Henrik Dahl
20. januar 2022

Claus Hjort Frederiksen oplyste i sidste uge til flere medier, at han var sigtet efter straffelovens paragraf 109 for at have overtrådt sin tavshedspligt og videregivet statshemmeligheder.

Hvis det ender med, at Anklagemyndigheden ønsker at rejse en tiltale mod Claus Hjort Frederiksen, vil Folketinget efter grundlovens paragraf 57 komme i den situation, at det skal give sin tilladelse til, at det kan ske. Udgangspunktet er nemlig, at man som medlem af Folketinget nyder immunitet imod retsforfølgelse.

I Liberal Alliance kommer vi ikke til at stemme for en ophævelse af Claus Hjort Frederiksens parlamentariske immunitet, med mindre der foreligger et fuldt oplyst grundlag for at gøre det.

Det vil som minimum sige, at vi ønsker at kende anklageskriftet, og at vi ønsker at føle os betryggede i, at sagen med overvejende sandsynlighed vil føre til en domfældelse.

Når vi ønsker et fuldt oplyst grundlag, før vi tager stilling til spørgsmålet om parlamentarisk immunitet, er det på grund af de forhold, som er skyld i, at grundlovens paragraf 57 i det hele taget eksisterer.

Ingen regering skal kunne opdigte anklager imod et medlem af oppositionen, og med disse anklager i hånden rejse en sag, der munder ud i en fængselsdom. Derfor eksisterer paragraf 57.

Det er vigtigt at understrege, at vi på ingen måde anklager regeringen for, at sigtelsen imod Claus Hjort Frederiksen er opdigtet. Sagen er blot: I realiteten ved vi ingenting om den. Og må ikke få noget at vide om den.

Derfor er vi nødt til at spørge: Er en sigtelse og mulig tiltale imod Claus Hjort Frederiksen virkelig den bedste og eneste vej at gå?
Antag for eksempel, at Claus Hjort Frederiksen i virkeligheden ikke har sagt andet end, hvad der kan stykkes sammen fra oplysninger, der allerede er offentlige (det kunne for eksempel være dokumenter lækket af Edward Snowden).

I så fald gør det kun den allerede stedfundne skade fuldstændig marginalt værre – hvis overhovedet. Set i det lys, vil både hemmeligholdelsen af sigtelsens nærmere karakter og selve skridtet til at gennemføre en retssag – oven i købet efter paragraf 109 – være ganske disproportionale. Og endnu mere tvivlsome, end de allerede er, når det indirekte kommer til at handle om forholdet mellem en regering og dens opposition.

Et andet spørgsmål, man også er nødt til at overveje, er, om det overhovedet er opportunt at sigte og rejse en tiltale (det såkaldte ”opportunitetsprincip”)?
Opportunitetsprincippet kender de fleste danskere. Det var dette princip, regeringen for nylig anvendte, da den satte de overlevende pirater fra Guineabugten på en jolle og pegede dem ind mod fastlandet: Hvis det skader samfundet mere, end det gavner at sigte eller rejse tiltale, kan regeringen og/eller anklagemyndigheden frit vælge at lade være.

I Liberal Alliance synes vi, at Anklagemyndigheden og regeringen meget alvorligt burde overveje, om ikke opportunitetsprincippet også ville være vel anbragt i Claus Hjort Frederiksens sag.

Det skader det danske samfund langt mere, end det gavner, når en sigtelse imod en oppositionspolitiker – muligvis for noget så banalt som på et overordnet plan at have bekræftet de oplysninger, man kan læse i Edward Snowdens dokumenter – så let, som tilfældet er, lader sig aflæse i en politisk optik.

Uden fuld indsigt i, hvad sagen drejer sig om, vil Liberal Alliance af principielle årsager ikke stemme for at ophæve Claus Hjort Frederiksens parlamentariske immunitet, skulle det komme dertil.

Vi opfordrer resten af Folketinget til at overveje at indtage den samme holdning.