænger tingene sammen.

Det får enorme konsekvenser for lærings- og studiemiljøer, fordi de sløve bananer og de uopdragne børn, der saboterer undervisningen, kommer til at sætte dagsordenen. Faktisk vil jeg påstå, at den enkeltfaktor, der har størst indflydelse på det danske uddannelsessystem, er tabuet imod at gøre et personligt ansvar gældende i nogen former for undervisningssituationer.

Et andet sted, hvor tabuet imod at omtale det personlige ansvar næsten får endnu større konsekvenser, er i det omfattende forbudsregime, regeringen påtænker at indføre inden for forebyggelsesområdet. Fordi der eksisterer mennesker, der mangler selvkontrol, men det på den anden side er tabu overhovedet at nævne, at der er noget, der hedder selvkontrol, skal hele samfundet straffes med et forbudsregime over for alkohol, tobak og fedende kost, hvis lige man sjældent har set i et demokratisk land.

Eller sagt med andre ord: Det enorme forbudsregime, regeringen påtænker, er ene og alene kommet på dagsordenen, fordi det er absolut forbudt blandt røde politikere og i velfærdsstatens elite at sige, at man selv har et ansvar for ikke at drikke for meget og for ikke at spise så meget, at man bliver farligt overvægtig. Ligesom man selv må acceptere konsekvenserne ved at ryge – som alle normale mennesker i dette land udmærket ved er superfarligt.

Hvis man begyndte med at lægge til grund, at udgangspunktet er personligt ansvar, kunne man udmærket godt have tilbud til det mindretal, der ikke passede ind i grundforudsætningen.

Det ville ikke udløse et enormt forbudsregime. Alene omkostninger til specialtilbud til mennesker, der vitterligt ikke formåede at leve op til det, der var udgangspunktet.

Så tabuet om personligt ansvar har ikke alene nogle voldsomme konsekvenser for, hvordan vores uddannelsessystem er tænkt, og hvordan det fungerer i dagligdagen. Det er også direkte ansvarligt for, at vi potentielt står over for det vildeste forbudsregime, man kan forestille sig.

Hvor alle de mange, der godt kan styre sig selv og godt kan acceptere, at de har et ansvar for deres eget liv, skal bøde for, at det er forbudt at sige, at der findes nogle, der ikke formår disse ting.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 24. marts 2022)

Det skal være slut med pølsesnak om Forsvarets tilstand

Henrik Dahl
23. marts 2022

Det er faldet i mit lod at være ordfører for en god del af de ulykker, der har ramt verden i de senere år. Først var det sundhed og mink. Nu er det flygtninge, forsvarspolitik og udenrigspolitik.

En af de ting, jeg har lært ved at beskæftige mig indgående med store kriser, er, at Danmark gennem en lang årrække og skiftende regeringer totalt har sjoflet spørgsmålene om beredskab og robusthed.

Da de første rapporter om en helt ny sygdom indløb fra Kina i begyndelsen af 2020, var de danske sundhedsmyndigheder skråsikre. For det første ville den nye sygdom formentlig ikke komme til Danmark. Forkert. For det andet havde vi et robust beredskab, hvis det utænkelige alligevel skulle ske. Forkert igen. Sygdommen kom til Danmark, og myndighederne havde ikke noget, der mindede om robuste planer for at håndtere en epidemi i den skala.

Derfor endte det med at tage måneder og halve år at få opbygget en troværdig og fornuftig strategi for at forebygge, at sygdommen bredte sig ukontrollabelt.

Nu ser vi det samme billede i forhold til Ruslands trusler imod den europæiske sikkerhedspolitiske orden.

Det er næsten otte år siden, at Danmark skrev under på Wales-topmødets erklæring om, at NATO-landene skulle op på at anvende to procent af deres BNP på forsvar. I den mellemliggende periode er stort set intet sket. Selvom der har været massere af tegn på, at Rusland ikke havde nogen hæmninger eller begrænsninger, når det gjaldt om at sætte sin politiske vilje igennem.

I stedet for at styrke Forsvarets beredskab og robusthed er Folketinget blevet spist af med skiftende regeringers pølsesnak om, at man arbejdede på sagen, og at NATO nok så lige lovlig sort på det danske forsvars tilstand.

Det passede lige så lidt, som det passede, at sundhedsmyndighederne i tilfælde af en pandemi, der blot nærmede sig den spanske syge, havde styr på tingene.

Danmarks evne til at forsvare sig imod luftangreb er for eksempel ikkeeksisterende, hvis man ser bort fra, hvad vores ganske lille flyvevåben kan formå. Det samme er Danmarks evne til at levere et robust forsvar af dansk territorium. Den brutale sandhed er: Det kan vi ikke. Det mandskab og det materiel, der skulle bruges til at modsætte sig en fjendtlig erobring af dansk territorium, eksisterer ikke. Og vil heller ikke komme til at eksistere de næste mange år. For som vi allerede lærte under pandemien: Det er et kæmpe problem, når den globale efterspørgsel på bestemte varer stiger voldsomt inden for meget kort tid. Og den globale efterspørgsel på avancerede våben er virkelig vokset i 2022.

Jeg tror, der er nogle systemiske problemer i Danmark, der griber ind i hinanden på en overordentlig uheldig måde.

For det første har Finansministeriet gennem en meget lang årrække forlangt rationaliseringer i et omfang, der lå langt ud over, hvad hensynet til beredskab og robusthed tilsagde. Ud fra helt igennem teoretiske og ikkefaglige antagelser har man forlangt, at både sundhedsvæsenet og Forsvaret skulle være langt mere skrøbeligt og udsat i en krisesituation, end godt er.

Men samtidig med at man har barberet samfundskritiske institutioner ned, har man fyldt Folketinget og den interesserede del af befolkningen med bullshit og PowerPointpræsentationer.

Vi kan ikke rette op på Forsvarets triste tilstand nu. Ligesom vi ikke kan rette op på de problemer, der ligger i at have en mikroskopisk politistyrke. Men vi kan stille som et krav, at det må være slut med bullshit. Fortæl os i det mindste sandheden. Så bliver det meget lettere at træffe de rigtige beslutninger.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 23. marts 2022)

Socialdemokratiet har et nedladende syn på mennesker

Alex Vanopslagh
17. marts 2022

Venstrefløjen bruger ofte megen tid på at tale om højrefløjens “menneskesyn”, der skulle være særligt slemt, fordi vi forventer noget af vores medmennesker og til gengæld blander os mindre i borgernes privatliv.

Men hvordan står det egentlig til med menneskesynet på venstrefløjen?

Lad os tage aftalen om “elevfordeling” på gymnasierne som eksempel.

Hvorfor skal elever overhovedet fordeles? I de fleste lande i verden sker fordelingen mellem skoler og uddannelsessteder på den måde, at borgerne søger den skole/uddannelsessted, de ønsker. Sådan har det også tidligere været i Danmark.

Men nu er fordeling af elever altså et statsligt anliggende. Dette skyldes, at borgerne – ifølge Socialdemokratiet – i nogle tilfælde opfører sig “uhensigtsmæssigt”.

De unge søger mod velfungerende gymnasier, hvor der er høj faglighed og et godt ungdomsmiljø. Familierne fravælger små gymnasier, hvor det faglige miljø er spinkelt og de unge styrer i nogle tilfælde udenom gymnasier, hvor det sociale miljø fungerer dårligt.
Men det må de altså ikke, siger regeringen.

Hvad siger det om Socialdemokratiets menneskesyn?

Jeg synes, det er et nedladende og deprimerende menneskesyn.

I stedet for at give landgymnasierne en hjælpende hånd og nogle flere frihedsgrader, der kunne gøre deres gymnasier mere robuste og i stedet for at hjælpe de rektorer, der har problemer med uddannelsesmiljøet, vil Socialdemokratiet tvinge de unge til at gå på gymnasier, de aldrig ville have valgt af sig selv.
Borgerne bliver altså behandlet som uartige børn, der skal makke ret.

Der er blevet investeret et trecifret millionbeløb (!) i en algoritme, der skal fordele eleverne fra skoleåret 2023/2024. Så ingen rigtigt forstår hvad der foregår. Fordelingen foregår i en tåge af nuller og ettaller.

Jeg bryder mig ikke om det.

Jeg synes, det er synd for de unge mennesker, for hvem gymnasietiden udgør afgørende år, der former dem som mennesker og giver oplevelser for livet.
Men værre er det bagvedliggende menneskesyn. Helt ærligt. Det må stoppe et sted.

Danmark er bygget af mennesker, der var myndige, tænksomme og ansvarlige. Alt dette må vi ikke
ødelægge ved at behandle borgene som børn.

Der er brug for et stilskifte her. Danskerne er myndige borgere med meninger om, hvordan deres liv, skal leves.

Og så længe vi har en socialdemokratisk regering, vil umyndiggørelsen af borgerne fortsætte.

Det giver dårligere politik, mindre meningsfyldte tilværelser og flere borgere, som vænner sig til, at politikerne skal træffe store såvel som små valg i livet.

Hvad med at vi prøver med lidt frihed og ansvar i stedet?

Barnepigestatens nye brugsbetingelser

Alex Vanopslagh
16. marts 2022

Mette Frederiksen betragter dig som for svag og dum til at tage vare på dit eget liv, så systemet skal tage vare på dig, så du ikke vælger forkert.

Når du skal downloade en ny app, skal du godkende dens brugsbetingelser. Hvis du er ligesom mig, læser du dem ikke. Vi bemærker det ikke – lige indtil den dag, vi støder ind i dem. Når en uigennemskuelig algoritme sletter dit Facebook-opslag, eller når éns data bliver solgt videre til alverdens lyssky foretagender. Så er der pludselig ingen kære mor. Og brugsbetingelserne bliver ændret hele tiden.

Den danske stat fungerer mere og mere på samme måde. Det er Mette Frederiksens socialdemokratiske ideal. Her skal systemet sørge for, at dit liv bliver godt og trygt. Borgeren er en svag og dum klient, som barnepigestaten konstant skal hjælpes til at gøre det rigtige.

Det er en brugsbetingelse for at arbejde i Danmark, at staten skal tage en kæmpe andel af pengene og bruge dem til det, den har lyst til. Og det er blevet en brugsbetingelse for at drive virksomhed, at du skal pålægges flere og flere gakkede og bøvlede regler – og selvfølgelig punge ud til statskassen.

Det blev også en brugsbetingelse for at holde ferie, at staten skal administrere et feriepengesystem for dig.

Og under Mette Frederiksen er det gået helt bersærk.

Pludselig er det blevet en brugsbetingelse for din barsel, at den skal fordeles på en bestemt måde mellem mor og far.

Pludselig er det blevet en brugsbetingelse for at gå på gymnasiet, at man skal flyttes rundt som skakbrikker i et tvangsfordelingsspil på baggrund af forældres indkomst.

Pludselig skulle det være en brugsbetingelse for at drive et friplejehjem, at man ikke måtte tjene profit. Det fik vi heldigvis stoppet.

Og nu skal det så også være en brugsbetingelse for danskere født i år 2010 og senere, at de ikke må købe tobak. Nogensinde. Heller ikke når de bliver voksne.

I det almindelige frie samfund fandtes der nogle få love, der forhindrede folk i at skade hinanden, og man skulle betale nogle penge i skat til at opretholde de love, og derudover kunne man gøre, hvad man ville med sig selv og sin ejendom. Frihed og ansvar til mennesker som myndige borgere, der kunne tage vare på sig selv.

Det er det ideal, jeg kæmper for i politik, når vi skal til valg igen og stemme denne forbudsregering ad Hekkenfeldt til.

Så du får lov til at bestemme over flere af dine egne penge. Og kan drive virksomhed uden konstant at være tynget af bøvlede regler.

Så du kan spare op til at holde ferie, som det passer dig.

Så du kan indrette din barsel med udgangspunkt i din families behov i stedet for systemets.

Så dine børn frit kan vælge gymnasium, hvis de vil gå den vej.

Så du kan drive privat velfærd uden at blive forfulgt som folkefjende. Og så du selv kan vælge din velfærd.

Så du kan nyde en smøg til en fest eller en god cigar til nytårsaften som voksent menneske, hvis du har lyst til det.

For du er en myndig borger, der ikke konstant skal lide under nye brugsbetingelser blot for at leve dit liv.

Jeg ved godt, det er en vild tanke i dagens barnepigestat, at danskerne er stærke og ikke svage. Men heldigvis er der et parti for så vilde tanker. Det hedder Liberal Alliance.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 16. marts 2022).

Ruslands krig har vist os venstrefløjens egentlige projekt

Henrik Dahl
10. marts 2022

Hvis Nato forsvandt, og den vestlige verden afrustede, ville ikke bare den vestlige verden som en fysisk størrelse, men også den vestlige verdensorden, forsvinde. Det ville passe venstrefløjen så aldeles glimrende.

Hvis jeg havde bedre tid, ville jeg skrive flere bøger. Og en af de bøger, jeg ville skrive, skulle omhandle den sande natur af venstrefløjens projekt.

Den sande natur af venstrefløjens projekt ser man mest tydeligt, når man betragter Enhedslistens modvilje mod Nato og Frie Grønnes forestillinger om afrustning.

Hvis Nato forsvandt, og den vestlige verden afrustede, ville ikke bare den vestlige verden som en fysisk størrelse, men også den vestlige verdensorden, forsvinde. Jeg besøgte engang øen Palawan. Den er filippinsk og ligger ud til Det Sydkinesiske hav. En af de personer, jeg talte med, var den øverstkommanderende for de væbnede styrker i området. Jeg spurgte ham, om der faktisk var fri sejlads på Det Sydkinesiske hav. Sådan som FN’s havretskonvention foreskriver. Og han svarede: ja. Men udelukkende, fordi USA patruljerer med hangarskibe.

Sådan er det: Uden overlegen våbenmagt er fjenderne af det, vi selv står for, klar til at ødelægge det alt sammen. Og lade deres egen orden tage over.

Enhedslistens strategi for at ødelægge den vestlige orden er direkte overtaget fra DKP – der havde fået den tilsendt fra Sovjetunionen.

Skab mistillid til det bestående. Fremsæt forslag til alternativer, der er langt dårligere. Men lyder troværdige i naive og urealistiske menneskers øren. Og skab på den måde splittelse blandt Sovjetunionens fjender.

Det er derfor, Enhedslisten taler om andre alliancer. Andre tilgange til at skabe sikkerhed. Styrken ved neutralitet. Der er ingen af tingene, der nogensinde vil kunne realiseres. Og hvis de kunne – hvad ethvert fornuftigt menneske på forhånd burde være i stand til at indse, at de ikke kan – ville de ikke have nogen effekt. Til gengæld fører den slags destruktive og verdensfjerne forslag til, at det er nødvendigt at bruge tid på at diskutere dem. Og den diskussion fører så til en farlig splittelse i det samfund, DKP eller Enhedslisten ønsker at ødelægge. Altså vores.

Vi kan se, at venstrefløjens energipolitik i mange år har haft det samme mål som sikkerhedspolitikken: at sikre den vestlige verdens ødelæggelse. Og at midlerne har været de samme: at komme med fuldstændig verdensfjerne forslag til, hvordan udslippet af CO2 begrænses. At lokke så mange som muligt til at tilslutte sig disse verdensfjerne forslag. Og på den måde opnå et af to: enten en politisk sejr, der i sig selv fører til en risikabel energipolitik, der ligger lige på grænsen til det egentligt farlige. Eller en splittelse, der er praktisk taget lige så god.

Nu står vi med resultaterne af venstrefløjens energipolitik i hele Europa: Den atomkraft, der kunne forhindre både udslip af CO2 og afhængighed af den vestlige verdens fjender, har vi ikke. Til gengæld har vi en super usikker energipolitik, der nødvendiggør, at vi fylder kasserne hos alverdens diktatorer.

Som jeg ser det, handler venstrefløjens politik på stort set alle områder om at så kimen til, at Danmark og den vestlige verdensorden bliver totalt ødelagt.

Det mest tydelige område er naturligvis flygtninge- og indvandringspolitikken. Hvor man gennem årtier har ønsket en politik, der ville destabilisere de vestlige lande ved at tilføre dem et enormt stort befolkningselement fra Mellemøsten.

Al erfaring siger nemlig, at jo større befolkningselementet fra Mellemøsten er, jo større er den økonomiske belastning for velfærdsstaten, trykket fra kriminalitet, trykket på de almindelige borgerlige rettigheder, trykket på samfundstilliden og kravene om, at de vestlige lande tilpasser sig mellemøstlig kultur og levevis.

Med den økonomiske politik forholder det sig ikke meget bedre: Opbyggelsen af et kolossalt, offentligt forbrug er ødelæggende for den økonomiske vækst. Samtidig med at den moral, der gennemsyrer velfærdsstaten, stimulerer selv-offergørelse, klientgørelse, passivisering og bortfald af almindeligt samfundssind.

Område for område kan man se, hvordan røde politikker ødelægger samfundet. Hele uddannelsessystemet er efterhånden designet til at stimulere dovenskab, selvmedlidenhed og uvidenhed og udslette forskellen på viden og synsninger.

Socialforsorgen er designet til at ødelægge al virkelyst hos det enkelte menneske og udslette opfattelsen hos det enkelte menneske af, at det er et subjekt med handlemuligheder.

Miljøpolitikken er nødvendig. Men venstrefløjen har altid været flittig til at sikre, at den lægger så mange hindringer i vejen for at skabe og drive virksomheder som overhovedet muligt.

Men hvorfor er der ikke nogen, der siger fra, kan man spørge sig selv.

Her kommer vi til noget af det mest geniale, venstrefløjen har udtænkt: et helt enormt system af repression. Der ene og alene er designet til at forhindre rationaliteten, erfaringen og den sunde fornuft i at triumfere.

Fundamentet for venstrefløjens system til repression af rationalitet, erfaring og sund fornuft er universiteterne. Her har man siden 1970’erne opbygget et mægtigt teoretisk apparat, som allerede fra en ung alder lærer mennesker at opfatte de mest vanvittige antagelser som fornuftige: at kvinder i Danmark bliver groft undertrykt af usynlige og udokumenterbare ”strukturer”. At problemer med indvandring fra Stormellemøsten skyldes ”strukturel racisme” og ”islamofobi”. At biologien ikke har nogen indflydelse på opfattelsen af eget køn. At den vestlige samfundsmodel er et kriminelt system, der bygger på kolonialisme.

Samtidig har man iværksat et omfattende system af negativ social kontrol. Dette system virker gennem at stemple, udskamme og udgrænse ethvert menneske, der appellerer til rationalitet, erfaring og sund fornuft.

Jeg hader at måtte indrømme dette. Men strategien er faktisk tæt på at være genial: Man udnævner det til en psykisk lidelse – en fobi – at kritisere de ting, det er tabu at kritisere. Hvis man kritiserer kvindeundertrykkelsen i den islamiske verden eller dens negative indflydelse på udviklingen af demokrati, lider man af en sygelig islamfrygt: islamofobi. Hvis man siger, at uden en biologisk dimension er forestillinger om køn meningsløse, er man transfob. Og så fremdeles.

Jeg ville egentlig ønske, at højrefløjen var lige så udspekuleret. Så kunne vi omtale den røde antisemitisme som israelofobi. Vi kunne kalde modviljen imod fornuftige samtaler for faktofobi. Og vi kunne kalde hele venstrefløjens projekt for oikofobi. Altså: sygeligt had til vores eget hjem i verden.

Forsøger man at påvise, at kvinder ikke på et plan, der kan ses i nogen statistikker, bliver undertrykt, bliver man ikke mødt med redelig, intellektuel modstand, men med negativ social kontrol i både klassiske og sociale medier.

Fremlægger man dokumentation for, at separatismen og antagonismen mod Danmark og resten af Europa udgår fra de mennesker, der er indvandret fra Stormellemøsten: det samme. Man mødes med negativ social kontrol og ikke rationelle og sobre argumenter.

Og sådan er det punkt for punkt: negativ social kontrol imod mennesker, der kan dokumentere, hvordan 1700-tallets samfundsøkonomi faktisk hang sammen. Eller kan dokumentere, hvordan biologi faktisk påvirker f.eks. kønsidentiteten eller evnen til at præstere i en idrætskonkurrence. Eller hvordan intelligens og flid sætter sit præg på de karakterer, man opnår i skolen.

Der er ikke meget godt at sige om Ruslands krig mod Ukraine.

Men den har fået maskerne til at falde. Og på den måde har den påvist, hvad venstrefløjens egentlige projekt er: at ødelægge den vestlige samfundsorden så godt og grundigt, det overhovedet lader sig gøre. Gid jeg dog havde bedre tid. Så ville alt dette ligge i boghandlen som en spændende bog engang i løbet af efteråret.

(Dette er en blog udgivet i Jyllands-Posten d. 10/03-2022)

John Lennons flyvske drømme virker ikke i en verden med krig i Europa

Henrik Dahl
9. marts 2022

Verden blev ny 24. februar. Forude venter et kæmpe arbejde med at drage de rette konsekvenser.

Når vi engang ser tilbage på 20erne, vil datoen 24. februar 2022 blive anset for at være mindst lige så skelsættende som 9. november 1989, hvor Berlinmuren faldt. Eller 11. september 2001, hvor USA blev angrebet af al-Qaeda.

I alle tre tilfælde er der tale om datoer og begivenheder, der sætter et helt klart før og efter. Hvad der var standardantagelser om Europa 8. november 1989, var modent til en grundlæggende revision 10. november. Ligesom alle standardantagelser om USAs og den vestlige verdens sikkerhed måtte revideres 12. september 2001, og enhver rutinepræget mening om Rusland, Europa og NATO har set nusset og forældet ud siden 25. februar i år.

Lad os derfor gøre nogle nedslag i, hvad der nu har været nussede og forældede antagelser i snart to uger.

EU er fredens projekt. Nej, det er EU ikke. EU er den økonomiske velstands projekt, og det skal vi være glade for. Men fredens projekt er NATO. Fordi fred ikke står og falder med, at inflationen er lav og reguleringen ensartet. Men med at det er så afskrækkende at angribe, at selv den største tåbe kan indse, at det er en dårlig idé.

Grænser hører fortiden til. Nej, det gør grænser ikke. Det kunne i teorien være dejligt, hvis løven græssede ved siden af lammet og Kardemommeloven gjaldt i hele verden. Men ingen af delene er tilfældet. Og så er det tvingende nødvendigt at kunne fastslå, hvem der har jurisdiktion hvor.

I Europa uden for Rusland og nogle få, tidligere sovjetrepublikker hersker én orden, som for det meste garanteres af NATO. Kampen om Ukraine handler fra landets eget synspunkt om, at det gerne vil være en del af denne orden. Mens kampen set fra Ruslands synspunkt handler om at indføre en russisk orden, der i hvert fald breder sig så langt mod vest, som det blev aftalt på topmøderne i Jalta og Potsdam i 1945. Derfor er det ekstremt vigtigt at få trukket nogle grænser, som definerer, hvor henholdsvis den vestlige orden og den russiske orden hersker.

Ville det ikke være lettere at forestille sig, at der ikke var nogen lande? Ikke noget at dræbe eller dø for? Ikke nogen religion? At forestille sig, at alle mennesker levede i fred? Jo. Hvis man havde for vane at tage lige så mange stoffer som ophavsmanden til tanken, nemlig John Lennon.

Flyvske tanker er smukke. Men de har ikke noget som helst at gøre med, hvordan verden faktisk er indrettet, og hvordan man bedst muligt sikrer sig, at de fleste mennesker kan leve en tålelig tilværelse.

For nu at tage John Lennons flyvske ideer en for en: Der findes lande. Og det betyder ikke bare områder, hvor passet har et bestemt udseende. Det betyder også samfundsmodeller for, hvordan man sikrer liv, frihed og enhvers stræben efter det gode liv (eller lader være med at sikre disse ting).

Det ubehagelige ved samfundsmodellerne er, at de ikke altid kan lade hinanden i fred. Styret i Rusland vil for eksempel gerne have, at de politiske bedetæpper i Europas hovedstæder peger imod Moskva. Det vil vi ikke have i resten af Europa. Og dermed har vi en ballade, der ikke kan forebygges med en ballade.

Desværre findes der også religioner, der gerne vil dominere over mange mennesker og store landområder. Og gerne vil bruge vold for at nå deres mål. Hvis krigeriske repræsentanter for disse religioner ikke vil høre, er verden desværre sådan indrettet, at så må de føle. Og fordi det er prøvet så tit, kan jeg sige med 100 procents sikkerhed: De bremser ikke op ved lyden af en hippiesang.

Verden blev ny 24. februar. Forude venter et kæmpe arbejde med at drage de rette konsekvenser.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 9 marts 2022)