Vi skal stå stærkere i egen ret

Carsten Bach
29. april 2025

SVM-regeringens forsvarsindustrielle strategi lader vente på sig. Men hvis Europa skal håndtere det sikkerhedspolitiske trusselsbillede, skal vi ændre strategi øjeblikkeligt

Danmarks seneste strategi for dansk forsvarsindustri fra 2021 blev indgået i noget, der føles som en svunden tid.
Det transatlantiske fundament, der siden Anden Verdenskrig har været Europas sikkerhedsgaranti, er begyndt at slå revner.
USA’s præsident taler om at lade Europa sejle sin egen sø.
Og for første gang i flere årtier er der atter krig på det europæiske kontinent.
Derfor blev det i forbindelse med forsvarsforliget fra 2023 aftalt, at der skal etableres en ny forsvarsindustriel strategi, der står mål med det aktuelle trusselsbillede.
For hvis USA vender Europa ryggen, kan vi ikke fortsat hvile på laurbærrene, når det kommer til vores sikkerhedspolitik.
Når Washington tøver, må Europa vise handlekraft.
Vi skal stå stærkere i egen ret, og det kræver, at vi kan forsyne os selv med våben og ammunition.
Men vores reaktion på USA’s isolationisme må ikke blive præget af det fodslæbende bureaukrati, der normalt kendetegner beslutningsgangene i Bruxelles.

Ukraine viser vejen
Her kan Ukraine være et forbillede for resten af kontinentet.
For siden putins kampvogne rullede ind over Ukraines landegrænse, har landet nemlig formået at få fart på hjulene under sin egen forsvarsindustrielle produktion.
Nød lærer nøgen kvinde at spinde, som man siger – og fra de ukrainske samlebånd strømmer der netop nu både droner, våben og ammunition ud til slagmarken i rekordtempo.
Det er bl.a. sket med direkte støtte fra Danmark, der gennem “den danske model” har købt materiel fra den ukrainske forsvarsindustri som donation til frihedskampen mod putins angribende styrker.
Hvis Europa skal håndtere det nuværende trusselsbillede, kræver det, at vi tager ved lære af denne tilgang. Det liberale svar på tidens udfordringer er nemlig at befri den europæiske iværksætterkraft fra EU’s bureaukratiske spændetrøje og at lade vores store kapitalmarkeder accelerere produktionen til forsvarsindustrien.
For vi behøver ikke at tage til takke med hverken afhængigheden af en utilregnelig og lunefuld Trump i USA eller en bureaukratisk selvforsyning i EU.

Ukrainsk inspiration
Krigen i Ukraine har vist os, at vækst og konkurrenceevne er mindst lige så afgørende som eksisterende våbenkapaciteter.
Derfor er det en bunden politisk opgave at udstikke en liberal ramme for forsvarsproduktionen, som erhvervslivet kan agere inden for.
Europa bør hurtigst muligt etablere en integreret forsvarsindustriel akse, der bygger videre på det forspring, som Ukraines imponerende produktion har skabt.
En fælles europæisk indsats med Danmark i spidsen skal gøre Ukraine til en integreret partner i den europæiske forsvarsindustri, så produktion og innovation kan skaleres hurtigst muligt, og forsyningssikkerheden styrkes.
Det vil både være til gavn for Europas militære kampkraft, vores langsigtede forsyningssikkerhed samt vores vækst og konkurrenceevne.

Vi kan ikke vente
Vi skal med andre ord adoptere Ukraines tilgang i hele EU ved at etablere fælles produktionslinjer for ammunition, droner og andre kampafgørende komponenter i både Ukraine og i resten af EU.
For Danmarks vedkommende vil det aktuelt betyde, at vi kan lægge skinnerne til produktionen af maritime droner og autonome enheder, som også vil styrke vores egen sikkerhed i Østersøen.
For der er en tydelig sammenhæng mellem vores egen sikkerhed i Østersøen og vores ukrainske allieredes sikkerhed i Sortehavet.
I Sortehavet har ukrainerne vist, at evnen til at integrere og udnytte ny teknologi har afgørende betydning for evnen til at operere militært.
Disse erfaringer skal vi i Danmark sætte i spil i et fælles samarbejde om i første omgang en mere effektiv farvandsovervågning i Østersøen, både over og under overfladen.
I den nye miniaftale om Forsvarets flådeplan har vi søsat et udviklingsprojekt, der skal koble den danske forsvarsindustri til erfaringerne fra Ukraine i forbindelse med udviklingen af autonome enheder til maritim overvågning.
Det er initiativer som disse, der skal revitalisere Europas forsvarsindustri, så vi igen bliver i stand til at forsvare os selv.
For vi er nødt til at agere hurtigt, hvis vi skal sikre Europas langsigtede sikkerhed.
Vi kan ikke vente på, at EU’s bureaukratiske system tilpasser sig de hastigt skiftende realiteter.
Kun gennem et tættere samarbejde og en stærk, integreret forsvarsindustri kan Europa bevare sin selvstændighed og støbe fundamentet for en fremtid, hvor vi ikke er afhængige af lande uden for kontinentet.
For hvis fremtidens europæere også skal vokse op på et velstående og sikkert kontinent, bliver vi nødt til at stå stærkere i egen ret.

(Indlæg bragt i Børsen 26. april)

En forfejlet mudderkastning mod Nordic Waste

Lars-Christian Brask
29. april 2025

DEBAT: Sagen om Nordic Waste blev aldrig den miljøkatastrofe, som miljøministeren advarede imod. Det står i dag klart. Jordskredet er afværget, og intet tyder på, at miljøet har taget skade.

Heldigvis for det.

Men selvom krisen er afblæst, fortsætter kampen om narrativet. I horisonten lurer et økonomisk efterspil om, hvem der har ansvaret for at betale regningen. Forureneren skal betale, lyder det fra regeringen, og det er, ifølge dem, ejerfamilien bag Nordic Waste. En ejerfamilie, som ganske belejligt viser sig at være velhavende. Regeringen har således god grund til at miskreditere Nordic Waste og fremstille dem som miljøsynderne. Men nogle gange går det tilsyneladende for hurtigt.

Nordic Waste havde til opgave at rense samfundets forurenede jord. En af konsekvenserne ved virksomhedens konkurs er, at PFAS-forurenet jord hober sig op rundt om i landet, fordi der ikke længere findes anlæg til opbevaring af jorden. Så regionerne har ingen steder at placere den, og den allermest forurenede jord opbevarer de i containere eller bigbags. Ledelsen fra selskabet Norrecco var ude for et par uger siden og fortælle om, hvordan de transporter PFAS-belastet jord 2.000 km op til deponering og behandling I Norge.

På miljøministeren må vi forstå, at man må gå anderledes til værks, fordi “vi kan se, hvordan det endte med Nordic Waste”. I stedet for at opbevare jorden i deponier, vil ministeren rense den, men det kræver nye teknologier, og de er endnu ikke klar, lyder det fra ham til DR.

Men teknologien findes. Det gjorde den i hvert fald hos Nordic Waste. Det har ministerens egen styrelse bekræftet i efteråret, da Miljøstyrelsen udkom med konklusionerne fra projektet “Behandling af PFAS-forurenet jord til recirkulering af råstoffer”. Projektet skulle udvikle en jordvaskeenhed til rensning af netop PFAS-forurenet jord. Nordic Waste deltog i projektet og byggede en mindre version af deres anlæg, som blev brugt i undersøgelsen.

Konklusionen? PFAS var let at vaske ud af jorden. Så teknologien findes – og den virker. Tilsyneladende også I Norge.

Tilbage står spørgsmålet, om miljøministeren i sin iver efter at kaste med mudder efter Nordic Waste og gøde jorden for, at Kammeradvokaten når frem til, at de ultimative ejere bag Nordic Waste bør betale milliardregningen for et jordskred, har malet et forfejlet skræmmebillede op af en virksomhed, der havde til opgave at hjælpe miljøministeren med at holde Danmark fri for forurenet jord. Jeg tænker mit.

I værste fald risikerer regeringen at skræmme andre nødvendige investeringer i miljøteknologier væk, fordi virksomhederne udsætter sig selv for udskamning fra øverste hylde, hvis der sker en ulykke som i Ølst.

Som det sidste nye er advokatundersøgelsen af Randers Kommune blevet lækket den 24. april, og Randers Kommune mener, at de fuldstændigt er renset for fejl og mangler i deres tilladelser og tilsyn i rapporten.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 28. april 2025)

Ungdommen er færdig med Socialdemokratiets offergørelse af dem – derfor stemmer de LA

Helena Artmann Andresen
25. april 2025

Socialdemokraters manglende forståelse for ungdommen illustreres fint, når man kritiserer LA for at lave kampagner til unge, men politik til boomere. Den slags kan de unge heldigvis gennemskue

»Liberal Alliance laver kampagner til unge, men fører politik for boomere.« Sådan lød budskabet for nylig i et indlæg af socialdemokraten Kasper Stisen. Et indlæg, som på fornemmeste vis illustrerer socialdemokraters manglende forståelse for majoriteten af den danske ungdom såvel som følgerne af LA’s politik.

For i LA går vores kampagner og politik skam hånd i hånd. Og når vi fortæller danskerne ting som » Du kan godt « og » Du har altid et valg «, køber ikke mindst ungdommen ind på både fornuften i budskaberne samt på de politiske forslag, der understøtter disse.

For de unge er øjensynligt i stigende grad liberale . De fravælger politisk offergørelse og tilvælger i stedet liberale kerneværdier som frihed, ansvar og optimisme. De fristes ikke af kortvarige gaveboder. Og de forstår om nogle, at man både kan og skal yde, før man kan nyde.

Derfor lyder der ikke et ramaskrig, når LA præsenterer politiske forslag, som understøtter vores kampagner. I Stisens øjne er der ellers tilsyneladende en håndfuld af gode eksempler på forslag, som ikke kommer de unge til gavn, men derimod »primært vil gavne boomere«.

For det første langer han ud efter vores forslag om at sænke dimittendsatsen til SU-niveau. Et forslag, som vi ikke oplever, at ungdommen protesterer imod. Muligvis fordi de unge har tiltro til egne evner til at komme hurtigt i job og har forståelse for, at de har nogle af de bedste økonomiske vilkår under uddannelse i verden.

Tilsvarende råber ungdommen ikke vagt i gevær, når de hører, at kagen fra vores økonomiske politik ikke kan skæres fuldstændigt ligeligt mellem alle landets borgere. For de forstår, at en økonomisk politik, der gør alle danskere rigere – og i øvrigt særligt letter skatten i bunden – er sund fornuft.

Og endeligt ser de unge ingen årsag til at fortænke LA i at ville give andelsboligforeninger muligheden for at omdanne andelsboliger til ejerboliger. For socialdemokraterne glemmer igen, at danskernes boligdrømme – i hvert fald i otte ud af ti tilfælde – ultimativt kredser om ét ønske: at eje en ejerbolig.

Summa summarum har ungdommen svært ved at se den manglende sammenhæng mellem LA’s kampagner og LA’s politik. Det ændrer sig næppe lige foreløbig.

(Indlæg bragt i Information d.25/4-2025)

Ghettopakken er ikke symbolpolitik. Den virker

Carl Andersen
24. april 2025

I et nyligt debatindlæg i Politiken fremstår ghettopakken (fremover betegnet som parallelsamfundspakken) som et fejlslagen og kynisk symbolpolitikforsøg ifølge Alternativet.

Men virkeligheden fortæller en anden historie.

Aftalen om bekæmpelse af parallelsamfund har allerede haft en mærkbar positiv effekt på Danmarks udsatte boligområder og har været et væsentligt skridt mod et mere sammenhængende samfund.

Før ghettopakken blev vedtaget i 2018, havde vi 57 store udsatte boligområder, heraf 25 parallelsamfund, hvoraf 16 var kategoriseret som hårde parallelsamfund.

I dag er der kun 12 udsatte boligområder tilbage, hvoraf otte er parallelsamfund og syv af disse er hårde parallelsamfund.

Det taler et tydeligt sprog: Tiltagene virker.

De udsatte boligområder var en blanding af høj kriminalitet, arbejdsløshed, lav indkomst og ringe uddannelsesniveau – ofte også med en høj andel af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, hvis kultur i mange tilfælde adskiller sig markant fra danske værdier og normer.

I dag er disse områder i positiv forandring, netop fordi et bredt politisk flertal valgte at handle i stedet for at se passivt til.

Beboerne i de udsatte boligområder er kommet i arbejde, andelen af kriminelle er faldet, og både uddannelsesniveauet og indtægterne er steget.

Samtidig er der sat hårdt ind over for kulturer, der modarbejdede integration og danske liberale værdier. Parallelsamfundene er blevet færre, og flere områder er blevet integrerede dele af deres byer frem for at være isolerede enklaver. Det er alt andet end symbolpolitik.

Alle beboere behandles ens
Alternativets kritik baseres på en vurdering fra EU-Domstolens generaladvokat, som mener, at ghettoloven indebærer direkte forskelsbehandling baseret på etnisk oprindelse.

Krogen er at det kræver en høj andel af borgere med ikke-vestlig baggrund for at kunne blive defineres som parallelsamfund.

Denne kritik er imidlertid en forenkling af virkeligheden. Lovgivningen er ikke målrettet en bestemt etnicitet. Ingen beboer er blevet diskrimineret på baggrund af hudfarve eller herkomst.

Tværtimod er udvælgelsen af de boligblokke, der er blevet omdannet som led i ghettopakken, sket uden hensyn til beboernes etnicitet. Alle beboere, uanset oprindelse, er blevet behandlet ens.

Det politiske mål er at stoppe udviklingen af parallelsamfund med kulturer, der modarbejder integration og demokratiske værdier – et mål, der på den ene eller anden måde også kan relateres til borgere fra ikke-vestlige lande, selvom der er stor diversitet i den gruppe.

Erfaringen viser, at borgere fra ikke-vestlige lande ofte er overrepræsenteret i de negative statistikker.

Indsatsen har virket
Mindre indgribende tiltag har været forsøgt i årtier uden at bryde de negative mønstre i de udsatte boligområder. Derfor var det nødvendigt og tiltrængt at give boligforeningerne de rette værktøjer til at skabe reel, positiv forandring.

Kritikken af nedrivningen af boliger overser de nye, bedre boligområder, der er opstået i stedet. Moderne boliger, studieboliger og rækkehuse tiltrækker en mere blandet beboersammensætning og modvirker, at områderne igen udvikler sig til parallelsamfund.

Et godt eksempel er Nørager/Søstjernevej i Sønderborg, som jeg selv har besøgt. De har forladt ghettolisten ved at skabe attraktive nye boliger og bistå beboerne med konkrete indsatser.

Jeg vil ikke spekulere i, hvad EU-Domstolen endeligt vil vurdere, men vi kan se på tidligere danske domme, som for eksempel Østre Landsrets afvisning af ulovlig diskrimination i ghettoloven. Jeg vælger at tage den afgørelse for gode varer, indtil en ny dom måtte ændre dette.

Hvis det sker, må vi naturligvis følge rettens afgørelse, men indtil da skal vi fortsat arbejde på at rette op på årtiers forfejlede boligpolitik.

Vi skal være åbne for at justere de elementer af lovgivningen, der ikke lever op til hensigten, som vi for eksempel har gjort i forhold til dagtilbud i disse områder.

Men vi må ikke miste det store perspektiv: Indsatsen mod parallelsamfund har virket.

Den har banet vejen for et Danmark uden parallelsamfund, og vi skal fastholde indsatsen for at afvikle parallelsamfundene helt inden 2030 – på den ene eller anden måde.

Det er ikke symbolpolitik.

(Indlæg bragt i Altinget d. 24. april 2025)

Frie og demokratiske fællesskaber bygges af frihedselskende borgere

Alex Vanopslagh & Steffen Larsen
23. april 2025

De liberale værdier, der har skabt verdenshistoriens mest frie og velstående samfund, er under pres af årtiers fejlslagen integrations- og udlændingepolitik. Derfor er det nødvendigt at gøre op med misforstået tolerance, berøringsangst og destruktiv asylpolitik.

Lad os starte med at gøre én ting helt klart: Den vestlige samfundsmodel og den kultur, den er grundlagt på, er ubestridt den bedste i verdenshistorien, fordi den skaber samfund præget af både det største niveau af velstand og frihed nogensinde.

At være liberal betyder ikke, at man mener, at alle værdier, kulturer og samfund er lige gode. Vi mener uden antydningen af vaklen, at personlig frihed er bedre end kollektiv ære- og skamkultur. Vi mener, at demokratiske samfund, hvor borgerne i fællesskab kan beslutte deres fremtid, er bedre end diktaturer, og at ytringsfrihed er bedre end stats- eller religionsdikterede sandheder, der sætter både videnskab og debat i stå. Derfor vil vi kæmpe for et samfund, hvor staten både bygger på og understøtter disse værdier.

Dermed ikke sagt, at der ikke er masser af problemer i Vestens fortid. Men at der findes sider dryppende af blod og undertrykkelse i Vestens historiebøger, gør ikke Vesten unik. Selvom mange blandt venstrefløjens wokeister opfatter Vestens historie som i særklasse gennemsyret af racistiske, imperialistiske og sexistiske arvesynder, er dette en del af alle civilisationers og kulturers fortid.

Nej, det særlige ved Vesten er, at arven fra antikken, kristendommen og oplysningstiden har skabt et Vesten og et Danmark, hvor menneskelig værdighed, frihed og velstand er uden fortilfælde.

Vestens niveau af frihed og velstand er også grunden til, at migrant- og flygtningestrømme næsten entydigt går mod vestlige lande, mens strømmen den anden vej er temmelig begrænset.

Det frie og velstående Danmark er imidlertid ikke kommet af sig selv. Det er skabt gennem generationers kamp. Og det kræver både et konsekvent og robust forsvar samt en forståelse for og tilslutning til de værdier, som friheden bygger på. Frie og åbne samfund skabes nemlig kun af borgere, der vil friheden og demokratiet.

Derfor er det på tide, at vi erkender, at netop de værdier – og dermed også vores samfundsmodel – er under pres. Det er ikke kun, men heller ikke mindst, en konsekvens af mere end 40 års fundamentalt forfejlet indvandrings- og integrationspolitik, hvor antallet af mennesker med ikkevestlig baggrund i Danmark er tidoblet fra godt 50.000 først i 1980’erne til mere end en halv million i dag.

Selvom der er kommet mange udefra, som har ydet et værdifuldt bidrag til det danske samfund, deler demokratiske værdier og vil det liberale og frie samfund, er det uomgængeligt, at alt for mange ikke gør.

I en måling fra 2024 blandt danske muslimer angiver 59 pct., at de ikke ville acceptere, at deres barn levede som homoseksuel, mens 18 pct. siger, at de følger deres opfattelse af at være en rettroende muslim, selvom det betyder, at de »bryder love og regler i Danmark«.

Forstemmende nok er der særligt blandt de yngre en udtalt grad af sympati for religiøse dogmer, hvor cirka halvdelen af de adspurgte udtrykker sympati for terrorbevægelsen Hamas eller ikke ønsker, at deres børn skal blive gift med en ikkemuslim.

Selvom man naturligvis har ret til at ønske, hvad man vil for sine børn og tænke sit om Mellemøstkonflikten, ændrer det ikke på, at man ikke kan bygge demokratiske og frie samfund på sympati for totalitære terrorbevægelser eller et ønske om at isolere sin familie religiøst fra det samfund, man er en del af.

Problemerne kommer desværre ikke kun til udtryk i meningsmålinger, men også i den virkelige verden, hvor statistikkerne for indvandrere fra især MENAPT-landene i forhold til både kriminalitet og overførselsindkomster er sørgeligt forstemmende.

Værdimæssigt kolliderer det frie samfunds normer desuden konstant med dem, man finder hos en del indvandrere og efterkommere. Ytringsfriheden er under massivt pres, som Muhammedkrisen og regeringens pinlige knæfald for islamister i form af koranloven har demonstreret.

Vi ser et uddannelsessystem, hvor både eksperter, undervisere og statistikker fortæller, at både vold, uro og social og religiøs kontrol fylder mere. Vi ser undervisere, som fortæller, at muslimske dogmer bliver reproduceret af kommende socialrådgivere, og rektorer, som kan fortælle, at bederum bliver brugt til social kontrol blandt muslimer.

Vi ser også klaner, der i krydsfeltet mellem kriminalitet og religiøs kontrol – ofte med overlap til moskeer – styrer hele boligområder med hård hånd, som TV 2’s nylige dokumentar ”Ghetto” og tidligere ”Moskeerne bag sløret” har afsløret.

Det er ikke en udvikling, som Liberal Alliance ønsker for Danmark. Vores tilgang til løsningen af disse problemer er kompromisløst at kæmpe for de værdier, som det demokratiske Danmark er bygget på. Det indebærer et opgør med den asylmigration, der både har ført til et mere splittet og usikkert Danmark, men også at danske uddannelsesinstitutioner og myndigheder gør op med den berøringsangst, der alt for længe har præget tilgangen til indvandring.

På Liberal Alliances landsmøde blev vi dybt berørt af den 21-årige Sihaams fortælling om kompromisløst at ville Danmark, men også om at blive modarbejdet af såvel social kontrol i familie og somalisk parallelsamfund som af repræsentanter for Velfærdsdanmark. De så igennem fingre med blå mærker og udstedte beredvilligt udrejsetilladelser, som blev brugt til at sende en lille pige på koranskole i Somalia – og dermed væk fra både skole og venner i Danmark i flere år.

Vi ønsker et samfund, hvor mennesker som Sihaam, der ønsker at kæmpe for det demokratiske, ligestillede og liberale Danmark, som en selvfølge bliver budt velkommen. Mens de, der ønsker et Danmark præget af social kontrol og formørkede religiøse dogmer, ikke får et ben til jorden, men konsekvent bliver imødegået af myndigheder, der aldrig – af frygt for racismeanklager eller misforstået tolerance – accepterer, at basale frihedsrettigheder bliver trådt under fode.

Derfor vil Liberal Alliance sikre, at forsvaret for de liberale værdier, som det danske samfund er bygget på, i langt højere grad bliver tænkt ind i både vores indvandringspolitik, tildeling af statsborgerskaber, undervisningspolitik og socialpolitik.

Vi vil gøre op med den asylmigration, der har vist sig at være en eklatant og destruktiv fiasko gennem mere end 40 år. Vi vil sikre, at undervisning i centrale værdier som ligestilling og ytringsfrihed bliver obligatorisk i folke- og gymnasieskolen, og vi vil forhindre, at skattekroner bliver brugt på at oprette bederum, der kan understøtte religiøs kontrol.

Vi vil heller ikke længere acceptere, at vold mod børn i minoritetsmiljøer kræver langt flere indberetninger, før myndighederne griber ind, end tilfældet er for etnisk danske børn. Og så vil vi, helt i overensstemmelse med vores grundlovsfædres ønsker, sikre, at statsborgerskab ikke længere uddeles til mennesker, der aktivt har handlet i modstrid med landets demokratiske værdigrundlag. Hvis man ønsker at skabe sig en fremtid i Danmark, kræver det, at man tilslutter sig de værdier, den nation, man ønsker at blive en del af, er bygget på.

Det mener vi ikke er et vidtgående krav – tværtimod mener vi, det er det allermindste, man kan forlange.

Det liberale demokrati, som vi har arvet, er et resultat af generationers kamp for frihed, ligestilling og åbenhed. Men disse værdier kan også fortabes, hvis vi ikke forsvarer dem konsekvent, aktivt.

Danmark skylder både nuværende og kommende generationer, at friheden ikke blot bliver et slogan, men et princip, der håndhæves uden vaklen eller berøringsangst – netop fordi den er værd at kæmpe for.

“Ytringsfriheden er under massivt pres, som Muhammedkrisen og regeringens pinlige knæfald for islamister i form af koranloven har demonstreret.”

Forsvaret for de liberale værdier, som det danske samfund er bygget på, skal i langt højere grad tænkes ind i både vores indvandringspolitik, tildeling af statsborgerskaber, undervisningspolitik og socialpolitik. Det mener Alex Vanopslagh og Steffen Larsen.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 19/4)

Bliver de civile palæstinensere glemt i frihedskampen?

Lars-Christian Brask
23. april 2025

Modstanden mod Israel har bragt tusindvis af demonstranter på gaden. Men opbakningen til den civile palæstinensers frihedskamp mod Hamas har ingen gennemslagskraft.

ER KAMPEN mod Israel vigtigere for den yderste venstrefløj end kampen for palæstinensernes ret til et frit liv?

I krigens mørke skygge har vi set store protester, hvor slagord om Israels udslettelse og anklager om folkemord har afsløret en dyb foragt for staten Israel. Argumentet lyder ofte, at det handler om frihed for palæstinenserne – men det overses alt for ofte, at palæstinenserne i Gazas største undertrykker ikke er Israel, men Hamas.

Israels hårde svar er langtfra uproblematiske, og Netanyahu gør ikke altid sagen lettere, men det ændrer ikke på, at mange på venstrefløjen synes mere optaget af at bekæmpe Israel end af at støtte de civile, der for alvor betaler prisen i konflikten.

For tiden udspiller der sig historiske scener i Gaza. Modige palæstinensere demonstrerer ikke mod Israel, men mod Hamas. Deres råb handler ikke om udslettelse af en stat, men om afskaffelsen af et brutalt styre.

NÅR CIVILE i Gaza trodser risikoen for fængsling, tortur eller død og råber »Hamas ud!« og »Vi vil leve i fred!«, bør det vække genklang – også i København, Paris og Berlin. Det er dybt bevægende at observere, hvordan brave civile trodser Hamas’ undertrykkende regime, der har forårsaget uendelig meget lidelse i regionen med tusindvis af dræbte til følge. På samme måde er det befriende at se israelere på gaden i modstand mod genoptagelsen af kampene for i stedet at få gidsler hjem igen.

Men det er forstemmende, at de store internationale protester er forstummet nu, hvor mange palæstinensere siger fra over for Hamas. Hvor blev solidariteten af, når den endelig kan bruges til at støtte en ægte frihedskamp?

Hamas har gjort Gaza til et umenneskeligt sted, præget af tortur, dødsstraf, kvindeundertrykkelse og forfølgelse af homoseksuelle – og har kynisk brugt civile som menneskeskjold i kampen mod Israel. Det kan derfor undre, at tavsheden starter netop nu.

2025 KAN forhåbentlig blive året, hvor krigen afsluttes en gang for alle, men vi kan begynde med at støtte dem, som tager afstand fra ekstremismen.

Udsigterne til fred er uden tvivl dystre, men de folkelige protester på begge sider af konflikten er startskuddet til, at vi måske kan ane en smule lys for enden af den lange tunnel. Det kræver, at begge parter i konflikten er villige til at indstille kampene og i samarbejde opretholde en tostatsløsning. Det kræver indrømmelser fra begge parter. De civiles opråb i Gaza er en tydelig stillingtagen til, at man hellere vil have fred end krig mod Israel – en holdning, Hamas ikke deler.

Danmarks rolle bør sammen med EU være, at vi på sigt kan sikre palæstinensernes ret til eget land. Men timingen er ikke ligegyldig, og så længe terrorbevægelsen Hamas sidder ved magten, kan og vil vi ikke realisere drømmen om et frit land.

Derfor skal man også stå på de civiles side, hvis man ønsker et frit Palæstina, og hjælpe til i deres kamp mod det undertrykkende regime. I Liberal Alliance vil vi altid stå på de civiles side – uanset om de taler arabisk eller hebraisk. Det er de civile, der bærer håbet om en fremtid i fred, og det ønsker vi at hjælpe dem med.

(Indlæg bragt i Politiken d. 23/4-2024)

Regeringen bør ikke hædres som afbureaukratiseringshelt

Pernille Vermund
21. april 2025

Dansk erhvervsliv er vidne til lidt af et cirkusnummer i disse dage, hvor erhvervsminister Morten Bødskov (S) ihærdigt bestræber sig på at iscenesætte sig selv som en afbureaukratiseringshelt på erhvervsområdet.

Morten Bødskov bryster sig nemlig aktuelt af, at han vil sætte en stopper for den enorme og konkurrenceevneskadelige byrdebelastning, som regeringens implementering af EU-krav for bæredygtighedsrapportering har pålagt danske virksomheder. Erhvervsministeren undlader dog belejligt at nævne, at det er ham selv, som for blot få år siden skabte makværket i første omgang.

I Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti er vi som bekendt store tilhængere af tiltag, der kan rydde op i urskoven af bureaukratiske byrder, da antallet og omfanget af disse unægteligt skader vores virksomheders evne til at konkurrere, vækste og skabe værdi til gavn for hele Danmark.

Men det er mildest talt useriøst af Morten Bødskov at forsøge at løbe om hjørner med oppositionen, med virksomhederne og med danskerne som helhed. For der er jo intet i vejen med at indrømme, at man er blevet klogere. At man har lært af sine fejl. Og at man nu er klar til at lytte til de advarselsblink, som vi andre længe har sendt i hans retning.

Derfor ville det klæde ministeren umådeligt at vise sig fra sin ærlige side frem for at holde skåltaler om sin egen handlekraft og få sit eget ministerie til at udsende formidable pressemeddelelser om ministerens store ambitioner.

For da erhvervsministeren i forbindelse med implementeringen af bæredygtighedsrapporteringen gik på talerstolen i Folketinget, postulerede han, at der ikke var tale om byrder, men derimod tiltag, som ”kunne blive en konkurrencefordel for dansk erhvervsliv”.

I store dele af oppositionen studsede vi med rette over postulatet og råbte vagt i gevær, for vi var udmærket klar over, at regeringens oplæg ville medføre en alt for omfattende og konkurrenceevneskadelig byrdebelastning for dansk erhvervsliv.

Vi talte imidlertid for døve øren, for Morten Bødskov var fuldt og fast overbevist om, at hans lovforslag om bæredygtighedsrapportering rent faktisk ville gavne dansk erhvervsliv. Det var åbenlyst forkert.

I Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti glæder vi os over, at dansk erhvervsliv nu kan se frem til at få reduceret de administrative byrder betragteligt.

Men Morten Bødskov og SVM-regeringen skal ikke i samme ombæring få lov til at løbe fra sandheden. For selvfølgelig skal man ikke hædres som afbureaukratiseringshelt, når man blot rydder op i sit eget selvskabte rod.

Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 21. april 2025)

Danskerne fortjener ærlige svar på forsvarsfinansieringen

Sólbjørg Jakobsen & Carsten Bach
15. april 2025

Regeringen bør give et ærligt bud på en økonomisk plan for forsvarsoprustningen. Det fortjener danskerne

Den danske befolkning har i bred udstrækning bakket op om den konsensus, der over de seneste år har spredt sig på tværs af Slotsholmen:
Nemlig at der må og skal foretages en omfattende oprustning af det danske forsvar for dels at sikre vores egen evne til at udøve forsvar af det danske kongerige og dels for at understøtte vores forudsætninger for at kunne udgøre en troværdig og pålidelig Nato-partner.

Men den opbakning hviler selvsagt også på en forventning om, at vi politikere er i stand til at levere ærlige og redelige svar på, hvor vi vil finde de mange ekstra milliarder til Forsvaret.

En forventning, som er helt og aldeles på sin plads. For selvfølgelig fortjener danskerne vished om, hvordan hvert enkelt parti ønsker at betale regningen.

Start debatten
Og naturligvis er danskerne i høj grad optaget af debatten om, hvilke finansieringskilder der bør tages i brug.

For eksempel sagde danskerne klart ‘nej tak’ til en krigsskat i en meningsmåling foretaget af Norstat sidste måned, idet det blot var 16 pct., der var villige til at betale højere skatter for at finansiere de store milliardinvesteringer i Forsvaret.

Og i den forgangne uge svarede blot 35 pct. af danskerne i en Verian-måling , at de er parate til at finansiere forsvarsudgifterne gennem nedskæringer på den offentlige service og velfærd.

Danskerne er således mere end indstillet på at tage stilling til debatten, men deres stillingtagen forudsættes naturligvis af, at debatten rent faktisk bliver stablet på benene.

Derfor bør ethvert ansvarligt parti i vores optik i den nære fremtid komme på banen og præsentere et ærligt bud på en økonomisk plan for forsvarsoprustningen.

I Liberal Alliance gjorde vi for nylig netop dette i form af en række forslag, som hverken vil indebære, at danskerne skal betale én krone mere i skat, eller at der skal skæres i kernevelfærden.

Vores bud indeholder imidlertid forslag og reformer, som vi udmærket er klar over, ikke vil høste os udpræget ros eller skaffe os nemme, billige point blandt alle i befolkningen.

For regningen til forsvarsfinansieringen bliver som bekendt stor, og det vil med statsgaranti kræve svære beslutninger at komme i mål.

Vi foreslår konkret – foruden at bruge det frie råderum – en dagpengereform, hvor vi bl.a. halverer dagpengeperioden fra to til ét år, en reform af Danmarks Radio og udgifterne til public service samt en plan for oprydning af overflødige puljer og bevillinger i det offentlige.

Disse forslag er og vil fra mange sider blive mødt af harmdirrende kritik. Men det er ærlige forslag.

Det er ansvarlige forslag. Og sidst, men ikke mindst er det som sagt forslag, der hverken vil medføre højere skatter eller en forringelse af kernevelfærden, hvilket imødekommer nogle af danskernes største bekymringer i forbindelse med forsvarsfinansieringen.

Men i stedet for at vågne op og levere sit eget bud har særligt Socialdemokratiet på det seneste brugt nærmest alt deres krudt på at pege fingre ad vores plan.

For det første har socialdemokraterne set sig sure på vores forslag om at halvere dagpengeperioden, hvilket primært illustrerer, at Socialdemokratiet foretrækker at forkorte dagpengeperioden, når der ikke er valgkamp.

Kom med en plan
De forkortede i hvert fald selv dagpengeperioden i hhv. 1993, 1995 og 1998, og selvom de har siddet på regeringsmagten i majoriteten af tiden de seneste 25 år, har de ikke valgt at tilbagerulle forkortelserne.

Derfor er det pudsigt, at der lyder et ramaskrig, når Liberal Alliance foreslår en forkortelse.

For det andet har de råbt vagt i gevær over vores plan for at reformere Danmarks Radio og udgifterne til public service, selvom DR er Danmarks suverænt største medieaktør med et årligt budget på små 4 mia. kr. og kontinuerligt svigter sin kerneopgave: at levere public service-indhold, som markedet ikke tilbyder.

Og for det tredje køber de næppe ind på, at vores plan for oprydning af overflødige puljer og bevillinger i det offentlige er den rette vej at gå.
For på trods af diverse markante målsætninger og storslåede skåltaler om afbureaukratisering er stigningen i bureaukratiet som bekendt udelukkende intensiveret, siden Mette Frederiksen indtog Statsministeriet for første gang i 2019.

Misforstå os ikke. Vi hilser selvsagt Socialdemokratiets kritik af vores plan for forsvarsfinansieringen velkommen, for det udgør i sig selv en blåstempling af vores forslag.

Men hvor ville det dog klæde debatten, hvis Socialdemokratiet og de øvrige partier i SVM-regeringen vågnede op til dåd og begyndte at levere deres egne bud på finansieringskilder.

Det ville tjene debatten. Og det skylder de danskerne at tage alvorligt.

(Indlæg bragt i Børsen d. 15/4-2024)

Frihandel er fundamentet for vækst

Pernille Vermund
15. april 2025

Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville blive nødvendigt at understrege følgende ubestridte faktum i skyggen af amerikanske toldmure: Frihandel er fundamentet for vækst.

Bevares, det kan lyde som en banal og forventet parole fra en borgerlig og liberal kvinde som mig, men det er ikke desto mindre både sandt samt essentielt at minde os selv om i disse dage.

For verden og herunder særligt de vestlige demokratier ville indiskutabelt have været både fattigere, svagere og mindre sammentømret, hvis frihandel ikke havde fået mulighed for at florere i de forgangne mange årtier.

Og selvom man skulle tro, at ingen med tilstrækkelig stor beslutningskraft – og så tilmed en amerikansk præsident – ville anfægte den kendsgerning, har det vist sig at være tilfældet i form af Trumps højaktuelle toldkrig.

En toldkrig, som efterlader Danmark, Europa og hele verden i samme bås, hvor vi hver især og utvivlsomt ofte kollektivt i regi af f.eks. EU eller andre former for regionalt samarbejde skal levere et modsvar samt erstatte USA som den primære bannerfører for frihandel.

Og på trods af at Trump skal have lov til at smage sin egen medicin – og EU uundgåeligt vil svare USA igen med ditto øget toldsatser – må vi for alt i verden ikke bilde os selv ind, at et modsvar i form af endeløse toldsatser er det rette middel på den lange bane. Hvis vi vælger at gemmer vi os i ly af høje toldmure, vil det nemlig med statsgaranti koste arbejdspladser samt skade væksten – og det er det absolut sidste, Danmark og Europa har brug for i en tid, hvor vores konkurrenceevne konsekvent spænder ben for vores muligheder for at konkurrere med bl.a. USA og Kina.

Tilsvarende gør vi klogt i ikke at fortælle os selv, at den rette vej frem nu udelukkende er at købe dansk, dansk, dansk. For løsningen på Trumps toldkrig er og bliver ikke at kigge mere indad, men tværtimod mere udad end nogensinde før. Vi skal styrke de frihandelsaftaler, som vi allerede har i EU. Og vi skal kigge på at indgå nye frihandelsaftaler med alle de lande og markeder, som er sat i samme bås som os selv af amerikanerne: Canada, Australien, Mexico og mange flere.

Og så skal vi selvfølgelig give vores virksomheder friere tøjler i form af færre bureaukratiske byrder, bedre rammevilkår og lavere selskabs- og kapitalskatter. For hvis dansk erhvervsliv skal rustes til den kommende kamp for frihandel og vækst, må SVM-regeringen langt om længe til at vågne op fra sin tornerosesøvn.

I Liberal Alliance har vi netop fremlagt vores økonomiske plan for, hvordan vi bl.a. sikrer vores virksomheder en frisk start med lavere selskabs- og kapitalskatter samt ruller den skadelige udvikling i bureaukratiet tilbage, som Mette Frederiksen har stået for ved at ansætte næsten 18.000 nye bureaukrater i staten.

Nu venter vi blot på, at SVM-partierne er klar til også at komme med deres egne bud, så danskerne kan få den tiltrængte debat om Danmarks økonomiske fremtid, som de har krav på.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d.15/4-2025)

Tiden er ikke til udenrigspolitiske pseudoindsatser

Carsten Bach & Lars Christian-Brask
14. april 2025

Danmark har en vigtig rolle at spille internationalt. Men hvor ville det dog klæde vores udenrigspolitik at skære pseudoindsatser og projektmageri fra og udelukkende fokusere på fornuftig handlekraft.

Danmark har en stolt udenrigspolitisk historie såvel som en stærk nutidig platform for at influere vores omgivelser, bidrage til internationale koalitioner og imødekomme truslerne fra vores fjender med troværdig afskrækkelse. Både historikken og platformen skal vi imidlertid værne om.

For førstnævnte går i glemmebogen, hvis ikke vi tager ved lære af – og agerer med afsæt i – den. Og sidstnævnte kan særligt i disse urolige og uforudsigelige geopolitiske tider på ingen måde tages for givet. Fjerne trusler bliver hurtigt transformeret til regulære fjender. Tætte allierede bliver hurtigt reduceret til samtalepartnere eller blot bekendte. Og Danmark bliver hurtigt gjort overflødig på den internationale scene, hvis vi foretager for mange fejltrin og samtidig ikke har modet til at tage de nødvendige skridt i den rigtige retning.

Vores førsteprioritet i Liberal Alliance er selvsagt at foretage en omkalfatrende oprustning af det danske forsvar for at sikre vores evne til at udøve forsvar af det danske kongerige samt styrke vores forudsætninger for at kunne udgøre en troværdig og pålidelig Nato-partner.

Det kræver naturligvis nye finansieringskilder at komme i mål, og derfor bør ethvert ansvarligt parti i vores optik udvise fornuftig handlekraft og udarbejde et ærligt bud på en økonomisk plan for forsvarsoprustningen.

I Liberal Alliance kom vi for nylig med vores eget bud. Et bud, der med sikkerhed indeholder beslutninger og reformer, som blandt store dele af befolkningen hverken vil høste os ros eller billige point. For oprustningen kommer ganske enkelt til at kræve svære og upopulære beslutninger. Og hvis nogen forsøger at bilde dig andet ind, tager de enten fejl, eller også fortæller de dig ikke sandheden.

Med vores bud sætter vi tæring efter næring og viser en borgerlig og ansvarlig vej til at øge forsvarsudgifterne til 3,5 pct. af bnp, så vi kan imødekomme den kommende opjustering af Natos styrkemål. For at finde pengene foreslår vi – foruden at bruge det frie råderum – en dagpengereform, hvor vi bl.a. halverer dagpengeperioden fra to til et år, en reform af DR og udgifterne til public service samt en plan for oprydning af overflødige puljer og bevillinger i det offentlige.

Bevares, det vil som sagt af mange blive taget ned som barsk medicin og derfor mødt med harmdirrende kritik. Men det er et ærligt bud. Det er et ansvarligt bud. Og det er et bud, der modsat udsigten til venstrefløjens varsler om krigsskat indebærer, at danskerne ikke skal betale én eneste krone mere i skat for at finansiere forsvarsoprustningen.

Når vi som borgere og politikere gør alt, hvad vi kan, for at ruste Danmark til at imødekomme det hastigt forandrede og skærpede trusselsbillede, skylder vi på Christiansborg udelukkende at udvise fornuftig handlekraft i dansk udenrigspolitik. Tiden, hvor man kan tillade sig at ødsle danskernes skattekroner væk på pseudoindsatser, politisk projektmageri og ulandsbistand til lande, der ikke længere er ulande med behov for ulandsbistand, er ovre.

Ja, tiden for den slags sløseri og arrogance skulle jo sådan set aldrig have set dagens lys. Men det var imidlertid lettere at se igennem fingre med, dengang vi ikke befandt os i en situation som nu, hvor vi er nødsaget til at sætte alle sejl ind for at beskytte Danmark og spille vores rolle i forsvaret af den vestlige verden, af frihed, af demokrati og af alle de andre grundpæle, som vores del af verden er bygget på.

Så når vi igennem årene har brugt ni millioner skattekroner via ulandsbistanden på blandt andet at støtte arbejdet med meningsmålinger i Ghana, skal vi til at lukke for kassen. Når vi ditto har sendt ni millioner af sted til et træningsprogram i kritisk journalistik i Vietnam, skal vi lukke for kassen.

Når vi blot i 2024 har brugt tæt på et tocifret millionbeløb på ulandsbistand til Kina – ét af verdens mest magtfulde lande med én af verdens stærkeste økonomier – skal vi lukke for kassen. Og når vi i samme tråd har givet en millionbevilling til nødhjælpsorganisationen Mellemfolkeligt Samvirke, hvoraf en del af den er gået til et projekt i Georgien med formålet at fremme såkaldt intersektionel grøn feminisme, skal vi lukke for kassen.

For danskerne fortjener bedre. Jovist, kritiske røster vil kalde vores eksempler for flyvske samt angive beløbene som håndører i det store billede. Men for det første skraber vi med ovenstående eksempler knap nok i overfladen af det enorme pengespild i dansk udenrigspolitik, som går til politisk projektmageri. For det andet er man blind for betydningen af millionbeløb, hvis man bagatelliserer de nævnte summer. Og for det tredje misser man princippet i god og ordentlig forvaltning af skatteborgernes penge, hvis man stiller sig kritisk over for vores budskab. For vi kommer som sagt til at skulle træffe svære og hårde beslutninger på Christiansborg i den kommende tid, og det tror vi fuldt og fast på, at danskerne er klar til at tage imod med oprejst pande.

Men vi kan ikke byde dem, at der samtidig sjuskes med deres hård tjente kroner, som de indbetaler i skat med forventningen om, at de forvaltes med respekt.

I rigsfællesskabet skal vi i tæt samspil med Grønland og Færøerne bane vejen for et endnu stærkere samarbejde, der kan bidrage til at tage hånd om spændingerne i Arktis, hvilket de forgangne måneder udelukkende har øget behovet for. I Nato skal vi efter årtiers fodslæben i forsvarspolitikken op i omdrejninger og levere de bidrag til vores egen og Vestens forsvar og sikkerhed, som vores allierede med rette forventer af os.

Og i EU skal vi understøtte det europæiske kontinent i langt om længe at vågne op fra sin tornerosesøvn og sætte turbo på styrkelsen af vores forsvar, understøtte vores vækst og konkurrenceevne samt sikre vores egen produktion af tilstrækkelig vedvarende energi, så vi endegyldigt bliver uafhængige af magter uden for Europa.

Tiden, hvor man kan tillade sig at ødsle danskernes skattekroner væk på pseudoindsatser, politisk projektmageri og ulandsbistand til lande, der ikke længere er ulande med behov for ulandsbistand, er ovre.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 14. april 2025)