Fred i Gaza behøver ikke betyde enden på den anti-israelske gadeuorden

Henrik Dahl
14. oktober 2025

Kronik Stærke kræfter ønsker at kæmpe videre i gaderne. Men lige så stærke kræfter er dødtrætte af det.

Lad os antage, at der kommer reel fred til Gaza. Det ønsker USA. Det ønsker de toneangivende stater i regionen. Det ønsker Israel efterhånden også. Og Hamas? Efter at have lidt massive tab de seneste to år er dens plads til at manøvrere ikke, hvad den har været.

Men vil den fred, der kommer, få de anti-israelske og anti-jødiske demonstrationer i Europa og USA til at stilne af? Det er jeg ikke så sikker på.
Jeg kunne godt forestille mig, at den anti-israelske og anti-jødiske radikalisering og mobilisering i Europa og USA er permanent. For der er meget stærke kræfter, der gerne vil have den.

For det første ønsker de islamister, der opererer i Vesten, radikaliseringen og mobiliseringen. De ønsker at samle og styre så mange muslimer som overhovedet muligt under en række dagsordener: at opnå kontrol over gaden. Altså at dominere det offentlige rum med palæstinensiske flag og anti-israelske/anti-jødiske sloganer i det størst mulige omfang. At opnå kontrol over den diskurs, der benyttes til at tale om problemerne. At infiltrere så mange politiske partier, som det kan lade sig gøre, med anti-israelske og anti-jødiske dagsordener.

For det andet ønsker den ekstreme venstrefløj radikaliseringen og mobiliseringen. Hvad enten det skyldes kynisme, eller det skyldes grænseløs dumhed, så forestiller den ekstreme venstrefløj sig, at den har fælles interesser med islamisterne.
Det har den ekstreme venstrefløj, når det gælder ønsket om at ødelægge det eksisterende samfund så effektivt, som det er muligt. Men i forhold til kvinders rettigheder og seksuelle minoriteters rettigheder kan islamisterne og venstrefløjen dårligt stå længere fra hinanden.

For det tredje er der en ubehagelig tendens til antisemitisme længere inde mod den politiske midte i flere lande i Europa. Først og fremmest Spanien, Irland og til dels Belgien. Her er der politisk bundtræk i at fordømme alt, hvad der er israelsk hvilket er en eufemistisk måde at fordømme alt, hvad der er jødisk.
For det fjerde er der en række samfundsinstitutioner i de vestlige lande, der ikke længere stiller sig kritiske an over for den desinformation, der er udgået fra Hamas og dens medløbere på venstrefløjen.

Det drejer sig om universiteterne, der i vore dage i betydeligt omfang er arnesteder for antisemitisk mobilisering og for (pseudo)videnskabelig legitimering af antizionismen og antisemitismen.
Og det drejer sig om de klassiske medier. De har i betydeligt omfang svigtet det klassiske ideal om balance i nyhedsformidlingen og om at anlægge et nogenlunde ensartet niveau for dokumentation og kildekritik.

På de sociale medier kan man løbende finde screendumps fra klassiske medier, der kolporterer absurde vinklinger, f.eks. at Israel startede krigen, og kolporterer Hamas-propagandaen om »hungersnød« og »folkemord«.
Derfor vil jeg ikke blive overrasket, hvis gadeuordenen og de antisemitiske demonstrationer fortsætter, både i Danmark og i lande som Storbritannien, Frankrig og Spanien. I Storbritannien og Frankrig er der i tillæg til de problemer, jeg allerede har nævnt, også det store problem set fra myndighedernes side at demonstranterne efterhånden er for mange til, at myndighederne kan stoppe dem, dersom de skulle have viljen.

Derfor vil jeg heller ikke blive overrasket, hvis regeringerne i Storbritannien og Frankrig fortsætter ned ad den lad os sige det, som det er Hamas-imødekommende sti, man allerede er slået ind på. Med mere boykot og mere ensidig kritik af Israel.
Der er for mange stemmer på spil til, at centrum-venstrepartierne tør lade være. Og der er for mange medlemmer af gadens parlament til, at det længere kan stoppes af ordensmagten.

Til det kommer så regeringerne i Spanien og Irland, der allerede er åbenlyst anti-israelske og dermed også anti-jødiske.
Man kan ikke kalde noget af alt dette for andet end en kæmpe sejr for islamismen og islamogauchismen. Der er ingen af disse politiske kræfter, der på nogen måde burde have lov til at blive anset for stuerene. Men de er lige så stille på vej til at blive det alligevel.

Vil denne normalisering af slet skjulte Hamas-dagsordener i lande som Storbritannien, Frankrig og Spanien få lov til at gå upåagtet hen? Det tror jeg bestemt ikke.
I virkelighedens verden er det Israel, der har vundet konflikten med Hamas. Ligesom Israel har vundet konflikten med Hezbollah og med Iran. Landet står stærkere end længe og bag al retorikken har de kræfter, der måtte overveje at angribe Israel, fået en del at tænke over.
Hovedkonklusionen fra de seneste to år er entydig: at forsøge sig med angreb på landet er den visse død for enhver, der vover det. At forsøge sig med karaktermord på Israel i de vestlige offentligheder er ikke noget, der bremser landet.

Det ville være naivt at tro andet, end at både Israel og USA har en sort bog med lande, der ikke er til at stole på. Og det ville også være naivt at tro andet, end at der er en hel del af de vestlige lande og en hel del af deres ledere, der er nævnt adskillige gange i disse sorte bøger.
Jeg ville umiddelbart tro, at den spanske socialist- og ekstremistregering står forrest, når det gælder tilbagebetaling fra israelsk og amerikansk side.

Forstærket af den ekstremt fraværende vilje til at bidrage til Nato.
Men jeg tror heller ikke, at de menige borgere i Storbritannien, Frankrig og Spanien er særligt begejstrede for at se gadens parlament folde sig ud med ekstremt voldelige paroler og helt åbenlyst islamistiske dagsordener.
Derfor vil de hårde højrepartieraltså dem, der ligger længere til højre end de gamle borgerlige magtpartier få fremragende valg i både Storbritannien, Frankrig, Spanien og uden tvivl også Tyskland. Fremtiden i Europa og USA er helt sikkert meget mere højreorienteret end nutiden. Som en modreaktion på den svage respons fra midterpartiernes side på islamismens voksende indflydelse.

Derfor skal vi formentlig vænne os til et politisk billede, hvor Europa minder mere om USA, end Europa gør i dag. Med krav om opgør med wokeness, oprydning på universiteterne og mere kontante modsvar fra myndighedernes side, når de islamogauchistiske stormtropper slår sig løs i gaderne.
Hvis de hårde højrepartier bliver så stærke, at de er umulige at ignorere, men ikke stærke nok til at sidde med flertallet selv, skal de gamle centrum-højre-partier i tænkeboks. Vil de finde ind i et pragmatisk samarbejde på de punkter, hvor man kan blive enige? Eller vil weimariseringen af det politiske liv fortsætte?

I Danmark er der tradition for det pragmatiske samarbejde. Alle ved, at man ikke skriver under på hele det politiske program hos sine samarbejdspartnere, bare fordi man indgår en delaftale om noget. Det er der forbløffende få, der er klar over i resten af Europa.
Af hensyn til at landene i det hele taget skal regeres, må man dog håbe, at der snart indfinder sig en dansk-inspireret pragmatisme, når det gælder om at indgå i brede samarbejder. Ellers er Europa for alvor ilde ude.

Jeg ville umiddelbart tro, at den spanske socialist- og ekstremistregering står forrest, når det gælder tilbagebetaling fra israelsk og amerikansk side. Forstærket af den ekstremt fraværende vilje til at bidrage til Nato.
Vi skal formentlig vænne os til et politisk billede, hvor Europa minder mere om USA, end Europa gør i dag. Med krav om opgør med wokeness, oprydning på universiteterne og mere kontante modsvar fra myndighedernes side, når de islamogauchistiske stormtropper slår sig løs i gaderne.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 14. oktober)

Gaslighting og tankepoliti fra den politiske elite ender aldrig med at kaste noget godt af sig

Henrik Dahl
2. oktober 2025

De tider, hvor nogen vovede at forsøge at gaslighte befolkningen til at tro, at indvandring fra Stormellemøsten var den største gave til menneskeheden, siden penicillinen blev opdaget, er – med yderst få undtagelser – forbi.

Der hersker ikke en generel mangel på sager, der skaber forargelse på de sociale medier. Men tillad mig alligevel at slå ned på to af ugens mest forargelsesgenererende sager i mit X-feed.
I Strasbourg har bystyret bestemt, at det bedste udtryk for »byens sødme« (La douceur de ville) i en brandingkampagne er en hijabklædt bedstemortype med det karakteristiske nordafrikanske kvindenavn Nacera.

I forbifarten bør det nævnes, at det i Frankrig er forbudt at bære hijab i det offentlige skolevæsen, fordi det anses for at underminere den grundlæggende verdslighed, republikken bygger på.

I Köln, omtrent tre hundrede kilometer længere nede ad Rhinen, vil bystyret ikke stå tilbage for Strasbourg. Derfor har man skudt skatteborgernes penge i en stort anlagt kampagne med temaet »Ja zu Migration« (»Ja til migration«, red

Her kan man for eksempel læse, at »Migration ist die Mutter aller Lösungen für die Zukunft«. Altså at migration er alle fremtidsløsningers moder.

Jeg har svært ved at tro andet end, at det stærkt indvandringskritiske franske Rassemblement National gnider sig i hænderne ved synet af Strasbourgs brandingkampagne. Ligesom det forekommer mig oplagt, at tyske Alternative für Deutschland – ligeledes indvandringskritisk – sender en varm tanke til de mennesker på Kölns rådhus, der har besluttet at sende så mange borgere i deres retning ved næste valg.

Det mærkelige, når de to bystyrer i henholdsvis Strasbourg og Köln gør så meget hjælpsomt for det hårde højre, er, at ingen af byerne bliver regeret fra den side af det politiske spektrum.

I Strasbourg har den grønne Jeanne Barseghian båret borgmesterkæden siden 2020. I Köln er magten lige skiftet fra den uafhængige, men centrum-venstrestøttede Henriette Reker til SPD’eren Torsten Burmester.

De tider, hvor nogen vovede at forsøge at gaslighte befolkningen til at tro, at indvandring fra Stormellemøsten var den største gave til menneskeheden, siden penicillinen blev opdaget, er – med yderst få undtagelser – forbi.

At påstå, at indbegrebet af Roskilde – som Strasbourg i henseende til kulturel pondus kan sammenlignes med – er en folkepensioneret bedstemor i hijab, er så bimlende åndssvagt, at ingen ville vove det. Selvfølgelig er det ikke det – og det ved alle, der har tankekraft nok til selv at snøre deres sko.

At påstå i fuld alvor, at vejen frem for en dansk by var endnu flere mennesker af samme aftapning som dem, der for kun ti år siden foranstaltede et af de største masseovergreb på kvinder, nogen kunne erindre, som det skete i Køln, ville blive mødt med et kombineret vredes- og latterbrøl.

Jeg synes, at vi i Danmark nogle gange er tilbøjelige til glemme, hvilken velsignelse det er, at vi kan tale nogenlunde frit og frejdigt om tidens største problemer. Herunder de udfordringer, årtier med ansvarsløs indvandring har medført.

Det er en frihed, man så langtfra nyder godt af i resten af Europa. For nylig ville venstrefløjen i Europa-Parlamentet for eksempel gerne have mere opmærksomhed på overgreb imod kvinder. Samtidig med, at den ville forbyde, at parlamentet diskuterede konsekvenserne af masseindvandringen fra Stormellemøsten.

I Danmark har vi statistikker, som det er helt okay at diskutere, og som entydigt viser, at de to ting hænger sammen.

Min pessimisme, når det gælder fremtiden i de lande, hvor gaslighting og tankepoliti stadig er strategier, den politiske elite anser for acceptable, er stor. Selvom jeg af natur er optimist, kan jeg ikke forestille mig blot et enkelt scenario, hvor den politiske fremgangsmåde ender med at kaste noget godt og gavnligt af sig.

Henrik Dahl er sociolog, forfatter og MEP for Liberal Alliance

Jeg synes, at vi i Danmark nogle gange er tilbøjelige til glemme, hvilken velsignelse det er, at vi kan tale nogenlunde frit og frejdigt om tidens største problemer. Herunder de udfordringer, årtier med ansvarsløs indvandring har medført.

(Indlæg bragt d. 2. oktober i Berlingske)

Socialområdet. Stop nu hetzen mod de private botilbud

Katrine Daugaard
28. september 2025

Pressen har i disse dage meget travlt med at pege fingre ad de private botilbud.

Men lad os være ærlige: det er ikke de godkendte private tilbud, der er problemet – det er derimod kommunernes egen indkøbspraksis. Når kommunerne køber dyre, timebaserede enkeltmandsprojekter udenom Socialtilsynet, uden ordentligt tilsyn og uden at stille krav til kvalitet, så skaber de selv grobund for de sager, vi alle forarger os over.
Jeg deler bestemt bekymringen over de brodne kar, der snyder systemet. Vi skal ikke acceptere, at kriminelle stjæler fra statskassen og udnytter vores mest sårbare borgere. Men vi må holde op med at udstille hele det private marked som skurken.

Problemet ligger ganske enkelt i ikke-godkendte tilbud og de timebaseret ydelser.
Og lad os nu lige få fakta på bordet: Socialtilsynet holder skarpt øje med de godkendte botilbud. Hvis der trækkes urimelige profitter ud, kommer der et påbud.
Samtidig viser Socialtilsynets egne vurderinger, at det ofte er de private tilbud, der leverer den højeste kvalitet og den største specialisering. Det er altså ikke markedet, der fejler – det er den politiske styring.

Det, som regeringen og flere kommuner lægger op til, er at straffe hele det private marked for de fejl, som kommunerne selv begår. Det er som at smadre hele køkkenet, fordi man har brændt én gryde på. Resultatet bliver et dårligere socialområde, mindre konkurrence og færre valgmuligheder, og det er de mest udsatte borgere, der kommer til at betale prisen.

Hvis vi virkelig vil stoppe overbetaling og snyd med offentlige midler, så er løsningen ikke at kvæle de private aktører, men at stille markant skrappere krav til kommunernes indkøb.
Ingen timebaserede ydelser uden dokumenteret effekt. Ingen indkøb hos ikkegodkendte aktører uden tilsyn. Fuld gennemsigtighed i kommunernes kontrakter og priser.

Det er den slags krav, der kan rydde op. Lad os droppe symbolpolitikken, der ødelægger de tilbud, som rent faktisk fungerer.
Stop heksejagten på de private botilbud og begynd at tage fat dér, hvor problemerne faktisk opstår. De godkendte private tilbud er ikke fjenden, de er tværtimod en del af løsningen.
Det er altså ikke markedet, der fejler – det er den politiske styring.

(Indlæg bragt d. 28. september i Avisen Danmark)

Derfor er Weimar-lammelsen farlig

Henrik Dahl
27. september 2025

Vi ved alle, hvad der gik galt med Weimar-republikken: Den endte med at gøre Adolf Hitler til rigskansler. Hvorefter Hitler gjorde en ende på republikken.

Det er svært at sætte Hitler i parentes, fordi hans forbrydelser imod menneskeheden selv i et meget langt historisk perspektiver enestående.
Men lad os alligevel gøre forsøget.
Nu sætter vi en parentes om personen Hitler og fokuserer på den parlamentariske situation i Weimar-republikkens sidste år.
Rigsdagen bestod af langt flere partier end kommunister, socialdemokrater og nazister.

Men det var disse tre partier, der havde bestemmende indflydelse på det mest afgørende spørgsmål i ethvert parlament: Kan der skabes et beslutningsdygtigt flertal? Eller vil parlamentet i mangel på et beslutningsdygtigt flertal blive nødt til at springe fra tue til tue i stedet for at bevæge sig fremad med fart og retning. Blive nødt til at tumle videre med beslutninger, der er meget små eller meget teknokratiske (eller begge dele)?

Kommunistpartiet havde fra sine ejere i Moskva fået besked på, at Socialdemokratiet var hovedfjenden, og at der ikke måtte samarbejdes.
Socialdemokratiet var heller ikke begejstret for Kommunistpartiet.
Og Nazistpartiet var der ingen af de to andre store partier, der ville have noget med at gøre.
Derfor var det i Weimar-republikkens sidste år umuligt at skabe en stabil regering og dermed også umuligt at tage fat på de store problemer, Tyskland stod over for.

Denne tilstand af Weimar-lammelse hvor tre partiblokke, der af forskellige grunde nægter at finde hinanden i et samarbejde, låser parlamentet – skal vi lægge mærke til. For selv om Weimar-republikken er fortid, er Weimar-lammelsen som fænomen i højeste grad nutid.

I Frankrig er Den femte republik allerede præget af Weimar-lammelse. Macron-partiet Renaissance nægter kategorisk at samarbejde med Rassemblement National. Det er blokeret af en såkaldt cordon sanitaire – en permanent, politisk karantæne. Samtidig er Renaissance yderst tilbageholdende med at samarbejde med den ekstreme venstrefløj, La France Insoumise. Resultatet er, at det i realiteten er vanskeligt at regere Frankrig på basis af den nuværende Nationalforsamling.

Tyskland befinder sig i en lignende situation. Hverken Unionen (CDU/CSU) eller SPD ønsker at samarbejde med Alternative für Deutschland, der er afskåret af den tyske Brandmauer. Og appetitten på samarbejde med det hårde venstre er til at overse, ikke mindst på grund af partiets Rusland-sympatier. Derfor ender Forbundsdagen ofte i en Weimar-lammelse, hvor midterpartierne er nødt til at finde sammen efter valgene selv om de netop har brugt hele valgkampen på at understrege deres forskelle.
Og for at det ikke skal være løgn, er Europa-Parlamentet også ramt.

De fire magtpartier, der har valgt kommissionen, er socialisterne i S&D, De grønne, de socialliberale i Renew og de centrum-højre-borgerlige i EPP. Det er et tvangsægteskab, som ingen af parterne befinder sig godt i. Den venstre side efterlyser mere stat og mere grøn omstilling. Den højre side ønsker mere pragmatisme i den grønne omstilling og mere subsidiaritet.
Venstre side kunne i teorien finde lydhørhed hos The Left. Men den gruppe rummer mange, der ser stort på, hvad Stalin eller Hamas har gjort galt. Højre side kunne søge støtte længere ude, men så får man en svigerfamilie med pro-russere og relativister i forhold til Det tredje rige. Derfor er der også brandmur ind mod det ekstreme højre.
Der er flere ting, der gør Weimarlammelse farlig.

For det første har lammede parlamenter svært ved at vedtage andet end små og konsekvensløse fortsættelser af den politik, der allerede bliver ført.
For det andet skaber lammelsen massiv mistillid blandt vælgerne. De kan jo godt se, at der er brug for mere end de små hop på stedet. Derfor ender et lammet parlament med ikke at forholde sig til tidens mest påtrængende problemer – og med at fremstå ligeglad med de problemer, der optager almindelige mennesker.
Her har vi faktisk noget at tilbyde i Danmark. Vi er ikke ramt af Weimar-lammelse i vores Folketing. Det skyldes især to ting.
For det første har vi en lang tradition for at samarbejde på konkrete punkter, hvor vi kan blive enige. En typisk dansk politiker vil tænke, at selv om der står side op og side ned med tossede ting i et givet partis program, kan man godt acceptere, at partiet indgår en aftale om et konkret emne, hvis det netop på dét område har valgt at droppe tovligheden.

For det andet: Hvis en femtedel af befolkningen stemmer på parti X, fordi man mener, at parti X er bedst til at løse et påtrængende problem, så er svaret ikke at benægte problemets eksistens. Svaret er at sige: Ja, vi anerkender, at det er et påtrængende problemmen her er vores bedre forslag til, hvordan det kan løses.
I Frankrig, Tyskland og i Bruxelles er der for mange midterpolitikere, der tyr til gaslighting og bortforklaring, når de konfronteres med vælgernes bevæggrunde. Men den danske erfaring er, at midterpartierne har et mindst lige så stort ansvar som fløjene for at undgå Weimar-lammelse. De skal turde samarbejde, når fløjene en sjælden gang rammes af fornuft og de skal levere reelle løsninger på de problemer, der driver vælgerne derhen.
Weimar-lammelse er farligt. Ikke fordi det nødvendigvis leder til diktatur, men fordi det fører til stagnation og voksende mistillid. Derfor bør alle, der bekymrer sig om demokratiets fremtid, forstå fænomenet og handle for at undgå det.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27. september 2025)

Realiteten er, at regeringen har mistet grebet

Steffen Larsen
24. september 2025

KOMMENTAR Peter Skaarup og Steffen Larsen og Frederik Bloch Münster samt Mikkel Bjørn.

Man får næsten morgenbrødet galt i halsen, når man læser Kaare Dybvad Beks interview i Berlingske i sidste uge. I et interview påstår den nu tidligere udlændinge- og integrationsminister, at de fire borgerlige partier ikke er i stand til at føre en stram udlændingepolitik, hvis vi en dag skulle få regeringsansvaret.
Det er en påstand, der både er komisk og skræmmende på samme tid. For virkeligheden er jo, at det er regeringen, som svigter igen og igen.
Siden Mette Frederiksen blev statsminister i 2019, er antallet af personer fra de såkaldte MENAPT-lande fordoblet. Alene i 2024 kom der over 8.300 personer fra disse lande.

Samtidig har regeringen åbnet ladeporten for udenlandske studerende i et hidtil uset omfang. På Roskilde Universitet (RUC) er hver sjette kandidatstuderende i dag fra Bangladesh – en udvikling, der på få år er eksploderet med flere hundrede procent.
Ordningen giver adgang til det danske arbejdsmarked og mulighed for at tage både ægtefælle og børn med.
Det viser sig samtidig, at den store repræsentation af studerende fra Bangladesh har svækket det faglige niveau, men det har regeringen accepteret for at redde RUC fra fallittens rand.

Som om det ikke var nok, har regeringen kastet næsten en halv milliard kroner i et partnerskab, der skal tiltrække endnu flere studerende fra Afrika. Det er svært at tolke som andet end et bevidst opgør med den stramme kurs.
Samtidig er regeringen passiv over for de udfordringer, der for alvor slider på sammenhængskraften. Den sociale kontrol bekæmpes ikke, hvor der endnu ikke er indført et forbud mod bederum på universiteterne. Screening af statsborgere er blevet syltet i snart et år, og nu må vi vente yderligere ti måneder på et ekspertudvalg, der skal komme med anbefalinger til, hvordan man kan komme i gang.
Når det gælder statsborgerskab tildelt på falske præmisser, gemmer regeringen sig bag en international konvention i stedet for at handle, mens vi i samlet flok opfordrer til at melde os ud af statsborgerskabskonventionen.

Og listen stopper ikke her. Regeringen har også bøjet sig for udenlandske trusler og indført den skandaløse koranlov, som er et direkte angreb på ytringsfriheden. Samtidig fastholder man racismeparagraffen, selvom den i praksis begrænser borgernes ret til at tale frit.
Vi har fra de borgerlige partier også foreslået krav om danskkundskaber for at kunne modtage fuld kontanthjælp, forbud mod islamisk kønsopdelt svømning, at trossamfund skal anerkende retten til skilsmisseog et forbud mod bederum på offentlige uddannelser.
Regeringen har stemt imod samtlige forslag.
Når vi peger på problemerne, er svaret hver gang udsættelser, syltekrukker og tomme hensigtserklæringer.
Kontrasten til den borgerlige opposition kunne ikke være tydeligere. Vi vil ikke acceptere den ukontrollerede indvandring, flere på førtidspension og voksende social kontrol. Vi vil føre en konsekvent og stram udlændingepolitik, hvor ytringsfriheden respekteres, og hvor vi beskytter Danmark mod de fejltagelser, som regeringen selv har bidraget til.

Realiteten er, at regeringen har mistet grebet. Derfor er vores appel til danskerne også klar. Vil I en anden retning på udlændingepolitikken? Så stem på de en af vi fire borgerlige partier, som er klar til at tage ansvar og sikre Danmark en reel stram udlændingepolitik.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 24. september 2025)

Folkekirken skal leve og vokse i respekt for historien

Carl Andersen
20. september 2025

Der er brug for at fremtidssikre menighedsrådene, så vi også i fremtiden kan tiltrække folk til denne uhyre vigtige samfundsopgave, skriver dagens kronikører

DEN DANSKE FOLKEKIRKE er med sine århundredlange rødder en uadskillelig del af dansk kultur og historie. Folkekirken er samtidig et levende og aktivt samlingspunkt for mennesker i hele Danmark på tværs af geografi, alder, holdninger og alle de andre forskelle, som kendetegner danskerne.
Ansvaret for kirkens liv og vækst er lagt i hænderne på de lokale menighedsråd, som siden I. C. Christensen stod fadder til deres oprettelse i begyndelsen af 1900-tallet har været med til at forme og værne om kirkens lokale liv. Med kirker i hvert eneste sogn i landet sikrer menighedsrådene en dyb lokal forankring og sørger for, at den lokale kirke tilpasser sig de mennesker, som lever og bor i sognet. Det giver mulighed for, at forskellige kirkesyn kan rummes og udfoldes inden for folkekirkens mange sogne og menigheder. Folkekirkens lokale forankring er helt særlig. Den skal vi fastholde og værne om. Men det kræver, at vi tør tænke nyt for at løse de udfordringer, mange menighedsråd også står overfor.

Lader vi bare stå til, risikerer problemerne at vokse sig uoverskuelige. Menighedsrådsmedlemmerne er demokratisk valgte folkekirkemedlemmer, som stiller op for at løfte et stort ansvar. Både når det gælder at samle gamle og unge i store og små lokalsamfund – ikke kun til gudstjenester, men også gennem et rigt kulturliv med kor, koncerter, debatarrangementer, sorggrupper, diakonalt arbejde og meget mere. Og når det gælder det administrative ansvar for at forvalte kirkens bygninger, økonomi og personale.
Der er brug for at fremtidssikre rammevilkårene for menighedsrådsmedlemmerne, så vi også i fremtiden kan tiltrække folk til denne uhyre vigtige samfundsopgave. Det er vigtigt, hvis vi skal sikre, at folkekirken også i fremtiden kan være en levende, demokratisk og lokalt forankret kirke for alle danskere, hvor det folkelige engagement står stærkt. Derfor indgik vi i maj en politisk aftale om en historisk forenkling af menighedsrådsarbejdet med tre hovedformål:

FOR DET FØRSTE fjerner vi nu bøvl og byrder for menighedsrådene, så der ikke skal bruges timevis på at skrive ansøgninger og udfylde skemaer. Det betyder for eksempel, at en række samarbejder mellem sogne og provstier ikke skal godkendes af Kirkeministeriet. Og så letter vi opgaverne med drift og vedligeholdelse af andre bygninger og ejendomme end kirken og sognegården. Det stod ret klart i de ønsker, som mange menighedsrådsmedlemmer selv har givet udtryk for i det forberedende arbejde med reformen. Kirken og sognegården udgør derimod centrale omdrejningspunkter for det lokale kirkelige liv og forbliver forankret i det enkelte menighedsråd.

FOR DET ANDET bliver der nu en større frihed til at organisere sig efter lokale behov og forhold i sognet. Samtidig gør vi nu reglerne for valg og sammensætning af menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd enklere og lettere at forstå.

FOR DET TREDJE skal vi have større fokus på ledelse og samarbejde i folkekirken, hvor tiden kalder på bedre personaleledelse i menighedsrådene. Med lovgivningen skaber vi bedre forudsætninger for, at folkekirkens arbejdsmiljø er godt for alle ansatte. Den seneste store undersøgelse af arbejdsmiljøet viste, at der er brug for nye muligheder og tiltag, der understøtter menighedsrådene i det arbejde.
Med enkelte justeringer til aftalen fra maj er vi nu blevet enige om at omsætte forslagene til ny lovgivning. Vi har lyttet til de mange gode og konstruktive høringssvar til lovforslaget og justeret på enkelte områder for at skabe endnu mere fleksibilitet til at tage højde for lokale ønsker og behov.

I.C. CHRISTENSEN insisterede på, at folkekirken skal være ”af folk og for folk”. Han mente, at det kirkelige liv må forankres lokalt, og at folkekirkens demokratiske organer skal give plads til bred deltagelse og engagement. Det har dannet grundlaget for vores arbejde. Men vi må også erkende, at verden har forandret sig siden hans tid. Menighedsrådene er offentlige myndigheder og skal leve op til de høje standarder, vi stiller til hele den offentlige sektor. Det gælder alt fra åbenhed og grundlæggende krav til forvaltningen over persondatabeskyttelse til økonomisk ansvarlighed. De administrative krav og kompleksiteten i menighedsrådsarbejdet er på den baggrund vokset, og mange menighedsrådsmedlemmer oplever i dag, at bureaukratiet tager overhånd frem for menighedens opgaver.

Derfor har vi sat os for at gøre det lettere og mere fleksibelt at være med i menighedsråd, uden at vi mister det demokratiske grundlag og den lokale forankring, og uden at vi giver køb på økonomisk ansvarlighed og retssikkerhed. Reformen er resultatet af et bredt samarbejde med repræsentanter fra Landsforeningen af Menighedsråd, biskopper, Provsteforeningen, Præsteforeningen og kirkefunktionærernes organisationer og andre centrale aktører, der alle har ønsket at modernisere uden at bryde med det folkelige ansvar. En af de væsentligste justeringer handler om menighedsrådenes størrelse. Hidtil har antallet af valgte medlemmer været mellem 5 og 15, afhængig af sognets størrelse. Det ændrer vi nu, så rådene som hovedregel får mellem 5 og 10 medlemmer. Samtidig giver vi mulighed for at øge antallet med op til tre ekstra medlemmer. Det betyder større fleksibilitet og mulighed for bedre at tilpasse rådene til de lokale forhold, herunder ved at bruge de nye muligheder for at organisere sig, så frivillige i højere grad inddrages i menighedsrådsarbejdet eller ved for eksempel at ansætte en daglig leder.

OG SÅ ÆNDRER VI ANSVARET for præsteembedets faste ejendomme. Styregruppen foreslog oprindeligt, at ansvaret for præsteembedets faste ejendomme overgår fuldt til provstiudvalget. Efter høringen har vi lyttet til bekymringerne. Vi fastholder, at ansvaret som udgangspunkt flyttes, men sørger for, at provstiets menighedsråd i fællesskab kan beslutte at fastholde ansvaret for ejendommene i sin helhed eller for enkelte menighedsråd. Vi gør det desuden muligt for budgetsamrådet at beslutte, om ansvaret for landbrugsejendomme og jorder skal forblive hos menighedsrådene, mens ansvaret for tjenesteboliger flyttes til provstiudvalget, eller omvendt.

For at give det enkelte menighedsråd større mulighed for at beholde ansvaret for præsteembedets faste ejendomme i tilfælde, hvor ejendommene i øvrigt flytter til provstiudvalget, er vi også enige om at vende budgetsamrådets beføjelse om, så enkeltmenighedsråd kan beholde ansvaret for præsteembedets faste ejendomme, medmindre et kvalificeret flertal på to tredjedele af de vægtede stemmer i budgetsamrådet stemmer imod.
VI HAR OGSÅ LYTTET TIL høringssvarene, når det gælder forslaget om, at præster med under halvtidsansættelse i et sogn og provster ikke skal være fødte medlemmer af menighedsrådet. For hvis langt størstedelen af præsterne gerne ser den nuværende ordning fortsætte, er der jo ingen grund til at ændre på det. I stedet indføres en mulighed for, at biskoppen kan udpege en primærpræst i pastorater med flere sogne, hvor det vurderes hensigtsmæssigt. Samtidig får biskoppen mulighed for at fritage en provst for medlemskab i et menighedsråd, hvis der er en eller flere andre præster i sognet, som er fødte medlemmer af menighedsrådet.

MED DENNE REFORM tager vi hånd om de udfordringer, folkekirken står overfor i dag og fremover. Den forenkler rammerne for arbejdet i menighedsrådene, skaber bedre vilkår for præster og sikrer en mere bæredygtig forvaltning af kirkens ejendomme. Samtidig fastholder vi den lokale forankring og det demokratiske engagement, som har været og fortsat skal være kirkens styrke.
Vi har store forventninger til reformen og går nu videre med den gradvise implementering i de kommende år. Sammen sikrer vi en folkekirke, der lever og vokser i respekt for historien, med plads til lokalt engagement og med blik for fremtiden.
Med denne reform tager vi hånd om de udfordringer, folkekirken står overfor i dag og fremover.

(Indlæg bragt i Kristeligt Dagblad d. 20. september 2025)

Regeringens politik skader erhvervslivet og styrer os direkte mod isbjerget

Pernille Vermund & Henrik Dahl
19. september 2025

Endnu en gang ser vi eksempler på, at regeringspartierne siger ét, men gør det stik modsatte. Den prædiker igen og igen mindre bureaukrati og bedre vilkår for erhvervslivet men fører en politik, der skaber mere bureaukrati og koster erhvervslivet dyrt.

Denne gang er det Moderaterne med Stine Bosse i spidsen, der har trådt helt og aldeles ved siden af.

EU-Kommissionen er kommet med forslag om, at de ekstremt bureaukratiske krav om bæredygtighedsrapportering kun skal gælde for virksomheder med +1.000 ansatte. Et fornuftigt initiativ, der fjerner bureaukrati for et stort antal virksomheder – trods Liberal Alliance helst så bæredygtighedsrapporteringsloven rullet helt tilbage for alle virksomheder.

Moderaterne?

De har svaret igen med at stille et alternativt forslag med en lavere grænse, så de bureaukratiske regler vil gælde alle virksomheder med over 500 ansatte.

Moderaterne med Stine Bosse i spidsen arbejder altså aktivt for mere bureaukrati for flere virksomheder.

Det er under al mulig kritik. Men det mest kritisable er, at det ikke er en fejl. Det er bare endnu et eksempel i rækken af mange på, hvilken politik regeringen i realiteten fører på vegne af dansk erhvervsliv.

Erhvervsministeren og økonomiministeren var kort før årsskiftet ude i et stort dobbeltinterview og tale dunder om, at regeringen nu ville sætte en stopper for bureaukratiet, og at regeringen fremover ville ‘sætte en kæp i hjulet’ på forslag, der øger bureaukratiet.

Men når afbureaukratiseringen skal føres ud i livet, kan Socialdemokratiet og Venstre ikke engang kan blive enige om, hvordan det skal ske og modsiger lodret hinanden.

Europaminister Marie Bjerre understreger , at det ikke er nok bare at gøre de eksisterende regler mere simple – det er nødvendigt decideret at fjerne regler.

Men samtidig sidder erhvervsminister Morten Bødskov på et møde i Europa-Parlamentet og understreger, at den danske regering ikke vil gå så langt at deregulere og fjerne regler – blot gøre de eksisterende regler mere simple. Det er at tale med to tunger.

Fælles for dem er dog, at de tre regeringspartier har stemt for de ekstremt bureaukrati- og administrationstunge love om bæredygtighedsrapportering og arbejdstidsregistrering, der koster dansk erhvervsliv milliarder af kroner hvert år.

Ikke alene har de stemt for reglerne. Selv efter massiv kritik af reglerne fra erhvervslivet har erhvervsministeren forsvaret bureaukratiet og slået fast, at regeringen ikke vil røre ved reglerne for bæredygtighedsrapportering.

Derudover har regeringspartierne også stemt for de nye emballagegebyrer, der risikerer at koste danske emballagevirksomheder livet eller tvinger dem ud af landet, fordi omkostningerne ved at drive virksomhed bliver for dyre.

Og senest har vi Moderaternes forslag, som vil resultere i bureaukrati for titusindvis af europæiske virksomheder.

Det er uærlig, uansvarlig og erhvervsskadende politik, SVM-regeringen fører.

Og hvad er deres forsvar?

At det handler om taktik, som Stine Bosse forklarede, da hun blev spurgt kritisk ind til hendes forslag. At de egentlig ikke mener, at det, de stemmer for, er en god idé, men at det jo handler om kompromisser, som vi må forstå på Venstres Morten Løkkegaard . De vil forsøge at bilde vælgerne ind, at det er den ansvarlige og voksne måde at føre politik på.

Vores svar er: gu er det ej. Det er en bovlam, uambitiøs og skadende politik. Og der er intet ansvarligt eller voksent ved det. Det ansvarlige og voksne er at træffe de nødvendige beslutninger – også når det er upopulært.

Vi ved alle, hvad udfordringerne er: dansk erhvervsliv lider.

Virksomhederne drukner i regler og administration. EU’s konkurrenceevne er i bund, og vi halser langt bagefter Kina og USA af netop de årsager. Vi styrer direkte mod et isbjerg, der er bygget af regler, restriktioner og administration.

Der er brug for politikere, der tør handle og træffe de nødvendige beslutninger for at styre EU udenom isbjerget og få os på ret kurs igen.

Der er ikke brug for politikere, der bare holder kursen, fordi det var ‘taktisk’, eller fordi det var det ‘kompromis’, der var muligt.

Den mangel på politisk ambition, ansvar og handlekraft styrer os direkte ind i isbjerget.

Titanic gik ikke ned på grund af manglende information. De vidste, at der var et isbjerg. Det gik ned på grund af dårlig ledelse og manglende handlekraft.

(Indlæg bragt i Børsen d. 19. september 2025)

Kommunalpolitik har også brug for ideologi

Alexander Ryle
12. september 2025

Kommunernes opgave er at levere velfærd. Mange hævder, at det derfor er ligegyldigt, om byrådet er blåt eller rødt – at ideologi slet ikke spiller en rolle i kommunalpolitik.

Det er en misforståelse, som vi må gøre op med.

Vi er alle kandidater for Liberal Alliance til kommunalvalget 18. november. Vores ambition er at være mere end administratorer af velfærdsstatens mange institutioner. Vildtvoksende bureaukrati, kommunale prestigeprojekter og vanetænkning har taget over.

Mere end nogensinde har vi brug for et ideologisk fundament, der kan styrke vækst, velstand og et levende civilsamfund – dér hvor borgernes hverdag udspiller sig.

I København bruger kommunen skattekroner på alt fra bronzestøbt toastbrød til forstenet lort – og endda sponsorater til influencere. Vi mener, at kommuner bør holde sig til de kerneopgaver, som kun kommunen kan løse. Det forekommer i mange kommuner at være svært nok.

I Nyborg betaler borgerne Danmarks højeste kommuneskat. Hos Venstre i Nyborg er skattelettelser hverken noget, man taler om eller gennemfører – heller ikke selvom partiet har absolut flertal, med 15 ud af 25 mandater i byrådet.

I Favrskov står kommunen i vejen for, at en dreng kan gå i samme børnehave som sin storesøster. Og kommunen afviser at give fuldt tilskud til hjemmepasning. Vi mener, at familier skal have frihed til at vælge den pasning, der passer dem bedst.

I Odense har kommunen bygget en letbane. Projektet blev dyrere end planlagt, har for få passagerer, og naboerne klager over støjgener.

Borgerne i Odense kunne have fået mere mobilitet for færre penge, hvis kommunen havde valgt en mindre storslået løsning med nye busser.

I Struer har kommunen fundet det nødvendigt at beslutte en søvnpolitik. Ifølge den, må børn mellem 0-3 år ikke vækkes, når de sover lur. Vi har tillid til, at forældre og daginstitutioner i fællesskab kan finde ud af den slags.

En centralt fastlagt søvnpolitik er fuldstændig unødvendig.

Systemtænkningen har infiltreret politikere på hele det politiske spektrum. Uanset om lokalpolitikeren er rød eller blå, er chancen desværre stor for, at han eller hun sidder fast i detailstyring, vanetænkning og kommunalt snæversyn. Vores ærinde er ikke at pege fingre – men at ruske op i gamle vaner.

Vi har brug for en levende idédebat – især ude i kommunerne. Til det formål vil vi præsentere vores bud på ti liberale teser, som vi mener bør forme det kommunale Danmark:

Tese #1

Borgernes frie valg er vigtigere end kommunens detaljerede planer: Valgfrihed skaber engagement og udvikling. Når borgere selv kan vælge mellem forskellige skoler, dagtilbud, fritidstilbud eller sundhedsordninger øges kvaliteten, fordi der er plads til nye ideer, konkurrence og incitament til forbedring. Kommunale planer må støtte, ikke kvæle, borgernes muligheder.

Tese #2

Borgernes retssikkerhed vejer tungere end kommunens behov for gode fortællinger:

Tillid til kommunen bygges på sikker, korrekt og gennemsigtig sagsbehandling. Smukke historier om kommunen kan aldrig erstatte borgernes retssikkerhed og forventning om fair behandling. Sagsbehandling er en kommunal kerneopgave – det er flere kommunikationsmedarbejdere og nye formidlingsprojekter sjældent.

Tese #3

Borgernes frivillige initiativer er vigtigere end bevarelse af kommunal styring: Lokale foreninger, frivillige projekter og civilsamfundets initiativer skaber stærke fællesskaber. Kommunens rolle bør være at give plads til initiativer, der vokser frem nedefra frem for at fastholde kommunale arbejdspladser, der ikke er nødvendige for borgernes bedste.

Tese #4

Samfundets samlede velstand vejer tungere end kommunens egen økonomi: Kommunens eget budget bør ses i sammenhæng med den samlede samfundsøkonomi, erhvervslivets vilkår og borgernes økonomiske muligheder. Vækst og beskæftigelse skabt af selvstændige borgere og virksomheder, er den bedste og mest bæredygtige vej til en velfungerende kommune.

Tese #5

Lav kommuneskat er vigtigere end høje kommunale udgifter: Borgernes penge bør anvendes mådeholdent og effektivt. Høje skatter begrænser både borgere og virksomheder og kan hæmme initiativ. Effektivisering og snævert fokus på kommunens kerneopgaver sikrer høj velfærd uden at skatteyderne belastes unødigt.

Tese #6

Det, kommunen selv kan gøre, er vigtigere end det, staten kan gøre for kommunen:

Lokale løsninger er ofte mere effektive og bedre tilpasset borgernes behov end centrale statslige initiativer. Byrådet bør tage ansvar for det kommunale selvstyre og udnytte sin handlefrihed og sit kendskab til lokalsamfundet frem for at vente på statslige puljer, ny regulering eller den næste udligningsreform.

Tese #7

Konkurrence og frit valg blandt leverandører er vigtigere end detaljeret kontrol:

Når private og offentlige leverandører konkurrerer, øges kvaliteten, og borgerne får mest muligt for pengene. Kommunens rolle er at skabe gode rammer for udvikling og konkurrence – ikke at styre enhver detalje i opgaveløsningen.

Tese #8

Ansvar og frihed tæt på borgeren er vigtigere end central styring: Lokale institutioner kender borgerne og deres behov bedst.

At give dem ansvar frem for at centralisere beslutninger sikrer fleksibilitet, hurtige løsninger og større engagement blandt medarbejdere og borgere.

Tese #9

Gode rammer for hele erhvervslivet er vigtigere end særfordele til enkelte virksomheder: Vækst og arbejdspladser skabes bedst gennem generelle rammevilkår, som gør det attraktivt for alle virksomheder at etablere og udvikle sig. Særlige fordele til politisk udvalgte virksomheder giver måske lokalpolitikere opmærksomhed og popularitet – men sjældent bæredygtig velstand.

Tese #10

Private investeringer i kommunen er vigtigere end investeringer i kommunens egne projekter: Privat kapital og initiativ skaber dynamik, innovation og økonomisk bæredygtighed. Kommunale projekter kan supplere, men bør ikke være førstevalg, når private aktører kan levere de løsninger, som borgerne har brug for.

Det er på høje tid, at kommunalpolitikere træder frem som mere end administratorer af det bestående. Kommunerne har brug for ideer og visioner, der bryder med vanetænkningen og gør vores lokalsamfund til det, danskerne drømmer om.

Vi tror på, at netop liberale ideer om frisætning, valgfrihed og ansvar kan skabe forskellen, fordi de tager udgangspunkt i mennesker frem for systemer.

Kommunalpolitik skal handle om borgernes muligheder, ansvar og frihed – ikke om kommunens institutioner, tilbud og planer.

Det er tid til at give borgerne valgfrihed, større ansvar og bedre rammer for et liv i frihed og velstand.

Vores ideologiske udgangspunkt er liberalt, men vi byder alle velkomne, der vil bidrage til den nødvendige idédebat, som skal forme fremtidens kommunale Danmark.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 12. september 2025)

Den danske Palæstina-strategi har intet at gøre med virkeligheden

Henrik Dahl
5. september 2025

Danmark har en såkaldt strategisk vision for, hvordan landets forhold til Palæstina skal udvikle sig i årene fra 2021 til 2025. Jeg er næppe uretfærdig, når jeg påstår, at dokumentet hører til blandt statens mindre læste publikationer.

Derfor et hurtigt referat: Danmark har tre hovedprioriteter: For det første menneskerettigheder og demokratisk ansvarlighed. For det andet grøn, bæredygtig og inkluderende økonomisk vækst plus anstændige job. For det tredje modstandskraft, fred og stabilitet.
De tre mål understøttes med en bevilling på en lille halv milliard kroner om året.
Dertil kommer en årlig bevilling til den kontroversielle FN-organisation UNRWA på godt og vel 100 millioner om året.
Strategien er – hedder det – baseret på de rammer, FN og EU sætter. Implementeringen følges af Det danske repræsentationskontor i Ramallah. Monitoreringen er blandt andet baseret på FNs verdensmål og indikatorer fra Verdensbanken.
Hvis jeg havde mere plads, ville jeg pakke det bedre ind. Men for at gøre en meget lang historie meget kort, har den officielle danske Palæstina-strategi lige præcis nul og ingenting med virkeligheden at gøre.

Det er der flere grunde til: 1. Den tostatsløsning, der er strategiens uantastede præmis, er i realiteternes verden stendød. Israel modarbejder den. Hamas modarbejder den. De kræfter i regionen, der stadig ønsker den, er splittede og svage.
2. Der findes ingenting, der kan danne udgangspunktet for en palæstinensisk stat. En stat har et suverænt territorium og en regering. Palæstina har ingen af delene.
3. Menneskerettigheder er ikke noget, man uden videre har. Det er noget, en stat eller anden meget stærk aktør tildeler mennesker og garanterer – i sin yderste konsekvens med magt. Disse betingelser er så langt fra at være opfyldt i Palæstina, som man overhovedet kan forestille sig.
4. Strategien bygger på tillid til UNRWA. Den tillid er der absolut ingen grund til at have.
UNRWA har aldrig klaret at vaske anklagerne om at være infiltreret af Hamas af sig. Derfor har en lang række lande – herunder Tyskland og USA – i perioder trukket støtten.
5. Udviklingsbistanden til Palæstina kan have gjort det muligt for Hamas at frigøre ressourcer til at bygge tunneler og anskaffe våben. Hamas er med andre ord ikke en regering, der på nogen måde har sin befolknings ve og vel som en høj prioritet.
6. FN har en ekstrem antiisraelsk bias. For eksempel har det absurde menneskerettighedsråd et fast punkt 7 på dagsordenen, der fordømmer Israel. Hverken Nordkorea eller Iran er nogensinde blevet fordømt i et omfang, der afspejler deres dokumenterede overtrædelse af menneskerettighederne.
7. EU er både splittet og marginaliseret i forhold til Israel-Palæstina. Det giver ingen mening at tildele EU en rolle i denne sammenhæng.

Jeg vil stoppe her. Men hvert enkelt af disse syv punkter er et selvstændigt eksempel på den ønsketænkning og fjernhed fra, hvordan verden faktisk er indrettet, der alt for ofte har fået lov til at præge dansk udenrigspolitik.
Det er af den yderste vigtighed, at Danmark – og for den sags skyld resten af de vestlige lande – fører en politik baseret på virkeligheden. Det har tidligere kostet os dyrt at føre en politik, der ikke afspejlede den. Den fejl har vi ikke råd til at gentage.
Det er uden tvivl en grundlæggende organisatorisk svaghed i Udenrigsministeriet, der fører til politikker, som er så ekstremt verdensfjerne. Vi så det også med Afghanistan og Irak.
Derfor er det på organisatorisk plan, der må tages initiativer til at undgå det i fremtiden.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 4. september)