Vi skal have flere lyseslukkere i regeringskontorerne

Henrik Dahl
29. marts 2023

Alt for ofte bekræfter beslutningstagere sig selv i det, de allerede tror. Det er både dyrt og farligt.

Som en del af arbejdet med at udrede Danmarks indsats i Afghanistan mellem 2001 og 2021 holdt Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) tirsdag en konference på Christiansborg. Her øste en række tidligere ministre med ansvar for indsatsen af deres erfaringer, ligesom de nuværende udenrigsordførere havde mulighed for at dele deres overvejelser med publikum og svare på spørgsmål.

Det er yderst prisværdigt, at et flertal i Folketinget har besluttet udredningen, og at DIIS har taget opgaven på sig. Og lige så prisværdigt var det at indbyde til konferencen. Så stor ros til alle parter.

Den enkelte ting, der har gjort mest indtryk på mig, er, hvordan skiftende regeringers og skiftende ministres nøgterne bedømmelse af situationen i Afghanistan hele tiden forhindres af det, man kalder confirmation bias. Det vil sige en ikkerationel forkærlighed for oplysninger, der bekræfter ens handlinger eller den kurs, man har valgt at slå ind på.

Alle kender formentlig til confirmation bias. De fleste, der for eksempel har anskaffet sig en folkevogn eller et hus i Birkerød, vil i tiden derefter føle, at medierne flyder over med positive omtaler og vurderinger af folkevogne og Birkerød. Det er confirmation bias.

Ved konferencen fortalte adskillige ministre om, hvordan de udsendte til Afghanistan – hvad enten de udfyldte civile eller militære roller – igen og igen formidlede det indtryk, at projekterne gik godt, og at tingene bevægede sig fremad. Det førte til, at der i skiftende regeringer bredte sig det indtryk, at vel kunne der være hårde kampe i f.eks. Helmand, og vel kunne der være tilbageslag. Men alt i alt gav indsatsen mening og resultater.

Der var ved konferencen ingen, der bebrejdede de forskellige aktører i Afghanistan, at de var ramt af confirmation bias, og at de gennem selv at være ramt af fænomenet også skabte confirmation bias på Slotsholmen. Og jeg vil heller ikke bebrejde dem.

Konsekvensen blev imidlertid, at Danmark var alt for længe i Afghanistan. Senest, da Forsvaret i 2014 blev nødt til at trække sig ud af Helmand – i realiteten fordi den internationale styrke var for svag til den modstand, den mødte – skulle man have erkendt, at krigen ikke kunne vindes. Og at indsatserne derfor var uden strategisk mening. Alligevel gik der syv år, før Danmark tvunget af omstændighederne drog den konklusion.

Den vigtigste ting at lære for alle vestlige eliter og dermed også for den danske er, at eliter har en tilbøjelighed til at leve i ekkokamre eller informationsbobler.

Medmindre der udøves ekstraordinært god ledelse – og det gøres der som regel ikke – vil confirmation bias snige sig ind i elitens informationsboble. Og derfor vil den tage langt dårligere beslutninger, end den burde.

Tag tilfældet Hamid Karzai. Han var præsident for Afghanistan mellem 2002 og 2014. Akademisk uddannet i Pakistan. God til engelsk. God til at begå sig blandt vestlige politikere. Og bundhamrende korrupt.

I sine erindringer bruger Per Stig Møller (PSM) side op og side ned på at beskrive problemerne i Afghanistan i almindelighed og Karzais korruption i særdeleshed. Men selv om PSM fuldt ud har været klar over, at regeringen i Kabul ikke fungerede, og at regeringslederen var en af hovedårsagerne til dette, er det helt åbenbart ikke oplysninger, der er blevet filtreret videre til den allerøverste ledelse af den regering, PSM var medlem af. Og dermed heller ikke oplysninger, der har fået lov til at spille den rolle, de burde have spillet.

At opbygningen af en velfungerende afghansk stat efter vestligt forbillede aldrig nogensinde kunne lykkes, endte derfor med at blive en oplysning, der blev overdøvet af confirmation bias i skiftende danske regeringers informationsboble.

En af de måder, man kan beskytte sig imod confirmation bias, er at indlejre det i selve sin arbejdsform, at mennesker med varierende uddannelsesbaggrund og varierende erfaringer kommer til orde.

Hvorfor tillagde den danske elite ikke vurderinger fra historikere eller etnologer en større vægt, når det gjaldt Afghanistan? For der er ikke nogen tvivl om, at folk med den uddannelsesbaggrund både kunne have bidraget med vigtig viden om, hvor svært det er at erobre Afghanistan militært, og hvor utopisk det er at forestille sig en centralregering efter vestligt forbillede i et stammesamfund, hvor fremkommeligheden mellem landsdelene kan være besværlig.

Og hvorfor indarbejdede man ikke en eller anden form for ”djævelens advokater” i sin rutinemæssige arbejdsmetode?

Når det gælder noget så kritisk som at involvere sig selv i en krig, bør det indarbejdes i selve den daglige arbejdsform, at der på alle vigtige møder deltager mennesker, hvis bundne opgave det er at være pessimister og at udpege de svageste punkter ved enhver af de fremlagte planer.

Man kunne kalde den slags mennesker for ”lyseslukkere”. Og opfordre til, at der i forbindelse med ethvert større, offentligt projekt – krige, reformer og deslige – ansættes en passende mængde af lyseslukkere, gerne med rigtig mange stjerner på skuldrene, til at indgå i projektledelsen.

Der er masser af ting, der venter på at blive lært af nederlaget i Afghanistan. Uden tvivl vigtige alle sammen.

Men det absolut vigtigste er, at vi har brug for bedre eliter, end vi for tiden har. Mere fagligt og erfaringsmæssigt mangfoldige. Mere systematisk selvkritiske, end vi kender i dag. Med en langt bedre balance mellem optimisme og lyseslukkeri.

Indtil det sker, vil eliter altid ende med at blive forblændede af confirmation bias og fortsætte ad stier, de burde anerkende som vildveje.

(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 29. marts 2023)

Regeringen har valgt den mest dovne løsning for Forsvaret

Carsten Bach
29. marts 2023
Teknologi skal kompensere for manglende personel i Forsvaret.

Det står efterhånden klart for enhver, at Danmarks behov for et moderne og fremtidssikret forsvar er større end som så. Det er ganske enkelt nødvendigt for, at vi kan løse de opgaver, som Nato-alliancen, EU og vores vigtigste allierede forventer, at vi kan løse i tilfælde af krig eller kriser.

Hvad der til gengæld er uklart for de fleste, er, hvordan vi kommer derhen. For Forsvaret mangler arbejdskraft – og det er ikke bare lige sådan at skaffe.

Manglen på personel er desværre hverken et kortvarigt eller fremtidigt problem, men i stedet et både højaktuelt og langvarigt et af slagsen.

I Letland kan vi i dag ikke opretholde vores etablerede kampbataljon på 800 mand, fordi vi ikke har mandskab til opgaven, mens vi i 2024 ikke kan stille en division på 4.000 mand til en polstring af Natos beredskab, hvilket vi ellers har forpligtet os til.

Det gør det til en bunden opgave for ethvert politisk parti at overveje, hvordan vi kan sikre os et forsvar med kapacitet til at levere, når vi har brug for det. Og her bør manglen på personel være et bærende element.

Regeringen kigger desværre mod den mest dovne og illiberale af alle løsninger: mere tvang. Flere skal aftjene værnepligt, og sådan løses store dele af udfordringerne, må man forstå. Men kan regeringen tvinge sig til det bedste forsvar – og styrkes værnepligten rent faktisk gennem mere tvang? Det mener jeg ikke.

I stedet mener jeg, at frivillighed bør være vejen frem. For folk skal selv vælge Forsvaret til, hvis vi reelt skal engagere dem.

Vi ved, at unge i dag vægter det højt, at en arbejdsplads bruger ny teknologi og har moderne og tidssvarende arbejdsforhold. Og vi ved også, at Forsvaret ikke har nogen af delene. Den seneste evaluering, S-regeringens såkaldte kasseeftersyn, påviste betydelige efterslæb i forhold til it og digitalisering af Forsvarets områder, og hvad angår arbejdsforhold, må Forsvaret nok nærmest betegnes som samfundets sidste konservative bastion.

Når det kommer til kulturen, så er Forsvaret – for nu at sige det pænt – heller ikke altid fulgt med det øvrige samfunds udvikling. Og af de grunde er det mildest talt ikke attraktivt nok at vælge den grønne uniform til.

Derfor mener jeg, at vi i stedet for at satse på tvang bør arbejde på en højteknologisk udvikling af Forsvaret, så vi kan tiltrække nye unge og kompensere for dem, vi ikke kan få.

Det danske forsvar skal i samarbejde med universiteterne og industrien være førende i EU på områder som militærteknologi, forskning og udvikling. Derfor skal vi have en større andel i EU’s forsvarsfond, og i EU-regi skal vi indgå i samarbejdsrelationer om den nyeste teknologiske udvikling som f. eks. Eurodronen. Og så skal vi selvfølgelig indgå samarbejde med verdens bedste leverandører af militært isenkram og teknologi og lade danske enheder teste og videreudvikle systemerne. Akkurat som vi har gjort med F-35-flyene.

På den måde kan vi forhåbentlig finde flere unge, der vil finde det spændende at operere med hypermoderne undervandsrobotter i Søværnet, avancerede droner i infanterigruppen eller meget akkurat rumteknologi og satellitovervågning i Flyvevåbnet. For ikke at tale om integration af kunstig intelligens og kvantecomputere til databehandling på kamppladsen. Forsvaret skal altså være en moderne, højteknologisk organisation, der kan tilbyde en fremtidssikret karriere med mulighed for udvikling og merit til det civile erhvervsliv.

Det er i 2020′ erne opskriften på at tiltrække de unge. En opskrift, man allerede har fulgt på IT-Universitetet, hvilket har resulteret i et markant højere ansøgertal – og at mange flere kvinder har søgt ind. Det bør vi lade os inspirere af, så vi i en ny, moderne og højteknologisk tidsalder i Forsvaret kan løse de opgaver, vi skal kunne løse.

(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 29. marts 2023)

Den, som præger de nye generationer, skaber fremtiden

Ole Birk Olesen
29. marts 2023

Under folketingsvalgkampen i november mødte jeg især to aldersgrupper, som overstrømmende roste Liberal Alliances indsats: Der var de unge, som i mangel på Alex Vanopslaghs tilstedeværelse gerne ville tage selfie’er sammen med ham med skægget, som de også havde set på tv, men vist ikke altid kunne huske navnet på.

Og så var der min egen generation, forældrene, som gav udtryk for stor taknemmelighed for, at Alex Vanopslagh og Liberal Alliance havde formået at inspirere familiens næste led til at tolke og anskue politik gennem et liberalt prisme fremfor et rødt.

Skønt vi moderne, blå forældre hylder de unges selvstændige stillingtagen, så ligger frygten der jo: Vil de tilslutte sig Pelle Dragsteds vision om kollektivisering af private virksomheder? Vil det gå så galt, at de bilder sig ind, at et fagforeningsinteressevaretagende Socialdemokratiet er det bedste, vi kan opnå for Danmark? Eller at den karrierebefordrende hellighed, som De Radikale tilbyder, ikke kun er et svar på private, men også samfundets udfordringer? De blå forældre åndede lettede op i valgkampen. Én partileder havde påtaget sig opgaven med at præsentere liberale principper på en måde, så de unge kunne se sig selv i dem: Alex Vanopslagh.

Bent Meier Sørensen er ikke glad for, at Alex Vanopslagh forleden blev overrakt Fonsmark-prisen af Berlingskes chefredaktør Tom Jensen. Man forestiller sig heller ikke, at der vil være samme glæde i Bent Meiers og hustru Ida Aukens hjem som i de borgerlige familiers, hvis børnene en dag kommer hjem og meddeler, at de er blevet medlemmer af Liberal Alliances Ungdom.

Han mener, at kåringen er blevet grundlagt ved Alex Vanopslaghs synlighed på det sociale medie TikTok, selvom han medgiver, at kun abonnenter på Berlingske kunne afgive stemme på, hvem der skulle modtage Fonsmark-prisen: »Uanset hvem Berlingske havde stillet op imod en politiker, hvis videoer på TikTok ses af mere end en halv million mennesker, ville de tabe. Nok har et fåtal af disse abonnement på Berlingske, men det har deres forældre,« skriver Bent Meier Sørensen.

Jeg læste Henning Fonsmarks »Historien om den danske utopi« og »Den suveræne dansker« i 1991, mens jeg endnu gik i gymnasiet. Det er nogle år siden, men jeg kan med sikkerhed slå fast: Henning Fonsmarks ærinde i den første af de to bøger var en redegørelse for og en kritik af de borgerlige partiers omfavnelse af den socialdemokratiske velfærdsstat, og i den anden af bøgerne leverede han selv det ideologiske skyts til at genoptage velfærdsstatskritikken.

Der stod absolut intet i bøgerne om, at kritikken af velfærdsstaten ikke måtte foregå på TikTok, og der er ingen grund til at tro, at Fonsmark, hvis han havde levet i dag, ville have været kræsen i forhold til de valgte medier til formidling af velfærdsstatskritik.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 29 marts. 2023)

Dannebrog på soldats uniform

Vi har brug for en højteknologisk modernisering af Forsvaret

Carsten Bach
28. marts 2023

Siden de første russiske kampvogne rullede over Ukraines grænser, har det stået klart for de fleste, at Danmark på kortere sigt end forventet har brug for et velfungerende forsvar.

For Putin er på krigsstien, og intet tyder på, at forårsfreden vil sænke sig over Europa i den kommende tid. Derfor er det afgørende, at vi fra politisk hold arbejder på at ruste forsvaret bedst muligt til den geopolitiske situation.

En af de største udfordringer for Forsvaret er i dag den samme som i så mange andre hjørner af samfundet – manglen på arbejdskraft. Et problem, vi desværre heller ikke her blot kan løse med et pennestrøg fra et flertal i Folketinget – og hvad værre er: Et problem, der har fået regeringen til at gribe til et af de mest dovne og illiberale tiltag i bogen. Mere tvungen værnepligt.

Men kan vi virkelig løse problemerne med manglende arbejdskraft i Forsvaret ved at tvinge ungdommen til at aftjene værnepligt? Det mener jeg ikke.

Tværtimod tror jeg på, at det bør være kvalificeret arbejdskraft baseret på frivillighed, som skal udgøre rygraden i Danmarks forsvar. Spørgsmålet er derfor, hvordan Forsvaret kan få den nødvendige arbejdskraft, uden at vi er nødt til at kaste ungdommens frihed på møddingen.

Vi ved, at mange unge efterspørger et job, der anvender ny teknologi og har moderne arbejdsforhold. Og vi ved også, at den seneste evaluering af området påviste betydelige efterslæb med hensyn til IT og digitalisering af Forsvarets arbejdsgange.

Som et lille land vil vi aldrig kunne konkurrere med verdens forsvarspolitiske sværvægtere, når det kommer til antallet af soldater i vores styrker, men med vores høje uddannelsesniveau og teknologiske know-how har vi muligheden for at slå over vores vægtklasse på anden vis.

Et øget samarbejde med universiteterne og industrien kan nemlig bidrage til at gøre det danske forsvar førende på områder som militærteknologi, forskning og udvikling. Derfor bør vi sørge for at få en større andel af EU’s forsvarsfond og indgå samarbejdsaftaler med de førende leverandører af militært isenkram, som danske enheder kan videreudvikle.

Initiativer som disse vil ikke blot lægge skinnerne til et moderne forsvar, der gør det muligt for os at leve op de forpligtelser, vi har overfor vores allierede.

De vil ligeledes fungere som et trækplaster for ambitiøse unge, der ønsker at anvende og udvikle fremtidens kunstige intelligens og kvantecomputere, arbejde med avancerede droner i infanteriet eller moderne rumteknologi og satellitovervågning i flyvevåbnet.

Så det er bare med at komme i gang. For med et stærkt og højteknologisk forsvar kan vi imødegå truslen fra Øst, leve op til vores Nato-forpligtelser og tiltrække kvalificeret og frivillig arbejdskraft. Helt uden regeringens tvungne værnepligt.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 28. marts 2023)

Regerin­gens første 100 dage er gået med stor ståhej for meget lidt

Alex Vanopslagh
24. marts 2023

Regeringens første 100 dage er gået med rigtig meget larm og meget få resultater, men misfoster-regeringen kan blive en lille succes.

Thomas Jefferson skulle engang have sagt, at den bedste regering er dén, der regerer mindst. Måler man med dén målestok, er SVM-regeringens første 100 dage en bragende succes. For den har larmet rigtig meget, men lavet utrolig lidt.

Men når historiebøgerne en dag skal skrives, kan dommen gå hen og blive både god eller dårlig. For regeringen har muligheden for at gøre endog virkelig meget godt på de store dagsordener, der martrer Danmark: At velfærdsstaten er skrantende, og vores samfund har en udbredt mangel på arbejdskraft.

I forhold til velfærdsstaten har regeringen den helt rigtige analyse. Kort sagt: Demografien, altså forholdet mellem danskere på arbejdsmarkedet og danskere udenfor, bliver mere og mere skæv, det bliver dyrere og dyrere at opretholde den samme service, og forventningerne til serviceniveau vokser og vokser. Det er præcis dét, jeg for fire år siden selv kaldte for “velfærdsstatens terminale fase”. Nu er det tydeligt selv for socialdemokraterne i regeringen.

Det rene candyfloss

Hvis regeringen blot vil nøjes med at frisætte den offentlige sektor fra krav og begrænsninger, kan den måske opnå nogle forbedringer, men til gengæld vil den også kaste velfærdsstaten tilbage i sine kroniske overvægtsproblemer, som var ved at dræbe den under Anker Jørgensen i 70’erne. Alle de trælse kontrolmekanismer og bureaukrati er nemlig sat i verden for at forhindre, at udgifterne vokser uhæmmet.

Der er imidlertid en bedre måde – hvis man ikke bare giver velfærden mere frihed, men også ansvar. Hvis man vil gøre det muligt for elendige velfærdstilbud at gå konkurs, at sikre borgerne reelt frit valg og adskille rollen som bestiller af velfærd og som leverandør, vil det være muligt at lave velfærdssamfundet 2.0.

Dét har regeringen faktisk mulighed for at gøre, og hvis den lykkes med dét, vil regeringen være en større succes end nogen regering, siden jeg var knejt.

Med den presserende mangel på arbejdskraft er ambitionerne jo gode nok – en forøgelse af arbejdsstyrken på 45.000 fuldtidspersoner (i 2030), hvilket er i liga med ambitiøse regeringer som Thorning-regeringen og Løkkes første periode. Men der er flere ting, der tyder på, at regeringen bliver en fiasko, hvad angår løsninger på den manglende arbejdskraft.

Det første er, at ambitionen stort set er det rene candyfloss. For selvom regeringen gerne afholder skåltaler om vigtigheden af et øget arbejdsudbud, vælger den f.eks. at frede det socialdemokratiske kernevælgertilbud, vi i daglig tale kalder Arne-pensionen, selvom den trækker raske mennesker ud af arbejdsmarkedet.

Og selvom regeringen har mulighed for at lave de nødvendige arbejdsudbudsreformer, bliver tiltag som disse i skuffen. Der er ellers rigeligt med arbejdsudbud at hente ved f.eks. at afskaffe efterlønnen (+16.600 fuldtidspersoner), halvere dagpengeperioden (+22.300) og forhøje folkepensionsalderen med 1 år (+31.000).

Regeringens modstand mod at bruge de tiltag, vi ved er mest effektive, er klassisk socialdemokratisme og udtryk for det værste ved midten af dansk politik: At den er visionsløs og bange for vælgerne.

Regeringen er et misfoster

Én af de ting, som en regering over midten angiveligt skulle være i stand til, er at frigøre sig fra den hjernedøde strammer-konkurrence i udlændingepolitikken, som bl.a. forhindrer, at vi får kvalificeret, udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Det ser vi dog ikke meget til i regeringsgrundlaget, så også her kan vi på forhånd erklære regeringen for en fiasko. Til sidst er der regeringens forbenede modstand mod at lette skatten på den sidst tjente krone. Jovist lægger man op til en skattereform, der vil lette skatten en smule, men til gengæld indfører man en ekstra misundelsesskat i toppen. Det afslører, at man er mere optaget af at give de rige et gok i nødden end at give folk et klap på skulderen for at arbejde mere.

Derfor må en regering blottet for reformambitioner ty til kommandoøkonomisk logik og beordre danskerne til at arbejde en dag mere ved at afskaffe helligdagen store bededag, som den med hiv og sving netop har gennemtrumfet.

Der er selvfølgelig den mulighed, at regeringen i løbet af perioden vil løbe fra sine nuværende løfter om at være fodslæbende og uambitiøs i reformpolitikken. I så fald står Liberal Alliance klar. Også når det gælder reformer af velfærdsstaten, som flytter os tættere på et moderne velfærdssamfund, kan regeringen regne med Liberal Alliance.

Denne regering er i min optik et misfoster. Men på disse to altafgørende dagsordener er Liberal Alliance klar til at gøre regeringen til en succes. Lad os håbe, at regeringen gerne vil hjælpe os – med at hjælpe sig selv.

(Kronik bragt i Børsen d. 24. marts 2023)

Drop benspænd og sæt iværksætterne fri

Lars-Christian Brask
23. marts 2023

I en ny rapport fra SMV Danmark males der et dystert billede af erhvervsklimaet blandt de danske selvstændige. Siden finanskrisen i 2008 har vi nemlig mistet hele 20.000 selvstændige, samtidig med at den samlede beskæftigelse er steget voldsomt.

Og tallene fra SMV Danmark er blot det seneste skud på stammen af en lang stribe af eksempler på, at den danske kultur for iværksætteri er på retræte. Otte ud af de ti af de største danske virksomheder, der er startet i dette årtusind, har nemlig forladt Danmark ved at blive børsnoteret i udlandet eller ved at flytte sit hovedsæde ud af Danmark.

Kun ét enkelt af de ti mest værdifulde danske selskaber har mindre end 50 år på bagen. Således er Danmark nu det land i EU, hvor de selvstændige udgør den tredkelaveste andel af de beskæftigede.

Det er et stort problem for Danmarks økonomi, og det kan bl.a. spores tilbage til, at Folketinget i alt for mange år har spyttet det ene formynderiske og unødvendige reguleringskrav ud efter det andet, som hverken gør gavn for staten eller virksomhederne.

Eksempelvis er der i dag krav om, at ét firma maksimalt må udgøre 25 pct. af en pensionsformue. Der er krav om, at beskatningen af warrants/optioner sker løbende i stedet for ved realisationstidspunktet, når pengene rent faktisk er blevet tjent. Og der er en lighedstyrannisk lov om, at en virksomhed kun må give medarbejderaktier til en værdi af mere end 10 pct. af den almindelige lønindkomst, hvis 80 pct. af de ansatte tilbydes det samme.

Hvis vi skal have den danske iværksætterkultur tilbage på sporet, vil det kræve mere end blot et par enkelte småjusteringer hist og her. Men hvis vi tilbageruller bureaukratiske benspænd som disse, vil det både være relativt omkostningsfrit for staten, og det vil samtidig udgøre et væsentlig skridt i den rigtige retning ud af moradset.

Så det er bare med at komme i gang. For hvis opfindsomme ildsjæle med gåpåmod ikke har et tilstrækkeligt incitament til at starte nye virksomheder, går Danmark glip af både vækst, arbejdspladser og teknologiske fremskridt, som ellers ville komme os alle til gode.

(Indlæg bragt i Børsen d. 23. marts 2023)

Her er reformernes fire arketyper

Henrik Dahl
22. marts 2023

En reform er ikke blot en reform.

Nogle kan være populære, mens andre er upopulære. Nogle kan være nødvendige, mens andre er unødvendige.

Derfor kan man tale om fire arketypiske reformer.

Den upopulære, men nødvendige reform.

Her kan man for eksempel tænke på de reformer, der samlet set bevirker, at Danmark har et universelt og robust pensionssystem, hvor ydelserne er så tilpas høje, at borgerne kan se frem til en værdig og tryg alderdom.

Når reformerne sine steder har været upopulære, har grunden for det første været, at en vis del af lønnen er gået til opsparing i stedet for til umiddelbart forbrug. Og for det andet, at sikring af pensionen helt uundgåeligt medfører en stigende pensionsalder.

Omvendt er næsten alle i stand til at værdsætte, at de langsigtede fordele klart opvejer de kortsigtede ulemper.

Den populære og nødvendige reform. Her er det oplagt at tænke på de reformer, der har løftet kvaliteten af behandlingen for kræft eller på de reformer, der har opstillet en række behandlingsgarantier inden for sundhedsvæsenet.

Hvis der overhovedet er nogen ulemper ved, at man forbedrer behandlingen af en livstruende folkesygdom, så skulle det være, at behandlingen af mindre almindelige, men lige så alvorlige sygdomme, bliver nedprioriteret.

Men kan man undgå det, er det vanskeligt at komme med alvorlige indvendinger.

Den populære og unødvendige reform.

Her er det oplagt at tænke på en reform som for eksempel minimumsnormeringer i daginstitutionerne.

På papiret lyder reformen som en forbedring. Men skal man vælge mellem at forbedre normeringerne eller at forbedre ledelsen af en institution, er det sidste klart at foretrække. Al erfaring viser, at børn ikke nødvendigvis har det særlig godt i en dårligt ledet institution med mange medarbejdere.

Mens børn typisk trives glimrende, når de går i en institution, der har en dygtig ledelse.

Også i de tilfælde, hvor bemandingen kan forekomme lidt tynd for eksempel i ydertidspunkterne.

Den upopulære, men unødvendige reform. Det kan være svært at forestille sig, hvorfor nogen politikere skulle have lyst til at kaste sig ud i projekter, de fleste mennesker hader. Men som til gengæld har begrænsede fordele. Alligevel sker det forholdsvis ofte.

Et af de bedste eksempler er folkeskolereformen.

Skønt der var mange advarsler, skulle den gennemføres med noget, der lignede djævelens vold og magt. Til gengæld levede den ikke op til nogen af de målsætninger, datidens politikere af egen drift satte op for reformen.

Et andet godt eksempel er inklusionsreformen.

Den egentlige grund til at gennemføre reformen var, at Finansministeriet gerne ville spare penge. Eller med andre ord: Der var ikke nogen faglige eller pædagogiske årsager til, at reformen var en god idé. Til gengæld har undersøgelser senere vist, at en af de enkeltfaktorer, der i den højeste grad medfører mistrivsel, er kaos i klasseværelset.

Om den af regeringen påtænkte reform af universiteterne vil vise sig at være upopulær, men nødvendig, eller upopulær, men unødvendig, vil tiden vise. For gennemført, det bliver den.

For dens nødvendighed taler, at en række uddannelser faktisk ikke gør den studerende særligt produktiv som kandidat. For dens unødvendighed taler for det første, at den forekommer noget nær umulig at implementere som planlagt. Og for det andet, at den helt åbenlyst har karakter af eksperiment i fuld skala.

Men som det hed tilbage i 1980erne: Hvorfor være bange for at løbe hovedet imod en mur? Det er jo ikke sikkert, at det er muren, der holder.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 22. marts 2023)

Universiteterne har brug for konkurrence

Sandra Elisabeth Skalvig
20. marts 2023

Universiteterne er ikke længere kun for de få men er blevet en alle mands-institution. Det kan lyde som en entydig god nyhed – men for mange kokke kan som bekendt fordærve maden, og et monopol har sjældent ført til den bedst mulige løsning.

Fordi universiteterne i dag er for den brede befolkning, har det resulteret i et fagligt niveau under pres. Samtidig har identitetspolitikken sneget sig ind ad bagdøren og dikterer, hvilke tanker og teorier der må og ikke må være på pensumlisten. Vi mangler i dag frie universiteter, hvor forskningsfriheden kan blomstre, og hvor fagligheden er i verdensklasse – helt uden politisk indblanding. Derfor foreslår Liberal Alliance, at vi tillader private aktører at oprette og drive frie universiteter i Danmark.

I Danmark har vi private alternativer på næsten alle velfærdsområder – ældreplejen, sygehusvæsenet, folkeskolen, gymnasierne. Det øger konkurrencen og kvaliteten af de løsninger, der bliver udbudt. Men sådan er det ikke for vores universiteter. I Danmark har det offentlige monopol på at drive vores videregående uddannelser. Det er grundlæggende usundt for vores samfund, at der ikke er et frit alternativ, og en skam for vores studerende, faglighed, forskere og vores arbejdsmarked – for vi kan gøre det så meget bedre.

Der er behov for frie universiteter, der ikke styres af politiske hænder, og hvor forskningen ikke bliver dikteret af den årlige fordeling af forskningsmidler med anvisninger fra folketingets partier til, hvad der konkret skal forskes indenfor. Niels Bohr opfandt ikke sin atommodel, fordi nogle politikere bad ham om at forske i den – og politisk kan vi ikke styre, hvor fremtidens forskningstalenter springer frem henne.

Viden er en af Danmarks vigtigste eksportvarer, og vi mener, at dette er en nødvendigt, hvis vi fortsat skal sikre universitetsuddannelser i verdensklasse. De frie universiteter skal ikke drives af virksomheder med profit for øje. Tanken er, at private velgørende fonde skal drive universiteterne og udbyde uddannelser og forskningsstillinger på lige fod med de offentlige universiteter. Det betyder, at studerende er berettiget til at få SU, og at man skal optjene ECTS-point på samme måde som på et offentligt universitet.

De frie universiteter vil have friheden til selv at bestemme deres optagelseskrav- og procedure og ligeledes selv bestemme, hvorvidt der skal opkræves brugerbetaling fra de studerende. De vil til gengæld være fuldstændig uafhængige af offentlige finanser, hvilket er med til at sikre en uafhængighed af politisk påvirkning og ideologiske strømninger.

Hvis vi afskaffer det offentlige monopol på universiteterne, vil det ikke kun øge konkurrencen på markedet for de videregående uddannelser, men også øge kvaliteten – også på de offentlige universiteter. Forhåbentlig kan det også trække dem i en retning af større grad af forskningsfrihed – for vi skal væk fra de ideologier, der truer vores faglighed. I Liberal Alliance mener vi, at det er værd at kæmpe for en høj faglighed, en større konkurrence og en bedre undervisning.

(Debatindlæg bragt i Avisen Danmark d. 20. marts 2023)

Den borgerlige idédebat skal vindes på menneskesyn og værdier

Alex Vanopslagh
11. marts 2023

Ja, vi andre gider da heller ikke altid at tage på arbejde, men det gør vi jo alligevel.

Ordene faldt en råkold lørdag i februar, hvor en snestorm hærgede i Struer. Det var min mors svar på mine beklagelser over, at jeg lige præcis denne dag skulle ud på min faste avisrute.

Der var ingen kære mor så at sige. Eller det var der jo faktisk netop – en kærlig mor, som forsøgte at lære sin søn, at man skal yde, før man kan nyde. Og så nytter det jo ikke med jammer og selvmedlidenhed. Ud med de aviser.

Episoden illustrerer fint de sunde værdier, som mine forældre forsøgte at give videre. Jeg vil ikke påstå, at min opdragelse var noget unikt og uhørt. Den var bare meget vestjysk med vægt på selvstændighed, at sætte tæring efter næring, og at man altid skal gøre sig umage og tage sig sammen.

Jeg fik tv på værelset og mobiltelefonen i lommen lidt senere end min jævnaldrende klassekammerater. Til gengæld havde jeg selv sparet op til dem med min sparsomme løn fra avisruterne, og stoltheden ved selv at have arbejdet for det hele var til at føle på.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at fundamentet i min politiske grundoverbevisninger kommer hjemmefra. Ikke at vi havde aviser, politiske debatbøger eller klaver for den sags skyld derhjemme. Men min familie var rundet af en selvstændigheds- og ansvarskultur, som de forsøgte at give videre efter bedste evne.

Formentlig af samme grund har jeg så længe, jeg kan huske, lagt stor vægt på, at man skal tage ansvar for sit liv – og jeg har altid haft en aversion mod klynk og selvynk. Da jeg mange år senere blev ramt af alvorlig stress, var jeg det første lange stykke tid inderligt imod at tale om det offentligt – jeg var bange for at fremstå som én, der havde ondt af mig selv.

Man behøver ikke at være borgerlig for at gå op i det personlige ansvar. Men det er svært at være borgerlig, hvis ikke man tror på det personlige ansvar.

Når jeg ser tilbage på, hvad der har formet mig politisk, så kan det inddeles i tre faser: Min opvækst i et vestjysk arbejderhjem med en slagter som far og en mor fra en fiskerfamilie.

Min evige trang til at være en Rasmus Modsat og mit engagement i en rebelsk, flabet og selvsikker liberalisme.

Og sidenhen mit mere voksne liv med en søgen efter det meningsfulde.

Søgte det mest kætterske parti

Jeg havde som ung det bedst med at gå i mod strømmen. Selv med helt latterlige ting; hvis et bestemt tøjmærke eller popstjerne var populært, så kunne jeg på forhånd have bestemt mig for, at det kunne jeg ikke lide.

Måske var det min indre Rasmus Modsat, der i 7. klasse fik mig til at melde mig ind i Dansk Folkepartis Ungdom. Det blev dog en kort fornøjelse – ikke længe efter indså jeg, at Danmarks mest kætterske parti jo var Liberal Alliance. Partiet for de selvstændige enere, hvis nærmest revolutionære liberalisme og storskrydende facon var én stor udstrakt langemand til janteloven. Hvilket andet parti kunne dog passe mig bedre?

Jeg kom med i Liberal Alliances Ungdom og tog for mig af de ideologiske retter. Det blev til mange timer på kollegieværelset i natbordslampen og cigaretglødernes skær, imens jeg læste de liberale klassikere – tænkere som Adam Smith, Friedrich Hayek, Frédéric Bastiat og Milton Friedman.

Det var for mig at se en indføring i smukke, udødelige ideer, som vandt idékampen i slutningen af 1800-tallet og igen efter Anden Verdenskrig, og som har skabt fundamentet for, at vi i den vestlige verden lever i den mest fredelige, fremgangsrige og retfærdige tid nogensinde i menneskehedens historie.

Der findes til dato stadig ingen samfundsform, som klarer sig bedre end den frie verden. Eller som andre i højere grad drømmer om at blive en del af eller efterligne.

Men der var noget i disse tanker, jeg ikke forstod eller værdsatte nok dengang. Det var netop friheden – det rebelske, det utæmmede, ja, det hæmningsløse – som talte til mig.

Fjenden var forstenede, offentlige systemer og formynderiske politikere. Og selvfølgelig folk, der klynkede og påkaldte sig det offentliges hjælp uden at være i reel nød. Jeg fik lov at stå i spidsen for Liberal Alliances Ungdom i lige netop de år, hvor Liberal Alliance fik sit (første) kanonvalg, og vi troede, at det liberale ungdomsoprør ville føre til et liberalt tusindårsrige, hvor det stærke individ kunne kappe alle bånd, der holdt det tilbage.

Så nemt gik tingene som bekendt ikke.

I takt med at jeg blev ældre, blev den frihedshungrende, rebelske liberalisme med frigørelsen i centrum også for tom og meningsløs for mig. Måske blev jeg bare ældre og mere moden.

Min søn gav perspektiv

Efter at jeg i 2016 blev velsignet med at blive far, begyndte det at gå op for mig, at mine forventninger og bekymringer om min søn ikke handler om, at han skal blive en stor kanon – næh, de handler om, hvorvidt han trives med de andre børn, om han er god mod andre, og om han helt generelt kan finde ud af at omgås andre mennesker uden at være til for meget besvær. Kort sagt: Om han kan indgå i de fællesskaber, som danner rammen om hans liv.

Og hvis det er sådan, jeg har det med dén person i hele verden, som jeg elsker højest – hvorfor skulle det så være anderledes helt generelt?

Det slog mig også, at selvom min søn blev den mest betydningsfulde person i mit liv, så centrerer verden sig jo ikke om ham. Og dermed heller ikke om mig. Vi er alle født af en bestemt mor og far, et bestemt sted på et bestemt tidspunkt og lever og virker i bestemte sammenhænge.

Vi er præget af de erfaringer, som vores forfædre har gjort sig på både godt og ondt. På den måde er vi hver især ret ubetydelige, fordi vi alle blot er ét led i en så godt som uendelig kæde, men samtidig altafgørende, fordi det er vores ansvar at hjælpe næste led i kæden på vej, så de selv en dag kan gøre det samme.

I nogenlunde samme periode i mit liv blev jeg bevidst om bagsiden af medaljen ved at være alt for optaget af min selvrealisering. Jeg kørte med 180 km/t med fokus på at fremme min politiske karriere internt i partiet, fremme min erhvervsmæssige karriere, dyrke mit netværk, være til stede i den offentlige debat, få likes på Facebook og hele tiden være optaget af drømme om, hvor langt jeg kunne få mine egne evner til at række.

Undervejs blev jeg ramt af en følelse af meningsløshed og tomhed. Jeg kunne mærke, at mit velbefindende i tilværelsen i alt for høj grad hang sammen med min ydre succes. Men hvad så, når det ikke gik godt med selvrealiseringen? Hvad ville jeg så have at falde tilbage på?

Jeg begyndte i højere og højere grad at prioritere tid til de ting, som jeg fandt mere meningsfulde. Jeg fik blik for, at der faktisk findes noget større i livet end det enkelte menneske. Mit liv blev rigere af, at jeg begyndte at føle en forbundethed med alt, hvad der er større end mig selv: historien, kulturen, kunsten, naturen.

Kirkens tidløse visdom

Jeg begyndte også at gå til gudstjenester. Det nyder jeg stadig i dag. For en stund glemme sig selv og i stedet falde ind i en liturgi, som millioner af mennesker gennem hundrede af år har gjort det.

Jeg mener, at der i den lutherske kristendom ligger en stor og tidløs visdom gemt, som vi vil have gavn af at få frem igen i et moderne samfund fuld af mistrivsel og selvoptagethed.

Uanset hvilken mytologi, man pakker det ind i, så er jeg overbevist om, at vi, så længe menneskeheden eksisterer, vil have gavn af at blive mindet om vores egen fejlbarlighed. Huske på at vi bør stræbe efter at tilgive andre menneskers fejl, for de kunne have været vor egne. Have det for øje, at når vi vil ændre verden til det bedre, kunne vi starte med at rette op på vores egne synder og fejl, fremfor at pege fingre af andres.

Og så vil det til alle tider være meningsfuldt at stræbe efter at være næstekærlig og gøre en forskel for mennesker, man møder på sin vej.

Skal man opsummere mine overvejelser gennem den sidste håndfuld år: Mennesker finder meningen i livet ved at være noget for andre. Og formålet med friheden er netop, at mennesker skal være frie for at forpligte sig – til fællesskabet. På alverdens forskellige måder, som jeg hverken kan eller skal diktere, men som for langt de fleste mennesker sker i familien, mellem venner, på arbejdspladsen og i foreninger.

Vi skal hver især være frie til at søge meningen med tilværelsen sammen med andre. Jeg havde overset disse ting i det liberale tankegods fra start. Og de erkendelser førte mig tilbage til dét, som efterhånden bliver kaldt for mange mærkelige ting, men som slet og ret netop bare er klassisk liberalisme.

Desværre er liberalismen i Vesten alt for ofte blevet reduceret til enten en Excel-arks-liberalisme, som begrunder sin politik med henvisninger til arbejdsudbudseffekter, økonomisk teori og higen efter BNP-maksimering, eller en frigørelsesliberalisme, hvor alt er lige godt – og derfor lige meget. Hvorfor mange liberale er endt i den vildfarelse, at det at være liberal handler om, at den enkelte skal kappe båndene til alt, hvad der er givet. Hvad enten det er din familie, normerne og traditionerne i samfundet, dit køn eller forventninger fra dine omgivelser.

Jeg vidste fra start, da jeg kom til som leder af Liberal Alliance, at jeg hverken ville stå for en Excel-arks-liberalisme eller en frigørelsesliberalisme.

Ånd, ikke Excel

Jeg har været mere optaget af at tale om åndelig fattigdom blandt arbejdsløse end at tilbagevise påstande om udbredt økonomisk fattigdom.

Jeg har i min tid som partileder brugt mere tid på at tale om unges mistrivsel end om topskattelettelser. Grundlæggende tror jeg på, at den borgerlige idédebat skal vindes på menneskesyn og værdier. Vinder vi dén kamp, vil selv socialdemokrater blive borgerlige. I dag er det desværre omvendt.

Op til valget i 2022 besluttede vi os for, at vi skulle køre en kampagne på livs- og menneskesyn fremfor først og fremmest at tale om konkret politik. Det blev til vores »Du kan godt!«-kampagne. Med et budskab om at lægge offerrollen fra sig, tage livet på sig og huske på, at uanset hvilken situation, man er havnet i, så har man også selv et ansvar. Om ikke andet et ansvar for ikke at se sig selv som et offer og et ansvar for at gøre en forskel selv, uanset hvor lille. Det er forudsætningen for et meningsfuldt liv.

Og så var kampagnen en modfortælling til venstrefløjens evige offerfortælling.

På en måde kan jeg ikke være overrasket over, at netop jeg har haft så stor en trang til at komme med en kampagne, der fusionerer personligt ansvar, som jeg har fået med fra barnsben, fokus på mening i tilværelsen, som jeg har filosoferet meget over i de senere år, og en stor langemand til venstrefløjen offergørelse, så jeg stadig kunne være en Rasmus Modsat.

Jeg er kun 31 år. Når mit eget syn på tilværelsen allerede har udviklet sig så meget over de seneste år, skulle det da undre mig, at jeg nu sidder inde med den endelige sandhed om livet og om, hvad det vil sige at være borgerlig.

Derfor er det jo på nogle måder lidt tidligt, at jeg har fået den enorme ære at blive nomineret til en pris opkaldt efter Henning Fonsmark, en af de største borgerlige åndskæmper.

Der er brug for en stærkere borgerlig åndskamp. Vi har alt at vinde i kampen for frihed og ansvar, for de stærke fællesskaber og for at forbedre den i forvejen fantastiske gave, vi har fået i arv af vores forfædre i kraft af at leve i et land som Danmark.

(Kronik bragt i Berlingske d. 11. marts 2023)

Selvfølgelig skal vi omfavne chatbots baseret på kunstig intelligens i uddannelsessystemet

Af Sandra Skalvig & Alexander Ryle

Siden virksomheden OpenAI udgav den banebrydende chatbot ved navn ChatGPT, har debatten om brugen af kunstig intelligens i uddannelsessystemet kørt for fuld udblæsning.

Chatbotten har nemlig både ført til beundring over de teknologiske kvantespring, der indfinder sig på området for kunstig intelligens, samt medført panderynken hos lærere, der er bekymret over de nye muligheder for snyd, som teknologien medfører.

Men selvom det høje faglige niveau fra ChatGPT ganske vist kan føre til snyd på grund af den måde, vores uddannelsessystem er indrettet i dag, bør vi ikke forkaste teknologiens fantastiske muligheder. Tværtimod.

Udviklingen kommer nemlig, om vi vil det eller ej. Så i stedet for at møde teknologien med bekymring, bør vi hellere sikre os, at uddannelsessystemet tilpasses til den forandring, som vores samfund uvægerligt vil gennemgå.

Da vores forældre var børn, og de første lommeregnere kom frem, var det forbudt at medbringe dem til eksamener. Og da digitale værktøjer såsom Google Translate eller Wikipedia så dagens lys under vores egen skolegang, blev de også mødt med skepsis.

Men i dag er både lommeregnere, Wikipedia og Google Translate som det mest naturlige i verden en integreret del af både undervisning og eksamener i alt fra folkeskolen til universiteterne.

Det er nemlig alt sammen nogle fantastiske hjælpemidler, der gør livet lettere for os, men som samtidig har nødvendiggjort, at uddannelsessystemets undervisning og prøveformer undertiden sendes til eftersyn.

Det væsentlige spørgsmål er derfor ikke, om vi skal give plads til avancerede værktøjer som kunstig intelligens i fremtiden.

Det væsentlige spørgsmål er, hvordan vi sikrer os, at elever og studerende får en god forståelse for de nye værktøjer, så de bliver ordentligt klædt på til en fremtid med flere teknologiske fremskridt.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 9. marts 2023)