Alex Vanopslagh
19. november 2020

Regeringens forslag til en ny konkurrencelovgivning er for vidtgående og er en trussel mod retssikkerheden.

Mens vi alle har fokus på minkskandalen, hvor regeringens fortsatte forbrydelser står i kø, forsøger erhvervsminister Simon Kollerup og regeringen at liste et meget vidtgående lovforslag om ny konkurrencelov gennem Folketinget.

Forslaget har fået sønderlemmende kritik af erhvervsorganisationer som Dansk Industri, Dansk Erhverv og Danske Advokater samt den uafhængige tænketank Justitia.

Der er ingen tvivl om, at dette lovforslag er lige i Mette Frederiksens ånd: mere magt til myndighederne og ringere retssikkerhed.

Det skal regeringen selvfølgelig ikke få held med at få gennemført. Liberal Alliance er det parti i det danske Folketing, der sætter størst værdi i konkurrence og velfungerende markeder.

Der skal være fair konkurrence.

Derfor er Konkurrence-og Forbrugerstyrelsens arbejde også enormt vigtigt for Danmark.

Brud på konkurrencereglerne skal selvsagt stoppes og sanktioneres. Men det betyder ikke, at vi kan tillade at gå på kompromis med basale retsstatsprincipper.

Mange betænkeligheder

Der er enormt mange punkter at være betænkelig over, men det er særligt bekymrende for Liberal Alliance, at konkurrencemyndighederne under den nye lov selv vil kunne kræve adgang på privatadresser i forbindelse med kontrolundersøgelser – de såkaldte ” dawn raids”. I dag skal konkurrencemyndighederne involvere politiet.

Konkurrencemyndighederne har også udsigt til at få mulighed for at udstede civile bøder. I dag skal bødeforlæg gå gennem Bagmandspolitiet. Det kan lyde som en lille detalje, men det er det ikke. I dag filtrerer Bagmandspolitiet sager, hvor Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen (KFST) ikke kan præsentere overbevisende beviser, fra, inden de når domstolene.

Det vil ikke ske under den nye konkurrencelov. Man fjerner den sunde adskillelse mellem konkurrencemyndighedernes behandling af sagen og den strafferetlige håndtering. Det kan blive dyrt for de virksomheder, der uretmæssigt bliver anklaget af KFST; nu kan de næsten være sikre på, at sagen ender i retten med de omkostninger, der følger med.

Ikke nok med det, man vil også gøre det langt nemmere at udsteder bøder. Efter de hidtidige danske regler kan virksomheder pålægges bøder, hvis de har handlet ” forsætligt eller groft uagtsomt”.

Det vil man også ændre til at inkludere ” simpel uagtsomhed.” Og som Danske Advokater påpeger, slækker man samtidig gevaldigt på kravene til beviserne.

Egenrådig regering

Det er derfor en åbenlys hån, at Erhvervsministeriet har den frækhed at påstå, at lovforslaget ikke har ” økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.” Det kan kun være rigtigt, hvis man antager, at KFST aldrig uberettiget tager en sag op, eller at virksomheder aldrig bryder konkurrenceloven.

Vi skal også huske, at konkurrencemyndighederne bestemt ikke fokuserer deres energi på større virksomheder med dominerende positioner på markedet.

De går også efter ganske små virksomheder som frisører og kørelærere. Mindre virksomheder har ikke mulighed for at hyre dyre advokater, og de drukner hurtigt i sagsomkostninger.

Derfor er det meget bekymrende, hvis de nye værktøjer, som Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen stilles i udsigt, bliver brugt til at tryne mindre virksomheder, der uagtsomt har brudt konkurrencereglerne. Set i lyset af de meget vidtrækkende ændringer af konkurrenceregler nedsatte man en følgegruppe med deltagelse af bl. a. danske Advokater.

Men som Danske Advokater påpeger i deres høringssvar, er følgegruppen slet ikke er blevet hørt i forløbene. Dertil kommer, at der bliver givet meget kort frist for høringssvar. Det er endnu en bekymrende tendens, vi kun kender alt for godt fra den egenrådige regering.

Overimplementering

Regeringen har over for kritikken forsvaret sig med, at de blot implementerer et EU-direktiv.

Men som mange eksperter påpeger, så er der tale om gevaldig overimplementering.

Men lige netop ét element i direktivet, har mange fremhævet som ” underimplementeret”, nemlig konkurrencemyndighedens uafhængighed fra regeringen.

Med tanke på Mette Frederiksens ageren i denne tid, kan det næppe overraske, at man gerne vil overimplementere, når det kommer til magt til myndigheder, men samtidig underimplementere på uafhængighed fra regeringen.

Konkurrence er altafgørende, og på mange områder trænger vi til langt mere konkurrence i Danmark. Men løsningen er ikke at gå på kompromis med vores retssikkerhed. Skulle man have glemt betydningen af retssikkerhed, kan man kigge på de ubegribeligt triste menneskelige skæbner og økonomiske konsekvenser af Mette Frederiksens minkskandale.

Der er ingen tvivl om, at dette lovforslag er lige i Mette Frederiksens ånd: mere magt til myndighederne.

Kronik udgivet i Børsen d. 19. november 2020.