Alex: Læs eller lyt til min grundlovstale

Det talte ord gælder.

Du kan også lytte til talen her.

Grundlovsdag er altid en fantastisk dag. Solen plejer at skinne – så heldig kan man jo ikke altid være i Danmark – men også i dag er vejret med os. Jeg må i al stilfælfærdighed bemærke, at det regnede på arbejdernes internationale kampdag og vor Herre dermed tydeligt sender os et signal om, hvem han gerne vil belønne.

Jeg elsker Grundlovsdag. Det bedste på Grundlovsdag er, at stort set alle politikere i Danmark hylder liberale idealer. For vores Grundlov handler om liberale principper; den personlige frihed, vores frihedsrettigheder, den private ejendoms ukrænkelighed, den private freds ukrænkelighed og en masse principper for alt det, som vi politikere IKKE må gøre overfor borgerne.

Og grundlovsdag er derfor også en kærkommen lejlighed til at hæve blikket, tage en temperaturmåling på vores folkestyre og ikke mindst minde hinanden om, hvilket land vi gerne vil være – og hvilken slags mennesker og borgere, vi ønsker at være.

Hvilket land vil vi gerne være?

Det præcis sådan en kamp Danmark stod i i det 19. århundrede.

Over alt i Europa var der revolutioner, hvor middelklassen og bønder gjorde oprør mod adel og kongemagt. Og de kæmpede under liberale faner.

I Danmark gik det ret fredeligt. Folket gik til kongen og fik forhandlet vores første Grundlov, der trådte i kraft i 1849 og indførte et Folketing, hvor folket valgte medlemmerne, og et Landsting, hvor overklassen og kongens mænd sad. Konseilspræsidenten – altså hvad vi i dag kalder statsministeren – blev udpeget af Kongen.

Man plejer at sige, at Danmark blev et liberalt demokrati i 1849. Det passer ikke helt.
Særligt fra 1860’erne og frem kæmpede folket mod adlen og kongen. Det var Folketinget mod Landstinget. Og de kæmpede om netop det spørgsmål: Er vi et retssamfund af myndige borgere, eller er vi undersåtter af magten?

Det var de liberale moderne idéer mod de gamle, konservative privilegier.

I 1901 vandt folket endegyldigt kampen, og siden da har den danske statsmagt stået til ansvar for befolkningen. Og siden 1915 har både mænd og kvinder, høj og lav, haft stemmeret til Folketinget. Siden dengang har vi været et ægte liberalt demokrati.

Et retssamfund, hvor borgerne har ret til en ordentlig behandling fra magthaverne og får beskyttet deres liv og ejendom.

Et samfund af myndige borgere, der har frihed til at tage ansvar for dem selv og deres nære.
Et land af retsind, lovsind, frisind og storsind.

Det er sådan et land, vi er. Eller det hvert fald sådan et land vi ønsker at være.

Men vi kan ikke tage for givet, at vi bare vil blive ved med at være sådan et land.

Som amerikanerne så højstemt siger: Friheden er altid kun én generation fra at uddø.

De amerikanske – og danske – grundlovsfædre vidste godt, at det liberale demokrati er ligesom et ægteskab: Det kræver en gensidig forpligtelse at holde det ved lige. Det kan nok godt overleve en smutter eller to, hvis bare fundamentet er i orden. Men hvis det bliver en vane, så smuldrer det.
Derfor har jeg også flere gange på det seneste advaret imod, at tingene skrider i vores folkestyre. For det gør de.

Men det vigtigt for mig at sige, at det er en tendens, som var i gang også længe før Mette Frederiksen kom til magten. I alt for mange år – og det gælder desværre stadig i dag – er et flertal i Folketinget var parate til at gå på kompromis med borgernes frihedsrettigheder. Uanset om det handlede om mere overvågning, flere åndssvage forbud, udvidede beføjelser til SKAT for at vade ind på folks private ejendom eller begrænsninger i ytringsfriheden hos dem, som vi ikke lide. Senest har vi set at russiske medier nu bliver forbudt i Europa, fordi EU åbenbart har samme lave tillid til vores egne borgeres evne til at skelne mellem rigtigt og forkert, som Putins regime har.

Og som sagt: Det er for dovent og forkert at give Mette Frederiksen skylden alene. Men det er blevet værre under Mette Frederiksen. Meget værre.

Vi har en regering, der har ønsket at tiltale en oppositionspolitiker for landsforræderi – altså for at have skadet nationens interesser fortsætligt – på baggrund af, at han åbent har kritiseret regeringen for deres katastrofale håndtering af FE-sagen. Hele processen om sigtelsen har været kafkask. Jeg hørte forleden juristen og debattøren Anne Sofie Allarp sige i et radioprogram, at hvis hun stadig var ansat i Zambia i Afrika, og hun der kunne se, at en oppositionspolitiker pludselig blev sigtet for landsforræderi og at et helt landbrugserhverv var blevet slagtet uden lovhjemmel, så ville hun være nødt til at rapportere hjem til Europa, at der altså skete noget meget suspekt, unormalt og problematisk i Zambia.

Og der ville den zambiske regering jo så ville kunne skele misundeligt til Danmark, hvor den slags kan ske uden større konsekvenser.

Læg dertil, at vi har en regering, der politiserer embedsværket og ansætter såkaldte professionelle socialdemokrater i det ellers neutrale embedsværk.

Vi har en regering, der skruppelløst har talt usandt flere gange – både når det kommer til mink-sagen og corona-sagen – og Folketinget har ladet det passere.

Og én ting er, at vi har en regering, som ikke har den nødvendige ydmyghed til at håndtere så stor en magt. Men det værste er, at vi i Folketinget ikke er gode nok til at sætte foden ned. Så det her er også en selvkritik og refleksion.

Tag bare coronakrisen.

På få timer fik vi en værre hast vedtaget en epidemilov, hvor Folketinget afleverede magten til regeringen, som derfra kunne detailregulere danskernes liv ned til mindste detalje uden parlamentarisk opbakning. Som kunne indskrænke borgernes forsamlingsfrihed, lukke deres forretninger ned uden erstatning, sende domstolene hjem, selvom det var grundlovsstridigt. Jeg synes det er skræmmende at se tilbage på.

Det krævede bare at vi blev bange, så var vi klar til at gå på kompromis med borgernes retssikkerhed og vores folkestyre. Så gik vi på kompromis med idealerne.

Hvem ved – hvis nu regeringen havde været nødt til at involvere Folketinget i store beslutninger under minkskandalen, så ville formentlig aldrig have truffet den unødvendige og overilede beslutning om at slagte hele minkerhvervet.

Det var altså en beslutning taget i panik, udført i panik – og fastholdt i panik.

Jeg ved ikke, hvad Mette Frederiksen vidste hvornår. Og det er egentlig heller ikke så vigtigt.

Det vigtige er, at selv da hele Danmark vidste, at der ikke var lovhjemmel, fortsatte regering og myndigheder med at udføre deres ulovlige beslutning.

Jeg var lamslået dengang, og det løber mig stadig koldt ned ad ryggen, når jeg tænker på, at vi har en regering, der ikke orienterer sig, før den træder speederen i bund og kører frem i fuld fart. Og selv når den mærker bumpene fra dem, den kører over, så forbliver foden på speederen.

Det var LIGE PRÆCIS den form for måde at bruge magten på, som Grundloven er udformet for at beskytte os imod. Men her står vi.

Om lidt kommer granskningskommissionen med sin rapport. Jeg tror ikke, de køber Mette Frederiksens forklaring om, at statsministeren kan tage en ulovlig beslutning, men at det så er Mogens Jensen, der har ansvaret for den beslutning, som Mette Frederiksen har truffet.

I så fald skal loven jo ændres. I så fald fungerer vores folkestyre jo slet ikke sådan, som vi ellers går og tror.

Men lad os se, hvad kommissionen konkluderer.

I en situation, hvor regeringen i et møde med Mette Frederiksen for bordenden på blot 44 minutter besluttede at udslette et helt erhverv, selvom INGEN læste deres papirer, Ingen spurgte til lovhjemmel og måske værst af alt: Ingen myndighederne havde indstillet til eller anbefalet det, ja, så er der tale om en meget alvorlig og skødesløs uagtsomhed. Graden af uagtsomhed vil selvfølgelig være til diskussion. Og det er en politisk beslutning og debat om vi skal forfølge det her yderligere.

Det bliver en styrkeprøve for vores folkestyre.

Og egentlig er det jo vildt.

Vil vi virkelig gerne være et land, hvor holdningen til Mette Frederiksens lovbrud afhænger af, om man er rød eller blå?

Vil vi virkelig gerne være et land, hvor der gælder ét sæt regler for vores eget hold, og ét for det andet hold?

Vil vi virkelig gerne være et land, hvor basale rettigheder godt må blive krænket uden de store konsekvenser, hvis bare ofrene er de rigtige og intentionerne var gode?

Sådan et land ønsker vi jo ikke Danmark skal være. Og det skal vi sige højt her på Grundlovsdag.

***

Men Grundlovsdag handler som sagt ikke kun om, hvilket land vi gerne vil være. Det handler også om hvem vi selv gerne vil være. Hvad for nogle borgere vil vi være. Du kan passende bruge anledningen til at spørge dig selv: Hvem vil DU gerne være?

Vil du være én, der gør sig svag og forventer, at alle andre skal løse dine problemer?

Eller vil du være én, der tager livet på sig og stræber efter at være stærk, også når det er svært?

Vil du være én, der er bange for fremtiden og alle problemerne, der lurer derude?

Eller vil du være én, der er klar til at løse problemerne – og gribe mulighederne?

Vil du gerne være én, der er bitter, krævende, passiv, krænket og ansvarsløs?

Eller vil du være én, der er næstekærlig, selvopofrende, initiativrig, robust, ansvarsfuld?
Valget er dit.

Vi bestemmer ikke altid over det, der sker med os. Sygdom, kriser og krig. Men vi bestemmer altid over det, vi gør ved det.

Vi mennesker kan så pokkers meget mere end vi går og bilder hinanden ind.

Og mere, end mange politikere gerne vil bilde folk ind.

For at være ærlig får jeg nogle gange det indtryk, at en del politikere fra en del partier faktisk foretrækker, at borgerne er svage ofre, så de kan frelse dem.

Men det giver vel næppe bedre liv at man får fjernet initiativ og ansvar. Det ender ud i en slags åndelig fattigdom.

Nej, vi skal stræbe efter at blive myndige borgere, der tager livet, friheden og ansvaret på os. Ikke fordi, det er nemt – men fordi, det er svært.

Og vi politikere skal behandle borgerne som myndige, ansvarsfulde og frie mennesker.

Jeg bryder mig ikke om, at så meget i borgernes private liv bliver reguleret og gjort til politik.

Jeg bryder mig ikke om, at et flertal på Christiansborg, vil bestemme hvor unge mennesker skal på gymnasium. Jeg bryder mig ikke om, at et flertal på Christiansborg, vil bestemme hvordan mor og far skal fordele barslen. Jeg bryder mig ikke om, at et flertal på Christiansborg,vil blande sig i hvordan en bestyrelse i en privat virksomhed bliver sammensat.

Jeg synes alt sammen, det er en grænseoverskridende indblanding i folks frie valg.

Det var vel heller ikke det, der var meningen med hele idéen om at have et folkestyre? Ideen var ikke at folket skulle styres, men at folket skulle styre.

Men ikke desto mindre findes der i dag så mange gakkede regler i Danmark.

Det er forbudt at køre på el-løbehjul uden cykelhjemmel. Eller at stå på paddleboard uden en redningsvest.

Det er forbudt at servere myrer på en restaurant. Det er også forbudt at servere rester fra sin aftensmad til sine egne høns.

Det er forbudt at udlevere en gratis papirspose med hank. Det er dog lovligt uden hank.

Og ja, det er så gakket, at man skulle tro, det var en Alex-Alex-video! Gid, det var så vel. Men sandheden er den, at hvert år vokser dansk lovgivning med flere hundredetusinde år, hvoraf mange af dem er åndssvage regler, der begrænser vores frihed og udtrykker en mangel på tillid til at borgerne kan tænke selv.

Og det er nok også udtryk for en manglende ydmyghed fra os, politikerne.

Man behøver ikke være kristen for at anerkende visdommen i det kristne budskab om, at vi mennesker ganske vist er skabt i Guds billede, men at vi ikke er guddommelige.

Vi er fejlbarlige.

Og derfor skal vi mennesker huske ydmygheden. Og netop derfor skal vi aldrig placere for meget magt i hænderne på få mennesker.

Det er dømt til at gå galt. Det viser de seneste år med al ønskelighed tydelighed.

Jeg ved ikke hvornår, vi skal til valg. Det er jo én af de ting, som Mette Frederiksen faktisk har hjemmel i Grundloven til at beslutte selv. Lige der er jeg ikke bekymret for at hun bryder Grundloven.

Men når valget kommer, så bliver det et valg om det vigtigste spørgsmål i politik:

Hvilket land vil vi gerne være?

Jeg er ikke i tvivl om, hvad jeg mener Danmark skal være.

Danmark skal være et land af myndige borgere, hvor staten er til for borgerne og hvor man ikke kan behandle danskerne som brikker i et slag ludo.

Danmark skal være et land, hvor vi belønner hårdt arbejde, initiativrigdom og selvstændighed. Hvor vi hylder dem, der tager ansvaret på sig – uanset om det er sygeplejersken der arbejder en time over for at dække ind for den syge kollega eller om det er iværksætteren der ligger 80 timer om ugen i at skabe den næste NOVO NORDISK. Vi skal selvfølgelig ikke være et land, hvor flid, arbejde og succes straffes med høje skatter og misundelse.

Danmark skal være et land med et stærkt civilsamfund med spirende næstekærlighed og være et velfærdssamfund, hvor borgernes behov og ikke systemets kommer først.

Vil være et land af retsind, lovsind, frisind og storsind, eller et land af kontrol, magtfuldkommenhed, systemtænkning og grådighed?

For os er svaret klart. Vi ved godt hvilket land vi vil være. Vi godt hvilke borgere vi gerne vil være. Myndige og ansvarsfulde. Frie og alligevel forpligtede på hinanden.

Vi står på samme side som de fantastiske mænd og kvinder, der skabte det Danmark, vi kender. Vi står på samme side som der, der kæmpede for at Danmark skulle have en grundlov.

Vi står på de liberale værdiers side.

Tak for ordet.