Henrik Dahl
7. juni 2021

Det kunne være en hjælp til de forskere, der er i fare for at blive presset ud i kampen om faste stillinger, hvis universiteternes ledelser tog ansvaret for at beskytte mindretalssynspunkterne ved de danske universiteter alvorligt.

Disse linjer skrives den 6. juni. Det vil sige søndagen, der markerer udgangen på uge 22.

Den 22. uge i det herrens år 2021 kan og vil blive husket på mange måder, når historien engang skal skrives. Men blandt dem, der har sat for sig at beskrive livet ved de danske universiteter, vil en omtale af vedtagelse 137 næppe være til at komme uden om.

Vedtagelsen blev udløst af en forespørgselsdebat i Folketinget, der blev afholdt ugen før. Den omhandlede overdreven aktivisme, og endte i en konklusion – det er, hvad begrebet ”vedtagelse” dækker over – der blandt andet lyder: ”Folketinget har den forventning, at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik.”

Det er jo – skulle man tro – en meget fredsommelig konklusion. Folketinget vil ikke blande sig i det indre liv på universiteterne, men præciserer, at den videnskabelige selvregulering er det bærende princip.

Så fastslår Folketinget, at opgaven med at sikre, at der ikke går noget galt i forhold til selvreguleringen, ligger hos universiteternes ledelser. Og for at undgå misforståelse, så beskriver Folketinget også, hvad ledelserne skal være opmærksomme på. De skal undgå faglig ensretning. De skal undgå, at politik og videnskab sammenblandes. Og de skal sikre sig, at forskere svarer på rimelig kritik af deres arbejde. Hvem kan dog have noget imod det?

Det kan blandt andet universiteternes rektorer. På Twitter skrev formanden for universiteternes rektorkollegium Anders Bjarklev for eksempel: ”Som formand for rektorkollegiet i @Danskeuni kan jeg kun tolke det her som et angreb på forskningsfriheden.”. Og til netstedet videnskab.dk uddybede han: ”Problemet er, at vi sidder i en situation, hvor vi ikke rigtig ved, hvad vi bliver anklaget for”.

Men en gruppe af forskere gik endnu mere amok. De skrev et åbent brev, hvori der blandt andet stod: ”Folketingets position kan blive brugt til at legitimere yderligere angreb og begrænsninger på den akademiske frihed. Det kan resultere i, at flere forskere – særligt dem i udskældte positioner – trækker sig fra den offentlige debat, hvilket leder til selvcensur.” Det åbne brev havde ifølge netstedet videnskab.dk fredag den 4. juni samlet over 1500 underskrifter.

Det mærkelige ved det åbne brev, er, at anklagerne er fuldkommen spekulative. Kan underskriverne fremlægge belæg eller dokumentation for, at Folketinget rent faktisk planlægger angreb og begrænsninger på den akademiske frihed? For V137 kan umuligt tolkes som hverken angreb eller begrænsninger på den sande forskning. Kun som en kritik af pseudovidenskab og politisk aktivisme – som alle vel er enige om, ikke hører hjemme på et universitet. Så der må være noget belæg af en eller anden slags et sted? Det kunne det være rart at få præsenteret.

Den næste anklage i det åbne brev, som heller ikke dokumenteres, er anklagen om, at lige præcis V137 vil få rigtige forskere – altså dem, der ikke benytter sig af pseudovidenskab eller er politiske aktivister – til at udøve selvcensur. Er der nogen som helst dokumentation for, at dette vil ske? Eller er det bare spekulation og konspirationsteori, som der ikke er noget reelt grundlag for tro?

Jeg er godt klar over, at affattelse af åbne breve ikke er det samme som forskning. Alligevel forekommer det mig besynderligt, at dokumentationen for, at der i det hele taget forekommer et problem, er så tynd i en henvendelse, der er skrevet og underskrevet af videnskabsmænd og –kvinder.

Men lad os gå videre og se på Anders Bjarklevs besynderlige påstand om, at han ikke ved, hvad universiteterne kritiseres for.

At rektoren ikke ved, hvad universiteterne kritiseres for, skyldes, at han ikke vil vide det. Ikke ønsker at vide det. Holder fingrene i ørerne og siger la-la-la, når kritikerne tager ordet. For det er ikke sådan, at der mangler tekster, som påpeger eksistensen af et problem.

Den nu afdøde professor i sociologi Henning Bech udgav allerede i 2005 en bog, der hedder Kvinder og Mænd. Den er en akademisk kritik af manglende redelighed i den danske kønsforskning.

I 2012 udgav samme Bech sammen med Ümit Mehmet Necef bogen Er danskerne racister? Den er også en akademisk kritik. Men denne gang af uredeligheden blandt danske racismeforskere.

Og i 2019 udgav de tre forskere Yvonne Mørck, Bo Wagner Sørensen og Sofie Danneskiold-Samsøe bogen ”Æresrelateret social kontrol”. Her beskrives, hvordan forskersamfundet på deres specialeområde (som er socialt arbejde i forhold til den sociale kontrol i indvandrermiljøer) selv er grebet af en social kontrol, der udelukker visse perspektiver på deres forskningsgenstand.

Men sagen er, at forskere i meget vidt omfang ikke vil forholde sig til kritikken. De nægter simpelthen at gå ind på den kritik, der er fremlagt. Det sker ved anvendelsen af alle mulige sange fra de varme lande og al mulig snak for den syge moster, der ikke tjener noget som helst legitimt formål. Men blot forhindrer en realitetsbehandling på universiteterne af kritikken.

Kun hvis man møder enhver kritik med lamme undskyldninger og skøre påstande om imaginære problemer, der sjovt nok bevirker, at man ikke behøver lytte til kritik, giver det mening at hævde, at universiteterne ikke ved, hvad de anklages for.

Hvis de nævnte bøger ikke rækker, findes der desuden kvalificeret påpegning af problemerne i denne kronik af Hans Bonde; i denne kronik af førnævnte Bonde samt Torsten Skov, og i denne kronik af Marianne Stidsen.

Det er et selvstændigt problem, at enhver kritik af universiteterne mødes af en spærreild af lamme undskyldninger for, at kritikken ikke kan realitetsbehandles. Så det første, universitetsrektorerne kunne gøre, var at droppe udflugterne om, at de ikke kender til kritik, og foretage en realitetsbehandling af den kritik, der allerede er fremlagt. For der er noget at komme efter. Som den tidligere rektor for Danmarks Biblioteksskole og nuværende professor ved DPU Lars Qvortrup beskriver her (man skal begynde at læse efter den rituelle nedrakning af borgerlige politikere og debattører).

En vinkel på forespørgselsdebatten, der ikke har været betonet særlig kraftigt hidtil, er, at flertallets vedtagelse kan ses som en beskyttelse af mindretal og af dissidenter.

Efter spørgsmålet om aktivisme og pseudovidenskab dukkede op i den offentlige debat i marts, er jeg blevet kontaktet af tilstrækkeligt mange forskere til, at jeg med sikkerhed kan sige, at vi har et problem.

Problemet består i, at forskere, der er uenige med ortodoksien inden for de områder, der i særlig grad er inficeret med aktivisme og pseudovidenskab, føler sig i en udsat position. De føler, at hvis de ikke holder mund og gør gode miner til slet spil, så er der en fare for, at de vil blive sorteret fra i kampen om en fast stilling (den første ikke-tidsbegrænsede stilling for en forsker, er stillingen som lektor).

Det har tilstrækkelig mange forskere – under meget alvorligt mente ønsker om fortrolighed – fortalt mig. Det bør undersøges med stor alvor af universitetsledelserne. Og der bør tages effektive forholdsregler imod, at forskere, der lever op til kvalitetsstandarderne, men har et andet syn på tingene end ortodoksien, ikke systematisk presses ud af stillingsstrukturen ved universiteterne.

Jeg skal ikke blande mig i, hvordan rektorerne løser deres ledelsesopgave. Men her er et forslag, de kunne overveje:

Hvad med, at ledelserne på universiteterne løbende organiserede konferencer om de emner, som vi fra kritikken ved er underbelyste og uønskede på de fagområder, hvor pseudovidenskaben og aktivismen har godt fat?

Det kunne for eksempel være en konference om biologiens betydning for kønsidentiteten. Det kunne være en konference om religionen islams negative indflydelse på fremkomsten af demokrati i Mellemøsten. Det kunne være en konference om selvdisciplinens generelle betydning for menneskets tilværelse. Det kunne være en konference om intelligensens generelle betydning for menneskets tilværelse. Det kunne være en konference om den mellemøstlige kulturs undertrykkelse af kvinder. Eller det kunne være en konference om humanismens stigende indflydelse på politik og på samfundslivet generelt fra 1700-tallet og frem mod vore dage.

Sådanne perspektiver kommer sjældent frem, når danske forskere udtaler sig. Derfor kunne det være en hjælp til de oversete positioner og til de forskere, der er i fare for at blive presset ud i kampen om faste stillinger, hvis universiteternes ledelser på denne måde tog ansvaret for at beskytte mindretalssynspunkterne ved de danske universiteter alvorligt.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 6. juni 2021)

Støt Liberal Alliances Kampagne-fond

Vi vil meget gerne kunne komme endnu længere ud med vores budskaber om et friere Danmark. Det håber vi, at du vil bidrage til!

Månedligt
Andre muligheder
MobilePay

Brug følgende mobilnummer:
412141

Bankoverførsel

Danske Bank
Reg.nr.: 1551
Konto nr.: 3445559962
IBAN: DK5130003445559059