Nåh ja, så er der jo også lige patienterne

På en af de kolde decemberdage deltog jeg i Sundhedsstrukturkommissionens sundhedstopmøde. Det var egentlig en god dag med mange spændende input fra både fagprofessionelle og helt almindelige borgere, men samtidig også en hård dag for min erkendelse af, hvordan det står til med vores sundhedsvæsen. For skellet mellem patienterne og de fagprofessionelle så desværre ud til at være temmelig stort.

Undervejs blev der lavet en anonym undersøgelse, hvor man spurgte, hvilke tre af de seks sigtelinjer kommissionen har fået, man så som de vigtigste tre for Sundhedsstrukturkommissionen at sigte mod. Svaret var nedslående: Patientrettighederne havnede på sidstepladsen i afstemningen.

Billedet forstærkes af, at der i den seneste rapport med anbefalinger til patientklagesystemet er allerstørst fokus på læring og på at beskytte de sundhedsansatte. Forstå mig ret: Jeg anerkender fuldstændig den seneste tids ærgerlige udvikling, der gør, at sundhedspersoner frygter klager så meget, at de faktisk risikerer at overbehandle. Men i min optik er det vigtigste i et patientklagesystem alligevel patienten. Fejl sker, og selvfølgelig skal vi lære af dem, men når de sker, så er det allervigtigste, at patienten får en nem og smidig proces gennem klagesystemet. Ikke så meget andet. Det skylder systemet patienten. Læring for sundhedspersonale skal håndteres andetsteds.

Problemet er, at vi har et system, hvor systemet tænker på sig selv, før det tænker på borgeren. Vi glemmer undertiden dem, det handler om. Dem, systemet er til for, nemlig borgeren – og i dette tilfælde patienten, der i forvejen er i en svækket position. Det er trist. Men der er ikke noget at sige til, at vi er endt, hvor vi er. Det vil jeg kæmpe for, at vi får lavet om på! Patienterne skal tilbage i hovedsædet – det skylder vi dem.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 1. februar 2024).