Udenrigspolitik uden illusioner. Jeg er ikke imponeret
Regeringen vil fremlægge en helt ny udenrigspolitisk strategi. Det er noget, regeringer i vore dage gør i et forbløffende tempo. I 2016 offentliggjorde den daværende V-regering sin strategi. Den blev afløst af VLAK-regeringen, der udgav sin nye to-årige strategi i 2017 og planmæssigt søsatte den næste i 2019. Så fulgte nok et regeringsskifte, der forhalede 2021-strategien til 2022. Og efter igen at have skiftet regering, ser Danmark så frem mod en afløser for 2022-strategien her i 2023.
Udenrigspolitiske strategier er ikke analyser af, hvad der kommer til at ske. Og godt for det. 2016-strategien, der udkom i maj dette år, nævner ikke sandsynligheden (eller efter behag: risikoen) for hverken Brexit eller Donald Trumps valgsejr.
Ruslands krigserklæring imod Vesten – der afleveres ved Münchenkonferencen i 2007 – fylder nærmest ingenting i de følgende strategier. Selvom kimen til den krig i storskala, der i dag udkæmpes i Ukraine, bliver lagt i 2014.
Og så sent som i januar 2022 fylder risikoen for en alt-på-hoved-vendende krig i Europa – der udbrød den følgende måned – intet i forhold til konsekvenserne.
Med andre ord: Udenrigspolitiske strategier er ikke videnskab. Og godt for det. De er den til enhver tid siddende regerings bedste bud på, hvordan udenrigstjenesten skal bruge sine kræfter lige nu og i den fremtid, der umiddelbart venter.
Og derfor er udenrigspolitiske strategier på godt og ondt også intellektuelle selvportrætter af den siddende regering.
Jeg er ikke særlig imponeret af de skitser til Danmarks nye strategi, der indtil videre er sluppet ud. For eksempel ved netmagasinet Altingets konference om dansk udenrigspolitik for nylig.
Hvis det stod til mig, skulle en udenrigspolitisk strategi begynde med at gøre status. Og den status ville – jeg beklager – ikke blive opmuntrende læsning.
I dag står den vestlige verden svagere og mere isoleret over for den ikke-vestlige verden, end den har gjort på noget tidspunkt de seneste knap 350 år. Mellem 1683, hvor osmannerne foran Wiens porte tabte til den vestlige verden, og i vore dage, har man ikke for alvor kunnet forestille sig, at de vestlige lande ville være i stand til gå ud af en stormagtskonflikt med den ikke-vestlige verden som tabere. Men den mulighed kan man efterhånden godt forestille sig igen. Og det skal både Danmark og resten af den vestlige verden selvfølgelig indrette sine strategier på.
Den samlede svækkelse af den vestlige verden kan gøres op som en kombination af adskillige regionale svækkelser.
Mellemøsten er i vore dage stort set tabt, set fra et vestligt synspunkt. Siden 1979, hvor Khomeini kommer til magten i Iran, og hvor Rusland som det første vestlige land indledte regionens besynderlige drift imod at komme til kort i Afghanistan, er det kun gået tilbage. Der findes ikke ét land i Mellemøsten, der i vore dage er mere sekulært og mere demokratisk og mere vestligt orienteret, end det var i 1979. Alle som et har de bevæget sig bort fra sekulære og demokratiske og vestlige værdier. De fleste af egen fri vilje. Og mindretallet fordi de er blevet presset af til stadighed stærkere islamister.
Afrika er i vore dage også stort set tabt, set fra et vestligt synspunkt. I den islamiske del af kontinentet var det i mange år sådan, at der var tre store spillere i sjælefiskeriet: Vesten, Kina og islamisterne.
I vore dage er Vesten ude. Derfor har Kina og islamisterne frit spil alle de steder, hvor Rusland ikke har udfyldt magttomrummet efter de vestlige lande. Og uden for den islamiske del af Afrika, er det primært Kina, der sætter den økonomiske og politiske dagsorden.
Hvad angår de store lande uden for det geografiske Vesten, Mellemøsten og Afrika, så er det lange hurtigere at tælle de entydigt vestorienterede lande, end det er at tælle modstanderne af den vestlige verdensorden.
Det drejer sig om Japan, Sydkorea samt selvfølgelig Australien og New Zealand. Hvad angår lande som først og fremmest Kina og Indien, men også Brasilien, ligger de i spektret mellem fjendskab og modvillig respekt.
Det korte af det lange er: Vesten – ikke som geografisk region, men som en model for hvordan man indretter samfund og samarbejder med hinanden – er alene i verden. Der er ikke nogen indflydelsesrige lande eller vigtige regioner uden for det politiske Vesten (som er lig med det geografiske Vesten plus Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand), der gerne vil være som os. Kun indflydelsesrige lande og vigtige regioner, der gerne vil ødelægge vores politiske og kulturelle model.
Dette burde være præmissen for dansk udenrigspolitik og europæisk politik i forhold til lande uden for det politiske vesten. Ikke alt muligt andet.
Men er det så ikke alt sammen vores egen fejl? Fordi vi har været så onde og imperialistiske og kolonialistiske og så videre. Både ja og nej.
Et hvilket som helst land, der har meldt sig ind i De Forenede Nationer, har tiltrådt FN-Pagten. Og hvis man læser, hvad der står i den, kan man se, at de derfor også har skrevet under på, at de vil respektere menneskerettighederne; alle menneskers værdighed; grundlæggende demokratiske spilleregler og en alment pacifistisk tilgang til omgangen med andre lande.
Men her har de oprindelige medlemmer af FN accepteret en besynderlig form for hykleri. Hvis man er et af de oprindelige medlemmer (undtagen Sovjetunionen/Rusland), skal man overholde FN-pagten til punkt og prikke. Hvis man er et land, der ikke kommer fra det geografiske og politiske Vesten, er det til gengæld totalt ligegyldigt, om man overholder reglerne.
Landene i det såkaldte ”globale syd” ynder at sige, at skal lade være med at komme efter dem med alle mulige ubehagelige spørgsmål om demokrati og menneskerettigheder. Men sandheden er: Hvis vi bringer det på bane, er vi sådan set ikke ”efter dem”. Vi spørger bare høfligt, hvordan det går med at leve op til de krav, man frivilligt har skrevet under på, at man ville overholde og respektere som forudsætning for medlemskab af FN.
Det er derfor, FN ikke er særlig meget andet end en snakkeklub i New York. Når både Rusland og Kina kan sidde i Sikkerhedsrådet, selvom de på daglig basis underminerer både FN-Pagten og centrale FN-traktater, og når flertallet i Human Rights Council dagligt tramper på menneskerettighederne, er FN selvklart ikke et sted, det generelt giver mening at tage dybt alvorligt.
Når Mellemøsten og Afrika i vore dage er tabte for den vestlige verden, har det selvfølgelig noget at gøre med, at vi har ført en politik, der gjorde os upopulære. Det ville være dumt at benægte dette.
Men det er altså også fordi der i begge regioner findes meget stærke kræfter, der bare ikke bryder sig om alt det, den vestlige samfundsmodel trækker med sig: Demokrati. Menneskerettigheder. Sekularisme. Kvinderettigheder. Minoritetsrettigheder. At benægte dette, ville være lige så dumt.
I dag er det sådan, at Ruslands politiske mål er at ødelægge den europæiske og vestlige sikkerhedsorden. Og at landet vil benytte ethvert middel, det råder over, for at nå dette mål.
I forhold til det projekt har landet en stærk allieret i Kina. For her er målet også at ødelægge den vestligt dominerede verdensorden med alle midler, man har ved hånden.
Af andre årsager end dem, der driver Rusland og Kina, har Iran (og diskret i baggrunden: Saudi-Arabien) de samme målsætninger.
Derfor burde udgangspunktet for Danmarks udenrigspolitiske strategi også være en eksplicit afstandtagen til den forestilling, at økonomisk interdependens fører til en mere fredelig verden.
Den vestlige verden har i årtier filtret sig ind i økonomisk interdependens med Kina og oliestaterne i Mellemøsten. Det har ikke – og jeg gentager: ikke – ført til, at nogen af disse lande er blevet mere demokratiske eller fredelige eller i bred forstand vestlige.
Man kan påstå dette lige så tosset, man vil. Påstanden kommer stadig til at falde på manglende empiri.
Det eneste, interdependensen fører med sig, er, at den vestlige verden bliver mere følsom over for politisk og økonomisk afpresning fra de islamistiske regimer i Mellemøsten og fra Kina.
Udenrigspolitiske strategier, der har andre præmisser, er kolosser på lerfødder. Det skal vi sige til os selv i Danmark. Og vi skal sige det til vores europæiske partnere, hvis de stadig lever i vildfarelse.
Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27. april 2023.