Liberal Alliance
16. oktober 2023

Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti har indgået et valgforbund i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet i juni 2024. De to borgerlige partier finder det logisk at slå pjalterne sammen i et valgteknisk samarbejde for at optimere mulighederne for at sikre et stærkt valg og undgå stemmespild.

Søren Pape Poulsen, partiformand i Det Konservative Folkeparti, er glad for samarbejdet. Han siger, det er vigtigt, at de to borgerlige partier står sammen.

”Konservative er det eneste danske parti i Europa-Parlamentets største gruppe, så for Danmarks indflydelse er det helt afgørende, at vi fortsat har et mandat. Vi har en fantastisk stærk kandidatliste med Niels Flemming Hansen i spidsen, og valgforbundet med Liberal Alliance forøger muligheden for et ekstra godt resultat til juni næste år. Det glæder mig, at vores partier også her står sammen,” siger han.

Der er også glæde at spore hos Liberal Alliance. For selvom valgforbundet ikke ændrer på politikken i de to partier, er der gode grunde til at indgå samarbejdet, siger partileder Alex Vanopslagh.

”Det ligger lige til højrebenet at indgå valgforbund med Konservative og dermed optimere vores partiers muligheder for at blive repræsenteret i Bruxelles. Konservative og Liberal Alliance arbejder til daglig tæt sammen i alle mulige sammenhænge, og derfor giver det også rigtig god mening at gå sammen i et valgforbund til Europa-Parlamentet. Liberal Alliance har endnu sit første mandat til Europa-Parlamentet til gode. Med Henrik Dahl som spidskandidat ser jeg utroligt gode muligheder for, at vi når den milepæl for første gang i partiets historie,” siger han.

For kontakt:

Peter Bollerup Andersen, pressechef i Liberal Alliance:
Peter.bollerup@ft.dk / 6162 3972

Simon Gosvig, særlig rådgiver for Søren Pape Poulsen
Simon.gosvig@ft.dk / 61 62 48 78