Modstanden mod privathospitaler kan koste liv

Det går galt, når vi centraliserer den offentlige service.

MAN SKAL ikke have fulgt meget med i den offentlige debat for at have hørt om, at vores sundhedsvæsen er presset. Men i en dugfrisk undersøgelse fra Sundhedsministeriet males der et hidtil uset dystert billede af sektoren. Akutafdelingerne er fyldt til bristepunktet, så ambulancer må holde i kø foran skadestuerne, ventetiden til somatisk behandling har sneget sig på op 44 dage i gennemsnit, og der mangler i dag så mange læger, at patienter med livstruende sygdomme kan risikere at vente flere timer på behandling.

En del af problemerne kan spores tilbage til sygeplejerskernes strejke i 2021, og at ventetiderne steg under coronapandemien.

Men krisen i sundhedssektoren skyldes også forfejlet politik. For selv om de ansatte på offentlige hospitaler har svært ved at følge med, har man fra statens side valgt at smække døren i over for private hospitaler, der har ressourcer til at afhjælpe presset.

I en vejledning til sundhedsloven står der, at Sundhedsstyrelsen som udgangspunkt skal åbne for, at private hospitaler kan ansøge om at udføre mere komplicerede og sjældne indgreb minimum hvert tredje år. Men ikke desto mindre har Sundhedsstyrelsen ikke haft åbent for ansøgninger siden år 2016. For 19-årige Marie-Louise Rasmussen betyder det, at mens hun normalt kunne blive opereret gratis og øjeblikkeligt for sin hoftedysplasi, skal hun i dag enten selv finansiere operationen på 120.000 kr. eller vente flere år, før der er ledigt på et offentligt hospital. Og Marie-Louise Rasmussens historie er langt fra at være en enlig svale.

FOR NYLIG kunne man læse om 37-årige Kristoffer Holmberg, der har udsigt til en ventetid på 13 år til en behandling for sin kæbelidelse, som gør ham ude af stand til at arbejde, selv om et privathospital står klar til at hjælpe øjeblikkeligt. Om Sundhedsstyrelsens manglende godkendelser skyldes, at embedsværkets tandhjul er sandet til i bureaukrati, eller om problemerne snarere er et produkt af venstrefløjens ideologiske modstand mod private udbydere, kan vi ikke vide. Men uanset hvad er sundhedssektorens krise et skolebogseksempel på, hvor galt det kan gå, når vi centraliserer den offentligt finansierede service ét sted.

I et liberalt samfund, hvor man satte danskerne før systemet, ville man lade pengene følge borgeren, så folk kan vælge de tilbud, der passer til deres specifikke behov. For når danskerne betaler verdens højeste skatter, har de også krav på verdens bedste service.

(Debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 27. januar 2023)