Giv folkeskolens lærere mere frihed

Helena Artmann Andresen
15. august 2023

Eleverne er blevet dårligere til at læse. Skolerne oplever oftere og oftere problemer med at fastholde lærerne. Antallet af ansøgere på læreruddannelserne er faldet stødt de sidst fem år. Og både elever og lærere over en bred kam mistrives under den nuværende folkeskolereform. Folkeskolen er i den grad udfordret. Da Socialdemokratiet for 10 år siden gennemførte deres folkeskolereform, fulgte nemlig også en syndflod af politisk styringssyge, der fjerner værdifuld tid fra undervisningen, som nu bliver spildt på at leve op til politikernes bureaukratiske styringsmål.

Eksempelvis findes der til hvert fag en række fælles mål, der fastslår, hvilke kompetencer lærerne skal arbejde med i de forskellige fag. I dansk på 2. og 3. klassetrin er der fire forskellige kompetencer, som eleverne skal undervises i. Derudover findes der så 22 forskellige såkaldte færdigheds- og vidensområder, der er fordelt på de fire kompetencer. De 22 færdigheds- og vidensområderne består så af yderligere fire færdigheds- og vidensmål. Altså i alt 88 færdigheds- og vidensmål, som udgør en ramme for lærernes undervisning i dansk i 2.- og 3.-klasse.

Et eksempel på et af disse færdighedsmål er, at ”eleven skal kunne anvende IT til hverdags- kommunikation”, hvilket hører under færdighedsområdet IT og kommunikation. Som det første kan man sætte spørgsmålstegn ved, om børn på 8 år nu også virkelig har brug for at blive undervist i såkaldt digital kommunikation – men hertil kommer også, at dette kun er ét ud af svimlende 88 forskellige færdighedsmål, som lærerne skal balancere.

Når vi politikere på den måder fastlåser lærerne i en spændetrøje af politisk overregulering og detailstyring, burde det ikke undre, at folkeskolens niveau og trivsel er i frit fald. For de mange læringsmål og den stramme politiske regulering skaber et unødigt bureaukrati, der fjerner lærernes fokus fra kerneopgaven, nemlig at undervise. Netop derfor er der mange veluddannede lærere, der fravælger folkeskolen og i stedet søger over mod landets fri- og privatskoler.

Vi synes derfor, at man bør gøre det muligt for folkeskolerne at kigge mod de mere velfungerende privat- og friskoler, hvor skolernes ledelse i samarbejde med lærerne lægger de overordnede linjer. Her giver den høje grad af tillid og frihed til lærerne mulighed for, at de kan tilrettelægge undervisningen på den måde, de selv finder bedst. Hvis vi ikke giver ansvaret for undervisningen tilbage til vores dygtige lærere, frygter jeg, at de mister den drivkraft, der oprindeligt fik dem til at søge ind på læreruddannelsen. Glæden ved selv at kunne forme sine elever og give dem vigtige livslektier og værdier med på vejen kan ikke erstattes af bedrevidende politikeres kompetencemål.

Så i stedet for at tro vi kan lovgive os til en bedre folkeskole, skulle vi måske prøve at gå den modsatte vej og udvise større tillid til lærerne gennem mere frihed. På den måde kunne vi forhåbentligt genopbygge lærernes motivation og opnå større fastholdelse af lærere, flere ansøgere på læreruddannelsen og generelt en forbedring af folkeskolen.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 13. august 2023)

Tiden er moden til at gå fra velfærdsstaten til velfærdssamfundet

Katrine Daugaard
11. august 2023

I løbet af de seneste 20 år er antallet af danskere med en privat sundhedsforsikring blevet tidoblet.

Udviklingen er ikke til at tage fejl af. Danskernes tiltro til den offentlige velfærd er på tilbagetog, men alligevel bruger vi år efter år tiltagende flere penge på den offentlige sektor.

Derfor er det på tide, at vi politikere stopper op og overvejer, om det giver mening at fortsætte med at hælde penge ned i det bureaukratiske hul, som den offentlige velfærd desværre har udviklet sig til.

I den nuværende form bliver velfærdsstaten udfordret fra flere sider. Kombinationen af faldende tiltro, voksende utilfredshed, flere ældre og større krav til serviceniveauet i de offentlige velfærdstilbud er opskriften på at få fundamentet under den danske velfærd til at smuldre.

Faktisk vil der i midten af århundredet være flere danskere over 65 år end under, og derfor bliver vi især nødt til at sikre os, at fremtidens velfærd kan følge med den ændrede demografi.

Selvfølgelig er der flere velfungerende områder i den nuværende velfærdsstat, som vi danskere bestemt kan være stolte af.

Men med tanke på, at vi betaler nogle af verdens højeste skatter til en af verdens dyreste offentlige sektorer, bliver vi nødt til at være ærlige om, at vi langtfra får noget, der tilnærmelsesvis minder om verdens bedste service.

Mange ældre på de danske plejehjem må tage til takke med vakuumpakket, genopvarmet mad, og på flere bosteder skal de ældre se langt efter at få mere end et enkelt bad om ugen. Derfor bliver vi nødt til at erkende, at systemet skal nytænkes, så det også er levedygtigt i fremtiden.

Liberal Alliances politik er at oprette en velfærdskonto, hvor alle danskere frivilligt kan indbetale op til 500 kr. om måneden, der bliver beskattet som ens pensionsopsparing. Når man går på pension, kan pengene bruges skattefrit på privat velfærd. Denne model giver det frie valg tilbage til borgerne og skaber samtidig bedre konkurrencevilkår for de private velfærdsleverandører.

Med forbedrede konkurrencevilkår på velfærdsområdet opstår den afledte effekt, at velfærden kontinuerligt forbedres, så danskerne får den bedst mulige service til de lavest mulige omkostninger.

Der har ofte været stor modstand mod at skabe konkurrence på ældreplejen, og et af de argumenter, modstanderne oftest fremfører, er, at det er moralsk forkert at tjene penge på dem, der er sårbare.

I stedet synes de, det er bedre, at den ikke økonomisk motiverede stat yder servicen. Problemet er bare, at det ofte fører til velmente – men mislykkede og ineffektive – forsøg, når statens service skal leveres på monopollignende vilkår. Og netop derfor ser vi nu, at næsten halvdelen af den danske befolkning har tilkøbt private sundhedsforsikringer, mens antallet af danskere med velfærdsforsikringer også stiger støt.

Selv om det er svært at erkende, når ens politik – at investere milliard efter milliard i at forbedre den offentligt velfærd – i årevis har været forgæves, må man acceptere, at det ikke er vejen frem. De, der stadig er taler for endnu større investeringer i den offentlige velfærd, er dem, der endnu ikke har indset, at vi ikke skal kaste gode penge efter dårlige.

Spørgsmålet om fremtidens velfærd kan derfor koges ned til, om det er bedst, at så mange danskere som muligt har mulighed for selv at spare op den nødvendige service, eller om det er bedre at opretholde status quo, hvor de dårligst stillede danskere ikke har mulighed for at købe private sundhed?

Hos LA ved vi godt, hvad vi synes. Vi synes, at velfærden skal løftes, så Danmark ikke bare har den dyreste velfærd i verden, men også den bedste. Velfærdsstaten skal blive til velfærdssamfundet, hvor kvaliteten af velfærden er vigtigere, end hvem der leverer den.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 11. august 2023)

Vi får ikke en ny Novo, hvis vi fortsætter som nu

Lars-Christian Brask & Steffen Frølund
10. august 2023

Danmark er rig på opfindsomme, virkelystne mennesker, men det omsætter sig ikke alene til en sund startupkultur

Tirsdag offentliggjorde Novo Nordisk resultaterne af et studie, der påviser, at medicinalgigantens storsællert Wegovy kan forebygge alvorlige hjerte-kar-sygdomme. Novos aktiekurs blev sendt på himmelflugt, og eftersom virksomheden er en af danskernes foretrukne aktiedarlings, kunne også hundredtusindvis af danskere se værdien af deres aktiedepoter og pensionsopsparinger ryge i vejret.

Dét, der for 100 år siden blev stiftet som en beskeden insulinproducent, har i dag udviklet sig til at være verdens 19. største virksomhed, der hjælper millioner af mennesker i hele verden mod kroniske sygdomme.

Novos succes er et fantastisk eksempel på, hvad det kan føre til, når driftige ildsjæle med gåpåmod og gode idéer sætter sig for at skabe noget stort. Men selvom både virksomhedens ansatte og vi danskere kan være stolte af de imponerende resultater, bør vi huske, den danske iværksætterkultur er på retræte.

Otte ud af ti af de største danske selskaber, der er blevet søsat siden år 2000, har nemlig forladt landet ved enten at søge en udenlandsk børsnotering eller flytte hovedsædet ud af Danmark. Siden Finanskrisen har vi mistet mere end 20.000 selvstændige, selvom den samlede beskæftigelse er steget markant. Og kun én enkelt ud af de ti mest værdifulde danske virksomheder er blevet stiftet inden for de seneste 50 år. Tallene taler deres tydelige sprog.

Undgå Nokia-skæbnen

Vi befinder os i en situation, hvor fremtidens Novo Nordisk muligvis aldrig får lov til at se dagens lys, fordi klimaet for at stifte virksomheder her til lands slet og ret ikke er godt nok.

Det skyldes ikke, at det skorter på hverken virkelystne og opfindsomme iværksættere eller en tilstrækkeligt højtuddannet arbejdskraft. Det skyldes, at vi fra politisk hold har skabt nogle regulatoriske rammebetingelser, der forhindrer mange nystiftede selskaber i at realisere deres potentiale.

Hvis morgendagens driftige ildsjæle ikke har et tilstrækkeligt incitament til at starte virksomheder her i landet, går Danmark glip af fremtidens potentielle fremskridt.

Men det er ikke den eneste årsag til, at iværksætterkulturens tilbagetog er et problem. Dykker man ned i tallene, kan man nemlig se, at en stor del af drivkræften bag Danmarks vækst og produktion er drevet frem af medicinalindustrien.

Nationalbanken har estimeret, at Danmarks bnp-vækst for 2023 vil være på 0,9 pct., og at væksten i medicinalindustrien alene forventes at føre til 0,7 pct. bnp-vækst. At en så stor del af den danske vækstudvikling kan spores tilbage til medicinalselskaber, giver mindelser til de udfordringer, den finske økonomi stødte ind i for ca. 15 år siden.

Nokia var gennem 90’erne og første halvdel af 00’erne en altdominerende mobilproducent, indtil smartphones så dagens lys. Nokia formåede aldrig at hægte sig på udviklingen og gik fra markedsleder til en skygge af sig selv. Eftersom Nokia udgjorde en så stor del af Finlands samlede vækst, blev landets økonomi som helhed trukket med i faldet.

Hvis vi i Danmark vil minimere risikoen for at lide samme skæbne, bør vi derfor gøre vores bedste for, at også andre sektorer og selskaber kan vokse sig lige så store og succesfulde, som Novo har gjort det.

Bureaukratiske benspænd

Et godt sted at starte ville være ved at tilbagerulle den syndflod af bureaukratiske benspænd, som lige nu forhindrer mange virksomheders udvikling i at tage fart. Kaster man et blik den lovgivning, som mange af de nystiftede selskaber til dagligt bokser med, indser man nemlig hurtigt, at en væsentlig del af reguleringen hverken gør gavn for staten eller virksomhederne.

F.eks. er der et krav om, at en nystartet virksomhed kun må give medarbejderaktier til en værdi af mere end 10 pct. af den almindelige lønindkomst, hvis 80 pct. af de ansatte tilbydes det samme. Og der er et kapitalkrav for at stifte anpartsselskaber på 40.000 kr., hvilket er den højeste sats i Europa. Hvis vi tilbageruller benspænd som disse, kommer den danske iværksætterkultur naturligvis ikke tilbage på sporet fra den ene dag til den anden.

Men hvis vi politikere løbende gør en aktiv indsats for at luge ud i junglen af unødvendigt bureaukrati, vil det gøre det lettere for landets iværksættere. Det vil ikke blot danne grobund for fremtidig vækst, nye arbejdspladser samt indtægter til statskassen. Det vil også give den danske nationaløkonomi en højere grad af stabilitet, så vores bnp-udvikling ikke kun drives frem af én vækstmotor.

Derfor er tiden moden til at tilbagerulle de reguleringslystne politikere mange bureaukratiske benspænd. For på den måde kan vi sikre, at også næste generations Novo Nordisk får mulighed for at kunne hjælpe millioner af mennesker over hele kloden mod alverdens problemer.

(Indlæg bragt i Børsen d. 10. august 2023)

Den vestlige verden skal holde op med at hade sig selv

Henrik Dahl
4. august 2023

Debatten om – lad os være ærlige – at genindføre blasfemiparagraffen har i det mindste to aspekter, der kun har meget lidt med hinanden at gøre.

Det mindste problem er, at et flertal i Folketinget vil tilbage til retstilstanden før 2017. En af de begrundelser, der blev benyttet som argument for at afskaffe den gamle blasfemiparagraf, var, at den alligevel ikke blev anvendt. I den forstand – sagde man for seks år siden – var det ikke meget mere end en regelsanering, når man strøg paragraffen. En del af den løbende og nødvendige oprydning i gamle paragraffer.

Alligevel var der mange ordførere, der ikke kunne dy sig, og holdt svulstige taler om frihed og idealer, man aldrig måtte give køb på.

Det elendige ved en svulstig tale er jo ikke dens emne. Det er, at den er svulstig. Nu kan venstremænd med hang til panegyriske taler og forhenværende LA’ere med samme tilbøjeligheder så æde deres opstyltede retorik i sig. Det har de i og for sig godt af. Jeg håber, de har lært noget om brugen af tomme og svulstige fraser – skønt jeg oprigtigt tvivler.

Et langt større problem er, at den danske regering helt åbenlyst accepterer, at en forening af udemokratiske og dobbeltmoralske lande blander sig i Danmarks indre anliggender.

”At blande sig i et indre anliggende” er det tætteste, man inden for diplomatiet kan komme på at sige ”luk røven”. Og hvis der er noget, OIC-landene og deres venner i Rusland og Kina er gode til, så er det at bede enhver, der taler om antisemitisme eller forfalskede valg eller etniske udrensninger i en fjern, islamisk provins, om at erindre, at her taler vi om indre anliggender.

Hvad burde regeringen så have gjort? Det vil jeg gerne gennemgå (i en ikke-prioriteret rækkefølge) nedenfor.

1. Erkend, at Samuel Huntington – selvom han ikke var ufejlbarlig – havde langt mere ret end Francis Fukuyama i, hvad fremtiden ville komme til at bringe.

Centralt for Huntington stod, at Rusland, Kina og den islamiske verden aldrig ville komme til at købe ind på de vestlige værdier, som nogle mennesker i Vesten fejlagtigt kalder ”universelle”.

Det har været populært at slå ned på Huntingtons fejl og udeladelser, fordi det, han sagde, var ubehageligt at lytte til for de vestlige eliter. Men helt overordnet set havde han ret: Verden kommer aldrig til slet og ret at blive et sted, der er præget af vestlige værdier.

2. Erkend, at Vesten over tid har fået langt færre venner, end regionen engang havde. Store lande i Sydamerika falder fra som venner. Store dele af Afrika falder fra. Rusland er for længst faldet fra. Kina er aldrig faldet til (om man så må sige). Og Mellemøsten skal vi slet ikke tale om. Her arbejder stærke kræfter aktivt og målbevidst på at underminere og afmontere vestlige værdier. Både i regionen selv og i de vestlige kernelande.

3. Erkend, at samhandel ikke giver ”demokratisk konvergens”. En af de farligste og mest fejlagtige antagelser inden for den politiske økonomi er uden tvivl, at hvis lande og regioner handler sammen, vil de over tid konvergere politisk.

Der er stort set ikke noget belæg for denne hypotese. Derfor er det absurd at høre på mennesker, der bliver ved med at hævde, at den har noget for sig.

4. Erkend, at OIC-landene har lært sig selv at bruge FN-systemet og moderne rettighedsretorik til at fremme sine egne dagsordener.

Store dele af FN-systemet er i dag værdiløst. Det gælder ikke mindst det absurde Menneskerettighedsråd. Der som bekendt domineres af lande, der har gjort det til en ædel dyd og kær pligt dagligt at trampe på menneskerettighederne hjemme hos sig selv.

5. Gør modstand imod hykleriet i OIC-landene. De bør udfordres på, hvorfor de i det hele taget er medlemmer af FN, når de åbenlyst intet gør for at leve op til den FN-pagt, de frivilligt har skrevet under på.

De bør tages mere alvorligt, når de taler om at forfølge religioner. Vi kunne for eksempel sige til dem: Vi vil meget gerne være værter for en konference, der ser på forfølgelse af religiøse mennesker. Men konferencen skal også handle om den allestedsnærværende antisemitisme i Mellemøsten og den lige så allestedsnærværende forfølgelse af kristne i en stor del af OIC-landene.

6. Gør modstand imod de meningsløse begreber, OIC-landene – med alt for ivrig hjælp fra vestlige, venstreorienterede akademikere – benytter sig af.

”Islamofobi” er et nonsensbegreb. En fobi er en psykisk lidelse. Det er ikke og kan aldrig blive en psykisk lidelse at kritisere islam og lande med en islamisk forfatning.

Få ”racisme” som begreb bragt på ret køl. Sandheden kan for eksempel aldrig være racistisk. Derfor er det absurd at beskylde mennesker, der formidler sandheden om for eksempel de mellemøstlige diasporaer i Vesten, for racisme.

Kulturer og religioner er heller ikke ”racer”. Derfor skal kritik af kultur og religion trækkes ud af et meningsfuldt begreb om racisme.

Protester imod ethvert akademisk lydende begreb, der ikke er akademisk, men er formet af had til den vestlige verden (der meget ofte har karakter af selvhad).

7. Vær mere offensiv, når det gælder OIC-landenes påstand om, at vesten ensidigt er et dårligt sted. Den er nemlig ekstremt hyklerisk.

Hvad bruger velhavende mennesker i OIC-landene de fleste af deres penge til? At få fingre i så mange vestlige genstande, det overhovedet kan lade sig gøre. Lige fra luksusvarer til vestlig medicin til vestlige våben.

OIC-landene elsker at tale grimt om vestlige værdier. Men det sidste, de vil undvære, er vestlige produkter.

8. Vær mere offensiv, når det gælder evindelige, mellemøstlige påstande om, at Vesten er racistisk.

Hvis Vesten er så racistisk, hvorfor bliver I så ikke bare væk? Der er vældig mange mennesker med rødder i Mellemøsten, der absolut ikke ville blive savnet, hvis de fortrak til den region, deres familie stammer fra.

9. Vær mindre relativistisk.

Der er ingen regioner i verden, hvor det er bedre at være kvinde eller at tilhøre et mindretal, end i Vesten. Der er ingen regioner i verden, hvor det er bedre at være fattig, at være ramt af dårlige tider eller at blive syg (selv om ingen af delene selvfølgelig i sig selv er fede).

Vesten er alle andre regioner i verden overlegen, når det gælder videnskab, teknik, filosofi, demokrati, god regeringsførelse og indretning af samfundsinstitutionerne til gavn for de fleste.

Derfor skal vi selvfølgelig ikke sælge ud af vores værdier, men kæmpe for dem.

Og gerne med betydelig større overbevisning, end den danske regering gør.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 4. august 2023).

Wermelin reducerer klimavidenskaben til én rapport om atomkraft

Steffen Frølund
3. august 2023

I et læserbrev trykt i Information den 31. juli med titlen »Når Danmark siger nej til atomkraft, har vi den videnskabelige evidens på vores side«, bebudede Socialdemokratiets klima- og energiordfører Lea Wermelin, at debatten om atomkraft burde tage udgangspunkt i fakta.

I Liberal Alliance er vi store tilhængere af Wermelins pointe om, at videnskabelig evidens bør være ledestjernen for den danske klimapolitik. Netop derfor foreslog vi før sommerferien at nedsætte en Niels Bohr-kommission bestående af danske og udenlandske eksperter, som kunne give os viden om, hvorvidt atomkraft passer ind i den danske energiforsyning.

Men da forslaget om kommissionen skulle til afstemning, stemte Socialdemokratiet imod.

Det harmonerer selvfølgelig ikke med Wermelins budskab om, at debatten om atomkraft bør tage udgangspunkt i fakta. For hvis man reelt er interesseret i en grøn omstilling, kan man vel ikke også være modstander af, at uafhængige eksperter give os mere viden om brugen af kernekraft, så vi kan føre klimapolitik på et så oplyst grundlag som muligt?

Sagen er symptomatisk for en generel tendens i den danske klimadebat. De røde partier siger ét, men gør i praksis noget andet.

Når eksempelvis både IPCC’s ekspertpanel såvel som de officielle udmeldinger fra EU og FN alle slår fast, at vi kan bruge atomkraft, hvis vi skal have en jordisk chance for en grøn omstilling i tide, vender Socialdemokratiet det blinde øje til eksperternes anbefalinger.

Som et argument for sin atomkraftmodstand, henviser Wermelin til en rapport lavet af 16 forskellige energiforskere fra blandt andet Aalborg Universitet og DTU. Denne undersøgelse kalder Wermelin for »videnskaben«.

Men undersøgelsen følger slet ikke den videnskabelige metode, fordi det for det første ikke er fagfællebedømt, for det andet fordi beregningsmodellerne ikke er åbne for efterprøvelse, og for det tredje fordi deres inputdata til beregningerne er blevet kritiseret fra flere kanter.

Derfor synes vi i Liberal Alliance bare, at Wermelin burde følge sit eget gode råd: Hvad med at lytte til videnskaben, så vi kan føre klimapolitik på et så oplyst grundlag som muligt?

OIC har besejret Danmark. Det viser regeringens udmelding om koranafbrændinger

Henrik Dahl
2. august 2023

Nogle gange ved man, allerede mens en begivenhed udspiller sig, at man aldrig kommer til at glemme den.

Det var sådan et øjeblik, jeg oplevede i Eigtveds Pakhus mandag, mens regeringen gennemgik sine begrundelser for at genindføre dele af blasfemilovgivningen.

Under fremlæggelsen gik mine tanker tilbage til et andet møde i Eigtveds Pakhus, der fandt sted knap to år tidligere. Ved det møde var emnet de vestlige landes umiddelbart forestående nederlag i Afghanistan. Nu sad vi i den samme bygning og drøftede Danmarks nederlag til Den Islamiske Samarbejdsorganisation (OIC).

Jeg tror, tiden er kommet til at forbinde de mange punkter i den nyere historie til et samlet billede.

Fra 1979, hvor islamisterne greb magten i Iran; hvor forløberne for al-Qaeda besatte den store moské i Mekka; og hvor Sovjetunionens invasion af Afghanistan katalyserede den væbnede, islamiske befrielseskamp, er der en rød tråd, som løber gennem begivenhederne.

Den røde tråd er faldende, vestlig indflydelse i hele Mellemøsten og en stadig mere velorganiseret modstand imod vestlige værdier. Ikke bare i selve den geografiske region Mellemøsten. Også i de mange lande uden for regionen, der har en islamisk diaspora.

I dag er situationen den, at man formentlig skal tilbage til 1800-tallet for at finde det punkt, hvor den vestlige indflydelse var mindre i Mellemøsten, end den er i dag.

Den islamistiske kamp for at afmontere vestlige værdier har flere forudsætninger. Det vil føre for vidt at opregne dem systematisk. Men den vestlige ideologi om, at man vil handle med hvem som helst uden at stille kritiske spørgsmål, har stor indflydelse. Takket være denne ideologi er en række af beslutsomt antidemokratiske regimer blevet styrtende rige. Og har bogstaveligt talt sat sig for at opkøbe symboler på vestlig kultur og forandre dem til symboler på sejrrig, mellemøstlig kultur.

Når OIC har kunnet besejre Danmark og gennemtvinge ændringer af vores lovgivning, skyldes det en virkelig udspekuleret udnyttelse af multilaterale samarbejdsorganisationer som FN kombineret med en retorik, der for det utrænede øre lyder som kritik af imperialisme, kolonialisme og racisme.

Strategien med at gøre FN til et våben imod FNs oprindelige medlemmer går helt tilbage til den berømte konference i den indonesiske by Bandung i 1955 – som var forløberen for samlingen af de såkaldte alliancefrie lande i Beograd i 1961.

Men den videnskabeligt klingende besmykkelse af ønsket om at forbyde kritik af islam var aldrig blevet en succes for OIC, hvis man ikke havde været allieret med venstreorienterede dele af akademia i den vestlige verden.

Knæsættelsen af begrebet »islamofobi« som et meningsfuldt, videnskabeligt begreb er et fremragende eksempel. Det burde være selvklart, at det ikke er en psykisk lidelse at kritisere aspekter af islam. Med hjælp fra sympatisk indstillede akademikere er det imidlertid lykkedes at give begrebet en videnskabelig klang.

Omdannelsen af begrebet »racisme« til at dække religions- og kulturkritik er et lige så godt eksempel. Det har krævet mange års tålmodig indsats at ændre indholdet, så det kunne udnyttes af OIC.

Hvis vi i den vestlige verden skal slå igen imod OIC, skal vi stramme gevaldigt op. Men det er nødvendigt, for ellers vil vi gradvist miste vores demokrati og vores selvstændighed. Det kræver en bredspektret indsats. Men demaskeringen af de håndlangere, der har hjulpet OIC med at forklæde kritik af religiøse magthavere som forfølgelse af skrøbelige mindretal, er et yderst vigtigt skridt.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 2. august 2023)

Principper er kun noget værd, hvis de overholdes, når det ikke er belejligt

Henrik Dahl & Steffen Larsen
1. august 2023

Regeringen må forstå, at vores fundamentale frihedsrettigheder kun er noget værd, hvis de også overholdes, når det ikke er belejligt

Lige før folketingsvalget i 2019 løb af stablen, udtalte Mette Frederiksen, at “når demokrati og religion støder sammen, har gud vigepligt”. I dag synes regeringens politik imidlertid at være, at det er demokratiet, der må vige for religion.

Det fik syn for sagen, da udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) søndag aften ryddede landets sendeflader for at bebude, at regeringen vil indskrænke danskernes ret til at brænde koraner.

Regeringens ambition om at begrænse danskernes ytringsfrihed kommer i kølvandet på de optøjer, som visse danskeres koranafbrændinger har affødt.

Overalt i Mellemøsten er danske flag blevet brændt, eksportprodukter er blevet boykottet, og på de danske ambassader må ansatte frygte for deres liv på grund af islamistiske fundamentalister.

Ved første øjekast kan man forledes til at tro, at disse hændelser er et resultat af et almindeligt folkeoprør blandt muslimer, men det er ikke tilfældet. De er et produkt af en organiseret og strategisk indsats fra de mørkeste afkroge af den islamiske totalitarisme.

Hizbollah i Libanon, ayatollah Muqtada al-Sadrs støtter i Irak og houthierne i Yemen, der blandt andet står bag dødsstraf af dissidenter samt forfølgelse af vantro, har alle overreageret og protesteret voldsomt over koranafbrændinger og forlangt, at de skal stoppes. Og det ser ud til at lykkes.

Hvor stopper det?

Den tværnationale sammenslutning af 57 muslimske lande, der repræsenterer 1,5 mia. mennesker, ved navn OIC, har eksempelvis fået FN til at vedtage en resolution om, at koranafbrændingerne og almindelig islamkritik skal defineres som hadtale.

Og med regeringens lemfældige omgang med Danmarks ytringsfrihed tyder noget på, at OIC’s mangeårige indsats nu også er ved at bære frugt i Skandinavien.

Det er et problem, som vi ikke skal vende det blinde øje til. For de vestlige samfund er netop blevet verdens mest velfungerende, fordi de bygger på principper om fundamentale frihedsrettigheder.

Men når regeringen er villig til at ofre disse frihedsrettigheder, smuldrer dét, der adskiller Vesten fra Mellemøsten. Principper er nemlig kendetegnet ved, at de kun er noget værd, hvis de også overholdes, når det ikke er belejligt.

Uanset om der er tale om dansk industris bundlinje eller ømskindede teokraters sårede følelser, kan vi ikke lade presset fra den totalitære islamisme flytte hegnspælene for vores frie samfund.

For hvad er det egentlig, regeringen håber på at få ud af at indskrænke danskernes ytringsfrihed? Tror de, at de radikale islamister stopper her? Vil problemerne med islamisk terror og tyranni forsvinde som dug for solen, efter regeringens nye lov er trådt i kraft?

Selvfølgelig ikke. Islamisterne har gennemskuet, hvilke metoder de skal tag i brug, hvis de gerne vil have deres vilje. Og hvor stopper det?

De islamistiske mørkemænd kommer ikke til at belønne den danske regerings underkastelse. Underkastelsen kommer derimod til at blive mødt med krav om mere underkastelse, og sådan vil det fortsætte, så længe de danske frihedsrettigheder går mod islams påbud.

Regeringen blev netop sat i verden for at tage de svære og langsigtede beslutninger, der rakte ud over Folketingets smålige kampe, for derimod at gøre det, der ville gavne Danmark i det lange løb. I denne sag gør regeringen det diametralt modsatte.

Værdiforladt regering

Når regeringen er villig til at træde danskernes frihedsrettigheder under fode, undergraver det demokratiets ånd. Vi kan nemlig ikke blot sælge ud af vores frihed af praktiske årsager i et udenrigspolitisk spil. For uden frihed kan sikkerhed være ligegyldigt.

Det er nemlig principper om folkestyre, retssikkerhed og ytringsfrihed, der udgør grundsøjlerne i det danske demokrati.

Hvis ikke danske politikere står stejlt på disse principper, kollapser fundamentet under vores samfund. Det sker ikke fra den ene dag til den anden, men langsomt skridt for skridt. Det er små indrømmelser til antidemokraterne, der sætter sig som rust på demokratiets tandhjul.

Vores frie samfund er møjsommeligt opbygget af generationer før vores, der har slidt for at skabe et af verdens bedste samfund. Gennem historien har utallige danskere givet deres liv for at kæmpe for de rettigheder, som vi i dag nyder godt af.

Når regeringen er villig til at indskrænke vores ytringsfrihed, gør de vold på denne historie. Men det er desværre konsekvensen af en værdiforladt regering, der er villige til at ofre vores principper på teknokratiets alter. Det er konsekvensen af en regering uden principper.

Danmark bør have en bedre iværksætterkultur

Lars-Christian Brask & Steffen Frølund
31. maj 2023

Følger man med i tv-programmet Løvens hule, hvor iværksættere fulde af gode idéer og gåpåmod uge efter uge toner frem på skærmen, kan man hurtigt få indtryk af, at den danske iværksætterkultur stortrives.

Men selvom producenterne af Løvens hule ikke synes at mangle virkelystne deltagere til deres program, står det straks mere sløjt til for den danske iværksætterkultur ude i den virkelige verden. For tallene taler sit tydelige sprog.

SMVDanmark kan eksempelvis dokumentere, at vi siden Finanskrisen i 2008 har mistet hele 20.000 selvstændige på trods af, at den samlede beskæftigelse er steget markant. Kun hver tredje nystartede virksomhed i Danmark overlever i fem år, mens det tilsvarende tal i Sverige er 60 pct.

Og i 2021 var det blot 7,6 pct. af al nordisk venture-og børskapital, der tilfaldt danske virksomheder, mens selskaberne i Sverige til sammenligning formåede at tilegne sig hele 60 pct. For den danske iværksætterkultur er på retræte.

Det skyldes blandt andet vores tårnhøje skattetryk og de mange unødvendige regler, der begrænser virksomhederne. Følger man blot en smule med i politik, er man næppe i tvivl om, hvad Liberal Alliances holdning er til Danmarks skattetryk. Men én af de andre mærkesager, som vi brænder lige så meget for, er at få ryddet op i rodebutikken af unødvendigt bureaukrati, som skader borgere såvel som erhvervslivet.

Før vi blev valgt til Folketinget, har vi begge været selvstændige i en længere årrække, hvor vi har prøvet at lægge arm med systemet.

Derfor ved vi hvor meget dyrebar tid, man som selvstændig skal bruge på at navigere i statens mange unødvendige regler, og derfor har vi nu fremsat et lovforslag, som tager et vigtigt skridt i retningen mod at gøre det lettere for små selvstændige at drive virksomhed.

Intet udspil fra S

I dag er små og mellemstore anpartsselskaber i praksis udelukket fra at rejse kapital gennem crowdfunding, hvor man indhenter mange små investeringer fra privatpersoner.

Det er et stort problem for, at de små virksomheder kan vokse sig store.

For mange nystartede selskaber er det nemlig ganske almindeligt at mangle kapital for at kunne få gang i hjulene under virksomhedens vækst.

Der er nemlig meget få virksomheder, der får venturekapital fra institutionelle investorer eller business angels til at starte med, og her kan crowdfunding være en vej frem for de helt unge virksomheder med en god forretningsidé.

Netop derfor udstedte EU i 2021 en forordning om crowdfunding, der skal harmonisere medlemslandenes meget forskellige regler på området og give anpartsselskaber muligheder for at rejse kapital for op til 5 mio. euro. Men den danske regering har forsømt at implementere forordningen i dansk ret, på trods af at initiativet er provenuneutralt.

Og det er desværre ikke særligt overraskende. For der begynder efterhånden at tegne sig et mønster med, at regeringer med Mette Frederiksen for bordenden nøler på erhvervspolitikken.

Efter 3,5 år som erhvervsminister nåede Simon Kollerup eksempelvis aldrig at fremlægge den daværende S-regerings iværksætterudspil.

Og mere end et halvt år efter dannelsen af SVM-regeringen, har regeringspartierne endnu til gode at bringe fornuftige erhvervsreformer til torvs, selvom regeringens raison d’être ellers netop var at føre en ambitiøs reformpolitik.

Men det skal ikke stoppe os andre fra at forsøge at få flertalsregeringen på bedre tanker. Derfor har vi i LA stillet beslutningsforslag om at sløjfe den nuværende lovgivning, som forhindrer anpartsselskaberne i at få mulighed for at rejse kapital gennem crowdfunding.

Otte ud af 10

Hvis der er flertal for vores forslag, vil det ikke kun øge sandsynligheden for, at Danmarks næste vækstkomet kan vokse sig stort her til lands – hvilket der er brug for med tanke på, at otte ud af ti af de største virksomheder etableret i dette årtusind har forladt Danmark.

Vores lovforslag vil også bidrage til, at den danske aktiekultur får lettere ved at slå rødder, hvis vi giver flere småsparere og private investorer bedre vilkår til at skyde penge i små virksomheder.

Så vi håber på, at regeringen og Folketingets øvrige partier stemmer for vores beslutningsforslag, så vi kan følge EU’s forordning og gøre det lettere for de små selskaber at få vind i sejlene.

Og hvis regeringens højtravende skåltaler om at finde fælles fodslag på tværs af den politiske midte for at gennemføre fornuftige reformer også skal ende med rent faktisk at blive til handling, kunne Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre jo passende starte med at stemme for vores lovforslag.

(Indlæg bragt i Børsen d. 31. maj 2023)

Selvfølgelig skal vi tale om wokeness

Henrik Dahl
25. maj 2023

Det er ødelæggende for den begavede samtale, hvis alting skal koges ned til magtmisbrug.

For nylig hed det sig i Weekendavisen, at eftersom ”vi” – det vil sige ophavsmanden til påstanden – ikke kan definere begrebet ”wokeness”, så bør hele den samfundsmæssige samtale om problemet forstumme.

Argumentet er mageløst. Jeg gider ikke diskutere begrebet X. Derfor gider jeg heller ikke sætte mig ind i, hvad begrebet X betyder. Derfor opfinder jeg et ”vi”, der ikke ved, hvad begrebet X betyder. Og derefter beordrer jeg alle andre til at lade være med at diskutere begrebet X. Fordi jeg ikke selv gider diskutere det.

Wokeness betyder, at man konsekvent fortolker forskelle mellem udvalgte grupper som magtmisbrug. Er der forskel i antallet af mænd og kvinder, der spiller elektrisk guitar i et rockband? Så er den woke forklaring, at det skyldes magtmisbrug. Er der forskel i antallet af hvide og sorte, der bliver castet til at spille gæster på et dansk badehotel i mellemkrigstiden? Så er den woke forklaring, at det skyldes magtmisbrug. Er der forskel i antallet af mænd og kvinder, der er tilstrækkelig interesseret i teknik til, at de gider studere et teknisk fag på et universitet? Igen: Så er den woke forklaring, at det skyldes magtmisbrug.

Wokeness betyder, at magtmisbruget er den eneste tænkelige forklaring på de observerede forskelle.

Udstiller museerne flere billeder, der forestiller mænd eller er malet af mænd (eller begge dele), er forklaringen magtmisbrug blandt kuratorerne. Alternative forklaringer som, at mænd i gamle dage fik lov til at udvikle sig til bedre malere end kvinder, fordi optagelsespolitikkerne på datidens kunstakademier var patriarkalske, afvises derfor i det woke verdensbillede.

Et eller andet hemmeligt sted ude i verden – siger wokeisten – findes de billeder malet af kvinder, der er lige så gode som dem, der bliver udstillet. Fordi mænd og kvinder per definition til alle tider har været lige dygtige kunstmalere.

Afbilleder fortidens malerier i udtalt grad magtfulde mænd, er det ikke, fordi datidens malere samvittighedsfuldt skildrede de faktiske forhold i deres samtid. Et eller andet hemmeligt sted ude i verden – siger wokeisten – findes de billeder af magtfulde kvinder, vi ikke må få lov til at se. Derfor skal de som en afbigt for fortidens synder findes og hænges op så hurtigt, det kan lade sig gøre.

Wokeisten har magtmisbrug på hjernen. I en grad, så enhver forklaringsmodel, der er bare en lille smule mere kompleks eller går i en lidt anden retning end begrebet om magtmisbrug, med heftighed – og gerne et udskammende svirp – må afvises.

Skyldes observerede forskelle mellem mænds og kvinders studievalg og karriereveje i et eller andet omfang biologisk betingede forskelle? Det må man ikke engang spørge om. Det må ikke engang formuleres som en hypotese. Så flegner wokeisten ud i forstilt forargelse og heftig udskamning af den formastelige forslagsstiller.

Biologi findes ikke i et wokeistisk verdensbillede. Derfor vil wokeisten heller ikke have, at biologi findes i andre menneskers verdensbillede.

Skyldes observerede forskelle mellem antallet af etniske danskere og antallet af mennesker med herkomst fra andre kontinenter i ældre film, at Danmark i det meste af sin historie har været et forholdsvis homogent land i etnisk henseende? Det vil wokeisten ikke engang have, at andre mennesker overvejer.

Når ældre danske film ikke bugner af mennesker, hvis vugge stod i Mellemøsten eller på det afrikanske kontinent, skyldes det ene og alene magtmisbrug. Og enhver, der mener noget andet, vil wokeisten uvenligst opfordre til at klappe i og holde sine tanker for sig selv.

Der følger flere politiske konsekvenser af dette.

Wokeisme er et systematisk og målrettet forsøg på at udslette andre forklaringer på forskelle mellem grupper end magtmisbrug.

Det er derfor, wokeister bliver så aggressive, når man indfører forklaringsmodeller som de to køns forskelligartede biologi; menneskers forskelligartede intelligens; menneskers forskelligartede motivation; menneskers forskelligartede interesser eller diverse gruppers forskelligartede normer og værdier.

For slet ikke at tale om de konsekvenser, indretningen af fortidens institutioner havde på forskellige typer af menneskers fremgang – eller manglende fremgang – i deres samtid.

Hvad man end kan komme i tanke om af faktorer, der måtte gøre en diskussion mere kompleks eller mere nuanceret, så skal disse faktorer dø. Ellers kan wokeisten ikke tromle alt og alle over med sin universalforklaring: magtmisbrug.

Det værste ved wokeisme er, at den bekræfter en ofte foretaget observation: Man bliver selv idiot af at høre på tåbelige mennesker.

At hele kompleksiteten i, hvorfor der kan observeres forskelle i menneskers normer og menneskers adfærd, skal koges ned til en primitiv idé om magtmisbrug, er en fornærmelse imod ethvert begavet menneske. For sådan er det naturligvis ikke.

Uanset hvor neutralt man behandler drenge og piger, vil der typisk være en ret stor forskel på, hvad de interesserer sig for. Og lidt senere i barndommen også: Hvordan de omgås. Det er ikke nødvendigvis nogens skyld. Noget af det er simpelthen biologisk betinget og bliver aldrig anderledes.

Den næste politiske konsekvens af wokeisme er, at når man som politiker siger ”magtmisbrug”, så har man næsten allerede sagt ”regler”, ”indgreb” og ”tvang”. Ud fra den uangribelige politiske logik, at man altid har lov til at skride ind med regulering, hvis der er noget, der går ud over nogen.

Den måde, rockmusikken hidtil har fungeret, går ud over kvinder. Derfor er det legitimt at blande sig. Den måde, casting til realistiske film hidtil har fungeret, går ud over alle, der ikke ligner etniske danskere. Derfor er det legitimt at blande sig i filminstruktørers casting. Den måde, maskulinitet og femininitet typisk udleves kulturelt, kan konstrueres som noget, der gør kvinder til ofre. Derfor er det legitimt at blande sig politisk i, hvad maskulinitet og femininitet i det hele taget er for størrelser, og hvordan de i det hele taget udleves i vore dage.

Derfor er wokeisme løftestang for en indblanding i blandt andet frie menneskers personlige valg, kunstneres suveræne beslutninger og menneskers måde at leve i og med deres køn, hvis lige ikke er set siden den kinesiske kulturrevolution.

Det er mærkeligt at kunne konstatere, at med SVM-regeringen har Danmark fået sin suverænt mest woke regering nogensinde. Men sådan er det. Kulturministeren har på sit ressortområde taget wokeness til nye højder. Og det samme må man sige om ligestillingsministeren.

Problemet er formentlig partiet Venstre. For der kommer ligestillingsministeren fra. Og der tilbragte kulturministeren sine formative år som politiker.

Af uransagelige årsager er tidens mest brændende spørgsmål: Worfor er Wenstre Woke? Jeg gætter på, at det skyldes, at hvis man kommer fra et meget åndeligt dovent parti uden de store traditioner for intellektuel udfoldelse og analyse, så ligner wokeness – ud fra en meget overfladisk betragtning – at man er progressiv og med på noderne. Og hvem vil ikke – i mangel af selvstændig tankevirksomhed – gerne forekomme andre mennesker progressiv og med på noderne?

Nu er spørgsmålet formuleret. Så kan vi ikke få et svar: Worfor er Wenstre Woke?

(Bragt i Jyllands-Posten d. 25. maj 2023)

Der skal ikke længere være en udløbsdato på kvinders raske, nedfrosne æg: En åbenlys ligestillingssag

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
25. maj 2023

Vi har et ligestillingsproblem i Danmark som handler om kvinders ret til at fryse deres æg – såkaldt social freezing. Der er intet sundhedsfagligt argument for, at vi i Danmark ikke har ligestilling på området. Derfor har Liberal Alliance stillet et beslutningsforslag om at ændre lovgivningen. Næste uge skal det debatteres i Folketingssalen. Det er en debat, vi ser frem til, og regeringspartierne flager allerede nu, at de støtter vores forslag. Tiden er til at give kvinderne mere selvbestemmelse over egen krop og æg.

Årsagen til, at fænomenet eksisterer, er, at der ved fertilitetsbehandling er fordele i at anvende unge æg. Den vilde udvikling i sundhed har gjort det muligt at bruge denne fordel til, at kvinder kan fryse deres unge og raske æg ned til et senere tidspunkt i livet. Der kan være et utal af gode grunde til, at en kvinde vælger – måske har hun ikke fundet den partner, hun ønsker at stifte familie med, måske tillader hendes økonomi ikke, at hun får et barn nu eller noget helt tredje. Årsagerne er mange. Desværre er vinduet for, hvor længe kvinderne må gøre brug af deres egne nedfrosne æg, snævert.

Men hvis der ingen medicinsk grund er til, at en kvinde fryser sine æg ned – som for eksempel i forbindelse med en sygdom, der kan skade chancen for at få børn, eller forestående kemoterapi – må æggene i dag kun opbevares nedfrosset i fem år. Derefter skal de sunde og raske æg destrueres. Sker det ikke, kan det resultere i bøde eller fængsel i op til fire måneder. Mænd derimod må have deres nedfrosne sæd opbevaret, så længe de ønsker – også efter deres død.

Der står intet medicinsk i vejen for at også kvinders æg kan opbevares i længere tid end fem år. Faktisk kan de holde sig i mere end 30 år. Danmarks grænse for, hvor længe æggene må fryses ned, er ekstremt begrænset i forhold til landene omkring os. Sverige, Norge og Finland har ingen grænse for, hvor længe kvinders æg må være frosset ned, og sidste år ændrede Storbritannien sin lovgivning, så nedfrosne æg må opbevares i op til 55 år.

Der skal ikke længere være en udløbsdato efter fem år på kvinders raske, nedfrosne æg. I stedet skal kvinder, som selv vælger og betaler for det, også have mulighed for at have deres æg frosset ned indtil de fylder 46 år, som er aldersgrænsen for at begynde i fertilitetsbehandling. Dermed er manglende midler i statskassen heller ikke et argument for ikke at ligestille kvinderne med mændene.

Fjerner vi tidsgrænsen på fem år, styrker vi kvindernes selvbestemmelse og ret til deres egen krop. Det vil skabe mere frihed og flere muligheder for kvinder, hvis de ikke tvinges til at vælge mellem at blive mødre (mere eller mindre) her og nu eller aldrig.

Der følger ingen garanti for graviditet ved social freezing – det ved vi kvinder godt! Det stopper heller ikke det biologiske urs til tider stressende tikken. Men det giver den enkelte kvinde en mulighed for at styrke sine chancer for at blive mor i fremtiden, såfremt hun af en eller anden årsag ikke er klar til en graviditet endnu. Som sagt, årsagerne til social freezing er mange, og valget om, hvornår man vil være mor, bør være kvindens.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark den 24. maj 2023)