Trumps toldcirkus kalder på et stærkere indre marked

Alexander Ryle & Lars-Christian Brask
30. juni 2025

Det er svært at finde hoved og hale i præsident Trumps seneste meldinger om told.

I sidste måned annoncerede den amerikanske præsident, at USA vil indføre 20 pct. told på næsten alle EU-importerede varer. Senere blev det skruet ned til 10 pct. Så op til 50 pct. Senest har vi erfaret, at Trump måske slet ikke har mandat til at indføre toldsatser. Præsidenten skifter mening oftere, end han skifter slips. Derfor nytter det ikke, at vi i Europa venter på, hvad de endelige toldsatser bliver – og om de overhovedet bliver en realitet. Vi må handle nu. I Liberal Alliance mener vi, at svaret på Trumps toldkrig skal findes der, hvor EU står stærkest: i at styrke og udvikle det indre marked og satse på ambitiøse frihandelsaftaler.

Mindre afhængighed af USA

Selv hvis en ny toldkrig ikke bliver til noget, må vi ikke lade os lulle i søvn. For det indre marked er og bliver EU’s stærkeste kort, når det gælder om at fremme europæisk erhvervsliv, innovation og økonomisk modstandskraft.
Det indre marked har allerede skabt enorme fordele for dansk erhvervsliv og europæisk samhandel. Markedet udgør 18 pct. af verdens bnp og har gjort den europæiske velstand 9 pct. højere, end den ville have været uden.
Vi har en værktøjskasse fuld af redskaber, der kan sikre økonomisk vækst og europæisk konkurrenceevne – uanset om Trumps toldcirkus ender med at blive en realitet eller ej. Ved at styrke det indre marked og fjerne barrierer kan vi gøre det lettere for virksomheder at handle internt i EU og mindske afhængigheden af markeder uden for EU. Også det amerikanske. Det kræver faktisk kun en stigning i samhandel internt i EU på 2,4 pct. at kompensere for et fald i samhandlen med USA på 20 pct. Det er faktisk ret simpelt: mere samhandel i EU betyder mindre afhængighed af USA. Samtidig må vi ikke glemme resten af verden. USA står for ca. 13 pct. af verdenshandelen – de resterende 87 pct. foregår andre steder. Det åbner nogle døre at rette blikket udad, hvilket understreger vigtigheden af, at EU skruer op for de ambitiøse frihandelsaftaler med hele verden.

Forudsætning for overlevelse

Kommissionens opdaterede strategi for det inde marked er et skridt i den rigtige retning. Strategien sigter mod at fjerne unødvendige barrierer for erhvervslivet, fremme digitalisering, mindske bureaukrati og sikre fair og ens vilkår for virksomheder i EU. Vi har i Liberal Alliance længe efterlyst fælles regler, der sikrer lige konkurrencevilkår for alle medlemslande – for et indre marked fungerer bedst, når alle spiller efter de samme regler. Derfor hilser vi særligt idéen om “Regime 28” og et sæt fælles selskabsretlige EU-regler velkommen. Det vil ikke alene gøre det lettere for virksomheder at operere på tværs af landegrænser, men også sikre, at EU står stærkt i den globale konkurrence. Et stærkere indre marked er ikke bare en forudsætning for overlevelse. Det er også vores bedste våben mod protektionisme og trædestenen til en bedre økonomisk fremtid for Danmark og Europa. Det skal vi værne om.
Det er faktisk ret simpelt: mere samhandel i EU betyder mindre afhængighed af USA. Det indre marked er og bliver EU’s stærkeste kort, når det gælder om at fremme europæisk erhvervsliv, innovation og økonomisk modstandskraft.

(Indlæg bragt i Børsen d. 30 juni 2025)

Selvfølgelig skal venstreekstreme mobbere ikke kortlægge kønnet had

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
28. juni 2025

Både som politiker og som mor er jeg i stigende grad bekymret for konflikter og kløfter mellem kønnene.

For det er, som om der fra flere og flere fronter nærmest arbejdes aktivt for, at mænd og kvinder, drenge og piger skal have sværere og atter sværere ved at nå hinanden. Disse fronter som særligt kommer til udtryk digitalt fodrer nemlig en gensidig mistillid mellem kønnene, som er fuldstændig ude af trit med tingenes tilstand i den virkelige verden, hvor kvinder og mænd jo trods alt ikke befinder sig i en konstant storskalakrig med hinanden.

Derfor er det enormt bekymrende, at regeringen nu har sat sig for at lave en ensporet kortlægning af kønnet had på nettet, der udelukkende skal beskæftige sig med den såkaldte manosfære. Aggressiv feminisme eller hadefulde ytringer om drenge og mænd er der således ikke plads til at afdække i kortlægningen, som der i øvrigt afsættes 700.000 kr. til at føre ud i livet. Undersøgelsen har med andre ord i essensen allerede konkluderet, hvem der er gerningsmanden, når det kommer til kønnet had på nettet: drengene. Og tilsvarende står det på forhånd klart, hvem der udelukkende udgør en offerrolle: pigerne.

Hvad værre er, har regeringen formået at udvælge en helt og aldeles absurd samarbejdspartner i form af foreningen Cybernauterne. En forening, hvis medlemmer selv udøver systematisk og venstreekstrem onlinemobning. Værst af alt hånede Harald Toksværd, underviser ved Cybernauterne, tidligere cheføkonom hos Cepos Mads Lundby Hansen, da nyheden om dennes død blev delt. I samme tråd står Cybernauternes bestyrelsesformand, Anne Katrine Raahede, bag en omfattende satireprofil, der bl.a. har anklaget en navngiven filminstruktør for at være pædofil med ekstremt store personlige omkostninger til følgeen praksis, som flere eksperter vurderer som værende decideret ulovlig. Endvidere har foreningens medstifter, Maia Kahlke Lorentzen, eksempelvis gjort sig bemærket ved at hylde branden på Børsen.

Og i den fysiske verden kan en anden aktiv i Cybernauterne, Justice Monir Mooghen, brystet sig med at have været med til fysisk at blokere gruppen Lesbiske Feminister fra at få adgang til Kvindehuset, fordi denne gruppe ikke mener, at transkvinder er 100 pct. kvinder. Ovenstående udgør blot en række af eksemplerne på, at Cybernauterne, der beskriver sig selv som »eksperter i cybersikkerhed og digitale medier«, først og fremmest må siges at være eksperter i at mobbe politiske modstandere digitalt.

SVM-regeringen står dermed i min optik med et meget stort forklaringsproblem. For ja, selvfølgelig skal vi passe på pigerne men vi skal i allerhøjeste grad også passe på drengene og på den gensidige tillid og respekt. Det gør man ikke ved at lave en ensporet analyse, som allerede har udpeget ofre og gerningsmænd på forhånd. Og hvis man i fuldt alvor mener, at det er hensigtsmæssigt at sætte en venstreekstremistisk forening, hvorfra centrale personer bl.a. har stået for massiv onlinemobning i form af forhånelse af nyligt kræftdøde og udokumenterede pædofilianklager, til at undersøge problematisk onlineadfærd, bør man søge læge.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 28 juni 2025)

Løkkes forsvar for udenlandsk arbejdskraft er virkelighedsfjernt – måske lever han i en anden verden

Pernille Vermund
27. juni 2025

Selvfølgelig skal vi tage højde for antal, religion og oprindelse, når vi debatterer udenlandsk arbejdskraft. At lade være ville være en nedprioritering af Danmarks sammenhængskraft.

Udenlandsk arbejdskraft er og bliver essentiel for Danmarks arbejdsstyrke og danske virksomheder. For vi kommer ikke udenom, at vi er et relativt lille land med en relativt lille arbejdsstyrke, og at vores erhvervsliv har og får regelmæssigt brug for flere flittige hænder fra udlandet.
Men konsekvenserne af blindt at øge tilstrømningen af udenlandske arbejdstagere er selvsagt ikke noget, der skal tages let på.

Særligt ikke når det kommer til vores sammenhængskraft, som – historien har vist – sættes over styr, hvis importen af arbejdskraft får lov til at løbe løbsk med eksklusivt afsæt i erhvervslivets interesser og ikke samfundets som helhed.

Derfor skriger det til himlen, at Lars Løkke Rasmussen (M) på talerstolen til årets folkemøde brugte nærmest al sin tid og alle sine kræfter på at underminere de retvisende og forståelige bekymringer, som enhver med øjne i hovedet med rette inkluderer i debatten om udenlandsk arbejdskraft:

»Desværre er den hårde tone og de sort-hvide argumenter i udlændingedebatten ved at stikke sit grimme hoved frem igen. Og flere er begyndt at debattere antal, oprindelse og religion,« sagde han blandt andet i sit forsvar for uhæmmet udenlandsk arbejdskraft.

Løkkes budskab er selvsagt paradoksalt, for det er jo netop sort-hvidt at affeje betydningen af en så fundamental del af debatten, reducere analysen til at omhandle virksomhedernes bundlinje og synge en sang fra de varme lande om, at alt er godt, hvis blot vi pakker bekymringerne væk.

Det er tværtimod ikke sort-hvidt at debattere antal – for selvfølgelig har antallet af udenlandske arbejdstagere en betydning for Danmarks sammenhængskraft.

Tilsvarende er det naturligvis ikke sort-hvidt at debattere oprindelse, for selvfølgelig har de udenlandske arbejdstageres oprindelse en betydning for Danmarks sammenhængskraft.

Og endelig er det åbenlyst ikke sort-hvidt at debattere religion, for selvfølgelig har de udenlandske arbejdstageres religion en betydning for Danmarks sammenhængskraft.

At undlade disse faktorer i debatten om udenlandsk arbejdskraft er og bliver således en komplet nedprioritering af vores samfund, vores værdier og vores kultur. Og det er beskæmmende, at landets udenrigsminister er villig til at lave sådan en nedprioritering med åbne øjne.

For Danmark er ikke en virksomhed. Danmark er et nationalt fællesskab. Vi har andet at beskytte og tage højde for end en bundlinje, der kan måles i kroner og øre.

Så når vi øger mængden at udenlandsk arbejdskraft, må antal, oprindelse og religion selvsagt ikke reduceres til erhvervslivets snævre interesser, som Amalie Lyhne fornuftigt påpegede forleden her i Berlingske

Det håber jeg inderligt, at Lars Løkke Rasmussen vil skrive sig bag øret i fremtiden.

Han har i hvert fald haft magten tilstrækkelig længe til at vide, at hans forsvar for uhæmmet udenlandsk arbejdskraft er virkelighedsfjern. Alternativt må han leve i en anden verden end os andre.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 21/6 2025).

Danmark skal have flere milliardærer, ikke færre

Pernille Vermund
27. juni 2025

Enhedslistens Pelle Dragsted var klar i mælet, da han fornyligt her i Avisen Danmark tordnede mod danske milliardærer.

“Grundlæggende burde der slet ikke eksistere milliardærer, som skævvrider vores samfund og risikerer at undergrave både demokratiet og den sociale sammenhængskraft”, fastslog han blandt andet.
Jeg ville ønske, at en leder af et politisk parti i Folketinget så sig for god til at slynge om sig med sådan en omgang socialistisk misundelsespolitik, som med sikkerhed høster billige point i Enhedslistens bagland, men i virkelighedens verden udgør et både besynderligt og destruktivt syn på de danskere, der i kroner og ører bidrager allermest til statskassen.

Dertil kan det kun vække undren, at Pelle Dragsted kan få sig selv til at komme med et forslag, som vil gøre det endnu sværere for ham selv at finde finansiering til sine utallige velfærdsforslag og gaveboder til diverse socialistiske kernevælgere.
For Danmark har jo brug for flere milliardærer, ikke færre. Hvis Pelle Dragsted og hans kumpaner på venstrefløjen får magt, som de har agt, bliver Danmark nemlig på et splitsekund fattigere.

Vores vækst vil stagnere, og flere og flere succesfulde danskere og virksomheder vil søge mod udlandet. Den økonomiske og sociale fremgang, som vi har oplevet gennem generationer, vil ende brat. Unge mennesker i dag vil leve markant ringere liv med færre muligheder og dårligere velfærd, end vi andre har oplevet.
Og det vil alt sammen skyldes en misundelsespolitisk agenda om resultatlighed for resultatlighedens skyld. En agenda, hvor man hellere vil se alle danskere blive fattigere, end at acceptere, at det er helt okay, at nogle bliver rigere end andre, så længe vi alle bliver rigere. Så lad os nu hæve niveauet i debatten om velstand og velfærd og glæde os over og lære af dygtige og succesrige danskere i stedet for at synke ned i den dystre socialistiske sump af misundelse. For det er ikke denne sump, der har gjort Danmark rigt og velstående og det kommer det heller aldrig til at blive.

Lad os i stedet gøre brug af de værktøjer, som vi ved, gør alle danskere og vores samfund som helhed rigere:
Skatten skal ned, bureaukratiet skal barberes, og det skal være lettere at skaffe adgang til risikovillig kapital i alle egne af landet.
Hvis Pelle Dragsted og hans kumpaner på venstrefløjen får magt, som de har agt, bliver Danmark nemlig på et splitsekund fattigere.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 21/6 2025).

Endometriose er blevet overset alt for længe

Louise Brown & Sandra Elisabeth Skalvig
25. juni 2025

Alle patienter, uanset køn, skal opleve at blive taget alvorligt, når de henvender sig til sundhedsvæsnet med sygdomssymptomer eller andre gener.

Desværre, er det ikke tilfældet for mange kvinder i dag, selvom vi er godt halvvejs inde i 2025.
Mange kvinder oplever at blive affejet af deres praktiserende læge, når de henvender sig med ondt i maven, smerter i underlivet eller andre problemer relateret hertil. Ofte bliver kvindelige patienter spist af med, at de kan tage en Panodil, eller at det er helt normalt at have ondt under menstruation.
En af de kvindesygdomme, som alt for længe er blevet negligeret, er endometriose – og dette er selvom, at det estimeres, at mellem 1020 pct. af alle kvinder i den fødedygtige alder lider af diagnosen.

Endometriose er ofte invaliderende for de kvinder, som rammes af sygdommens ubehagelige symptomer. Symptomerne omfatter bl.a. smerter ved menstruation, samleje og vandladning og dertil kommer, at op imod 50 pct. lider af ufrivillig barnløshed. Mange patienter oplever også udfordringer med at få hverdagslivet til at fungere.
Der er behov for handling. Vi kan ikke lade flere generationer af kvinder i stikken, som enten ikke bliver taget alvorligt i sundhedsvæsnet, eller som modtager indkaldelse til behandling langt ude i fremtiden. Kvinder med endometriose har brug for hjælp her og nu, og derfor går det selvfølgelig heller ikke, at kvinder på eksempelvis Aarhus Universitets Hospital skal vente otte måneder på at blive tilset.
Der er stadig ikke sket tilstrækkelig politisk handling selvom det kunne lyde på regeringspartierne, SF og Radikale Venstre som om, at der allerede er blevet gjort nok.

I Liberal Alliance ønsker vi en national handlingsplan mod endometriose. Der skal indføres nationale retningslinjer for diagnosticering og behandling af endometriose, og der skal fastsættes en række målsætninger til nedbringelse af udredningstiden, som man kan holde de sundhedsfaglige aktører op på.
Vi har også foreslået et forskningscenter for endometriose, så der opnås større kendskab til sygdommen og eventuel behandling.
Medicin og behandlinger har nemlig historisk set generelt været afprøvet på mænd, hvilket er særligt problematisk set i lyset af kvinder og mænds biologiske forskelle og det har muligvis medvirket til manglende kendskab til endometriose.

Der skal sikres konkrete løsninger og ikke kun fine overskrifter. Det kan ikke være rigtigt, at kvinder med endometriose bliver mødt af et system, som ikke kan hjælpe dem, og som lader dem i stikken pga. ren og skær uvidenhed om sygdommen.
Der er brug for handling det skylder vi nutidens kvinder med endometriose, kommende generationer og deres pårørende.

(Indlæg bragt i Jyllands Posten d. 25/6 2025)

Forsvarsløfter haves, finansieringsplaner efterlyses

Carsten Bach
20. juni 2025

Vores sikkerhed afhænger af økonomiske slagkraft. Derfor er det useriøst, at regeringen ikke har givet et bud på, hvor finansieringen til forsvarsoprustningen skal komme fra

I snart tyve år har tv-programmet “Luksusfælden” underholdt og forarget, når impulsive danskere bliver udstillet for åben skærm på grund af deres rod i privatøkonomien. Luksusfælden beror på én banal pointe.

Med en manglende plan for privatøkonomien kan selv små forbrugsfristelser føre til kviklån, der eksploderer i renter. For uge efter uge illustrerer programmets eksperter, at et midlertidigt plus på kontoen ikke er det samme som en varig indtægt. Men udskifter man privatøkonomi med nationaløkonomi er en tilsvarende tendens ved at udspille sig i dansk politik, hvor Finansministeriet med jævne mellemrum finder nye milliarder i budgettet.

Ja, alene siden valgkampen i 2022 er det økonomiske råderum faktisk blevet opjusteret hele fem gange med mere end 45 mia. kr. Hertil kommer, at den danske stat også har haft et markant overskud på de offentlige finanser hvert eneste år siden år 2020. De seneste fem år er statens overskud på de offentlige nemlig samlet set løbet op i svimlende 437,5 mia. kr.

For blandt andet som følge af de strukturreformer, man har lavet siden 80’erne, har Mette Frederiksens regeringer overtaget nogle særdeles sunde offentlige finanser. Men som en forkælet arving, der aldrig selv har tjent formuen, kan også en regering hurtigt vænne sig til lette penge og glemme, at indtægten ikke er evig. Kaster man et blik på statsministerens seneste melding om at opruste Forsvaret, kan man let forledes til at tænke, at hun er landet i “Luksusfælden”.

Hvilken finansiering?

For selvom Mette Frederiksen gerne vil bruge 5 pct. af vores bnp på Forsvaret, står det straks mere sløjt til, når det kommer til at anvise finansieringen.
Det er useriøst i en tid med krig på det europæiske kontinent. Både Danmarks og Europas sikkerhed afhænger nemlig af vores økonomiske slagkraft. I hele det forrige århundrede har vi europæere nydt godt af, at tidligere generationer har skabt et Europa og Danmark, som er en af de mest velstillede afkroge på kloden. Men noget er ved at ændre sig i disse år.

De tektoniske plader under international politik er i opbrud, den globale magtbalance er ved at blive forskudt, og år for år sakker Europas vækst, produktivitet og konkurrenceevne tiltagende længere bagud.
For tyve år siden var ca. hver tredje af de største tusind virksomheder fra Europa. I dag er tallet svundet ind til en sjettedel.

I 2023 blev der registreret 9883 patenter i avancerede digitale teknologier i EU. Det tilsvarende tal i Kina og USA var hhv. 27.928 og 49.248.
Og mens EUs økonomi udgjorde 110 pct. af den amerikanske i 2008, var dette tal reduceret til at være 67 pct. i 2023. Så hvad skal vi gøre for at opruste Danmark økonomisk, så vi kan imødegå den sikkerhedspolitiske trussel?

Økonomisk plan

I Liberal Alliance har vi fremlagt en fuldt finansieret økonomisk plan, som gør det muligt for os at efterleve de nye Nato-styrkemål. For det første bør vi halvere dagpengeperioden, sænke dimittendsatsen til SU-niveau og afskaffe både beskæftigelsestillægget og muligheden for at få 110 pct. dagpenge under uddannelse, så vi sparer 8,6 mia. kr. Med både en public service-reform og en reduktion af myriaden af “puljer og projekter” på finansloven, får man yderligere 4,2 mia. Så er der antallet af administrativt ansatte i staten, som skal rulles tilbage til niveauet, før Mette Frederiksens regeringstid, hvilket vil give 13,5 mia. kr. Og hvis man tilmed ruller overadministrationen i regionerne og kommunerne tilbage, får man yderligere 8,8 mia.

Vis os budgettet

Men det handler imidlertid heller ikke kun om at lave spareøvelser. Skal vi på lang sigt have sundere finanser, skal vi også lave reformer, der øger fremtidens vækst. For det første bør ingen danskere betale mere end 50 pct. i skat på deres arbejde. Toptopskatten skal afskaffes, og topskatten skal sænkes markant ved at fjerne den kommende mellemskat. For det skal kunne betale sig at være blandt dem, der bidrager mest til vores samfund. Selskabsskatten skal sænkes til maks. 18 pct., så de danske virksomheder bliver mere konkurrencedygtige, og på sigt skal vi have en flad kapitalbeskatning på 27 pct. Disse spareøvelser og økonomiske reformer er det skjold, der gør et højt forsvarsbudget bæredygtigt i fremtiden.

Uden dem vil oprustningen svare til at betale for vores sikkerhed med kredit.
Hvis “Luksusfældens” økonomer fik besøg af Mette Frederiksens regering, ville rådet være det samme som til den overforbrugende familie:
Lav et varigt budget, og vis, hvor pengene skal komme fra.

For hvis vi i Danmark, skal kunne slå over vores vægtklasse sikkerhedspolitisk, kræver det også, at vi har en vis økonomisk slagkraft. Før regeringen kommer med flere forsvarsløfter, skylder de derfor at komme med svar på, hvordan oprustningen skal finansieres. Som en forkælet arving, der aldrig selv har tjent formuen, kan også en regering hurtigt vænne sig til lette penge og glemme, at indtægten ikke er evig

(Indlæg bragt i Børsen d. 20. juni 2025)

Vi er klar til at afkriminalisere alle stofbrugere

Alexander Ryle
18. juni 2025

Værdighedsreformen er en håndsrækning til nogen og en knyttet næve til andre. For at sikre reel værdighed for udsatte skal vi afkriminalisere alle stofbrugere, skriver Alexander Ryle.

Regeringens nye værdighedsreform markedsføres som en historisk håndsrækning til samfundets mest udsatte. Men den rækker kun ud til et udvalgt mindretal.

Fremover skal en bureaukratisk defineret kernegruppe af stofbrugere fritages for bøder og domme, mens alle andre fortsat kan blive sigtet for at bære den samme lille dosis i lommen.

Kriterierne er snævre. Man skal stå helt uden for arbejdsstyrken og samtidig opfylde mindst to ud af tre hårde vilkår: Svær psykisk lidelse, dokumenteret misbrug, hjemløshed.

Det er svært at få øje på logikken. For hvis kriminalisering ikke hjælper den hårdest ramte, hvorfor skulle det så hjælpe håndværkeren eller den studerende, som også kæmper med afhængighed?

Fjern hammeren fra dem, der ligger ned

Vi ved, at kriminalisering skubber mennesker væk fra behandling, belaster politi og domstole og holder bandernes sorte marked i live.

Derfor giver det ingen mening at tilbyde en håndsrækning til en snæver gruppe og en knyttet næve til resten.

Danmark behøver ikke opfinde den dybe tallerken. Portugal afkriminaliserede besiddelse til eget forbrug allerede i 2001.

Efter mere end to årtier står resultaterne klart: Antallet af overdoser, hiv-smitte og hepatitis C blandt injektionsbrugere er styrtdykket, og politiets tid bruges nu på bagmænd frem for småsager.

Forbruget er ikke eksploderet, som mange frygtede. Snarere er den sociale skam blevet afløst af en realistisk vej ind i behandling, fordi brugeren mødes med et tilbud om hjælp i stedet for en dommer.

Portugal viser, at man roligt kan holde fast i forbuddet mod salg og distribution, samtidig med at man fjerner hammeren fra dem, der i forvejen ligger ned.

Liberal Alliance vil gå hele vejen

Når regeringen vælger en model, hvor kun et snævert udsnit af stofbrugere slipper for straf, skaber den et A- og B-hold.

I A-holdet finder vi de mest slidte misbrugere, der ikke har kunnet passe et almindeligt liv i årtier.

I B-holdet placerer vi alle andre: den unge med et opioidmisbrug, lagerarbejderen, der dulmer smerter med hash, og festbrugeren, der eksperimenterer i weekenden.

Det er ikke værdighed, men inkonsekvens. Der er heller ingen økonomisk mening i at fortsætte bødestraf og retssager mod mennesker, der i virkeligheden har brug for sundhedsfaglig hjælp. Ressourcerne bør i stedet gå til behandling, stoftjek og målrettet bandebekæmpelse.

Sidste år fremsatte Liberal Alliance et beslutningsforslag om fuld afkriminalisering af besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug.

Vores udgangspunkt er enkelt: Stofbrugere er mennesker, der har brug for et tilbud om hjælp – ikke kriminelle.

En afkriminalisering frigør politi og domstole, gør det muligt at stille krav om behandlingsfremmøde og fjerner den skam, der i dag holder mange ude af systemet.

Vi ønsker ikke fri, kommerciel handel med hårde stoffer, men vi insisterer på, at et samfund, der kalder sig værdigt, må lade straf erstattes af hjælp for alle – ikke kun for nogle få, som passer ind i en kommunal rubrik.

Regeringen har taget et skridt, og det er positivt. Men halvt gennemførte reformer giver halve resultater.

Liberal Alliance er klar til at gå hele vejen og afkriminalisere alle stofbrugere. Det er den eneste konsekvente vej til ægte værdighed, færre overdoser og flere, der faktisk får mulighed for at slippe fri af misbruget.

(Indlæg bragt i Altinget d. 18/6 2025)

I fremtiden skal københavnere kunne bade i Søerne og slentre langs åen under Åboulevarden

Alexander Ryle
16. juni 2025

Engang kunne man bade i Søerne midt i København og gå langs Ladegårdsåen. Lad os udskifte Nørrebros grå beton og støjende biltrafik med grønne og blå byrum, der løfter livskvaliteten for københavnerne.

København er en af landets hurtigst voksende kommuner. Vi har en smuk by, god infrastruktur, kulturliv i verdensklasse og grønne åndehuller. Ørestad, Nordhavn, metroen og omdannelse af havnen vidner om, at vi i årenes løb har turdet tænke stort. Men hvad bliver det næste store projekt, vi kan samles om på tværs af bydele og partiskel?

Vi vil gerne komme med vores bud: Lad os rive den sydlige del af Bispeengbuen ned, genåbne Ladegårdsåen og give Søerne liv igen. Vi har en enestående mulighed for at udskifte noget af Nørrebros grå beton og støjende biltrafik med grønne og blå byrum, der løfter livskvaliteten for både nuværende og kommende generationer af københavnere.

Ladegårdsåen blev rørlagt i 1800-tallet for at bekæmpe sygdomme som kolera. Bispeengbuen er fra 1970’erne, hvor biler og beton blev betragtet som fremskridt. Men i dag er vores krav og ønsker til København nogle helt andre. Byen skal ikke længere indrettes efter fortidens sygdomstrusler eller bilbehov – men udvikles efter nutidens værdier og fremtidens behov.

Vi kan med fordel lade os inspirere af andre byer: I Seoul i Sydkorea har man fjernet en højbro og genskabt en historisk å. Det er blevet berømmet verden over for sit bidrag til byliv, natur og klima. Og glem ikke Aarhus, som med stor succes har fritlagt Aarhus Å, hvilket har forvandlet en central del af byen til et levende byrum med masser af cafeer og spisesteder. Det kan vi også i København.

I den forbindelse foreslår vi at bygge et moderne renseanlæg, som kan filtrere vandet fra åen, inden det ledes til søerne. I dag er Søerne plaget af alger og affald, men engang var det så rent, at man kunne bade i det. Sådan skal det være igen.

Det her er langtfra en fjern fremtidsdrøm. Staten har allerede fået dokumenteret, at det er muligt at rive den sydlige del af Bispeengbuen ned, og visionen deles af fagfolk, borgergrupper og arkitekter. Nu mangler vi bare finansieringen og de politiske mandater for at gøre visionen til virkelighed.

Hvis vi tør tage springet, kan mange af de københavnske folkeskoleelever i fremtiden fejre studenterhuen med en dukkert i Søerne. Grøn og blå forbindes ofte med natur og vand – men for os symboliserer det også håb og borgerlighed.

(Indlæg bragt i Information d. 2/6 2025)

Resten af Europa sænker selskabs­skatten, Danmark må følge trop

Steffen Frølund & Pernille Vermund
16. juni 2025

Efter snart ti år med uændret selskabsskat i Danmark, risikerer vi at blive efterladt på perronen af vores europæiske kollegaer, som sænker satsen på stribe.

Det er snart et helt årti siden, at Danmark fandt ét af de mest effektive redskaber i værktøjskassen frem til at skabe større produktivitet, stærkere konkurrencedygtighed, højere lønninger til lønmodtagerne samt flere indtægter til statskassen.
Et redskab, som vi i Danmark og omverdenen har taget i brug igen og igen siden udgangen af 1980’erne. Et redskab, som altid kommer både erhvervslivet, lønmodtagere og den danske befolkning som helhed til gode. Og et redskab, som vores europæiske kollegaer i disse dage én efter én benytter sig flittigt af.

Redskabet, vi taler om, er naturligvis en sænkning af selskabsskatten, som i Danmark har oplevet en historisk stilstand, siden satsen senest blev ændret fra 23,5 pct. til 22 pct. i 2016. En stilstand, som i praksis gør Mette Frederiksen til den første og eneste statsminister siden (men ikke inklusive) Anker Jørgensen, som ikke har sænket satsen.

I mellemtiden har størstedelen af Europa rykket på sig. Senest har vores svenske naboer annonceret, at de vil sænke deres selskabsskat til 20 pct . En melding, som kommer i kølvandet på lignende udmeldinger fra hhv. Finland og Tyskland , hvoraf førstnævnte vil sænke satsen til 18 pct., og sidstnævnte vil reducere satsen med hele fem procentpoint.

De to lande tilslutter sig således den alenlange liste af lande i EU’s indre marked, som har sænket satsen siden 2016: Norge, Belgien, Frankrig, Østrig, Schweiz, Luxembourg, Italien, Kroatien, Ungarn, Slovakiet, Grækenland og Sverige (som nu sænker satsen yderligere).

Til sammenligning har blot fire lande gået i den stikmodsatte retning og hævet satsen siden 2016: Letland, Nederlandene, Portugal og Slovenien.

Derfor er det uforståeligt, hvorfor vi fortsat i Danmark vælger at stå i stampe. For gevinsterne ved at følge i vores europæiske kollegaer fodspor er ganske enkelt for store, ligesom at konsekvenserne af at blive efterladt på perronen er for graverende, til at vi kan være tilfredse med at bevare status quo.

Venstrefløjen vil til enhver tid ihærdigt fastholde et ræsonnement om, at en høj selskabsskat er fordelagtig, da den jo alt andet lige må medføre, at de store regninger bliver betalt af virksomhederne i stedet for af statskassen.

Sådan en vrangforestilling glemmer blot belejligt at tage højde for, at virksomheder jo ikke opererer i et vakuum, som kan se sig fri fra at blive påvirket af eksterne byrder. Så når virksomheder bliver mødt med en for høj selskabsskat, har det selvsagt konsekvenser for deres ageren.

De vil investere markant mindre, de vil tage langt færre risici, de vil skabe betydeligt mindre vækst, og de vil kreere færre vellønnede job.

Derfor foreslog vi i Liberal Alliance for nylig at sænke den danske selskabsskat med fire procentpoint til 18 pct. som et led i vores plan for en frisk start for Danmark og dansk økonomi. En plan, som har til formål at gøre Danmark rigere, stærkere og friere ved hjælp af fornuftige borgerlige og liberale tiltag, der samlet set skal realisere en omkalfatrende økonomisk oprustning.

Skatteministeriet estimerer , at alene en sænkelse af selskabsskatten til 18 pct. vil løfte bnp med næsten 12 mia. kr., skabe 1800 nye job og løfte timelønnen med 0,7 pct., så det er vanskeligt at se, hvad det stærke modargument mod forslaget skulle bygge på.

Dertil er det afgørende, at vi ikke sakker bagud til vores europæiske kollegaer og ikke blot noterer deres beslutninger om at styrke deres respektive landes konkurrenceevne, men også benytter det som anledning til at følge trop efter snart ti års stilstand.

For lad os nu være ærlige. I Danmark kan vi med rette være stolte af vores erhvervsliv, men vi kan ikke tillige være stolte af de rammevilkår, vi tilbyder vores virksomheder og iværksættere.

Derfor er det jo heller ikke en tilfældighed, at alt for mange virksomheder forlader Danmark, at for få vokser sig store, og at kun de færreste fravælger livet som lønmodtager for at stifte deres egen virksomhed.

Nej, ulemperne ved at være virksomhed i Danmark er ganske enkelt for omfattende: ugunstige skatteforhold, en abnorm fremvækst af afrapporteringskrav, bureaukratiske byrder og regulering, og en SVM-regering, der lig den forrige rene S-regering, åbenlyst ikke har set skriften på væggen.

Der skal derfor selvsagt mere til for at få dansk erhvervsliv på rette køl end en sænkelse af selskabsskatten. Men det er et åbenlyst sted at starte, og alt det kræver er at forlade perronen og stige på toget – akkurat ligesom vi plejede at gøre, før Mette Frederiksen kom til magten.

(Indlæg bragt i Børsen 6/6 2025)

GDPR er faktisk lavet for at beskytte dig, ikke direktøren

Alexander Ryle
28. maj 2025

Alt for ofte bliver retten til privatliv fremstillet som en klods om benet på virksomheder, der har brug for vores data til at være innovative og konkurrencedygtige. Men vi behøver ikke vælge mellem databeskyttelse og konkurrenceevne – de to ting kan sagtens gå hånd i hånd.

Den seneste måned har flere ytret deres frustration over databeskyttelsesforordningen – bedre kendt som GDPR.

Først varslede digitaliseringsminister Caroline Stage et opgør med reglerne, og siden er det blevet bakket op af både SMV Danmark og Dansk Industri. Det er både forståeligt og legitimt at kritisere reglerne for at spænde ben for innovation og drift.

Men GDPR-forordningens kritikere glemmer at forholde sig til, hvorfor forordningen overhovedet er nødvendig. Forordningen er ikke skrevet for at genere nogen – den handler om noget helt grundlæggende: Retten til privatliv og kontrol over egne data.

I dag er overvågning blevet en forretningsmodel – og du er blevet produktet

Det er frihed i digital form.

Ja, GDPR kan være en barriere, hvis man mener, at virksomheder eller staten altid bør kunne opsamle data om borgere, ansatte eller kunder. Men måske skal vi netop stille det modsatte spørgsmål: Er det nødvendigt at måle, gemme og analysere så meget persondata?

Svaret er ofte nej. Virksomheder bør minimere deres dataindsamling – ikke bare fordi GDPR kræver det, men fordi det er etisk rigtigt og sund fornuft.

Hvis man indsamler mindre data, følger der automatisk færre krav, mindre bureaukrati og lavere risiko for misbrug med. Det skaber også mere fair konkurrence, fordi det svækker de store koncerners fordel ved at sammenkæde store mængder persondata.

Det burde faktisk være i både Lars Sandahls og Alexander Søndergaards medlemmers interesse. GDPR blev til for at rette op på en grundlæggende designfejl i det digitale samfund. I dag er overvågning blevet en forretningsmodel – og du er blevet produktet.

GDPR er det første store modtræk: En digital rettighedslov, der spørger, hvilken teknologi der bedst beskytter borgeren.

Når det er sagt, har kritikerne én væsentlig pointe: Håndhævelsen af GDPR er ujævn i EU. En dansk virksomhed skal kunne regne med samme regler som i Tyskland, Frankrig eller Polen.

Derfor bakker Liberal Alliance op om en mere ensartet og central håndhævelse.

Men løsningen er ikke at udhule beskyttelsen af det enkelte menneske. Tværtimod. GDPR – med alle sine skavanker – er og bliver en af de mest liberale EU-forordninger, vi har.

(Indlæg bragt i Børsen, d. 27/05/2025)