Retssikkerheden er brudt sammen i sager om anbragte børn

RIGSREVISIONENS nye kritik og tal er knusende: I Rigsrevisionens beretning om kommunernes sagsbehandling i sager om anbringelse af børn er der i 69 procent af sagerne lovkrav, som ikke er opfyldt. Det er ikke småfejl. Det er et system i opløsning.

Kommunerne bryder loven igen og igen, og det sker alt for ofte med åbne øjne og uden reelle konsekvenser.

Rigsrevisionens kritik burde ikke overraske nogen. I hvert fald ikke nogen, der har bare den mindste indsigt i området. Når endnu en vagthund nu retter hård kritik af kommunernes lovbrud i sager om anbragte børn, er det endnu en bekræftelse af det, mange familier, fagpersoner og politikere som jeg selv har sagt i årevis: Retssikkerheden er i praksis brudt sammen i alt for mange sager.
Jeg har selv belyst det her i adskillige år. Igen og igen.

Men der bliver ikke grebet reelt ind. Og imens fortsætter kommunerne, uden at nogen for alvor bliver stillet til ansvar. Når Ankestyrelsen i statistikken over omgjorte sager selv oplyser, at 80 procent af omgørelserne i 2024 skyldes manglende væsentlige oplysninger eller mangelfulde begrundelser, så taler vi ikke om småfejl, men om helt grundlæggende svigt i sagsbehandlingen.

KONSEKVENSERNE ER dybt alvorlige. For når loven brydes i anbringelsessager, er det ikke bare et spørgsmål om paragraffer. Det handler om børn, der burde være blevet beskyttet, men som ikke bliver det i tide. Og det handler også om børn, der bliver fjernet fra deres hjem på et mangelfuldt eller ulovligt grundlag. Begge dele er retssikkerhedsmæssige katastrofer. Begge dele er udtryk for en stat, der ikke formår at beskytte barnet mod vilkårlighed.

Og Mette Frederiksens prestigeprojekt Barnets lov har kun forværret det hele. Tallene viser nemlig, at problemerne ikke er blevet mindre. Tværtimod. På socialområdet generelt steg omgørelsesprocenten til 48,9 procent i 2024. Det er markant højere end i 2023, hvor den var 38,5 procent, i 2022, hvor den var 37,5 procent, og i 2021, hvor den var 31,8 procent. Selv i 2020 lå den lavere med 36,3 procent. Når næsten hver anden påklaget afgørelse på socialområdet enten bliver ændret, ophævet eller sendt tilbage, er det et tegn på et system med massive kvalitetsproblemer.

Problemet stopper desværre ikke ved kommunerne. For staten fører heller ikke et effektivt tilsyn. Rigsrevisionen konkluderede i juni 2025, at Ankestyrelsens tilsyn med kommuner og regioner på socialområdet »ikke er tilfredsstillende«. Statsrevisorerne kaldte det ligefrem ’utilfredsstillende’ og pegede på lange sagsbehandlingstider, mangelfuld dokumentation og svag opfølgning. Konsekvensen er, at ulovlig praksis kan fortsætte i længere tid og dermed svække borgernes retssikkerhed. Samtidig fremgår det af materiale til Folketinget, at tilsynet på socialområdet i 2024 blev udført af blot 4-5 årsværk. Det er svært at beskrive som andet end grotesk, når Ankestyrelsen samtidig selv oplyser, at den har mere end 600 ansatte.

OG SÅ ER der klagesystemet. I sager om anbringelse uden samtykke fastholdt Ankestyrelsen i 2018 hele 99 procent af de afgørelser, som kommunernes børn- og ungeudvalg havde truffet. Kigger man på tredje instans, domstolene, stadfæster de ligeledes 99 procent af sagerne uden at efterprøve skønnet eller vurdere, hvilken betydning de mange lovbrud har haft for den trufne afgørelse.
Det er et tal, der bør mane til dyb eftertanke. For et klagesystem skal ikke blot eksistere på papiret; det skal også opleves som en reel og uafhængig prøvelse. Ellers mister borgerne tilliden. Og uden tillid har vi ingen retssikkerhed.

Derfor er det ikke nok med endnu en rapport, endnu en alvorlig ministerkommentar eller endnu et beklagende skuldertræk fra kommunernes side. Vi har brug for konsekvenser. Vi har brug for et langt skarpere tilsyn. Vi har brug for, at kommunalbestyrelser, der år efter år får underkendt deres praksis, mødes med mere end vejledende ord. Og vi har brug for et system, hvor barnets og familiens retssikkerhed vejer tungere end hensynet til kommunal bekvemmelighed.

For i et retssamfund må det aldrig være sådan, at børn overlades til et system, hvor lovbrud kan fortsætte år efter år, uden at nogen stopper det.
Det er et tal, der bør mane til dyb eftertanke.

(Indlæg bragt i Politiken d. 22. april 2026)