Verden bliver bedre uden statsstøtte

Sagen om statsstøtte er en besynderlig en af slagsen. Ingen er i sandhed for statsstøtteordninger af nogen art, men alligevel er der opstået et skel mellem dem, der vil frabede sig ordningerne og dem, der af nødvendighedshensyn åbner for dem.

Og i den seneste tid er det blevet klart, at regeringen står på sidstnævnte side. Det ser man f.eks., når udenrigsminister Lars Løkke påpeger, at vi ville aldrig selv have opfundet det, mens erhvervsminister Morten Bødskov forklarer det således: Statsstøtte er bestemt ikke noget, der er groet i en dansk baghave.

For samtidig slår de fast med syvtommersøm, at Danmark går bagud af den internationale klimadans, hvis vi ikke indfører statsstøtteordninger. Kursen er sat. Nu har vi bare det problem, at den ifølge de økonomiske vismænd, diverse eksperter og mange af os i Folketinget er sat helt forkert.

Selvom det kan virke tiltalende at efterligne lande som USA, Indien, Kina og Japan ved at støtte danske virksomheder med offentlige subsidier, er det nemlig langt fra sikkert, at det vil bidrage til noget positivt. Faktisk kan vi risikere, at statsstøtten tværtimod gør mere skade end gavn, da der som bekendt opstår en række temmelig skadelige markedseffekter, når man tager et så drastisk middel i brug.

Hvor sundt er det f.eks. for det danske erhvervsmiljø, at det grønne marked bliver domineret af offentlige subsidier, så det sjældent bliver de mest innovative eller effektive løsninger, der vinder? Det bliver et økonomisk kapløb, som hverken er bæredygtigt eller i tråd med det frie markeds principper. Et sådant system fremmer ikke ægte innovation; det skaber snarere en afhængighed af offentlige midler og underminerer den sunde konkurrence.

Bedre bliver statsstøttens sag ikke af, at man samtidig skal tage in mente, at der ikke er udsigt til en fælles EU-løsning, der sikrer samme vilkår for statsstøtte i alle 27 medlemslande. Det indleder et statsstøttekapløb, hvor vi utvivlsomt vil blive overgået af både Frankrig og Tyskland og en lang række lande uden for EU, som alle har dybere lommer end Danmark.

Af de grunde kan statsstøtte sammenlignes med at tisse i bukserne for at holde varmen: Det giver en kortvarig fordel, men løser ikke problemet på lang sigt. Potentielt kan det ligefrem skade europæisk økonomi på længere sigt. Derfor skal brugen af statsstøtte begrænses mest muligt.

Når det er sagt, er det vigtigt at pointere, at erhvervslivet retteligt har brug for at få styrket deres konkurrenceevne på grund af andre landes rundhåndede tilgang til statsstøtte. Med den stigende globale konkurrence forstår jeg godt erhvervslivets hunger efter et effektivt modsvar, som styrker virksomhedernes konkurrenceevne og fastholder arbejdspladser og investeringer herhjemme. Men vores reaktion bør ikke være at følge i fodsporene på lande med omfattende statsstøtte. I stedet skal vi investere i vores egne styrker: et dynamisk indre marked, tekniske færdigheder og en åben økonomi.

Der er flere lavthængende frugter, vi kan tage fat i, hvis vi vil i mål med det. For det første skal vi undgå en utilsigtet overimplementering af EU’s mange regler og reducere omfanget af unødvendige byrder for virksomhederne. Lige nu overimplementerer Danmark cirka hvert fjerde EU-direktiv, hvilket sætter danske virksomheder bagud, fordi andre lande blot følger direktiverne, som de skal følges. For det andet skal vi politisk skabe et gunstigt erhvervsmiljø ved at fremme både produktionskapaciteten, effektive godkendelsesprocesser og initiativer, der fremmer privat investering.

Samtidig er adgangen til kvalificeret arbejdskraft også afgørende for danske virksomheder, og af den grund skal vi arbejde for at lette mobiliteten for arbejdskraften og sikre, at vi kan tiltrække og fastholde talenter fra både ind- og udland. Det gælder især på det grønne område, der i høj grad overlapper med STEM-fagene. Her kommer vi ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til at mangle 33.000 faglærte frem mod 2030.

Endelig skal vi styrke det globale samarbejde og indgå handelsaftaler med flere lande, især i Asien og Sydamerika, så vi kan nedbringe handelsbarrierer og udvide vores markedsadgang. Der er mange løsninger, og vi er mange om at foreslå dem. Fælles for os alle er, at vi ikke mener, statsstøtten behøver være iblandt.

Derfor skal vi stå fast på det frie markeds principper, udnytte vores egne styrkepositioner til at fremme innovation, konkurrenceevne, vækst og velstand og afvise fristelsen til kortsigtede løsninger, der risikerer at gøre mere skade end gavn.

(Indlæg bragt i Børsen d. 11/1-2024)