Ingen danskere har stemt ja til, at ulandsbistand skal gå til pjat, pjank og propaganda

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at venstrefløjen samt ngo-verdenen og omegn slår fra sig, når jeg og andre borgerlige politikere kritiserer den skødesløse brug af skatteborgernes penge på pjat, pjank og propaganda.

Nogle mener, at de 21 millioner kroner i oplysningspuljen er ”småpenge”, og at det derfor er ligegyldigt, at de bliver brugt på rap-konkurrencer og barnevognsmarcher her til lands.

Jeg håber, at de bliver ved med den arrogante tilgang til danske skatteyderes penge, for så behøver jeg ikke engang selv at modargumentere fjollerierne længere.

Men andre slår til lyd for, at pengene faktisk bliver brugt fornuftigt, og at det er os borgerlige politikere, der mangler nuancer.

Senest i Altingets egne spalter, hvor Malene Sønderskov – der i øvrigt arbejder med at rådgive aktører i international udvikling, blandt andet om, hvordan de får fat i penge fra udviklingsbistanden – kritiserer mig for at trække enkelte eksempler frem fra oplysningspuljen.

Millioner til rap, marcher og aktivisme
Til dem, der måske ikke har fulgt debatten tæt, kan jeg kort opsummere:

For nylig har medierne kunnet afsløre flere skøre eksempler på aktiviteter, som den danske ulandsbistand går til.

1,5 millioner kroner er givet til en barnevognsmarch i danske gader. 800.000 til en rap-konkurrence for danske 6.-klasse-elever om orangutanger. 900.000 til et skoleprojekt, der skulle gøre folkeskoleelever til aktivister imod “den globale tøjkrise”. Og knap 200.000 er blevet klattet væk på at uddanne børn i normkritisk aktivisme om “transkønnede i Indien”.

Jeg mener, at det er eksempler på, hvordan der er en alt for skødesløs brug af de penge, der burde gå til reel udviklingsbistand, der har til formål at hjælpe de fattigste områder af verden med konkrete udfordringer.

Alt for ofte bliver pengene brugt til aktivistiske formål, som jeg ikke tror, at nogen danskere forbinder med udviklingsbistand.

Men hvorfor skal bistanden betale?
Men tilbage til Malene Sønderskov. I debatindlægget kritiserer hun specifikt min forargelse over ét projekt, nemlig at penge fra udviklingsbistanden går til et undervisningsprojekt, der skulle lære eleverne at være aktivister og blandt andet gå mere op i ”køb-og-smid-væk-kulturen”.

Det mener hun tilsyneladende er fornuftig og ansvarlig brug af pengene, fordi man ikke skal ”bruge lang tid på internettet for at finde ud af, at tøjproduktion kan have alvorlige konsekvenser for arbejdsvilkår, ressourceforbrug og miljø,” som hun skriver.

Det er jo meget fint at mene, men hvor er argumentet for, at det er penge fra udviklingsbistanden, der skal gå til den slags?

Jeg synes ærlig talt, at det er respektløst over for de værdigt trængende i udlandet, der nok ville foretrække, at ulandsbistanden blev brugt på for eksempel mad eller medicin.

Sønderskov har også gennem sit arbejde lært at tale flydende “Djøf’sk”. Så oplysningspuljen er i hendes optik ikke dårlig brug af ressourcer. Nej, det skal ”vise sammenhænge”.

Der må jeg bare være hudløs ærlig og sige, at nej, vi skal ikke bruge penge fra udviklingsbistand til at ”vise sammenhænge” på fjollede projekter – hverken i landets klasselokaler eller gader.

Pengene kan kun bruges én gang, og jeg foretrækker nu engang, at de bliver brugt nede i de lande, hvor der er brug for det.

Gambler med danskernes næstekærlighed
Når man forsvarer denne åbenlyst dårlige brug af skattekroner, så gambler man med danskernes næstekærlighed.

I 2025 gav danskerne hele 7,6 milliarder kroner af deres helt egne penge til velgørenhed. Derfor tror jeg også, at der er bred opbakning til udviklingsbistand, hvis den faktisk hjælper mennesker i nød.

Men ingen danskere har nogensinde stemt ja til, at ulandsbistand skal gå til pjat, pjank og propaganda.

Så nej, min kritik mangler ikke nuancer. For jeg mener faktisk, at diskussionen om oplysningspuljen er ret sort/hvid.

Jeg vil ikke være med til at spilde danskernes skattekroner.

(Indlæg bragt i Altinget 3. september)