Ole Birk Olesen
12. januar 2021

Hvis man savner politisk integritet, er populismen tillokkende: Man kan opbygge hele partier på at sige det, der er populært hos vælgere, som ikke ved bedre end de usandheder, man taler dem efter munden med. Måske kan man endda erobre valg og regeringsmagt. Men tilfældene Donald Trump og Inger Støjberg viser os, heldigvis, at populisme kun er en kortsigtet vinderstrategi.

Både venstre og højre side af det politiske spektrum har sine populister. Tro ikke, at blot fordi de mest bemærkelsesværdige populistiske tabere i disse uger kommer fra højre, er det et enestående højrefænomen at tale imod bedre vidende i et forsøg på at score politisk profit. Tag et emne som udlændingepolitik:

Det er på den ene side populistisk at påstå, at der findes letkøbte løsninger på tidens indvandrer- og integrationsudfordringer, som ikke allerede er overvejet og forkastet, mens man selv var en del af det regerende flertal. Sådan har Dansk Folkeparti altid gjort, og det gør Det Konservative Folkeparti for tiden også.

Men det er sandelig ikke mindre populistisk, når man på den anden side påstår, at indvandringen op gennem 80erne og 90erne ikke udgjorde og udgør et meget væsentligt problem i Danmark, og at man derfor fint ville kunne afskaffe de stramninger, som er blevet gennemført fra 00erne og frem. Den slags hører vi fortsat fra partier som Enhedslisten og de Radikale.

Alle, som har forstand, og som er ærlige over for sig selv, ved, at disse to udlændingepopulistiske positioner er bragesnak med det formål at score vælgerprofit hos folk, som bekymrer sig for lidt om den politiske substans. Derfor hører man også blot udenomstale, når medlemmer af de udlændingepopulistiske partier stilles kritiske spørgsmål om emnet, uanset om de hedder Pia Kjærsgaard og Marcus Knuth eller Zenia Stampe og Pernille Skipper.

Det umulige flertal

Det er desværre umuligt at danne regering uden mandatbidrag fra populister. Socialdemokratiet har brug for selv de mest populistiske mandater fra venstrefløjen, dem fra Enhedslisten, og vi blå kan ikke undvære mandater fra vores egne populister, uanset hvilke partier de for tiden råber højest i.

Tanken om den store forbrødring af såkaldt »ansvarlige partier« på den lige så såkaldte »midte« ser fuldstændig bort fra, at vi på hver side af denne politiske midte vil forskellige ting i store og stadig helt afgørende spørgsmål om skat, beskæftigelse, den offentlige sektors drift og erhvervslivets vilkår. Hvordan skulle liberale og konservative i disse spørgsmål kunne finde fælles fodslag med Mette Frederiksens reformforskrækkede udgave af Socialdemokratiet og folkesocialisterne i SF? Det lader sig ikke gøre – vi vil noget ganske forskelligt.

Så populisterne er et vilkår for regeringsførelse, som vi må leve med – og altid har levet med. Det er jo ikke nyt, det her.

Populisme som projekt

Det nye, som vi i de senere år har oplevet blandt blå politikere og meningsdannere, er kravet om, at populismen skal gøres til målet for vores politiske indsats. Altså, ikke bare noget som må håndteres og rummes på egen fløj som et vilkår, men at populismen skal gøres til selve det politiske projekt, som de blå partier skal forenes om.

Det har vi mest tydeligt set i USA med Donald Trump og i Danmark blandt blå meningsdannere, som har fremhævet Trump som et forbillede, som danske politikere burde tage ved lære af. De danske fortalere for Trump har bl.a. været Eva og Rune Selsing, Kasper Støvring, Søren Hviid Pedersen og Asger Aamund. De har heppet på Trump til trods for alle hans løgne, hans afsindige råberi på sociale medier og den forventede fare for, at han ville forsøge at sabotere en demokratisk valghandling.

Trump var ikke kun populær hos en formuende elite, men også hos mennesker med lave indkomster, og er det ikke netop de blå partier i Danmarks store problem for tiden, at folk med almindelige indkomster bakker Mette Frederiksen op? »Lær af Trump!« har det bl.a. lydt.

Men den lære, som kan drages af Trump, er, at han kun formåede at vinde ét valg. Hans brovtende facon og hans ligegladhed med sandt og falsk hjalp ham med at få opbakning fra den midte, som eksisterede for fire år siden. Men hans embedsperiode skabte samtidig en ny midte af mennesker, som så på hans styre med bekymring og gav valgsejren til en mere tilregnelig Biden i 2020.

Trumps populisme havde kun kortsigtet appel. Den lukrerede på en eksisterende opbakning blandt rolige og forstandige republikanere og tilføjede så vælgergrupper med anderledes radikale og forskruede opfattelser af amerikansk politik, hvilket tilsammen gav Trump valgsejren i 2016.

Men allerede i 2020 stod Trump alene tilbage med de radikaliserede og forskruede og havde tabt opbakningen fra normalt trofaste republikanere med mere tillid til »eliten«, til videnskabelig konsensus og til det amerikanske samfunds institutionelle fundamenter.

Herhjemme mener dele af Venstre, dele af De Konservative og både DF og Nye Borgerlige, at Inger Støjbergs danske udgave af Trumps foragt for sandt og falsk og muligvis også ligegladhed med lov og orden er vejen frem for et samlet blåt regeringsalternativ. De blå partier skal blot kommunikere mere hårdtslående intentioner om at ville gøre noget ved problemerne knyttet til indvandring og efterfølgende integration, og så vil det vælte ind med tomler op på Facebook og vælgere ved valgene.

Det første er rigtigt, det sidste er ikke.

Likes saboterer

På Facebook er folk, som tror på lette løsninger i udlændingespørgsmål, lige så overrepræsenterede, som Enhedslistevælgere er overrepræsenterede på Twitter. Deres mange ‘likes’ og ‘dislikes’ saboterer nogle blå politikeres evne til at tolke, hvad folk, som de er flest, i virkeligheden mener.

Blandt alle danskere har der aldrig været mere end 15 pct. opbakning ved valg til partier, som har hævdet, at udlændingepolitik trumfer alt andet, og at løsningerne på faktiske udlændingeudfordringer er enkle, og alene savner gode intentioner fra de rigtige politikere for at blive gennemført. Det er min vurdering, at Dansk Folkeparti kun fik over 20 pct. af stemmerne i 2015, fordi Kristian Thulesen Dahl, fra han tiltrådte som DF-formand i 2012, nedtonede udlændingepolitikken i DF og talte meget mere om andre politikområder end hans forgænger, Pia Kjærsgaard.

Et blåt regeringsprojekt kan ikke klare sig uden mandater fra de politikere og partier, som har valgt den populistiske vej, ligesom Mette Frederiksen ikke kan være statsminister uden opbakning fra Enhedslisten. Men skal det blå projekt være langtidsholdbart, i stedet for som Trump at blive afsat efter en enkelt regeringsperiode eller som Inger Støjberg at ende i Rigsretten, må fundamentet i den blå politik være baseret på sande fortællinger om samfundets udfordringer og reelle løsningsforslag, som kan gennemføres i respekt for eksisterende lovgivning eller ved at vedtage nye love gennem tre behandlinger i folketingssalen.

Populisme er en kortsigtet politisk taktik for demagoger, som søger popularitet for sig selv, ikke en langsigtet politisk strategi for politikere, som vil skabe opbakning til reelle ændringer af den førte politik.

(Kronik udgivet i Berlingske d. 11. januar 2021.)

Støt Liberal Alliances Kampagne-fond

Vi vil meget gerne kunne komme endnu længere ud med vores budskaber om et friere Danmark. Det håber vi, at du vil bidrage til!

Månedligt
Andre muligheder
MobilePay

Brug følgende mobilnummer:
412141

Bankoverførsel

Danske Bank
Reg.nr.: 1551
Konto nr.: 3445559962
IBAN: DK5130003445559059