Vesten er bedst. Og det skal vi forsvare

Jeg kender ingen bog om fremtiden for geopolitikken efter Den Kolde Krig, der er mere indsigtsfuld end Samuel Huntingtons bog ”Civilisationernes sammenstød”.

Der findes alle mulige grunde – de fleste præget af politisk korrekthed – til at tage afstand fra Huntingtons forestilling om en verden opdelt i distinkte civilisationer. Og der findes bestemt fejl og mangler i hans bog. Et kvart århundrede efter at værket oprindelig udkom, må man bare sige: Dets forventninger til, hvordan verden vil udvikle sig efter Den Kolde Krig, har vist sig at være særdeles præcise.

Huntington mente, at Kina ikke ville blive liberalt og købe ind på for eksempel menneskerettighederne. Det har vist sig at være fuldkommen rigtigt. Huntington mente, at Rusland ikke var en del af Vesten, og at landet derfor ikke ville melde sig ind i den vestlige verden. Det har vist sig at være fuldkommen rigtigt (Huntington mente sågar, at Ukraine ville blive skueplads for en skærpet konflikt mellem Rusland og Vesten – det var skarpt set i 1996). Huntington mente, at den islamiske verden havde det, han selv kaldte »blodige grænser«, og selvfølgelig ikke ville blive vestligt orienteret. Det var ligeledes fuldstændig rigtigt. Han så ikke et afrikansk kontinent med stabile stater for sig. Nok den letteste forudsigelse. Men ikke desto mindre sandt.

Og derfor var hans konklusion: I fremtiden vil hovedkonflikten blive Vesten mod resten.

Med den anti-liberale alliance mellem Rusland og Kina, som blev annonceret for få dage siden, må man sige: Det er der, vi nu er. Så hvor stiller det Vesten?

Jeg hører til dem, der mener, at den vestlige samfundsmodel er alle andre samfundsmodeller moralsk overlegen. Det skal forstås på den måde, at der ikke er nogen samfundsmodeller, der behandler mindretal bedre. Der behandler de svage bedre. Der behandler de fattige bedre. Eller som behandler personer, der afviger fra normen, bedre.

Det betyder ikke, at det til hver en tid er en rosenrød fornøjelse at tilhøre et mindretal; at være svag; at være fattig eller at afvige fra normen. Det betyder, at alle andre steder er det langt værre. Fordi man i mange tilfælde end ikke har en norm om, at man bør opføre sig ordentligt over for de grupper, jeg har nævnt.

Derfor hører jeg også til blandt dem, der bliver en anelse trætte af at lytte til alt det vestlige selvhad, der først og fremmest udgår fra den venstreorienterede intelligentsia i Vesten. Det er og bliver et forsøg på at skabe misnøje, når man taler vores samfundsmodel og de normer, den bygger på, så meget ned, som tilfældet er.

Men den vestlige samfundsmodel er ikke bare alle andre samfundsmodeller moralsk overlegen. Den er også alle andre samfundsmodeller overlegen, når det gælder videnskab, teknologi og sofistikeret erkendelse i det hele taget. Der findes lande uden for det historiske vesten, der har taget vores teknologi og videnskab til sig. Men der er kun en måde, man kan få det fulde udbytte af vestlig teknologi og videnskab: ved at bøje sig 100 pct. for dens præmisser. Det er simpelthen ikke muligt at bygge en flyvemaskine eller en computer eller en MR-scanner ved hjælp af andre principper end de vestlige. Længere er sagen ikke.

Og igen: Her bliver jeg virkelig træt af at høre på venstreorienterede selvhadere, som påstår, at der er noget odiøst ved vores teknik, videnskab og øvrige erkendelse. Vores teknik, videnskab og øvrige erkendelse har historisk været drevet frem af hvide mænd. Men det gør den hverken hvid eller maskulin i sig selv. Det var en historisk fejl, at gode uddannelser før det 20. århundrede var lukkede for andre end hvide mænd. Men den er for længst rettet. Fordi de hvide mænd i mere end 100 år har ment, at tingenes tilstand før cirka år 1900 ikke var i orden på disse punkter.

Vores teknologi, videnskab og erkendelse er åben for alle, der bøjer sig for dens fuldstændig farveblinde principper om logik og rationalitet. Uanset hvilket køn de har, eller hvilken etnisk baggrund de har. Alle kan være med. Det kræver bare, at de gør en indsats.

Vi står nu i den vestlige verden med en konflikt, vi ikke har bedt om. Det betyder – som jeg allerede har været inde på – at vi børe sige fra over for de venstreorienterede eliters selvhad. Vores civilisation er den bedste. Derfor er den absolut værd at forsvare.

Forsvaret bør ikke være naivt, som de var de første årtier af dette århundrede: Det giver ikke mening for den vestlige verden at påtvinge lande uden for det historiske Vesten vores samfundsmodel med våbenmagt. Men omvendt: Vi skal heller ikke give indrømmelser til lande uden for den vestlige kulturkreds. Vi skal ikke rette os efter regler og principper, der ikke udspringer af en vestlig måde at tænke på. De ikke-liberale lande skal undlade at blande sig i, hvad borgerne tænker og siger her i det liberale Vesten.

Jeg tror ikke, fremtiden bliver let. For når sandheden skal frem: Der har faktisk ikke været noget land i Europa, der med voldsomme trusler om anvendelse af våben forsøgte at gennemtvinge en geopolitisk nyordning af kontinentet siden Tyskland i 1930’erne. Det er der, vi er. Og det kan man lige så godt sige højt.

Og der har heller ikke været et land i Asien siden Japan i 1930’erne, der havde så travlt med at ændre på den regionale geopolitik, som Kina har i dag. Alene påstanden om, at Det Sydkinesiske Hav i sin helhed er kinesisk territorialfarvand, er så på en og samme tid latterlig og foruroligende, at der kunne skrives bindstærke værker om det.

Globaliseringen, som vi kender den, vil helt sikkert ændre sig i årene, der kommer. Fordi den hviler på liberale traktater og aftaler, som Rusland og Kina kommer til at udfordre.

Men det første, vi skal gøre, er ikke at opruste militært. Det er at opruste på det åndelige plan. Ved at erkende, at vores samfundsmodel er helt enestående god og helt igennem værd at kæmpe for.

(Dette er et debatindlæg udgivet i Jyllandsposten d. 7. februar 2022)