Ulandsbistanden skal ikke spildes på pjat, pjank og venstreorienteret propaganda

Danskerne er et næstekærligt folk.

Helt tilbage i 1800-tallet startede en smuk tradition for privat omsorg for trængende og lidende medborgere, og stadig i 2025 gav danskerne hele 7,6 mia. kr. af deres helt egne penge til velgørenhed.
Derfor tror jeg også, at der er bred opbakning til udviklingsbistand, hvis den faktisk hjælper mennesker i nød.
Men ingen danskere har nogensinde stemt ja til, at ulandsbistand skal gå til pjat, pjank og propaganda.
For nylig har medierne kunnet afsløre flere skøre eksempler på aktiviteter, som den danske ulandsbistand går til.
1,5 mio. kr. er givet til en barnevognsmarch i danske gader. 800.000 til en rapkonkurrence for danske 6. klasse-elever om orangutanger. 900.000 kr. til et skoleprojekt, der skulle gøre folkeskoleelever til aktivister imod »den globale tøjkrise«.

Og 200.000 kr. er blevet klattet væk på at uddanne børn i normkritisk aktivisme om »transkønnede i Indien«.
At spilde udviklingsbistanden på det er et decideret misbrug af danskernes næstekærlighed.
Det er respektløst over for både de værdigt trængende i udlandet, der nok ville foretrække, at ulandsbistanden blev brugt på f.eks. mad eller medicin.
Og så er det selvfølgelig ikke mindst respektløst over for de danske skatteydere, der bliver påtvunget verdens højeste skattetryk.
Men sådan er det imidlertid ikke alle, der ser på det. Moderaterne, der har ansvaret for udviklingsbistanden i Udenrigsministeriet, forsvarer hårdnakket, at pengene bruges på aktivisme i Danmark.

Undskyldningen er, at der trods alt er tale om små beløb i udviklingsbistandens store regnskab, og at man angiveligt bryder med armslængdeprincippet, hvis man som politiker interesserer sig for, hvad danskernes skattekroner går til.
Men armslængde betyder, at politikere ikke skal detailstyre hver enkelt bevilling. Det betyder ikke, at vi skal fraskrive os ansvaret for, hvilke formål udviklingsbistanden må bruges til.
At Moderaterne dumstædigt insisterer på, at danskernes skattekroner skal spildes på det her, er endnu en påmindelse om, at de har pakket de blå valgløfter ned i en flyttekasse og er ved at finde sig permanent til rette i rød blok.
For det med at lænse offentlige kasser for penge til pjat, pjank og propaganda er en venstreorienteret specialitet.
Der er sjovt nok ingen midler,
der er gået til en march mod det iranske regimes ansvar for terror, kvindemishandling og flygtningestrømme i hele Mellemøsten.
Eller et skoleprojekt om den måde, hvorpå planøkonomi og socialisme har skabt armod og lidelse for millioner og atter millioner af mennesker verden over i et århundrede.

Eller en rapkonkurrence, der skal lovsynge al den CO2, som brugen af atomkraft har sparet over de sidste mange årtier. Og det ønsker jeg i øvrigt heller ikke, at der kommer.
Jeg er borgerlig, så jeg har tillid nok til sandheden i mine overbevisninger til, at jeg ikke behøver skatteyderbetalte marcher, skoleprojekter og rapkonkurrencer til at fremme dem.
Jeg kan nøjes med gode argumenter. For når vi politikere tvinger danskerne til at betale for ulandsbistanden, skylder vi både skatteyderne og verdens fattigste at bruge pengene på noget, der faktisk gør en forskel.

(Indlæg bragt i Jyllands Posten 2. september 2026)