Derfor er Weimar-lammelsen farlig

Henrik Dahl
27. september 2025

Vi ved alle, hvad der gik galt med Weimar-republikken: Den endte med at gøre Adolf Hitler til rigskansler. Hvorefter Hitler gjorde en ende på republikken.

Det er svært at sætte Hitler i parentes, fordi hans forbrydelser imod menneskeheden selv i et meget langt historisk perspektiver enestående.
Men lad os alligevel gøre forsøget.
Nu sætter vi en parentes om personen Hitler og fokuserer på den parlamentariske situation i Weimar-republikkens sidste år.
Rigsdagen bestod af langt flere partier end kommunister, socialdemokrater og nazister.

Men det var disse tre partier, der havde bestemmende indflydelse på det mest afgørende spørgsmål i ethvert parlament: Kan der skabes et beslutningsdygtigt flertal? Eller vil parlamentet i mangel på et beslutningsdygtigt flertal blive nødt til at springe fra tue til tue i stedet for at bevæge sig fremad med fart og retning. Blive nødt til at tumle videre med beslutninger, der er meget små eller meget teknokratiske (eller begge dele)?

Kommunistpartiet havde fra sine ejere i Moskva fået besked på, at Socialdemokratiet var hovedfjenden, og at der ikke måtte samarbejdes.
Socialdemokratiet var heller ikke begejstret for Kommunistpartiet.
Og Nazistpartiet var der ingen af de to andre store partier, der ville have noget med at gøre.
Derfor var det i Weimar-republikkens sidste år umuligt at skabe en stabil regering og dermed også umuligt at tage fat på de store problemer, Tyskland stod over for.

Denne tilstand af Weimar-lammelse hvor tre partiblokke, der af forskellige grunde nægter at finde hinanden i et samarbejde, låser parlamentet – skal vi lægge mærke til. For selv om Weimar-republikken er fortid, er Weimar-lammelsen som fænomen i højeste grad nutid.

I Frankrig er Den femte republik allerede præget af Weimar-lammelse. Macron-partiet Renaissance nægter kategorisk at samarbejde med Rassemblement National. Det er blokeret af en såkaldt cordon sanitaire – en permanent, politisk karantæne. Samtidig er Renaissance yderst tilbageholdende med at samarbejde med den ekstreme venstrefløj, La France Insoumise. Resultatet er, at det i realiteten er vanskeligt at regere Frankrig på basis af den nuværende Nationalforsamling.

Tyskland befinder sig i en lignende situation. Hverken Unionen (CDU/CSU) eller SPD ønsker at samarbejde med Alternative für Deutschland, der er afskåret af den tyske Brandmauer. Og appetitten på samarbejde med det hårde venstre er til at overse, ikke mindst på grund af partiets Rusland-sympatier. Derfor ender Forbundsdagen ofte i en Weimar-lammelse, hvor midterpartierne er nødt til at finde sammen efter valgene selv om de netop har brugt hele valgkampen på at understrege deres forskelle.
Og for at det ikke skal være løgn, er Europa-Parlamentet også ramt.

De fire magtpartier, der har valgt kommissionen, er socialisterne i S&D, De grønne, de socialliberale i Renew og de centrum-højre-borgerlige i EPP. Det er et tvangsægteskab, som ingen af parterne befinder sig godt i. Den venstre side efterlyser mere stat og mere grøn omstilling. Den højre side ønsker mere pragmatisme i den grønne omstilling og mere subsidiaritet.
Venstre side kunne i teorien finde lydhørhed hos The Left. Men den gruppe rummer mange, der ser stort på, hvad Stalin eller Hamas har gjort galt. Højre side kunne søge støtte længere ude, men så får man en svigerfamilie med pro-russere og relativister i forhold til Det tredje rige. Derfor er der også brandmur ind mod det ekstreme højre.
Der er flere ting, der gør Weimarlammelse farlig.

For det første har lammede parlamenter svært ved at vedtage andet end små og konsekvensløse fortsættelser af den politik, der allerede bliver ført.
For det andet skaber lammelsen massiv mistillid blandt vælgerne. De kan jo godt se, at der er brug for mere end de små hop på stedet. Derfor ender et lammet parlament med ikke at forholde sig til tidens mest påtrængende problemer – og med at fremstå ligeglad med de problemer, der optager almindelige mennesker.
Her har vi faktisk noget at tilbyde i Danmark. Vi er ikke ramt af Weimar-lammelse i vores Folketing. Det skyldes især to ting.
For det første har vi en lang tradition for at samarbejde på konkrete punkter, hvor vi kan blive enige. En typisk dansk politiker vil tænke, at selv om der står side op og side ned med tossede ting i et givet partis program, kan man godt acceptere, at partiet indgår en aftale om et konkret emne, hvis det netop på dét område har valgt at droppe tovligheden.

For det andet: Hvis en femtedel af befolkningen stemmer på parti X, fordi man mener, at parti X er bedst til at løse et påtrængende problem, så er svaret ikke at benægte problemets eksistens. Svaret er at sige: Ja, vi anerkender, at det er et påtrængende problemmen her er vores bedre forslag til, hvordan det kan løses.
I Frankrig, Tyskland og i Bruxelles er der for mange midterpolitikere, der tyr til gaslighting og bortforklaring, når de konfronteres med vælgernes bevæggrunde. Men den danske erfaring er, at midterpartierne har et mindst lige så stort ansvar som fløjene for at undgå Weimar-lammelse. De skal turde samarbejde, når fløjene en sjælden gang rammes af fornuft og de skal levere reelle løsninger på de problemer, der driver vælgerne derhen.
Weimar-lammelse er farligt. Ikke fordi det nødvendigvis leder til diktatur, men fordi det fører til stagnation og voksende mistillid. Derfor bør alle, der bekymrer sig om demokratiets fremtid, forstå fænomenet og handle for at undgå det.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27. september 2025)

Realiteten er, at regeringen har mistet grebet

Steffen Larsen
24. september 2025

KOMMENTAR Peter Skaarup og Steffen Larsen og Frederik Bloch Münster samt Mikkel Bjørn.

Man får næsten morgenbrødet galt i halsen, når man læser Kaare Dybvad Beks interview i Berlingske i sidste uge. I et interview påstår den nu tidligere udlændinge- og integrationsminister, at de fire borgerlige partier ikke er i stand til at føre en stram udlændingepolitik, hvis vi en dag skulle få regeringsansvaret.
Det er en påstand, der både er komisk og skræmmende på samme tid. For virkeligheden er jo, at det er regeringen, som svigter igen og igen.
Siden Mette Frederiksen blev statsminister i 2019, er antallet af personer fra de såkaldte MENAPT-lande fordoblet. Alene i 2024 kom der over 8.300 personer fra disse lande.

Samtidig har regeringen åbnet ladeporten for udenlandske studerende i et hidtil uset omfang. På Roskilde Universitet (RUC) er hver sjette kandidatstuderende i dag fra Bangladesh – en udvikling, der på få år er eksploderet med flere hundrede procent.
Ordningen giver adgang til det danske arbejdsmarked og mulighed for at tage både ægtefælle og børn med.
Det viser sig samtidig, at den store repræsentation af studerende fra Bangladesh har svækket det faglige niveau, men det har regeringen accepteret for at redde RUC fra fallittens rand.

Som om det ikke var nok, har regeringen kastet næsten en halv milliard kroner i et partnerskab, der skal tiltrække endnu flere studerende fra Afrika. Det er svært at tolke som andet end et bevidst opgør med den stramme kurs.
Samtidig er regeringen passiv over for de udfordringer, der for alvor slider på sammenhængskraften. Den sociale kontrol bekæmpes ikke, hvor der endnu ikke er indført et forbud mod bederum på universiteterne. Screening af statsborgere er blevet syltet i snart et år, og nu må vi vente yderligere ti måneder på et ekspertudvalg, der skal komme med anbefalinger til, hvordan man kan komme i gang.
Når det gælder statsborgerskab tildelt på falske præmisser, gemmer regeringen sig bag en international konvention i stedet for at handle, mens vi i samlet flok opfordrer til at melde os ud af statsborgerskabskonventionen.

Og listen stopper ikke her. Regeringen har også bøjet sig for udenlandske trusler og indført den skandaløse koranlov, som er et direkte angreb på ytringsfriheden. Samtidig fastholder man racismeparagraffen, selvom den i praksis begrænser borgernes ret til at tale frit.
Vi har fra de borgerlige partier også foreslået krav om danskkundskaber for at kunne modtage fuld kontanthjælp, forbud mod islamisk kønsopdelt svømning, at trossamfund skal anerkende retten til skilsmisseog et forbud mod bederum på offentlige uddannelser.
Regeringen har stemt imod samtlige forslag.
Når vi peger på problemerne, er svaret hver gang udsættelser, syltekrukker og tomme hensigtserklæringer.
Kontrasten til den borgerlige opposition kunne ikke være tydeligere. Vi vil ikke acceptere den ukontrollerede indvandring, flere på førtidspension og voksende social kontrol. Vi vil føre en konsekvent og stram udlændingepolitik, hvor ytringsfriheden respekteres, og hvor vi beskytter Danmark mod de fejltagelser, som regeringen selv har bidraget til.

Realiteten er, at regeringen har mistet grebet. Derfor er vores appel til danskerne også klar. Vil I en anden retning på udlændingepolitikken? Så stem på de en af vi fire borgerlige partier, som er klar til at tage ansvar og sikre Danmark en reel stram udlændingepolitik.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 24. september 2025)

Folkekirken skal leve og vokse i respekt for historien

Carl Andersen
20. september 2025

Der er brug for at fremtidssikre menighedsrådene, så vi også i fremtiden kan tiltrække folk til denne uhyre vigtige samfundsopgave, skriver dagens kronikører

DEN DANSKE FOLKEKIRKE er med sine århundredlange rødder en uadskillelig del af dansk kultur og historie. Folkekirken er samtidig et levende og aktivt samlingspunkt for mennesker i hele Danmark på tværs af geografi, alder, holdninger og alle de andre forskelle, som kendetegner danskerne.
Ansvaret for kirkens liv og vækst er lagt i hænderne på de lokale menighedsråd, som siden I. C. Christensen stod fadder til deres oprettelse i begyndelsen af 1900-tallet har været med til at forme og værne om kirkens lokale liv. Med kirker i hvert eneste sogn i landet sikrer menighedsrådene en dyb lokal forankring og sørger for, at den lokale kirke tilpasser sig de mennesker, som lever og bor i sognet. Det giver mulighed for, at forskellige kirkesyn kan rummes og udfoldes inden for folkekirkens mange sogne og menigheder. Folkekirkens lokale forankring er helt særlig. Den skal vi fastholde og værne om. Men det kræver, at vi tør tænke nyt for at løse de udfordringer, mange menighedsråd også står overfor.

Lader vi bare stå til, risikerer problemerne at vokse sig uoverskuelige. Menighedsrådsmedlemmerne er demokratisk valgte folkekirkemedlemmer, som stiller op for at løfte et stort ansvar. Både når det gælder at samle gamle og unge i store og små lokalsamfund – ikke kun til gudstjenester, men også gennem et rigt kulturliv med kor, koncerter, debatarrangementer, sorggrupper, diakonalt arbejde og meget mere. Og når det gælder det administrative ansvar for at forvalte kirkens bygninger, økonomi og personale.
Der er brug for at fremtidssikre rammevilkårene for menighedsrådsmedlemmerne, så vi også i fremtiden kan tiltrække folk til denne uhyre vigtige samfundsopgave. Det er vigtigt, hvis vi skal sikre, at folkekirken også i fremtiden kan være en levende, demokratisk og lokalt forankret kirke for alle danskere, hvor det folkelige engagement står stærkt. Derfor indgik vi i maj en politisk aftale om en historisk forenkling af menighedsrådsarbejdet med tre hovedformål:

FOR DET FØRSTE fjerner vi nu bøvl og byrder for menighedsrådene, så der ikke skal bruges timevis på at skrive ansøgninger og udfylde skemaer. Det betyder for eksempel, at en række samarbejder mellem sogne og provstier ikke skal godkendes af Kirkeministeriet. Og så letter vi opgaverne med drift og vedligeholdelse af andre bygninger og ejendomme end kirken og sognegården. Det stod ret klart i de ønsker, som mange menighedsrådsmedlemmer selv har givet udtryk for i det forberedende arbejde med reformen. Kirken og sognegården udgør derimod centrale omdrejningspunkter for det lokale kirkelige liv og forbliver forankret i det enkelte menighedsråd.

FOR DET ANDET bliver der nu en større frihed til at organisere sig efter lokale behov og forhold i sognet. Samtidig gør vi nu reglerne for valg og sammensætning af menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd enklere og lettere at forstå.

FOR DET TREDJE skal vi have større fokus på ledelse og samarbejde i folkekirken, hvor tiden kalder på bedre personaleledelse i menighedsrådene. Med lovgivningen skaber vi bedre forudsætninger for, at folkekirkens arbejdsmiljø er godt for alle ansatte. Den seneste store undersøgelse af arbejdsmiljøet viste, at der er brug for nye muligheder og tiltag, der understøtter menighedsrådene i det arbejde.
Med enkelte justeringer til aftalen fra maj er vi nu blevet enige om at omsætte forslagene til ny lovgivning. Vi har lyttet til de mange gode og konstruktive høringssvar til lovforslaget og justeret på enkelte områder for at skabe endnu mere fleksibilitet til at tage højde for lokale ønsker og behov.

I.C. CHRISTENSEN insisterede på, at folkekirken skal være ”af folk og for folk”. Han mente, at det kirkelige liv må forankres lokalt, og at folkekirkens demokratiske organer skal give plads til bred deltagelse og engagement. Det har dannet grundlaget for vores arbejde. Men vi må også erkende, at verden har forandret sig siden hans tid. Menighedsrådene er offentlige myndigheder og skal leve op til de høje standarder, vi stiller til hele den offentlige sektor. Det gælder alt fra åbenhed og grundlæggende krav til forvaltningen over persondatabeskyttelse til økonomisk ansvarlighed. De administrative krav og kompleksiteten i menighedsrådsarbejdet er på den baggrund vokset, og mange menighedsrådsmedlemmer oplever i dag, at bureaukratiet tager overhånd frem for menighedens opgaver.

Derfor har vi sat os for at gøre det lettere og mere fleksibelt at være med i menighedsråd, uden at vi mister det demokratiske grundlag og den lokale forankring, og uden at vi giver køb på økonomisk ansvarlighed og retssikkerhed. Reformen er resultatet af et bredt samarbejde med repræsentanter fra Landsforeningen af Menighedsråd, biskopper, Provsteforeningen, Præsteforeningen og kirkefunktionærernes organisationer og andre centrale aktører, der alle har ønsket at modernisere uden at bryde med det folkelige ansvar. En af de væsentligste justeringer handler om menighedsrådenes størrelse. Hidtil har antallet af valgte medlemmer været mellem 5 og 15, afhængig af sognets størrelse. Det ændrer vi nu, så rådene som hovedregel får mellem 5 og 10 medlemmer. Samtidig giver vi mulighed for at øge antallet med op til tre ekstra medlemmer. Det betyder større fleksibilitet og mulighed for bedre at tilpasse rådene til de lokale forhold, herunder ved at bruge de nye muligheder for at organisere sig, så frivillige i højere grad inddrages i menighedsrådsarbejdet eller ved for eksempel at ansætte en daglig leder.

OG SÅ ÆNDRER VI ANSVARET for præsteembedets faste ejendomme. Styregruppen foreslog oprindeligt, at ansvaret for præsteembedets faste ejendomme overgår fuldt til provstiudvalget. Efter høringen har vi lyttet til bekymringerne. Vi fastholder, at ansvaret som udgangspunkt flyttes, men sørger for, at provstiets menighedsråd i fællesskab kan beslutte at fastholde ansvaret for ejendommene i sin helhed eller for enkelte menighedsråd. Vi gør det desuden muligt for budgetsamrådet at beslutte, om ansvaret for landbrugsejendomme og jorder skal forblive hos menighedsrådene, mens ansvaret for tjenesteboliger flyttes til provstiudvalget, eller omvendt.

For at give det enkelte menighedsråd større mulighed for at beholde ansvaret for præsteembedets faste ejendomme i tilfælde, hvor ejendommene i øvrigt flytter til provstiudvalget, er vi også enige om at vende budgetsamrådets beføjelse om, så enkeltmenighedsråd kan beholde ansvaret for præsteembedets faste ejendomme, medmindre et kvalificeret flertal på to tredjedele af de vægtede stemmer i budgetsamrådet stemmer imod.
VI HAR OGSÅ LYTTET TIL høringssvarene, når det gælder forslaget om, at præster med under halvtidsansættelse i et sogn og provster ikke skal være fødte medlemmer af menighedsrådet. For hvis langt størstedelen af præsterne gerne ser den nuværende ordning fortsætte, er der jo ingen grund til at ændre på det. I stedet indføres en mulighed for, at biskoppen kan udpege en primærpræst i pastorater med flere sogne, hvor det vurderes hensigtsmæssigt. Samtidig får biskoppen mulighed for at fritage en provst for medlemskab i et menighedsråd, hvis der er en eller flere andre præster i sognet, som er fødte medlemmer af menighedsrådet.

MED DENNE REFORM tager vi hånd om de udfordringer, folkekirken står overfor i dag og fremover. Den forenkler rammerne for arbejdet i menighedsrådene, skaber bedre vilkår for præster og sikrer en mere bæredygtig forvaltning af kirkens ejendomme. Samtidig fastholder vi den lokale forankring og det demokratiske engagement, som har været og fortsat skal være kirkens styrke.
Vi har store forventninger til reformen og går nu videre med den gradvise implementering i de kommende år. Sammen sikrer vi en folkekirke, der lever og vokser i respekt for historien, med plads til lokalt engagement og med blik for fremtiden.
Med denne reform tager vi hånd om de udfordringer, folkekirken står overfor i dag og fremover.

(Indlæg bragt i Kristeligt Dagblad d. 20. september 2025)

Regeringens politik skader erhvervslivet og styrer os direkte mod isbjerget

Pernille Vermund & Henrik Dahl
19. september 2025

Endnu en gang ser vi eksempler på, at regeringspartierne siger ét, men gør det stik modsatte. Den prædiker igen og igen mindre bureaukrati og bedre vilkår for erhvervslivet men fører en politik, der skaber mere bureaukrati og koster erhvervslivet dyrt.

Denne gang er det Moderaterne med Stine Bosse i spidsen, der har trådt helt og aldeles ved siden af.

EU-Kommissionen er kommet med forslag om, at de ekstremt bureaukratiske krav om bæredygtighedsrapportering kun skal gælde for virksomheder med +1.000 ansatte. Et fornuftigt initiativ, der fjerner bureaukrati for et stort antal virksomheder – trods Liberal Alliance helst så bæredygtighedsrapporteringsloven rullet helt tilbage for alle virksomheder.

Moderaterne?

De har svaret igen med at stille et alternativt forslag med en lavere grænse, så de bureaukratiske regler vil gælde alle virksomheder med over 500 ansatte.

Moderaterne med Stine Bosse i spidsen arbejder altså aktivt for mere bureaukrati for flere virksomheder.

Det er under al mulig kritik. Men det mest kritisable er, at det ikke er en fejl. Det er bare endnu et eksempel i rækken af mange på, hvilken politik regeringen i realiteten fører på vegne af dansk erhvervsliv.

Erhvervsministeren og økonomiministeren var kort før årsskiftet ude i et stort dobbeltinterview og tale dunder om, at regeringen nu ville sætte en stopper for bureaukratiet, og at regeringen fremover ville ‘sætte en kæp i hjulet’ på forslag, der øger bureaukratiet.

Men når afbureaukratiseringen skal føres ud i livet, kan Socialdemokratiet og Venstre ikke engang kan blive enige om, hvordan det skal ske og modsiger lodret hinanden.

Europaminister Marie Bjerre understreger , at det ikke er nok bare at gøre de eksisterende regler mere simple – det er nødvendigt decideret at fjerne regler.

Men samtidig sidder erhvervsminister Morten Bødskov på et møde i Europa-Parlamentet og understreger, at den danske regering ikke vil gå så langt at deregulere og fjerne regler – blot gøre de eksisterende regler mere simple. Det er at tale med to tunger.

Fælles for dem er dog, at de tre regeringspartier har stemt for de ekstremt bureaukrati- og administrationstunge love om bæredygtighedsrapportering og arbejdstidsregistrering, der koster dansk erhvervsliv milliarder af kroner hvert år.

Ikke alene har de stemt for reglerne. Selv efter massiv kritik af reglerne fra erhvervslivet har erhvervsministeren forsvaret bureaukratiet og slået fast, at regeringen ikke vil røre ved reglerne for bæredygtighedsrapportering.

Derudover har regeringspartierne også stemt for de nye emballagegebyrer, der risikerer at koste danske emballagevirksomheder livet eller tvinger dem ud af landet, fordi omkostningerne ved at drive virksomhed bliver for dyre.

Og senest har vi Moderaternes forslag, som vil resultere i bureaukrati for titusindvis af europæiske virksomheder.

Det er uærlig, uansvarlig og erhvervsskadende politik, SVM-regeringen fører.

Og hvad er deres forsvar?

At det handler om taktik, som Stine Bosse forklarede, da hun blev spurgt kritisk ind til hendes forslag. At de egentlig ikke mener, at det, de stemmer for, er en god idé, men at det jo handler om kompromisser, som vi må forstå på Venstres Morten Løkkegaard . De vil forsøge at bilde vælgerne ind, at det er den ansvarlige og voksne måde at føre politik på.

Vores svar er: gu er det ej. Det er en bovlam, uambitiøs og skadende politik. Og der er intet ansvarligt eller voksent ved det. Det ansvarlige og voksne er at træffe de nødvendige beslutninger – også når det er upopulært.

Vi ved alle, hvad udfordringerne er: dansk erhvervsliv lider.

Virksomhederne drukner i regler og administration. EU’s konkurrenceevne er i bund, og vi halser langt bagefter Kina og USA af netop de årsager. Vi styrer direkte mod et isbjerg, der er bygget af regler, restriktioner og administration.

Der er brug for politikere, der tør handle og træffe de nødvendige beslutninger for at styre EU udenom isbjerget og få os på ret kurs igen.

Der er ikke brug for politikere, der bare holder kursen, fordi det var ‘taktisk’, eller fordi det var det ‘kompromis’, der var muligt.

Den mangel på politisk ambition, ansvar og handlekraft styrer os direkte ind i isbjerget.

Titanic gik ikke ned på grund af manglende information. De vidste, at der var et isbjerg. Det gik ned på grund af dårlig ledelse og manglende handlekraft.

(Indlæg bragt i Børsen d. 19. september 2025)

Kommunalpolitik har også brug for ideologi

Alexander Ryle
12. september 2025

Kommunernes opgave er at levere velfærd. Mange hævder, at det derfor er ligegyldigt, om byrådet er blåt eller rødt – at ideologi slet ikke spiller en rolle i kommunalpolitik.

Det er en misforståelse, som vi må gøre op med.

Vi er alle kandidater for Liberal Alliance til kommunalvalget 18. november. Vores ambition er at være mere end administratorer af velfærdsstatens mange institutioner. Vildtvoksende bureaukrati, kommunale prestigeprojekter og vanetænkning har taget over.

Mere end nogensinde har vi brug for et ideologisk fundament, der kan styrke vækst, velstand og et levende civilsamfund – dér hvor borgernes hverdag udspiller sig.

I København bruger kommunen skattekroner på alt fra bronzestøbt toastbrød til forstenet lort – og endda sponsorater til influencere. Vi mener, at kommuner bør holde sig til de kerneopgaver, som kun kommunen kan løse. Det forekommer i mange kommuner at være svært nok.

I Nyborg betaler borgerne Danmarks højeste kommuneskat. Hos Venstre i Nyborg er skattelettelser hverken noget, man taler om eller gennemfører – heller ikke selvom partiet har absolut flertal, med 15 ud af 25 mandater i byrådet.

I Favrskov står kommunen i vejen for, at en dreng kan gå i samme børnehave som sin storesøster. Og kommunen afviser at give fuldt tilskud til hjemmepasning. Vi mener, at familier skal have frihed til at vælge den pasning, der passer dem bedst.

I Odense har kommunen bygget en letbane. Projektet blev dyrere end planlagt, har for få passagerer, og naboerne klager over støjgener.

Borgerne i Odense kunne have fået mere mobilitet for færre penge, hvis kommunen havde valgt en mindre storslået løsning med nye busser.

I Struer har kommunen fundet det nødvendigt at beslutte en søvnpolitik. Ifølge den, må børn mellem 0-3 år ikke vækkes, når de sover lur. Vi har tillid til, at forældre og daginstitutioner i fællesskab kan finde ud af den slags.

En centralt fastlagt søvnpolitik er fuldstændig unødvendig.

Systemtænkningen har infiltreret politikere på hele det politiske spektrum. Uanset om lokalpolitikeren er rød eller blå, er chancen desværre stor for, at han eller hun sidder fast i detailstyring, vanetænkning og kommunalt snæversyn. Vores ærinde er ikke at pege fingre – men at ruske op i gamle vaner.

Vi har brug for en levende idédebat – især ude i kommunerne. Til det formål vil vi præsentere vores bud på ti liberale teser, som vi mener bør forme det kommunale Danmark:

Tese #1

Borgernes frie valg er vigtigere end kommunens detaljerede planer: Valgfrihed skaber engagement og udvikling. Når borgere selv kan vælge mellem forskellige skoler, dagtilbud, fritidstilbud eller sundhedsordninger øges kvaliteten, fordi der er plads til nye ideer, konkurrence og incitament til forbedring. Kommunale planer må støtte, ikke kvæle, borgernes muligheder.

Tese #2

Borgernes retssikkerhed vejer tungere end kommunens behov for gode fortællinger:

Tillid til kommunen bygges på sikker, korrekt og gennemsigtig sagsbehandling. Smukke historier om kommunen kan aldrig erstatte borgernes retssikkerhed og forventning om fair behandling. Sagsbehandling er en kommunal kerneopgave – det er flere kommunikationsmedarbejdere og nye formidlingsprojekter sjældent.

Tese #3

Borgernes frivillige initiativer er vigtigere end bevarelse af kommunal styring: Lokale foreninger, frivillige projekter og civilsamfundets initiativer skaber stærke fællesskaber. Kommunens rolle bør være at give plads til initiativer, der vokser frem nedefra frem for at fastholde kommunale arbejdspladser, der ikke er nødvendige for borgernes bedste.

Tese #4

Samfundets samlede velstand vejer tungere end kommunens egen økonomi: Kommunens eget budget bør ses i sammenhæng med den samlede samfundsøkonomi, erhvervslivets vilkår og borgernes økonomiske muligheder. Vækst og beskæftigelse skabt af selvstændige borgere og virksomheder, er den bedste og mest bæredygtige vej til en velfungerende kommune.

Tese #5

Lav kommuneskat er vigtigere end høje kommunale udgifter: Borgernes penge bør anvendes mådeholdent og effektivt. Høje skatter begrænser både borgere og virksomheder og kan hæmme initiativ. Effektivisering og snævert fokus på kommunens kerneopgaver sikrer høj velfærd uden at skatteyderne belastes unødigt.

Tese #6

Det, kommunen selv kan gøre, er vigtigere end det, staten kan gøre for kommunen:

Lokale løsninger er ofte mere effektive og bedre tilpasset borgernes behov end centrale statslige initiativer. Byrådet bør tage ansvar for det kommunale selvstyre og udnytte sin handlefrihed og sit kendskab til lokalsamfundet frem for at vente på statslige puljer, ny regulering eller den næste udligningsreform.

Tese #7

Konkurrence og frit valg blandt leverandører er vigtigere end detaljeret kontrol:

Når private og offentlige leverandører konkurrerer, øges kvaliteten, og borgerne får mest muligt for pengene. Kommunens rolle er at skabe gode rammer for udvikling og konkurrence – ikke at styre enhver detalje i opgaveløsningen.

Tese #8

Ansvar og frihed tæt på borgeren er vigtigere end central styring: Lokale institutioner kender borgerne og deres behov bedst.

At give dem ansvar frem for at centralisere beslutninger sikrer fleksibilitet, hurtige løsninger og større engagement blandt medarbejdere og borgere.

Tese #9

Gode rammer for hele erhvervslivet er vigtigere end særfordele til enkelte virksomheder: Vækst og arbejdspladser skabes bedst gennem generelle rammevilkår, som gør det attraktivt for alle virksomheder at etablere og udvikle sig. Særlige fordele til politisk udvalgte virksomheder giver måske lokalpolitikere opmærksomhed og popularitet – men sjældent bæredygtig velstand.

Tese #10

Private investeringer i kommunen er vigtigere end investeringer i kommunens egne projekter: Privat kapital og initiativ skaber dynamik, innovation og økonomisk bæredygtighed. Kommunale projekter kan supplere, men bør ikke være førstevalg, når private aktører kan levere de løsninger, som borgerne har brug for.

Det er på høje tid, at kommunalpolitikere træder frem som mere end administratorer af det bestående. Kommunerne har brug for ideer og visioner, der bryder med vanetænkningen og gør vores lokalsamfund til det, danskerne drømmer om.

Vi tror på, at netop liberale ideer om frisætning, valgfrihed og ansvar kan skabe forskellen, fordi de tager udgangspunkt i mennesker frem for systemer.

Kommunalpolitik skal handle om borgernes muligheder, ansvar og frihed – ikke om kommunens institutioner, tilbud og planer.

Det er tid til at give borgerne valgfrihed, større ansvar og bedre rammer for et liv i frihed og velstand.

Vores ideologiske udgangspunkt er liberalt, men vi byder alle velkomne, der vil bidrage til den nødvendige idédebat, som skal forme fremtidens kommunale Danmark.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 12. september 2025)

Den danske Palæstina-strategi har intet at gøre med virkeligheden

Henrik Dahl
5. september 2025

Danmark har en såkaldt strategisk vision for, hvordan landets forhold til Palæstina skal udvikle sig i årene fra 2021 til 2025. Jeg er næppe uretfærdig, når jeg påstår, at dokumentet hører til blandt statens mindre læste publikationer.

Derfor et hurtigt referat: Danmark har tre hovedprioriteter: For det første menneskerettigheder og demokratisk ansvarlighed. For det andet grøn, bæredygtig og inkluderende økonomisk vækst plus anstændige job. For det tredje modstandskraft, fred og stabilitet.
De tre mål understøttes med en bevilling på en lille halv milliard kroner om året.
Dertil kommer en årlig bevilling til den kontroversielle FN-organisation UNRWA på godt og vel 100 millioner om året.
Strategien er – hedder det – baseret på de rammer, FN og EU sætter. Implementeringen følges af Det danske repræsentationskontor i Ramallah. Monitoreringen er blandt andet baseret på FNs verdensmål og indikatorer fra Verdensbanken.
Hvis jeg havde mere plads, ville jeg pakke det bedre ind. Men for at gøre en meget lang historie meget kort, har den officielle danske Palæstina-strategi lige præcis nul og ingenting med virkeligheden at gøre.

Det er der flere grunde til: 1. Den tostatsløsning, der er strategiens uantastede præmis, er i realiteternes verden stendød. Israel modarbejder den. Hamas modarbejder den. De kræfter i regionen, der stadig ønsker den, er splittede og svage.
2. Der findes ingenting, der kan danne udgangspunktet for en palæstinensisk stat. En stat har et suverænt territorium og en regering. Palæstina har ingen af delene.
3. Menneskerettigheder er ikke noget, man uden videre har. Det er noget, en stat eller anden meget stærk aktør tildeler mennesker og garanterer – i sin yderste konsekvens med magt. Disse betingelser er så langt fra at være opfyldt i Palæstina, som man overhovedet kan forestille sig.
4. Strategien bygger på tillid til UNRWA. Den tillid er der absolut ingen grund til at have.
UNRWA har aldrig klaret at vaske anklagerne om at være infiltreret af Hamas af sig. Derfor har en lang række lande – herunder Tyskland og USA – i perioder trukket støtten.
5. Udviklingsbistanden til Palæstina kan have gjort det muligt for Hamas at frigøre ressourcer til at bygge tunneler og anskaffe våben. Hamas er med andre ord ikke en regering, der på nogen måde har sin befolknings ve og vel som en høj prioritet.
6. FN har en ekstrem antiisraelsk bias. For eksempel har det absurde menneskerettighedsråd et fast punkt 7 på dagsordenen, der fordømmer Israel. Hverken Nordkorea eller Iran er nogensinde blevet fordømt i et omfang, der afspejler deres dokumenterede overtrædelse af menneskerettighederne.
7. EU er både splittet og marginaliseret i forhold til Israel-Palæstina. Det giver ingen mening at tildele EU en rolle i denne sammenhæng.

Jeg vil stoppe her. Men hvert enkelt af disse syv punkter er et selvstændigt eksempel på den ønsketænkning og fjernhed fra, hvordan verden faktisk er indrettet, der alt for ofte har fået lov til at præge dansk udenrigspolitik.
Det er af den yderste vigtighed, at Danmark – og for den sags skyld resten af de vestlige lande – fører en politik baseret på virkeligheden. Det har tidligere kostet os dyrt at føre en politik, der ikke afspejlede den. Den fejl har vi ikke råd til at gentage.
Det er uden tvivl en grundlæggende organisatorisk svaghed i Udenrigsministeriet, der fører til politikker, som er så ekstremt verdensfjerne. Vi så det også med Afghanistan og Irak.
Derfor er det på organisatorisk plan, der må tages initiativer til at undgå det i fremtiden.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 4. september)

En hovedstad kan ikke både være verdens bedste og billig at bo i

Ole Birk Olesen
30. august 2025

København er en af verdens bedste byer, men det halter med at muliggøre familielivet i flere generationer.

Folk, som bare bruger ord, fordi de lyder godt, ikke fordi de giver mening i sammenhængen, vil nok kalde det et »paradoks«: At København nu er blevet kåret til verdens bedste by, men samtidig bliver dyrere og dyrere at skaffe bolig i.
Men sagen er selvfølgelig, at det ikke er et paradoks overhovedet. Det ene følger tværtimod af det andet. For det er klart, at hvis København var et forfærdeligt sted at bo, så ville de færreste mennesker i et land som Danmark, hvor de fleste har andre muligheder end at bo et forfærdeligt sted, bo i København. Og så ville boligpriserne være lave, for hvordan skulle boligerne i den forfærdelige by ellers blive udlejet eller solgt?

SÅDAN VAR DET DA også, indtil engang i 90’erne i København. Folk flyttede væk, hvis de kunne. Boligerne var derfor billige for de unge mennesker, som midlertidigt, mens de studerede tog ophold i byen, inden de også flygtede væk, når de begyndte at tjene penge efter studierne.
Men der skete noget fra 90erne og frem. Byen blev bedre og bedre at bo i, i takt med at boliger blev moderniseret, nye mennesker flyttede ind, nye boliger blev bygget, flere mennesker kom til byen, flere spisesteder skød op, der kom mere kulturliv, flere parkeringspladser blev erstattet med grønne og rekreative arealer, caféer åbnede i stedet for værtshuse, flere kom i arbejde, havnens vand blev rent, så man kunne bade i det og så videre og så videre. København blev i de fleste danskeres og udlændinges øjne en bedre by, flere ville bo her, og derfor steg boligpriserne.

Heldigvis er boligpriserne ikke steget så meget i København som i Oslo og i Stockholm. Det skyldes, at der er blevet lavet lokalplaner for nye, store boligområder i København, som har kunnet opsuge meget af merefterspørgslen: Ørestad, Sydhavn, Islands Brygge, Nordhavn, Carlsbergbyen og Grønttorvet er dér, hvor flest nye boliger er skudt op. Noget tilsvarende har det lokale styre i Oslo og i Stockholm enten ikke villet tillade eller ikke kunnet, så hos vore skandinaviske naboer har søgningen mod hovedstaden resulteret i større boligprisstigninger end i København. Det betyder så også, at vi skal fortsætte med at tillade mere boligbyggeri til de mange mennesker, som gerne vil flytte til eller blive boende i København i de kommende årtier. Ellers går noget tabt, for de mange af os, som gerne vil bo tæt på vores voksne børn eller for de unge, som gerne vil bo i samme by som deres forældre.

Med mindre den unge generation har råd til væsentligt dyrere boliger end os andre, da vi flyttede ind, så kan den ikke flytte hjemmefra og blive boende i byen, hvis vi ikke tillader nybyggeri, som kan holde boligprisudviklingen i ave. Så vil vi have os, der bliver ældre og ældre, boende i byen nær alt, mens vore voksne børn risikerer at skulle bruge mange timer hver uge på at pendle frem og tilbage mellem arbejdet i København og Vest- eller Sydsjælland, hvor de har råd til at bo.
Det vil ikke være verdens bedste by for mig: en by, som ikke har plads til, at de gamle, deres voksne børn og deres børnebørn har nemt ved at besøge hinanden og hjælpe hinanden, fordi de bor i samme by, gerne endda i samme kvarter.

MIN IDEALBY har kvarterer, som hver især minder om små italienske middelalderbyer: Familier i tre eller måske endda fire generationer bor der. Børn løber rundt og leger på en rolig gade eller på en plads i bydelen med gamle siddende omkring sig på bænke i solen.
I det daglige kan børn og ældre nå alt, de har brug for i deres eget kvarter. Skole, læge, fodbold, supermarked, venner, svømning, bridgeklub, fortovscafé, park, isenkræmmer, fritidshjem. De erhvervsaktive skal dog ofte hoppe på cykel eller Metro, måske endda S-tog eller egen bil, for at komme frem eller tilbage fra arbejde. Men uden for arbejdstid, når de er hjemme, så er familiens generationer højst lige rundt om hjørnet fra hinanden, for nok har Danmark og også København en socialdemokratisk velfærdsstat med folk ansat, som får løn for at tage sig af os, hvis vi ikke kan selv, men det er sjældent en fuldgod erstatning for at have familie eller venner omkring sig, som oprigtigt elsker en.

Jeg tror, vi er på vej derhen i Danmark, at familierne igen kommer til at betyde meget mere på tværs af generationerne, fordi vi ikke længere stoler på den socialdemokratiske velfærdsstat. Det skal byen kunne facilitere. Der er vi ikke i dag. Det er ikke Københavns skyld, for det er national politik i Danmark, at vi opkræver en masse penge hos folk, og så betaler vi offentligt ansatte for at tage sig af både børn og ældre, mens der i familierne ikke er overskud til at tage over, fordi der skal tjenes penge nok til at betale verdens næsthøjeste skatter, inden der er penge til at få et tag over hovedet, mad på bordet, tøj på kroppen og ferieture to gange om året.
KØBENHAVN ER en af verdens bedste byer, men det halter med at muliggøre familielivet i flere generationer. Hvis vi ikke bliver ved med at finde nye muligheder for boligbyggeri, vil det blive for dyrt for de yngre generationer at blive boende i byen, og når det kommer til familiemedlemmernes mulighed for at tage sig af hinanden på tværs af alder, så er København et alt, alt for institutionaliseret sted.

Den støtte, som ydes til ældrepleje og pasning af børn i København og resten af Danmark, betyder, at familierne skubber ansvaret fra sig og lader professionelle tage over. Jeg tror ikke, det er ideelt, og jeg tror, at vi danskere i stigende grad kan se problemerne ved det, og at vi oplever et tab af livsmening ved den måde at gøre det på.

Det kan København og Danmark gøre bedre.

(Indlæg bragt i Politiken d. 30 august 2025)

Derfor kommer borgerkrigen til Europa

Henrik Dahl
26. august 2025

En britisk professor kommer med en advarsel, man bestemt bør lytte til. De brede lag i befolkningen vil ikke i længden finde sig i, at kulturen i de store byer forandrer sig til ukendelighed. Eller at kvinders og seksuelle minoriteters stilling i samfundet svækkes og kommer til at ligne noget, man genkender fra Stormellemøsten.

Den velestimerede britiske forsker David Betz professor ved Kings College i London har for nylig vakt opsigt ved at hævde, at en borgerkrig ikke længere er utænkelig i et af de store lande i Europa.

Ikke en borgerkrig, der kommer til at ligne den amerikanske i 1860’erne eller den spanske i 1930erne. Men en langvarig periode med konstante uroligheder i gaderne, faldende tillid mellem borgerne og faldende tillid til det politiske system. En periode, hvor store grupper i samfundet trækker sig tilbage til deres egne, medieskabte virkeligheder og ikke fører konstruktive samtaler med hinanden på et fælles, oplyst grundlag.

Jeg tror desværre, at David Betz har ret. Det kan være svært at se fra Danmark. Vi er i den store europæiske sammenhæng stadig et land, hvor mennesker i vidt omfang taler med hinanden på tværs af grupper. Og hvor de fleste mennesker trods alt har tillid til, at politikerne vil det bedste og gør deres bedste.
Men andre, vigtige lande er betydelig mindre regerlige end Danmark. Og det bør bekymre. I både Tyskland og Frankrig er det sådan, som det stadig var i Sverige indtil for ganske nylig: Den politiske elite har valgt, at den under ingen omstændigheder vil samarbejde med de partier, der i særlig grad har fokus på indvandringens negative sider.

For det første er det i sig selv angribeligt ud fra et demokratisk synspunkt, at den politiske elite på forhånd har erklæret, at den ikke ønsker at lytte til og gå i dialog med et sted imellem en fjerdedel og en tredjedel af befolkningen.

Man skal i videst muligt omfang udtrykke sig diplomatisk. Men jeg formår det ikke. Det er simpelthen en tåbelig og destruktiv strategi fra den politiske elites side, at den ikke vil lytte til så store dele af befolkningen og ikke vil tage så store dele af befolkningens bekymringer alvorligt.
Ud over at det skærper den generelle mistillid i samfundet, giver det også næring til en helt konkret fortælling: at befolkningerne i Tyskland og Frankrig aldrig nogensinde er blevet spurgt på en seriøs måde til, om de ønsker den demografiske og kulturelle forandring af deres lande, der finder sted i disse år.

Man skal være forsigtig med at gætte. Men jeg tør godt gætte på et svar: Hvis man først tog en seriøs debat om de kulturelle konsekvenser af at tillade, at meget store grupper af indvandrere fra Stormellemøsten flyttede til Tyskland eller Frankrig, ville der aldrig nogensinde blive noget, der mindede om et flertal for at føre den politik. Det er og bliver noget, den politiske elite i de respektive lande ønsker. Og som de politiske eliter i de respektive lande hverken ønsker reelt at stå til ansvar for eller reelt at forsvare og forklare.

Derfor kommer »den snigende borgerkrig«, David Betz advarer imod, til både Tyskland og Frankrig. De brede lag i befolkningen vil ikke i længden finde sig i, at kulturen i de store byer forandrer sig til ukendelighed. De vil ikke i længden finde sig i, at kvinders og seksuelle minoriteters stilling i samfundet svækkes. Fra at ligne det vestlige gennemsnit til at ligne forhold, man genkender fra Stormellemøsten.

To faktorer, der bidrager til at gøre konflikten værre, end den burde være, er disse: For det første den politiske elites konstante gaslighting og udskamning af de borgere, der protesterer. I både Tyskland og Frankrig beskæftiger den politiske elite og dens håndlangere på universiteterne og i medierne sig først og fremmest med at forhindre erkendelse. Det vil sige: De excellerer i at bilde folk ind, at de tager fejl, og at der er noget galt med dem (at de er racister, intolerante, eller hvad det måtte være).

For det andet den større dristighed blandt de fremmeste repræsentanter for migranterne. Det, der sker i disse år i både Tyskland og Frankrig, er, at venstrefløjen og islamismen vokser sammen til det, der på fransk hedder islamogauchisme. Det vil sige et sammenrend af islamistiske krav til, hvordan samfundet bør indrettes, og en venstreorienteret og woke argumentation for, at det er rimelige og korrekte krav.

Hvis man lægger øret til den argumentation, der i vore dage kommer fra de bedst uddannede og bedst skolede islamister, skal man bemærke, at de har lært sig selv at tale på en fejlfri woke dialekt om menneskerettigheder, historiske uretfærdigheder og så videre og så videre. Det er, hvad man på engelsk kalder en weaponization altså en våbengørelse af hele det akademiske univers omkring borgerrettigheder og afdækningen af historiske sammenhænge.

Det våbengjorte, akademiske univers er selvfølgelig pseudovidenskab og selektiv omgang med historiske facts. Men eftersom ingen eksterne aktører for eksempel det politiske system og ingen interne aktører vil gøre op med pseudovidenskaben og våbengørelsen, sker der indtil videre ingenting. Ud over at islamisterne bliver mere og mere avancerede, fordi de samarbejder med den ekstreme venstrefløj. I Storbritannien er det ikke meget bedre fat. På grund af landets valgsystem opnåede den tredjedel af vælgerne, der ved seneste valg stemte på Labour, to tredjedele af pladserne i Underhuset.

Det forekommer alle andre end briterne at være totalt absurd. Og det er ekstremt farligt. Ikke mindst for en mand som Keir Starmer. Der konstant begår den fejl at tro, at han har to tredjedele af befolkningen bag sig, når det i virkeligheden kun er én tredjedel. Den form for mindretalstyranni skaber en kolossal vrede, der i denne tid blot vokser i Storbritannien.
Hvad befolkningerne egentlig ønsker i de tre store lande i Europa, får man et fingerpeg om ved at se på den rå valgmatematik.

I virkelighedens verden kan man ikke se på de rå tal fra pålidelige meningsmålinger og sige, at her er folkeviljen. Men med passende forsigtighed skal man notere sig, at cirka 55 pct. af vælgerne i Tyskland ønsker sig en klart højreorienteret regering. Cirka halvdelen af vælgerne i UK ønsker sig en klart højreorienteret regering. Og næsten halvdelen af vælgerne i Frankrig omkring 45 pct. ønsker sig en klart højreorienteret (resten er dybt splittede mellem Macrons teknokratiske socialliberalisme og den ekstreme venstrelinje hos La France Insoumise).

Jo længere tid, der går, før den førte politik i de tre store lande er klart højreorienteret, jo værre vil den folkelige vrede og presset fra de uløste problemer, de respektive regeringer skubber foran sig, blive. Og jo større bliver braget, når utilfredsheden eksploderer. Derforigen har David Betz ret i sin forudsigelse: Der kommer et kæmpestort Donald Trump-agtigt tordenbrag i alle tre lande. Det er ikke længere til at undgå.
Og hvad med fredelige Danmark? Der i mine tanker altid spiller den rolle, J.R.R. Tolkien gav Herredet i sin saga om ringen. I Danmark går det heller ikke godt. Men da vi ikke er så mange, går det mest ud over os selv.

Uanset hvilken del af den offentlige sektor man vender sit blik imod, er det sådan, at den får sværere og sværere ved at levere den kerneydelse, den er sat i verden for at producere. Forsvaret kan ikke producere sikkerhed. DSB kan ikke producere mobilitet. PostNord kan ikke fragte ting fra A til B. Socialog ældreforsorgen kan ikke producere værdighed til de borgere, der har brug for disse tjenester. Skolerne kan ikke indprente børnene hverken lærdom eller respekt for lærdom. Og så fremdeles. Det finder folk sig indtil videre i. Af mange forskellige årsager. Herunder at der ikke for alvor eksisterer en kritisk presse, der ønsker at afdække disse forhold og holde de ansvarlige fast på deres ansvar.

På Christiansborg snakker folksom altid sådan, som de har forstand til. Det skal de jo have lov til, og det var værre, hvis de ikke gjorde.
Ude på slotspladsen råber et stadig mere radikaliseret centrumvenstre (der i stigende grad lever i sin egen virkelighed) op om, hvor godt det ville være, hvis der blev etableret en selvstændig terrorstat med en lang kystlinje ud til Middelhavet.
Det vil selvfølgelig ikke være godt for noget. Tværtimod. Og jeg ville da også være ekstremt bekymret, hvis nogen af de højtråbende havde noget at skulle have sagt. Den europæiske galskab kommer også ind over vores grænser. Men heldigvis mildnes den af, at de fleste mennesker trods alt savner enhver tiltro til store ord og nemme løsninger.

Nu starter den politiske sæson, hvor alle vil kaste sig over at drøfte den ene procent af statens budget, som regeringen har valgt at sætte til diskussion i år. De 99 pct. er der som sædvanlig ingen, der orker at tale om.
Det er trygt og hyggeligt som resten af højtiderne. Hvor familien også mødes og snakker om de ting, den plejer at snakke om. Ude i Europa ser det mildest talt ikke godt ud for den sociale fred. Det kommer der i Danmark måske en overskrift eller to ud af på et tidspunkt.Der kommer et kæmpestort Donald Trump-agtigt tordenbrag i alle tre lande. Det er ikke længere til at undgå.

Det, der sker i disse år i både Tyskland og Frankrig, er, at venstrefløjen og islamismen vokser sammen til det, der på fransk hedder islamogauchisme. Det vil sige et sammenrend af islamistiske krav til, hvordan samfundet bør indrettes, og en venstreorienteret og woke argumentation for, at det er rimelige og korrekte krav.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 26 september 2025)

Få nu styr på tildelinger, Kaare Dybvad

Sandra Elisabeth Skalvig
25. august 2025

Tildeling af statsborgerskaber er ikke bare en administrativ manøvre. Det er en afgørende handling, der tildeler alle de rettigheder, der knytter sig til at være dansker – ud i al fremtid.

Derfor bliver vi nødt til at være meget præcise med, hvem vi giver det til. Giver vi det til personer, der vil undergrave grundlov, frihedsrettigheder og kvinders ligestilling, gør vi vores land sårbart og overlader konflikter og uro til kommende generationer.

Derfor er jeg meget optaget af, at vi får styr på tildelingen af statsborgerskaber – hvilket der ikke er i øjeblikket. Jeg har foreslået en screeningsproces, der skal frasortere ansøgere, der ikke respekterer, eller som direkte modarbejder demokratiske værdier.

Regeringen meldte ud, at den ville nedsætte en arbejdsgruppe, men siden er der intet sket. Derfor er der stadig en åben dør for anti-demokrater på lovforslag om statsborgerskab. I maj forsikrede Kaare Dybvad mig om, at arbejdsgruppen ville være på plads inden sommerferien. Nu er sommeren slut. Arbejdsgruppen er stadig ikke blevet nedsat. Otte måneder efter ministerens første forsikringer er vi blevet bekræftet i vores bange anelser.

Sådan er det med denne regering. Når de ikke kan blive enige med hinanden, går alting i stå, og meget tyder på, at pilen – igen – peger på Moderaterne. Senest i sagen om bederum på uddannelsesstederne, hvor Socialdemokratiet lovede handling, men det endte med ingenting. Hvor mange antidemokrater vil Socialdemokratiet give dansk statsborgerskab, før I tager skeen i den anden hånd?

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 25 august 2025)

Stoklund udstiller manglende respekt for danske borgeres bidrag til statskassen

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
23. august 2025

Da skatteminister Rasmus Stoklund (S) for nylig tog til tasterne her i Berlingske og definerede Liberal Alliances bebudede skattelettelser som »en champagnereform i Dom Perignon-klassen,« der kun kommer velhavende snobber som Fritz og Poul fra satireprogrammet »Rytteriet« til gode, afslørede han tre kendsgerninger om sig selv.

For det første, at hans kendskab til champagne er beundringsværdigt – om end jeg personligt foretrækker Cristal fremfor Dom Perignon.
For det andet, at hans kendskab til Liberal Alliances skattepolitik hviler på uoriginale vrangforestiller fremfor basale fakta.

Og for det tredje, at han på trods af sin titel som skatteminister – besidder en komplet mangel på forståelse og respekt for helt almindelige danskeres enorme bidrag til statskassen samt den enorme betydning, som det vil have for deres hverdag og økonomiske formåen, hvis de – mod Socialdemokratiets viljefår lov til at beholde nogle flere af deres egne penge.

Hvis Stoklund havde gjort sig selv den tjeneste blot at holde en kort pause fra »Rytteriet« for at skimme Liberal Alliances økonomiske plan »En frisk start«, ville han vide, at vi bruger næsten halvdelen af vores finansiering på at sænke skatten på indkomst i bunden for at gøre de første 5.000 kroner i indkomst om måneden skattefrie.

Vi tillader at bilde os selv ind, at et forslag som dette samt planen som helhed vil være kærkomment nyt i mange danske husholdninger, særligt efter at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet har brugt de sidste seks års statsministermagt på primært at gøre det mageligere at være dansker, hvis du ønsker at blive ansat som administrativ bureaukrat i den offentlige sektor.
Men i stedet bruger Stoklund selvsagt krudtet på at lange ud efter Liberal Alliances »skæve« skattelettelser baseret på et regneark fra Skatteministeriet, der tilskriver, at borgere i velhavende kommuner, såsom Gentofte, kan se frem til større gevinster end borgere i mindre velhavende kommuner, såsom Langeland.

Og jovist, selvfølgelig er der forskel på, hvilke husholdninger og hvilke kommuner, der får mest ud af vores bebudede skattelettelser. Sådan fungerer procentregning nu engang.
Men er det vigtigste ikke at gøre alle danskere rigere? Er det ikke væsentligere, at håndværkeren og sygeplejersken bliver bedre rustet til at kunne tackle de stigende udgifter til dagligvarer, selvom direktøren også får gavn af skattelettelserne?

Og er det ikke på høje tide, at politikere såsom Stoklund begynder at udvise blot en my af ydmyghed og respekt for, hvor statskassens penge kommer fra i stedet for, at han behandler den ene opjustering af råderummet efter den anden som en selvfølge, der straks skal udvide det i forvejen rekordstore offentlige forbrug?

Er det ikke væsentligere, at håndværkeren og sygeplejersken bliver bedre rustet til at kunne tackle de stigende udgifter til dagligvarer, selvom direktøren også får gavn af skattelettelserne?

(Indlæg bragt i Berlingske d. 23. august 2025)