Unges mistrivsel er biprodukt af en perfekthedskultur – ikke karakterer og prøver

Unge i dagens Danmark er ikke blevet mere skrøbelige, og derfor skal vi ikke pakke dem ind i vat og misforstået hensyn. Vi skal hjælpe dem til et bedre grundlag og sundere syn på, hvornår man som studerende og menneske er god nok.

I sidste uge gled de første afsnit af TV 2’s dokumentarserie ”Presset ungdom” hen over skærmen. Det er utroligt hårdt at se danske gymnasieelever være så mentalt presset, at de kæmper med angst, depression og selvmordstanker. Hvad der er værre, er, at det ikke er unormalt at være ung og have det sådan. Det er skræmmende, at hver tredje unge kvinde og hver femte unge mand i dag mistrives.

Det lød fra de unge og rektorerne på landets gymnasier, at det er de faglige krav i vores uddannelsessystem, som skubber de unge og deres mentale helbred helt ud til kanten.

Unge skal have det bedre, ingen diskussion. Men jeg mener ikke, at færre krav og prøver er løsningen. Det er godt, at vi tester unges viden og kunnen. De vil blive konfronteret med det resten af livet, så vi gør dem kun en bjørnetjeneste og pakker dem ind i vat, hvis vores uddannelsessystem ikke lærer dem at blive testet.

Problemet opstår, når man fejlagtigt tror, at man død og pine skal have 12 i alt og være perfekt til hver eneste test, man tager. Unge bliver i høj grad presset af egne indre krav og den perfekthedskultur, der hersker blandt os unge.

Jeg er selv 21 år og genkender de indre krav til at være perfekt, som de unge i dokumentaren beskriver. Unge i dag sætter tårnhøje krav til sig selv. Hvis du ikke er den bedste til, hvad end du laver, er det ikke godt nok. At være middel er det værste, du kan være. Men det er et urealistisk krav at stille sig selv. Der er mange trin på skalaen, og det har aldrig været meningen, at alle skal have 12 i alt. Det betyder ikke, at vi unge ikke må være ambitiøse. Det må vi meget gerne være. Men ingen er den bedste til alt hele tiden.

Perfekthedskulturen har ikke kun skabt en mistrivselsepidemi i Danmark, men en pandemi. Kigger vi ud over landets grænser, ser vi, at unge, som mistrives, er et problem i hele den vestlige verden. Også af denne grund kan de faglige krav og prøver i det danske uddannelsessystem ikke alene være årsagen.

Skal vi denne mistrivselsepidemi til livs, bliver vi nødt til at kigge på de unges liv som en helhed, og hvad det er, der presser dem.

Den såkaldte Skolebørnsundersøgelsen 2022 blev offentliggjort denne uge. Når jeg læser den, står det klart, hvad der danner grundlaget for de mange mentalt pressede børn og unge.

Børn i 7.-9. klasse har flere timers skærmtid om dagen, særligt pigerne bruger størstedelen af den tid på sociale medier, 61 pct. af eleverne i 9. klasse bruger deres telefon om natten efter sengetid, og mellem 19 og 33 pct. af børnene dyrker kun hård fysisk aktivitet i en time eller mindre om ugen. Vi ved, at højt skærmforbrug, dårlig søvn og inaktivitet er noget, som skaber et dårligt grundlag for et godt mentalt helbred og evnen til at modtage læring og blive testet.

Jeg kender problemet. Telefonen er svær at lægge fra sig, når man først har åbnet Instagram eller Tiktok. Men det er afgørende, at vi hjælper børn og unge med at begrænse timerne, de bruger på telefonen.

Sociale medier erstatter i stigende grad de uforpligtende fællesskaber, som man for eksempel har gennem fritidsaktiviteter som fodboldtræning, gymnastik eller noget helt tredje. Unge i 9. klasse bruger mellem to og tre timer om dagen på sociale medier, hvor de ser det ene perfekte – og urealistiske – billede efter det andet fra andre menneskers liv. Hvis unge lukkede Instagram for i stedet at bruge mere tid på for eksempel at spille fodbold i den lokale fodboldklub eller arbejde i brugsen efter skoletid, ville de uundgåeligt få et mere nuanceret billede af verden omkring dem.

I stedet for at se det ene ”perfekte” billede efter det næste på sociale medier, ville de i fodboldklubben eller på deres fritidsarbejde blive eksponeret for et mere realistisk billede af andres liv. Nogle møder måske op til træning efter at have dumpet en tyskprøve i skolen få timer tidligere, en anden har muligvis skændtes med sine forældre før arbejde, og det er langtfra alle, som møder op i det nyeste og dyreste designertøj. Blev unge præsenteret mere for virkelighedens verden end den digitale, ville deres virkelighedsbillede hurtigt blive mere nuanceret. De ville hurtigt se, at ingen er bedst til alt, og se de uperfektheder, som vi alle har, men som de færreste viser på sociale medier.

Det er nødvendigt, at forældre til unge tager en større del af ansvaret for, at deres børn ændrer disse mønstre, og giver deres børn et andet perspektiv. Institutioner og os politikere kan – og skal – ikke tage hele ansvaret for, at børnene scroller gennem Tiktok eller Instagram om natten eller mangler fællesskaber i det virkelige liv, som kan nuancere deres billede af, at alle er ”perfekte”.

Kort sagt er jeg overbevist om, at flere unge ville få det bedre, hvis de orienterede sig mere ud mod verden og fokuserede mindre på sig selv og den kunstige virkelighed, som sociale medier er.

Misforstå mig ikke, det er ikke min holdning, at det kun er de unges eget ansvar at få det bedre. Men løsningen er ikke at droppe karakterer eller stoppe med at teste eleverne. Det er en nødvendighed i enhver uddannelse og blot et plaster på et dybere sår. I stedet mener jeg og mine kollegaer i Liberal Alliance, at vi skal tage fat om problemets rod.

Problemerne med et stresset miljø, hvor der ikke er tid til det enkelte barn, starter i daginstitutionerne. Vi skal sikre flere uddannede pædagoger i daginstitutionerne, så vi sikrer den bedst mulige kvalitet af det pædagogiske arbejde, og at det enkelte barn bliver set. Det vil klæde børnene bedre på til at træde ind i skolesystemet.

Dernæst skal vi tage hånd om folkeskolen, som har været på den gale kurs siden folkeskolereformen – og særligt inklusion i grundskolen. Inklusion kan lyde som en god ting, men den er i virkeligheden et forsøg på at presse alle børn ned i den samme form, hvilket har vist sig hverken at være en velfungerende løsning for inklusionseleven eller den klasse, som barnet presses ind i. Der skal være plads til både forskellighed og uforstyrret undervisning i grundskolen.

Derudover skal vi tilbage til kortere skoledage. Undersøgelser viser, at børnenes læring ikke forbedres af, at de er tvunget til at være længere tid i klasselokalet.

Hvis vi skaber et bedre grundlag for eleverne, kan vi fjerne meget af det pres, som flere unge oplever tiltager længere oppe i uddannelsessystemet.

Vi skal hjælpe unge med at forstå, at et karakterblad bestående udelukkende af 12-taller ikke afgør, om de får et godt liv. Det er i lige så høj grad den erfaring, som man får uden for skolen gennem frivilligt arbejde, et studiejob eller sociale fællesskaber, som giver dig værdi.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27. august 2023).