GDPR er faktisk lavet for at beskytte dig, ikke direktøren

Alexander Ryle
28. maj 2025

Alt for ofte bliver retten til privatliv fremstillet som en klods om benet på virksomheder, der har brug for vores data til at være innovative og konkurrencedygtige. Men vi behøver ikke vælge mellem databeskyttelse og konkurrenceevne – de to ting kan sagtens gå hånd i hånd.

Den seneste måned har flere ytret deres frustration over databeskyttelsesforordningen – bedre kendt som GDPR.

Først varslede digitaliseringsminister Caroline Stage et opgør med reglerne, og siden er det blevet bakket op af både SMV Danmark og Dansk Industri. Det er både forståeligt og legitimt at kritisere reglerne for at spænde ben for innovation og drift.

Men GDPR-forordningens kritikere glemmer at forholde sig til, hvorfor forordningen overhovedet er nødvendig. Forordningen er ikke skrevet for at genere nogen – den handler om noget helt grundlæggende: Retten til privatliv og kontrol over egne data.

I dag er overvågning blevet en forretningsmodel – og du er blevet produktet

Det er frihed i digital form.

Ja, GDPR kan være en barriere, hvis man mener, at virksomheder eller staten altid bør kunne opsamle data om borgere, ansatte eller kunder. Men måske skal vi netop stille det modsatte spørgsmål: Er det nødvendigt at måle, gemme og analysere så meget persondata?

Svaret er ofte nej. Virksomheder bør minimere deres dataindsamling – ikke bare fordi GDPR kræver det, men fordi det er etisk rigtigt og sund fornuft.

Hvis man indsamler mindre data, følger der automatisk færre krav, mindre bureaukrati og lavere risiko for misbrug med. Det skaber også mere fair konkurrence, fordi det svækker de store koncerners fordel ved at sammenkæde store mængder persondata.

Det burde faktisk være i både Lars Sandahls og Alexander Søndergaards medlemmers interesse. GDPR blev til for at rette op på en grundlæggende designfejl i det digitale samfund. I dag er overvågning blevet en forretningsmodel – og du er blevet produktet.

GDPR er det første store modtræk: En digital rettighedslov, der spørger, hvilken teknologi der bedst beskytter borgeren.

Når det er sagt, har kritikerne én væsentlig pointe: Håndhævelsen af GDPR er ujævn i EU. En dansk virksomhed skal kunne regne med samme regler som i Tyskland, Frankrig eller Polen.

Derfor bakker Liberal Alliance op om en mere ensartet og central håndhævelse.

Men løsningen er ikke at udhule beskyttelsen af det enkelte menneske. Tværtimod. GDPR – med alle sine skavanker – er og bliver en af de mest liberale EU-forordninger, vi har.

(Indlæg bragt i Børsen, d. 27/05/2025)

Sundhedsvæsenet er sygt, men diagnosen er forkert!

Louise Brown
21. maj 2025

Det er ikke strukturen, men kulturen, der skal ændres i sundhedsvæsenet. Der er travlt i sundhedsvæsenet, men det er ikke kerneopgaven, der stresser.

Sundhedsvæsenet har det dårligt. Faktisk rigtig skidt. Alle indikatorer tyder på, at tilstanden er kritisk. Diagnosen er vanen tro klar. Den er gal med strukturen.

Sundhedsvæsenet er som en kronisk syg patient – og recepten og behandlingen følger faste procedurer: Storstilede aftaler indgås på Christiansborg, den offentlige sektor frisættes, der etableres ledelsesfrie teams, formuleres nye garantier. Men tænk, hvis diagnosen er forkert? Tænk, hvis vi ikke opnår revolutionerende resultater ved at gøre mere af det samme? Tænk, hvis det er kulturen og ikke strukturen, der gør ”væsenet” sygt?

Vi hører det konstant: De har travlt på sygehusene, på ældrecentrene og i hjemmeplejen.

Og dét har de. Spørgsmålet er, om de har travlt med det vigtigste? De faglige arbejdsopgaver er mange. Arbejdsopgaverne kan forstås som det, den enkelte medarbejder laver, hvorimod kerneopgaven beskriver den effekt, som vi skal lykkes med at skabe sammen hos borgeren og patienten.

I dag er det sjældent kerneopgaven, der stresser i sundhedsvæsenet. Og det betyder, at man har travlt med at spilde tiden. Det skaber en naturlig frustration frem for vigtig motivation. Der er styr på arbejdsopgaverne, men ofte viser kerneopgaven sig indforstået og dermed også uforstået. Og det er fatalt for sundhedsvæsenet og for borgeren. For ret beset kan man lykkes allerbedst med sine arbejdsopgaver, hvis ikke borgeren forstyrrer. Hvis fokus er på, hvad vi laver hver især frem for den effekt, vi sammen skal skabe hos borgeren, bliver borgeren let et forsvindende eller forstyrrende element.

Vi har skabt en offentlig sektor, hvor medarbejdere løber fra skema til skema, men sjældent når at se borgeren i øjnene. Hvor tid bruges på at overholde regler frem for at bruge den faglige dømmekraft. Hvor den kultur, der skulle løfte og hjælpe borgeren, i stedet nedbryder medarbejderne og negligerer borgeren.

Vi får, hvad vi giver fokus. Kultur er ikke noget, der sidder i væggene, men derimod noget, der skabes ikke mindst i kraft af det, vi måler på. Af en ledelsesfilosofi, der tror, at man kan styre sig ud af alle problemer. Af et politisk fokus på strukturændringer og reformer, der aldrig starter ved eller når ind til kernen: borgeren!

Den nye sundhedsreform er et skoleeksempel. Her oprettes endnu et led, sundhedsrådene, som skal ”koordinere”. Men koordinere hvad? Patientens smerter? Sygeplejerskernes stress? Lægernes afstand til patienten? Hvis vi tror, at flere lag af administration skaber bedre sundhed, så har vi ikke forstået omfanget af problemet.

For at sige det, som det er, så er borgeren blevet glemt. Når vi diskuterer højere løn, flere varme hænder (det udtryk burde forbydes! Lad os ikke reducere debatten til et kvantitativt spørgsmål om hænder og deres temperatur, men til et kvalitativt spørgsmål om kultur) eller nye ledelsesstrukturer, så er det, som om borgeren slet ikke er i rummet. Men borgeren bør jo være den første og sidste, vi tænker på, når vi træffer beslutninger i den offentlige sektor.

Vi bør spørge os selv: ”Hvad skal borgeren opleve for, at vi har et velfungerende sundhedsvæsen?” Ikke bare, hvad vi skal gøre, men hvad der skal mærkes, forstås og føles. For det er borgerens oplevelse, der afgør, om vi lykkes – ikke antallet af rapporter, opdateringer eller kontroller.

I sundhedsvæsenet handler det i dag om medarbejdernes indsats – ikke om den værdi, man oplever som patient. For sandt er det, at vi lettest kan skifte sengelinned, stille mad frem, tømme en skraldespand, ordne vasketøjet eller få tid til pause, hvis ikke vi forstyrres. Og netop derfor er det ikke dét, vi skal måles på. Hvis alene vi måler medarbejdere og succes på, om de gør det rigtigt, vil det ske på bekostning af det rigtige for borgeren.

Vi måler, hvor mange procedurer der udføres, hvor mange konsultationer der gennemføres, og hvor hurtigt patienter udskrives. Men vi spørger sjældent: Blev patienten rask? Fik de det bedre? Følte de sig hørt og forstået? Fik de den behandling, de reelt kunne ønske sig? For hvis vi har mod til at flytte fokus fra indsatsen til oplevelsen, forudsætter det også, at vi erkender, at borgeren i udgangspunktet ved bedst, hvad der er bedst for borgeren.

Eksperten skal derfor ikke altid have svaret klar – men også have modet til at stille de gode spørgsmål og lytte til borgerens reelle ønsker. Måske drømmer den 93-årige kvinde, der har et langt liv bag sig og er mæt af dage, ikke om den store tarmoperation og den efterfølgende stomi? Måske har den ældre herre på 100 år ikke behov for en pacemaker, blot fordi det lader sig gøre?

Vi skal ikke altid lave mere for at lykkes bedre. Vi skal også fremme en kultur, der har fokus på, hvad vi skal holde op med for at lykkes bedre med borgeren. En behandlingsret eller garanti behøver måske ikke være en garanti for, at du skal behandles, men måske også nogle gange ikke behandles? Måske kan der også skabes den ønskede effekt hos borgeren, når og hvis vi har mod til ikke at handle?

Det er her, vi skal sætte ind. Vi skal flytte fokus fra, hvad vi gør, til hvorfor vi gør det. Kerneopgaven er ikke bare at handle – det er at skabe værdi for den enkelte. Ja, det kræver mod. Mod til at stille de svære spørgsmål:

• Er kerneopgaven konkret?

• Hvad skal borgeren opleve for, at vi er lykkedes?

• Har vi travlt med det vigtigste – eller med det nemmeste at måle?

Kultur skal kureres med ledelse!

Der er behov for en kulturændring. Vi skal tilbage til at stole på medarbejdernes faglighed. Vi skal skære unødvendige lag af bureaukrati væk og give plads til det, der betyder noget: relationen mellem borger og medarbejder.

Men det kræver også, at vi tør se os selv i øjnene. At vi tør indrømme, at vi har været blinde for borgerens stemme og borgerens oplevede værdi. At vi har ladet systemet få forrang frem for mennesket. Og så skal vi begynde at måle succes i den værdi, vi skaber for den enkelte borger – ikke i antallet af hænder (hverken kolde eller varme), graden af frisættelse eller nye komitéer.

Kultur er noget, vi kan skabe, men det sker ikke af sig selv. Hvis ikke vi skaber kulturen, så skaber den sig. Kultur kan virke som et blødt begreb, men det slår benhårdt igennem på bundlinjen. Og derfor er der behov for at give plads til ledelse, der kan fremme en kultur med fokus på kerneopgaven frem for arbejdsopgaverne.

Der er behov for at give plads til reel ledelse frem for administration. En ledelse, der ikke alene måles på, hvad der procederes og ekspederes, men på den effekt, der reelt skabes hos dem, det hele handler om, nemlig borgeren (og ikke medarbejderen). Inden vi retorisk og rituelt jagter varme hænder, er der derfor behov for at spørge, om vi reelt giver lederne lov til at lede efter kerneopgaven – og om dén er konkret?

Hvis vi virkelig vil helbrede vores sundhedsvæsen, så skal vi stoppe med at tro, at vi kan finde alle svarene. I stedet skal vi begynde at stille de rigtige spørgsmål. Spørgsmål, der giver plads til de sande eksperter: borgerne, medarbejderne og lederne i frontlinjen.

Det handler ikke om at lave mere for at lykkes bedre. Det handler om at gøre det rigtige – ikke bare at gøre det rigtigt.

Valget er vores. Men tilstanden er kritisk.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 21/5-2025)

SVM’s kamp mod bureaukratimonstret, de selv har skabt

Alexander Ryle & Pernille Vermund & Henrik Dahl
21. maj 2025

21, 5 mia. kr.

Så meget koster bureaukratisk lovgivning fra EU det danske bnp – om året.

Særligt to lovgivninger fra EU er med til at sande dansk erhvervsliv til med regler og administrationde såkaldte CSRD og CSDDD, som er EU’s nye regler om bæredygtighedsrapportering.

Heldigvis har regeringen blæst til kamp mod bureaukratiet og udråbt sig selv til bannerfører.

For eksempel kalder erhvervsminister Morten Bødskov reglerne for “et bureaukratisk monster, som hvert år koster erhvervslivet milliarder” og slår fast, at det er på tide at rydde op.

Også europaminister Marie Bjerre vil “rydde op i EU’s regeljungle” og peger på netop bæredygtighedsrapportering som et eksempel på det, der drukner europæiske virksomheder i papirnusseri og meningsløse regler.

Morten Løkkegaard, MEP for Venstre, gør det klart, at partiet ikke ønsker et EU, hvor virksomheder bliver kvalt i kontrol og papirarbejde, og peger også på bæredygtighedsrapportering som et eksempel på lovgivning, “hvor konsekvenserne for virksomhederne bliver overset, undervurderet eller direkte ignoreret”.

Men det, de glemmer at nævne, er, at både Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne selv stemte for lovgivningen i Europa-Parlamentet.

Venstre og Socialdemokratiet stemte for CSRD og CSDDD og Moderaterne for CSDDD. Det, den socialdemokratiske erhvervsminister med egne ord kalder “et bureaukratisk monster”, er et Frankensteins monster, som regeringen selv har været med til at skabe.

Virkelighedsfjernt

Det er lovgivning, som Liberal Alliance fra begyndelsen har advaret om og stemt imod i Folketinget. Det skaber et bureaukratisk helvede for tusindvis af danske virksomheder, som nu skal hyre konsulenter og jurister for at finde hoved og hale i de mange nye krav.

De skal nu bruge tid og penge på at bevise, at de ikke gør noget forkert, og om de er grønne nok i stedet for at investere det i produktion, grøn omstilling og innovation.

Styrker det konkurrenceevnen og produktiviteten? På ingen måde.

Det er komplet virkelighedsfjernt. I det virkelige liv bidrager det ikke med andet end at overdynge danske og europæiske virksomheder i administration og unødigt papirarbejde.

Derfor var det også LA, der sammen med vores gruppe i Europa-Parlamentet, EPP, var ansvarlige for at stille forslaget til EU-Kommissionen om de to såkaldte omnibuspakker, der nu skal forenkle og udskyde klimaog bæredygtighedsrapporteringskrav for virksomhederne.

Det er absolut nødvendigt, hvis vi skal lykkes med at styrke europæisk konkurrenceevne og undgå, at EU i fremtiden halser langt bagefter økonomier som Kina og USA.

En nødløsning

Det er lykkedes at lave en nødløsning denne gang.

Men det er ikke en holdbar strategi for EU at lappe på fejlslagen politik. Skal vi overregulering og bureaukrati til livs, bliver vi nødt til at tage fat om problemets rod, som er, at der bliver stemt for meget lovgivning igennem i EU, som skader europæiske virksomheder mere, end det gavner.

Ingen siger det bedre end Morten Løkkegaard selv: Der mangler konsekvensvurderinger med udgangspunkt i virkeligheden.

Vi kunne ikke være mere enige. Regeringspartierne har ikke formået at konsekvensvurdere, før de stemte for lovgivning, der dynger EU’s virksomheder til med flere rigide regler og krav.
Og desværre kommer selverkendelsen af dette for sent.

Mange virksomheder vil – både direkte og som leverandører – blive ramt af den første bølge af lovgivningen, som vi ikke kan bremse eller rulle tilbage.

De må nu betale prisen for regeringens forfejlede beslutninger, og her hjælper regeringens bagklogskab intet.

Derfor vidner om en ekstrem arrogance over for danske virksomheder og selvretfærdighed, når Venstres Morten Løkkegaard mener, at danske virksomheder ligger, som de har redt, fordi erhvervslivet ifølge Løkkegaard selv har bedt om de mange regler fra EU – hvilket han med egne ord minder erhvervslivet om, når de “brokker sig”.

Havde Venstre praktiseret godt lederskab og ansvarlighed, havde de rådet virksomhederne til andet end mere regulering i stedet for at gøre dem en bjørnetjeneste for derefter at pege fingre ad dem, når de bliver stillet til ansvar for deres politik.

Bagklogskab

I Liberal Alliance hilser vi ambitionerne om oprydning velkommen og ser frem til at følge med, om regeringen sætter handling bag ordene.

Den får en kærkommen mulighed, når Danmark overtager formandskabet i EU 1. juli, og dermed kan være med til at forme og prioritere den politiske dagsorden for EU. Vi håber ikke, regeringen ikke forspilder den mulighed.

Vores erhvervsliv har ikke brug for mere bagklogskab. Det har brug for politikere, der er deres ansvar bevidst og stopper bureaukratiet i tide.

(Indlæg bragt i Børsen d. 21/5-2025)

Den europæiske forsvarsindustri er lagt i benlås. Ukrainerne kan vise os vejen fri

Carsten Bach
21. maj 2025

I Danmark og Europa producerer vi for lidt til Forsvaret og for langsomt. Det haster med en ny forsvarsindustriel strategi, og den bør være inspireret af de erfaringer, Ukraine gennem krigen har opbygget, skriver Carsten Bach. 

Krigen i Ukraine har kastet Europa ind i en ny sikkerhedspolitisk virkelighed. Men den har også bidraget til, at vi bredt på det politiske spektrum har fået øjnene op for, at dansk forsvarsindustri ikke er gearet til tidens trusler.

Vi producerer for lidt, for langsomt og uden den fleksibilitet, der kræves i en krisetid. Det gælder ikke kun det danske marked, men hele den europæiske forsvarsindustri, som er lagt i ineffektiv og bureaukratisk benlås.

I Ukraine er situationen det stikmodsatte. Midt i krigens kaos har ukrainerne opbygget en stærk forsvarsindustri. Produktionen er rykket tættere på frontlinjen, beslutningsvejene er kortere og udviklingen sker i et tempo, som vi i Vesten kun kan misunde.

I takt med krigens udvikling formår ukrainerne at omsætte den løbende erfaringsdannelse til egen produktion. Det tjener til påmindelse om, at det kan lade sig gøre både at tænke og handle – selv i krisetider. Og det beviser, at effektivisering og innovation er mindst lige så kampafgørende som eksisterende våbenkapaciteter​​.

Ny strategi skal bygge på Ukraines erfaringer

Mens ukrainerne knokler med at holde russerne fra døren, effektiviserer deres kampkraft og innoverer militær teknologi, lader den forsvarsindustrielle strategi herhjemme vente på sig.

Tid er ellers ikke det, vi har mest af i en politisk virkelighed, hvor alting – også ifølge regeringen selv – haster. Især haster det med en ny strategi for en langsigtet og bæredygtig oprustning af vores forsvar.

Vi skal gentænke den strukturelle retning, som vi politikere bør udstikke, så det private erhvervsliv har en klar ramme at agere indenfor. Men mest af alt haster det med at få integreret den ukrainske frontlinjes erfaringer med dansk iværksætterånd.

Et samlet Europa bør hurtigst muligt bygge videre på det forspring og den solide platform, der fra ukrainsk side er skabt de seneste år, og derfor bør en kommende strategi have erfaringen fra Ukraine som centralt kardinalpunkt.

Det gælder også den viden, som danske virksomheder har indsamlet i forbindelse med opbakningen til Ukraines kamp. Leverancerne til ukrainsk forsvar har givet adgang til viden og erfaringer, man ikke kan læse sig til i en manual.

Det er værdifuld knowhow, som vi bør bruge til at styrke vores egen forsvarsindustri, så der er sammenhæng mellem de virksomheder, der bidrager til det danske forsvar, og de virksomheder, der bliver valgt til donationer til Ukraine.

Danmark har stærke kort på hånden med kompetencer og forskningsmiljøer i topklasse. Men vi lider under, at regeringen ikke har udstukket en strategi, der binder industri, politik og viden sammen.

Begynd med droneteknologien

Et godt sted at starte er med droneteknologi, som historisk har været en af Danmarks styrkepositioner. Ukraine har vist, hvordan simple maritime droner kan tippe balancen i Sortehavet. Nu har Danmark en chance for at bringe den viden ind i Østersøen, hvor trusselsbilledet også ændrer sig.

Den bro har vi med den nylige flådeaftale taget de første spadestik til at bygge. Her har vi afsat midler til et test- og udviklingsprogram for netop maritime droner, som det kun kan gå for langsomt med at udmønte.

Forsvarets Dronecenter bliver centralt i den indsats, som skal sikre fremdrift i teknologisering og videreudvikling af dansk produktion til maritim overvågning.

For der findes allerede danske virksomheder med kompetencer, der kan bidrage til opbygning af dansk forsvar. Det skal vi udnytte, så vi får skabt en solid industri.

I Odense har vi også en etableret robotklynge, som ligeledes kan sætte fart under at afsøge det fulde potentiale for ubemandet teknologi og en skalering af militære teknologiske løsninger.

Men der er brug for handling og en strategi, så vores virksomheder kan komme i gang. Et tættere samarbejde mellem EU og Ukraine om produktion og standarder vil styrke forsyningskæderne og åbne nye muligheder for danske virksomheder, både som hovedleverandører og som underleverandører.

Derfor bør den kommende forsvarsindustrielle strategi være stærkt inspireret af Ukraine. Deres erfaringer kan blive vores styrke. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal vente på en plan, der haster.

 

(Indlæg bragt i Altinget d. 21/5-2025)

Gør det lettere at låne penge til boligkøb

Carl Andersen
21. maj 2025

Siden finanskrisen har myndighederne strammet grebet om bankerne med så mange regler, at compliance nu nærmest er finanssektorens primære beskæftigelse. Hensigten er at beskytte borgerne mod at optage lån, de ikke kan betale tilbage.

Det er i og for sig fornuftigt nok. Men konsekvensen er, at balancen mellem sikkerhed og sund fornuft er forskubbet. Hvis du skal have et lån, skal banken stille mange spørgsmål og kræve en stor mængde dokumentation for at sikre sig, at du har råd. Måske kender din bankrådgiver dig godt og ved, hvad din økonomi kan bære.

Men når myndighedernes one-size-fits-all-krav skal overholdes, kræves der masser af papirarbejde, og nogle gange bliver der sagt nej, hvor det burde have været okay at sige ja. Forestil dig en nyuddannet med et godt job og en lys fremtid. Banken kender vedkommendes potentiale, men må afvise lånet, fordi kreditvurderingen baseres på en periode, hvor indtægten f.eks. bestod af SU og studiejob.

Fra et skrivebord på Slotsholmen giver det sikkert mening, at man skal dokumentere stolpe op og stolpe ned. Vi synes, det er uhensigtsmæssigt, at bankerne drukner i dokumentationskrav, selv når en rådgiver kender kundens potentiale Der er behov for at rydde op i myndighedernes regler og vejledninger. Det sker bare aldrig på det finansielle område, hvilket Liberal Alliance vil ændre. Vi vil give finansielle udbydere mere frihed til at lave kreditvurderinger, så de kan se på kundens liv og fremtidsudsigter ikke bare følge Finanstilsynets rigide vejledninger.

Derfor foreslår vi at nedsætte en ekspertgruppe med fagfolk fra finanssektoren, myndigheder og eksperter. Dens opgave? Finde løsninger: Hvordan gør vi kreditvurderinger mere fleksible? Kan fremtidig indkomst tælle med? Er der love, der skal lempes, eller nye lånemodeller, der kan testes? Vi vil gerne acceptere en smule højere risiko, hvis det giver danskerne frihed til at realisere deres boligdrømme. For balancen ér forskubbet for meget set med vores briller.

Mere fleksibilitet og konkurrence i finanssektoren vil gøre det lettere for unge at købe deres første hjem eller for borgere at bosætte sig i landdistrikterne. Det vil også lette mulighederne for ældre mennesker, så de lettere kan nedsparre i deres friværdi, som i dag er fastlåst. Overregulering har spærret alt for mange ude og spænder ben for sunde økonomiske beslutninger.

Det er tid til, at de dygtige finansansatte igen får lov at bruge deres faglighed, og at Finanstilsynet giver danskerne en fair chance med frihed og ansvar. Lad os tage det første skridt med en ekspertgruppe, der kan rydde op i reguleringskaosset og åbne boligmarkedet for flere.Overregulering har spærret alt for mange ude.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 20/5-2025)

Derfor bliver lønmodtagere rigere af lavere selskabsskat

Steffen Frølund & Pernille Vermund
19. maj 2025

Nærmest siden tidernes morgen har venstrefløjen råbt vagt i gevær hver eneste gang, en borgerlig-liberal stemme i debatten har tilladt sig at ytre et ønske om at sænke selskabsskatten. For virksomhederne skal ikke have lov at løbe fra regningen, lyder det.

Spørgsmålet er dog, om ramaskriget rent faktisk tager højde for fakta, eller om der snarere er tale om ideologiske mavefornemmelser. Bevares, der er selvsagt intet til hinder for at lade sig påvirke af ideologi, men hvis man stirrer sig blind på en debat uden at tage højde for fakta, ender man som regel med at kæmpe den forkerte kamp.

Det er netop den situation, som venstrefløjen har det med at befinde sig selv i, når det kommer til selskabsskatten. For som oftest hviler kritikernes ræsonnement på en helt og aldeles misforstået opfattelse af, at en høj selskabsskat alene udgør et gok i nødden for de private virksomheder – og at både statskassen, samfundet som helhed og de danske lønmodtagere går fri.

Det er naturligvis ikke sådan, at tingene forholder sig. For virksomhederne agerer ikke på samme måde, hvis de bliver mødt af en høj selskabsskat. De reagerer derimod, og det kan både staten og lønmodtagerne mærke på pengepungen. I værste fald flytter virksomhederne fra Danmark, men som minimum investerer de mindre, tager færre risici, kreerer mindre vækst og skaber færre vellønnede job.

Når virksomhederne derimod bliver mødt af en lavere selskabsskat, er udkommet fordelagtigt for alle parter. Ja, virksomhederne bliver rigere – men det bliver samfundet og lønmodtagerne også. For når virksomhederne har kapital til at investere, udvikle og udvide, stiger produktiviteten, som sætter sig i lønudviklingen for de private lønmodtagere. Og da de offentlige ansattes løn følger de private, får man tilmed også her en del af kagen af en lavere selskabsskat.

Derudover drager statskassen enorme fordele af den øgede produktivitet og vækst, hvorfor Danmark også siden slutningen af 1980’erne har gjort klogt i strategien om mestendels at følge den internationale trend ved gradvist at sænke selskabsskatten. Vi har dog stået stampe siden det sidste spring ned ad skattestigen i 2016, hvilket de facto gør Mette Frederiksen til den eneste statsminister siden (men ikke inklusive) Anker Jørgensen, som ikke har sænket satsen. Det er således på høje tide at genbesøge debatten efter snart 10 års stilstand og sikre, at vi ikke halter efter vores konkurrenter, hvoriblandt finnerne og tyskerne rykker på sig.

Derfor præsenterede vi i Liberal Alliance forleden vores bud på en frisk start for Danmark og dansk økonomi, hvor vi foruden en række andre initiativer foreslår at sænke den danske selskabsskat fra 22 pct. til 18 pct. Formålet er at gøre Danmark rigere, stærkere og friere i en tid, hvor der mere end nogensinde før kaldes på en ambitiøs økonomisk oprustning. Effekten af vores forslag bør tillige være til at forstå fornuften i. Skatteministeriet estimerer nemlig, at en sænkelse af selskabsskatten til 18 pct. vil løfte BNP med næsten 12 mia. kr., skabe 1.800 nye job og løfte timelønnen med 0,7 pct.

Så kære SVM-regering: Hvad venter vi på?

(Indlæg bragt i Finans d. 19. maj 2025)

Justitsministerens masseovervågning vil være privatlivets død

Steffen Larsen
15. maj 2025

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) blev forleden i ellevte time og gudskelov for det tvunget til at udskyde behandlingen af en ny

… PET-lov, som de facto vil indebære masseovervågning af danskerne. Den vil give PET mulighed for systematisk at indsamle data fra offentligt tilgængelige kilder f.eks. opslag og kommentarer på sociale medier samt data fra andre forvaltningsmyndigheder, som f.eks. helbredsoplysninger, oplysninger om biblioteksudlån, adressehistorik, kontakt med psykiatrien osv. Derudover vil loven give PET mulighed for at købe danskernes data såsom lokationsdata indsamlet via apps. Og det vil vel og mærke være PET selv, der egenhændigt vurderer, om oplysningerne er relevante for deres opgaveløsning.
Der vil således være intet krav om f.eks. mistanke, før en vilkårlig borger ender under statens lup og bliver udsat for massiv overvågning med en kolossal indskrænkning af retten til privatliv til følge. Jeg og Liberal Alliance har ikke tænkt mig at se igennem fingrene med sådan et lovgivningsmæssigt makværk, som Hummelgaard på trods af at han selv beskriver loven som ekstremt kompleks afviser at afholde en åben høring om. For hvis PET-loven indføres i dens nuværende form, vil det udgøre en markant og grundlæggende ændring i, hvordan den danske stat ser på borgerne. En ændring, som er umådeligt svær at tilbagerulle, uden at skaden allerede er sket. Traditionelt vil man i Danmark ligesom i ethvert andet liberalt retssamfund nemlig kun undersøge og overvåge en borger, hvis der er reelle mistænkelige forhold, der berettiger en beslutning om at undersøge borgernes gerninger nærmere.
Med Hummelgaards masseovervågningslov går man i stedet i en retning, som vi snarere er vant til at kæde sammen med slyngelstater, George Orwell-noveller og det kinesiske kommunistparti. Loven gør nemlig decideret vold på førnævnte princip ved at åbne op for konsekvent og konstant overvågning af borgerne, hvilket jo i praksis gør alle borgere til evigt mistænkte. Hvem taler du med? Hvem skriver du med? Hvad skriver du? Hvad fejler du? Hvor tit går du til læge? Har du en diagnose? Hvor bor du? Hvor går du henne? Hvor arbejder du? Hvad tjener du? Hvad mener du? Svarene på spørgsmål som disse kan være dybt private, men med den nye PET-lov vil danskerne være nødsaget til at give afkald på denne del af deres privatliv. Og det vil med statsgaranti påvirke os alle at blive overvåget i sådan et afsindigt omfang. Pludselig vil vi have mere at miste. Vi vil turde mindre. Vi vil mene mindre. Vi vil være mindre. For vi kan jo alle risikere i ethvert tænkeligt monument, at alt lige fra hverdagens trivielle gerninger til vores dybeste hemmeligheder bliver registreret og brugt imod os.
Derfor glæder jeg mig over, at det er lykkedes at spænde ben for Hummelgaard og SVM-regeringens planer i første omgang. Men tag ikke fejl: Vi bør ikke fejre denne lille sejr i udpræget grad, for hvis ikke alle gode kræfter vågner op til dåd og bekæmper justitsministerens agenda, vil loven blive stemt igennem på den anden side af sommeren. Det må for alt i verden ikke ende med at blive udkommet. For hverken nulevende eller fremtidige danske generationer fortjener at være genstand for statens konstante overvågning og mistillid. Det er Socialdemokratiets drømmesamfund det er ikke danskernes. Det vil med statsgaranti påvirke os alle at blive overvåget i sådan et afsindigt omfang.
(Indlæg bragt i Helsingør Dagblad d. 15. maj).

Regeringen ved reelt ikke, om den tildeler terrorsympatisører statsborgerskab

Sandra Elisabeth Skalvig
12. maj 2025

Vi skal ikke tildele statsborgerskab til mennesker, der ikke har forstået, hvad et demokrati er, og som ikke har tænkt sig at respektere det i ord og gerning. Men det nuværende system er hullet som en Schweizerost.

Når regeringen om få uger stemmer om 1.086 udlændinges adgang til at blive danske statsborgere, ved den reelt ikke ret meget om de mennesker, der ud i al fremtid får tildelt alle rettigheder i det danske samfund.

Regeringen ved ikke: Hvor mange af de mere end tusinde personer, der mener, at homoseksualitet bør være strafbart. Hvor mange, der betragter kvinder som nogen, der skal underlægge sig manden. Hvor mange, der mener, der skal være et parallelt retssystem i Danmark. Eller hvor mange, der mener, at ytringsfriheden bør være underordnet religiøse hensyn.

Den ved heller ikke, hvor mange af de nye statsborgere, der i virkeligheden mener, at religiøst frafald bør straffes med døden eller at Danmark i fremtiden, bør blive et kalifat.

Den tredje erkendelse
Socialdemokratiet har slået sig stort op på den tredje erkendelse – og jeg er fuldstændig enig i, at det er noget, vi skal tage meget alvorligt.

Der er borgere i dette samfund, der arbejder på at undergrave det selvsamme samfund, som har taget dem til sig. Man tror, det er løgn, men det er det desværre ikke.

Desværre tager Socialdemokratiet ikke konsekvenserne af deres egne erkendelser. De handler ikke på dem. Derfor kan problemerne bare blive ved med at vokse.

I Liberal Alliance har vi erkendt, at et frit, liberalt samfund kun kan bestå, hvis borgerne helt grundlæggende bakker op om nogle fælles demokratiske værdier.

Loven er ikke meget værd, hvis borgerne ikke respekterer den og ikke opfatter sig selv som “borgere”, der har et ansvar for det samfund, de er en del af.

Borgere, der systematisk modarbejder de grundlæggende præmisser og værdier for staten, kan derimod ødelægge meget for andre borgere.

Derfor har vi fremlagt en model for, hvordan vi i fremtiden kan godkende nye statsborgere. Ud over krav om for eksempel sprogkundskaber og beskæftigelse, ønsker vi at gennemføre en screening af alle, der søger om at blive statsborgere.

Hvis en ansøger for eksempel har chikaneret homoseksuelle, hyldet terror, angivet kvinder på flugt fra vold i ægteskabet eller lignende, skal han eller hun ikke have tildelt statsborgerskab. Det bør være indlysende.

Regeringen bør stramme sig an
Vi blev smidt ud af aftalekredsen lige efter nytår, men behovet for en løsning har aldrig været mere aktuelt. Vi skal ikke tildele flere statsborgerskaber til mennesker, der ikke har forstået, hvad et demokrati er, og som ikke har tænkt sig at respektere det i ord og gerning.

Det nuværende system er hullet som en Schweizerost. Helt banalt, har vi set eksempler på personer, der på papiret opfylder kravet om dansk, men det viser sig ved nærmere eftersyn, at de hverken kan tale, læse eller forstå dansk.

Vi har et kriminalregister, der kun opbevarer data i ti år, så risikoen for at give statsborgerskab til personer, der aldrig burde få det, er reel.

Sidst giver vi statsborgerskab til statsløse på lempelige vilkår, uden at vide, om de rent faktisk er statsløse. Det er en “vurdering”.

Hvorvidt ansøgerne udviser respekt for demokratiske værdier i deres liv og virke, aner vi intet om.

Liberal Alliance kan ikke stemme ja til ‘lov om indfødsrets meddelelse’, når loven kommer til afstemning senere i dette forår. Selvom der med stor sandsynlighed også er borgere på listen, som vi ville byde velkommen med flag, jubel og hornmusik, kan vi ikke stemme for, når der er så lidt styr på det, som tilfældet er.

Vi kan kun appellere til, at regeringen strammer sig an og fremlægger en model for, hvordan vi fremover sikrer, at mennesker, der opnår dansk statsborgerskab, rent faktisk er borgere, der respekterer det land, de ønsker at blive en del af.

(Indlæg bragt i Altinget 12. maj 2025)

Socialdemokratiet må gå planken ud i atomkraftdebatten

Steffen Frølund
12. maj 2025

40 år.

Så længe har der eksisteret et forbud mod atomkraft på dansk jord. Et forbud, som et klart flertal af danskerne vil ophæve. Et forbud, som en stribe af aktører og organisationer lige fra DTU til DI ønsker at ophæve. Et forbud, som vi i Liberal Alliance har advokeret for at sløjfe nærmest siden vores partis grundlæggelse. Og et forbud, som flere og flere af vores kolleger på Christiansborg langt om længe er klar – eller delvist klar – til at tage et tiltrængt opgør med.

Først meldte regeringspartierne – Venstre og Moderaterne – sig på banen som nyfundne (om end noget tøvende) fortalere for at droppe fortidens forældet frygt, hvorefter de efterfølgende hev delvist i land og blandt andet stemte for en vedtagelsestekst imod atomkraft.

En tøven og slingrekurs, som vi til syvende og sidst må formode skyldes hensynet til Socialdemokratiet og statsministeren, der historisk har været ihærdige modstandere af atomkraft og sågar flittigt og aktivt har modarbejdet det enormt relevante og legitime ønske om at få udbredt vidensgrundlaget om atomkraft.

For eksempel stemte Socialdemokratiet nej til Liberal Alliances forslag om at nedsætte en Niels Bohr-Kommission, som netop havde til formål at analysere fordele og ulemper ved brug af atomkraft i Danmark, så vi én gang og for alle kan blive klogere.

Men i kølvandet på Venstre og Moderaternes indspark i debatten, har Mette Frederiksen og co. nu langt om længe åbnet en kattelem for en kovending i atomkraftdebatten.

Det hilser vi i Liberal Alliance selvsagt velkommen. Men vi kan naturligvis ikke stille os tilfredse med tvetydige og ufuldstændige hensigtserklæringer, som måske – måske ikke – bliver konkretiseret i den nære fremtid.

For det er fortsat i praksis Socialdemokratiet – landets største og mest magtfulde parti – der på baggrund af sin forældet frygt fra fordums tid fastholder og har fastholdt forbuddet mod atomkraft på dansk jord siden 1985. Og denne frygt sammenkoblet med ivrig opvejning af statslig kontrol frem for en teknologioptimistisk og visionær energipolitik udgør ultimativt den største stopklods for den grønne dagsorden, for sikringen af stabiliteten i fremtidens elpriser og for Danmarks forsyningssikkerhed.

Derfor må Socialdemokratiet til at foretage en selvransagelse. Bevares, der er selvsagt ingen, der kan forvente, at de fra den ene dag til den anden melder sig på banen som ivrige fortalere for atomkraft.

Men det vi i Liberal Alliance og i den øvrige borgerlige opposition opfordrer SVM-regeringen til nu og her, er alene at fjerne forbuddet, så vi rent faktisk kan få opdateret vores energipolitik til 2025-standarder og dermed kan begynde at kigge fordomsfrit på mulighederne for at inkorporere atomkraft i den danske energiforsyning.

Det kræver, at Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne går planken ud i stedet for at komme med tøvende og tvetydige udmeldinger.

Og selv med socialdemokratiske briller må man jo også efterhånden være i stand til at konstatere, at den energipolitik, som SVM-regeringen er bannerførere for, resulterer i det ene imploderede grønne prestigeprojekt efter det næste. At det måske var tid til at kigge udad frem for indad og erkende, at vi ikke længere lever i 1970erne eller 1980erne, at atomkraftteknologien har udviklet sig afsindigt siden da, og at der generelt er brug for en frisk start for Danmarks klima- og energipolitik.

Disse kendsgerninger må jo også have været øjensynlige for socialdemokraterne på den internationale scene, hvor energikommissær Dan Jørgensen (S) efter mange års indædt kamp mod atomkraft har fået til opgave at udbrede brugen af atomkraft i det europæiske energimiks.

Og hvis man blot tager et hurtigt kig på europakortet, kan man trods alt ikke komme til en anden konklusion end den, at Danmark udgør en spøgelsesbilist, som kører i den forkerte vejbane i forhold til vores nabolande.

Så kære socialdemokrater: Vågn nu op til dåd, gå planken ud i atomkraftdebatten og frigør i samme ombæring jeres regeringspartnere fra fortidens forældet frygt.

(Indlæg bragt i Berlingske 9. maj 2025)

De mange skandalesager viser, at tiden er løbet fra ATP

Sólbjørg Jacobsen & Pernille Vermund & Lars-Christian Brask
9. maj 2025

Tiden er løbet fra ATP’s pensionsmonopol, hvilket illustreres af den ene skandalesag efter den anden. Lad os nu gøre op med tvangen og give danskerne mulighed for at til- og fravælge selskabet.

I 1964 blev Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) undfanget med et klart formål: At sikre danskerne en garanteret og forudsigelig livslang pension.
I 2025 kan vi konstatere, at ATP har udtjent sit oprindelige formål, og at tiden ganske enkelt er løbet fra selskabet. For det tjener ikke danskerne at være tvunget til at lade et statsmonopol forvalte deres pensionskroner, og der går sjældent en dag, hvor ATP’s eksistensberettigelse ikke formindskes yderligere.

Særligt i den seneste årrække er det blevet tydeliggjort, at statsmonopolet, dets bestyrelse og de særlige politisk fastsatte kriterier, som ATP opererer under, er utidssvarende.

ATP har leveret katastrofale resultater bl.a. med et underskud på 56,8 mia. kr. i 2022

For eksempel har ATP brændt millioner af skattekroner af på PR-kampagner , selvom alle danskere jo i forvejen er tvunget til at lade selskabet forvalte deres pensionskroner.

Når det kommer til investeringsstrategien, har ATP leveret katastrofale resultater bl.a. med et underskud på 56,8 mia. kr. i 2022 og senest med tabet af milliardsummer i klimapolitiske prestigeprojekter som følge af fejlslagne investeringer i f.eks. konkursramte Northvolt og Better Energy.

I samme tråd måtte ATP forleden foretage en klodset kovending og skabe gennemsigtighed i selskabets millionbonusser til medarbejdere, efter at det oprindelig var blevet besluttet at gøre op med 20 års praksis om ikke at skjule oplysningerne.

Skandalesagerne hober sig med andre ord op, hvilket til syvende og sidst afspejler institutionens manglende respekt for danskernes skattekroner samt evne til at fravælge prestigeprojekter og dårlige investeringer og i stedet levere tilfredsstillende afkast.

I Liberal Alliance er vi ikke ét sekund i tvivl: Danskerne fortjener bedre. Derfor har vi foreslået at bryde ATP’s pensionsmonopol , privatisere selskabet og give alle danskere mulighed for frit at kunne vælge pensionsinstitut.

Vi opfordrer på det kraftigste SVM-regeringen til at komme ud af busken og tage danskernes pensionsopsparinger alvorligt. For tiden er ikke til at sylte beslutninger om en reform af et pensionsmonopol fra 1960’erne, men til at skabe tryghed om danskernes pension anno 2025.

(Indlæg bragt i Børsen 9. maj 2025)