Hvis der var konkurrence, kunne du gå til læge, når det passer dig

Louise Brown
11. oktober 2024

Hvorfor kan du ikke gå til læge om søndagen? Hvorfor kan du kun ringe til din læge i et fåtal af de tidlige morgentimer, hvor du har travlt og er på vej ud ad døren?

Og hvorfor skal du absolut booke flere tider, hvis du vil tilses for flere forskellige ting? Svaret på alle tre spørgsmål er enkelt: Fordi der ikke er reel konkurrence på markedet for praktiserende læger, og fordi lægerne ikke har frie nok rammer til at tilbyde det.

Praksissektoren – som praktiserende læger, tandlæger, psykologer – er i dag ganske enkelt låst af regler om ydernumre, knækgrænser og omsætningslofter. Alt sammen regler og retningslinjer, der gør det umuligt for sektoren at indrette sig efter dine behov som patient.

Det skal vi have rådet bod på. For du bør som patient i et velfærdssamfund som Danmark have mulighed for at vælge mellem et bredt og mangfoldigt udbud af praktiserende læger.

Ligesom du bør blive mødt af et langt mere fleksibelt og smidigt system, end du gør i dag. Hvis du f.eks. ønsker at blive mødt af den samme familielæge, hver gang du skal til lægen, skal du have mulighed for det.

Og hvis det i stedet er vigtigt for dig, at du kan klare konsultationen online fremfor at dukke op fysisk, skal det også være en mulighed. Sundhedsvæsenet – og herunder praksissektoren – er trods alt sat i verden for patienternes skyld – ikke for systemets.

Det er desværre vanskeligt at realisere, som systemet er i dag. Særligt set i lyset af den omfattende mangel på praktiserende læger, som ikke mindst er en udfordring i landdistrikterne.

Derfor er det positivt, at regeringen nu har åbnet for at differentiere i taksterne, sådan at de læger, der arbejder i landsdele med mere behandlingskrævende patienter, som ofte lider af flere livsstilssygdomme, også bliver betalt mere end de læger, der arbejder i områder – som eksempelvis i storbyerne – hvor patienterne er mindre komplicerede.

Den økonomiske gulerod for at løfte en tungere opgave har nemlig manglet.

Men skal vi løse problemet, skal der mere til. Først og fremmest er der også behov for at gentænke måden, hvorpå vi afregner speciallæger. På grund af såkaldte knækgrænser og omsætningslofter tjener mange speciallæger som f.eks. psykologer nemlig færre penge, jo flere patienter de ser.

Det giver selvsagt ingen mening, og det går i sidste ende udover både speciallæger og patienter, som oplever længere ventetider end nødvendigt.

Dernæst er et opgør med ydernumrene enormt tiltrængt. Ydernumrene skaber ganske enkelt alt for ufleksible, bureaukratiske rammer, som bl.a. spænder ben for, at yngre læger kan organisere sig på mere fleksible måder i yderområderne.

I stedet for at flere læger samler sig i ét lægehus, er de yngre læger nødsaget til at oprette enkelte lægehuse. Samtidig medfører ydernummersystemet en masse administrative pligter for de praktiserende læger såsom bogføring og indberetninger.

De kan derfor ikke få lov til udelukkende at koncentrere sig om at behandle patienterne, men skal også agere erhvervsdrivende.

Og så skal det være langt nemmere at vælge læge. I dag føler mange patienter sig låst i deres lægevalg, da det ikke er gratis at skifte læge. Derfor vil vi afskaffe betalingen for at skifte læge, så du som patient kan få den læge, du ønsker, og som passer til dine behov.

Uanset om det er disse forslag eller andre, der skal til, så lad os blive enige om én ting: Det er tid til at gentænke og frisætte vores praksissektor, så den rent faktisk kan imødekomme dine behov som patient.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 11/10-2024)

Patienter har brug for mere end lunkne kompromisser

Alex Vanopslagh & Louise Brown
9. oktober 2024

Lige nu diskuterer hele det politiske Danmark sundhedspolitik.

Men hele diskussionen handler pludselig om, hvorvidt der skal være fire eller fem regioner, i stedet for at handle om det vigtigste: patienten.

I stedet for at diskutere spørgsmål som “hvorfor kan vi gøre patientrettighederne stærkere?” eller “hvordan får vi bugt med de årelange ventelister til vigtige operationer?” bruger vi for meget tid på at diskutere teknokratiske omstruktureringer.

Selvom der i regeringens udspil er flere gode takter, er det sammenlægningen af to regioner og oprettelsen af nye sundhedsråd, der ender med at løbe med al opmærksomheden. Om det er regeringens egen beslutning eller mediernes fokus, vil vi ikke spå om, men det er i hvert fald symptomatisk for den velfærdspolitiske debat i Danmark.

Trods de gode takter i regeringens udspil savner vi flere tiltag, der styrker patienterne. Kronikerpakkerne skal dog roses i denne sammenhæng. Her forsøger man at tage fat om alvorlige huller i sundhedsvæsenet, som man også så før kræftpakkerne for 20 år siden.

Men udspillet skaber også mere af det, der er sundhedsvæsenets grundlæggende problem: At vi alt for ofte tænker systemet før patienten. Og det er ikke noget, der bliver lavet om af lunkne kompromisser blandt tre midterpartier. Det bliver ikke ændret af at samle to regioner og håbe på det bedste.

Vores ambitioner må ikke være lavere end et sundhedsvæsen i verdensklasse. Det bør være krumtappen i ethvert velfærdssamfund. Det mener danskerne også, hvorfor sundhed konsekvent er at finde blandt vælgernes øverst prioriterede dagsordener. Samtidig betaler vi nogle af verdens højeste skatter og sundhedsudgifter. Derfor skylder vi politikere også danskerne at skabe et sundhedsvæsen, der reelt er i verdensklasse.

For god velfærd er altså ikke først og fremmest at have en enorm offentlig sektor med rekordmange offentligt ansatte. Velfærd er andet end at have et godt job i kommunen med en lukrativ pensionsordning. Først og fremmest handler det om, at borgerne oplever et højt serviceniveau og får reel hjælp, når de har brug for den.

Desværre havner sundhedspolitikken alt for ofte i, at forbedringsforslag altid sker på systemets præmisser. Man spørger ikke, hvordan gamle Lise på plejehjemmet får den bedste hjælp, men hvordan den kommunale hjemmehjælp kan forbedres. Man spørger ikke, hvordan den kronisk syge patient får den bedste behandling, men hvordan regionerne optimeres. Generelt er det alt for sjældent, at de, der stiller forslag til politiske ændringer, stiller sig selv det oplagte spørgsmål: Hvordan forbedrer vi servicen for patienten?

Der er en fantasiløshed i de politiske forslag. Der er mangel på en grundlæggende nytænkning af velfærden. Der er brug for større visioner, som ikke bliver hæmmet af partiernes eller organisationers særinteresser. Der er brug for et opgør med bureaukratiske fedtlag, uigennemskuelige regler og skæve incitamenter. Der er brug for en frisk start. For det kan godt blive bedre.

Når vi snart går ind i forhandlingslokalet, vil vi insistere på at sætte patienten først i alle led af sundhedsvæsenet. Vi vil skabe et sundhedsvæsen med stærke patientrettigheder, fri konkurrence mellem private og offentlige udbydere af sundhedsydelser og uden besværlige og fordyrende bureaukratiske lag, der skaber lange ventelister og en grundlæggende utilfredshed. Vi vil give dig frit sygehusvalg fra dag ét. Du skal have mulighed for med det samme at vælge det hospital med den korteste vente tid – og ikke skal vente i op til 60 dage, som det er i dag. Vi vil sikre, at du har den rette information – og ikke mindst kendskab til dine rettigheder – om dit forhandlingsforløb, så det ikke er forbeholdt de ressourcestærke og tidshavende borgere at kunne finde hoved og hale i patientforløbet.

Vi vil slippe iværksætteriet løs. I Danmark er vi notorisk dårlige til at bruge og tage ved lære af sundhedsiværksætterne og udbrede nye, gode løsninger på tværs af sundhedsvæsenet. Det forbliver lokalt eller inden for regionsgrænsen, selvom det kunne komme resten af landets patienter til gavn.

Og så vil vi have værdigheden tilbage i sundheden. Patienten skal ikke være kastebold mellem forskellige offentlige instanser. I stedet skal vi skabe et system, som gør det muligt for alle at gennemskue, hvad der som patient er ens ret.

Der er en fantasiløshed i de politiske forslag. Der er mangel på en grundlæggende nytænkning af velfærden. Der er brug for større visioner, som ikke bliver hæmmet af partiernes eller organisationers særinteresser.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 9/10-2024)

Jeg skal ikke blande mig i Dan Jørgensens nye job som boligkommissær. Men det er en god anledning til at tage snakken om, hvad EU skal blande sig i

Henrik Dahl
9. oktober 2024

Alle rekorder for uklar arbejdsbeskrivelse blev slået, da den nye EU-Kommission for nylig blev præsenteret. Hvad laver en kommissær for ”Cohesion and Reforms”? Hvad laver en kommissær for ”Intergenerational fairness, Youth, Culture and Sport”? Hvad laver en kommissær for Middelhavet?

Svaret blæser ikke i vinden, men i de kommissærhøringer, som Europa-Parlamentet afholder fra begyndelsen af november. Her vil der komme en masse variationer over dette spørgsmål: Hvordan vil kandidaten i nærmere detaljer omsætte kommissionsformandens jobbeskrivelse til virkelighed?

Et er, at man som kommissærkandidat står med en uklar opgavebeskrivelse. Den slags har man som endeligt udnævnt massevis af medarbejdere til at hjælpe med at stille skarpt på. Noget andet er: Hvad gør man i grunden, hvis det område, man er kommissær for, strengt taget ikke er en EU-kompetence?

Det spørgsmål kan hurtigt ramme Dan Jørgensen. For den barske sandhed er: Der er ikke nogen tvivl om, at det er en EU-kompetence at fastsætte standarder for isolering af bygninger og tilsvarende sager. Det handler jo i vidt omfang om de tekniske specifikationer, byggematerialer er konstrueret efter. Og dermed er det noget, der ligger helt inde ved kernen af det indre marked.

Hvordan de enkelte lande vælger at udforme og regulere deres boligmarked, er til gengæld deres egen sag.

Skal boliger kunne finansieres ved hjælpe af obligationer og sikkerhed i den belånte bolig? Det mener vi f.eks. i Danmark, og det er essensen af realkreditsystemet. Men der findes masser af europæiske lande, hvor det politiske flertal ikke mener dette. Og som derfor har et marked for ejerboliger, der grundlæggende fungerer helt anderledes end vores.

På samme måde med huslejekontrol. Er det helt grundlæggende et sundt princip, eller er det noget, man skal være meget forsigtig med?

De fleste økonomer vil formentlig sige, at hvis man lægger et helt ufleksibelt loft over huslejen, vil det over tid have tre konsekvenser: De boliger, der er omfattet af loftet, tages ud af markedet. De huslejeregulerede boliger vil over tid holde op med at blive formidlet via det almindelige marked. Investorer vil over tid holde op med at investere i at bygge boliger.

Med andre ord: Jo hårdere en priskontrol, man indfører på markedet for udlejede boliger, jo mere sikker kan være på, at der vil opstå en udbudskrise.

Generelt har Danmark været i den forholdsvis liberale ende, når det gjaldt kontrol med husleje, mens f.eks. Sverige har været i den forholdsvis ikke-liberale ende.

Når Dan Jørgensen om kort tid vil blive mødt med et krav om at få boligmarkederne rundtomkring i Europa til at fungere bedre, skal han derfor passe meget på. Det er et stærkt ønske fra eksempelvis de spanske socialister, at han skal blande sig i boligmarkedernes rammer og regler. Samtidig med at der står mindst lige så mange parlamentarikere fra Nordeuropa klar til at minde ham om, at det slet ikke er noget, EU skal blande sig i.

Det tilkommer ikke mig at give Dan Jørgensen en masse råd om, hvordan han skal passe sit fremtidige job.

Men udnævnelsen af en boligkommissær er faktisk en meget kærkommen anledning til at få den mere principielle debat i Europa-Parlamentet om, hvad det tilkommer EU at blande sig i, og hvad der ligger uden for EU’s grænser.

Og selvom det nogle gange hedder sig, at Danmark er et af de lande, der har mest travlt med at være lydhøre over for EU, er det en sandhed med modifikationer. EU’s trang til at blande sig i, hvordan det danske og svenske arbejdsmarked fungerer, er lige nu så stor en torn i øjet på de to lande, at der verserer en retssag med påstand fra Danmark og Sverige om, at EU mangler den grundlæggende adkomst til at blande sig i spørgsmålet om mindsteløn.

Det er – både ifølge den danske og svenske model – noget, arbejdsgiverne og arbejdstagerne selv må blive enige om. Sådan har det været i mangfoldige år, og sådan skal det blive ved med at være.

Derfor skal vi være glade for uenigheder om, hvor grænserne mellem EU og medlemslandene går. Kun ved at tage den slags diskussioner – også med hårde og kontante argumenter på begge sider – kan vi skabe en afgrænsning, der kan holde, og som vil give mening mange år ud i fremtiden.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 9. oktober 2024)

Vi skylder danskerne et svar

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
8. oktober 2024

Efter en lang sommerferie vågnede dansk politik fra sin dvale, da Mette Frederiksen proklamerede, at Socialdemokratiet ville lave en grundlæggende forandring af det danske pensionssystem.

Siden Anders Fogh Rasmussens og Helle Thorning-Schmidts velfærdsaftale fra 2006 har det danske pensionssystem nemlig været styret af en mekanisme, hvor pensionsalderen automatisk stiger i takt med levetiden.

Det princip er af økonomer blevet kaldt alt fra “kronjuvelen i Danmarks sunde økonomi” til “forudsætningen for at fremtidssikre det danske velfærdssamfund”. Lægger man velfærdsaftalen i graven, vil det derfor få katastrofale konsekvenser for økonomien.

Men i kølvandet på en historisk upopulær SVM-regering har Mette Frederiksen nu besluttet sig for at sælge ud af denne kronjuvel i et krampagtigt forsøg på at stoppe den socialdemokratiske vælgerblødning – dog uden at ville anvise vejen til, hvordan pensionssystemet så skal indrettes.

Med tanke på, hvor stor betydning vores pensionsregler har for både nationaløkonomien og folks fremtid, synes vi i Liberal Alliance, at Mette Frederiksen burde levere svar på, hvordan hun vil ændre systemet. Og det er ikke en holdning, vi står alene med.

I forbindelse med Folketingets åbningsdebat har otte af Folketingets partier fundet fælles fodslag om, at statsministeren bør indkalde til pensionsforhandlinger. Ja, selv i regeringens egne rækker har både Moderaterne og Venstre endda bebudet, at vi skylder danskerne at have en kvalificeret debat om det her emne.

Men alligevel er der radiotavshed fra Socialdemokratiet, som hellere vil prioritere at komme med hensigtserklæringer end faktiske politiske forslag til, hvordan man vil ændre systemet. Det er useriøst og uambitiøst.

For med så store milliardbeløb på spil, som kommer til at gribe ind i næsten hele befolkningens liv, skylder vi danskerne at have en debat om, hvilken pension de kan se frem til.

Mette Frederiksen burde levere svar på, hvordan hun vil ændre systemet.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 8/10-2024)

Skulle vi ikke begynde at sætte patienten i centrum?

Louise Brown
8. oktober 2024

Når der i disse dage på fuldt blus debatteres reformering af sundhedsvæsenet, er det vigtigt at huske sig selv på, hvorfor vi i det hele taget har et sundhedsvæsen.

For selvom svaret er en selvfølge, står det ikke altid soleklart – særligt ikke når man læser ned i regeringens udspil til en ny sundhedsreform.

Vores sundhedsvæsen er naturligvis ene og alene sat i verden for patienternes skyld. Alligevel må jeg ofte konstatere, at det ikke er patienten, der sættes i centrum for debatten – men derimod systemet.

Bevares, der er i høj grad brug for en fornyet tilgang til sundhedsvæsenets struktur. Det er blot vigtigt, at strukturdebatten ikke drukner i hverken regionale, kommunale eller andre dele af systemets interesser, men rent faktisk tager udgangspunkt i, hvad der er bedst for patienterne.

Det indebærer ikke mindst, at vi en gang for alle får nedbrudt grænserne mellem det private og det offentlige sundhedssystem. 73 procent af danskerne (ifølge analyse fra maj 2024 af Dansk Erhverv, red.) er nemlig fløjtende ligeglade, om deres behandling finder sted på et offentligt eller privat hospital – de er blot interesseret i at få en behandling af så høj kvalitet som overhovedet muligt så hurtigt som overhovedet muligt.

Når vi i Liberal Alliance taler varmt om et sundhedsvæsen med patienten i centrum, er det ikke blot en tom floskel, vi hiver ud af ærmet. Nej, vi har nemlig en klar og tydelig vision for et sundhedsvæsen med stærke patientrettigheder, minimal bureaukrati og reel fri konkurrence mellem private og offentlige udbydere. Med andre ord: Et sundhedsvæsen, som tilpasser sig dig som patient – og ikke forventer det omvendte.

Det kræver, at vi gentænker, hvordan ansvaret for driften af sundhedsvæsenet placeres. I dag er der nemlig alt for mange besværlige og fordyrende bureaukratiske lag, der medfører, at du som patient bliver kastebold mellem forskellige offentlige instanser.

Derudover spiller det offentlige en uhensigtsmæssig dobbeltrolle i forhold til både at stå for at udbyde og indkøbe sundhedsydelser. Den dobbeltrolle må og skal nedbrydes. For ellers får vi aldrig gjort op med de incitamenter, som gør, at det offentlige kan og vil gøre hvad som helst for at fastholde dig som patient i det offentlige system.

I Liberal Alliance ønsker vi en ny ansvarsfordeling, som skal tage udgangspunkt i dig som patient og sikre en frisk start for det danske sundhedsvæsen.

For det første vil vi skabe et langt større lokalt driftsansvar. Dette gør vi bedst ved, at alle sygehuse drives lokalt med en professionel bestyrelse i spidsen, der har ansvar for drift og økonomi. På den måde sikrer vi en stærk lokal forankring og sørger for, at de enkelte lokale sygehuse får et bedre incitament til at skabe udvikling og innovation til gavn for patienterne.

I dag drager det enkelte sygehus nemlig ikke en tilstrækkeligt stor fordel af effektiviseringer, fordi besparelserne ender i en samlet regional kasse.

Det er samtidig tid til at nedlægge regionerne og placere det overordnede ansvar for driften af sundhedsvæsenet i en ny landsdækkende enhed, der skal ledes af en professionel bestyrelse bestående af fagpersoner. Denne enhed skal fremover tage sig af at indkøbe sundhedsydelser fra offentlige såvel som private udbydere, som skal have mulighed for at byde ind på ledige opgaver, hvis de kan leve op til nogle klare faglige krav.

På den måde får vi udnyttet den ledige kapacitet i det private samt nedbragt ventelisterne i det offentlige – alt sammen for at fokusere på kerneopgaven: At patienterne oplever et højt serviceniveau og får reel hjælp, når de har brug for den.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 1/10-2024)

Slip iværksætterne i sundhedsvæsenet løs

Louise Brown
2. oktober 2024

I Liberal Alliance er vi begejstrede for iværksætteri og ny teknologi, der kan gøre vores samfund – og særligt vores sundhedsvæsen – mere effektivt.

Desværre er innovative løsninger sjældent levedygtige i vores nuværende sundhedssystem. Den innovation, som det offentlige system lader dø hen, ville ellers kunne sætte en masse ressourcer og personaletimer fri til at blive brugt på kerneopgaver i selvsamme system og – vigtigst af alt – sikre hurtigere og bedre behandling for patienterne. Eksempelvis er Region Nordjylland begyndt at gøre brug af ny AI-teknologi, der kan aflæse en mammografiscanning for kræftknuder både hurtigere og mere præcist, end det er muligt for en menneskelig læge. Teknologien kan finde 20 pct. flere kræftknuder og samtidig spare lægerne for 40 pct. af den arbejdsbyrde, de mange tusinde mammografiaflæsninger om året kræver uden hjælp fra AI. Det er denne form for lokal innovation og iværksætteri, vi skal styrke. Vi mangler incitamenter i systemet, der gør det fordelagtigt både at udvikle og udbrede nye løsninger, der forbedrer arbejdsgange og behandling. I dag stopper de nye innovative løsninger ved regionsgrænsen, fordi der er for få økonomiske incitamenter til at dele nyudviklede løsninger på tværs af regionerne – selvom de også ville have været til gavn for resten af landets patienter. Det er derimod mere økonomisk fordelagtigt for en region at udvikle lignende løsninger selv. Det er spild af ressourcer. Innovationen skal stadig foregå ude på de enkelte afdelinger, men når der bliver udviklet ny teknologi, som vi kan se, fungerer på ét sygehus, skal vi med et nyt nationalt organ kunne rulle den ud på tværs af landets hospitaler. Skal vi styrke innovation i sundhedsvæsnet, skal vi også åbne for lokal løndannelse, som vil give den enkelte leder mulighed for at give en økonomisk belønning til de medarbejdere, der gør en ekstra indsats og skaber nye og bedre løsninger til gavn for patienterne. Lad os skabe et sundhedsvæsen, der tør tage de nyeste og bedste teknologier i brug til gavn for både patienterne og medarbejderne. “Desværre er innovative løsninger sjældent levedygtige i vores nuværende sundhedssystem”

(Indlæg bragt i Børsen d. 2. oktober 2024)

Giver ATP i sin nuværende form stadig mening?

Pernille Vermund
30. september 2024

Selvom det pibler frem med skandalesager i ATP, har regeringen dumstædigt valg at sidde på hænderne. Men med så store milliardbeløb på spil skylder vi danskerne at have en kvalificeret debat om, hvordan vi sikrer den bedst mulige ATP

I 2022 trak det overskrifter, da danskernes fælles pensionsopsparing tabte 64,5 mia. kr. På et enkelt år havde ATP nemlig formået at præstere et afkast på minus 40,9 pct. i institutionens investeringsportefølje. Med tanke på at danskerne bliver påtvunget at betale til ATP, er det er et utroligt beløb, der bør give anledning til at vurdere, om ATP i sin nuværende form stadig giver mening. Men for at kunne forstå, hvordan det kunne gå så galt, bliver man først nødt til at forstå institutionens særlige konstruktion. Arbejdsmarkedets Tillægspension så oprindeligt dagens lys i 1964, og den blev undfanget for at sikre en garanteret og forudsigelig livslang pension til danskerne. Her er netop ordet “garanteret” værd at hæfte sig ved. For ATP opererer under nogle særlige politisk fastsatte kriterier, der i de seneste år har vist sig at være utidssvarende. ATP er nemlig indrettet, så 80 pct. af kapitalen bliver allokeret til lavrisikable investeringer, hvilket man forsøger at gøre op for ved at tage ekstreme risici for de resterende 20 pct. af kapitalen. Det er disse 20 pct. af den samlede kapital, der fører til store udsving i afkast fra år til år. Giver det mening? Mens ATP f.eks. præsterede førnævnte afkast på -40,9 pct. i år 2022, lød investeringsporteføljens afkast for 2019 omvendt på 44,2 pct. Men giver denne investeringsstrategi så også mening? Jesper Rangvid og Henrik Ramlau-Hansen, der er henholdsvis professor og lektor på CBS, har sat sig for at sætte ATP’s indretning under luppen. I en rapport fra 2023 konkluderer de, at ATP har formået at skabe et afkast de seneste ti år, der er det samme som en simpel, passiv global aktieinvestering – men at det er gjort med en væsentligt højere risiko, og at dette afkast ikke vil kunne realværdisikre pensionerne ift. inflationen. Set i lyset af at ATP forvalter en formue på omtrent 700 mia. kr. på vegne af ca. 5,6 mio. danskere, er det en tankevækkende kendsgerning. Selv hvis ATP blot underperformer med få procentpoint om året, vil det nemlig over tid gøre en monumental forskel for hvilket beløb, der kan tikke ind på danskernes konti under deres pension. Alligevel er tekniske diskussioner om pensionskassers indretning og investeringsstrategier ikke en dagsorden, der har lige så let ved at optage spalteplads i dagbladene og at fylde på de sociale medier som så mange andre emner i dansk politik. Men når der er tale om så store milliardbeløb, der vil få indflydelse på næsten hele befolkningens privatøkonomi, bliver vi som samfund nødt til at forholde os til dem. Uambitiøst og dovent Derfor er det også uambitiøst og dovent, at regeringen på forhånd har besluttet sig for, at man end ikke vil have en debat om, hvorvidt det nuværende system kan forbedres. Et godt sted at starte debatten ville for det første være ved at forholde sig til, om tiden ikke er løbet fra den formynderiske forestilling om, at danskerne ikke må få mulighed for at vælge mellem flere pensionsselskaber som alternativ til at være tvunget til at betale til ATP-monopolet. Hvis ATP sendte deres forvaltning i udbud, og danskerne fik muligheden for at flytte deres egne penge til andre pensionsinstitutter, ville det skabe en sundere konkurrence på markedet. For det andet bliver vi nødt til at have en debat om, at ATP’s 80/20-investeringsstrategi er utidssvarende, som også forskerne fra CBS har konkluderet. Man burde fra politisk hold fastsætte andre kriterier for investeringerne, så garantidelen droppes, og man i stedet sikrer en markedsmæssig udvikling.For det tredje burde det være tydeligt, at der er brug for en professionalisering af ATP, hvor bestyrelsesposterne ikke besættes af diverse fagforeningsbosser, som ikke nødvendigvis har erfaring med at stå i spidsen for et pensionsselskab. I dag er otte ud af 13 bestyrelsesmedlemmer udpeget af arbejdsmarkedets parter. I fremtiden bør den andel som minimum reduceres kraftigt. Afslutningsvis bør vi også have en debat om ATP’s eksponering mod danske investeringer, som i dag udgør 33 pct. af private og 44 pct. af alle pensionsinvesteringer, når man medregner ATP. Danskerne er i forvejen eksponeret mod udviklingen på det danske marked, og derfor er der ikke meget ræson i, at en så stor del af vores pensionsopsparing også skal være det. Hvordan ATP præcis skal indrettes i fremtiden, står stadig hen i det uvisse for nu. Men to ting er i hvert fald helt sikkert. Det ene er, at der åbenlyst er brug for en forbedring af det nuværende system. Og det andet er, at vi med så store milliardbeløb på højkant, der har indflydelse på hele befolkningen, skylder danskerne at have en kvalificeret, offentlig debat om, hvordan vi i fremtiden sikrer det bedst mulige ATP.

(Indlæg bragt i Børsen d. 30. september 2024)

Den danske skattejungle er spækket med ulogisk lovgivning

Steffen Frølund
25. september 2024

Forestil dig, hvis du en dag åbnede din e-Boks til en besked fra skattevæsenet om, at du – foruden at betale din egen skat – også var blevet påtvunget at samle skatteregningen op for 13 af dine naboer.

En lignende oplevelse skete for nyligt for Gitta Ravn, der sidste år købte et hus i et nybygget boligområde i Odense. Gitta Ravn er nemlig havnet i en skatteklemme, hvor hun på grund af en fejl hos skattemyndighederne også hæfter for at betale sine naboers grundskyld. Og hun er langtfra den eneste, der er kommet i klemme af vores uigennemskuelige skattelovgivning, der er så kompliceret og omfattende, at end ikke myndighederne selv kan finde ud af at forvalte den. Også Ask Holm fra Roskilde har fået en regning på 159.000 kr., ligesom at Kristian Strunge fra Hvalsø er blevet påtvunget at skulle betale sit boligkvarters grundskyld , som løber op i mere end 36.000 kr. De her vanvittige sager er blot de seneste af en lang række eksempler på, at der er noget fuldstændig galt med den måde, vi har indrettet det danske skattesystem på. I januar kunne DR eksempelvis afsløre, at ejere af mindst 1000 individuelle ejendomme var kommet i en lignende klemme, hvor de på grund af en fejl i skattesystemet var tvunget til fortsat at betale ejendomsskat af en ejendom, som de for længst havde solgt. Og i september 2023 kom det frem, at mere end hver tredje ejendomsvurdering rammer forkert med mere end 20 pct. For den danske skattejungle er spækket med uigennemskuelig og ulogisk lovgivning, der fører til forfærdelige fejl, som rammer borgere, der ikke har andet valg end at adlyde det ansigtsløse bureaukratis kafkaske ordrer. Alle burde kunne se, at det ikke er en retsstat værdigt, hvis man på grund af systemets egne fejl påtvinges at skulle betale sine naboers skatter. Nu er spørgsmålet blot, om vores teknokratiske midterregering også har tænkt sig at rette op på fejlene, eller om man hellere vil sætte systemet før de borgere, der er kommet i klemme af skatteforvaltningens fejl.

(Indlæg bragt i Børsen d. 25. september 2024)

Vi kunne have gjort det meget bedre

Louise Brown
25. september 2024

Endelig er kurven begyndt at knække.

I begyndelsen af sidste år var den gennemsnitlige ventetid 47 dage, nu venter en patient i gennemsnit 40 dage på behandling, og dermed nærmer den gennemsnitlige ventetid sig niveauet før coronapandemien.

Akutpakken fra sidste år og de 2 mia. kr., der fulgte med, har taget toppen af ventelisterne, men vi er desværre langtfra i mål – og selvom det er en positiv udvikling, mener jeg ikke, at vi endnu kan være tilfredse. Vi skal – og kan – stadig gøre det langt bedre.

Vi skal ikke glemme, at rigtig mange patienter i det offentlige system stadig venter flere måneder eller år på den nødvendige behandling. Det gælder bl.a. patienter, som venter op til 10 år på en kæbeoperation.

Og mens den gennemsnitlige ventetid for behandling på landets sygehuse falder, bliver ventetiden i psykiatrien længere og længere. I dag skal ikke-akutte patienter i gennemsnit vente lige under to år, før de kan få behandling.

En del af akutpakken indebar mere samspil mellem det offentlige system og privathospitalerne, som i højere grad skulle behandle de patienter, der står i kø i det offentlige.

Desværre er de mange ressourcer og faglige kompetencer, som eksisterer på privathospitalerne, langtfra udnyttet tilstrækkeligt.

Trods årelange ventelister er myndighederne stadig tilbageholdende med at give de nødvendige tilladelser. Af de 81 specialiserede behandlinger, som privathospitalerne har søgt om at få tilladelse til at lave – som f.eks. kæbeoperationer – gav Sundhedsstyrelsen kun tilladelser til syv af dem. Det er på trods af, at personalet på privathospitalerne har de nødvendige faglige kompetencer.

Et andet problem er, at på de områder, hvor privathospitalerne har tilladelse, er antallet af patienter, der er henvist fra det offentlige system, faldet markant – selvom ventelisterne til behandling og operation i det offentlige stadig er lange.

Mange privathospitaler står klar med tomme operationsstuer og mere end kompetente kirurger, der ville kunne operere første patient i morgen, hvis de fik tilladelsen. Men som i stedet må se frustrerede til, mens patienterne står i lange køer i det offentlige system.

Nok er den gennemsnitlige ventetid snart tilbage på niveauet før coronapandemien, men tænk, hvor langt vi kunne være nået, hvis vi havde udnyttet ressourcerne på privathospitalerne til fulde?

Hvorfor skal vi stille os tilfredse med ambitionen om, at ventetiden skal være den samme, som den var for mere end fire år siden? Ambitionen skal da være at skabe det bedst mulige sundhedsvæsen med mere frit valg og den lavest mulige ventetid – og i den bedste verden ingen ventetid. Det bør i det mindste være målet.

Vi ønsker at bruge alle de kræfter, der eksisterer i systemet, på at få behandlet de mange tusinde patienter, der venter på behandling – uanset om de kræfter findes i det offentlige eller private.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d.25. september 2024)

LA: Nej til regeringens plyndringstogt

Helena Artmann Andresen
24. september 2024

Store gymnasier bør ikke straffes, fordi de er populære. Alligevel er det dét, som regeringens finanslovsforslag for 2025 vil gøre.

Regeringens forslag går ud på at fordele penge fra de store til de små gymnasier via en justering af det såkaldte undervisningstaxameter, der definerer det beløb pr. elev, som gymnasierne modtager for undervisning af eleven. Helt konkret ønsker regeringen at reducere undervisningstaxameteret med ti procent for gymnasier med over 700 årselever. Pengene skal ifølge regeringen gå til de mindre gymnasier for at tilgodese udbuddet af ungdomsuddannelser i landdistrikterne.

Forslaget vil betyde, at eksempelvis Silkeborg Gymnasium og Roskilde Katedralskole vil miste henholdsvis otte og syv millioner kroner. Det vil utvivlsomt gå ud over eleverne, om det så er færre fag, færre lærere eller dårligere undervisning.

I modsætning til de store gymnasier står de mindre gymnasier med forslaget til at skulle modtage flere penge. Pengene vil dog langtfra gavne de lukningstruede gymnasier i landdistrikterne, da pengene står til at blive smurt tyndt ud på tværs af alle gymnasier med færre end 700 årselever.

Men er gymnasier med 400, 500 eller 600 årselever lukningstruede på grund af elevantal? Ikke i min optik, og de burde derfor heller ikke modtage penge på bekostning af andre gymnasier.

Forslaget vil ramme handelsgymnasierne særligt hårdt, selvom de i årevis har fulgt de politiske opfordringer om at fusionere fra mindre til større gymnasier. Det bider dem nu i halen. Eksempelvis vil et gymnasium stadig blive straffet, hvis det på tværs af sine afdelinger har over 700 årselever, også selvom nogle afdelinger måtte have færre end 700 årselever.

Et eksempel er ZBC på Sjælland, der har gymnasier i Næstved, Ringsted, Slagelse og Vordingborg. Selvom ingen af de fire gymnasier har mere end 700 årselever, rammes ZBC stadig, da de fire gymnasier samlet set har over 700 årselever.

Forslaget vil derfor give gymnasieinstitutionerne incitament til at lukke de enkelte lokationer rundt om i landet og samle det hele under ét tag. Det vil betyde færre ungdomsuddannelser i landdistrikterne stik imod regeringens intention.

Regeringens udspil burde være målrettet til at hjælpe de gymnasier, som rent faktisk er lukningstruede, og det virker for mig som et embedsmandsudspil. Det er en ommer.

Jeg vil opfordre regeringen til at begrave forslaget, så vi i stedet på tværs af Folketingets partier kan finde en taxametermodel, der fungerer for alle gymnasier.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 24. september 2024)