Tag din frihed alvorligt, søster

Jeg er rigtig glad for at være kvinde i Danmark.

Jeg kan uddanne mig, arbejde, have min egen bankkonto, starte en virksomhed, se ud som jeg har lyst, klæde mig som jeg har lyst, føde børn eller lade vær, vælge min egen partner og meget mere. Kvinder har formelt opnået ligestilling i Danmark, for der er intet i dansk lovgivning, der juridisk stiller kvinder ringere end mænd.

Jeg kan grundlæggende leve et liv, hvor min ret til at bestemme over mig selv bliver taget alvorligt. Det er i den grad værd at fejre på kvindernes internationale kampdag. Det er ikke kommet af sig selv. Det er resultatet af et samfund, der bygger på frihed, ansvar og gensidig respekt, hvor det først og fremmest er dine meritter som menneske, der betyder noget. Du skal ikke have en far, en mand, en bror eller en stat til at sige god for de ting du ønsker at opnå. Du har friheden til at træffe dine egne valg, og du må leve med konsekvenserne af dem. Det er sådan, det skal være.

Desværre findes der alligevel miljøer i Danmark, hvor de danske frihedsrettigheder ikke reelt gør sig gældende. I nogle indvandrermiljøer hersker negativ social kontrol, æresrelaterede normer og fastlåste kønsroller, som skaber parallelsamfund, hvor kvinder og piger ikke har friheden til at træffe deres egne valg. For dem er det ikke en selvfølge, selv at bestemme hvad de har på, hvor de færdes eller hvem de er sammen med. Her bliver unge kvinder presset ud af fællesskaber og udelukket fra uddannelser og arbejdsmarkedet.

Alligevel handler debatten herhjemme sjældent om de mennesker, for hvem frihed ikke er en selvfølge, og oftere om mange af de forskelle mellem kønnene vi stadig ser i praksis herhjemme. Der er nogen, der mener, at forskellene i sig selv skyldes kønsdiskrimination – personligt kan jeg ikke se meget, der tyder på det. Jeg mener, det handler om frihed. Om valgfrihed og om at mennesker prioriterer forskelligt. Nogle vælger mest mulig tid med familien, nogle mere karriere, og andre ønsker at balancere begge dele. Og ja, der findes stadig kønnede forventninger, som er svære at ændre, og som vi skal tage alvorligt. Men i Danmark er du ikke tvunget til at efterleve forventningerne til dit køn. Eller nogen som helst andre forventninger. Du har friheden til at sige nej og til at bryde med traditioner eller til at efterleve dem.

Det er derfor, at vi i Danmark ofte rammer ved siden af, når den 8. marts bliver en dag, hvor mange kalder på politiske værktøjer, som staten skal tage i brug for at skabe endnu mere ‘ligestilling’. Kønnede forskelligheder skal ikke løses med kønnet lovgivning. De forskelle vi stadig ser mellem mænd og kvinder i Danmark, handler i høj grad om kultur og personlige valg. Om hvordan vi møder hinanden, og hvad vi forventer af hinanden. Så kan man godt mene, at kulturen skal ændres, eller at danske kvinder bør træffe nogle andre valg. Det er din frihed at have den holdning, ligesom det er din frihed at træffe de valg, der passer bedst til dig. Dét, der ikke er din frihed, er at tvinge andre til at træffe nogle bestemte valg gennem lovgivning.

Det er nok det, der er forskellen på den autoritære og den liberale ligestilling. Den autoritære ligestilling ønsker at styre mennesker hen mod et bestemt politisk mål. Den liberale insisterer på, at ligestilling først og fremmest handler om friheden til at vælge selv. Og netop derfor er det så ærgerligt, når kvinders frihed bliver et spørgsmål om blokpolitik. I Danmark er vi alle sammen enige om det grundlæggende: Både kvinder og mænd er myndige mennesker, hvis frie valg skal respekteres. Her er der ingen etablerede politiske kræfter, der gerne vil begrænse det fundamentale frie valg – måske med undtagelse af dem, der insisterer på en tvangsfordelt barsel mellem mor og far og måltal og kvoter for kønssammensætningen i fx virksomheder. Så er vi kvinder puttet i en kasse og er ikke længere bare mennesker, men det svagere køn, der skal beskyttes og guides af statslige påbud.

Og så er vi jo på en løjerlig måde endt med at bruge samme logik, som man bruger til at undertrykke kvinder i andre dele af verden – nemlig at kvinder ikke kan det samme som mænd. Det er jo derhen, vi i verdens måske mest ligestillede land bør rette blikket: Der hvor frihed ikke er en selvfølge, men noget der stadig skal kæmpes for. Vi skal være glade for, at vi har skabt et samfund fyldt med frihed og frit valg. Og netop med den frihed følger også et ansvar for at insistere på, at den mest præsente kvindekamp ikke længere foregår i Danmark.

Mens du læser det her, kæmper iranerne mod et præstestyre, hvor undertrykkelse og kontrol er et vilkår i hverdagen. Ingen er for alvor frie, og kvinder er mest ufrie i et system, der bygger på religiøs tvang og frygt. Det blev tydeligt for hele verden i 2022, da Jina Mahsa Amini døde i moralpolitiets varetægt efter at være blevet anholdt for sin påklædning. Siden da har protesterne og oprøret levet under ordene “Kvinde. Liv. Frihed.”, og svaret fra regimet har været brutalt. Ikke nok med at hundredvis af demonstranter er blevet dræbt, tortureret og mishandlet, så beskriver Amnesty International også, hvordan regimet har strammet grebet om kvinder yderligere. Moralpolitiet hersker stadig og kvinder, der ikke retter ind efter kravet om tilsløring, bliver nu straffet og undertrykt på flere nye måder, der spænder fra begrænsninger i adgangen til sundhedsvæsenet til nedværdigende straffe som at skulle vaske lig.

I Iran er pointen ikke, om kvinder “vælger rigtigt”. Pointen er, at de slet ikke får lov at vælge. Og det er præcis her, frihed bliver målestokken for ligestilling: I et frit samfund kan du både vælge at bryde med normer eller at efterleve dem. I et ufrit samfund bliver normerne håndhævet med straf, og retten til at træffe dine egne beslutninger er noget, du må kæmpe for. Det er de kampe, 8. marts bør handle om. Ikke fordi vi ikke også må tale om ligestilling i Danmark, men fordi der er forskel på at diskutere forskelle mellem kønnene i et frit land og på at mangle frihed helt grundlæggende. Kvindernes internationale kampdag skal handle om de kvinder, der ikke har de basale frihedsrettigheder – ikke os, der har alle muligheder for at forme vores egen skæbne.

Desværre har vi jo de sidste årtier fået noget, der ligner små lommer af Mellemøsten her i Danmark. Det er her, den vigtigste kvindekamp står i Danmark. I Danmark gælder friheden til selv at bestemme også for kvinder, der er født i hjem med andre normer. Det må aldrig blive et stigma at sige højt, og vi må aldrig blive tolerante over for ufrihed forklædt som kultur. Man kan ikke kæmpe for kvinders rettigheder og samtidig benægte eller forklejne problemerne med mellemøstlig indvandring eller modarbejde, at vi gør noget ved dem.

Så længe vi stadig har medsøstre i vores eget land, der ikke selv bestemmer over deres tøj, uddannelse, partnervalg, ja, hele deres liv, så er vi ikke i mål. Men det kommer vi heller ikke, når kvindesagen skal handle mere om lønstatistikker end om basale frihedsrettigheder.
Glædelig kampdag. Tag din frihed alvorligt og brug den.