Alexander Ryle
8. april 2025

I Liberal Alliance er vi fuldt bevidste om, at der er voldsproblemer på visse folkeskoler

Som forælder skal man kunne stole på, at ens barn får en plads på den lokale folkeskole. Det kan man heldigvis som hovedregel i dag, da alle børn er tilknyttet en distriktsskole. En lokal folkeskole skaber værdi for både elever og forældre – med kort afstand til skole og fritidsaktiviteter og klassekammerater i nærområdet.

Men står det til den socialdemokratiske overborgmesterkandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil, skal skoledistrikterne i København ændres, så de tager hensyn til elevernes herkomst og sociale baggrund. Ifølge den tidligere børne- og undervisningsminister er målet at gøre op med den vold, som Berlingske har dokumenteret som udbredt på flere københavnske folkeskoler.

Men Rosenkrantz-Theils forslag løser næppe voldsudfordringerne. Tværtimod risikerer det at sprede dem til velfungerende naboskoler. Hvorfor overføre problemerne fra Harrestrup Å Skole, hvor 55 procent af de ansatte har oplevet vold det seneste år, til Hanssted Skole, hvor tallet kun er tre procent?

Eller fra Nordøstamager Skole, hvor 41 procent af personalet har oplevet vold, til Christianshavn Skole, hvor det gælder ti procent? Vi risikerer, at velfungerende familier fravælger folkeskolen, hvis de mødes af vold, uro eller et utrygt miljø på skolen. Og så bliver folkeskolen endnu mindre »blandet« – altså det modsatte af, hvad Socialdemokratiet siger, de ønsker.

Socialingeniørkunst virker ikke – og det burde selv Socialdemokratiet efterhånden have indset.

Et godt eksempel er Aarhus Kommunes fejlslagne integrationstiltag, hvor man siden 2006 har sendt tosprogede børn med bus til andre skoledistrikter for at forhindre, at børnenes lokale folkeskoler kom ind i en skæv udvikling, hvor ressourcestærke forældre tog deres børn ud.

En undersøgelse af tiltaget viser nemlig, at busbørnene klarer sig dårligere end deres jævnaldrende – både fagligt og socialt. I Liberal Alliance er vi fuldt bevidste om, at der er voldsproblemer på visse folkeskoler.

Men løsningen er ikke endnu et socialdemokratisk eksperiment – vi skal tage fat om problemets rod. Derfor har vi peget på, at det skal være nemmere for lærerne at gribe fysisk ind i voldelige og truende situationer.

For eksempel ved at afskille elever i en slåskamp eller føre en voldelig elev ud af klasseværelset. Det går ikke, at mange lærere i dag holder sig tilbage af frygt for, at det kan koste dem jobbet. Vi skal ikke tvangsfordele velfungerende elever, fordi nogle andre ikke kan opføre sig ordentligt.

Det frie skolevalg handler ikke kun om valgfrihed – det handler også om tryghed. Trygheden ved at vide, at ens barn kan få plads på sin lokale folkeskole.

Af: Alexander Ryle og Signe Bøgevald Nielsen

(Indlæg bragt i Berlingske d. 5/4-2025)