Verden er ikke blevet liberal af sig selv

Henrik Dahl

15. april 2023

En autokratisk alliance har erklæret den vestlige orden hybrid krig. Det bør vi ikke længere ignorere.

Selvom præsident Macron har præciseret, at Frankrig mener det, Frankrig hele tiden har ment om Europa, Kina og USA, er der god grund til at spørge: Hvad bør Europa egentlig mene om sig selv, Kina og USA?

Sammen med USA og Canada er det landene i Europa, der har grundlagt den politisk og økonomisk liberale verdensorden, der først blev formuleret som en vision efter Anden Verdenskrig og siden blev til virkelighed efter Murens fald.

Det mest fordelagtige ved den vestlige orden overhovedet er efter min opfattelse, at den bryder med princippet om den stærkes ret.

De europæiske ordener, vi har kendt til for eksempel efter Trediveårskrigen i 1600-tallet eller efter Napoleonskrigene i 1800-tallet, har været karakteriseret ved, at de svage i sidste instans måtte rette sig efter de stærke. Brutal militær magt havde – sagt på anden vis – altid det sidste ord.

Det, der er sket med både Nato og EU – men desværre i ringere grad med FN – er, at der er opbygget såvel institutioner som forpligtende regler. Derfor mødes medlemmerne af navnlig EU og Nato efter helt faste procedurer inden for rammerne af diverse institutioner og udøver den magt, som medlemslandene har givet til de pågældende institutioner.

I princippet på samme måde, som medlemmerne af Folketinget udøver deres magt, sådan som grundloven (og Folketingets egen forretningsorden) foreskriver.

Den vigtigste opgave for Europa og den vestlige verden i de kommende år er at holde fast i, at den model, vi har skabt, er værdifuld og skal holde i mange år ud i fremtiden. For det gælder om altid at huske: Verden er hverken blevet politisk eller økonomisk liberal af sig selv. Verdens naturlige tilstand er ikke, at den er politisk eller økonomisk liberal. Verdens naturlige tilstand er i bedste fald den stærkes ret. Og i værste fald anarki.

Rundtomkring i verden ser vi ikke længere det, politologen og sociologen Larry Diamond har kaldt en »demokratisk recession«. Hvilket i sig selv er galt nok: Udtrykket beskriver, hvordan flere og flere lande går i demokratisk forfald og udvikler sig til autokratier. Vi ser desværre også, at de ikkedemokratiske lande begynder at indgå alliancer, som åbenlyst har til formål at afmontere den økonomisk og politisk liberale vestlige verdensorden.

Det er en kendt sag, at Kina og Rusland har indgået en alliance om at udfordre den vestlige orden. Men Iran har længe været på vej ind i en alliance med Rusland, og seneste nyt fra Mellemøsten er, at Kina og Saudi-Arabien taler om en tilnærmelse.

Det betyder ikke, at Europa skal spille offensivt ud og slå hånden af den autokratiske alliance, der tegner sig. Men vi skal glemme alt om de naive fejlfortolkninger af 1989, som først og fremmest Angela Merkel og Tyskland er kommet til at stå som symboler på.

Interdependens – som det så fint hedder; man kan også sige samhandel – fører ikke til en mere demokratisk verden. Det troede alle, der fejlfortolkede 1989. Og i Tyskland blev det til et elegant slogan: wandel durch handel.

Vi har skabt interdependens mellem på den ene side de vestlige lande og på den anden side Mellemøsten og Kina i årtier. Det her skabt en umådelig rigdom alle steder. Men det har ikke ført til, at der er kommet en tøddel mere demokrati i hverken Mellemøsten eller Kina.

I stedet oplever vi, at flere og flere lande slår ind på det, som Rusland allerede tog hul på i 2007: hybrid krig imod den vestlige verden.

Hvad angår Rusland, har den hybride krig blandt andet ført til hackerangreb imod kritisk vestlig infrastruktur, indblanding i valg rundtomkring i den vestlige verden og udsendelse af dødspatruljer til blandt andet Storbritannien.

Iran fører også hybrid krig verden over. Den kommer blandt andet til udtryk gennem dødspatruljer og opfordringer til at angribe mennesker, der udfordrer iranske – og dermed islamiske – dogmer. Det mest prominente offer for det sidstnævnte er selvfølgelig Salman Rushdie.

Kina fører en helt åbenlys krig imod den regelbaserede verdensorden i Det Sydkinesiske Hav. Og truer i øvrigt ethvert land, der har været så uforsigtigt at vikle sig ind i kinesisk interdependens, med økonomisk død og ødelæggelse, hvis det pågældende land udfordrer kinesiske dogmer om f.eks. Tibet, Hongkong eller Taiwan.

Derfor bør præmissen i Europa fremover være: En alliance af autokratiske lande har for længst erklæret den vestlige verden hybrid krig.

Det skal vi for det første erkende som et faktum, vi ikke kan ændre på – fordi krigserklæringen helt ensidigt kommer fra modparten.

For det andet skal vi begynde på at sikre os, at den hybride krig ikke i fremtiden kommer til at ramme os så hårdt, som f.eks. Nord Stream 2-projektet var på vej til.

Alle de steder, hvor den vestlige verden i forhold til den autokratiske alliance kan komme i en ”Nord Stream 2-situation”, skal vi tage skridt til at vikle os ud af disse potentielt meget farlige situationer.

Derfor skal den vestlige verden være mindre afhængig af olie. Ligesom den skal være mindre afhængig af råstoffer og produkter, som den autokratiske alliance mere eller mindre har monopol på i dag.

Sidst, men ikke mindst, er vi med Ukraine in mente nødt til at besinde os på, at den hybride krig kan udvikle sig til gammeldags krig slet og ret.

Den vestlige verden skal over for den autokratiske alliance fremstå som en mere afskrækkende militær modstander, end den gør i dag. Ellers er det blandt andet realistisk at forestille sig, at såvel Det Sydkinesiske Hav som Polarhavet i en ikke så fjern fremtid er farvande, der er ophørt med at være underlagt FN’s konventioner og i stedet er underlagt den autokratiske alliance.

Det betyder ikke, at globaliseringen hermed er aflyst. Det betyder, at den skal tilpasses virkeligheden. Ved at fjerne sig fra de illusioner og farlige fejlforestillinger, der dominerede den vestlige verden fra 1989 til 2022.

(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 15. april 2023)