Løftet om det indre marked skal indfries

Henrik Dahl
3. august 2026

Europa mangler ikke talent. Europa mangler heller ikke gode idéer. Det, vi mangler, er et reelt indre marked.

Vi taler ofte om EU som ét marked med 450 millioner forbrugere. Men når en startup vil vokse fra Ribe til Rom, møder den ikke ét fælles marked, men 27 forskellige selskabsretlige systemer, registreringsprocedurer og administrative krav.

At skalere i Europa er derfor i praksis at starte forfra 27 gange.
For startups og scaleups svarer fragmenteringen til en skjult intern told på omkring 44 pct. for varer og helt op mod 110 pct. for tjenesteydelser. I stedet for at udvikle produkter, ansætte medarbejdere og finde nye kunder bruger virksomheder tid og kapital på advokater, compliance og bureaukrati.
Det er ikke bare et problem for iværksætterne. Det er et problem for Europas konkurrenceevne.

Ambitiøst forslag
Derfor er EU-Kommissionens forslag om en fælles europæisk selskabsform – det såkaldte EU Inc. – noget af det mest ambitiøse, der er sket for det indre marked i årtier. For første gang foreslås en frivillig selskabsform med fælles regler, digital registrering og moderne rammer for investeringer og medarbejderaktier på tværs af hele EU.

Men netop nu afgøres det, om forslaget bliver et historisk gennembrud eller endnu et ligegyldigt europæisk kompromis. Nu er den politiske proces i gang, hvor gode intentioner alt for ofte bliver oversat til flere undtagelser, flere kontroller og mere bureaukrati.

EU Inc. skal designes til startups og scaleups, men være en mulighed for alle selskaber. For det er de innovative virksomheder, der skal styrke Europas konkurrenceevne. Derfor må og skal vi skabe bedre rammer for, at de kan vokse. Og selvfølgelig skal EU Inc. være robust. Den skal forhindre svindel og respektere nationale arbejdstagerrettigheder.

Men den må ikke blive udvandet af særkrav fra fagbevægelsen, som i praksis vil gøre det til et arbejdstagerprojekt frem for et projekt, der skal styrke muligheden for skalering på tværs af det indre marked. Ellers risikerer vi at bygge en selskabsform, som ingen iværksættere vil bruge.

EU Inc. skal være født digitalt, administreres digitalt, og virksomhederne skal kunne rejse kapital gennem fælles standarder for bl.a. selskabsret og medarbejderaktier. Derfor bør EU etablere et fælles europæisk virksomhedsregister, hvor selskaber kan oprettes og administreres direkte, mens de nationale systemer synkroniserer med det centrale. Ellers risikerer vi blot at digitalisere fragmenteringen frem for at afskaffe den.

Frigøre ressourcer
Behovet er åbenlyst. Europa har over 35.000 startups og nogle af verdens stærkeste forskningsmiljøer, men alt for få virksomheder vokser sig globale. Samtidig findes kun syv af verdens 100 største teknologivirksomheder i Europa, mens 56 er amerikanske.

EU Inc. vil gøre Europa mere attraktivt for iværksættere, investorer og talenter samt frigøre ressourcer til innovation, produktudvikling og international ekspansion. Altså det der skaber den vækst, som vi i Europa har så hårdt brug for.

Vi har skrevet rapporter om problemet siden 1988 og til Draghis dødsstød af en rapport. Nu er det på tide, at vi rent faktisk gør noget ved det.
Europa bliver ikke mere konkurrencedygtigt af at regulere de nationale markeder yderligere. Europa bliver mere konkurrencedygtigt af endelig at gøre vores fælles marked til virkelighed. Netop det arbejde har Kommissionen sat i gang.

Nu må Europa-Parlamentet ikke udvande det til ukendelighed og forpasse chancen for den vigtigste reform af det indre marked siden dets etablering. Det er de innovative virksomheder, der skal styrke Europas konkurrenceevne. Derfor må og skal vi skabe bedre rammer for, at de kan vokse.

(Indlæg bragt i Børsen d. 3. august 2026)

EU’s AI-lovforslag skaber nye unødvendige byrder

Henrik Dahl
29. juli 2026

EU vil regulere kunstig intelligens (AI) på arbejdspladsen. Problemet er bare, at det allerede er reguleret.

Europa har i de senere år lagt ambitiøse planer for at styrke sin position inden for kunstig intelligens. AI-forordningen, Europas Digitale Årti og ambitionerne om teknologisk suverænitet har alle det fælles mål at skabe et velfungerende, sammenhængende europæisk marked for fremtidens teknologier og europæiske teknologiske løsninger.

Men netop som disse rammer skal til at implementeres i praksis, bevæger EU sig i en anden retning. Europa-Kommissionen forbereder et nyt initiativ om anvendelsen af AI på arbejdspladsen, som med stor sandsynlighed ender ud som et nyt direktiv om AI og algoritmisk styring. Det sker på et område, hvor reguleringen allerede er omfattende.

Det er kendetegnende for området, at man vil finde løsninger på problemer, der endnu ikke findes. I stedet bør EU fokusere på at implementere de eksisterende regler samt sikre, at løsningerne findes der, hvor man rent faktisk høster gevinsterne. Nemlig I det stærke samarbejde mellem ledelse og medarbejdere på den enkelte virksomhed med løsninger, der kan tilpasses de specifikke forhold i branchen.

AI anvendt i arbejdslivet er ikke ureguleret. Tværtimod. AI-forordningen klassificerer en række arbejdsrelaterede anvendelser som højrisikosystemer. Platformsdirektivet sætter særligt strenge krav til virksomheder, som har algoritmer og AI i kernen af deres virke.

Databeskyttelsesreglerne sætter klare rammer for automatiserede beslutninger og beskytter medarbejderes data. Hertil kommer en lang række regler om arbejdsmiljø, information og høring.

Tilsammen udgør de et omfattende og detaljeret regelsæt. Spørgsmålet er derfor ikke, om der skal være regler. Spørgsmålet er, om der er behov for flere.
Når nye regler foreslås oven på eksisterende, risikerer det at skabe øget kompleksitet og overlap. Det kan gøre det besværligt for virksomheder at navigere i reglerne. Erfaringen viser, at flere regler ikke nødvendigvis giver bedre beskyttelse. Men de medfører ofte større usikkerhed og højere administrative omkostninger.

Der er også en mere grundlæggende udfordring. EU har i de senere år haft et stærkt fokus på forenkling og bedre oplyste lovgivningsprocesser. Gennem initiativer som AI omnibus og arbejdet med at reducere administrative byrder har ambitionen været at skabe et mere effektivt og investeringsvenligt regelmiljø.

Det er derfor svært at se logikken i samtidig at introducere nye, detaljerede regler på netop det samme område. Risikoen er ikke kun øgede byrder. Det er også øget fragmentering i EU. Den Internationale Valutafond (IMF) vurderer, at EU’s interne fragmentering svarer til en straftold på 45 procent for fysiske varer og 110 procent for tjenesteydelser. Der er i forvejen et arbejde i gang med at nedbryde denne fragmentering. Et nyt direktiv om AI vil gøre et allerede komplekst arbejde endnu vanskeligere.

Et nyt direktiv om AI på arbejdspladsen vil i sagens natur blive implementeret forskelligt i medlemsstaterne. Det vil føre til endnu større variation i reglerne på tværs af EU. Dermed risikerer man at undergrave det arbejde, der allerede er i gang med at skabe et mere harmoniseret indre marked for digitale løsninger.

EU står over for en betydelig opgave at implementere de eksisterende regler korrekt. Regler for højrisiko-AIsystemer er komplekse og stiller omfattende krav til virksomheder. Platformsdirektivet og andre initiativer bidrager yderligere til reguleringen af, hvordan teknologi anvendes i arbejdslivet.
I den situation kan det være hensigtsmæssigt at tage et skridt tilbage.
Før man introducerer ny lovgivning, bør man sikre, at den eksisterende fungerer efter hensigten. Det indebærer en fokuseret indsats på implementering, håndhævelse og vejledning.

En sådan tilgang vil være i tråd med EU’s egne ambitioner om bedre regulering og et velfungerende indre marked.
Kunstig intelligens rummer et betydeligt potentiale for at øge produktiviteten og styrke Europas konkurrenceevne. Det forudsætter imidlertid, at rammerne er klare, stabile og proportionale.

Hvis EU ønsker at realisere dette potentiale, bør prioriteten være at få de eksisterende regler til at fungere. Ikke at lægge endnu et lag af regulering oven på de eksisterende. Europa får ikke flere AI-virksomheder af flere regler, men af bedre rammer for innovation. Et nyt direktiv om AI vil gøre et allerede komplekst arbejde endnu vanskeligere.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 29. juli 2026)

Hvis bare vi kunne leve af vores historie og forsvare os med papir

Henrik Dahl
27. juli 2026

I EU har de fleste indset, at det er et problem, at vi ikke kan forsvare os selv. Mange er også kommet til den erkendelse, at oprustning koster penge.

Og nu har et flertal besluttet at gøre det lettere for virksomheder at investere i europæisk forsvar. Det er et opgør med årtiers naivitet og et vigtigt skridt på vejen mod en konkurrencedygtig forsvarsindustri, der kan bygge de fabrikker og producere det materiel, vi har brug for.

Europa har for længe levet med den antagelse, at vi kunne få vores produkter fra Kina, vores energi fra Rusland og vores sikkerhed fra USA.
Den tid er forbi.

De aktuelle konflikter viser, at denne form for strategisk ønsketænkning ikke har ledt til fred og stabilitet. Samtidig får vi at vide, at vi ikke bare kan regne med, at andre vil træde til og redde os, hvis det skulle blive nødvendigt.

Sin egen værste fjende

I EU har vi derfor måttet indse, at hvis vi vil kunne forsvare os selv, så skal vi opruste i et tempo, der normalt ikke rimer på bureaukrati.
Det kommer til at kræve flere investeringer, mere produktion og en stærkere europæisk forsvarsindustri.

Og i det arbejde er EU endnu engang sin egen værste fjende. Vi er simpelthen verdensmestre i at spænde ben for os selv.
For vores virksomheder vil gerne bygge fabrikker, udvide produktionen og levere det udstyr, vi har brug for.

Men bureaukratiet har fået lov til at bremse disse ambitioner. Indtil nu.
Med EUs nye forsvarsaftale får unødigt papirnusseri og nationale særregler ikke længere lov til at stå i vejen. Vi indfører nemlig klare rammer for godkendelsesprocesserne og sætter en grænse for, hvor længe myndigheder kan lade virksomheder vente.

Det betyder hurtigere afgørelser, lavere omkostninger og flere investeringer. Til gavn for vores fælles sikkerhed og velstand.
Som Parlamentets chefforhandler på aftalen har mit mål været at gøre EU mere handlekraftigt og mindre handlingslammet. Og heldigvis tager vi nu et skridt i den retning ved at sige til virksomhederne, at når de vil investere i vores sikkerhed, så skal politisk skabte regler ikke være deres største forhindring.

Unødige regler
Derfor er det vigtigt, at vi ikke nøjes med at se på bureaukrati som en administrativ omkostning. Det er et alvorligt erhvervs- og sikkerhedspolitisk problem. For hver dag, en fabrik eller en produktionslinje forsinkes af unødige regler, er en dag, hvor Europa står fattigere og svagere.

Selvfølgelig er aftalen ikke løsningen på alle Europas forsvarsudfordringer. Der er fortsat behov for større investeringer, tættere europæisk samarbejde og en politisk vilje til at prioritere vores egen sikkerhed højere, end vi har gjort gennem mange år.

Men vi kommer ingen vegne, hvis vi fastholder et system, hvor papirarbejde forsinker produktionen af det udstyr, vores soldater har brug for.
Jeg håber derfor også, at aftalen bliver en del af en større diskussion, hvor den næste erkendelse i EU bliver, at vi ikke kan leve af vores historie og forsvare os med papir.

For hvis vi skal være rigere og sikrere i morgen, skal vi være bedre til at producere, ikke notere. Det er god sikkerhedspolitik.
Med EUs nye forsvarsaftale får unødigt papirnusseri og nationale særregler ikke længere lov til at stå i vejen.

(Indlæg bragt i Børsen d. 27. juli)

Gamle Venstre-politikere kritiserer mig for at bruge tid på sociale medier. Det er dem, der ikke følger med

Mads Strange
26. juli 2026

De danske vælgere har sammensat et historisk ungt folketing med en gennemsnitsalder på 43,9 år.

Men spørger man en række ældre politikere som Søren Gade (V) og Jan E. Jørgensen (V), bør kombinationen af et yngre folketing såvel som politikernes tiltagende brug af de sociale medier dog vække bekymring.

Venstres Søren Gade har eksempelvis kritiseret mig med en svada om, at ”Folketinget ikke skal være et skuespilhus for sociale medier”.

Og den mangeårige Venstre-profil Jan E. Jørgensen begræder, at yngre politikeres fokus på at kommunikere med vælgerne på de sociale medier uvægerligt må ske på bekostning af det parlamentariske rugbrødsarbejde.

Men sandheden er, at de gamle Venstre-politikere bare ikke er fulgt med tiden.

Demokratiet er også på sociale medier
For selvfølgelig er der ikke noget modsætningsforhold mellem at passe sit parlamentariske arbejde samvittighedsfulgt og samtidig deltage aktivt i den offentlige debat på de sociale medier. Tværtimod.

Vi folkevalgte er nemlig ikke alene valgt til at behandle lovforslag, stille §20-spørgsmål og sidde til udvalgsmøder. Vi har også en forpligtelse til at bidrage til den offentlige debat.

Demokratiet lever ikke kun via afstemninger i folketingssalen, men også gennem en levende offentlig samtale mellem borgere og politikere.

Det er nemlig netop gennem den offentlige debat, at nye idéer bliver prøvet af, at gamle dogmer udfordres, at holdninger flyttes, og nye politiske flertal tager form.

Tidligere foregik denne samtale udelukkende i forsamlingshuse, til vælgermøder og gennem den etablerede presse. Men i dag har den offentlige debat fået endnu en arena i form af digitale forsamlingshuse som Instagram, Facebook og TikTok, der i sin essens er meritokratiske.

De gør det muligt for nye stemmer at bryde igennem lydmuren uden først at komme igennem nåleøjet hos en avisredaktion eller et tv-studie.

Dét er sundt for det danske demokrati.

For i dag er det ikke længere kun kommentatorer eller kritiske journalister, der kan stille spørgsmål til os folkevalgte, give deres eget besyv med i debatten, eller bestemme hvem der får taletid.

Seriøse budskaber
Aldrig før har helt almindelige borgere haft så let adgang til både at få politikernes opmærksom og til selv at forme den offentlige debat. Hvorfor skulle dét være et problem?

De gamle Venstre-politikeres kritik beror på forfejlet og fortærsket fortælling om, at de sociale medier nødvendigvis må være overfladiske, og at den politiske substans automatisk forsvinder, fordi kommunikationen ikke længere kun finder sted gennem tv-skærmen eller dagbladenes debatspalter.

Men det er noget pjat.

Kaster man eksempelvis et blik på mine egne sociale medier, finder man seriøse og substantielle budskaber om alt fra Argentinas nationaløkonomi og liberalismens idéhistorie til de finanspolitiske konsekvenser af top-topskatten.

Hvorfor? Fordi vælgerne efterspørger det, og fordi jeg tager vælgerne alvorligt.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet stoppet af især yngre vælgere, som fortæller, at jeg har bidraget til at vække deres politiske interesse eller fået dem til selv at engagere sig mere i politik.

Det betyder selvfølgelig ikke, at de sociale medier ikke også kan afføde udfordringer, præcis ligesom ethvert andet betydningsfuldt teknologisk nybrud.

Personligt er jeg for eksempel bekymret for, at en lille håndfuld tech-moguler i stigende grad får uforholdsmæssig stor indflydelse på vores offentlige debat.

For når man ultimativt kontrollerer de sociale mediers algoritmer, er det fra et teoretisk perspektiv også muligt at udøve indflydelse på, hvilke historier danskerne bliver eksponeret for. Det rejser en række principielle demokratiske spørgsmål.

Direkte kommunikation med vælgerne
Men det er et argument for, at vi politikere sikrer større gennemsigtighed og ansvarlighed hos de platforme, som i dag er blevet en integreret del af vores demokratiske infrastruktur – ikke at vi dropper at være til stede, der hvor borgerne er.

De ældre Venstre-politikeres kritik virker mest af alt som en frustration over, at de ikke længere selv har monopol på at fylde i den offentlige debat. Men folkestyret bliver ikke svækket af, at vi politikere kommunikerer direkte med vælgerne.

Det bliver svækket, hvis vi dropper kontakten til de mennesker, vi er valgt til at repræsentere, og hvis vi ikke forstår, at den offentlige debat skal fungere på de menneskers præmisser.

(Indlæg bragt i Altinget d. 26. juli 2026)

Skattevæsenet må ikke knuse uskyldige borgeres liv

Mads Strange
24. juli 2026

Det er ikke en trussel mod retssikkerheden at lade embedsmænd sige fra over for vanvittige afgørelser.

ALENE INDEN FOR den seneste måneds tid har vi haft nogle fuldstændig groteske skandalesager om skattemyndighedernes dybt urimelige behandling af borgere.
Der var sagen, hvor Skattestyrelsen i årevis opkrævede millionbeløb i skat fra uskyldige borgere, som havde fået stjålet deres identitet.

Selv om Skat var blevet orienteret af politiet om, at borgerne var ofre for en forbrydelse, fastholdt myndighederne deres krav – lige indtil pressen kom ind over, hvorefter Skattestyrelsen pludselig godt kunne ændre deres afgørelse.

Der var skandalen med en sygeplejerske, som efter otte års tovtrækkeri endelig fik rettens ord for, at hun selvfølgelig ikke skulle betale 115 pct. i skat – hvorefter Skatteministeriet besluttede sig for at anke sagen og insistere på, at hun alligevel skulle betale mere i skat, end hun overhovedet havde tjent i første omgang.

Og så var der eksempelvis sagen, hvor skattemyndighederne insisterede på at påtvinge en pensionist at betale dobbelt boligskat efter sin ægtefælles død, lige indtil de blev kontaktet af pressen, og afgørelsen pludselig blev ændret.
Denne vilkårlighed i de skønsbaserede vurderinger fra Skats medarbejdere er selvfølgelig en fuldstændig uacceptabel måde at drive forvaltning på.

Men det er nu ikke min opfattelse, at de fleste medarbejdere i skatteforvaltningen bevidst går på arbejde for at ødelægge livet for uskyldige borgere.

Tværtimod tror jeg, at problemet i vid udstrækning udspringer af, at de enkelte medarbejdere enten ikke kan eller tør sige fra, når systemet eller deres ledelse kommer med vanvittige afgørelser oppefra.

Så hvad skal vi gøre for at forhindre, at flere uskyldige borgere på et uretfærdigt og ofte ulovligt grundlag får smadret deres liv, når skattevæsenet laver skøre, skønsbaserede afgørelser?

I Liberal Alliance har vi foreslået at indføre en samvittighedspligt, der skal sikre, at medarbejdere har ret til at sige nej til at gennemføre skønsbaserede afgørelser, der strider mod almen sund fornuft.

I NÆRVÆRENDE AVIS konkluderer jurastuderende Mathilde Colbjørn Holst dog, at vores forslag vil forbryde sig mod demokratiske retssikkerhedsprincipper og skabe usikkerhed om borgernes retsstilling.

Men kritikken fra Holst beror på en misforståelse af, hvordan skønsbaserede afgørelser hos skattemyndighederne fungerer i praksis. Det lyder, som om hun tror, at skattesager altid bare er mekaniske facitøvelser, som har et entydigt juridisk svar.

Men hvis det var tilfældet, ville vi jo ikke have et omfattende ankesystemog vi ville heller ikke have set så mange eksempler på, at myndighederne pludselig bare ændrer deres egne afgørelser om borgeres skattesager, blot fordi de bliver kontaktet af pressen.

Holst har imidlertid ret i én ting. Nemlig at ansvaret for skattevæsenets mange fejl og mangler i sidste ende kan placeres hos politikere præcis som vi i Liberal Alliance også har betonet fra starten af.

JO MERE KRINGLET og bureaukratisk politikernes skattelovgivning bliver, desto mere vil embedsmændene nemlig være nødsaget til at navigere efter skøn frem for klare regler.

For når lovgivningen bliver til et juridisk minefelt af undtagelser og særregler, skabes der et større rum for menneskelige skøn, hvilket øger risikoen for, at uskyldige borgere kommer i klemme som følge af fejlagtige vurderinger.

Holst skriver selv, at »retssikkerhed er, at man kan stole på, at myndigheder træffer afgørelser, som er i overensstemmelse med gældende ret«. Det er jeg helt enig i.

Netop derfor kan vi ikke blive ved med at ignorere de mange åbenlyse fejlvurderinger, der plager vores skattevæsen. Vi politikere er nødt til at tage et ansvar ved både at reducere skattelovgivningens kompleksitet, så der bliver mindre rum for forkerte afgørelser, og ved at give embedsmændene bedre mulighed for at sige fra, når en afgørelse åbenlyst er urimelig over for borgerne.

Det er ikke et opgør med retssikkerheden, men derimod et forsøg på at genoprette den.

I Liberal Alliance har vi foreslået at indføre en samvittighedspligt, der skal sikre, at medarbejdere har ret til at sige nej til at gennemføre skønsbaserede afgørelser, der strider mod almen sund fornuft. Dette har medført kritik fra jurastuderende Mathilde Colbjørn Holst, men det beror på en misforståelse.

(Indlæg bragt i Politiken d. 24. juli)

Vi må stoppe det pensionskludder, som nordiske grænsependlere udsættes for

Lars-Christian Brask
20. juli 2026

I flere årtier har nordiske borgere taget ansvar dér, hvor arbejdsmarkedet havde mest brug for dem. De har flyttet og taget arbejde i et andet nordisk land end det, de er født i.

Ofte i perioder hvor der har været høj arbejdsløshed i hjemlandet.
Det har været godt for Norden og meget gavnligt for staterne.
I dag gælder dette især for Sverige og Finland, hvor mange svenskere og finner har fundet arbejde i enten Norge og Danmark, når jobmarkedet derhjemme er presset.

Det har bidraget til lavere arbejdsløshed og færre overførselsindkomster i hjemlandene, samtidig med at arbejdstagernes indkomster bliver brugt eller sendt tilbage til hjemlandene.

Dette er dog ikke en ny tendens. I 1980erne og 1990erne var det Danmark, der havde højere arbejdsløshed. Dengang var det danske borgere, der rejste ud, og den danske stat havde stor gavn af en tilsvarende udvikling: mindre ledighed, mere vækst og en regning, der blev delt på tværs af grænserne.

Når noget virker for godt til at være sandt, er det ofte netop det, og sådan er det også i det nordiske arbejdsmarked.
En ny rapport udarbejdet af Resonans Nordic og KPMG viser, at nordiske arbejdstagere kan komme i klemme, når pension optjent i flere nordiske lande skal udbetales.

Mange oplever nemlig, at systemerne ikke hænger sammen. Rettigheder tolkes forskelligt. Ansvar skubbes mellem landene.
Udbetalinger bliver lavere end forventet, og mange ender med at betale en høj pris for et nordisk arbejdsmarked, som politikerne ellers gerne fremhæver som en succes. Det er ikke kun urimeligt, men direkte uværdigt.

Borgerne har ikke udnyttet systemet. Tværtimod har de gjort det, samfundet bad dem om. De har taget arbejde, hvor det fandtes. De har bidraget til at stabilisere arbejdsmarkederne i Norden. De har været en del af løsningen.
Så kan svaret ikke være, at myndighederne løber fra regningen, når pensionen skal udbetales.

Hvis de nordiske regeringer for alvor går ind for fri bevægelighed og et fælles arbejdsmarked, må pensionssystemerne også følge med. Det er ikke rimeligt at høste gevinsterne i de gode år og overlade konsekvenserne til den enkelte, når arbejdslivet er slut.

Dette er ikke blot et politisk ansvar, men også et fælles nordisk ansvar.
Som repræsentanter for det nordiske samarbejde kan vi ikke se på, at dette fortsætter. Borgere, som har bidraget til vækst og lavere arbejdsløshed på tværs af grænserne, skal ikke stå tilbage som tabere, når pensionen skal udbetales.

Derfor er spørgsmålet ikke, om problemet skal drøftes, men tværtimod hvorfor det stadig eksisterer. For hvis det nordiske samarbejde ender dér, hvor pensionsansvaret begynder, så har vi bygget et system, der kun virker, så længe borgerne ikke har brug for det.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 20. juli 2026)

Hvis din ven bryder loven, hvorfor kan du så straffes?

Jens Meilvang
16. juli 2026

Du låner din bil ud til en ven. En ven, du virkelig stoler på. Din ven ender med at køre mere end 100 procent for stærkt og mindst 100 km/t og bliver derfor sigtet for vanvidskørsel. Pludselig risikerer du, at din bil bliver beslaglagt og senere konfiskeret – selvom du ikke selv har siddet bag rattet. Du har ikke kørt bilen. Du har ikke overtrådt loven. Du har ikke haft til hensigt at medvirke til noget ulovligt. Alligevel risikerer du at miste en af dine mest værdifulde ejendele.

Reglen gør, at helt almindelige danskere mister tilliden til vores retssystem. Når en uskyldig person mister sin bil, må det føles utroligt uretfærdigt. Borgeren står tilbage med et stort økonomisk tab for en anden persons beslutninger. Hvis borgerne begynder at tvivle på, om retssystemet beskytter dem mod urimelige indgreb fra staten, har vi et alvorligt problem. Vi skal have et retssamfund, som man skal kunne stole på beskytter individet.
I et liberalt retssamfund bør man ikke kunne straffes for noget, som man ikke selv har gjort. Når staten i dag kan konfiskere tredjemands køretøj ved vanvidskørsel, bryder staten sin oprindelige opgave: at beskytte borgeren. Staten skal beskytte ens ret til privat ejendomsret, da ejendomsretten er en grundlæggende frihedsrettighed.

Hvis staten tager din bil, selvom du ikke selv har begået lovbruddet, er det et meget hårdt indgreb. Et absurd, men rigtigt eksempel, er at en bilforhandler har mistet Tesla efter kundes vanvittige prøvetur.
Bilforhandleren er altså uskyldig, men skal alligevel have konfiskeret sin Tesla.

Dette betyder ikke, at man ikke skal straffe vanvidskørsel hårdt og konsekvent. Det skal man. Vanvidsbilister sætter andre menneskers liv og sikkerhed på spil, og det skal have mærkbare konsekvenser. Men det ændrer ikke på det grundlæggende princip: Straffen skal ramme den skyldige. Ikke den uskyldige ejer.
Reglen rammer helt almindelige danskere. Det kan være forælderen, der låner bilen ud til sit barn. Kæresten, der låner bilen ud i god tro. Eller vennen, der stolede på en person, som viste sig ikke at fortjene tilliden. Fælles for dem er, at de ikke selv har kørt bilen – men alligevel risikerer de at miste den.

I et liberalt retssamfund bør man ikke kunne straffes for noget, som man ikke selv har gjort.

(Indlæg bragt i Jyllands Posten d. 12. juli 2026)

Forsvarspolitik i Liberal Alliance

Hjemmeværnet skal spille en langt større rolle i forsvaret af Danmark

Carsten Bach
10. juni 2026

Danmark er i gang med en massiv oprustning. Men midt i diskussionen om milliarder til materiel overser vi et af de mest oplagte steder at sætte ind: Hjemmeværnet.

Det er en fejl. Og en skæv prioritering.

For hvis Danmark skal kunne forsvare eget territorium, beskytte kritisk infrastruktur og håndtere kriser på dansk jord, så kræver det en langt stærkere territorial kapacitet, end vi har i dag.

Derfor foreslår Liberal Alliance, at Hjemmeværnets budget fordobles og permanent løftes til én milliard kroner om året.

Stort potentiale
Hjemmeværnet løser allerede i dag langt flere og vigtigere opgaver, end mange er klar over. Alt lige fra bevogtning og overvågning til støtte for politiet, eftersøgning og beskyttelse af kritisk infrastruktur. Hjemmeværnet bliver i praksis brugt i langt højere grad, end det oprindeligt er indrettet og finansieret til.

Opgaver er over tid gledet fra de stående styrker over i Hjemmeværnet. Resultatet er en organisation, der løfter mere, end den er bygget til, og som følge heraf presses på både uddannelse, materiel og de frivillige soldaters tålmodighed.

De seneste politiske aftaler har kun løst problemet midlertidigt. For engangsløft og vækstpakker her og der ændrer ikke på et grundlæggende problem: Hjemmeværnet mangler en langsigtet, stabil finansiering og en mere klar defineret rolle i det samlede forsvar.

Hvis vi vil omsætte Hjemmeværnets store potentiale til reel militær kapacitet, kræver det en ny tilgang. Vi foreslår derfor en todelt struktur:

– En bredt funderet styrke, der løser de samfundsnære opgaver og fastholder den lokale forankring.
– En mere professionel styrke med højere krav til uddannelse og beredskab, som kan løfte egentlige militære opgaver i Danmark.

Det brede fundament
Det handler om at være ærlige om virkeligheden. Hjemmeværnet løser i dag vidt forskellige opgaver – men er organiseret som én samlet størrelse. Nogle opgaver kræver lokal tilstedeværelse og fleksibilitet. Andre kræver specialisering, træning og høj beredskabsgrad. Strukturen bør afspejle virkeligheden.

Derfor er den første søjle en ‘Almen Styrke’, som skal udgøre det brede fundament i Hjemmeværnet.

Her bevares den brede forankring, det lokale engagement og de samfundsstøttende opgaver, som Hjemmeværnet er kendt og respekteret for. Det gælder blandt andet støtte til politiet, afspærringer, eftersøgninger, trafikregulering, lokale bevogtningsopgaver og andre synlige opgaver i samfundet.

Her skal tærsklen for deltagelse fortsat være overkommelig. Den Almene Styrke skal være et stærkt civilt og lokalt forankret beredskab – og samtidig være den naturlige rekrutteringsbase for dem, der ønsker og kan påtage sig mere krævende militære opgaver.

Hjemmeværnets spydspids
Den anden søjle er en ny ‘Territorial Rådighedsstyrke’. Det skal være Hjemmeværnets spydspids og en egentlig territorial forsvarsstyrke. Her skal der stilles højere krav til rådighed, fysisk form, uddannelse og øvelsesaktivitet. Til gengæld skal soldaterne have adgang til bedre materiel, mere avanceret træning og løse mere krævende opgaver.

Det er denne styrke, der skal bemande de tungeste kapaciteter i Hjemmeværnet, bevogte kritiske knudepunkter, udføre drone- og antidroneoperationer, yde Host Nation Support i stor skala og øge tyngden i cyberberedskabet.

Det er ikke nogen fremmed tanke. I både Norge og USA er de territoriale styrker en reel del af forsvarsevnen – ikke blot en støttefunktion.

I Norge arbejder Heimevernet netop med en skarp opdeling mellem den brede struktur og de højt prioriterede, hurtigt mobiliserbare enheder. Og i USA er National Guard et eksempel på, at en territorial styrke godt kan være både lokalt forankret og militært slagkraftig.

Det bør også være ambitionen i Danmark. Danmark har brug for at tænke i samme retning: et hjemmeværn, der ikke kun er støtte, men som også er en slagkraftig del af Danmarks forsvarsevne.

Hjemmeværnet skal være den styrke, der kan beskytte Danmark, mens Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet samtidig lever op til Danmarks forpligtelser i Nato.

Det ansvar bør Hjemmeværnet løfte.

Hvis vi for alvor vil kunne forsvare Danmark, har vi behov for at styrke Hjemmeværnet. Det kræver, at vi tør tænke i en omstrukturering, så Hjemmeværnet i fremtiden både har en bredt forankret styrke og en reel territorial forsvarskapacitet.

Én milliard kroner om året til Hjemmeværnet er derfor ikke bare en budgetøvelse. Det er et nødvendigt skridt mod et mere robust dansk forsvar – og begyndelsen på en nødvendig reform.

(Indlæg bragt i Altinget d. 10. juni 2026)

Måske er virkeligheden mindre kompliceret, end R bilder sig ind

Mads Strange
13. maj 2026

I de seneste uger har undertegnede og en håndfuld talenter fra Dansk Folkeparti fået en del presseomtale for at være billedet på »en ny generation af unge højreorienterede«, der med »slagkraftige budskaber« og »velsiddende jakkesæt« har »vind i sejlene«.

Men spørger man Olivia Kjøng Østergaard og Camille Nissen-Petersen fra De Radikale skyldes vores succes imidlertid ikke, at vælgerne er enige med os.
Nej, tværtimod mener De Radikale, at opbakningen til Mikkel Bjørn (DF), Malte Larsen (DF), Mitchel Oliver (DF) og mig selv (af DR døbt »Det borgerlige boyband«) blot skyldes en særdeles velorkestreret selviscenesættelse.
De mener nemlig, at vi – fordi vi »fremstår skarpe, selvsikre og ligner nogen med succes og en fyldt bankkonto« formår at forføre unge vælgere til at bakke op om en politik, der ikke huer De Radikale.

Jeg synes, indlægget blotlægger en virkelighedsfjern arrogance, som længe har huseret i Radikale Venstre.
For skulle vælgerne virkelig være så uoplyste, at man blot med effektiv kommunikation på de sociale medier kan få folks stemme, selvom de er uenige i den politiske substans?

Selvfølgelig ikke.

De Radikales »dumstædige uvillighed«

Da jeg i valgkampen deltog i gymnasiedebatter, var til panelsamtaler på kollegier eller talte med unge på gaden, var det langt fra min oplevelse, at man kunne gøre sig fortjent til deres kryds alene gennem overfladiske TikTok-videoer eller substansløse Instagram-opslag.

Tværtimod oplevede jeg et yngre vælgersegment, der var veloplyst, stillede begavede spørgsmål og oprigtigt kerede sig om de udfordringer, Danmark står over for.
I denne sammenhæng udgør udlændingedebatten et illustrativt eksempel ikke blot på vores fremgang, men også på De Radikales dumstædige uvillighed til at lytte til mange danskeres bekymringer.

For De Radikale har i årevis været bannerførere for en udlændingepolitik, der er milevidt fra den virkelighed, som mange (unge) danskere oplever i hverdagen.
En forfejlet forestilling
Min generation er ikke vokset op med 1990ernes forfejlede forestilling om, at integrationsproblemerne blot ville forsvinde af sig selv med tiden.

Vi er vokset op med bandekriminalitet, terrortrusler, parallelsamfund og beretninger om unge kvinder i indvandrermiljøer med social kontrol, som ikke selv må vælge deres kæreste og bliver pakket ind i tørklæder fra barnsben.
Vi er vokset op med den ene veldokumenterede undersøgelse efter den anden, der påviser udbredt homofobi blandt muslimer og adskillige historier om islamister, der vil indføre sharialovgivning.

Derfor virker det også mærkeligt, at de Radikale fremstiller det som et mysterium, at mange unge ønsker en strammere udlændingepolitik.
Jeg tror ikke, at de unge vælgere lader sig forføre af »en æstetik, der gør det attraktivt at følge« os unge, borgerlige politikere, som De Radikale ellers påstår.

Jeg tror, de reagerer på noget langt mere substantielt og at dette selvfølgelig afspejler sig i, hvor de sætter deres kryds.
Mangel på selverkendelse

Liberal Alliance er det parti, der har størst opbakning blandt danskere på 18-34 år. Dansk Folkeparti er det parti, der netop nu har den største procentuelle fremgang blandt selvsamme unge vælgersegment.
Alligevel er der ingen selverkendelse hos De Radikale.

Tværtimod er det som om, partiet insisterer på at sætte den samme tyndslidte plade fra 90erne på grammofonen, hvor enhver bekymring om integrationsudfordringer, parallelsamfund eller overrepræsentation af kriminalitet blandt indvandrere affejes som fremmedfjendsk.
Hvis vælgerne ønsker en strammere udlændingepolitik (og det gør de!), kan det ifølge De Radikale umuligt skyldes virkeligheden omkring dem.

Det vidner om den samme bedrevidende distance, der også i årevis har præget partiets tilgang i udlændingedebatten.
For mens mange lever med konsekvenserne af en forfejlet immigrationspolitik, vælger De Radikale alt for ofte at tale problemerne ned.
Men måske er virkeligheden langt mindre kompliceret, end De Radikale bilder sig ind.

Måske skyldes vores fremgang ikke vores æstetiske sans eller effektive brug af sociale medier.

Måske skyldes den bare, at stadig flere unge ganske enkelt er mere enige med os end med De Radikale?

(Indlæg bragt i Berlingske d. 13. maj 2026)

Blokaden af folket

Henrik Dahl
13. maj 2026

Lars Løkkes drøm om eksklusion af yderfløjene kan blive en farlig drøm for Danmark.

Danmark har syv uger efter folketingsvalget i marts endnu ikke en regering.
Den umiddelbare forklaring er, at Folketinget efter valget er omtrent lige så fragmenteret som parlamenterne i Belgien og Nederlandene. Hvor regeringsforhandlinger, der trækker ud i månedsvis, ikke er noget særsyn.

Efter den traditionelle, politiske logik, der styrede Danmark i årtier, bør landet enten have en rød regering under ledelse af Socialdemokratiet eller en blå regering under ledelse af enten Venstre eller Konservative.
Men det er der flere ting, der taler imod end tidligere. På overfladen skyldes det, at skønt Socialdemokratiet stadig er større end SF, er partiet ikke så meget større. I blå blok er ingen af partierne afgørende større end de øvrige borgerlige partier. Hvis valgresultatet var en meningsmåling, ville man sige, at forskellen på Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti ikke er større, end hvad der falder inden for den statistiske usikkerhed. Og Konservative ligger kun akkurat uden for denne grænse.

Og længere nede i den politiske undergrund er der også tektoniske plader, der bevæger sig.
Siden 2019 har Venstres daværende formand, Lars Løkke Rasmussen, været imod projektet »blå blok«.

Siden 2022 har Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, også været skeptisk over for ideen om »rød blok« og erklæret, at hun gerne så en bred regering hen over midten.
I begge tilfælde er begrundelsen, at man ikke ønsker at give for meget magt til de politiske yderfløje.

Hvor man rundtomkring i Europa har beskyttet sig imod først og fremmest højrefløjspartier med det, der på fransk hedder cordon sanitaire og på tysk hedder Brandmauer, har man i Danmark i højere grad sat sin lid til princippet »ansvarets åg«.
Da valget i 1966 åbnede muligheden for, at der kunne dannes en S-SF-regering, sagde den socialdemokratiske nestor Per Hækkerup, at SF ville have godt af at komme under ansvarets åg. At folkesocialisterne ville have godt af at opleve en ansvarliggørelse.

En sådan ansvarliggørelse ville tvinge partiet til at prioritere; til at anerkende, at penge kun kan bruges én gang; til at anerkende, at større offentlige udgifter ikke er løsningen på alt og så videre.
SITUATIONEN I DANMARK i dag er, at landet indtil for ganske nylig ikke har været svært at regere. Til forskel fra lande som Frankrig og Tyskland, hvor regeringsdannelse i perioder har været præget af betydelige vanskeligheder, og en permanent eksklusion af større vælgergrupper har haft konsekvenser for både styringsevne og legitimitet.

Belært af erfaringen fra Sverige, hvor man for nogle år siden opgav at udfryse Sverigedemokraterna, har det længe været min opfattelse, at den danske vej med ansvarliggørelse af fløjpartierne på flere måder har været mere robust end den franske og tyske tilgang, hvor man i højere grad har holdt en stor del af mandaterne og dermed af vælgerne uden for direkte politisk indflydelse.

Derfor er det bemærkelsesværdigt, at Moderaterne taler for en kurs, der i højere grad minder om de modeller, man har set i Tyskland og Frankrig.
En sådan model vil kunne få flere konsekvenser. For det første risikerer man at bekræfte de vælgere, der holdes uden for indflydelse, i opfattelsen af, at landet styres af en elite, der ikke i tilstrækkelig grad tager deres bekymringer alvorligt. En sådan udvikling vil næppe styrke tilliden til de politiske institutioner.

For det andet er der en risiko for, at politik i stigende grad bliver opfattet som et teater. I Tyskland har mange vælgere haft svært ved at forstå, at CDU/CSU og SPD før valgene fremstår som klare modpolerhvorefter de efter valgene alligevel danner regering sammen. Det kan skabe et indtryk af, at forskellene mellem partierne i sidste ende er mindre afgørende, end de fremstår under valgkampen.

For nogle vælgere kan det føre til en oplevelse af, at deres stemme har begrænset betydning for den førte politik. Og at centrale problemer – migration, integration og politisk radikalisering – ikke håndteres med tilstrækkelig klarhed.

Alt dette peger på, at man bør være varsom med at opgive en model, der i dansk sammenhæng har bidraget til både politisk integration og styringsevne.
DEN DANSKE TILGANG har ikke været uden problemer. Og det er heller ikke givet, at ansvarliggørelse altid fører til moderation. Men erfaringen peger på, at inklusion af yderpartier i det politiske ansvar kan bidrage til at gøre dem til en del af det system, de ellers kunne have haft en interesse i at stå udenfor.
Danmark står derfor ikke kun over for et valg mellem forskellige regeringskonstellationer, men også mellem forskellige styringsprincipper mellem en model, der forsøger at integrere politiske fløjpartierne gennem ansvarliggørelse, og en model, der i højere grad søger at begrænse deres indflydelse gennem eksklusion.

Hvilken vej man vælger, vil ikke blot få betydning for den næste regering, men også for den måde, det politiske system fungerer på i de kommende år.
Situationen i Danmark i dag er, at landet indtil for ganske nylig ikke har været svært at regere.

(Indlæg bragt i Weekendavisen d. 13. maj 2026)