Politik ødelægger alting
Politik gør ofte mere skade end gavn, især når politikere ikke kan styre deres trang til at lægge deres fikse idéer ned over alle landets offentlige institutioner.
Blandt de politikere på Christiansborg, der til daglig beskæftiger sig med folkeskolen, gælder det efterhånden for en vedtagen sandhed, at folkeskolereformen fra 2013 var forfejlet. Det var der nogle, der allerede var klar over dengang, man lad det blot ligge. Der bliver som bekendt mere glæde i himmerig over en enkelt omvendt synder, end over ni og halvfems, der hele tiden har befundet sig på den rette vej.
Det, vi skal tale om i dag, er fejlslagne reformer generelt.
Med forbehold for FGU-reformen, som det er for tidligt at bedømme, kan jeg med en ret høj grad af sikkerhed sige, at alle reformer i Danmark i dette århundrede, der har noget at gøre med undervisning, er forfejlede.
Gennem en hel stribe af mislykkede reformer, er folkeskolen i dag væsentligt dårligere, end den var for 35-40 år siden. Der er mere larm og kaos på skolerne, end der var dengang. Og den tilbagegang for gymnasiets kernefaglighed, som en meget stor andel af gymnasielærere mener har fundet sted, grundlægges i folkeskolen.
Gennem en tilsvarende stribe af mislykkede reformer, er gymnasiet også i vore dage dårligere, end det var for 35-40 år siden. I vore dage kan man blive student uden at kunne betjene sig af et korrekt dansk. Det var simpelthen ikke sket i 1980’erne. Der var også en rimeligt stor andel af en årgang, der fik lært et brugbart tysk. Den andel er svundet ind til ingenting. Og der kan ikke samles et flertal i Folketinget for at gøre noget. Men hvorfor skulle man også det? Tyskland er kun Danmarks næststørste samhandelspartner (efter USA); største land i Europa og vores naboland.
Omdannelsen af universiteterne til masseuniversiteter har samtidig gjort dem til gymnasiets forlængelse. De studerende ser i vidt omfang sig selv som elever og kan ikke forestille sig, at man af egen drift kan blive klogere på det fag, man har valgt at gøre til sin livsgerning. Desuden skaber masseuddannelse automatisk en efterspørgsel efter nyttesløse fag, fordi hvad der udbydes, det bliver over tid efterspurgt – først og fremmest af den offentlige sektor.
De mellemlange, videregående uddannelser er blevet akademiseret i en helt urimelig grad. Hvad der har været til stor skade for den håndværksmæssige del af ærværdige fag som lærer eller sygeplejerske.
Diverse strukturreformer af amter og kommuner har (med sundhedsvæsenet som en mulig undtagelse) ikke skabt bedre offentlig service eller et mere blomstrende Danmark uden for de største byer.
Reformer af politi og retskredse har ikke givet borgerne en oplevelse af, at politi og retsvæsen er synligt og til stede i deres hverdag. Og stribevis af forbrydelser – som for eksempel cykeltyveri, småhærværk og antisocial adfærd – er i realiteten blevet afkriminaliseret. Ingen har tid til at gøre noget ved dem. Derfor bliver de dårligt nok anmeldt og de skyldige forbliver ustraffede.
Administrative reformer i told- og skattevæsenerne skal vi slet ikke tale om. Det er en af de vildeste skandaler i danmarkshistorien, men ingen vil nogensinde blive draget til ansvar. Fordi så mange er fedtet ind i ansvaret, at det aldrig vil kunne placeres.
Man kan ikke påstå, at togene er begyndt at køre bedre, fordi DSB og Banestyrelsen er gjort til to selvstændige virksomheder. Det har i virkeligheden bare skabt en ansvarsfraskrivelseskarrusel, hvor DSB og Banestyrelsen til enhver tid kan pege på hinanden og sige, at det er den andens fejl.
Man kan heller ikke påstå, at posten bringes mere effektivt ud af, at det kongelige postvæsen blev blåt og til PostNord.
Jeg vil stoppe her. Ellers bliver det for trist.
Men sagen er bare: Med undtagelse af sundhedsvæsenet, så var det enklere at drive landets skoler, gymnasier, universiteter, sygeplejerskeskoler, seminarier, told- og skattevæsen, kommuner, amter, togdrift og postvæsen i gamle dage for 35-40 år siden, end det er i dag. Til gengæld var kvaliteten ofte højere for brugerne af disse institutioner. Og jeg vil tro, at medarbejderne i det store og hele var mere tilfredse.
Hvorfor er det gået så dårligt?
Det helt overordnede svar er: Politik. For mig er der ingen tvivl om, at politik ofte gør mere skade end gavn. Nemlig i alle de tilfælde, hvor politikere ikke kan styre deres trang til at lægge deres fikse (og i nogle tilfælde direkte skøre) idéer ned over alle landets offentlige institutioner.
Jeg er ikke blind for, at mange af de åndssvage idéer, der gennem årene er gjort til virkelighed, er blevet hvisket dårlige politikere i ørerne af interesseorganisationerne. Men her er det enhver politikers pligt at give repræsentanterne for interesseorganisationerne en kop kaffe og en hyggelig sludder – og derpå sende dem bort fra Christiansborg med uforrettet sag. Når man ved, at interesseorganisationerne er eksperter i at mele deres egen kage på bekostning af helheden, skal man naturligvis aldrig give dem medløb i noget som helst. Det vil netop blive til stor skade for samfundets overordnede helhed.
Jeg ville ønske, at flere politikere ville erkende, at vi som samlet stand har fået en række kritiske samfundsinstitutioner til at fungere dårligere i dag, end de gjorde i 1980’erne og 1990’erne. Og derpå drage konklusionen: Vi har ikke brug for flere reformer. Vi har brug for at afvikle de dårlige reformer og sætte medarbejderne fri til at løse opgaverne bedst muligt.
Vil man gerne tilrettelægge undervisningen på et gymnasium, skal man ikke blive politiker, men lærer eller rektor. Vil man gerne tilrette arbejdet på et hospital, skal man blive overlæge. Ikke politiker. Og sådan er det hele vejen igennem. Vil man køre med tog? Så gå DSB-vejen, ikke politikervejen. Vil man befordre breve hurtigt og effektivt fra A til B? Så vælg en karriere i postetaten. Ikke på Christiansborg.
