Debat Arkiv - Side 10 af 22 - Liberal Alliance

Henrik Dahl

11. februar 2022

Jeg tror ikke en døjt på venstrefløjen, når den bedyrer, at den helt principielt bekymrer sig for armslængdeprincippet og forskningsfriheden.

Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen vil nu ifølge et svar til SF’s Astrid Carøe indkalde partierne til drøftelser af en udvidelse af universiteternes formålsparagraf, så den også kommer til at omfatte bæredygtighed.

At Socialistisk Folkeparti på den måde vil blande sig i, hvad universiteterne forsker i, er et alvorligt angreb på armslængdeprincip, der normalt hyldes på venstrefløjen.

Her behøver jeg ikke gå længere end til Astrid Carøe selv. For hvad sagde hun, da Folketinget i maj 2021 diskuterede overdreven aktivisme på universiteterne: ”Vores helt klare kommentar i SF til den her debat er, at det først og fremmest er afgørende ikke at bryde med armslængdeprincippet”.

Det er det så alligevel ikke, når det kommer til at bestemme, hvad universiteterne i det hele taget skal forske i. For skriver man bæredygtighed ind i universiteternes formålsparagraf, vil det være en slags tjenesteforseelse, dersom de lokale ledelser ikke indtænker bæredygtighed i deres planlægning og øvrige gerning.

Man kan vist godt tillade sig at sige, at SF kun går ind for armslængdeprincippet engang imellem. For eksempel når et flertal i Folketinget end ikke vil blande sig i, hvordan der forskes i hvad på universiteterne – men ene og alene indskærper over for ledelserne, at de skal sikre sig bedst muligt imod usaglig politisering. Så er det rent ud sagt frygteligt, må man forstå. Mens et førergreb på alt, hvad der i det hele taget foregår – i form af en ændring af formålsparagraffen – bare er legitim politik og ikke noget, der har med beskyttelsen af armslængdeprincippet at gøre.

Kan man stole på Radikale Venstre, vil de være imod at blande sig i universiteternes indre liv og skrive bæredygtighed ind i formålsparagraffen. For ved samme debat om aktivisme, sagde deres forskningsordfører Stinus Lindgreen blandt andet: ”Jeg mener, at vores fremmeste opgave herinde er at sikre forskningsfriheden, at sikre universiteternes autonomi og ret til selv at vælge deres forskningsfelter”.

I virkeligheden er det en uskik, at den nuværende, danske universitetslov overhovedet har skrevet målsætninger som vækst og velfærd ind i formålsparagraffen. Det er tankegods fra den mest åndløse del af Anders Fogh-æraen.

Og heller ikke Enhedslisten bør tilslutte sig ændringen i formålsparagraffen. For – igen ved debatten om aktivisme – udpegede Pernille Skipper det som et problem, at Folketinget ”i mange år har overført flere og flere midler til strategiske forskningsmidler og mindre til basisforskning, og det betyder, at der bliver skruet bare en lille smule tættere på forskningen – en politisk styring – hvert evigt eneste år”. Det har Pernille Skipper sådan set ret i. Men så kan hendes parti da umuligt mene, at skruen med politisk styring skal have nok et par omdrejninger med en ændring af formålsparagraffen?

For at være helt ærlig: Jeg tror ikke en døjt på venstrefløjen, når den bedyrer, at den helt principielt bekymrer sig for armslængdeprincippet og forskningsfriheden.

Venstrefløjen bryder sig ikke om, at røde forskere, der bruger offentlige bevillinger og deres anseelse som forskere til at politisere og agitere under dække af, at de forsker sagligt og nøgternt, bliver ”outet” (som man siger på moderne dansk) og forsøgt kaldt til orden.

Men samtidig blander venstrefløjen sig meget gerne og meget detaljeret i, hvad universiteterne ellers foretager sig. For eksempel da Alternativets Christian Poll i 2019 kaldte den daværende forskningsminister Tommy Ahlers i samråd for at kræve, at der blev undervist i økonomi på en anden og rødere måde på universiteterne. Eller når venstrefløjen helt generelt bifalder, at universiteterne forfalder og gør sig selv til konsulenthuse for FN’s verdensmål.

I virkeligheden er det en uskik, at den nuværende, danske universitetslov overhovedet har skrevet målsætninger som vækst og velfærd ind i formålsparagraffen. Det er tankegods fra den mest åndløse del af Anders Fogh-æraen. Som Dansk Folkeparti med hædersmanden Jesper Langballe som ordfører oven i købet tog afstand fra, så flertallet måtte hentes hos blandt andet Socialdemokratiet.

Derfor er jeg fuldkommen enig med Emil Karlebjerg, når han på netmediet Kontrast blandt andet skriver: ”Vækst, velfærd, udvikling, bæredygtighed og FNs verdensmål har alle det tilfælles, at de er udtryk for mærkværdige top-down-målsætninger, som udelukkende baserer sig på, hvilke arbitrære politiske tendenser, som har gjort sig gældende i samfundet på et pågældende tidspunkt. Og den slags hører selvfølgelig ikke hjemme i formålsparagrafferne til landets højeste uddannelses- og forskningsinstitutioner.

Derfor mener jeg, at det borgerlige Danmark bør arbejde lige så hårdt for at skrive vækst, velfærd og udvikling ud af universitetsloven, som vi gør, når vi taler imod at skrive bæredygtighed og FN’s verdensmål ind i selvsamme”.

Man må håbe, at universitetsledelserne har den fornødne stamina til at gå imod regeringen og venstrefløjen. Seks danske universiteter (København, Aarhus, Aalborg, Roskilde, SDU og DTU) har siden 1998 skrevet under på det såkaldte Magna Charta Universitatum. Her hedder det blandt andet: ”Universitet[et], som fungerer i samfund, der på grund af forskelligartede geografiske betingelser og historiske forudsætninger er organiseret så forskelligt, er en selvstyrende institution, som på kritisk vis spiller en rolle som kulturbærer og –formidler inden for forskning og højere uddannelse. For at kunne være åben over for behovene i verden omkring det bør det være uafhængigt af enhver politisk, økonomisk og ideologisk magt”.

Vi får at se, hvad der sker. Men jeg er ikke alt for optimistisk. Venstrefløjen dyrker kun armslængdeprincippet og den akademiske frihed i det omfang, det tjener til at beskytte venstreorienterede forskere imod at blive afsløret som ideologer og manipulatorer. Står der andet på spil, er venstrefløjen altid de første til at begrænse den akademiske frihed og se bort fra armslængdeprincippet. Mens universiteternes ledelser – med få, hæderlige undtagelser – først og fremmest forekommer at være lydige lakajer for de til enhver tid siddende magthavere og den til enhver tid rådende tidsånd.

Der skal ikke flere tossede målsætninger ind i universiteternes formålsparagraf. Tværtimod: De frygtelige levn fra Fogh-æraens åndløshed og instrumentalisering skal ud. Sådan beskytter vi bedst den frie tanke og det frie universitet.

(Dette er et debatindlæg udgivet i Jyllandsposten d. 2. februar 2022)

Henrik Dahl

11. februar 2022

Man kan ikke undervise i liberalisme og forbigå i tavshed, at der i Danmark er to vigtige politiske strømninger, der hedder konservatisme og socialisme/socialdemokratisme. Det er simpelthen ikke rimeligt.

Forleden læste jeg en passage om den berømte politolog og Harvard-professor Samuel P. Huntington. Den lød således: »Bogen ”The Clash of Civilizations” udkom i 1996 og blev fra dag ét skudt ned af forskere som overfladisk, generaliserende, historisk mangelfuld og uvidenskabelig. Men efter angrebet på World Trade Center brød teorien for alvor gennem den folkelige lydmur med slagordet ”Islam mod Vesten”, der igen og igen blev bekræftet af medierne og bekymrede politikere. ”Islam mod Vesten” blev forstærket og udnyttet af især nationalistiske højrefløjsgrupperinger i deres politiske retorik og i arbejdet for at fremme egne politiske interesser: at begrænse den muslimske indvandring.«

Citatet stammer fra gymnasielærebogen ”Radikalisering og terrorisme”, der er skrevet af Ole Bjørn Petersen og Hans Henrik Fafner. Og det, der er problemet, er selvfølgelig, at det er så tendentiøst og forenklet, at det er lodret løgn.

Der er for eksempel ingen tvivl om, at bogen er værdig til at blive taget alvorligt. Ellers ville der ikke blive udgivet antologier og skrevet lærde artikler om den 25 år efter dens udgivelse. Der er heller ikke nogen tvivl om, at mange har misforstået bogen med vilje. Det kan man læse en fyldig gennemgang af her. Og så er der bare – hvis man som jeg har læst hele bogen fra ende til anden – ikke nogen tvivl om, at den handler om langt, langt mere end den vestlige verdens forhold til islam. At påstå det sidstnævnte er meget tæt på at være en falsk deklaration af, hvad der i det hele taget står i bogen. For eksempel har den prognoser for udviklingen i både Kina, Rusland og Ukraine, der i vore dage ikke kan kaldes andet ens skarpe og præcise. Ligesom den tager nogle forbehold i forhold til en østlig udvidelse af EU, der også er værd at læse igen i vore dage.

Mit egentlige ærinde er dog ikke at diskutere en enkelt uredelig lærebog. Verden skal nok bestå, selv om der bliver publiceret bras. Det har den i hvert fald gjort indtil nu.

Det, jeg gerne vil diskutere, er: Hvad gør vi som samfund ved indoktrinering i vores uddannelsessystem?

Det skal hverken være sådan, at Danmark skal indføre berufsverbot, eller at der skal være forhåndscensur af lærebøger. Og jeg gentager for de tungnemme: Det skal hverken være sådan, at Danmark skal indføre berufsverbot, eller at der skal være forhåndscensur af lærebøger.

Men der findes en ikke-nedskrevet præmis for, at forældre af enhver art kan overlade deres børn til det offentlige uddannelsessystem: at det optræder fair og afbalanceret og det, man i andre sammenhænge kalder ”ikke-konfessionelt”, i forhold til de børn og unge mennesker, forældrene har betroet til systemet.

Jeg har en nagende mistanke om, at tingene ikke er helt i orden i vores uddannelsessystem. Næret af mærkelige episoder, som da jeg for et stykke tid siden fik besøg af en gymnasieklasse. Her havde en stor del af klassen tilsyneladende den opfattelse, at kvinder tjente mindre end mænd, der udførte det samme arbejde.

Man kan ikke undervise i liberalisme og forbigå i tavshed, at der i Danmark er to vigtige politiske strømninger, der hedder konservatisme og socialisme/socialdemokratisme. Det er simpelthen ikke rimeligt, hvis målet er at give børnene en fair og afbalanceret og ikke-konfessionel undervisning.

Man kan ikke fremstille nogle legitime politiske synspunkter som værende andre legitime synspunkter moralsk overlegne. Det er ikke acceptabelt (selv om det i min bog er OK at sige, at f.eks. nazisme og kommunisme har ført til de groveste forbrydelser mod menneskeheden).

Man kan ikke undervise i et kontroversielt synspunkt uden at sige, at det er kontroversielt. For eksempel er det ikke i orden at sige, at kønnet er en social konstruktion uden at gennemgå argumenterne imod lige så seriøst, som man gennemgår argumenterne for.

Jeg har en nagende mistanke om, at tingene ikke er helt i orden i vores uddannelsessystem. Næret af mærkelige episoder, som da jeg for et stykke tid siden fik besøg af en gymnasieklasse. Her havde en stor del af klassen tilsyneladende den opfattelse, at kvinder tjente mindre end mænd, der udførte det samme arbejde. Jeg gik imod opfattelsen ved at påpege noget, der er 100 pct. sandt: at klassens to kvindelige lektorer ned på sidste øre fik det samme i løn som en mandlig kollega med tilsvarende anciennitet og tilsvarende funktioner på skolen.

Men hvordan kan det ske? Hvordan kan klassen ende med at få noget at vide, som ikke engang holder vand, hvis lærerne bliver bedt om noget så banalt som at vise deres egne lønsedler frem og sammenligne med deres mandlige kolleger.

Jeg synes i princippet, det er i orden, at flertallet af medarbejdere ved alle dannelsesinstitutioner (skoler, gymnasier, universiteter, højskoler, kirker og lignende) er venstreorienterede. Men det fordrer en vis professionalisme. Selv om man har en given holdning, skal man ikke missionere for den, når man underviser. Der skal man være fair og afbalanceret og lade være med at slippe egne holdninger løs i klassen.

Men jeg tror, tiden er kommet til, at der for det første udarbejdes en eller anden form for kodeks for fair og afbalanceret undervisning. Bedst selvfølgelig af lærernes egne faglige organisationer.

Jeg tror også, tiden er kommet til noget mere transparens med hensyn til, hvad der faktisk undervises i på skoler rundtomkring. Hvis der anvendes materiale af en aktivistisk ngo som for eksempel Sex & Samfund eller Normstormeren, skal det tydeligt deklareres. Desuden: Materiale fra aktivistiske ngo’er burde som en selvfølge ikke stå alene. Det bør nødvendigvis afbalanceres med andet materiale, der ikke har det samme udgangspunkt.

Endelig tror jeg, det bør være muligt, at man som forælder eller som ældre elev kan blive hørt og taget alvorligt, hvis man har den opfattelse, at der bliver manipuleret eller indoktrineret i skolen.

Hvorfor kan man ikke indberette til et eller andet officielt organ, at den citerede lærebogspassage er fuld af fup? Så ville man som elev eller forælder kunne se, at der faktisk har været klager over en given bog. Man ville – afhængig af, hvordan systemet bliver udformet – kunne se noget om, hvad der er sket med klagen. Og man ville kunne spørge sin lokale institution om, hvordan man i undervisningen afbalancerer bøger, der helt åbenlyst er ensidige eller fordrejer tingene.

Spørgsmålet om indoktrinering i vores dannelsesinstitutioner kan helt sikkert gribes an på mange måder. Men en ting er sikker: Det er en debat, vi bliver nødt til at tage. Der sker formentlig allerede for meget, der ikke tåler dagens lys.

(Dette er et debatindlæg udgivet i Jyllandsposten d. 10. februar 2022)

Alex Vanopslagh

11. februar 2022

Det er på tide at bryde tabuet om forsikringers rolle i fremtidens velfærdssamfund.

Nogle gange er det som om, at Christiansborgs mure ikke bare er tykke, men direkte fungerer som en form for energiskjold, der holder politisk ubekvemme sandheder ude – nogle emner er bare et tabu, uanset hvor meget, virkeligheden banker på.

Et sådant emne er al snak om at lade forsikringer spille en større rolle i fremtidens velfærdssamfund.

Bringer man det emne på banen, bliver det straks fejet af banen, og man får skudt i skoene, at man vil have et A- og et B-hold i velfærden – og ødelægge »den universelle velfærdsmodel«.

Men der ER jo allerede et A- og et B-hold i velfærden. Der er dem, der kan springe køen til det offentlige sygehus over, fordi de har en sundhedsforsikring. Der er dem, der har råd til at få ekstra pleje i deres alderdom – og til at bo et andet sted end det, det kommunale lotteri tildeler dem. Og så er der alle de andre, der ikke har forsikret sig eller ikke kan betale ekstra.

Vi står ikke med valget mellem et A- og B-hold og så den universelle velfærdsmodel. Vi står med valget mellem et stort A-hold og et stort B-hold.

Sådan er uligheden nemlig i den såkaldt universelle velfærdsmodel: De velstillede kan tilpasse deres velfærd til deres ønsker og behov, og de dårligt stillede er henvist til kasseløsninger. Og hvad er så de rødes løsning på dette? At bekæmpe A-holdet, så flest muligt kommer på B-holdet. Her er min og Liberal Alliances holdning den omvendte: Lad os få så mange som muligt med på A-holdet!

Flere pensionsselskaber planlægger for tiden at tilbyde egentlige plejeforsikringer, som sikrer, at pensionister i alderdommen kan få ekstra pleje, omsorg og adgang til ældreboliger – Tryg har allerede lanceret sin, og interessen er stor.

Torben Möger Pedersen, direktør for pensionskassen PensionDanmark, skitserer fremtidens velfærd således: »I velfærdssamfundets version 2.0 sparer man mere op, forsikrer sig og betaler selv for de ydelser, man gerne vil have, ud over den velfærd, som det offentlige leverer. (…) Den gamle version var 100 procent skattefinansieret, og leverandøren af ydelserne var offentlige institutioner. Den nye version er i højere grad privat, men solidarisk finansieret gennem obligatoriske opsparingsordninger.«

Möger er jo ikke politiker, så han kan tale ærligt og behøver ikke at bilde nogen ind, at vi kan opretholde samme serviceniveau, når der eksempelvis allerede om ti år vil være en kvart million flere danskere over 60, heriblandt 160.000 af dem over 80 år.

Men alt det her gør som sagt ikke indtryk på Christiansborg – selvom vi faktisk har klaret det før. I 80erne blev det klart, at det offentlige ikke ville kunne levere tilstrækkelig pension til at alle i fremtiden, så derfor fik vi arbejdsmarkedspensionerne. Det var kontroversielt dengang, men alle er i dag enige om, at det var en god idé.

Også selvom det har skabt et A- og et B-hold i pensionsopsparinger og betydet et opgør med den universelle velfærdsmodel på præcis den måde, som man er så bange for ved at lade forsikringer spille en større rolle i velfærden.

Skrabede offentlige standardløsninger
Men hvorfor er man dog så bange for det? Er det virkelig bedre, at det offentlige påtager sig velfærdsudgifter hele vejen til en statsbankerot, og at man lænker folk til skrabede offentlige standardløsninger, end at man tilskynder folk til at forsikre sig, fordi det vil skabe en vis ulighed?

Jeg har det grundlæggende sådan, at det altid bør tiljubles og tilskyndes, at mennesker tager ansvar for sig selv og ikke mindst deres fremtid og tryghed – jeg foretrækker ulighed og ansvar over lighed og afhængighed. Det er en ulykke for den enkelte at være afhængig af politikernes gavmildhed i sin alderdom, og det er en ulykke for skatteyderne, der skal finansiere det.

Og jeg tør godt sige det åbent og ærligt: Forsikringssamfundet er her allerede – og jeg synes, at flere burde være med.

Liberal Alliance har tidligere foreslået en skattefri velfærdskonto, som man kunne betale ind til som et supplement til sin alderdom, og vi burde kigge på at gøre forskellige slags velfærdsforsikringer mere fordelagtige. Vi burde genindføre skattefradraget for private sundhedsforsikringer, som hjalp utroligt mange danskere gennem sygdom og utryghed tilbage i 00erne.

Lad os dog række danskerne, som de er flest, en hjælpende hånd til at komme med på forsikringssamfundets A-hold, hvor man tager ansvar for sin egen tryghed. Alternativet er, at de er henvist til et B-hold af utryghed og skrabede løsninger.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 31. januar 2022)

Henrik Dahl

11. februar 2022

Det har udløst en betydelig debat, at præsten Michael Olesen Høj, der netop er blevet indsat i et embede i Hedensted, ikke vil foretage vielser af homoseksuelle eller fraskilte.

Lad mig i min egenskab af kirkeordfører prøve at sætte sagen i et politisk perspektiv.

Forfatningsmæssigt er folkekirken noget roderi. Det hænger sammen med, at grundloven helt siden 1849 har haft en paragraf, der aldrig er blevet udmøntet. I den nuværende grundlov er det paragraf 66, som siger, at folkekirkens forfatning ordnes ved lov.

Ideen med paragraf 66 er, at folkekirken bør have et samlet og afklaret forhold til staten, og at dette forhold bør være præget af en betydelig frihed. Men ingen har nogensinde fået skrevet og vedtaget en kirkeforfatning. Derfor kører folkekirken på – om føje år – tredje århundrede uden at have andet at rette sig efter end skik og brug samt partikulær lovgivning om alskens praktiske ting.

Men afgørende for mig er det, at magten i folkekirken udgår fra folket. Det vil sige: Den udgår ikke fra regering eller folketing. Ej heller fra en ærkebiskop eller en synode af biskopper. I praksis skal folket forstås som den konkrete kirkes menighed, hvad der vil sige dens menighedsråd.

Det betyder, at regeringen eller Folketinget kun i meget begrænset omfang kan udstede ordrer til folkekirkens præster. Og specielt hvad angår spørgsmål om selve den kristne lære, skal regering og folketing være yderst tilbageholdende. Skulle der opstå problemer på det område, er det først provst og siden biskop, der har påtalemyndigheden.

Eftersom folkekirken ikke er en banal styrelse under Kirkeministeriet, ville det på en helt grundlæggende måde være forkert, hvis regering og folketing blandede sig i, hvem den gode menighed i Hedensted ønsker at have som præst. Ligesom det ville være grundlæggende forkert, hvis regeringen eller Folketinget blandede sig i, hvad der skal betragtes som den rette udlægning af den kristne lære.

Den danske folkekirke har et meget grundfæstet hjemmestyre. Og det skal den blive ved med at have.

Men hvis vi løfter os op over det statsretslige, er der også mere alvorlige grunde til, at jeg ikke vil blande mig i, hvem de enkelte menigheder ønsker at have som deres præst.

Mange mennesker forstår ikke religion, og i den forstand kan man sige, at vi i Danmark har nogle af de dårligste ateister, man kan forestille sig. Som hovedregel ved de end ikke, hvad det er, de ikke tror på.

Hvis man ikke kan forstå, at religion handler om liv og død, og at religion er den dybeste alvor for den troende, vil jeg derfor opfordre til, at man i erkendelse af egne begrænsninger undlader at lufte alt for skråsikre meninger. Ligesom jeg med den største respekt ville opfordre en person, der var født blind, til at lade være med at belære mig om farver.

Folkekirken er ikke en del af den offentlige sektor. Det har blandt andet som sin konsekvens, at den hverken kan eller bør indrette sig på, hvad moden eller tidsånden finder det for godt at mene. Det er ikke brugerne eller borgerne, der har det sidste ord i religiøse spørgsmål. Det er de hellige skrifter og de bedst mulige fortolkninger af dem – som kyndige og sandhedssøgende mennesker formår at nå frem til.

Jeg tænker nogle gange over, hvad det mest ugudelige, man kan forestille sig, egentlig er. Og jeg tror, det er at bære nag.

Men hvis jeg ikke må vælge det svar, vil jeg sige, at så må det være at kommandere med Vorherre og fortolkningen af de hellige skrifter i tidsåndens navn. I andre kulturer hedder det hybris.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 9. februar 2022)

Henrik Dahl

8. februar 2022

Vi står nu i den vestlige verden med en konflikt, vi ikke har bedt om. Det betyder, at vi bør sige fra over for de venstreorienterede eliters selvhad. Vores civilisation er den bedste. Derfor er den absolut værd at forsvare.

Jeg kender ingen bog om fremtiden for geopolitikken efter Den Kolde Krig, der er mere indsigtsfuld end Samuel Huntingtons bog ”Civilisationernes sammenstød”.

Der findes alle mulige grunde – de fleste præget af politisk korrekthed – til at tage afstand fra Huntingtons forestilling om en verden opdelt i distinkte civilisationer. Og der findes bestemt fejl og mangler i hans bog. Et kvart århundrede efter at værket oprindelig udkom, må man bare sige: Dets forventninger til, hvordan verden vil udvikle sig efter Den Kolde Krig, har vist sig at være særdeles præcise.

Huntington mente, at Kina ikke ville blive liberalt og købe ind på for eksempel menneskerettighederne. Det har vist sig at være fuldkommen rigtigt. Huntington mente, at Rusland ikke var en del af Vesten, og at landet derfor ikke ville melde sig ind i den vestlige verden. Det har vist sig at være fuldkommen rigtigt (Huntington mente sågar, at Ukraine ville blive skueplads for en skærpet konflikt mellem Rusland og Vesten – det var skarpt set i 1996). Huntington mente, at den islamiske verden havde det, han selv kaldte »blodige grænser«, og selvfølgelig ikke ville blive vestligt orienteret. Det var ligeledes fuldstændig rigtigt. Han så ikke et afrikansk kontinent med stabile stater for sig. Nok den letteste forudsigelse. Men ikke desto mindre sandt.

Og derfor var hans konklusion: I fremtiden vil hovedkonflikten blive Vesten mod resten.

Med den anti-liberale alliance mellem Rusland og Kina, som blev annonceret for få dage siden, må man sige: Det er der, vi nu er. Så hvor stiller det Vesten?

Globaliseringen, som vi kender den, vil helt sikkert ændre sig i årene, der kommer. Fordi den hviler på liberale traktater og aftaler, som Rusland og Kina kommer til at udfordre.

Jeg hører til dem, der mener, at den vestlige samfundsmodel er alle andre samfundsmodeller moralsk overlegen. Det skal forstås på den måde, at der ikke er nogen samfundsmodeller, der behandler mindretal bedre. Der behandler de svage bedre. Der behandler de fattige bedre. Eller som behandler personer, der afviger fra normen, bedre.

Det betyder ikke, at det til hver en tid er en rosenrød fornøjelse at tilhøre et mindretal; at være svag; at være fattig eller at afvige fra normen. Det betyder, at alle andre steder er det langt værre. Fordi man i mange tilfælde end ikke har en norm om, at man bør opføre sig ordentligt over for de grupper, jeg har nævnt.

Derfor hører jeg også til blandt dem, der bliver en anelse trætte af at lytte til alt det vestlige selvhad, der først og fremmest udgår fra den venstreorienterede intelligentsia i Vesten. Det er og bliver et forsøg på at skabe misnøje, når man taler vores samfundsmodel og de normer, den bygger på, så meget ned, som tilfældet er.

Men den vestlige samfundsmodel er ikke bare alle andre samfundsmodeller moralsk overlegen. Den er også alle andre samfundsmodeller overlegen, når det gælder videnskab, teknologi og sofistikeret erkendelse i det hele taget. Der findes lande uden for det historiske vesten, der har taget vores teknologi og videnskab til sig. Men der er kun en måde, man kan få det fulde udbytte af vestlig teknologi og videnskab: ved at bøje sig 100 pct. for dens præmisser. Det er simpelthen ikke muligt at bygge en flyvemaskine eller en computer eller en MR-scanner ved hjælp af andre principper end de vestlige. Længere er sagen ikke.

Og igen: Her bliver jeg virkelig træt af at høre på venstreorienterede selvhadere, som påstår, at der er noget odiøst ved vores teknik, videnskab og øvrige erkendelse. Vores teknik, videnskab og øvrige erkendelse har historisk været drevet frem af hvide mænd. Men det gør den hverken hvid eller maskulin i sig selv. Det var en historisk fejl, at gode uddannelser før det 20. århundrede var lukkede for andre end hvide mænd. Men den er for længst rettet. Fordi de hvide mænd i mere end 100 år har ment, at tingenes tilstand før cirka år 1900 ikke var i orden på disse punkter.

Vores teknologi, videnskab og erkendelse er åben for alle, der bøjer sig for dens fuldstændig farveblinde principper om logik og rationalitet. Uanset hvilket køn de har, eller hvilken etnisk baggrund de har. Alle kan være med. Det kræver bare, at de gør en indsats.

Vi står nu i den vestlige verden med en konflikt, vi ikke har bedt om. Det betyder – som jeg allerede har været inde på – at vi børe sige fra over for de venstreorienterede eliters selvhad. Vores civilisation er den bedste. Derfor er den absolut værd at forsvare.

Forsvaret bør ikke være naivt, som de var de første årtier af dette århundrede: Det giver ikke mening for den vestlige verden at påtvinge lande uden for det historiske Vesten vores samfundsmodel med våbenmagt. Men omvendt: Vi skal heller ikke give indrømmelser til lande uden for den vestlige kulturkreds. Vi skal ikke rette os efter regler og principper, der ikke udspringer af en vestlig måde at tænke på. De ikke-liberale lande skal undlade at blande sig i, hvad borgerne tænker og siger her i det liberale Vesten.

Jeg tror ikke, fremtiden bliver let. For når sandheden skal frem: Der har faktisk ikke været noget land i Europa, der med voldsomme trusler om anvendelse af våben forsøgte at gennemtvinge en geopolitisk nyordning af kontinentet siden Tyskland i 1930’erne. Det er der, vi er. Og det kan man lige så godt sige højt.

Og der har heller ikke været et land i Asien siden Japan i 1930’erne, der havde så travlt med at ændre på den regionale geopolitik, som Kina har i dag. Alene påstanden om, at Det Sydkinesiske Hav i sin helhed er kinesisk territorialfarvand, er så på en og samme tid latterlig og foruroligende, at der kunne skrives bindstærke værker om det.

Globaliseringen, som vi kender den, vil helt sikkert ændre sig i årene, der kommer. Fordi den hviler på liberale traktater og aftaler, som Rusland og Kina kommer til at udfordre.

Men det første, vi skal gøre, er ikke at opruste militært. Det er at opruste på det åndelige plan. Ved at erkende, at vores samfundsmodel er helt enestående god og helt igennem værd at kæmpe for.

(Dette er et debatindlæg udgivet i Jyllandsposten d. 7. februar 2022)

Alex Vanopslagh

3. februar 2022

Er det fælles borgerlige udspil om udenlandsk arbejdskraft racistisk? I så fald er vores system vitterligt strukturelt racistisk.

Liberal Alliance, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige står sammen om et udspil om, at der skal gælde en lavere beløbsordning for udlændinge, der vil arbejde i Danmark, som kommer fra lande, som EU har et visumsammenarbejde med. Det har fået en lang række debattører til at trække racismekortet og beskylde os for at sælge ud af liberale værdier.

Når folk fra udvalgte lande skal have særlig let adgang til at komme til Danmark, er det et udtryk for diskrimination på baggrund af religion og herkomst, lyder analysen. Og det er jo rødglødende racisme, må man forstå. Men kender de overhovedet vores nuværende system?

Er man født dansker, er det utrolig let at tage ophold i Danmark. Tilhører man det danske mindretal i fx Sydslesvig, så har vi en særlig let adgang til permanent opholdstilladelse. Nordiske statsborgere kan bosætte sig i Danmark uden visum eller opholdstilladelse. Som EU-borger fra fx Spanien er det lille bitte smule mere omstændigt, hvor man skal søge ophold som arbejdstager, selvstændig, studerende eller selvforsørgende. Men det er mest af alt en formalitet. Er man statsborger i et land uden for Europa, bliver tingene straks mere speget, og man skal altså til at leve op til kriterierne i en af de mange ordninger. Det kan fx være asyl, familiesammenføring, studieophold eller særlige erhvervsordninger.

Så hvis man vil til Danmark, gælder der et gradueret system af diskrimination baseret på folks herkomst. Det er i hvert fald ikke en udfordring for min liberalisme, at alverdens borgere ikke frit kan bosætte sig i Danmark. For det er jo den naturlige konsekvens af det modsatte synspunkt, hvor man ikke må diskriminere folk på baggrund af, hvor de kommer fra – sådan som vores kritikere åbenbart drømmer om.

Der er ikke noget fundamentalt problem i at sige, at adgangsbarrieren skal være lavere for en amerikaner end for en somalier. Det er ikke et udsalg af vores værdier. Men det er dårligt købmandskab. For som tilhængerne af udenlandsk arbejdskraft rigtig nok påpeger, så skaber den et gigantisk overskud i statskassen og i det danske samfund. Når det gælder de højtlønnede, som kan benytte beløbsordningen, viser seneste opgørelse, at de ca. 7.000 mennesker, som er på beløbsordningen, i gennemsnit lægger ca. 300.000 kr. om året mere i skatter, end de får i offentlige ydelser og services. De 7.000 mennesker giver altså danske politikere 2 mia. kr. mere at bruge på sygehuse, skoler og politibetjente. Det kræver ikke store matematikkundskaber at se fidusen i udenlandsk arbejdskraft.

Selvom tallene er så entydigt positive, har man de senere år lukket beløbsordningen af og ladet udlændinges ansøgninger sande til i årevis uden svar. Man har gjort alt for at undgå, at dygtige mennesker kommer til Danmark og bidrager til at skabe vækst og fremgang. Og det har virket. Antallet af mennesker i Danmark på beløbsordningen falder.

I Liberal Alliance vil vi gerne en anden vej. Vi synes, det skal være let at komme til Danmark, hvis man har noget at bidrage med. VI vil gerne have en mere nuanceret udlændingepolitik, hvor vi får skilt problemerne med en fejlslagen asylpolitik fra de meget positive erfaringer vi har med anden indvandring. Herunder danskeres familiesammenføring, udenlandske studerende og især udenlandsk arbejdskraft. Det allermest nuanceret udlændingepolitik er den politik, som tager stilling til det enkelte menneske.

Vi kan kun komme derhen, hvis vi er ærlige omkring, at indvandringen fra visse lande er gået meget dårligt. Det er fx ikke en stor gave, at der i de senere år er kommet 30.000 syrere til Danmark, som har meget dårlige forudsætninger for at begå sig i det danske samfund. Skal vi nogensinde derhen, hvor de fleste danskere kan se på en dygtig syrer, som en gevinst, så må vi også sørge for at der ikke kommer 30.000, hvor få bidrager.

I den bedste af alle verdener sænkede vi beløbsordningen for alle. Men det er der ikke opbakning til. Lige nu er der to kompromisforslag på bordet. Et rødt, som sænker for alle herkomster – men kun i 2 år, hvis ledigheden holder sig på et ekstremt lavt niveau, og hvor man sendes hjem igen efter senest fem år. Og et blåt forslag, som udelukker visse herkomster, men som til gengæld er permanent. Det sidste vil dog i praksis udelukke meget få kvalificerede ansøgere.

Så er der det røde forslag, som er så dårligt, at erhvervsorganisationer har frabedt sig det. Sjovt nok er det ikke et attraktivt tilbud at sige ”velkommen til Danmark, skrid hjem om fem år.” Det er et forslag, der operer i en parallelvirkelighed, hvor vi i Danmark kan håndplukke den arbejdskraft, vi har lyst til. Imens er virkeligheden den, at landene omkring os konkurrerer hårdt om at tilbyde attraktive forhold. Hvorfor skulle det egentlig være mere attraktivt for en kvalificeret udlænding at komme til Danmark under de her forhold? Skulle man designe en ordning, hvis formål var at være en fiasko, så er det her et meget godt bud.

Ude i virkeligheden venter virksomhederne stadig på løsninger, der kan skaffe mere arbejdskraft. De kommer til at vente forgæves. For det regerende flertal tager ikke behovet alvorligt. De har travlt med at beskylde de partier, som de ikke har valgt at lave en aftale med, for, ikke at ville gøre noget. Det er lidt komisk. Og det lukker døren for utallige velkvalificerede udlændinge.

(Dette er et debatindlæg udgivet i Politiken d. 3. februar 2022).

Henrik Dahl

2. februar 2022

Identitetspolitik bliver til erkendelsesteori. Konsekvensen er, at det klassiske ideal om universitetet bliver smidt på historiens mødding. Men ikke alene går idealet om alment anerkendte gyldighedskriterier tabt. Det gør også den åbne og kritiske diskussion.

Sidste år klagede en studerende ved RUC over artiklen ”Race, Gender, and Researcher Positionality Analysed Through Memory Work”. Klagen gik på, at artiklen benyttede sig af en tvivlsom forskningspraksis og blev efter udveksling af opklarende spørgsmål behandlet af universitetets forskningsetiske udvalg.

Klageren, der gerne vil være anonym, har givet mig adgang til besvarelsen og givet mig tilladelse til at citere fra den.

Omdrejningspunktet for klagen var, at artiklen benytter sig af den såkaldte ”autoetnografiske metode”. Og hvad er så det? Alt kan siges langt i videnskabens verden. Men udtrykt i korthed er det en metode, hvor forskeren benytter sin egen erindring og sine egne oplevelser som datagrundlag.

Hvis nogen bestrider, at subjektive udsagn kan godkendes som data, kan forskeren indtage krænkelsespositionen og sige, at det f.eks. er en kritik af selve forskerens eksistens som kvinde eller minoritet.

Jeg har tidligere henvist til en kronik af professor ved DPU Lars Qvortrup, der i 2021 blev bragt i Politiken. Her siger Qvortrup blandt andet: »Vi er nødt til at operere med og referere til alment gyldige gyldighedskriterier for videnskabelige udsagn. Gør vi ikke det, bryder idéen om universitetet sammen.

Det betyder ikke, at disse gyldighedskriterier er hugget i sten. De diskuteres løbende, og de ændres som følge af diskussionerne. Hvad der blev erklæret for sandt for 100 år siden, er ikke nødvendigvis sandt i dag. Men selve idealet holder vi fast i, og i vores forskning henholder vi os til de til enhver tid gældende kriterier.«

Det afgørende i passagen er: Videnskab er noget, der opererer med alment gyldige kriterier for videnskabelige udsagn. Ellers bryder idéen om universitetet sammen.

Længere fremme i kronikken forklarer Qvortrup, at netop den opfattelse af videnskab i dag er omstridt på universiteterne. Han skriver: »Allerede i 1988 udgav en kendt feministisk forsker en artikel om det, hun kaldte situated knowledges: Viden er afhængig af situationen forstået som den enkelte persons eller gruppes køn, race, sociale position osv.

Min viden er ikke din viden. Ja, selve idéen om alment anerkendte og gyldige kvalitetskriterier er undfanget af hvide, europæiske mænd og kan alene af den grund erklæres ugyldige. Det, der sker, er, at identitetspolitik bliver til erkendelsesteori. Konsekvensen er, at det klassiske ideal om universitetet bliver smidt på historiens mødding.

Men ikke alene går idealet om alment anerkendte gyldighedskriterier tabt. Det gør også den åbne og kritiske diskussion. For hvis viden knyttes sammen med personlig identitet, race og køn, vil kritik af viden blive opfattet som kritik af den pågældende persons identitet, race og/eller køn. Og hvis det sker, trækkes krænkelseskortet, for så opfattes kritik af videnskabelige udsagn som en kritik af den person, der har fremført udsagnet, eller af den gruppe, personen tilhører.«

Problemet ved det moderne universitet er altså, at det nogle steder har givet slip på selve idealet om, at videnskabelige påstande er påstande, forskersamfundet kan godkende ud fra et sæt af almene kriterier. Det, en forsker oplever, kan efter den ideologi, Qvortrup kritiserer, godt være sandt, uden at andre forskere kan efterprøve eller genkende det. Og hvad næsten værre er: Hvis nogen bestrider, at subjektive udsagn kan godkendes som data, kan forskeren indtage krænkelsespositionen og sige, at det f.eks. er en kritik af selve forskerens eksistens som kvinde eller minoritet.

Hvor ender dette skred i videnskaben, hvor rent subjektive udsagn godtages som videnskabelige. Jeg giver igen ordet til Qvortrup: Det ender med, at der er »nogle, der forkaster idealet om gentagelighed, reliabilitet, validitet eller troværdighed, fordi det angiveligt repræsenterer et ideologisk og normativt standpunkt«. Eller med andre ord: at universiteterne helt opgiver tanken om, at til et begreb om videnskabelighed hører, at andre forskere kan prøve udsagn efter, tage kritisk stilling til dem, tage stilling til, om de ud fra gængse, videnskabelige forestillinger holder vand og er til at stole på.

Det er klart, at klageren over artiklen ”Race, Gender, and Researcher Positionality Analysed Through Memory Work” har en pointe. For uden at henvise til Lars Qvortrup er det hans pointer, der bringes i spil: Autoetnografi er ikke en videnskabelig metode. Den forkaster nemlig – med Qvortrups egne ord – »idealet om gentagelighed, reliabilitet, validitet eller troværdighed«. Ingen kan jo for alvor efterprøve, hvad en forsker føler eller har oplevet engang i fortiden. Det kan være gengivet oprigtigt. Det kan være ærlige fejlerindringer. Men det kan også være manipulation og digt. Vi ved det ikke, og vi kommer aldrig til at vide det. Fordi metoden på forhånd udelukker det.

Men hvad gør Forskningsetisk Udvalg ved RUC?

Det svarer blandt andet klageren således: »Hvis man søger på ”autoethnography” i en anerkendt forsknings-søgemaskine, eksempelvis scholar.google.com, fremkommer hundredvis af artikler fra både konferencer og tidsskrifter, heriblandt rigtig mange publiceret i de bedste tidsskrifter inden for diverse forskningsområder. Endvidere er der dusinvis af artikler, som har tusindvis af citationer, der anvender autoetnografi som metode. Det kan derfor fuldstændig afvises at autoetnografi er ”uvidenskabelig”. Tværtimod ses det, at det i dag er en anerkendt metode inden for mange videnskabelige områder. Fsva. det andet klagepunkt om, at ”metoden under alle omstændigheder (er) udtryk for tvivlsom forskningspraksis”, kan dette også afvises fuldt og helt, alene ud fra hvor mange forskellige forskningsjournals og -forlag, der publicerer artikler, som har benyttet autoetnografi. Der er intet tvivlsomt ved metoden.«

Det siger den højeste, forskningsetiske autoritet ved RUC, hvorefter konklusionen bliver, at »Forskningsetisk Udvalg indstiller klagen over tilfælde af tvivlsom forskningspraksis til afvisning hos prorektor, da den vurderes at være åbenlyst grundløs.«

RUC – og hele den del af universitetsverdenen, der anerkender den såkaldte ”autoetnografiske metode” – har et kæmpe problem.

For det er aldeles ikke grundløst at kritisere anvendelsen til videnskabelig brug af personlige erindringer og følelser. Der er blandt andet en offentlig kritik af Lars Qvortrup at forholde sig til – og så kan man ikke længere sige »grundløst«, eftersom der findes mindst en grund.

Men skal vi ikke også være lidt mere ærlige?

Ethvert hæderligt og eftertænksomt menneske burde kunne indse, at personlige erindringer og følelser pr. definition ikke kan være basis for alment gyldige udsagn om den sociale verden.

Og hvorfor kan de ikke det?

Personlige erindringer og følelser kan ikke sige noget alment om den sociale verden, fordi de er usikre, og fordi de ikke kan kontrolleres. Husker forfatterne til den kritiserede artikel forkert? Eller har forfatterne digtet nogle erindringer, der passer ind i en politisk dagsorden? Eller er der faktisk noget om snakken?

Det kan ingen mennesker vide eller kontrollere eller prøve efter. Fordi det nu engang er sådan med personlige erindringer og følelser, at de hverken kan kontrolleres eller efterprøves.

Særligt vellykkede gengivelser af personlige erindringer og følelser kan man kalde ”lyrik” eller ”kunst” eller lignende. Men man kan aldrig nogensinde kalde dem videnskab. Fordi til videnskabelighed hører – som Lars Qvortrup så udmærket beskriver – at de øvrige medlemmer af forskersamfundet kan efterprøve og kritisere det, der bliver lagt frem, på et sagligt og transparent grundlag.

RUC’s afvisning af overhovedet at gå ind på, om det er acceptabelt at anvende den autoetnografiske metode, siger alt om, hvad der er galt ved de moderne universiteter i almindelighed og ved RUC i særdeleshed: Man kan ikke længere være sikker på, at der overhovedet er tale om videnskab. Det kan lige så godt være politik og aktivisme. Eller løgn og latin. Eller lyrik, der kan være interessant nok – men bare ikke kan diskuteres rationelt af andre forskere.

Og dermed er vi fremme ved den kerne, der virkelig truer RUC’s eksistens: Den dag, alting er videnskab, er der i virkeligheden ikke noget, der er videnskab.

Den dag, alting er videnskab, er RUC og de øvrige universiteter overflødige. Og så kan vi lige så godt lukke dem og bruge pengene på noget, der er mere fornuftigt. For eksempel at hæve det danske forsvarsbudget til 2 pct. af bruttonationalproduktet.

Henrik Dahl

2. februar 2022

SDU-rektor Jens Ringsmoses kronik i Berlingske er fremragende. Den viser, hvordan en ansvarlig universitetsledelse tænker og arbejder.

Det var en bemærkelsesværdig kronik, det stod at læse i papirudgaven af Berlingske i fredags. Den var forfattet af SDUs nye rektor, historikeren Jens Ringsmose, og handlede om akademisk frihed.

Ringsmose indleder med at sige, at universitetet som idé og institution har været en succes. Der har man skabt ny indsigt på en lang række områder, der er afgørende vigtige for menneskeheden: Matematik, fysik, kemi, medicin, for at nævne nogle eksempler. Men også inden for historie, filosofi, samfundsvidenskab, lingvistik, jura og de humanistiske discipliner.

Det er et vigtigt udgangspunkt, jeg er enig i. Det frie universitet er en unik vestlig opfindelse. Det findes alene i det historiske Vesten og i en lille gruppe af lande udenfor, som har valgt at indrette sig som de vestlige lande. I den forstand er universiteterne en af de afgørende samfundsinstitutioner, der gør os vesterlændinge til dem, vi er.

Ser man nærmere på de akademiske friheder, siger Ringsmose, at der er tre: Forskningsfriheden, undervisningsfriheden og debatfriheden. Og han tilføjer: De tre friheder bør både forstås som negative (frihed fra noget) og positive (frihed til noget). Det kan udlægges sådan, at vi politikere skal gøre det muligt faktisk at nyde de rettigheder, vi giver.

Det svære i debatten berører Ringsmose, når han i kronikken siger, at skønt friheden er principiel, findes der legitime begrænsninger. Det går for eksempel ikke an, hvis man forsker ved hjælp af umoralske metoder. Det er også legitimt at prioritere, eftersom ønskerne til nye projekter altid vil overstige det beløb, der er bevilget til forskning og undervisning.

En sidste ting, jeg vil trække frem fra kronikken, er bemærkningen om, at universiteternes forhold til omverdenen hviler på en uskrevet kontrakt: Friheden (og pengene) er givet på den betingelse, at universiteterne holder sig til sunde og respektable, videnskabelige metoder. Jeg kunne ikke være mere enig. Afsætter Folketinget penge til at bygge en vej på Fyn, og kan det efter et par år konstateres, at pengene er benyttet til at ansætte en masse konsulenter i København (mens de arme fynboer stadig må køre på underdimensionerede veje) er det ikke i orden. Ligesom det ikke er i orden, hvis Folketinget afsætter en sum penge til forskning, og det efter nogle år kan konstatere, at pengene er benyttet til politisk agitation uden, at der i begrebets egentlige forstand er blevet forsket for dem.

Sidste sommer havde vi i Danmark en voldsom debat om Folketingets såkaldte vedtagelse »V 137 Om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer«.

Den blev – navnlig af mennesker med anlæg for konspirationsteorier – udlagt som et voldsomt indgreb i den akademiske frihed.

Men det, vedtagelse V 137 faktisk sagde, var at grundprincippet for et universitet er akademisk selvregulering. Folketinget må – ligesom alle andre – gerne mene noget om universiteternes forskning. Men det er og bliver universiteterne selv, som bestemmer, hvad der forskes i og hvordan.

Det, der formentlig udløste vreden blandt nogle ansatte på universiteterne, var, at V 137 udtrykte nogle forventninger til universiteternes ledelser: De skal sørge for, at selvreguleringen fungerer i praksis. De skal forhindre aktivisme (at politik forklædes som videnskab). Og så skal de sikre sig en levende debat. Således, at ting, der bør kritiseres, faktisk bliver kritiseret.

Det er derfor, Jens Ringsmoses kronik er så fremragende. Den viser, hvordan en ansvarlig universitetsledelse tænker og arbejder. Jeg glæder mig til at se, hvad der kommer ud af det arbejde, der er sat i gang.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 28. januar 2022)

Henrik Dahl

21. januar 2022

Hvis jeg kunne bestemme, ville jeg kræve af alle MF’ere og alle fagforeningsformænd, at de ikke måtte fremføre deres foretrukne (tvangs)tanke ved næste møde.

Inden for ganske få dage har jeg været til to generelle debatter om nøglesektorer i samfundet: sundhedsvæsenet og folkeskolen.

Jeg ved desværre ikke, hvordan jeg skal få det sagt på en pæn måde. Så jeg vil bare sige det frimodigt og lige ud af posen: Det er deprimerende at høre på, hvad stort set alle nøglespillere inden for de to områder har at sige.

Det deprimerende ligger først og fremmest i, at uanset hvad der kommer frem af spændende oplysninger fra de eksperter, der holder oplæg, eller de bilag, man som optakt har kunnet fordybe sig i, så mener langt de fleste, at hvad der netop er lagt frem til diskussion, lige præcis bekræfter, hvad de allerede mente i forvejen.

Mener du i forvejen, at sundhedsvæsenet kun kan helbredes ved hjælp af store lønforhøjelser til sygeplejerskerne? Så bekræfter ethvert ekspertudsagn om sundhedsvæsenet, at sådan er det.

Mener du i forvejen, at det, der er brug for, er flere ansatte? Så bekræfter den seneste analyse, at flere skal ansættes.

Mener du i forvejen, at sundhedsvæsenet i mange år er blevet udsultet økonomisk? Så bekræfter ethvert ekspertudsagn, at der skal tilføres flere penge.

Når det gælder folkeskolen, står det ikke bedre til. Mener du i forvejen, at det eneste, der kan redde folkeskolen, er flere pædagoger, så vil enhver undersøgelse vise, at folkeskolen mangler pædagoger.

Mener du i forvejen, at folkeskolens redning er lavere klassekvotienter eller to-lærerordninger eller afskaffelse af karakterer, så er konklusionen på enhver rapport, der bliver fremlagt, at der skal lavere klassekvotienter og flere to-lærerordninger og færre karakterer til.

Det vidner jo alt sammen om en helt enestående og meget trist åndelig dovenskab blandt centrale beslutningstagere. Hvor ingen (undtagen mig, da jeg ikke tror, at hverken sundhedsvæsenet eller folkeskolen kan reddes ved at sænke topskatten) er i stand til at forestille sig andet, end at deres egne, enøjede analyser er fuldkomne. Og at selv de mest komplekse problemer kan løses ved at bringe den fikse idé i spil, der tilfældigvis har fundet vej til ens partiprogram.

For at være helt ærlig: Jeg tror ikke, at den generation af politikere og fagforeningsformænd, der har magten i dag, kan løse nogen af de alvorlige problemer, den offentlige sektor står overfor. Dertil er de simpelthen for mageligt anlagt. For vant til at kværne løs med deres forudfattede meninger foran et publikum, der uanset hvad klapper bevidstløst. I for dårlig vane med at tænke fordomsfrit og kritisk rationelt over komplekse problemstillinger.

At dømme efter, hvad jeg har hørt i nogle af landets fineste forsamlinger siden nytår, så står hverken sundhedsvæsenet eller folkeskolen til at redde. Fordi de beslutningstagere, der skal sammenfatte, hvad eksperterne lægger frem, og drage de bedst mulige konklusioner, er for sløve og for vanetænkende til at foreslå andet, end hvad de selv har ment de sidste mange år.

Det nytter nok ikke stort at gentage, hvad der står ovenfor. Så lad mig omformulere: Det er 100 pct. sikkert, at sundhedsvæsenet ikke som ved et mirakel kommer på ret køl, hvis sygeplejerskerne får en klækkelig lønforhøjelse, men alt andet forbliver business as usual. Det er 100 pct. sikkert, at sundhedsvæsenet ikke kommer på ret køl, hvis man tilfører det 25 eller 50 pct. større bevillinger, men i øvrigt fortsætter, som man plejer. Det er 100 pct. sikkert, at vi ikke får de læsesvage gjort læsestærke, hvis vi sænker klassekvotienten, men i øvrigt lader stå til. Ligesom det er 100 pct. sikkert, at vi aldrig nogensinde får brudt den sociale arv, hvis vi ikke vover at sige til eleverne, at udbyttet af skolegangen først og fremmest er noget, man selv er herre over.

Vi er kørt fast. Der er ikke noget, der ligner flertal for at sige: Lad os droppe fordommene og de fikse idéer. Lad os erkende, at ingen af os på egen hånd kan løse problemerne. Så lad os komme i gang med at gøre noget andet. Idet vi lover hinanden ikke at sige det mest tåbelige, politikere kan sige (og som de siger hele tiden): Når tingene ikke går efter hensigten, så skyldes det, at vi gør for lidt af det, der ikke virker.

Når tingene ikke går efter hensigten, så skyldes det med garanti, at vi gør for meget af noget, der ikke virker. Sådan som det er på alle andre områder af tilværelsen end politik. Lærer man ikke et klap af at lalle omkring, styret af sin egen (manglende) motivation? Så stop med at ordinere den medicin, at eleverne skal lalle omkring styret af egen (manglende) motivation. Bliver sundhedsvæsenet dårligere af en masse registrering, der skal gennemføres ved hjælp af dårlig it? Så lad (for helvede, havde jeg nær skrevet) være med at foreslå, at vi kan løse problemerne med mere registrering og mere dysfunktionel it.

Hvis jeg kunne bestemme, ville jeg kræve af alle MF’ere og alle fagforeningsformænd, at de ikke måtte fremføre deres foretrukne (tvangs)tanke ved næste møde. Men at de simpelthen skulle foreslå det, de troede var den næstvigtigste eller tredjevigtigste årsag til problemerne. Desuden ville jeg indføre en bødekasse: Det skal koste 1.000 kr. at sige, at årsagen til, at det går skidt, er, at vi gør for lidt af det, der forårsager ulykkerne.

Jeg er stensikker på, at den offentlige sektor ville gå en gylden fremtid i møde, hvis man fulgte disse få og enkle principper.

(Dette er en blog udgivet af Jyllands-Posten 20/01-2022)

Dan Jørgensens skræmmekampagne mod atomkraft er fordomsfuld og uoplyst

Armene bliver kortere og kortere i forskningspolitikken

Jeg tror ikke en døjt på venstrefløjen, når den bedyrer, at den helt principielt bekymrer sig for armslængdeprincippet og forskningsfriheden.

Derfor bliver vi nødt til at tale om indoktrinering igen

Man kan ikke undervise i liberalisme og forbigå i tavshed, at der i Danmark er to vigtige politiske strømninger, der hedder konservatisme og socialisme/socialdemokratisme. Det er simpelthen ikke rimeligt.

Forsikringssamfundet er her allerede – og flere burde være med

Det er på tide at bryde tabuet om forsikringers rolle i fremtidens velfærdssamfund.

Magten i folkekirken udgår fra folket – ikke Folketinget

Vesten er bedst. Og det skal vi forsvare

Vi står nu i den vestlige verden med en konflikt, vi ikke har bedt om. Det betyder, at vi bør sige fra over for de venstreorienterede eliters selvhad. Vores civilisation er den bedste. Derfor er den absolut værd at forsvare.

Brandudsalg af liberale værdier?

Er det fælles borgerlige udspil om udenlandsk arbejdskraft racistisk? I så fald er vores system vitterligt strukturelt racistisk.

Når alt er videnskab, er intet videnskab

Identitetspolitik bliver til erkendelsesteori. Konsekvensen er, at det klassiske ideal om universitetet bliver smidt på historiens mødding. Men ikke alene går idealet om alment anerkendte gyldighedskriterier tabt. Det gør også den åbne og kritiske diskussion.

SDUs rektor viser, hvordan en ansvarlig universitetsleder arbejder

SDU-rektor Jens Ringsmoses kronik i Berlingske er fremragende. Den viser, hvordan en ansvarlig universitetsledelse tænker og arbejder.

Vi skal holde op med at holde fest for fikse idéer

Hvis jeg kunne bestemme, ville jeg kræve af alle MF’ere og alle fagforeningsformænd, at de ikke måtte fremføre deres foretrukne (tvangs)tanke ved næste møde.