Når skolen invaderer familierne

Henrik Dahl
11. december 2022

Det er på tide at indse, at vi har et problem med en grænseløs skole, der stiller illegitime krav til forældrene.

Når den uforlignelige Rokokoposten var bedst, var den som satire tæt på sandheden.

Hvem husker ikke historien om den fra halsen og nedefter lammede mand, der kom i arbejdsprøvning som dørstopper? Kunne – næsten – være sket i virkeligheden.

Eller historien om en stakkels far, der skyder sig selv i læggen med et haglgevær under punktet “eventuelt” for at slippe ud af et forældremøde. Kunne også – næsten – være sket i virkeligheden.

En tredje historie, man stadig mindes, er historien fra det fiktive arkiv om, at det i virkeligheden var Hitler, der i sin tid planlagde Forældreintra.

Fordi han forestillede sig, at det ville være den mest effektive måde at undergrave demokratiets sammenhængskraft og kampvilje.

Der er sket noget med skolen, der har dybe og vedvarende konsekvenser for familierne.

Og det er vigtigt, at vi får talt om det, før det er for sent. En forsker, der sætter ord på de problemer, der er opstået, er Maria Ørskov Akselvoll.

Hun beskriver i bogen “Det grænseløse forældreskab”, hvordan forældre i dag har fået et ansvar for barnets opvækst og udvikling, der aldrig stopper. Og hvor risikoen samtidig er enorm: blot et enkelt fejltrin – så kan barnets færden gennem tilværelsen være afsporet for altid.

Uanset årsagerne, så tror jeg, det er vigtigt, at der protesteres over tingenes tilstand.

Det kan ikke være rigtigt, at almindelige børn mangler den evne, de havde i gamle dage, til at gå i skole og danne venskaber uden de voksnes hjælp.

Det kan ikke være rigtigt, at almindelige børn mangler den evne, de havde i gamle dage, til at planlægge deres fritid uden forældrenes mellemkomst.

Det kan ikke være rigtigt, at der ikke kan afholdes børnefødselsdage, som man gjorde i gamle dage.

Det vil sige uden fælles politikker for deres afholdelse.

Det kan ikke være rigtigt, at børn ikke i anledning af deres fødselsdag kan dele en meget beskeden mængde af mundgodt ud – som de gjorde i gamle dage. Ude at der skal være fælles politikker for, hvad det er acceptabelt at dele ud.

Det kan ikke være rigtigt, at man som forælder i vore dage er nødt til at deltage i alverdens teambuilding for den samlede forældregruppe.

Det kan ikke være rigtigt, at man som forælder er nødt til at lære børnene det, skolen forsømmer at lære dem.

Det kan ikke være rigtigt, at man som forælder er nødt til at uddele de reprimander for dårlig optræden i klasseværelset, lærerne ikke længere tør at uddele.

Der er næppe en enkelt årsag til, at det forventede arbejde med at holde børn i skole vokser og vokser.

Jeg skrev selv for mange år siden i bogen “Hvis din nabo var en bil”, at rodmetaforen for mennesket havde ændret sig.

Hvor mennesket i gamle dage – metaforisk set – var gjort af et robust materiale som træ, er det i dag gjort af krystal.

Det indebærer – stadig metaforisk set – at der blot skal et enkelt slag eller stød til. Så er mennesket ødelagt på en måde, der er ganske uoprettelig.

Hvis tilstrækkelig mange forældre og lærere tror, at menneskets “sjæl” er gjort af skrøbeligt krystal, så indretter man selvfølgelig skolen på, at krystallet skal pakkes ind og til hver en tid beskyttes imod selv det mindste slag.

En anden faktor, der spiller ind, er givetvis, at børn og familie i dag i større omfang end tidligere har karakter af at være identitetsskabende projekter. Flere og flere hænger selve deres identitet op på at være perfekte forældre.

Det rammer selvfølgelig de arme børn, der oplever at blive både pacet og pylret om i kritisk omfang.

Men de rammer også projektbarnets uskyldige omgivelser. Fordi de så at sige bliver suget ind i projektet og gjort til en del af det.

Endelig er det, man ser, formentlig konsekvenser af de illusioner, der – desværre – bærer folkeskolen i dag.

Reformpædagogik er selvfølgelig – det ved alle realistisk indstillede mennesker – vrøvl og sludder.

Børn kan nogle gange være onde og grænseløse og interesserede i at udøve magt. Og det skal der selvfølgelig sættes en stopper for. Om ikke af andre grunde, så fordi viljen – også den onde – altid vil ekspandere, til den møder noget, der er hårdere end den selv.

Ingen børn kommer af sig selv i tanke om, at de skal vide noget om differentialregning eller industrialiseringen eller tysk grammatik.

Det skal ansvarlige voksne på en kærlig måde motivere dem for at fatte interesse for. Og i sidste instans: presse dem til at lære, selv om de ikke gider.

Skolen kan heller ikke bestå, uden at der står respekt om den som institution.

Den har et ideelt mål, som skal gennemsyre dens dagligliv: at skole er vigtigt, først og fremmest. Men også at lærdom er vigtigt. Og at vejene til at blive klogere er vigtige: (arbejds) disciplin.

Pligtfølelse. Vedholdenhed.

At det nærmer sig et ekstra fuldtidsjob at have børn i den almindelige danske folkeskole, er uden tvivl en perfekt storm. Altså et sammenfald af flere faktorer, der tilsammen skaber et maksimalt uheldigt udfald.

Men uanset hvad: Det er ikke i orden, at arbejdet med at følge med i og reagere på henvendelser i Aula fylder så meget. At ændrede normer i nogle familier om, hvad børn kan klare og ikke klare, ukritisk gøres til krav for alle andre. At projektfamiliers ambitionsniveau ukritisk gøres til den standard, alle skal opfylde. At de fikse idéer, der styrer nogle familier, ukritisk gøres til norm for alle. Og at de mange illusioner, reformpædagogikken giver anledning til, skal modvirkes af de hårdt prøvede forældre.

På langt sigt er der brug for et gennemgribende opgør med den fejlslagne reformpædagogik. Men et første træk kunne være, at skolerne besinder sig på, at de er kulturbærende dannelsesinstitutioner.

Og på den baggrund begynder at tage sig selv og deres ansvar alvorligt.

(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 11. december 2022)

International politik er blevet Vesten mod resten

Henrik Dahl
30. november 2022

Der burde herske en større vrede over Iran i Europa, end der faktisk gør. De fleste støtter protesterne imod diktaturet. Men fordi den offentlige samtale har en yderst begrænset evne til at holde flere temaer i spil på samme tid, er der alt for få, der kritiserer, at Iran aktivt blander sig i Ruslands krig imod Ukraine.

Iran har ikke nogen økonomiske eller snævert sikkerhedspolitiske interesser i at skabe død og ødelæggelse og destabilisering på et andet kontinent end det, hvor landet selv er beliggende. Når man gør det alligevel, skyldes det udelukkende, at død, ødelæggelse og destabilisering af den vestlige verden er blevet mål i sig selv for diktaturstaten.

Takket være Tysklands appeasement af Rusland gennem årtier har der været for lidt fokus på, at Rusland faktisk har ført hybrid krig imod den vestlige verden længe. Man har blandet sig i valg. Man har udsendt dødspatruljer. Man har foretaget hackerangreb.

Og man anvender konstant bøllemetoder i Østersøregionen. Hvor fremmede landes territorier krænkes – men i så kort tid, at ingen finder det nødvendigt at reagere med våbenmagt.

Den hybride krig imod den vestlige verden har så fået en egentlig, militær dimension i Ukraine. Men det er vigtigt at huske rækkefølgen. Den klassiske, militære krigsførelse i Ukraine er den destabiliserende hybridkrigs fortsættelse med andre midler. Ikke omvendt.

Ruslands ultimative mål er at ødelægge den vestlige verden i almindelighed og den traktat-og regelbaserede verdensorden i særdeleshed. Den ser landets magthavere helst erstattet med det James Bond-lignende galleri af skurke, der har magten i Rusland. I stedet for protestantisk effektivitet, vækst og fremgang, skal den tidligere vestlige verden domineres af russiske værdier: Absurd korruption og inkompetence.

Brutale og naragtige mænd, der fører sig frem med brovtende monologer. Operetteuniformer og absurd store slotte – designet til at bortgemme koner og elskerinder – bygget for stjålne midler. Og neden under dette: drukkenskab, vold og armod for masserne.

Sådan var Rusland i de gode, gamle dage.

Sådan skal Rusland blive igen, hvis det står til Putin-fascismen.

Ind på denne scene træder så Iran og diskret i baggrunden Kina.

Kineserne er for så vidt lette at forstå. Den jævne mand vil have alt, hvad der synligt kendetegner Vesten. Eliten vil også have alt, hvad der synligt kendetegner Vesten – men vil gerne undgå demokrati. Derfor vover Kina ikke at udfordre de vestlige lande militært på deres eget territorium.

Iran har åbenlyst kastet terningerne.

Krigen i Ukraine er en gylden mulighed for, at der dør en hel masse vantro, og at de vantros kultur og politiske system tager varig skade i processen. Derfor kaster man sin vægt ind sammen med russerne.

International politik i vore dage er blevet præcis, hvad Samuel Huntington forudså for omkring 25 år siden, at det ville blive: Vesten mod resten. Hvis man er i tvivl om, hvem der er Vesten, og hvem der er resten, kan man studere afstemningerne om Ukraine i FN. Hvor stiller det så Danmark og resten af den vestlige verden? Man skal ikke samle på fjender. Derfor er det vigtigt, at vi har gode forbindelser til vores fjernere slægtninge i Sydamerika og til venligsindede lande i det sydøstlige Asien.

Men man skal også gøre sig fjendskabets natur og omfang klart: Ingen af de lande, der stemmer med Rusland i FN, er for alvor til at stole på.

Sådan er de faktiske forhold i jernindustrien.

Det er dem, vi bliver nødt til at indrette os på i årene, der kommer.

(Debatindlæg bragt i Berlingske d. 30. november 2022)

Det bør være en bunden opgave for en ny regering at skære ned på Skats lovjungle

Alex Vanopslagh
28. oktober 2022

Hvem vinder på et skattesystem, der er så bøvlet og snørklet, at ingen forstår det i sin helhed? I hvert fald ikke borgerne, der farer vild i bureaukratiets byzantinske labyrint. Og heller ikke velfærdsstaten, der skal ofre flere og flere ressourcer på overhovedet at få det til at fungere.

Ikke desto mindre er det sådan, vi er endt – så når valgresultatet inden længe tikker ind, og forhåbentlig viser, at vi får en borgerlig regering, bliver det derfor en bunden opgave for os at oliere skattesystemets tandhjul, så systemet ikke går i stå.

Obskure fradrag

De nuværende problemer i skattesystemet kan primært spores tilbage til to forhold: For det første har man alt for længe drevet rovdrift på systemet.

Når der skal findes finansiering til ny lovgivning, er kutymen oftest at indføre nye skatter i stedet for at kigge på det eksisterende indtægtsgrundlag.

I de forgangne tre år har den socialdemokratiske regering eksempelvis hævet skatterne mere end 40 gange og med mere end 10 mia. kr.

Et godt eksempel er Arne-pensionen, hvor man har udviklet en ny særskat på Danmarks finans-, pensions-og forsikringsselskaber, som nu skal betale en højere selskabsskat end alle andre – uden anden årsag, end at den finansielle sektor siden Finanskrisen har været upopulær, og derfor på populistisk vis er blevet udset til prygelknabe.

Den slags fører ikke blot til samfundsøkonomiske forvridninger.

Det fører i sagens natur også til højere forbrugerpriser, fordi selskaberne er nødt til at dække sine nye udgifter. Det er altså svært at se, at sådan nogle særskatter har ret mange vindere, foruden de politikere, der scorer billige, populistiske point.

For det andet anses skatteopkrævningen som en politisk schweizerkniv, der kan løse alle mulige problemer, som ingenting har at gøre med skat. Skatteopkrævningen bør fortrinsvis have til formål at få penge i statskassen, men i dag bruges den til at regulere alt muligt andet.

Skattesystemet er nemlig smurt ind i alverdens obskure fradrag, tilskudsordninger og særskatter, der gør det unødigt kompliceret at forstå skattebetalingen. Har du et arbejde, får du beskæftigelsesfradrag.

Har du langt til arbejde, får du kørselsfradrag. Har du børn, får du børnepenge. Har man renteudgifter, får man rentefradrag og så fremdeles.

Skattesystemet er fuld af mærkelige afgifter, som er velegnede til at opdrage på borgerne, så de gør, som politikerne ønsker, men som ikke giver noget særligt provenu.

Det skaber især besværligheder for de erhvervsdrivende, der skal opkræve disse skatter efter besynderlige og ofte uforståelige regler. Den slags gør os alle fattigere uden at gavne alverden.

Og en almindelige lønmodtager beskattes i dag med et arbejdsmarkedsbidrag, der opgøres på ét grundlag; en bundskat, der beregnes på et andet indkomstgrundlag; en kommuneskat og sundhedsbidrag, der beregnes på et andet tredje grundlag, og hvis borgerne er så flittige, at de betaler topskat, beskattes denne på et helt fjerde grundlag.

Konsekvensen af den vildtvoksende lovjungle er, at ingen i dag har en jordisk chance for beregne sin egen skat. Og hertil kommer, at retssikkerheden er uhyre ringe, hvis man skulle være så uheldig at blive involveret i en skattesag.

Skattesystemets lovjungle

Nogle kunne fristes til at tro, at skattevæsenet er den stærke part i forhold til borgeren. Det mener socialdemokraterne ikke. De har i over 20 tilfælde givet skattevæsenet nye beføjelser eller værktøjer til at kunne kontrollere skatteyderne.

Til gengæld har de ikke i ét eneste tilfælde styrket borgerens retssikkerhed.

Systemet frem for mennesket.

Man skal regne med op til 5 års ventetid for at få behandlet sin klage og meget længere, hvis sagen ender for domstolene. Derfor forudsætter et velfungerende skattesystem et fundamentalt opgør.

De offentlige udgifter skal reduceres mærkbart, så skattesystemet kan aflastes.

Skat siger i sine egne reklamer, at skat ikke er enkelt. Men hvorfor kunne det ikke være dét? Det handler kun om politisk vilje til at finde macheten frem og skære sig igennem skattesystemets lovjungle, så andre borgere ikke farer vild i den.

De forgangne 3 år har den socialdemokratiske regering eksempelvis hævet skatterne mere end 40 gange og med mere end 10 mia. kr.

(Artikel bragt i Børsen d. 28. oktober 2022)

Luk Nørremarken og send det i privat udbud

Alex Vanopslagh
25. oktober 2022

TV2-dokumentaren om forholdene på plejehjemmene er hjerteskærende. Og vi ser allerede de røde tale om ”flere penge” som en løsning.
Helt ærligt, vi kan ikke blive ved med at belønne dårlige plejehjem med flere penge. Vi får aldrig bedre ældrepleje, hvis ikke vi sætter borgerne i fokus, sikrer mere konkurrence og flere konsekvenser ved at behandle borgerne elendigt.

Det skal jo være sådan fremover, at plejehjem skal være selvejende og frie, hvis de er offentlige eller deciderede private plejehjem. Folk skal kunne vælge frit hvor de vil bo. Og når et plejehjem mishandler borgerne, skal det gå konkurs. Det skal ikke belønnes med flere skattekroner.
Vi husker alle den forfærdelige udsendelse om Else, som blev så umenneskeligt behandlet på Plejehjemmet Kongsgården i Aarhus. Det var desværre ikke en enlig svale. Den frygt har jeg fået bekræftet efter at have set udsendelsen ”Opråb fra plejehjemmet”.

Det er så rystende at se, hvordan enkelte plejere svigter de ældre. De byder på tøjauktioner i stedet for at tage sig af døende ældre. De holder pause hele tiden, taler grimt til de ældre, anvender fysisk magt over for dem, lader dem ligge i halve døgn med beskidt ble, giver dem ikke mad og drikke, glemmer deres medicin og man kunne blive ved.

Astrid Krag er allerede ude og advare mod besparelser i det offentlige, men svaret er jo ikke flere hænder. Mener Astrid Krag i ramme alvor, at beboerne på Nørremarken i Køge ville få det bedre, hvis der sad tre medarbejdere og bød på tøj i arbejdstiden, fremfor en enkelt?
En stor del af problemet her er ledelse. Og at for mange steder føler ledelsen ingen ejerskab og ansvar for stedet. Det er et strukturelt problem med mangel på ansvar og konkurrence.

Den socialdemokratiske løsninger kommer ALDRIG til at virke. Vi skal gentænke vores velfærdssamfund. Borgerne skal have mere frit valg, så de kan forlade de dårlige steder, og de dårlige steder kan få lov til at lukke og slukke. Mens de gode steder får lov til at blomstre.

Ingen skandale med Mette Frederiksen uden slettede sms’er

Alex Vanopslagh
25. oktober 2022

Det gjaldt minkskandalen, og det gælder skandalen om Forsvarets Efterretningstjeneste. Her er Mette Frederiksens sms’er, som ellers skal indgå i undersøgelsen fra den kommission, som selvfølgelig kommer, når regeringen har lavet rav i den, selvfølgelig også blevet slettet.

Ja, I kender efterhånden historien. Men kender I nogen, der ellers sletter alle sine sms’er? Jeg gør ikke. Det er mig bekendt kun noget, som kriminelle og utro partnere gør.

Argumentet om, at Mette Frederiksen har slettet sine sms’er af sikkerhedsmæssige hensyn, som i forvejen var utroværdigt i minkskandalen, bliver decideret absurd her, når vi netop skal undersøge en skandale, som har gjort massiv skade på Danmarks sikkerhed – både for vores hemmelige tjenester og for vores forhold til vores vigtigste allierede, USA.

Men vi kender jo regeringens måde at arbejde på. Man sætter sig selv først – over embedsværket, over folkestyret og over landets ve og vel. Og man gør alt, hvad man overhovedet kan, for at smyge sig udenom at blive kigget i kortene.

Magtfuld og stærk, sådan vil man fremstå. Men kigger man bag facaden, kan man se, at det netop bare er en facade, der skal dække over dyb inkompetence, panik og hensynsløshed. Så Mette Frederiksen gør alt, hvad hun kan for at undgå, at danskerne får lov at kigge bag facaden. Hun vil ikke have en advokatundersøgelse af sin egen grove vildledning i minksagen, hun prøver at bagatellisere de skandaler, hun selv har skabt, og så sletter hun sine sms’er.

Nu skal vi til valg d. 1. november. Landsmoderligt slår den hidtil uhørt magtfuldkomne statsminister Mette Frederiksen ud med armene og inviterer til bredt samarbejde.

Men uanset hvilke partier, hun sidder i regering med, uanset hvilke slogans, hun går til valg på, og uanset hvad end andre partiledere bilder sig ind, så kan jeg garantere jer for én ting: Så længe, Mette Frederiksen bliver siddende i statsministerstolen, vil hun fortsætte med at forvalte magten på den måde, hun har gjort de sidste 3 år. Med egoisme, lukkethed og magtfuldkommenhed.

Man kan godt male striberne på en tiger over, men striberne sidder der stadig.

Der er kun én vej væk fra Mette Frederiksens magtfuldkommenhed, og det er at stemme på et parti, der aldrig nogensinde kunne finde på at pege på hende som statsminister.

Husk det, når du skal stemme d. 1. november.

Liberal Alliances krav til en borgerlig regering

Alex Vanopslagh
24. oktober 2022

En borgerlig regering skal forpligte sig på åbenhed, mådehold og respekt for folkestyret. Og LA’s opgave bliver at sikre, at den lever op til disse idealer.

Dette valg er ikke bare et spørgsmål om blå mod rød. Flere af de bærende principper i vores folkestyre er under pres, og derfor står der denne gang noget meget mere fundamentalt på spil, når danskerne går til stemmeboksene.

Den seneste valgperiode har nemlig budt på alt for mange dybt bekymrende skandalesager, og derfor er valget også et spørgsmål det det folkestyre, vi en dag skal give videre til de næste generationer.

Minkskandalen, FE-sagen, den gradvise udskiftning af neutrale embedsmænd, slet skjulte forsøg på at undergrave frie medier og brugen af usandheder som rambuk til at gennemtrumfe sin politik.

Mette Frederiksens måde at lede landet på sætter sig slet og ret som rust på demokratiets tandhjul.

En ny måling fra Voxmeter dokumenterer, at 44,7 procent af danskerne har fået mindre tillid til retssystemet, politikerne og den offentlige administration de seneste år, mens blot 5,7 procent har fået mere tillid.

Derfor har Danmark brug for et flertal, som kan genoprette tilliden til vores retsstat og folkestyre, og derfor handler valget denne gang også om noget mere grundlæggende.

For Danmark har brug for et lederskab, der udviser ydmyghed overfor sin magt, sit ansvar og det danske demokratis spilleregler. Derfor har vi i Liberal Alliance fire krav til en borgerlig regering.

1) Insistere på en sandhed og saglighed
En borgerlig regering skal holde sig til sandheden. I denne valgperiode har vi set alt for mange eksempler på hele og halve usandheder fra Mette Frederiksen og hendes ministre.

Det var for eksempel hverken myndighedernes anbefaling at lukke samfundet ned eller at slå alle danske mink ihjel under corona-pandemien, selvom Mette Frederiksen påstod det.

Borgerlige ministre vil næppe kunne undgå at udtrykke sig upræcist eller endda sige noget lodret forkert, for det er menneskeligt at fejle. Men med en ansvarlig regeringsførelse følger også et ansvar for at rette sine fejl, så vi bevarer danskernes tillid til det politiske system.

2) Respekt for Danmarks lovprocesser og institutioner
Vi borgerlige skal have en helt anden respekt for Folketingets lovprocesser. Det er et alvorligt problem for vores samfund, hvis politiske beslutninger bliver gennemført uden lovhjemmel som i minkskandalen.

Og vi skal genoprette tilliden til ministerier og myndigheder som kilder til viden. Vi skal ikke tilbageholde myndighedernes faglige rådgivning og oplysninger, som Mette Frederiksens regering gjorde det i sagen som Syriens-børnene.

Vi skal ikke skubbe forvaltningen foran os for at legitimere de politiske beslutninger, og hvis beslutningerne går galt, skal vi ikke smide embedsmændene under bussen i situationer, hvor politikerne gik fri, mens flere embedsmænd blev hjemsendt.

3) Et neutralt og fagligt embedsværk
Vi borgerlige skal ansætte de mest kvalificerede i centraladministrationen gennem professionelle rekrutteringsprocesser.

Siden Socialdemokratiet indtog ministerierne er rekordmange departementschefer blevet udskiftet, og mange af ministeriernes neutrale pressechefer er blevet erstattet med medarbejdere, som tilfældigvis har bånd til Socialdemokratiet.

Socialdemokratiets tidligere Finansminister, Bjarne Corydon, har udtalt, at ”embedsværket i denne valgperiode har undergået en sådan politisering, at det politiske system er i krise”.

Det er et alvorligt problem, for danskerne fortjener et embedsværk, hvor de ansatte er uafhængige af skiftende regeringer og udelukkende besidder deres stillinger på baggrund af kompetencer – og ikke partibog.

4) Stå vagt om den frie presse
En borgerlig regering skal insistere på, at en fri presse er afgørende for vores folkestyre, og vi skal ikke gøre medierne til en fjende.

Det er fuldstændig uacceptabelt at true journalister til tavshed på samme måde, som Mette Frederiksen forsøgte med Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen.

Det er en forudsætning for et velfungerende demokrati, at pressen kan gå kritisk til magthaverne uden at frygte for repressalier.

For uanset partifarve er vi politikere ikke kun valgt for at ride vores egne kæpheste. Vi er også valgt for at tage vare på folkestyret som helhed.

Vores folkestyre er møjsommeligt opbygget af bønder, arbejdere, husmænd, højskolelærere, købmænd, håndværkere, kvindesagsforkæmpere og mange andre, der i årti efter årti har lidt og stridt for at skabe verdens måske bedste samfund.

De retsstatsprincipper, der udgør grundsøjlerne i vores folkestyre, var her lang tid før, at nogen af os blev en del af dansk politik. Det er vores ansvar at sørge for, at de også er her den dag, ingen af os er her mere. Danmark fortjener bedre end dét, vi har set, siden der blev dannet rødt flertal.

Derfor skal en borgerlig regering forpligte sig på åbenhed, mådehold og respekt for folkestyret, når der forhåbentlig dannes blåt flertal efter valget.

Liberal Alliances opgave bliver at sikre, at en borgerlig regering lever op til disse idealer.

(Kronik udgivet i Jyllands-Posten d. 24. oktober 2022)

København skal ikke skamme sig over sig selv

Alexander Ryle
22. oktober 2022

København løfter et stort ansvar for hele landet og fortjener ikke den nedladende retorik.

MED DANMARKSDEMOKRATERNES indtræden i dansk politik har hovedstadsbashingen nået nye højder. København er blevet valgkampens syndebuk og bliver udstillet som privilegiernes epicenter, ligesom københavnerne udstilles som forkælede byboere, der lever overdådige liv på resten af landets bekostning.

Men sandheden er, at København i allerhøjeste grad løfter sin del og mere til.

Først og fremmest sender København direkte et stort økonomisk bidrag til resten af landet via udligningsordningen, hvor hovedstadsområdet sendte hele 14 milliarder til resten af landet i 2020. Derudover stod de 31,8 procent af Danmarks indbyggere, der bor i Region Hovedstaden, i 2021 for 48 procent af den samlede boligskattebetaling. Det svarer til over 5 milliarder kroner ekstra årligt i forhold til befolkningsandelen. Dertil kommer, at København er et trækplaster for turisme.

En analyse fra Wonderful Copenhagen viser, at den københavnske turisme i 2018 var ansvarlig for at skabe 11.128 arbejdspladser i resten af landet og et samlet skatteprovenu på 11 milliarder.

Mange forbinder måske storbyen med forurening, men faktisk er den gennemsnitlige københavners CO2-udledning ca. det halve af den gennemsnitlige danskers.

Sådan konkluderer forfatteren Simon Kjær Hansen, der har undersøgt storbylivets betydning for klimaet. Københavnerne er flere til at deles om tingene, og derfor bliver klimaaftrykket ved f. eks. at bygge en legeplads delt ud på mange personer. Fordi mange københavnere bor i lejlighedskomplekser, gør de et mindre indhug i naturen og kan deles om den samme fjernvarmerørledning.

Derudover bruger københavnere i sagens natur mere offentlig transport.

STORBYER VERDEN over tiltrækker skæbner, der lever på kanten. København er ingen undtagelse. Den nationale scene for hjemløse stofmisbrugere, Istedgade, ligger blot et minuts gang fra hovedbanegården.

Selv om der selvfølgelig både er misbrugere og hjemløse i alle dele af landet, bor hele 23,7 procent af landets hjemmeløse i København. Dertil kommer, at København huser mange borgere i lavindkomstgruppen og med sociale problemer.

Region Hovedstaden er den eneste region i landet, hvor andelen af almene boliger overstiger andelen af befolkningen. Prøv at tage ud i de mange betonkvarterer i Storkøbenhavn, og snak om fine saloner der.

Jeg synes, det er ærgerligt, at København er blevet til en politisk malkeko. Senest ved udflytningen af uddannelsespladser.

København bidrager i forvejen rigeligt til resten af landet og løfter et stort ansvar i forhold til både klima og sociale problemer.

Prøv at tage ud i de mange betonkvarterer i Storkøbenhavn, og snak om fine saloner der.

(Debatindlæg bragt i Politiken d. 22. oktober 2022)

Det er en tabt kamp at forhindre inflatio­nens svien, men ikke at forkorte den

Alex Vanopslagh
13. oktober 2022

Nogen må sige sandheden: Det bliver en hård vinter, og det kan vi politikere ikke forhindre. En ansvarlig økonomisk politik handler ikke om at forhindre, at inflationen gør ondt, men at forhindre, at det gør ondt i lang tid

Den amerikanske økonom Thomas Sowell sagde, at “hvis du vil hjælpe folk, fortæller du dem sandheden. Hvis du vil hjælpe dig selv, fortæller du dem det, de gerne vil høre”.

Inflationen æder af danskernes budgetter, og vi går en hård vinter i møde. Men sandheden om dansk økonomi er, at det ikke udelukkende er hverken erhvervslivets såkaldt “overnormale” profitter eller Putins invasion af Ukraine, der står fadder til inflationskrisen.

Inflationen skyldes både det udbudschok, der er affødt af energikrisen. Men det skyldes så sandelig også centralbankernes lempelige pengepolitik og politikernes for lempelige finanspolitik under coronakrisen. Men selvom inflationen i høj grad er skabt af centralbanker og politikere, så bliver det danskerne, som de er flest, der betaler prisen. Og der er ingen vej udenom. For hvis vi ikke er villige til at skabe en opbremsning i økonomien, vil inflationen fortsætte med at rasere.

Foder til inflationen

Det er den skinbarlige sandhed. Desværre er alt for mange af mine kolleger optaget af, hvordan vi kan garantere hjælpepakker til både pensionister, de små erhvervsdrivende, de studerende, de arbejdsløse, børnefamilierne og dem med gasfyr – og valgkampen er ikke engang tæt på at være slut.

Det er at have fokus det helt forkerte sted. Vi bør i stedet fokusere på, hvordan vi kan medvirke til, at inflationen varer så kort tid som muligt – og så ellers lade markedsmekanismer virke.

Pengepolitikken har vi overladt til den europæiske centralbank, og vi må bare bede til guderne om, at de ikke tøver med at hæve renterne yderligere for at bekæmpe inflationen. Herhjemme kan vi dog også selv bidrage, men det bliver ikke på venstrefløjens vagt, at vi får økonomisk ansvarlighed. For under Mette Frederiksens regeringstid har man de seneste tre år sendt nationaløkonomien ud på et socialdemokratisk sidespor.

Man har brugt statskassen som gavebod til at dele rundhåndet ud af checks til udvalgte vælgersegmenter – selvom både Nationalbanken og vismændene i Det Økonomiske Råd advarede mod, at gavebodspolitikken blot puster yderligere til inflationens flammer.

Med mere end 40 skattestigninger har man gjort 9/10 indkomstgrupper fattigere, og med højere afgifter har man øget uligheden, fordi det stigende skattetryk går værst udover de fattigste. Det er nødvendigt, at vi får økonomien tilbage fra det socialdemokratiske sidespor.

Ingen snuptagsløsninger kan få os smertefrit igennem inflationskrisen, men vi kan tage nogle skridt i den rigtige retning ved at føre en ansvarlig og langsigtet økonomisk politik.

Spænd statens livrem ind

En vej ud af moradset er at gennemføre en opbremsning i det offentlige forbrug, slanke den offentlige sektor og lave de nødvendige skatte- og arbejdsmarkedsreformer, der ruster Danmark til fremtiden.

For det første bør vi følge Nationalbankens anbefaling om, at finanspolitikken strammes med ca. 1 pct. af bnp ud af den økonomiske aktivitet. Det er økonomsprog for enten at hæve skatterne med ca. 25 mia. eller at skære 25 mia. i de offentlige udgifter. Jeg mener selvfølgelig, at det bør være staten, der spænder livremmen ind, så danskerne slipper for flere skattestigninger.

For det andet kan vi afhjælpe lønpresset på det danske arbejdsmarked ved at lave reformer, der øger arbejdsudbuddet. Udfas efterlønnen, afskaf Arne-pensionen, lav en SU-reform og halvér dagpengeperioden, og vi vil øge arbejdsudbuddet med 50.600 fuldtidspersoner.

Og det for det tredje kan vi lave fuldt ud finansierede skattelettelser, så vi hjælper danskerne med at betale regningerne.

Når valgresultatet inden længe tikker ind, og der forhåbentlig har indfundet sig et nyt flertal i Folketinget med en borgerlig regering, vil det være en bunden opgave at kigge på løsninger som disse.

Og i alt hvad vi gør, er der to ting, vi skal have for øje, når vi fører økonomisk politik: Dæmper det inflationen? Og bliver vi glade for det her på den lange bane?

Mon ikke vi om ti år eksempelvis vil være mere glade for at have gjort de første 7000 kr. skattefrie for alle i arbejde end at have sat elselskaberne til at udbyde kviklån for at dække elregninger?

Mon ikke vi om ti år vil være mere glade for at have fjernet afgifter, der gør danskernes hverdag dyrere, end for at vi i 2022 fik tildelt en fejlslagen varmecheck til Socialdemokratiets kernevælgere, borgmestre uden gasfyr eller diverse kollegier?

Det er spørgsmål som disse, du bør stille dig selv, når du inden længe står nede i stemmeboksen og tænker på, hvem der bedst vil kunne føre os gennem den økonomiske krise.

Og hvis du kommer frem til, at dit kryds skal gå til Liberal Alliance? Ja, så vil vi arbejde solen sort for de langsigtede løsninger, der får inflationen på ret køl samt sikrer vækst, velstand og frihed.

(Debatindlæg udgivet d. 13. oktober i Børsen)

Skatte­sy­stemet bryder sammen, hvis vi ikke begynder at tænke os om

Debatten i kølvandet på det konservative skatteudspil viser, at det efter regeringens opfattelse ikke er muligt at spare så meget som en krone på de offentlige udgifter. Tværtimod skorter det ikke på idéer til nye, udgiftskrævende initiativer fra den venstre side af Folketingssalen.

Hvis vi hertil lægger, at der er en række velfærdsområder, som trods meget store bevillinger ikke fungerer, som vi ønsker, vil også dette forhold medvirke til at drive de offentlige udgifter i vejret.

Endelig ligger der en del kendte, men endnu ikke løste udfordringer i horisonten – den grønne omstilling, den stigende aldring i befolkningen eller generelt stigende krav til de offentlige ydelser, blot for at nævne et par stykker – som også vil skulle finde finansiering.

Står det til venstrefløjen, skal alle disse stigende udgifter finansieres ved hjælp af nye eller forhøjede skatter. Skal alle problemer afhjælpes via øgede udgifter, er der ingen anden vej.

Heroverfor står et skattesystem, som allerede er på kanten af et sammenbrud. Skatterne begrænser den personlige frihed. Desuden medvirker vores skattesystem til at reducere både arbejdsudbud, idérigdom og adgangen til risikovillig kapital. Vi skal heller ikke regne med arbejdskraft udefra, fordi Danmark næppe forekommer specielt attraktiv for en tilflytter, når denne ser størrelsen af de skatter, der skal betales for ydelser, den pågældende næppe nogensinde får del i.

Skattesystem på sammenbruddets rand
Ingen er længere i stand til at beregne deres egne skatter. Virksomheder bruger astronomiske beløb på at gardere sig mod mere eller mindre uforklarlige, men altid dyre og langvarige skattesager.

Det tager omkring fire til fem år at få en klage behandlet i ankesystemet, og går sagen til domstolene, forlænges tidshorisonten med adskillige år. Skattemyndighederne slås selv med at administrere deres egne regler – trods rundhåndede merbevillinger.

At vi er endt med et skattesystem på sammenbruddets rand, skyldes flere forhold.

For det første, at alle problemer kun kan klares ved hjælp af flere penge. Penge, som skal hentes via skatterne. Ingen undersøger, om de mange penge, der allerede bruges, kan anvendes klogere og bedre. Det offentlige har monopol på at levere stort set alle velfærdsydelser – uden konkurrence og valgmulighed. Ikke noget under, hvis det sjældent fører til den bedste, billigste og mest effektive løsning.

For det andet er vores skattesystem – trods de store byrder, det skal løfte – særdeles uhensigtsmæssigt indrettet. Skattereglerne afspejler ønsker om at regulere alle tænkelige forhold – klima, sociale forhold, beskæftigelsesmæssige, sundhedsmæssige og en række andre forhold, som strengt taget intet har med finansiering af de offentlige udgifter at gøre.

I stedet for at forsøge at lave stringente, forståelige og effektive skatteregler er vores regler bygget op om ofte finurlige og, i bedste fald, omtvistede retfærdighedsbetragtninger. Resultatet er dybt uhensigtsmæssige regler, som begrænser de indkomster, som skatterne skal betales af.

Hvis det offentlige fortsat skal løfte de byrder, som vi forventer, kræver det, at vi er langt mere omhyggelige med, hvordan vi bruger pengene, og at vi ændrer skatterne i en retning, så de ikke begrænser, men understøtter vækst, initiativ og risikovillighed.

Reaktionen på de planer for et bedre skattesystem, som både Liberal Alliance og De Konservative har lagt frem, er ikke opløftende.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 12. oktober)

Mette Frederiksen er den dårligste nyhed for folkestyret siden besættelsen

Alex Vanopslagh
10. oktober 2022

Der er én ting, der er værre end magtfuldkommenhed, og det er magtesløshed.« Det fik Mette Frederiksen vrisset til sit partis sommergruppemøde, da hun blev forelagt beskyldningen om at regere magtfuldkomment. Svaret siger jo på sin vis det hele.

Mette Frederiksen har dygtigt dyrket sit image som handlekraftig leder, der gør folkets vilje til virkelighed, ikke mindst under coronakrisen. Men sporene blev lagt ud tidligere. I 2019 oprustede hun i Statsministeriets stab med følgende begrundelse: »Jeg ønsker at lede en regering, hvor vi sætter en klar politisk retning for Danmark.

Det er afgørende for mig, at det er politiske valg – og dermed først og sidst danskernes valg – der styrer, hvilken retning vores samfund skal i.« I sig selv er der ikke nødvendigvis noget galt i dét, men når vi ser, hvordan det siden er gået, begynder mønstret at være klart.

Men alternativet til magtfuldkommenhed behøver ikke at være magtesløshed. Når man er statsminister i et folkestyre, er meningen sådan set, at man regerer med ydmyghed og respekt for den store magt, man er blevet bevilget indirekte af vælgerne og af folkestyret.

For med stor magt kommer stort ansvar.

Og målet helliger ikke midlet – heller ikke, når man har en folkestemning i ryggen.

Derfor er folkestyret og retsstaten danskernes værn mod politikere og myndigheder, der ikke kan styre sig.

Og derfor er jeg bekymret, når jeg ser på den seneste valgperiode: Minkskandale, skandale om Forsvarets Efterretningstjeneste og Lars Findsen, politisering af embedsværk og myndigheder, tilbageholdelse af oplysninger om for eksempel Syriensbørnene, usaglige afslag på aktindsigter og angreb på den frie presse.

Samtidig har vi en regering, der går efter at så frygt og splittelse, for eksempel med københavnerbashing, akademikerbashing, bankbashing og udlændingebashing, og som konstant udvælger grupper, som skal belønnes eller straffes med særordninger, særskatter eller slet og ret checks. Som ruller mere overvågning ud over danskerne og indskrænker danskernes frie valg til eksempelvis privat velfærd eller fordelingen af barsel.

Ydmyghed og det modsatte

Vi har i Velfærdsdanmark vænnet os utrolig meget til at tale om det, som politikerne kan få statsmagten til at gøre FOR os. Men nu begynder det at vise sig, at vi nok skulle tale lidt mere om det, som statsmagten kan gøre VED os, hvis den ikke er tæmmet og bundet.

Det lå de mennesker, der skabte og udviklede vores folkestyre, blandt andre højskolebevægelsen, bondebevægelsen og arbejderbevægelsen, meget på sinde at begrænse den måde, som staten kunne udøve sin magt på. Det var vigtigt for dem at besjæle både Grundloven i teorien og folkestyret i praksis med ydmyghed over for magten og med enorm respekt for danskernes ret til at leve i frihed og ansvar, så længe de adlød statens (relativt få) love.

For de havde netop oplevet tilværelsen i et samfund, hvor statsmagten kun tjente bestemte gruppers interesser og ikke var til deling for alle borgere. De kendte til følelsen af magtudøvelse, der ikke tog hensyn til dem, og de vidste, at en stat, der kunne give alt til folk, også kunne tage alt fra dem.

Og de kunne deres historie, så de vidste tilmed, at et demokrati uden regler kunne være lige så tyrannisk som en enevældig konge. Derfor forstod de, at ingen skulle have absolut magt, heller ikke når de mente at handle på vegne af folkets vilje. For magten korrumperer selv de bedste, og den tiltrækker de værste.

Det er værd at dvæle ved, fordi det føles så længe siden nu. Ikke desto mindre er det vores forfædres sejre, som vi i dag nyder godt af ved at leve i ét af de frieste, rigeste og mest menneskevenlige samfund, verden nogensinde har kendt – i et liberalt demokrati. Men overalt i Vesten ser vi nu en fremvækst af politikere og bevægelser, der ser ned på netop det liberale demokrati.

Cæsar handler, folket klapper

Uanset om det er den illiberale Orbán, den konspiratoriske Trump, vrede identitetspolitikere eller fanatiske klimaaktivister, er de alle enige om, at spillereglerne ikke skal gælde for dem. For ifølge dem står det liberale demokrati med sine mange begrænsninger, principper og kompromisser i vejen for at gøre det rigtige. Det kræver åbenbart en Cæsar at skære igennem al fnidderet og principrytteriet og gribe til handling – til lyden af folkets tordnende applaus.

Og ja, jeg kan godt forstå, at folk er trætte af den måde, politik fungerer på.

Brudte løfter, evindeligt ævl og kævl, langsommelige forhandlinger, kvælende bureaukrati, manglende fantasi, uigennemskueligt spin og kommunikation og alverdens EU-forordninger, konventioner, sædvaner og domme, som ingen mening giver for et almindeligt, fornuftigt tænkende menneske.

Vi politikere har et enormt ansvar for at forsimple vores bureaukratiske systemer og være bedre til at få tingene til at ske. Men vi bør også være ærlige om det, vi ikke bare lige kan få til at ske, og om de omkostninger og ulemper, vores forslag har.

For uden det liberale demokratis begrænsninger, principper og kompromisser er der kun den formløse, rå magt uden regler eller forudsigelighed tilbage. Og den bliver ikke mere rimelig af at blive brugt i en såkaldt god sags tjeneste. Men den kan være tillokkende at hylde, når man brændende vil have noget til at ske. Fristelsen til bare at gribe til handling er stor, også for os politikere, der jo både gerne vil gøre noget og derudover gerne vil genvælges.

Men husk, at uanset hvor meget, vi kan juble over at få vores vilje i dag, kan det være os, der i morgen er dem, der bliver udøvet rå magt mod.

Dårligste nyhed

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Mette Frederiksens måde at regere landet på er den dårligste nyhed for folkestyret og retsstaten siden besættelsen. Den er gennemsyret af en historisk stor foragt for de begrænsninger, som folkestyret og retsstaten lægger på dens magt.

Det viser sig også ved, at den konstant fremturer med harske udfald mod kritikere og den frie presse, som den beskylder for blandt andet trumpisme, at påstå forkerte ting uden belæg og være drevet af »konspirationsteorier« og »blodrus«. Hvor socialdemokraterne var hoverende og magtfuldkomne i medvind, er de nu ynkelige og dårlige tabere i modvind.

Og det er jo ikke bare borgerlige som mig, der kan se, at den er gal. Det kan Politiken også. Det kan Information også. Det kan Sofie Carsten Nielsen også. Men vi, der drømmer om at få en ny – borgerlig – regering, skal ikke glæde os for tidligt.

For det første er det aldrig godt bare at vinde fordi modstanderen bliver fravalgt, og for det andet er det ikke nok, at en borgerlig statsminister satser på ikke at være lige så slem som Mette Frederiksen. Vi borgerlige kan gøre det meget bedre end det. Og også bedre, end vi plejer.

Sidst lod vi for eksempel Inger Støjbergs lovbrud passere og fortsatte gladeligt den ulovlige logning af danskernes teledata og lukketheden i offentlighedsloven. Der er masser af ting at kritisere os borgerlige for, og det bør vi gå til åbent og ærligt. Kun sådan kan vi vise danskerne, at der er en anden måde at køre butikken på end den, vi oplever nu.

Derfor har vi fremlagt nogle principper for god, borgerlig regeringsførelse, som vil blive rettesnoren for vores samarbejde med en borgerlig regering, som er afhængig af vores støtte: En borgerlig regering skal forpligte sig på reformvillighed, åbenhed, mådehold med magten, respekt for faglighed og forsigtighed, når vi nærmer os lovens grænser.

Folkestyret trænger til ilt, og det vil det få, hvis vi giver nyt liv til disse gode principper.

Det tror jeg, at danskerne vil efterspørge på valgdagen, og det står Liberal Alliance klar til at levere.