Debat Arkiv - Side 16 af 31 - Liberal Alliance

Henrik Dahl

28. juni 2022

Ifølge den røde middelklasses ideologi er det tæt på sundhedsskadeligt at gå i gymnasiet. Vrøvl. Hvis man er seriøs og tager sig sammen, går det. Forslaget om et nyt optagesystem er et knæfald for middelmådigheden.

Den kinesiske kulturrevolution fra 1966 til 1976 var drevet af had til enhver form for tradition og erfaring.

Af en stålsat modvilje imod at bruge den sunde fornuft. Af en blind tiltro til, at Kinas Kommunistiske Parti vidste bedre end alle andre. Derfor minder det udspil til nyt optagesystem, regeringen har fremlagt, ikke så lidt om den kinesiske kulturrevolution.

For også det er kendetegnet ved en udpræget modvilje imod at inddrage den viden, der allerede eksisterer om adgang til de videregående uddannelser og om de studerendes videre skæbne, når først de er optaget. Af en – forekommer det – villet modstand imod at overveje konsekvenserne. Og af en blind tiltro til, at Socialdemokratiet en gang for alle har gennemskuet, hvad der skal til for at gøre det danske uddannelsessystem socialt retfærdigt uden samtidig at ødelægge ethvert af de mål, der er indbygget i selve idéen om for eksempel et universitet.

91 pct. af alle videregående uddannelser har et karakterkrav på under 9 i gennemsnit. Med et gennemsnit på blot 7 er der adgang til omkring tre af fire uddannelser. Og halvdelen af alle studiepladser besættes uden karakterkrav overhovedet.

At der findes uddannelser, der kræver et gennemsnit på over 10, er altså ud fra ethvert rimeligt kriterium et meget lille problem.

Når kravet til karaktergennemsnittet i nogle få tilfælde er meget højt, skyldes det antallet af tilbudte studiepladser. Det betyder selvsagt, at medmindre man udvider antallet af studiepladser, vil det under ingen omstændigheder gøre nåleøjet større. Der er ikke på nogen måde lagt op til at udvide antallet af de mest eftertragtede studiepladser.

Det eneste, regeringen overvejer at ændre på, er således metoden til at komme gennem et nåleøje af samme størrelse som før den foreslåede reform. Så hvorfor ikke holde fast i karaktererne? For det første viser undersøgelser fra Evalueringsinstituttet, at karakterer er mere socialt retfærdige end kvote 2. For det andet er karakterer en billig og effektiv måde at fordele de studerende. Fra sidste ansøgningsfrist til de studerende er fordelt på de uddannelser, de har prioriteret, går der typisk en måneds tid. Det er faktisk ret godt klaret af bureaukratiet.

Det, regeringen foreslår, er altså dyrere og mindre socialt retfærdigt end det system, der eksisterer. Og det problem, der har udløst forslaget til reform, er forholdsvis lille.

Statsministeren taler om uddannelser, der kræver mere end 10 i snit. Men på over 9 af 10 uddannelser er et snit på 9 rigeligt.

Når regeringen foreslår at løse et begrænset problem ved hjælp af en metode, der er både dyrere og dårligere end den, der anvendes i dag, er det, fordi den er blevet indfanget i en bestemt ideologi. Det er en ideologi, som er vidt udbredt i den røde, veluddannede middelklasse, der foretrækker at læse Politiken eller Information. Ifølge den røde middelklasses ideologi er det meget tæt på sundhedsskadeligt at gå i gymnasiet. Det vil uvægerligt føre til, at man udsættes for “pres” og “stress” i en grad, så et ungt menneske næsten ikke kan holde til det.

Selvfølgelig er det ikke tæt på sundhedsskadeligt at gå i gymnasiet, hvis man bare indretter sit liv på det. Selvklart skal man undlade at ligge i sprit fra torsdag til søndag.

Man skal ikke tjatte til sine lektier, mens man sidder på en café og hygger sig med venner. Derimod skal man sætte sig i et lokale uden forstyrrende elementer og arbejde seriøst med tingene, til opgaverne er løst. Så vil de gode karakterer og det høje snit indfinde sig, uden at man bliver særlig stresset.

” Pres” og “stress” er i dag blevet det narrativ, ingen udfordrer. Har du faktisk meget at lave? Eller er dine forventninger forkerte? Det er der ingen, der tør spørge om. Har du overvejet, om gymnasiet i det hele taget er noget for dig? For hvis du virkelig er ved at gå helt ned på noget, som tusindvis af unge i gamle dage først og fremmest opfattede som en åndsudvidende og dannende periode i livet, er det måske et signal om, at du mangler boglige evner. Har du tænkt over, at man får en stålsat karakter af at gøre sig umage og af at anstrenge sig? Og har du tænkt over, at en stålsat karakter har man i højeste grad brug for i hele sit liv? De svære år mellem konfirmation og pension, som en vittig hund engang formulerede det.

Det er simpelthen forbudt at udfordre den røde middelklasses narrativ om pres og stress. Selv om der er et hav af gode grunde til at gøre det.

Det bliver ikke bedre af, at statsministeren optræder som den argeste middelklassepopulist. Bliver man en bedre psykolog af at have mange 12-taller, spurgte hun på Folkemødet. Ja. Det bliver man faktisk. Forstået på den måde, at et højt gennemsnit ifølge Evalueringsinstituttet er en fremragende indikator på, om man egner sig til at tage en videregående uddannelse.

Man forstår det egentlig godt: Folk, der har mange 12-taller, er sandsynligvis kendetegnet ved at være flittige og intelligente og ved at være i besiddelse af en vis indre motivation og stamina. Alle fire ting er ekstremt gode egenskaber at være i besiddelse af. Hvad enten man vil være psykolog eller noget helt andet. At regeringen opstiller en modsætning mellem på den ene side at få 12 og på den anden side at lære noget og at være interesseret i noget, er en decideret fornærmelse imod de dygtige elever.

Selvfølgelig har man lært rigtig meget, når man får 12. Man har nemlig lært mere end alle, der har fået mindre. Og selvfølgelig er det i hovedreglen sådan, at uden interesse kommer man i det hele taget ikke særlig langt, når man uddanner sig.

På grund af den røde ideologi skal der nu skabes en kæmpemæssig kvote 2 på en fjerdedel af de optagne studerende. Det er faktisk mere tilfældigt og vilkårligt end karaktererne i gymnasiet. Fordi på gymnasiet har man tre år til at blive dygtig til en række veldefinerede fag. Og rundhåndet hjælp fra meget veluddannede lærere til at forstå fagene og forbedre sig.

Et enkelt element i forslaget overvejede jeg i første omgang at springe over, fordi det slet og ret er åndssvagt. Men jeg vil nævne det alligevel: at man skal kunne komme på universitetet med fem års erhvervserfaring. For at skære det ud i pap: Det er ikke kvalificerende til et universitet at have haft et job i fem år. Under nogen omstændigheder.

Der er en vanvittig idé, som må luges ud af regeringens forslag hurtigst muligt.

Det er populært at sige, at nogle politiske regimer læser George Orwells roman “1984” som en manual og ikke som en advarsel. Jeg vil sige: Regeringen læser Jørgen S.

Dichs klassiker “Den herskende klasse” som en manual og ikke som en advarsel. Jørgen S. Dich sagde, at udbygningen af den offentlige sektor – og ikke mindst af uddannelsessystemet – først og fremmest tjente medarbejdernes interesser. Eller med andre ord: Når man i 1960′ erne og 1970′ erne udbyggede uddannelsessystemet så meget, som tilfældet var, skyldtes det, at akademikerne havde haft held til at indbilde den tids politikere, at et retfærdigt samfund stod og faldt med, at rigtig mange mennesker fik en studentereksamen og kom på en videregående uddannelse.

Det er selvfølgelig ikke sandt. Et samfund, hvor mange har en erhvervsuddannelse, kan være både lige så retfærdigt og mere til. Men det giver beskæftigelse til en hel masse akademikere at (over) uddanne befolkningen, og det var i virkeligheden den skjulte dagsorden.

Regeringen og dens støttepartier går helt konsekvent den røde, akademiske middelklasses ærinde.

Statens Uddannelsesstøtte er en af de meget få overførselsindkomster, der har en negativ social pro-fil. Det vil sige: Den overfører faktisk penge fra mennesker, der ikke er så godt ved muffen, til mennesker, der er langt bedre ved muffen.

Oven i det vil man nu til at lægge mindre vægt på de forholdsvis socialt retfærdige karakterer og mere vægt på de forholdsvis mindre socialt retfærdige optagelsesprøver og subjektive skøn. Det favoriserer i den grad den røde middelklasses useriøse unger. Der ikke vil give slip på fester og venner, mens de går i gymnasiet, men gerne have topkarakterer alligevel.

Regeringens forslag er den rene og skære populisme rettet mod den røde middelklasse. Man ville ønske, at de blå partier ville protestere højlydt imod, at dette sker. Desværre ser det ud til, at det som sædvanlig vil være overtegnede – og nogle få andre behjertede borgerlige – der vil sige fra over for denne tilpasning af hele vores uddannelsessystem til den røde middelklasse og dens useriøse afkom.

Desværre ser det ud til, at det som sædvanlig vil være overtegnede – og nogle få andre behjertede borgerlige – der vil sige fra over for denne tilpasning af hele vores uddannelsessystem til den røde middelklasse og dens useriøse afkom.

(Debatindlæg udgivet i Jyllands Posten d. 22. juni 2022)

Alex Vanopslagh

28. juni 2022

Indberetningerne griber om sig, og de kommunale sagsbehandlere risikerer at drukne i unødvendige småsager, hvor der ikke er en finger at sætte på forældrenes opdragelse.
Familien er samfundets bærende enhed, og det offentlige er sat i verden for at understøtte familiens behov, ikke for at erstatte familien. Men jeg er bange for, at vi i dag er kørt ud på et sidespor, når det kommer til det offentliges indgreb i danske familiers intimsfære. Et grelt eksempel er den såkaldte Fanø-sag for et par år siden.

Her havde en pige sagt i skolen, at hendes far var et røvhul, som altid slog sine børn. Det viste sig dog, at der var tale om kortspillet ‘ røvhul’, og at faren altid vandt over børnene – men alligevel blev forældrene indberettet til kommunen.

INDBERETNINGEN ledte til et opslidende forløb, hvor forældrene i næsten et halvt år skulle trækkes gennem sølet af kommunale undersøgelser med søvnløse nætter og besøg hos krisepsykolog til følge.

Ligesom i mange andre tilfælde startede sagen med en grundløs indberetning.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at de tiltagende indberetninger er udtryk for et skred i vores forståelse af, hvornår staten bør gribe ind i borgernes privatliv.

Siden 2015 er antallet af anonyme indberetninger nemlig steget eksplosivt, men ligesom i sagen fra Fanø er henvendelserne ofte meget tvivlsomme. Mange af de anonyme indberetninger hviler på et papirtyndt grundlag, hvor småting såsom en glemt madpakke eller manglende tandlægetider leder til, at forældrene bliver uretmæssigt undersøgt og mistænkeliggjort af myndighederne.

Den voksende mængde indberetninger har i flere tilfælde også ført til, at kommunen går ind og blander sig i forældrenes børneopdragelse, og meget tyder på, at indberetningstendensen er et produkt af uigennemtænkt politik. I løbet af de seneste år er lovgivningen på området nemlig blevet strammet markant, og manglende indberetninger fra f. eks. pædagoger kan i dag føre til et helt års fængsel.

VI BEFINDER OS på et skråplan, og problemet ser kun ud til blive værre med den nuværende regering ved roret. Med den selvbestaltede børnenes statsminister i spidsen har Socialdemokratiet nemlig som erklæret mål, at flere børn skal tvangsfjernes fra deres forældre. Ved første øjekast kan man måske forledes til at tro, at det vil forebygge antallet af sager om svigt af børn, men det lader faktisk ikke til at være tilfældet.

Trods den store stigning i anonyme indberetninger er det nemlig kun 16 procent af henvendelserne, der omhandler vold eller misbrug af børnene. Og måske burde det ikke komme som en overraskelse, at mange af sagerne hører til småtingsafdelingen, når man fra politisk hold anser tvangsfjernelser som et gode i sig selv. Forstå mig ret. Der må ikke herske tvivl om, at vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt, for at forebygge de forfærdelige sager, hvor børn bliver svigtet.

Men i den nuværende situation frygter jeg, at reguleringen på området har gjort kuren værre end sygdommen.

Vi har eksempelvis hørt om sager, hvor anonyme indberetninger får kommunen til at tage kontakt til børnene i deres institutioner for at forhøre dem, uden at forældrene overhovedet bliver underrettet.

Det er udtryk for en uanstændig mistillid til familierne og et groft indgreb i kernen af menneskers liv.

JEG FOREGIVER ikke at have nogen endelig facitliste, for jeg tror ikke på, at der er nogen lette snuptagsløsninger. Men et skridt i den rigtige retning kunne være at indføre en regel om, at forældrene har lov til at tale med en socialrådgiver, pædagog eller lærer, inden en indberetning får kommunen til at kulegrave familien.

Det har man gjort i Tyskland, og på den måde kan vi sikre os, at småsager og ubetydelige misforståelser ikke får lov til at splitte familier ad, på samme måde som vi så det i sagen fra Fanø.

Vi bør også overveje at indskærpe til, at der kun kan ske anonyme indberetninger, hvis der er mistanke om grove tilfælde af svigt eller overgreb. For vi bliver nødt til at huske på, at det kan få alvorlige konsekvenser for de involverede familier, når anonyme personer laver uretmæssige indberetninger uden hold i virkeligheden.

De fleste forældre vil nok kunne forestille sig, hvor ubehageligt det må være at åbne sin e-Boks til en besked fra myndighederne om, at en anonym person har lavet en indberetning på ens forældreskab. Hvad har ligget til grund for en sådan indberetning? Og hvem er det, der ikke synes, at man er en tilstrækkeligt god forælder? En sådan mistænkeliggørelse er forfærdelig for den enkelte familie, men jeg tror også, at indberetningskulturen har konsekvenser for samfundet som helhed. For når den politiske målstyring skaber til mistillid, slår det sprækker i vores fællesskab. Det kan i værste fald undergrave den tillidskultur, som ellers kendetegner vores samfund.

KONSEKVENSEN AF indberetningskulturen er nemlig, at det civilsamfundsansvar, som historisk har ligget hos det enkelte individ, nu er blevet placeret hos staten. Mens pædagogerne i Fanø-sagen formentlig selv ville have talt med pigen om hendes oplevelse tidligere, er de som følge af den politiske styringssyge i dag nødt til at foretage en anonym indberetning af frygt for deres egen karriere.

Den strammede lovgivning flytter dermed hegnspæle i vores forståelse af, hvilken rolle kommunen skal spille i borgernes intimsfære.

Det bør vi være meget opmærksomme på. For samspillet mellem indgreb i borgernes privatliv, statslig overvågning og detailregulering er en farlig cocktail.

Med den omsiggribende indberetningstendens risikerer de kommunale sagsbehandlere nemlig at drukne i unødvendige småsager, hvor der ikke er en finger at sætte på forældrenes opdragelse.

Det vil uvægerligt medføre, at der er færre ressourcer tilbage til de sager, hvor det ér nødvendigt, at myndighederne træder til. Derfor bør vi lægge det overdrevne optimeringsbehov af vores børn i graven. Vi bliver nødt til at sikre os, at småting som glemte madpakker og manglende tandlægetider ikke får kommunen til at henvise forældrene til sidelinjen, mens myndighederne overtager rollen som opdrager.

Og så bliver vi politikere nødt til at sikre os, at dårlig regulering ikke ender med at blive en spændetrøje, der afholder kommunerne fra at skride til handling i de vigtige sager.

Alternativet er, at det offentlige sander til i ligegyldigheder, at mistilliden breder sig mennesker imellem, og at vi fortsætter marchen mod den totale indordning af familien som en undersåt til staten.

Det kommer der ikke et mere omsorgsfuldt, trygt eller næstekærligt samfund ud af.

(Debatindlæg udgivet i Politiken d. 21 juni 2022)

Alex Vanopslagh

28. juni 2022

I dokumentaren “Minkskandalen – Afgørelsens time” skildrer DR forløbet op til den ulovlige ordre om at udrydde det danske minkerhverv.

Selv om jeg efterhånden kender sagen som min egen bukselomme, løb det mig koldt ned ad ryggen, da jeg endnu engang blev mindet om detaljerne i skandalen.

Så lad mig – mens vi venter på, at Minkkommissionen fremlægger sine konklusioner i næste uge – opridse nogle af de mest vanvittige dele af det hændelsesforløb, som ledte til danmarkshistoriens største politiske skandale.

For det første tror man ikke sine egne øjne, når man genser virakken om mødet i Koordinationsudvalget, hvor det blev besluttet at udrydde minkerhvervet.

På blot 44 minutter bestemte man nemlig, at tusindvis af danskere skulle have ødelagt deres livsværk, blive sendt ud i arbejdsløshed, og at skandalens regning på 19 mia. kr. skulle tørres af på borgerne.

At ordren blev givet på et ulovligt grundlag, er i sig selv beskæmmende.

Men departementschefen i Miljø-og Fødevareministeriet har endda også udtalt, at det ikke var »top of mind« at sikre, at den katastrofale beslutning var lovlig.

Hvordan kunne man træffe en så afgørende beslutning uden at tænke over, om det overhovedet var lovligt? Og det stopper ikke her. For de faglige bilag, der skulle ligge til grund for beslutningsprocessen, blev nemlig først udleveret i sidste øjeblik, så der ikke var tid til at læse dem før mødet.

Det er foruroligende. For selv hvis beslutningen havde været lovlig, hvordan kan man så tillade sig at træffe beslutninger med så store konsekvenser, uden i det mindste at have sat sig ind i sagen først? Noget andet, der også nager mig, er, at regeringen har sendt skandalens regning på 19 mia. kr. videre til borgerne, der i forvejen betaler nok i skat. For hvad kunne de 19 mia. kr. ikke være gået til i stedet? Svaret er, at vi for den mængde penge kunne have givet 150.000 unge en faglært uddannelse. Vi kunne have betalt for knap 42.000 pædagogers årsværk i daginstitutionerne, hvilket svarer til at fordoble alle pædagogers løn i ét år.

Og hvis pengene bare skulle være blevet udbetalt til borgerne, kunne man med 19 mia. kr. også have udskrevet en check på 4.000 kr. til alle voksne danskere.

Kan du komme i tanke om noget, du hellere vil have brugt 4.000 kr. på end at samle regningen op for regeringens skandale? I DR’s dokumentar genser vi også, hvordan Mette Frederiksen først påtager sig ansvaret for beslutningen om at aflive alle mink i starten af forløbet, så hun kan fremstå handlekraftig.

Men når regeringen senere i forløbet indser, at der er tale om en veritabel skandalesag, får piben hurtigt en anden klang.

For så begynder Mette Frederiksen nemlig fluks at frasige sig ansvaret, så hun kan dække sig selv ind ved at lade Mogens Jensen tage skraldet.

Det er en uværdig måde at skubbe ansvaret over på nogle andre, når lokummet brænder på.

For når man som leder af et land træffer så afgørende beslutninger med så store konsekvenser, bør man også stå på mål for sine handlinger.

Men selv efter det kom frem, at der ikke var lovhjemmel, blev Mette Frederiksen ved med at fastholde ordren om at sønderslå minkerhvervet.

Denne nonchalance er udtryk for en mageløs grad af respektløshed over for andre menneskers hårde arbejde. Mange af minkavlerne har gennem flere generationer formået at opbygge en produktion, der var blandt verdens suverænt bedste.

Men med et pennestrøg udslettede den socialdemokratiske regering tusindvis af menneskers levebrød og livsværk. Derfor er jeg glad for, at vi fik nedsat Minkkommissionen.

Og mens vi venter på kommissionens konklusioner i næste uge, vil jeg opfordre alle til at se DR-dokumentaren.

For hændelsesforløbet, der affødte danmarkshistoriens største politiske skandale, må ikke gå i glemmebogen.

Hvad kunne de 19 mia. kr.

ikke være gået til i stedet? Svaret er, at vi for den mængde penge kunne have givet 150.000 unge en faglært uddannelse.

Vi kunne have betalt for knap 42.000 pædagogers årsværk i daginstitutionerne, hvilket svarer til at fordoble alle pædagogers løn i ét år.

(Debatindlæg udgivet d. 26. juni 2022 i Jyllands Posten)

Henrik Dahl

7. juni 2022

Det talte ord gælder.

Hvis de enkelte MF’ere ikke bærer sig nogenlunde fornuftigt ad, bliver de afsat ved det førstkommende valg. Derfor er Folketinget bange for borgerne. Hvis regeringen ikke styrer landet på en måde, der kan finde opbakning i Folketinget, kommer den i mindretal og må træde tilbage. Derfor er regeringen bange for Folketinget. Hvis byretterne og landsretterne ikke koncentrerer sig om at afgøre sagerne rigtigt, bliver de underkendt af Højesteret. Derfor er de lavere retsinstanser bange for de højere.

Dykker man ned i den måde, vores danske demokrati fungerer, vil man finde, at det helt grundlæggende er baseret på, at alle skal være bange for noget.

At enhver, der er betroet magt, skal stå til ansvar, er selve grundlaget for det folkestyre, hvis fødselsdag vi fejrer i dag.

Det, der var problemet med enevælden, der herskede før den 5. juni 1849, var, at den var ansvarsfri. Ingen havde noget at være bange for.

Var kongen uduelig? Det havde ikke nogen konsekvenser før 1849. Var regeringen elendig? Det havde ikke nogen væsentlige konsekvenser før 1849. Var domstolene bundhamrende uretfærdige? Det samme: Før 1849 havde det ikke de helt store konsekvenser. Bare man holdt sig gode venner med kongen.

At magthaverne skulle stå til ansvar, var det helt store gennembrud, da vi i Danmark tog de første skridt hen imod demokrati for 173 år siden.

I det hele taget har vi en grundlov, der er utroligt fornuftig. Den lever fuldkommen op til, hvad kejser Napoleon siges at have sagt: En forfatning skal være kort og uklar.

Det skal den være, fordi en kort tekst, der er en lille smule uklar, kan fortolkes på mange måder. Og uden, at mange mennesker kan lægge noget lidt forskelligt ind i en grundlov, kan den ikke samle et tilstrækkeligt stort flertal.

Vores nuværende grundlov fra 1953 lever i højeste grad op til kejser Napoleons kloge ord. Med kun 89 paragraffer fordelt på 11 kapitler.

Grundloven fastsætter først sit eget gyldighedsområde. Det er ”alle dele af Danmarks rige – hvad der ikke er helt ligegyldigt. Det var spørgsmålet om den oprindelige junigrundlovs gyldighedsområde, der kastede Danmark ud i Anden slesvigske krig i 1864. Så forholder grundloven sig til kongens stilling; regeringens forhold til kongen; Folketingets stilling; Folketingets arbejde, herunder samarbejde med regeringen; oprettelse af en rigsret og den dømmende magts forhold i øvrigt; folkekirkens forhold (samt betingelserne for religionsudøvelse i øvrigt); borgernes frihedsrettigheder; borgernes politiske rettigheder; reglerne for at ændre forfatningen samt sidst, men ikke mindst: Grundlovens ikrafttrædelse.

Enklere kan det dårligt blive. Og mere uklart: Næppe heller.

Hvis man ikke er blevet undervist i, hvordan grundloven skal læses, kunne man fristes til at tro, at kongen har umådelig meget at skulle have sagt. Men paragrafferne om kongen skal læses sådan, at det er regeringen, der styrer landet – ikke kongen.

Man kunne også fristes til at tro, at Danmark hurtigst muligt skal have en kirkeforfatning. For det står der i paragraf 66: folkekirkens forfatning ordnes ved lov. Men det er der ingen regeringer, der i 173 år har haft den store lyst til at gå helhjertet ind i. Og lad mig afsløre: Det kommer heller ikke til at ske i vores levetid.

Det sidste eksempel på frugtbar uklarhed, jeg gerne vil slå ned på, er paragraf 56: At MF’ere skal stemme efter deres overbevisning.

Den paragraf får altid nogen til at sige, at så må det være slut med politiske partier og politiske kompromisser og uvanen med, at MF’erne sidder i folketingssalen med et ark papir, de har fået fra partisekretariatet, og mekanisk trykker på de grønne og røde knapper.

I virkeligheden er der kun ét menneske i verden, der kender en MF’ers inderste overbevisning: Den pågældende selv. Og derfor mangler ethvert andet menneske på jordkloden i virkeligheden de oplysninger, der er nødvendige for at kunne udfordre den enkelte MF’er.

Realiteten er, at de fleste folketingsmedlemmer har den dybe og inderlige overbevisning, at partidisciplin er en god ting, som man bør følge. Derfor stemmer de naturligvis altid efter deres overbevisning – også når de sidder bevidstløst med sedlen fra partisekretariatet og stemmer det, der står på den.

I realiteten betyder paragraf 56 da også noget andet. Den siger, at der kun findes én måde, hvorpå man kan klage over sin MF’er: Ikke at stemme på vedkommende en anden gang.

Men tilbage til grundloven og spørgsmålet om magt. Det geniale ved vores første grundlov og alle dem, vi siden har haft, var indsigten i, at enhver, der har magt, skal føle en form for begrænsning i den magt, de udøver. Hvilket man i praksis kan oversætte til, at alle magthavere skal være bange for noget.

I et ægte demokrati skal statens magt være begrænset. Magten skal være delt. Og de enkelte grene af statsmagten skal være bevidste om, at de kan komme i store vanskeligheder, hvis de ikke overholder spillereglerne.

Det rummes alt sammen i vores gamle, men stadig vitale, grundlov. Og derfor er der al mulig grund til at mødes og fejre den i dag.

Men er der magthavere i dag, der ikke kan gøres ansvarlige? Det er det store spørgsmål. For magthavere, der ikke har noget at frygte, er hundrede procent imod ånden i vores demokrati.

Som politiker kan man godt føle, at medierne ikke står til ansvar. De kan sige, hvad de har lyst til. Og selvom den enkelte politiker kan fremlægge bevis for, at hun eller han taler i overensstemmelse med den bedst muligt viden, kan det godt føles som om, at det ikke bliver taget til efterretning.

Men faktum er: Man kan altid klage til Pressenævnet. Og hvis det finder, at medierne er gået over stregen, bliver de også holdt ansvarlige. Så det passer ikke, at medierne står uden for princippet om frihed under ansvar.

Der, hvor jeg godt kan være bekymret for, at grundlovens fundamentale princip om, at magthavere skal kunne holdes ansvarlige, svigter, er i forhold til bureaukratiet.

Hvem ender med at stå til ansvar, hvis en borger kommer i klemme i beskæftigelsessystemet? Eller i sundhedsvæsenet? Eller i skattevæsenet? Alt for ofte er svaret: Det er der ikke nogen, der gør.

På den måde ender bureaukratiet med at have en magt, som der ikke er nogen andre i vores demokrati, der har. Hvor det koster dyrt for et politisk parti eller en regering at fejle, er det mere eller mindre gratis for det bureaukratiske system. Her kan man træffe den ene dårlige afgørelse efter den anden. Uden, at det nogensinde vil koste nogen deres embede eller deres frihed og bekvemmelighed.

Grundloven er konstrueret sådan, at det næsten er umuligt at ændre den. Først skal ændringerne vedtages af Folketinget. Så skal de godkendes ved en folkeafstemning. Så skal der udskrives valg. Og så skal det nyt sammensatte Folketing godkende ændringerne en gang til. Det er en procedure, der er skabt til at forhindre evindelige ændringer – og den virker.

Så grundloven bliver ikke ændret. Men HVIS den skulle ændres, hvad skulle man så tage fat på?

Nogen siger, at menneskerettighederne burde skrives ind i grundloven. Det er jeg ikke så sikker på.

Menneskerettighederne består både af negative rettigheder: Ting, staten ikke må gøre. Og positive rettigheder: Ting, staten skal gøre.

Jeg tror ikke, det er klogt at skrive positive rettigheder ind i en forfatning. Og mærkeligt nok: Fordi de positive rettigheder trods alt er FOR uklare til, at det er godt at skrive dem ned. De kan hurtigt vrides og vendes til noget, lovens givere aldrig havde tænkt på. Og erfaringen viser: Det sker også.

Men to af de nuværende paragraffer burde man se på:

I følge paragraf 67 har vi i Danmark religionsfrihed. Alligevel er vi nødt til at opstille bevæbnede vagter ved synagogen i Krystalgade og ved den jødiske Carolineskolen. Og i hele Europa vokser antisemitismen i disse år.

Ifølge paragraf 70 kan man hverken unddrage sig ret og pligt som følge af sin religion. Alligevel presses Folketinget og lokale politikere og autoriteter igen og igen til at tilstå religiøse minoriteter særrettigheder.

Det peger på, at de to paragraffer 67 og 70 bør have en ny formulering. Der for det første er mere præcis i forhold til, hvad religioner ikke må. Og for det andet er mere præcis i forhold til, hvor grænsen mellem religion og almindeligt medborgerskab går.

I forhold til bureaukratiet skal man huske: Manglen på paragraffer i grundloven forhindrer ikke Folketinget i at indrette den øvrige lovgivning sådan, at også de upersonlige ”systemer” kan holdes ansvarlige, hvis de behandler borgere og virksomheder urimeligt eller decideret dårligt.

Derfor er det mit ønske på denne grundlovsdag, at Folketinget altid husker grundlovens ånd på de områder, der ikke er omfattet af dens bogstav.

”Systemet” bør ikke kunne slippe ustraffet fra at behandle borgere og virksomheder urimeligt eller dårligt. Det skal være muligt at klage og at få sin ret. Og det skal koste en klækkelig erstatning til den, der får sine rettigheder trampet på af systemet, når det fejler og på den måde misbruger sin magt.

Sådan holder Folketinget grundloven opdateret. Selvom den er næsten umulig at ændre.

Ole Birk Olesen

6. juni 2022

Det talte ord gælder.

Så er vi her igen på Grundlovsdag.

Solen skinner. Igen.

Jeg skrev ud på Twitter forleden med et billede af vejrudsigten for i dag:

”Vorherre har altid været venligere stemt over for Grundlovsdag end over for Arbejdernes Internationale Kampdag. Kolon”

Og så billedet med en masse sol på.

Og så er det jo sådan, at når man skriver noget for sjov på sociale medier – jeg tror jo slet ikke på, at der findes nogen Vorherre – så er der nogen andre, som vil forsøge at få lidt opmærksomhed ved at lade som om, det ikke er ment for sjov.

”Din gud er interesseret i dansk politik. Spørgsmålstegn,” skrev en. ”Vorherre findes ikke, men det gør vejrsystemer og årstider,” skrev en anden. ”Er ret sikker på, at jordens rotation om solen har mere at gøre med vejret henholdvis 1/5 og 5/6 end en fiktiv himmelnisse”.

Gud, virkelig!?!?! Ups, der kom Vorherre ind igen.

Men, altså …

Nogen har jo lagt de dage, hvor de ligger, og hvis det ikke er en Gud, så må det være mennesker. Og så må man bare sige, at vores liberale Grundlovsfædre tilbage i 1849 var meget mere fremsynede i forhold til planlægning af udendørs arrangementer ud i al evighed, end socialisterne var, da de planlagde, at det var 1. maj, at de hvert år skulle mødes under den åbne himmel.

Kender I skumfidustesten, hvor børn får at vide, at de enten kan spise skumfidusen nu eller vente, og så får de to? Så venter de fremsynede børn, mens børn, som har problemer med at udskyde deres behov, de bare kaster sig over den ene skumfidus, som ligger foran dem.

På samme måde kan man forestille sig, at Grundlovsfædrene og socialisterne har siddet:

”Vi kan holde vores fest her og nu, hvor der er overvældende sandsynlighed for regn og rusk. Jaja, kammerater, der vil være masser af bajere og Papa Bue Jazz Band, men hvis vi venter, så vil vejret være godt næsten hvert eneste år i al evighed. Vi vil kunne sidde på tørt, grønt græs i stedet for mudder, vi vil kunne lade solen varme vores af kapitalistsvinene nedslidte knogler, og vi vil kunne få lidt farve under kulstøvet i vores ansigter. Er det ikke bedre, socialister?”

Og socialisterne brød bare ud:

”Hvad vil vi ha’? Bajere, bajere, bajere!. Hvornår vil vi have det? Nu, nu, nu!”

Grundlovsfædrene var liberale og trænede i at tænke på det lange sigte:

”Nejnej, lad bare socialisterne få 1. maj, vi venter til 5. juni,” svarede de. Og se hvor dejligt vi har det igen.

Så det er rigtigt nok. Der var ikke nogen Gud indblandet i det. Men dumhed var.

——-

Det er 173 år siden, at Danmark fik sin første grundlov, så det er en gammel tradition, vi her holder liv i i den flotte have ved Det Kongelige Bibliotek.

Hvis Grundlovs-traditionen var et menneske, så ville den være en verdensberømt lille bitte japansk kvinde med hule kinder og den slags rynker, som kendte mennesker havde, før man opfandt Botox – og hun ville være død for over 50 år siden!

Så altså meget, meget gammel.

Vi bliver alle ældre, og det har både fordele og ulemper.

Jeg bliver selv 50 år gammel om et halvt år, og det føles ikke så gammelt, men der alligevel nogle tegn på, at jeg i hvert fald ikke er ung længere.

Det første tegn er, at kvinder, som er ældre end mig, er begyndt at skrive til mig på Facebook, at jeg burde tage mit skæg af, fordi det får mig til at se lige så gammel ud, som jeg er. Det er ikke noget, jeg finder på, det gør de virkelig. Og det ER kvinder, og de ER ældre end mig.

Når man klikker på deres profilfoto, så ser de ikke gamle ud, men så er der alligevel en frisure, som ingen længere har, men som var moderne i 80’erne, eller nogen trompetbukser fra 70’erne, som afslører, at de har puttet et ungdomsbillede på som deres profilbillede.

Nok om fordelene ved at blive ældre …

Der er også ulemper.

Jeg er f.eks. fra en generation, hvor vi var mange som læste bøger.

Når jeg går med briller i dag, så er det fordi, jeg har ødelagt min evne til at se langt ved at stirre ind på små sorte bogstaver på hvide bogsider på 40 centimeters afstand, stort set uafbrudt fra 1. klasse indtil internettet blev udbredt i slutningen af 90’erne.

Jeg er fra en tid, hvor et liberalt ungt menneske helt seriøst kunne finde på at sidde med John Lockes ”Two Treatises of Government” fra 1689 for at læse de første argumenter for, hvorfor en Konge ikke havde ret til at eje et helt land med alle undersåtterne i det og gøre med dem, hvad han ønskede.

For der var ikke andet at lave, når man var 17 år gammel i 1990, et år efter Berlin-murens fald, og ventede på bussen hjem til fødegården fra storbyen Aabenraa, hvor nærmeste gymnasium lå!

Det betyder også, at jeg lider af en sygdom, som hedder ”arrogance”, når unge fyre skriver eller siger om mig, at jeg har gjort eller sagt et eller andet, som beviser, at jeg ikke ved nok om, hvad liberale bør kæmpe for. Og lad mig her slå fast, at det ikke er en nødvendig betingelse for at sige sådan noget om mig, at man er – eller har været – landsformand for Liberal Alliances Ungdom.

Men det hjælper tilsyneladende.

Min sygdom bryder også ud, når venstreorienterede skriver om mig på Twitter, at jeg kun er ”såkaldt liberal”, men altså ikke liberal i virkeligheden, fordi jeg ikke mener det samme som dem.

Det handler i stigende grad om køn, når de gør det. Hankøn, hunkøn, pige, dreng, kvinde, mand. Det viser sig, at de har en noget anderledes holdning om forholdet mellem det enkelte menneskes syn på sig selv, og hvad mennesker skal have lov til at sige om andre mennesker, end hvad jeg har fået ud af at læse, hvad John Locke, Tocqueville, Voltaire og John Stuart Mill har forfattet om tanke- og ytringsfrihed.

Grundloven sikrer os ytringsfrihed, hvis vi ellers holder os inden for lovens brede rammer. Vi må f.eks. ikke kalde en mand pædofil, hvis vi ikke kan føre sandhedsbevis for det. Man må heller ikke sige, at formanden for Stilladsarbejdernes Landsklub under 3F burde være i fængsel.

Hvis man ikke kan bevise det.

Hvis det står til dem, som fortæller, at jeg kun er ”såkaldt liberal”, når jeg taler om mennesker og køn, så burde jeg ikke have lov til at sige, hvad jeg siger.

En af mine første videoer, som jeg uploadede på TikTok, indeholdt en scene fra folketingssalen. Her siger Enhedslistens Pernille Skipper:

”Altså, der er mænd, der kan føde børn.”

Så klippes der til mig på mit kontor, og jeg siger kun ét ord:

”Nej.”

Den video fik lov til at blive på TikTok i 5-6 timer, inden den blev anmeldt som ”hate speech” af tilstrækkeligt mange mennesker, som mener, at jeg er ”såkaldt liberal”, så TikToks algoritme besluttede at skjule videoen for – ja, ”hate speech”.

T
Det er blevet sagt af en klogere mand end mig, at hvis man gerne vil hjælpe andre mennesker, så skal man være villig til at fortælle dem sandheden. Hvis man kun er ude på at hjælpe sig selv, så kan man nøjes med at fortælle andre det, de gerne vil høre.

Der findes en masse unge mennesker i dag, som er blevet bildt ind, at de er ”født i den forkerte krop”. At de er én ting, men deres krop er en anden ting, og at kroppen derfor er forkert.

Tænk at være et barn eller et ungt menneske og at være usikker på, hvem man selv er, og så at få at vide, at man bestemt skal være usikker, fordi man er noget helt andet end ens krop. At kroppen ligesom ikke er en selv, men noget udefrakommende, som man er blevet påduttet ved en fejl i et lotteri. Og at man derfor ikke kan være sig selv, før den fejl er blevet rettet i fuld narkose og under en forhåbentlig kyndig kirurgs skalpel. Så er der bare en masse børne- og ungdomsår, som skal henslæbes med at være en anden, end man i virkeligheden er, indtil man kan få lov til at få det rettet.

Det må og skal være tilladt for os andre at sige til de unge mennesker:

Du er ikke født i nogen forkert krop. Du er født i din krop. Den er, som den skal være.

Hvis du er ulykkelig over noget, så kigger du det forkerte sted hen, hvis du kigger på din krop og ser en kæmpe stor fejl. Det andet, du er ulykkelig over, kommer ikke til at forsvinde, hvis du får en ny krop.

Det kan godt være, at det ikke er det mest populære budskab hos den unge, som mener at have fundet ud af, at årsagen til hans eller hendes ulykke er en forkert krop, som kan blive rettet, når man bliver gammel nok, og så vil man blive lykkelig.

Men det er sandt, og derfor skal det kunne siges. På længere sigt er det bedre at få sandheden at vide, end at vi bevarer den gode stemning ved, at vi tier stille og taler folk med usande synspunkter efter munden.

Derfor er ytringsfrihed vigtig, for det gælder i alle livets og samfundets forhold, ikke kun i forhold til børn og unge og deres kroppe, at på langt sigt bliver tingene bedre, hvis vi siger sandheden. Det skal vi derfor have lov til, for ellers kan alle mulige ulykker ske, fordi flere og flere begynder at tro ting, som ikke passer.

Vi må også insistere på, at sandheden om Mette Frederiksen og hendes regering kan siges.

For få uger siden måtte Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, sige nej til at få en fortrolig orientering om den tiltale mod tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, som regeringen gerne vil føre for en domstol. For hvis han modtog den fortrolige orientering, så ville han ikke længere kunne tale frit om de ting, som vi alle kan regne ud, at sagen handler om, fordi han jo ville have fået det at vide i en fortrolig orientering.

Så ville han være afskåret fra at sige, at regeringen fører sag mod en politisk modstander, fordi Hjort har taget chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, i forsvar, efter at regeringen i al sin magtfuldkommenhed har forkludret en sag om, hvorvidt Findsen er kommet til at sige mere, end han må om Danmarks internationale samarbejder, til den danske presse.

I fængsel med Findsen, og Claus Hjort skal samme vej, fordi han har sagt cirka det samme, da han ville modsige regeringens behandling af Findsen.

Jeg siger ikke, at Danmark med Mette Frederiksen som statsminister ligner Putins Rusland. Langt fra.

Men jeg siger, at Mette Frederiksen med sin vendetta mod Claus Hjort Frederiksen har et ønske om, at vi en lille smule skal nærme os et land, hvor oppositionen ikke er helt tryg ved at tale dårligt om statsministeren og hendes regering.

Ikke kun oppositionen, i øvrigt.

Når man har fulgt afhøringerne i Minkkommissionen om Mette Frederiksens forhastede og delvist ulovlige beslutning om at slå alle mink ned i Danmark, så står det klart, at kommissionen har været i gang med at finde ud af, om statsministeren i centraladministrationen har skabt en stemning af frygt for at tale Mette Frederiksen imod, når hun har fået en fiks idé.

Det er mindre end 8 år siden, at Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister. Dengang måtte yngre medarbejdere i ministeriet beskyttes mod deres ministers koleriske temperament, der gav sig udslag i vredesudbrud og personangreb mod medarbejdere, som ikke kunne eller ville gøre, hvad ministeren sagde.

Jeg har i 2,5 år været politisk leder for et ministerium. Jeg havde med superloyale, oprigtigt engagerede og meget dygtige medarbejdere at gøre. Hvis jeg sagde til dem, at vi skulle gå en bestemt vej, så udførte de arbejdet, som kunne muliggøre det, hvis jeg ellers kunne skaffe flertal i Folketinget for det.

Men hvis jeg undtagelsesvist havde fået en idé, som af forskellige årsager ikke var så god eller simpelthen ikke kunne gennemføres i en verden med tyngdekraft, begrænsede økonomiske ressourcer, en Grundlov og regler fra EU og FN oven i, så sagde de det også. Og så kom jeg på bedre tanker, fordi jeg blev overbevist om, at de havde ret.

Jeg hidsede mig ikke op, som medarbejderne i Beskæftigelsesministeriet kunne fortælle, at Mette Frederiksen gjorde.

For hvis en minister ikke vil lytte til faglighed og sund fornuft fra embedsmænd, som ofte ved mere om en sags jura, økonomi og andre faktuelle forhold, end ministeren gør, så ender vi med, at alle landets mink bliver beordret aflivet, selvom ingen lov tillader, at det må gøres.

Hvis ministeren gang på gang reagerer med vrede, når hun får at vide, hvilke hindringer der er for, at hendes idé kan gennemføres, så skabes der den frygtstemning, som Minkkommissionen med rette har interesseret sig for.

Vi skal kunne tale landets ledere imod. Og igen siger jeg ikke, at Mette Frederiksens Danmark er som Putins Rusland, men jeg siger, at vi skal se mod øst, hvis vi vil se de fulde konsekvenser af et politisk lederskab, hvor frygt bruges til at holde uønsket modsigelse nede.

Rusland-eksperter troede ikke, at Putin ville være så dum at invadere Ukraine, som han har gjort det. Når de bagefter har skullet forklare, hvorfor Putin alligevel igangsatte krigen mod Ukraine, så tyer de til frygt-forklaringen:

Ingen højtstående personer i det russiske styre turde fortælle Putin, at hans idé om at invadere Rusland både var dømt til at mislykkes på kort sigt og også ville skade Ruslands status i det internationale samfund uendeligt meget på langt sigt. Putin gjorde, hvad han gjorde, fordi den frygt, han har skabt, forhindrede, at vidende mennesker fortalte ham sandheden om idiotien i hans vision om et russisk styret Ukraine og den krig, som skulle få det til at ske.

I Rusland førte frygtstyret til en krig med tusindvis af døde til følge. I Danmark er det måske et frygtstyre, som kan forklare, hvorfor Mette Frederiksen kunne ende med at beslutte, at millioner af mink skulle aflives, selvom hun ikke havde lov til at træffe den beslutning.

—–

Nu vil Mette Frederiksen så udvide sin regering efter det kommende folketingsvalg. De Radikale og SF skal med, siger hun. Måske endda også Venstre og de Konservative, selvom det vist mest bliver sagt for underholdningens skyld.

Hvorfor tog hun dem ikke med efter valget i 2019?

Fordi Minkkommissionen ikke dengang var på vej med en rapport om Mette Frederiksens rolle i minkskandalen. Fordi Radikale og SF ikke dengang kunne bruge en hård kritik af Mette Frederiksens lederskab i Mink-sagen som afsæt for at kræve en regering med flere magtbalancer end dem, der er, når alle ministre er socialdemokratiske folketingsmedlemmer.

Mette Frederiksen vil udvide sin regering, fordi hun mener, det er nødvendigt for at redde sin regering i lyset af den forestående forventede hårde kritik fra Mink-kommissionen.

Her må man så spørge især de Radikale:

Synes I, det er en god måde at komme i regering på? Som en belønning for, at I ser gennem fingre med Mette Frederiksens magtfuldkomne og ulovlige nedlukning af minkerhvervet i Danmark?

Er det sådan, den Radikale selvforståelse er, at man er en god Radikal, hvis man sætter egen regeringsdeltagelse højere, end at man til gengæld skal frede en statsminister, som med et pennestrøg udsletter erhverv uden at læse de papirer, som slår fast, at det ikke kan gøres lovligt?

Det ville være godt med flere magtbalancer i en regering, som har Mette Frederiksen som statsminister. Men det ville være bedre med en regering uden Mette Frederiksen.

Mette Frederiksen har et stort drive for at få og bruge magt, det er der ingen tvivl om. Men vi kan som befolkning ikke være trygge ved, at hun har magt. Hendes tilgang til det at have magt er ikke ydmyg nok. Oppositionspolitikere trues med fængsel, hendes nærmeste medarbejdere er bange for hende, et erhverv bliver slået ihjel, fordi statsministeren går i panik og ikke går op i, at hun ikke har lov til det.

Det er en yndet sport at se ud på statsministerkandidaterne fra de blå partier og så at påstå, at der ikke er et tilstrækkeligt tungt alternativ til Mette Frederiksen.

Og det er rigtigt, at hverken Jakob Ellemann eller Søren Pape virker lige så magtsyge som Mette Frederiksen. Den udstråling mangler de. Hvis nogen et eller andet sted har besluttet, at en rigtig statsministerkandidat skal have samme forhold til magt som Benny fra The Julekalender har til en skatteprocent på 100, så er Ellemann og Pape ikke tilstrækkeligt magtglade kandidater.

Men hvem har sagt, at en statsminister skal være sådan?

Jeg vil gerne have en statsminister igen i Danmark, som bare har som mål at gøre livet i Danmark lettere og mere frit for borgere og virksomheder. Som ikke står op hver morgen og tænker:

”Nå, hvordan kan vi i regeringen så komme til at bestemme noget mere over samfundslivet i dag? Er der nogen erhverv, vi kan lukke? Er der nogen private velfærdsleverandører, vi kan gøre livet surt for? Er der nogen unge mennesker, som vi kan bestemme skal uddanne sig et andet sted end der, hvor de helst vil uddanne sig?”

Lad os blive ved det sidste: De unge.

Mette Frederiksen trådte til med et ønske om at være ”børnenes statsminister”. Jeg kan ikke pege på noget som helst, hun har gjort for børnene. Ikke at hun har gjort livet meget værre for børn i Danmark, men hun har heller ikke gjort noget positivt for børn.

De unges statsminister har hun under ingen omstændigheder været. Hun har faktisk brugt en stor del af sin tid som leder af landet på at gøre ungdomslivet værre.

Nedlukningen af landet under Corona handlede i meget høj grad om, at de stadig flere ældre vælgere skulle opleve, at Mette Frederiksens primære fokus var netop de ældre. Uanset hvor lille gevinst der var ved dele af nedlukningen, og uanset hvor store omkostningerne var, så skulle hver del gennemføres, hvis gevinsten var for de ældre, mens omkostningen især skulle bæres af de unge. Mette Frederiksens budskab var klart:

De ældre er meget vigtigere for mig end de unge.

Næsten to års ungdomsliv blev derfor henslæbt på værelser foran en computer, uden naturligt samvær med andre unge i klasselokaler, uden træninger i idrætsforeningen og uden fester. Det var prisen, som de unge måtte betale for, at Mette Frederiksen kunne fremstå som de ældres statsminister.

Men ikke nok med det. De unge måtte også finde sig i en politisk aftale om, hvor de skal tage deres videregående uddannelse. Den aftale vil lukke uddannelsespladser i de større byer, hvor de fleste unge gerne vil studere, så de tvinges til at søge uddannelse uden for de større byer, hvor de fleste unge ikke vil studere.

Læg mærke til det:

Det er ikke nok bare at oprette uddannelsespladser uden for de større byer. Det er også nødvendigt at lukke uddannelsespladser i de større byer, for ellers er det dem, de unge søger. Det er kun muligt at få nok unge til at studere uden for de større byer, hvis det ikke er muligt for dem at få en uddannelsesplads i de større byer. Hvis de unge selv kan vælge, så vælger de ikke at uddanne sig i de byer, hvor Mette Frederiksen og hendes regering gerne vil have dem til at studere.

Igen kom de unges egne ønsker altså i anden række.

Men Mette Frederiksen havde mere endnu:

De 15-17-årige, som gerne vil på gymnasium, skal heller ikke have lov til i samme omfang selv at kunne bestemme på hvilket gymnasium, de gerne vil gå. Unge mennesker fra Virum skal fragtes til Herlev, og andre unge fra Herlev skal på en daglig rejse til Gentofte, når de vil gå på gymnasium.

Alt sammen baseret på, hvad deres forældre tjener, når de går på arbejde. Hvis der på Virum Gymnasium er flere børn fra den øvre middelklasse, end der er i det omgivende samfund, så skal nogle af dem sendes til Herlev Gymnasium. Hvis der er flere børn af forældre med lave indkomster på Herlev Gymnasium end i det omgivende samfund, så skal de sendes til gymnasierne i Gentofte.

På den måde gøres det enkelte unge menneske til en brik i det store socialdemokratiske samfundspuslespil. Politikken er ikke, at Alma og Viktor i videst muligt omfang skal have lov til at gå på det gymnasium, hvor de helst selv vil gå. Nej-nej, den slags frådende jungleliberalisme kan vi ikke have!

Alma og Viktors uddannelsesliv skal bestemmes af, hvordan vi får et samfund, som bedst muligt lever op til ideologiske forestillinger om, hvordan et rigtigt socialdemokratisk samfund ser ud, hvis vi ikke sætter nogen grænser for detailstyringen af unge menneskers liv.

Intet middel er for vildt, det eneste, som tæller, er, om midlet bringer os et lille skridt nærmere et socialdemokratisk idealsamfund, hvor advokatens datter går i samme klasse i Herlev som kontanthjælpsmodtagerens søn.

Det er jo ikke, fordi det er en dårlig vision, at vi alle sammen skal se mere til hinanden på tværs af indkomstskel. Det er bare ikke en vision, som retfærdiggør et hvilket som helst hårdhændet middel.

Der er jo også andre veje at gå. Vi kunne for eksempel sætte som mål, at færre unge skal have forældre, som ikke arbejder. Det vil også smitte 1 til 1 af på elevsammensætningen i gymnasieklasserne.

Vi ved jo godt, hvordan det mål skal opnås:

Det skal bedre kunne betale sig at arbejde i Danmark.

225.000 danskere i den arbejdsdygtige alder får kun meget lidt ud af gå på arbejde. Det er folk, som får 80 procent eller mere af den løn, de kan tjene, når de er i arbejde, udbetalt af det offentlige, når de ikke er i arbejde.

Det er et resultat af, at skatten på arbejdsindkomst er for høj i Danmark, og det er overførselsindkomsten fra det offentlige også, når man ikke er i arbejde.

Det er bl.a. af den grund, at Liberal Alliance nu på tiende år arbejder for at få friholdt de første 7.000 kroners arbejdsindkomst hver måned for enhver indkomstskat. Ingen skal forsørge det offentlige, før de har tjent i hvert fald 7.000 kroner om måneden til at forsørge sig selv, siger vi i Liberal Alliance.

Hvis det forslag blev gennemført, så ville der ikke længere være 225.000 danskere med en lav økonomisk tilskyndelse til at arbejde, men 157.000 færre, altså under 70.000.

Vi ved, at flere mennesker kommer i arbejde, når den økonomiske gevinst ved at fastholde et job stiger. Det er ikke noget, vi bare tror, det er noget, vi faktisk ved.

Tilbage i 1960 var der i Danmark kun 200.000 danskere i den arbejdsdygtige alder på overførselsindkomst. Det tal har siden været helt oppe på 900.000, altså mere end fire gange så mange. I dag er det på cirka 700.000.

Årsagen til, at så mange flere danskere nu om stunder bliver forsørget af det offentlige fremfor at være i arbejde, er ikke, at det er blevet sværere at forsørge sig selv. Det er faktisk blevet meget nemmere, fordi lønningerne er steget i takt med, at vi i dag kan producere meget mere pr. time, vi går på arbejde, fordi vi arbejder med computere og maskiner fremfor at arbejde på papir og med vores muskelkraft alene.

Årsagen til, at mange flere danskere i dag ikke er i arbejde, er, at der i dag er mange flere offentlige ydelser til folk, som ikke arbejder, og at de er meget højere, end de var i 1960. Det kunne bedre betale sig at arbejde i 1960, end det kan i dag.

Når vi gerne vil have, at færre børn med arbejdsløse forældre går i gymnasieklasse med andre børn med arbejdsløse forældre, så er den rigtige vej at gå derfor enkel:

Lad os sørge for at få deres forældre i arbejde.

Danmark kan blive et bedre land, hvis vi konsekvent fører en politik, som ansporer mennesker til at tage ansvar for deres eget liv fremfor at søge tryghed i Mette Frederiksens socialstat.

Hvis vi gør det sidste, så ender vi ikke med et liv som er værdigt for mennesker.

Lad mig her til slut oplæse et citat fra en tidlige og for længst afdød politiker, nemlig den konservative Aksel Møller. Han skrev tilbage i 1956:

”En for sin dyrevenlighed kendt og beundret direktør for en zoologisk have blev aldrig træt af at fremhæve, hvor meget sundere, raskere og tryggere dyrene var i hans bure end i den verden, hvor de engang havde levet frit. Der er ikke så forfærdelig megen forskel på den tryghed, hans dyr nød, og den, der bliver os til del i den helt gennemførte socialdemokratiske velfærdsstat. Der vil heller ikke være nogen særlig stor forskel på den pris, vi skal betale der for!”

Under Mette Frederiksens regering er det især de unge, som har betalt prisen for at leve i den gennemførte socialdemokratiske stat. De betaler ikke kun med deres frihed, men faktisk også med deres tryghed.

Det er ikke trygt at være ung, når ens egne ønsker til livet enhver tid kan bulldozes, når en statsminister har behov for at gøre sig til over for ældre vælgere, over for borgmestre uden for de større byer eller overfor socialdemokratiske fantasier om, hvem der bør gå i gymnasium med hvem.

Det er faktisk meget utrygt. Livet i ufrihed er ikke et trygt liv.

Man er alt for afhængig af, at magthaverne ikke pludselig får fikse idéer eller vælgerinteresser, som skal plejes. Når man ikke har en privatsfære omkring sit liv, hvor man selv bestemmer, så er man slet ikke så tryg, som socialdemokratiske ideologer påstår. For man er bare et middel for deres magtudøvelse.

Grundloven blev skrevet og vedtaget for at være alle borgeres værn mod vilkårlig magt, men der er kun så meget, en Grundlov kan gøre.

Hvis borgerne insisterer på at vælge et politisk flertal, som elsker magtudøvelse, så er Grundloven ikke en garant for, at vores frihed ikke over tid bliver indskrænket som dyrenes frihed i en zoologisk have.

——–

Inden der er gået et år, har der været afholdt folketingsvalg. Lad os gøre, hvad vi kan for en blå valgsejr, så både Grundlovens bogstav og Grundlovens ånd igen kan nyde større respekt i bygningerne herovre på den anden side af Rigsdagsgården.

God Grundlovsdag til alle sande venner af Grundloven!

Alex Vanopslagh

6. juni 2022

Det talte ord gælder.

Du kan også lytte til talen her.

Grundlovsdag er altid en fantastisk dag. Solen plejer at skinne – så heldig kan man jo ikke altid være i Danmark – men også i dag er vejret med os. Jeg må i al stilfælfærdighed bemærke, at det regnede på arbejdernes internationale kampdag og vor Herre dermed tydeligt sender os et signal om, hvem han gerne vil belønne.

Jeg elsker Grundlovsdag. Det bedste på Grundlovsdag er, at stort set alle politikere i Danmark hylder liberale idealer. For vores Grundlov handler om liberale principper; den personlige frihed, vores frihedsrettigheder, den private ejendoms ukrænkelighed, den private freds ukrænkelighed og en masse principper for alt det, som vi politikere IKKE må gøre overfor borgerne.

Og grundlovsdag er derfor også en kærkommen lejlighed til at hæve blikket, tage en temperaturmåling på vores folkestyre og ikke mindst minde hinanden om, hvilket land vi gerne vil være – og hvilken slags mennesker og borgere, vi ønsker at være.

Hvilket land vil vi gerne være?

Det præcis sådan en kamp Danmark stod i i det 19. århundrede.

Over alt i Europa var der revolutioner, hvor middelklassen og bønder gjorde oprør mod adel og kongemagt. Og de kæmpede under liberale faner.

I Danmark gik det ret fredeligt. Folket gik til kongen og fik forhandlet vores første Grundlov, der trådte i kraft i 1849 og indførte et Folketing, hvor folket valgte medlemmerne, og et Landsting, hvor overklassen og kongens mænd sad. Konseilspræsidenten – altså hvad vi i dag kalder statsministeren – blev udpeget af Kongen.

Man plejer at sige, at Danmark blev et liberalt demokrati i 1849. Det passer ikke helt.
Særligt fra 1860’erne og frem kæmpede folket mod adlen og kongen. Det var Folketinget mod Landstinget. Og de kæmpede om netop det spørgsmål: Er vi et retssamfund af myndige borgere, eller er vi undersåtter af magten?

Det var de liberale moderne idéer mod de gamle, konservative privilegier.

I 1901 vandt folket endegyldigt kampen, og siden da har den danske statsmagt stået til ansvar for befolkningen. Og siden 1915 har både mænd og kvinder, høj og lav, haft stemmeret til Folketinget. Siden dengang har vi været et ægte liberalt demokrati.

Et retssamfund, hvor borgerne har ret til en ordentlig behandling fra magthaverne og får beskyttet deres liv og ejendom.

Et samfund af myndige borgere, der har frihed til at tage ansvar for dem selv og deres nære.
Et land af retsind, lovsind, frisind og storsind.

Det er sådan et land, vi er. Eller det hvert fald sådan et land vi ønsker at være.

Men vi kan ikke tage for givet, at vi bare vil blive ved med at være sådan et land.

Som amerikanerne så højstemt siger: Friheden er altid kun én generation fra at uddø.

De amerikanske – og danske – grundlovsfædre vidste godt, at det liberale demokrati er ligesom et ægteskab: Det kræver en gensidig forpligtelse at holde det ved lige. Det kan nok godt overleve en smutter eller to, hvis bare fundamentet er i orden. Men hvis det bliver en vane, så smuldrer det.
Derfor har jeg også flere gange på det seneste advaret imod, at tingene skrider i vores folkestyre. For det gør de.

Men det vigtigt for mig at sige, at det er en tendens, som var i gang også længe før Mette Frederiksen kom til magten. I alt for mange år – og det gælder desværre stadig i dag – er et flertal i Folketinget var parate til at gå på kompromis med borgernes frihedsrettigheder. Uanset om det handlede om mere overvågning, flere åndssvage forbud, udvidede beføjelser til SKAT for at vade ind på folks private ejendom eller begrænsninger i ytringsfriheden hos dem, som vi ikke lide. Senest har vi set at russiske medier nu bliver forbudt i Europa, fordi EU åbenbart har samme lave tillid til vores egne borgeres evne til at skelne mellem rigtigt og forkert, som Putins regime har.

Og som sagt: Det er for dovent og forkert at give Mette Frederiksen skylden alene. Men det er blevet værre under Mette Frederiksen. Meget værre.

Vi har en regering, der har ønsket at tiltale en oppositionspolitiker for landsforræderi – altså for at have skadet nationens interesser fortsætligt – på baggrund af, at han åbent har kritiseret regeringen for deres katastrofale håndtering af FE-sagen. Hele processen om sigtelsen har været kafkask. Jeg hørte forleden juristen og debattøren Anne Sofie Allarp sige i et radioprogram, at hvis hun stadig var ansat i Zambia i Afrika, og hun der kunne se, at en oppositionspolitiker pludselig blev sigtet for landsforræderi og at et helt landbrugserhverv var blevet slagtet uden lovhjemmel, så ville hun være nødt til at rapportere hjem til Europa, at der altså skete noget meget suspekt, unormalt og problematisk i Zambia.

Og der ville den zambiske regering jo så ville kunne skele misundeligt til Danmark, hvor den slags kan ske uden større konsekvenser.

Læg dertil, at vi har en regering, der politiserer embedsværket og ansætter såkaldte professionelle socialdemokrater i det ellers neutrale embedsværk.

Vi har en regering, der skruppelløst har talt usandt flere gange – både når det kommer til mink-sagen og corona-sagen – og Folketinget har ladet det passere.

Og én ting er, at vi har en regering, som ikke har den nødvendige ydmyghed til at håndtere så stor en magt. Men det værste er, at vi i Folketinget ikke er gode nok til at sætte foden ned. Så det her er også en selvkritik og refleksion.

Tag bare coronakrisen.

På få timer fik vi en værre hast vedtaget en epidemilov, hvor Folketinget afleverede magten til regeringen, som derfra kunne detailregulere danskernes liv ned til mindste detalje uden parlamentarisk opbakning. Som kunne indskrænke borgernes forsamlingsfrihed, lukke deres forretninger ned uden erstatning, sende domstolene hjem, selvom det var grundlovsstridigt. Jeg synes det er skræmmende at se tilbage på.

Det krævede bare at vi blev bange, så var vi klar til at gå på kompromis med borgernes retssikkerhed og vores folkestyre. Så gik vi på kompromis med idealerne.

Hvem ved – hvis nu regeringen havde været nødt til at involvere Folketinget i store beslutninger under minkskandalen, så ville formentlig aldrig have truffet den unødvendige og overilede beslutning om at slagte hele minkerhvervet.

Det var altså en beslutning taget i panik, udført i panik – og fastholdt i panik.

Jeg ved ikke, hvad Mette Frederiksen vidste hvornår. Og det er egentlig heller ikke så vigtigt.

Det vigtige er, at selv da hele Danmark vidste, at der ikke var lovhjemmel, fortsatte regering og myndigheder med at udføre deres ulovlige beslutning.

Jeg var lamslået dengang, og det løber mig stadig koldt ned ad ryggen, når jeg tænker på, at vi har en regering, der ikke orienterer sig, før den træder speederen i bund og kører frem i fuld fart. Og selv når den mærker bumpene fra dem, den kører over, så forbliver foden på speederen.

Det var LIGE PRÆCIS den form for måde at bruge magten på, som Grundloven er udformet for at beskytte os imod. Men her står vi.

Om lidt kommer granskningskommissionen med sin rapport. Jeg tror ikke, de køber Mette Frederiksens forklaring om, at statsministeren kan tage en ulovlig beslutning, men at det så er Mogens Jensen, der har ansvaret for den beslutning, som Mette Frederiksen har truffet.

I så fald skal loven jo ændres. I så fald fungerer vores folkestyre jo slet ikke sådan, som vi ellers går og tror.

Men lad os se, hvad kommissionen konkluderer.

I en situation, hvor regeringen i et møde med Mette Frederiksen for bordenden på blot 44 minutter besluttede at udslette et helt erhverv, selvom INGEN læste deres papirer, Ingen spurgte til lovhjemmel og måske værst af alt: Ingen myndighederne havde indstillet til eller anbefalet det, ja, så er der tale om en meget alvorlig og skødesløs uagtsomhed. Graden af uagtsomhed vil selvfølgelig være til diskussion. Og det er en politisk beslutning og debat om vi skal forfølge det her yderligere.

Det bliver en styrkeprøve for vores folkestyre.

Og egentlig er det jo vildt.

Vil vi virkelig gerne være et land, hvor holdningen til Mette Frederiksens lovbrud afhænger af, om man er rød eller blå?

Vil vi virkelig gerne være et land, hvor der gælder ét sæt regler for vores eget hold, og ét for det andet hold?

Vil vi virkelig gerne være et land, hvor basale rettigheder godt må blive krænket uden de store konsekvenser, hvis bare ofrene er de rigtige og intentionerne var gode?

Sådan et land ønsker vi jo ikke Danmark skal være. Og det skal vi sige højt her på Grundlovsdag.

***

Men Grundlovsdag handler som sagt ikke kun om, hvilket land vi gerne vil være. Det handler også om hvem vi selv gerne vil være. Hvad for nogle borgere vil vi være. Du kan passende bruge anledningen til at spørge dig selv: Hvem vil DU gerne være?

Vil du være én, der gør sig svag og forventer, at alle andre skal løse dine problemer?

Eller vil du være én, der tager livet på sig og stræber efter at være stærk, også når det er svært?

Vil du være én, der er bange for fremtiden og alle problemerne, der lurer derude?

Eller vil du være én, der er klar til at løse problemerne – og gribe mulighederne?

Vil du gerne være én, der er bitter, krævende, passiv, krænket og ansvarsløs?

Eller vil du være én, der er næstekærlig, selvopofrende, initiativrig, robust, ansvarsfuld?
Valget er dit.

Vi bestemmer ikke altid over det, der sker med os. Sygdom, kriser og krig. Men vi bestemmer altid over det, vi gør ved det.

Vi mennesker kan så pokkers meget mere end vi går og bilder hinanden ind.

Og mere, end mange politikere gerne vil bilde folk ind.

For at være ærlig får jeg nogle gange det indtryk, at en del politikere fra en del partier faktisk foretrækker, at borgerne er svage ofre, så de kan frelse dem.

Men det giver vel næppe bedre liv at man får fjernet initiativ og ansvar. Det ender ud i en slags åndelig fattigdom.

Nej, vi skal stræbe efter at blive myndige borgere, der tager livet, friheden og ansvaret på os. Ikke fordi, det er nemt – men fordi, det er svært.

Og vi politikere skal behandle borgerne som myndige, ansvarsfulde og frie mennesker.

Jeg bryder mig ikke om, at så meget i borgernes private liv bliver reguleret og gjort til politik.

Jeg bryder mig ikke om, at et flertal på Christiansborg, vil bestemme hvor unge mennesker skal på gymnasium. Jeg bryder mig ikke om, at et flertal på Christiansborg, vil bestemme hvordan mor og far skal fordele barslen. Jeg bryder mig ikke om, at et flertal på Christiansborg,vil blande sig i hvordan en bestyrelse i en privat virksomhed bliver sammensat.

Jeg synes alt sammen, det er en grænseoverskridende indblanding i folks frie valg.

Det var vel heller ikke det, der var meningen med hele idéen om at have et folkestyre? Ideen var ikke at folket skulle styres, men at folket skulle styre.

Men ikke desto mindre findes der i dag så mange gakkede regler i Danmark.

Det er forbudt at køre på el-løbehjul uden cykelhjemmel. Eller at stå på paddleboard uden en redningsvest.

Det er forbudt at servere myrer på en restaurant. Det er også forbudt at servere rester fra sin aftensmad til sine egne høns.

Det er forbudt at udlevere en gratis papirspose med hank. Det er dog lovligt uden hank.

Og ja, det er så gakket, at man skulle tro, det var en Alex-Alex-video! Gid, det var så vel. Men sandheden er den, at hvert år vokser dansk lovgivning med flere hundredetusinde år, hvoraf mange af dem er åndssvage regler, der begrænser vores frihed og udtrykker en mangel på tillid til at borgerne kan tænke selv.

Og det er nok også udtryk for en manglende ydmyghed fra os, politikerne.

Man behøver ikke være kristen for at anerkende visdommen i det kristne budskab om, at vi mennesker ganske vist er skabt i Guds billede, men at vi ikke er guddommelige.

Vi er fejlbarlige.

Og derfor skal vi mennesker huske ydmygheden. Og netop derfor skal vi aldrig placere for meget magt i hænderne på få mennesker.

Det er dømt til at gå galt. Det viser de seneste år med al ønskelighed tydelighed.

Jeg ved ikke hvornår, vi skal til valg. Det er jo én af de ting, som Mette Frederiksen faktisk har hjemmel i Grundloven til at beslutte selv. Lige der er jeg ikke bekymret for at hun bryder Grundloven.

Men når valget kommer, så bliver det et valg om det vigtigste spørgsmål i politik:

Hvilket land vil vi gerne være?

Jeg er ikke i tvivl om, hvad jeg mener Danmark skal være.

Danmark skal være et land af myndige borgere, hvor staten er til for borgerne og hvor man ikke kan behandle danskerne som brikker i et slag ludo.

Danmark skal være et land, hvor vi belønner hårdt arbejde, initiativrigdom og selvstændighed. Hvor vi hylder dem, der tager ansvaret på sig – uanset om det er sygeplejersken der arbejder en time over for at dække ind for den syge kollega eller om det er iværksætteren der ligger 80 timer om ugen i at skabe den næste NOVO NORDISK. Vi skal selvfølgelig ikke være et land, hvor flid, arbejde og succes straffes med høje skatter og misundelse.

Danmark skal være et land med et stærkt civilsamfund med spirende næstekærlighed og være et velfærdssamfund, hvor borgernes behov og ikke systemets kommer først.

Vil være et land af retsind, lovsind, frisind og storsind, eller et land af kontrol, magtfuldkommenhed, systemtænkning og grådighed?

For os er svaret klart. Vi ved godt hvilket land vi vil være. Vi godt hvilke borgere vi gerne vil være. Myndige og ansvarsfulde. Frie og alligevel forpligtede på hinanden.

Vi står på samme side som de fantastiske mænd og kvinder, der skabte det Danmark, vi kender. Vi står på samme side som der, der kæmpede for at Danmark skulle have en grundlov.

Vi står på de liberale værdiers side.

Tak for ordet.

Alex Vanopslagh

5. juni 2022

Folkestyret og grundloven var her lang tid før, at nogen af os blev født, og de skulle også gerne være her den dag, ingen af os er her mere.
Mens de røde har den 1. maj til at fejre sig selv hvert år, er den 5. juni den årlige festdag for liberale. For grundloven er en liberal triumf.

Den bygger på ærkeliberale idéer om folkestyre, retsstat og en begrænset statsmagt, der ikke kan slippe afsted med hvad som helst.

Det er idéer så gode, at alle danske partier i hvert fald påstår at gå ind for dem. Men jeg er bekymret.

Ikke siden Anden Verdenskrig har der været så meget røre om grundlovens paragraffer som i de seneste tre år. Og jeg er ikke kun bekymret, fordi det er en del af jobbeskrivelsen som oppositionspolitiker at finde huller i osten.

En del af virakken er et produkt af slemme overraskelser, der er ramlet ind i hinanden de seneste år, men meget af det kan spores tilbage til den måde, Mette Frederiksen leder landet på.

Da Mette Frederiksen udslettede det danske minkavl uden lovhjemmel, blev der sået tvivl om ejendomsrettens ukrænkelighed i grundlovens § 73. Da man under corona-nedlukningerne indførte begrænsninger på danskernes mulighed for at mødes, var det forsamlingsfriheden i grundlovens § 79, der blev filet på.

Og det seneste skud på stammen er naturligvis tvivlen om grundlovens § 57 vedrørende folketingsmedlemmernes immunitet i Claus Hjort-skandalen, hvor regeringen forsøgte at få Folketinget til ophæve Hjorts immunitet i blinde, fordi det kun var partiledere som måtte få indblik i, hvad han var sigtet for.

I de to første sager fejlede Folketinget eklatant. Nu må vi se, hvor minkskandalen ender, efter at Minkkommissionen er færdig, men indtil videre er regeringen sluppet forbavsende godt fra sin opførsel.

Det samme gælder dens coronabeføjelser.

På få timer fik vi politikere i en værre hast vedtaget en epidemilov, hvor Folketinget afleverede magten til regeringen, som derfra kunne detailregulere danskernes liv ned til mindste detalje uden parlamentarisk opbakning.

Som kunne indskrænke borgernes forsamlingsfrihed, lukke deres forretninger ned uden erstatning og sende domstolene hjem, selv om det var grundlovsstridigt.

Tænk sig engang. Det krævede bare, at vi alle blev bange, og så var vi klar til at gå på kompromis med borgernes retssikkerhed og vores folkestyre.

Ja, jeg var ikke et hak bedre selv – jeg stemte også for epidemiloven.

Men tænk sig engang, hvor lidt der skulle til, før vi bare gik på kompromis med vores idealer.

Nu er Folketinget heldigvis vågnet mere op og har sat foden ned – et flertal nægtede at stemme i blinde for at ophæve Claus Hjorts immunitet.

Og godt for det. For alle disse sager er desværre eksempler på en regering, der ikke skyr nogle midler for at tromle hen over de retsstatsprincipper, der har til formål at fungere som bremseklodser for statsapparatets uindskrænkede magtudøvelse.

Vi har også haft skandalen om den fængslede og nu løsladte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen.

Der var sagen om sms’erne, der angiveligt blev slettet af “sikkerhedsmæssige årsager”. Fadæsen med de forseglede kuverter i Justitsministeriet, der “desværre” først kunne åbnes, efter kommunalvalget var overstået. Og forsøget på at sigte corona-demonstranter med majestætsfornærmelsesparagraffen for at brænde en dukke af.

Hertil kommer de talrige historier om den gradvise udskiftning af ministeriernes neutrale embedsmænd, der lidt efter lidt er blevet frasorteret til fordel for medarbejdere, som tilfældigvis allesammen har bånd til Socialdemokratiet.

Det folkestyre, der udgør fundamentet for vores velfungerende demokrati, skrider i disse år. Som valgt til Folketinget har vi politikere skrevet under på, at vi vil overholde grundloven, men det skulle gerne gælde både grundlovens bogstav og dens ånd. Men bliver denne ånd virkelig efterlevet i dag med vores nuværende regering? Tror nogen helt ærligt på, at de slettede sms’er handlede om »sikkerhed« og ikke om at undgå at blive kigget i kortene? Tror nogen helt ærligt på, at statsministeren var den sidste i landet, der fik nys om, at hun ikke havde lovhjemmel til at udslette den danske minkavl – flere timer efter at nyheden om den manglende hjemmel havde fundet vej til mediernes blinkende breaking news-bjælker? Selvfølgelig ikke.

Men alligevel har vi ladet det passere.

Da corona-pandemien gjorde sit indtog i Danmark, og Mette Frederiksen ville lukke landet ned, begrundede hun det med, at myndighederne havde anbefalet det. Det passede ikke.

Da der blev identificeret coronavirus hos de danske mink, og Mette Frederiksen ville slå hele minkbestanden ihjel, begrundede hun det med, at myndighederne havde anbefalet det. Det passede heller ikke.

Den unikke danske tillid, der plejede at være karakteristisk for vores samfund, embedsværk og myndigheder, er ved at blive undergravet.

For hver eneste gang regeringen bruger usandheder som rambuk til at gennemtrumfe sin politik, slår det revner i den tillidskultur, som generationer før os møjsommeligt har opbygget.

Hvis man betragter sagerne isoleret set, kunne man måske forledes til at tro, at der blot var tale om enkeltstående fejl. Mette Frederiksen mener selv, at hun dækkede sig ind ved i starten af coronakrisen at slå fast, at der selvfølgelig ville blive begået fejl.

Men der er forskel på fejl og fejltagelser.

Fejl kan vi alle begå, det er menneskeligt at være fejlbarlig.

Men når man nægter at rette og lære af sine fejl, bliver de til fejltagelser.

Og med antallet af skandalesager, der efterhånden hober sig op under denne regering, er vi langt hinsides fejl.

Så drejer det sig om den fundamentale fejltagelse, at Mette Frederiksen ikke ser sig selv som en statsminister, der tjener folket – men ser folket som nogle, der tjener statsministeren.

Er man i tvivl om, hvordan regeringen bruger magten, behøver man ikke kun at skele til de monumentale fadæser. Der er mange flere end det.

Regeringen har eksempelvis fortsat masseovervågningen af borgernes teledata, selv om EU har erklæret, at det er en krænkelse af menneskerettighederne. Regeringen har indført lov om, at man kan konfiskere uskyldige menneskers biler, hvis andre personer kører vanvidsbilisme i dem.

Regeringen har foreslået at fjerne kravet om dommerkendelse, inden politiet begynder at overvåge borgerne.

Og sådan fortsætter man med bid og for bid at fortære danskernes retssikkerhed. Det er sådan, gode og sunde samfund går i forfald.

Det sker stille og roligt, og så lige pludseligt.

Jeg er bekymret for vores folkestyre, når jeg ser den måde, magten er blevet brugt på de seneste år. Og jeg aner ikke, hvornår der kommer valg. Men lad mig slå det helt tydeligt fast, at en blå regering, der bliver afhængig af mine mandater, aldrig nogensinde kan få lov til at opføre sig sådan, som Mette Frederiksens regering har opført sig og åbenbart vil blive ved med at opføre sig.

Og uanset farven på regeringen efter et valg, så håber jeg, at vi som Folketing bliver bedre til at sætte foden ned, når en regering går for langt. Det er vores grundlovssikrede ret – og pligt.

Vi er ikke bare valgt for at hyppe vores egne små kæpheste og dele os efter anskuelser. Vi er også valgt for at tage vare på folkestyret. Folkestyret var her lang tid før, at nogen af os blev født, og det skulle også gerne være her den dag, ingen af os er her mere.

Uanset farven på regeringen efter et valg, så håber jeg, at vi som Folketing bliver bedre til at sætte foden ned, når en regering går for langt.

(Debatindlæg udgivet i Jyllands Posten d. 5. juni)

Ren populisme for den røde middelklasse

Indberetningskulturen har alvorlige konsekvenser for samfundet

Dokumentar om minkskandalen rystede mig

Henrik Dahl: Læs min grundlovstale

Ole Birk: Læs min grundlovstale

Alex: Læs eller lyt til min grundlovstale

Jeg er bekymret for folkestyret

Kravet fra en meget lille gruppe af – formentlig – venstreorienterede aktivister er den rene »cancel culture«

Forskere kan i værste tilfælde være langt mere autoritære og udemokratiske, end nogen politikere nogensinde kan regne med at slippe afsted med.

Regeringens økonomiske politik er som taget ud af et afsnit af Luksusfælden

Derfor bliver der aldrig færre regler

De, der har gavn af bureaukrati, vil altid være stærkere end dem, det går ud over.