Debat Arkiv - Side 12 af 31 - Liberal Alliance

Henrik Dahl

26. januar 2023

Det burde altid være sådan, at den til enhver tid siddende regering sagde til Folketinget og borgerne, at dette eller hint er blevet for dyrt.

Så man ikke igen som folketingsmedlem på helt igennem uhæderlig vis blev tvunget til at omtale en besparelse som en reform.

Da man for godt og vel ti år siden gennemførte den såkaldte inklusionsreform, som betød, at flere børn skulle gå i de almindelige folkeskoleklasser, lød den væsentligste begrundelse, at kommunernes udgifter til at hjælpe børn med særlige behov var blevet alt for store.

Det vil reelt sige, at en hvilken som helst pædagogisk eller didaktisk begrundelse, man kan komme i tanke om, for at inklusionsreformen er en god idé, er en efterrationalisering.

Om efterrationaliseringer kan man sige mange pæne ting. For eksempel er det i vidt omfang på grund af dem, man i sin alderdom ofte ender med at mene, at tilværelsen giver en eller anden form for mening.

Men jeg synes på den anden side, vi også må være ærlige: En hvilken som helst efterrationalisering er en bunden opgave. Det er jo på forhånd givet, at den skal præsentere en legitimering af en beslutning, som selve efterrationaliseringen og dens argumenter ikke er en del af.

Den amerikanske socialpsykolog Jonathan Haidt er en form for specialist i efterrationaliseringer. For i en vis forstand er det sådan nogen, hele hans bog»The Righteous Mind«handler om. Den kan udlægges som en argumentation for den påstand, at bevidstheden oftere fungerer som menneskets spindoktor, end den fungerer som menneskets rådgiver. Det vil sige: Oftere, end de fleste formentlig tænker over, leverer bevidstheden argumenter for, at det, vi alligevel har besluttet, er det rigtige. Og sjældnere, end de fleste formentlig tænker over, samler bevidstheden argumenter og data sammen, og kombinerer dem til et beslutningsgrundlag.

Men selvom det er supermenneskeligt at efterrationalisere, når det gælder egen tilværelse, vil jeg advare om at gøre det alt for ofte, når man virker som politiker.

Det er simpelthen ikke hæderligt at sige, at der er en hel masse pædagogiske og didaktiske begrundelser for at sætte børn, der tidligere blev anset for behandlingskrævende, ind i en almindelig skoleklasse.

Begrundelserne er nemlig for hovedpartens vedkommende opfundet ene og alene med det formål at begrunde en økonomisk besparelse på en måde, der tager sig moralsk og fagligt ansvarlig ud.

Det sker i mine øjne alt for ofte, at man som politiker føler sig nødsaget – eller bliver presset – til at efterrationalisere noget, der kommer fra Finansministeriet med begrundelser, der giver mening ude i fagministerierne.

Der har aldrig eksisteret en snævert mediefaglig begrundelse for at bygge DR Byen. Finansministeriet og Københavns Kommune havde brug for at sælge et stort jordlod i Ørestaden og sparke gang i udbygningen af området. Derfor bad man Kulturministeriet og Danmarks Radio om at opfinde nogle fagligt lydende begrundelser for, at det var en god idé.

På samme måde med det såkaldte uddannelsesloft. Der eksisterede aldrig en faglig begrundelse for, at det var problematisk, at nogle ganske få mennesker tog mere end en enkelt uddannelse. Men Finansministeriet manglede i den smalle V-regerings tid 320 millioner kroner for at kunne gøre Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti glade. Og så bad man Forskningsministeriet om at opfinde en eller anden tynd begrundelse for, at uddannelsesloftet var den bedste opfindelse siden skiveskåret franskbrød.

Det burde altid være sådan, at den til enhver tid siddende regering sagde til Folketinget og borgerne, at dette eller hint er blevet for dyrt. Så man ikke igen som folketingsmedlem på helt igennem uhæderlig vis blev tvunget til at omtale en besparelse som en reform.

(Kommentar udgivet i Berlingske d. 25. januar 2023)

Henrik Dahl

19. januar 2023

En regering vælger selv, hvordan den vil træde i karakter som regering.

Hvad enten den i sig selv har flertal, eller den skal søge det i Folketinget fra sag til sag.

For tre år siden, da verden første gang hørte om covid-19, valgte den forholdsvis nye statsminister Mette Frederiksen på den ene side at fremmane et billede af tung alvor og på den anden side at skabe samling i Folketinget og i befolkningen.

Nu står Mette Frederiksen i spidsen for regeringen Mette Frederiksen II, der er en koalition mellem Venstre, Moderaterne og hendes eget Socialdemokratiet.

I sin nytårstale 1. januar 2023 anslog statsministeren strenge, hun før har spillet på: Der er krig i Europa.

Der er stærkere inflation, end vi har oplevet siden 1970′ erne. Der er energikrise. Måske stigende arbejdsløshed og dermed en recession lurende i horisonten.

Men hvor Mette Frederiksen I var samlingens statsminister, har Mette Frederiksen II valgt at være splittelsens statsminister.

Med den gennemført utroværdige påstand, at forudsætningen for at opruste til 2 pct. af bnp er en afskaffelse af store bededag, er regeringen gået i gang med den sidstnævnte manøvre.

Økonomer stiller sig tvivlende over for, om afskaffelsen af helligdagen vil have nogen varig effekt på arbejdsudbuddet. Et massivt flertal i befolkningen er imod. Og til trods for at SVM i sit regeringsgrundlag lægger vægt på god regeringsførelse, gør man det modsatte: Haster sagen igennem med en høringsfrist på kun syv dage.

Man kan sige, at øvelsen skaber samling i befolkningen – men det sker imod regeringen. Hvilket, uanset hvad man i øvrigt mener om den, er dårligt for demokratiet.

En god regering skal ikke skabe vrede og disharmoni, men det modsatte. En god regering skal føre en politik, selv modstanderne inderst inde godt kan se giver mening (Poul Schlüter var en sand mester i dette).

I stedet vælger Mette Frederiksen II at føre en politik, selv medlemmer af regeringspartierne under private former indrømmer er komplet unødvendig og antagoniserende.

Men splittelsen stopper ikke her.

Det siges, at når man sidder i en koalitionsregering, kan det ofte føles, som om nogen ville tage ens temperatur med en kaktus. Men dette ubehag ved at få en kaktus anbragt et unævneligt sted ønsker regeringen at dele med alle, der vil deltage i forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig. Derfor skal man acceptere konkurrencestatens helt overflødige invasion af privatlivet – som er konsekvensen af at afskaffe store bededag – for at få lov til at deltage i de kommende forsvarsforhandlinger.

Det skaber endnu mere splittelse.

Fordi det selvfølgelig gør de partier i Folketinget, der plejer at tage et medansvar, men ikke sidder i regeringen, rasende.

Hvorfor i alverden holder statsministeren en tale om de farer, der tårner sig op foran Danmark og danskerne – kun for at skabe splittelse om noget så vitalt som Danmarks forsvar? Samlingens statsminister har i løbet af den trods alt korte tid, det tager at holde et valg og danne en ny regering, gjort sig selv til splittelsens statsminister.

Mette Frederiksen II’s handlinger giver nul mening for Mette Frederiksen I.

Hvordan vil det gå for Danmarks nye splittelsesregering? Hvad angår store bededag, skal den uden tvivl få sin pyrrhussejr.

Men at det bliver en af de kostbare sejre, man ikke kan tåle for mange af, er helt åbenbart.

Der er en kæmpe risiko for, at afskaffelsen af store bededag vil få bestemmende indflydelse på overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked – og ikke i en heldig og konstruktiv retning.

Det er også helt givet, at de ansvarlige partier uden for regeringen vil skrive regeringens oplæg til forsvarsforhandlinger ned i deres respektive sorte bøger. Det er der, man gemmer sine optegnelser over, hvad denne eller hin politiske modstander skal få betalt ved en passende lejlighed.

Selv for en flertalsregering er det ikke rart at stå skrevet i så mange sorte bøger på en gang. Der er ingen ende på de metoder, Folketinget råder over, hvis det vil slide en regering eller en enkelt minister ned.

De vil helt sikkert blive bragt i anvendelse, hvis regeringen virkelig mener, at den skal optræde så ukonstruktivt og diktatorisk over for en hel række partier, den i længden ikke kan slippe for at være sammen med – og på en række punkter afhængig af.

Alt i alt ser det ud til, at Danmarks nye hen over midten-regering vil benytte sin styrke på at skabe vrede i befolkningen og splittelse på Christiansborg.

Fremtidens historikere vil formentlig kunne svare på, hvorfor de normalt udmærket strategisk tænkende socialdemokrater synes at have glemt enhver form for strategisk sans. Men det virker nærliggende at forestille sig, at forvekslingen af strategi med intriger og taktik kommer fra de to andre regeringspartier.

De har nemlig i årevis været domineret af typer, der ikke havde den ringeste sans for strategi. Men til gengæld en veludviklet evne til at bilde sig selv og de mennesker, der var afhængige af deres gunst, ind, at taktiske narrestreger var lig med strategi.

Regeringen er selvfølgelig i sin gode ret til at forveksle strategi med hundekunster. Ligesom den er i sin gode ret til at skabe vrede i befolkningen og splittelse på Christiansborg.

Men hvordan og hvorfor det på nogen måde skulle være godt for Danmark og for respekten for vores politiske institutioner, er jeg ude af stand til at indse.

Det siges, at når man sidder i en koalitionsregering, kan det ofte føles, som om nogen ville tage ens temperatur med en kaktus.

(Debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 19. januar 2023)

Henrik Dahl

11. januar 2023

For tiden flyder mit informationsrum over med beskrivelser af, hvilke MFere der er kommet til at sidde i hvilke udvalg. Aviserne skriver om de nye formænd og næstformænd. Og på Facebook har mange MFere travlt med at sprede begejstring over den spændende portefølje af udvalg, de er kommet til at sidde med.

Forleden kunne man for eksempel i Kristeligt Dagblad læse, at det nye kirkeudvalg begejstrer Peter Lodberg, der er professor i teologi ved Aarhus Universitet. Han mener, at det med sin besætning af erfarne politikere vil blive meget bedre end det forrige.

Jeg er virkelig ked af, at måtte sige det. Men med få undtagelser så er Folketingets udvalg altså ikke fora for væsentlige diskussioner af noget som helst. Som belæg vil jeg tillade mig at citere, hvad Jakob Ellemann-Jensen, Nick Hækkerup og jeg selv skrev i den politiske håndbog, vi udgav i 2018: »Udvalgene er i krise. De er Folketingets smertensbørn, som der er gjort utallige forsøg på at hjælpe på ret køl«. At udvalgene er i krise, er der mange ting, der bevidner. Først og fremmest det ringe fremmøde. Under normale omstændigheder skal man ikke regne med, at der dukker flere ordførere op end et par stykker eller fem.

Det fører ofte til pinlige situationer, når en deputation er mødt frem for at forelægge et eller andet problem, den anser for at være påtrængende. Her står det manglende engagement blandt flertallet i udvalget ofte i en hårdtslående kontrast til den omhu, deputationen har lagt i at forberede sig.

Men hvad så med de åbne samråd, vil nogen måske tænke. Jo, der er fremmødet ofte bedre, end når en deputation kommer på besøg. Eller når man skal arbejde sig rutinemæssigt igennem en standarddagsorden. Men samråd er teater 99 gange ud af 100 gange. En anledning til at spilde ministerens tid og til at dræne embedsværket for energi. Og måske også en anledning til, at knap så kendte politikere kan fremstå som handlekraftige og engagerede i kritiske samfundsproblemer. Typisk i den kreds, hvor de er valgt. Sandheden om samråd er, at der sjældent kommer andet ud af dem, end at indkalderen bagefter kan sige, at der har været afholdt et samråd.

Politikere arbejder altid på at udøve den størst mulige indflydelse. Det er ud fra overvejelsen om, hvordan det praktisk skal gribes an, de afsætter tid til forskellige formål.

Det bedste, man kan gøre for at stå stærkt på Christiansborg, er at repræsentere et stort parti. Derfor bruger man selvsagt en væsentlig del af sin daglige energi på at styrke opfattelsen af det parti, man er valgt for.

Jo større et parti, man repræsenterer, desto større indflydelse kan man gøre gældende, når der indkaldes til forhandlinger. Men de finder ikke sted i udvalgene. De finder sted i ministerierne. Her har offentligheden ikke adgang. Men ved politiske forhandlinger bliver der virkelig gået til stålet og diskuteret principper. Det kan både være en kilde til stor inspiration og til stor frustration.

Endelig har man som politiker et stort behov for at sætte sit præg på tidens vigtige dagsordener. I den bedste af alle verdener kan man selv skabe en dagsorden. Så heldige er de færreste. I stedet må man give sit besyv i forhold til de dagsordener, der under alle omstændigheder kører i medierne.

For de fleste politikere kommer kampen for at styrke eget parti, kampen for at præge de løbende forhandlinger og kampen om at sætte de rigtige dagsordener til at fylde det meste. Det er derfor, udvalgenes arbejde bliver presset så langt ned i de fleste folketingsmedlemmers prioriteringer.

(Debat bragt i Berlingske d. 11. januar 2023)

Carsten Bach

7. januar 2023

Mette Frederiksen slog med sin nytårstale fast, at regeringen vil afskaffe en helligdag – men regeringen overspiller og stikker vælgerne blår i øjnene, når de kobler Store Bededag med finansieringen af forsvaret og krigen i Ukraine.

Som liberal bifalder jeg selvfølgeligt, at der følger finansiering med politiske forslag. Det forhindrer et politisk flertal i unødigt at gældsætte nationen. Men en afskaffet helligdag er ikke øremærket finansiering.

Statsministerens fine ord om, at det er det rigtige at gøre, fordi der er krig i Ukraine, og at danskerne derfor ” skal bidrage til vores fælles sikkerhed”, er spinsprog, der kan oversættes til “mere arbejde for samme løn” – eller en dags arbejde uden løn. At påstå andet er at stikke blår i øjnene på vælgerne.

Regeringens forklaring om, at pengene, som staten høster ved at afskaffe en helligdag, bliver givet som en stor pose penge til Danmarks forsvar, er intet andet end et forsøg på at lade forslaget glide lettere ned hos vælgerne og arbejdsmarkedets parter. Pengene ryger ind i den store statskasse uden at være øremærket til noget bestemt.

Det kan næppe være en overraskelse for statsministeren, at hun “fornemmer, at forslaget ikke har opbakning hos alle”. Forslaget må siges at være et uheldigt, upopulært fejlskud, som ingen af SVM-regeringens vælgere i øvrigt kendte til før valget. Alligevel bliver det knyttet tæt sammen med den vigtige opbygning af vores fælles forsvar i et skørt finansieringskryds.

SVM-regeringen fortsætter den socialdemokratiske stil fra Mette Frederiksens første regering. Ingen kvaler, skatteborgerne betaler. En rød mindretalsregering ville været nødt til at indkalde de politiske partier til forhandlinger for at finde finansiering til forsvarsbudgettet.

Det er desværre ikke nødvendigt for den nye SVM-regering, der med forøget styrke mere eller mindre fortsætter den socialdemokratiske linje fra tidligere.

I Liberal Alliance har vi en økonomisk plan med fuld finansiering til de 2% af BNP, som Danmark allerede næste år kunne bruge på forsvaret -uden at det koster danskerne hverken en helligdag eller en dag, hvor de skal arbejde gratis.

Forslaget må siges at være et uheldigt, upopulært fejlskud, som ingen af SVM-regeringens vælgere i øvrigt kendte til før valget.

(Debatindlæg bragt i Danmark Fyns Amts Avis d. 7. januar 2023)

Henrik Dahl

4. januar 2023

Den røde tråd har altid været at ødelægge den mest civiliserede kultur, verden til dato har kendt: den vestlige.

Er der en rød tråd i den måde, hvorpå den ekstreme venstrefløj altid har optrådt? Og med den ekstreme venstrefløj mener jeg i fortiden DKP og i vore dage partier og grupperinger, der nedstammer fra DKP eller har allieret sig med DKP.

Det er der desværre. Og den røde tråd er ikke, at man altid har kæmpet for en bedre verden for de underprivilegerede. Den røde tråd er, at man altid i forskellige betydninger af udtrykket har ”holdt med” fjender af den vestlige kultur og livsmåde. Det vil sige, at man har allieret sig med den vestlige kulturs fjender. Man har fungeret som apologet for den vestlige kulturs fjender. Man har gjort sig selv til nyttig idiot for den vestlige kulturs fjender.

Derfor er der ikke ende på de tilfælde, hvor den ekstreme venstrefløj har fungeret som nyttige idioter for et hvilket som helst anti-vestligt projekt, man kan komme i tanke om.

Historisk holdt DKP med Sovjetunionen. Det vil sige, at partiet arbejdede efter instruks fra SUKP og aldrig foretog sig noget, der kunne bringe partiet på kant med SUKP.

Vi ved i dag, at Sovjetunionen aldrig havde fredelige og reelle hensigter over for den vestlige verden.

Man ville fra sovjetisk side hævde, at man arbejdede for at forbedre menneskehedens almene kår. Men i pagt med, hvad der også kendetegner efterfølgerstaten til USSR, nemlig det putinistiske Rusland, var det en fuldkommen indgroet og rutinemæssig del af sovjetstatens virke, at den fortalte løgne, skjulte sine reelle hensigter, opfandt omhyggelige røgslør for alt, hvad staten havde behov for at skjule – og i øvrigt ikke havde til hensigt at følge nogen af de aftaler, der var indgået.

Det er for så vidt ikke mærkeligt, at både USSR og det putinistiske Rusland havde så stort et behov for at lyve, fordreje og manipulere. For begge regimer var i bund og grund menneskefjendske og antihumanistiske. Blot et delvist kendskab til sandheden om de to regimer ville omgående have skræmt ethvert retsindigt menneske bort for altid.

Som tiden gik, blev Sovjetunionen mindre tiltrækkende for en ny generation af hadere af den vestlige civilisation. Man kastede i stedet sin kærlighed på Kina, Cuba, eller hvad det måtte være. Desværre havde den ekstreme venstrefløj på det tidspunkt allerede internaliseret og institutionaliseret et helt grundlæggende træk ved al venstreradikal organiserings moder, DKP: det uudslukkelige had til den vestlige verden og dens borgerligt-liberale grundorden.

Dette had til den vestlige verden overtog og videreudviklede den ekstreme venstrefløj efter ungdomsoprøret fra DKP, selv om man vendte sig imod selve partiet.

Før Murens fald viste hadet til den vestlige verden sig på den måde, at det ekstreme venstre altid holdt med lande og bevægelser, der havde en ødelæggelse af den vestlige verden på dagsordenen. Til den ende fortsatte man praksis fra DKP.

Derfor er der ikke ende på de tilfælde, hvor den ekstreme venstrefløj har fungeret som nyttige idioter for et hvilket som helst anti-vestligt projekt, man kan komme i tanke om. Som nyttige idioter fortsatte man i den gamle DKP-tradition med at bidrage til tilsløringen af den reelle natur af og de reelle hensigter hos ens nye yndlingsfjende af den vestlige civilisation.

Man fortsatte med at viderebringe de løgne, ens nye yndlingsfjende af den vestlige civilisation bragte til torvs. Og man fortsatte med at udbygge og forbedre det diskursive univers, ens nye yndlingsfjende forsøgte at knæsætte. Typisk ved hjælp af den særlige form for relativisering, der hedder ”whataboutism”. Det vil sige, at man imødegår enhver kritik ved at sige: ”Men hvad med Vietnamkrigen?”, eller hvad USA ellers måtte have begået af beklagelige fejl. Eller ved at forstærke den typiske løgn blandt udemokratiske regimer: at det faktisk er det udemokratiske regime, der er offer for den vestlige verden. Og at det udemokratiske regimes kamp imod den vestlige verden derfor ikke skal ses som andet end selvforsvar drevet af retfærdig harme.

Sådan har den ekstreme venstrefløj i tidens løb forsvaret Kina, Cuba, Venezuela og såmænd også i flere tilfælde islamistiske bevægelser af den ene eller den anden slags.

Efter Murens fald (og tilintetgørelsen af det kinesiske oprør på Tienanmen-pladsen, der tilfældigvis fandt sted samme år) gik der mange år, hvor den ekstreme venstrefløj ikke kunne kaste sin kærlighed på et eller andet udemokratisk regime, der hadede den vestlige verden. Det skyldes, at de fleste af den type regimer stod så delegitimerede tilbage, at det ville være blevet mødt med offentlig harme, hvis man havde erklæret sin kærlighed til dem – eller blot taget dem i forsvar.

Derfor var gode råd i en lang periode i 1990’erne dyre på den ekstreme venstrefløj.

Det, vi kan se i dag, er, at den ekstreme venstrefløj er tilbage ved samme styrke, som den havde før Murens fald. Det vil sige, at den har fundet nye veje til at hade og undergrave den vestlige civilisation. Stadig ved hjælp af de gamle virkemidler: Man gør sig til nyttig idiot. Man bidrager til at udbrede de forskellige diskursive røgslør, som de nye hadere af den vestlige civilisation har lagt ud. Man bidrager til at delegitimere den vestlige civilisation ved hjælp af løgnagtige ”facts” og ”analyser”, der – omhyggeligt kurateret – får den vestlige verden til at tage sig forfærdelig og undertrykkende ud. Og man fortsætter den stolte tradition helt tilbage fra DKP med ”whataboutism”.

Et enkelt af mange gode eksempler er den ekstreme venstrefløjs hemmelige alliance med islamismen. I mangel af bedre dansk ord kan vi bruge det franske: islamo-gauchisme.

Islamo-gauchisme er vidt udbredt i Enhedslisten og nærmeste omegn. Her er det en kær beskæftigelse af skjule sandheden om det specifikt islamiske voldspatriarkat, som brave mennesker for tiden gør oprør imod i Iran. Ligesom det er en kær beskæftigelse at skjule sandheden om negativ social kontrol. Eller om den røde tråd i den massive kriminalitet, personer med baggrund i Stormellemøsten står bag overalt i Vesteuropa: at det er en form for hybrid krig imod vestlige mennesker og vestlige værdier.

Men den ekstreme venstrefløjs udbredelse af wokeismen er også et godt eksempel. For kernen i al wokeisme er et uudslukkeligt had til grundpillerne i den vestlige civilisation: den politiske liberalisme. Oplysningstanken. Den rettighedsmæssige individualisme. Og ikke mindst: det uudslukkelige had til selve de vestlige værdier og traditioner.

Den kamp kæmper den ekstreme venstrefløj på flere måder. Ikke mindst ved at propagere den stuerene version af alle woke dagsordener, som praktisk taget enhver kan tilslutte sig: at vi skal behandle minoriteter godt. Og omvendt ved at bidrage til at tilsløre wokeismens sande og ekstreme ansigt: at vi skal opløse traditioner af enhver art. At vi skal opløse normer af enhver art. I sidste instans kort sagt: at vi skal opløse alle den vestlige verdens værdier og traditioner.

I den kamp har den ekstreme venstrefløj i dag to magtfulde allierede. Det drejer sig for det første om hele den del af universitetsverdenen, der har forskrevet sig til woke pseudovidenskab. Og som under dække af universiteternes traditionelle mekanismer til kvalitetssikring nærmest uhindret kan få sine løgne og manipulationer blåstemplet og udbredt som legitim videnskab.

Og for det andet i form af de uhyggeligt mange ngo’er, der i realiteten er filialer af Enhedslisten. Bare med statsgaranterede indtægter og begrænsede muligheder for demokratisk kontrol og kritik. Et fremragende eksempel er Oxfam IBIS. Der hvert år uden væsentlig modsigelse får viderebragt sine manipulerende påstande om fordelingen af verdens formuer.

Fra den ekstreme venstrefløj – og fra dens håndlangere på universiteterne og blandt ngo’erne – udgår dagligt udspil og initiativer, der ikke har andre formål end at ødelægge den vestlige civilisation. Ligesom der dagligt udgår ”facts” og ”analyser”, der skal ”dokumentere”, at den vestlige verden er det mest uretfærdige, ulige og uciviliserede sted, verden endnu har kendt.

Det er ikke mindre skadeligt, end da DKP i gamle dage promoverede Sovjetunionen. Derfor skal det i vore dage kritiseres lige så hårdt, som man i gammel tid kritiserede civilisationshaderne i Danmarks Kommunistiske Parti.

(Kommentar bragt i Jyllands-Posten d. 4. januar 2023)

Henrik Dahl

28. december 2022

Det er fremragende, at CBS nu som det tredje universitet i Danmark har vedtaget en officiel erklæring, der styrker ytringsfriheden markant.

Blandt vigtige principper finder man, at CBS ikke som institution tager stilling til ideer, men overlader det til den enkelte. Ligesom det hedder, at selvom CBS som institution bakker op om inklusion, mangfoldighed, god tone og respekt, så vil CBS ikke skride ind over for ytringer, som nogle finder stødende.

En succes – som dette vitterligt er set i ytringsfrihedens perspektiv – har mange ophavsmænd og -kvinder.

Ytringsfrihedskommissionen anbefalede i 2020, at universiteterne satte mere ind på at beskytte og garantere ytringsfriheden for medarbejdere og studerende, end tilfældet på det tidspunkt var. I 2021 behandlede Folketinget et beslutningsforslag fra LA om at indskrive de såkaldte Chicagoprincipper i den danske universitetslov. Og sideløbende har stemmer som for eksempel KU-forskeren Jakob Holtermann i medierne gjort sig til talsmænd for en styrkelse af den akademiske frihed – med eller uden en formel indarbejdelse i dansk lovgivning.

I en tid, hvor mange er skeptiske over for politik, og hvor mange føler, at politikere er holdningsløse mennesker, der siger ét i dag og gør det modsatte i næste uge, har jeg lyst til at benytte årets sidste klumme til at gøre lidt reklame for mit håndværk.

På en god dag, og når vi arbejder fornuftigt sammen både internt på Christiansborg – mellem Folketing og regering – og mellem det politiske system og andre gode kræfter i samfundet, kan vi faktisk ændre verden til det bedre. Det viser den støtte og rolige vækst i antallet af universiteter, der styrker sikringen af den akademiske frihed.

I Liberal Alliance så vi for os, at den hurtigste vej til en styrkelse af den akademiske frihed på alle landets universiteter ville være en revision af universitetsloven.

Omvendt kunne vi under behandlingen af vores beslutningsforslag i december 2021 konstatere, at selvom der var en stor opbakning til Chicagoprincipperne, så var der ikke opbakning til at skrive dem ind i lovgivningen.

Her kunne vi have valgt at fokusere på det halvtomme glas og konstatere, at beslutningsforslaget var skudt ned af regeringen og flertallet i Folketinget. Men i stedet gik vi i dialog med regeringen og enedes om i fællesskab at styrke selve opmærksomheden på den akademiske frihed og behovet for, at de enkelte institutioner satte gang i et arbejde for at styrke ytringsfriheden.

Det mundede ud i, at Folketingets forskningsudvalg i maj 2022 holdt en bredt anlagt høring om akademisk frihed. Med deltagelse fra både ind-og udland og med deltagelse af en lang række aktører fra den danske gren af den akademiske verden.

Her var konsensus, at den akademiske frihed generelt bør styrkes. Men at tiden ikke er moden til, at der gennem universitetsloven finder en harmonisering sted af de initiativer, de enkelte universiteter tager.

Der har været mange diskussioner af, om der i Danmark ville kunne opstå lige så grelle sager om fratagelse af ytringsfrihed og ytringsmulighed i den akademiske verden, som der har været i den engelsktalende verden.

Jeg har altid fastholdt, at når det var Folketingets tid værd at beskæftige sig med disse spørgsmål, var det nok så meget for at forebygge, at der nogensinde ville kunne komme angelsaksiske tilstande i Danmark.

Det mål ser langt hen ad vejen ud til at lykkes nu. Takket være rettidig omhu på en række universiteter. Og fordi politik i bedste fald er i stand til at gøre en positiv forskel.

På en god dag, og når vi arbejder fornuftigt sammen både internt på Christiansborg – mellem Folketing og regering – og mellem det politiske system og andre gode kræfter i samfundet, kan vi faktisk ændre verden til det bedre.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 28. december 2022)

Henrik Dahl

26. december 2022

For tiden er jeg optaget af en helt bestemt form for politik. Det drejer sig om idéer, som alle med en vis type af livsindstilling synes er fantastiske.

Men som alle med en anden type af livsindstilling betragter som håbløse.

Tag sådan noget som reformpædagogik.

Formuleret i brede vendinger er det en retning inden for pædagogikken, der er modstander af alt, hvad der har med klassisk skolegang at gøre: at man skal lære konkrete færdigheder og være i besiddelse af eksakte kundskaber. At man skal øve sig, til de konkrete færdigheder og de eksakte kundskaber er på plads. At der skal ske en forholdsvis entydig evaluering af udbyttet af at gå i skole. At læreren dels ved mere end eleverne, dels er den lokale repræsentant for skolens autoritet. Og at eleverne – netop på grund af disse udgangspunkter – skal rette sig efter lærerne.

Problemet ved reformpædagogik er populært sagt, at den går ud fra, at alle og enhver elev i folkeskolen uden undtagelse er en mønsterelev af klasse 1A. Hvis dette var tilfældet, ville reformpædagogikken have en chance for at lykkes. Det er det ikke. Derfor fejler den naturligvis.

Et andet eksempel, man kan overveje, er pacifisme. I princippet er det fuldkommen rigtigt, at vold og magt er noget skidt, og at man bør foregå med et godt eksempel ved aldrig selv at anvende nogen af delene.

Men igen er problemet: Forudsætningen er urealistisk. For hvad nu, hvis der pludselig står en voldsparat og voldsvillig person eller et voldsparat og voldsvilligt land over for dig? Så er det fint, at du vil foregå med et godt eksempel.

Problemet er bare, at det kan koste dig alt, hvad du ejer; din førlighed og frihed; og i sidste instans dit liv, at din tro på det gode i mennesket er så stærk.

Hvis man tænker nærmere over det, er dansk og international politik fuld af tilgange, der minder om reformpædagogik og pacifisme.

I princippet har John Lennon ret i, at den bedste verdensorden er den, han beskriver i sangen Imagine: »Imagine there’s no countries/ It isn’t hard to do/ Nothing to kill or die for/ And no religion, too.« Derfor kan man sige, at forudsætningen for både den frie bevægelighed i EU og for enhver “åben udlændingepolitik” er John Lennon: Tænk, hvis der hverken fandtes lande eller konflikter eller årsager til konflikter. Så kunne vi have åbne grænser, og folk kunne bosætte sig, hvor de ville.

Det, tilhængere af en verden som “Imagine” (eller af den uindskrænkede bevægelighed i EU og den åbne udlændingepolitik) ofte glemmer, er, at John Lennon havde en mangelfuld skolegang og tog rigtig meget narkotika. For uden mangelfuld skolegang og en ordentlig skudefuld lsd kan man ikke rigtig forestille sig, at en verden, der bygger på “Imagine” s principper, nogensinde vil lykkes eller blive et rart sted at være.

Den forskel i tilgang, jeg prøver at beskrive, har ikke noget med politik at gøre. Altså med de klassiske positioner i europæisk politik: konservatisme, liberalisme og socialisme/ socialdemokratisme.

Om man tror på reformpædagogik, pacifisme og helt fri adgang for alle og enhver til at bosætte sig hvor som helst, eller man betragter det som virkelig skøre påfund, afhænger af, om man er idealist eller pragmatiker.

Idealisten ville ønske, at alle elever var mønsterelever af klasse 1A.

Idealisten ville ønske, at alle lande i verden var lige så skikkelige, som de skandinaviske har været i nogle få årtier. Idealisten ville ønske, at alle fremmede i verden var venner, man ikke var blevet præsenteret for endnu.

Og fordi idealisten ville ønske, at det var sådan, springer hun eller han direkte videre til næste trin.

Lægger det ind som en præmis for sine idéer og forslag, at verden faktisk er sådan, som idealisten ville ønske sig.

Pragmatikeren tager sig naturligvis til hovedet. Al erfaring viser, at mønsterelever af klasse 1A er næsten lige så sjældne som dyr, der har opnået at blive totalfredet. Al erfaring viser, at de fleste lande i verden er lumske og voldelige. Al erfaring viser, at der kun skal relativt få rådne æbler til, for at hele tønden snart er gået samme vej.

Derfor kan vi ikke indrette verden på, hvad der kunne være rart og ville være ønskeligt. Vi er nødt til at indrette den på, hvordan mennesker faktisk er.

Her i verden er der tilstrækkeligt med dovne og umotiverede elever til, at vi også må tage højde for deres eksistens. Der er tilstrækkeligt med destruktive og magtbegærlige elever (som vil have timerne til at forme sig efter deres vilje) til, at vi må tage højde for deres eksistens.

Der er tilstrækkeligt mange eliter rundtomkring i verdens lande, der tænker og handler som den russiske, til at vi må lægge det til grund for vores sikkerhedsvurdering. Der er tilstrækkeligt mange snyltere og tilstrækkeligt mange antisociale elementer til, at vi må have effektive forholdsregler imod dem.

Nogle gange er det lige før, jeg tænker, at min vigtigste opgave som politiker ikke er at have kant til de konservative og gøre modstand imod socialdemokratismen.

Min vigtigste opgave er som pragmatiker at bekæmpe idealismen.

Hvis pragmatikerne bestemte i Danmark, så skolen anderledes ud.

Socialforsorgen så anderledes ud.

Udlændingepolitikken så anderledes ud. Energipolitikken så anderledes ud. Hele den del af udenrigspolitikken, der handler om at binde sig til internationale traktater og organisationer, der er udrustet med en “domstol” (altså en gruppe af magtfulde bureaukrater, der kan formulere nye, bindende regler uden at blive stillet demokratisk til ansvar), så anderledes ud. Udenrigshandlen så anderledes ud.

Pragmatikere siger ikke, at alle mennesker er onde, eller at alle mennesker stræber efter magt og dominans. Den siger bare, at der findes tilstrækkeligt med onde og magtbegærlige mennesker til, at man er nødt til at tage højde for det.

Idealister er fulde af smukke drømme. Men det nytter ikke noget at indrette verden på den præmis, at den udelukkende består af gode mennesker, der vil sig selv og hinanden det bedste.

Der, hvor jeg synes, idealisterne som regel falder igennem, er, når det gælder om at tage de personlige konsekvenser af idealismen.

Man vil gerne have et eksperimenterende skolesystem. Bare eksperimenterne ikke går ud over ens egne børn. Man vil gerne leve i en “Imagine”-verden. Bare det ikke er lige uden for ens egen gadedør, den på daglig basis bliver modbevist af gangstervælde og bandekriminalitet. Man vil gerne leve i en verden, der er baseret på ustabil energi. Bare det ikke er ens eget kvarter, der i tide og utide bliver ramt af strømudfald.

Derfor kunne man forsøgsvis formulere idealismens motto som: Politik, der er så genial, at alle skal prøve den. Undtagen mig selv og min familie.

John Lennon satte ord på idealismen i sin “Imagine” i sin tid. Smukke ord, men langt fra den mere reelle virkelighed

(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 26. december 2022)

Alex Vanopslagh

15. december 2022

Jeg kan godt forstå, hvis mange borgerlige vælgere i de her dage går rundt med en knude i maven. Venstre og Moderaternes kovending i sagen om minkskandalen handler nemlig om noget mere grundlæggende end de ting, som vi normalt strides om i dansk politik.

Det handler om vores folkestyre. Vil vi leve i et samfund, hvor politikerne kan bryde loven, hvis blot deres kolleger holder hånden over dem? Et samfund, hvor principper om lighed for loven og retssikkerhed kun gælder på de tidspunkter, hvor det er opportunt for flertallet? Det håber jeg ikke. Men når et flertal i Folketinget beslutter, at regeringen ikke skal kunne kigges efter i kortene for minkskandalen som bytte for nogle ministerposter eller politiske aftaler, går vi i den retning.

Sådan burde det ikke være. For vi bliver nødt til at holde fast i, at der er visse ting i vores demokrati, som er vigtigere. Der er principper, som vejer tungere end ens partis fremgang, og der er værdier med et højere formål end ens egne kæpheste.

Retsstaten, magtens tredeling, borgernes frihedsrettigheder og tilliden til demokratiet er langt vigtigere end vores daglige kampe om skattesatser, antallet af offentligt ansatte eller den næste motorvejs placering.

Minksagen er vigtig, fordi den udstikker kursen for, hvilket folkestyre vi skal leve i. Kan det virkelig være rigtigt, at Danmark er blevet til et land, hvor man ulovligt kan destruere et helt erhverv, gøre tusindvis af danskere arbejdsløse, sende regningen på 20 mia. kr. videre til skatteyderne og alligevel slippe for ansvaret? Det troede jeg faktisk ikke. For der var jo et flertal for at undersøge, om regeringen kan stilles til ansvar for sit grundlovsbrud. Men sådan er det tilsyneladende ikke længere.Minksagen skule have været en af de principielle sager, hvor vi borgerlige beviste, at vi ikke ville sælge ud af retsstatens principper til gengæld for at få politisk indflydelse.

Men det politiske landskab har ændret sig. Nu bliver det Liberal Alliances opgave at kæmpe benhårdt for at stå vagt om retssikkerheden. For de retsstatsprincipper, der udgør fundamentet for vores folkestyre, må vi aldrig tage for givet.

(Kommentar bragt i Avisen Danmark d. 15. december 2022)

Henrik Dahl

14. december 2022

Der er er næppe nogen historikere, der vil give mig ret, når jeg hævder, at visse årstal er bedre end andre, når det gælder om sammenfatte og forstå længere politiske forløb. Men lad mig give nogle eksempler.

Hvis man skal forstå Mellemøsten i vore dage, er 1979 et fantastisk godt årstal. For det første er der tale om året, hvor ayatollah Khomeini kommer til magten i Iran. For det andet er der tale om året, hvor USSR invaderer Afghanistan. Og for det tredje er der tale om året, hvor salafister besætter den store moské i Mekka i protest mod den verdslighed og det moralske forfald, den saudiske kongefamilie har påført deres land.

Kort og godt: Den vestlige verdens uddrivelse af Mellemøsten og den globale eksport af salafistisk terrorisme begynder i 1979. Derfor er der tale om et årstal, der er usædvanlig godt til at sammenfatte en kompliceret historie.

Et andet årstal, der er vigtigt at kende, hvis man vil forstå verden af i dag, er 1989.

I det år bliver Sovjetunionen nødt til at opgive den øst-og centraleuropæiske del af sit imperium. Og det samme år viser styret i Beijing på Tienanmen-pladsen sit sande ansigt: Der er tale om et ryggesløst diktatur, der aldrig har i sinde at give den mindste indrømmelse til demokratiske aspirationer i landet.

1989 er et af de mest fejlfortolkede årstal i den nyere verdenshistorie – sammen med 1979. Det bøder vi eftertrykkeligt for i vore dage.

Hvis man skal sammenligne situationen i Rusland i dag med noget relevant, skal man forestille sig, at Tyskland i 1945 var blevet slået militært. Men at landet ikke var blevet besat af sejrsmagterne, og at der ikke var gennemført en retssag imod krigsforbryderne i Nürnberg.

Når man har fået det ind i sit hoved, skal man gå videre til at forestille sig, at al magt i Tyskland fra omkring 1960 var blevet centraliseret omkring en gruppe af yngre medarbejdere i Gestapo, der i mellemtiden havde fået alderen og erfaringerne til at indtage ledende poster i staten.

Og man skal forestille sig, at der fra Berlin udgik evindelige løgnehistorier om den historiske ret, Tyskland havde til at besætte hele det vestlige Polen; Tjekkiet; Østrig; Ungarn og det nordlige Balkan.

Det, der i vore dage udgår fra det ubesejrede USSR, er præcis det samme: En evindelig strøm af løgnehistorier – understøttet af både hybrid og varm krig – om Ruslands krav på sit gamle imperium.

Samtidig med at man fejlfortolkede det ubesejrede, men midlertidigt inkapaciterede USSR fra 1989, forestillede man sig, at Tiananmen var en beklagelig overreaktion fra et i øvrigt velmenende og menneskevenligt styre i Beijing. Og at man derfor med sindsro kunne fylde fantasilliarder af kroner ned i regimets pengekasse. Hvorfor skulle kommunisterne dog nogensinde anvende de penge til dunkle formål? De er så dannede og forfinede i Kina, med alt deres porcelæn og silke. Det var selvfølgelig den fatale fejlfortolkning nummer to af året 1989.

Både den ubesejrede, men ydmygede Sovjetunion, og de høflige og stilfærdige stalinister i Beijing blev aflæst forkert af eliterne i den vestlige verden i årtierne, der fulgte. Ligesom man ti år forinden havde aflæst værdiskreddet i Mellemøsten totalt forkert. Derfor har man sidenhen troet på de mest absurde ting: At Mellemøsten – med lidt hjælp – ville demokratisere sig selv. At imperialisterne i Rusland ville falde til ro. At Kina umuligt kunne have skjulte og fra Vesten divergerende dagsordener.

Det er så tosset, at hvis det ikke var sket i virkeligheden, ville ingen mennesker tro på det.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 14. december 2022)

Tid til atomkraft på dansk jord?

Politikere sminker besparelser som reformer -»Det er simpelthen ikke hæderligt«

Er Mette Frederiksen kommet i dårligt selskab?

Politiske samråd er ligegyldigt teater og spild af ministerens tid

Afskaffelsen af Store Bededag er rendyrket socialdemokratisk spin

Derfor er der intet sympatisk ved den ekstreme venstrefløj

Her gjorde jeg en forskel for vælgerne

Vogt Dem for den farlige idealisme

Ny regering. Retsstatsprincipperne må vi aldrig tage for givet

Fatale fejltolkninger af hændelser i 1979 og 1989 rammer os stenhårdt i dag