Henrik Dahl
26. april 2021

Skal borgere i udsatte boligområder vaccineres først? I Norge har man valgt at give borgere i indvandrertunge boligområder i Oslo en forlomme i vaccinationskøen for at komme det høje smittetal i områderne til livs.

Nogle eksperter mener, at Danmark bør gøre det samme, men politikerne er langt fra enige.
Dette er en del af en pro et contra. Du kan læse anden del her.

»Hos danskere er epidemien derfor ved at forsvinde, mens den stiger kraftigt hos indvandrerne«. Det skrev professor, dr.med. Niels Høiby mandag i Berlingske. Derfor er hans konklusion, at der mangler fokus i bekæmpelsen af covid-19-epidemien.

Af angst for at virke politisk ukorrekte er der ingen myndigheder, der tør drage konklusionen af SSI’s egne tal fra oktober 2020. De sagde, at mens de ikkevestlige indvandrere kun udgjorde knap 14 procent af befolkningen, så stod de for næsten en tredjedel af den konstaterede smitte. Det kan også – skriver Høiby – udlægges på den måde, at mens kontakttallet for danskere er cirka 0,8, så er det for ikkevestlige indvandrere cirka 2,3.

»Derfor bør vi nu for en enkelt gangs skyld lære af Norge.«

I Norge foreslår det såkaldte Steinar Holden-udvalg (der blev nedsat i begyndelsen af epidemien, og som allerede har skrevet et par fremragende udredninger af forholdet mellem sygdom og økonomi), at det samlet set giver mest mening at vaccinere der, hvor sygeligheden og risikoen er størst. Det ville i Danmark sige de steder, hvor kontakttallet er tættere på 2,3, end det er på 0,8: Københavns Vestegn samt nogle udsatte boligområder i Odense og Aarhus.

Jeg synes, at dette norske forslag er værd at overveje. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at Danmark skal skældes ud i amerikanske medier for at være ekstremt højredrejet samtidig med, at vores epidemihåndtering er så politisk korrekt, at det bremser en genåbning af landet og dermed skader samfundsøkonomien.

Så lad os hellere droppe de falske forklaringer om job i frontlinjen og små lejligheder og tage udgangspunkt i sandheden: Til stor skade for lokalsamfundene er der grupper af ikkevestlige indvandrere, der har bredt deres almindelige foragt for danske regler ud til også at omfatte en risikabel adfærd, når det gælder covid-19. Lad os vaccinere i vildskab netop der. Det vil – hvis man kan stole på Steinar Holden – give et bedre resultat end den strategi, vi forfølger nu.

Hvis vi holder os til Europa, har Norge været et foregangsland med hensyn til næsten alt, hvad der har med covid-19 at gøre. Der er blevet satset på effektiv smitteopsporing og karantæne. Det har bidraget til at holde landet nogenlunde åbent og til at give en meget lavt antal døde.

I Danmark har vi kun modvilligt studeret de norske analyser, der er blevet lagt frem. Skønt de for eksempel for længst har fastslået, hvad der er den bedste strategi (at holde kontakttallet under 1 og vaccinere sig ud af vanskelighederne). Derfor bør vi nu for en enkelt gangs skyld lære af Norge.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 24. april 2021)

Henrik Dahl
26. april 2021

Hvor sandsynligt er det, at man som studerende har lyst til at udfordre den politiske præmis, et universitetsfag er bygget på? Det er vel ikke helt utænkeligt, at den tanke kunne opstå i hovederne på nogle af de studerende, at det ikke er befordrende for den gode karakters opnåelse at lægge distance til lærernes holdninger.

Og hvor sandsynligt er det, at et universitetsfag, der hviler på en meget smal, politisk præmis, vil vende kritikken mod sig selv og spørge: Er vores smalle, politiske præmis overhovedet berettiget? Eller findes der tværtimod gode argumenter for, at præmissen savner belæg og rimelighed?

Jeg spørger, fordi et nyt sidefag har set dagens lys på CBS: “Transforming Business and Organizations to Build Sustainable and Democratic Economies”.

I beskrivelsen på CBS’ interne nyhedsmedie CBSWIRE siger en af hovedmændene bag den nye uddannelse, Mathias Hein Jessen blandt andet: “We live in a time characterized by different types of crises, environmental, social, economic and a lack of trust in state institutions and corporations, and young people and students understand that we need to do business differently and organize ourselves differently if we want to change this.”

Jeg kan ikke opfatte dette anderledes end, at her står vi med en aktivistisk uddannelse. Den handler ikke om at beskrive, hvordan verden er. Men derimod om at beskrive, hvordan verden bør være – hvis man er enig i den politiske præmis, at vores eksisterende samfundsorden har spillet fallit.

Men har den virkelig det? Det er en kendt sag, at de højtudviklede, kapitalistiske økonomier er kommet meget længere med den grønne omstilling, end nogen anden type økonomi. Som man kan se her, har Danmarks udledning af drivhusgasser siden 1990 overordnet set udviklet sig modsat BNP. Ligeledes er det en kendt sag, at hovedårsagen til reduktionen af fattigdommen i Kina og Indien er industrialisme og deltagelse i verdensøkonomien. Uden disse elementer er det højest sandsynligt, at andelen af fattige i dag havde ligget lige så højt, som den gjorde for 30 år siden.

Med andre ord: Der kan bygges et særdeles stærkt argument for, at den eksisterende samfundsorden er et fremragende udgangspunkt for at løse fremtidens problemer. Men vil det forhold, at der synes at være et betydeligt større behov for moderate justeringer af vores samfundsorden, end der synes at være for radikale forandringer af den, blive tillagt nogen særlig vægt på en uddannelse, der ligefrem er drevet af en præmis om, at det eksisterende system bør udfordres og omorganiseres. Herpå kan man have sin berettigede tvivl.

Jeg opfatter den form for aktivistiske uddannelser, som CBS nu indfører, som en tvivlsom affære på et universitet. For det første fordi man kan frygte, at den helt nødvendige, akademiske kritik aldrig vil rette sig mod uddannelsens eget grundlag. Og uden en selvreflekterende kritik, har man i grunden bevæget sig bort fra de akademiske dyders smalle sti.

For det andet er der en overvejende sandsynlighed for, at et sådant aktivistisk studium vil blive intellektuelt smalsporet. Vil en bog som Hans Roslings ”Factfulness” nogensinde komme på pensumlisten? Den siger jo, at verden ikke er et nær så forfærdeligt sted, som de fleste af medier og interesseorganisationer bringes til at tro. Vil studerende og lærere med et bredt spektrum af holdninger føle sig tiltrukket af en uddannelse, der på forhånd har lagt til grund, at verden er forfærdelig og at kapitalismen skal omstyrtes? Vil der være livlige diskussioner for og imod det synspunkt, at vi i bund og grund lever under en rimelig og fornuftig samfundsorden? Man kan håbe det. Men det er naivt at tro det.

Det er langt mere sandsynligt at forestille sig, at et aktivistisk studium er ukritisk over for sig selv og u-pluralistisk i sin rekruttering af studerende og lærere, end det er at forestille sig det modsatte. Derfor mener jeg, at vi med denne nye uddannelse bevæger os lige på den afgørende grænse mellem en missionerende, politisk dagsorden og en kritisk-videnskabelig dagsorden. Hvis vi ikke slet og ret har krydset grænsen ind til det rent politiske allerede.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 22. april 2021)

Henrik Dahl
23. april 2021

Man kan ikke være andet end imponeret over markedsføringen af bogen »Rige børn leger bedst«. For eksempel her i Berlingske lørdag 17. april. Her prøver bogens forfatterkollegium med Lars Olsen i spidsen at tegne et billede af Danmark som et opsplittet land præget af store forskelle på rig og fattig. Faktum er, at Danmark økonomisk er på syvendepladsen i lighed inden for OECD.

Der, hvor man må forstå på interviewet, at den i særlig grad er gal, er i de store byer. Her insinuerer Olsen, at rige mennesker ud af deres modvilje mod fattige mennesker har købt de sidstnævnte ud af København og Aarhus, så de nu må stå med hatten i hånden på perronerne i Slagelse og Grenaa og vente på pendlertoget.

At Danmark ifølge Lars Olsen er befolket af en overklasse af meget rige og meget onde mennesker, der har fortrængt de fattige fra de attraktive storbyer, er ikke nogen nyhed. Han kolporterede for eksempel allerede i 2005 synspunktet i bogen »Det delte Danmark«.

Derfor må det undre, at det i 2021 markedsføres som en epokegørende indsigt, at storbyerne er segregerede. Det har alle, der arbejdede med feltet, i hvert fald været klar over siden 1990erne, og i 2005 blev det autoritativt slået fast af Hans Thor Andersen med doktordisputatsen »Storbyens ændrede socialgeografi«.

Om det er blevet værre, kan meningsfuldt diskuteres. Rockwool Fonden har påvist, at der ikke skete væsentlige ændringer i befolkningens opdeling mellem 1985 og 2003, og så sent som i 2011 fastholdt man denne opfattelse.

Men det suverænt mest underlige ved fortællingen om de rige, der maser de fattige ud af de fire største byer i Danmark, er den måde, hvorpå Lars Olsen fortier Socialdemokratiets rolle. Sandheden om disse byer er, at med ganske få afbrydelser har de alle været regeret af Socialdemokratiet i nær ved 100 år – og i nogle tilfælde endda væsentligt længere. Ikke mindst for København gælder også, at byen gennem årtier har været en rød højborg, hvor Socialdemokratiet ikke regerede med støtte fra højrefløjen, men med en markant støtte fra venstrefløjen.

Derfor skylder Lars Olsen et svar på det helt oplagte spørgsmål: Hvorfor har Socialdemokratiet med støtte fra venstrefløjen ført en boligpolitik, der i den grad var til gavn for de rige, at han har været nødt til at gøre sig den ulejlighed at skrive en hel bog om det?

For sandheden er jo: Bystyret i København har absolut intet gjort for, at det skulle blive billigere at bo i København, de sidste mange år.

Siden 2005 har man (med en mindre opblødning sidste år) insisteret på, at den gennemsnitlige størrelse for nybyggeri i København skulle være 95 kvadratmeter. Det er ikke ligefrem noget, der skaffer boliger til folk med en moderat indkomst.

Man har også gennemført en gentrificering af både Vesterbro og ydre Østerbro, der i sammenligning med for eksempel 1980erne har gjort det enormt dyrt at bo i disse – i vore dage – meget attraktive kvarterer.

Endelig har man lidt af en markant højdeskræk selv i udkanten af kommunen, hvor man ikke har bygget nær så højt, som man kunne, og dermed holdt udbuddet af boliger nede.

Jeg agter at le højt, når jeg første gang møder en person, der både synes, Lars Olsen er indsigtsfuld, og at Københavns Kommune skal lade den såkaldte Lærkeslette være. For sagen er, at det ikke mindst er en stribe af røde mærkesager, der har gjort det så dyrt at bosætte sig i København (og andre storbyer). Først og fremmest: At sammenhængen mellem udbud og efterspørgsel er uden betydning for, hvem der kan anskaffe sig en bolig.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 23. april 2021)

Henrik Dahl
20. april 2021

I øjeblikket kører der en hård debat omkring forskningsfriheden og aktivisme – de såkaldte Social Justice Theories (SJT) på universiteterne. Den har sit afsæt i et debatindlæg, som jeg skrev sammen med Morten Messerschmidt (DF) i Berlingske.

Siden jeg gik på et amerikansk universitet i 80’erne, så har jeg fulgt nøje med i hele udviklingen omkring Identitetspolitik.

Mange hævder at det ikke er et problem i Danmark, men at det er en debat, der hører til i USA. Men det er forkert af flere årsager. For det første er forskning international. Så hvis det er et problem i USA, så er det også et problem i Danmark. Men de seneste år har vi også set pseudoforskning på de danske universiteter.

I USA indførte University of Chicago nogle principper, der skulle forhindre ensretning i forskningsmiljøer, så forskningsfriheden på universitetet ikke blev truet. Det har vi endnu til gode at se i Danmark, og det er bl.a. derfor, jeg rejser debatten. For helt ærligt har den woke propaganda allerede slået rod herhjemme.

En ofte anvendt manipulation i debatten om, som jeg også er nødt til at anholde, er vendinger af typen “Henrik Dahl kan ikke lide ditten eller datten inden for forskningsverdenen”.

Der er pokker til forskel på “ikke at kunne lide” og at have alvorlige principielle indvendinger.

Jeg har det sidste: Alvorlige, principielle indvendinger imod “forskning”, der grundlæggende afviser rationaliteten.

“Ikke-rationel forskning” er en selvmodsigelse, fordi al virkelig forskning pr. definition er rationel. At holde fast i dette er noget ganske andet end “ikke at kunne lide”.

Og vi kan simpelthen ikke tillade, at universiteterne er fulde af emner og antagelser, man ikke må eller kan gøre sig, hvis man ønsker at fremme sin karriere. Men det er desværre allerede sket med SJT-aktivisme i mange dele af universitetsverdenen. Og når først de har infiltreret universitetet, kan SJT påberåbe sig ”forskningsfrihed”.

Antag for argumentets skyld, at en gruppe af virkelig ihærdige personer har held til at specialisere sig i astrologi på et universitet. Ikke som emne for kritik og analyse. Men som seriøst udgangspunkt: Antag, at en gruppe af ihærdige personer har held til at skrive specialer og ph.d.-afhandlinger på den udtrykkelige præmis, at stjernerne bestemmer menneskets skæbne. Og at menneskers skæbne lader sig bestemme ved en aflæsning af stjernerne.

I løbet af nogle år kan denne gruppe – hvis der ikke gribes ind – uden problemer sikre sig udnævnelser til adjunkt, lektor og professor. Hvis der stadig ikke gribes ind, kan gruppen få lov til at etablere et center og senere igen et institut. Derefter kan astrologerne udbyde uddannelser og karriereforløb inden for astrologi, og de kan oprette et tidsskrift med peer review af astrologiske artikler.

Pointen er: Der er faktisk intet, der kan stoppe dette, hvis vi ikke rejser en debat i offentligheden og vi politikere ikke tager bestik af situationen. Og jo længere tid, astrologien har mulighed for at institutionalisere sig selv, jo sværere bliver den at stoppe. Stadig hvis man ikke kræver, at ansvarlige ledelser på et eller andet tidspunkt siger: ”Astrologi er pr. definition ikke videnskab. Derfor har den ikke noget at gøre ved et universitet”.

SJT er at sidestille med astrologi. Den bygger på blank afvisning af objektivitet – selv som ideal. Det er klart for enhver, at fuldstændig objektivitet ikke er opnåelig. Men det betyder ikke, at man skal undlade at sætte sig objektivitet som ideal og søge – vel vidende, at det aldrig vil lykkes – at være så nøgtern og saglig og redelig og transparent, som det overhovedet er muligt.

SJT bygger også på en blank afvisning af saglighed. Den hævder nemlig, at erkendelsen er så ”forurenet” af den, der erkender, at hvad videnskaben hævder at være sagligt og rationelt, nødvendigvis altid vil være farvet af forskerens gruppetilhørsforhold. Det er ikke en objektiv sandhed, at 2 + 2 = 4. Det er en del af en sammensværgelse, hvide mennesker har bragt i stand for at holde sorte mennesker borte fra magt og indflydelse (hvis man skal tro på de mest tåbelige påstande inden for SJT).

Derfor lægger SJT a priori til grund, at SJT har ret, mens alle andre tager fejl. Og derfor afviser SJT a priori ethvert argument, der kunne svække påstandene i SJT (for eksempel, at slaveri faktisk ikke spillede den helt store rolle i dansk nationaløkonomi i midten af 1700-tallet. Eller at et kæmpestort flertal af danskere faktisk IKKE tænker ilde om brune mennesker).

Det er naturligvis fuldkommen uacceptabelt på et universitet at forklæde radikale politiske holdninger som forskning, fordi man med denne manøvre udnytter den respekt, der stadig står omkring videnskaben og universitetet, til at indsmugle politiske holdninger i den offentlige samtale forklædt som nøgterne, saglige og af kritik hærdede udsagn om virkeligheden.

En anden form for aktivisme, der er uacceptabel, er skabelsen af egentligt konfessionelle studieretninger. Det vil sige studieretninger, der bygger på dogmer, det a priori er forbudt at udfordre og kritisere. Og som ikke inden for egne rækker tolererer studerende eller forskere, der udfordrer og kritiserer dogmerne.

For så vidt angår forskning, der er baseret på SJT, er der pr. definition ikke noget, der hedder at ”efterprøve og kontrollere forskningsresultater”. Fordi SJT ikke anerkender princippet om at ”efterprøve og kontrollere” i det hele taget. Og derfor er SJT pr. definition aldrig ”saglig og redelig”.

Universiteternes ledelse har til ansvar at føre tilsyn med, at forskning i det hele taget har en karakter, så efterprøvelse og kontrol af forskningsresultater kan lade sig gøre. Og afledt heraf: At føre tilsyn med, at efterprøvning og kontrol, der afslører forkerte antagelser, bliver taget til efterretning i forskningsmiljøerne.

SJT er ikke – gentager: ikke – saglig og redelig. Det er woke propaganda. Og det er en massiv trussel mod forskningsfriheden, som jeg som politiker, der er med til at bevillige milliarder efter milliarder til universiteterne, ikke bare kan ignorere.
Og det bør du heller ikke.

Henrik Dahl
9. april 2021

Den brede befolknings manglende indignation over at blive snydt, så det driver, af »den herskende klasse«, er for mig at se et af de største mysterier i dansk politik overhovedet.

Under udførelsen af en række overspringshandlinger, som skulle udsætte det tidspunkt, hvor der ikke længere var nogen vej uden om afvigte månedens kørselsindberetninger, faldt jeg forleden over en fødselsdagsomtale af Peter Rindal. I januar 2008 rundede han de 85 og blev i den anledning interviewet i Nordjyske. Det, der slog mig ved læsningen af interviewet, var Rindals intakte indignation og skarphed: »Rindalisme handler om, at mennesket får lov at administrere den størst mulige del af sin arbejdsindkomst selv. Undtagen alt det der er nødvendigt: Politi, vejvæsen, skoler, alderdomsforsorg. Tilskuds- og omfordelingspolitikken er gået helt over gevind. Har man en hobby, har man næsten krav på at stikke hænderne i de offentlige kasser«.

Rindal slog igennem i 1965, hvor han indsamlede over 62.000 protestunderskrifter imod Statens Kunstfond, der var blevet vedtaget i Folketinget året forinden. Som man kan se af citatet, var Rindal ikke imod kunst. Han var imod, at den skulle finansieres over skatterne. Derfor er det ikke mærkeligt, at han senere tilsluttede sig Fremskridtspartiet og i mange år repræsenterede partiet i Statens Kunstfond.

Når man googler sig længere ned i sagen om Peter Rindal, er det navnlig slående, at indignationen over at skulle betale skat til elitære formål, der ikke på nogen måde gavnede den jævne mand eller havde noget med hans tilværelse at gøre, var så voldsom. 62.000 underskrifter i et land, som dengang havde over en million indbyggere færre end i dag, er dog immervæk noget. Ligesom de 28 mandater Fremskridtspartiet opnåede ved valget i 1973.

Den brede befolknings manglende indignation over at blive snydt, så det driver, af »den herskende klasse« (navnet på en bog fra 1973 af Jørgen S. Dich, der beskrev en ny herskende klasse af offentligt ansatte; fortrinsvis akademikere), er for mig at se et af de største mysterier i dansk politik overhovedet.

For det er jo ikke sådan, at den herskende klasses svineri med den brede befolknings arbejdsomt indtjente penge er blevet mindre siden slutningen af 1960erne.

Meningsløse projekter

Hvert år bruger vi i Danmark cirka 45 milliarder kroner på sociale indsatser, og ingen kender virkningen. De 45 milliarder ville givetvis hjælpe de socialt udsatte mere og bedre, hvis de blev sat direkte ind på deres respektive NemKonti, end de gør nu, hvor de ødes bort på alverdens projekter. Men så ville den herskende klasse af projektmagere stå uden beskæftigelse, og det kan vi åbenbart ikke have.

I 2017 viste en analyse i Berlingske, at alene de tre største kommuner i Danmark havde afsat 150 millioner kroner til fortrinsvis meningsløse integrationsprojekter. Hvis man skalerer det op til hele Danmark, tør man slet ikke tænke på beløbet. Beskæftigelsesindsatsen er helt sikkert ikke 13 milliarder kroner værd. Og ud af et budget til forskning på 24 milliarder er der også råd til at bruge en pæn slat på meningsløs pseudovidenskab.

Det er en udbredt forklaring på den manglende indignation, at et flertal af befolkningen i dag på den ene eller anden måde lever af penge inddrevet i skatter og afgifter. Jeg tror bare ikke, vi kommer uden om, at indignationen også er blevet kvalt af massiv udskamning fra den herskende klasses side og af massiv indoktrinering gennem de dannelsesinstitutioner, som den herskende klasser har erobret det totale herredømme over.

Ellers er det nærmest uforståeligt, at børn og børnebørn af Peter Rindals generation er så ligeglade med at blive udplyndret og snydt af den herskende klasse, som tilfældet er.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 9. april 2021)

Henrik Dahl
8. april 2021

Det er virkelig et pillearbejde at grave sig ned i den sproglige manipulation og de retoriske strategier, der anvendes for at præsentere den såkaldte normkritik som banal og ukontroversiel orientering til børn og unge om, hvordan verden er indrettet.

Gennem en fælles bekendt fik jeg for nylig præsenteret et uddrag af noget undervisningsmateriale, der i dagens Danmark anvendes til at undervise i begrebet ”køn”.

Her kan man blandt andet læse, at begrebet kan opdeles på følgende måder: biologisk køn, juridisk køn, sprogligt køn, kønsidentitet og kønsudtryk.

Om det juridiske køn kan man læse: »Det køn, man tildeles ved fødslen, og som fremgår af ens pas og personnummer.«

Om begreberne cis og trans kan man i det samme materiale læse: »Når man taler om identitet og køn, kan man dele folk ind i to kategorier: Cispersoner og transpersoner.«

På dette sted skal man altid komme med den bemærkning, at kønsdysfori (at man ikke føler, man tilhører sit biologiske køn) findes og gennem en lang årrække har kendetegnet cirka 0,5 pct. af befolkningen. Det er en situation, der fordrer al mulig respekt og forståelse. Men også en situation, hvor man gør klogt i at lytte til, hvad psykiatere gennem en årrække har samlet op af erfaringer om spørgsmålet. Blandt andet kan de fortælle, at tilstanden i barneårene langtfra altid er et forvarsel om, at man som voksen vil forstå sig selv som transseksuel. Det kan også være et forvarsel om, at man som voksen vil forstå sig selv som homoseksuel.

Når det så alt sammen er sagt, er der ikke nogen som helst tvivl i mit sind om, at undervisningsmaterialet er voldsomt tendentiøst.

Blandt andet er det helt ude af proportioner at stille de vilkår, der gælder for 0,5 pct. af befolkningen op som ”den ene side af sagen” og de vilkår, der gælder for de resterende 99,5 pct. som ”den anden side af sagen”.

Hvis man skal oversætte dette til politik, svarer det til at fremstille situationen i Danmark på den måde, at på den ene side findes Veganerpartiet, og på den anden side findes alle andre partier.

På den ene side kan man sige, at det ikke er løgn. På den anden side kan man sige, at det er en helt absurd fortegning og forvrængning af det store billede, hvor et numerisk marginalt fænomen sidestilles med et, der er over 99 gange større.

Under dette ligger selvfølgelig en modvilje mod at bruge ordet ”normalt”. Ikke i en normativ betydning. Men simpelthen i den statistiske betydning: ”Hvad der er mest almindeligt”. Kort sagt ligger manipulationen altså i, at man på forhånd nægter at skelne mellem eller disponere ud fra begreberne ”sjældent” og ”almindeligt”. Det er ikke redeligt.

Idéen om, at man ”tildeles” et juridisk køn, er også en relativt snedig (men gennemført odiøs) manipulation. Det smager nemlig af administrative afgørelser og principiel vilkårlighed. Men giver det mening at sige, at en beskrivelse af et empirisk faktum er det samme som en ”tildeling”? I mit pas er jeg for eksempel ”tildelt” en højde (fodtøj inklusive) på 188 centimeter. Dog er det meningsløst at insinuere, at en administrativ medarbejder i vores vidtforgrenede stat efter diverse arkane overvejelser har truffet den afgørelse, at når jeg har mine sko på, er jeg 1,88 meter høj. Det er langt mere rimeligt at sige, at der står i passet, at jeg har denne højde, fordi det er en afspejling af det, normale mennesker kalder ”sandheden”.

Hele idéen om, at man ”tildeles et juridisk køn” er kort og godt en sproglig manipulation, der er beregnet på at skjule, at det, passet og personnummeret viser, er en fuldkommen objektiv og nøgtern afspejling af det biologiske køn.

Det er virkelig et pillearbejde at grave sig ned i den sproglige manipulation og de retoriske strategier, der anvendes for at præsentere den såkaldte normkritik som banal og ukontroversiel orientering til børn og unge om, hvordan verden er indrettet.

Normkritik er nemlig overhovedet ikke banal og ukontroversiel. Faktisk er den lige det modsatte. Selv om den flere og flere steder smugles ind i folkeskolen som den vedtagne sandhed om køn og seksualitet.

Normkritikken bør altid være voldsomt kontroversiel og bør altid være noget, der udfordres. Og hvorfor så det?

For det første fordi den tilslører alt, hvad der i statistisk forstand er typisk og normalt, til fordel for en gennemført manipulerende sidestilling af det ekstremt sjældne med det ekstremt almindelige. Hvad i alverden kan det store flertal af børn og unge bruge det til? Børn og unge har brug for at vide, at de skal behandle sjældne mennesker med samme omsorg og respekt og forståelse, som de behandler almindelige. Men de har ikke brug for at få udslettet de årsagsforklaringer, der leder frem til, at noget er sjældent og andet almindeligt. Og det gør normkritikken helt systematisk.

Alt i alt ville det jo være meget bedre, hvis man sagde, at det biologiske køn er den typiske årsag til en lang række ting. I den banale ende: Hvor høj og hvor tung det er sandsynligt, at man vil blive som voksen. Samt hvilket køn man vil identificere sig med. I den mindre banale ende: Hvad man vil få af interesser som voksen, samt hvilke erhvervsvalg, der vil være mere eller mindre sandsynlige.

De ting, jeg har listet op her, er der faktisk empirisk evidens for. I modsætning til de luftige manipulationer, normkritikken disker op med.

Den ideologi, der ligger bag normkritikken (queer-/genderideologien) har mange negative konsekvenser. Blandt andet at den truer biologiske kvinder ganske alvorligt (som man kan læse i denne kronik). Kvinder presses i forhold til ”safe spaces” som omklædningsrum. Kvinder presses af, at transkvinder ønsker at deltage i kvinderækkerne inden for idræt, og at dette vældig ofte er dybt unfair. Kvinders erfaringer om kvindelighed presses af transpersoner, der ikke har nogen biologiske erfaringer herom. Men alligevel gerne vil regnes som fuldgyldige deltagere i samtalen. Og så udviskes kvinders historiske erfaringer også støt og roligt, når selve kategorien ”kvinde” gøres så ustabil og uklar, som queer-/genderideologien ønsker.

I 1970’erne rasede en debat om indoktrinering i folkeskolen. Med beklagelse må jeg konstatere, at det problem, indoktrineringsdebatten dengang udsprang af, stadig eksisterer. Alle dannelsesinstitutioner i Danmark (daginstitutioner, folkeskoler, gymnasier, videregående uddannelser, efterskoler, højskoler og sågar folkekirken) er i vore dage erobret af venstreorienterede. De sætter dagsordenen og udskammer med hård hånd alle andre, som gradvis marginaliseres.

Denne indoktrinering med venstreorienterede idéer i enhver dansk dannelsesinstitution skal den omtrentlige halvdel af befolkningen, der ikke er venstreorienteret, naturligvis afvise.

På den ene side er der et hensyn til lærernes metodefrihed, som jeg mener, det er vigtigt at acceptere og respektere (og jeg kan lige så godt på forhånd tilkendegive, at jeg bliver vred, hvis nogen laver stråmænd og hævder, at jeg har andre holdninger).

På den anden side må man insistere på, at lærere (med videre) for det første opfører sig professionelt. Hvilket vil sige, at de parkerer deres personlige holdninger uden for klasselokalet og opfører sig sagligt og fagligt inde i klasseværelset. Og for det andet at det er uacceptabelt at fremstille kontroversielle antagelser, som om de var ukontroversielle.

Dette er desværre, hvad der sker i disse år. Fordi den venstreorienterede magtovertagelse af dannelsesinstitutionerne er tæt på at være perfekt, og stort set intet borgerligt lys er i stand til at slippe ud fra de sorte huller af venstreorienteret dominans og ideologi, der er opstået.

(Blogindlæg udgivet på jp.dk d. 7. april 2021)

Alex Vanopslagh
8. april 2021

Når coronakrisen slipper sit greb om Danmark, skal vi have gang i væksten, forbruget og festen. Vi skal have de brølende 20’ere igen.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke har lidt specielt meget under coronakrisens nedlukninger. Jeg har det fint med gåture og lange bøger. Men jeg har det ikke fint med, at titusindvis af menneskers levebrød er i fare, og at unge som gamle har ondt i fællesskabet. Det har vi politikere et ansvar for.

Så når coronaen slipper sit tag i Danmark i løbet af de kommende måneder, skal vi gøre op for det tabte år. Liberal Alliance har en plan for at få de brølende 20’ere tilbage.

Selvom den omfattende nedlukning bringer visse mindelser om spiritusforbuddet i USA i 1920’erne, skal vi nok ikke sætte næsen op efter igen at høre swing-musik, danse Charleston og se zeppelinere på himmelen over Art Deco-skyskrabere. Men mindre kan også gøre det: Vi kan hjælpe et brølende opsving på vej og sætte gang i væksten, gang i forbruget – og gang i festen. Vi skal have mere af alt det, vi har savnet under nedlukningen.

Danmark trænger til mere vækst og fremgang. Selvom regeringen lader som om alt er fryd og gammen, gik vi ud af 2020 med et fald i BNP på 3,3 pct. – det var en hårdere lussing end for Sverige, Norge og Finland. Hver tiende virksomhed er ifølge DI’s Virksomhedspanel udfordret af manglende likviditet.

Udsættelsen af bl.a. moms har været en midlertidig løsning, men nu presser udsigten til tilbagebetaling særligt detailhandlen og oplevelsesindustrien hårdt.

Derfor foreslår Liberal Alliance, at virksomhederne indtil 2023 skal have mulighed for i fuldt omfang at trække deres coronaunderskud fra i deres selskabsskat. Alt andet vil da også være dybt urimeligt.

Danmark trænger til mere forbrug. Cirka 54.000 privatansatte har mistet deres job, imens den offentlige sektor er svulmet med næsten 10.000 ekstra nye ansatte. Coronakrisen kradser altså ikke lige hårdt alle steder.

Derfor foreslår vi, at arbejdende danskere indtil 2023 er forbi skal have 1.000 kroner mere i hånden hver måned gennem et øget jobfradrag. På den måde vil alle i arbejde få flere penge mellem hænderne, og det vil bedre kunne betale sig at tage et job og blive en del af det arbejdende fællesskab.

En fjerdedel af alle virksomheder i oplevelsesindustrien er i stor risiko for afvikling allerede inden sommerferien. Selvom flere andre sektorer har klaret krisen godt, hjælper det jo ikke den nedlukkede oplevelsesøkonomi, som har ekstra meget brug for en saltvandsindsprøjtning.

Derfor foreslår vi, at momsen på besøg på hoteller, restauranter, forlystelser mv. skal halveres indtil 2023, så vi alle sammen kan komme ud og more os med hinanden, sådan som vi har savnet. Samtidig er detailhandlen – stadig – hårdt presset af grænsehandel. Hvis festen stadig skal være i eget hjem, er der også råd for det, for momsen skal også halveres på de varer, danskerne valfarter over grænsen for at købe – sødt og sprut.

Regeringen taler om genstart og vækstplaner, men bag de fine ord gemmer der sig bare mere styring og bureaukrati. Hvis det står til de røde skal genstarten af dansk økonomi sygne hen i puljer, fonde og alverdens andet socialdemokratisk makværk – men vil vi have gang i Danmark igen, er det naturligvis fornuftig, borgerlig politik, der virker.

Dansk Erhverv og Dansk Industri, har taget godt imod LA’s plan. Og jeg indrømmer også gerne, at vores forslag ikke er raketvidenskab. Det er velprøvede instrumenter, som vi ved virker på vækst og velstand.

Diverse økonomer og slænget omkring regeringen har travlt med at fortælle, at opsvinget efter nedlukningen kommer helt af sig selv. Vi skal så at sige bare åbne butikken, så kommer kunderne af sig selv. I den ligning mangler bare, at resten af verden også åbner, og konkurrencen bliver benhård.

Derfor skal vi skabe de optimale vilkår for virksomhederne nu. Gerne i al evighed, men som en start i det genopluknings-kapløb, som hele den vestlige verden står foran.

Og så har vores plan den dejlige bivirkning, at danskerne får råderet over flere af deres egne penge, og virksomhederne får lov til at blomstre uden, at staten skygger helt så meget for solen. Vi skal have sparket Danmark i gang med et brøl.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 8. april 2021)

Henrik Dahl
6. april 2021

Hvis man sætter konspirationsteoretiske narrativer – ikke mindst om udokumenterede statslige overgreb i forbindelse med pandemien – i omløb, så er der en vis risiko for, at man leverer føde til bevægelser, der i sidste instans af PET vurderes til at have et voldeligt trusselspotentiale.

I slutningen af marts offentliggjorde Politiets Efterretningstjeneste sin årlige vurdering af terrortruslen mod Danmark. Man kan sige, at den ikke rummer noget nyt fra vestfronten. Forstået på den måde, at det stadig er islamistisk terror, der udgør den største trussel mod Danmark.

En mindre nyhed kunne måske fortjene lidt mere opmærksomhed. I pressemeddelelsen udtaler en medarbejder ved PET: »Vi har igennem den seneste tid set udviklinger i Danmark og internationalt, som kan have betydning for vores vurdering af terrortruslen mod Danmark. Det gælder bl.a. visse konspirationsteorier og antistatslige bevægelser, som ikke er ulovlige, men som kan indeholde et voldeligt trusselspotentiale, der efter en konkret juridisk vurdering kan have karakter af terror.«

Og længere fremme slipper trolden så ud af æsken: Center for Terroranalyse »vurderer det dog som sandsynligt, at covid-19-pandemien har medvirket til at forstærke eksisterende antistatslige narrativer blandt højreekstremister i Danmark«.

Det korte af det lange er, at hvis man sætter konspirationsteoretiske narrativer – ikke mindst om udokumenterede statslige overgreb i forbindelse med pandemien – i omløb, så er der en vis risiko for, at man leverer føde til bevægelser, der i sidste instans af PET vurderes til at have et voldeligt trusselspotentiale.

Det bør alle, der arbejder med covid-19, have i tankerne, når de i fremtiden udtaler sig.

Men mit ærinde i dagens blog er faktisk noget andet. Nemlig at fremhæve, at alle de trusler mod vores samfundsorden, der kan sammenfattes under begrebet ”terror”, kun udgør den næststørste trussel imod den.

Den absolut største trussel mod Vesten er i disse år Vesten selv. Og hvordan skal det så forstås?

Siden Middelalderen og grundlæggelsen af de første universiteter har Vestens hemmelige våben – der endte med at gøre regionen stærkere end nogen andre i verden og gøre den i stand til at eksportere sit koncept til hele kloden – været rationaliteten.

I den vestlige verden indføres, navnlig fra begyndelsen af Oplysningstiden, det grundprincip, at rationelle argumenter har forrang for irrationelle argumenter. Og at hvis to rationelle argumenter støder sammen, så har det mest rationelle argument forrang for det argument, der er mindre rationelt.

Det er absolut ikke et princip, der altid er blevet fulgt. Men det er et princip, man har kunnet appellere til, hvis det blev krænket. Og sådanne appeller har over tid som regel haft den virkning, at rationaliteten endte med at sejre.

Det er troen på rationaliteten, der har givet os vores helt overlegne videnskab og teknologi, der siden er blevet efterspurgt stort set alle andre steder i verden.

En anden ting, der kendetegner den vestlige verden, er dens tro på mennesket i sig selv. Altså med andre ord dens humanisme.

I den vestlige verden har udgangspunktet været, at selve det forhold, at man er menneske, aftvinger en grundlæggende respekt. Samt inden for det seneste århundrede (knap og nap): at det også bør medføre nogle basale rettigheder.

Igen: Vi har svigtet og svigtet dette princip. Men det har stået som et ideal, der kunne appelleres til. Og gennem tålmodige appeller er den ”moralske cirkel”, hvormed vi omslutter mennesker som os selv, blevet en cirkel, der omfattede flere og flere grupper.

Sådan har det vestlige menneske befriet sig selv fra den basalt ondskabsfulde orden, der oprindelig herskede overalt på Jorden.

Den sidste ting, jeg vil nævne, er tolerance. Vi har – igen på baggrund af smertefulde, historiske erfaringer – lært, at det bedste samfund er et samfund, hvor alle har lov til at leve, som de ønsker. Medmindre de tilføjer andre mennesker alvorlig skade, som ligger over den tålegrænse, vi alle er underlagt: at andre mennesker i kraft af deres menneskelighed kan være lige så småirriterende, som vi selv er, uden at det skal udløse død og ødelæggelse.

Den største trussel mod Vesten i dag er, at mange i Vesten tilsyneladende ikke længere vil kæmpe for rationalitet, humanisme og tolerance.

De mest vildfarne iblandt os er begyndt at tro, at rationalitet, humanisme og tolerance er midler til undertrykkelse af ikke-europæere. Og derfor er de begyndt at bekæmpe disse tre ting i den besynderlige tro, at det er en emancipatorisk handling at ødelægge Vestens åndelige grundlag.

De knap så vildfarne tror, at rationalitet, humanisme og tolerance er så stærke begreber, at de ikke har brug for at solidt forsvar. Men det er ikke tilfældet. Al erfaring viser, at de irrationelle, de antihumanistiske og de intolerante ofte har langt mere viljestyrke og langt færre skrupler end mennesker med en vestlig tankegang. Og derfor vil besejre vestligt tænkende mennesker, der ikke forsvarer sig selv resolut.

Det er derfor, vestlig defaitisme og vestlige forsøg på appeasement med ikkevestlig tænkning er en langt stærkere trussel mod Danmark end både Islamisk Stat, al-Qaeda og diverse forvirrede konspirationsteoretikere.

(Blogindlæg udgivet på jp.dk d. 2. april 2021)

Henrik Dahl
30. marts 2021

Det er universiteterne, der gør den vestlige verden til det, den er. Derfor kan vi under ingen omstændigheder tillade, at de går i forfald på grund af slappe ledelser.

At diskutere problemer vedrørende pseudovidenskab og politisk aktivisme med universiteternes rektorer, er nogenlunde lige så ufrugtbart som at diskutere menneskerettigheder med det kinesiske kommunistpartis politbureau.

Allerede i et tidligere blogindlæg har jeg været inde på, at såvel rektorer som medarbejdere benytter sig af en række beskidte tricks, når de forsøger at afværge den helt nødvendige diskussion af, hvordan vi bevarer universiteterne som afgørende samfundsinstitutioner, der har til opgave at fremme videnskab, som er båret af kritik og rationalitet.

Men rektorer og andre centrale skikkelser som for eksempel professor emeritus Heine Andersen kan åbenbart slet ikke holde op med at lyde som talsmænd for KKP’s politbureau. Senest i en stor artikel i dagbladet Information den 29/3 2021.

Lad os allerførst slå fast: Denne diskussion handler ikke om, at der er nogen, der ”ikke kan lide” forskning af den ene eller den anden slags. Den handler om principper, og derfor om nogle meget centrale indvendinger mod tendenser inden for navnlig humaniora og samfundsvidenskab.

Grundlæggende er videnskab defineret ved at bekende sig til rationaliteten. At være videnskabelig vil per definition altid sige at være rationel. Derfor er irrationel argumentation og irrationelle påstande i princippet altid noget, der sætter afsenderen heraf ud af det gode videnskabelige selskab.

Bekendelsen til rationalitet betyder også, at man som medlem af det videnskabelige samfund har en implicit forpligtelse til at opføre sig rationelt. Herunder: at bøje sig for argumenter og data, der er stærkere end dem, man selv har præsenteret.

Lad os dernæst slå fast: At der har sneget sig identitetspolitisk pseudovidenskab – der blandt andet er kendetegnet ved at have et betændt forhold til rationaliteten og ved at være politisk aktivistisk – ind på danske universiteter, står ikke til debat.

Medmindre man vil benytte sig af ”den selektive hyperskepsis”, som for eksempel Heine Andersen godt kan lide, hvor man stædigt bliver ved med at sige, at der mangler beviser, skønt alle normale beviskrav for længst er opfyldt.

I 2013 udgav Mehmet Ümit Necef og Henning Bech for eksempel bogen ”Er danskerne racister?”. Bogen fik ved sin fremkomst særdeles gode anmeldelser og påviser hinsides, at dansk racismeforskning er gennemsyret af unoder, som vi i dag forstår som identitetspolitisk aktivisme.

I 2015 udgav biologen Kåre Fog bogen ”Humaniora – videnskab eller varm luft”. Heri kan forfatteren dokumentere, at humaniora alt for ofte afstår fra at korrigere sig selv (altså: afstår fra at opføre sig rationelt), når det hinsides enhver rimelig tvivl kan påvises, at subjektive påstande forklædt som videnskab savner opbakning fra de mere datadrevne videnskaber.

At Aarhus Universitet i det hele taget kan stå som udgiver af tidsskriftet ”Kvinder, Køn & Forskning” (der ovenikøbet benytter sig af fagfællebedømmelse) mere end antyder, at danske universiteter har et problem med pseudovidenskab.

For eksempel udgav tidsskriftet i 2018 en artikel, hvor forfatteren Mette A. E. Kim-Larsen fremfører den bizarre påstand, at anvendelsen af distinktionen laktosetolerans/-intolerans i Danmark bidrager til at knæsætte ”hvidhed” i spørgsmålet om at drikke mælk og dermed indskriver mælk i en grundlæggende racistisk diskurs.

At påstanden er fuldkommen overstyret og antirationel ses blandt andet af, at evnen til at fordøje laktose netop IKKE er bundet til en bestemt hudfarve.

Min påstand er, at allerede i det øjeblik, hvor en bizar artikel som Mette A. E. Kim-Larsens kan blive trykt i en publikation, der udgives af et universitet, er skaden sket. Det burde aldrig tolereres i et videnskabeligt miljø præget af rationalitet.

Et sidste belæg for, at pseudovidenskaben allerede har godt fat ved danske universiteter, er en kronik i Berlingske af Julia Suárez-Krabbe den 17/3 2021. Den er jeg ikke i stand til at læse på andre måder end som en ren tilståelse af, at forfatteren afviser det rationelt baserede videnskabelige system og i stedet optræder som (venstreradikal) politiker sponseret af midler, som Folketinget har afsat til forskning og videnskab.

At rektorer og andre centrale aktører bliver ved med at afvise, at der foreligger et problem, tjener kun det formål at afspore diskussionen.

Det ses også af den besynderlige afværgemanøvre i artiklen i Information, som består i at motivgranske og hævde, at den eneste grund til, at den franske forskningsminister eller Morten Messerschmidt og jeg bringer disse alvorlige problemer op, er et behov for at profilere sig.

Dette er en fuldkommen infantil omgang motivgranskning på melodien ”det siger du kun, fordi …” Altså i bund og grund en variant at det usaglige ad hominem-angreb.

Det ville klæde en rektor for et universitet – altså en samfundskritisk institution, der er hjemsted for den kritiske rationalitet – at være lidt mindre barnlig og at tage sine meningsmodstandere alvorligt.

Det er klart, at man skal være tålmodig, når man diskuterer menneskerettigheder med det kinesiske kommunistparti. Man bør dog ikke give op, for som bekendt er det dråben, der udhuler stenen.

En lignende tålmodighed imod stråmænd, benægtelse, fornægtelse, fordrejning og infantile argumenter skal man åbenbart belave sig på, når man rejser en principiel kritik af universiteterne. Men igen: Det går ikke at give op. Det er universiteterne, der gør den vestlige verden til det, den er. Derfor kan vi under ingen omstændigheder tillade, at de går i forfald på grund af slappe ledelser, der ikke ønsker at forsvare rationaliteten og den rationalitetsforpligtelse, ikke mindst forskere altid er underlagt.

Alex Vanopslagh
30. marts 2021

Står det til regeringen, skal fremtidens vækst tilhøre Socialdemokratiet og embedsværkets favoritter. Det er fuldstændig forfejlet.

Står det til regeringen, skal fremtidens vækst tilhøre Socialdemokratiet og embedsværkets favoritter. Det er fuldstændig forfejlet.

Regeringen har i hele coronakrisen været rejsende i den fortælling, at det er politikernes gavmildhed og velvilje, der har reddet dagen. ”Fællesskabet trådte til”, dvs. at regeringen kunne dele ud fra sin bugnende statskasse med folks surt tjente penge. Og Erhvervsminister Simon Kollerups indlæg i Børsen d. 25/03 var ingen undtagelse.

Historien har vist, at det frie initiativ er langt bedre til at skabe fremgang end samfundsingeniørers fikse idéer, men alligevel ser vi konstant det røde behov for at regulere, beskatte og favorisere krybe tilbage.

For første gang længe har vi en regering, der ikke har nogen planer om at give danskerne selv mulighed for at skabe vækst og fremgang. Der skal ikke ske noget, uden at regeringen selv har en finger med i spillet. Som ministeren skriver:

”Nu skal vi bruge det fællesskab til at genstarte samfundsøkonomien og ruste den til fremtidens udfordringer. Derfor har regeringen nedsat syv regionale vækstteams med repræsentanter fra erhvervslivet, fagbevægelsen og kommunerne, der skal sparke gang i væksten i hele Danmark.”

Det betyder, at vejen til vækst skal gå gennem fonde, puljer og bureaukrati – fremtiden skal tilhøre Socialdemokratiet og embedsværkets favoritter.

De smukke vilde planter, som er det frie initiativ, skal omplantes, beskæres og gødes nænsomt i offentlige drivhuse under kyndig overvågning af politikere og bureaukrater med ingen eller ringe erfaring fra det private erhvervsliv.

Jeg vil gerne komme med en advarsel til vores erhvervsliv: Der kan se varmt og trygt ud i Simon Kollerups drivhus, men prisen bliver høj både i penge og frihed.

Men heldigvis er der en anden vej: At vi overlader skabelsen af vækst og velstand til danskerne selv.

Så lad os sænke selskabsskatten, kapitalskatterne, skatten på arbejder, afgifterne – skatter på alt det, der gør Danmark rigere.

Det skal vi nok ikke regne med under det nuværende flertal. Men så må vi jo lave det om. I LA kæmper vi utrætteligt for at overbevise flere danskere om, at erhvervslivets planter har bedre af at gro i det fri end i Simon Kollerups drivhus.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 29. marts 2021)