Carsten Bach
5. august 2025

Folketinget har besluttet at sende endnu flere unge – tusindvis af unge – af begge køn i 11 måneders værnepligt startende fra næste år.

Det bakker vi op om i Liberal Alliance. Netop de unge mennesker kan blive afgørende for at forsvare Danmark og vores allierede, hvis truslen om krig bliver til ægte krig. Vi kræver meget af vores unge mennesker og sætter vores lid til dem.
Derfor har vi politikere også en opgave, man ikke kan overvurdere. Vi må sikre, at de unge mennesker får en ordentlig behandling og ordentlige rammer, når de som minimum bruger næsten et helt ungdomsår i Danmarks tjeneste. Mange af dem skal jo få lyst til at blive i Forsvaret, når de har gennemført deres værnepligt.

Jeg vil gøre mit til at sikre, at det i hvert fald ikke bliver de skimmelbefængte, faldefærdige, utidssvarende tjenestesteder, der får vores unge mennesker til at rende skrigende bort.
Derfor vil jeg som forsvarsordfører for Liberal Alliance række ud til alle de virksomheder, der sammen med Forsvaret kan gøre en forskel for at sikre værdige rammer for de nye værnepligtige, som strømmer ud i landet næste år – nu og her og på længere sigt.
De unge skal have ensartede, trygge og tidssvarende rammer i hele landet. Det handler ikke kun om, at der skal kunne skylles ud, når de unge eller deres befalingsmænd har været på toilet, eller at de kan få et varmt bad, når de har været på øvelse i de kolde måneder.
De skal også have steder at opholde sig, når de har fri, et godt sted at træne og ’hænge ud’, så de ikke bruger alt deres krudt på det lokale diskotek. Med andre ord: De skal have en god oplevelse hele vejen rundt.

For nyligt havde vi besøg af de engagerede og forbilledlige unge mennesker fra Værnepligtsrådet i forsvarsforligskredsen. Her blev Karup fremhævet som et godt sted med gode forhold – mens Høveltes ry og rygte var noget mere belastet. Sådan skal det ikke være. Alle skal have ordentlige forhold.
Det er en komplet illusion at tro, at vi på traditionel vis kan bygge blivende og behagelige rammer inden februar 2026. Men som en start, så lad os se på det gode danske eksempel i Baltikum – nærmere bestemt den nybyggede Camp Valdemar i Letland. Her opholder nogle af vores skarpeste soldater sig fire måneder ad gangen som en del af Natos fremstrakte næve mod russerne.
Det er beboelsescontainere, som omtales af vores soldater som langt mere behagelige rammer end de udtjente tjenestesteder herhjemme. Ikke bare sengene og værelserne, men også de sociale rammer og træningslokaler.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) bemærkede det selv, da han besøgte lejren i efteråret 2024 og kommenterede på Facebook: ”Brede smil overalt, når jeg sammen med kolleger fra Folketinget blev vist rundt i den flotte lejr, der jo viser, hvordan dansk forsvar også kan være up to date.”
Uret tikker, mens skimmelsvampen bliver hængene i krogene. Lad os bygge flere faciliteter som Camp Valdemar, men nu her i Danmark.
Så kan vi med god samvittighed og ro i maven samtidig tage fat på de nødvendige langsigtede opgraderinger af Forsvarets tjenestesteder i hele landet.

Her er det min klare overbevisning, at private aktører som pensionskasser og store entreprenørvirksomheder skal slå sig sammen med Forsvaret om at lave moderne og blivende løsninger, som vores soldater kan være stolte af og glade for at gå på arbejde i. Uanset om det så er i Karup eller Høvelte.
De private aktører står i kø for at gøre en forskel for oprustningen herhjemme, skulle jeg hilse at sige. Hvis vi sender helt unge danske mænd og kvinder i 11 måneders værnepligt og tilbyder dem ottemandsstuer med skimmel og koldt vand i bruseren, frygter jeg, at Forsvarets store problemer med at rekruttere og motivere dygtige folk kun vokser.
Vi må sikre, at de unge mennesker får en ordentlig behandling og ordentlige rammer, når de som minimum bruger næsten et helt ungdomsår i Danmarks tjeneste.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 1. august)