Ytringsfriheden er under pres i den offentlige sektor
Vores offentlige sektor burde være et sted, hvor de, der arbejder tæt på borgerne og de store samfundsproblemer, trygt kan dele deres erfaringer og forslag.
I stedet ser vi, at offentligt ansatte i stigende grad bliver mødt med tavshedskultur, trusler og sanktioner. Det gælder både i sundhedsvæsnet, folkeskolen, på det sociale område og i forskningen. Forrige år brød en sygeplejerske sammen i gråd under en lokal debat. Hun fortalte, hvordan hun var blevet mobbet ud af sin arbejdsplads, blot fordi hun foreslog måder at forbedre arbejdsgangene på. Dette er desværre ikke et enkeltstående tilfælde. I Region Hovedstadens psykiatri er der eksempler på medarbejdere, der er blevet stemplet som »i bad standing« i HR-systemet, fordi de har udtalt sig kritisk om arbejdsforholdene.
Disse mennesker er blevet blacklistet ikke på grund af dårlig faglighed, men fordi de havde modet til at tale højt. Samtidig er det i praksis blevet forbudt at tale højt om vold og trusler i københavnske folkeskoler pga. frygten for repressalier. Eksempelvis stod en lærer frem og fortalte om vold på sin tidligere arbejdsplads, hvorefter hun blev indkaldt til en »tjenstlig samtale« hos forvaltningen. Et andet eksempel er en tidligere skoleleder, der fortæller, at det har været en fast del af kulturen i forvaltningen, at man ikke må tale offentligt om problemer. Derudover viser en undersøgelse, at 14 pct. af FOAs medlemmer i social- og sundhedssektoren har fået at vide af deres ledelse, at oplevelser med omsorgssvigt, brud på arbejdsmiljøregler, dårlig ledelse eller andre kritisable forhold på arbejdspladsen ikke bør deles offentligt.
Yderligere 25 pct. oplever at have fået indirekte besked på ikke at ytre sig offentligt om kritisable forhold på arbejdspladsen. Også i forskningens verden er ytringsfriheden under pres. Eksempelvis svarer 26 pct. af de adspurgte samfundsvidenskabelige forskere i Djøf og Forskerens undersøgelse af forskeres arbejdsforhold, at de, inden de publicerer deres artikel, overvejer, om de kan komme i modvind fra politikere eller presse pga. deres forskningsresultater. Desuden svarer 13 pct., at de overvejer, om de kan komme i modvind internt fra kolleger eller ledelse. Ovenstående eksempler viser således, at der er tale om et generelt problem med ytringsfriheden i den offentlige sektor, der ikke er forbeholdt bestemte delsektorer. Når offentligt ansatte tier, er det ikke kun dem selv, det går ud over.
Det går ud over hele samfundet. Hver gang en sygeplejerske, sosu-assistent, skolelærer eller forsker undlader at dele en idé til forbedring eller kritisere et problem, risikerer vi, at fejl får lov at bestå, og at muligheder for udvikling går tabt. For borgerne betyder det dårligere velfærd, mens det for medarbejderne betyder en arbejdsplads, hvor innovation og faglig stolthed bliver undertrykt. Det er ikke bare ineffektivt det er uværdigt. Vi har brug for et system, der belønner kritik og fremmer udvikling. Offentligt ansatte skal vide, at de ikke bare har ret til at ytre sig de har også pligt til det, når det handler om at forbedre forholdene for borgere og kolleger. Det kræver en kulturændring. Vi skal gøre op med forestillingen om, at kritik er illoyalitet. Kritik er tværtimod en forudsætning for forbedring. Arbejdspladser, der værdsætter åben dialog, er ikke kun bedre for de ansatte de er også bedre for de borgere, de skal hjælpe. Vi skal stå fast på, at friheden til at ytre sig er afgørende for innovation, for demokratiet og for værdigheden på vores arbejdspladser. I Liberal Alliance vil vi kæmpe for den frihed.
(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 2 maj 2025)
