Tiden er moden til at gå fra velfærdsstaten til velfærdssamfundet
I løbet af de seneste 20 år er antallet af danskere med en privat sundhedsforsikring blevet tidoblet.
Udviklingen er ikke til at tage fejl af. Danskernes tiltro til den offentlige velfærd er på tilbagetog, men alligevel bruger vi år efter år tiltagende flere penge på den offentlige sektor.
Derfor er det på tide, at vi politikere stopper op og overvejer, om det giver mening at fortsætte med at hælde penge ned i det bureaukratiske hul, som den offentlige velfærd desværre har udviklet sig til.
I den nuværende form bliver velfærdsstaten udfordret fra flere sider. Kombinationen af faldende tiltro, voksende utilfredshed, flere ældre og større krav til serviceniveauet i de offentlige velfærdstilbud er opskriften på at få fundamentet under den danske velfærd til at smuldre.
Faktisk vil der i midten af århundredet være flere danskere over 65 år end under, og derfor bliver vi især nødt til at sikre os, at fremtidens velfærd kan følge med den ændrede demografi.
Selvfølgelig er der flere velfungerende områder i den nuværende velfærdsstat, som vi danskere bestemt kan være stolte af.
Men med tanke på, at vi betaler nogle af verdens højeste skatter til en af verdens dyreste offentlige sektorer, bliver vi nødt til at være ærlige om, at vi langtfra får noget, der tilnærmelsesvis minder om verdens bedste service.
Mange ældre på de danske plejehjem må tage til takke med vakuumpakket, genopvarmet mad, og på flere bosteder skal de ældre se langt efter at få mere end et enkelt bad om ugen. Derfor bliver vi nødt til at erkende, at systemet skal nytænkes, så det også er levedygtigt i fremtiden.
Liberal Alliances politik er at oprette en velfærdskonto, hvor alle danskere frivilligt kan indbetale op til 500 kr. om måneden, der bliver beskattet som ens pensionsopsparing. Når man går på pension, kan pengene bruges skattefrit på privat velfærd. Denne model giver det frie valg tilbage til borgerne og skaber samtidig bedre konkurrencevilkår for de private velfærdsleverandører.
Med forbedrede konkurrencevilkår på velfærdsområdet opstår den afledte effekt, at velfærden kontinuerligt forbedres, så danskerne får den bedst mulige service til de lavest mulige omkostninger.
Der har ofte været stor modstand mod at skabe konkurrence på ældreplejen, og et af de argumenter, modstanderne oftest fremfører, er, at det er moralsk forkert at tjene penge på dem, der er sårbare.
I stedet synes de, det er bedre, at den ikke økonomisk motiverede stat yder servicen. Problemet er bare, at det ofte fører til velmente – men mislykkede og ineffektive – forsøg, når statens service skal leveres på monopollignende vilkår. Og netop derfor ser vi nu, at næsten halvdelen af den danske befolkning har tilkøbt private sundhedsforsikringer, mens antallet af danskere med velfærdsforsikringer også stiger støt.
Selv om det er svært at erkende, når ens politik – at investere milliard efter milliard i at forbedre den offentligt velfærd – i årevis har været forgæves, må man acceptere, at det ikke er vejen frem. De, der stadig er taler for endnu større investeringer i den offentlige velfærd, er dem, der endnu ikke har indset, at vi ikke skal kaste gode penge efter dårlige.
Spørgsmålet om fremtidens velfærd kan derfor koges ned til, om det er bedst, at så mange danskere som muligt har mulighed for selv at spare op den nødvendige service, eller om det er bedre at opretholde status quo, hvor de dårligst stillede danskere ikke har mulighed for at købe private sundhed?
Hos LA ved vi godt, hvad vi synes. Vi synes, at velfærden skal løftes, så Danmark ikke bare har den dyreste velfærd i verden, men også den bedste. Velfærdsstaten skal blive til velfærdssamfundet, hvor kvaliteten af velfærden er vigtigere, end hvem der leverer den.
(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 11. august 2023)