Slip iværksæt­terne fri fra spænde­trøjen af brandbe­skat­ning og overre­gu­le­ring

Steffen Larsen
23. september 2022

Hvad er større i livet end at skabe noget?

Livet som iværksætter er benhårdt. Men samtidig er det også noget af det mest meningsfulde, man kan foretage sig. Det mærkede jeg selv, da jeg som uddannet el-installatør midt under Finanskrisen tog springet ud i at drive selvstændig virksomhed ved at købe en brugt installationsbil og begynde at ringe potentielle kunder op.

Der var tider, hvor jeg var tæt på at gå ned med stress. Men der var også tider, hvor jeg mærkede suset og glæden af at skabe noget helt konkret fra bunden, og da jeg efter lang tids slid og slæb kunne ansætte min første medarbejdere, indfandt stoltheden sig, og jeg vidste, at jeg havde truffet den rette beslutning, da jeg blev selvstændig.

Iværksætteri er vigtigt, fordi det skaber arbejdspladser, innovation og velstand, som kommer hele samfundet til gode. Og fordi, det netop skaber en opbyggelig følelse af udvikling. Problemet er bare, at Danmarks høje skattetryk og tiltagende mængde unødvendig regulering hænger som en møllesten om halsen på landets iværksættere. Det afspejler sig i tallene.

I første halvdel af 2022 havde 19 pct. færre iværksættere mod på at starte egen virksomhed i forhold til samme periode sidste år, og på landsplan er antallet af nye enkeltmandsvirksomheder faldet med hele 16 pct., hvilket har ført os til det laveste niveau i fem år.

Og det er egentlig ikke så mærkeligt, for med en selskabsskat på 22 pct., en kapitalbeskatning på op til 42 pct. og en topskat på 56 pct. kan det dårligt betale sig at være én af dem, der yder en ekstra indsats her til lands.

Hvis man er i tvivl om dét, kan man bare kaste et blik på, hvor få der har lyst til at blive boende i Danmark og give den en skalle til gavn for hele samfundet. Danmark ligger under det europæiske gennemsnit, når det kommer til at skabe højvækstvirksomheder.

Lavere skatter og mindre bureaukrati er naturligvis de to primære løsninger, der kan slippe danskernes virkelyst fri

Og ud af de 10 største danske virksomheder startet efter år 2000 har hele 8 af dem valgt at forlade Danmark ved enten at blive børsnoteret i udlandet eller ved at blive opkøbt af udenlandske investorer og flytte virksomhedens hovedsæde til udlandet.

Hertil kommer, at ud af de 16 danske virksomheder med en værdi over 1 mia. kr., der er startet i samme periode, har kun 3 valgt at blive børsnoteret i Danmark.

Det er et kæmpe problem, hvis vi fortsat vil være et velstående samfund. Derfor bliver vi nødt til at slippe iværksætterne løs fra den spændetrøje af brandbeskatning og overregulering, som staten lige nu holder dem fanget i.

For når virkelystne ildsjæle efter mange års hårdt arbejde med lav løn og ringe jobsikkerhed omsider får stablet en rentabel forretning på benene, skal de kunne høste frugterne af deres hårde arbejde. Det er ikke bare et spørgsmål om sund fornuft, men også om anstændig moral.

Bureaukratiet er bevidst benspænd
Men skattetrykket er ikke den eneste bremseklods på vejen til et samfund, hvor flere skaber noget. Den offentlige sektor opstiller også en lang række bureaukratiske benspænd for iværksættere. Som selvstændig i håndværksbranchen har jeg selv mærket en lang række af disse forhindringer.

Det gælder f.eks., når man som lille selvstændig forsøger at sætte sig ind i regnskabs- og skatteregler og ikke kan få et klart og effektivt svar, når man henvender sig til SKAT, og det tidsforbrug, som f.eks. Danmarks Statistik og Erhvervsstyrelsen pålægger virksomheder i form af en lang række dataindsamlingskrav, samt affaldsgebyrer fra kommunen, selvom den virksomhed, man har stiftet, måske slet ikke producerer erhvervsaffald.

Lavere skatter og mindre bureaukrati er naturligvis de to primære løsninger, der kan slippe danskernes virkelyst fri. Dertil kommer et tredje spor, nemlig at lukke op for øget konkurrence på de områder, som den offentlige sektor sidder tungt på i dag. Det drejer sig blandt andet om kollektiv transport, børnepasning, ældrepleje og sundhed.

Disse markeder er i dag relativt lukket land for iværksættere. Faktisk forsøgte venstrefløjen at gøre det helt umuligt at tjene penge som privat børnepasser gennem forbud mod at udtage profit fra private pasningsordninger. Loven blev justeret i sidste øjeblik pga. en enorm modstand fra forældre landet over, der var tilfredse med deres private pasningsordninger.

Faktum er dog stadig, at det er kompliceret eksempelvis at åbne en privat børnehave, da kommunerne har en lang række detaljerede krav til, hvilke præmisser man må åbne et pasningstilbud på. Krav, der handler mere om at spænde ben end at sikre en god service.

Sænk skatter og afgifter og fjern de bureaukratiske benspænd, så flere danskere kan slippe deres kræfter fri og starte deres egen virksomhed! For borgere, der er frie til at skabe noget, er til gavn for dem selv, deres familie, deres nabolag og faktisk også resten af Danmark.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 22. september 2022)

Det er ikke dine karakterer, der giver dig succes. Det er den karakter, du opbygger på vej mod karaktererne

Henrik Dahl
22. september 2022

Rockwool Fondens Forskningsenhed og University of Chicago har for nylig i fællesskab offentliggjort en undersøgelse, der fokuserer på social status mellem generationerne.

Arver børnene deres forældres sociale status? Og hvilke faktorer kan i særlig grad forklare denne arv? Den type af spørgsmål er udgangspunkt for undersøgelsen.

Den enkeltfaktor, der i højeste grad forklarer, hvordan forældrene giver deres status videre til deres børn, er uddannelse.

Jo mere uddannelse forældrene har, desto mere uddannelse tager børnene.

Der er flere ting at bemærke til undersøgelsens resultater.

For det første giver undersøgelsen en udmærket illustration af, hvordan Statens Uddannelsesstøtte (SU) i praksis virker. Den er et statstilskud til, at bedre folks børn lettere kan opnå deres forældres sociale status og lettere kan opnå en høj livsindkomst.

Selvom det ofte påstås, at SU er det vigtigste virkemiddel, vi har til at bryde den sociale arv, er det ikke rigtigt. Som en af de få overførselsindkomster har SU en negativ social profil. Det vil sige en fordeling, hvor de mindre velhavende økonomisk understøtter de mere velhavende.

For det andet giver undersøgelsen anledning til at spørge: Er det selve det forhold, at man er cand. etellerandet, der giver en høj social status? Eller får man en høj social status, fordi det at blive cand.

etellerandet stiller en række krav, som det generelt er vigtigt at kunne honorere, hvis man vil have en høj social status? Jeg understreger, at det følgende er en hypotese, der udspringer af min sociologiske fantasi og intet andet. Men prøv at følge min tankegang alligevel.

Forudsætningen for, at man kan til sidst kan bestå sit speciale, er, at man er i stand til at sætte sig selv et mål, der ligger mindst fem år ude i fremtiden. Det er i virkeligheden en ret stor præstation, når man er omkring de tyve år. For man sætter sig selv et abstrakt mål, der spænder over en fjerdedel af den tid, man overhovedet har levet. Og omkring en tredjedel af den tid, man har haft en nogenlunde sammenhængende bevidsthed om sig selv og sin omverden.

Men ikke alene kræver en kandidatgrad, at man kan sætte sig selv abstrakte mål, der ligger langt ude i fremtiden. Den kræver også, at man kan arbejde systematisk hen imod målet dag ud og dag ind i mange år.

Det vil sige sætte sine her-og-nu-behov for adspredelse på standby og fokusere på ting, der ikke umiddelbart rummer megen morskab.

Jeg vil gætte på, at alle, der i tyveårsalderen kan gøre det samme, som man gør, når man bliver kandidat, vil klare sig godt her i livet. Det vil sige: Kan sætte sig selv et ambitiøst mål med en lang tidshorisont og arbejde koncentreret på at nå målet stort set hver dag i den mellemliggende tid.

Hvis man skulle formulere mit ræsonnement med et slagord: Det er ikke dine karakterer, der giver dig succes. Det er den karakter, du opbygger på vej mod karaktererne.

Jeg er temmelig sikker på, at jeg har ret i min antagelse om, at det er menneskers karakter, der giver dem succes. Ikke om de lige præcis har dygtiggjort sig på den ene eller den anden måde.

Hvis vi som politikere gerne vil sætte unge mennesker på kurs mod et godt liv, skal vi derfor ikke gøre dem alle sammen til akademikere. Vi skal tilbyde nogle at blive det. Men vi skal give alle børn og unge muligheden for at danne deres karakter på en måde, der er hensigtsmæssig. Det vil sige for at blive ambitiøse og flittige. Det vil altid lønne sig for den enkelte – uanset hvad han eller hun i øvrigt beskæftiger sig med.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 21. september 2022)

Danmark smider guld på gaden i sin udlændin­gepo­li­tiske strammer-konkur­rence

Steffen Frølund
20. september 2022

Jeg kan godt lide konkurrencer, og jeg kan godt lide at vinde. Men der er nogle konkurrencer, som ikke har nogen vindere. Det gælder f.eks. konkurrencen mellem systempartierne om at fremstå strammest på udlændingepolitikken.

Det fik jeg endnu engang bekræftet, da jeg slog op i avisen i sidste uge. Her kunne man læse, at den danske stjerneiværksætter, David Heinemeier Hansson, overvejer at forlade Danmark som følge af vores absurde og unødigt rigide udlændingeregler.

David har i en længere årrække været bosat i USA, men nu er han sammen med sin kone vendt tilbage til Danmark for at give sine børn en opvækst her. Problemet er bare, at vejen til en opholdstilladelse for hans kone er brolagt med forhindringer i form af strikse krav om danskkundskaber og bureaukratisk papirarbejde, hvilket har fået familien til at overveje, om det overhovedet kan betale sig at blive boende. Og Davids historie er desværre ikke en enlig svale.

Hver eneste måned dukker der nye historier op om folk, der bliver klemt i Danmarks udlændingesystem. Fra min egen tid i det danske start-up-miljø kan jeg kun nikke genkendende til de talrige historier om bidragende udlændinge, der er nødt til at vende Danmark ryggen, fordi myndighedernes bureaukratiske benspænd gør det for besværligt at opholde sig her.

Der er ingen tvivl om, at vi skal slå hårdt ned på udlændinge, der begår kriminalitet, ikke bidrager på arbejdsmarkedet eller bryder med vores kulturelle værdier. Men vi må ikke blive så bange for at fremstå slappe i udlændingepolitikken, at vi ender med at smide guld på gaden som i tilfældet med familien Heinemeier Hansson.

I stedet for at lade strammer-konkurrencens bøvl og bureaukrati gøre livet surt for dygtige udlændinge, burde vi tilpasse reglerne, så vi ikke mister gevinsten fra de personer, som kan og vil Danmark.

Det vil både afhjælpe den akutte mangel på arbejdskraft, bidrage til vækstudvikling og være det rigtige at gøre overfor de mange personer, som gerne vil være en del af vores samfund.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 20. september 2022)

Her er den mest vildledende præmis i den kommende valgkamp

Henrik Dahl
7. september 2022

Når valgkampen for alvor går i gang, er der mange præmisser, der trænger til at blive udfordret.

Er det korrekt, at børn er »vores«, som de røde partier plejer at sige? Nej, det er det selvfølgelig ikke. Rent juridisk tilhører børn som udgangspunkt deres forældre. Det er dem, der er værge.

Er det korrekt, at offentlige ydelser, der stilles til rådighed for borgerne uden vederlag, er gratis? Nej, selvfølgelig er det ikke det. De er betalt af skatteborgerne. Hvorfor kontrollen med forvaltningen af vederlagsfrie, offentlige tjenester burde være langt skrappere end kontrollen med forvaltningen af tjenester, hvor brugerne skal betale en større eller mindre andel.

Er det korrekt, at man »får« gevinsten ved en skattelettelse? Nej, det er det argeste sludder. Skat består helt grundlæggende i, at staten konfiskerer en del af borgerens indtægt. Når staten konfiskerer mindre, »får« borgeren følgelig ikke en bønne. Borgeren beholder bare en større del af sine ærligt tjente penge, end der ellers var lagt op til.

I en perfekt verden, hvor medierne faktisk var kritiske, stoppede studieværter og andet godtfolk politikere hver evige, eneste gang, de sagde »vores børn«; »gratis ydelser« eller »tjener på skattelettelser« og fortalte dem, at nu sagde de noget principielt vildledende og manipulerende sludder, der kun tjente til at afspore den politiske samtale. Det kommer selvfølgelig ikke til at ske. Derfor vil jeg nøjes med at opfordre den interesserede borger til selv at være på vagt under valgkampen.

Men den mest vildledende præmis i den kommende valgkamp har jeg gemt til sidst: At alle medarbejdere i den offentlige sektor er beskæftiget med at frembringe kerneydelser.

Når borgerlige politikere siger, at den offentlige sektor bør være mindre, vil den røde politiker indigneret – og rutinemæssigt – afparere med, at så er der jo nogle børn, der ikke bliver undervist, og nogle syge, der ikke bliver passet og plejet, og nogle ældre, der ikke får assistance i hjemmet og nogle forelæsninger, der bliver aflyst og så fremdeles.

Det er for alvor en vildledende præmis. Fordi den bygger på den ikkeformulerede antagelse, at alle, der arbejder på en skole underviser; at alle, der arbejder på et hospital, helbreder og plejer; at alle, der arbejder i ældreomsorgen, har kontakt med borgerne og at alle, der arbejder på et universitet, er forskere.

Sandheden er, at på næsten enhver offentlig arbejdsplads er der bunker af mennesker ansat, der ikke er beskæftiget med andet end pseudoarbejde. De laver handlingsplaner, der ikke bliver fulgt. De indkalder til møder, der hverken har konklusioner eller konsekvenser. De opstiller verdensmål. De arbejder med »udvikling«. Eller med »strategi«. Eller med »facilitering«. Eller de producerer legitimation for, at den institution, de arbejder på, i fremtiden skal have endnu større bevillinger. For eksempel ved at opfinde alle mulige dynamiske og afledte effekter – der er supertynde og tvivlsomme – for, at samfundet har langt større gavn af institutionen, end den koster i løn og drift.

Den offentlige sektor er proppet med mennesker, hvis jobfunktion ikke eksisterede for 20 eller 30 år siden. Hvilket typisk vil sige: Den er proppet med jobfunktioner, som det ikke ville have nogen som helst konsekvenser at nedlægge. Ud over, at det ville afhjælpe en del af den arbejdskraftmangel, der hersker i andre sektorer.

Så kig nærmere på jobfunktioner, der ikke fandtes i år 2000. Sådan kan man tage hul på at gøre den offentlige sektor meget mindre.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 7. september 2022)

Man er en dårlig redningsmand, hvis man selv skaber ulykken først

Steffen Frølund
6. september 2022

Det er altid velkomment med bud på, hvordan vi som samfund løser forskellige problemer. Desværre er det ofte dem, som har mest travlt med at spille redningsmænd, der har skabt problemet i første omgang.

Vi møder ofte politiske partier, især på venstrefløjen, som positionerer sig som redningsmænd. Der er mange vælgere, som godt kan lide at blive reddet. En redningsmand er en helt, og en helt er god. Alle vil gerne være gode. Men hvis man har skabt ulykken i første omgang, så kan man ikke siges at være god – uanset hvor flot man redder nogen bagefter.

I førstehjælp lærer alle, at de altid skal standse ulykke først. Men når det kommer til politiske redninger, så forværrer den foreslåede redning tit problemet, som man i første omgang ønsker at redde nogen fra. Det skaber selvforstærkende feedback-loops. Skad, red, skad mere, red mere, osv. ad infinitum. Heri ligger en delforklaring på paradokset: at selvom staten blot vokser og vokser, så bliver serviceniveauet blot ringere og ringere.

Alene den sidste uge har vi hørt på redningsudspil omkring børn og unges psyke, sygeplejerskers løn, en varmecheck, og huslejestigninger. Men fælles for alle disse er, at problemerne er opstået af politikfejl.

For vi ville ikke have samme problemer med børn og unges psyke, hvis ikke man lod ungdommen betale prisen for covid-nedlukningerne, udflyttede uddannelser til provinsbyer langt væk fra deres drømme, tvangsfordelte skolevenner, når de skal i gymnasiet baseret på deres forældres indtægt eller indførte skolereformer, som dræner lærerstaben for gejst og dødlægger al nytænkning af undervisningen.

Og på trods af alt dette, er det venstrefløjen, der går til valg på at gøre livet bedre for Danmarks børn og unge – selvom det er deres politik, der i første omgang har skabt problemerne.

Et andet eksempel er, at man vil afhjælpe inflationsproblemerne ved at uddele en varmecheck, der blot puster yderligere til det bål af inflation, der i disse dage brænder af danskernes privatøkonomi.

Venstrefløjen stod for at, huslejer skulle indekseres til inflationen. Og med paroler om, at der ikke kom nogen regning ved at pumpe flere penge ud i økonomien, lod man gladelig inflationen løbe løbsk, hvilket nu har ført til højere priser på alt fra fødevarer, forbrugsgoder og husleje.

Og for at føje spot til skade har regeringen endda netop meddelt, at de vil sætte yderligere loft på huslejestigninger, hvilket blot vil minimere udbuddet af boliger, så der nu skabes dårligere boligforhold for danskerne.

Et andet eksempel er, at sygeplejerskernes arbejdsmiljø og lønforhold er for dårlige. Det behøver man ikke en subjektiv vurdering af, for man kan bare se på, hvor få unge, der i disse dage har lyst til at blive sygeplejersker. Årsagen er, at man med venstreorienteret planøkonomi har besluttet, hvad en sygeplejerskeløn skal koste.

Altså den venstreorienterede klassiker med prislofter. Indfører man prislofter, så falder udbuddet. Nu falder udbuddet af sygeplejersker så i en tid, hvor der er brug for dem, hvilket skader os alle. Men som sædvanlig står venstrefløjens redningskorps i kø for at indføre flere planøkonomiske tiltag med bureaukrati og detailregulering, som vil forværre arbejdsmiljø og løn yderligere.

Men der er en vej ud af kniben. Ved første øjekast fremstår løsningen måske ikke så heltemodigt. Men hvis vi tager et opgør med forestillingen om, at politik skal fylde alt i danskernes tilværelse, kan vi undgå mange af ulykkerne.

Hvis vi tager et opgør med, at politikerne skal detailregulere danskernes liv fra vugge til grav, kommer vi ikke til at forvilde os ud i situationer, hvor politikerne må ty til halvbagte lappeløsninger. Men det kræver, at vi politikere tør blande os udenom og udviser tillid til danskerne.

(Debatindlæg udgivet i SN d. 26. Oktober)

Den Grønne Ungdomsbevægelse tager fejl. Liberal Alliances klimaambitioner er tårnhøje

Steffen Frølund
6. september 2022

Den Grønne Ungdomsbevægelse har vist forsømt at sætte sig ind i LA’s klimapolitik, før de gik til tasterne. Faktum er nemlig, at LA har tårnhøje klimaambitioner.

For nyligt kunne man i nærværende avis støde på et debatindlæg fra Den Grønne Ungdomsbevægelse, der anklager Liberal Alliance for at være et klimaskeptisk parti og turnerer med et postulat om, at partierne i rød blok ”åbenlyst er lysår foran partierne i blå”.
Det er forkert, men åbenlyst ér det imidlertid, at Den Grønne Ungdomsbevægelse tilsyneladende ikke har sat sig ind i Liberal Alliances klimapolitik, før de gik til tasterne.

Faktum er nemlig, at Liberal Alliance er det parti i Danmark, der har den mest ambitiøse klimapolitik målt på CO2-reduktioner.
I vores seneste klimaudspil fra foråret anviser vi nemlig vejen til at reducere CO2-udledningen med 100 procent i 2030. Ja, du læste rigtigt. Hverken Frie Grønne, Enhedslisten, Det Radikale Venstre eller nogen andre partier har en lige så ambitiøs målsætning.

Så hvordan skal vi gøre det i praksis? Jo, det handler om at føre en klimapolitik, der er renset for symbolpolitik.
I dag er den danske klimadebat nemlig kendetegnet ved et ensidigt fokus på nationalistisk navlepilleri, hvor man ikke ser længere end til vores egen danske andedam.

Det er et problem, for i atmosfæren er det fuldstændig ligegyldigt, om CO2-udledningen kommer fra Danmark, Indien eller Kina – den skal reduceres uanset hvad.
Derfor er det Liberal Alliances politik, at vi løfter blikket fra den danske andedam og fører en klimapolitik med internationalt udsyn.

Vi skal således både mindske vores egen udledning med 70 procent og samtidig reducere de resterende 30 procent i udlandet, så vi bliver et reelt foregangsland for den grønne omstilling.
Det gør vi ved at øge klimapuljen med mere end 1 mia. kr. om året og indgå internationale samarbejdsaftaler med udenlandske myndigheder, så vi også hjælper andre lande med at reducere deres CO2-udledning.

Vi skal have en flad og ensartet CO2-afgift samt en afgift på klimaskadelig biomasse, vi skal 17-doble dansk havvind og så skal vi sætte turbo på elektrificeringen af Danmark ved at udbygge vores elektriske infrastruktur.

Og derudover skal vi nedsætte en Niels Bohr-kommission, som fordomsfrit lader forskere undersøge mulighederne for at have kernekraft i den danske energiforsyning.
For hvis man er seriøs omkring den grønne omstilling, så lytter man naturligvis til verdens førende forskere og de officielle anbefalinger fra både EU og FN, der helhjertet støtter op om verdens billigste, sikreste og mest stabile grønne energikilde: nemlig atomkraft.

Så inden Den Grønne Ungdomsbevægelse kommer alt for godt i gang med postulaterne om at ”det står lysende klart, at de blå partier ikke har et klimaprojekt”, så skulle I måske lige læse vores ambitiøse klimaudspil?
Ja, måske vi sågar kan finde fælles fodslag om en politik, der lægger skinnerne til den grønne omstilling? Det håber jeg i hvert fald.

(Debatindlæg udgivet i Politiken d. 6. September)

SF og andre går på stemmerov blandt ofre

Henrik Dahl
24. august 2022

Det er lidt mindre end 50 år siden, at forfatteren Henrik Stangerup offentliggjorde romanen »Manden der ville være skyldig«. Den handler om en mand, der gerne vil påtage sig skylden for sine gerninger, men ikke kan få lov til det af samfundet, han lever i.

Når Stangerups roman er værd at huske, er det, fordi det i Danmark i 2022 åbenbart er kontroversielt at sige, at mennesket har et personligt ansvar. Det var en samfundstilstand, forfatteren ønskede at advare imod.

Nu er den i mellemtiden blevet til virkelighed.

Påstår man, at det enkelte menneske har en mulighed for at påvirke sin egen situation, må man regne med et inkvisitorisk interview på en landsdækkende tv-kanal.

Når det er blevet kontroversielt at sige, at mennesket har et personligt ansvar, er det, fordi en af præmisserne for velfærdsstaten er, at mennesket er et magtesløst offer for sit sociale miljø.

I socialpsykologien taler man om den såkaldte socialkarakter. Det vil sige et karakteristisk reaktionsmønster, der kan observeres i store grupper i samfundet.

Før Danmark blev et demokrati, var en afgørende socialkarakter den aristokratiske.

Omdrejningspunktet for den aristokratiske livsform var, at man som arving til sin families privilegier skulle videreføre slægtens magt og gerne gøre den større. Det gjorde man bedst ved at fremstå som indbegrebet af de dyder, slægten historisk stod for. Hvad enten det var en særlig flair for krigsførelse, offentlig administration eller dyrkelse af kunst og videnskab. Den opgave, der lå på den unge generations skuldre, var altså, at den skulle være særligt dygtig til at gøre det samme, som forfædrene altid havde gjort.

Det ændrede sig alt sammen, da man indførte demokrati. I det tidlige demokrati gjaldt det om at bevise sin duelighed.

Ordener hænger man på idioter, havde P. A.

Heiberg frejdigt hævdet i slutningen af 1700-tallet og modtaget en streng straf for det. Skulle man have et embede, var det ikke længere nok, at man havde et traditionsrigt efternavn og indflydelsesrige onkler. Man skulle selv kunne noget og være i stand til at godtgøre det med et eksamensbevis.

Denne borgerlige samfundsorden kalder man den meritokratiske, og den fungerer fortrinligt i de første 100 år af det danske demokratis historie. Men i takt med, at velfærdssamfundet bliver indført, begynder en ny måde at tænke på at konkurrere med den meritokratiske. Nu gælder det ikke længere om at bevise, at man er dygtig. Det gælder om at bevise, at man er magtesløs.

For er man det, går velfærdsstatens pengekasse op, og man kan regne med at blive forsørget resten af sine dage. I den forstand har velfærdsstaten det bagvendte succeskriterium, at det gælder om ikke at kunne. For kan man ikke, står systemet klar til at hjælpe.

Hvis man er et politisk parti, der gerne vil have mange stemmer, er en effektiv metode i Danmark i vore dage at gøre sig til talsmand for grupper, der hævdes at være ofre. Det ses mange steder, men mest tydeligt hos Socialistisk Folkeparti. Her fisker man ihærdigt i vælgerhavet ved at påstå, at selve det at være et ungt menneske er mere eller mindre sundhedsskadeligt.

Men som menneske har man altid et ansvar. Om ikke andet så for, hvordan man fortolker sin egen tilværelse. Det er derfor, det ikke burde være kontroversielt at sige, at folk godt kan. Problemet er, at det rokker ved den grundlæggende logik i velfærdsstaten.

For i så fald bliver behandlersamfundet overflødigt. Det er forklaringen på, det er blevet et rødt tabu at sige, at mennesker godt kan.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 24. august 2022)

Kære Sofie Carsten: Hvis du vil lave reformer, så har du mit nummer

Alex Vanopslagh
19. august 2022

Hvis Det Radikale Venstre vil fremtidssikre Danmark, så bliver det næppe på Mette Frederiksens vagt.

Efter i tre år at have støttet en socialdemokratisk regering, der har gjort Danmark fattigere, og som har sjoflet mulighederne for at fremtidssikre vores land, påstår Det Radikale Venstre nu at være kommet på bedre tanker.

Med en ny 2030-plan, der både indeholder visse skattelettelser, en afskaffelse af efterlønnen og et højere arbejdsudbud, har De Radikale netop bebudet, at tiden er inde til en ambitiøs reformpolitik. Og der er et par gode forslag, hvor man kigger på fx topskattelettelser og en afskaffelse af efterlønnen.

Men på trods af disse vil udspillet samlet set medføre, at danskerne kommer til at betale endnu mere i skat, bl.a. på grund af højere afgifter, og at vores kornfede offentlige sektor tager endnu mere på. Det er jo det modsatte af reformpolitik. Det svarer til at nappe en Big Mac med en salat som tilbehør og så påstå, at man spiser sundt.

Jeg tillader mig dog at være optimistisk. Hvis vi smider de dårlige elementer i skraldespanden, står vi jo tilbage med en fin lille radikal reformpakke.

Og hvis de sorte skyer over dansk økonomi skal erstattes med solskin og blå himmel, skal der snart til at ske noget. Og her kan vi jo heldigvis supplere de radikale forslag med mere, der virkelig batter. For eksempel bør vi gå sammen om at fjerne registreringsafgiften, afskaffe topskatten, indføre nulvækst i det offentlige, sløjfe efterlønnen og give en almindelige arbejderfamilie 42.000 kr. i skattelettelser om året.

Men set i lyset af de forgangne tre års parlamentariske udvikling kan jeg nu godt forstå, hvis en enkelt læser eller to rynker lidt på brynene over, om De Radikale ikke er ankommet en lille smule sent til festen. For i hele denne valgperiode har De Radikale jo lagt mandater til en politik, der ikke ligefrem rimer på økonomisk ansvarlighed.

Med Arne-pensionen har man trukket raske danskere ud af arbejdsmarkedet og parkeret dem på offentlig forsørgelse. Med mere end 40 skattestigninger har man gjort 9/10 indkomstgrupper fattigere. Og med højere afgifter har man forøget uligheden, fordi det stigende skattetryk rammer de fattigste hårdest.

Hertil kommer, at man som finansieringskilde til Arne-pensionen har indført en særskat på Danmarks finans-, pensions- og forsikringsselskaber, hvilket skaber højere forbrugerpriser.

Og for at føje spot til skade, har de røde partier endda også gældsat de kommende generationer for at kunne dele rundhåndet ud af særchecks til udvalgte vælgersegmenter – på trods af, at både Nationalbanken og vismændene i Det Økonomiske Råd har advaret mod, at gavebodspolitikken blot forværrer de inflationsproblemer, der i disse dage hænger som sorte skyer over danskernes privatøkonomi.

Ja, den økonomiske politik har på alle tænkelige parametre været en katastrofe under Mette Frederiksens regeringstid. Inflationen galopperer fortsat derudad, erhvervslivet skriger på arbejdskraft og de røde partier har fastklemt borgerne og erhvervslivet i en spændetrøje af høje skatter og overregulering.

Og netop derfor er det kærkomment, at Det Radikale Venstre nu vil lægge kursen om og tage et opgør med Socialdemokratiets økonomiske uansvarlighed. Desværre er det som ofte med Det Radikale Venstre mere et spørgsmål om ord end om virkelighed.

Så kære Sofie Carsten Nielsen: Vis os, at der er vægt bag ordene. Lad os i fællesskab sørge for at fremtidssikre Danmark og befri vores fædreland fra den socialdemokratiske spændetrøje. Det kommer ikke til at ske på Mette Frederiksens vagt. Men du har mit nummer. Jeg ser frem til samarbejdet.

En valgkamp i økonomiens, velfærden og folkestyrets tegn

Alex Vanopslagh
19. august 2022

Det bliver en valgkamp, der splitter danskerne. Men splittelsen er allerede et faktum. 

Alle ved, at der snart kommer valg, men kun Mette Frederiksen ved hvornår. Og imens kan vi bruge tiden på at spå om valgets temaer. Jeg håber og tror, at valget vil komme til at handle om de voksende problemer i danskernes hverdag, som Mette Frederiksen og hendes flertal er ideologisk ude af stand til at løse.

Vores ferie fra verdenshistorien, der har varet i hele mit liv, er nu forbi. Det samme er dermed den tid, hvor man kunne få i både pose og sæk, og hvor det ikke gik så galt igen, selv hvis man havde en halvdårlig regering.

Men i en tid, hvor danskernes privatøkonomi igen oplever et pres, de ikke har kendt længe, kan vi ikke længere klare os med en halvdårlig regering.

I årevis, med det første corona-halvår som undtagelse, har mangel på arbejdskraft været en møllesten om halsen på dansk økonomi, og alligevel har regeringen og det røde flertal stort set intet foretaget sig.

De mørke skyer med varemangel, inflation og særligt stigende energipriser var allerede begyndt at trække op over danskernes privatøkonomi i mange måder før Putins overfald på Ukraine, og alligevel har regeringen og det røde flertal stort set intet foretaget sig.

Vi har en regering og et flertal, der har placeret sig selv i en ideologisk spændetrøje, der gør det fuldstændig umuligt for dem at tage ansvarlige beslutninger for Danmarks fremtid. Til gengæld har de hævet skatterne over 40 gange og gjort det dyrere og mere bøvlet for danskere og danske virksomheder at gøre Danmark rigere.

Vi vil gerne tilbyde danskerne at gå den modsatte vej – sænke skatterne i stedet for at hæve dem, gøre det nemmere og mindre bøvlet at skabe vækst og arbejdspladser i stedet for at spænde ben for det, og forbedre mulighederne for at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Sørge for, at de fleste danskere oplever, at deres privatøkonomi næste år bliver bedre og ikke værre.

Og det hele er selvfølgelig fuldt finansieret i vores 2035-plan, sådan som ansvarlige partier sørger for. Dertil kommer klimapolitikken, hvor grønne ambitioner sagtens kan gå hånd i hånd med blå ambitioner, så Danmark både bliver grønnere, friere og rigere, imens det forholder sig langt sværere med at være grøn og rød på samme tid.

Udfordringerne tårner sig også op i velfærdssektorerne. Else-sagen, grædende børn uden opsyn i børnehaver og vuggestuer, voksende ventelister på behandlinger – også her har danskerne hverdagsproblemer, som de røde vil løse med flere penge og flere forbud mod private tilbud.

Noget af den bedste medicin – mere frit valg for borgerne og mere konkurrence mellem velfærdstilbud – er en pille, som det røde flertal nægter at sluge. Men det er vi heldigvis andre, der gerne vil. Det er trods alt borgerne, velfærden er til for.

Vi vil sikre borgerne frit valg fra dag 1, uanset om det gælder dagtilbud, skoler, plejehjem eller sygehus. Så hvis borgerne er tilfredse, kan de blive, og hvis de er utilfredse, kan de gå. Og hvis nok borgere er utilfredse, kan velfærdstilbuddene gå konkurs. Sådan skal det være. Alternativet er jo, at de dårlige velfærdstilbud bliver ved med at bestå. Så kunne vi også undvære en masse af alt det bureaukrati, som forpester velfærden og de ansattes arbejdsglæde.

Vi vil også slippe iværksætteriet løs i velfærden, så ildsjæle med gode idéer har bedre muligheder for at udfolde dem i stedet for at lide skibbrud på bureaukratiets rev. Økonomi og velfærd. To gammeldags emner, som lige pludselig ikke er så gammeldags endda. Jeg tror, at danskerne vil belønne de partier, der tager deres voksende hverdagsproblemer alvorligt, og som har løsninger at tilbyde dem.

I Liberal Alliance tror vi på, at vælgerne vil belønne en modig og ambitiøs vision om et Danmark, der er stærkere og rigere, og som slipperne danskernes kræfter og næstekærlighed fri.

Men vi kan jo ikke vide det, men det er det, vi satser på. Og det er det, som valget burde handle om. Og det skal det nok også komme til. Men et andet emne vil trænge sig på. Nemlig om folkestyret er tjent med Mette Frederiksen som statsminister.

Affødt, naturligvis, af minkskandalen, som for altid vil være et dystert monument over Mette Frederiksens politiske karriere. Og som støttepartierne nu har del i på grund af deres svaghed og manglende lyst til at undersøge, om Mette Frederiksen og hendes ministre kan drages juridisk til ansvar.

Minkskandalen var den værste, men langt fra det eneste eksempel på Mette Frederiksens forhold til magten. Vi må ikke glemme de utallige paniske og pludselige corona-beslutninger, Lars Findsen/Claus Hjort-sagen, og den konsekvente og uhørt store lukkethed, som regeringen har forvaltet magten med.

Vil vi finde os i alt det? Skal vi kalde det magtfuldkommenhed, eller skal vi kalde det handlekraft?

Den slags plejer ikke at være et tema til et valg. Vi plejer at kunne forvente, at der bliver passet nogenlunde på vores folkestyre uanset vinderen. Den luksus har vi ikke længere. Men tingene fungerer jo selvfølgelig ikke sådan, at vi går i seng en aften i et folkestyre og står op næste morgen i en diktatur.

Forfaldet sker stille og roligt, skridt for skridt. Når vi slår ring om vores egne for enhver pris, selv når de går over grænsen. Når vi lyver og fordrejer for at FÅ ret, når vi godt ved, at vi ikke HAR ret. Når vi går mere op i at jorde modstanderne og vinde magten end i, hvad meningen er med, at folket skal betro os magten.

I sidste valgperiode gjorde vi borgerlige os skyldige i noget lignende, om end langt mindre alvorligt. Men vi har erkendt svigtet og taget konsekvensen.

Det nægter Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten at gøre – og vi ved endnu ikke, hvad vi skal stille op med Det Radikale Venstres valgtrussel.

Næste valg er derfor desværre ikke bare et valg mellem blå og rød, mellem borgerlig og venstreorienteret politik, men mellem folkestyre, hvor vi politikere har respekt for borgerne og for magtens ansvar, og cæsarisme, hvor den populære og handlekraftige leders magt står over lov og ret.

Det bliver ikke et normalt valg. Men det bliver et valg, hvor vi skal afgøre, om fremtidens valg igen kan få lov at blive normale – eller om vi skal acceptere, at folkestyret aldrig bliver det samme igen.

Det bliver en valgkamp, der splitter danskerne. Men splittelsen er allerede et faktum. Vælger vi en anden vej end den nuværende, har vi en chance for at gå en anden vej, hvor vi samler mere, end vi splitter. Men det kommer ikke til at ske, hvis Mette Frederiksen fortsætter som statsminister.

Jeg vil ikke benægte, at det kan fremstå en anelse broget med det blå alternativ til Mette Frederiksen, men vi har alle sammen en fælles mærkesag om, at de sidste tre års måde at drive landet på aldrig igen skal gentage sig. Og derudover skal vi nok finde hinanden i spørgsmål om økonomi, skat, arbejdskraft, velfærd og meget andet. Det bliver måske ikke så ambitiøst, som hvis Liberal Alliance havde 90 mandater, men vi tager alle de forbedringer, vi kan få.

Samlet set tror jeg altså, at valget på den ene side vil handle om nogle meget jordnære ting, hvor hver side af Folketinget har klart forskellige idéer, og så en mere grundlæggende diskussion om folkestyret og Mette Frederiksens brug af magten.

Jeg fremstiller selvfølgelig det hele på en måde, der favoriserer mine holdninger. Men omkring halvdelen af befolkningen vil jo mene det modsatte. Og det er præcis derfor, jeg tror, det bliver valgets store temaer: Fordi det er områder, hvor vi blå og røde partier i Folketinget tilbyder danskerne hver vores vej.

Og snart er det op til danskerne at vælge vejen.

(Udgivet i Berlingske d. 12. August 2022)

Regeringen bruger statskassen til at føre gavebod­spo­litik til gavn for egne vælgere

Alex Vanopslagh
19. august 2022

De høje energipriser har fået de røde partier til at udbetale en varmecheck til visse dele af befolkningen. Men vi politikere bør ikke sende checks afsted til et håndplukket vælgersegment, mens alle andre bliver efterladt på perronen.

I denne uge har vi endnu engang fået bekræftet, at Socialdemokratiet med opbakning fra de røde partier bruger statskassen til at føre gavebodspolitik til gavn for egne vælgere.

Med et folketingsvalg på trapperne har rød blok nemlig taget 2 mia. kr. fra statskassen for at uddele en varmecheck på 6000 kr. til visse vælgere på grund af de galopperende energipriser – og de har endda gjort det i den periode af året, hvor udgifterne til varme er lavest, da vores radiatorer jo ikke ligefrem arbejder på højtryk i 30 graders sommervarme.

Men varmechecken er også en lappeløsning, da de høje priser i første omgang blandt andet skyldes vores høje skatte- og afgiftsniveau.

Danmark er nemlig det land i EU, som har det højeste prisniveau på energi, hvilket blandt andet skyldes vores skatte- og afgiftssystem, og vi er ligeledes det land i EU, der har de højeste elpriser for forbrugere.

Vi befinder os altså i den tragikomiske situation, at staten pålægger danskerne at betale så meget i skat, at staten nu også er nødt til at sende penge tilbage til (nogle af) borgerne, for at de kan betale skatten.

Og som om det ikke er slemt nok i sig selv, har de røde partier finansieret varmechecken ved at kringle budgetloven og optage statslig gæld, så regningen for gaveregnen bliver sendt videre til de kommende generationer.

Hvis venstrefløjen ville give danskerne en håndsrækning, burde de sænke skattetrykket for alle borgere, så det ikke kun er et nøje udvalgt vælgersegment, der bliver hjulpet.

For statskassen skal ikke udnyttes som gavebod til at tilgodese håndplukkede befolkningsgrupper, der kan få glæde af engangsbeløb på statens regning, mens alle andre bliver efterladt tilbage.

(Debatindlæg udgivet på Børsen d. 17. August 2022)