Det bløde børnesyn er ved at kvæle roen i klasselokalet

Helena Artmann Andresen
8. december 2025

Når intet får konsekvens, svigter vi både lærerne, fællesskabet og barnet selv.

NÅR I SIGER »børn gør det så godt, de kan«, lyder det smukt – men det børnesyn ødelægger folkeskolen.

Jeg er oprigtigt bekymret for folkeskolen. Uro, lærerflugt, mislykket inklusion, tab af autoritet, utallige vikartimer, et haltende forældresamarbejde, dårlige økonomiske prioriteringer, kommunale børnesyn og generel overregulering presser skolerne i bund.

Jeres svar er altid flere ressourcer, tolærerordninger, lavere klasseloft og at lytte til barnet. Det lyder godt, men det er et fattigt svar. Det løser ikke problemerne. Der er brug for ro og orden, før en lærer kan bedrive god undervisning, og før eleverne trives. Det kræver, at lærerne har reel mulighed for konsekvenspædagogik og kan tage autoriteten på sig. Det er desværre udfordret på rigtig mange skoler, når det bliver skolens rammer, den er gal med, og aldrig elevens opførsel.

Hvorfor? Blandt andet fordi organisationer som Red Barnet, Unicef, Røde Kors og det statslige Børneråd nærmest udskammer lærere, der gør brug af ordensbekendtgørelsen. I bytter bevidst ordet konsekvens ud med ordet straf og fortæller mellem linjerne, at lærere, der gør brug af bekendtgørelsen, har det forkerte børnesyn.

Kommunerne nedsætter organisationers børnesyn i stride strømme ned over folkeskolen og med anbefaling fra Socialministeriet, selvom undervisningsministeren taler imod det.

DET SKAL HAVE konsekvenser ikke at opføre sig ordentligt eller når man ødelægger undervisningen for sine klassekammerater. I svigter resten af klassen, når I konsekvent tager parti for den elev, der forstyrrer eller udviser voldsom adfærd. Men I svigter også dén elev. For det er ydmygende for et barn at opføre sig så dårligt.

I siger, man ikke må ekskludere elever. Men jeg vil langt hellere sende en elev uden for døren i fem minutter end se et barn ekskludere sig selv fra fællesskabet, fordi dårlig opførsel ikke irettesættes.

I stopper det ikke bare ved at høre de bagvedliggende grunde (som man skal). Men fordi ens forældre skal skilles, eller man har haft en dårlig morgen, skal det ikke give lov til at slå sine klassekammerater eller råbe i timen. Børns opførsel kan altid forklares, men skal ikke altid forsvares.

Vi skal ruste og myndiggøre eleverne til deres fremtid. Lærerne skal tage ansvar for og ikke fra eleverne. Folkeskolen fortjener voksne, der tør stille krav. Børn vokser ikke af fraværet af grænser de vokser af voksne, der sætter dem. Det ansvar skylder vi både eleverne, lærerne og fællesskabet.

(Indlæg bragt i Politiken d. 8. december)

Samarbejde på højrefløjen er vejen til et mere enkelt og effektivt EU

Henrik Dahl
5. december 2025

Hvis EU skal undgå at blive økonomisk og geopolitisk irrelevant, dæmme op for massiv islamisk indvandring i fremtiden og skal være en politisk og

… økonomisk stærk union, kræver det politikere, der lægger det politiske fnidder på hylden og i stedet leverer politiske resultater.
Det står mere og mere klart, at det er vores grupper på højrefløjen ECR og EPP der sammen kan levere de resultater, der skaber en mindre bureaukratisk, mere fri og stærkere union. Et godt eksempel er aftalen om massiv afbureaukratisering for EUs erhvervsliv den såkaldte Omnibus.

Det er en aftale, der vil spare europæiske virksomheder for milliarder i ren og skær administration. Man skulle tro, det var en sag, som de politiske grupper på midtenfra socialdemokraterne i S&D, hvor Socialdemokratiet sidder, til de såkaldt liberale i Renew, hvor Venstre og Moderaterne sidder kunne støtte. Men nej.

Det var først, da EPP og ECR gik sammen om en ambitiøs aftale om afbureaukratisering, at vi kunne sikre en aftale om markant mindre bureaukrati i EU. En sejr, som vi borgerlige på højrefløjen sammen med EUs erhvervsliv fejrede, mens mange af partierne på midten stod uden for aftalen og rynkede på næsen, fordi den var lavet af grupperne på højrefløjen. Vi ønsker ingen branddøre. Vi er ligeglade med, om katten er hvid eller sort, bare den kan fange mus.

Stiller en gruppe et forslag, der sikrer mindre bureaukrati, en stærkere konkurrenceevne og begrænset immigration fra kulturer, der ikke deler vores vestlige, demokratiske værdier, gavner det EU, uanset hvilket gruppenavn der står på forslaget.
Og lad os være ærlige, de forslag kommer sjældent fra venstrefløjen tværtimod. Skal vi sikre mærkbare politiske ændringer, der styrker EU, kræver det derfor, at man i EU ikke er bange for at samarbejde mere med højrefløjen.

Desværre lægger partierne på midten ofte mere vægt på, hvem de indgår aftaler med end på indholdet af de politiske forslag, der ligger på bordet. Derfor spænder politisk fnidder ofte ben for politiske resultater med grupperne på midten.

For eksempel har Moderaternes Stine Bosse advaret, at det får alvorlige konsekvenser, hvis højrefløjen får for meget indflydelse. Kalder det »truslen fra det ekstreme højre« og påstår, at lovgivningsarbejdet risikerer at gå i stå.

Når du peger én finger mod andre, peger du som bekendt tre fingre tilbage på dig selv. Stine Bosse var nemlig selv en af de mange fra midtergrupperne, der stemte imod aftalen om afbureaukratisering.

Havde det alene været op til Stine Bosse og hendes kollegaer fra midtergrupperne, ville aftalen om afbureaukratisering stadig være strandet i
EU-systemet. Fordi for venstrefløjen i EU handler det om nogen og ikke om noget.

Et godt samarbejde på højrefløjen er derfor den eneste vej frem, hvis vi skal rydde op i det rod, EU de seneste mange år har skabt, og sikre politiske aftaler, der skærer i bureaukratiet, styrker økonomien og sikrer EU mod særligt den islamiske indvandring, der for længe har stået på.

Vi håber, at midtergrupper som Renew begynder at sætte politiske resultater over politiske alliancer.
At liberale og borgerlige i EU sammen kan sikre brede og pragmatiske aftaler, der gør op med venstrefløjens symbolpolitik, der skader EU mere, end den gavner.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 5. december)

Fingrene væk fra de frie skoler, Mattias Tesfaye

Helena Artmann Andresen
28. november 2025

Fingrene væk fra de frie skoler, Mattias Tesfaye Socialdemokratiet bryder sig ikke om frie skoler. Sådan har det været lige så længe, at nogen kan huske.

Derfor overrasker det heller ikke, at undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) hælder regulering ud over de frie skoler , men det gør det ikke til en god idé.
De frie skoler er generelt velfungerende, fordi de er frie. De bestemmer i vid udstrækning deres egne regler og rammer, og hvis man er forælder, tager man en lidt større risiko, hvis man vælger en fri grundskole, end hvis man vælger en folkeskole til sine børn.

Fri- og privatskoler kan nemlig gå konkurs, de kan miste elever, og de kan lukke helt af sig selv, hvis de ikke er gode nok – og det gør de. Der er hvert år frie skoler, der lukker, fordi forældrene har valgt dem fra.

Når Mattias Tesfaye nu indfører regler, der skal regulere skolernes optag af elever og deres muligheder for at opsige samarbejdet med familier, så er det for mig at se ikke ud fra en særlig omtanke for de relativt få forældre, der har følt sig dårligt behandlet af enkelte skoler.

Nej, det er ud fra den generelle betragtning, at folkeskolen står sig bedre, hvis man stækker de frie skoler.

Det er jeg helt og aldeles uenig i. Jeg vil langt hellere give folkeskolen mere frihed, så det bliver mere spændende at være lærer, pædagog og skoleleder i folkeskolen, og så eleverne kan få en bedre undervisning. Familierne skal have flere gode skoler at vælge imellem.

I stedet for at trække de frie skoler ned burde vi løfte folkeskolen op.

Undervisningsministeren burde vise mere respekt for de cirka 20 procent af familier med skolesøgende børn, der har valgt en fri grundskole.

Så; kære Mattias Tesfaye, hold fingrene fra de frie skoler!

(Indlæg bragt i Berlingske d. 28. november)

Fred i Gaza behøver ikke betyde enden på den anti-israelske gadeuorden

Henrik Dahl
14. oktober 2025

Kronik Stærke kræfter ønsker at kæmpe videre i gaderne. Men lige så stærke kræfter er dødtrætte af det.

Lad os antage, at der kommer reel fred til Gaza. Det ønsker USA. Det ønsker de toneangivende stater i regionen. Det ønsker Israel efterhånden også. Og Hamas? Efter at have lidt massive tab de seneste to år er dens plads til at manøvrere ikke, hvad den har været.

Men vil den fred, der kommer, få de anti-israelske og anti-jødiske demonstrationer i Europa og USA til at stilne af? Det er jeg ikke så sikker på.
Jeg kunne godt forestille mig, at den anti-israelske og anti-jødiske radikalisering og mobilisering i Europa og USA er permanent. For der er meget stærke kræfter, der gerne vil have den.

For det første ønsker de islamister, der opererer i Vesten, radikaliseringen og mobiliseringen. De ønsker at samle og styre så mange muslimer som overhovedet muligt under en række dagsordener: at opnå kontrol over gaden. Altså at dominere det offentlige rum med palæstinensiske flag og anti-israelske/anti-jødiske sloganer i det størst mulige omfang. At opnå kontrol over den diskurs, der benyttes til at tale om problemerne. At infiltrere så mange politiske partier, som det kan lade sig gøre, med anti-israelske og anti-jødiske dagsordener.

For det andet ønsker den ekstreme venstrefløj radikaliseringen og mobiliseringen. Hvad enten det skyldes kynisme, eller det skyldes grænseløs dumhed, så forestiller den ekstreme venstrefløj sig, at den har fælles interesser med islamisterne.
Det har den ekstreme venstrefløj, når det gælder ønsket om at ødelægge det eksisterende samfund så effektivt, som det er muligt. Men i forhold til kvinders rettigheder og seksuelle minoriteters rettigheder kan islamisterne og venstrefløjen dårligt stå længere fra hinanden.

For det tredje er der en ubehagelig tendens til antisemitisme længere inde mod den politiske midte i flere lande i Europa. Først og fremmest Spanien, Irland og til dels Belgien. Her er der politisk bundtræk i at fordømme alt, hvad der er israelsk hvilket er en eufemistisk måde at fordømme alt, hvad der er jødisk.
For det fjerde er der en række samfundsinstitutioner i de vestlige lande, der ikke længere stiller sig kritiske an over for den desinformation, der er udgået fra Hamas og dens medløbere på venstrefløjen.

Det drejer sig om universiteterne, der i vore dage i betydeligt omfang er arnesteder for antisemitisk mobilisering og for (pseudo)videnskabelig legitimering af antizionismen og antisemitismen.
Og det drejer sig om de klassiske medier. De har i betydeligt omfang svigtet det klassiske ideal om balance i nyhedsformidlingen og om at anlægge et nogenlunde ensartet niveau for dokumentation og kildekritik.

På de sociale medier kan man løbende finde screendumps fra klassiske medier, der kolporterer absurde vinklinger, f.eks. at Israel startede krigen, og kolporterer Hamas-propagandaen om »hungersnød« og »folkemord«.
Derfor vil jeg ikke blive overrasket, hvis gadeuordenen og de antisemitiske demonstrationer fortsætter, både i Danmark og i lande som Storbritannien, Frankrig og Spanien. I Storbritannien og Frankrig er der i tillæg til de problemer, jeg allerede har nævnt, også det store problem set fra myndighedernes side at demonstranterne efterhånden er for mange til, at myndighederne kan stoppe dem, dersom de skulle have viljen.

Derfor vil jeg heller ikke blive overrasket, hvis regeringerne i Storbritannien og Frankrig fortsætter ned ad den lad os sige det, som det er Hamas-imødekommende sti, man allerede er slået ind på. Med mere boykot og mere ensidig kritik af Israel.
Der er for mange stemmer på spil til, at centrum-venstrepartierne tør lade være. Og der er for mange medlemmer af gadens parlament til, at det længere kan stoppes af ordensmagten.

Til det kommer så regeringerne i Spanien og Irland, der allerede er åbenlyst anti-israelske og dermed også anti-jødiske.
Man kan ikke kalde noget af alt dette for andet end en kæmpe sejr for islamismen og islamogauchismen. Der er ingen af disse politiske kræfter, der på nogen måde burde have lov til at blive anset for stuerene. Men de er lige så stille på vej til at blive det alligevel.

Vil denne normalisering af slet skjulte Hamas-dagsordener i lande som Storbritannien, Frankrig og Spanien få lov til at gå upåagtet hen? Det tror jeg bestemt ikke.
I virkelighedens verden er det Israel, der har vundet konflikten med Hamas. Ligesom Israel har vundet konflikten med Hezbollah og med Iran. Landet står stærkere end længe og bag al retorikken har de kræfter, der måtte overveje at angribe Israel, fået en del at tænke over.
Hovedkonklusionen fra de seneste to år er entydig: at forsøge sig med angreb på landet er den visse død for enhver, der vover det. At forsøge sig med karaktermord på Israel i de vestlige offentligheder er ikke noget, der bremser landet.

Det ville være naivt at tro andet, end at både Israel og USA har en sort bog med lande, der ikke er til at stole på. Og det ville også være naivt at tro andet, end at der er en hel del af de vestlige lande og en hel del af deres ledere, der er nævnt adskillige gange i disse sorte bøger.
Jeg ville umiddelbart tro, at den spanske socialist- og ekstremistregering står forrest, når det gælder tilbagebetaling fra israelsk og amerikansk side.

Forstærket af den ekstremt fraværende vilje til at bidrage til Nato.
Men jeg tror heller ikke, at de menige borgere i Storbritannien, Frankrig og Spanien er særligt begejstrede for at se gadens parlament folde sig ud med ekstremt voldelige paroler og helt åbenlyst islamistiske dagsordener.
Derfor vil de hårde højrepartieraltså dem, der ligger længere til højre end de gamle borgerlige magtpartier få fremragende valg i både Storbritannien, Frankrig, Spanien og uden tvivl også Tyskland. Fremtiden i Europa og USA er helt sikkert meget mere højreorienteret end nutiden. Som en modreaktion på den svage respons fra midterpartiernes side på islamismens voksende indflydelse.

Derfor skal vi formentlig vænne os til et politisk billede, hvor Europa minder mere om USA, end Europa gør i dag. Med krav om opgør med wokeness, oprydning på universiteterne og mere kontante modsvar fra myndighedernes side, når de islamogauchistiske stormtropper slår sig løs i gaderne.
Hvis de hårde højrepartier bliver så stærke, at de er umulige at ignorere, men ikke stærke nok til at sidde med flertallet selv, skal de gamle centrum-højre-partier i tænkeboks. Vil de finde ind i et pragmatisk samarbejde på de punkter, hvor man kan blive enige? Eller vil weimariseringen af det politiske liv fortsætte?

I Danmark er der tradition for det pragmatiske samarbejde. Alle ved, at man ikke skriver under på hele det politiske program hos sine samarbejdspartnere, bare fordi man indgår en delaftale om noget. Det er der forbløffende få, der er klar over i resten af Europa.
Af hensyn til at landene i det hele taget skal regeres, må man dog håbe, at der snart indfinder sig en dansk-inspireret pragmatisme, når det gælder om at indgå i brede samarbejder. Ellers er Europa for alvor ilde ude.

Jeg ville umiddelbart tro, at den spanske socialist- og ekstremistregering står forrest, når det gælder tilbagebetaling fra israelsk og amerikansk side. Forstærket af den ekstremt fraværende vilje til at bidrage til Nato.
Vi skal formentlig vænne os til et politisk billede, hvor Europa minder mere om USA, end Europa gør i dag. Med krav om opgør med wokeness, oprydning på universiteterne og mere kontante modsvar fra myndighedernes side, når de islamogauchistiske stormtropper slår sig løs i gaderne.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 14. oktober)

Gaslighting og tankepoliti fra den politiske elite ender aldrig med at kaste noget godt af sig

Henrik Dahl
2. oktober 2025

De tider, hvor nogen vovede at forsøge at gaslighte befolkningen til at tro, at indvandring fra Stormellemøsten var den største gave til menneskeheden, siden penicillinen blev opdaget, er – med yderst få undtagelser – forbi.

Der hersker ikke en generel mangel på sager, der skaber forargelse på de sociale medier. Men tillad mig alligevel at slå ned på to af ugens mest forargelsesgenererende sager i mit X-feed.
I Strasbourg har bystyret bestemt, at det bedste udtryk for »byens sødme« (La douceur de ville) i en brandingkampagne er en hijabklædt bedstemortype med det karakteristiske nordafrikanske kvindenavn Nacera.

I forbifarten bør det nævnes, at det i Frankrig er forbudt at bære hijab i det offentlige skolevæsen, fordi det anses for at underminere den grundlæggende verdslighed, republikken bygger på.

I Köln, omtrent tre hundrede kilometer længere nede ad Rhinen, vil bystyret ikke stå tilbage for Strasbourg. Derfor har man skudt skatteborgernes penge i en stort anlagt kampagne med temaet »Ja zu Migration« (»Ja til migration«, red

Her kan man for eksempel læse, at »Migration ist die Mutter aller Lösungen für die Zukunft«. Altså at migration er alle fremtidsløsningers moder.

Jeg har svært ved at tro andet end, at det stærkt indvandringskritiske franske Rassemblement National gnider sig i hænderne ved synet af Strasbourgs brandingkampagne. Ligesom det forekommer mig oplagt, at tyske Alternative für Deutschland – ligeledes indvandringskritisk – sender en varm tanke til de mennesker på Kölns rådhus, der har besluttet at sende så mange borgere i deres retning ved næste valg.

Det mærkelige, når de to bystyrer i henholdsvis Strasbourg og Köln gør så meget hjælpsomt for det hårde højre, er, at ingen af byerne bliver regeret fra den side af det politiske spektrum.

I Strasbourg har den grønne Jeanne Barseghian båret borgmesterkæden siden 2020. I Köln er magten lige skiftet fra den uafhængige, men centrum-venstrestøttede Henriette Reker til SPD’eren Torsten Burmester.

De tider, hvor nogen vovede at forsøge at gaslighte befolkningen til at tro, at indvandring fra Stormellemøsten var den største gave til menneskeheden, siden penicillinen blev opdaget, er – med yderst få undtagelser – forbi.

At påstå, at indbegrebet af Roskilde – som Strasbourg i henseende til kulturel pondus kan sammenlignes med – er en folkepensioneret bedstemor i hijab, er så bimlende åndssvagt, at ingen ville vove det. Selvfølgelig er det ikke det – og det ved alle, der har tankekraft nok til selv at snøre deres sko.

At påstå i fuld alvor, at vejen frem for en dansk by var endnu flere mennesker af samme aftapning som dem, der for kun ti år siden foranstaltede et af de største masseovergreb på kvinder, nogen kunne erindre, som det skete i Køln, ville blive mødt med et kombineret vredes- og latterbrøl.

Jeg synes, at vi i Danmark nogle gange er tilbøjelige til glemme, hvilken velsignelse det er, at vi kan tale nogenlunde frit og frejdigt om tidens største problemer. Herunder de udfordringer, årtier med ansvarsløs indvandring har medført.

Det er en frihed, man så langtfra nyder godt af i resten af Europa. For nylig ville venstrefløjen i Europa-Parlamentet for eksempel gerne have mere opmærksomhed på overgreb imod kvinder. Samtidig med, at den ville forbyde, at parlamentet diskuterede konsekvenserne af masseindvandringen fra Stormellemøsten.

I Danmark har vi statistikker, som det er helt okay at diskutere, og som entydigt viser, at de to ting hænger sammen.

Min pessimisme, når det gælder fremtiden i de lande, hvor gaslighting og tankepoliti stadig er strategier, den politiske elite anser for acceptable, er stor. Selvom jeg af natur er optimist, kan jeg ikke forestille mig blot et enkelt scenario, hvor den politiske fremgangsmåde ender med at kaste noget godt og gavnligt af sig.

Henrik Dahl er sociolog, forfatter og MEP for Liberal Alliance

Jeg synes, at vi i Danmark nogle gange er tilbøjelige til glemme, hvilken velsignelse det er, at vi kan tale nogenlunde frit og frejdigt om tidens største problemer. Herunder de udfordringer, årtier med ansvarsløs indvandring har medført.

(Indlæg bragt d. 2. oktober i Berlingske)

Socialområdet. Stop nu hetzen mod de private botilbud

Katrine Daugaard
28. september 2025

Pressen har i disse dage meget travlt med at pege fingre ad de private botilbud.

Men lad os være ærlige: det er ikke de godkendte private tilbud, der er problemet – det er derimod kommunernes egen indkøbspraksis. Når kommunerne køber dyre, timebaserede enkeltmandsprojekter udenom Socialtilsynet, uden ordentligt tilsyn og uden at stille krav til kvalitet, så skaber de selv grobund for de sager, vi alle forarger os over.
Jeg deler bestemt bekymringen over de brodne kar, der snyder systemet. Vi skal ikke acceptere, at kriminelle stjæler fra statskassen og udnytter vores mest sårbare borgere. Men vi må holde op med at udstille hele det private marked som skurken.

Problemet ligger ganske enkelt i ikke-godkendte tilbud og de timebaseret ydelser.
Og lad os nu lige få fakta på bordet: Socialtilsynet holder skarpt øje med de godkendte botilbud. Hvis der trækkes urimelige profitter ud, kommer der et påbud.
Samtidig viser Socialtilsynets egne vurderinger, at det ofte er de private tilbud, der leverer den højeste kvalitet og den største specialisering. Det er altså ikke markedet, der fejler – det er den politiske styring.

Det, som regeringen og flere kommuner lægger op til, er at straffe hele det private marked for de fejl, som kommunerne selv begår. Det er som at smadre hele køkkenet, fordi man har brændt én gryde på. Resultatet bliver et dårligere socialområde, mindre konkurrence og færre valgmuligheder, og det er de mest udsatte borgere, der kommer til at betale prisen.

Hvis vi virkelig vil stoppe overbetaling og snyd med offentlige midler, så er løsningen ikke at kvæle de private aktører, men at stille markant skrappere krav til kommunernes indkøb.
Ingen timebaserede ydelser uden dokumenteret effekt. Ingen indkøb hos ikkegodkendte aktører uden tilsyn. Fuld gennemsigtighed i kommunernes kontrakter og priser.

Det er den slags krav, der kan rydde op. Lad os droppe symbolpolitikken, der ødelægger de tilbud, som rent faktisk fungerer.
Stop heksejagten på de private botilbud og begynd at tage fat dér, hvor problemerne faktisk opstår. De godkendte private tilbud er ikke fjenden, de er tværtimod en del af løsningen.
Det er altså ikke markedet, der fejler – det er den politiske styring.

(Indlæg bragt d. 28. september i Avisen Danmark)

Derfor er Weimar-lammelsen farlig

Henrik Dahl
27. september 2025

Vi ved alle, hvad der gik galt med Weimar-republikken: Den endte med at gøre Adolf Hitler til rigskansler. Hvorefter Hitler gjorde en ende på republikken.

Det er svært at sætte Hitler i parentes, fordi hans forbrydelser imod menneskeheden selv i et meget langt historisk perspektiver enestående.
Men lad os alligevel gøre forsøget.
Nu sætter vi en parentes om personen Hitler og fokuserer på den parlamentariske situation i Weimar-republikkens sidste år.
Rigsdagen bestod af langt flere partier end kommunister, socialdemokrater og nazister.

Men det var disse tre partier, der havde bestemmende indflydelse på det mest afgørende spørgsmål i ethvert parlament: Kan der skabes et beslutningsdygtigt flertal? Eller vil parlamentet i mangel på et beslutningsdygtigt flertal blive nødt til at springe fra tue til tue i stedet for at bevæge sig fremad med fart og retning. Blive nødt til at tumle videre med beslutninger, der er meget små eller meget teknokratiske (eller begge dele)?

Kommunistpartiet havde fra sine ejere i Moskva fået besked på, at Socialdemokratiet var hovedfjenden, og at der ikke måtte samarbejdes.
Socialdemokratiet var heller ikke begejstret for Kommunistpartiet.
Og Nazistpartiet var der ingen af de to andre store partier, der ville have noget med at gøre.
Derfor var det i Weimar-republikkens sidste år umuligt at skabe en stabil regering og dermed også umuligt at tage fat på de store problemer, Tyskland stod over for.

Denne tilstand af Weimar-lammelse hvor tre partiblokke, der af forskellige grunde nægter at finde hinanden i et samarbejde, låser parlamentet – skal vi lægge mærke til. For selv om Weimar-republikken er fortid, er Weimar-lammelsen som fænomen i højeste grad nutid.

I Frankrig er Den femte republik allerede præget af Weimar-lammelse. Macron-partiet Renaissance nægter kategorisk at samarbejde med Rassemblement National. Det er blokeret af en såkaldt cordon sanitaire – en permanent, politisk karantæne. Samtidig er Renaissance yderst tilbageholdende med at samarbejde med den ekstreme venstrefløj, La France Insoumise. Resultatet er, at det i realiteten er vanskeligt at regere Frankrig på basis af den nuværende Nationalforsamling.

Tyskland befinder sig i en lignende situation. Hverken Unionen (CDU/CSU) eller SPD ønsker at samarbejde med Alternative für Deutschland, der er afskåret af den tyske Brandmauer. Og appetitten på samarbejde med det hårde venstre er til at overse, ikke mindst på grund af partiets Rusland-sympatier. Derfor ender Forbundsdagen ofte i en Weimar-lammelse, hvor midterpartierne er nødt til at finde sammen efter valgene selv om de netop har brugt hele valgkampen på at understrege deres forskelle.
Og for at det ikke skal være løgn, er Europa-Parlamentet også ramt.

De fire magtpartier, der har valgt kommissionen, er socialisterne i S&D, De grønne, de socialliberale i Renew og de centrum-højre-borgerlige i EPP. Det er et tvangsægteskab, som ingen af parterne befinder sig godt i. Den venstre side efterlyser mere stat og mere grøn omstilling. Den højre side ønsker mere pragmatisme i den grønne omstilling og mere subsidiaritet.
Venstre side kunne i teorien finde lydhørhed hos The Left. Men den gruppe rummer mange, der ser stort på, hvad Stalin eller Hamas har gjort galt. Højre side kunne søge støtte længere ude, men så får man en svigerfamilie med pro-russere og relativister i forhold til Det tredje rige. Derfor er der også brandmur ind mod det ekstreme højre.
Der er flere ting, der gør Weimarlammelse farlig.

For det første har lammede parlamenter svært ved at vedtage andet end små og konsekvensløse fortsættelser af den politik, der allerede bliver ført.
For det andet skaber lammelsen massiv mistillid blandt vælgerne. De kan jo godt se, at der er brug for mere end de små hop på stedet. Derfor ender et lammet parlament med ikke at forholde sig til tidens mest påtrængende problemer – og med at fremstå ligeglad med de problemer, der optager almindelige mennesker.
Her har vi faktisk noget at tilbyde i Danmark. Vi er ikke ramt af Weimar-lammelse i vores Folketing. Det skyldes især to ting.
For det første har vi en lang tradition for at samarbejde på konkrete punkter, hvor vi kan blive enige. En typisk dansk politiker vil tænke, at selv om der står side op og side ned med tossede ting i et givet partis program, kan man godt acceptere, at partiet indgår en aftale om et konkret emne, hvis det netop på dét område har valgt at droppe tovligheden.

For det andet: Hvis en femtedel af befolkningen stemmer på parti X, fordi man mener, at parti X er bedst til at løse et påtrængende problem, så er svaret ikke at benægte problemets eksistens. Svaret er at sige: Ja, vi anerkender, at det er et påtrængende problemmen her er vores bedre forslag til, hvordan det kan løses.
I Frankrig, Tyskland og i Bruxelles er der for mange midterpolitikere, der tyr til gaslighting og bortforklaring, når de konfronteres med vælgernes bevæggrunde. Men den danske erfaring er, at midterpartierne har et mindst lige så stort ansvar som fløjene for at undgå Weimar-lammelse. De skal turde samarbejde, når fløjene en sjælden gang rammes af fornuft og de skal levere reelle løsninger på de problemer, der driver vælgerne derhen.
Weimar-lammelse er farligt. Ikke fordi det nødvendigvis leder til diktatur, men fordi det fører til stagnation og voksende mistillid. Derfor bør alle, der bekymrer sig om demokratiets fremtid, forstå fænomenet og handle for at undgå det.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27. september 2025)

Realiteten er, at regeringen har mistet grebet

Steffen Larsen
24. september 2025

KOMMENTAR Peter Skaarup og Steffen Larsen og Frederik Bloch Münster samt Mikkel Bjørn.

Man får næsten morgenbrødet galt i halsen, når man læser Kaare Dybvad Beks interview i Berlingske i sidste uge. I et interview påstår den nu tidligere udlændinge- og integrationsminister, at de fire borgerlige partier ikke er i stand til at føre en stram udlændingepolitik, hvis vi en dag skulle få regeringsansvaret.
Det er en påstand, der både er komisk og skræmmende på samme tid. For virkeligheden er jo, at det er regeringen, som svigter igen og igen.
Siden Mette Frederiksen blev statsminister i 2019, er antallet af personer fra de såkaldte MENAPT-lande fordoblet. Alene i 2024 kom der over 8.300 personer fra disse lande.

Samtidig har regeringen åbnet ladeporten for udenlandske studerende i et hidtil uset omfang. På Roskilde Universitet (RUC) er hver sjette kandidatstuderende i dag fra Bangladesh – en udvikling, der på få år er eksploderet med flere hundrede procent.
Ordningen giver adgang til det danske arbejdsmarked og mulighed for at tage både ægtefælle og børn med.
Det viser sig samtidig, at den store repræsentation af studerende fra Bangladesh har svækket det faglige niveau, men det har regeringen accepteret for at redde RUC fra fallittens rand.

Som om det ikke var nok, har regeringen kastet næsten en halv milliard kroner i et partnerskab, der skal tiltrække endnu flere studerende fra Afrika. Det er svært at tolke som andet end et bevidst opgør med den stramme kurs.
Samtidig er regeringen passiv over for de udfordringer, der for alvor slider på sammenhængskraften. Den sociale kontrol bekæmpes ikke, hvor der endnu ikke er indført et forbud mod bederum på universiteterne. Screening af statsborgere er blevet syltet i snart et år, og nu må vi vente yderligere ti måneder på et ekspertudvalg, der skal komme med anbefalinger til, hvordan man kan komme i gang.
Når det gælder statsborgerskab tildelt på falske præmisser, gemmer regeringen sig bag en international konvention i stedet for at handle, mens vi i samlet flok opfordrer til at melde os ud af statsborgerskabskonventionen.

Og listen stopper ikke her. Regeringen har også bøjet sig for udenlandske trusler og indført den skandaløse koranlov, som er et direkte angreb på ytringsfriheden. Samtidig fastholder man racismeparagraffen, selvom den i praksis begrænser borgernes ret til at tale frit.
Vi har fra de borgerlige partier også foreslået krav om danskkundskaber for at kunne modtage fuld kontanthjælp, forbud mod islamisk kønsopdelt svømning, at trossamfund skal anerkende retten til skilsmisseog et forbud mod bederum på offentlige uddannelser.
Regeringen har stemt imod samtlige forslag.
Når vi peger på problemerne, er svaret hver gang udsættelser, syltekrukker og tomme hensigtserklæringer.
Kontrasten til den borgerlige opposition kunne ikke være tydeligere. Vi vil ikke acceptere den ukontrollerede indvandring, flere på førtidspension og voksende social kontrol. Vi vil føre en konsekvent og stram udlændingepolitik, hvor ytringsfriheden respekteres, og hvor vi beskytter Danmark mod de fejltagelser, som regeringen selv har bidraget til.

Realiteten er, at regeringen har mistet grebet. Derfor er vores appel til danskerne også klar. Vil I en anden retning på udlændingepolitikken? Så stem på de en af vi fire borgerlige partier, som er klar til at tage ansvar og sikre Danmark en reel stram udlændingepolitik.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 24. september 2025)

Folkekirken skal leve og vokse i respekt for historien

Carl Andersen
20. september 2025

Der er brug for at fremtidssikre menighedsrådene, så vi også i fremtiden kan tiltrække folk til denne uhyre vigtige samfundsopgave, skriver dagens kronikører

DEN DANSKE FOLKEKIRKE er med sine århundredlange rødder en uadskillelig del af dansk kultur og historie. Folkekirken er samtidig et levende og aktivt samlingspunkt for mennesker i hele Danmark på tværs af geografi, alder, holdninger og alle de andre forskelle, som kendetegner danskerne.
Ansvaret for kirkens liv og vækst er lagt i hænderne på de lokale menighedsråd, som siden I. C. Christensen stod fadder til deres oprettelse i begyndelsen af 1900-tallet har været med til at forme og værne om kirkens lokale liv. Med kirker i hvert eneste sogn i landet sikrer menighedsrådene en dyb lokal forankring og sørger for, at den lokale kirke tilpasser sig de mennesker, som lever og bor i sognet. Det giver mulighed for, at forskellige kirkesyn kan rummes og udfoldes inden for folkekirkens mange sogne og menigheder. Folkekirkens lokale forankring er helt særlig. Den skal vi fastholde og værne om. Men det kræver, at vi tør tænke nyt for at løse de udfordringer, mange menighedsråd også står overfor.

Lader vi bare stå til, risikerer problemerne at vokse sig uoverskuelige. Menighedsrådsmedlemmerne er demokratisk valgte folkekirkemedlemmer, som stiller op for at løfte et stort ansvar. Både når det gælder at samle gamle og unge i store og små lokalsamfund – ikke kun til gudstjenester, men også gennem et rigt kulturliv med kor, koncerter, debatarrangementer, sorggrupper, diakonalt arbejde og meget mere. Og når det gælder det administrative ansvar for at forvalte kirkens bygninger, økonomi og personale.
Der er brug for at fremtidssikre rammevilkårene for menighedsrådsmedlemmerne, så vi også i fremtiden kan tiltrække folk til denne uhyre vigtige samfundsopgave. Det er vigtigt, hvis vi skal sikre, at folkekirken også i fremtiden kan være en levende, demokratisk og lokalt forankret kirke for alle danskere, hvor det folkelige engagement står stærkt. Derfor indgik vi i maj en politisk aftale om en historisk forenkling af menighedsrådsarbejdet med tre hovedformål:

FOR DET FØRSTE fjerner vi nu bøvl og byrder for menighedsrådene, så der ikke skal bruges timevis på at skrive ansøgninger og udfylde skemaer. Det betyder for eksempel, at en række samarbejder mellem sogne og provstier ikke skal godkendes af Kirkeministeriet. Og så letter vi opgaverne med drift og vedligeholdelse af andre bygninger og ejendomme end kirken og sognegården. Det stod ret klart i de ønsker, som mange menighedsrådsmedlemmer selv har givet udtryk for i det forberedende arbejde med reformen. Kirken og sognegården udgør derimod centrale omdrejningspunkter for det lokale kirkelige liv og forbliver forankret i det enkelte menighedsråd.

FOR DET ANDET bliver der nu en større frihed til at organisere sig efter lokale behov og forhold i sognet. Samtidig gør vi nu reglerne for valg og sammensætning af menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd enklere og lettere at forstå.

FOR DET TREDJE skal vi have større fokus på ledelse og samarbejde i folkekirken, hvor tiden kalder på bedre personaleledelse i menighedsrådene. Med lovgivningen skaber vi bedre forudsætninger for, at folkekirkens arbejdsmiljø er godt for alle ansatte. Den seneste store undersøgelse af arbejdsmiljøet viste, at der er brug for nye muligheder og tiltag, der understøtter menighedsrådene i det arbejde.
Med enkelte justeringer til aftalen fra maj er vi nu blevet enige om at omsætte forslagene til ny lovgivning. Vi har lyttet til de mange gode og konstruktive høringssvar til lovforslaget og justeret på enkelte områder for at skabe endnu mere fleksibilitet til at tage højde for lokale ønsker og behov.

I.C. CHRISTENSEN insisterede på, at folkekirken skal være ”af folk og for folk”. Han mente, at det kirkelige liv må forankres lokalt, og at folkekirkens demokratiske organer skal give plads til bred deltagelse og engagement. Det har dannet grundlaget for vores arbejde. Men vi må også erkende, at verden har forandret sig siden hans tid. Menighedsrådene er offentlige myndigheder og skal leve op til de høje standarder, vi stiller til hele den offentlige sektor. Det gælder alt fra åbenhed og grundlæggende krav til forvaltningen over persondatabeskyttelse til økonomisk ansvarlighed. De administrative krav og kompleksiteten i menighedsrådsarbejdet er på den baggrund vokset, og mange menighedsrådsmedlemmer oplever i dag, at bureaukratiet tager overhånd frem for menighedens opgaver.

Derfor har vi sat os for at gøre det lettere og mere fleksibelt at være med i menighedsråd, uden at vi mister det demokratiske grundlag og den lokale forankring, og uden at vi giver køb på økonomisk ansvarlighed og retssikkerhed. Reformen er resultatet af et bredt samarbejde med repræsentanter fra Landsforeningen af Menighedsråd, biskopper, Provsteforeningen, Præsteforeningen og kirkefunktionærernes organisationer og andre centrale aktører, der alle har ønsket at modernisere uden at bryde med det folkelige ansvar. En af de væsentligste justeringer handler om menighedsrådenes størrelse. Hidtil har antallet af valgte medlemmer været mellem 5 og 15, afhængig af sognets størrelse. Det ændrer vi nu, så rådene som hovedregel får mellem 5 og 10 medlemmer. Samtidig giver vi mulighed for at øge antallet med op til tre ekstra medlemmer. Det betyder større fleksibilitet og mulighed for bedre at tilpasse rådene til de lokale forhold, herunder ved at bruge de nye muligheder for at organisere sig, så frivillige i højere grad inddrages i menighedsrådsarbejdet eller ved for eksempel at ansætte en daglig leder.

OG SÅ ÆNDRER VI ANSVARET for præsteembedets faste ejendomme. Styregruppen foreslog oprindeligt, at ansvaret for præsteembedets faste ejendomme overgår fuldt til provstiudvalget. Efter høringen har vi lyttet til bekymringerne. Vi fastholder, at ansvaret som udgangspunkt flyttes, men sørger for, at provstiets menighedsråd i fællesskab kan beslutte at fastholde ansvaret for ejendommene i sin helhed eller for enkelte menighedsråd. Vi gør det desuden muligt for budgetsamrådet at beslutte, om ansvaret for landbrugsejendomme og jorder skal forblive hos menighedsrådene, mens ansvaret for tjenesteboliger flyttes til provstiudvalget, eller omvendt.

For at give det enkelte menighedsråd større mulighed for at beholde ansvaret for præsteembedets faste ejendomme i tilfælde, hvor ejendommene i øvrigt flytter til provstiudvalget, er vi også enige om at vende budgetsamrådets beføjelse om, så enkeltmenighedsråd kan beholde ansvaret for præsteembedets faste ejendomme, medmindre et kvalificeret flertal på to tredjedele af de vægtede stemmer i budgetsamrådet stemmer imod.
VI HAR OGSÅ LYTTET TIL høringssvarene, når det gælder forslaget om, at præster med under halvtidsansættelse i et sogn og provster ikke skal være fødte medlemmer af menighedsrådet. For hvis langt størstedelen af præsterne gerne ser den nuværende ordning fortsætte, er der jo ingen grund til at ændre på det. I stedet indføres en mulighed for, at biskoppen kan udpege en primærpræst i pastorater med flere sogne, hvor det vurderes hensigtsmæssigt. Samtidig får biskoppen mulighed for at fritage en provst for medlemskab i et menighedsråd, hvis der er en eller flere andre præster i sognet, som er fødte medlemmer af menighedsrådet.

MED DENNE REFORM tager vi hånd om de udfordringer, folkekirken står overfor i dag og fremover. Den forenkler rammerne for arbejdet i menighedsrådene, skaber bedre vilkår for præster og sikrer en mere bæredygtig forvaltning af kirkens ejendomme. Samtidig fastholder vi den lokale forankring og det demokratiske engagement, som har været og fortsat skal være kirkens styrke.
Vi har store forventninger til reformen og går nu videre med den gradvise implementering i de kommende år. Sammen sikrer vi en folkekirke, der lever og vokser i respekt for historien, med plads til lokalt engagement og med blik for fremtiden.
Med denne reform tager vi hånd om de udfordringer, folkekirken står overfor i dag og fremover.

(Indlæg bragt i Kristeligt Dagblad d. 20. september 2025)