Uber chauffør

Tillad Uberkørsel i yderområder

Jens Meilvang
9. marts 2023

Flere steder i Danmarks yderområder ringer du forgæves, når du skal bestille en taxa, eller må i bedste fald væbne dig med utroligt meget tålmodighed.

Mangel på taxaer er et stort problem for mange borgere i landdistrikterne. I Liberal Alliance mener vi at have en løsning, der er fleksibel i tyndtbefolkede områder, som borgerne i området selv kan bidrage til, og som ikke koster statskassen en krone.

Vi skal tillade Uber i yderområderne.

Tidligere var taxaer begrænset af kun at måtte køre inden for deres egne kommunegrænser. Det skævvred konkurrencen mellem taxaerne i storbyerne med masser af kunder og de taxaer, der var bundet til tyndtbefolkede landområder uden det store behov for taxakørsel.

Derfor var Liberal Alliance selv med til at ændre lovgivningen i 2017.

Taxachaufførerne må i dag køre frit uden for deres egen kommunegrænse og ind til kunderne i byerne.

Det er en liberalisering af lovgivningen, vi også i dag står på mål for. Men ændringen har også gjort det sværere for de borgere, der er tilbage i de tyndtbefolkede områder, at få en taxa, når behovet fra tid til anden opstår.

Her kan Uber være en let og økonomisk god løsning for landområderne.

Uber var nødsaget til at lukke i 2017, efter at et flertal i Folketinget ikke ville lempe forskellige krav som for eksempel krav om sædefølere og taxametre i alle vogne i taxalovgivningen. Ubers vognpark bestod af private biler, som opererede med et andet system, og det blev derfor Ubers endeligt i Danmark.

Men lemper vi taxilovgivningen og tillader Ubers chauffører at køre igen inden for bestemte kommunegrænser, vil det kunne sikre taxakørsel i yderområderne, uden at eksisterende taxaer skal tvinges til at køre fast i tyndtbefolkede områder og dermed risikere at miste en del af deres indtjening.

I stedet kan lokale borgere stå for kørslen. Det vil hjælpe deres eget lokalområde og samtidig skaber det en værdi i kroner og øre for den lokale Uber-chauffør.

Derfor har jeg stillet transportminister Thomas Danielsen spørgsmålet, om regeringen vil samarbejde om at genoplive Uber i landdistrikterne.

Jeg – og mange borgere uden for storbyerne – venter spændt på svar.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 9. marts 2023).

Woke fylder alt for meget

Katrine Daugaard
8. marts 2023

Det at være woke er at være tilhænger af en venstreorienteret, identitetspolitisk ideologi. I bund og grund er det kulturmarxisme. I gamle dage hed det sig, at kapitalejerne undertrykte arbejderne. Nu har man skiftet kapitalejerne ud med den hvide mand, og arbejderne er i stedet alle minoriteterne plus kvinder. Med woke-bevægelsen vil man så hele tiden påvise, at disse grupper er undertrykte. Man vil gerne have lovgivning, der favoriserer, at de er undertrykte og vinde den kulturkamp, hvor normer som ligestilling, at være progressiv og fordomsfri skal være herskende.

Jeg mener, at vi skal have et samfund, hvor vi kan tolerere forskellighed. De, der er woke, mener vi skal have et samfund, hvor vi hylder forskellighed. Bare ikke den forskellighed, hvor man accepterer andres forskellighed. Intet er længere for småt til, at man kan blive krænket over det. Vi ser ikke længere hinanden som individer, men som grupper. Det kan for eksempel være farve, køn eller seksualitet, og så kan man ellers bliver krænket på sine egne eller især andres vegne.

Woke fylder også for meget på Christiansborg. Et af de nyeste eksempler på dette er tvangsfordelingen af barsel. For her må vi forstå, at kvinder er undertrykte af mænd, fordi det er kvinden, der føder børn og ammer og derfor også i højere grad tager mere barsel. Forslag om kønskvoter i bestyrelser er et andet eksempel. Nu skal det ikke længere være færdigheder, der afgør, hvilke poster du får, men derimod køn.

Vi har kæmpet i 100 år for, at køn ikke skal betyde noget, men tager nu dette tilbageskridt. Det er ikke ligestilling. Flertallet skal pludselig indrette sig efter mindretallet, og det er noget, jeg vil kæmpe imod. I stedet vil jeg kæmpe for, at opretholde ligestillingen, at højne tolerancen og mindske polariseringen.

(Indlæg bragt i Fyens Stiftstidende d. 8. marts 2023)

Vigtige dele af det, de fleste mennesker forstår som virkeligheden, er faktisk en illusion

Henrik Dahl
8. marts 2023

Det er trivielt at fastslå, at medierne er fulde af nyheder. Men hvad er en nyhed, hvis man tænker nærmere efter? Der findes flere definitioner.

Men for langt de fleste nyheder gælder, at de er skabt ud fra en af tre skabeloner.

Den første er det voldsomme brud med normaliteten. Huse plejer at stå på deres fundament. Derfor vil det altid være en nyhed, hvis et hus af en eller anden grund falder ned fra det.

Den anden er, at noget, man skulle tro var tilfældet, ikke er det alligevel. Man skulle for eksempel tro, at folk fik det bedre af at gå til læge. Derfor er det en nyhed, hvis der er nogen, der har fået det værre.

Den tredje er det omvendte: At noget, man ikke skulle tro var tilfældet, viser sig at være det. Man skulle ikke tro, at der var nogen danskere, der elskede et spartansk og nøjsomt liv. Derfor er det en nyhed, hvis det skulle lykkes at støve en enkelt op, der med overbevisning i stemmen kan fortælle, at det gør vedkommende.

Fælles for de tre skabeloner er, at de handler om brudte forventninger. Det var derfor, der ikke var noget nyt fra Vestfronten. Ganske vist døde der i tusindvis af mennesker hver dag. Men det havde alle regnet med, og derfor var det ikke en nyhed. Samtidig er det derfor, det er umuligt at interessere mennesker, der ikke forventer noget, for nyheder. Eftersom de ikke har nogen anelse om, hvad der er normalt, kan de selvklart ikke se det spændende ved, at der sker noget unormalt.

Hvis man uddanner befolkningen tilstrækkelig dårligt, vil den derfor miste interessen for nyheder. Men det er en anden sag, vi må diskutere en anden dag.

Det, der får mig til at skrive om den snævre sammenhæng mellem forventningen og nyhedsbegrebet, er, at der med lethed kunne brydes en masse andre forventninger end dem, medierne faktisk vælger at berette om.

Man har i mange år skullet tro, at Forsvarets bygninger så nogenlunde levede op til gængse standarder. Og i lige så mange år har enhver, der gad sætte sig ind i tingene, vidst, at det gjorde de ikke. Så hvor blev nyheden af?

Man har i mange år skullet tro, at man blev bedre til kritisk tænkning af at studere ved et universitet. Og i lige så mange år har enhver, der gad undersøge sagen, kunnet forvisse sig om, at de fleste studerende bliver dårligere til selvstændig tænkning. Så hvor blev nyheden af ?

Man har i mange år skullet tro, at Statens Uddannelsesstøtte var en ordning, der begunstigede talentfulde unge fra uddannelsesfremmede miljøer. Og i lige så mange år har alle, der gad at sætte sig ind i tallene, vidst, at det var en ordning, der begunstigede unge, hvis forældre også har en videregående uddannelse. Så hvor blev nyheden af ?

Nyhedsfladen i en avis eller på en tv-kanal er kort sagt ikke en udtømmende liste over brudte forventninger af en vis offentlig interesse inden for det seneste døgn. Den er også et fravalg af brudte forventninger, som man med lige så god ret kunne have skrevet om. Men af mere eller mindre forståelige grunde ikke ønsker at lave en historie om.

Uden at jeg kan føre et bevis for det, har jeg på fornemmelsen, at illusionen om, at store og vigtige samfundsinstitutioner fungerer efter hensigten, er så vigtig at opretholde, at medierne intuitivt lader være med at afsløre den. Selvom det på enhver måde lever op til nyhedskriterierne, at vigtige dele af det, de fleste mennesker forstår som virkeligheden, faktisk er en illusion.

Jeg har nævnt det før i andre sammenhænge, men det tåler en gentagelse: Velfærdsstaten minder mere om The Matrix, end de fleste tør tænke på.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 8. marts 2023).

Disse fejl fører til mislykkede reformer

Henrik Dahl
6. marts 2023

Når vi faktisk kender årsagerne til fejlslagne reformer, hvorfor gøres der så ikke mere for at eliminere dem?

Enhver dansk politiker, der planlægger at gennemføre store reformer, burde være tvangsindlagt til at læse Sigge Winther Nielsens bog ”Entreprenørstaten”.

I den bog gennemgår forfatteren danske reformer siden år 2000. Og konklusionen er mildest talt nedslående: Med undtagelse af indførelsen af NemID og af kræfthandlingsplanerne er de slået fejl.

Fælles for strukturreformen, universitetsreformerne, retskredsreformen, politireformen, forsvarsreformen, folkeskolereformen, gymnasiereformen, FGU-reformen, og hvad de alle sammen hedder, er følgende.

Jeg har svært ved at indse regeringens hastværk, når det gælder beslutninger, der i praksis er irreversible.

De blev forberedt for hastigt. De blev forberedt uden at inddrage de mennesker, der skulle gennemføre dem, på en ordentlig måde. De byggede i for høj grad på tvivlsomme skrivebordsantagelser. Der blev ikke gennemført forsøg med henblik på at undersøge, om reformen overhovedet ville have den ønskede effekt. De skulle gennemføres af medarbejdere, der var stærkt skeptiske. Og det politiske system kastede lynhurtigt implementeringen fra sig, da først selve reformlovgivningen var på plads.

Man kan også vende denne liste om: Hvis man vil have en indikation af, om en påtænkt reform har udsigt til at lykkes eller udsigt til at fejle, kan man tage listen ovenfor og bruge den som tjekliste. Hvis man i forbindelse med en reform, der er fremlagt, men ikke vedtaget, kan sætte kryds ved mange eller samtlige punkter på listen, er der en betydelig risiko for, at reformen vil slå fejl.

Universitetsreformen skal selvfølgelig have en chance ved forhandlingsbordet.

Men jeg er også nødt til at sige: Der kan sættes et foruroligende antal af krydser fra Sigge Winther Nielsens tjekliste ud for den.

Hvis reformen skal lykkes, er der således gode grunde til at mene, at regeringen bliver nødt til at arbejde på, at mængden af Winther Nielsen-krydser skal falde.

En af de ting, der virkelig kan undre, når man ser på de mange fejlslagne uddannelsesreformer, der er gennemført i Danmark i dette århundrede, er, at man ikke benytter muligheden for at gennemføre forsøg i højere grad.

Da jeg for mange år siden gik på Skærbæk Kommuneskole i Sønderjylland, var den med i et forsøg, der afskaffede realeksamen, nogle år før det var tanken, at den skulle afskaffes på landsplan. Eller med andre ord: Vi havde ”samlæste” – som man kaldte dem – 8., 9. og 10. klasser, længe før de blev indført i hele Danmark. Derved blev der indhøstet vigtige erfaringer, som bevirkede, at man kunne føle sig betrygget i, at afskaffelsen af realeksamen ikke ville blive en fiasko.

Jeg har svært ved at indse regeringens hastværk, når det gælder beslutninger, der i praksis er irreversible. For det, man kan lære af folkeskolereformen, er lige præcis, at selvom Folketinget i princippet kan ændre den, så er det i praksis umuligt.

Derfor er folkeskolen i dag ødelagt uopretteligt af en reform, som alle forstandige mennesker for 10 år siden udmærket vidste ville fejle.

Hvad ville der i grunden ske, hvis regeringen gennemførte en forsøgsordning, hvor et mindre antal kandidatuddannelser blev ændret til bachelor plus et fuldt kalenderår?

Det ville give en mulighed for i praksis at bedømme populariteten af det nye tilbud blandt de studerende; den faktiske kvalitet af uddannelsen og kandidaternes faktiske muligheder på arbejdsmarkedet.

Lige nu er alt, hvad vi råder over, teoretiske antagelser. Det er langt under de standarder for dokumentation, der kræves for at vedtage konstruktionen af store, fysiske anlæg som broer, veje og jernbaner.

Så hvorfor er der en betydelig risiko for, at regeringen vedtager en megareform med hovedet under armen?

Det er der, fordi når det gælder politik, er det gratis at ødelægge samfundsbærende institutioner ved hjælp af elendige reformer.

Det har ikke kostet nogen af de ansvarlige en krone eller en ridse i deres omdømme at smadre uddannelsessystemet eller politi og retsvæsen eller Forsvaret. Til forskel fra, hvad det ville koste for en stor virksomhed at gennemføre reformer, der var lige så elendige. Her ville virksomheden antageligvis gå konkurs. Og arbejdsmarkedet ville i mange år fremover være lukket for de ansvarlige.

På tilsvarende vis kommer det heller ikke i fremtiden til at koste den personkreds, der løber risikoen og gennemfører en stor reform uden at teste den ved hjælp af forsøg, en krone eller en ridse i deres omdømme, dersom reformen fejler.

De kan uden problemer fortsætte deres hærgen gennem samfundet. Og – hvis de bliver kritiseret – ty til det sædvanlige politikersvar: Grunden til, at reformen ikke virker, er, at vi har gjort alt for lidt af det, der har skabt fiaskoen.

Man tror, det er løgn. Men det er næsten altid sådan, politikere begrunder, at deres reformer fejler.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 3. marts 2023)

Politi­kere skal ikke hædres for at slukke ildebrænde, de selv har antændt

Steffen Frølund
6. marts 2023

Moderne politik er plaget af, at mange politikere gerne vil fremstå handlekraftige for enhver pris. Det så vi for nyligt, da elpriserne skød i vejret, og mange borgere fik svært ved at betale deres regninger.

Her meldte EU’s venstrefløj sig nemlig resolut på banen ved at udpege elproducenterne som syndebuk, og man fik hurtigt indført et indtægtsloft, der konfiskerede dele af leverandørernes indtægter. Indgrebet gav hverken mere billig el eller flere leverandører, der kunne imødekomme den forøgede efterspørgsel.

Men til gengæld kunne en masse politikere bruge indgrebet til at fremstå handlekraftige og heltemodige, og så var de faktiske konsekvenser af indgrebet pludselig ikke så vigtige. En lignende fiasko så vi herhjemme, da venstrefløjen i starten af sidste år ville udbetale varmehjælp til en del af befolkningen, eller da man ville give statslige energilån til virksomhederne.

Sådan går det, når politik bliver gennemført for at signalere, at man løser problemer i stedet for rent faktisk at løse dem

Varmechecken endte først med at blive udbetalt et halvt år senere i august (hvor radiatorerne jo ikke ligefrem arbejder på højtryk), og processen med de statslige energilån var så bureaukratisk, at det slet ikke kunne betale sig for virksomhederne at bruge ordningen.

Sådan går det, når politik bliver gennemført for at signalere, at man løser problemer i stedet for rent faktisk at løse dem. Men man behøver ikke føre politik på den måde. Hvorfor eksempelvis ikke gøre danskernes første 7.000 kr. om måneden skattefrie, så skatten ikke er så høj, at staten er nødt til at hjælpe borgerne med at betale den?

Hvorfor ikke bare sænke elafgiften til EU’s minimumssats permanent, så regningerne er til at betale for borgerne uden hjælpepakker, og så elproducenterne ikke skal have spoleret deres forretning?

Svaret er selvfølgelig, at vi politikere i så fald ikke kan komme og “redde” borgerne fra de høje priser, som vi selv har været med til at skabe med brandbeskatning.

Men i stedet for altid at finde den politiske brandslange frem for at slukke de ildebrænde, vi selv har antændt, skulle vi politikere måske bare lade danskerne leve et mere frit liv?

(Indlæg udgivet i Børsen d. 3. marts 2023)

Borgerligt svigt i kampen mod stammesamfundet

Henrik Dahl
1. marts 2023

Stamme- og kastesamfund er altid mindre liberale end sande borgerlige samfund. Derfor er der ikke plads til blå svigt her.

Den britisk-amerikanske historiker Robert Conquest påpegede engang, at alle organisationer, der ikke specifikt var skabt til at være højreorienterede, over tid ville ende som venstreorienterede.

Jeg kan ikke på stående fod komme i tanke om et eksempel, der modbeviser Conquests påstand. Derfor vil jeg indtil videre anse den for at være sand.

Men ikke bare organisationer ender over tid med at blive venstreorienterede. Det sker også for hele samfund som for eksempel det danske.

Man skulle forestille sig, at alle højreorienterede politikere ville se det som en helt oplagt opgave at forhindre, at det samfund, de var en del af, til stadighed blev mere venstreorienteret.

Men det forekommer mig bestemt ikke at være tilfældet.

Inden jeg kommer med mit belæg for, at de fleste højreorienterede partier synes at være ligeglade med, om samfundet bliver mere venstreorienteret, er jeg imidlertid nødt til at se på et andet spørgsmål: Er det i orden, at et af de borgerlige partier kritiserer de øvrige (eller nogle af dem)?

Der findes mennesker, som hævder, at de borgerlige partier bør tage deres uenigheder internt. Det er et synspunkt, jeg under normale omstændigheder har en vis forståelse for. Er man for eksempel en del af en borgerlig koalitionsregering, er det klart, at man ikke bør lancere sin kritik af dette eller hint i en avisartikel.

Lige for tiden synes jeg imidlertid, vi lige så godt kan suspendere denne regel. Der har netop været afholdt et valg. Og det afslørede, hvad de fleste formentlig vidste i forvejen: De mange borgerlige partier, der efterhånden findes, er ikke enige om særlig meget. Derfor er der lige her og nu ikke noget, man kan kalde for den blå blok.

Når jeg i det følgende vil kritisere de borgerlige partier, skal man derfor læse det som en del af et nødvendigt oprydnings- og afklaringsarbejde: Her er et område, hvor det er nødvendigt, at de borgerlige partier strammer gevaldigt op. Ellers er det tvivlsomt, om der nogensinde igen vil opstå noget, det giver mening at kalde blå blok.

Og så til kritikken.

Alle partier i Folketinget har netop indgået en aftale om den såkaldte forskningsreserve. Det er en større sum penge, Folketinget disponerer selvstændigt for at styrke udvalgte dele af forskningen. Eller med andre ord: At fordele forskningsreserven er et fast tilbagevendende, årligt ritual, der ligger ud over, hvad finansloven tildeler forskningen af midler.

En vis del af forskningsreserven er skabt i forbindelse med førtidspensions- og fleksjobreformen fra 2012 (mellem venner kaldet FØP/FLEKS-reformen). Deltagerne i aftalen er den daværende regering bestående af Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF plus Venstre, Konservative og LA. Derfor er det sådan, at den del af den samlede forskningsreserve, der er genereret af FØP/FLEKS-reformen, kun kan disponeres i enighed mellem de seks partier, der var med i den oprindelige aftale.

Så vidt, så godt.

I 2019 introducerede den – på det tidspunkt – nye, Socialdemokratiske regering det såkaldte Inge Lehmann-program som en del af forskningsreserven. I Liberal Alliance var vi skeptiske og stillede derfor en lang række spørgsmål til programmet. Da vi fik de svar, vi havde bestilt, kunne vi se, at Inge Lehmann-programmet diskriminerede stenhårdt til fordel for kvinder. Det var så svært for mænd – grænsende til umuligt – at trække penge ud af programmet, at det eneste rimelige var at konkludere, at det helt ensidigt var til fordel for kvinder.

Den slags er faktisk ulovligt ud fra loven om ligebehandling. Og regeringen måtte dengang have anet uråd. For den havde for en sikkerheds skyld søgt om dispensation fra loven.

Som følge af, at vi i 2020 havde fået klarhed over Inge Lehmann-programmet og dets diskrimination imod mænd, aftalte vi med regeringen, at FØP/FLEKS-pengene ikke måtte bruges på dette formål. Regeringen handlede smidigt og fornuftigt. Tilbød en aftale delt i to. Så Inge Lehman-programmet blev finansieret ved hjælp af midler, der ikke havde noget med FØP/FLEKS at gøre.

Inge Lehmann-programmet er et helt absurd program. Ifølge Undervisnings- og Forskningsministeriets egne statistikker, finder der absolut ingen diskrimination sted imod kvinder, der søger om at blive adjunkt, lektor eller professor.

I bedste fald har en kvindelig ansøger til en af disse tre stillingskategorier den samme sandsynlighed for at få det søgte job som en mand. I værste fald er det faktisk lettere for kvinder at få en stilling ved et universitet, end det er for en mand.

Inge Lehmann-programmet handler derfor slet ikke om lige behandling og lige muligheder for de to køn. Det handler om, at kvinder skal udstyres med en kollektiv rettighed til halvdelen af alle attraktive stillinger på universiteterne.

Det er ikke nogen helt ligegyldig forskel. For hvor kampen for lige behandling og lige muligheder er en liberal kamp, så er kampen for kollektive rettigheder en illiberal kamp. Det er nemlig sådan, at når man udstyrer en given gruppe af mennesker med en kollektiv rettighed, er der altid mennesker, hvis individuelle rettigheder vil blive trådt under fode.

I Liberal Alliance tager vi den liberale kamp for, at ”ligestilling” skal betyde lige behandling og lige muligheder. Det gør vi ved at sige, at vi nedlægger veto imod, at FØP/FLEKS-midlerne anvendes til illiberale formål.

Mens ingen andre borgerlige partier tilsyneladende kan se, at de foretager et knæfald for en illiberal, venstreorienteret måde at forstå begrebet ”ligestilling”, når de accepterer, at det betyder lige repræsentation.

Det er navnlig for dårligt, at Venstre og Konservative blåstempler en illiberal og venstreorienteret fortolkning af ligestillingsbegrebet, når det står i deres magt at nedlægge veto. Men det er sandt for dyden også ringe, at resten af de borgerlige partier forsømmer at gøre anskrig.

Det næste store slag, når det gælder om at gøre samfundet mere venstreorienteret og mindre liberalt, handler netop om ”repræsentation” som et generelt fænomen.

For ”repræsentation” er kodesprog for ”kollektive rettigheder”. Og kollektive rettigheder er ensbetydende med, at samfundet bliver mindre liberalt.

Et samfund, hvor kvinder har en kollektiv ret til 50 procent af alle attraktive stillinger, er langt mindre liberalt end et samfund, hvor alle har den samme ret til at konkurrere og de samme muligheder for at vinde konkurrencen.

Et samfund, hvor etniske minoriteter har en kollektiv ret (svarende til deres andel i samfundet) til hvad som helst, er mindre liberalt end et samfund, hvor alle har samme ret til at konkurrere og samme muligheder for at vinde konkurrencen.

Et samfund, der bygger på ”repræsentation” er et skridt på vejen til et rent stamme- eller kastesamfund. Det vil sige et samfund, hvor enhver stamme eller kaste i samfundet har en ret til proportional repræsentation.

I de illiberale stamme- og kastesamfund er der altid mindre tillid og mindre tolerance imellem borgerne, end der er i et liberalt samfund.

Derfor burde det være alle borgerlige partiers og alle borgerlige menneskers første pligt at sige nej til ethvert skridt, der bringer os tættere på stamme- eller kastesamfundet.

Jeg håber, at resten af de borgerlige partier meget snart vågner op fra deres blund. Men ærlig talt: Lige nu ser det ikke særlig godt ud for den liberale kamp imod samfundets forvandling til et stamme- eller kastesamfund.

(Kommentar udgivet i Jyllands-Posten d. 1. marts 2023)

Fritidsjob gør unge mere robuste – også akademi­ker­bør­nene

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
1. marts 2023

Nøj, hvor har jeg omdelt mange aviser. Bandet over de “dårlige” postkasser (omdelere will know), været sur på dårligt vejr, men også glad og stolt, når ruterne var gået, opgaven løst, og jeg fik pengene mellem hænderne. I januar blev min datter omdeler – efter eget ønske – og jeg var nærmest nostalgisk, da jeg var med rundt på hendes første avisrute. Stoltheden lyste ud af hende over at have fået sit første job.

Ca. hver tredje unge har i dag et fritidsjob. Andelen er dalende, og der er både geografiske og baggrundsmæssige forskelle på, hvilke unge der er i arbejde. Børn af akademikere er nemlig mindre tilbøjelige til at tage et fritidsjob, mens børn med ben i middelklassen eller derunder i højere grad tjener deres egne penge, viser en ny undersøgelse.

Derudover viser undersøgelsen, at der er en sammenhæng mellem stigning i afgangskarakter og dét at have fritidsarbejde. Men det handler slet ikke om karakterer endsige uddannelse. Det drejer sig om, at det efter min bedste overbevisning er vigtigt for unge at lære at passe et arbejde.

Jeg siger ikke, at fritidsjob er en eksistentiel sprøjte mod det stigende mismod. Men jeg er overbevist om, at det for de fleste unge er grundlæggende sundt at have et fritidsarbejde

Vi taler meget om stress blandt unge, angst blandt vores børn, pres og præstation. Jeg siger ikke, at fritidsjob er en eksistentiel sprøjte mod det stigende mismod, for der spiller helt sikkert flere faktorer ind. Men jeg er overbevist om, at det for de fleste unge er grundlæggende sundt at have et fritidsarbejde – også selvom pligten til tider kan være sur.

Det ruster dem til, hvad de skal møde senere hen. Både ift. forventninger, men også ift. at lære at balancere arbejde, et socialt liv og en eventuel uddannelse. Det giver kompetencer som ansvarsbevidsthed og disciplin, og det lærer dem værdien af at arbejde for at tjene deres egne penge.

Som politiker vil jeg ikke blande mig i, hvordan forældre opdrager deres børn. Men som mor kan jeg meget klart sige, at det er min erfaring, at børn har godt af at prøve arbejdsmarkedet af med et ungdomsjob. Selv vil jeg nødig være min erfaring fra at være omdeler og alle mine andre ungdomsjob (og der er mange!) foruden.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 28. februar 2023)

Velkommen til “The Velfærdsmatrix”

Henrik Dahl
26. februar 2023

En absurd spændende film. Men hvor mange tør se den til ende?

Hvis jeg var styrtende rig, ville jeg købe rettighederne til at genindspille en dansk udgave af ”The Matrix”.

Som bekendt er plottet i den oprindelige ”The Matrix”, at alle mennesker lever inden i en simuleret virkelighed, der er skabt af selvstændigt tænkende maskiner. Kun en udvalgt gruppe af modstandsfolk har indsigten i, at det, folk opfatter som virkeligheden, er en simulation – og modet til at bekæmpe de superintelligente og superondskabsfulde maskiner.

Min danske udgave af ”The Matrix” skulle hedde ”The Velfærdsmatrix”.

I ”The Velfærdsmatrix” lever alle danskere inden i den simulerede virkelighed, at staten opkræver penge i skat og bruger disse penge på at løse opgaver, der er kritisk vigtige for samfundet.

I ”The Velfærdsmatrix” kan Forsvaret forsvare Danmark. Politiet kan opklare forbrydelser og bringe de skyldige for retten. De dømte kan sidde i et fængsel og afsone deres straf. I ”The Velfærdsmatrix” kan Postnord bringe breve og forsendelser fra A til B. DSB kan befordre mennesker fra A til B. Folkeskolen kan tage en flok søde, men uvidende, seksårige og i løbet af ni plus et år forvandle dem til vidende og indsigtsfulde unge mennesker.

De ved, at alt det, almindelige danskere tror er velfærdsvirkeligheden, i virkeligheden er facade og bullshit.

I ”The Velfærdsmatrix” er universiteterne travlt optaget med at nå frem til nye sandheder og forkaste de gamle ved hjælp af videnskabelige metoder. Beskæftigelsessystemet finder arbejde til de arbejdsløse. Hospitalerne gør de syge raske. Socialforsorgen gør de handlingslammede og dem, der har givet op, til herrer (og damer) i egen tilværelse. Integrationsministeriets mange projekter og initiativer gør udlændinge til patriotiske og loyale borgere.

Langt de fleste mennesker lever hele livet inden i ”The Velfærdsmatrix”. De er verdens lykkeligste folk og stemmer pligtskyldigt på et systembevarende parti efter eget valg hvert fjerde år.

Men en lille gruppe af skeptikere har altid følt, at der er noget galt. At de lever i en falsk og forstillet virkelighed, hvor alting ser godt ud. Men intet faktisk er det, når man kommer dybere ned i tingene.

I ”The Velfærdsmatrix” følger vi denne lille gruppe af skeptikere og modstandsfolk.

De ved, at alt det, almindelige danskere tror er velfærdsvirkeligheden, i virkeligheden er facade og bullshit.

Forsvaret kan ikke forsvare Danmark. Politiet er ikke i nærheden af at kunne opklare alle de forbrydelser, der bliver begået. Og godt det samme. For i fængslerne er der ikke engang plads til de få forbrydere, det faktisk lykkes for politiet at pågribe. Postnord har store udfordringer med at flytte ting fra A til B. Men ikke større, end DSB har med at flytte mennesker fra A til B. Og hvad folkeskolen angår, så mislykkes cirka hvert syvende forsøg på at lære børn og unge mennesker noget så eftertrykkeligt, at de efter endt skolegang dårligt kan tage vare på sig selv.

Store dele af universiteterne er blevet til venstreorienterede agitationsfabrikker, der skriver konklusionerne først og kuraterer data efterfølgende, så de passer. Beskæftigelsessystemet ser det ikke som sin hovedopgave at finde arbejde til folk. Hospitalerne er primært et tilbud til dem, der har et godt helbred – og ikke fejler noget, der kræver samarbejde mellem flere specialer. I socialforsorgen bruger man årligt 45 mia. kr. på udokumenterede indsatser. Og det er klart for enhver, der interesserer sig minimalt for indvandring, at i hundredtusindvis af indvandrere ikke føler sig som loyale og nyttige borgere i Danmark og næppe nogensinde kommer til det.

Så hvad går alle pengene i grunden til?

Det er et godt spørgsmål, der ikke er nogen, der kender det fulde svar på. Men de går blandt andet til dårlig ledelse og pseudoarbejde. Ligesom de går til at løse et hav af opgaver, der ikke er centrale for velfærdsstaten. Og så koster det ufattelige summer, at velfærdsstaten hele tiden taber fokus på det almene vel, fordi der er særinteresser, der skal sætte dagsordenerne og have procenter af omsætningen.

I genindspilningen ”The Velfærdsmatrix” er det ikke agent Smith, der forfølger Neo. I stedet er det en horde af løgnologer, der forfølger den lille gruppe af matrix-skeptikere med gaslighting og pseudovidenskabelige argumenter for, at intet i hele Danmark nogensinde kan være anderledes, end det er.

Der findes ikke noget, der hedder ”den frie vilje”. Der findes ikke noget, der hedder ”informerede valg”. Der findes ikke noget, der hedder ”bevidste prioriteringer”. Eller ”konsekvenser af egne valg”. Der findes ikke noget, der hedder ”ansvar”. Der findes ikke noget, der hedder ”intelligens”. Der findes ikke noget, der hedder ”moral”. Ja, det korte af det lange er, at hele det ideologiske og tankemæssige grundlag for et borgerligt samfund faktisk er en illusion. Den skyldes ene og alene falsk bevidsthed og manglende viden om forskningens seneste landvindinger.

Derfor bør enhver snak om ”The Velfærdsmatrix” forstumme. Den er ikke en illusion eller en masse bullshit. Den er bare sådan, som verden faktisk er – og bør være.

Jeg ser en fremragende film for mig. Om der er særlig mange danskere, der har nerver til at se den i biografen, er måske mere tvivlsomt.

(Kommentar udgivet i Jyllands-Posten d. 26. februar 2023)

Det Kina, vi troede, vi kendte, findes ikke længere

Henrik Dahl
22. februar 2023

Efter sikkerhedskonferencen i München i sidste uge meddelte den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, at der i USA herskede en alvorlig bekymring for, at Kina er på vej til at levere våben, som Rusland kan benytte i sin krig mod Ukraine.

I klar tekst betyder det, at Kina sandsynligvis har valgt at blande sig direkte i en militær konflikt uden for eget kontinent. Og ikke en hvilken som helst konflikt, men den mest intensive i Europa siden Anden Verdenskrig.

Holder de amerikanske formodninger, og Kina har valgt at bidrage aktivt til at destabilisere Europa, burde målet være fuldt. At en supermagt som Kina giver sig til aktivt at destabilisere et helt andet kontinent, end landet selv er beliggende i, må få alle ansvarlige mennesker her i Europa til at tænke, at de kinesisk-europæiske relationer er trådt ind i en fase, der kvalitativt adskiller sig fra den forrige.

Det er – for nu at sige det lige ud – en handling af så fjendtlig og destruktiv karakter, at det ikke under nogen omstændigheder kan forsvares eller forklares.

Men er der noget, der tyder på, at den politiske elite i Europa har fattet dette? Ikke meget – og så har jeg endda udtrykt mig høfligt.

Efter et møde fredag mellem den kinesiske seniordiplomat Wang Yi og den tyske kansler Olaf Scholz erklærede kansleren, at Tyskland agtede at udvide sit engagement i Kina. Med den begrundelse, at »stærke bånd mellem Tyskland og Kina og gensidige økonomiske fordele og handel er befordrende for global stabilitet og velstand«. Man tager sig til hovedet. Indtil virkeligheden for et år siden ramte Tyskland som et godstog i fuld fart, var det tyske energisamarbejde med Rusland også baseret på den håbløst naive idé, at stærke bånd mellem Tyskland og Rusland og gensidige økonomiske fordele og handel er befordrende for global stabilitet og velstand.

Det er sandt, at stærke bånd mellem liberale og demokratiske, markedsøkonomiske samfund er befordrende for global stabilitet og velstand. Men det er simpelthen ikke rigtigt, at forskellen er ens, hvis partneren er en diktaturstat, der har ondt i sinde. Det var Rusland – og det er Kina selvfølgelig også, hvis landet blander sig i en krig på vores kontinent.

Den globaliseringsideologi, Tyskland og Olaf Scholz er tilhænger af, er forkert og farlig, hvis den bygger på den antagelse, at gensidig, økonomisk afhængighed slet og ret skaber fred.

Gensidig, økonomisk afhængighed mellem liberale og demokratiske, markedsøkonomiske samfund skaber fred. Mens liberale og demokratiske, markedsøkonomiske samfund, der gør sig selv afhængige af fjendtligt indstillede diktaturstater, ene og alene svækker de demokratiske samfund.

Det viser eksemplet tysk afhængighed af russisk energi. Og det kommer eksemplet tysk afhængighed af kinesisk produktion og markedsadgang selvfølgelig også til at vise.

Hvis de politiske eliter i Vesten var deres ansvar bevidst, kastede de sig ud i et arbejde for at gennemføre en storstilet omlægning af globaliseringen. Så de dele af den, der underminerer vestlig selvstændighed og har potentiale til ødelægge den vestlige samfundsorden, bringes til ophør.

At vi i Danmark har tænkt os at forny partnerskabsaftalen med Kina fra 2008 uden seriøse overvejelser over nogen af de ting, der er anført ovenfor, illustrerer, hvor skødesløst en i egen selvforståelse ansvarlig regering kan optræde.

Enhver ansvarlig og velorienteret regering ville selvfølgelig sætte fornyelsen på pause.

Fordi det Kina, aftalen i sin tid blev indgået med, for længst er hørt op med at eksistere.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 22. februar 2023)

Opgaver som kantinedrift og rengøring skal lægges ud til private – tiden er løbet fra den offentlige altmuligmand

Lars-Christian Brask
20. februar 2023

Mange kommuner og regioner insisterer stadig på, at de både kan levere velfærd til borgerne og samtidig gøre rent, vaske tøj og slå græsset uden at høre private virksomheder, om de kunne løse sidstnævnte opgaver på en smartere måde.

Forestil dig et afsnit af »Løvens Hule« , hvor en håbefuld iværksætter træder frem foran investorerne og fortæller om sin nye virksomhed, der kan tilbyde alt fra affaldsindsamling, snerydning og rengøring til ældrepleje, undervisning og børnepasning – til skarpe priser og høj kvalitet over hele linjen.

Hvordan ville løverne reagere? Vores bud er, at de ville lade pengepungen være i lommen og i stedet råde iværksætterspiren til at fokusere menukortet ganske betydeligt. Man kan ikke være ekspert i det hele.

Alligevel udgør de førnævnte opgaver kun en mindre brøkdel af jobbeskrivelsen hos det, vi med rette kan betegne som den offentlige altmuligmand. I en tid med omfattende rekrutteringsudfordringer, prisstigninger og et tiltagende udgiftspres på de større velfærdsområder, insisterer ganske mange kommuner og regioner nemlig stadig på, at de både kan levere velfærd til borgerne og samtidig gøre rent, vaske tøj og slå græsset uden at høre private virksomheder, om de kunne løse sidstnævnte opgaver på en smartere måde.

Der er fortsat i 2023 massive forskelle mellem de enkelte kommuner og regioner, når det kommer til at konkurrenceudsætte de opgaver, som virksomhederne har naturlige fordele i at varetage. Ikke-borgernære opgaver som rengøring, kantinedrift og vaskeri bliver uden videre friholdt for konkurrence i årevis, så de eksisterende løsninger ikke bliver udfordret på kvalitet, pris, socialt ansvar, klimabelastning – you name it

To eksempler fra den regionale verden: Et politisk flertal i Region Sjælland vil hellere bruge mere end 200 millioner kroner på at bygge et nyt vaskeri på Holbæk Sygehus, end de vil trække på ekspertisen i den professionelle vaskeribranche. Og i Region Midtjylland har man valgt at hjemtage rengøringen på en række hospitaler, selvom man selv vurderer, at det bliver dyrere for skatteborgerne.

På statens område er det efterhånden flere årtier siden, at man lagde den konkurrence-forskrækkede indstilling på hylden. Her er man nemlig juridisk forpligtet til at markedsprøve samtlige udbudsegnede opgaver. Det statslige udbudscirkulære er skrevet ud fra den simple logik, at vi skylder skatteborgerne at sikre os, at opgaverne bliver løst så effektivt som muligt.

Den helt oplagte løsning er, at principperne fra det statslige udbudscirkulære også skal gælde kommuner og regioner. Beregninger fra Dansk Industri viser, at det kan frigøre op mod en milliard kroner, som i stedet kunne bruges på at løfte sundhedsvæsenet, plejehjemmene eller daginstitutionerne.

Overalt i den offentlige sektor er man lige nu på jagt efter tiltag, der kan frigøre tid og ressourcer til gavn for den borgernære velfærd. Set i det lys er det helt oplagt, at man i langt højere grad får overvejet, om flere af de opgaver, der ikke har med kernevelfærd at gøre, kan løses smartere ved at trække på virksomhedernes erfaring og knowhow

Tiden er kommet til, at vi én gang for alle sender den offentlige altmuligmand på pension og i stedet får en moderne offentlig sektor, der koncentrerer sig om kernevelfærden.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 20. februar 2023)