Henrik Dahl
24. marts 2022

Det enorme forbudsregime, regeringen påtænker, er ene og alene kommet på dagsordenen, fordi det er absolut forbudt blandt røde politikere og i velfærdsstatens elite at sige, at man selv har et ansvar for ikke at drikke for meget og for ikke at spise så meget, at man bliver farligt overvægtig.

Et tabu er lig med et emne, det af religiøse eller sociologiske årsager er forbudt at omtale, eller en handling, det af de samme årsager er forbudt at udføre.

I alle miljøer, hvor man tager sin religion alvorligt, er det for eksempel tabu at fornedre den gud, man tror på. Og i stort set alle samfund er det tabu at have sex med nært beslægtede personer.

Forestillingen om tabu kender man først og fremmest fra antropologien. Og det kunne friste til at tro, at der ikke findes tabuer i moderne og verdslige vestlige samfund.

Men sandheden er, at også en velfærdsstat som den danske har sine tabuer. Det oplever man som politiker nærmest hver uge. Derfor vil jeg gerne stille skarpt på spørgsmålet om tabuer i velfærdsstaten.

Et af de største af de tabuer, der findes i velfærdsstaten, er, at mennesket har ansvaret for sit eget liv.

At nævne, at det forholder sig sådan, er derfor noget, der straffes ganske overordentligt hårdt af alle dele af den elite, der har magten i velfærdsstaten.

Hvis man siger, at mennesket som udgangspunkt har ansvaret for sit eget liv, må man for det første regne med at blive udskammet af alle politikere, der er valgt for et rødt parti. Man har i så fald et betænkeligt menneskesyn. Vi taler her om amerikanske tilstande. Det siger alt om kynismen og hjerteløsheden blandt liberale. Hvor er de pæne borgerlige henne? Og så videre og så videre i den toneart.

Desuden må man regne med at få grovfilen fra hele socialsektoren. Her vil man diske op med et omhyggeligt kurateret sæt af eksempler på, at mennesket absolut ikke har et ansvar for sig selv.

I mange tilfælde handler eksemplerne om grupper, hvor der for så vidt hersker enighed om, at de har mistet deres selvkontrol. Det kan for eksempel være alkoholikere eller narkomaner. Derfor kan de ikke bruges til at modbevise, at et normalt og velfungerende menneske som udgangspunkt har ansvar for sit eget liv.

Men eksemplerne kan også handle om, at mennesket er et offer for uheld og vilkårlighed i en grad, så det er helt urimeligt at tale om personligt ansvar. Siger man for eksempel, at i langt de fleste tilfælde er der en direkte sammenhæng mellem den personlige indsats og den karakter, man opnår ved eksamen, står et helt kor af onde ånder klar til at diske op med anekdotiske vidnesbyrd om folk, der var uheldige til eksamen. Selv om det er velkendt, at anekdotiske vidnesbyrd ikke beviser noget som helst.

Endelig er der store dele af moderne socialvidenskab, der har som sin skjulte dagsorden, at mennesket ikke er herre over sig selv. Fra den dårlige sociologs parodiske udsagn om, at det er samfundets skyld, til den lige så dårlige psykologs lige så parodiske udsagn om, at mennesket i den grad er slave af sine drifter og laster og følelser, at det slet ikke giver mening at tale om personligt ansvar.

Når både de røde politikere, de professionelle inden for socialforsorgen og den overvældende majoritet af alle, der har en samfundsvidenskabelig uddannelse, påstår, at mennesket ikke har et ansvar for sig selv, er det, fordi det er kritisk vigtigt at holde fast i den antagelse.

At mennesket ikke har kontrol over sig selv, er nemlig en af grundforudsætningerne for hele velfærdsstaten.

Hvis man teoretisk forestillede sig, at udgangspunktet for det samfundsmæssige verdensbillede var, at mennesket har kontrol over sig selv og derfor også må stå til ansvar for sig selv, var der kun brug for en offentlig sektor, der – anslået, det indrømmer jeg – var halvt så stor som den, vi rent faktisk har.

Det hænger sammen med, at en af grundforudsætningerne for velfærdsstaten er, at mennesket er et uskyldigt offer. Man er altså i velfærdsstatens optik et fuldstændigt uskyldigt offer for sin skolegang, for sit erhvervsvalg; man er et fuldstændigt uskyldigt offer for sine prioriteter og livsvalg; man er uskyldigt offer for, at man ryger, drikker for meget og er for tyk. Faktisk er det korte af det lange – i velfærdsstatens optik – at man ikke har ansvar for noget som helst.

Og netop det, at man ikke har ansvar for noget, berettiger, at der ansættes i titusindvis af medarbejdere i den offentlige sektor. Til at afbøde konsekvenserne af, at ingen borgere i Danmark har noget som helst ansvar for, hvordan deres eget liv folder sig ud.

Hvis alt dette bare kostede en masse penge, kunne man til nød trække på skulderen ad det hele. Men det står meget værre til. Fordi det er tabu at sige, at man selv har ansvaret at gøre sig umage, så man får gode karakterer i skolen, har vi et helt uddannelsessystem, hvor det er forbudt at italesætte, at sådan hænger tingene sammen.

Det får enorme konsekvenser for lærings- og studiemiljøer, fordi de sløve bananer og de uopdragne børn, der saboterer undervisningen, kommer til at sætte dagsordenen. Faktisk vil jeg påstå, at den enkeltfaktor, der har størst indflydelse på det danske uddannelsessystem, er tabuet imod at gøre et personligt ansvar gældende i nogen former for undervisningssituationer.

Et andet sted, hvor tabuet imod at omtale det personlige ansvar næsten får endnu større konsekvenser, er i det omfattende forbudsregime, regeringen påtænker at indføre inden for forebyggelsesområdet. Fordi der eksisterer mennesker, der mangler selvkontrol, men det på den anden side er tabu overhovedet at nævne, at der er noget, der hedder selvkontrol, skal hele samfundet straffes med et forbudsregime over for alkohol, tobak og fedende kost, hvis lige man sjældent har set i et demokratisk land.

Eller sagt med andre ord: Det enorme forbudsregime, regeringen påtænker, er ene og alene kommet på dagsordenen, fordi det er absolut forbudt blandt røde politikere og i velfærdsstatens elite at sige, at man selv har et ansvar for ikke at drikke for meget og for ikke at spise så meget, at man bliver farligt overvægtig. Ligesom man selv må acceptere konsekvenserne ved at ryge – som alle normale mennesker i dette land udmærket ved er superfarligt.

Hvis man begyndte med at lægge til grund, at udgangspunktet er personligt ansvar, kunne man udmærket godt have tilbud til det mindretal, der ikke passede ind i grundforudsætningen.

Det ville ikke udløse et enormt forbudsregime. Alene omkostninger til specialtilbud til mennesker, der vitterligt ikke formåede at leve op til det, der var udgangspunktet.

Så tabuet om personligt ansvar har ikke alene nogle voldsomme konsekvenser for, hvordan vores uddannelsessystem er tænkt, og hvordan det fungerer i dagligdagen. Det er også direkte ansvarligt for, at vi potentielt står over for det vildeste forbudsregime, man kan forestille sig.

Hvor alle de mange, der godt kan styre sig selv og godt kan acceptere, at de har et ansvar for deres eget liv, skal bøde for, at det er forbudt at sige, at der findes nogle, der ikke formår disse ting.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 24. marts 2022)