To tekster fra tirsdagens Jyllands-Posten fortjener at blive koblet sammen og fortolket i en fælles ramme.
Det drejer sig om artiklen ”Den Afrikanske Union på vej ind i” G20 og Heini í Skorinis kronik ”FN’s nye kampdag mod islamofobi er endnu et angreb mod ytringsfriheden”. Lad os begynde med den sidstnævnte.
I 1955 mødtes repræsentanter for 29 lande i byen Bandung, der ligger på den indonesiske ø Java. Det drejede sig om 28 autoritære stater – og så Japan, der af uklare årsager var endt i dette dårlige selskab.
Når man gæster det besøgscenter, der i vore dage fylder konferencecentret, er den officielle fortælling, at her trådte det, man i vore dage kalder Det Globale Syd, for første gang ud af kolonialismens skygge og forlangte respekt fra de industrialiserede lande i det geografiske og politiske Vesten.
Narrativet kræver, at man ser bort fra, at Japan få år tidligere, drevet af sin imperialisme, havde været med til at udløse Anden verdenskrig. Og i den proces havde optrådt som en voldsomt brutal kolonimagt over for en lang række lande i det sydøstlige Asien.
Narrativet kræver også, at man ser bort fra, at meget få af deltagerstaterne var i nærheden af at kunne kalde sig selv for veludviklede demokratier. Et mindretal af deltagerlandene forsøgte ærligt at udvikle sig til demokratier. Men i sandhedens ånd må det siges: Mange af dem var temmelig autokratiske og langt fra, hvad man med rimelighed kan kalde demokratiske. Nogle deciderede diktaturstater.
Hvis man sætter en parentes om Japan, ville et lige så troværdigt – men ikke så politisk korrekt – narrativ lyde, at i Bandung lykkedes det for første gang en række tidligere kolonilande at bruge FN imod de lande, der havde grundlagt FN.
Der findes ikke et godt danske ord for det. Men det, man i vore dage på engelsk ville kalde ”The weaponization of the UN Charter” begynder i Bandung. Og er siden kun blevet værre.
Det, Bandung-landene gjorde, var officielt at sige, at de ville respekteres af FN’s grundlæggerlande. Hvilket – minus Sovjetunionen – ville sige det geografiske og politiske Vesten.
Det skete på den måde, at de insisterede på at nyde al den respekt fra de vestlige lande, som FN-pagten opstiller som norm. Men at de samtidig insisterede på, at de vestlige lande skulle blande sig udenom, hvis de samme lande internt trådte på menneskerettighederne og alt, hvad FN-pagten ellers forpligter de enkelte medlemslande til at gøre over for egne borgere.
Hvis man skal vinkle en anelse skarpt – men kun en anelse – bad Bandung-landene med FN-pagten i hånden om, at de vestlige lande skulle lade dem være i fred, når de internt undertrykte deres borgere.
Hvorfor? Primært fordi dårlig samvittighed over kolonitiden i den vestlige verden.
Når FN i vore dage kan være en løftestang for undertrykkelse af ytringsfriheden – som Heini í Skorini dokumenterer, at International Dag For Bekæmpelse Af Islamofobi i realiteten er – og når en hel stribe af diktaturstater kan få lov til at dominere FN’s Menneskerettighedsråd, kan det alt sammen føres tilbage til Bandung i 1955.
For det er der, de vestlige lande accepterer det bizarre hykleri, der i vore dage har gjort FN stort set meningsløs: Man må gerne melde sig ind i FN – hvilket kræver, at man underskriver FN-pagten – men det er ikke i orden at kræve, at medlemslandene overholder FN-pagten. Eller det vil sige: Hvis man er et land fra Det Globale Syd må man gerne kræve, at FN’s grundlæggerlande (minus Rusland) overholder FN-pagten til punkt og prikke. Men grundlæggerlandene må ikke kræve, at de senere tilkomne overholder FN-pagten. For så er de imperialister og alt muligt andet ondt.
Denne dobbeltmoral har siden Bandung-konferencen været en indbygget del af FN. Og dermed også drivkraften i al den meningsløshed, der præger organisationen.
Og så er vi fremme ved den anden artikel, der handler om Det Globale Syd og G20.
Essensen af artiklen er, at både Rusland, Kina og deres måske-og-måske-ikke-alligevel-allierede Indien presser på for, at Den Afrikanske Union skal være med i G20. Den vil sige et mellemstatsligt samarbejde mellem – i teorien – de stærkeste økonomier i verden.
Rusland og Kina har ikke rent mel i posen. For de har bevist ved både handlinger og ord, at deres ultimative, politiske mål er at ødelægge den eksisterende verdensorden. Hvilken orden, man tænker på at sætte i stedet, bliver aldrig sagt højt. Men det drejer sig – uanset hvordan det pakkes ind – om den stærkes ret. Hvilket meget bekvemt ofte er Ruslands og Kinas ret.
Det mest udspekulerede trick, modstanderne af Vesten nogensinde har udtænkt for at ødelægge den vestlige verdensorden, er at melde sig ind i vestligt inspirerede eller initierede samarbejdsorganisationer og nedbryde dem indefra.
Det var sådan, de ødelagde FN. Og det er også sådan, WTO er ved at blive ødelagt. Man melder sig ind, fordi alle mennesker skal blive brødre i 1700-talsdigteren Friedrich Schillers og de internationale organisationers ånd. Hvorefter man undlader at overholde reglerne, for i stedet at stikke uafladeligt til den dårlige samvittighed, velmenende mennesker i Vesten føler over deres forfædres synder.
Hvis de vestlige lande siger til Den Afrikanske Union, at den taget efter formålet med G20 strengt taget ikke har så meget at gøre der, er den vestlige verden ond og kolonialistisk og alt, hvad man ellers kan komme i tanke om af dårligt.
Omvendt kan man være sikker på, at hvis G20 giver efter for presset og gør sig selv til G21, så vil Den Afrikanske Union omgående begynde at rejse alle mulige, politiske krav, der ikke handler om, hvad Den Afrikanske Union kan gøre for verden, men hvad verden skal gøre for Den Afrikanske Union.
Typisk på den præmis, at det er begrænset, hvad landene i Den Afrikanske Union kan gøre for at bedre deres egen situation. Og på den bærebølge, at det stadig – tres-halvfjerds år efter afkoloniseringen af kontinentet – er kolonialismens og imperialismens skyld, at de politiske eliter i de afrikanske lande sjældent er særlig succesfulde, når det gælder om at skabe demokrati og forbedre den jævne mands og jævne kvindes vilkår i deres respektive lande. Uden tvivl vil Rusland, Kina, Indien og Brasilien applaudere disse påstande. Og bidrage til at udskamme enhver, der stiller sig kritisk over for den politiske elite i dette eller hint afrikanske land.
Landene på det afrikanske kontinent har været hårdt ramt af den vestlige kolonialisme. Det skal vi anerkende i Vesten – og det gør langt de fleste lande og enkeltpersoner også.
Men det at have været koloniseret engang i fortiden, er ikke en skæbne, der påvirker alt, hvad der siden hænder i fremtiden. Det kan man i et vist omfang observere i Latinamerika. Men navnlig rundt omkring i Det Fjerne Østen.
Derfor må det efterhånden være på sin plads at gøre op med det hykleri, der blev indstiftet ved Bandung-konferencen i 1955, og som stadig præger omgangen med landene på det afrikanske kontinent.
Som medlem af FN bør man selvfølgelig nyde den respekt fra andre lande, som FN-pagten lægger op til.
Men det er ikke vestlig imperialisme at spørge landene på for eksempel det afrikanske kontinent ind til, hvorfor de udfolder så beskedne anstrengelser for at overholde FN-pagten, når det gælder deres egne befolkninger og deres nabolande.
For sagen er: Hvis man er træt af at blive spurgt ind til, hvordan det går med at overholde de forpligtelser, man frivilligt har påtaget sig, er svaret ikke at skælde ud på dem, der spørger. Det er at komme i gang med at leve op til de aftaler, man ved fuld bevidsthed og dermed også med åbne øjne har påtaget sig at overholde.
(Indlæg bragt i Jyllands-Posten den 2. maj 2023)
Regeringen vil fremlægge en helt ny udenrigspolitisk strategi. Det er noget, regeringer i vore dage gør i et forbløffende tempo. I 2016 offentliggjorde den daværende V-regering sin strategi. Den blev afløst af VLAK-regeringen, der udgav sin nye to-årige strategi i 2017 og planmæssigt søsatte den næste i 2019. Så fulgte nok et regeringsskifte, der forhalede 2021-strategien til 2022. Og efter igen at have skiftet regering, ser Danmark så frem mod en afløser for 2022-strategien her i 2023.
Udenrigspolitiske strategier er ikke analyser af, hvad der kommer til at ske. Og godt for det. 2016-strategien, der udkom i maj dette år, nævner ikke sandsynligheden (eller efter behag: risikoen) for hverken Brexit eller Donald Trumps valgsejr.
Ruslands krigserklæring imod Vesten – der afleveres ved Münchenkonferencen i 2007 – fylder nærmest ingenting i de følgende strategier. Selvom kimen til den krig i storskala, der i dag udkæmpes i Ukraine, bliver lagt i 2014.
Og så sent som i januar 2022 fylder risikoen for en alt-på-hoved-vendende krig i Europa – der udbrød den følgende måned – intet i forhold til konsekvenserne.
Med andre ord: Udenrigspolitiske strategier er ikke videnskab. Og godt for det. De er den til enhver tid siddende regerings bedste bud på, hvordan udenrigstjenesten skal bruge sine kræfter lige nu og i den fremtid, der umiddelbart venter.
Og derfor er udenrigspolitiske strategier på godt og ondt også intellektuelle selvportrætter af den siddende regering.
Jeg er ikke særlig imponeret af de skitser til Danmarks nye strategi, der indtil videre er sluppet ud. For eksempel ved netmagasinet Altingets konference om dansk udenrigspolitik for nylig.
Hvis det stod til mig, skulle en udenrigspolitisk strategi begynde med at gøre status. Og den status ville – jeg beklager – ikke blive opmuntrende læsning.
I dag står den vestlige verden svagere og mere isoleret over for den ikke-vestlige verden, end den har gjort på noget tidspunkt de seneste knap 350 år. Mellem 1683, hvor osmannerne foran Wiens porte tabte til den vestlige verden, og i vore dage, har man ikke for alvor kunnet forestille sig, at de vestlige lande ville være i stand til gå ud af en stormagtskonflikt med den ikke-vestlige verden som tabere. Men den mulighed kan man efterhånden godt forestille sig igen. Og det skal både Danmark og resten af den vestlige verden selvfølgelig indrette sine strategier på.
Den samlede svækkelse af den vestlige verden kan gøres op som en kombination af adskillige regionale svækkelser.
Mellemøsten er i vore dage stort set tabt, set fra et vestligt synspunkt. Siden 1979, hvor Khomeini kommer til magten i Iran, og hvor Rusland som det første vestlige land indledte regionens besynderlige drift imod at komme til kort i Afghanistan, er det kun gået tilbage. Der findes ikke ét land i Mellemøsten, der i vore dage er mere sekulært og mere demokratisk og mere vestligt orienteret, end det var i 1979. Alle som et har de bevæget sig bort fra sekulære og demokratiske og vestlige værdier. De fleste af egen fri vilje. Og mindretallet fordi de er blevet presset af til stadighed stærkere islamister.
Afrika er i vore dage også stort set tabt, set fra et vestligt synspunkt. I den islamiske del af kontinentet var det i mange år sådan, at der var tre store spillere i sjælefiskeriet: Vesten, Kina og islamisterne.
I vore dage er Vesten ude. Derfor har Kina og islamisterne frit spil alle de steder, hvor Rusland ikke har udfyldt magttomrummet efter de vestlige lande. Og uden for den islamiske del af Afrika, er det primært Kina, der sætter den økonomiske og politiske dagsorden.
Hvad angår de store lande uden for det geografiske Vesten, Mellemøsten og Afrika, så er det lange hurtigere at tælle de entydigt vestorienterede lande, end det er at tælle modstanderne af den vestlige verdensorden.
Det drejer sig om Japan, Sydkorea samt selvfølgelig Australien og New Zealand. Hvad angår lande som først og fremmest Kina og Indien, men også Brasilien, ligger de i spektret mellem fjendskab og modvillig respekt.
Det korte af det lange er: Vesten – ikke som geografisk region, men som en model for hvordan man indretter samfund og samarbejder med hinanden – er alene i verden. Der er ikke nogen indflydelsesrige lande eller vigtige regioner uden for det politiske Vesten (som er lig med det geografiske Vesten plus Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand), der gerne vil være som os. Kun indflydelsesrige lande og vigtige regioner, der gerne vil ødelægge vores politiske og kulturelle model.
Dette burde være præmissen for dansk udenrigspolitik og europæisk politik i forhold til lande uden for det politiske vesten. Ikke alt muligt andet.
Men er det så ikke alt sammen vores egen fejl? Fordi vi har været så onde og imperialistiske og kolonialistiske og så videre. Både ja og nej.
Et hvilket som helst land, der har meldt sig ind i De Forenede Nationer, har tiltrådt FN-Pagten. Og hvis man læser, hvad der står i den, kan man se, at de derfor også har skrevet under på, at de vil respektere menneskerettighederne; alle menneskers værdighed; grundlæggende demokratiske spilleregler og en alment pacifistisk tilgang til omgangen med andre lande.
Men her har de oprindelige medlemmer af FN accepteret en besynderlig form for hykleri. Hvis man er et af de oprindelige medlemmer (undtagen Sovjetunionen/Rusland), skal man overholde FN-pagten til punkt og prikke. Hvis man er et land, der ikke kommer fra det geografiske og politiske Vesten, er det til gengæld totalt ligegyldigt, om man overholder reglerne.
Landene i det såkaldte ”globale syd” ynder at sige, at skal lade være med at komme efter dem med alle mulige ubehagelige spørgsmål om demokrati og menneskerettigheder. Men sandheden er: Hvis vi bringer det på bane, er vi sådan set ikke ”efter dem”. Vi spørger bare høfligt, hvordan det går med at leve op til de krav, man frivilligt har skrevet under på, at man ville overholde og respektere som forudsætning for medlemskab af FN.
Det er derfor, FN ikke er særlig meget andet end en snakkeklub i New York. Når både Rusland og Kina kan sidde i Sikkerhedsrådet, selvom de på daglig basis underminerer både FN-Pagten og centrale FN-traktater, og når flertallet i Human Rights Council dagligt tramper på menneskerettighederne, er FN selvklart ikke et sted, det generelt giver mening at tage dybt alvorligt.
Når Mellemøsten og Afrika i vore dage er tabte for den vestlige verden, har det selvfølgelig noget at gøre med, at vi har ført en politik, der gjorde os upopulære. Det ville være dumt at benægte dette.
Men det er altså også fordi der i begge regioner findes meget stærke kræfter, der bare ikke bryder sig om alt det, den vestlige samfundsmodel trækker med sig: Demokrati. Menneskerettigheder. Sekularisme. Kvinderettigheder. Minoritetsrettigheder. At benægte dette, ville være lige så dumt.
I dag er det sådan, at Ruslands politiske mål er at ødelægge den europæiske og vestlige sikkerhedsorden. Og at landet vil benytte ethvert middel, det råder over, for at nå dette mål.
I forhold til det projekt har landet en stærk allieret i Kina. For her er målet også at ødelægge den vestligt dominerede verdensorden med alle midler, man har ved hånden.
Af andre årsager end dem, der driver Rusland og Kina, har Iran (og diskret i baggrunden: Saudi-Arabien) de samme målsætninger.
Derfor burde udgangspunktet for Danmarks udenrigspolitiske strategi også være en eksplicit afstandtagen til den forestilling, at økonomisk interdependens fører til en mere fredelig verden.
Den vestlige verden har i årtier filtret sig ind i økonomisk interdependens med Kina og oliestaterne i Mellemøsten. Det har ikke – og jeg gentager: ikke – ført til, at nogen af disse lande er blevet mere demokratiske eller fredelige eller i bred forstand vestlige.
Man kan påstå dette lige så tosset, man vil. Påstanden kommer stadig til at falde på manglende empiri.
Det eneste, interdependensen fører med sig, er, at den vestlige verden bliver mere følsom over for politisk og økonomisk afpresning fra de islamistiske regimer i Mellemøsten og fra Kina.
Udenrigspolitiske strategier, der har andre præmisser, er kolosser på lerfødder. Det skal vi sige til os selv i Danmark. Og vi skal sige det til vores europæiske partnere, hvis de stadig lever i vildfarelse.
Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27. april 2023.
Alle virksomheder skal have en ret til en bankkonto, mener SF og Enhedslisten. Det forslag debatterede vi i Folketingssalen i forrige uge – og i lørdagens version af Berlingske havde Pelle Dragsted et indlæg om samme emne, hvor han skyder Liberal Alliance plus højrefløjen i skoene, at vi »svigter iværksættere og små erhvervsdrivende.«
Det er spin og en useriøs fremlæggelse. Forslaget fremlagt af SF i forrige uge var ret unuanceret, men ultimativt. Forslaget manglede mulighed for at kunne udføres og var for generelt omfavnende. Det påpegede jeg i debatten i salen.
Jeg var præcis og direkte i min kommunikation. Respekt for, at det også er det, jeg blandt andet beskrives for i Pelle Dragsteds indlæg. Et indlæg som dog i al for høj grad er et farvet partsindlæg.
Liberal Alliance og højrefløjen skydes af Pelle Dragsted i skoene, at vi kun vil de store virksomheder. Men mine indsigelser og argumenter går så sandelig også på at beskytte for eksempel Stadil Sparekasse med under en håndfuld ansatte mod at blive pålagt et ultimativt og universalt krav. Desuden vil en e-bank have svært ved at kunne servicere for eksempel en erhvervskonto fra et pizzeria, der får en tredjedel af betalingerne i kontanter.
En privatbank har heller ikke et system, der kan håndtere de behov, en erhvervsdrivende måtte have. Det har en investeringsbank heller ikke, men de er alle banker, reguleret og kontrolleret af Finanstilsynet og går alle under betegnelsen bank.
Så med SFs forslag, som Pelle Dragsted forsvarer, ville alle lige fra Stadil Sparekasse, e-banken, privatbanken, investeringsbanken til Danske Bank (der i øvrigt tager en tredjedel af de nystartede virksomheder ind som kunder) blive tvunget til at åbne konti for erhvervsdrivende uden undtagelse. Det går ikke, så bare her, er der en diskrepans i forslag. Det er ikke noget med at være for de store eller de små. Det er saglig argumentation, som spinnes til et antiforhold.
Jeg foreslog, at vi får formuleret en oplæg i erhvervsudvalget – hvor jeg er næstformand – hvor de rigtige termer og afgrænsninger bruges, samt at de relevante banker altid selv må bestemme prisen for deres service. De skal kunne sige nej, hvis de ikke forstår en kundes forretningsplan, herunder hvem kunderne skal være/er, eller ikke kan se, hvor cash flow skal komme/kommer fra (og til).
Det vil være den pragmatiske løsning, men det ville SF og Enhedslisten ikke gå med til. Det blev til en udlægning om at være imod de mindre erhvervsdrivende.
For at sætte problemet i perspektiv, så er der over 400.000 cvr-numre i Danmark, heraf har 2.000-3.000 »virksomheder« ikke fået mulighed for en bankkonto. Det er under én procent.
Det er nuancerne i debatten, og her står vi i Liberal Alliance. Vi står på den pragmatiske og den mulige løsnings side – og både på den store og den lille erhvervsdrivendes side.
(Kommentar bragt i Berlingske d. 25. april 2023)
Men i en tid, hvor det danske erhvervsliv desperat har brug for mere arbejdskraft for at holde gang i nationaløkonomiens tandhjul, bliver vi nødt til at se på, om nogle af disse ydelser ikke også er lidt for generøse.
Den nuværende dagpengeperiode er et skoleeksempel på en sådan ydelse. Derfor vil vi have Folketinget til at tage stilling til, om ikke perioden bør halveres. For i dag kan man nemlig gå i hele to år på dagpenge, før kassen bliver lukket i, og det er der ikke mange gode argumenter for.
En halvering af dagpengeperioden er et af de reformværktøjer, der har den største effekt.
For det første viser en analyse fra det forhenværende Økonomi- og Indenrigsministerium i 2019, at de ledige kom væsentlige hurtigere i job, da man i sin tid halverede dagpengeperioden fra fire til to år, hvorfor endnu en halvering ligeledes må forventes at få folk hurtigere i job.
For det andet kan Beskæftigelsesministeriet dokumentere, at medarbejderes kompetencer bliver mindre værd ved lang ledighed.
Og løfter man for det tredje blikket fra den danske andedam, går det selvfølgelig helt fint i mange af de nabolande, vi normalt sammenligner os med, hvor man har en kortere dagpengeperioder end den danske sats på hele to år. I Sverige har man eksempelvis kun 14 måneder, i Tyskland og Storbritannien er perioden på seks måneder, og i Holland kan man modtage dagpenge i tre måneder.
Hertil kommer også, at en halvering af dagpengeperioden er et af de reformværktøjer, der har den største effekt på økonomien. Finansministeriet påviser nemlig, at en halvering vil øge arbejdsudbuddet med 22.300 personer og spare skatteyderne for hele 6,7 mia. kr. om året.
Det er fantastisk, at mange gerne vil forsikre sig mod arbejdsløshed, og det er også helt fint, at skatteyderne bidrager med en vis støtte. Men det er for generøst, når skatteyderne skal betale til, at raske ledige modtager forsørgelse i to år. Derfor håber jeg, at mine kollegaer i Folketinget stemmer for vores forslag, så vi får halveret en af verdens mest gavmilde dagpengeperioder.
(Debatindlæg bragt i Børsen d. 20. april 2023)
Idéen med Liberal Alliance burde ikke være så svær at forstå, men er det en gang imellem alligevel, fordi især garvede politiske iagttagere har en tendens til at ville placere partiet i én af de allerede velkendte kasser. Og skønt vi i LA ikke gør os forestillinger om, at vi kan revolutionere dansk politik, så ønsker vi dog heller ikke at gøre alting på samme måde, som det har været gjort, siden Ruder Konge var knægt.
Børsens chefredaktør, Bjarne Corydon, skriver i en leder, at LA ikke både kan træde ud af dansk politiks skygge og samtidig undgå Solen. Han brygger videre på Alex Vanopslaghs landsmødetale, hvor LA‘s formand sagde, at han vil placere LA, hvor indflydelsen i dansk politik er, men uden som sagnfiguren Ikaros at flyve så tæt på Solen, at voksen på de konstruerede vinger smelter, fjerene falder af, og LA styrter i døden.
Vi har i LA én og kun én eksistensberettigelse: at bane vejen for, at der kan føres mere liberal politik i Danmark, og selv at medvirke til at gennemføre politikken via vores tilstedeværelse i Folketinget, når mulighederne er der.
Ikke en tænketank
Den ambition byder os at gøre følgende indsatser: Vi skal for det første have et program for gennemførelsen af reformer, som er værd at være i politik for. Disse reformer skal på den ene side ikke blot have karakter af småjusteringer, som lige så godt kunne have været fremlagt af f.eks. Corydon, dengang han var landets finansminister.
Der må være forskel på den politik, som Socialdemokratiet kan mande sig op til, selv i en mere reformmodig periode af partiets historie, og hvad et parti som LA har ambitioner om. På den anden side skal LA‘s politik ikke være løsrevet fra enhver virkelighedssans og fra gængse økonomiske regnemetoder som den “Fair løsning”-plan, som bragte Corydons regering til magten i valgkampen i 2011. LA‘s politik skal faktisk kunne gennemføres i den virkelige verden, hvis et flertal i Folketinget bakker den op.
Vi skal for det andet være enormt dygtige til at forklare danskerne, hvad det er, vi vil, så det står klart, hvorfor politikken ikke alene er fornuftig, men også sympatisk. At liberale reformer bringer Danmark til et højere niveau af velstand og retfærdighed samt hjælper alle, som oprigtigt ønsker at bidrage til sin egen og samfundets lykke, og som samtidig fortsat tager vare på dem, som ikke er i stand til at forsørge sig selv. Liberal politik har i mange år været for nem at dæmonisere for politiske modstandere, hvilket har gjort partier, som drister sig til at foreslå liberale løsninger på tidens problemstillinger, for parlamentarisk små til at stå i spidsen for det politiske liv. Det må vi forsøge at gøre bedre.
Vi skal for det tredje tage del i udøvelsen af regeringsmagt, når disse to forudsætninger er til stede. Vi er i LA ikke en tænketank for spændende samfundsidéer, men et politisk parti med ambition om selv at gennemføre visionerne i praktisk politik. Lysten til at indtræde i en regering er usvækket, selvom perioden 2016-2019, hvor LA var i regering, førte til, at LA fik et meget dårligt valg i 2019.
Ønsker regeringsdeltagelse
Vi kan til trods for det ikke se meningen med at være i politik, hvis man ikke er villig til at sige ja til de poster, som giver størst mulighed for at gennemføre sit partis program, og vi ved, at regeringsdeltagelse er vejen til maksimal indflydelse. Når LA fik et dårligt valgresultat efter vores første regeringsdeltagelse, var det ikke, fordi vores vælgere ikke bifaldt, at vi gik i regering. Tværtimod ønsker LA‘s vælgere helt klart, at vi tager det størst mulige ansvar på os i politik.
Kristian Thulesen Dahls valgresultat med over 20 pct. tilslutning til hans Dansk Folkeparti i 2015 og efterfølgende rolle som destruktivt støtteparti på dansk politiks sidelinje er intet ideal for liberale danskere. Vi stræber efter gode valg for at indtage de positioner, hvorfra vi kan gennemføre vores politik. Men ligesom at Mette Frederiksen ikke ville være statsminister baseret på en rød blok, som ikke ville tillade hende at gennemføre en moderat mere ambitiøs reformpolitik end den ikkereformpolitik, hun stod for mellem 2019-2022, så vil LA heller ikke træde ind i en regering igen hverken som juniorpartner eller som en ledende kraft, hvis udgangspunktet er parlamentariske forhold, som ligner perioden 2015-2019, hvor et S-DF-SF-flertal sørgede for, at de daværende V- og VLAK-regeringer ikke kunne gennemføre væsentlige reformer og justeringer af velfærdssamfundet.
Vi vil ikke være i regering alene for de fine titlers skyld. Det er i dette lys, at Alex Vanopslaghs tale skal forstås. Vi tager gerne vinger på for at flyve over havet, men hvis voksen, som holder fjerene, er så skrøbelig, at den ikke tåler belysning, så forsvinder meningen med det hele, og så må vi hellere vente, indtil vi har tilvejebragt en bedre voks.
(Kronik bragt i Børsen d. 20. april 2023)
Færre kvinder end mænd sidder i dag i direktørstolene og i bestyrelseslokalerne. Det er et problem, mener et flertal i Folketinget.
Men det er en unuanceret fortælling.
19. april bliver Liberal Alliances beslutningsforslag om at afskaffe kvoterne behandlet i Folketinget, og må jeg i den forbindelse minde om nuancerne i debatten.
Danske virksomheder og institutioner med flere end 50 medarbejdere er i dag tvunget til, at have et mål om minimum en 40/60-fordeling af henholdsvis kvinder og mænd i direktionen og bestyrelsen.
Men når politikere påtvinger direktioner og bestyrelser at få flere kvinder rundt om bordet, glemmer de, at ikke lige så mange kvinder som mænd rækker ud efter posterne, og at flere kvinder stadig vælger uddannelser og karriereveje, som ikke kvalificerer dem til en direktørstilling eller bestyrelsespost.
Skulle flere kvinder have lyst, evner og ambitioner til at vælge en vej, der leder dem til en toppost, lever vi i et land, som giver dem frihed og mulighed til at gøre det.
Men virkeligheden er – for nu – en anden.
Der er mange årsager til, at flere kvinder ikke finder vej til ledelsesgangene. Mange kvinder vælger en at gå af en anden vej, allerede når de vælger uddannelse.
De tager mere barsel end mænd i forbindelse med fødsler. Kvinder arbejder i gennemsnit mindre end mænd. Og generelt har kvinder også tendens til at have en mindre frembrusende adfærd i arbejdslivet og forhandlingssituationer.
Dette er blot få af de mange og forskellige valg mange kvinder tager, som leder dem væk fra den vej, der går mod en plads blandt mændene. For med valg kommer som bekendt også fravalg.
Den første lovgivning om kvoter for køn i ledelser og bestyrelser i de største danske virksomheder trådte i kraft under Helle Thorning-Schmidts regering i 2013.
Analyser viser, at kvoterne kun har haft en begrænset effekt. Institut for Menneskerettigheder har konkluderet, at kvoterne kun skabte en stigning i antallet af kvinder i topledelse fra 14 procent til 15,2 procent fra 2013 til 2015.
Kigger vi mod vores norske naboer, viser flere studier, at effekten af kvoter i Norge kun har haft en effekt for den enkelte kvinde, som kommer i bestyrelsen.
Der er meget lidt evidens for, at kvoter skaber spillover-effekter til kvinder længere nede i hierarkiet.
Vi skal også huske, at ligestilling netop er, at du vælges på grund af dine evner – ikke dit køn. Vi har i Danmark ligebehandlingsloven, som sikrer, at en medarbejdere vurderes på sine kvalifikationer og evner og ikke sit køn, og at der er lige løn for lige arbejde.
Loven sikrer ikke, at der sidder lige mange kvinder og mænd rundt om bordene på ledelsesgangene, men loven og ligestillingen i Danmark sikrer, at mænd og kvinder har de samme muligheder for at nå dertil.
Der er mange andre ligestillingsdagsordener, som vi bør koncentrere os om og arbejde for at løse. For eksempel må kvinder ikke opbevare deres æg i mere end fem år, mens mænd må opbevare sæd for evigt.
Kigger vi udover vores egen næse, er der groteske ligestillingsproblemer på den internationale scene. Senest og mest omtalt er kvinders undertrykkelse af Taliban i Afghanistan, mens kvinder i Iran fængsles og slås ihjel for at kæmpe for retten til frit at kunne at klæde sig, som de vil uden at blive straffet.
Lad ikke kønskvoter overskygge de virkelige udfordringer.
(Indlæg bragt i Altinget den 19. april 2023)
Der er noget galt med den måde, vi laver reformer på. Det er essensen af den glimrende bog »Entreprenørstaten«, som Sigge Winther Nielsen udgav for et par år siden (og som jeg tidligere har omtalt på denne plads).
Men det er som om erkendelsen af, at såkaldte reformer sjældent løser de problemer, de officielt er sat i verden for at løse, ikke vil trænge igennem på Slotsholmen. Både skiftende regeringer og skiftende folketing drømmer stadig om at stå foran den samlede, danske verdenspresse og erklære, at nu er dette eller hint problem løst en gang for alle. På trods af, at alle besindige mennesker ved, at den helt overvældende sandsynlighed taler for, at det er de ikke.
Er folkeskolen blevet bedre af folkeskolereformen? Er gymnasierne blevet bedre af gymnasiereformen? Er universiteterne blevet bedre af diverse reformer? Er sundhedsvæsen og psykiatri? Er de nye kommuner og regioner påfaldende bedre til at løse de problemer, de er sat i verden for at løse, end de gamle kommuner og de gamle amter? Det kan man ikke sige og samtidig bevare alvoren.
I alle disse tilfælde – og mange flere – er svaret, at hvis tingene overhovedet er blevet bedre, er det langt ude i decimalerne, forbedringerne kan aflæses. Men at som hovedregel har reformer i bedste fald nul effekt, mens de i værste fald gør ondt værre.
Det, jeg først og fremmest har imod SVM-regeringen, er ikke snævert politisk. Det er, at vi skal tro på, at lige præcis de partier og mennesker, der i dette århundrede har beklædt de højeste poster det meste af tiden, lige pludselig er blevet superdygtige til at lave reformer, der på afgørende punkter får de vitale samfundsinstitutioner til at fungere bedre.
Der findes desværre ikke en superhøflig måde at udtrykke det på. Men hvorfor skal jeg tro på, at Socialdemokratiet og Venstre og Venstres eksformand lige pludselig har lært af de bunker af fejl, de har begået de seneste 20-30 år, og at nu kommer den gyldne tid, hvor en reform løser det problem, den skal forestille at løse?
Den gunstige læser bedes tilgive, at jeg sammenligner skiftende regeringer med skikkelser fra populærkulturen. Men at tro på, at et persongalleri bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Venstres eksformand pludselig er kommet på bedre tanker og pludselig er blevet meget dygtigere til at reformere samfundet, end de har vist sig at være gennem årtier, svarer jo til, at man skal tro på, at Lord Voldemort har meldt sig ind i Frelsens Hær. Eller at Kaptajn Haddock har besluttet sig for at stå i spidsen for afholdsbevægelsen. Eller at Egon Olsen er søgt ind på Politiskolen.
Det er fuldstændig utænkeligt, at de samme mennesker, som i årtier har djøfficeret og komplificeret og bureaukratiseret alting, lige pludselig har fået evnerne og viljen til at lade være med at djøfficere og komplificere og bureaukratisere.
Hvis dansk politik var et familiedrama, skulle man samle Socialdemokratiet og Venstre og Venstres eksformand i én skikkelse. Det kunne gerne være en farverig person, der også havde forsonende eller måske ligefrem elskværdige sider. Men det afgørende er: Hvis de tre partier var en dramafigur, ville de være én, der ikke kunne lade være med at svigte sin kone og sine børn. Men som heller ikke kunne lade være med at sige, at nu er det altså slut. En gang for alle. Hvis du bare vil tro på mig fra nu af.
I politik hopper vælgerne på den slags. I forhold til en dramaserie er folk klogere. Der ved de udmærket, at det hele kører på nøjagtig samme måde i næste episode og næste sæson.
(Kommentar bragt i Berlingske d. 19. april 2023)
Kære københavner med bil, jeg er ked af, at du ved flere kommunalvalg er blevet bundet en historie på ærmet.
»Stem på mig, så skaffer jeg dig flere parkeringspladser,« har det lydt fra fortrinsvis borgerlige kandidater og partier. Det passede desværre ikke, og du har ikke fået flere p-pladser, og det var heller ikke seriøst ment, da de lovede dig det.
Så du cirkler stadig rundt for at finde en plads, og det hjælper dig nul og niks i jagten på en plads, at du har betalt kommunen for en beboerlicens. Der er ikke pladser nok til alle med en beboerlicens i dit kvarter.
Det kommer til at fortsætte, og det kommer til at blive endnu værre, hvis alt forsætter på samme måde som i dag. Flere københavnere vil få råd til bil, flere vil købe en, og der kommer ikke flere kommunale p-pladser.
Der er ikke plads på gadeniveau, og parkeringskældre koster cirka én million kroner pr. plads. Skal vi øge antallet af p-pladser på for eksempel Østerbro med ti procent, skal vi bruge en hel milliard kroner, som skal tages fra renovering af skoler, nyanlæg af børnehaver eller flere idrætsanlæg til den københavnske ungdom, som i dag har for få boldbaner og svømmehaller.
Sådan vil et flertal i Københavns Borgerrepræsentation ikke prioritere – og det bør vi heller ikke. En parkeringsplads til din bil er et privat gode til dig. Ude i villakvartererne, i Nordhavn og i Ørestad betaler folk selv for deres forbrug af parkeringspladser. Skal de så også betale en million over skatten for én p-plads i en parkeringskælder til deres bysbørn i brokvartererne? Selvfølgelig ikke.
Der er to muligheder: Enten accepterer vi, at det vil blive sværere og sværere at finde p-plads i brokvartererne og Indre By.
Ellers også prissætter vi beboerlicenserne, så kun folk, der har mest brug for bilparkering, køber en, mens andre med mindre bilbehov finder andre løsninger: Cykel, Metro, delebil osv.
Jeg synes ikke, vi skal fortsætte med, at p-pladserne går til dem med mest tid til at cirkle rundt i kvartererne.
Så lad os prissætte beboerlicenserne mere fornuftigt, hvilket vil sige, at de skal være dyrere. Så vil der til gengæld være en p-plads til dem, som ikke kan undvære en bil. I Nordhavn og Ørestad er der ikke mangel på p-pladser. Her skal man ikke cirkle rundt.
Jeg tror ikke, det er nødvendigt med så høje priser på beboerlicenser i de ældre dele af byen som i Nordhavn og Ørestad, for udbuddet af p-pladser på gaden er trods alt større i den gamle del af København. Men de nuværende ned til 1.335 kroner for fri parkering i et helt år (0 kroner for elbiler) i brokvartererne er altså meget billigt.
Vi kan også lade være, og du kan ved kommunalvalget i 2026 igen lade en politisk fusentast bilde dig ind, at en stemme på ham kan skaffe dig en parkeringsplads, som både er næsten gratis og ledig, når du skal bruge den. Du har ladet dig narre før, du kan lade dig narre igen.
Jeg synes ikke, vi skal fortsætte med, at p-pladserne går til dem med mest tid til at cirkle rundt i kvartererne.
(Kommentar bragt i Berlingske d. 15. april 2023)
Selvom præsident Macron har præciseret, at Frankrig mener det, Frankrig hele tiden har ment om Europa, Kina og USA, er der god grund til at spørge: Hvad bør Europa egentlig mene om sig selv, Kina og USA?
Sammen med USA og Canada er det landene i Europa, der har grundlagt den politisk og økonomisk liberale verdensorden, der først blev formuleret som en vision efter Anden Verdenskrig og siden blev til virkelighed efter Murens fald.
Det mest fordelagtige ved den vestlige orden overhovedet er efter min opfattelse, at den bryder med princippet om den stærkes ret.
De europæiske ordener, vi har kendt til for eksempel efter Trediveårskrigen i 1600-tallet eller efter Napoleonskrigene i 1800-tallet, har været karakteriseret ved, at de svage i sidste instans måtte rette sig efter de stærke. Brutal militær magt havde – sagt på anden vis – altid det sidste ord.
Det, der er sket med både Nato og EU – men desværre i ringere grad med FN – er, at der er opbygget såvel institutioner som forpligtende regler. Derfor mødes medlemmerne af navnlig EU og Nato efter helt faste procedurer inden for rammerne af diverse institutioner og udøver den magt, som medlemslandene har givet til de pågældende institutioner.
I princippet på samme måde, som medlemmerne af Folketinget udøver deres magt, sådan som grundloven (og Folketingets egen forretningsorden) foreskriver.
Den vigtigste opgave for Europa og den vestlige verden i de kommende år er at holde fast i, at den model, vi har skabt, er værdifuld og skal holde i mange år ud i fremtiden. For det gælder om altid at huske: Verden er hverken blevet politisk eller økonomisk liberal af sig selv. Verdens naturlige tilstand er ikke, at den er politisk eller økonomisk liberal. Verdens naturlige tilstand er i bedste fald den stærkes ret. Og i værste fald anarki.
Rundtomkring i verden ser vi ikke længere det, politologen og sociologen Larry Diamond har kaldt en »demokratisk recession«. Hvilket i sig selv er galt nok: Udtrykket beskriver, hvordan flere og flere lande går i demokratisk forfald og udvikler sig til autokratier. Vi ser desværre også, at de ikkedemokratiske lande begynder at indgå alliancer, som åbenlyst har til formål at afmontere den økonomisk og politisk liberale vestlige verdensorden.
Det er en kendt sag, at Kina og Rusland har indgået en alliance om at udfordre den vestlige orden. Men Iran har længe været på vej ind i en alliance med Rusland, og seneste nyt fra Mellemøsten er, at Kina og Saudi-Arabien taler om en tilnærmelse.
Det betyder ikke, at Europa skal spille offensivt ud og slå hånden af den autokratiske alliance, der tegner sig. Men vi skal glemme alt om de naive fejlfortolkninger af 1989, som først og fremmest Angela Merkel og Tyskland er kommet til at stå som symboler på.
Interdependens – som det så fint hedder; man kan også sige samhandel – fører ikke til en mere demokratisk verden. Det troede alle, der fejlfortolkede 1989. Og i Tyskland blev det til et elegant slogan: wandel durch handel.
Vi har skabt interdependens mellem på den ene side de vestlige lande og på den anden side Mellemøsten og Kina i årtier. Det her skabt en umådelig rigdom alle steder. Men det har ikke ført til, at der er kommet en tøddel mere demokrati i hverken Mellemøsten eller Kina.
I stedet oplever vi, at flere og flere lande slår ind på det, som Rusland allerede tog hul på i 2007: hybrid krig imod den vestlige verden.
Hvad angår Rusland, har den hybride krig blandt andet ført til hackerangreb imod kritisk vestlig infrastruktur, indblanding i valg rundtomkring i den vestlige verden og udsendelse af dødspatruljer til blandt andet Storbritannien.
Iran fører også hybrid krig verden over. Den kommer blandt andet til udtryk gennem dødspatruljer og opfordringer til at angribe mennesker, der udfordrer iranske – og dermed islamiske – dogmer. Det mest prominente offer for det sidstnævnte er selvfølgelig Salman Rushdie.
Kina fører en helt åbenlys krig imod den regelbaserede verdensorden i Det Sydkinesiske Hav. Og truer i øvrigt ethvert land, der har været så uforsigtigt at vikle sig ind i kinesisk interdependens, med økonomisk død og ødelæggelse, hvis det pågældende land udfordrer kinesiske dogmer om f.eks. Tibet, Hongkong eller Taiwan.
Derfor bør præmissen i Europa fremover være: En alliance af autokratiske lande har for længst erklæret den vestlige verden hybrid krig.
Det skal vi for det første erkende som et faktum, vi ikke kan ændre på – fordi krigserklæringen helt ensidigt kommer fra modparten.
For det andet skal vi begynde på at sikre os, at den hybride krig ikke i fremtiden kommer til at ramme os så hårdt, som f.eks. Nord Stream 2-projektet var på vej til.
Alle de steder, hvor den vestlige verden i forhold til den autokratiske alliance kan komme i en ”Nord Stream 2-situation”, skal vi tage skridt til at vikle os ud af disse potentielt meget farlige situationer.
Derfor skal den vestlige verden være mindre afhængig af olie. Ligesom den skal være mindre afhængig af råstoffer og produkter, som den autokratiske alliance mere eller mindre har monopol på i dag.
Sidst, men ikke mindst, er vi med Ukraine in mente nødt til at besinde os på, at den hybride krig kan udvikle sig til gammeldags krig slet og ret.
Den vestlige verden skal over for den autokratiske alliance fremstå som en mere afskrækkende militær modstander, end den gør i dag. Ellers er det blandt andet realistisk at forestille sig, at såvel Det Sydkinesiske Hav som Polarhavet i en ikke så fjern fremtid er farvande, der er ophørt med at være underlagt FN’s konventioner og i stedet er underlagt den autokratiske alliance.
Det betyder ikke, at globaliseringen hermed er aflyst. Det betyder, at den skal tilpasses virkeligheden. Ved at fjerne sig fra de illusioner og farlige fejlforestillinger, der dominerede den vestlige verden fra 1989 til 2022.
(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 15. april 2023)
Regeringen, Radikale Venstre, Enhedslisten og alternativet havde knap præsenteret aftalen om en ny vejafgift, før cirka 100 chauffører og vognmænd rullede ind på Slotsholmen for at vise deres utilfredshed med den nok mest afgørende aftale for sektoren i mange år.
Aftalen går i korte træk ud på, at transportvirksomheder fra 2025 skal betale vejafgifter, efter hvor mange kilometer deres lastbiler kører i Danmark. Aktørerne i transportbranchen skal ifølge Skatteministeriet regne med i gennemsnit at komme af med 1,3 kr. pr. kørt kilometer, og hensigten er, at branchen skal reducere 0,3 mio. tons CO2 i 2025 og 0,4 mio. tons i 2030. To tal, der ikke umiddelbart lyder af meget. Og det med god grund.
Spørger man Mogens Fosgerau, der er professor i transportøkonomi på Københavns Universitet, så er der nemlig stort set ingen klimapolitisk gevinst ved afgiften. Til gengæld ligger incitamentet til forslaget ifølge ham og andre stemmer i det faktum, at afgiften vil sikre staten en gevinst på cirka 1 mia. kr. i 2025. Og det er en mærkbar sum penge: Til sammenligning er der f.eks. blot 200 mio. kr. til forhandling mellem partierne i finansloven for 2023. Netop den pointe understreger Mogens Fosgerau, når han passende siger om tankerne bag aftalen, at »det har bare ikke så meget med klima at gøre«. For det har det såre simpelt heller ikke.
I stedet mener vi, at aftalen er et dæknummer for at skrabe penge i kassen – og endda et dårligt et af slagsen. Omkostningerne er så store i forhold til den spinkle C02-reduktion, at man med en vis vilje sagtens kunne have fundet langt mere omkostningseffektive løsninger. Omkostningerne i den nuværende aftale rammer både alt for hårdt, bredt og skævt.
Aftalen rammer hårdt, fordi branchens samlede omkostninger ved den løber op i cirka 2,5 mia. kr. Den rammer bredt, fordi alle typer lastbiler bliver pålagt afgiften – sågar el-lastbiler, hvilket giver meget lidt mening, hvis intentionen skulle være grøn. Og ikke mindst rammer den skævt, fordi det særligt er aktører i yderområderne, der kører mange kilometer.
Ifølge Dansk Industri foregår hver fjerde kørte kilometer til eller fra Nord- og Vestjylland, mens hele 7 af 10 kørte kilometer med lastbil sker med på- eller aflæsning i Jylland. Her er afstandene som bekendt større end i f.eks. hovedstadsområdet. Dermed vil både transportvirksomhederne og produktionsvirksomhederne havne i en situation, hvor det er mere attraktivt at løse og tage opgaver fra de centrale dele af landet. Det vil på sigt skade yderområderne, der i forvejen har nok problemer med centraliseringen.
Samtidig er regeringens aftale i strid med dens planlagte skattestop, da indtægterne fra den ikke bliver ført tilbage til den grønne omstilling af transportbranchen. Nej, de kan i stedet gå til andre prestigeprojekter – når altså regeringen har fraregnet de 300 mio. kr., der skal bruges på at administrere ordningen. Det kan vi ikke være bekendt over for de vognmænd, der måske ser ind i en lukningstruet fremtid.
Samlet set er vi efterladt med et billede af en model, der simpelthen er for ineffektiv, og hvor intentionen snarere er at skrabe penge sammen end at gøre noget for klimaet. Det mener vi ikke er en måde at bedrive klimapolitik på. Lad os i stedet kigge på en klogere løsning sammen med branchen, hvor vi reelt kan gøre den grønnere.
(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 12. april 2023)