Liberal Alliances uddannelsespolitik

Uddannelse er fundamentet for det frie menneske og for et moderne, velstående samfund. For Liberal Alliance er målet med uddannelse ikke blot at skabe arbejdskraft til staten, men at give det enkelte menneske nøglen til at låse op for sit eget potentiale. Når borgerne er veluddannede, vinder både individet og samfundet.

Desværre må vi i dag sande, at den danske folkeskole gennem årtier er blevet kvalt i en bureaukratisk spændetrøje af centralisering og politisk detailstyring, som har flyttet fokus væk fra selve kerneopgaven: den faglige indlæring og den menneskelige dannelse. Resultatet af denne udvikling er smerteligt tydeligt, når vi ser de bekymrende statistikker over unge, der forlader grundskolen uden at have styr på de mest basale færdigheder i læsning, skrivning og regning.

Sæt den danske folkeskole fri

En god folkeskole er helt essentiel, hvis vi skal give vores børn en god start på livet og sikre sammenhængskraften i vores samfund. Desværre er der mange problemer ved den danske folkeskole: Alt for mange opnår ikke de nødvendige, faglige færdigheder; mange børn og unge i skolen går ned med stress; og selvom vi bruger flere penge pr. elev i folkeskolen end nogensinde, er det langtfra altid sådan, at kvaliteten følger med.

I Liberal Alliance vil vi skabe en bedre folkeskole. Vi vil give den enkelte folkeskole mere frihed til at indrette en hverdag, der passer til deres elever, og som efter egen vurdering kan maksimere faglighed og trivsel på lige netop deres skole. Der skal være frit skolevalg, så forældre har flere valgmuligheder. Vi vil også øge den statslige støtte til fri- og privatskoler, så flere, uanset klassebaggrund, har mulighed for at vælge et alternativ til folkeskolen

Læs mere i vores folkeskoleudspil.

SU – lad studerende beholde flere af deres egne penge

Studerende skal have lov til at tjene lige så mange penge, de vil, ved siden af studiet uden at blive straffet med modregning i SU. Det er også godt for resten af samfundet, at unge under uddannelse arbejder: Dermed bidrager de til økonomien og opnår erhvervserfaring, som gør dem mere attraktive for kommende arbejdsgivere. Derfor vil Liberal Alliances afskaffe fribeløbet, da det mindsker de studerendes økonomiske frihed og skaber forkerte incitamenter.

Danmark skal have universiteter i verdensklasse

Universiteterne varetager en helt central opgave i vores samfund ved at udklække forskere og skabe vækst og velstand. Men der er behov for, at vi tænker mindre bredde og mere elite. Det er nødvendigt for at sikre, at vi ikke går på kompromis med det faglige niveau og kvaliteten på universitetet, som bør være forbeholdt mennesker med et stort, fagligt potentiale frem for at være et ”masseuniversitet”. Fokus på kvalitet frem for kvantitet skal også gælde for erhvervs- og professionsuddannelserne.

Vi foreslår derfor, at der skal skabes eliteforløb for de dygtigste, og retskravet til en kandidatuddannelse bør gradvist afskaffes, så der er mere konkurrence om at blive kandidat og bliver skabt et arbejdsmarked for bachelorer.

Liberal Alliance vil ligeledes give private universiteter bedre vilkår, så der skabes større incitament for private aktører til at etablere og drive private universiteter i Danmark. F.eks. bør uddannelser på private universiteter kunne akkrediteres, og studerende burde kunne få SU.

Beskyt forskningsfriheden

Forskning er en uundværlig del af ethvert samfund, som vil bidrage til videnskabelig fremgang og skabe fremtidens teknologi og ideer. Forudsætningen for, at forskningen kan drives frem, er, at der er så meget frihed som muligt til at forske. Derfor er det bekymrende, at der både i Danmark og i udlandet har bredt sig en tendens til, at forskere og lektorer straffes for at forske i kontroversielle emner og beskyldes for at krænke og skabe utryghed. Vi har blandt andet set grupper af maskerede studerende på Roskilde Universitet forsøge at presse universitetet til at foretage et akademisk og økonomisk boykot af israelske institutioner.

Derfor foreslår vi i Liberal Alliance, som en del af vores uddannelsespolitik, at vi skal indføre de såkaldte Chicagoprincipper i dansk lov, som skal sikre ytringsfriheden og fri debat på universitetet. Det er vigtigt, da vi desværre har set eksempler på, at universiteternes egne ledelser ikke altid formår at sikre ytrings- og forskningsfriheden på universitetet.

Ofte stillede spørgsmål

Hvordan vil Liberal Alliance styrke folkeskolen?

Liberal Alliance mener, at skolerne er de bedste til at skabe den bedste undervisning. Derfor vil vi give skolerne mere metodefrihed, så de hver kan indrette sig som det passer bedst i netop deres lokalområde. Til gengæld skal målet ensrettes – vi vil indføre et nationalt pensum, og sikre at alle elever lærer de vigtigste færdigheder.

Hvad vil Liberal Alliance gøre ved volden i folkeskolen?

Liberal Alliance har i årevis arbejdet for at skærpe ordensbekendtgørelsen, der hidtil har forhindret lærerne i at gribe ind overfor voldelig adfærd hos eleverne, og fx fysisk føre en uregerlig elev ud ad klassen. Vi skal styrke lærernes autoritet, så der kan skabes ro og trygge rammer, og skolen kan være et rart sted at være for alle.

Hvad mener Liberal Alliance om SU?

Liberal Alliance vil afskaffe fribeløbet, så studerende ikke kan modregnes i deres SU, af de penge de tjener ved siden af studiet. Samtidig vil vi omlægge SU’en på kandidaten til et lån. At tage en lang videregående uddannelse er en investering i at kunne tjene flere penge på sigt, og det er rimeligt, ikke at modtage støtte af staten, oveni at man allerede får en gratis uddannelse.