Vi siger, vi vil have dansk forsvarsproduktion, men vores regler står i vejen

Vi ønsker os forsvarsproduktion på dansk jord, men når virksomhederne melder sig på banen, står byrder og bureaukrati i vejen. Det må væk, hvis vi skal opbygge den danske forsvarsindustri i tide.

På få områder er dansk politik så enig som her: Vi skal have mere forvarsproduktion på egen jord.

Det er vigtigt for os selv. Og det er vigtigt for Ukraine.

Vi skal mindske afhængigheden af udlandet, skabe arbejdspladser og sikre, at de mange milliarder, der investeres i forsvaret, også ender i Danmark.

Problemet er bare, at vi, når virksomhederne rent faktisk melder sig på banen og vil investere, ikke har de nødvendige produktionsarealer at tilbyde dem.

Og det er ikke det eneste benspænd.

Bureaukratiske benspænd

Vi ved, at interessen er der. Både danske og udenlandske forsvarsproducenter ønsker at etablere sig i Danmark.

Især Ukrainske dronevirksomheder vil gerne have areal at folde deres nye viden og teknologi ud på. Vi i Danmark kan lære af dem.

Men lige nu er der for mange ubekendte. En virksomhed skal selv finde en egnet lokation, og det er langt sværere, end det lyder.

Derudover kommer bureaukrati, tid og i høj grad tålmodighed. Selv når arealet er fundet, må virksomheden være forberedt på, at der kan gå mange år, før de nødvendige tilladelser er på plads. Det er ikke gavnligt for udviklingen af dansk forsvarsproduktion.

De færreste er principielt imod dansk forsvarsindustri, men når det konkrete areal skal findes, bliver det sværere i praksis at finde et sted, som ikke er for tæt på beboere, går udover naturen eller er for tæt på byen.

Det er forståeligt nok, for der er mange hensyn at tage, når forsvarsproduktion skal placeres – men vores sikkerhed er simpelthen for vigtig til at blive holdt som gidsel.

Nabobekymringerne forsvinder ikke af sig selv. Det skal de heller ikke, men de bliver kun større af, at sagsbehandlingen trækker ud.

Lange sagsforløb forlænger den periode, hvor et projekt står hen som et ubesvaret spørgsmål i lokalområdet, og giver usikkerheden og konflikten tid til at vokse, længe før den første spade er i jorden. Det skaber unødvendig bekymring og manglende svar.

Dertil kommer, at miljøgodkendelser og øvrige tilladelser – på forsvarsområdet også godkendelse til produktion af forsvarsmateriel – ikke er indrettet til den fart, som sikkerhedssituationen i dag kræver, hvor udviklingen kan nå at overhale virkeligheden.

Vi mangler kapaciteterne i sådan en grad, at det hellere skulle have været i går end i morgen, og derfor må det ikke være bureaukratiske benspænd der gør, at virksomhederne skal vente flere år på de nødvendige tilladelser.

Ikke flere undtagelseslove

Regeringen og embedsværk bør tage ansvar og hjælpe med at skabe fremdrift i dansk forsvarsproduktion. For det første bør regeringen selv gå forrest og udpege konkrete arealer, der er egnede til forsvarsproduktion.

En godkendt liste over steder, hvor rammerne allerede er afklarede, så en virksomhed, der vil investere i Danmark, kan få svar på få måneder, ikke år.

For det andet skal regeringen lette de byrder, der i dag tynger erhvervslivet, når en forsvarsproducent forsøger at etablere sig.

Det handler ikke om at fjerne alle miljøkrav, for selvfølgelig skal det stadig være forsvarligt. Men det handler om at gøre processerne forudsigelige og hurtige, så virksomhederne kender vilkårene fra start.

Og for det tredje må vi erkende, at byrderne for erhvervslivet er blevet for store, når Folketinget må ty til at vedtage særlove, der midlertidigt tilsidesætter miljøtilladelser og borgernes klageadgang blot for at muliggøre forsvarsproduktion.

Det er en nødløsning, og jeg forstår behovet, men det er ikke en måde at drive lovgivning på.

Vi kan ikke blive ved med at lave en ny undtagelseslov, hver gang en virksomhed vil etablere forsvarsproduktion i Danmark. Når lovgivningen tydeligt ikke fungerer, skal vi i stedet ændre det grundlæggende.

Vi har som Folketing sagt ja til at investere massivt i forsvaret. Nu må vi også tage ansvar for, at pengene rent faktisk kan blive omsat til reel produktion på dansk jord.

Det kræver, at regeringen udpeger stederne, letter byrderne og gør det til reglen – ikke undtagelsen – at man hurtigt kan komme i gang. Ellers ender vi med alle de rigtige intentioner, men ingen resultater.

(Indlæg bragt i Altinget d. 28. august 2026)