Henrik Dahl
4. januar 2021

DER ER MEGET vægtige argumenter, som taler for, at udenlandske trossamfund i Danmark skal have en ret til at praktisere deres ritualer fuldkommen sådan, som de praktiseres i hjemlandet.

Det vægtigste er selvfølgelig Grundlovens paragraf 67. Den fastslår, at alle har ret til at blive salige i deres egen tro.

Men Grundloven kommer dog samtidig med en begrænsning: Så længe, det ikke strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

Hvad der helt nøjagtig strider mod sædeligheden, er ikke godt at vide. Men hvis man teoretisk forestillede sig en religion, der vendte kristendommen på hovedet, så den prædikede had og hævn til verdens ende, giver det nok en meget god idé.

Hvad der strider mod den offentlige orden, er lettere: Man må ikke prædike oprør, revolution eller borgerkrig. Gør man det, er man ikke længere beskyttet af Grundlovens paragraf 67.

Men det strider også imod princippet om gensidighed, hvis man møder udlændinge i Danmark med et forbud imod at gennemføre deres religiøse ritualer sådan, som de gennemføres hjemme.

For gennem årene er det ikke helt få danskere, der i udlandet har nydt godt af, at der fandtes en filial af folkekirken i nærheden.

ET HELT ALMINDELIGT PRINCIP siger, at de fordele, man gerne selv vil nyde, bør man også tilstå andre. Vil man i princippet gerne i den danske kirke i London eller Paris, bør man derfor også tilstå folk fra London eller Paris, at de i København og andre steder kan komme i en filial af deres kirke. Det er kun ret og rimeligt.

Til gengæld må jeg være ærlig og sige, at jeg finder det irriterende, når højtstående, danske gejstlige foregiver, at de ikke kender til det grundlæggende problem, der har skabt et kæmpe dilemma for danske politikere, når det gælder udenlandsk forkyndelse i Danmark.

Prøv for eksempel at læse denne tekstprøve: ” Som fællesskab er det i dag vor opgave at holde erindringen levende om vore ærede martyrer, som efterlod os vor hjemstavn som arv. De, som vil ødelægge vort slægtskab, vor enhed og vor enighed, må aldrig få nogen mulighed for at så splid, uro og strid mellem os.” Eller denne: ” Ingen, som betræder Paradiset, ville ønske at vende tilbage til Jorden. Kun en martyr vil gerne tilbage og igen dø martyrdøden, når han ser, hvilken anseelse og hvilken rang, han nyder her i Paradiset. Det var dette glædesbudskab, som besjælede vor Profet og hans følgere og senere også vore forfædre og drev dem fra den ene front til den næste for at opnå denne høje rang.

Ind på Allahs vej for at udbrede Hans navn. For landet og landets folk.” MAN KUNNE GODT FORESTILLE SIG, at disse tekststumper var opfanget af en eller anden efterretningstjeneste, der med behørige dommerkendelser overvågede en revolutionær, islamistisk celle i Molenbeek eller en anden skummel forstad til en vesteuropæisk millionby.

Men det er ikke tilfældet. Begge citater er uddrag af prædikener, der er forfattet af Ditib. Det vil sige Den tyrkisk-islamiske union for religiøse anliggender.

Ditib hører under det officielle tyrkiske, statslige organ for religion, der hedder Diyanet. Hver eneste uge udfærdiger embedsmænd i Ditib officielle prædikener, der holdes af udsendte imamer overalt i Europa.

Og som man kan se af de to uddrag, der ikke er usædvanlige: Her prædikes der evig, tyrkisk enhed. Det vil sige: Det prædikes, at man aldrig skal assimilere sig og falde ind med den lokale befolkning.

Ligesom det prædikes, at den højeste rang i Paradiset tilfalder martyren, der falder ved fronten i kampen for islam.

DET ER SKRAPPE SAGER. Og hvad mere er: Vi kan intet gøre ved det. For de tyrkiske imamer opholder sig i for eksempel i Danmark som følge af en aftale mellem EF – det daværende EU – og Tyrkiet indgået i 1963: den såkaldte Ankara-aftale.

Jeg synes ærlig talt ikke, det klæder danske gejstlige at spille dumme og lade, som om regeringen har et særligt problem med, at der lægges inderlige tanker om livet og døden frem ved udenlandske gudstjenester rundt omkring i Danmark. Det er der simpelthen ingen i Folketinget, der har. Og derfor er det stråmandsargumentation af den tungeste kaliber at fremstille tingene på den måde.

Jeg har ikke selv taget stilling til, hvad den bedste løsning er. Men jeg kan forsikre for, at der er et problem: at den tyrkiske stat – med velsignelse fra en tåbelig traktat – uge efter uge spreder sin nationalistiske og fundamentalistiske agitation og indoktrinering overalt i Europa.

Hvad løsningen end måtte være: Dette er problemet. Ikke, at nogen forkynder deres guds ord på andre sprog end dansk.

Debatindlæg udgivet i Kristeligt Dagblad d. 19. december 2020.

Giv et bidrag.

Du kan nemt gøre en stor forskel for Liberal Alliance ved at støtte os med et bidrag.