Borgerligt svigt i kampen mod stammesamfundet

Henrik Dahl
1. marts 2023

Stamme- og kastesamfund er altid mindre liberale end sande borgerlige samfund. Derfor er der ikke plads til blå svigt her.

Den britisk-amerikanske historiker Robert Conquest påpegede engang, at alle organisationer, der ikke specifikt var skabt til at være højreorienterede, over tid ville ende som venstreorienterede.

Jeg kan ikke på stående fod komme i tanke om et eksempel, der modbeviser Conquests påstand. Derfor vil jeg indtil videre anse den for at være sand.

Men ikke bare organisationer ender over tid med at blive venstreorienterede. Det sker også for hele samfund som for eksempel det danske.

Man skulle forestille sig, at alle højreorienterede politikere ville se det som en helt oplagt opgave at forhindre, at det samfund, de var en del af, til stadighed blev mere venstreorienteret.

Men det forekommer mig bestemt ikke at være tilfældet.

Inden jeg kommer med mit belæg for, at de fleste højreorienterede partier synes at være ligeglade med, om samfundet bliver mere venstreorienteret, er jeg imidlertid nødt til at se på et andet spørgsmål: Er det i orden, at et af de borgerlige partier kritiserer de øvrige (eller nogle af dem)?

Der findes mennesker, som hævder, at de borgerlige partier bør tage deres uenigheder internt. Det er et synspunkt, jeg under normale omstændigheder har en vis forståelse for. Er man for eksempel en del af en borgerlig koalitionsregering, er det klart, at man ikke bør lancere sin kritik af dette eller hint i en avisartikel.

Lige for tiden synes jeg imidlertid, vi lige så godt kan suspendere denne regel. Der har netop været afholdt et valg. Og det afslørede, hvad de fleste formentlig vidste i forvejen: De mange borgerlige partier, der efterhånden findes, er ikke enige om særlig meget. Derfor er der lige her og nu ikke noget, man kan kalde for den blå blok.

Når jeg i det følgende vil kritisere de borgerlige partier, skal man derfor læse det som en del af et nødvendigt oprydnings- og afklaringsarbejde: Her er et område, hvor det er nødvendigt, at de borgerlige partier strammer gevaldigt op. Ellers er det tvivlsomt, om der nogensinde igen vil opstå noget, det giver mening at kalde blå blok.

Og så til kritikken.

Alle partier i Folketinget har netop indgået en aftale om den såkaldte forskningsreserve. Det er en større sum penge, Folketinget disponerer selvstændigt for at styrke udvalgte dele af forskningen. Eller med andre ord: At fordele forskningsreserven er et fast tilbagevendende, årligt ritual, der ligger ud over, hvad finansloven tildeler forskningen af midler.

En vis del af forskningsreserven er skabt i forbindelse med førtidspensions- og fleksjobreformen fra 2012 (mellem venner kaldet FØP/FLEKS-reformen). Deltagerne i aftalen er den daværende regering bestående af Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF plus Venstre, Konservative og LA. Derfor er det sådan, at den del af den samlede forskningsreserve, der er genereret af FØP/FLEKS-reformen, kun kan disponeres i enighed mellem de seks partier, der var med i den oprindelige aftale.

Så vidt, så godt.

I 2019 introducerede den – på det tidspunkt – nye, Socialdemokratiske regering det såkaldte Inge Lehmann-program som en del af forskningsreserven. I Liberal Alliance var vi skeptiske og stillede derfor en lang række spørgsmål til programmet. Da vi fik de svar, vi havde bestilt, kunne vi se, at Inge Lehmann-programmet diskriminerede stenhårdt til fordel for kvinder. Det var så svært for mænd – grænsende til umuligt – at trække penge ud af programmet, at det eneste rimelige var at konkludere, at det helt ensidigt var til fordel for kvinder.

Den slags er faktisk ulovligt ud fra loven om ligebehandling. Og regeringen måtte dengang have anet uråd. For den havde for en sikkerheds skyld søgt om dispensation fra loven.

Som følge af, at vi i 2020 havde fået klarhed over Inge Lehmann-programmet og dets diskrimination imod mænd, aftalte vi med regeringen, at FØP/FLEKS-pengene ikke måtte bruges på dette formål. Regeringen handlede smidigt og fornuftigt. Tilbød en aftale delt i to. Så Inge Lehman-programmet blev finansieret ved hjælp af midler, der ikke havde noget med FØP/FLEKS at gøre.

Inge Lehmann-programmet er et helt absurd program. Ifølge Undervisnings- og Forskningsministeriets egne statistikker, finder der absolut ingen diskrimination sted imod kvinder, der søger om at blive adjunkt, lektor eller professor.

I bedste fald har en kvindelig ansøger til en af disse tre stillingskategorier den samme sandsynlighed for at få det søgte job som en mand. I værste fald er det faktisk lettere for kvinder at få en stilling ved et universitet, end det er for en mand.

Inge Lehmann-programmet handler derfor slet ikke om lige behandling og lige muligheder for de to køn. Det handler om, at kvinder skal udstyres med en kollektiv rettighed til halvdelen af alle attraktive stillinger på universiteterne.

Det er ikke nogen helt ligegyldig forskel. For hvor kampen for lige behandling og lige muligheder er en liberal kamp, så er kampen for kollektive rettigheder en illiberal kamp. Det er nemlig sådan, at når man udstyrer en given gruppe af mennesker med en kollektiv rettighed, er der altid mennesker, hvis individuelle rettigheder vil blive trådt under fode.

I Liberal Alliance tager vi den liberale kamp for, at ”ligestilling” skal betyde lige behandling og lige muligheder. Det gør vi ved at sige, at vi nedlægger veto imod, at FØP/FLEKS-midlerne anvendes til illiberale formål.

Mens ingen andre borgerlige partier tilsyneladende kan se, at de foretager et knæfald for en illiberal, venstreorienteret måde at forstå begrebet ”ligestilling”, når de accepterer, at det betyder lige repræsentation.

Det er navnlig for dårligt, at Venstre og Konservative blåstempler en illiberal og venstreorienteret fortolkning af ligestillingsbegrebet, når det står i deres magt at nedlægge veto. Men det er sandt for dyden også ringe, at resten af de borgerlige partier forsømmer at gøre anskrig.

Det næste store slag, når det gælder om at gøre samfundet mere venstreorienteret og mindre liberalt, handler netop om ”repræsentation” som et generelt fænomen.

For ”repræsentation” er kodesprog for ”kollektive rettigheder”. Og kollektive rettigheder er ensbetydende med, at samfundet bliver mindre liberalt.

Et samfund, hvor kvinder har en kollektiv ret til 50 procent af alle attraktive stillinger, er langt mindre liberalt end et samfund, hvor alle har den samme ret til at konkurrere og de samme muligheder for at vinde konkurrencen.

Et samfund, hvor etniske minoriteter har en kollektiv ret (svarende til deres andel i samfundet) til hvad som helst, er mindre liberalt end et samfund, hvor alle har samme ret til at konkurrere og samme muligheder for at vinde konkurrencen.

Et samfund, der bygger på ”repræsentation” er et skridt på vejen til et rent stamme- eller kastesamfund. Det vil sige et samfund, hvor enhver stamme eller kaste i samfundet har en ret til proportional repræsentation.

I de illiberale stamme- og kastesamfund er der altid mindre tillid og mindre tolerance imellem borgerne, end der er i et liberalt samfund.

Derfor burde det være alle borgerlige partiers og alle borgerlige menneskers første pligt at sige nej til ethvert skridt, der bringer os tættere på stamme- eller kastesamfundet.

Jeg håber, at resten af de borgerlige partier meget snart vågner op fra deres blund. Men ærlig talt: Lige nu ser det ikke særlig godt ud for den liberale kamp imod samfundets forvandling til et stamme- eller kastesamfund.

(Kommentar udgivet i Jyllands-Posten d. 1. marts 2023)

Fritidsjob gør unge mere robuste – også akademi­ker­bør­nene

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
1. marts 2023

Nøj, hvor har jeg omdelt mange aviser. Bandet over de “dårlige” postkasser (omdelere will know), været sur på dårligt vejr, men også glad og stolt, når ruterne var gået, opgaven løst, og jeg fik pengene mellem hænderne. I januar blev min datter omdeler – efter eget ønske – og jeg var nærmest nostalgisk, da jeg var med rundt på hendes første avisrute. Stoltheden lyste ud af hende over at have fået sit første job.

Ca. hver tredje unge har i dag et fritidsjob. Andelen er dalende, og der er både geografiske og baggrundsmæssige forskelle på, hvilke unge der er i arbejde. Børn af akademikere er nemlig mindre tilbøjelige til at tage et fritidsjob, mens børn med ben i middelklassen eller derunder i højere grad tjener deres egne penge, viser en ny undersøgelse.

Derudover viser undersøgelsen, at der er en sammenhæng mellem stigning i afgangskarakter og dét at have fritidsarbejde. Men det handler slet ikke om karakterer endsige uddannelse. Det drejer sig om, at det efter min bedste overbevisning er vigtigt for unge at lære at passe et arbejde.

Jeg siger ikke, at fritidsjob er en eksistentiel sprøjte mod det stigende mismod. Men jeg er overbevist om, at det for de fleste unge er grundlæggende sundt at have et fritidsarbejde

Vi taler meget om stress blandt unge, angst blandt vores børn, pres og præstation. Jeg siger ikke, at fritidsjob er en eksistentiel sprøjte mod det stigende mismod, for der spiller helt sikkert flere faktorer ind. Men jeg er overbevist om, at det for de fleste unge er grundlæggende sundt at have et fritidsarbejde – også selvom pligten til tider kan være sur.

Det ruster dem til, hvad de skal møde senere hen. Både ift. forventninger, men også ift. at lære at balancere arbejde, et socialt liv og en eventuel uddannelse. Det giver kompetencer som ansvarsbevidsthed og disciplin, og det lærer dem værdien af at arbejde for at tjene deres egne penge.

Som politiker vil jeg ikke blande mig i, hvordan forældre opdrager deres børn. Men som mor kan jeg meget klart sige, at det er min erfaring, at børn har godt af at prøve arbejdsmarkedet af med et ungdomsjob. Selv vil jeg nødig være min erfaring fra at være omdeler og alle mine andre ungdomsjob (og der er mange!) foruden.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 28. februar 2023)

Velkommen til “The Velfærdsmatrix”

Henrik Dahl
26. februar 2023

En absurd spændende film. Men hvor mange tør se den til ende?

Hvis jeg var styrtende rig, ville jeg købe rettighederne til at genindspille en dansk udgave af ”The Matrix”.

Som bekendt er plottet i den oprindelige ”The Matrix”, at alle mennesker lever inden i en simuleret virkelighed, der er skabt af selvstændigt tænkende maskiner. Kun en udvalgt gruppe af modstandsfolk har indsigten i, at det, folk opfatter som virkeligheden, er en simulation – og modet til at bekæmpe de superintelligente og superondskabsfulde maskiner.

Min danske udgave af ”The Matrix” skulle hedde ”The Velfærdsmatrix”.

I ”The Velfærdsmatrix” lever alle danskere inden i den simulerede virkelighed, at staten opkræver penge i skat og bruger disse penge på at løse opgaver, der er kritisk vigtige for samfundet.

I ”The Velfærdsmatrix” kan Forsvaret forsvare Danmark. Politiet kan opklare forbrydelser og bringe de skyldige for retten. De dømte kan sidde i et fængsel og afsone deres straf. I ”The Velfærdsmatrix” kan Postnord bringe breve og forsendelser fra A til B. DSB kan befordre mennesker fra A til B. Folkeskolen kan tage en flok søde, men uvidende, seksårige og i løbet af ni plus et år forvandle dem til vidende og indsigtsfulde unge mennesker.

De ved, at alt det, almindelige danskere tror er velfærdsvirkeligheden, i virkeligheden er facade og bullshit.

I ”The Velfærdsmatrix” er universiteterne travlt optaget med at nå frem til nye sandheder og forkaste de gamle ved hjælp af videnskabelige metoder. Beskæftigelsessystemet finder arbejde til de arbejdsløse. Hospitalerne gør de syge raske. Socialforsorgen gør de handlingslammede og dem, der har givet op, til herrer (og damer) i egen tilværelse. Integrationsministeriets mange projekter og initiativer gør udlændinge til patriotiske og loyale borgere.

Langt de fleste mennesker lever hele livet inden i ”The Velfærdsmatrix”. De er verdens lykkeligste folk og stemmer pligtskyldigt på et systembevarende parti efter eget valg hvert fjerde år.

Men en lille gruppe af skeptikere har altid følt, at der er noget galt. At de lever i en falsk og forstillet virkelighed, hvor alting ser godt ud. Men intet faktisk er det, når man kommer dybere ned i tingene.

I ”The Velfærdsmatrix” følger vi denne lille gruppe af skeptikere og modstandsfolk.

De ved, at alt det, almindelige danskere tror er velfærdsvirkeligheden, i virkeligheden er facade og bullshit.

Forsvaret kan ikke forsvare Danmark. Politiet er ikke i nærheden af at kunne opklare alle de forbrydelser, der bliver begået. Og godt det samme. For i fængslerne er der ikke engang plads til de få forbrydere, det faktisk lykkes for politiet at pågribe. Postnord har store udfordringer med at flytte ting fra A til B. Men ikke større, end DSB har med at flytte mennesker fra A til B. Og hvad folkeskolen angår, så mislykkes cirka hvert syvende forsøg på at lære børn og unge mennesker noget så eftertrykkeligt, at de efter endt skolegang dårligt kan tage vare på sig selv.

Store dele af universiteterne er blevet til venstreorienterede agitationsfabrikker, der skriver konklusionerne først og kuraterer data efterfølgende, så de passer. Beskæftigelsessystemet ser det ikke som sin hovedopgave at finde arbejde til folk. Hospitalerne er primært et tilbud til dem, der har et godt helbred – og ikke fejler noget, der kræver samarbejde mellem flere specialer. I socialforsorgen bruger man årligt 45 mia. kr. på udokumenterede indsatser. Og det er klart for enhver, der interesserer sig minimalt for indvandring, at i hundredtusindvis af indvandrere ikke føler sig som loyale og nyttige borgere i Danmark og næppe nogensinde kommer til det.

Så hvad går alle pengene i grunden til?

Det er et godt spørgsmål, der ikke er nogen, der kender det fulde svar på. Men de går blandt andet til dårlig ledelse og pseudoarbejde. Ligesom de går til at løse et hav af opgaver, der ikke er centrale for velfærdsstaten. Og så koster det ufattelige summer, at velfærdsstaten hele tiden taber fokus på det almene vel, fordi der er særinteresser, der skal sætte dagsordenerne og have procenter af omsætningen.

I genindspilningen ”The Velfærdsmatrix” er det ikke agent Smith, der forfølger Neo. I stedet er det en horde af løgnologer, der forfølger den lille gruppe af matrix-skeptikere med gaslighting og pseudovidenskabelige argumenter for, at intet i hele Danmark nogensinde kan være anderledes, end det er.

Der findes ikke noget, der hedder ”den frie vilje”. Der findes ikke noget, der hedder ”informerede valg”. Der findes ikke noget, der hedder ”bevidste prioriteringer”. Eller ”konsekvenser af egne valg”. Der findes ikke noget, der hedder ”ansvar”. Der findes ikke noget, der hedder ”intelligens”. Der findes ikke noget, der hedder ”moral”. Ja, det korte af det lange er, at hele det ideologiske og tankemæssige grundlag for et borgerligt samfund faktisk er en illusion. Den skyldes ene og alene falsk bevidsthed og manglende viden om forskningens seneste landvindinger.

Derfor bør enhver snak om ”The Velfærdsmatrix” forstumme. Den er ikke en illusion eller en masse bullshit. Den er bare sådan, som verden faktisk er – og bør være.

Jeg ser en fremragende film for mig. Om der er særlig mange danskere, der har nerver til at se den i biografen, er måske mere tvivlsomt.

(Kommentar udgivet i Jyllands-Posten d. 26. februar 2023)

Det Kina, vi troede, vi kendte, findes ikke længere

Henrik Dahl
22. februar 2023

Efter sikkerhedskonferencen i München i sidste uge meddelte den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, at der i USA herskede en alvorlig bekymring for, at Kina er på vej til at levere våben, som Rusland kan benytte i sin krig mod Ukraine.

I klar tekst betyder det, at Kina sandsynligvis har valgt at blande sig direkte i en militær konflikt uden for eget kontinent. Og ikke en hvilken som helst konflikt, men den mest intensive i Europa siden Anden Verdenskrig.

Holder de amerikanske formodninger, og Kina har valgt at bidrage aktivt til at destabilisere Europa, burde målet være fuldt. At en supermagt som Kina giver sig til aktivt at destabilisere et helt andet kontinent, end landet selv er beliggende i, må få alle ansvarlige mennesker her i Europa til at tænke, at de kinesisk-europæiske relationer er trådt ind i en fase, der kvalitativt adskiller sig fra den forrige.

Det er – for nu at sige det lige ud – en handling af så fjendtlig og destruktiv karakter, at det ikke under nogen omstændigheder kan forsvares eller forklares.

Men er der noget, der tyder på, at den politiske elite i Europa har fattet dette? Ikke meget – og så har jeg endda udtrykt mig høfligt.

Efter et møde fredag mellem den kinesiske seniordiplomat Wang Yi og den tyske kansler Olaf Scholz erklærede kansleren, at Tyskland agtede at udvide sit engagement i Kina. Med den begrundelse, at »stærke bånd mellem Tyskland og Kina og gensidige økonomiske fordele og handel er befordrende for global stabilitet og velstand«. Man tager sig til hovedet. Indtil virkeligheden for et år siden ramte Tyskland som et godstog i fuld fart, var det tyske energisamarbejde med Rusland også baseret på den håbløst naive idé, at stærke bånd mellem Tyskland og Rusland og gensidige økonomiske fordele og handel er befordrende for global stabilitet og velstand.

Det er sandt, at stærke bånd mellem liberale og demokratiske, markedsøkonomiske samfund er befordrende for global stabilitet og velstand. Men det er simpelthen ikke rigtigt, at forskellen er ens, hvis partneren er en diktaturstat, der har ondt i sinde. Det var Rusland – og det er Kina selvfølgelig også, hvis landet blander sig i en krig på vores kontinent.

Den globaliseringsideologi, Tyskland og Olaf Scholz er tilhænger af, er forkert og farlig, hvis den bygger på den antagelse, at gensidig, økonomisk afhængighed slet og ret skaber fred.

Gensidig, økonomisk afhængighed mellem liberale og demokratiske, markedsøkonomiske samfund skaber fred. Mens liberale og demokratiske, markedsøkonomiske samfund, der gør sig selv afhængige af fjendtligt indstillede diktaturstater, ene og alene svækker de demokratiske samfund.

Det viser eksemplet tysk afhængighed af russisk energi. Og det kommer eksemplet tysk afhængighed af kinesisk produktion og markedsadgang selvfølgelig også til at vise.

Hvis de politiske eliter i Vesten var deres ansvar bevidst, kastede de sig ud i et arbejde for at gennemføre en storstilet omlægning af globaliseringen. Så de dele af den, der underminerer vestlig selvstændighed og har potentiale til ødelægge den vestlige samfundsorden, bringes til ophør.

At vi i Danmark har tænkt os at forny partnerskabsaftalen med Kina fra 2008 uden seriøse overvejelser over nogen af de ting, der er anført ovenfor, illustrerer, hvor skødesløst en i egen selvforståelse ansvarlig regering kan optræde.

Enhver ansvarlig og velorienteret regering ville selvfølgelig sætte fornyelsen på pause.

Fordi det Kina, aftalen i sin tid blev indgået med, for længst er hørt op med at eksistere.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 22. februar 2023)

Opgaver som kantinedrift og rengøring skal lægges ud til private – tiden er løbet fra den offentlige altmuligmand

Lars-Christian Brask
20. februar 2023

Mange kommuner og regioner insisterer stadig på, at de både kan levere velfærd til borgerne og samtidig gøre rent, vaske tøj og slå græsset uden at høre private virksomheder, om de kunne løse sidstnævnte opgaver på en smartere måde.

Forestil dig et afsnit af »Løvens Hule« , hvor en håbefuld iværksætter træder frem foran investorerne og fortæller om sin nye virksomhed, der kan tilbyde alt fra affaldsindsamling, snerydning og rengøring til ældrepleje, undervisning og børnepasning – til skarpe priser og høj kvalitet over hele linjen.

Hvordan ville løverne reagere? Vores bud er, at de ville lade pengepungen være i lommen og i stedet råde iværksætterspiren til at fokusere menukortet ganske betydeligt. Man kan ikke være ekspert i det hele.

Alligevel udgør de førnævnte opgaver kun en mindre brøkdel af jobbeskrivelsen hos det, vi med rette kan betegne som den offentlige altmuligmand. I en tid med omfattende rekrutteringsudfordringer, prisstigninger og et tiltagende udgiftspres på de større velfærdsområder, insisterer ganske mange kommuner og regioner nemlig stadig på, at de både kan levere velfærd til borgerne og samtidig gøre rent, vaske tøj og slå græsset uden at høre private virksomheder, om de kunne løse sidstnævnte opgaver på en smartere måde.

Der er fortsat i 2023 massive forskelle mellem de enkelte kommuner og regioner, når det kommer til at konkurrenceudsætte de opgaver, som virksomhederne har naturlige fordele i at varetage. Ikke-borgernære opgaver som rengøring, kantinedrift og vaskeri bliver uden videre friholdt for konkurrence i årevis, så de eksisterende løsninger ikke bliver udfordret på kvalitet, pris, socialt ansvar, klimabelastning – you name it

To eksempler fra den regionale verden: Et politisk flertal i Region Sjælland vil hellere bruge mere end 200 millioner kroner på at bygge et nyt vaskeri på Holbæk Sygehus, end de vil trække på ekspertisen i den professionelle vaskeribranche. Og i Region Midtjylland har man valgt at hjemtage rengøringen på en række hospitaler, selvom man selv vurderer, at det bliver dyrere for skatteborgerne.

På statens område er det efterhånden flere årtier siden, at man lagde den konkurrence-forskrækkede indstilling på hylden. Her er man nemlig juridisk forpligtet til at markedsprøve samtlige udbudsegnede opgaver. Det statslige udbudscirkulære er skrevet ud fra den simple logik, at vi skylder skatteborgerne at sikre os, at opgaverne bliver løst så effektivt som muligt.

Den helt oplagte løsning er, at principperne fra det statslige udbudscirkulære også skal gælde kommuner og regioner. Beregninger fra Dansk Industri viser, at det kan frigøre op mod en milliard kroner, som i stedet kunne bruges på at løfte sundhedsvæsenet, plejehjemmene eller daginstitutionerne.

Overalt i den offentlige sektor er man lige nu på jagt efter tiltag, der kan frigøre tid og ressourcer til gavn for den borgernære velfærd. Set i det lys er det helt oplagt, at man i langt højere grad får overvejet, om flere af de opgaver, der ikke har med kernevelfærd at gøre, kan løses smartere ved at trække på virksomhedernes erfaring og knowhow

Tiden er kommet til, at vi én gang for alle sender den offentlige altmuligmand på pension og i stedet får en moderne offentlig sektor, der koncentrerer sig om kernevelfærden.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 20. februar 2023)

De feministiske kamptropper skaber splittelse

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
15. februar 2023

MAN SKAL ikke have fulgt meget med i den danske debat om ligestilling for at have bemærket, at debatten er nået ud på et gevaldigt skråplan. Det så vi eksempelvis i midten af november, hvor debatten om ligeløn kørte for fuld udblæsning.

Her gjorde både røde politikere og venstreorienterede interesseorganisationer fælles front mod det såkaldte patriarkat ved at bebude, at danske kvinder faktisk kunne holde gratis fri resten af året, fordi det ville udligne lønforskellen mellem kønnene.

Men brigaden af vrede feminister forsømte imidlertid at fortælle, at lønforskellen mellem kønnene hverken skyldes usaglige forhold eller diskrimination.

For hvis man tager højde for, at mænd og kvinder gennemsnitligt prioriterer ganske forskelligt, forsvinder lønforskellen naturligvis som dug for solen.

Faktum er nemlig, at mænd eksempelvis udfører markant mere overarbejde, at kvinder oftere arbejder på nedsat tid, at kvinder oftere melder sig syge, at kvinder oftere prioriterer lavtlønsuddannelser, og at mænd oftere løber store risici som selvstændige, hvilket kan føre til høj løn.

Mange andre forklaringer kunne nævnes. Men bundlinjen er altid, at den gennemsnitlige lønforskel skyldes kønnenes forskellige præferencer.

Det er netop også årsagen til, at adskillige undersøgelser såsom den danske lønkommission fra 2010 og Dansk Arbejdsgiverforenings analyse fra 2019 sætter to streger under, at der ikke er noget at komme efter.

MEN FORUDSIGELIGT nok har det naturligvis ikke rokket en tøddel på holdningen til ligestilling hos feministerne på den ekstreme venstrefløj.

For kamptropperne i det feministiske korstog føler sig nemlig så sikre i deres sag, at hverken logik eller fakta kan få dem til at afblæse kampen mod de usynlige strukturer, som de angiveligt bliver undertrykt af.

Det får vi eksempelvis syn for sagn om med jævne mellemrum i debatten om kønskvoter. Her er feministerne blevet så forhippede på at bekæmpe den formodede diskrimination mod kvinder, at de med kønskvoter som ammunition er villige til selv at diskriminere mod mænd.

I stedet for at anerkende de mange gode forklaringer på, hvorfor mænd er overrepræsenteret på bestyrelses- og direktionsgangene, vælger man altså selv at betjene sig af den dårligdom, man foregiver at ville bekæmpe. Logisk er det ikke.

Men når man har stirret sig så blind på målskiven, som de venstreekstreme feminister har, forledes man til at tro på den slags ekstreme målet-helliger-midlet-løsninger. Det er bekymrende. For vi lever i tid, hvor der i forvejen er nok splittelse mellem forskellige befolkningsgrupper i vores samfund.

Med et feministiske korstog, som ikke skyr nogen midler for at fremme sin egen agenda, ser vi kun ind i en fremtid, hvor der graves større og flere grøfter mellem kønnene. Så måske tiden er moden til, at venstrefløjens feminister begraver stridsøksen og i stedet begynder at gå konstruktivt til debatten om ligestilling?

(Debatindlæg udgivet i Politiken d. 15. februar 2023)

Regeringens åbne dør er blevet smækket i hovedet på erhvervslivet

Steffen Frølund
11. februar 2023

Endnu engang spænder staten ben for, at vi kommer tættere på den grønne målstreg. For regeringen har netop annonceret, at de vil skrotte den såkaldte ”åben dør”-ordning, som ellers havde til formål at sætte turbo på den grønne omstilling.

Initiativet sørgede for, at danske energiselskaber kunne opstille havvindmøller, så vi kunne tage et stort skridt i retningen mod en elektrificering af vores samfund. Projekterne var nemlig den største udbygning af grøn energi i Danmarkshistorien, og de ville have tidoblet produktionen af bæredygtig strøm. Men nu har regeringen besluttet sig for at smække døren i hovedet på de mange virksomheder, der har investeret i at bidrage til Danmarks grønne omstilling. Det får store konsekvenser.

For det første er det selvfølgelig et problem, at mindre bæredygtig strøm i fremtiden vil finde vej til danskernes stikkontakter. For det andet står danske virksomheder nu med fletningerne i postkassen, fordi deres mangeårige investeringer i havvindmøllerne bliver tabt på gulvet fra den ene dag til den anden. Og for det tredje vil fremtidige investorer forståeligt nok blive afskrækket fra at investere i Danmark, fordi sagen viser, at man ikke kan stole på de rammebetingelser, staten har opstillet.

Men det værste af det hele er formentlig, at fadæsen ikke er en enlig svale. For det er efterhånden snarere reglen end undtagelsen, at de ansvarlige politikere enten nøler på klimahandlingen eller sågar modarbejder de grønne initiativer. Vi kender jo problemet fra debatten om atomkraft.

Her har man siden 1985 haft et dumstædigt forbud mod kernekraft i den danske energiplanlægning, selvom både EU og FN har grønstemplet den teknologien. Og ligesom i debatten om atomkraft, er skrotningen af åben dør-ordningen endnu et eksempel på, at man stikker en reguleringskæp i hjulet på markedskræfternes mulighed for at bidrage til en bæredygtig energiforsyning.

Der plejer ellers ikke at være nogen slinger i valsen fra regeringen, når det kommer til at holde skåltaler om grønne ambitioner eller at tage selfies med vindmøller til de sociale medier. Men når erhvervslivet så faktisk melder sig på banen med konkrete initiativer, der reelt vil gøre en monumental forskel, bliver de mødt af den ene statslige forhindring efter den anden.

Så kære regering. Hvad med at erstatte selfiepolitikken og skåltalerne med nogle ordentlige rammebetingelser, så de danske virksomheder kan få os i mål med den grønne omstilling?

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 11. februar 2023)

Drop tvang og moderniser Forsvaret gennem frivillig værnepligt

Carsten Bach
8. februar 2023

For regeringen er det et mål at styrke værnepligten. For Liberal Alliance er målet at styrke Forsvaret.

Det vil vi gøre ved at øge antallet af soldater, hvilket bedst sker gennem frivillig rekruttering og ikke gennem tvang.

Derfor skal vi afsøge alle muligheder for at få flere frivillige igennem værnepligten, før vi gør brug af tvang af mænd såvel som af kvinder. Forbilledet er her USA, som har en af verdens mest professionelle hære uden at have gjort brug af tvang.

Det er vigtigt at sige, at Liberal Alliance ikke ønsker at ændre eller afskaffe §81 i Grundloven, som forpligter borgerne til at bidrage til landets forsvar. Paragraffen er det bolværk, der i kriser og ultimativt i krig skal sikre soldater til forsvaret af Danmark.

Derimod mener vi, at værnepligtsloven og værnepligten skal ændres for at afspejle det moderne Danmark, så vi af frivillighedens vej styrker Forsvaret.

Kampagner skal lokke kvinderne til

En moderne værnepligt skal bygge på frivillighed og tilbyde en pakke, som ansporer flere unge til en karriere i Forsvaret eller beredskabet.

Derfor skal vi gennemse hele systemet og rydde alle de benspænd af vejen, som forhindrer unge i at melde sig som værnepligtig og søge karriere i Forsvaret. Og vi skal lave målrettede kampagner, der vil få flere kvinder til at melde sig til Forsvarets Dag.

Alt dette glæder vi os til at drøfte med Folketingets øvrige partier i forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig.

En ændring af værnepligten skal naturligvis ske på baggrund af militærfaglige ekspertvurderinger, så en moderne værnepligt fremadrettet styrker Forsvarets rekruttering og uddannelse af et professionelt dansk forsvar, så vi er bedst muligt rustet til at leve op til vores forpligtelser inden for rigsfællesskabet og Nato.

Derudover ønsker vi ensartede og moderne vilkår for alle, som vil aftjene værnepligt eller melde sig frivilligt. Det handler blandet andet om at skabe frie og lige muligheder for alle til at kunne aftjene værnepligt og skabe sig en karriere i Forsvaret eller beredskabet.

Vi har ikke en målsætning om, at der skal være lige mange mænd og kvinder. Men skal Forsvaret kunne tiltrække flere unge på frivillig basis, er vi nødt til at give vores værnepligtige bedre forhold. Det kunne være mere i løn, bedre muligheder for efter afsluttet værnepligt at uddanne sig inden for Forsvaret uden bindinger.

Det kunne også være at give alle en mulighed for at afbryde deres værnepligt, sådan som kvinder har det i dag. Det vil også øge motivationen blandt de værnepligtige.

Flere hold og mere fleksibilitet

I Liberal Alliance mener vi, at der er behov for en moderne struktur på værnepligten med langt flere værnepligtshold og mere fleksibilitet i optaget, så det altid er muligt at starte med kort varsel.

Efter afsluttet værnepligt skal der være tilbud om at kunne fortsætte i tjenesteforløb som overbygning til den almindelige værnepligt, som det i dag sker blandt andet i Livgarden. Det kunne være en udsendelse til Baltikum og/eller uddannelse og efterfølgende optagelse i en egentlig reservestyrke.

Hjemmeværnet skal styrkes som den frivillige del af vores militær, hvor det også skal være muligt at aftjene værnepligt på deltid med merit til senere brug i den professionelle del af Forsvaret.

Væsentligt er det dog, at uanset hvor store ændringer af værnepligtsloven, der foretages, så får det ikke Grundlovens §81 til at forsvinde.

(Debatindlæg udgivet på altinget.dk d. 7. februar 2023)

Ngo’erne siger, at de gerne vil have debat – men virkeligheden er en helt anden

Henrik Dahl
8. februar 2023

Medierne er ikke specielt gode til påvirke mennesker til at tænke bestemte ting. Men de er virkelig gode til at påvirke, hvilke emner mennesker skal opfatte som vigtige og værd at tale om. Det fastslog de to amerikanske forskere Maxwell McCombs og Donald Shaw for godt 50 år siden.

I år skal vi for eksempel tænke over den frie abort og over, hvor dens grænse bør ligge. Det har den såkaldte Alliancen for fri abort bestemt. Et foretagende, der styres af den stort set medlemsløse, men ekstremt indflydelsesrige, ngo Sex & Samfund.

Som politiker hilser jeg naturligvis enhver form for debat velkommen. Men i lyset af McCombs og Shaws banebrydende teori om, hvordan medierne sætter dagsordenen for, hvad vi skal tale om, er vi nødt til at se længere ind i den skyggeverden, ngo’erne udgør, end vi plejer.

Bogstaveligt betyder »ngo« en »nongovernmental organization«. Altså et foretagende der advokerer en bestemt mærkesag og står uafhængigt af sit lands regering. Det med uafhængigheden skal man tage med et gran salt. For en lang række af såkaldte ngo’er har slamsugeren dybt nede i statskassen og pumper formuer ud af den og ind på sin egen bankkonto. For eksempel ved at man tilbyder oplysende virksomhed til skolerne – der ved nærmere eftersyn selvfølgelig er indoktrinering i den ideologi, den enkelte ngo er sat i verden for at promovere. På den måde får ngo’er ofte absurd store budgetter i forhold til antallet af medlemmer.

I de cirka 50 år, der er gået, siden teorien om hvordan medierne sætter dagsordenen først blev formuleret, er der selvfølgelig sket utrolig meget. En lang række af nye teknologier er blevet opfundet, som tilsammen har gjort mediebilledet langt mere komplekst, end det var i begyndelsen af 1970erne.

Desuden er de organisationer, der gerne vil præge mediernes dagsorden, blevet langt mere sofistikeret, end de var dengang.

I dag kan man sige, at ngo’erne ikke alene arbejder for at sætte bestemte emner på den offentlige dagsorden. De arbejder også på at opsætte spillereglerne for, hvem der må tale om bestemte emner og for, hvordan der må tales om dem.

Det mest berygtede eksempel på, at der findes regler for, hvem der i det hele taget må tale om givne emner, er formentlig den woke forestilling, at forudsætningen for, at man i det hele taget kan deltage i debatten om de vilkår, en bestemt gruppe lever under, er, at man selv er medlem af gruppen.

Det får som konsekvens, at mænd formenes adgang til at diskutere kvinders vilkår.

Hvide formenes adgang til at drøfte de ikke-hvides vilkår og så fremdeles.

Det mest berygtede eksempel på, at der findes regler for, hvad der kan accepteres som gyldige argumenter, og hvad der ikke kan accepteres, er antageligvis den absurde tanke – også fra wokeismens overdrev – at biologiske argumenter er ugyldige, når det gælder diskussionen af køn og seksualitet.

Næsten lige så absurd er forestillingen om, at bestemte konklusioner er evige og urokkelige, fordi de er baseret på såkaldte »strukturer«. Uanset hvor lidt forskelsbehandling mellem mænd og kvinder, der faktisk kan dokumenteres, har det for eksempel nul konsekvenser. Fordi »strukturerne« på forhånd dikterer, at der findes et stort problem (som ngo’erne i øvrigt skal have penge af staten for at »løse« ). Ngo’erne siger, at de gerne vil have debat.

Men i virkeligheden bruger de som regel de fleste kræfter på at regulere adgangen til debatten. Så borgerne hverken skal høre på de forkerte mennesker, de forkerte præmisser eller de forkerte argumenter.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 8. februar 2023)

Er svaret altid flere penge til staten?

Steffen Larsen
29. januar 2023

Vi kender alle sammen historien: Danskerne betaler verdens højeste skat, men får så meget igen, at det halve nærmest kunne være nok.

Alligevel har staten altid brug for flere penge.

Uanset om man er liberal eller konservativ, socialdemokrat eller endda socialist, er vi vel enige om, at staten har en række kerneopgaver, som burde komme først.

At politiet faktisk kan opklare et hæderligt antal forbrydelser og ikke mindst være til stede i gadebilledet til at sikre lov og orden. At det ikke tager årevis at få en sag igennem domstolene. Og at vi har et forsvar, der faktisk kan forsvare Danmark.

Når det kommer til politiet, ligger vi i ifølge Eurostat i bunden i forhold til de øvrige EU-lande, når det kommer til antallet af betjente, der faktisk kan udføre arbejde med at sikre lov og orden. Vi ligger på 194 betjente pr. 100.000 indbyggere – Tyskland har til sammenligning 301 pr. 100.000 indbyggere. Det er altså ikke ligefrem her, vi skal finde grunden til, at vi har næsten en million offentligt ansatte i Danmark.

Med dommere er vi endnu dårligere kørende. Her har vi ifølge Eurostat cirka 11,8 professionelle dommere pr. 100.000 indbyggere, hvilket er i den nederste tredjedel blandt EU-lande. Det betyder sjovt nok, at ventetiden ved domstolene bliver længere og længere: For fire år siden var den gennemsnitlige ventetid på at få en straffesag med domsmænd for retten 4,4 måneder.

Ved den seneste opgørelse fra september 2022 var ventetiden for den slags sager 8,3 måneder.

At Forsvaret er i en dårlig forfatning, ved vi alle efterhånden. Men trods den alvorlige situation, Europa står i, og de mange lovprisninger af regeringens fremrykning af at nå NATOs målsætning om at bruge to procent af BNP på Forsvaret i 2030 i stedet for 2033, vil vi stadig nå NATOs målsætning som det sidste af alle de NATO-lande, der har sat sig for at gøre det.

Igen: Danskerne betaler verdens højeste skatter – cirka 1.200 milliarder kroner om året – men de mest basale opgaver i staten bliver sjoflet.

Det er ikke, fordi alt det andet per automatik er ligegyldigt. Men det har rigtige konsekvenser i den virkelige verden, når staten ikke løser sine kerneopgaver godt nok. Både for de mennesker, der får deres dagligdag forpestet af bander og almindelig lovløshed, og for de mennesker og virksomheder, der skal vente år og måneder på at få noget igennem landets domstole. Og det siger vist sig selv, at man hverken kan forsvare et land med efterløn, SU på ungdomsuddannelser eller offentligt projektmageri.

Og på dét bagtæppe undrer det mig, at den såkaldt ambitiøse regering over midten som det første griber til at tage endnu mere fra dig, end du allerede skal aflevere til staten.

For tag ikke fejl: I praksis er det en skattestigning, hvis du bliver tvunget til at arbejde en dag mere, hvor du før kunne holde fri. For din fritid tilhører dig lige så meget, som dine penge gør.

Så måske skulle vi vende bøtten? Tænk sig, hvis vi i stedet sagde, at staten ikke kan regne med flere penge, før den har fået styr på sine egne kerneopgaver med de mange, mange penge, den allerede har. Før Forsvaret er i ordentlig stand. Før politiet og domstolene faktisk fungerer på en måde, som vi kan være bekendt.

I stedet for at piske danskerne til at arbejde mere ved med lov og magt at afskaffe en helligdag, kunne man da snildt finde de tre milliarder blandt de 1.200 milliarder, som det offentlige allerede bruger.

En samlet opposition har fremlagt et forslag til at finde de cirka tre milliarder, som vi alle kan stå bag, men i Liberal Alliance har vi massevis af andre forslag. Og fælles for dem alle er, at danskerne hverken skal betale med flere af deres surt tjente penge eller deres værdifulde fritid.

Vi kan reformere dagpengene, SUen, folkepensionen. Vi kan afskaffe efterløn og Arne-pension. Vi kan skære i erhvervsstøtteordningerne.

Vi kan bede kommunerne om at bruge deres penge lige så godt som de kommuner, der er bedst til det. Vi har 1.200 milliarder kroner at boltre os med – mon ikke vi kan finde nogle få milliarder til at løfte statens kerneopgaver bedre i statskassen i stedet for i borgernes lommer? En stat, der ikke kan sikre lov og orden eller forsvare sig selv, er ikke en stat. Uanset hvor mange penge, den bruger på alverdens andre ting.

Måske var det på tide, at Danmark vågnede fra sin tornerosesøvn i stedet for bevidstløst at skovle flere penge ind i munden på den stat, der ikke engang kan løfte sine egne kerneopgaver?

(Kommentar udgivet i Berlingske d. 29. januar 2023)