Ny regering. Retsstatsprincipperne må vi aldrig tage for givet

Alex Vanopslagh
15. december 2022

Jeg kan godt forstå, hvis mange borgerlige vælgere i de her dage går rundt med en knude i maven. Venstre og Moderaternes kovending i sagen om minkskandalen handler nemlig om noget mere grundlæggende end de ting, som vi normalt strides om i dansk politik.

Det handler om vores folkestyre. Vil vi leve i et samfund, hvor politikerne kan bryde loven, hvis blot deres kolleger holder hånden over dem? Et samfund, hvor principper om lighed for loven og retssikkerhed kun gælder på de tidspunkter, hvor det er opportunt for flertallet? Det håber jeg ikke. Men når et flertal i Folketinget beslutter, at regeringen ikke skal kunne kigges efter i kortene for minkskandalen som bytte for nogle ministerposter eller politiske aftaler, går vi i den retning.

Sådan burde det ikke være. For vi bliver nødt til at holde fast i, at der er visse ting i vores demokrati, som er vigtigere. Der er principper, som vejer tungere end ens partis fremgang, og der er værdier med et højere formål end ens egne kæpheste.

Retsstaten, magtens tredeling, borgernes frihedsrettigheder og tilliden til demokratiet er langt vigtigere end vores daglige kampe om skattesatser, antallet af offentligt ansatte eller den næste motorvejs placering.

Minksagen er vigtig, fordi den udstikker kursen for, hvilket folkestyre vi skal leve i. Kan det virkelig være rigtigt, at Danmark er blevet til et land, hvor man ulovligt kan destruere et helt erhverv, gøre tusindvis af danskere arbejdsløse, sende regningen på 20 mia. kr. videre til skatteyderne og alligevel slippe for ansvaret? Det troede jeg faktisk ikke. For der var jo et flertal for at undersøge, om regeringen kan stilles til ansvar for sit grundlovsbrud. Men sådan er det tilsyneladende ikke længere.Minksagen skule have været en af de principielle sager, hvor vi borgerlige beviste, at vi ikke ville sælge ud af retsstatens principper til gengæld for at få politisk indflydelse.

Men det politiske landskab har ændret sig. Nu bliver det Liberal Alliances opgave at kæmpe benhårdt for at stå vagt om retssikkerheden. For de retsstatsprincipper, der udgør fundamentet for vores folkestyre, må vi aldrig tage for givet.

(Kommentar bragt i Avisen Danmark d. 15. december 2022)

Fatale fejltolkninger af hændelser i 1979 og 1989 rammer os stenhårdt i dag

Henrik Dahl
14. december 2022

Der er er næppe nogen historikere, der vil give mig ret, når jeg hævder, at visse årstal er bedre end andre, når det gælder om sammenfatte og forstå længere politiske forløb. Men lad mig give nogle eksempler.

Hvis man skal forstå Mellemøsten i vore dage, er 1979 et fantastisk godt årstal. For det første er der tale om året, hvor ayatollah Khomeini kommer til magten i Iran. For det andet er der tale om året, hvor USSR invaderer Afghanistan. Og for det tredje er der tale om året, hvor salafister besætter den store moské i Mekka i protest mod den verdslighed og det moralske forfald, den saudiske kongefamilie har påført deres land.

Kort og godt: Den vestlige verdens uddrivelse af Mellemøsten og den globale eksport af salafistisk terrorisme begynder i 1979. Derfor er der tale om et årstal, der er usædvanlig godt til at sammenfatte en kompliceret historie.

Et andet årstal, der er vigtigt at kende, hvis man vil forstå verden af i dag, er 1989.

I det år bliver Sovjetunionen nødt til at opgive den øst-og centraleuropæiske del af sit imperium. Og det samme år viser styret i Beijing på Tienanmen-pladsen sit sande ansigt: Der er tale om et ryggesløst diktatur, der aldrig har i sinde at give den mindste indrømmelse til demokratiske aspirationer i landet.

1989 er et af de mest fejlfortolkede årstal i den nyere verdenshistorie – sammen med 1979. Det bøder vi eftertrykkeligt for i vore dage.

Hvis man skal sammenligne situationen i Rusland i dag med noget relevant, skal man forestille sig, at Tyskland i 1945 var blevet slået militært. Men at landet ikke var blevet besat af sejrsmagterne, og at der ikke var gennemført en retssag imod krigsforbryderne i Nürnberg.

Når man har fået det ind i sit hoved, skal man gå videre til at forestille sig, at al magt i Tyskland fra omkring 1960 var blevet centraliseret omkring en gruppe af yngre medarbejdere i Gestapo, der i mellemtiden havde fået alderen og erfaringerne til at indtage ledende poster i staten.

Og man skal forestille sig, at der fra Berlin udgik evindelige løgnehistorier om den historiske ret, Tyskland havde til at besætte hele det vestlige Polen; Tjekkiet; Østrig; Ungarn og det nordlige Balkan.

Det, der i vore dage udgår fra det ubesejrede USSR, er præcis det samme: En evindelig strøm af løgnehistorier – understøttet af både hybrid og varm krig – om Ruslands krav på sit gamle imperium.

Samtidig med at man fejlfortolkede det ubesejrede, men midlertidigt inkapaciterede USSR fra 1989, forestillede man sig, at Tiananmen var en beklagelig overreaktion fra et i øvrigt velmenende og menneskevenligt styre i Beijing. Og at man derfor med sindsro kunne fylde fantasilliarder af kroner ned i regimets pengekasse. Hvorfor skulle kommunisterne dog nogensinde anvende de penge til dunkle formål? De er så dannede og forfinede i Kina, med alt deres porcelæn og silke. Det var selvfølgelig den fatale fejlfortolkning nummer to af året 1989.

Både den ubesejrede, men ydmygede Sovjetunion, og de høflige og stilfærdige stalinister i Beijing blev aflæst forkert af eliterne i den vestlige verden i årtierne, der fulgte. Ligesom man ti år forinden havde aflæst værdiskreddet i Mellemøsten totalt forkert. Derfor har man sidenhen troet på de mest absurde ting: At Mellemøsten – med lidt hjælp – ville demokratisere sig selv. At imperialisterne i Rusland ville falde til ro. At Kina umuligt kunne have skjulte og fra Vesten divergerende dagsordener.

Det er så tosset, at hvis det ikke var sket i virkeligheden, ville ingen mennesker tro på det.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 14. december 2022)

Når skolen invaderer familierne

Henrik Dahl
11. december 2022

Det er på tide at indse, at vi har et problem med en grænseløs skole, der stiller illegitime krav til forældrene.

Når den uforlignelige Rokokoposten var bedst, var den som satire tæt på sandheden.

Hvem husker ikke historien om den fra halsen og nedefter lammede mand, der kom i arbejdsprøvning som dørstopper? Kunne – næsten – være sket i virkeligheden.

Eller historien om en stakkels far, der skyder sig selv i læggen med et haglgevær under punktet “eventuelt” for at slippe ud af et forældremøde. Kunne også – næsten – være sket i virkeligheden.

En tredje historie, man stadig mindes, er historien fra det fiktive arkiv om, at det i virkeligheden var Hitler, der i sin tid planlagde Forældreintra.

Fordi han forestillede sig, at det ville være den mest effektive måde at undergrave demokratiets sammenhængskraft og kampvilje.

Der er sket noget med skolen, der har dybe og vedvarende konsekvenser for familierne.

Og det er vigtigt, at vi får talt om det, før det er for sent. En forsker, der sætter ord på de problemer, der er opstået, er Maria Ørskov Akselvoll.

Hun beskriver i bogen “Det grænseløse forældreskab”, hvordan forældre i dag har fået et ansvar for barnets opvækst og udvikling, der aldrig stopper. Og hvor risikoen samtidig er enorm: blot et enkelt fejltrin – så kan barnets færden gennem tilværelsen være afsporet for altid.

Uanset årsagerne, så tror jeg, det er vigtigt, at der protesteres over tingenes tilstand.

Det kan ikke være rigtigt, at almindelige børn mangler den evne, de havde i gamle dage, til at gå i skole og danne venskaber uden de voksnes hjælp.

Det kan ikke være rigtigt, at almindelige børn mangler den evne, de havde i gamle dage, til at planlægge deres fritid uden forældrenes mellemkomst.

Det kan ikke være rigtigt, at der ikke kan afholdes børnefødselsdage, som man gjorde i gamle dage.

Det vil sige uden fælles politikker for deres afholdelse.

Det kan ikke være rigtigt, at børn ikke i anledning af deres fødselsdag kan dele en meget beskeden mængde af mundgodt ud – som de gjorde i gamle dage. Ude at der skal være fælles politikker for, hvad det er acceptabelt at dele ud.

Det kan ikke være rigtigt, at man som forælder i vore dage er nødt til at deltage i alverdens teambuilding for den samlede forældregruppe.

Det kan ikke være rigtigt, at man som forælder er nødt til at lære børnene det, skolen forsømmer at lære dem.

Det kan ikke være rigtigt, at man som forælder er nødt til at uddele de reprimander for dårlig optræden i klasseværelset, lærerne ikke længere tør at uddele.

Der er næppe en enkelt årsag til, at det forventede arbejde med at holde børn i skole vokser og vokser.

Jeg skrev selv for mange år siden i bogen “Hvis din nabo var en bil”, at rodmetaforen for mennesket havde ændret sig.

Hvor mennesket i gamle dage – metaforisk set – var gjort af et robust materiale som træ, er det i dag gjort af krystal.

Det indebærer – stadig metaforisk set – at der blot skal et enkelt slag eller stød til. Så er mennesket ødelagt på en måde, der er ganske uoprettelig.

Hvis tilstrækkelig mange forældre og lærere tror, at menneskets “sjæl” er gjort af skrøbeligt krystal, så indretter man selvfølgelig skolen på, at krystallet skal pakkes ind og til hver en tid beskyttes imod selv det mindste slag.

En anden faktor, der spiller ind, er givetvis, at børn og familie i dag i større omfang end tidligere har karakter af at være identitetsskabende projekter. Flere og flere hænger selve deres identitet op på at være perfekte forældre.

Det rammer selvfølgelig de arme børn, der oplever at blive både pacet og pylret om i kritisk omfang.

Men de rammer også projektbarnets uskyldige omgivelser. Fordi de så at sige bliver suget ind i projektet og gjort til en del af det.

Endelig er det, man ser, formentlig konsekvenser af de illusioner, der – desværre – bærer folkeskolen i dag.

Reformpædagogik er selvfølgelig – det ved alle realistisk indstillede mennesker – vrøvl og sludder.

Børn kan nogle gange være onde og grænseløse og interesserede i at udøve magt. Og det skal der selvfølgelig sættes en stopper for. Om ikke af andre grunde, så fordi viljen – også den onde – altid vil ekspandere, til den møder noget, der er hårdere end den selv.

Ingen børn kommer af sig selv i tanke om, at de skal vide noget om differentialregning eller industrialiseringen eller tysk grammatik.

Det skal ansvarlige voksne på en kærlig måde motivere dem for at fatte interesse for. Og i sidste instans: presse dem til at lære, selv om de ikke gider.

Skolen kan heller ikke bestå, uden at der står respekt om den som institution.

Den har et ideelt mål, som skal gennemsyre dens dagligliv: at skole er vigtigt, først og fremmest. Men også at lærdom er vigtigt. Og at vejene til at blive klogere er vigtige: (arbejds) disciplin.

Pligtfølelse. Vedholdenhed.

At det nærmer sig et ekstra fuldtidsjob at have børn i den almindelige danske folkeskole, er uden tvivl en perfekt storm. Altså et sammenfald af flere faktorer, der tilsammen skaber et maksimalt uheldigt udfald.

Men uanset hvad: Det er ikke i orden, at arbejdet med at følge med i og reagere på henvendelser i Aula fylder så meget. At ændrede normer i nogle familier om, hvad børn kan klare og ikke klare, ukritisk gøres til krav for alle andre. At projektfamiliers ambitionsniveau ukritisk gøres til den standard, alle skal opfylde. At de fikse idéer, der styrer nogle familier, ukritisk gøres til norm for alle. Og at de mange illusioner, reformpædagogikken giver anledning til, skal modvirkes af de hårdt prøvede forældre.

På langt sigt er der brug for et gennemgribende opgør med den fejlslagne reformpædagogik. Men et første træk kunne være, at skolerne besinder sig på, at de er kulturbærende dannelsesinstitutioner.

Og på den baggrund begynder at tage sig selv og deres ansvar alvorligt.

(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 11. december 2022)

International politik er blevet Vesten mod resten

Henrik Dahl
30. november 2022

Der burde herske en større vrede over Iran i Europa, end der faktisk gør. De fleste støtter protesterne imod diktaturet. Men fordi den offentlige samtale har en yderst begrænset evne til at holde flere temaer i spil på samme tid, er der alt for få, der kritiserer, at Iran aktivt blander sig i Ruslands krig imod Ukraine.

Iran har ikke nogen økonomiske eller snævert sikkerhedspolitiske interesser i at skabe død og ødelæggelse og destabilisering på et andet kontinent end det, hvor landet selv er beliggende. Når man gør det alligevel, skyldes det udelukkende, at død, ødelæggelse og destabilisering af den vestlige verden er blevet mål i sig selv for diktaturstaten.

Takket være Tysklands appeasement af Rusland gennem årtier har der været for lidt fokus på, at Rusland faktisk har ført hybrid krig imod den vestlige verden længe. Man har blandet sig i valg. Man har udsendt dødspatruljer. Man har foretaget hackerangreb.

Og man anvender konstant bøllemetoder i Østersøregionen. Hvor fremmede landes territorier krænkes – men i så kort tid, at ingen finder det nødvendigt at reagere med våbenmagt.

Den hybride krig imod den vestlige verden har så fået en egentlig, militær dimension i Ukraine. Men det er vigtigt at huske rækkefølgen. Den klassiske, militære krigsførelse i Ukraine er den destabiliserende hybridkrigs fortsættelse med andre midler. Ikke omvendt.

Ruslands ultimative mål er at ødelægge den vestlige verden i almindelighed og den traktat-og regelbaserede verdensorden i særdeleshed. Den ser landets magthavere helst erstattet med det James Bond-lignende galleri af skurke, der har magten i Rusland. I stedet for protestantisk effektivitet, vækst og fremgang, skal den tidligere vestlige verden domineres af russiske værdier: Absurd korruption og inkompetence.

Brutale og naragtige mænd, der fører sig frem med brovtende monologer. Operetteuniformer og absurd store slotte – designet til at bortgemme koner og elskerinder – bygget for stjålne midler. Og neden under dette: drukkenskab, vold og armod for masserne.

Sådan var Rusland i de gode, gamle dage.

Sådan skal Rusland blive igen, hvis det står til Putin-fascismen.

Ind på denne scene træder så Iran og diskret i baggrunden Kina.

Kineserne er for så vidt lette at forstå. Den jævne mand vil have alt, hvad der synligt kendetegner Vesten. Eliten vil også have alt, hvad der synligt kendetegner Vesten – men vil gerne undgå demokrati. Derfor vover Kina ikke at udfordre de vestlige lande militært på deres eget territorium.

Iran har åbenlyst kastet terningerne.

Krigen i Ukraine er en gylden mulighed for, at der dør en hel masse vantro, og at de vantros kultur og politiske system tager varig skade i processen. Derfor kaster man sin vægt ind sammen med russerne.

International politik i vore dage er blevet præcis, hvad Samuel Huntington forudså for omkring 25 år siden, at det ville blive: Vesten mod resten. Hvis man er i tvivl om, hvem der er Vesten, og hvem der er resten, kan man studere afstemningerne om Ukraine i FN. Hvor stiller det så Danmark og resten af den vestlige verden? Man skal ikke samle på fjender. Derfor er det vigtigt, at vi har gode forbindelser til vores fjernere slægtninge i Sydamerika og til venligsindede lande i det sydøstlige Asien.

Men man skal også gøre sig fjendskabets natur og omfang klart: Ingen af de lande, der stemmer med Rusland i FN, er for alvor til at stole på.

Sådan er de faktiske forhold i jernindustrien.

Det er dem, vi bliver nødt til at indrette os på i årene, der kommer.

(Debatindlæg bragt i Berlingske d. 30. november 2022)

Det bør være en bunden opgave for en ny regering at skære ned på Skats lovjungle

Alex Vanopslagh
28. oktober 2022

Hvem vinder på et skattesystem, der er så bøvlet og snørklet, at ingen forstår det i sin helhed? I hvert fald ikke borgerne, der farer vild i bureaukratiets byzantinske labyrint. Og heller ikke velfærdsstaten, der skal ofre flere og flere ressourcer på overhovedet at få det til at fungere.

Ikke desto mindre er det sådan, vi er endt – så når valgresultatet inden længe tikker ind, og forhåbentlig viser, at vi får en borgerlig regering, bliver det derfor en bunden opgave for os at oliere skattesystemets tandhjul, så systemet ikke går i stå.

Obskure fradrag

De nuværende problemer i skattesystemet kan primært spores tilbage til to forhold: For det første har man alt for længe drevet rovdrift på systemet.

Når der skal findes finansiering til ny lovgivning, er kutymen oftest at indføre nye skatter i stedet for at kigge på det eksisterende indtægtsgrundlag.

I de forgangne tre år har den socialdemokratiske regering eksempelvis hævet skatterne mere end 40 gange og med mere end 10 mia. kr.

Et godt eksempel er Arne-pensionen, hvor man har udviklet en ny særskat på Danmarks finans-, pensions-og forsikringsselskaber, som nu skal betale en højere selskabsskat end alle andre – uden anden årsag, end at den finansielle sektor siden Finanskrisen har været upopulær, og derfor på populistisk vis er blevet udset til prygelknabe.

Den slags fører ikke blot til samfundsøkonomiske forvridninger.

Det fører i sagens natur også til højere forbrugerpriser, fordi selskaberne er nødt til at dække sine nye udgifter. Det er altså svært at se, at sådan nogle særskatter har ret mange vindere, foruden de politikere, der scorer billige, populistiske point.

For det andet anses skatteopkrævningen som en politisk schweizerkniv, der kan løse alle mulige problemer, som ingenting har at gøre med skat. Skatteopkrævningen bør fortrinsvis have til formål at få penge i statskassen, men i dag bruges den til at regulere alt muligt andet.

Skattesystemet er nemlig smurt ind i alverdens obskure fradrag, tilskudsordninger og særskatter, der gør det unødigt kompliceret at forstå skattebetalingen. Har du et arbejde, får du beskæftigelsesfradrag.

Har du langt til arbejde, får du kørselsfradrag. Har du børn, får du børnepenge. Har man renteudgifter, får man rentefradrag og så fremdeles.

Skattesystemet er fuld af mærkelige afgifter, som er velegnede til at opdrage på borgerne, så de gør, som politikerne ønsker, men som ikke giver noget særligt provenu.

Det skaber især besværligheder for de erhvervsdrivende, der skal opkræve disse skatter efter besynderlige og ofte uforståelige regler. Den slags gør os alle fattigere uden at gavne alverden.

Og en almindelige lønmodtager beskattes i dag med et arbejdsmarkedsbidrag, der opgøres på ét grundlag; en bundskat, der beregnes på et andet indkomstgrundlag; en kommuneskat og sundhedsbidrag, der beregnes på et andet tredje grundlag, og hvis borgerne er så flittige, at de betaler topskat, beskattes denne på et helt fjerde grundlag.

Konsekvensen af den vildtvoksende lovjungle er, at ingen i dag har en jordisk chance for beregne sin egen skat. Og hertil kommer, at retssikkerheden er uhyre ringe, hvis man skulle være så uheldig at blive involveret i en skattesag.

Skattesystemets lovjungle

Nogle kunne fristes til at tro, at skattevæsenet er den stærke part i forhold til borgeren. Det mener socialdemokraterne ikke. De har i over 20 tilfælde givet skattevæsenet nye beføjelser eller værktøjer til at kunne kontrollere skatteyderne.

Til gengæld har de ikke i ét eneste tilfælde styrket borgerens retssikkerhed.

Systemet frem for mennesket.

Man skal regne med op til 5 års ventetid for at få behandlet sin klage og meget længere, hvis sagen ender for domstolene. Derfor forudsætter et velfungerende skattesystem et fundamentalt opgør.

De offentlige udgifter skal reduceres mærkbart, så skattesystemet kan aflastes.

Skat siger i sine egne reklamer, at skat ikke er enkelt. Men hvorfor kunne det ikke være dét? Det handler kun om politisk vilje til at finde macheten frem og skære sig igennem skattesystemets lovjungle, så andre borgere ikke farer vild i den.

De forgangne 3 år har den socialdemokratiske regering eksempelvis hævet skatterne mere end 40 gange og med mere end 10 mia. kr.

(Artikel bragt i Børsen d. 28. oktober 2022)

Luk Nørremarken og send det i privat udbud

Alex Vanopslagh
25. oktober 2022

TV2-dokumentaren om forholdene på plejehjemmene er hjerteskærende. Og vi ser allerede de røde tale om ”flere penge” som en løsning.
Helt ærligt, vi kan ikke blive ved med at belønne dårlige plejehjem med flere penge. Vi får aldrig bedre ældrepleje, hvis ikke vi sætter borgerne i fokus, sikrer mere konkurrence og flere konsekvenser ved at behandle borgerne elendigt.

Det skal jo være sådan fremover, at plejehjem skal være selvejende og frie, hvis de er offentlige eller deciderede private plejehjem. Folk skal kunne vælge frit hvor de vil bo. Og når et plejehjem mishandler borgerne, skal det gå konkurs. Det skal ikke belønnes med flere skattekroner.
Vi husker alle den forfærdelige udsendelse om Else, som blev så umenneskeligt behandlet på Plejehjemmet Kongsgården i Aarhus. Det var desværre ikke en enlig svale. Den frygt har jeg fået bekræftet efter at have set udsendelsen ”Opråb fra plejehjemmet”.

Det er så rystende at se, hvordan enkelte plejere svigter de ældre. De byder på tøjauktioner i stedet for at tage sig af døende ældre. De holder pause hele tiden, taler grimt til de ældre, anvender fysisk magt over for dem, lader dem ligge i halve døgn med beskidt ble, giver dem ikke mad og drikke, glemmer deres medicin og man kunne blive ved.

Astrid Krag er allerede ude og advare mod besparelser i det offentlige, men svaret er jo ikke flere hænder. Mener Astrid Krag i ramme alvor, at beboerne på Nørremarken i Køge ville få det bedre, hvis der sad tre medarbejdere og bød på tøj i arbejdstiden, fremfor en enkelt?
En stor del af problemet her er ledelse. Og at for mange steder føler ledelsen ingen ejerskab og ansvar for stedet. Det er et strukturelt problem med mangel på ansvar og konkurrence.

Den socialdemokratiske løsninger kommer ALDRIG til at virke. Vi skal gentænke vores velfærdssamfund. Borgerne skal have mere frit valg, så de kan forlade de dårlige steder, og de dårlige steder kan få lov til at lukke og slukke. Mens de gode steder får lov til at blomstre.

Ingen skandale med Mette Frederiksen uden slettede sms’er

Alex Vanopslagh
25. oktober 2022

Det gjaldt minkskandalen, og det gælder skandalen om Forsvarets Efterretningstjeneste. Her er Mette Frederiksens sms’er, som ellers skal indgå i undersøgelsen fra den kommission, som selvfølgelig kommer, når regeringen har lavet rav i den, selvfølgelig også blevet slettet.

Ja, I kender efterhånden historien. Men kender I nogen, der ellers sletter alle sine sms’er? Jeg gør ikke. Det er mig bekendt kun noget, som kriminelle og utro partnere gør.

Argumentet om, at Mette Frederiksen har slettet sine sms’er af sikkerhedsmæssige hensyn, som i forvejen var utroværdigt i minkskandalen, bliver decideret absurd her, når vi netop skal undersøge en skandale, som har gjort massiv skade på Danmarks sikkerhed – både for vores hemmelige tjenester og for vores forhold til vores vigtigste allierede, USA.

Men vi kender jo regeringens måde at arbejde på. Man sætter sig selv først – over embedsværket, over folkestyret og over landets ve og vel. Og man gør alt, hvad man overhovedet kan, for at smyge sig udenom at blive kigget i kortene.

Magtfuld og stærk, sådan vil man fremstå. Men kigger man bag facaden, kan man se, at det netop bare er en facade, der skal dække over dyb inkompetence, panik og hensynsløshed. Så Mette Frederiksen gør alt, hvad hun kan for at undgå, at danskerne får lov at kigge bag facaden. Hun vil ikke have en advokatundersøgelse af sin egen grove vildledning i minksagen, hun prøver at bagatellisere de skandaler, hun selv har skabt, og så sletter hun sine sms’er.

Nu skal vi til valg d. 1. november. Landsmoderligt slår den hidtil uhørt magtfuldkomne statsminister Mette Frederiksen ud med armene og inviterer til bredt samarbejde.

Men uanset hvilke partier, hun sidder i regering med, uanset hvilke slogans, hun går til valg på, og uanset hvad end andre partiledere bilder sig ind, så kan jeg garantere jer for én ting: Så længe, Mette Frederiksen bliver siddende i statsministerstolen, vil hun fortsætte med at forvalte magten på den måde, hun har gjort de sidste 3 år. Med egoisme, lukkethed og magtfuldkommenhed.

Man kan godt male striberne på en tiger over, men striberne sidder der stadig.

Der er kun én vej væk fra Mette Frederiksens magtfuldkommenhed, og det er at stemme på et parti, der aldrig nogensinde kunne finde på at pege på hende som statsminister.

Husk det, når du skal stemme d. 1. november.

Liberal Alliances krav til en borgerlig regering

Alex Vanopslagh
24. oktober 2022

En borgerlig regering skal forpligte sig på åbenhed, mådehold og respekt for folkestyret. Og LA’s opgave bliver at sikre, at den lever op til disse idealer.

Dette valg er ikke bare et spørgsmål om blå mod rød. Flere af de bærende principper i vores folkestyre er under pres, og derfor står der denne gang noget meget mere fundamentalt på spil, når danskerne går til stemmeboksene.

Den seneste valgperiode har nemlig budt på alt for mange dybt bekymrende skandalesager, og derfor er valget også et spørgsmål det det folkestyre, vi en dag skal give videre til de næste generationer.

Minkskandalen, FE-sagen, den gradvise udskiftning af neutrale embedsmænd, slet skjulte forsøg på at undergrave frie medier og brugen af usandheder som rambuk til at gennemtrumfe sin politik.

Mette Frederiksens måde at lede landet på sætter sig slet og ret som rust på demokratiets tandhjul.

En ny måling fra Voxmeter dokumenterer, at 44,7 procent af danskerne har fået mindre tillid til retssystemet, politikerne og den offentlige administration de seneste år, mens blot 5,7 procent har fået mere tillid.

Derfor har Danmark brug for et flertal, som kan genoprette tilliden til vores retsstat og folkestyre, og derfor handler valget denne gang også om noget mere grundlæggende.

For Danmark har brug for et lederskab, der udviser ydmyghed overfor sin magt, sit ansvar og det danske demokratis spilleregler. Derfor har vi i Liberal Alliance fire krav til en borgerlig regering.

1) Insistere på en sandhed og saglighed
En borgerlig regering skal holde sig til sandheden. I denne valgperiode har vi set alt for mange eksempler på hele og halve usandheder fra Mette Frederiksen og hendes ministre.

Det var for eksempel hverken myndighedernes anbefaling at lukke samfundet ned eller at slå alle danske mink ihjel under corona-pandemien, selvom Mette Frederiksen påstod det.

Borgerlige ministre vil næppe kunne undgå at udtrykke sig upræcist eller endda sige noget lodret forkert, for det er menneskeligt at fejle. Men med en ansvarlig regeringsførelse følger også et ansvar for at rette sine fejl, så vi bevarer danskernes tillid til det politiske system.

2) Respekt for Danmarks lovprocesser og institutioner
Vi borgerlige skal have en helt anden respekt for Folketingets lovprocesser. Det er et alvorligt problem for vores samfund, hvis politiske beslutninger bliver gennemført uden lovhjemmel som i minkskandalen.

Og vi skal genoprette tilliden til ministerier og myndigheder som kilder til viden. Vi skal ikke tilbageholde myndighedernes faglige rådgivning og oplysninger, som Mette Frederiksens regering gjorde det i sagen som Syriens-børnene.

Vi skal ikke skubbe forvaltningen foran os for at legitimere de politiske beslutninger, og hvis beslutningerne går galt, skal vi ikke smide embedsmændene under bussen i situationer, hvor politikerne gik fri, mens flere embedsmænd blev hjemsendt.

3) Et neutralt og fagligt embedsværk
Vi borgerlige skal ansætte de mest kvalificerede i centraladministrationen gennem professionelle rekrutteringsprocesser.

Siden Socialdemokratiet indtog ministerierne er rekordmange departementschefer blevet udskiftet, og mange af ministeriernes neutrale pressechefer er blevet erstattet med medarbejdere, som tilfældigvis har bånd til Socialdemokratiet.

Socialdemokratiets tidligere Finansminister, Bjarne Corydon, har udtalt, at ”embedsværket i denne valgperiode har undergået en sådan politisering, at det politiske system er i krise”.

Det er et alvorligt problem, for danskerne fortjener et embedsværk, hvor de ansatte er uafhængige af skiftende regeringer og udelukkende besidder deres stillinger på baggrund af kompetencer – og ikke partibog.

4) Stå vagt om den frie presse
En borgerlig regering skal insistere på, at en fri presse er afgørende for vores folkestyre, og vi skal ikke gøre medierne til en fjende.

Det er fuldstændig uacceptabelt at true journalister til tavshed på samme måde, som Mette Frederiksen forsøgte med Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen.

Det er en forudsætning for et velfungerende demokrati, at pressen kan gå kritisk til magthaverne uden at frygte for repressalier.

For uanset partifarve er vi politikere ikke kun valgt for at ride vores egne kæpheste. Vi er også valgt for at tage vare på folkestyret som helhed.

Vores folkestyre er møjsommeligt opbygget af bønder, arbejdere, husmænd, højskolelærere, købmænd, håndværkere, kvindesagsforkæmpere og mange andre, der i årti efter årti har lidt og stridt for at skabe verdens måske bedste samfund.

De retsstatsprincipper, der udgør grundsøjlerne i vores folkestyre, var her lang tid før, at nogen af os blev en del af dansk politik. Det er vores ansvar at sørge for, at de også er her den dag, ingen af os er her mere. Danmark fortjener bedre end dét, vi har set, siden der blev dannet rødt flertal.

Derfor skal en borgerlig regering forpligte sig på åbenhed, mådehold og respekt for folkestyret, når der forhåbentlig dannes blåt flertal efter valget.

Liberal Alliances opgave bliver at sikre, at en borgerlig regering lever op til disse idealer.

(Kronik udgivet i Jyllands-Posten d. 24. oktober 2022)

København skal ikke skamme sig over sig selv

Alexander Ryle
22. oktober 2022

København løfter et stort ansvar for hele landet og fortjener ikke den nedladende retorik.

MED DANMARKSDEMOKRATERNES indtræden i dansk politik har hovedstadsbashingen nået nye højder. København er blevet valgkampens syndebuk og bliver udstillet som privilegiernes epicenter, ligesom københavnerne udstilles som forkælede byboere, der lever overdådige liv på resten af landets bekostning.

Men sandheden er, at København i allerhøjeste grad løfter sin del og mere til.

Først og fremmest sender København direkte et stort økonomisk bidrag til resten af landet via udligningsordningen, hvor hovedstadsområdet sendte hele 14 milliarder til resten af landet i 2020. Derudover stod de 31,8 procent af Danmarks indbyggere, der bor i Region Hovedstaden, i 2021 for 48 procent af den samlede boligskattebetaling. Det svarer til over 5 milliarder kroner ekstra årligt i forhold til befolkningsandelen. Dertil kommer, at København er et trækplaster for turisme.

En analyse fra Wonderful Copenhagen viser, at den københavnske turisme i 2018 var ansvarlig for at skabe 11.128 arbejdspladser i resten af landet og et samlet skatteprovenu på 11 milliarder.

Mange forbinder måske storbyen med forurening, men faktisk er den gennemsnitlige københavners CO2-udledning ca. det halve af den gennemsnitlige danskers.

Sådan konkluderer forfatteren Simon Kjær Hansen, der har undersøgt storbylivets betydning for klimaet. Københavnerne er flere til at deles om tingene, og derfor bliver klimaaftrykket ved f. eks. at bygge en legeplads delt ud på mange personer. Fordi mange københavnere bor i lejlighedskomplekser, gør de et mindre indhug i naturen og kan deles om den samme fjernvarmerørledning.

Derudover bruger københavnere i sagens natur mere offentlig transport.

STORBYER VERDEN over tiltrækker skæbner, der lever på kanten. København er ingen undtagelse. Den nationale scene for hjemløse stofmisbrugere, Istedgade, ligger blot et minuts gang fra hovedbanegården.

Selv om der selvfølgelig både er misbrugere og hjemløse i alle dele af landet, bor hele 23,7 procent af landets hjemmeløse i København. Dertil kommer, at København huser mange borgere i lavindkomstgruppen og med sociale problemer.

Region Hovedstaden er den eneste region i landet, hvor andelen af almene boliger overstiger andelen af befolkningen. Prøv at tage ud i de mange betonkvarterer i Storkøbenhavn, og snak om fine saloner der.

Jeg synes, det er ærgerligt, at København er blevet til en politisk malkeko. Senest ved udflytningen af uddannelsespladser.

København bidrager i forvejen rigeligt til resten af landet og løfter et stort ansvar i forhold til både klima og sociale problemer.

Prøv at tage ud i de mange betonkvarterer i Storkøbenhavn, og snak om fine saloner der.

(Debatindlæg bragt i Politiken d. 22. oktober 2022)

Det er en tabt kamp at forhindre inflatio­nens svien, men ikke at forkorte den

Alex Vanopslagh
13. oktober 2022

Nogen må sige sandheden: Det bliver en hård vinter, og det kan vi politikere ikke forhindre. En ansvarlig økonomisk politik handler ikke om at forhindre, at inflationen gør ondt, men at forhindre, at det gør ondt i lang tid

Den amerikanske økonom Thomas Sowell sagde, at “hvis du vil hjælpe folk, fortæller du dem sandheden. Hvis du vil hjælpe dig selv, fortæller du dem det, de gerne vil høre”.

Inflationen æder af danskernes budgetter, og vi går en hård vinter i møde. Men sandheden om dansk økonomi er, at det ikke udelukkende er hverken erhvervslivets såkaldt “overnormale” profitter eller Putins invasion af Ukraine, der står fadder til inflationskrisen.

Inflationen skyldes både det udbudschok, der er affødt af energikrisen. Men det skyldes så sandelig også centralbankernes lempelige pengepolitik og politikernes for lempelige finanspolitik under coronakrisen. Men selvom inflationen i høj grad er skabt af centralbanker og politikere, så bliver det danskerne, som de er flest, der betaler prisen. Og der er ingen vej udenom. For hvis vi ikke er villige til at skabe en opbremsning i økonomien, vil inflationen fortsætte med at rasere.

Foder til inflationen

Det er den skinbarlige sandhed. Desværre er alt for mange af mine kolleger optaget af, hvordan vi kan garantere hjælpepakker til både pensionister, de små erhvervsdrivende, de studerende, de arbejdsløse, børnefamilierne og dem med gasfyr – og valgkampen er ikke engang tæt på at være slut.

Det er at have fokus det helt forkerte sted. Vi bør i stedet fokusere på, hvordan vi kan medvirke til, at inflationen varer så kort tid som muligt – og så ellers lade markedsmekanismer virke.

Pengepolitikken har vi overladt til den europæiske centralbank, og vi må bare bede til guderne om, at de ikke tøver med at hæve renterne yderligere for at bekæmpe inflationen. Herhjemme kan vi dog også selv bidrage, men det bliver ikke på venstrefløjens vagt, at vi får økonomisk ansvarlighed. For under Mette Frederiksens regeringstid har man de seneste tre år sendt nationaløkonomien ud på et socialdemokratisk sidespor.

Man har brugt statskassen som gavebod til at dele rundhåndet ud af checks til udvalgte vælgersegmenter – selvom både Nationalbanken og vismændene i Det Økonomiske Råd advarede mod, at gavebodspolitikken blot puster yderligere til inflationens flammer.

Med mere end 40 skattestigninger har man gjort 9/10 indkomstgrupper fattigere, og med højere afgifter har man øget uligheden, fordi det stigende skattetryk går værst udover de fattigste. Det er nødvendigt, at vi får økonomien tilbage fra det socialdemokratiske sidespor.

Ingen snuptagsløsninger kan få os smertefrit igennem inflationskrisen, men vi kan tage nogle skridt i den rigtige retning ved at føre en ansvarlig og langsigtet økonomisk politik.

Spænd statens livrem ind

En vej ud af moradset er at gennemføre en opbremsning i det offentlige forbrug, slanke den offentlige sektor og lave de nødvendige skatte- og arbejdsmarkedsreformer, der ruster Danmark til fremtiden.

For det første bør vi følge Nationalbankens anbefaling om, at finanspolitikken strammes med ca. 1 pct. af bnp ud af den økonomiske aktivitet. Det er økonomsprog for enten at hæve skatterne med ca. 25 mia. eller at skære 25 mia. i de offentlige udgifter. Jeg mener selvfølgelig, at det bør være staten, der spænder livremmen ind, så danskerne slipper for flere skattestigninger.

For det andet kan vi afhjælpe lønpresset på det danske arbejdsmarked ved at lave reformer, der øger arbejdsudbuddet. Udfas efterlønnen, afskaf Arne-pensionen, lav en SU-reform og halvér dagpengeperioden, og vi vil øge arbejdsudbuddet med 50.600 fuldtidspersoner.

Og det for det tredje kan vi lave fuldt ud finansierede skattelettelser, så vi hjælper danskerne med at betale regningerne.

Når valgresultatet inden længe tikker ind, og der forhåbentlig har indfundet sig et nyt flertal i Folketinget med en borgerlig regering, vil det være en bunden opgave at kigge på løsninger som disse.

Og i alt hvad vi gør, er der to ting, vi skal have for øje, når vi fører økonomisk politik: Dæmper det inflationen? Og bliver vi glade for det her på den lange bane?

Mon ikke vi om ti år eksempelvis vil være mere glade for at have gjort de første 7000 kr. skattefrie for alle i arbejde end at have sat elselskaberne til at udbyde kviklån for at dække elregninger?

Mon ikke vi om ti år vil være mere glade for at have fjernet afgifter, der gør danskernes hverdag dyrere, end for at vi i 2022 fik tildelt en fejlslagen varmecheck til Socialdemokratiets kernevælgere, borgmestre uden gasfyr eller diverse kollegier?

Det er spørgsmål som disse, du bør stille dig selv, når du inden længe står nede i stemmeboksen og tænker på, hvem der bedst vil kunne føre os gennem den økonomiske krise.

Og hvis du kommer frem til, at dit kryds skal gå til Liberal Alliance? Ja, så vil vi arbejde solen sort for de langsigtede løsninger, der får inflationen på ret køl samt sikrer vækst, velstand og frihed.

(Debatindlæg udgivet d. 13. oktober i Børsen)