Ufrihedens farlige glidebane

Koranloven er en glidebane. Hvis man ikke kan se det, er man måske på vej ned ad den, skriver folketingsmedlem Steffen Larsen fra Liberal Alliance i et svar til Arne Hardis.

Ytringsfriheden er en smuk og meget dansk ting, der ikke bare gør livet lettere og sjovere for den enkelte, men også på samfundsplan sikrer, at fejl og problemer hurtigt bliver påpeget, og at dårlige ideer konstant bliver udfordret. Eksempelvis ideen om, at en bog er så hellig, at man er berettiget til at bruge vold i stedet for argumenter i forfægtelsen af dens indhold.
Da SVM-regeringen foreslog og siden indførte koranloven, som indskrænkede ytringsfriheden ved at gøre det strafbart at udsætte religiøse skrifter for såkaldt »utilbørlig behandling«, stod Liberal Alliance og mange andre fast på danskernes ytringsfrihed. Den skal (og skulle) selvfølgelig ikke indskrænkes af hensyn til autoritære regimer og religiøse kræfters følelser – også selvom det faktisk kræver, at de danske myndigheder beskytter folk, der udøver deres ytringsfrihed. Vi advarede dengang mod, at sådan et knæfald har det med at danne præcedens over tid, så danskernes frihedsrettigheder får vigepligt for andre, enten smålige eller fjendtlige, hensyn. Men det argument finder ikke meget lydhørhed hos Arne Hardis, der i anledning af toåret for regeringens indledning af miseren om koranloven, causerer over det såkaldte glidebaneargument i sidste uges Weekendavisen.

Det er et argument, som vi liberale tit bruger, fordi vi betragter magt som et farligt værktøj, der skal håndteres med principielt sikkerhedsudstyr, hvis man ikke skal risikere at gøre skade på sig selv eller andre. Men det er, som om Hardis på forhånd har bestemt sig for, at vi, der principfast bekæmpede koranloven og stadig vil af med den, ser lidt dumme ud, og at glidebaneargumentet er lidt søgt. Måske fordi vi »tabte« kampen, hvilket hurtigt i politiske analyser bliver ensbetydende med, at vi tog fejl.

Netop derfor lægger Hardis ud med at causere over det såkaldte glidebaneargument.
Hardis skildrer ellers ganske fint, at koranlovens forældre begik et brud på danskernes frihedsret tigheder, og at deres egne argumenter stak i alle retninger. Han formår også at komme omkring det enorme omfang af selvcensur, som eksempelvis gør sig gældende med undervisning i Muhammedtegningerne. Men Hardis runder alligevel artiklen af med en småironisering over, at vi her to år senere åbenbart ikke har haft ret i vores »glidebaneargumenter« om, at danskernes ytringsfrihed ville blive offer for flere indskrænkninger.
Det er, undskyld jeg siger det, en plat og nærsynet bagatellisering af én af tidens allervigtigste frontlinjer i kampen for vores egen samfundsform.
For sagen er jo den, at hvis man kigger bredt på det, er danskernes ytringsfrihed under belejring både fra myndighederne og fra intolerante grupper i samfundet.

Se blot på sagen om den 29-årige Azad Habib, som tidligere i år blev idømt syv dages betinget fængsel af landsretten for at have en hjemmeside med angiveligt forhånende vittigheder. Pludselig fandt anklagere og domstole altså anledning til at anvende den såkaldte racismeparagraf langt mere nidkært end hidtil. Det har eksempelvis ført til, at kultgruppen Alexanderband, hvis vanvittige og grove sange og sketcher var store på internettet tilbage i min ungdom, nu har set sig nødsaget til at fjerne indhold fra deres side, som har ligget der i 20 år uden at gøre skade på nogen. Jeg kan simpelthen ikke få det til at give mening, at man kan risikere fængsel for vittigheder i Danmark.
Presset fra særligt muslimske grupper mod ytringsfriheden er velkendt, og her er der faktisk fysisk fare for liv og lemmer, hvis man er uheldig nok. Vold og hærværk udøves også af venstreradikale, for eksempel for nylig mod en families hus på Fyn, alene fordi der skulle afholdes en sammenkomst for Generation Identitær der. Dertil kommer den generelle cancel culture på den aktivistiske venstrefløj og det syge behov for at »doxxe« mennesker, hvis holdninger man ikke kan lide, og forsøge at få dem fyret. Der findes også et vist pres mod ytringsfriheden fra højre visse steder i Vesten, men samlet set er det uomtvisteligt en særdeles uhellig alliance af venstrefløjen, andre totalitæ re kræfter og så den teknokratiske midte, der fører an i kampen mod det frie ord.

Så har vi slet ikke talt om den omfattende censur på sociale medier, som Elon Musks køb af Twitter dog har sendt på retræte i et vist omfang – men ikke uden at blive udsat for massi ve beskyldninger af vores egen regering og EU for at sprede »misinformation«.
Set i dét lys er det selvfølgelig ikke koranloven isoleret set, der fører os væk fra det frie og åbne samfund – men den afslører, at SVM-regeringen ikke lægger særlig stor vægt på at forsvare de danske værdier. Det er også meget sigende, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne (regeringens mest følgagtige parti over for både erhvervsinteresser og mellemøstlig påvirkning) dengang udtalte, at man havde »sat de gode folk i Justitsministeriet på overarbejde« for at finde en udformning på koranloven, der duede.
Det skriver sig ind i en mistrøstig tradition for politiske indgreb, hvor man er fuldt bevidst om, at ens forehavende er i strid med ånden i Grundloven, men man alligevel forsøger at kringle sit tiltag, så det ikke er i strid med lovens bogstav. Det samme skete, da dén regering, som mit eget parti var en del af, i 2018 forsøgte at fremstå handlekraftig ved at foreslå et burkaforbud, som i lovprocessen blev til et generelt tildækningsforbud, for det var den eneste måde, hvorpå sådan et forbud var muligt i forhold til Grundloven. Vores liberale, demokratiske principper er altså i flere tilfælde ikke længere et værn mod magthaverne, som får dem til at holde sig tilbage, men derimod bare en forhindringsbane, de skal igennem på vej til at gøre dét, de alligevel ville gøre.

Alle disse tendenser har stået på i mange år, men de er taget til med SVM-regeringen, som er et politisk kartel (»frigjort fra fløjene«) hen over midten med sit eget flertal (sådan da). Men jeg tror faktisk ikke, at de selv forstår, hvad de langsigtede virkninger af alle deres fiduser vil være.
For hvis vi vender tilbage til glidebaneargumentet, så er pointen med et sådant argument jo ikke at beskylde folk for at have skumle, autoritære hensigter, men pointen er derimod, at når man først har ignoreret sine principper ved én lejlighed, bliver det sværere at stå fast på dem en anden gang. Når det kommer til danskernes frihedsrettigheder, har man givet flere skyts til dem, som er parate til at ofre noget fælles dyrebart for deres egen kortsigtede vindings skyld.

Dansk Industri, de store virksomheders talerør, støttede varmt op om koranloven, ligesom de flere gange har slået til lyd for at lefle for Kina. I 2021 udtrykte en chef fra Dansk Industri, at der var »en bekymrende tendens til at dæmonisere Kinas politiske ledelse i stort set alle sammenhænge«. Så sent som for et par uger siden var Dansk Industris viceadministrerende direktør, Thomas Bustrup, ude med et budskab om, at vi skal droppe »den moralske modvilje mod at handle med Kina«. Han kunne også berolige os alle sammen med, at det kommunistiske diktatur, der har bygget en digital udgave af 1984 for sine egne borgere og udøver et massivt pres mod omverdenen, ikke har langsigtede ekspansive planer. Aha.
Med koranloven har særinteresser som Dansk Industri fået rigeligt med argumenter for at lave nye indgreb i danskernes frihed, hvis danskernes brug af denne en dag vil fornærme for eksempel Kina og true virksomhedernes indtjening. Og hvis nogen ikke tror på dét, så må jeg minde om, at Kina udsatte Danmark for et betydeligt pres og sendte en troldehær efter os på grund af en satiretegning i Jyllands-Posten i 2020. Gudskelov havde vi ikke dengang skabt præcedens for at give efter.

Men det har vi så desværre nu.
Det kan godt være, at Arne Hardis efter blot to år uden yderligere formelle indgreb i ytringsfriheden kan ironisere over sådan en tanke, men dén luksus synes jeg ikke, at vi andre kan tillade os at have.
Hvis man ikke kan se glidebanen, er det måske, fordi den allerede befinder sig under ens fødder.
For hvis vi vender tilbage til glidebaneargumentet, så er pointen med et sådant argument jo ikke at beskylde folk for at have skumle, autoritære hensigter, men pointen er derimod, at når man først har ignoreret sine principper ved én lejlighed, bliver det sværere at stå fast på dem en anden gang.

(Indlæg bragt i Weekendavisen d. 1. august 2025)