Alex Vanopslagh
18. maj 2021

Det meste af Danmark genåbner nu. Det er dejligt.

Efter endnu en marathon-forhandling, der sluttede efter ni timer ved midnat, er det dog en blandet fornøjelse af se på aftalen.

Jeg er glad for en række ting:

Regeringen er nu bundet til masten: Kravet om mundbind udfases fra juni måned og skal være helt væk senest, når alle er tilbudt vaccine.

Det samme gør sig gældende for coronapasset, hvor der nu er en plan for udfasning og en understregning af, at det skal forsvinde helt for alt andet end rejser og turisme.

Det er derudover aftalt, at der nu skal luges ud i alle slags mærkelige regler og krav, så der er færre af dem, og det hele er mere gennemskueligt.

Men jeg synes, at det er helt vildt, at regeringen skal trækkes til truget med de her ting. De kæmper krampagtigt for at holde fast i restriktioner.

Sværere end topskat

Jeg spøgte på pressemødet i nat med, at jeg tror det er sværere at få denne regering til at give danskerne deres frihed tilbage, end det var for LA i den forrige regering at kæmpe for lavere topskat.

Heldigvis er der nu en såkaldt kørekortsmodel for brug af coronapas i foreninger og på biblioteker – altså at du selv har ansvaret for at have en negativ test, og at der kun foretages stikprøvekontrol. Men det gælder slet ikke nok steder.

Heldigvis kan lidt flere nu komme tilbage på arbejdet efter at have arbejdet hjemme i mere end et år for manges vedkommende. Men desværre taler vi i første omgang kun om 20 pct, af de anslået 600.000 danskere, der arbejder hjemmefra lige nu.

Heldigvis er der nu en klar plan udfasning af brugen af mundbind. Men det går for langsomt.

Det leder selvfølgelig igen tankerne hen på, hvorfor LA så sidder med ved forhandlingsbordet, hvis vi ikke kan rykke den overforsigtige regering længere end tilfældet er.

Her vil jeg bare sige: Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan tingene ville se ud, hvis ikke jeg og de andre blå partiledere havde presset på i timevis.

Læs mere om aftalen her.

Alex Vanopslagh
14. maj 2021

Alt for mange danske succesvirksomheder flygter til udlandet for at vokse sig store. Tænk, hvis vi førte en politik, der gav dem lyst til at blive.

I marts gik virksomheden Trustpilot på børsen – desværre i Storbritannien og ikke i Danmark, selvom virksomheden blev startet her.

Det fik mig til at spørge erhvervsministeren om et overblik over, hvordan det er gået de mest succesrige nye danske virksomheder, der er startet siden årtusindskiftet.

Og det er nedslående læsning. Ud af de 10 største danske virksomheder startet i dette årtusinde, har 8 af dem ”forladt” Danmark ved enten at blive børsnoteret i udlandet eller at blive opkøbt af en udenlandsk investor og flytte hovedsædet til udlandet.

Af de 16 danske virksomheder med en værdi over 1 mia. kr., der er startet i samme periode, har kun 3 valgt børsnotering i Danmark.

Tallene taler deres klare sprog: Danskerne er stadig dygtige iværksættere, men Danmark skræmmer dem væk med høje skatter.

Det er nemlig ikke en tilfældighed, at nye firmaer flygter, når de når en vis størrelse. Danmark har den næsthøjeste aktiebeskatning og den højeste samlede beskatning i OECD.

Det betyder, at fremtidens muligheder og arbejdspladser flytter til udlandet, selvom de er skabt af danske hænder og hoveder.

Hvad nu hvis, vi gjorde Danmark til et land, man valgte til som iværksætter?

Hvis iværksættere og investorer sagde ”Selvfølgelig skal vi vokse os store i Danmark!” og gjorde det fordi, det var den bedste forretning.
Vejen er lige til:

• Flad, enkel beskatning af alt aktie- og kapitalindkomst på 27 %
• Selskabsskatten ned på 15 %
• Væk med topskatten
• Sænk beløbsgrænsen så det er nemmere at tiltrække og fastholde udenlandsk arbejdskraft

Det skal være billigere at gøre Danmark rigere!

Alex Vanopslagh
13. maj 2021

Hvor vi tidligere i pandemien havde mere generelle restriktioner, er vi nu nede på et helt grotesk detaljeniveau, når regeringen skal gå med til mere genåbning. Vi skal videre fra bøvl og bureaukrati og have mere tillid til danskerne.

For nylig var vi igennem endnu en maratonforhandling, der endte i en aftale om yderligere genåbning af Danmark. Det er naturligvis glædeligt, at vi sammen med de fleste andre blå partier gang på gang får rykket regeringen i retningen af mere genåbning. Selvom det er forår, og genåbningen er godt på vej, er jeg nu alligevel bekymret for, at genåbningen bliver for fodslæbende og alt for bureaukratisk.

Men jeg er også bekymret for, hvordan sundhedsmyndigheder, regeringen og de røde støttepartier konstant finder på mere og mere bureaukratiske restriktioner i stedet for at tage udgangspunkt i meningsfulde regler og tillid til danskernes ansvar og sunde fornuft.

Et godt eksempel var den nu heldigvis forkastede 30-minuttersregel, som vi aldrig aftalte i forhandlingslokalet, men som alligevel blev rullet ud over restaurationsbranchen. Også selvom Statens Serum Institut ikke vurderede, at den gav nogen mening for restauranter og cafeer. Det var med andre ord regulering for reguleringens skyld.

Coronapasset er et andet godt eksempel på unødvendig kontrol og bureaukrati. Det kan give mening som alternativ til omfattende restriktioner på større forsamlinger samt rejser – ikke som endnu et bebyrdende krav oven i alle de andre krav, som regeringen foretrækker det.

Brugen af coronapasset er i dag alt for vidtgående. Vi kan eksempelvis se, at nogle fitnesscentre ikke genåbner – og jeg kan være bekymret for, om man indfører en for nidkær og ødelæggende kontrol i foreningslivet. DGI har allerede udtrykt deres utilfredshed med forventningen om at skulle agere coronapaskontrol for deres frivillige.

Vi forhandler lige nu om mindre omfattende og mere tillidsbaseret brug af coronapasset, og det er endnu en gang en armlægning med regering og myndigheder, der holder fast i restriktioner uden skelen til indlæggelsestallene eller tillid til danskerne.

Dette coronaregime er og bliver en fest for bureaukraterne. Lad os tage et par eksempler. Kulturministeriet publicerede 7. maj ni meget tætskrevne sider om »Retningslinjer for udendørs idræts- og foreningsliv«. Selvom der så godt som ingen coronasmitte er ved udendørsaktiviteter.

Et andet eksempel er indskærpelsen fra Erhvervsstyrelsen om, at for drikkevarer solgt efter kl. 22 må alkoholprocenten ikke overstige 1,2 procent

Eller se blot retningslinjerne til dagtilbud: »Legetøj, der ikke kan rengøres efter anvisning, bør pakkes væk til efter covid-19 epidemien … Hvorvidt legetøj bør pakkes væk, kan i nogle tilfælde afvejes ift. andre vigtige elementer af pædagogisk praksis, herunder blandt andet legetøjets egnethed til at understøtte børns udvikling på forskellige områder«. Det er simpelthen til at få hovedpine af. Kunne vi ikke i stedet prøve med noget så kættersk som tillid til pædagoger, rengøringspersonale og de lokale ledelser?

Mettes mistillid
Det er egentlig lidt ironisk, at Mette Frederiksen i al sit storsind gerne tildeler danskernes ansvarlige opførsel »æren« for, at coronasmitten har været under kontrol i Danmark. Men alt, hvad hendes regering gør, er baseret på mistillid til danskerne og et ekstremt behov for kontrol med alle detaljer af samfundslivet. Det er formentlig også derfor, man fornemmer, at hun ikke rigtig mener det, når hun siger, at det er danskerne, og ikke hendes regering, der fortjener ros for pandemihåndteringen i Danmark.

Det er bekymrende, at regeringen og i særdeleshed statsministeren tager så let på indgriben i danskernes frihed og hverdag. Al kritik bliver affejet med »global pandemi« eller en meningsløs sammenligning med et land som Indien, hvor smitten stiger. Om det gælder 30-minuttersreglen, seks-dages-reglen eller den unødvendige og ulovlige minkskandale, så trækker statsministeren bare på skuldrene.

Det er systempolitik, når det er allerværst. Og jeg synes ikke, de kan være det bekendt over for foreningslivet, de erhvervsdrivende og danskere i al almindelighed, der selvfølgelig gerne vil gøre deres for at holde pandemien under kontrol og er mere end i stand til at tage ansvar for at gøre det på forsvarlig vis.

Vi skal videre. Men det bliver helt sikkert en hård kamp at få sluppet de røde partiers coronagreb om befolkningen. Heldigvis er jeg ikke bange for at tage den kamp, og det er mine gode blå kollegaer heller ikke. Hverken i forhandlingslokalet, i debatten – eller den dag, vi igen skal til valg, og danskerne får chancen for at sammensætte et folketing med mere tillid til dem.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 13. maj 2021)

Henrik Dahl
12. maj 2021

Skolerne er faldet, når det gælder om at undervise i ytringsfrihed. Her kan det ikke lade sig gøre at demonstrere i praksis, hvad respekt for udpræget vestlige værdier som ytringsfrihed eller tolerance betyder.

Langsomt sænker mørket sig over Europa. Vi kan holde alle de skåltaler, vi har lyst til, om de frihedsrettigheder, vores forfædre i en lang, sej kamp mod tyranniet tilkæmpede sig. Men sandheden er: Flere og flere steder på kontinentet er man ikke længere fri til at sige, hvad man oprigtigt mener og tænker.

I Frankrig er der næppe nogen lærere, der længere vover at sætte ytringsfriheden og presset imod den til debat ved at vise en tegning af Muhammed.

I Storbritannien antyder den ubehagelige sag fra Batley Grammar School i Yorkshire, at undervisningsbureaukratiet ikke synes at være indstillet på at bakke lærerne op. Men tværtimod retter kritikken mod den lærer, der i Samuel Patys ånd sætter ytringsfriheden til debat, fordi han derved gør en kreds af intolerante forældre ophidsede.

I Tyskland forekommer den vejledning, myndighederne i delstaten Hessen netop har udsendt til deres skoler, også at være en kapitulationserklæring. Skønt den på overfladen former sig som gode råd, hvis man skulle have lyst til at bruge Muhammed-tegningerne i sin undervisning, er den så fyldt med forbehold og relativeringer, at den i klar tekst siger: Lad være!

Og i Danmark må en lærer på en professionshøjskole leve under jorden og er i stadig kontakt med PET, fordi hun tilkendegav, at hun agtede at bruge Muhammed-tegningerne i sin undervisning.

Vores regering – der ellers vækker opsigt med sin højredrejning i udlændingespørgsmålet – har i den anledning intet at tilbyde. Under dække af ”metodefriheden” vil den ikke diktere, at tegningerne er en naturlig del af undervisningen i for eksempel nyere dansk historie. Og i forhold til at støtte lærerne tilbyder regeringen kun hjælp, når det er for sent. Det svarer til at føre den politik, at man overhovedet ikke interesserer sig for at forebygge eller forhindre ildebrande. Men understrege vigtigheden af at kunne huske nummeret 112.

Lærernes egne organisationer skal vi slet ikke tale om. På den ene side har de travlt med at blande sig i de afgørelser, Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet træffer. Som om der ikke længere er noget, der hedder armslængdeprincip til myndighederne.

Og på den anden side kapitulerer de og siger, at husfreden på skolerne går foran alt andet. Således også en helhjertet indsats for at få eleverne til at forstå, hvad det vil sige at leve i et liberalt demokrati.

Jeg må indrømme, at jeg er dødtræt af hele denne redelighed. Fordi det er så inderligt forudsigeligt, at udviklingen kun går én vej: til det værre.

Det er indiskutabelt, at vi i Europa år for år mister mere frihed til den kollektivistiske og voldsparate samfundsmodel, vi kender fra de mellemøstlige lande, og som først og fremmest er styret af islam.

Lad os være ærlige og sige: Skolerne er allerede faldet, når det gælder om at undervise i ytringsfrihed. Her kan det ikke lade sig gøre at demonstrere i praksis, hvad respekt for udpræget vestlige værdier som ytringsfrihed eller tolerance betyder. Fordi fjenderne af ytringsfriheden og tolerancen er stærkere end dens tilhængere. Der findes ikke nogen rationelle grunde til at antage, at dette kommer til at vende uden en aktiv indsats.

Og hvad har de vestlige samfund reelt af modtræk? Det skal jeg sige: at vride hænder og udtrykke deres beklagelse over, at mørket sænker sig.

I den vestlige verden lider vi af en besynderlig blanding af overmod og resignation. På den ene side tror de fleste højtstående beslutningstagere (hvis man skal tage dem alvorligt), at de værdier, det liberale demokrati hviler på, har en så frappant overbevisningskraft, at man blot skal forkynde dem for mennesker fra f.eks. Stormellemøsten. Så vil de straks indse, at deres hidtidige kulturelle praksisformer er helt håbløse, og opgive dem.

Det er selvfølgelig et komplet åndssvagt synspunkt. Men det er, hvad der faktisk bliver sagt i forskellige variationer: Vi kan ikke opgive vores værdier. Og på langt sigt vil de også vise sig at være de stærkeste.

Som et praktisk udsagn om håndtering af en eksistentiel krise for de vestlige samfund er påstanden selvdestruktivt tåbelig.

Hvad nu, hvis det viser sig, at al-Qaeda eller Islamisk Stat ikke nedlægger deres våben, fordi vi forklarer det liberale demokratis overlegenhed for dem? At man overhovedet kan forestille sig, at det skulle ske, er indikation på, at man muligvis er idiot. Men lad os gå med for argumentationens skyld: Hvad er plan B, hvis det viser sig, at de liberale frihedsværdier ikke fejer al modstand til side?

Her er der en bestemt gren af den utopiske liberalisme, der synes at mene, at så – og her kommer resignationen ind – er det bare ærgerligt. Vores værdier fejede ikke al modstand til side. Det var så som så med det bedre arguments tvangfri tvang. Så må vi bøje nakken og indrette os på, at der er kommet nye herskere til kontinentet.

At indlade sig på denne tankegang siger ikke noget om, at liberalismen har fejlet. Det siger noget om, at den naive utopisme har fejlet. En ganske anden sag. For det er jo også den, der rammer hele venstrefløjen. Naiv utopisme er ikke bundet til en bestemt ideologi, men er noget i sin egen ret: en verdensfjern idé om, at verden faktisk er sådan, som den burde være.

Også som liberal skal man have en plan B, hvis det viser sig, at man ikke kan stoppe Islamisk Stat eller det hjemlige mellemøstlige voldsregime ved at forkynde den liberale samfundsmodels principielle overlegenhed.

Og det er en fordrejning af tingenes rette tilstand, hvis man tror, at denne plan B er at overgive sig til alle mulige andre overbevisninger, end at den frie og liberale samfundsmodel i princippet giver mest frihed til de fleste. For det gør den. Og det kan belægges med adskillige rationelle argumenter.

Det, jeg er tilhænger af, er en pragmatisk liberalisme. Det vil sige en liberalisme, der tager udgangspunkt i, at vores institutioner og de værdier, de er baseret på, er så meget værd, at vi bør kæmpe for dem. Også hinsides det punkt, hvor man kæmper på ord.

Samfundsmæssige institutioner som skolerne og universiteterne er værd at kæmpe for. De principper om tolerance og ligeværd, som vores samfundsmodel er baseret på, er værd at kæmpe for. Den politiske liberalisme – med dens vægt på blandt andet ytringsfrihed – er værd at kæmpe for.

Det skal man gøre med ord, så langt det overhovedet er muligt. Men når voldsmænd nedlægger veto mod, at lærere bruger deres ytringsfrihed, eller mod, at de underviser i emnet, er det nok. Ligesom det er nok, når lov og orden trænges tilbage af den stærkes ret.

Her bør det liberale svar være: Vores foretrukne model er faktisk så meget værd, at vi vil slås for den. Ikke så lidt, at vi bare bøjer nakken og resignerer, når antagonistiske modstandere ler højt ad vores velmente erklæringer. At tro, at man er for fin til at forsvare sig, er ikke nobelt. Det er bare selvdestruktivt.

(Debatindlæg udgivet på jp.dk d. 11. maj 2021)

Henrik Dahl
7. maj 2021

Hvis det viser sig, at folkeskolen virker bedre ved, at man piller elementer af den eksisterende lovgivning ud, kunne man overveje at gå videre og gentage øvelsen på gymnasierne og universiteterne. Og hvorfor ikke på hospitalerne og plejehjemmene og inden for hele socialforsorgen?

Mennesker har en tilbøjelighed til at lægge til, når de skal forbedre en opgave, der lige mangler det sidste. Det er hovedkonklusionen i bogen Subtract, skrevet af den amerikanske psykolog Leidy Klotz.

Bogen udkom tidligere i år, og i forskellige artikler har forfatteren beskrevet, hvad der førte ham på sporet af sin erkendelse. På et tidspunkt var han ved at bygge en bro i LEGO sammen med sin treårige søn. De kunne begge indse, at brodækket var skævt, fordi bropillerne ikke var lige høje. Professoren gav sig til at lede efter flere klodser, så han kunne forlænge den korteste af bropillerne. Men inden han havde fundet dem, havde sønnen løst opgaven ved at gøre den længste af pillerne kortere.

Og det er faktisk en del af et større mønster. Sammen med en gruppe kolleger udførte Leidy Klotz en serie af eksperimenter. Og de viste entydigt, at når mennesker skal løse en opgave, er det mere sandsynligt, at løsningen består i at lægge til, end det er, at den består i at trække fra.

Jeg kan ikke lade være med at tænke: Gælder denne lovmæssighed også inden for politik?

Det er efterhånden en forholdsvis kendt sag, at regelmængden i Danmark vokser med en foruroligende hastighed: Knap fire procent om året de seneste tredive år. Det skyldes ikke, at Folketinget i væsentligt omfang regulerer flere områder end tidligere. Det skyldes, at hver ny generation af regulering inden for et kendt område er mere kompleks end den forrige.

Det kunne tyde på, at det princip, Leidy Klotz opdagede ved at iagttage sit kvikke barn, også gælder inden for politik: Hvis den eksisterende lovgivning ikke sidder lige i øjet, har lovgiverne en medfødt tilbøjelighed til at tænke, at så er det, fordi der mangler et eller andet. Da lovgivning aldrig sidder lige i øjet, betyder det, at mængden af paragraffer bare vokser og vokser.

Derfor burde Folketinget give sig selv en bunden opgave. Det burde spørge sig selv: Hvis nu det har vist sig (og det har det), at for eksempel folkeskolereformen ikke virker, som det var tiltænkt, hvad skal vi så tage ud af den eksisterende?

Måske skulle man tage nogle målsætninger ud? Eller nogle bundne aktiviteter? Eller nogle meget detaljerede regler for, hvordan de enkelte fag skal afvikles? Eller bare lidt af det hele?

Sandsynligheden taler for, at helheden ville komme til at fungere bedre, hvis den bestod af færre elementer, der indgik i et mindre komplekst mønster.

Hvis det viser sig, at folkeskolen virker bedre ved, at man piller elementer af den eksisterende lovgivning ud, kunne man overveje at gå videre og gentage øvelsen på gymnasierne og universiteterne. Og hvorfor ikke på hospitalerne og plejehjemmene og inden for hele socialforsorgen? Lad os smide en masse regler og bestemmelser ud. Og få alting til at fungere bedre.

Der synes faktisk at være belæg for, at modellen virker. For ifølge alle ædruelige iagttagere, har hospitalerne fungeret meget bedre under covid-19-epidemien, end de gjorde tidligere. Det skyldes for det første, at hele fedtlaget af bureaukrater og pseudoarbejdere, der indkalder til møder og viser hinanden powerpointpræsentationer, har været sendt hjem. Og for det andet, at de tilbageværende medarbejdere – der typisk rent faktisk har forstand på at helbrede syge mennesker – har haft en betydelig frihed til at omstille sundhedsvæsenet, sådan som det forekom dem at være mest fornuftigt.

Selvom det er nødvendigt at tale om, hvad vi har savnet under nedlukningen, giver det således også god mening at spørge: Hvad må gerne blive borte?

(Kommentar bragt i Berlingske d. 6. maj 2021)

Alex Vanopslagh
7. maj 2021

Regeringens løsning på konsekvenserne af negative er skældud til bankerne. Vi kunne også prøve med ambitiøs vækstpolitik.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har sjældent noget på hjerte, der handler om at forbedre erhvervslivets vilkår og skabe vækst i Danmark. Men når det kommer til at skælde ud på virksomheder, svigter hans kreativitet sjældent.

Seneste skud på stammen er en Facebook-kommentar, hvor han harcelerer over de negative renter på indeståender i landets bankerne. Og han har indkaldt bankernes brancheforening, Finans Danmark, til skole-hjem-samtale, fordi han mener, det ”skal stoppe nu”. Udtalelsen var så dum, at selv direktøren for Nationalbanken måtte reagere.

Lad os for et øjeblik glemme det latterlige i den venstreorienterede tyrkertro på, at vi bare kan vedtage, at negative konsekvenser af den førte politik skal afskaffes, og se på substansen.

Hvorfor er vi endt med negative renter, inkl. på indestående i bankerne på over 100.000? For det er jo ganske rigtigt en grotesk situation.

Årsagerne til de lave renter skrives der tykke bøger om, men én af årsagerne er, at de europæiske stater mere eller mindre har udliciteret opgaven med at skabe vækst til centralbankernes pengepolitik.

Siden finanskrisen har væksten i Danmarks BNP sjældent sneget sig ret meget op over 2 % om året, og i flere år har den ligget omkring 1 %. Her taler vi altså om tiden før coronakrisen, da verden endnu var åben. Danmarks vækst i 2010’erne var ifølge Danmarks Statistik ringere end både 1980’erne, 1990’erne og 2000’erne før finanskrisen. I Eurozonen har væksten været endnu mere sløj.

Stater kan ikke skabe ret meget vækst, men vi politikere kan skabe de rette forudsætninger for vækst. Og det er Danmark blevet dårligere til, end vi før har været. Det samme billede gentager sig over hele Vesteuropa.

Den klassiske vækstpolitik går ud på at sænke skatter og skære i de mange ydelser, som tynger statsbudgetterne ned og holder folk ude fra arbejdsmarkedet over hele Europa. Alt det, regeringen og venstrefløjen ikke kan lide. Den har altid virket, men man har i det store hele opgivet den.

Og mon ikke, at det skyldes, at vælgergrupperne, der er afhængige af de offentlige kasser, er blevet så store, at regeringerne uanset partifarve enten ikke selv tør føre vækstpolitik, eller også bliver holdt tilbage af et flertal i parlamenterne, der ikke vil. Det er i hvert fald klart tilfældet i Danmark.

Når nu regeringerne er fanget i en vækstpolitisk sklerose, har centralbankerne til gengæld trådt den pengepolitiske speeder i bund og holdt renterne lave hele tiden siden finanskrisen. Den Europæiske Centralbank, som Nationalbanken som en del af vores fastkurspolitik følger, har haft renten omkring 0 % i over et årti. Det virker ikke til, at har tillid til den underliggende økonomi, hvis man fjerner foden fra gaspedalen. Men det er i sidste ende symptombehandling på manglende vækst.

I virkeligheden er det et gigantisk eksperiment, at renterne har været så lave så længe. For konsekvenserne af de lave renter er mange. Man får ikke noget ud af at have sine penge stående i banken – ja, man får endda i mange tilfælde negative renter på sine indeståender. Og ja, det er selve meningen med negative renter, og altså ikke en fejl, som erhvervsministeren kan rette op på ved at skælde ud på bankerne.

Til gengæld presser det økonomisk aktivitet ind på bl.a. boligmarkedet, aktiemarkedet og kryptovalutamarkedet.

Alt den slags skaber mere ulighed. Ulighed er ikke i sig selv et problem, men det er et problem, når det sker, fordi vi har så lidt klassisk vækst af den slags, man ikke skal være blandt de heldige på bolig- og aktiemarkedet for at få del i. Det forvrænger incitamenterne for, hvad man investerer i.

Ironisk nok medfører stilstandspolitikken og modstanden mod en vækstvenlig skatte- og erhvervspolitik altså voksende ulighed. Og det kan man ikke løse med ministerbrok.

Renter omkring 0 vil nok fortsætte, så længe Europas regeringer ikke fører en ambitiøs vækstpolitik, og der derfor kun er pengepolitikken at skrue på. Vi kunne starte i Danmark og inspirere med vores gode eksempel.

Vi kunne sænke kapitalskatterne, selskabsskatten, skatten på arbejde og sænke og fjerne tossede afgifter. Vi kunne fjerne bøvl og bureaukrati fra virksomhederne. Vi kunne skære i det offentlige overforbrug og sænke ydelserne, så flere går fra passiv indkomst til aktiv beskæftigelse.

Resultatet ville blive mere vækst, større beskæftigelse, højere produktivitet og højere realløn for både høj og lav. Kort sagt et samfund i fremgang.

Men det er selvfølgelig nemmere bare at køre videre med socialdemokratisk stilstandspolitik og så skælde ud på bankerne, når konsekvenserne viser sig. Så jeg har indkaldt ministeren til samråd. Simon Kollerups ubegavede udtalelser skal stoppe nu.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 4. maj 2021)

Henrik Dahl
6. maj 2021

En litterat mener ikke, at vi kan synge “Den danske sang er en ung blond pige” – fordi forfatteren Kai Hoffmann ifølge ham var racist. Det er en opvisning i, hvor farlig “woke-ismen” er.

»Hvis debatten (om digtet ”Den danske sang er en ung blond pige”, red.) skal fortsætte uendeligt, må det derfor være på tide, at den bliver kvalificeret af et skud viden om Hoffmanns litteratur. Ikke for at afgøre, om vi fortsat skal synge sangen – men for at kunne diskutere det spørgsmål på et oplyst grundlag.«

Det skriver Hans Peter Madsen, som titulerer sig selv forfatter og litterat, i en kronik i Berlingske søndag den 2. maj.

Konklusionen på kronikken (som man godt kunne forestille sig blev skrevet som det første) er, at Kai Hoffmann er racist. Det udledes for det første af, at der i Dansk Biografisk Leksikon står, at Kai Hoffmanns forfatterskab rummer »en tydelig Nietzsche-påvirkning, der i “Riget” (1905), “Under solen” (1907) samt de efterfølgende samlinger tager sig udtryk i heltedyrkelse og racefantasier«.

Men løfter dette citat bevisbyrden? Det synes jeg ikke umiddelbart, man kan sige. Begrebet “racefantasier” er et meget åbent begreb. Det kan muligvis betyde, at forfatteren vitterligt mener, at den europæiske race står over de brune racer. Men det kan også have den mere løse betydning, at forfatteren opfatter verdens mangfoldighed som interessant, uden af den grund at fælde domme. Om det første eller det andet – eller positioner derimellem – er tilfældet, får Hans Peter Madsen aldrig redegjort for.

Efter mine begreber bør man også, når man interesserer sig for periodens litteratur, se på, om det var almindeligt eller sjældent at henvise til racebegrebet. Ligesom man må se på den betydning, udtrykket havde for hundrede år siden. Der var mange andre ting, man talte om på en anden måde, end vi gør i dag. Vi må vide, om begrebet ”race” er et af dem.

Men omdrejningspunktet for Hans Peter Madsens kritik af Kai Hoffmann er digtet ”Den mørke pige”. Her noterer han sig, at den mørke pige ikke har noget navn og heller ikke noget sprog. Og det leder frem til konklusionen, at Hoffmann »gør sig skyldig i en racistisk tankegang så banal, at den i dag er en sørgelig kliché. For selvom hun omtales i ental, “Den mørke Pige”, er det flere kvinder, det drejer sig om: “Det er Anna – det er Ella –/ det er sorte Arabella –/ skønt hun altid er den samme,/ har hun aldrig samme Navn”. Ikke just politisk korrekt med denne forestilling om, at alle mørke piger er den samme.«

Men lad os prøve at læse digtet, som jeg har linket til her. Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at vride den betydning ud af det, som Hans Peter Madsen gør.

Om digtet er der for det første at sige, at det er et ”sømandsdigt”, som der jo er mange af. Man kan for eksempel tænke på “En sømand har sin enegang” af ingen ringere end Johannes V. Jensen eller “Mandalay”af en anden nobelpristager, nemlig Rudyard Kipling. En løst defineret genre, der kredser om livet på havet og forskellen på ude og hjemme.

For det andet tilhører digtet en subgenre, hvor mænd fortæller om deres erobringer og måske/måske ikke bruger det som et afsæt for at hylde det, Steffen Brandt kalder »kvinden som sådan«. Subgenren er både stor og gammel, men som eksempler kan nævnes Listearien fra Mozarts “Don Giovanni”. Man kan nævne “California Girls” af The Beach Boys, og man kan nævne “Some Girls” af The Rolling Stones.

De første linjer af digtet lyder sådan her:

»Jeg er kun en Mand, der sejler,/og mit Liv er snart fortalt./Jeg har kendt fem Hundred Kvinder./Jeg har set et Glimt af alt./Som en Landgangsmand, der gæster/nye Byer, nye Fester,/har jeg giødet for de Skønne:/alle dem, jeg glemte straks —/og en anden, egen, Slags.«

Fem hundrede kvinder har vor helt været sammen med; helt nøjagtigt. Og de kan deles i to grupper: de glemte og de huskede.

Men hvem er det så, fortælleren husker? Det er dem, han kalder de mørke piger:

»Grebet har de blondes Pragt mig,/men et indre Nag har sagt mig:/det er kun den mørke Pige,/som er baade tro og hed./Mørk er Kunst og Kærlighed.«

Det afgørende ved digtet er altså for det første, at de mørke piger er stillet over de lyse. Fordi de både er tro og hede, og fordi de ved noget om kunst og kærlighed.

Men læser man videre, står det klart, at ”mørk” i digtet er et tvetydigt begreb. Til de mørke piger hører en keltisk pige, fortælleren mødte for tusind år siden. Men desuden fortællerens moder og en række af konkrete kvinder, han har mødt overalt på jorden: snart i syd og snart i nord. Snart i vest og snart i øst.

Den mørke pige er altså – det står der eksplicit i digtet – et meget abstrakt væsen. Hun har eksisteret i tusind år, og hun findes overalt på jorden. Hun ligner ingen ringere end fortællerens moder, der beskrives med de meget bemærkelsesværdige ord »mørk som mig«.

Det helt afgørende ved den mørke pige er altså, at hun er identisk med fortælleren – som er en mand, der udtrykker sig på sproget dansk. Og dermed antageligvis lys i huden.

Hvad der helt nøjagtig er på spil i digtet, må man selv finde ud af. Men hvorom alting er: Fortælleren længes efter til sidst engang at blive forenet med den eneste ene. Der ser ham, som han er, og som har den ophøjede, men særdeles abstrakte, egenskab at være ”mørk”.

For at være ærlig synes jeg ikke, man kan konkludere som Hans Peter Madsen og sige, at ”mørk” er en beskrivelse af hudfarven, uden at smide det meste af digtet i papirkurven. Og man kan ikke sige, at den mørke pige anbringes i en position, der er inferiør. Medmindre fortællerens moder og fortælleren selv hører til i den samme position. Og fortællerens sidste længsel er at blive forenet med et væsen, han foragter. Den tolkning synes jeg mildest talt ikke, at digtet lægger op til.

Det kreperlige ved en forvrøvlet kronik som Hans Peter Madsens er, at det er et pillearbejde af den anden verden at få den trevlet op og få dens mangler og selvmodsigelser frem i lyset. Det skyldes, at der ikke er én enkelt ting, der er forkert, men at kronikken så at sige er inficeret med en generel forkerthed, der gennemsyrer alt, hvad der står i den.

Men i det længere perspektiv er det et kæmpe problem, hvis Hans Peter Madsen og folk som ham kommer til at sidde på indflydelsesrige poster. For det forekommer klart, at hans analyse kan indgå som dokumentation i en sag, der handler om at begrænse brugen af Kai Hoffmanns digte (og andre, man kan anklage med de samme opdigtede beskyldninger). Og dermed indføre en form for censur.

Ét er, at censur er noget skidt, som ifølge grundlovens paragraf 77 ingensinde kan genindføres. Det er galt nok. At der lægges op til censur ved hjælp af analyser, der er så uredelige og misvisende som Hans Peter Madsens, er slet ikke til at bære.

At hans overordnede ærinde er at ødelægge og slette al hidtidig kunst, der ikke kan klare en rettergang ved Hans Peter Madsens skueproces, er en tragisk demonstration af, hvor farlig ”woke-ismen” i virkeligheden er.

(Blogindlæg udgivet på jp.dk d. 5. maj 2021)

Alex Vanopslagh
29. april 2021

Vi skal være lige så hensynsløse til at føre borgerlig politik, som Mette Frederiksen er med socialdemokratisk politik. Uagtet hvad embedsmænd, fagforeninger, interesseorganisationer og tidens modediller tilsiger.

Da jeg var dreng, var Anders Fogh Rasmussen fra Venstre statsminister. Han stod for et skattestop – sådan da – stram udlændingepolitik og i øvrigt at være lige så socialdemokratisk som Socialdemokratiet, når det kom til velfærd.

Alligevel holdt den røde opposition fast i, at Foghs socialdemokratisme var en maskerade – lige om lidt ville han vise sig som en fæl hulemandsliberalist, der ville lade danskerne beholde flere af deres egne penge og slanke den offentlige sektor. Sangen blev gentaget, da Lars Løkke blev statsminister.

I ti år holdt venstrefløjen fast i, at der ikke var nogen grund til at tænke nye tanker, for om lidt ville sandheden gå op for danskerne.

Men det var en monumental fejlanalyse. Og det bedste bevis er, at mit eget parti, Liberal Alliance, opstod, fordi Fogh og Løkke faktisk var ærlige, når de påstod at være socialdemokrater, der ville bruge flere af danskernes penge i den offentlige sektor.

Mettes maskefald?
I dag er rollerne byttet om. Mette Frederiksen vandt regeringsmagten ved at stå for en stram udlændingepolitik og opbygge et nyt politisk projekt. Det borgerlige Danmark bliver nødt til at forstå Mette Frederiksens politiske projekt og hendes succes – selv blandt mange tidligere borgerlige vælgere. Det har ligefrem fået visse debattører til at udråbe hende som konservativ.

I stedet går store dele af den borgerlige opposition rundt og venter på maskefaldet: Om lidt viser hun sit sande jeg som en udlændingepolitisk slapper.

Det har ført de borgerlige partier ind i så stor en desperation, at anklagerne om at være slappe nu fyger rundt også internt i blå blok. Samtidig strides borgerlige partier om noget så basalt som hvem, de vil pege på som statsminister.

Lad mig lege spåkone: Hverken Jakob Ellemann eller Søren Pape bliver statsminister, så længe der er borgerkrig i blå blok, og man ikke vil forstå Mette Frederiksens succes. Fortsætter det, går både Ellemann og Pape på pension, før vi får en borgerlig regering igen. Jeg er heldigvis ung, så jeg kan være heldig stadig at være i politik til den tid.

Men sådan behøver det ikke gå. Vi kan godt genopbygge et borgerligt projekt, hvis vi forstår vores modstander ordentligt. Som jeg ser det, har Mette Frederiksens succesfulde projekt tre hovedelementer: En national fællesskabsfortælling, tryghedsstaten og den stærke leder.

Mette Frederiksens nationale fællesskab
Først og fremmest hviler Mette Frederiksens projekt på noget at være fælles om. Bemærk Socialdemokratiets kampagner. »Lad os samle Danmark igen«, »Lille land, stort fællesskab«, »Danmark er for lille et land til store forskelle«. Det er noget, der forpligter danskerne i hele landet.

Mette Frederiksen taler om det, vi som danskere skal være fælles om. Det er hun den eneste i dansk politik, der konsekvent gør.

Borgerlige, især liberale, har været for svage til at betone fællesskabet. Det har kun været på udlændingepolitikken, at vi har respekteret, at danskerne ser sig selv som et folkeligt fællesskab, som vi ikke bare kan skalte og valte med.

Vi har behov for at genfinde den sandhed, at danskerne hører til i deres lokale og nationale fællesskaber. Fører vi politik uden respekt for det, vil vi altid tabe – og fortjene det.

Tryghedsstaten
I Mette Frederiksens fællesskab er vi samlet i tryghedsstaten. Verden er et farligt sted, men i landsmoder Mettes favn kan danskerne være trygge både materielt og kulturelt.

I tryghedsstaten er velfærdsforbrugere og offentligt ansatte tilgodeset, og deres tryghed i enhver forstand gøres konstant større. Men dem, der betaler regningen, er ironisk nok glemt.

I tryghedsstaten er der større tryghed for offentligt ansatte og klienter, men det er gennem flere og større offentlige ydelser og mindre frit valg til borgeren.

I tryghedsstaten er opgaven at bevare så meget som muligt – forandringer er utrygge. Det giver mindre plads til det sprælske, det kreative, det selvstændige og det fri.

Tryghedsstaten handler om at beskytte det Danmark, vi kender, på alle tænkelige måder, med velfærd, reformstop og selvfølgelig en hård rets- og udlændingepolitik.

For blå blok betyder det, at vi ikke længere kan vinde valg på rets- og udlændingepolitik. Vi kan selvfølgelig kaste håndklædet i ringen og forsøge at spille uafgjort på velfærd, tryghed og statsomsorg. Men så kunne vi lige så godt melde os ind i Socialdemokratiet.

I stedet bør vi basere et projekt på mening og myndighed, hvor vi skal sikre flest mulige mennesker mulighed for at forholde sig til deres rolle i eget og andres liv. Først som børn, der får et solidt fagligt og socialt fundament at stå på, og så som borgere, der forvalter deres kræfter og ressourcer frit og ansvarligt til gavn for dem selv og hinanden. Hvor fællesskabet vokser nedefra og op.

Vi skal vise vejen fra Mette Frederiksens tryghedsstat til et borgerligt ansvarssamfund. Hvor skatten er lavere, hvor flere starter virksomhed, hvor børnene lærer mere i skolen, hvor der er en bedre balance mellem erhvervsuddannelser og universiteter, hvor den offentlige sektor er mindre, og der er langt mere frit valg i velfærden, og hvor danskerne helt generelt ikke får al deres kreativitet og virkelyst suget ud af sig i mødet med det offentlige bureaukrati. Et Danmark med et sprudlende og stærkt foreningsliv i by og på land.

Og ja, stadig med en stram udlændinge- og retspolitik, sådan som stort set alle danskere ganske fornuftigt ønsker.

Vil nogen stadig falde igennem i sådan et samfund? Ja, og dem skal vi tage os af. Men det er ikke en undskyldning for at tage frihed og ansvar fra alle og gøre dem afhængige af kommunen i tryghedens navn.

Den stærke leder
Sidst, men ikke mindst, handler Mette Frederiksens projekt om, at det skal gøre en forskel, at hun og Socialdemokratiet har regeringsmagten. Hun sætter en ære i at blæse på praksis, retssikkerhed, Folketinget, embedsværket, eksperter osv., når hun kan signalere at være den stærke leder. Det gælder både, når hun trodser al økonomisk sagkundskab og hæver skatter og betaler raske mennesker for at forlade arbejdsmarkedet, og når hun smadrer dansk minkavl i et grundlovsbrud.

Det skal man sammenligne med følelsen af afmagt, som prægede både sidste blå regering, og Thorning-regeringens »nødvendighedens politik«.

Der, hvor vi skal lade os inspirere, er, at vi skal være lige så hensynsløse til at føre borgerlig politik, som Mette Frederiksen er med socialdemokratisk politik. Uagtet hvad embedsmænd, fagforeninger, interesseorganisationer og tidens modediller tilsiger.

Det skal kunne betale sig at stemme borgerligt.

Det må endelig ikke forveksles med, at en stærk statsminister skal være hård, autoritær eller grænseløs. Når man dyrker den type såkaldt lederskab, fortaber respekten for borgerne, sagkundskaben og ikke mindst retssikkerheden sig totalt. Det fører til »små« svipsere såsom at bryde Grundloven og smadre dansk minkavl i panik.

Hvis nogen tror, at vi borgerlige bør lade os inspirere af dét, sætter de i hvert fald ikke borgeren først.

Vi skal videre
Hvis vi kommer videre fra fejlanalyserne af Mette Frederiksen, er der håb for et nyt borgerligt projekt.

Sådan kan vi opbygge en vision om at føre Danmark fra en omklamrende socialdemokratisk tryghedsstat til et livskraftigt borgerligt ansvarssamfund. Sådan kan vi genvinde danskernes gunst.

(Kronik udgivet i Berlingske d. 28. april 2021)

Alex Vanopslagh
28. april 2021

Det er ikke en fejl, når Mette Frederiksen i stort og småt svinger statsmagtens hammer over for borgerne og begrænser deres frihed. Det er hun i egen optik i sin gode ret til. Det Danmark, vi kender, kan ikke holde ret længe til at have en statsminister, der opfører sig sådan.

Coronakrisen lakker mod enden, men Mette Frederiksen gider overhovedet ikke at tale om, hvornår hendes corona-regimente og alle indgrebene i borgernes frihed skal have en ende.

Den Danske Ordbog definerer magtarrogance således: ”En højerestående persons kyniske overbevisning om egen ret til magtudøvelse uden at lytte til argumenter eller bekymre sig om følgerne.” Og det er den mest præcise beskrivelse, jeg endnu har læst af vores statsminister. Den slags kritik, tror jeg dog, at alle regeringer bliver udsat for af oppositionen. I sidste ende er det nemt at afskrive som jammer over ikke selv at have magten. Derfor kan det lyde trivielt.

Men når jeg alligevel mener, at anklagen om magtarrogance mod Mette Frederiksen er mere end berettiget, handler det om, at vi har en statsminister, hvis attitude bringer mindelser om solkongen Lous d. 14.’s ord: ”staten, det er mig.” Det betyder, at hun har mistet sans for frihed og proportionalitet. Hun har vænnet sig til, at hun med lov og magt kan påbyde og forbyde borgerne alle mulige mærkelige ting. “Vor herre bevares, det er da ikke et stort indgreb,” hører vi hende igen og igen sige om coronarestriktionerne.

Det er ikke rigtig noget indgreb i borgernes frihed at tvinge dem til at bestille et bord 30 minutter før, de vil drikke en kop kaffe eller en øl, var budskabet i sidste uge. Selvom alle og enhver kan se, at det er et indgreb i virksomhedernes ret til at drive forretning og borgernes ret til at handle i deres forretninger.

I forrige uge sagde Statsministeren det samme om kravet om mundbind. Hun følte ikke noget indgreb i sin frihed ved at ”tage et mundbind på”, som hun svarede mig i Folketingssalen. Fuldstændig blind for, at det er noget, hun har påbudt danskerne – et mundbind er ikke bare noget, man bare tager på, det er noget, man skal tage på.

Statsministerens arrogante opfattelse af mundbind som helt uproblematiske er fuldstændig blottet for forståelse for dem, der fx skal stå i butik en hel dag eller udføre hårdt fysisk arbejde med et mundbind på. Eller for frygten for at skulle føde med mundbind på, som har hjemsøgt mange gravide kvinder de seneste måneder.

Og sådan kan man blive ved. Alle Mettes forbud, påbud og restriktioner er blevet banaliteter for hende, og konsekvenserne i den virkelige verden gider hun ikke engang udtrykke forståelse for. Det er dybt beskæmmende, at hun end ikke gider forholde sig til, at både borgerne og virksomhederne har desperat brug for at se noget lys for enden af tunnelen – i stedet må de bare rette ind, indtil hun forbarmer sig.

Sådan tænker den magtarrogante leder.

Mette Frederiksen glemmer igen og igen, at det ikke er borgerne, der skal retfærdiggøre deres aktiviteter overfor staten, men derimod staten, der skal retfærdiggøre sine indgreb i borgernes liv overfor dem.

Og hvis nogen savner dokumentation for dén anklage, skal vi bare tilbage til november, hvor hun brød Grundloven og smadrede dansk minkavl uden lovhjemmel. Det er og bliver et monument af hendes tilgang til politik – alle hensyn må vige, når den stærke leder træffer beslutninger. I den sammenhæng kan vi ikke bruge hendes halvkvædede vise fra marts sidste år om, at: ”jeg kommer til at begå fejl,” til noget som helst.

For det er ikke en fejl, når Mette Frederiksen i stort og småt svinger statsmagtens hammer over for borgerne og begrænser deres frihed. Det er hun i egen optik i sin gode ret til. Hun kan faktisk slet ikke forstå, hvorfor nogen vil kritisere, stille spørgsmålstegn ved eller generelt se anderledes på tingene, når hun først har udtalt sine befalinger. Hun besvarer stort set al kritik af stort og småt, som regeringen har besluttet, med sit evindelige ”vi står midt i en global pandemi”. Dernæst beskylder statsministeren andre partier for at så splittelse, hvis de ikke blindt følger hende.

En af de absolut vigtigste opgaver for mig og Liberal Alliance i resten af valgperioden bliver at bekæmpe Mette Frederiksens magtarrogance og lemfældige omgang med danskernes frihed.

Det Danmark, vi kender, kan ikke holde ret længe til at have en statsminister, der opfører sig sådan.

(Kommentar bragt i Ræson d. 28. april 2021)

Når Mette Frederiksen i de her dage foreslår, at vi igen skal have vaccineproduktion med statslig indblanding i Danmark, må hun have glemt hvordan det gik sidst. For den seneste omgang statslige vacciner endte med en økonomisk skandale og en regning til skatteyderne i milliard-klassen. En regning vi stadig betaler af på i form af husleje-rabat til de nuværende saudiske ejere. Det er måske en god ide, at vi alle sammen genopfrisker hukommelsen:

Den tidligere statslige vaccineproduktion kunne kun løbe rundt med store statslige tilskud. For at nedbringe tilskuddene forsøgte man at iværksætte en storslået eksportstrategi fra 00’erne og frem. Det gik som forventeligt virkelig dårligt, og man lykkedes ikke med at reducere de statslige tilskud. I 2011 aftalte Folketinget, at man skulle reducere tilskuddet til svensk niveau. Det ville give en årlig besparelse på 72 mio. kr. om året. Man skal holde sig for øje, at statstilskuddet er en ren mérpris for at producere vaccinerne i Danmark i stedet for at købe dem. Men SSI var ikke i stand til at producere vacciner til et svensk prisniveau. Og så opstod meget store underskud hos SSI. Bare i 2014 og 2015 var underskuddet på ca. en halv milliard kroner.

Konklusionen på de danske vaccineeventyr blev en kæmpe regning til danske skatteborger: ”De samlede udgifter forbundet med salget udgør ifølge Rigsrevisionen mellem ca. 1,3 mia. kr. og 1,8 mia. kr.” Og nu kan man så spørge sig selv: Har danske skatteydere råd til mere vaccineenegang?

Ude i den virkelige verden er vacciner et ekstremt specialiseret produkt, som kræver en enorm volumen at producere rentabelt. En vaccine-fabrik kan ikke over natten omstilles til at producere noget andet. Den tidligere danske produktion bestod primært af polio- og kighostevaccinekomponenter. Det havde nok ikke været en stor hjælp her midt under en corona-epidemi. At forestille sig, at vi kan opnå forsyningssikkerhed med vacciner via dansk produktion er et fatamorgana, som kun har til formål at få statsministeren til at se handlekraftig ud.