Luk Nørremarken og send det i privat udbud

Alex Vanopslagh
25. oktober 2022

TV2-dokumentaren om forholdene på plejehjemmene er hjerteskærende. Og vi ser allerede de røde tale om ”flere penge” som en løsning.
Helt ærligt, vi kan ikke blive ved med at belønne dårlige plejehjem med flere penge. Vi får aldrig bedre ældrepleje, hvis ikke vi sætter borgerne i fokus, sikrer mere konkurrence og flere konsekvenser ved at behandle borgerne elendigt.

Det skal jo være sådan fremover, at plejehjem skal være selvejende og frie, hvis de er offentlige eller deciderede private plejehjem. Folk skal kunne vælge frit hvor de vil bo. Og når et plejehjem mishandler borgerne, skal det gå konkurs. Det skal ikke belønnes med flere skattekroner.
Vi husker alle den forfærdelige udsendelse om Else, som blev så umenneskeligt behandlet på Plejehjemmet Kongsgården i Aarhus. Det var desværre ikke en enlig svale. Den frygt har jeg fået bekræftet efter at have set udsendelsen ”Opråb fra plejehjemmet”.

Det er så rystende at se, hvordan enkelte plejere svigter de ældre. De byder på tøjauktioner i stedet for at tage sig af døende ældre. De holder pause hele tiden, taler grimt til de ældre, anvender fysisk magt over for dem, lader dem ligge i halve døgn med beskidt ble, giver dem ikke mad og drikke, glemmer deres medicin og man kunne blive ved.

Astrid Krag er allerede ude og advare mod besparelser i det offentlige, men svaret er jo ikke flere hænder. Mener Astrid Krag i ramme alvor, at beboerne på Nørremarken i Køge ville få det bedre, hvis der sad tre medarbejdere og bød på tøj i arbejdstiden, fremfor en enkelt?
En stor del af problemet her er ledelse. Og at for mange steder føler ledelsen ingen ejerskab og ansvar for stedet. Det er et strukturelt problem med mangel på ansvar og konkurrence.

Den socialdemokratiske løsninger kommer ALDRIG til at virke. Vi skal gentænke vores velfærdssamfund. Borgerne skal have mere frit valg, så de kan forlade de dårlige steder, og de dårlige steder kan få lov til at lukke og slukke. Mens de gode steder får lov til at blomstre.

Ingen skandale med Mette Frederiksen uden slettede sms’er

Alex Vanopslagh
25. oktober 2022

Det gjaldt minkskandalen, og det gælder skandalen om Forsvarets Efterretningstjeneste. Her er Mette Frederiksens sms’er, som ellers skal indgå i undersøgelsen fra den kommission, som selvfølgelig kommer, når regeringen har lavet rav i den, selvfølgelig også blevet slettet.

Ja, I kender efterhånden historien. Men kender I nogen, der ellers sletter alle sine sms’er? Jeg gør ikke. Det er mig bekendt kun noget, som kriminelle og utro partnere gør.

Argumentet om, at Mette Frederiksen har slettet sine sms’er af sikkerhedsmæssige hensyn, som i forvejen var utroværdigt i minkskandalen, bliver decideret absurd her, når vi netop skal undersøge en skandale, som har gjort massiv skade på Danmarks sikkerhed – både for vores hemmelige tjenester og for vores forhold til vores vigtigste allierede, USA.

Men vi kender jo regeringens måde at arbejde på. Man sætter sig selv først – over embedsværket, over folkestyret og over landets ve og vel. Og man gør alt, hvad man overhovedet kan, for at smyge sig udenom at blive kigget i kortene.

Magtfuld og stærk, sådan vil man fremstå. Men kigger man bag facaden, kan man se, at det netop bare er en facade, der skal dække over dyb inkompetence, panik og hensynsløshed. Så Mette Frederiksen gør alt, hvad hun kan for at undgå, at danskerne får lov at kigge bag facaden. Hun vil ikke have en advokatundersøgelse af sin egen grove vildledning i minksagen, hun prøver at bagatellisere de skandaler, hun selv har skabt, og så sletter hun sine sms’er.

Nu skal vi til valg d. 1. november. Landsmoderligt slår den hidtil uhørt magtfuldkomne statsminister Mette Frederiksen ud med armene og inviterer til bredt samarbejde.

Men uanset hvilke partier, hun sidder i regering med, uanset hvilke slogans, hun går til valg på, og uanset hvad end andre partiledere bilder sig ind, så kan jeg garantere jer for én ting: Så længe, Mette Frederiksen bliver siddende i statsministerstolen, vil hun fortsætte med at forvalte magten på den måde, hun har gjort de sidste 3 år. Med egoisme, lukkethed og magtfuldkommenhed.

Man kan godt male striberne på en tiger over, men striberne sidder der stadig.

Der er kun én vej væk fra Mette Frederiksens magtfuldkommenhed, og det er at stemme på et parti, der aldrig nogensinde kunne finde på at pege på hende som statsminister.

Husk det, når du skal stemme d. 1. november.

Liberal Alliances krav til en borgerlig regering

Alex Vanopslagh
24. oktober 2022

En borgerlig regering skal forpligte sig på åbenhed, mådehold og respekt for folkestyret. Og LA’s opgave bliver at sikre, at den lever op til disse idealer.

Dette valg er ikke bare et spørgsmål om blå mod rød. Flere af de bærende principper i vores folkestyre er under pres, og derfor står der denne gang noget meget mere fundamentalt på spil, når danskerne går til stemmeboksene.

Den seneste valgperiode har nemlig budt på alt for mange dybt bekymrende skandalesager, og derfor er valget også et spørgsmål det det folkestyre, vi en dag skal give videre til de næste generationer.

Minkskandalen, FE-sagen, den gradvise udskiftning af neutrale embedsmænd, slet skjulte forsøg på at undergrave frie medier og brugen af usandheder som rambuk til at gennemtrumfe sin politik.

Mette Frederiksens måde at lede landet på sætter sig slet og ret som rust på demokratiets tandhjul.

En ny måling fra Voxmeter dokumenterer, at 44,7 procent af danskerne har fået mindre tillid til retssystemet, politikerne og den offentlige administration de seneste år, mens blot 5,7 procent har fået mere tillid.

Derfor har Danmark brug for et flertal, som kan genoprette tilliden til vores retsstat og folkestyre, og derfor handler valget denne gang også om noget mere grundlæggende.

For Danmark har brug for et lederskab, der udviser ydmyghed overfor sin magt, sit ansvar og det danske demokratis spilleregler. Derfor har vi i Liberal Alliance fire krav til en borgerlig regering.

1) Insistere på en sandhed og saglighed
En borgerlig regering skal holde sig til sandheden. I denne valgperiode har vi set alt for mange eksempler på hele og halve usandheder fra Mette Frederiksen og hendes ministre.

Det var for eksempel hverken myndighedernes anbefaling at lukke samfundet ned eller at slå alle danske mink ihjel under corona-pandemien, selvom Mette Frederiksen påstod det.

Borgerlige ministre vil næppe kunne undgå at udtrykke sig upræcist eller endda sige noget lodret forkert, for det er menneskeligt at fejle. Men med en ansvarlig regeringsførelse følger også et ansvar for at rette sine fejl, så vi bevarer danskernes tillid til det politiske system.

2) Respekt for Danmarks lovprocesser og institutioner
Vi borgerlige skal have en helt anden respekt for Folketingets lovprocesser. Det er et alvorligt problem for vores samfund, hvis politiske beslutninger bliver gennemført uden lovhjemmel som i minkskandalen.

Og vi skal genoprette tilliden til ministerier og myndigheder som kilder til viden. Vi skal ikke tilbageholde myndighedernes faglige rådgivning og oplysninger, som Mette Frederiksens regering gjorde det i sagen som Syriens-børnene.

Vi skal ikke skubbe forvaltningen foran os for at legitimere de politiske beslutninger, og hvis beslutningerne går galt, skal vi ikke smide embedsmændene under bussen i situationer, hvor politikerne gik fri, mens flere embedsmænd blev hjemsendt.

3) Et neutralt og fagligt embedsværk
Vi borgerlige skal ansætte de mest kvalificerede i centraladministrationen gennem professionelle rekrutteringsprocesser.

Siden Socialdemokratiet indtog ministerierne er rekordmange departementschefer blevet udskiftet, og mange af ministeriernes neutrale pressechefer er blevet erstattet med medarbejdere, som tilfældigvis har bånd til Socialdemokratiet.

Socialdemokratiets tidligere Finansminister, Bjarne Corydon, har udtalt, at ”embedsværket i denne valgperiode har undergået en sådan politisering, at det politiske system er i krise”.

Det er et alvorligt problem, for danskerne fortjener et embedsværk, hvor de ansatte er uafhængige af skiftende regeringer og udelukkende besidder deres stillinger på baggrund af kompetencer – og ikke partibog.

4) Stå vagt om den frie presse
En borgerlig regering skal insistere på, at en fri presse er afgørende for vores folkestyre, og vi skal ikke gøre medierne til en fjende.

Det er fuldstændig uacceptabelt at true journalister til tavshed på samme måde, som Mette Frederiksen forsøgte med Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen.

Det er en forudsætning for et velfungerende demokrati, at pressen kan gå kritisk til magthaverne uden at frygte for repressalier.

For uanset partifarve er vi politikere ikke kun valgt for at ride vores egne kæpheste. Vi er også valgt for at tage vare på folkestyret som helhed.

Vores folkestyre er møjsommeligt opbygget af bønder, arbejdere, husmænd, højskolelærere, købmænd, håndværkere, kvindesagsforkæmpere og mange andre, der i årti efter årti har lidt og stridt for at skabe verdens måske bedste samfund.

De retsstatsprincipper, der udgør grundsøjlerne i vores folkestyre, var her lang tid før, at nogen af os blev en del af dansk politik. Det er vores ansvar at sørge for, at de også er her den dag, ingen af os er her mere. Danmark fortjener bedre end dét, vi har set, siden der blev dannet rødt flertal.

Derfor skal en borgerlig regering forpligte sig på åbenhed, mådehold og respekt for folkestyret, når der forhåbentlig dannes blåt flertal efter valget.

Liberal Alliances opgave bliver at sikre, at en borgerlig regering lever op til disse idealer.

(Kronik udgivet i Jyllands-Posten d. 24. oktober 2022)

Det er en tabt kamp at forhindre inflatio­nens svien, men ikke at forkorte den

Alex Vanopslagh
13. oktober 2022

Nogen må sige sandheden: Det bliver en hård vinter, og det kan vi politikere ikke forhindre. En ansvarlig økonomisk politik handler ikke om at forhindre, at inflationen gør ondt, men at forhindre, at det gør ondt i lang tid

Den amerikanske økonom Thomas Sowell sagde, at “hvis du vil hjælpe folk, fortæller du dem sandheden. Hvis du vil hjælpe dig selv, fortæller du dem det, de gerne vil høre”.

Inflationen æder af danskernes budgetter, og vi går en hård vinter i møde. Men sandheden om dansk økonomi er, at det ikke udelukkende er hverken erhvervslivets såkaldt “overnormale” profitter eller Putins invasion af Ukraine, der står fadder til inflationskrisen.

Inflationen skyldes både det udbudschok, der er affødt af energikrisen. Men det skyldes så sandelig også centralbankernes lempelige pengepolitik og politikernes for lempelige finanspolitik under coronakrisen. Men selvom inflationen i høj grad er skabt af centralbanker og politikere, så bliver det danskerne, som de er flest, der betaler prisen. Og der er ingen vej udenom. For hvis vi ikke er villige til at skabe en opbremsning i økonomien, vil inflationen fortsætte med at rasere.

Foder til inflationen

Det er den skinbarlige sandhed. Desværre er alt for mange af mine kolleger optaget af, hvordan vi kan garantere hjælpepakker til både pensionister, de små erhvervsdrivende, de studerende, de arbejdsløse, børnefamilierne og dem med gasfyr – og valgkampen er ikke engang tæt på at være slut.

Det er at have fokus det helt forkerte sted. Vi bør i stedet fokusere på, hvordan vi kan medvirke til, at inflationen varer så kort tid som muligt – og så ellers lade markedsmekanismer virke.

Pengepolitikken har vi overladt til den europæiske centralbank, og vi må bare bede til guderne om, at de ikke tøver med at hæve renterne yderligere for at bekæmpe inflationen. Herhjemme kan vi dog også selv bidrage, men det bliver ikke på venstrefløjens vagt, at vi får økonomisk ansvarlighed. For under Mette Frederiksens regeringstid har man de seneste tre år sendt nationaløkonomien ud på et socialdemokratisk sidespor.

Man har brugt statskassen som gavebod til at dele rundhåndet ud af checks til udvalgte vælgersegmenter – selvom både Nationalbanken og vismændene i Det Økonomiske Råd advarede mod, at gavebodspolitikken blot puster yderligere til inflationens flammer.

Med mere end 40 skattestigninger har man gjort 9/10 indkomstgrupper fattigere, og med højere afgifter har man øget uligheden, fordi det stigende skattetryk går værst udover de fattigste. Det er nødvendigt, at vi får økonomien tilbage fra det socialdemokratiske sidespor.

Ingen snuptagsløsninger kan få os smertefrit igennem inflationskrisen, men vi kan tage nogle skridt i den rigtige retning ved at føre en ansvarlig og langsigtet økonomisk politik.

Spænd statens livrem ind

En vej ud af moradset er at gennemføre en opbremsning i det offentlige forbrug, slanke den offentlige sektor og lave de nødvendige skatte- og arbejdsmarkedsreformer, der ruster Danmark til fremtiden.

For det første bør vi følge Nationalbankens anbefaling om, at finanspolitikken strammes med ca. 1 pct. af bnp ud af den økonomiske aktivitet. Det er økonomsprog for enten at hæve skatterne med ca. 25 mia. eller at skære 25 mia. i de offentlige udgifter. Jeg mener selvfølgelig, at det bør være staten, der spænder livremmen ind, så danskerne slipper for flere skattestigninger.

For det andet kan vi afhjælpe lønpresset på det danske arbejdsmarked ved at lave reformer, der øger arbejdsudbuddet. Udfas efterlønnen, afskaf Arne-pensionen, lav en SU-reform og halvér dagpengeperioden, og vi vil øge arbejdsudbuddet med 50.600 fuldtidspersoner.

Og det for det tredje kan vi lave fuldt ud finansierede skattelettelser, så vi hjælper danskerne med at betale regningerne.

Når valgresultatet inden længe tikker ind, og der forhåbentlig har indfundet sig et nyt flertal i Folketinget med en borgerlig regering, vil det være en bunden opgave at kigge på løsninger som disse.

Og i alt hvad vi gør, er der to ting, vi skal have for øje, når vi fører økonomisk politik: Dæmper det inflationen? Og bliver vi glade for det her på den lange bane?

Mon ikke vi om ti år eksempelvis vil være mere glade for at have gjort de første 7000 kr. skattefrie for alle i arbejde end at have sat elselskaberne til at udbyde kviklån for at dække elregninger?

Mon ikke vi om ti år vil være mere glade for at have fjernet afgifter, der gør danskernes hverdag dyrere, end for at vi i 2022 fik tildelt en fejlslagen varmecheck til Socialdemokratiets kernevælgere, borgmestre uden gasfyr eller diverse kollegier?

Det er spørgsmål som disse, du bør stille dig selv, når du inden længe står nede i stemmeboksen og tænker på, hvem der bedst vil kunne føre os gennem den økonomiske krise.

Og hvis du kommer frem til, at dit kryds skal gå til Liberal Alliance? Ja, så vil vi arbejde solen sort for de langsigtede løsninger, der får inflationen på ret køl samt sikrer vækst, velstand og frihed.

(Debatindlæg udgivet d. 13. oktober i Børsen)

Skatte­sy­stemet bryder sammen, hvis vi ikke begynder at tænke os om

Peter Loft
12. oktober 2022

Debatten i kølvandet på det konservative skatteudspil viser, at det efter regeringens opfattelse ikke er muligt at spare så meget som en krone på de offentlige udgifter. Tværtimod skorter det ikke på idéer til nye, udgiftskrævende initiativer fra den venstre side af Folketingssalen.

Hvis vi hertil lægger, at der er en række velfærdsområder, som trods meget store bevillinger ikke fungerer, som vi ønsker, vil også dette forhold medvirke til at drive de offentlige udgifter i vejret.

Endelig ligger der en del kendte, men endnu ikke løste udfordringer i horisonten – den grønne omstilling, den stigende aldring i befolkningen eller generelt stigende krav til de offentlige ydelser, blot for at nævne et par stykker – som også vil skulle finde finansiering.

Står det til venstrefløjen, skal alle disse stigende udgifter finansieres ved hjælp af nye eller forhøjede skatter. Skal alle problemer afhjælpes via øgede udgifter, er der ingen anden vej.

Heroverfor står et skattesystem, som allerede er på kanten af et sammenbrud. Skatterne begrænser den personlige frihed. Desuden medvirker vores skattesystem til at reducere både arbejdsudbud, idérigdom og adgangen til risikovillig kapital. Vi skal heller ikke regne med arbejdskraft udefra, fordi Danmark næppe forekommer specielt attraktiv for en tilflytter, når denne ser størrelsen af de skatter, der skal betales for ydelser, den pågældende næppe nogensinde får del i.

Skattesystem på sammenbruddets rand
Ingen er længere i stand til at beregne deres egne skatter. Virksomheder bruger astronomiske beløb på at gardere sig mod mere eller mindre uforklarlige, men altid dyre og langvarige skattesager.

Det tager omkring fire til fem år at få en klage behandlet i ankesystemet, og går sagen til domstolene, forlænges tidshorisonten med adskillige år. Skattemyndighederne slås selv med at administrere deres egne regler – trods rundhåndede merbevillinger.

At vi er endt med et skattesystem på sammenbruddets rand, skyldes flere forhold.

For det første, at alle problemer kun kan klares ved hjælp af flere penge. Penge, som skal hentes via skatterne. Ingen undersøger, om de mange penge, der allerede bruges, kan anvendes klogere og bedre. Det offentlige har monopol på at levere stort set alle velfærdsydelser – uden konkurrence og valgmulighed. Ikke noget under, hvis det sjældent fører til den bedste, billigste og mest effektive løsning.

For det andet er vores skattesystem – trods de store byrder, det skal løfte – særdeles uhensigtsmæssigt indrettet. Skattereglerne afspejler ønsker om at regulere alle tænkelige forhold – klima, sociale forhold, beskæftigelsesmæssige, sundhedsmæssige og en række andre forhold, som strengt taget intet har med finansiering af de offentlige udgifter at gøre.

I stedet for at forsøge at lave stringente, forståelige og effektive skatteregler er vores regler bygget op om ofte finurlige og, i bedste fald, omtvistede retfærdighedsbetragtninger. Resultatet er dybt uhensigtsmæssige regler, som begrænser de indkomster, som skatterne skal betales af.

Hvis det offentlige fortsat skal løfte de byrder, som vi forventer, kræver det, at vi er langt mere omhyggelige med, hvordan vi bruger pengene, og at vi ændrer skatterne i en retning, så de ikke begrænser, men understøtter vækst, initiativ og risikovillighed.

Reaktionen på de planer for et bedre skattesystem, som både Liberal Alliance og De Konservative har lagt frem, er ikke opløftende.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 12. oktober)

Mette Frederiksen er den dårligste nyhed for folkestyret siden besættelsen

Alex Vanopslagh
10. oktober 2022

Der er én ting, der er værre end magtfuldkommenhed, og det er magtesløshed.« Det fik Mette Frederiksen vrisset til sit partis sommergruppemøde, da hun blev forelagt beskyldningen om at regere magtfuldkomment. Svaret siger jo på sin vis det hele.

Mette Frederiksen har dygtigt dyrket sit image som handlekraftig leder, der gør folkets vilje til virkelighed, ikke mindst under coronakrisen. Men sporene blev lagt ud tidligere. I 2019 oprustede hun i Statsministeriets stab med følgende begrundelse: »Jeg ønsker at lede en regering, hvor vi sætter en klar politisk retning for Danmark.

Det er afgørende for mig, at det er politiske valg – og dermed først og sidst danskernes valg – der styrer, hvilken retning vores samfund skal i.« I sig selv er der ikke nødvendigvis noget galt i dét, men når vi ser, hvordan det siden er gået, begynder mønstret at være klart.

Men alternativet til magtfuldkommenhed behøver ikke at være magtesløshed. Når man er statsminister i et folkestyre, er meningen sådan set, at man regerer med ydmyghed og respekt for den store magt, man er blevet bevilget indirekte af vælgerne og af folkestyret.

For med stor magt kommer stort ansvar.

Og målet helliger ikke midlet – heller ikke, når man har en folkestemning i ryggen.

Derfor er folkestyret og retsstaten danskernes værn mod politikere og myndigheder, der ikke kan styre sig.

Og derfor er jeg bekymret, når jeg ser på den seneste valgperiode: Minkskandale, skandale om Forsvarets Efterretningstjeneste og Lars Findsen, politisering af embedsværk og myndigheder, tilbageholdelse af oplysninger om for eksempel Syriensbørnene, usaglige afslag på aktindsigter og angreb på den frie presse.

Samtidig har vi en regering, der går efter at så frygt og splittelse, for eksempel med københavnerbashing, akademikerbashing, bankbashing og udlændingebashing, og som konstant udvælger grupper, som skal belønnes eller straffes med særordninger, særskatter eller slet og ret checks. Som ruller mere overvågning ud over danskerne og indskrænker danskernes frie valg til eksempelvis privat velfærd eller fordelingen af barsel.

Ydmyghed og det modsatte

Vi har i Velfærdsdanmark vænnet os utrolig meget til at tale om det, som politikerne kan få statsmagten til at gøre FOR os. Men nu begynder det at vise sig, at vi nok skulle tale lidt mere om det, som statsmagten kan gøre VED os, hvis den ikke er tæmmet og bundet.

Det lå de mennesker, der skabte og udviklede vores folkestyre, blandt andre højskolebevægelsen, bondebevægelsen og arbejderbevægelsen, meget på sinde at begrænse den måde, som staten kunne udøve sin magt på. Det var vigtigt for dem at besjæle både Grundloven i teorien og folkestyret i praksis med ydmyghed over for magten og med enorm respekt for danskernes ret til at leve i frihed og ansvar, så længe de adlød statens (relativt få) love.

For de havde netop oplevet tilværelsen i et samfund, hvor statsmagten kun tjente bestemte gruppers interesser og ikke var til deling for alle borgere. De kendte til følelsen af magtudøvelse, der ikke tog hensyn til dem, og de vidste, at en stat, der kunne give alt til folk, også kunne tage alt fra dem.

Og de kunne deres historie, så de vidste tilmed, at et demokrati uden regler kunne være lige så tyrannisk som en enevældig konge. Derfor forstod de, at ingen skulle have absolut magt, heller ikke når de mente at handle på vegne af folkets vilje. For magten korrumperer selv de bedste, og den tiltrækker de værste.

Det er værd at dvæle ved, fordi det føles så længe siden nu. Ikke desto mindre er det vores forfædres sejre, som vi i dag nyder godt af ved at leve i ét af de frieste, rigeste og mest menneskevenlige samfund, verden nogensinde har kendt – i et liberalt demokrati. Men overalt i Vesten ser vi nu en fremvækst af politikere og bevægelser, der ser ned på netop det liberale demokrati.

Cæsar handler, folket klapper

Uanset om det er den illiberale Orbán, den konspiratoriske Trump, vrede identitetspolitikere eller fanatiske klimaaktivister, er de alle enige om, at spillereglerne ikke skal gælde for dem. For ifølge dem står det liberale demokrati med sine mange begrænsninger, principper og kompromisser i vejen for at gøre det rigtige. Det kræver åbenbart en Cæsar at skære igennem al fnidderet og principrytteriet og gribe til handling – til lyden af folkets tordnende applaus.

Og ja, jeg kan godt forstå, at folk er trætte af den måde, politik fungerer på.

Brudte løfter, evindeligt ævl og kævl, langsommelige forhandlinger, kvælende bureaukrati, manglende fantasi, uigennemskueligt spin og kommunikation og alverdens EU-forordninger, konventioner, sædvaner og domme, som ingen mening giver for et almindeligt, fornuftigt tænkende menneske.

Vi politikere har et enormt ansvar for at forsimple vores bureaukratiske systemer og være bedre til at få tingene til at ske. Men vi bør også være ærlige om det, vi ikke bare lige kan få til at ske, og om de omkostninger og ulemper, vores forslag har.

For uden det liberale demokratis begrænsninger, principper og kompromisser er der kun den formløse, rå magt uden regler eller forudsigelighed tilbage. Og den bliver ikke mere rimelig af at blive brugt i en såkaldt god sags tjeneste. Men den kan være tillokkende at hylde, når man brændende vil have noget til at ske. Fristelsen til bare at gribe til handling er stor, også for os politikere, der jo både gerne vil gøre noget og derudover gerne vil genvælges.

Men husk, at uanset hvor meget, vi kan juble over at få vores vilje i dag, kan det være os, der i morgen er dem, der bliver udøvet rå magt mod.

Dårligste nyhed

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Mette Frederiksens måde at regere landet på er den dårligste nyhed for folkestyret og retsstaten siden besættelsen. Den er gennemsyret af en historisk stor foragt for de begrænsninger, som folkestyret og retsstaten lægger på dens magt.

Det viser sig også ved, at den konstant fremturer med harske udfald mod kritikere og den frie presse, som den beskylder for blandt andet trumpisme, at påstå forkerte ting uden belæg og være drevet af »konspirationsteorier« og »blodrus«. Hvor socialdemokraterne var hoverende og magtfuldkomne i medvind, er de nu ynkelige og dårlige tabere i modvind.

Og det er jo ikke bare borgerlige som mig, der kan se, at den er gal. Det kan Politiken også. Det kan Information også. Det kan Sofie Carsten Nielsen også. Men vi, der drømmer om at få en ny – borgerlig – regering, skal ikke glæde os for tidligt.

For det første er det aldrig godt bare at vinde fordi modstanderen bliver fravalgt, og for det andet er det ikke nok, at en borgerlig statsminister satser på ikke at være lige så slem som Mette Frederiksen. Vi borgerlige kan gøre det meget bedre end det. Og også bedre, end vi plejer.

Sidst lod vi for eksempel Inger Støjbergs lovbrud passere og fortsatte gladeligt den ulovlige logning af danskernes teledata og lukketheden i offentlighedsloven. Der er masser af ting at kritisere os borgerlige for, og det bør vi gå til åbent og ærligt. Kun sådan kan vi vise danskerne, at der er en anden måde at køre butikken på end den, vi oplever nu.

Derfor har vi fremlagt nogle principper for god, borgerlig regeringsførelse, som vil blive rettesnoren for vores samarbejde med en borgerlig regering, som er afhængig af vores støtte: En borgerlig regering skal forpligte sig på reformvillighed, åbenhed, mådehold med magten, respekt for faglighed og forsigtighed, når vi nærmer os lovens grænser.

Folkestyret trænger til ilt, og det vil det få, hvis vi giver nyt liv til disse gode principper.

Det tror jeg, at danskerne vil efterspørge på valgdagen, og det står Liberal Alliance klar til at levere.

Slip iværksæt­terne fri fra spænde­trøjen af brandbe­skat­ning og overre­gu­le­ring

Steffen Larsen
23. september 2022

Hvad er større i livet end at skabe noget?

Livet som iværksætter er benhårdt. Men samtidig er det også noget af det mest meningsfulde, man kan foretage sig. Det mærkede jeg selv, da jeg som uddannet el-installatør midt under Finanskrisen tog springet ud i at drive selvstændig virksomhed ved at købe en brugt installationsbil og begynde at ringe potentielle kunder op.

Der var tider, hvor jeg var tæt på at gå ned med stress. Men der var også tider, hvor jeg mærkede suset og glæden af at skabe noget helt konkret fra bunden, og da jeg efter lang tids slid og slæb kunne ansætte min første medarbejdere, indfandt stoltheden sig, og jeg vidste, at jeg havde truffet den rette beslutning, da jeg blev selvstændig.

Iværksætteri er vigtigt, fordi det skaber arbejdspladser, innovation og velstand, som kommer hele samfundet til gode. Og fordi, det netop skaber en opbyggelig følelse af udvikling. Problemet er bare, at Danmarks høje skattetryk og tiltagende mængde unødvendig regulering hænger som en møllesten om halsen på landets iværksættere. Det afspejler sig i tallene.

I første halvdel af 2022 havde 19 pct. færre iværksættere mod på at starte egen virksomhed i forhold til samme periode sidste år, og på landsplan er antallet af nye enkeltmandsvirksomheder faldet med hele 16 pct., hvilket har ført os til det laveste niveau i fem år.

Og det er egentlig ikke så mærkeligt, for med en selskabsskat på 22 pct., en kapitalbeskatning på op til 42 pct. og en topskat på 56 pct. kan det dårligt betale sig at være én af dem, der yder en ekstra indsats her til lands.

Hvis man er i tvivl om dét, kan man bare kaste et blik på, hvor få der har lyst til at blive boende i Danmark og give den en skalle til gavn for hele samfundet. Danmark ligger under det europæiske gennemsnit, når det kommer til at skabe højvækstvirksomheder.

Lavere skatter og mindre bureaukrati er naturligvis de to primære løsninger, der kan slippe danskernes virkelyst fri

Og ud af de 10 største danske virksomheder startet efter år 2000 har hele 8 af dem valgt at forlade Danmark ved enten at blive børsnoteret i udlandet eller ved at blive opkøbt af udenlandske investorer og flytte virksomhedens hovedsæde til udlandet.

Hertil kommer, at ud af de 16 danske virksomheder med en værdi over 1 mia. kr., der er startet i samme periode, har kun 3 valgt at blive børsnoteret i Danmark.

Det er et kæmpe problem, hvis vi fortsat vil være et velstående samfund. Derfor bliver vi nødt til at slippe iværksætterne løs fra den spændetrøje af brandbeskatning og overregulering, som staten lige nu holder dem fanget i.

For når virkelystne ildsjæle efter mange års hårdt arbejde med lav løn og ringe jobsikkerhed omsider får stablet en rentabel forretning på benene, skal de kunne høste frugterne af deres hårde arbejde. Det er ikke bare et spørgsmål om sund fornuft, men også om anstændig moral.

Bureaukratiet er bevidst benspænd
Men skattetrykket er ikke den eneste bremseklods på vejen til et samfund, hvor flere skaber noget. Den offentlige sektor opstiller også en lang række bureaukratiske benspænd for iværksættere. Som selvstændig i håndværksbranchen har jeg selv mærket en lang række af disse forhindringer.

Det gælder f.eks., når man som lille selvstændig forsøger at sætte sig ind i regnskabs- og skatteregler og ikke kan få et klart og effektivt svar, når man henvender sig til SKAT, og det tidsforbrug, som f.eks. Danmarks Statistik og Erhvervsstyrelsen pålægger virksomheder i form af en lang række dataindsamlingskrav, samt affaldsgebyrer fra kommunen, selvom den virksomhed, man har stiftet, måske slet ikke producerer erhvervsaffald.

Lavere skatter og mindre bureaukrati er naturligvis de to primære løsninger, der kan slippe danskernes virkelyst fri. Dertil kommer et tredje spor, nemlig at lukke op for øget konkurrence på de områder, som den offentlige sektor sidder tungt på i dag. Det drejer sig blandt andet om kollektiv transport, børnepasning, ældrepleje og sundhed.

Disse markeder er i dag relativt lukket land for iværksættere. Faktisk forsøgte venstrefløjen at gøre det helt umuligt at tjene penge som privat børnepasser gennem forbud mod at udtage profit fra private pasningsordninger. Loven blev justeret i sidste øjeblik pga. en enorm modstand fra forældre landet over, der var tilfredse med deres private pasningsordninger.

Faktum er dog stadig, at det er kompliceret eksempelvis at åbne en privat børnehave, da kommunerne har en lang række detaljerede krav til, hvilke præmisser man må åbne et pasningstilbud på. Krav, der handler mere om at spænde ben end at sikre en god service.

Sænk skatter og afgifter og fjern de bureaukratiske benspænd, så flere danskere kan slippe deres kræfter fri og starte deres egen virksomhed! For borgere, der er frie til at skabe noget, er til gavn for dem selv, deres familie, deres nabolag og faktisk også resten af Danmark.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 22. september 2022)

Det er ikke dine karakterer, der giver dig succes. Det er den karakter, du opbygger på vej mod karaktererne

Henrik Dahl
22. september 2022

Rockwool Fondens Forskningsenhed og University of Chicago har for nylig i fællesskab offentliggjort en undersøgelse, der fokuserer på social status mellem generationerne.

Arver børnene deres forældres sociale status? Og hvilke faktorer kan i særlig grad forklare denne arv? Den type af spørgsmål er udgangspunkt for undersøgelsen.

Den enkeltfaktor, der i højeste grad forklarer, hvordan forældrene giver deres status videre til deres børn, er uddannelse.

Jo mere uddannelse forældrene har, desto mere uddannelse tager børnene.

Der er flere ting at bemærke til undersøgelsens resultater.

For det første giver undersøgelsen en udmærket illustration af, hvordan Statens Uddannelsesstøtte (SU) i praksis virker. Den er et statstilskud til, at bedre folks børn lettere kan opnå deres forældres sociale status og lettere kan opnå en høj livsindkomst.

Selvom det ofte påstås, at SU er det vigtigste virkemiddel, vi har til at bryde den sociale arv, er det ikke rigtigt. Som en af de få overførselsindkomster har SU en negativ social profil. Det vil sige en fordeling, hvor de mindre velhavende økonomisk understøtter de mere velhavende.

For det andet giver undersøgelsen anledning til at spørge: Er det selve det forhold, at man er cand. etellerandet, der giver en høj social status? Eller får man en høj social status, fordi det at blive cand.

etellerandet stiller en række krav, som det generelt er vigtigt at kunne honorere, hvis man vil have en høj social status? Jeg understreger, at det følgende er en hypotese, der udspringer af min sociologiske fantasi og intet andet. Men prøv at følge min tankegang alligevel.

Forudsætningen for, at man kan til sidst kan bestå sit speciale, er, at man er i stand til at sætte sig selv et mål, der ligger mindst fem år ude i fremtiden. Det er i virkeligheden en ret stor præstation, når man er omkring de tyve år. For man sætter sig selv et abstrakt mål, der spænder over en fjerdedel af den tid, man overhovedet har levet. Og omkring en tredjedel af den tid, man har haft en nogenlunde sammenhængende bevidsthed om sig selv og sin omverden.

Men ikke alene kræver en kandidatgrad, at man kan sætte sig selv abstrakte mål, der ligger langt ude i fremtiden. Den kræver også, at man kan arbejde systematisk hen imod målet dag ud og dag ind i mange år.

Det vil sige sætte sine her-og-nu-behov for adspredelse på standby og fokusere på ting, der ikke umiddelbart rummer megen morskab.

Jeg vil gætte på, at alle, der i tyveårsalderen kan gøre det samme, som man gør, når man bliver kandidat, vil klare sig godt her i livet. Det vil sige: Kan sætte sig selv et ambitiøst mål med en lang tidshorisont og arbejde koncentreret på at nå målet stort set hver dag i den mellemliggende tid.

Hvis man skulle formulere mit ræsonnement med et slagord: Det er ikke dine karakterer, der giver dig succes. Det er den karakter, du opbygger på vej mod karaktererne.

Jeg er temmelig sikker på, at jeg har ret i min antagelse om, at det er menneskers karakter, der giver dem succes. Ikke om de lige præcis har dygtiggjort sig på den ene eller den anden måde.

Hvis vi som politikere gerne vil sætte unge mennesker på kurs mod et godt liv, skal vi derfor ikke gøre dem alle sammen til akademikere. Vi skal tilbyde nogle at blive det. Men vi skal give alle børn og unge muligheden for at danne deres karakter på en måde, der er hensigtsmæssig. Det vil sige for at blive ambitiøse og flittige. Det vil altid lønne sig for den enkelte – uanset hvad han eller hun i øvrigt beskæftiger sig med.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 21. september 2022)

Danmark smider guld på gaden i sin udlændin­gepo­li­tiske strammer-konkur­rence

Steffen Frølund
20. september 2022

Jeg kan godt lide konkurrencer, og jeg kan godt lide at vinde. Men der er nogle konkurrencer, som ikke har nogen vindere. Det gælder f.eks. konkurrencen mellem systempartierne om at fremstå strammest på udlændingepolitikken.

Det fik jeg endnu engang bekræftet, da jeg slog op i avisen i sidste uge. Her kunne man læse, at den danske stjerneiværksætter, David Heinemeier Hansson, overvejer at forlade Danmark som følge af vores absurde og unødigt rigide udlændingeregler.

David har i en længere årrække været bosat i USA, men nu er han sammen med sin kone vendt tilbage til Danmark for at give sine børn en opvækst her. Problemet er bare, at vejen til en opholdstilladelse for hans kone er brolagt med forhindringer i form af strikse krav om danskkundskaber og bureaukratisk papirarbejde, hvilket har fået familien til at overveje, om det overhovedet kan betale sig at blive boende. Og Davids historie er desværre ikke en enlig svale.

Hver eneste måned dukker der nye historier op om folk, der bliver klemt i Danmarks udlændingesystem. Fra min egen tid i det danske start-up-miljø kan jeg kun nikke genkendende til de talrige historier om bidragende udlændinge, der er nødt til at vende Danmark ryggen, fordi myndighedernes bureaukratiske benspænd gør det for besværligt at opholde sig her.

Der er ingen tvivl om, at vi skal slå hårdt ned på udlændinge, der begår kriminalitet, ikke bidrager på arbejdsmarkedet eller bryder med vores kulturelle værdier. Men vi må ikke blive så bange for at fremstå slappe i udlændingepolitikken, at vi ender med at smide guld på gaden som i tilfældet med familien Heinemeier Hansson.

I stedet for at lade strammer-konkurrencens bøvl og bureaukrati gøre livet surt for dygtige udlændinge, burde vi tilpasse reglerne, så vi ikke mister gevinsten fra de personer, som kan og vil Danmark.

Det vil både afhjælpe den akutte mangel på arbejdskraft, bidrage til vækstudvikling og være det rigtige at gøre overfor de mange personer, som gerne vil være en del af vores samfund.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 20. september 2022)

Her er den mest vildledende præmis i den kommende valgkamp

Henrik Dahl
7. september 2022

Når valgkampen for alvor går i gang, er der mange præmisser, der trænger til at blive udfordret.

Er det korrekt, at børn er »vores«, som de røde partier plejer at sige? Nej, det er det selvfølgelig ikke. Rent juridisk tilhører børn som udgangspunkt deres forældre. Det er dem, der er værge.

Er det korrekt, at offentlige ydelser, der stilles til rådighed for borgerne uden vederlag, er gratis? Nej, selvfølgelig er det ikke det. De er betalt af skatteborgerne. Hvorfor kontrollen med forvaltningen af vederlagsfrie, offentlige tjenester burde være langt skrappere end kontrollen med forvaltningen af tjenester, hvor brugerne skal betale en større eller mindre andel.

Er det korrekt, at man »får« gevinsten ved en skattelettelse? Nej, det er det argeste sludder. Skat består helt grundlæggende i, at staten konfiskerer en del af borgerens indtægt. Når staten konfiskerer mindre, »får« borgeren følgelig ikke en bønne. Borgeren beholder bare en større del af sine ærligt tjente penge, end der ellers var lagt op til.

I en perfekt verden, hvor medierne faktisk var kritiske, stoppede studieværter og andet godtfolk politikere hver evige, eneste gang, de sagde »vores børn«; »gratis ydelser« eller »tjener på skattelettelser« og fortalte dem, at nu sagde de noget principielt vildledende og manipulerende sludder, der kun tjente til at afspore den politiske samtale. Det kommer selvfølgelig ikke til at ske. Derfor vil jeg nøjes med at opfordre den interesserede borger til selv at være på vagt under valgkampen.

Men den mest vildledende præmis i den kommende valgkamp har jeg gemt til sidst: At alle medarbejdere i den offentlige sektor er beskæftiget med at frembringe kerneydelser.

Når borgerlige politikere siger, at den offentlige sektor bør være mindre, vil den røde politiker indigneret – og rutinemæssigt – afparere med, at så er der jo nogle børn, der ikke bliver undervist, og nogle syge, der ikke bliver passet og plejet, og nogle ældre, der ikke får assistance i hjemmet og nogle forelæsninger, der bliver aflyst og så fremdeles.

Det er for alvor en vildledende præmis. Fordi den bygger på den ikkeformulerede antagelse, at alle, der arbejder på en skole underviser; at alle, der arbejder på et hospital, helbreder og plejer; at alle, der arbejder i ældreomsorgen, har kontakt med borgerne og at alle, der arbejder på et universitet, er forskere.

Sandheden er, at på næsten enhver offentlig arbejdsplads er der bunker af mennesker ansat, der ikke er beskæftiget med andet end pseudoarbejde. De laver handlingsplaner, der ikke bliver fulgt. De indkalder til møder, der hverken har konklusioner eller konsekvenser. De opstiller verdensmål. De arbejder med »udvikling«. Eller med »strategi«. Eller med »facilitering«. Eller de producerer legitimation for, at den institution, de arbejder på, i fremtiden skal have endnu større bevillinger. For eksempel ved at opfinde alle mulige dynamiske og afledte effekter – der er supertynde og tvivlsomme – for, at samfundet har langt større gavn af institutionen, end den koster i løn og drift.

Den offentlige sektor er proppet med mennesker, hvis jobfunktion ikke eksisterede for 20 eller 30 år siden. Hvilket typisk vil sige: Den er proppet med jobfunktioner, som det ikke ville have nogen som helst konsekvenser at nedlægge. Ud over, at det ville afhjælpe en del af den arbejdskraftmangel, der hersker i andre sektorer.

Så kig nærmere på jobfunktioner, der ikke fandtes i år 2000. Sådan kan man tage hul på at gøre den offentlige sektor meget mindre.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 7. september 2022)