Katrine Daugaard
28. oktober 2024

I Danmark har vi en fortælling om, at vi er et lysende foregangsland med et finmasket socialt sikkerhedsnet, når det gælder velfærd og omsorg for vores mest sårbare borgere. Hvis der havde været et mesterskab i velfærd, havde mange nok vurderet os selv til klare favoritter til toppen af ligaen.

Men når man kradser lidt i overfladen, er det langt fra virkeligheden i den danske velfærdsstat. I hvert fald ikke når det gælder kvaliteten af den støtte, vi leverer til de mange af os, der lever med et handicap.

Vi hører om alt for mange tilfælde, hvor den rette hjælp ikke gives fra start, hvilket bliver dyrt for både samfundsøkonomien og for borgerens trivsel. Eksempelvis Jakob, der for nogle år siden var ude for en ulykke i trafikken og fik en hjerneskade (i Politiken, 9. januar 2021, red.). Her sagde kommunen nej til, at han kunne få det nødvendige specialiserede tilbud uden for kommunen til at genvinde det tabte. Det gør, at han idag fortsat har mén efter bilulykken og har brug for varig støtte.

VI VED OGSÅ, at alt for mange mennesker med handicap bliver fanget i bureaukrati og træge systemer og har svært ved at få bevilget den kørestol, rollator, badebænk eller kateter, som de har brug for.

For eksempel 15-årige Kristian (DR.dk, den 24. februar 2020, red.), der voksede ud af sin kørestol og fik beskeden om 40 ugers sagsbehandlingstid på at få en ny. Først da et medie gik ind i sagen, kom der skub i sagsbehandlingen. Og vi kunne desværre blive ved.

FN har for nylig rejst en skarp kritik af Danmark, fordi vi er for dårlige til at give mennesker med handicap de samme muligheder som alle. I den nye rapport peger FN”s Handicapkomité på hele 41 områder, hvor der er brug for at ske markante forbedringer for mennesker med handicap.

FN udtaler, at det generelt går den forkerte vej for mennesker med handicap iDanmark. Vi er desværre ikke overrasket over, at regeringen får hård kritik. Ligesom FN ser vi nemlig en række steder, hvor det går den forkerte vej for mennesker med handicap og med at leve op til konventionen.

LAD OS GIVE nogle eksempler på, hvad Danmark får kritik for. Det går den gale vej inden for psykiatrien. Brug af tvang er steget med 22 procent på 10 år. Næsten 20.000 gange blev bæltefiksering, fastholdelse og akut beroligende medicin brugt med tvang i2022. Tallene viser, at flere og flere børn og unge bliver udsat for tvang.

De sidste 10 år har man fra politisk side ønsket at inkludere flere børn med handicap iden almene undervisning. Det er langt fra lykkedes på en god måde. For eksempel har man i mange kommuner forsøgt at inkludere børn med eksempelvis autisme, adhd, cerebral parese eller synshandicap uden at klæde personalet ordentligt på til opgaven. Det har betydet, at langt flere børn er endt i ufrivilligt skolefravær og flyttet til et specialtilbud og væk fra deres lokale skole.

FN retter også en kritik af postnummerlotteriet.

Danmark er et lille land, men der er stor forskel fra kommune til kommune på den støtte, du kan få. Den samme lov gælder for kommunerne. Men det betyder noget, om du bor i Nyborg eller på Norddjurs.

DET KALDER PÅ dyb national selvransagelse. Vi kan ikke være tilfredse med at leve inaiv forherligelse af den danske velfærdsstat, hvis den ikke skaber gode vilkår for dem, der får brug for samfundets støtte.

Vi har brug for en socialpolitik, der sætter borgeren først og bygger på tillid frem for kontrol. Og lad så begynde at give mennesker med handicap de samme muligheder som alle andre og behandle dem som ligeværdige borgere.

Vi ved også, at alt for mange mennesker med handicap bliver fanget i bureaukrati og træge systemer og har svært ved at få bevilget den kørestol, rollator, badebænk eller kateter, som de har brug for.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 28/10-2024)