Pessimismen om Vestens fremtid er stærkt overdreven

Det er mærkeligt kun at være 32 og allerede føle, at jeg lever i en helt anden tid, end jeg voksede op i. Jeg kom til verden i efteråret 1991, hvor Sovjetunionen var i gang med at opløse sig selv, og den kolde krig dermed endegyldigt var vundet. Globaliseringen var på vej op i gear, og med enkelte undtagelser gik alt bare fremad – allervildest symboliseret ved det fantastiske internet.

Min generation voksede op i den store fred – smørhullet mellem katastroferne, hvor vi lærte verden at kende uden antydningen af nogen eksistentiel trussel mod vores liv eller livsform.

Min generation kan huske euforien i 90’erne, men ikke som en lettelse efter tidligere prøvelser.

Nej, for os var den bare naturlig; parodien på Francis Fukuyamas berømte ‘End of History’, den sorgløse grænseløshed, var dén kulturelle marinade, vores barndom foregik i. Vi glædede os bare til fredag og ‘ Disney Sjov’ i fjernsynet efterfulgt af letbenet voksenunderholdning som ‘ Aha’,’ Venner for livet’ eller ‘ Hit med sangen’ med Amin Jensen.

Men det kunne jo ikke blive ved.

Den store fred måtte slutte. Kineserne spandt guld på globaliseringen – mens vi andre fik billigere varer – og forberedte sig på dén konfrontation, vi alle sammen venter på i dag.

Internettet startede med at sætte tankerne fri på tværs af landegrænser og endte med at slippe alle monstrene fra vores underbevidsthed løs. Idealismen fra 90’erne blev erstattet af mismod, splittelse og navlepilleri.

USA brugte sit unipolære øjeblik til først at holde sig i baggrunden og siden at trampe rundt som en elefant i en glasbutik i Afghanistan og Irak efter 11. september 2001. Det kostede blod, sved og dollars, og gevinsten var et mere kaotisk Mellemøsten – og et demoraliseret USA.

Og vist var Sovjet lagt i graven, men Ruslands drømme om et imperium sluttede ikke med kommunismen, og efter en kaotisk liberalisering og demokratisering, hvor Vesten også svigtede sit engagement, begyndte mørket at vinde frem igen.

I 00’erne vrængede mange ad USA’s selvbestaltede rolle som ‘verdens politimand’, men efter amerikanerne mistede appetitten på at være det, begyndte alverdens tyranner at rykke frem. Putin invaderede Georgien, siden Krim, Syriens Assad myrdede sin egen befolkning, og USA var passive i alle tilfælde.

Vesten stod tilbage med bøjet nakke og en tvivl om, hvorvidt vi havde viljen til at kæmpe militært for fred, frihed og demokrati.

Min barndoms verden blev definitivt henrettet med russiske rifler 24. februar 2022, da Rusland overfaldt de dele af Ukraine, de ikke allerede havde stjålet. Åben landkrig på det europæiske kontinent for første gang siden 1945.

Jeg har netop selv besøgt Ukraine sammen med forsvarsminister Troels Lund Poulsen, og her mærker man det. Balancen, der er ved at tippe. Regelbogen, der er ved at blive skrevet om. Konsekvenserne, hvis vi ikke forstår vores dybe skæbnefællesskab med ukrainerne. Hvis ukrainerne taber krigen, så stopper Ruslands ekspansion ikke ved den ukrainske grænse.

For så er det blevet manifesteret, at det ikke er international ret og respekt for suveræne nationers ret til at være frie og suveræne, som er dominerende.

Så er det den stærkes ret, der hersker.

Polakkerne, balterne og ikke mindst ukrainerne selv har længe forstået, hvad der er på spil. I det nordlige Europa forstår vi det også. Det er derfor, Sverige melder sig ind i Nato.

Det er derfor, at Danmark støtter ukrainerne så meget.

Det skal vi være stolte over. Jeg er i særdeleshed stolt over, at Danmark var det første land til at ville donere F-16-fly til Ukraine.

Og med fare for at blive misforstået: Den vestlige reaktion på Ruslands invasion af Ukraine i 2022 giver mig håb på vegne af den vestlige verden.

Hvor krigene i Mellemøsten gav os den indsigt, at vi militært ikke kan indføre det liberale demokrati nogen steder, så gav krigen i Ukraine os den indsigt, at vi har en moralsk forpligtelse til militært at forsvare demokratiske lande, som udsættes for overgreb.

USA og Vesten – med et samlet, unisont EU – formåede at ranke ryggen og yde militær støtte til Ukraine. Vi indså, at vi havde noget værdifuldt at kæmpe for.

Som så ofte før i historien skal vi europæere endnu en gang være taknemmelige over for amerikanerne. Med præsident Bidens tilgang til krigen i Ukraine viser USA tydeligt, at de endnu ikke har givet op på Europa. At Vesten ikke har givet op på sig selv. Vi kan faktisk være handlekraftige og svare igen – i hvert fald, når heltemod som det ukrainske inspirerer, og USA igen påtager sig rollen som den ledende kraft i den frie verden.

For faktisk er ‘Fukuyama’ blevet misforstået – det var ikke hans pointe, at hvis bare nok frihandel bredte sig, så ville selv de mest autoritære styreformer blive liberale. Han påstod aldrig, at Vesten ikke også ville have stærke fjender i fremtiden, eller at særligt Europa konsekvensfrit kunne nedlægge det meste af sit militær og bruge pengene på en større offentlig sektor.

Fukuyamas pointe var, at ingen anden samfundsform eller ideologi på samme måde som det liberale demokrati kunne inspirere og vække håb.

Vores verdensorden havde sejret med kommunismens sammenbrud, fordi kommunismen var det sidste alternativ – og ingen samfundsform ville vise sig vores overlegen.

Når mennesker overalt på Jorden drømmer om at flytte til et andet land for at skabe sig et bedre liv, så drømmer de om Vesten. Der findes ingen seriøse politiske bevægelser i andre lande, der kæmper for at få en samfundsmodel efter russisk eller kinesisk forbillede.

Det var sandt i 1989, og det er sandt i 2023. Måske er idealismen død, men idealerne lever i bedste velgående. For vores tids frihedskæmpere er idealerne måske endda blevet endnu mere konkrete. Sådan føltes det i hvert fald i mødet med præsident Zelensky. For ham er demokrati og frihed ikke abstrakt.

Det er en reel og håndgribelig virkelighed under beskydning og belejring.

Den liberale verdensorden har stærke og farlige fjender. Men den største trussel kommer hverken fra Kina, Iran, Rusland eller fra, at det globale syd er trætte af vestlig moraliseren.

Den største trussel kommer fra os selv. Der er ingen, der kan gøre kål på vores frihed, demokrati og velstand udover os selv.

Vi kan ende med at regulere os selv ihjel med forandringsangst bureaukrati eller konkurrere hinanden ihjel med statsstøtte fra skatteydernes svindende lommer. Her har USA taget det første kedelige skridt med deres Inflation Reduction Act, som snart vil modsvares af lignende EU-initiativer – bare mere bureaukratiske og mindre effektive.

Vi kan ende med, at højre-og venstrepopulisterne får mere og mere magt, fordi for mange borgere i Vesten mister troen på det liberale demokrati og på retfærdigheden i vores kapitalistiske økonomi, således at de smålige, krænkede fællesskaber som wokeness og trumpistisk højrenationalisme flår vores store, nationale fællesskaber i stykker.

Og vi kan værst af alt risikere, at vi bare bøjer af over for autoritære styrer og deres trusler. Se blot på vores egen regerings katastrofale koranlov.

Vesten var hundeangst for at krydse Ruslands røde linjer i starten af krigen – af samme grund har de fået og får Leopard-kampvogne, langtrækkende missiler og moderne kampfly alt for sent.

At vi i Vesten tør være i tvivl og gerne må diskutere, hvad den rigtige vej at gå er, er vores ubetinget største styrke – dét tillader ingen anden civilisation.

Men når det slår over i tøven og benægtelse, bliver det vores største svaghed og den liberale verdensordens største trussel.

Værst af alt bliver det, hvis det også udvikler sig til en tøven og en tvivl på vores egne idéer og kernen i den liberale verdensorden bestående af retsstatsprincipper, udbredt fri- og samhandel, stærke internationale alliancer.

Uanset hvad, så kan vi hverken med militære indsatser eller løftede pegefingre få lande i det globale syd til at blive demokratiske. Det skal komme inde fra landene selv.

På den korte bane må vi derfor bestræbe os på, at det globale syd oplever Vesten som en troværdig partner, som man kan indgå forpligtende samarbejde med, når man deler interesser.

Også selvom vi ikke nødvendigvis deler værdier.

Som eksempler kan nævnes EU’s migrantaftale, USA’s styrkede samarbejde med Indien om bl.a. forsvar og teknologi og Danmarks samarbejde om grønne løsninger med udviklingslande.

Måske var det også dét, som Lars Løkke havde i tankerne, da han lancerede sin ‘pragmatiske idealisme’. Desværre har strategien med koranloven in mente primært excelleret i at være pragmatisk omkring, hvorvidt vi står fast på vores egne værdier.

Danmark bør i stedet satse på en frihedsvenlig alliancepolitik, der opbygger stærke fællesskaber mellem frie nationer. Ligesom under den kolde krig må vi anerkende, at skillelinjen – mellem demokrati og autokrati – eksisterer og definerer vores tidsalder. Og vi må opruste og mobilisere endnu mere på vores side af hegnet. Både når det gælder hård og blød magt.

En sådan alliancepolitik burde have som højeste mål at etablere et ‘League of Democracies’ – et fælles forum og samarbejde for EU, USA samt resten af den vestlige verden og demokratier som Japan, Sydkorea og Taiwan. En åben klub for alle lande, der sætter pris på frihed, folkestyre og det frie marked i en tid.

Sådan et fællesskab kan samarbejde om de store linjer inden for økonomi, grøn omstilling, militær og diplomati.

Et økonomisk samarbejde om frihandelsaftaler – særligt på strategisk vigtige områder som sjældne mineraler, grønne teknologier, mikrochips mv., hvor der i dag er politisk tendens til mere protektionisme.

Hvis Vesten vender sig ind mod sig selv, og at vi i fremtiden får en ‘alles kamp mod alle’, hvor de enkelte nationer eller institutioner som EU skal konkurrere på statsstøtte, protektionisme og dyrkning af egne markeder, så vil vi opleve, at den fornødne innovation indenfor grøn omstilling, kunstig intelligens, digitalisering, militær teknologi etc., bliver langsommere og dyrere – og vi svækker os selv i konkurrencen med Kina.

Et samarbejde om grøn omstilling, hvor vi puljer vores midler og forskningsindsatser sammen i jagten på det fælles mål om et samfund, der er fuldt forsynet med ren, stabil og billig energi. Hvor vi giver adgang til at købe hinandens teknologi, og vi koordinerer med hinanden i målet om at leve op til Paris-aftalen på en måde, hvor vi ikke bare skubber CO2-udledninger mellem os.

Et militært samarbejde, hvor vi giver de bedste muligheder for at købe våben og militært udstyr af hinanden, og ikke mindst af USA.

Et diplomatisk samarbejde, hvor vi koordinerer sanktioner og reaktioner på bøllestaters ugerninger, og hvor vi står sammen, hvis et medlemsland kommer under pres fra diktaturmagter som Kina, der forlanger lydighed og ikke tåler kritik.

Det skete fx for Litauen, da de gav Taiwans repræsentation lov til at kalde sig for Taiwan (hvad Kina ikke vil have), og EU bakkede ikke sit eget medlemsland stærkt op. Kina forsøgte også at presse Australien med en handelsboykot af eksportvarer, fordi man gerne ville undersøge det kinesiske regimes eget ansvar for coronapandemien, men Australien stod fast.

Begge er gode eksempler på et behov for stærkere fælles fodslag i den frie verden.

Et ‘League of Democracies’ skal ikke forstås som en organisation, der skal udskamme og bekæmpe samtlige nationer i det globale syd, som ikke lever op til vores demokratiske standarder.

Tværtimod er det først og fremmest et initiativ, der skal styrke de vestlige lande og holde liv i frihedens ild. Og det skal styrke os mod den uhellige alliance mellem Kina, Rusland, Nordkorea og Iran.

Der findes masser af nationer derude, som ikke ligefrem kan betegnes som mønsterdemokratier, men alligevel er truet af den uhellige alliance.

Derfor giver det mening for Vesten at samarbejde med stater som Saudi-Arabien, Vietnam og Indien for at afskrække den.

Hvis vi i den frie verden står sammen mod truslerne udefra og finder begavede og næstekærlige svar til truslerne indefra, er der ingen grund til at tro, at Vesten har sine bedste dage bag sig.

Den verden, jeg voksede op i, kommer aldrig tilbage. Men hvis vi tager det bedste – optimismen og liberalismen – og dropper det værste – naiviteten og grænseløsheden – kan vi bygge en bedre udgave af dén verden.

Solen behøver ikke endegyldigt at gå ned over aftenlandet – det er op til os selv.

(Indlæg bragt i Politiken d. 15. november 2023).