Omsorgssvigtet er lige så alvorligt, når tilbuddet er offentligt

Når pressen afslører snyd, kriminalitet eller store overskud på et privat socialt tilbud, går den politiske reaktion hurtigt.

Der kræves strammere kontrol, flere regler og hårdere sanktioner, og FOA og venstrefløjen bruger sagen imod private tilbud. Historien får en tydelig skurk: en ejer, der har tjent penge, mens udsatte borgere er blevet svigtet.
Jeg må hellere understrege, at jeg ikke er uenig. Jeg bliver også forarget, når nogle bevidst udnytter private tilbud for egen vindings skyld.

Men når alvorlige svigt sker på et kommunalt tilbud, er reaktionen påfaldende anderledes. Hvad er forskellen egentlig? Det er ikke, fordi vi mangler skandalesager.

I 2013 døde toårige Lucas af lungebetændelse på det kommunale aflastningstilbud Heimdal i Slagelse. Nattevagterne skulle tilse ham hver time, men opdagede ikke hans tilstand i tide.

I 2020 fandt Maigens forældre hende stærkt forpint på samme tilbud og kørte hende straks på sygehuset med en livstruende tilstand.
I begge forløb var der ifølge familierne advaret – fra både pårørende og sundhedspersonale – men alarmklokkerne førte ikke til handling.

Det er baggrunden for den principielle retssag mod Slagelse Kommune ved Østre Landsret. Kommunen afviser erstatningsansvar, og dommen falder om nogle uger. Den skal vi afvente – men vi behøver ikke vente på den for at diskutere den politiske og mediemæssige dobbeltstandard.

Den private ejer får et ansigt

Når et privat tilbud svigter, kan pressen sætte navn og ansigt på ejeren og gennemgå løn, udbytte, biler og ejendomme. Ord som »profit«, »snyd« og »kriminalitet« skaber vrede og klikmed god grund, når der er tale om misbrug af offentlige midler.

Men når svigtet sker kommunalt, er ansvaret sværere at placere. Er det medarbejderens ansvar? Lederens? Forvaltningens? Borgmesterens? Alle har lidt ansvar, så derfor har ingen ansvar.

Der er ingen privat ejer at opsøge, ingen ideologisk fortælling om profit. Og jo, jeg kan da godt forstå, at det gør historien mindre attraktiv. Men det gør ikke svigtet mindre alvorligt.

Ejerformen siger intet om kvaliteten

Den grundlæggende fejl er forestillingen om, at »offentlig« er et kvalitetsstempel, mens »privat« i sig selv er et faresignal.
Private tilbud skal naturligvis kontrolleres. Ejere, der beriger sig på borgernes bekostning, skal stoppes. Men kontrollen skal tage udgangspunkt i kvalitet, faglighed og borgernes sikkerhed – ikke være dydssignalering, hvor venstrefløjen modarbejder konkurrence i velfærden.

Et privat tilbud kan levere fremragende omsorg, specialisering og kontinuitet. Et kommunalt tilbud kan være præget af dårlig ledelse, underbemanding og en kultur, hvor pårørendes advarsler ikke tages alvorligt.
For Liberal Alliance er det ikke afgørende, om tilbuddet er privat – det handler om kvaliteten. Alligevel bruges svigt på private tilbud igen og igen til at mistænkeliggøre en hel sektor.

Svigter et kommunalt tilbud, behandles det som en enkeltstående fejl eller et spørgsmål om ressourcer. Ingen kræver et opgør med kommunal drift – og hvor er FOA og de røde partier, som ellers er så hurtige til at stille sig på barrikaderne?

Snyd må ikke overskygge omsorgssvigt

Det er ærgerligt, at debatten primært har handlet om økonomi, ejerforhold og overskud. Relevante spørgsmål, ja. Men det skygger for kerneopgaven: at beskytte udsatte børn, unge og voksne mod omsorgssvigt.

For borgeren er det ikke værre at blive svigtet af en privat virksomhed end af en kommune – og heller ikke bedre. Et barn bliver ikke mindre mishandlet, fordi institutionen var kommunal.

Vi skal stille præcis de samme krav til offentlige og private tilbud. Men hvorfor er forargelsen så ulige fordelt? Omsorgssvigt har ingen ejerform. Det bør vores kontrol, vores presse og vores politiske opmærksomhed heller ikke have.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 28. august 2026)