Derfor er toptop­skatten en historisk dårlig idé

Sólbjørg Jakobsen & Steffen Frølund
21. september 2023

Kapitlet om toptopskatten er et af de mere finurlige i dansk politik. Det er kapitlet om idéen, der ikke som sådan har rod i nogen realpolitisk idé, og som ingen rigtig vil tage teten på at argumentere for. For hvem er det egentlig, der vil toptopskatten, og hvad er de politiske visioner bag den? Det står stadig hen i det uvisse. Ja, faktisk har hele miseren om emnet taget sig så skørt ud, at man som borgerlig nærmest har haft lyst til at hjælpe regeringen med blot at argumentere for dens egen politik. Men det vil alligevel være for meget af det gode.

Derfor vil vi her tillade os at gøre det modsatte. For der er nemlig et utal af grunde til, at toptopskatten er en så historisk dårlig idé, at selv regeringen kløjes i argumentationen for den.

Lad os indlede med et kig på provenuet fra skatten. Det er Skatteministeriet på sølle 700 mio. kr., hvilket er ca. det halve af, hvad afgiften for ledningsført vand indbringer. I en samlet skatteindtægt på mere end 1200 mia. kr. sidste år og med et råderum på over 60 mia. kr. frem mod 2030 blegner den slags penge hurtigt. Og det er ganske vist under den forudsætning, at de overhovedet kommer ind. Men det gør de ikke.

Grundlaget forsvinder

Ifølge alle ekspertskøn vil det beregnede provenu nemlig blive udhulet noget så grelt, fordi folk blot kan flytte rundt på deres penge, så de undgår skatten. Under normale tilstande flugter den samlede skat på arbejde nogenlunde med skatten på udbytte, hvor der først er betalt selskabsskat. Den balance gør man op med gennem toptopskatten. I stedet skaber man et markant incitament til blot at betale udbytte i stedet for løn, hvis man ikke også hæver aktieskatten, hvilket ikke sker. Derfor vil mange blot gøre netop det.

Tal fra Skatteministeriet viser, at 45 pct. af alle de 8600 potentielt berørte af en toptopskat har den mulighed, fordi de enten er selvstændige eller hovedaktionærer. På den baggrund forventer Cepos et nedslag i provenuet på ca. 200 mio. kr. Og for at illustrere hvor fjollet det hele er, viser en gennemgang i Berlingske sågar, at 98 ud af de 100 rigeste personer i Danmark på den måde kan slippe for skatten. Grundlaget for provenuet forsvinder altså langsomt.

Værre bliver det blot af, at nogle af de fremmeste danske skatteeksperter også peger på, at de negative effekter af en toptopskat vil være fire til fem gange større end først antaget, da de såkaldte indkomstelasticiteter vil være på mellem 0,4 og 0,58. Det betyder, at øger man skatten med 1 pct. for en gruppe, sænkes indkomsten i samme gruppe med 0,4-0,5 pct. på sigt, fordi gruppen træffer andre karrierevalg.

Imidlertid regner ministerierne med en elasticitet på 0,1 i gennemsnit. Regner man med eksperternes elasticitet, er provenuet nærmest ikkeeksisterende, og dermed forsvinder grundlaget for provenuet ikke blot langsomt – det forsvinder som dug for solen. Og hvad er så meningen med en skat, hvis den ikke er til for at skrabe penge ind til den offentlig service?

Symbolpolitik

Her kommer vi til et af de grimmere punkter, som regeringen selvfølgelig ikke kan sige højt: de symbolpolitiske hensyn. Baggrunden for indførelsen af skatten skyldes alene opretholdelsen af en vis “balance”.

Hvis nogle skal have en skattelettelse, skal andre have et gok i nødden. Det er et spørgsmål om regeringens grundlæggende selvfremstilling. Et spørgsmål om populisme og en hypotetisk kamp mod ulighed. For sagen er nu engang den, at toptopskatten end ikke rykker en tøddel ved Gini-koefficienten. Den går fra 30,28 til 30,22, hvilket er en så lille forskel, at selv den mest årvågne økonom kunne overse den.

Omkostningen ved den slags er regeringen klar over. På regeringskontorerne ved man godt, at en toptopskat er skadelig for Danmark og dansk økonomi. Man ved godt, at skatten udskammer den gruppe, der i forvejen bidrager mest, men som meget få har ondt af. Og man ved godt, at den rammer en gruppe, der i forvejen betaler 18 gange så meget i skat som den gennemsnitlige dansker.

Det er lige dele kynisk og skødesløst. For tænk engang, hvilket signal den slags afstraffelse af succes sender til både de hårdtarbejdende danskere og vores ungdom, akkurat som den blot øger incitamentet til at omgå skatten. For selv hvis man ikke er selvstændig eller hovedaktionær, er der gode muligheder for det: Et stærkt realistisk bud er, at toptopskatten fremover blot vil få flere mennesker til at tage til udlandet og bruge forskerskatteordningen. På den beskattes man med 32,84 pct. mod top-topskattens 60,5 pct. Mulighederne for at udhule provenuet står i kø. Pengene kommer ikke ind.

På den måde forsvinder selv det sidste spinkle håb om, at der nogensinde har været en realpolitisk intention bag forslaget. Det er faktisk nærmest en skam.

(Indlæg bragt i Børsen d. 21. september 2023).

Legalisering af cannabis vil skabe mindre kriminalitet og mere tryghed

Steffen Larsen
11. september 2023

Det siges, at gamle vaner dør svært. Det hovedløse danske forbud mod cannabis er en af de gamle vaner, der forvolder flere problemer, end det løser, og som vi politikere desværre ikke har fået gjort det af med.

Siden slumstormerne for et halvt århundrede år siden overtog Christiania, har det danske cannabis-forbud med jævne mellemrum været et fast emne i den offentlige debat.

For nyligt blussede debatten endnu engang op, da Christianias beboere besluttede sig for at blokere adgangen til Pusher Street for at stoppe den ulovlige handel med cannabis, der finder sted ved højlys dag.

Og kaster man et blik på nye målinger, er det faktisk ikke kun christianitterne, der gerne vil stikke en kæp i hjulet på bandernes organiserede kriminalitet.

Mere end hver anden dansker går nemlig også ind for at legalisere cannabis. I Liberal Alliance synes vi ikke, den holdning er helt skæv.

Statskontrolleret legalisering
I dag er det nemlig sådan, at alle danskere – hvad end det er børn eller misbrugere med brug for hjælp – har muligheden for at bytte et par sammenkrøllede pengesedler til grønne cannabis-planter.

For på bandernes uregulerede sortbørsmarked står Pusher Street åben for enhver, og ingen kan med sikkerhed vide, hvad der præcis bliver solgt.

Hvis vi legaliserede cannabis og solgte det på regulerede vilkår, kunne vi både sikre produktets kvalitet, og at det ikke bliver solgt til børn eller misbrugere med brug for hjælp.

Men en legalisering af cannabis ville også betyde, at bandernes økonomisk grundlag blev slået i stykker.

Opgørelser viser nemlig, at den danske hash-handel hvert år forløber sig til mere end en milliard kroner.

Med en statskontrolleret legalisering ville indtægterne for salget lande i den danske statskasse, hvor det kunne finansiere fremtidens velfærd i stedet for at give næring til Danmarks kriminelle underverden.

Øge trygheden
Foruden de økonomiske argumenter vil en legalisering også forventes at bidrage til et mere trygt og sikkert samfund.

Vender man blikket mod lande som Canada og Portugal, der har legaliseret cannabis, førte det nemlig til markant mindre narkorelateret kriminalitet, færre gadekonflikter mellem de konkurrerende bander og et dyk i antallet af voldelige opgør over territorier.

Hertil kommer også, at det danske retsvæsen og politi ville få frigivet en masse vigtige ressourcer, som i stedet vil kunne bruges på andre vigtige opgaver.

Fordelene ved at legalisere cannabis synes altså at stå i kø.

Liberal Alliance er vores holdning til, hvordan legaliseringen skal finde sted i praksis ikke noget, der står mejslet i granit.

Men et godt sted at starte kunne være med en prøveperiode på fem år, hvor salget vil foregå fra offentlige salgssteder, der kan sikre ordnede forhold og bidrage med information fra uddannet personale.

Det vil ikke blot trække tæppet væk under bandernes økonomi, skabe færre misbrugere, mindre kriminalitet og mere tryghed.

Det vil også gøre, at vi tager et skridt i retningen mod et mere frit samfund, hvor gammel vanetænkning ikke står i vejen for sund fornuft.

(Indlæg bragt på Altinget.dk d. 11. september 2023).

DSB’s monopol skaber høje priser og dårlig service. Løsningen er mere konkurrence

Jens Meilvang
31. august 2023

Prisen for DSB’s monopollignende tilstand bliver sendt videre til danskerne. Men med skærpede EU-regler har regeringen en anledning til at sende DSB’s aftale med staten til et tiltrængt eftersyn.

Juleaftensdag 2023 træder EU’s nye, skærpede regler for udbud på jernbaneområdet i kraft, hvilket er en glimrende anledning til at sende DSB’s nuværende aftale med staten til et tiltrængt eftersyn.

Men desværre tyder noget på, at regeringen ikke har tænkt sig at sende DSB’s aftale med staten i udbud.

I Liberal Alliance synes vi ikke, at det er den rigtige løsning.

For som alle, der jævnligt benytter sig af DSB’s ydelser, vil vide, er der bestemt plads til forbedring, hvad angår den kollektive trafik her til lands.

Det grundlæggende problem kan spores til en kendsgerning, som man ikke behøver at være Ph.d. i økonomi for at være bekendt med. Nemlig at monopoler skaber dårlig service og høje priser.

Når virksomheder bliver udsat for konkurrence, bliver de tilskyndet til at innovere, reducere deres omkostninger, forbedre kvaliteten af deres ydelser og gøre sit ypperste for at møde forbrugernes behov.

Omvendt fører et fravær af konkurrence til stilstand, og prisen for dette bliver sendt videre til danskerne, som får det af mærke på flere områder, end blot når rejsekortet skal tankes op – eksempelvis i form af forsinkelser eller dårlig service.

Da man tidligere konkurrenceudsatte DSB’s ruter i Vest- og Midtjylland, hvor Arriva vandt udbuddet, endte man med at spare 300 mio. kr. alene første kontraktperiode.

Uanset hvor man bor i Danmark, skal man kunne stole på, at der kommer tog til tiden, hvis priser er til at betale.

Og når regeringen selv har bebudet, at man gerne vil have flere danskere til at bruge den kollektive trafik, er det en bunden opgave at gøre det så let som muligt for danskerne at bruge den offentlige transport.

Derfor håber jeg på, at regeringen vil bryde med vanetænkningen og sørge for at sende DSB’s aftale i udbud, så andre aktører også har muligheden for at byde ind. For kun på den måde kan vi sikre, at de hundredtusindvis af danskerne, der hver dag er afhængig af DSB, får den bedst mulige service til de lavest mulige priser.

Frit gymnasievalg

Unges mistrivsel er biprodukt af en perfekthedskultur – ikke karakterer og prøver

Helena Artmann Andresen
28. august 2023

Unge i dagens Danmark er ikke blevet mere skrøbelige, og derfor skal vi ikke pakke dem ind i vat og misforstået hensyn. Vi skal hjælpe dem til et bedre grundlag og sundere syn på, hvornår man som studerende og menneske er god nok.

I sidste uge gled de første afsnit af TV 2’s dokumentarserie ”Presset ungdom” hen over skærmen. Det er utroligt hårdt at se danske gymnasieelever være så mentalt presset, at de kæmper med angst, depression og selvmordstanker. Hvad der er værre, er, at det ikke er unormalt at være ung og have det sådan. Det er skræmmende, at hver tredje unge kvinde og hver femte unge mand i dag mistrives.

Det lød fra de unge og rektorerne på landets gymnasier, at det er de faglige krav i vores uddannelsessystem, som skubber de unge og deres mentale helbred helt ud til kanten.

Unge skal have det bedre, ingen diskussion. Men jeg mener ikke, at færre krav og prøver er løsningen. Det er godt, at vi tester unges viden og kunnen. De vil blive konfronteret med det resten af livet, så vi gør dem kun en bjørnetjeneste og pakker dem ind i vat, hvis vores uddannelsessystem ikke lærer dem at blive testet.

Problemet opstår, når man fejlagtigt tror, at man død og pine skal have 12 i alt og være perfekt til hver eneste test, man tager. Unge bliver i høj grad presset af egne indre krav og den perfekthedskultur, der hersker blandt os unge.

Jeg er selv 21 år og genkender de indre krav til at være perfekt, som de unge i dokumentaren beskriver. Unge i dag sætter tårnhøje krav til sig selv. Hvis du ikke er den bedste til, hvad end du laver, er det ikke godt nok. At være middel er det værste, du kan være. Men det er et urealistisk krav at stille sig selv. Der er mange trin på skalaen, og det har aldrig været meningen, at alle skal have 12 i alt. Det betyder ikke, at vi unge ikke må være ambitiøse. Det må vi meget gerne være. Men ingen er den bedste til alt hele tiden.

Perfekthedskulturen har ikke kun skabt en mistrivselsepidemi i Danmark, men en pandemi. Kigger vi ud over landets grænser, ser vi, at unge, som mistrives, er et problem i hele den vestlige verden. Også af denne grund kan de faglige krav og prøver i det danske uddannelsessystem ikke alene være årsagen.

Skal vi denne mistrivselsepidemi til livs, bliver vi nødt til at kigge på de unges liv som en helhed, og hvad det er, der presser dem.

Den såkaldte Skolebørnsundersøgelsen 2022 blev offentliggjort denne uge. Når jeg læser den, står det klart, hvad der danner grundlaget for de mange mentalt pressede børn og unge.

Børn i 7.-9. klasse har flere timers skærmtid om dagen, særligt pigerne bruger størstedelen af den tid på sociale medier, 61 pct. af eleverne i 9. klasse bruger deres telefon om natten efter sengetid, og mellem 19 og 33 pct. af børnene dyrker kun hård fysisk aktivitet i en time eller mindre om ugen. Vi ved, at højt skærmforbrug, dårlig søvn og inaktivitet er noget, som skaber et dårligt grundlag for et godt mentalt helbred og evnen til at modtage læring og blive testet.

Jeg kender problemet. Telefonen er svær at lægge fra sig, når man først har åbnet Instagram eller Tiktok. Men det er afgørende, at vi hjælper børn og unge med at begrænse timerne, de bruger på telefonen.

Sociale medier erstatter i stigende grad de uforpligtende fællesskaber, som man for eksempel har gennem fritidsaktiviteter som fodboldtræning, gymnastik eller noget helt tredje. Unge i 9. klasse bruger mellem to og tre timer om dagen på sociale medier, hvor de ser det ene perfekte – og urealistiske – billede efter det andet fra andre menneskers liv. Hvis unge lukkede Instagram for i stedet at bruge mere tid på for eksempel at spille fodbold i den lokale fodboldklub eller arbejde i brugsen efter skoletid, ville de uundgåeligt få et mere nuanceret billede af verden omkring dem.

I stedet for at se det ene ”perfekte” billede efter det næste på sociale medier, ville de i fodboldklubben eller på deres fritidsarbejde blive eksponeret for et mere realistisk billede af andres liv. Nogle møder måske op til træning efter at have dumpet en tyskprøve i skolen få timer tidligere, en anden har muligvis skændtes med sine forældre før arbejde, og det er langtfra alle, som møder op i det nyeste og dyreste designertøj. Blev unge præsenteret mere for virkelighedens verden end den digitale, ville deres virkelighedsbillede hurtigt blive mere nuanceret. De ville hurtigt se, at ingen er bedst til alt, og se de uperfektheder, som vi alle har, men som de færreste viser på sociale medier.

Det er nødvendigt, at forældre til unge tager en større del af ansvaret for, at deres børn ændrer disse mønstre, og giver deres børn et andet perspektiv. Institutioner og os politikere kan – og skal – ikke tage hele ansvaret for, at børnene scroller gennem Tiktok eller Instagram om natten eller mangler fællesskaber i det virkelige liv, som kan nuancere deres billede af, at alle er ”perfekte”.

Kort sagt er jeg overbevist om, at flere unge ville få det bedre, hvis de orienterede sig mere ud mod verden og fokuserede mindre på sig selv og den kunstige virkelighed, som sociale medier er.

Misforstå mig ikke, det er ikke min holdning, at det kun er de unges eget ansvar at få det bedre. Men løsningen er ikke at droppe karakterer eller stoppe med at teste eleverne. Det er en nødvendighed i enhver uddannelse og blot et plaster på et dybere sår. I stedet mener jeg og mine kollegaer i Liberal Alliance, at vi skal tage fat om problemets rod.

Problemerne med et stresset miljø, hvor der ikke er tid til det enkelte barn, starter i daginstitutionerne. Vi skal sikre flere uddannede pædagoger i daginstitutionerne, så vi sikrer den bedst mulige kvalitet af det pædagogiske arbejde, og at det enkelte barn bliver set. Det vil klæde børnene bedre på til at træde ind i skolesystemet.

Dernæst skal vi tage hånd om folkeskolen, som har været på den gale kurs siden folkeskolereformen – og særligt inklusion i grundskolen. Inklusion kan lyde som en god ting, men den er i virkeligheden et forsøg på at presse alle børn ned i den samme form, hvilket har vist sig hverken at være en velfungerende løsning for inklusionseleven eller den klasse, som barnet presses ind i. Der skal være plads til både forskellighed og uforstyrret undervisning i grundskolen.

Derudover skal vi tilbage til kortere skoledage. Undersøgelser viser, at børnenes læring ikke forbedres af, at de er tvunget til at være længere tid i klasselokalet.

Hvis vi skaber et bedre grundlag for eleverne, kan vi fjerne meget af det pres, som flere unge oplever tiltager længere oppe i uddannelsessystemet.

Vi skal hjælpe unge med at forstå, at et karakterblad bestående udelukkende af 12-taller ikke afgør, om de får et godt liv. Det er i lige så høj grad den erfaring, som man får uden for skolen gennem frivilligt arbejde, et studiejob eller sociale fællesskaber, som giver dig værdi.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27. august 2023).

Troen på fremskridt skal løse klimakrisen

Steffen Frølund
25. august 2023

For nylig kunne man i nærværende spalter læse en klumme af Gregers Andersen, der har forvildet sig ud i en parade af stråmandsargumenter om Liberal Alliances klimapolitik. »Liberal Alliances klimapolitik er et sindbillede på det bedrag, der er ved at smadre vores klode«, hed den (15. august, 2023). Andersen fabulerer eksempelvis om, at Liberal Alliances klimapolitik ikke er baseret på regulering. Men hvis Andersen havde læst vores politik en kende mere grundigt, før han gik til tasterne, ville han vide, at Liberal Alliance er det parti i Folketinget, der har den mest ambitiøse klimapolitik målt på CO2-reduktioner.

I vores klimaudspil for foråret 2022 anviser vi eksempelvis vejen til at få en 100 procents CO2-reduktion i 2030. Det er et mere ambitiøst mål, end hvad man finder i partiprogrammet hos både Enhedslisten, Det Radikale Venstre eller SF. Så når Andersen postulerer, at vi hænger i bremsen med hensyn til at skabe den nødvendige politiske regulering – selv om vi er det parti, der går ind for den højeste CO2reduktion – klinger hans argumenter altså en smule hult. Et andet reguleringsgreb, vi gerne vil tage i brug, er at indføre en høj, flad og ensartet CO2afgift, der naturligvis skal modsvares af tilsvarende skattelettelser.

Andersen kritiserer også vores klimapolitik for at være rodfæstet i en optimistisk tro på, at vi kan løse udfordringerne med ny teknologi. Det er fuldstændig korrekt.

I Liberal Alliance tror vi nemlig på, at vi kan overkomme problemerne med håb og optimisme – og lytter man til de førende eksperter på området, er de også enige i, at vi næppe får noget ud af lade os forføre af pessimismens sirenesang. Chefen for FN’s klimapanel, som velsagtens er den vigtigste autoritet i klimadebatten, Jim Skea, har f.eks. påpeget, at vi skal lade være med at debattere klimapolitik med udgangspunkt i undergangsscenarier. Så mens degrowth-doktrinens fanebærere vil løse klimaforandringerne med dommedagsprofetiske skræmmebilleder og formaninger om, at vi skal droppe kapitalisme og vækst, vil vi i Liberal Alliance gå i den modsatte retning. For uanset hvordan man vender og drejer den, er faktum, at vi ikke har en realistisk chance for at lægge skinnerne til en grøn omstilling uden teknologiske nybrud. Det ville svare til at forsøge at slukke en skovbrand med et glas vand.

Hvis der er noget, historien har vist os, så er det, at vi mennesker kan løse selv de mest uoverkommelige udfordringer, når innovative iværksættere i en kapitalistisk markedsøkonomi får incitamentet til at skabe noget stort.

Men det kræver, at vi tør tro på, at verden kan blive bedre. Det kræver, at vi vælger innovation frem for stagnation. Så spørgsmålet er, om vores klimapolitik skal baseres på frygt eller fremskridt? I Liberal Alliance ved vi godt, hvad vi vælger.

(Indlæg bragt i Politiken d. 25. august 2023).

Tiden er moden til at omlægge SU til lån på kandidaten

Alex Vanopslagh & Sandra Elisabeth Skalvig
21. august 2023

Det smukke ved det danske velfærdssamfund er, at man næsten uanset sit ophav har muligheden for at blive til noget, hvis man er villig til at lægge en indsats.

Det skyldes blandt andet, at vi har en fremragende uddannelsessektor, hvor det ikke er antallet af cifre på dine forældres bankkonto, men derimod din arbejdsindsats, der fungerer som adgangsbillet til de videregående uddannelser.

Det er med til at sikre, at både overlægens datter og rengøringsassistentens søn begge kan realisere deres potentiale – og ikke mindst, at Danmark som helhed ikke misser talent.

Men én af de ting, der imidlertid ikke rykker en tøddel på i forhold til, om alle har muligheden for at blive til noget, er, om de kan modtage SU på landets kandidatuddannelser.

Forskning fra de uafhængige, statslige institutioner Vive og Det Økonomiske Råd dokumenterer nemlig, at en omlægning af SU på kandidatuddannelserne til rentefrie lån ikke vil påvirke den sociale mobilitet negativt.

Kigger man på de nabolande, vi normalt sammenligner os med, er den danske SU mere end dobbelt så høj som gennemsnittet i Norge, Sverige og Finland, hvor man “kun” modtager hhv. 34.800, 24.400 og 16.900 – mens man i Danmark får 65.700 efter skat. Danmark har nemlig den højeste uddannelsessats i verden, men hverken gennemførelsesraterne eller uligheden er i disse lande nævneværdigt anderledes end herhjemme.

Den danske SU er faktisk på et niveau, hvor vi bruger flere penge på at betale de studerende for at tage en uddannelse, end vi gør på selve de videregående uddannelser.

Derfor mener vi i Liberal Alliance, at den nuværende SU på kandidatuddannelserne bør omlægges til gunstige lån. Det vil ikke blot give skatteyderne en velfortjent rabat på årsopgørelsen.

Det vil også bidrage til, at flere af landets kandidatstuderende bliver tilskyndet til at have et arbejde, hvilket vil give dem en lektion, som man ikke kan lære fra studiebøgerne. Nemlig værdien af at tjene sine egne penge.

(Indlæg bragt i Børsen d. 21. august 2023).

Inden AI overvejer at tage dit job, redder den dit liv

Louise Brown & Alexander Ryle
21. august 2023

Kunstig intelligens (ai) er af gode grunde på alles læber, men i debatten om teknologien bør vi ikke lade os optage af den evige frygt for nye teknologiers eliminering af vores job. I stedet bør vi fokusere på de fantastiske muligheder, teknologien åbner for os – for eksempel på en front så essentiel som vores sundhed, hvor vi takket være ai formentlig kommer til at leve bedre, sundere og længere. Det er nu engang ikke småting.

Allerede i dag er mange eksperter enige om, at ai kommer til at revolutionere vores sundhedsvæsen. Hvordan ved vi ikke helt endnu, men vi ved, at det bliver vildt: Alt tyder på, at vi kommer til at blive behandlet hurtigere og bedre, at vi kommer til at få tilpasset forskellige lægemidler til vores individuelle molekylære niveauer, og at vi kommer til at kende til vores sygdomme tidligere. Den udvikling skal vi omfavne. I Region Hovedstaden har man især gjort sig gode erfaringer med ai. Det er sket i kampen mod brystkræft, der typisk bliver opdaget ved såkaldte mammografier – avancerede scanninger af brystet. Her har man skåret hele 30 procent af den tid, det tager at undersøge en scanning ved at lade ai foretage de indledende undersøgelser, som derefter bliver tjekket igennem af et menneske. 30 procent af tiden! Det er altså en del, og hvis sådan en besparelse også gør sig gældende på andre områder, betyder det meget for både borgere og de ansatte.

På samme vis stiller ai os borgere et sikrere sted, når man på alarmcentralen i samme Region Hovedstaden gennem længere tid har ladet ai være med på en lytter for at træne den i at spotte potentielle hjertestop. Her har det vist sig, at man med ai på linjen fandt ti procent flere hjertestop end det ellers ekstremt dygtige personale kunne finde alene, og at erkendelsen skete hurtigere med brugen af ai. Det er jo fantastisk.

På trods af det er det ikke mærkeligt, at de fleste hverken tænker på hjertestop eller billeddiagnosticering af brystkræft som det første, når de hører om ai. Men lad os i debatten om teknologien huske på, at hverken samlebåndet, hjulet, internettet eller Google endnu har sat os alle udenfor beskæftigelse, og at ai altså heller ikke kommer til at gøre det.

I stedet kommer den til at være en fantastisk medspiller i kampen mod alverdens sygdomme og kampen for vores velvære. Derfor bør vi omfavne teknologien og hjælpe sundhedssektoren med at afprøve, udbrede og implementere teknologien, hvor det giver mening. Så gør vi nemlig os selv og vores kære en kolossal tjeneste.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 19. august 2023).

Lars Løkkes udenrigspolitiske strategi er noget surt sprøjt hældt på nye flasker

Henrik Dahl
16. august 2023

I maj lancerede regeringen sin udenrigspolitiske strategi, som den kaldte »pragmatisk idealisme«.

Indtil videre har den givet os knæfaldet for den islamiske samarbejdsorganisation OIC, og i denne uge er udenrigsministeren så i Kina for at forny den strategiske partnerskabsaftale, der oprindelig blev indgået i 2008.

Det er en uskik at hælde gammel vin på nye flasker. Og en lige så stor uskik at lægge det såkaldte nazikort på bordet. Alligevel kræver nødvendigheden, at vi strejfer de begivenheder, der udspillede sig i den europæiske storpolitik i 1930erne.

Den nye flaske er nemlig den pragmatiske idealisme. Mens den gamle vin er noget surt sprøjt fra mellemkrigstiden, der kaldes appeasement.

I den helt konkrete, internationale situation i 1930erne var appeasement lig med, at Frankrig og Storbritannien gav efter for tysk pres. Det skyldtes både, at modviljen imod krig og konflikt stod meget stærkt i begge lande efter Første Verdenskrig. Og at begge lande var økonomisk udmattede efter såvel krig som den verdensomspændende, økonomiske krise, der tog sin begyndelse i 1929.

Nu skal Danmark så føre en appeasementpolitik over for OIC og over for Kina. Fordi regeringen har sit eget flertal, og derfor ikke behøver tale sig til rette med de mange partier, der er skeptiske.

Men hvad er det egentlig, der er galt med appeasement?

Det gale ved appeasement er ikke i sig selv, at aftalepartneren er Adolf Hitler og hans magtapparat. Derfor vil jeg opfordre til, at vi hurtigst muligt sætter en parentes om Det tredje rige, når talen falder på appeasement. Der er alle mulige gode grunde til, at vi ikke må glemme dette lavpunkt i Europas historie. Appeasement er imidlertid forkert af alle mulige grunde, der ikke har med Det tredje rige at gøre. Derfor behovet for en parentes.

Forudsætningen for, at appeasement giver mening, er, at den modpart, man giver indrømmelser, føler sig bundet af grundlæggende principper om gensidighed og balance: Jeg giver en indrømmelse i dette forhandlingsforløb. Og som følge af det, så regner jeg med, at du også kommer med en indrømmelse i samme vægtklasse. Det er gensidigt. Og det er balanceret.

Historisk var sagen i 1930erne, at regimet i Tyskland ikke tænkte i baner af gensidighed og balance. At give indrømmelser til Berlin betød aldrig, at der kom noget den anden vej.

Derfor var det udtryk for dårlig dømmekraft. Desuden følte styret i Berlin sig ikke bundet af almindelige principper om sandfærdighed og oprigtighed i sin omgang med de øvrige stormagter. Man sagde, hvad der i situationen lød mest overbevisende. Og dækkede gerne over både hensigter og handlinger med løgn.

Både OIC-regimerne og regimet i Beijing er på samme måde, som regimet i Berlin var.

I OIC-kredsen taler man indigneret imod religiøs forfølgelse og passioneret om respekt for religion. Samtidig med, at forfølgelsen af ikkemuslimer i de fleste OIC-lande er massiv. Ligesom foragten og disrespekten for alle andre religioner end islam.

Kina indgår med største glæde internationale aftaler. Men har ingen hensigter om at overholde dem. Det ses ikke mindst, når det gælder FNs havretskonvention og Det sydkinesiske hav. Men det ses også, når man vurderer, hvordan det er gået med løftet om, at Hongkong ville blive administreret ud fra et princip om »Et land – to systemer«.

Appeasement er et udtryk for manglende forståelse for sin omverden. Og et udtryk for manglende, strategisk tænkning. Derfor burde appeasement aldrig have været et styrende princip i dansk udenrigspolitik.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 16. august 2023)

Hjælp Christiania, legaliser cannabis

Alexander Ryle
16. august 2023

Vi politikere bør hjælpe christianitterne ved at legalisere cannabis og dermed stikke en kæp i hjulet på bandernes og rockernes organiserede kriminalitet.

Siden slumstormerne for et halvt århundrede siden overtog Christiania, har debatten om staden med jævne mellemrum været et fast emne i den offentlige debat. Senest er debatten blusset op, da nogle af Christianias beboere for nyligt besluttede sig for at blokere adgangen til Pusher Street for at forhindre bandernes ulovlige hashhandel. Men det er faktisk ikke kun christianitterne, der gerne vil sætte en stopper for den ulovlige hashhandel.

En ét år gammel meningsmåling dokumenterer nemlig, at mere end hver anden dansker går ind for at legalisere cannabis og i stedet lade staten stå for salget.

I Liberal Alliance synes vi ikke, at det er en helt skæv holdning. På nuværende tidspunkt har Gud og hvermand nemlig mulighed for at slentre ind på Pusher Street og købe ulovlig hash, uden at det får nogen konsekvenser. Ingen kan med sikkerhed vide, hvad fryseposerne med grønne planter indeholder, og både børn samt misbrugere med brug for hjælp har i dag adgang til det uregulerede marked.

Hvis man legaliserede cannabis og lod staten regulere det på lige fod med eksempelvis alkohol, kunne vi derfor både sikre produktets kvalitet, og at børn samt misbrugere ikke fik adgang. Hertil kommer også, at en legalisering af cannabis ville trække tæppet væk under banderne og rockernes økonomi.

I Canada og Portugal, hvor man har legaliseret cannabis, viste det sig nemlig, at det ledte til markant mindre narkorelateret kriminalitet og førte til mange færre gadekonflikter og voldelige opgør over territorier. Noget tyder altså på, at en legalisering af cannabis også vil bidrage til at skabe mere tryghed og sikkerhed.

I Liberal Alliance vil vi derfor legalisere cannabis i en prøveperiode på fem år, hvor salget vil foregå fra offentlige salgssteder, der kan sikre ordnede forhold og bidrage med information fra uddannet personale. Vi politikere skylder nemlig at levere et bedre alternativ end den nuværende falliterklæring af en model, der giver næring til banderne, gør flere til misbrugere og fører til mere kriminalitet og utryghed.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 16. august 2023)

Giv folkeskolens lærere mere frihed

Helena Artmann Andresen
15. august 2023

Eleverne er blevet dårligere til at læse. Skolerne oplever oftere og oftere problemer med at fastholde lærerne. Antallet af ansøgere på læreruddannelserne er faldet stødt de sidst fem år. Og både elever og lærere over en bred kam mistrives under den nuværende folkeskolereform. Folkeskolen er i den grad udfordret. Da Socialdemokratiet for 10 år siden gennemførte deres folkeskolereform, fulgte nemlig også en syndflod af politisk styringssyge, der fjerner værdifuld tid fra undervisningen, som nu bliver spildt på at leve op til politikernes bureaukratiske styringsmål.

Eksempelvis findes der til hvert fag en række fælles mål, der fastslår, hvilke kompetencer lærerne skal arbejde med i de forskellige fag. I dansk på 2. og 3. klassetrin er der fire forskellige kompetencer, som eleverne skal undervises i. Derudover findes der så 22 forskellige såkaldte færdigheds- og vidensområder, der er fordelt på de fire kompetencer. De 22 færdigheds- og vidensområderne består så af yderligere fire færdigheds- og vidensmål. Altså i alt 88 færdigheds- og vidensmål, som udgør en ramme for lærernes undervisning i dansk i 2.- og 3.-klasse.

Et eksempel på et af disse færdighedsmål er, at ”eleven skal kunne anvende IT til hverdags- kommunikation”, hvilket hører under færdighedsområdet IT og kommunikation. Som det første kan man sætte spørgsmålstegn ved, om børn på 8 år nu også virkelig har brug for at blive undervist i såkaldt digital kommunikation – men hertil kommer også, at dette kun er ét ud af svimlende 88 forskellige færdighedsmål, som lærerne skal balancere.

Når vi politikere på den måder fastlåser lærerne i en spændetrøje af politisk overregulering og detailstyring, burde det ikke undre, at folkeskolens niveau og trivsel er i frit fald. For de mange læringsmål og den stramme politiske regulering skaber et unødigt bureaukrati, der fjerner lærernes fokus fra kerneopgaven, nemlig at undervise. Netop derfor er der mange veluddannede lærere, der fravælger folkeskolen og i stedet søger over mod landets fri- og privatskoler.

Vi synes derfor, at man bør gøre det muligt for folkeskolerne at kigge mod de mere velfungerende privat- og friskoler, hvor skolernes ledelse i samarbejde med lærerne lægger de overordnede linjer. Her giver den høje grad af tillid og frihed til lærerne mulighed for, at de kan tilrettelægge undervisningen på den måde, de selv finder bedst. Hvis vi ikke giver ansvaret for undervisningen tilbage til vores dygtige lærere, frygter jeg, at de mister den drivkraft, der oprindeligt fik dem til at søge ind på læreruddannelsen. Glæden ved selv at kunne forme sine elever og give dem vigtige livslektier og værdier med på vejen kan ikke erstattes af bedrevidende politikeres kompetencemål.

Så i stedet for at tro vi kan lovgive os til en bedre folkeskole, skulle vi måske prøve at gå den modsatte vej og udvise større tillid til lærerne gennem mere frihed. På den måde kunne vi forhåbentligt genopbygge lærernes motivation og opnå større fastholdelse af lærere, flere ansøgere på læreruddannelsen og generelt en forbedring af folkeskolen.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 13. august 2023)