Uskyldige vil ende i skatteklemme med ny kryptobeskatning

Carl Andersen & Steffen Frølund
4. november 2024

SVM-regeringen vil indføre lagerbeskatning af kryptovaluta. Sker det, vil det afføde endnu flere skandalesager om sagesløse danskere, der skal betale skat af penge, de aldrig har tjent

Bitcoin er ikke “rigtige” penge, og derfor er en kursgevinst på disse eller andre kryptovalutaer som udgangspunkt ikke skattepligtige. Sådan lød meldingen fra Skatterådet i 2014. Men selvom man måske kunne forledes til at tro på en officiel melding fra de danske myndigheder, er det desværre noget, man skal være forsigtig med, når det kommer til vores skatteregler. For der skulle ikke gå mere end et par år, før meldingen pludselig var en helt anden.

Nu var kursgevinster på kryptovaluta som udgangspunkt alligevel blevet skattepligtige. For som vi kender det fra skandalerne med ejendomsskatterne (hvor tilfældige borgere tvinges til at betale skat for 13 af deres naboer) eller i udbytteskatteskandalerne (hvor kriminelle kan tømme statskassen for milliardbeløb), sejler vores skattelovgivning også, når det kommer til kryptovaluta.

Et farligt skridt Vores nyudklækkede skatteminister, Rasmus Stoklund (S), har nemlig netop annonceret, at man vil gennemføre lagerbeskatning på kryptovaluta, så danskere i fremtiden skal beskattes af deres værdistigninger hvert år, uanset om de har solgt deres kryptovaluta eller ej. Hvad vil det betyde i praksis? Lad os komme med et eksempel. Forestil dig, at du i 2014 købte én bitcoin til en værdi af 1000 kr. i den tro, at en eventuel gevinst var skattefri, og denne ved udgangen af år 2026 er steget til en værdi på 100.000. Med skatteministerens nye forslag vil du nu skulle betale skat af en fortjeneste på 99.000 – også selvom du end ikke har solgt din bitcoin og altså derfor ikke har tjent pengene endnu.

Forslaget vil gå ud over op til hundredtusindvis af danskere, der i god tro har investeret i henhold til gældende lovgivning, som imidlertid pludselig viser sig at blive ændret med tilbagevirkende kraft. Og Danmark vil i så fald blive det første land i verden, der gennemfører lagerbeskatning på kryptovaluta. Det er et farligt skridt i den forkerte retning. Bedst for hvem? Der er allerede i forvejen masser af problemer med vores eksisterende skatteregler for kryptovaluta, som regeringen burde få ryddet op i, før de laver flere tossede regler, som bare vil gøre ondt værre.

I dag er krypto nemlig realisationsbeskattet efter reglerne om spekulation, så man kun skal betale skat af en kursgevinst, hvis den pågældende valuta faktisk er blevet solgt. Det er fornuftigt, da det minder om den lovgivning, som vi kender fra aktier eller konventionelle valutaer.

Problemet er blot, at den nuværende realisationsbeskatning for krypto også er asymmetrisk beskattet, så beskatningen af gevinster er væsentligt højere end fradraget ved tab. Gevinster for handel med kryptovaluta bliver nemlig beskattet med op til 53 pct., mens man kun kan få fradrag for 26 pct. af sine tabte penge. Derfor kan man ende i nogle vanvittige scenarier, hvor man modtager skatteregninger, selvom man har tabt penge på sine investeringer. Denne tossede asymmetri førte i 2022 til, at folkeskolelæreren Rune Christiansen fik en skattegæld på 2,8 mio. kr. for handel med kryptoaktiver, som han aldrig har tjent penge på.

Hvis regeringen ender med at stemme sit forslag igennem, kommer vi til at se mange flere skrækhistorier som denne, hvilket vil gå ud over de 300.000 danskere, svarende til 7 pct. af den voksne befolkning, der i dag ejer krypto. Og selv hvis Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne er bedøvende ligeglade med, at så mange danskere vil blive klemt af deres nye regler, vil den fremtidige lagerbeskatning også være et problem af praktiske årsager.

For som påpeget af skatteeksperter vil et fremtidigt system med lagerbeskatning nemlig forudsætte, at man har automatiske tredjepartsindberetninger, hvis både borgerne og staten skal kunne henholdsvis betale og opkræve det rette beløb til skat. Men problemet er blot, at myndighederne ikke har lavet regler om tredjepartsindberetninger for de private wallets, hvor kryptovaluta typisk bliver opbevaret.

I modsætning til hvis man handler med værdipapirer gennem en bank, som løbende sørger for at indberette relevant information til myndighederne, vil lovlydige borgere altså skulle betale lagerbeskatning af et aktiv, hvis værdi de selv er ansvarlige for at angive. Det lyder skørt, men på området for beskatning af kryptovaluta er dét standarden. For fællesnævneren i de sidste ti års skandaler om kryptobeskatning er, at de ansvarlige politikere synes at gå mere op i at tjene systemets bekvemmelighed end at gøre det, der vil være bedst for danskerne.

Det er regeringens nye forslag endnu et eksempel på. Men sådan behøver det selvfølgelige ikke at være. Det er trods alt skattesystemet, der er sat i verden for at tjene danskerne – og ikke omvendt. Måske regeringen ville gøre ret i at skrive sig det princip bag øret, før 300.000 danskere risikerer at komme i klemme af deres ny lov om lagerbeskatning på krypto? “C Man kan ende i nogle vanvittige scenarier, hvor man modtager skatteregninger, selvom man har tabt penge”.

Den nuværende beskatning af krypto er asymmetrisk, så gevinster beskattes højere end fradraget ved tab.

(Indlæg bragt i Børsen d. 4. november 2024)

Den offentlige administration løber løbsk

Sólbjørg Jakobsen & Pernille Vermund
1. november 2024

SVM-regeringen, Socialdemokratiet og i særdeleshed statsminister Mette Frederiksen har gang på gang bebudet, at de agter at råde bod på det evigt voksende bureaukrati i det offentlige.

Uge efter uge kan enhver med øjne eller ører imidlertid konstatere, at der udelukkende er tale om tomme løfter og valgkampsfloskler, for udviklingen i den offentlige administration går kun én vej – og resultatet er større administrationsudgifter, flere regler og mere bureaukrati.

Senest satte den offentlige sektor rekord ved at runde 100.000 administrativt ansatte for første gang nogensinde i danmarkshistorien. En rekord, som kom i hus efter en kolossal stigning på 14.000 siden 2019, hvor Mette Frederiksen overtog nøglerne til Statsministeriet. I selvsamme periode er særligt udviklingen i den statslige administration løbet fuldstændigt løbsk. For eksempel er at antallet af statslige ledere og administratorer steget med 1.200 fuldtidsbeskæftigede alene i løbet af 2024.

Det er ren og skær vanvittige stigninger, som er med til at sande den offentlige sektor yderligere til i bureaukrati, administration og papirnusseri. Samtidig er det svært at argumentere for, at servicen i den offentlige sektor er blevet tilsvarende bedre, i takt med at væksten i den offentlige administration er stukket mere og mere af.

Når regeringen en sjælden gang imellem rent faktisk forsøger at modarbejde vokseværket i den offentlige administration, kan selv den skarpeste spindoktor næppe overbevise danskerne om, at indsatsen udgør et helhjertet opgør med bureaukratiet. Det seneste eksempel er finansminister Nicolai Wammens (S) plan for at skære 1.000 administrative årsværk i staten, hvis ambition jo i realiteten blot er at fjerne en dråbe fra det hav, Socialdemokratiet selv har været hovedarkitekt i at skabe.

Og når vi i den borgerlige opposition går til finanslovsforhandlingerne med en række forslag, der har til formål at hæve ambitionsniveauet ved at tilbagerulle antallet af statsligt ansatte og særlige rådgivere til niveauet, fra før SVM-regeringen blev dannet, bliver vores initiativ ikke ligefrem hilst velkommen af finansministeren.

Derfor bør der ikke herske nogen tvivl om, at jobfesten i den offentlige administration aldrig kommer til at ende under Mette Frederiksen. For Danmark er blevet et gennembureaukratiseret samfund, og man kan hverken finde viljen eller værktøjerne til at komme problemerne til livs i SVM-regeringens mødelokaler.

I Liberal Alliance har vi længe advokeret for, at tiden er inde til, at vi politikere binder os til masten i form af en bindende bureaukratilov. På den måde forpligter vi os til at modarbejde papirbjergene og regeltyranniet, så bureaukratiet ikke fortsætter med at vokse uhæmmet, men i stedet rulles tilbage til et tåleligt niveau.

Vi ønsker blandt andet at indføre et grundlæggende princip om, at der skal sløjfes to regler, hver gang der indføres én ny, at der sløjfes mere end 15.000 administrativt ansatte i staten inden 2030, og at mængden af ord i lovgivningen skæres med ca. 3 mio. ord.

Afbureaukratisering må nemlig ikke længere blot være et valgslogan, for danskerne fortjener ganske enkelt bedre. Danskerne fortjener en frisk start, hvor der rent faktisk tages ordentligt fat om problemets rødder – én gang for alle.

“Derfor bør der ikke herske nogen tvivl om, at jobfesten i den offentlige administration aldrig kommer til at ende under Mette Frederiksen.”

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 3. november 2024)

I Danmark ser vi os selv som verdensmestre i alt, men vi er dumpet i vores handicapindsats

Katrine Daugaard
28. oktober 2024

I Danmark har vi en fortælling om, at vi er et lysende foregangsland med et finmasket socialt sikkerhedsnet, når det gælder velfærd og omsorg for vores mest sårbare borgere. Hvis der havde været et mesterskab i velfærd, havde mange nok vurderet os selv til klare favoritter til toppen af ligaen.

Men når man kradser lidt i overfladen, er det langt fra virkeligheden i den danske velfærdsstat. I hvert fald ikke når det gælder kvaliteten af den støtte, vi leverer til de mange af os, der lever med et handicap.

Vi hører om alt for mange tilfælde, hvor den rette hjælp ikke gives fra start, hvilket bliver dyrt for både samfundsøkonomien og for borgerens trivsel. Eksempelvis Jakob, der for nogle år siden var ude for en ulykke i trafikken og fik en hjerneskade (i Politiken, 9. januar 2021, red.). Her sagde kommunen nej til, at han kunne få det nødvendige specialiserede tilbud uden for kommunen til at genvinde det tabte. Det gør, at han idag fortsat har mén efter bilulykken og har brug for varig støtte.

VI VED OGSÅ, at alt for mange mennesker med handicap bliver fanget i bureaukrati og træge systemer og har svært ved at få bevilget den kørestol, rollator, badebænk eller kateter, som de har brug for.

For eksempel 15-årige Kristian (DR.dk, den 24. februar 2020, red.), der voksede ud af sin kørestol og fik beskeden om 40 ugers sagsbehandlingstid på at få en ny. Først da et medie gik ind i sagen, kom der skub i sagsbehandlingen. Og vi kunne desværre blive ved.

FN har for nylig rejst en skarp kritik af Danmark, fordi vi er for dårlige til at give mennesker med handicap de samme muligheder som alle. I den nye rapport peger FN”s Handicapkomité på hele 41 områder, hvor der er brug for at ske markante forbedringer for mennesker med handicap.

FN udtaler, at det generelt går den forkerte vej for mennesker med handicap iDanmark. Vi er desværre ikke overrasket over, at regeringen får hård kritik. Ligesom FN ser vi nemlig en række steder, hvor det går den forkerte vej for mennesker med handicap og med at leve op til konventionen.

LAD OS GIVE nogle eksempler på, hvad Danmark får kritik for. Det går den gale vej inden for psykiatrien. Brug af tvang er steget med 22 procent på 10 år. Næsten 20.000 gange blev bæltefiksering, fastholdelse og akut beroligende medicin brugt med tvang i2022. Tallene viser, at flere og flere børn og unge bliver udsat for tvang.

De sidste 10 år har man fra politisk side ønsket at inkludere flere børn med handicap iden almene undervisning. Det er langt fra lykkedes på en god måde. For eksempel har man i mange kommuner forsøgt at inkludere børn med eksempelvis autisme, adhd, cerebral parese eller synshandicap uden at klæde personalet ordentligt på til opgaven. Det har betydet, at langt flere børn er endt i ufrivilligt skolefravær og flyttet til et specialtilbud og væk fra deres lokale skole.

FN retter også en kritik af postnummerlotteriet.

Danmark er et lille land, men der er stor forskel fra kommune til kommune på den støtte, du kan få. Den samme lov gælder for kommunerne. Men det betyder noget, om du bor i Nyborg eller på Norddjurs.

DET KALDER PÅ dyb national selvransagelse. Vi kan ikke være tilfredse med at leve inaiv forherligelse af den danske velfærdsstat, hvis den ikke skaber gode vilkår for dem, der får brug for samfundets støtte.

Vi har brug for en socialpolitik, der sætter borgeren først og bygger på tillid frem for kontrol. Og lad så begynde at give mennesker med handicap de samme muligheder som alle andre og behandle dem som ligeværdige borgere.

Vi ved også, at alt for mange mennesker med handicap bliver fanget i bureaukrati og træge systemer og har svært ved at få bevilget den kørestol, rollator, badebænk eller kateter, som de har brug for.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 28/10-2024)

Vi er til grin for vores egne skattekroner i sagen om blodpenge i moskéer

Steffen Larsen
28. oktober 2024

Den seneste tid er vi blevet vidner til en håndfuld skræmmende afsløringer af hændelser i moskéer i Danmark. Politiaflytninger af blodpengeforhandlinger med bandemedlemmer i Al-Hidayah-moskéen.

Vidner, der pludselig ikke kan huske noget fra gerningsstedet.

Fupnumre med adresser og foreninger, så man kan få fingrene ned i kommunekassen. Suspekte forbindelser mellem Imam Ali Moskéen og det iranske præstestyre.

Socialdemokratiske byrådsmedlemmer i Erdogans moskénetværk.

Lige nu udfordrer dele af de muslimske miljøer den danske retsstat.

De bygger parallelle retssystemer og går uden om vores fælles institutioner og regler. Og de udgør en trussel mod borgernes sikkerhed og frihed.

Det er i det hele taget absurd, at vi i den danske offentlige debat kan læse om blodpenge, muslimske mæglingsråd, shariadomstole og klaner under indlandsstof.

Men lige så absurd er det, at vi ikke har bedre muligheder for at gøre noget ved det.

Længe har Danmark ladet stå til, alt imens islamistiske mørkemænd har opbygget parallelle systemer og institutioner, der aktivt forsøger at undergrave det danske retssamfund og vores demokratiske værdier.

Man har ikke ladet stå til at ond vilje. Men en naivitet har præget stilstanden og måske endda skabt en berøringsangst.

For Danmark er et tillidssamfund.

Vi har over flere århundreder opbygget en kultur, hvor vi stoler på hinanden – og stoler på vores myndigheder. Det betyder også, at vores systemer er bygget på den tillidskultur. Det har mange positive konsekvenser. Men det gør dem også sårbare. Og dybt religiøse – nogle gange også dybt kriminelle – islamistiske netværk udnytter lige nu sårbarheden i den danske tillidskultur.

Ahmed Akkari, tidligere imam og talsmand for en protestgruppe under Muhammed-krisen, beskriver i bogen ”Min afsked med islamismen”, hvordan islamistiske netværk kan den danske foreningslovgivning til fingerspidserne og formår at malke kommunekassen til diverse projekter, der i virkeligheden kanaliserer penge tilterrorsympatisører.

I 2018 indviede Joy Mogensen, der dengang var borgmester i Roskilde Kommune, byens tyrkiske Ayasofya-moské. Den nye moské var ejet af Diyanet, som ifølge flere forskere er tæt knyttet til Erdogan.

Joy Mogensen afviste at tro på de forskere. »Måske vil nogle kalde mig naiv. Men jeg vælger altså at tro på mine medborgere her i Roskilde,« udtalte hun til Kristeligt Dagblad. Diyanet-moskéerne bruges aktivt som spioncentraler og som redskab til at forfølge politiske modstandere af Erdogan-regimet.

Joy Mogensens udtalelse er symptomatisk for den danske tilgang.

Vi antager, at alle vil det bedste.

Men i praksis har vi brugt skattekroner på at finansiere islamiske foretagender, der aktivt modarbejder Danmark og Vesten. Den seneste afsløring af blodpengeforhandlinger knyttet til Al-Hidayyah-moskéen har samtidig vist, at de har fået 137.257 kr. i tilskud fra kommunen.

Som en islamforsker udtaler det, svarer det til, at »Københavns Kommune nærmest driver en moské«.

Det er tid til, at vi omsætter erkendelse til handling.

Hvert et tiltag, som kan gøre det mere træls at være samfundsundergravende islamist, er et godt tiltag.

Liberal Alliance presser på over for regeringen. Vi trækker både kirkeministeren og justitsministeren.

Vi skal foretage en grundig undersøgelse af det juridiske grundlag for at kunne lukke moskéer med suspekte forbindelser.

Vi kan ikke tillade, at danske skattekroner bruges på at underminere vores nations værdigrundlag.

Vi skal konstant kæmpe for at bevare og forsvare vores liberale, demokratiske samfundsinstitutioner.

Det indebærer selvfølgelig også, at man aktivt skal modarbejde dem, der aktivt undergraver vores samfund.

Og dét skal vi gøre med alle de midler, vi kan.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 28/10-2024)

Der ikke brug for endnu flere særordninger, S

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
23. oktober 2024

Efter en lang sommerferie startede en ny sæson af dansk politik i august, da Mette Frederiksen bekendtgjorde, at Socialdemokratiet vil trække i bremsen på den automatiske stigning i pensionsalderen.

Siden 2006, hvor et bredt flertal i Folketinget indgik velfærdsforliget, har pensionsalderen nemlig automatisk fulgt danskernes levealder.
Men på bagkant af den historisk upopulære SVM-regering skal det ifølge statsministeren nu være slut med denne mekanisme, der af økonomer er blevet betegnet som alt fra kronjuvelen i Danmarks sunde økonomi til en forudsætning for at fremtidssikre det danske velfærdssamfund.

Da SF præsenterede et lignende forslag tre måneder forinden, hudflettede Socialdemokratiet ellers idéen med meldinger om, at det var topmålet af uansvarlighed, og at forslaget decideret ville slå et hul i statskassen.

Men i et forkrampet forsøg på at stoppe Socialdemokratiets vælgerblødning er man nu selv villig til at slå hul i statskassen. Og fra deres perspektiv giver det måske meget god mening.

Op til folketingsvalget i 2019 lykkedes det nemlig at generobre nøglerne til regeringskontorerne med Arne-pensionen, hvor man håndplukkede et nøje udvalg vælgersegment, der skulle trækkes tidligere ud af arbejdsmarkedet end alle andre.

Der ikke brug for flere særordninger, der har til formål at appellere til bestemte vælgergrupper, som S håber på at få tilbage i folden

Argumentet lød, at også de mest nedslidte skulle have ret til en værdig pension, selvom nedslidning ikke er et kriterium for at kunne blive parkeret på Arne-pension – på trods af at Socialdemokratiet ellers konsekvent og dumstædigt påstod det modsatte.

Men strategien virkede tilsyneladende, og Mette Frederiksen vandt som bekendt regeringsmagten. Derfor bør det ikke vække undren, at statsministeren nu vil genoptage vinderformularen med et tilsvarende klassisk, socialdemokratisk slagnummer.

Argumenterne er i store træk de samme som i den gamle debat om Arne-pension; Nemlig, at fordi folk med kortere uddannelser og hårdere fysisk arbejde lever kortere tid end højtuddannede, er det retfærdigt med en differentieret pensionsalder, så førstnævnte gruppe kan trække sig tidligere tilbage.

Problemet er selvfølgelig bare, at det – præcis ligesom med Arne-pensionen – ikke er retvisende. En ny analyse dokumenterer nemlig, at selvom en akademiker i gennemsnit lever syv år længere end en ufaglært, så har de faktisk lige mange år på pension i snit.

Årsagen? At vi allerede har et differentieret pensionssystem med et væld af ordninger – som seniorpension, førtidspension, efterløn og ja, Arne-pension – for folk, som af den ene eller anden årsag har brug for eller lyst til at forlade arbejdsmarkedet før tid.

Hvis du vil lave lighed mellem uddannelsesgrupper, så vil jeg mene, at de nuværende ordninger i høj grad gør jobbet ud fra en gennemsnitsbetragtning, som økonomiprofessor og fhv. overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen formulerede det.

Således er der altså ikke brug for endnu flere særordninger, der har til formål at appellere til bestemte vælgergrupper, som Socialdemokratiet håber på at få tilbage i folden. Det, vi i stedet burde gøre, er at give folk magten tilbage over deres egen pension.

I Liberal Alliance har vi foreslået en ordning med Fripension, hvor alle arbejdende danskere vil få mulighed for at opspare 675 kr. skattefrit hver eneste måned.

Det vil for egen regning give borgerne muligheden for at gå på pension fem år før pensionsalderen – og så endda helt uden at slå et hul i statskassen, som Socialdemokratiet ville formulere det. Med et mere frit pensionssystem kan danskerne gå på pension på deres egne præmisser.

For nogle vil det betyde, at de trækker sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet for at nyde deres otium før tid. For andre vil det måske betyde, at man fortsat går på arbejde efter pensionsalderen, hvis det er det, man har lyst til. Men uanset hvad er det helt okay.

For danskerne bør selv have retten til at råde over deres egen pension i stedet for at være afhængige af politikere, hvis nåde kan skifte, som vinden (eller meningsmålingerne) vender. Det vil ikke blot være det mest retfærdige.

Det vil også være den økonomisk ansvarlige vej at gå som alternativ til at lade Mette Frederiksen sælge ud af dansk økonomis kronjuvel i et desperat forsøg på at erobre tabte vælgere tilbage.

(Indlæg bragt i Børsen d. 23/10-2024)

Den socialdemokratiske ingeniørkunst er tilbage, og denne gang har den Venstres mandater bag sig

Helena Artmann Andresen
21. oktober 2024

Regeringen har nu præsenteret sin plan for den nye uddannelsesreform.

En plan med mange gode takter, som højere karakterkrav til gymnasierne, og en ny vej, der skal få flere til at vælge erhvervsuddannelserne.

Men der var også en gammel socialdemokratisk tidsel: Tvangsfordeling af elever.

Et upopulært levn fra sidste regeringsperiode under den socialdemokratiske regering, hvor elever i landets store byer blev tvangsfordelt på gymnasierne på baggrund af deres forældres indkomst.

Dette i et forsøg på at undgå »indvandrergymnasier« med en stor andel af elever med ikkevestlig baggrund. Ingen gymnasier måtte have mere end 30 procent elever med ikkevestlig baggrund.

En aftale, som hele blå blok fra begyndelsen var imod, fordi det ikke er staten, der skal bestemme, hvor unge mennesker vælger at tage deres uddannelse. Det skal de selv, ogdet undergraver deres frie valg at tvangsfordele dem.

Før valget stod Morten Dahlin på Folketingets talerstol og talte om eleven Lukas, der bor 500 meter fra sit lokale gymnasium, men i stedet er tvunget til at transportere sig til et gymnasium længere væk, fordi det er det gymnasium, regeringen har valgt til ham. Det var principielt forkert, lød det.

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.

Tvangsfordeling af elever var en af grundene til, at Venstre gik med i regeringen, lod de os forstå. De ville sikre, at tvangsfordeling af elever aldrig ville blive til virkelighed. De unges frie valg havde sejret, lød det.

Men nu tyder det på, at den socialdemokratiske tvangsfordeling af elever igen er skudt op som ukrudt. Den socialdemokratiske ingeniørkunst er tilbage, og denne gang harden Venstres mandater bag sig.

Hvilke kriterier eleverne vil blive tvangsfordelt på baggrund af denne gang, skriver regeringen intet om. Venstres politiske ordfører forsikrer dog, at regeringen agter at lave en model, der tager hensyn til elevernes frie valg.

I mine ører rimer tvangsfordeling og respekt for de unges frie valg af uddannelsessted dårligt. Unge mennesker er ikke brikker, der skal placeres efter statens forgodtbefi ndende. Elever skal hverken fordeles efter forældres indkomst, etnicitet eller hvor langt en elev har fra sit hjem til uddannelsen. De unge skal kunne søge de gymnasier, de ønsker, og ikke underlægges en socialistisk tvangsfordeling.

Opstår der problemer med en eller flere elever, skal det have konsekvenser for denenkelte, naturligvis. De må sanktioneres og i yderste konsekvens bortvises, hvis de ertil gene eller skade for undervisningen og studiemiljøet. Men vi skal ikke tvangsfordele gymnasieelever, fordi der er særlige udfordringer på enkelte gymnasier. Integrationsproblemer skal ikke løses af gymnasieelever.

Det er på tide at lægge tvangsfordeling af gymnasieelever i graven som en dårlig idé, der ikke bør genopstå. Helena Artmann Andresen er børne- og undervisningsordfører for Liberal Alliance

(Indlæg bragt i Berlingske d. 21. oktober 2024)

Børn af veteraner skal ikke lades i stikken

Carsten Bach & Louise Brown
18. oktober 2024

I den seneste tid har flere medier afdækket de graverende konsekvenser for de danske familier, når far eller mor vender hjem fra missioner i krigszoner i udlandet og har ar på ikke blot krop men sjæl og sind – særligt i form af ptsd. Børn af veteraner oplever følelsesmæssig ustabilitet, angst og en konstant frygt for at miste deres far eller mor igen. Til gengæld oplever familierne ulykkeligvis ikke, at samfundets hjælp er tilstrækkelig.

Beretningerne giver i høj grad stof til eftertanke, for der er tale om familier, der selvsagt er yderst sårbare og under et afsindigt pres. Familier, der i årevis har kæmpet forgæves for at få den rette psykologhjælp og behandling til deres børn. Og familier, der – med rette – føler sig svigtet af et system, som ganske enkelt ikke er gearet til at håndtere de komplekse behov, børn af traumatiserede veteraner har. Hvorimod voksne børn af veteraner med ptsd kan få psykologbehandling via Forsvarets Veterancenter, er der intet tilsvarende tilbud for børn. De spises i stedet af med tidsbegrænsede gruppesessioner med andre børn.

For yderligere hjælp henvises de til det kommunale system, hvor de konsekvent støder panden ind i de alt for lange ventelister i børneog ungepsykiatrien, systemets manglende faglige indsigt i konsekvenserne af at være vokset op med en ptsdramt omsorgsperson samt den økonomiske barriere i form af selvbetaling for diverse psykologforløb.

For veteraner med ptsd er det desuden noget nær uoverkommeligt at navigere i junglen af systemets forskellige aktører. Derfor opgiver mange veteraner undervejs kampen om at få fat i den rette hjælp til deres børn.

Det er fuldstændig uacceptabelt, at vi som samfund ikke formår at hjælpe vores veteraner og deres børn bedre. Ingen børn eller pårørende til skadede veteraner skal føle sig svigtet af det selvsamme samfund, der i sin tid besluttede at sende deres forældre afsted på mission til en krigszone i udlandet.

Vi må forstå, at når vi sender vores soldater i krig, så er det ikke kun de, der bliver udsendt, der bærer byrden.

Det er derimod hele den udsendtes familie – både inden, under og efter udsendelsen.

Derfor bør samfundets ansvar ikke slutte ved soldatens hjemkomst. For vi har efterfølgende en pligt til at tage ordentligt vare på ikke blot veteranerne selv men også deres børn, som ellers er dømt til at leve en tilværelse i skyggen af forældrenes krigstraumer. I første omgang kan vi starte med at styrke de eksisterende tilbud i Veterancentret og sikre, at alle børn og unge af traumatiserede soldater får adgang til den nødvendige støtte i form af målrettede gratis akuttilbud med specialuddannet fagpersonale og individuel psykologhjælp.

Opgaven er desuden ikke blot at komme fremtidige veteranfamilier til undsætning fremover, men aktivt at række en hånd ud til de mange veteraner, der i de forgangne år har opgivet de officielle systemer, eller hvor systemerne omvendt har opgivet dem.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 18. oktober 2024)

Skandalen om energiøerne er et symptom på et generelt problem

Steffen Frølund
18. oktober 2024

Til stor fanfare kunne daværende klimaminister Dan Jørgensen i 2020 annoncere, at et “afgørende fyrtårnsprojekt i den grønne omstilling havde set dagens lys. Danmark skulle nemlig have to nye energiøer i henholdsvis Nordsøen og på Bornholm, som i fremtiden skulle levere grøn strøm til europæernes stikkontakter med en kapacitet, som svarer til 13,3 mio. danske husstandes årlige elforbrug.
Det endte imidlertid med at være et “fyrtårn”, forstået som noget man skal sejle langt uden om. Men som så ofte når de velmente ambitioner fra de politiske skåltaler om klimaet møder virkeligheden, viste det sig at være lettere sagt end gjort.

Den ene energiø i Nordsøen er allerede blevet udskudt på ubestemt tid, da beregninger sidste år viste, at den ville føre til et underskud på 50 mia. kr. Og i en ny rapport fra De Økonomiske Råd konkluderes det nu også, at Energiø Bornholm ikke vil være samfundsøkonomisk rentabelt, hvorfor vismændene foreslår at lægge projektet i graven. Skandalen om energiøerne er et symptom på et generelt problem, der plager den danske klimapolitik.

Nemlig at man ofte satser alle jetonerne på et eller få storstilede projekter, som muligvis kan afføde presseomtale for den pågældende minister, men som ikke nødvendigvis er den mest effektive løsning for at komme tættere på en grøn omstilling.
Men sådan behøver man ikke at føre klimapolitik. Hos vores naboer i Sverige har man netop valgt at satse på atomkraft.

Men selv efter at både EU, FN”s klimapanel, tiltagende flere af vores nabolande og en bred vifte af uvildige eksperter har anerkendt atomkraft som en grøn energikilde, insisterer venstrefløjen og regeringen stadig på at blokere for atomkraft i Danmark.

Ofte gøres det med henvisning til argumenter om, at atomkraft er usikkert, dyrt og langsommeligt. Ironisk nok har netop dette nu vist sig at være årsagen til, at energiøerne er endt som en fiasko, så måske tiden er moden til at prøve noget nyt? Det kunne jo være, at også vi kunne få glæde af verdens sikreste, mest stabile og grønneste energikilde.

(Indlæg bragt i Børsen d. 18. oktober 2024)

Forældre skal lære deres børn at respektere læreren

Helena Artmann Andresen
16. oktober 2024

Jeg læser, at to forældre til elever i folkeskolen har travlt med at skyde skylden for klassens kaotiske tilstand og ringe indlæringsmiljø på den unge lærervikar.

Men intet sted kan jeg læse, at forældregruppen for klassen selv nævner sin egen del af ansvaret.

Ja, der er meget, der skal fungere bedre i folkeskolen, og som vi skal finde politiske løsninger på. Vi mangler flere uddannede lærere, lærernes tid er knap pga. rigide krav til deres forberedelsestid og undervisning, skoledagene er for lange, og der er for lidt tid til eleverne. Det ansvar ligger hos os, politikerne.

Men det må aldrig undskylde, at elever udsætter lærere og vikarer for chikane, trusler og vold. Det er helt uacceptabelt.

Jeg forstår også forældrenes frustration over manglen på uddannede og erfarne lærere, der har et godt tag i klassen. Lærerflugt fra folkeskolen er en af folkeskolens store udfordringer. Hver fjerde nyuddannede lærer forlader folkeskolen igen efter bare få år, og brugen af vikarer er steget med 90 pct. på bare 10 år.

Men forældrene glemmer, at elevernes opførsel er en af de tungtvejende grunde til, at mange lærere og vikarer bliver skræmt væk eller sygemeldt fra arbejdet. Den grænseoverskridende kultur, der hersker i mange klasseværelser, tærer på læreren og giver de ringeste forudsætninger for at udføre lærergerningen.

Det er først og fremmest forældrenes og dernæst skolens ansvar at opdrage børnene og lære dem om ordentlig opførsel, respekt og autoritetstro. Det er forældrenes og skolens ansvar at lære børnene, hvordan de skal behandle deres klassekammerater og lærere, og vigtigst af alt lære dem, at det har konsekvenser, når man ikke opfører sig ordentligt og behandler sine medmennesker respektløst.

Det er det ansvar, der mangler i dag, og desværre foregår den grænseoverskridende opførsel mere eller mindre konsekvensfrit.

Respekten for læreren som autoritet er noget nær forsvundet i folkeskolen. Arbejdet med at genopbygge respekten for læreren starter derhjemme. Forældrene skal for det første blive meget bedre til at have skolens ryg. Vi er nødt til at genopbygge samfundskontrakten, hvor forældre ikke automatisk ringer til skolelederen og klager, hvis læreren har irettesat deres barn på grund af dårlig opførsel.

Nej, LA vil ikke tilbage til den sorte skole og lektor Blomme-pædagogik. Men vi er i dag endt i den helt modsatte grøft, hvor det i vid udstrækning accepteres, at elever kan udsætte lærere for vold og trusler, uden at eleverne bagefter mærker en konsekvens. Det er helt uacceptabelt, og det er på ingen måde den skole, LA ønsker.

Forældre, hvis I vil have en mere harmonisk skole, så tag forældreansvaret på jer og lær jeres børn om respekt for den autoritet, læreren er, og at dårlig opførsel ikke er konsekvensfrit.

I mellemtiden vil jeg arbejde hårdt på, at vi får skabt bedre rammer for folkeskolen, end hvad vi har i dag.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 16. oktober 2024)

Tesfaye har faktisk ret i slaget om uddannelsespolitikken

Helena Artmann Andresen & Sandra Elisabeth Skalvig
15. oktober 2024

I Liberal Alliance synes vi hverken det er dårligt, at flere er kommet på gymnasiet og derefter har taget universitetsuddannelser, eller at man har akademiske ambitioner for sig selv.

I 1980 VAR DET under to af ti af en ungdomsårgang, der fik en gymnasial uddannelse. I 2022 var det cirka tre af fire. I 1980 var det cirka en af ti på en ungdomsårgang, der gik på universitetet. I dag har knap halvdelen udsigt til en universitetsuddannelse.

Mantraet fra dansk uddannelsespolitik siden 90’erne har været hellere litteraturvidenskab end dansklærer. Hellere designingeniør end industritekniker. Og hellere statskundskaber end kontoruddannet.

I Liberal Alliance synes vi hverken det er dårligt, at flere er kommet på gymnasiet og derefter har taget universitetsuddannelser, eller at man har akademiske ambitioner for sig selv. Men vi synes, at det er udtryk for en uheldig tendens, at hele tilgangen til uddannelsespolitikken har været så enøjet fokuseret på det akademiske. Det har gjort, at folkeskolen i dag føles gymnasieforberedende. Og at gymnasiet er præget af at være universitetsforberedende.

Vi tror, at mange har fornemmet tendensen længe. Det er bare, som om fornemmelsen ikke længere smager helt så sødt.

NÅR MANGE I dag snakker om et A- og B-hold på uddannelserne, er det et udtryk for den akademiske fetichering af uddannelsespolitikken.

Nogle hævder, at politikerne nu vil sende flere på B-holdet, når man skærer i optag på universiteterne eller forsøger at tænke ungdomsuddannelserne lidt anderledes.

Men man hører ikke til på B-holdet, fordi man ikke søger den akademiske vej. Og det er den fælles erkendelse, som både vi og Socialdemokratiet har gjort os. At det ikke er dårligt for vores samfund, hvis flere tog en erhvervsuddannelse i stedet for automatisk at søge mod gymnasiet, eller at flere tog en professionsbachelor i stedet for at stryge mod universiteterne.

At uddannelsespolitikken i flere årtier kan opsummeres som ‘mere uddannelse er altid godt’, har vist sig både utopisk og forfejlet.

For man troede, at Danmark – ja, faktisk hele Vesten og den rige del af verden – var i gang med en transformation fra produktionssamfund til videnssamfund.

Vi var sikre på, at jo længere uddannelsen var, desto bedre og finere var den.

Vi var sikre på, at computerarbejde var bedre end håndarbejde.

Ideen var, at vi alle skulle blive en del af den kreative klasse. Eller i hvert fald så mange af os som muligt. Så kunne vi lade Kina stå for at lave dimsedutterne – det er alligevel billigere derude Som Tesfaye formulerede det i Altinget i sidste måned, var det »den globaliseringsbegejstrede elite, der i 1990’erne misbrugte uddannelsespolitikken til at realisere deres egne idealer om det gode liv i et skrivebordssamfund befolket af den såkaldte kreative klasse, som forfatteren Richard Florida skrev en berømt bog om«.

Selvsamme bog inspirerede Radikale Venstre i så høj grad, at daværende partileder Marianne Jelved omdelte bogen som ‘pligtpensum’ til hele den radikale folketingsgruppe. Bogens ideer blev også omsat til det famøse uddannelsespolitiske udspil – vel at mærke med Martin Lidegaard som pennefører – med titlen ‘Det kreative Danmark’.

NU LIDT OVER 20 år efter bogens udgivelse står det ret klart, at der var en vis portion kvaksalveri over det. Ikke desto mindre har tankerne grundfæstet sig i dansk uddannelsespolitik og har bidraget til den enorme udvikling i andelen af ungdomsårgange på de gymnasiale og videregående uddannelser.

I dag står det klart for enhver, at det måske ikke var så god en idé at overlade hele produktionen af dimsedutterne til kineserne. Og at man måske har brug for nogle industriteknikere til den grønne omstilling. Eller at det ikke altid lønner sig at hyre en akademiker til et HK-job.

Det er hverken akademike-bashing, antiuddannelse eller socialdemokratisk leflen for arbejderklassen. Det er sund, borgerlig fornuft.

I Liberal Alliance kan vi godt lide at bryste os af at være partiet for de upopulære sandheder. Og en lidt barsk sandhed i uddannelsesdebatten er, at politikere i de seneste årtier har løjet over for ungdommen om, at de alle sammen kunne tage sig en universitetsuddannelse og blive bedre stillet af det.

Men det har bidraget til, at unge mennesker ikke får den succesoplevelse med ‘drømmestudiet’, som de håbede. Og mange har uddannet sig direkte til arbejdsløshed og jobcenter. Det er efter vores mening hverken solidarisk eller klogt.

Og nej, det handler ikke om mindre uddannelse. Det handler om, at mennesker er gode til forskellige ting. Derfor har ideen om akademiseringen af vores uddannelsessystem gavnet nogle, men skadet andre. Det er tid til at udligne den skævvridning.

DET KAN GODT være, at Tesfaye og Socialdemokratiet pakker opgøret med den kreative klasses våde drøm om uddannelsespolitik ind i en fernis af Arnes børnebørn, klassekamp og ‘de lærdes tyranni’, men det er nu engang tanker og politik, der langt hen ad vejen er formuleret af borgerlige politikere – fra Bertel Haarder til Merete Riisager.

Det gør ikke Tesfayes diagnose mindre korrekt. Tværtimod går vi gerne til forhandlingsbordet for at være med til at lave om på årtiers forfejlet uddannelsespolitik.

“Ideen var, at vi alle skulle blive en del af den kreative klasse”

(Indlæg bragt i Politiken d. 15. oktober 2024)