Forsvarspolitik i Liberal Alliance

Hjemmeværnet skal spille en langt større rolle i forsvaret af Danmark

Carsten Bach
10. juni 2026

Danmark er i gang med en massiv oprustning. Men midt i diskussionen om milliarder til materiel overser vi et af de mest oplagte steder at sætte ind: Hjemmeværnet.

Det er en fejl. Og en skæv prioritering.

For hvis Danmark skal kunne forsvare eget territorium, beskytte kritisk infrastruktur og håndtere kriser på dansk jord, så kræver det en langt stærkere territorial kapacitet, end vi har i dag.

Derfor foreslår Liberal Alliance, at Hjemmeværnets budget fordobles og permanent løftes til én milliard kroner om året.

Stort potentiale
Hjemmeværnet løser allerede i dag langt flere og vigtigere opgaver, end mange er klar over. Alt lige fra bevogtning og overvågning til støtte for politiet, eftersøgning og beskyttelse af kritisk infrastruktur. Hjemmeværnet bliver i praksis brugt i langt højere grad, end det oprindeligt er indrettet og finansieret til.

Opgaver er over tid gledet fra de stående styrker over i Hjemmeværnet. Resultatet er en organisation, der løfter mere, end den er bygget til, og som følge heraf presses på både uddannelse, materiel og de frivillige soldaters tålmodighed.

De seneste politiske aftaler har kun løst problemet midlertidigt. For engangsløft og vækstpakker her og der ændrer ikke på et grundlæggende problem: Hjemmeværnet mangler en langsigtet, stabil finansiering og en mere klar defineret rolle i det samlede forsvar.

Hvis vi vil omsætte Hjemmeværnets store potentiale til reel militær kapacitet, kræver det en ny tilgang. Vi foreslår derfor en todelt struktur:

– En bredt funderet styrke, der løser de samfundsnære opgaver og fastholder den lokale forankring.
– En mere professionel styrke med højere krav til uddannelse og beredskab, som kan løfte egentlige militære opgaver i Danmark.

Det brede fundament
Det handler om at være ærlige om virkeligheden. Hjemmeværnet løser i dag vidt forskellige opgaver – men er organiseret som én samlet størrelse. Nogle opgaver kræver lokal tilstedeværelse og fleksibilitet. Andre kræver specialisering, træning og høj beredskabsgrad. Strukturen bør afspejle virkeligheden.

Derfor er den første søjle en ‘Almen Styrke’, som skal udgøre det brede fundament i Hjemmeværnet.

Her bevares den brede forankring, det lokale engagement og de samfundsstøttende opgaver, som Hjemmeværnet er kendt og respekteret for. Det gælder blandt andet støtte til politiet, afspærringer, eftersøgninger, trafikregulering, lokale bevogtningsopgaver og andre synlige opgaver i samfundet.

Her skal tærsklen for deltagelse fortsat være overkommelig. Den Almene Styrke skal være et stærkt civilt og lokalt forankret beredskab – og samtidig være den naturlige rekrutteringsbase for dem, der ønsker og kan påtage sig mere krævende militære opgaver.

Hjemmeværnets spydspids
Den anden søjle er en ny ‘Territorial Rådighedsstyrke’. Det skal være Hjemmeværnets spydspids og en egentlig territorial forsvarsstyrke. Her skal der stilles højere krav til rådighed, fysisk form, uddannelse og øvelsesaktivitet. Til gengæld skal soldaterne have adgang til bedre materiel, mere avanceret træning og løse mere krævende opgaver.

Det er denne styrke, der skal bemande de tungeste kapaciteter i Hjemmeværnet, bevogte kritiske knudepunkter, udføre drone- og antidroneoperationer, yde Host Nation Support i stor skala og øge tyngden i cyberberedskabet.

Det er ikke nogen fremmed tanke. I både Norge og USA er de territoriale styrker en reel del af forsvarsevnen – ikke blot en støttefunktion.

I Norge arbejder Heimevernet netop med en skarp opdeling mellem den brede struktur og de højt prioriterede, hurtigt mobiliserbare enheder. Og i USA er National Guard et eksempel på, at en territorial styrke godt kan være både lokalt forankret og militært slagkraftig.

Det bør også være ambitionen i Danmark. Danmark har brug for at tænke i samme retning: et hjemmeværn, der ikke kun er støtte, men som også er en slagkraftig del af Danmarks forsvarsevne.

Hjemmeværnet skal være den styrke, der kan beskytte Danmark, mens Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet samtidig lever op til Danmarks forpligtelser i Nato.

Det ansvar bør Hjemmeværnet løfte.

Hvis vi for alvor vil kunne forsvare Danmark, har vi behov for at styrke Hjemmeværnet. Det kræver, at vi tør tænke i en omstrukturering, så Hjemmeværnet i fremtiden både har en bredt forankret styrke og en reel territorial forsvarskapacitet.

Én milliard kroner om året til Hjemmeværnet er derfor ikke bare en budgetøvelse. Det er et nødvendigt skridt mod et mere robust dansk forsvar – og begyndelsen på en nødvendig reform.

(Indlæg bragt i Altinget d. 10. juni 2026)

Måske er virkeligheden mindre kompliceret, end R bilder sig ind

Mads Strange
13. maj 2026

I de seneste uger har undertegnede og en håndfuld talenter fra Dansk Folkeparti fået en del presseomtale for at være billedet på »en ny generation af unge højreorienterede«, der med »slagkraftige budskaber« og »velsiddende jakkesæt« har »vind i sejlene«.

Men spørger man Olivia Kjøng Østergaard og Camille Nissen-Petersen fra De Radikale skyldes vores succes imidlertid ikke, at vælgerne er enige med os.
Nej, tværtimod mener De Radikale, at opbakningen til Mikkel Bjørn (DF), Malte Larsen (DF), Mitchel Oliver (DF) og mig selv (af DR døbt »Det borgerlige boyband«) blot skyldes en særdeles velorkestreret selviscenesættelse.
De mener nemlig, at vi – fordi vi »fremstår skarpe, selvsikre og ligner nogen med succes og en fyldt bankkonto« formår at forføre unge vælgere til at bakke op om en politik, der ikke huer De Radikale.

Jeg synes, indlægget blotlægger en virkelighedsfjern arrogance, som længe har huseret i Radikale Venstre.
For skulle vælgerne virkelig være så uoplyste, at man blot med effektiv kommunikation på de sociale medier kan få folks stemme, selvom de er uenige i den politiske substans?

Selvfølgelig ikke.

De Radikales »dumstædige uvillighed«

Da jeg i valgkampen deltog i gymnasiedebatter, var til panelsamtaler på kollegier eller talte med unge på gaden, var det langt fra min oplevelse, at man kunne gøre sig fortjent til deres kryds alene gennem overfladiske TikTok-videoer eller substansløse Instagram-opslag.

Tværtimod oplevede jeg et yngre vælgersegment, der var veloplyst, stillede begavede spørgsmål og oprigtigt kerede sig om de udfordringer, Danmark står over for.
I denne sammenhæng udgør udlændingedebatten et illustrativt eksempel ikke blot på vores fremgang, men også på De Radikales dumstædige uvillighed til at lytte til mange danskeres bekymringer.

For De Radikale har i årevis været bannerførere for en udlændingepolitik, der er milevidt fra den virkelighed, som mange (unge) danskere oplever i hverdagen.
En forfejlet forestilling
Min generation er ikke vokset op med 1990ernes forfejlede forestilling om, at integrationsproblemerne blot ville forsvinde af sig selv med tiden.

Vi er vokset op med bandekriminalitet, terrortrusler, parallelsamfund og beretninger om unge kvinder i indvandrermiljøer med social kontrol, som ikke selv må vælge deres kæreste og bliver pakket ind i tørklæder fra barnsben.
Vi er vokset op med den ene veldokumenterede undersøgelse efter den anden, der påviser udbredt homofobi blandt muslimer og adskillige historier om islamister, der vil indføre sharialovgivning.

Derfor virker det også mærkeligt, at de Radikale fremstiller det som et mysterium, at mange unge ønsker en strammere udlændingepolitik.
Jeg tror ikke, at de unge vælgere lader sig forføre af »en æstetik, der gør det attraktivt at følge« os unge, borgerlige politikere, som De Radikale ellers påstår.

Jeg tror, de reagerer på noget langt mere substantielt og at dette selvfølgelig afspejler sig i, hvor de sætter deres kryds.
Mangel på selverkendelse

Liberal Alliance er det parti, der har størst opbakning blandt danskere på 18-34 år. Dansk Folkeparti er det parti, der netop nu har den største procentuelle fremgang blandt selvsamme unge vælgersegment.
Alligevel er der ingen selverkendelse hos De Radikale.

Tværtimod er det som om, partiet insisterer på at sætte den samme tyndslidte plade fra 90erne på grammofonen, hvor enhver bekymring om integrationsudfordringer, parallelsamfund eller overrepræsentation af kriminalitet blandt indvandrere affejes som fremmedfjendsk.
Hvis vælgerne ønsker en strammere udlændingepolitik (og det gør de!), kan det ifølge De Radikale umuligt skyldes virkeligheden omkring dem.

Det vidner om den samme bedrevidende distance, der også i årevis har præget partiets tilgang i udlændingedebatten.
For mens mange lever med konsekvenserne af en forfejlet immigrationspolitik, vælger De Radikale alt for ofte at tale problemerne ned.
Men måske er virkeligheden langt mindre kompliceret, end De Radikale bilder sig ind.

Måske skyldes vores fremgang ikke vores æstetiske sans eller effektive brug af sociale medier.

Måske skyldes den bare, at stadig flere unge ganske enkelt er mere enige med os end med De Radikale?

(Indlæg bragt i Berlingske d. 13. maj 2026)

Blokaden af folket

Henrik Dahl
13. maj 2026

Lars Løkkes drøm om eksklusion af yderfløjene kan blive en farlig drøm for Danmark.

Danmark har syv uger efter folketingsvalget i marts endnu ikke en regering.
Den umiddelbare forklaring er, at Folketinget efter valget er omtrent lige så fragmenteret som parlamenterne i Belgien og Nederlandene. Hvor regeringsforhandlinger, der trækker ud i månedsvis, ikke er noget særsyn.

Efter den traditionelle, politiske logik, der styrede Danmark i årtier, bør landet enten have en rød regering under ledelse af Socialdemokratiet eller en blå regering under ledelse af enten Venstre eller Konservative.
Men det er der flere ting, der taler imod end tidligere. På overfladen skyldes det, at skønt Socialdemokratiet stadig er større end SF, er partiet ikke så meget større. I blå blok er ingen af partierne afgørende større end de øvrige borgerlige partier. Hvis valgresultatet var en meningsmåling, ville man sige, at forskellen på Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti ikke er større, end hvad der falder inden for den statistiske usikkerhed. Og Konservative ligger kun akkurat uden for denne grænse.

Og længere nede i den politiske undergrund er der også tektoniske plader, der bevæger sig.
Siden 2019 har Venstres daværende formand, Lars Løkke Rasmussen, været imod projektet »blå blok«.

Siden 2022 har Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, også været skeptisk over for ideen om »rød blok« og erklæret, at hun gerne så en bred regering hen over midten.
I begge tilfælde er begrundelsen, at man ikke ønsker at give for meget magt til de politiske yderfløje.

Hvor man rundtomkring i Europa har beskyttet sig imod først og fremmest højrefløjspartier med det, der på fransk hedder cordon sanitaire og på tysk hedder Brandmauer, har man i Danmark i højere grad sat sin lid til princippet »ansvarets åg«.
Da valget i 1966 åbnede muligheden for, at der kunne dannes en S-SF-regering, sagde den socialdemokratiske nestor Per Hækkerup, at SF ville have godt af at komme under ansvarets åg. At folkesocialisterne ville have godt af at opleve en ansvarliggørelse.

En sådan ansvarliggørelse ville tvinge partiet til at prioritere; til at anerkende, at penge kun kan bruges én gang; til at anerkende, at større offentlige udgifter ikke er løsningen på alt og så videre.
SITUATIONEN I DANMARK i dag er, at landet indtil for ganske nylig ikke har været svært at regere. Til forskel fra lande som Frankrig og Tyskland, hvor regeringsdannelse i perioder har været præget af betydelige vanskeligheder, og en permanent eksklusion af større vælgergrupper har haft konsekvenser for både styringsevne og legitimitet.

Belært af erfaringen fra Sverige, hvor man for nogle år siden opgav at udfryse Sverigedemokraterna, har det længe været min opfattelse, at den danske vej med ansvarliggørelse af fløjpartierne på flere måder har været mere robust end den franske og tyske tilgang, hvor man i højere grad har holdt en stor del af mandaterne og dermed af vælgerne uden for direkte politisk indflydelse.

Derfor er det bemærkelsesværdigt, at Moderaterne taler for en kurs, der i højere grad minder om de modeller, man har set i Tyskland og Frankrig.
En sådan model vil kunne få flere konsekvenser. For det første risikerer man at bekræfte de vælgere, der holdes uden for indflydelse, i opfattelsen af, at landet styres af en elite, der ikke i tilstrækkelig grad tager deres bekymringer alvorligt. En sådan udvikling vil næppe styrke tilliden til de politiske institutioner.

For det andet er der en risiko for, at politik i stigende grad bliver opfattet som et teater. I Tyskland har mange vælgere haft svært ved at forstå, at CDU/CSU og SPD før valgene fremstår som klare modpolerhvorefter de efter valgene alligevel danner regering sammen. Det kan skabe et indtryk af, at forskellene mellem partierne i sidste ende er mindre afgørende, end de fremstår under valgkampen.

For nogle vælgere kan det føre til en oplevelse af, at deres stemme har begrænset betydning for den førte politik. Og at centrale problemer – migration, integration og politisk radikalisering – ikke håndteres med tilstrækkelig klarhed.

Alt dette peger på, at man bør være varsom med at opgive en model, der i dansk sammenhæng har bidraget til både politisk integration og styringsevne.
DEN DANSKE TILGANG har ikke været uden problemer. Og det er heller ikke givet, at ansvarliggørelse altid fører til moderation. Men erfaringen peger på, at inklusion af yderpartier i det politiske ansvar kan bidrage til at gøre dem til en del af det system, de ellers kunne have haft en interesse i at stå udenfor.
Danmark står derfor ikke kun over for et valg mellem forskellige regeringskonstellationer, men også mellem forskellige styringsprincipper mellem en model, der forsøger at integrere politiske fløjpartierne gennem ansvarliggørelse, og en model, der i højere grad søger at begrænse deres indflydelse gennem eksklusion.

Hvilken vej man vælger, vil ikke blot få betydning for den næste regering, men også for den måde, det politiske system fungerer på i de kommende år.
Situationen i Danmark i dag er, at landet indtil for ganske nylig ikke har været svært at regere.

(Indlæg bragt i Weekendavisen d. 13. maj 2026)

Turisme. Vi skal skabe friheden til at udvikle dansk camping

Katrine Daugaard
12. maj 2026

Sommeren nærmer sig, og for mange danskere betyder det camping. Ikke nødvendigvis den samme slags camping som for 30 år siden, men ferie tæt på kysten, naturen, børnene, grillen, roen og friheden.

Camping er en vigtig del af dansk feriekultur. Fra Vesterhavet til Bornholm. Fra de fynske øer til Djursland, Lolland-Falster, Sønderjylland og Nordsjælland.
Det er familier på ferie, pensionister på langtur, autocampere ved vandet og udenlandske gæster, der oplever Danmark fra sin mest jordnære side.
Og det er arbejdspladser, omsætning og liv i lokalsamfund. Når gæsterne kommer, handler de i den lokale købmand, spiser på restauranten, besøger museet og køber is ved havnen.

Derfor er camping også erhvervspolitik, landdistriktspolitik og turismepolitik.
Men staten behandler alt for ofte campingpladser, som om de skal passe ned i en skabelon fra en anden tid. Campingreglementet er fyldt med regler, som burde pensioneres.

Liberal Alliance vil afskaffe kravet om, at en campingplads som udgangspunkt skal have mindst 100 campingenheder. Det spænder ben for mindre, lokale og mere nicheprægede pladser. En lille plads ved en havn, en sø, et naturområde eller en lokal attraktion skal ikke tvinges op i en størrelse, som hverken markedet eller lokalområdet kan bære.

Vi vil også fjerne kravet om, at mindst halvdelen af pladsen i højsæsonen skal være reserveret til korttidscampering. Det lyder måske uskyldigt i et ministerium. Men pladser er forskellige. Nogle lever af børnefamilier i juli. Andre af sæsongæster, lystfiskere, seniorer, autocampere eller gæster uden for de klassiske ferieuger. Ejerne kender deres gæster bedre end staten gør.

Det samme gælder reglerne om campinghytter. I dag blander staten sig i størrelse, højde, antal og indretning på måder, der gør det sværere at investere i moderne overnatningsformer. Vi foreslår en enklere regel: Vil man opføre campinghytter, skal det kræve kommunal tilladelse. Punktum.
Så kan kommunen tage hensyn til lokalplaner, natur, naboer, trafik og landskab – uden at Christiansborg behøver detailstyre, hvor store hytterne må være, eller om to forbundne hytter også skal kunne udlejes hver for sig.

Vi vil også afskaffe reglen om, at campingvogne over 25 kvadratmeter højst må stå på en campingplads i fire uger om året. Enten er en enhed forsvarlig, lovlig og passer ind på pladsen eller også er den ikke. Størrelsen alene bør ikke udløse et statsligt stopur.
Og så skal vintercamping gøres enklere. Kravet om særskilt tilladelse til vintercamping bør fjernes, ligesom kravet om, at 30 procent af campingpladsen ikke må bruges om vinteren.
Hvorfor skal staten forhindre en campingplads i at holde liv i lokalområdet i januar, hvis der er efterspørgsel, og kommunen vurderer, at forholdene er i orden?

Det handler ikke om at bygge frit i naturen. Det handler ikke om at omgå planlov, miljøregler eller kommunal myndighedsbehandling. Det handler om at flytte ansvaret væk fra rigide landsregler og tættere på dem, der kender området.

For danske campingpladser betyder det frihed til at tilpasse sig gæsterne. Flere hytter, hvis markedet efterspørger det. Mere vinteråbent, hvis gæsterne kommer. Bedre muligheder for små pladser og autocampere. Og bedre grundlag for investeringer i en branche, hvor vejret, sæsonerne og gæsternes vaner allerede gør det svært nok.

For Danmark betyder det mere helårsturisme, mere liv i små byer og flere muligheder for lokale iværksættere.
Det bør ikke være staten, der bestemmer den perfekte campingplads. Det bør være gæsterne, ejerne og den lokale kommune.
Det bør ikke være staten, der bestemmer den perfekte campingplads. Det bør være gæsterne, ejerne og den lokale kommune.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 12. maj 2026)

Friheden stopper ikke ved plejehjemmets dør

Thorbjørn Jacobsen
6. maj 2026

Forestil dig en ældre dame på 93 år lad os kalde hende Agnes som har levet et langt liv og nu bor på et københavnsk plejehjem.

Hendes største glæde i hverdagen er den mad, hun kender: hakkebøf, kartofler og syltede pærer til dessert. Men Agnes får ikke lov til at vælge. Kommunen mener nemlig, at den ret er skidt for klimaet.

Som man kunne læse i Berlingske, bliver de ældre i Københavns Kommune i stigende grad serveret linser og vegetarmad af hensyn til klima og økologi. Det betyder i praksis, at mennesker, der er fuldstændig afhængige af det offentlige, mister indflydelse på noget så grundlæggende som deres egen mad.

Det er ikke værdigt. Milton Friedman formulerede et simpelt princip: »Free to choose«. At man selv kan vælge. Det bør også gælde i velfærden, men i dagens Danmark ser vi det modsatte.
Systemhensyn og politiske mål vejer tungere end det enkelte menneskes ønsker.
Problemet er ikke kun menuen. Problemet er, at der ikke findes et reelt alternativ.

Når det offentlige både bestemmer og leverer, er borgeren låst fast. Derfor bør vi indrette velfærden, så der altid findes et frit valg også for ældre. Muligheden for at vælge noget andet end standardløsningen. Noget, der passer til den enkelte.

For nogle vil det være vegetarisk mad. For andre en klassisk dansk ret. Begge dele skal være mulige. Og når man skal træffe beslutning om hvilket plejehjem, man skal på, bør stedets madpolitik være åbent tilgængelig, så man kan træffe et informeret valg.

Ligesom der altid bør være et privat alternativ til det offentlige tilbud.
Vi skal selvfølgelig tage klimaet alvorligt. Men det er ikke rimeligt, at Agnes på 93 år skal spise sig igennem en klimapolitik, som hun aldrig har bedt om.
Et samfund skal måles på, hvordan vi behandler de svageste. I dag svigter vi dem ved at tage deres frie valg fra dem.

Det kan og skal vi gøre bedre.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 6. maj)

Tiden er løbet fra fagforeningernes bøllemetoder

Pernille Vermund
3. maj 2026

»Vi har ikke bedt om jeres hjælp, og vi ønsker ikke jeres overenskomst!« Så tydeligt sagde 14 medarbejdere i den lille maskinfabrik Bendix Tool fra, da 3F for nylig blokerede deres arbejdsplads.

Årsagen til blokaden? At den lille virksomhed fra Svebølle havde tilladt sig at tegne overenskomst med et andet fagforbund.
3F havde ikke ulejliget sig med at spørge medarbejderne, inden de blokerede deres arbejdsplads. De interesserede sig ikke for deres mening, men for at eliminere den konkurrerende fagforening med alle midler. De ansatte i Bendix Tool er nemlig rigtig glade for deres arbejdsplads og for deres vilkår, som de mener er bedre, end hvad 3F kan tilbyde.

Medarbejdernes offentlige opråb og store loyalitet over for deres fælles arbejdsplads har sat en midlertidig stopper for 3Fs blokade.
Men historien er kun én af mange om fagforeningens ublu bøllemetoder for at presse og chikanere sig til flere medlemmer.

Et andet nyligt eksempel var, da 3F indledte sympatikonflikt mod et eventsted i Kolding. Det betød bl.a., at eventstedet pludselig ikke kunne få leveret øl længere af sin sædvanlige leverandør. Igen var årsagen, at det lokale eventsted havde indgået overenskomst med en anden fagforening. Og det er ikke kun virksomhederne, der oplever presset fra 3F. I december kom det frem, at omkring 500.000 danskere har følt sig presset ind i en bestemt fagforening. Det er, på trods af at retten til frit fagforeningsvalg blev implementeret i dansk lovgivning for 20 år siden.

Derfor skulle man også tro, at politikere på tværs af fløjene kunne enes om at støtte de medarbejdere, der udsættes for chikane og pres for at skifte fagforening.
Men nej tværtimod er der politikere, der aktivt bidrager til presset. Socialdemokratiets Thomas Skriver Jensen skrev »Cry me a river« på Facebook om de medarbejdere, der beretter om fagforeningspres. Ligeledes roste SF’s Karsten Hønge »kollegial tilretning« i forhold til valg af fagforening i et nyligt samråd om fagforeningspres, hvor han også sammenlignede det at være medlem af en forkert fagforening med at stjæle fra arbejdspladsen.

Virkeligheden er, at færre og færre danskere ønsker at være medlem af 3F. Selvom flere end nogensinde er medlem af en fagforening, bløder 3F medlemmer.
Fagforeningen må som alle andre skaffe sig kunder ved at levere et godt produkt ikke med pression og bøllemetoder, der mest af alt lyder som noget fra 1920ernes Chicago, ikke Danmark i 2026. Når 3F indleder konflikter, der kan skade de berørte virksomheders forretning, bør det kunne begrundes sagligt med en reel bekymring for de ansattes vilkår og ikke stik imod medarbejdernes ønsker.

Vi er med rette stolte af den danske model i Danmark, hvor arbejdsmarkedets parter selv håndterer aftaler og konflikter. Det må ikke udvikle sig til en skolegård uden opsyn, hvor den stærkes ret gælder, og de store kan tryne de små. Selvfølgelig skal der være grænser for, hvad medarbejdere og virksomheder skal finde sig i, hvis retten til frit fagforeningsvalg skal gælde i praksis. Derfor vil jeg opfordre arbejdsmarkedets parter til at komme i gang med at finde en løsning.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 3. maj 2026)

Sandheden må aldrig blive kontroversiel

Henrik Dahl
3. maj 2026

For nylig var jeg i audiens hos pave Leo XIV i Vatikanet. Ikke alene, men sammen med min politiske gruppe i Europa-Parlamentet, Det Europæiske Folkeparti (EPP).

Det var en ganske højtidelig og tankevækkende oplevelse. Ikke mindst fordi paven holdt en glimrende tale om forholdet mellem religion og politik.
I sin tale der blev holdt på pavens modersmål, engelsk citerede Leo XIV den italienske statsmand Alcide De Gasperi for at sige, at politik skulle sætte mennesket i centrum »with his spirit of evangelical brotherhood, with his reverence for the law inherited from antiquity, with his appreciation for beauty refined over the centuries and with his commitment to truth and justice, sharpened by millennia of experience«.

Konteksten for paven var, at ideologi kan være af det onde. Ikke fordi idéer i sig selv er problemet, men fordi idéer kan blive totaliserende. Det var ideologier, der var en grundlæggende årsag til Anden Verdenskrig, og ideologi kan blive en form for vold imod den enkelte, hvis mennesket placeres i et underordnet forhold til en abstrakt idé.

Senere vendte paven tilbage til spørgsmålet om sandhed. Med sine egne ord sagde han, at »being a Christian engaged in politics also means investing in freedom – not a trivialized freedom reduced to mere personal preferences, but one rooted in the truth, which safeguards religious freedom as well as freedom of thought and of conscience in every place and circumstance.«

Men her er vi inde ved en kerne, som jeg må sige bekymrer mig. De Gasperi understregede, at politik skulle bekende sig til sandhed og retfærdighed. Og paven gentog dette synspunkt ved at sige, at udgangspunktet for (kristen) politik må være sandheden.

Men for nu at være ganske ærlig: Sandheden som begreb har trange kår i vore dages politik.
På den politiske højrefløj har Donald Trump omdannet sit stolte, gamle parti til noget, der i vidt omfang fungerer som en lukket kreds, hvor præsidentens mange usande påstande om hvad som helst accepteres uden nævneværdig modstand (en dårlig vittighed i Bruxelles lyder: Hvordan kan man vide, at Donald Trump lyver? Hans mund bevæger sig).

På dele af den politiske venstrefløj ser man tilsvarende en vilje til at bøje virkeligheden, så den passer til bestemte ideologiske forestillinger om identitet og historie. Det gælder eksempelvis i diskussioner om køn, hvor biologiske realiteter undertiden fortrænges, og i dele af historieskrivningen, hvor komplekse historiske forløb reduceres til moralske skemaer, der ikke tåler nærmere efterprøvning.

Oven over dette svæver så de andre titusindvis af usande påstande, der bliver spredt fra troldefabrikker til de sociale medier. Om hvad som helst fra årsagerne til krigen i Ukraine over konsekvenserne af Hamas angreb på Israel til skøre konspirationsteorier om snart sagt alt.

I denne storm af usandhed fra mange sider ligner sandheden det skrøbelige lys fra en kerte, der blafrer langt mere, end godt og betryggende er.
Det forekommer underligt at være nødt til at skrive det. Men hverken som mennesker eller som politikere kan vi gøre verden bedre, før det lykkes os at fastholde, at sandheden som begreb findes. Og at det må være den, der er målestokken for alt, hvad der kan tænkes rationelle tanker om.

Derfor men det nævnte paven ikke direkte bliver vi også nødt til at tage et opgør med den relativisme og nihilisme, der præger vores tidsalder.
Det er ikke sandt, at alting kan være lige sandt og lige godt, som om det i sidste instans blot var et personligt spørgsmål.

Det er bedre at forlade sig på en norm om sandhed end på en norm om altings ligegyldighed. Det er bedre at forlade sig på kærlighed end på had. Og det er bedre for de fleste at leve i et frit og politisk liberalt samfund end i nogen anden samfundsmodel.

Derfor er det også vores pligt både som mennesker og som politikere at søge sandheden og værne om den. Det er vores pligt at udfordre og kritisere det, der ikke er sandt. Det er vores pligt at gå foran med et godt eksempel i stedet for et dårligt. Og det er vores pligt at forsvare vores frie og lige samfund imod dem, der vil underminere det.

Når det gælder viljen til at fordreje virkeligheden, har den hårde højrefløj og den hårde venstrefløj ikke noget at lade hinanden høre. Udsagn fra magtens centrumhvad enten de kommer fra regeringer, aktivistiske miljøer eller fremmede staters påvirkningsoperationer bør derfor mødes med en sund og systematisk skepsis.

Men skepsis er ikke det samme som kynisme. Hvis vi på forhånd beslutter os for, at alt er løgn, har vi i virkeligheden allerede opgivet sandheden.
Tilbage står derfor en mere beskeden, men også mere krævende opgave: at insistere på, at sandhed findes og at den kan findes.

Måske er det i virkeligheden det, paven mindede os om. Ikke som et fromt håb, men som en forudsætning. For i en verden, hvor sandheden blafrer som en kerte i storm, er det ikke nok at beklage mørket.
Man er også nødt til at holde hånden om flammen.
Det er vores pligt både som mennesker og som politikere at søge sandheden og værne om den.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 3. maj. 2026)

Krisen i Hormuzstrædet afslører, at Danmark er en søfartsnation uden en flåde

Carsten Bach
1. maj 2026

I og omkring Hormuzstrædet udspiller der sig aktuelt en alvorlig sikkerhedskrise i et af verdens mest centrale maritime knudepunkter. Fri sejlads er ikke længere en selvfølge, og konsekvenserne rækker langt ud over regionen.

De første tegn kan allerede mærkes. Det værste ligger formentlig forude. Alligevel står Danmark på sidelinjen.

Sidste torsdag blev der afholdt årsmøde i Danske Rederier, hvor blandt andet den fungerende udenrigsminister var på scenen. Her måtte deltagerne forstå, at der hverken var gode nyheder om en ny regering eller om dansk deltagelse i en international maritim indsats for at sikre fri sejlads gennem Hormuzstrædet igen.

Fredag kunne den fungerende statsminister på et topmøde på Cypern så også afvise, at Danmark har planer om at bidrage militært til at sikre den internationale skibstrafik. Det er i sig selv problematisk. Men det er også afslørende.

For Danmark er en af verdens førende søfartsnationer, placeret stabilt i topti på verdensrangordenen. Dansk skibsfart er en vigtig styrkeposition, vores største eksporterhverv og et bærende element i dansk økonomi.

I 2025 udgjorde eksporten fra danske rederier 348 milliarder danske kroner, hvilket svarer til cirka 16 procent af den samlede danske vare- og tjenesteydelseseksport.

Det er et vigtigt strategisk aktiv i en turbulent verden – både for Danmark og Europa. Af samme årsag er det i bedste udlægning ærgerligt, i værste udlægning pinligt, at vi i en højspændt international situation ikke har en arbejdsdygtig regering, der kan byde sig til i de internationale drøftelser om sikker og fri sejlads i Hormuzstrædet.

Sandheden er dog, at problemet stikker dybere end den nuværende regeringssituation.

Søværnets forfald
Selv hvis der i morgen sad en fuldt beslutningsdygtig minister, står Danmark reelt uden de maritime kapaciteter, der skal til for at gøre en forskel.

Efter missionen i Det Røde Hav, hvor fregatten Iver Huitfeldt oplevede alvorlige tekniske svigt i våben- og ildledelsessystemer, har Søværnet haft betydelige udfordringer med at indsætte de eksisterende enheder af samme klasse i internationale missioner.

Fejlen var ikke alene isoleret til ét skib, da alle tre fregatter i Iver Huitfeldt-klassen deler samme våben-, ildledelse og sensorsystemer, er hele klassen ramt af de velkendte problemer.

De tekniske mangler begrænser selvsagt Søværnets evne til at deltage i internationale opgaver. Det centrale spørgsmål er derfor ikke alene, hvad Danmark politisk ønsker at bidrage med, men om vi – militært – råder over kapaciteter, der er troværdige, pålidelige og klar til indsættelse. Og det har vi så ikke.

Vi har kort sagt ladet den danske flåde forfalde til et niveau, hvor vores internationale ambitioner ikke længere matcher vores faktiske evner.

Den danske flådes fremtid
Derfor bør en kommende regering og forsvarsminister hurtigt fremlægge en reel og samlet plan for den danske flådes fremtid.

Først og fremmest handler det om opbygning af arktiske kapaciteter. Dernæst om hvordan Danmark hurtigst muligt igen får indsættelsesparate krigsskibe, der kan operere i globale brændpunkter. Og så skal der opbygges både national og europæisk industriel kapacitet omkring dem.

Det bør ske i tæt samarbejde med en Nato‑allieret med dokumenteret erfaring i at levere moderne krigsskibe hurtigt og med mulighed for industriel involvering i Danmark, så vi samtidig sikrer, at vi helt eller delvist bliver i stand til at bygge disse skibe herhjemme.

Derudover er det helt essentielt, at vi ikke lader os nøje med andenrangsløsninger. Vi har brug for højniveau- og flerfunktionsfregatter uden afgørende kompromiser, som kan sikre en troværdig konventionel afskrækkelse på tværs af alle domæner.

Med vores fremtidige fregatter må ingen ubåde kunne true danske interesser i Arktis og Nordatlanten. Ingen fjendtlige langtrækkende missiler – særligt ballistiske – må kunne true vores territorium, befolkning eller vitale interesser heller.

Samtidig skal vi have en permanent og troværdig kapacitet til præcise og langtrækkende indsatser fra skibene – både forebyggende og som øjeblikkelig gengældelse.

Et kapløb mod tiden
Vores fremtidige danske krigsskibe skal fremover kunne indsættes selvstændigt i internationale operationer. Den geopolitiske virkelighed har forandret sig markant, og Danmarks hidtil vigtigste maritime samarbejdspartner er ikke længere til at stole på i alle tænkelige scenarier.

Det betyder, at danske kapaciteter ikke må være afhængige af, at andre først skaber et sikkert miljø, før vi kan operere. I stedet skal vi kunne tage ansvar. Danske fregatter skal kunne skabe sikkerhed i alle domæner – over, under og på havets overflade – og indgå som ligeværdige bidrag i Nato‑rammen.

For at håndtere den akutte situation – og det alvorlige tab af tillid til vores militære kapaciteter – er tid en afgørende faktor. Modne og gennemprøvede løsninger er nødvendige. Vores modstandere venter ikke på, at vi bliver klar.

Det centrale spørgsmål er derfor, hvilken allieret der bedst kan støtte Danmark med at genopbygge et stærkt, troværdigt og pålideligt søværn, som kan fungere som et reelt strategisk afskrækkelsesmiddel, der hurtigt garanterer indsættelsesklare kapaciteter og bidrager til opbygningen af dansk industriel og teknologisk suverænitet gennem langsigtet samarbejde.

Når truslen er reel, må løsningerne være både pragmatiske, men også handlekraftige.

(Indlæg bragt i Altinget d. 1. maj 2026)

Retssikkerheden er brudt sammen i sager om anbragte børn

Katrine Daugaard
22. april 2026

RIGSREVISIONENS nye kritik og tal er knusende: I Rigsrevisionens beretning om kommunernes sagsbehandling i sager om anbringelse af børn er der i 69 procent af sagerne lovkrav, som ikke er opfyldt. Det er ikke småfejl. Det er et system i opløsning.

Kommunerne bryder loven igen og igen, og det sker alt for ofte med åbne øjne og uden reelle konsekvenser.

Rigsrevisionens kritik burde ikke overraske nogen. I hvert fald ikke nogen, der har bare den mindste indsigt i området. Når endnu en vagthund nu retter hård kritik af kommunernes lovbrud i sager om anbragte børn, er det endnu en bekræftelse af det, mange familier, fagpersoner og politikere som jeg selv har sagt i årevis: Retssikkerheden er i praksis brudt sammen i alt for mange sager.
Jeg har selv belyst det her i adskillige år. Igen og igen.

Men der bliver ikke grebet reelt ind. Og imens fortsætter kommunerne, uden at nogen for alvor bliver stillet til ansvar. Når Ankestyrelsen i statistikken over omgjorte sager selv oplyser, at 80 procent af omgørelserne i 2024 skyldes manglende væsentlige oplysninger eller mangelfulde begrundelser, så taler vi ikke om småfejl, men om helt grundlæggende svigt i sagsbehandlingen.

KONSEKVENSERNE ER dybt alvorlige. For når loven brydes i anbringelsessager, er det ikke bare et spørgsmål om paragraffer. Det handler om børn, der burde være blevet beskyttet, men som ikke bliver det i tide. Og det handler også om børn, der bliver fjernet fra deres hjem på et mangelfuldt eller ulovligt grundlag. Begge dele er retssikkerhedsmæssige katastrofer. Begge dele er udtryk for en stat, der ikke formår at beskytte barnet mod vilkårlighed.

Og Mette Frederiksens prestigeprojekt Barnets lov har kun forværret det hele. Tallene viser nemlig, at problemerne ikke er blevet mindre. Tværtimod. På socialområdet generelt steg omgørelsesprocenten til 48,9 procent i 2024. Det er markant højere end i 2023, hvor den var 38,5 procent, i 2022, hvor den var 37,5 procent, og i 2021, hvor den var 31,8 procent. Selv i 2020 lå den lavere med 36,3 procent. Når næsten hver anden påklaget afgørelse på socialområdet enten bliver ændret, ophævet eller sendt tilbage, er det et tegn på et system med massive kvalitetsproblemer.

Problemet stopper desværre ikke ved kommunerne. For staten fører heller ikke et effektivt tilsyn. Rigsrevisionen konkluderede i juni 2025, at Ankestyrelsens tilsyn med kommuner og regioner på socialområdet »ikke er tilfredsstillende«. Statsrevisorerne kaldte det ligefrem ’utilfredsstillende’ og pegede på lange sagsbehandlingstider, mangelfuld dokumentation og svag opfølgning. Konsekvensen er, at ulovlig praksis kan fortsætte i længere tid og dermed svække borgernes retssikkerhed. Samtidig fremgår det af materiale til Folketinget, at tilsynet på socialområdet i 2024 blev udført af blot 4-5 årsværk. Det er svært at beskrive som andet end grotesk, når Ankestyrelsen samtidig selv oplyser, at den har mere end 600 ansatte.

OG SÅ ER der klagesystemet. I sager om anbringelse uden samtykke fastholdt Ankestyrelsen i 2018 hele 99 procent af de afgørelser, som kommunernes børn- og ungeudvalg havde truffet. Kigger man på tredje instans, domstolene, stadfæster de ligeledes 99 procent af sagerne uden at efterprøve skønnet eller vurdere, hvilken betydning de mange lovbrud har haft for den trufne afgørelse.
Det er et tal, der bør mane til dyb eftertanke. For et klagesystem skal ikke blot eksistere på papiret; det skal også opleves som en reel og uafhængig prøvelse. Ellers mister borgerne tilliden. Og uden tillid har vi ingen retssikkerhed.

Derfor er det ikke nok med endnu en rapport, endnu en alvorlig ministerkommentar eller endnu et beklagende skuldertræk fra kommunernes side. Vi har brug for konsekvenser. Vi har brug for et langt skarpere tilsyn. Vi har brug for, at kommunalbestyrelser, der år efter år får underkendt deres praksis, mødes med mere end vejledende ord. Og vi har brug for et system, hvor barnets og familiens retssikkerhed vejer tungere end hensynet til kommunal bekvemmelighed.

For i et retssamfund må det aldrig være sådan, at børn overlades til et system, hvor lovbrud kan fortsætte år efter år, uden at nogen stopper det.
Det er et tal, der bør mane til dyb eftertanke.

(Indlæg bragt i Politiken d. 22. april 2026)

Det er på tide at gøre op med »det pink patriarkat«, som fratager kvinder frihed

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
22. april 2026

Hvis man vil ødelægge den gode stemning i familien, skal man bare tage et spil Matador. Og hvis man skal ødelægge den gode stemning i den offentlige debat, skal man bare tale om ligestillingspolitik uden at være enig med venstrefløjen.
Det har jeg efterhånden en del erfaring med efter tre og et halvt år som ligestillingsordfører for Liberal Alliance.

Det har været tre og et halvt år midt i en af samfundets mest betændte og polariserede debatter. En arena, hvor man efterhånden skal liste sig rundt i tykke uldstrømper for ikke at træde nogen over tæerne eller blive stemplet som en fjende af fremskridtet.

Nogle vil måske løfte et øjenbryn her, da jeg bestemt ikke har været stiltiende modstander. Men tro mig. Forsigtigheden har været prioriteret højt. Og jeg er langt fra den første kvinde, der har lagt bånd på mig selv for at bevare den gode stemning.

Man har et helt begreb for det, nemlig »tend and befriend«, hvor man forsøger at afværge en trussel med venlighed og imødekommenhed. Men jeg gider ikke at gøre mig så flink og forsigtig, når truslen er så urimelig og aggressiv.
Jeg er træt af, at vi skal være bange for at forsvare den sunde fornuft og den personlige frihed. Især når det sker over for en bevægelse, der kalder sig frigørende, men som i virkeligheden gør både kvinder og mænd mindre frie.
Det er på tide, at det er bevægelsen, der skal forsvare sin ufrihedsdagsorden og blive kaldt ud på det udskammende røgslør, den i stedet ynder at forplumre debatten med.

Kvinde på den forkerte måde

Jeg kalder denne bevægelse for »det pink patriarkat«.
Det er en tendens i tiden, hvor kvinder konstant skal have at vide, at de kun er gode nok og kun er rigtigt frigjorte hvis de opfører sig efter det karrierefokuserede mandeideal.

Det pink patriarkat opererer med en ekstremt rigid og snæver målestok for, hvad et succesfuldt liv er. Det anerkender udelukkende de arenaer, der historisk set har været mandsdominerede: den stejle, ubrudte karrierestige, løncheckens bundlinje og adgangen til de bonede gulve i bestyrelseslokalerne.

Det er derfor, jeg kalder det et patriarkat, selvom det primært håndhæves af og handler om kvinder. For nu skal selve ligestillingen måles ud fra, om vi kvinder er gode nok til at være mænd. Det er vi sjældent gudskelov for det.
Det er dermed en logik, der i sin yderste konsekvens fører til statsligt dikterede kønskvoter.

Her ender vi i en situation, hvor det, man har mellem benene, bliver vigtigere end det, man har mellem ørerne. Man reducerer komplekse mennesker til kønslige kategorier i et forsøg på at opnå en matematisk 5050-fordeling i alle samfundets lag.

Men er det virkelig fremskridt? Er det frigørelse at blive valgt eller vurderet på sit køn frem for sine kompetencer?
Samtidig ser vi, hvordan nærvær, familieliv og omsorgsarbejde konsekvent devalueres. I det pink patriarkats optik er disse elementer ikke kilder til livskvalitet, men derimod systemiske byrder, som særligt kvinder anses for at være ubevidste ofre for.

Hvis man som kvinde mener og mærker, at det giver mere værdi og mening at bruge tid sammen med sine børn end at kæmpe sig vej til en toppost, dikterer denne ideologi, at man er kvinde på den helt forkerte måde.
Man »hjælper i hvert fald ikke ligestillingen« og er angiveligt »fanget« af strukturer, man ikke selv kan se.

Det er mit valg

Jeg nægter at deltage i det absurde teater. Jeg nægter at reducere mig selv – som menneske og som kvinde – til et simpelt datapunkt i et kønspolitisk Excel-ark, der skal gå op i en højere enhed for statsadministrationen.

Om jeg eller andre kvinder finder mening i at forfølge en opslidende direktørpost, i at bygge en stor familie med mange børn eller i en helt tredje livskonstellation er og bliver mit valg alene.

For de fleste af os er mening og glæde en blanding af forskellige elementer. Som det skal være. Det er selve essensen af et frit samfund, at vi har retten til at prioritere forskelligt uden at skulle stå til regnskab for en ideologisk statistik.

Men det pink patriarkat anerkender ikke denne fundamentale frihed.
Nej, frihed er udelukkende lig med resultatlighed et kollektivistisk regnestykke, hvor kvinder konstant skal optimeres til at præstere som mænd, mens mænd evigt skal korrigeres, og hvor ethvert frit valg, der skaber skævhed i en tabel, mistænkeliggøres som et demokratisk problem.

Påvirker nybagte forældre

Vi ser det måske tydeligst i spørgsmålet om barsel. Her er ideologien trådt direkte ind i hjemmet.
Når familier fordeler barslen ud fra deres egne behov, deres økonomi og deres ønsker for barnets første år, burde det være en sag for familien alene.
Men hvis fordelingen betyder, at mor tager den største del, betragtes det som noget, der skal bekæmpes politisk.

Løsningen blev en EU-forordning hvad rager det dog EU? der i ligestillingens navn har øremærket barslen med fuld opbakning i Danmark fra hele venstrefløjen og Venstre. Men hvem har bedt politikerne om at lave den fordeling for os? Det er i hvert fald ikke de nybagte forældre.

Utilfredsheden med de danske barselsregler er beviseligt vokset massivt, siden øremærkningen blev indført, hvilket blandt andet en nylig undersøgelse fra CBS har afdækket.
Det er et klassisk eksempel på, hvordan det pink patriarkat prioriterer den ideologiske vision om lighed over de faktiske menneskers ønsker om frihed.
Desværre har denne tænkning skabt en kultur, hvor især unge, ressourcestærke kvinder opfordres til at anskue deres eget liv som et stort, uoverskueligt problemkompleks, længe før voksenlivet overhovedet er begyndt.

Stop ynken, mænd

Jeg vil også knytte en kommentar til mændene. For mens det pink patriarkat dominerer den ene side af debatten, findes der en lige så ulidelig klynkefløj på den anden side.
Det er de mænd, som pr. automatik galer »hvad med os?«, hver eneste gang en udfordring for kvinder italesættes.

Til den fløj vil jeg sige: I er ikke et hak bedre end det pink patriarkat.
Hvis der eksisterer en kønnet dagsorden for mænd eksempelvis de veldokumenterede udfordringer for mange drenge i folkeskolen skal den dagsorden løftes seriøst, faktuelt og selvstændigt.

Den skal ikke bruges som et billigt point i en evig kønskamp eller som en undskyldning for at klynke over kvinders fremskridt. Tag ansvar for udfordringerne uden at forfalde til ynk.
Det pink patriarkat lever af at gøre forskelle mistænkelige og det frie valg til et problem. Men sandheden er, at ligestilling ikke handler om, at vi skal ende det samme sted eller leve vores liv på den samme måde.

Det handler om, at vi skal have de samme rettigheder til at vælge forskellige veje. Vi skal ikke have vejen banet for os eller stillet flere forhindringer op på vejen, så andre kan komme hurtigere frem end én selv.
Vi kvinder har ikke brug for statens ynk, vi har ikke brug for kvoter, og vi har ikke brug for politikere, der fortæller os, om vi må bage en kage til kontoret, boller til vores børn, eller hvordan vi skal fordele vores barsel.
Vi har brug for frihed til at være præcis de mennesker, mødre og karrierekvinder, vi ønsker at være.

Sand ligestilling handler om retten til at vælge den vej i livet, man har lyst til, ikke om at presse kvinder ned i et bestemt ideal.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 22. april 2026)