En hovedstad kan ikke både være verdens bedste og billig at bo i
København er en af verdens bedste byer, men det halter med at muliggøre familielivet i flere generationer.
Folk, som bare bruger ord, fordi de lyder godt, ikke fordi de giver mening i sammenhængen, vil nok kalde det et »paradoks«: At København nu er blevet kåret til verdens bedste by, men samtidig bliver dyrere og dyrere at skaffe bolig i.
Men sagen er selvfølgelig, at det ikke er et paradoks overhovedet. Det ene følger tværtimod af det andet. For det er klart, at hvis København var et forfærdeligt sted at bo, så ville de færreste mennesker i et land som Danmark, hvor de fleste har andre muligheder end at bo et forfærdeligt sted, bo i København. Og så ville boligpriserne være lave, for hvordan skulle boligerne i den forfærdelige by ellers blive udlejet eller solgt?
SÅDAN VAR DET DA også, indtil engang i 90erne i København. Folk flyttede væk, hvis de kunne. Boligerne var derfor billige for de unge mennesker, som midlertidigt, mens de studerede tog ophold i byen, inden de også flygtede væk, når de begyndte at tjene penge efter studierne.
Men der skete noget fra 90erne og frem. Byen blev bedre og bedre at bo i, i takt med at boliger blev moderniseret, nye mennesker flyttede ind, nye boliger blev bygget, flere mennesker kom til byen, flere spisesteder skød op, der kom mere kulturliv, flere parkeringspladser blev erstattet med grønne og rekreative arealer, caféer åbnede i stedet for værtshuse, flere kom i arbejde, havnens vand blev rent, så man kunne bade i det og så videre og så videre. København blev i de fleste danskeres og udlændinges øjne en bedre by, flere ville bo her, og derfor steg boligpriserne.
Heldigvis er boligpriserne ikke steget så meget i København som i Oslo og i Stockholm. Det skyldes, at der er blevet lavet lokalplaner for nye, store boligområder i København, som har kunnet opsuge meget af merefterspørgslen: Ørestad, Sydhavn, Islands Brygge, Nordhavn, Carlsbergbyen og Grønttorvet er dér, hvor flest nye boliger er skudt op. Noget tilsvarende har det lokale styre i Oslo og i Stockholm enten ikke villet tillade eller ikke kunnet, så hos vore skandinaviske naboer har søgningen mod hovedstaden resulteret i større boligprisstigninger end i København. Det betyder så også, at vi skal fortsætte med at tillade mere boligbyggeri til de mange mennesker, som gerne vil flytte til eller blive boende i København i de kommende årtier. Ellers går noget tabt, for de mange af os, som gerne vil bo tæt på vores voksne børn eller for de unge, som gerne vil bo i samme by som deres forældre.
Med mindre den unge generation har råd til væsentligt dyrere boliger end os andre, da vi flyttede ind, så kan den ikke flytte hjemmefra og blive boende i byen, hvis vi ikke tillader nybyggeri, som kan holde boligprisudviklingen i ave. Så vil vi have os, der bliver ældre og ældre, boende i byen nær alt, mens vore voksne børn risikerer at skulle bruge mange timer hver uge på at pendle frem og tilbage mellem arbejdet i København og Vest- eller Sydsjælland, hvor de har råd til at bo.
Det vil ikke være verdens bedste by for mig: en by, som ikke har plads til, at de gamle, deres voksne børn og deres børnebørn har nemt ved at besøge hinanden og hjælpe hinanden, fordi de bor i samme by, gerne endda i samme kvarter.
MIN IDEALBY har kvarterer, som hver især minder om små italienske middelalderbyer: Familier i tre eller måske endda fire generationer bor der. Børn løber rundt og leger på en rolig gade eller på en plads i bydelen med gamle siddende omkring sig på bænke i solen.
I det daglige kan børn og ældre nå alt, de har brug for i deres eget kvarter. Skole, læge, fodbold, supermarked, venner, svømning, bridgeklub, fortovscafé, park, isenkræmmer, fritidshjem. De erhvervsaktive skal dog ofte hoppe på cykel eller Metro, måske endda S-tog eller egen bil, for at komme frem eller tilbage fra arbejde. Men uden for arbejdstid, når de er hjemme, så er familiens generationer højst lige rundt om hjørnet fra hinanden, for nok har Danmark og også København en socialdemokratisk velfærdsstat med folk ansat, som får løn for at tage sig af os, hvis vi ikke kan selv, men det er sjældent en fuldgod erstatning for at have familie eller venner omkring sig, som oprigtigt elsker en.
Jeg tror, vi er på vej derhen i Danmark, at familierne igen kommer til at betyde meget mere på tværs af generationerne, fordi vi ikke længere stoler på den socialdemokratiske velfærdsstat. Det skal byen kunne facilitere. Der er vi ikke i dag. Det er ikke Københavns skyld, for det er national politik i Danmark, at vi opkræver en masse penge hos folk, og så betaler vi offentligt ansatte for at tage sig af både børn og ældre, mens der i familierne ikke er overskud til at tage over, fordi der skal tjenes penge nok til at betale verdens næsthøjeste skatter, inden der er penge til at få et tag over hovedet, mad på bordet, tøj på kroppen og ferieture to gange om året.
KØBENHAVN ER en af verdens bedste byer, men det halter med at muliggøre familielivet i flere generationer. Hvis vi ikke bliver ved med at finde nye muligheder for boligbyggeri, vil det blive for dyrt for de yngre generationer at blive boende i byen, og når det kommer til familiemedlemmernes mulighed for at tage sig af hinanden på tværs af alder, så er København et alt, alt for institutionaliseret sted.
Den støtte, som ydes til ældrepleje og pasning af børn i København og resten af Danmark, betyder, at familierne skubber ansvaret fra sig og lader professionelle tage over. Jeg tror ikke, det er ideelt, og jeg tror, at vi danskere i stigende grad kan se problemerne ved det, og at vi oplever et tab af livsmening ved den måde at gøre det på.
Det kan København og Danmark gøre bedre.
(Indlæg bragt i Politiken d. 30 august 2025)