Socialdemokratiet modarbejder den forandring, arbejderne ønsker sig
Socialdemokratiet har nu brugt de seneste to år af sin regeringstid på at skælde ud på arbejderne og belære dem om, hvordan de bør leve deres liv.
Først tog de en helligdag. Så dikterede statsministeren, at man ikke skal gå hjem fra samlebåndet før klokken 16. Og følger man debatten om arbejdstid og prioriteringer, kan man høre, at det nu er kvinderne, der vælger noget andet end et fuldtidsarbejde, der står for skud.
Fordeler man forsørgelsen af sin familie, hvor den ene arbejder deltid, som flere kvinder end mænd gør, så er man en underskudsforretning, må vi forstå.
Det største maskefald for, at den socialdemokratiske model har spillet fallit i forhold til reelt at kere sig som arbejderen, var da Kaare Dybvad Bek skrev en hel bog om, at helt almindelige danskere bliver nødt til at vælge præcis den livsstil, der er bedst for at sikre overlevelsen af den socialdemokratiske velfærdsstat – koste hvad det vil.
Et ellers fint budskab og betragtninger om danskernes gode arbejdsmoral blev smidt på gulvet med den systemelskende erkendelse: Staten kommer i første række, borgeren i anden.
Socialdemokratiet har mistet sin kerne
På trods af, at Socialdemokratiet nyder at kalde sig for arbejdernes parti, er det fuldt forståeligt, at mange arbejdervælgere ikke gider at stemme på Socialdemokratiet, men i stedet søger tilflugt hos borgerlige partier. Vi har selv mange stolte arbejdervælgere her i Liberal Alliance.
Det kan siges helt simpelt: Socialdemokratiet er ude af trit med arbejdernes visioner for eget arbejdsliv.
Danskerne er trætte af bureaukratiske systemer og rigide arbejdspladser – og det gælder i særlig grad de offentligt ansatte i velfærdsjobs.
Det forstår jeg godt. Danmark er et velstående land. Vi er nået til et sted, hvor fritid er en eftertragtet valuta.
Men når Mette Frederiksen og co. har de ideologiske skyklapper på, kan de ikke se, at velfærd er andet end arbejde, offentlige institutioner og trepartsforhandlinger.
Fritid er også velfærd. Fleksibilitet er også velfærd. Frihed er også velfærd.
Derfor er vi nødt til at tænke nyt. Velfærden skal overleve, og det betyder, at de politiske systemer skal passe til det samfund, de arbejder for. Faktisk ser jeg det som den måske allervigtigste politiske opgave at fremtidssikre velfærdssamfundet.
Netop derfor skal vi ikke binde os fast til et ideologisk projekt, som nogle socialdemokrater opfandt i 60’erne.
Vi skal lytte til arbejderne, ikke udskamme dem for deres valg. Den politiske opgave handler om, at flest mulige danskere er tilfredse med den velfærd, de kan få for deres surt tjente skattekroner.
Fri for 60’ernes tankegods
Lige nu er der en stigende utilfredshed med velfærden. Budgetterne vokser og vokser, men kvaliteten følger ikke med.
I stedet er det sandet til i bureaukrati og kassetænkning. Det gavner hverken de borgere, der har brug for velfærden, eller de hårdtarbejdende medarbejdere, der bruger deres dagligdag på at arbejde med velfærd.
Jeg kender ingen, der ser frem til tilværelsen på det kommunale plejehjem med vakuumpakket mad i nuancer af grå og brun.
Og jeg hører aldrig nogen offentligt ansatte, der er glade for de mange bureaukratiske tiltag, som tvinger dem til at arbejde mere ved computeren end med borgeren.
Der er brug for noget nyt. Brug for nytænkning af velfærden. Brug for nye idéer og løsninger, der ikke er bundet til gamle tanker fra 60’ernes velfærdsideologier, men som har fokus på, hvad der rent faktisk virker.
Derfor arbejder vi benhårdt for dette regimeskifte. Et skifte, hvor et opgør med bureaukratiet ikke bare er noget, vi holder skåltaler om, men reelt får gjort noget ved. Hvor velfældsydelserne bliver fleksible og indrettet efter, hvad borgerne efterspørger. Hvor friheden til selv at tage styring over sit liv og prioriteringer højnes.
Men Socialdemokratiet er en fjende af den forandring. De har siddet så længe på statsmagten, at de ikke længere kan se tingene fra andet end systemets side.
Nu er det tydeligere end nogensinde før: Danmark har brug for en frisk start.