Sundhedsvæsenet er sygt, men diagnosen er forkert!

Det er ikke strukturen, men kulturen, der skal ændres i sundhedsvæsenet. Der er travlt i sundhedsvæsenet, men det er ikke kerneopgaven, der stresser.

Sundhedsvæsenet har det dårligt. Faktisk rigtig skidt. Alle indikatorer tyder på, at tilstanden er kritisk. Diagnosen er vanen tro klar. Den er gal med strukturen.

Sundhedsvæsenet er som en kronisk syg patient – og recepten og behandlingen følger faste procedurer: Storstilede aftaler indgås på Christiansborg, den offentlige sektor frisættes, der etableres ledelsesfrie teams, formuleres nye garantier. Men tænk, hvis diagnosen er forkert? Tænk, hvis vi ikke opnår revolutionerende resultater ved at gøre mere af det samme? Tænk, hvis det er kulturen og ikke strukturen, der gør ”væsenet” sygt?

Vi hører det konstant: De har travlt på sygehusene, på ældrecentrene og i hjemmeplejen.

Og dét har de. Spørgsmålet er, om de har travlt med det vigtigste? De faglige arbejdsopgaver er mange. Arbejdsopgaverne kan forstås som det, den enkelte medarbejder laver, hvorimod kerneopgaven beskriver den effekt, som vi skal lykkes med at skabe sammen hos borgeren og patienten.

I dag er det sjældent kerneopgaven, der stresser i sundhedsvæsenet. Og det betyder, at man har travlt med at spilde tiden. Det skaber en naturlig frustration frem for vigtig motivation. Der er styr på arbejdsopgaverne, men ofte viser kerneopgaven sig indforstået og dermed også uforstået. Og det er fatalt for sundhedsvæsenet og for borgeren. For ret beset kan man lykkes allerbedst med sine arbejdsopgaver, hvis ikke borgeren forstyrrer. Hvis fokus er på, hvad vi laver hver især frem for den effekt, vi sammen skal skabe hos borgeren, bliver borgeren let et forsvindende eller forstyrrende element.

Vi har skabt en offentlig sektor, hvor medarbejdere løber fra skema til skema, men sjældent når at se borgeren i øjnene. Hvor tid bruges på at overholde regler frem for at bruge den faglige dømmekraft. Hvor den kultur, der skulle løfte og hjælpe borgeren, i stedet nedbryder medarbejderne og negligerer borgeren.

Vi får, hvad vi giver fokus. Kultur er ikke noget, der sidder i væggene, men derimod noget, der skabes ikke mindst i kraft af det, vi måler på. Af en ledelsesfilosofi, der tror, at man kan styre sig ud af alle problemer. Af et politisk fokus på strukturændringer og reformer, der aldrig starter ved eller når ind til kernen: borgeren!

Den nye sundhedsreform er et skoleeksempel. Her oprettes endnu et led, sundhedsrådene, som skal ”koordinere”. Men koordinere hvad? Patientens smerter? Sygeplejerskernes stress? Lægernes afstand til patienten? Hvis vi tror, at flere lag af administration skaber bedre sundhed, så har vi ikke forstået omfanget af problemet.

For at sige det, som det er, så er borgeren blevet glemt. Når vi diskuterer højere løn, flere varme hænder (det udtryk burde forbydes! Lad os ikke reducere debatten til et kvantitativt spørgsmål om hænder og deres temperatur, men til et kvalitativt spørgsmål om kultur) eller nye ledelsesstrukturer, så er det, som om borgeren slet ikke er i rummet. Men borgeren bør jo være den første og sidste, vi tænker på, når vi træffer beslutninger i den offentlige sektor.

Vi bør spørge os selv: ”Hvad skal borgeren opleve for, at vi har et velfungerende sundhedsvæsen?” Ikke bare, hvad vi skal gøre, men hvad der skal mærkes, forstås og føles. For det er borgerens oplevelse, der afgør, om vi lykkes – ikke antallet af rapporter, opdateringer eller kontroller.

I sundhedsvæsenet handler det i dag om medarbejdernes indsats – ikke om den værdi, man oplever som patient. For sandt er det, at vi lettest kan skifte sengelinned, stille mad frem, tømme en skraldespand, ordne vasketøjet eller få tid til pause, hvis ikke vi forstyrres. Og netop derfor er det ikke dét, vi skal måles på. Hvis alene vi måler medarbejdere og succes på, om de gør det rigtigt, vil det ske på bekostning af det rigtige for borgeren.

Vi måler, hvor mange procedurer der udføres, hvor mange konsultationer der gennemføres, og hvor hurtigt patienter udskrives. Men vi spørger sjældent: Blev patienten rask? Fik de det bedre? Følte de sig hørt og forstået? Fik de den behandling, de reelt kunne ønske sig? For hvis vi har mod til at flytte fokus fra indsatsen til oplevelsen, forudsætter det også, at vi erkender, at borgeren i udgangspunktet ved bedst, hvad der er bedst for borgeren.

Eksperten skal derfor ikke altid have svaret klar – men også have modet til at stille de gode spørgsmål og lytte til borgerens reelle ønsker. Måske drømmer den 93-årige kvinde, der har et langt liv bag sig og er mæt af dage, ikke om den store tarmoperation og den efterfølgende stomi? Måske har den ældre herre på 100 år ikke behov for en pacemaker, blot fordi det lader sig gøre?

Vi skal ikke altid lave mere for at lykkes bedre. Vi skal også fremme en kultur, der har fokus på, hvad vi skal holde op med for at lykkes bedre med borgeren. En behandlingsret eller garanti behøver måske ikke være en garanti for, at du skal behandles, men måske også nogle gange ikke behandles? Måske kan der også skabes den ønskede effekt hos borgeren, når og hvis vi har mod til ikke at handle?

Det er her, vi skal sætte ind. Vi skal flytte fokus fra, hvad vi gør, til hvorfor vi gør det. Kerneopgaven er ikke bare at handle – det er at skabe værdi for den enkelte. Ja, det kræver mod. Mod til at stille de svære spørgsmål:

• Er kerneopgaven konkret?

• Hvad skal borgeren opleve for, at vi er lykkedes?

• Har vi travlt med det vigtigste – eller med det nemmeste at måle?

Kultur skal kureres med ledelse!

Der er behov for en kulturændring. Vi skal tilbage til at stole på medarbejdernes faglighed. Vi skal skære unødvendige lag af bureaukrati væk og give plads til det, der betyder noget: relationen mellem borger og medarbejder.

Men det kræver også, at vi tør se os selv i øjnene. At vi tør indrømme, at vi har været blinde for borgerens stemme og borgerens oplevede værdi. At vi har ladet systemet få forrang frem for mennesket. Og så skal vi begynde at måle succes i den værdi, vi skaber for den enkelte borger – ikke i antallet af hænder (hverken kolde eller varme), graden af frisættelse eller nye komitéer.

Kultur er noget, vi kan skabe, men det sker ikke af sig selv. Hvis ikke vi skaber kulturen, så skaber den sig. Kultur kan virke som et blødt begreb, men det slår benhårdt igennem på bundlinjen. Og derfor er der behov for at give plads til ledelse, der kan fremme en kultur med fokus på kerneopgaven frem for arbejdsopgaverne.

Der er behov for at give plads til reel ledelse frem for administration. En ledelse, der ikke alene måles på, hvad der procederes og ekspederes, men på den effekt, der reelt skabes hos dem, det hele handler om, nemlig borgeren (og ikke medarbejderen). Inden vi retorisk og rituelt jagter varme hænder, er der derfor behov for at spørge, om vi reelt giver lederne lov til at lede efter kerneopgaven – og om dén er konkret?

Hvis vi virkelig vil helbrede vores sundhedsvæsen, så skal vi stoppe med at tro, at vi kan finde alle svarene. I stedet skal vi begynde at stille de rigtige spørgsmål. Spørgsmål, der giver plads til de sande eksperter: borgerne, medarbejderne og lederne i frontlinjen.

Det handler ikke om at lave mere for at lykkes bedre. Det handler om at gøre det rigtige – ikke bare at gøre det rigtigt.

Valget er vores. Men tilstanden er kritisk.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 21/5-2025)