Alexander Ryle
8. maj 2023

Som IT- og digitaliseringsordfører er nogle af de emner, jeg dagligt beskæftiger mig med, på rekordtid blevet brandvarme politiske dagsordener. Det har ellers typisk været emner, som hverken vækker store følelser eller trækker internationale avisoverskrifter. Det gælder i den grad også for AI.

Men nu skal alle forholde sig til det. Det skal vi, fordi AI allerede i dag er en del af hverdagen for de fleste – om de ved det eller ej – og med al sandsynlighed kommer til at fylde endnu mere i fremtiden.

Det gælder blandt andet, når vi søger på Google og bliver præsenteret for de mest relevante links, billeder og produkter. Det gælder på vores uddannelsesinstitutioner, hvor AI-chatbots ændrer spillereglerne for elevernes skolegang og eksamen. Og det gælder ude i virksomhederne, hvor AI gør det muligt at automatisere en lang række arbejdsopgaver og dermed forbedre produktivitet og
konkurrenceevne.

AI er gået fra primært at høre til sci-fi-bøgernes univers til nu at være et samtaleemne, som Hr. og Fru Danmark kan finde på at drøfte til forårets konfirmationsfester. For mig at se er der to primære årsager til den store interesse lige nu: Hastigheden og uforudsigeligheden.

Bliver bange

Vi bliver ugentligt præsenteret for nye teknologiske gennembrud, som trækker avisoverskrifter og får tidligere teknologier til at falme. Og tech-industriens open source tilgang og villighed til at dele API’er fører til, at det konstant pibler frem med nye smarte applikationer.

Men på trods af denne kultur for åbenhed og gennemsigtighed er tech-virksomhederne og deres spirende teknologiske nybrud stadigvæk en enigma for de fleste af os. Vi forstår grundlæggende ikke teknologien, og derfor har vi ikke en reel chance for at gennemskue, hvor udviklingen tager os hen. Når vi ikke kan gennemskue noget, bliver vi ofte bange for det.

Det er enormt vigtigt at være opmærksom på, for det kan i værste fald afføde et stort demokratisk problem. Hvis de eneste borgere, der kan forstå AI, er Ph.D’er i datalogi, risikerer vi, at almindelige borgere hægtes af, eller at frygten i befolkningen vokser sig så stor, at vi siger fra over for teknologien.

Derfor må der i kølvandet på de hastige teknologiske fremskridt også følge en vigtig opgave med teknologisk dannelse. For på trods af de mange åbenlyse potentialer, er der også risiko for utilsigtede negative konsekvenser – for eksempel at vi mister vores kritiske og kreative sans og nemmere lader os manipulere af mennesker eller maskiner. Og i det nuværende virvar af ekspertvurderinger på området – hvor nogle lovpriser udviklingen, mens andre eksperter omvendt ringer med alarmklokkerne – er det svært at finde hoved og hale i, hvad man skal mene om AI.

Optimist

Min egen grundindstilling er, at jeg er optimistisk over for ny teknologi i almindelighed, hvilket også gælder AI. Jeg tror på, at det skaber muligheder for mennesket, langt ud over hvad vi tidligere troede var realistisk. Derfor må vi ikke lade frygt stå i vejen for teknologisk udvikling, men løbende diskutere både fordele og ulemper.

Uforudsigelighed kan være skræmmende, men det er samtidig værd at huske på, at vi gang på gang er blevet positivt overrasket af de uforudsete fordele ved den teknologiske udvikling. For eksempel da hæveautomater blev opfundet i 1970’erne og udbredt i 1990’erne. Dengang forventede man, at bankkassererne ville miste deres arbejde. Men der skete præcis det modsatte. Der kom flere til, fordi hæveautomaterne skabte nye markeder, som fik efterspørgslen til at stige.

Samme historie kan man fortælle om automatiske symaskiner og tekstilindustrien eller om software til scanning af dokumenter i advokatbranchen og antallet af advokatsekretærer. Og samme tendens
tegner sig nu i forhold til AI, hvor De Økonomiske Råd har undersøgt konsekvenserne af stigende automatisering af arbejdsopgaver og har fundet, at det bidrager til produktivitet og vækst uden at det går ud over beskæftigelsen i den enkelte virksomhed.

Derfor mener jeg, at vi skal byde AI velkommen. Men vi skal gøre det på en ansvarlig måde og med en risikobaseret tilgang, hvor vi holder øje med udviklingen og stiller krav til anvendelsen, så det sker på vores præmisser.

Eller sagt med andre ord: Vi skal give AI mulighed for til at spire, men vi skal gøre det på en måde, hvor det ikke vokser os over hovedet.